Majestætsfornærmelse i Ribe: Harald Albert Bruun (1837-1912). (Efterskrift til Politivennen).

 En Skandale i Ribe.

I Ride afholdtes Dyrskue i Forgaars og bagefter var der en Fællesspisning, hvori henved 150 Damer og Herrer fra By og Land deltog. Blandt dem var der ogsaa en Maler, der hedder Bruun, en gammel radikal Bulderbasse, der i sin Tid var Demokratiets Enhedsmærke dernede i Ribe. Nu er han det, saavidt vi ved, ikke mere, og det er et Held for Ribeegnens Demokrater, for hvem han saavist ikke er nogen Pryd, allermindst efter den Skandale, han nu har leveret.

Ved ovennævnte Fællesspisning var der ogsaa Sønderjyder tilstede, og en Tilstedeværende udbragte en Skaal for de danske Sønderjyder. En Sønderjyde takkede for Skaalen, og da han var færdig med det, rettede han med fuld Føje en Bebrejdelse til Bestyrelsen, fordi den som Adgangstegn benyttede Baand i slesvigholstenske Farver. Man skulde ikke tro det muligt, at en dansk Forenings Bestyrelse, tilmed saa nær Grændsen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Intet andet Sted i Landet vilde danske Mænd vove at benytte de forhadte slesvigholstenske Farver som Festtegn, og en saadan Adfærd fortjener at paatales i skarpe Ord, selv om den - hvad forhaabentlig var Tilfældet i Ribe - skyldes en utilgivelig Tankeløshed. Beklageligt er det, at det blev en Sønderjyde, der rettede Bebrejdelsen herfor mod Bestyrelsen: det havde for vor egen Skyld set kjønnere ud, om en af de Tilstedeværende fra Kongeriget, et as Foreningens egne Medlemmer havde paatalt Sagen.

Vi har nu sagt vor Mening om den Ting og skal derefter rulle Tæppet op for den modbydelige Scene, der forefaldt ved Bordet. Da Sønderjyden havde talt, rejste den før omtalte Maler Bruun sig og udtalte efter hvad "Ribe Stiftstidende" refererer bl. A. Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kjender ikke danske Nordslesvigere, jeg kjender kun Estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kjender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvig-holstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der Nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Det er ufatteligt, at Maleren ikke blev stoppet, inden han fik afleveret hele denne Bunke. Vel protesterede Forsamlingen, men Hr. Bruun fik kort efter atter Ordet for at imødegaa Sønderjyden og gav paa et Tilraab fra En i Forsamlingen et Svar, der - i Fald Ordene er rigtigt refererede i "Ribe StiftStd." - indeholder en saa grov Fornærmelse mod Hs. Maj. Kongen, at vi vægrer os ved at gjengive dem her.

Nu blev Bægeret da endelig fuldt, og Forsamlingens Taalmodighed var til Ende. Alle som En istemte de: "Vi vil værge vort Land", og da Maler Bruun efter denne Sang igjen vilde fortsætte, istemtes endnu et Par Sange. Men endnu en Gang fik han Lov at fortsætte, og da han endelig var færdig, forsvandt han ud af Teltet, hvor Fællesspisningen holdtes. Han gik altsaa først efter at have faaet sagt Alt, hvad han vilde, udøst en Bunke af de plumpeste Grovheder over Sønderjyderne og paa en i høj Grad fornærmende Maade omtalt vor Konge.

Den tilstedeværende Forsamling af gode danske Mænd og Kvinder, som de jo var, har unægtelig været mere end tilladelig taalmodig; Maler Bruun burde ikke blot være frataget Ordet længe inden han var færdig, men var der sket ham hans Ret, saa var han blevet vist ud paa staaende Fod. Det havde været det korrekteste Svar fra Forsamlingens Side, og det havde sikkert ogsaa været det Bedste for den fanatiske Malermester selv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. august 1895).

Harald Albert Bruun og Mathilde Bruun (1866-1945) boede i Aleen ved Kirkegaarden, Gravsgade matr. nr. 148 i Ribe. Det var her han havde et atelier. Han fik næringsbrev som maler i 1859, hun var uddannet hos Johannes Petersen i København. Før affæren havde han siddet i Ribe Byråd.

Fotograf Christen Nørgaard Nielsen (1870-1954): Harald Bruun (1837-1912). Fundet på Fotohistorie.

Horsens Avis som Angiver.

Højrebladet "Horsens Avis' refererer efter sin Kollega "Ribe Stiftstid." en Historie fra et i Ribe i Onsdags afholdt Dyrskue, efter hvilket der fandt en Fællespisning Sted. Ved denne Fællesspisning afholdtes der Taler, og en af Talerne var en Sønderjyde, som kritiserede Dyrskuebestyrelsen, fordi den havde solgt Festtegn med slesvigholstenske Farver. "Horsens Avis" bruger Ordene "Taktløshed","forhadte slesvigholstenske Farver' og er kort sagt kommet i komplet Krigshumør.

Da vi ikke kender noget til Sagen og altsaa heller ikke ved, hvad der har bevæget Bestyrelsen til at benytte de urostiftende Festtegn, skal vi lade den Sag ligge. Det tør imidlertid formodes, at Festtegnene, for saa vidt de virkelig med Bestyrelsens Vilje har faaet slesvigholstenske Farver, er valgt af Hensyn til, at der ogsaa var Folk fra Slesvig-Holsten, som udstillede ved Dyrskuet. Derfor havde det selvfølgelig ikke været nødvendigt at bruge slesvigholstenske Farver, de danske Farver havde været mere naturlige ved den Lejlighed, men Sagen er dog i sig selv ikke saa stor, at "Horsens Avis" burde nedværdige sig til at spille Angiver overfor en Mand, som protesterede mod den forargede Sønderjydes Kritik.

Vedkommende er en radikal Venstremand i Ribe, Malermester Brun. I Følge "Ribe StiftStid.", hvis Referats Korrekthed maaske dog tør betvivles, udtalte Hr. Brun:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kender ikke danske Nordslesvigere, jeg kender kun estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvigholstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Vi skal ikke komme nærmere ind paa Hr. Bruuns Udtalelser. De er fremsatte ved et Fællesmaaltid og bør næppe tages for alvorligt. Og iøvrigt er Hr. Bruuns Ord ikke rettet mod Nationalitetsfølelsen i og for sig. Han har - noget haardere end nødvendigt - peget paa den falske Nationalitetsfølelse, der er brugt mod et Folks Kamp for politisk og social Frigørelse, og han har vel næppe helt Uret endda, naar han hævder, at Nordslesvigerne har fundet det i sin Orden, at Esrup krænkede Danmarks politiske Frihed og Uafhængighed og satte Fæstningen som Monument over det, Maler Bruun kalder Folkeretfærdigheden.

Havde "Ribe Stiftstid." og "Horsens Avis" nu nøjedes med at fortælle om Hr. Bruuns "Taktløshed", var Sagen vel dermed kommet ud af Verden. Men "Horsens Avis" skynder sig med at fortælle, at da Bruun endnu en Gang fik Ordet, fornærmede han Kongen saa grovt, at Bladet vægrer sig ved at gengive Fornærmelsen.

Dette plumpe Angiveri bringer nok sin Løn med sig. Og om "Hors. Av." er saa heldig at faa Maler Bruun tiltalt og straffet, har Bladet gjort en god patriotisk Gærning, som alle Snobber og patriotiske Hyklere vil takke det for.

Havde det ikke været nok, om "Hors. Av." havde meddelt, at Maler Bruun blev overdøvet af Fællesspiserne med Sangen "Vi vil værge vort Land". Den "Straf" kunde vel have været tilstrækkelig. En Fællesspisning ved et Dyrskue er dog ingen saa vigtig Begivenhed, at Udtalelserne der fortjener almindelig Udbredelse. Nu fortjener det derimod at komme til almindelig Kundskab, at de to Højreblade knytter usselt Angiveri til de danske Farver. Det er ogsaa en Slags Patriotisme. Fy for en Ulykke!

(Social-Demokraten 4. august 1895).

Social-Demokraten havde ret i at med offentliggørelsen af Bruuns optræden, var grunden lagt til en sag - hvilket Ribe Stift-Tidende også senere skrev: Få uger efter blev der anlagt sag mod malermester Bruun. Han androg stiftamtet om at overretssagfører Berg skulle føre forsvaret, men stiftamtet gav ham afslag. Underretten dømte ham 17. november 1895 for majestætsfornærmelse til 3 måneders simpelt fængsel samt til at betale sagens omkostninger. Overretten stadfæstede 20. januar 1896 dommen. Ribe Byråd nægtede (6 stemmer mod 3) at blive optaget på rigsdagsvalglisten. Sagen kom så for Højesteret:

Majestætsfornærmelsessagen i Ribe for Højesteret.

Kjøbenhavn 16. April

For Høiesterets Skranke procederedes idag den meget omtalte Sag om Malermester i Ribe. Harald Albert Bruuns Fornærmelser mod Hs. Maj. Kongen. Bruun dømtes saavel ved Under- som ved Overretten til tre Maaneders simpelt Fængsel.

Det var den 31. Juli i Fior, der var arrangeret stort Dyrskue, og ved Festmaaltidel efter Skuet holdtes der Taler. En Sønderjyde havde talt og bebreidet Festkomiteen, at den som Festtegn havde valgt Baand i slesvig-holstenske Farver. Da reiste Malermester Bruun sig og sagde omtrent Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er noget ganske underordnet! jeg ved Intet om danske Nordslesvigere, jeg fjender dem kun som Estrup'ske Høiremænd; de sønderjyske Patrioter har valgt Militarismen og ikke Nationalitetsfølelsen. Den foregaaende Taler sagde, at han spyttede paa de slesvig-holstenske Farvere jeg blæser ad Sønderjydernes Nationalitetsfølelse. der kun er Humbug"

Bruun blev under sin Tale hyppigt afbrudt, men han tilføiede ikke destomindre følgende Ord om Hs. Maj. Kongen: - "Vi har en tysk Konge, som kun er bleven dansk, fordi han har kunnet se sin Fordel derved, fordi han har kunnet opnaa en høi Stilling her i Landet."

Bruun har under Forhørerne ikke kunnet benægte, at han har udtrykt sig saaledes; dog mener han ikke at have sagt "kun." Han har imidlertid anført, at han vilde motivere sine Ord dermed, at Nationalitetsfølelsen altid maatte vige for høiere socialt Hensyn, hvilket man saa Exempler paa i mange Fyrsteslægter; - men Harmen blandt Forsamlingen over de faldne Udtalelser var saa stærkt, at han ikke kunde faa Ørelyd. Saa sluttede han med et Leve for Udstillerne, og Musiken demonstrerede mod Bruuns Udtalelser ved at spille "Vi vil værge vort Land" og andre Fædrelandssange. Derpaa forlod Bruun Lokalet.

Saaledes fremstilledes Sagen gjennem den i Dag i Høiesteret oplæste Dom og under Dokumentationen af Sagens Akter.

Aktor i Sagen, Højesteretssagfører P. G. S. Jensen, talte ganske kort. Han patenterede, at om end Bruun ved den omtalte Leilighed havde været noget beruset havde han dog ingenlunde været utilregnelig. De afhørte Vidner havde saa godt som alle opfattet Tiltaltes Ord som fornærmende mod Hs. Majestæt, og at de er fornærmende maa ogsaa anses for aldeles utvivlsomt. Med fuld Føie, slutter Aktor, har Overretten dømt Tiltalte efter Straffelovens § 90.

Efter at Dokumentationen var til Ende, nedlagde Aktor Paastand paa Dommens skjærpelse eller Stadfæstelse. 

Defensor, Højesteretsadvokat Halkier fik derpaa Ordet, og han gik noget nærmere ind paa Sagen: - Den Tiltalte hører øjensynlig til de Folk, som "Intet har lært, og intet har glemt." Det er nu heldigvis mange Aar siden de Folk, som er hans politiske Meningsfæller har brugt Ord som "Grundlovsbrydere" og Rakkerpak" om Ministrene; det var den Gang, da en Landstingsmand brugte Billedet om de "snivede Heste", og da en Folketingsmand, som tilmed var en studeret Mand, kaldte Ministrene for "Indbrudstyve " Dette er nu fjærne Minder; og det er mærkeligt at se, at der i en fjeern Afkrog af Landet endnu er "en saadan Tro i Israel," som den der har givet sig tilkjende i Maler Bruuns Ord. Naa, Bruun er en udannet Fanatiker, som i sin opfarende Hidsighed naturligvis nemt kunde komme til at fornærme Kongen; og at hans Udtryk er meget uheldigt kan jo ikke nægtes.

Imidlertid maa Domstolene se ganske objektivt paa denne Sag og navnlig se bort fra Striden om Dansk og Tysk og og de Stemninger, som denne Sind har avlet særlig ved den nævnte Leilighed.

Man maa ogsaa tage i Betragtning, at Fyrsteslægterne har en baade national og international Karakter; navnlig hænder det jo meget hyppigt, at Dronninger hentet fra andre Lande og ja mere en Dronning formaaer at gaa op i den nye Nation, hun tilhører, des mere er hun bleven elsket; her kan nævnes et saa fjerntliggende Exempel som Dronning Dagmar og et saa nærliggende som vor nuværende Kronprinsesse. Men ogsaa Kongen hentes jo undertiden fra andre Lande; saaledes blev jo en Søn af vort Kongehus Grækenlands Konge. Men det vilde dog næppe kunne betragtes som fornærmeligt for Kong Georg, om man om ham sagde, at han havde valgt den græske Trone for at skabe sig et videre Virkefeldt ved at blive græsk Konge. Og lige saa lidt vilde det betragtes som en Fornærmelse mod Kong Georg, om man sagde, at han var dansk.

Naar Bruun har brugt Udtrykket "søgt sin Fordel" er det naturligvis et uheldigt valgt Ord. Men man behøver da ingenlunde at forklare det som "pekuniær Fordel"; det maa sikkert opfattes som den Fordel, der ligger i en almindelig Tilfredsstillelse af alle Fordringer til et rigere og mere indholdsrigt Liv. At en Prins, som ikke har noget bestemt Virkefelt, kan ønske at blive Konge, synes mig saa naturligt, at jeg ikke kan se, der ligger en Fornærmelse i en Udtalelse herom. Forholdet her er jo dog heller ikke det samme som i Tyskland, ved at læse "Flensborg Avis" f. Ex. ser man jo, hvorledes dernede Majestætsfornærmelsessagerne voxe frodigt op. Dertil kommer, at Bruuns Ord jo slet ikke rammer Kongen, han havde jo valgt at være dansk, endnu længe før han udnævntes til Tronfølger. Endelig har Tiltalte aabenbart aldeles ikke haft til Hensigt at fornærme Hans Majestæt.

Jeg indstiller derfor Tiltalte til Rettens mildeste Dom, laltfald til Stadfæstelse af den indankede Dom, som jo har valgt Minimumsstraffen efter § 90. 

- - Efter en temmelig kort Votering faldt Dommen. Den lød paa Stadfæstelse af Overretsdommen i Henhold til dennes Præmisser.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 17. april 1896)

Et antal borger i Ribe (tallet opgives til 322) ansøgte efterfølgende om at Bruun blev benådet. Dette kunne kun tilstås hvis Bruun selv ansøgte. Men det gjorde han i første omgang ikke, idet han foretrak at blive martyr. Senere ombestemte han sig. Justitsministeriet afslog ansøgningen. Derefter ansøgte han om at straffen blev konverteret til 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød til efteråret. Kongen eftergav ham så straffen mod at der meddeltes ham en alvorlig irettesættelse og advarsel. Bruun blev indkaldt til stiftamtmand Ahnfeldt som gjorde ham bekendt med kongens resolution. Ribes befolkning synes også generelt at være imod en så hård straf.

Se også Højesteretstidende 1896, s. 113-116.

Christian 9.s Lakaj, Hans Peter Oxenbøll. (Efterskrift til Politivennen)

Kongen bestjaalet for ca. 30.000 Kr.

En kgl. Lakaj arresteret.

I Aar og Dag har Kongen - skriver "Politiken" - lagt Mærke til et uforklarligt Svind i sin Privatkasse, som havde sin Plads i en Skrivebordskuffe i hans Arbejdsværelse.

Der blev dog ikke foretaget nogen Undersøgelse om Aarsagen dertil. Men da der i Tiden fra Jul til Midten af Marts forsvandt henimod 1000 Kr. fra Kongens Skrivebord, blev Politiet endelig anmodet om at foretage en Undersøgelse.

Der var fra allerhøjeste Sted givet Ordre til at gaa varsomt til værks. Politidirektøren konfererede med sin Opdagelseschef, og endelig blev den alvorlige Mission overgivet Overbetjent i Opdagelsespolitiet Aug. Kjær, som derefter i nogen Tid var en daglig Gjæst paa Amalienborg.

Ved denne Undersøgelse opdagede man, at Tyverierne var begaaede hver tredie Dag, og ved at undersøge Tjenestefordelingen i Lokajkorpset kunde man derefter se, hvem der havde haft Vagt de Dage, der var bleven stjaalet, og Mistanken faldt da ganske naturlig paa den paagjældende.

Den saaledes stemplede Lakaj, der bærer det velklingende Navn Oxenbøll, havde i Fredags Vagt i Kongens Gemakker, medens hele den kongelige familie overværede Prinsessernes Konfirmation i Slotskirken. Det var ikke hans sædvanlige Tjenestedag, men Politiet havde benyttet Lejligheden til at lægge en Fælde for Synderen. Og medens Lakajen gik omkring i de kongelige Værelser med den behagelige Fornemmelse, at han var ene hjemme, stod Overbetjent Kjær skjult bag en Portiere i Kongens Arbejdsværelse.

Opdageren var netop ved at opgive Modet, da Lakajen kom ind i Værelset. Han gik hen til Kongens Skrivebord og aabnede med en Dirk eller falsk Nøgle Pengeskuffen, hvoraf han fremtog en Bunke Pengesedler, som han rolig puttede i Lommen og gik bort.

Da Politiet, som ovenfor nævnt, havde Ordre til at gaa varsomt frem, lod Overbetjenten Tyven gaa og indgav derefter Rapport over det passerede til Chefen for Opdagelsespolitiet, som indgav Beretning til Kongen.

I Lørdags Morges, da Lakajen laa i sin Seng, fik han Besøg af Politiet. Han havde været i Tjeneste paa Slottet til Kl. 12 Nat og anede ikke det ringeste om. a! han var opdaget. Overbetjent Kjær, der havde en Kollega med, optraadte som Kjøber til Oxenbølls Ejendom, som man vidste, han vilde sælge, og under Foregivende af, at de skulde til en Sagfører, for at ordne det dertil fornødne, kjørtes han lige ind i Raad- og Domhusets Gaard.

Under Forhøret paa Politikamret tilstod han, som allerede kort meddelt, at han i de 15 Aar, han havde været Lakaj, stadig havde bestjaalet sin kongelige Husbond.

Det var begyndt med Smaarapserier. men da han stadig kom vel fra det, steg hans Griskhed, og hver Gang, han havde Vagt, hvilket i de senere Aar var hver tredje Dag, lukkede han Kongens Skrivebordsskuffe op og stjal af Pengene. Siden Jul havde han stjaalet ca. 1300 Ar. - og Konfirmationsdagen, medens Opdageren stod bag Gardinet og saa paa hans Tyvefærd, tog han 300 Kroner.

Lakajen havde i sin Tid været Tjener hos Estrup og derefter en kort Tid Dametjener paa Amalienborg. Indviede antager at han, siden han blev Lakaj hos Kongen, har bestjaalet denne for ca. 30.000 Kr. 

Han ejer Ejendommen Nr. 3 i Wiedeweldtsgade, som han havde indrettet særdeles herskabelig. Han førte flot Hus og levede langt over sine Lakajindtægter, der kun var 1300 Kr. Det vidste alle, men han havde i Tide forstaaet at bortlede enhver Mistanke ved at give det Udseende af, at han for flere Aar siden havde vundet en stor Gevinst i Lotteriet.

Den anholdte er 49 Aar gammel, er gift og har fem Børn.

(Aarhus Amtstidende 1. april 1896. 2. udgave).

Christian 9.s arbejdsværelse således som det fremstår på Amalienborgmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022).

Oxenbøll.

Stjaalet 100,000 Kr. fra Kongen. En Mand, der er under Tøflen.

I Lørdags er Sagen imod kongens fhv. Lakaj, Oxenbøll, sluttet ved Kriminalretten og Sagens Akter tilstillet Politidirektøren. Resultatet af den kriminelle Undersøgelse udviser i Følge "Aftbl.", at Oxenbøll i alt har stjaalet kontant af Civillistens Penge 59.000 Kr. Af Kongens "private Chatol" har han imidlertid ogsaa stjaalet langt over en Snes Tusind Kroner, og disse Beløb, sammenlagt med, hvad han ellers har stjaalet af Værdisager og Penge, andrager sikkert henimod et hundrede Tusinde Kroner.

Undersøgelsen, der naturligvis har været ledet meget omhyggelig, har bragt for Dagens Lys, hvortil Oxenbøll har brugt de mange Penge. Endvidere er det konstateret, at det fra første Færd var hans Kone, som animerede ham til at stjæle fra Kongen, ligesom det ogsaa senere stadig væk var paa hendes Opfordringer, han stjal.

I Tidsrummet mellem Jul 1891 og Majestæternes Guldbryllup 1892 stjal Oxenbøll omtrent slet ingen Ting. Men herover blev hans Kone, der var frygtelig ødsel anlagt, aldeles rasende. Hun ikke alene udskjældte ham, men hun - pryglede ham, og det endog saa grundigt, at Politiet et Par Gange maatte lægge sig imellem. For den kjære Husfreds Skyld maatte Oxenbøll saa give sig til at stjæle igjen, og ganske faa Dage før Guldbryllupet stjal han saa 1000 Kr., som han alle bragte hjem til Konen.

Til Trods for, at Konen har forsøgt at nægte omtrent alt, har hun dog sluttelig maattet tilstaa, at hun har været vidende om, at hendes Mand stjal Pengene, og hun har endvidere maattet indrømme, at hun har opfordret ham til at begaa Tyverierne.

Da de fleste af de begaaede Forbrydelser har været forbundet med Indbrud, vil det sikkert blive en meget alvorlig Straf, Oxenbøll faar.

Dommen kan ellers ventes afsagt i Løbet af næste Maaned. Det menes almindelig, at Kongen vil gjøre Brug af sin Benaadningsret paa Betingelse af, at Ægteparret forlader Landet for stedse.

(Aarhus Amtstidende 29. juni 1896).

Frederik Riise (1863-1933): Wiedeweltsgade. 1881. Nr. 3 er i husrækken til venstre ved den spidse gavl. Kbhbilleder. Public domain.

Af Vridsløse statsfængslet protokol fremgår: Hans Peter Oxenbøll (1843-). Den 1. august 1896 idømt forbedringshusarbejde i 2 år ved Københavns kriminal- og politiret. Indsat 3. august 1896. Gift, 5 børn. Ægte. Faderen, der var skovfoged ved Sorø Akademis Skove, døde i 1885. Moderen døde for ca. 20 år siden. Har 1 broder og 1 søster. Opdraget hjemme. Efterkonfirmationen og til sit 18. år hjalp han faderen med dennes drift. Har derefter ernæret sig som tjenestekarl til sit 24. år, og har derefter været tjener indtil han i 1879 blev lakaj hos hans majestæt kongen. 1880 blev han gift med en enke med 2 børn. Som lakaj har han ved talrige tyverier frastjålet hans majestæt 60.000 kr. Konen der var medvirkende i hans tyverier er bleven dømt til 2/3 år forbedringshusarbejde. Pengene brugte han til at leve for. Uden blik som sin skyld.

Kongens Lakaj,

Hans Peter Oxenbøll, der som bekjendt stjal henimod 100,000 Kr. fra sin Herre og herfor idømtes Forbedringshusarbejde, har, som telegrafisk meldt, faaet sin Straf eftergivet og rejste Lørdag Morgen med Hustru og Børn til Kapstaden i Syd-Afrika.

Oxenbøll arresteredes i Foraaret, i Slutningen af Marts Maaned. Han havde været i Kongens Tjeneste i 13 Aar og havde i dette lange Tidsrum stjaalet fra Kongens Pengekasse, hvortil han skaffede sig Adgang med falske Nøgler. Tilsidst tog han saa store Summer, at det vakte Mistanke, og Politiet sit med Sagen at gjøre. Opdagelsespolitiet stillede en Fælde kor ham, og dette førte til, at baade Oxenbøll og hans Hustru arresteredes i deres Hjem i Wiedeweltsgade.

Ved Forhørene viste det sig, at han som sagt havde stjaalet ikke mindre end henved 100,000 Kr., altsaa i Gjennemsnit ca. 6-7000 Kr. om Aaret i de 13 Aar, han har tjent Kongen. Pengene var medgaaet til en meget flot Levemaade. Lakajen holdt stort Hus og førte sig som en Levemand, og for at undgaa at vække Mistanke indbildte han sine bekjendte, at han havde vundet betydelige Summer i Lotteriet.

Oxenbøll har kun afsonet 4 Maaneder af sin Straffetid, da Kongen benyttede sin Benaadningsret og frigav baade ham og Konen, og de to flotte Stortyve slipper saaledes meget billigt fra den Historie - takket være deres fine Bekjendtskaber og gode Fortalere.

Oxenbøll og hans Familje blev ved Afrejsen forsynet med en rigelig Sum Penge til at sætte sig i Vej med i Kapstaden. To Opdagelsesbetjente ledsagede dem til Banegaarden, og selve Chefen for Opdragelsespolitiet var til Stede for at overvære Afrejsen med Exprestoget til Korsør. Herfra gaar Rejsen videre over Esbjærg til London, hvorfra Oxenbøll den 4. December afsejler med en Damper til Afrika.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 1. december 1896).

Johan Louis Ussing 1820-1905. (Efterskrift til Politivennen)

J. L. Ussing.

Filologer og Regensianere samles iaften med deres gamle Lærer og Regensprovst, Professor J. L. Ussing for at bringe ham deres Hyldest og Tak for hans lange og Fremragende Virksomhed for Videnskaben og for den studerende Ungdom.

Professor Ussing kan nu ved sin Bortgang fra Universitetet se tilbage paa en lang, rig og lykkelig Virksomhed. Vel er snart 50 Aar, siden den den Gang 27-aarige Magister J. L. Ussing blev ansat som Universitetsærer, han har været alle nulevende danske klassiske Filologers Lærer, og han har med aldrig svigtende Kraft og Begejstring fulgt sin Videnskabs Udvikling og selv givet vægtige Bidrag til dens Fremgang. I 32 Aar var Ussing Madvigs Kollega som Universitetslærer, hans tro Medarbejder og en begejstret Beundrer af den store Latiner, der i lang Tid hævdede sit Supremati paa sit Omraade i Videnskabens Verden og skaffede den danske Filologi en anseet og selvstændig Stilling. 

Professor Ussing lod sig maaske for stærkt paavirke af sin Ven og Kollega. Den store Textkritiker havde selv en fuldstændig klar Opfattelse af Textkritikens begrænsede Værd og Betydning; men under Vægten af den Beundring, som Madvigs geniale Textkritik vakte i hele den videnskabelige Verden, fik denne Side af det filologiske Studium i lang Tid Overvægten ved vort Universitet, og den øvede ogsaa sin Virkning paa Ussing, der overhovedet omfatter sin Videnskab med en sjelden alsidig Interesse.

En af Madvigs mest fremragende Elever og Medarbejdere har en Gang sagt, at hans høieste Maal som Filolog var en god Udgave af og Kommentar til en klassisk Forfatters i Værker. Det var en naturlig Følge af Madvigs hele Virksomhed, at dette Maal blev Hovedformaalet for hans Elevers videnskabelige Virksomhed, og Skolen paavirkede Ussing stærkt. Denne Paavirkning skylder den videnskabelige Verden hans Andel i den Madvig-Ussing'ske Udgave af Livius; det Værk, der er blevet hans Hovedværk, hans Udgave af Plautus skyldes vel ogsaa denne Paavirkning. Iøvrigt var jo Plautus en Forfatter, der af mange Grunde maatte vække Ussings farlige Interesse.

Der er fra tydske Filologers Side rettet skarpe Angreb mod Ussings Plautus-Udgave. De fremkaldtes for en væsenlig Del af Grunde, der hverken havde Noget med Ussing eller hans Plautus-Udgave at bestille, og man er nu ogsaa i Tydskland kommet til en retfærdigere Bedømmelse af dette store og dygtige Arbeide, der allerede forlængst har vundet Anerkjendelsc i andre Lande.

Men hvor dygtigt end dette Arbeide er maatte Ussing paa dette videnskabelige Omraade træde i Skygge for sin store Kollega, og det Samme maatte nødvendigvis gjælde hans Universitetsforelæsninger over de græske og romerske Forfatteres Skrifter. Videnskabsmandens og Kunstnerens Svøbe, den som oftest satire uberettigede og vildledende Sammenligning har fremkaldt og maatte under de givne Forhold fremkalde uretfærdige Domme om Ussings Virksomhed. De textkritiske Studier dominerede her hjemme, og Textkritik laa næppe særlig for Professor Ussings Evner. Ussings yndlingsstudium, Arkæologien spillede en ringere Rolle ved den stærkt overlæssede filologisk-historiske Embedsexamen, og Ussings selvstændige Betydning som Universitetslærer ogsaa og netop ved Siden af Madvig fandt derfor ikke altid den Paaagtelse, som den fortjente.

Madvig var, i det Mindste som Filolog, ogsaa en Mester i Begrænsningen. Han var en gammel Mand, da han for første - og sidste - Gang kom til Italien, og Synet af Oldtidens Mindesmærker gjorde ikke noget stærkt Indtryk paa den geniale Forsker, der havde ydet saa store Bidrag til denne Oldtids rette Forstaaelse. "Jeg har," saaledes omtrent sagde han i den første Forelæsning, han holdt efter sin Hjemkomst, "ved min Reise til Italien faaet den Anskuelse bekræftet, jeg altid har næret, at den bedste Kilde til Studiet af Oldtiden er de gamle Forfatteres Skrifter". Maaske vilde Madvig have ændret sin Opfattelse noget, hvis han var kommet til Rom i en yngre Alder eller i det Mindste, før hans Øine vare blevne for stærkt svækkede - maaske ikke. I ethvert Tilfælde fremtraadte her klart Begrænsningen for Madvigs Virksomhed som Universitetslærer og Betydningen af, at han til Kollega havde netop J. L. Ussing, der særlig omfattede de Sider af  Oldtidsstudierne, der laa Madvigs Studium og Natur fjernere, med sand Begejstring.

For ret at vurdere den Begeistring, Kjærlighed og Kraft, hvormed Professor Ussing endnu som ældre Mand kastede sig over Studiet af de store og mærkelige græske Oldtidsfund, maa man have hørt hans fortræffelige og fortræffelig holdte Foredrog over Olympia paa Filologmødet i Kristiania og over de antike Theaterforhold paa det sidste Filologmøde i Kjøbenhavn.

Professor Ussing fylder den 10. April 76 Aar, men han fortsætter stadig sine Studier og videnskabelige Arbeider. Det er kun faa Aar, siden han udgav et saa vægtigt Arbeide som sin "Metrik", og skjønt han ved Nytaar tog Afsked som Universitetsprofessor, holder han ogsaa i dette Semester Forelæsning ved Universitetet.

Professor Ussing kan see tilbage paa en lang, rig og lykkelig Virksomhed, som han endnu i sin høie Alder fortsætter, i Videnskabens Tjeneste. Hans Hovedudvikling faldt i en lykkelig Tid, og han er et levende Minde om hin Tid. Altid har han holdt Ideens Banner høit, altid har han havt et aabent Øie for det Gode, det Sande, det Skjønne i Kunst og Videnskab, og han har altid været en god dansk Mand en varm Fædrelandsven.

R. B.

(Dagens Nyheder 25. marts 1896).

Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901: Filolog, arkæolog Johan Louis Ussing (10.4.1820-28.10.1905). 1876-1901. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Filolog og arkæolog Johan Louis Ussing (10.4.1820-28.10.1905) var student  fra Metropolitanskolen (1836). Han tog filologisk eksamen 1842, fik magistergrad 1844. Rejste to år til udlandet, bl.a. Italien, Grækenland og Tyrkiet. Se "Reisebilleder fra Syden" (1847). Herefter udnævnt til lektor i græsk og latinsk filologi og arkæologi). Han besøgte museerne i Paris og London. I foråret 1848 oplevede han i Paris barrikadekampene under oprøret i juni. Han blev 1849 til ekstraordinær og 1850 ordinær professor indtil han gik af 1895. Han skrev - enkelte sammen med Madvig - en række filologiske og arkæologiske bøger og artikler. Bl. a en kommenteret udgave af Plautus' komedier I-V (1875-1887). Han blev 1851 medlem af Videnskabernes selskab, formand for den historisk-filosofiske klasse 1878-1905. 1887-1902 medlem af Carlsbergfondets direktion. Han brevvekslede med Carl Jacobsen i hvert fald siden 1873. I denne periode blev hans søn Henry Braem Ussing præst i den af Carlsberg finansierede Jesuskirken i Valby. Ny Carlsberg Glyptotek købte 1901 en portrætbuste af Ussing af Th. Stein. 1901. Universitetsrektor 1875-76 og 1885-86, og regensprovst 1876-96. Medlem af rigsdagens folketing 1864-66. 

Efter afskeden fra universitetet holdt han arkæologiske forelæsninger for et større publikum og var nu i stand til at tage de emner op som havde særlig interesse for ham. Han fortsatte også sin videnskabelige virksomhed til kort før sin død. I sine sidste leveår førte han på Videnskabernes selskabs vegne tilsyn med de af Carlsbergfondet bekostede danske udgravninger på Rhodos som han omfattede med den mest levende interesse.

Thekla Minona Ussing, f. v. Güntelberg. 10. septbr-5.aug. 1903. Johan Louis Ussing, professor ved Universitetet. 1869-1895. 10 april 18 - 28. oktober 1904. Parret fik 4 børn: Cand. jur og dommer ved den internationale domstol i Alexandria Carl Johannes Ussing (1854-1896), den indremissionske provst Henry Braem Ussing, en søn der døde kort efter fødslen og stud. polyt., bestyrer af Mineralogisk Museum Niels Viggo Ussing (1864-1911). Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling F, rk. 12, nr. 18. Samme sted (18a) er Niels Viggo Ussing begravet. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Københavns Skoledirektør Sophus Bauditz. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Bauditz (1850-1915) var en dansk forfatter og skoledirektør, søn af en officer ved dragonregimentet i Århus hvor han oplevede Krigen 1864. I 1869 rejste familien til København. Han var her med i Studenterforeningen, og holdt rustalen, da prins Christian (Christian 10.) blev medlem. Fra 1875 var han nogle få år jurist, blev herefter dansk- og naturhistorielærer ved Vestre Borgerdydsskolen på Christianshavn, senere Helgolandsgade, og Søkadetskolen (Søofficersskolen). 1881-96 var han forstander ved Den kgl. Elev- og balletskole. Han var 1880-1903 gift med Emmy Augustinus. 

Han var begyndt at skrive i 1874 om natur, landliv og jagtglæder og brød igennem med "Historier fra Skovridergaarden" (1889), senere "Krøniker fra Garnisonsbyen" (1892) om Aarhus omkring 1864. Også herregårdsromanen "Hjortholm" (1896) fik stor udbredelse. Selvom hans forfatterskab var stort i samtidig gik det senere i glemmebogen.

Sophus Bauditz blev 1896 skoledirektør i København og fik bl.a. tildelt ærestitlen professor. Sophus Bauditz blev i 1896 skoledirektør i København, først for de private skoler og fra 1900 til sin død i 1915 for de kommunale skoler. Borgerrepræsentationens afgørelse blev vedtaget med 21 stemmer mod 6.   

Fotograf, skuespiller, forfatter, filminstruktør William Anthon Henry Augustinus (1866-1925): Forfatter, skoledirektør. Sophus Gustav Bauditz (1850-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sophus Bauditz valgt til Skoledirektør.

Borgerrepræsentationen valgte i Aftes for lukkede Døre Forstander ved det kgl. Tealers Balletskole, Cand. jur. Sophus Bauditz til Skoledirektør for de private Skoler i København.

Det vil sikkert vække Forbavselse, at Hr. Bauditz er bleven Skoledirektør. Han er kun kendt i en lille Kreds og mindst som Skolemand, men derimod som Visedigter for Højre, ligesom han ogsaa har skreven nogle Bøger i den rigtig gode gamle Højrestil. Med andre Ord han er for Øjeblikket Højres eneste Poet. Hans Stilling som Forstander for det kgl. Teaters Ballelstole giver ikke nogen særlig Præstige som Skolemand, men naar han desuagtet blev valgt med et betydeligt Flertal, har det maaske ikke været uden Betydning, at han har været Lærer for nogle af Kronprinsens Børn og har Forbindelse paa højeste Steder, samt som sagt støttes ivrigt af Højre fordi delte Parti dog maa sørge lidt for sin sidste Digter. Pladsen var søgt af ialt 18 Ansøgere, og der var imellem disse en hel Række udmærket dygtige Skolemænd, Mænd, som ikke alene havde gjort praktisk Skolegærning, hast Ledelsen as store Skoler under sig og tillige i Tale og Skrift vist, at de har betydelig pædagogisk Indsigt, noget Hr. Bauditz ikke med et Ord eller en Stavelse har lagt for Dagen. Til Trods herfor indstillede Magistraten dog kun Højres Balletmester til Skoledirektør og Borgerrepræsentationens Flertal fulgte som sædvanlig Parolen fra oven.

Der er imidlertid en Mærkelighed til, nemlig at Udnævnelsen foretoges netop nu. Faa Dage førend Borgerrepræsentationen skal fornyes med ikke mindre end 8 nye Medlemmer træffes en saa vigtig Afgørelse. Dette tyder ganske sikkert paa, at det regerende Flertal ikke har følt sig overbevist om at kunne sætte Bauditz igennem efter den 3l. Marts. De har ønsket at benytte deres nuværende absolute Magtstilling til at besætte et Embede med en Mand efter deres eget Hoved. Vi antager, at Vælgerne i Dag om otte Dage vil sige dem Tak for sidst ved at sætte Oppositionens Liste igennem med et stort Flertal. Regeringspartiet i Københavns Borgerrepræsentation har ved denne Lejlighed handlet akkurat som Frederiksbergs Kommunalbestyrelse handlede i Januar Maaned, da den umiddelbart før Valgene gav Hejde en Omnibus-Koncession, han ellers næppe vilde have faaet.

Lad os derfor haabe, at de københavnske Vælgere vil give et lige saa godt Svar som de frederiksbergske Vælgere gav.

(Social-Demokraten 24. marts 1896)

Den nye Skoledirektør.

Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!

I Anledning af Forfatteren Hr. Sophus Bauditz' Udnævnelse til Skoledirektør har forskjellige Blade anstillet en Række Betragtninger over det formentlig uheldige i denne Embedsbesættelse. Man har navnlig bebrejdet Hr. Bauditz to Ting: at han har færdedes for meget i Studenterforeningen (!), samt at han har skrevet forskjellige Bøger, der af hele den nordiske Læseverden er blevne modtagne med den største Anerkjendelse. Og man har ved Siden deraf fremsat den Paastand,at den nye Skoledirektør kun i meget ringe Grad maatte anses for kvalificeret til Posten, da han kun har beskæftiget sig saare lidet med praktisk Skolegjerning.

Det er imod denne sidste, fuldkommen urigtige Paastand, at jeg vil tillade mig at tage til Gjenmæle. Sophus Bauditz har i en Række af Aar virket som Lærer - bl. a. i Dansk - dels ved Borgerdydsskolen paa Kristianshavn (nu Helgolandsgade), dels ved Søofficersskolen. Fra begge disse Steder giver saavel Eleverne som hans Kolleger ham det bedste Lovord som en dygtig og samvittighedsfuld Pædagog. Endvidere har Bauditz i mange Aar været Medlem af Examenskommissionen til Præliminærexamen og ogsaa i denne Egenskab lagt sine pædagogiske Evner og Interesser for Dagen.

Det vil altsaa ses, at den nye Skoledirektør ingenlunde - som det er blevet paastaaet - moder uden "pædagogiske Forudsætninger" til sit Embede.

Men det maa tillige i denne Sammenhæng erindres, at dette Embede i en væsenlig Grad er rent administrativt; det, det kommer an paa, er - snarere end praktisk skoleerfaring - at dets indehaver udmærker sig ved Personlighed - og i den Henseende er jeg siker paa, at alle vil kunne være enige om, at Sophus Bauditz - sin store personlige Elskværdighed ufortalt - vil være Pladsen endog usædvanlig voxen.

De af de omtalte Blade fremsatte Postulater om, at Hr. Bauditz' "Kvalifikationer" udelukkende laa i hans Egenskaber som "Højredigter" (sic!) og Studenterforenings-Festpoet, er selvfølgelig det pure Nonsens.

Der har sikkert blandt de ikke faa Ansøgere til Posten kun været en Mening om, at en af de mest kvalificerede var den ansete Skolemand Prof. Krüger, Bestyrer af Helsingørs Latin- og Realskole. Naar man desuagtet med velberaad Hu valgte Bauditz, er det hævet over enhver Tvivl, at hans pædagogiske Forudsætninger har været mindst lige saa store.

En Skolemand.

(Dannebrog (København) 28. marts 1896).

Sophus Bauditz.

Som tidligere meddelt her i Bladet, benyttede Magistraten og Borgerrepræsentationen et at de sidste Møder før Valget til at udnævne Højres Digter Hr. Sophus Bauditz til Skoledirektør, til Trods for at denne Mand just ikke kan siges at sidde inde med netop de Kvalifikationer, som er nødvendige for at kunde udfylde dette Embede.

Man benyttede Lejligheden til umiddelbart foran et højst tvivlsomt Valg at gøre Brug af sin Magt til at belønne en af sine Egne.

Man sagde kort og godt, blæse være med, om Hr. Bauditz ikke særlig egner sig til dette Embede, han er Højres Digter, han har som saadan gjort Højresagen en Del Tjenester og han er dertil vor elskværdige Bordfalle, lad os nu medens Tid er belønne ham for hans Virksomhed.

Hr. Bauditz har aldrig vist særlig pædagogisk Interesse. Han har aldrig udgivet et eneste pædagogisk Skrift, han kan dertil næppe en Gang siges at sidde inde med et Minimums af praktisk Skolemands Erfaring. Men han skulde nu have Embedet, til Trods for at der var 20 Ansøgere til dette og iblandt disse adskillige af Landets ypperste, pædagogiske Kræfter.

"Avisen" har i Gaar den Opgave at forsvare dette nye Udslag af Højre-Magtudfoldelse, og den udfører naturligvis dette Stykke Arbejde paa sædvanlig Manér ved paa den dristigste Maade at falde over nogle af de mest værdige Ansøgere og vælger deriblandt naturligvis kun dem, der hylder Venstreanskuelser.

"Trinitatis"-Organet kaster sig saaledes særlig over Hr. Skoleinspektør Johan Ottosen. 

Organet kan og tør ikke frakende Hr. Ottosen pædagogisk Indsigt, denne er nemlig for ubestridelig og vurderes vel nok af alle Skolemænd til mindst 50 Gange højere end den Hr. Sophus Bauditz sidder inde med.

Men da dette altsaa ikke lader sig gøre, maa det ubetydelige Organ finde paa noget andet og det vælger saa at sige følgende:

"Det er klart, at man ikke kan vælge en Skoleinspektør efter en bestemt mindre Klikes Ønske. Ellers kunde der have været Tale om at vælge Inspektør Johan Ottosen, som dog savner den i enhver Stilling nødvendige Takt, idet han efter et Foredrag af Gustav Johannsen ved et Sold i Studenterforeningen for nogle Aar siden blev siddende, da Kongens Skaal blev udbragt".

Vi er i Stand til at oplyse, at dette er Løgn fra Ende til anden.

Vi gentager: denne Historie er det pure Løgn og det bliver nu "Avisen"s Sag at bede sig fritaget tor denne Kokarde.

Men Kokarden er anbragt og den bliver sikkert siddende.

Nej, Sagen er den, at Hr. Bauditz Udnævnelse til Skoleinspektør set fra et pædagogisk Synspunkt aldeles ikke lader sig forsvare, og derfor maa man tage sin Tilflugt til saadanne gemene Midler.

Københavns Lærere bør paa Tirsdag sige det herskende Højreregimente paa Raad- og Domhuset Tak for denne Haan ved at stemme paa hele

Oppositionens Liste.

(København 30. marts 1896).

Aviserne skrev meget om Bauditz' forfatterskab, jagtinteresser og relationer til kongehusets medlemmer, og meget lidt om hans skolevirksomhed. Denne blog har enkelte artikler om begivenheder som han var involveret i, brug søgefeltet til at søge på hans navn. Ellers var der kun smånotitser om hans engagement i almueskolebørnenes ferierejser, Foreningen for Friskolebørns Bespisning og Foreningen Lærerinders Understøttelse.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Bordelværtinde, Mad. Clausen. (Efterskrift til Politivennen).

En af personlighederne i Sædelighedsskandalen 1895 var madam Clausen. Hun ejede flere ejendomme i det indre København hvorfra hun fuldt lovligt drev bordeller. Hun døde den 17. marts 1896 af nyrebetændelse, 76 år gammel: 

Madam Clausens Arving.

Fhv. Overbetjent i Sædelighedspolitiet, Meyer, kan prise sig fem en lykkelig Mand. Han har nylig faaet sin Afsked med Pension, og nu døer ovenikøbet hans gamle Veninde, Madam Clausen fra Farvergade, hvorved han faar udbetalt den Obligation, hun havde foræret ham i sin Ejendom, med 15.000 blanke Kroner.

Det kan man kalde Svineheld. Og Hr. Meyer maatte da være et Skarn, hvis han ikke følte sig taknemlig over de mange Velgærninger, der saaledes regner ned over ham. Forhaabenlig er han et religiøst Gemyt, der i Ydmyghed tager imod Naaden, og det vil blive et rørende Syn at se ham med sænket Hoved følge sin gamle Veninde, Mam. Clausen, til hendes sidste Hvilested. Hr. Meyer skal allerede have bestilt en pragtfuld Sølvkrans med Inskription: "Farvel, Du kære Gamle!"

I det Hele taget tør man forvente en storstilet Begravelse. Mdm. Clausen stod ganske vist indtil for faa Aar siden endnu kun i Skat til Københavns Kommune for 5-6000 Kroner (senere blev hun sat op til 15,000), men - som Dr. Ehlers nylig har oplyst i en Artikel om Prostitutionen i "Ugeskrift for Læger" - tjente hun aarlig 20-25,000 Kroner, foruden Renterne af sin mægtige Formue!

Foruden to Bordeller i Farvergade og et i Knabrostræde ejede hun nemlig et Hus med "privatboende Piger' i den gamle By. Heraf havde hun en aldeles glubende Lejeindtægt. Huset er paa Stue og tre Etager, og Lejlighederne, som kun bestaar af to Værelser, blev lejet ud i "møbleret" Tilstand (naturligvis var Møblementet gyseligt). Der betaltes følgende Pris i Leje for disse "møblerede" Lejligheder :

1 Beboerske Stuen 10 Kr. daglig.
2      do.         1. Sal  7  -       -
2      do.         2.  -     5  -       -
1      do.         3.  -     2  -       -

I alt                   1,116 Kr. maanedl.

Desuden boede der i Huset tre opvartende Koner, som betalte 24 Kr. om Maaneden. Det vil med andre Ord sige, at Madam Clausen havde en aarlig Lejesum af 13,680 Kr. alene af dette Sted!

Lejen havde endda været højere endnu, nemlig 11, 9 og 7 Kr. om Dagen, men da Katastrofen i Sædelighedspolitiet og den dermed følgende Undersøgelse kom, fandt Mdm. Clausen det raadeligst at sætte Priserne lidt ned; hun tjente, som man ser, rigeligt endda og kunde sagtens give 15,000 Kr. i Drikkepenge for en ydet "Tjeneste".

Madam Clausen var en Skibstømrers fraskilte Hustru; hun var født Hedvig Israel. Navnet fortjener at blive brændemærket, thi der har sikkert ikke eksisteret nogen modbydeligere Aagerkvinde end denne gamle Blodsugerske. Hun flaaede hjærteløst sine Logerende til Skindet. Betalte de ikke den daglige Leje, maatte de straks flytte. Og hun vidste, at de tidt maatte laane Penge for at kunne betale denne høje Leje; - hun vidste ogsaa, hvilke Betingelser de maatte gaa ind paa, naar de skulde laane Penge.

I "Værtinden"s Kølvand er der en hel Hær af Snyltedyr, som ubarmhjærtigt udbytter de Prostituerede. De mest frygtede og hadede er de Aagertællinger, som hjælper "Pigerne" med kontante Laan. De laaner dem f. Eks. 100 Kr. den ene Dag og indkræver allerede næste Dag det første Afdrag; Laanet betales tilbage med 123 Kr. i daglige Afdrag paa 2-5 Kr. - det vil sige det forrentet med trehundrede Procent pro anno. "Hvis Politiet er uvidende om denne Trafik" - skriver Dr Ehlers - "saa skal jeg præstere Beviserne og navne 3-4 Navne."

Det Meyer' ske Sædelighedspoliti har selvfølgelig ikke været uvidende om denne Trafik; det har ovenikøbet favoriseret den. Da Madam Clausen i sin Tid købte Bordellet i Knabrostræde, afsluttede hun den fordelagtige Forretning under Værgemaal af en Betjent i Sædelighedspolitiet. Dette Politis Funktionærer har jo i det Hele taget haft Adgang til nem og lønnende Bifortjeneste ved at administrere Bordelværtinders Pengeaffærer. Da den nævnte Betjent var død, overtoges hans delikate Forretninger af selve Overbetjenten (Meyer).

Et af de offenlige Huse i Vestervoldgade skal ligeledes i sin Tid være blevet købt af en af Sædelighedspolitiets Betjente og skal nu ejes af en intim Ven af den afskedigede "Smukke Petersen"!

Lad os endnu blot anføre nogle faa Træk af den modbydelige Trafik, som Aagerkællingerne benytter overfor de prostituerede Piger. Dr. Ehlers giver følgende Beskrivelse:

"Den laangivende "Veninde" har en Inkassatrice, der daglig møder op og afhenter de surt erhvervede Penge hos Debitricen. Faar Inkassatricen ingen Penge, saa kommer Madammen selv den næste Dag, og hendes Inkassationsmaade er der ingen, der kan modslaa.

Fordringerne inddrives efter en Fremgangsmaade, der er langt hurtigere end den, der er foreskreven ved Forordning af 25 Jan 1828. Betaler Skyldnerinden ikke, saa bliver hun simpelthen meldt for en eller anden Uorden, hun har gjort sig skyldig i. Takket være en slig "Veninde" blev Frederiksberg Kommune for nylig befriet for en kostbar Kasserer.

Den Dame, jeg sigter til, lever dog ikke udelukkende af Anger. Hun "monterer" tillige 3-4 Lejligheder med Møbler. Dette trænger til nærmere Forklaring.

De prostituerede maa kun bebo visse Huse; i disse Huse er det ikke - som i de tidligere omtalte - Ejerinden selv, der monterer, men en Lejerinde, der atter udlejer Værelserne til de prostituerede i Dagevis. En saadan Lejerinde, der disponerer over "gode Vinduer", som f. Eks. Vinduerne i Enden af den gamle Gothersgade, er naturligvis ikke saa dum at udleje Værelserne umøblerede; thi saa vilde hun jo ikke kunde forlange 5-12 Kr. pr. Værelse.

Det ses heraf, at det ikke er i Bordellerne alene, at de arme Stakler er Genstand for Udplyndring."

Og hele dette infame Uvæsen har vort Sædelighedspoliti avtoriseret, reglementeret og kontrolleret! Det har blomstret frodigt under Firmaet Madam Clausen & Meyer, hvis ene Parthaver nu er død, efterladende den anden 15,000 Kroner! I Sandhed, det er ikke mærkeligt, at som Dr. Ehlers skriver "et stort Antal Læger er blevne i højeste Grad skandaliserede og opskræmmede ved det Skud i Sædelighedspolitiets Kælder, der sendte Chefen over i en forhaabenlig bedre Verden uden Fattigdom og uden Prostitution, samtidig med at tvende Betjente blev arresterede og straffede, medens Souschefen slap med at trække sig tilbage fra sin Post ("die halbe Armee aus einmal ruiniert")".

Det er ikke blot Lægerne, der er blevet opskræmmede, det er hele den københavnske Befolkning, og den slaar sig ikke til Taals med, at to menige Betjente har faaet en Smule Straf, og at Overbetjent Meyer har faaet sin Afsked - med Pension! Den store Skandale er ikke glemt, fordi det er lykkedes Autoriteterne at gemme den hen. Valget den 21. Marts vil vise, at Københavns Borgere kræver en Oprensning i det raadne System, som repræsenteres af Madam Clausens Arving.

(Social-Demokraten 20. marts 1896).

Bordelværtindens begravelse.

Forleden døde bordelværtinde madam Clausen i Farvergade, bekendt fra de 15.000 kr hun havde skænket overbetjent Meyer i Sædelighedspolitiet.

Begravelsen foregik i mandags fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård.

Et temmelig stort følge havde, ifølge bladet "København", givet møde - mest familie, men også en del nysgerrige. Adgang til kapellet tilstedtes kun mod forevisning af et kort.

Kapellet var pyntet med blomster og levende træer. På alteret var alle kandelabre tændt. - Den gule egetræskiste var helt skjult af palmedekorationer.

Efter afsyngelsen af en salme træder overrabiner Simonsen frem bag kisten og udtaler sig i følgende ord:

"Almægtige Gud! Når vi træder frem for dig på årets travleste og helligste dag (jødernes store bededag) og vi Israels tjenere og menighed, samles til bod og anger, så vil vi bede for denne kvinde, hvis liv var nedværdiget i stor synd.

Dette liv som her er afsluttet, var Israels samfund til nedværdigelse, og hun var ikke værdig til at bære det navn Du Herre har givet dit folk.

Vi dømmer ikke, vi beder for hinanden og med hverandre gennem anger, beder for dem som er blevet Dog uværdige. Du, Herre, ser hvilke fristelser der har bevirket det dybe fald, - Du skuer faldet! Og, som vor stamfader bad for Sodoma og Gomorra, beder vi for hende som kun fandt kærlighed i sin nærmeste kreds. Hendes time er nu kommet, da hun skal aflægge regnskab for sit store, syndefulde liv.

Og hvis nogen (overrabbineren hæver blikket stift op på de på balkonen forsamlede kvinder) her er til stede som lever eller har levet et liv i ukyskhed og synd, så tænk dig om, mens det er tid, og vend dig til ham som renser og lutrer vore sjæle. Vi kommer alle til at stå til regnskab, når vi drager herfra."

(Randers Dagblad og Folketidende, 27. marts 1896).

Johannes Hauerslev: Dybensgade. Meget lidt er ændret ved husene siden dengang. Københavns Museum. Public Domain.

En overraskelse.

Det har i lange tider været en fastslået kendsgerning, at den berygtede bordelværtinde md. Clausen var noget i retning af en millionær.

Nu viser det sig, at de herrer, hvem boets opgørelse påhviler, får en ret pinlig, men ikke desto mindre aldeles pålidelig fornemmelse af, at det så ofte udskregne fruentimmer efterlader sig intet - eller i hvert fald så godt som intet.

For det første er ejendommen 13 i Dybensgade alt i levende live bortskænket til hendes søn. Ejendommen nr. 23 i Farvergade, som for resten i øjeblikket er lukket, samt ejendommene nr. 18 i samme gade og nr. 22 i Knabrostræde er ganske vist ikke absolut forærede bort, men på den anden side stikker der i dem bortgivne obligationer indtil en værdi af ca. 100.000 kr.

Knabrostræde. Nr. 22 er det smalle, hvide hus mellem det gule og det brede hvide, til venstre for midten i fotoet. Huset er det samme som på madam Clausens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Indehaverne af disse obligationer er foruden den så ofte omtalte funktionær i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, tillige den agtede kvindes svigersøn, grosserer T. og hendes svigerdatter, der som bekendt, nu er gift med fabrikant. E.

Hvis indehaverne af disse obligationer, der rigtignok er transporterede i levende live til de pågældende ovenfor omtalte "kendte navne", ikke gennem de nævnte ejendomme kan få fuld dækning, da viser det sig, at md. Clausen ikke er så rig, som man antog.

Efter sagkyndiges vurdering er nemlig de pågældende ejendomme kun under de heldigste konjunkturer den ovenfor nævnte sum værd.

I hvert fald skal nu usædeligheden i vor by stige i en foruroligende grad.

Således står altså sagen.

Vi der kun har den behagelige opgave at se til, kan være ligeglade. Den eneste der ved den stedfundne opgørelse bliver højst uheldig stillet, er den sidst ommeldte og hidtil ukendte søn hr. Koefoed, som i levende live følte sig forpligtet til at vedkende sig sin moder. Han får nemlig rimeligvis ingenting, hvis da ikke de nævnte ejendomme tilfældigvis skulle stige umådelig i værdi.

Dette sidste ville i en vis grad blive tilfældet, hvis det kunne oplyses, at md. Clausens mand, tømrermester Clausen i Amerika skulle være afgået ved døden uden hverken i opstigende eller nedgående linje at efterlade sig arvinger. Tillige kunne noget sådant indtræffe, hvis de nævnte ejendomme ved køb eller ganske særlig administration kunne forøge de i øjeblikket lidet økonomiske chancer.

Med hensyn til resultatet, der som man kan tænke er ligeså vanskeligt at forudsige, som udbyttet er problematisk, skal vi altså lade begivenhederne gå deres stille gang, og holde vore læsere ajour med den nærmere udvikling.

En ting er en "saga blot", nemlig den berygtede værtinde og hendes rigdom, og det kunne måske være ganske sundt at få konstateret.

(København 18. april 1896).

Johannes Hauerslev: Farvergade. Forrest til venstre ses gæstgivergården "Holger Danske" med en masse folk udenfor. Den lå i nr. 15. Vartov længst væk har nr. 27. Nr. 23 (hvor mad. Clausen boede) og 25 må derfor have ligget umiddelbart før Vartov. Ejendommen er nedrevet. Public Domain, Københavns Museum.

Proclama

(Se også under konkursboer)

De som har noget at fordre i boet efter afdøde hedevig (Hedvig) Clausen, født Israel, skibstømrer Jens Christian Clausens fraskilte hustru - i hvilket bo arv og gæld ikke er vedgået - indkaldes herved med 6 måneders varsel til for undertegnende skiftekommission at anmelde og bevisliggøre sådant krav. Ligeså indkaldes med samme varsel arvingerne i boet, for at godtgøre deres arveret og iagttage deres tarv under boets behandling.

Efter det i boet foreliggende bemærkes:

At afdøde der ved sin død den 17. marts dette år boede i Farvergade nr. 23 her i staden, hvor hun ifølge politiets tilladelse holdt offentligt hus, og som den 4. september 1867 erholdt bevilling til her i staden at drive forretning som pantelåner og den 13. marts 1879 erholdt tilladelse til her i staden at drive næring som værtshusholderske, har kaldt sig enke, men at hun ved bevilling af 17. august 1892 blev skilt fra ovennævnte skibstømrer Jens Christian Clausen.

At han, Jens Christian Clausen, i året 1862 rejste til Amerika, og at der sidst er hørt fra ham for ca. 25 år siden, på hvilken tid hans adresse var Coreys Street 46, Charlestown ved Boston, samt at der ikke i anledning af skilsmissen ses at være foretaget noget skifte af ægtefællernes bo. Skibstømrer Jens Christian Clausen eller den eller de i hans sted muligt berettigede blive herved særligt indkaldte.

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets Skiftekommission, København den 3. juni 1896. Vilh. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. og 6. juni 1896).

Madam Clausens forretning.

Det har vakt nogen omtale at der stadig drives bordel i afdøde madam Clausens ejendom i Farvergade samt i ejendommen i Hummergade.

Vi søgte underretning herom i går og fik følgende ganske morsomme forklaring:

Madam Clausen havde ved sin død flere arvinger. Foruden disse er der flere legatarer, og det tager tid, særlig for en kongelig danske skiftekommission, at ordne den slags sager. Indtil dette sker og arv og gæld er vedgået af arvingerne, står imidlertid Skifteretten som den administrerende i boet, og må som sådan ikke forringe dets værdi.

Nu vil jo alle forstå at de gamle huse ikke vil være meget værd når bordellerne bliver flyttet ud, og dette er da også kun sket med en enkelt af ejendommene, Farvergade nr. 23. Der fremkommer imidlertid derved den pudsighed at den højærværdige skiftekommission kommer til at stå som forvalter for den største forretning her på pladsen der handler med kvinder, og det bliver den der kommer til at fordele udbyttet af prostitutionen mellem de forskellige andelshavere, i dette tilfælde arvingerne. 

En mærkeligere stilling kunne man vel næppe tænke sig for en høj retsinstitution. Vi ønsker den hjertelig til lykke. Den har så ofte prostitueret sig ved sin forretningsgang at den fortjener den fremskudte stilling i prostitutionen, skæbnen har ladet den blive til de.

(Social-Demokraten, 24. juli 1896).

 En skandale af rang.

Prostitutionens følger.

Som i går omtalt, karakteriseredes madam Clausen i sin ligprædiken som en skam og skændsel for Israels Hus.

Efter skriftens og moralens forskriften er dette vistnok korrekt. Efter den danske lovgivning og retspraksis derimod ganske uberettiget.

Madam Clausen var efter danske retsbegreber en lige så hæderlig næringsdrivende som enhver anden. Det fremhæves udtrykkelig i Skifterettens dødsannonce (proklama) over hende, at hun havde borgerskab som værtshusholder, næringsbevis som panlelånerske og derhos i 23 år med politiets, det vil sige de offentlige autoriteters, tilladelse havde drevet offentlig hus her i byen.

Skifterettens førnævnte annonce, der stod i "Berlingske Tidende" for forrige måned, er korrekt, men i mange henseender mærkelig.

Skifteretten sidestiller ganske rolig næringsvejene pantelåner, beværter og politibeskyttet indehaver af offentligt hus; havde madam Clausen haft grossererborgerskab, ville retten have nævnt dette med, som en med bordelvært ligestillet næring.

Forholdet er jo nemlig efter vor lovgivning, at utugts udøvelse som erhverv såvel som rufferi, kun er strafbart, når disse virksomheder drives uden politiets tilladelse. 

Med politiets tilladelse er begge dele lovlig og retsbeskyttet næringsudøvelse.

Det er det, der er forholdet, og det er netop derfor heldigt, at Skifteretten i sin fremhævelse af afdøde madam Clausens offentlige stillinger udtrykkelig har skrevet: "Afdøde har med politiets (det offentliges) tilladelse i 23 år drevet offentligt hus her i staden."

Den gæstgiver eller hotelvært, der udlejer et par værelser til folk, der udgiver sig for ægtefolk, men som han har grund til at antage, ikke er det, kan herved pådrage sig vand og brødstraf eller forbedringshusarbejde.

Den mand eller kvinde, der har erhvervet politiets tilladelse til drift af offentligt hus, opfylder autoriteternes hensigt med den meddelte bevilling, ved dag og nat mod betaling at stille sine værelser til rådighed for utugts bedrivelse.

Den kvinde, der uden politiets tilladelse driver erhverv ved utugt, forfølges og straffes med vand og brød.

Den, der har tilladelsen, udøver i henhold til et af offentlige myndigheder udarbejdet og godkendt reglement sin lovlige næring. Man indser let det meningsløse og vanvittige heri. I det ene tilfælde, udøvelse uden tilladelse er en forbrydelse, der medfører grov straf og vanære. I det andet tilfælde, udøvelse med tilladelse, er det en fuldkommen lovlig og berettiget handling.

Manglen på konsekvens er selvindlysende.

Forvirring i almen opfattelsen og dens offentlige moral naturlig. Der burde, når det offentlige betragter utugt som erhverv og betalt hjælp her til, som noget til hvilket der kan gives næringsbevis, kun kunne være tale om at straffe dem, der driver erhvervet uden bevilling med boder, som for anden ulovlig næring.

De meningsløsheder og skandaler den lovordnede prostitution medfører, er imidlertid ikke udtømte hermed. 

Den bestående lovgivning fører ligefrem til at offentlige autoriteter i visse tilfælde selv må optræde som bordelforvaltere og som administratorer af logerende fruentimmer og i sin egenskab af offentlig autoritet søge bordeltilladelse eller medvirke til sådan tilladelses forskaffelse.

Det er dette Skifteretten har måttet som bestyrer af madam Clausens efterladenskaber. Vi skal i næste artikel udvikle hvordan og hvorledes.

(København 24. juli 1896).

Artiklen blev bragt dagen efter og indeholder stort set samme indhold som ovenstående gennemgang af mad. Clausens ejendomme.

En fin forretning.

Skifteretten er for tiden administrator for den afdøde bordelværtinde madame Clausens bo, idet arvingerne ikke kan blive enige om arvens deling. Skrifteretten må derfor også administrere boets aktiver og er derfor i øjeblikket bestyrere af - et par bordeller - Fy for -

(Ringsted Folketidende, 27. juli 1896).

Ikke bare kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads var rigt dekoreret, også hendes gravsted har trods stenen er flyttet ned fra soklen, en ganske iøjnefaldende størrelse. Søjlen til højre er folketingsmedlem Herman Bing (1845-1896), medgrundlægger og medudgiver af Politiken. (Foto Erik Nicolaisen Høy). 

Her hviler

vor kjære Moder

Hedveg Clausen

født Israel.

f. 27 Aug 1824

d. 17. Marts 1896

Nederst på stenen står en linje som det ikke har været muligt at tyde.