En Kongesøn paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

En Ætling af Frederik den Sjette.

Ude i en af Sidegaderne paa Nørrebro bor der en meget gammel Mand, der blandt sine nærmeste Omgivelser gaar under Titlen "Hans Højhed". Han fører en prunkløs Tilværelse, og dog er han af kongelig Byrd; han hævder nemlig med Bestemthed, at han er en Søn af højsalig Kong Frederik den Sjette.

At Manden taler Sandhed, derom er de, der kender ham, ikke i ringeste Tvivl. Hans Lighed med de Billeder, der er bevarede af den afdøde Konge, er saa paafaldende, at han næppe er til at skælne fra dem. Men han har andre og gyldigere Beviser sfr sin Herkomst; i en Pakke gamle Papirer, som Tiden forlængst har gulnet, findes de Dokumenter, der skal vidne for Efterverdenen, hvem han var. Forresten bærer han Kongenavnet Frederik og nævnes sjældent ved andet Navn.

Han stammer fra Holsten, hvor Frederik den Sjette laa med den danske Hær i Aarhundredets Begyndelse. Kongen kastede her sine Øine paa en ung, smuk Bondepige, og hun fødte ham en Son. Senere blev hun gift med en Skovfoged, som Kongen gav et godt Embede; men da den lille Frederik var vokset op, drog han tilsøs og besøgte fremmede Riger og Lande. Tilsidst kom han ogsaa til sin Faders By, "Kongens København", hvor han slog sig til Ro. Han havde tabt Lysten til Søen og ønskede at opholde sig i sin Familjes Nærhed. Ikke fordi han ventede sig noget i Retning af en Kongekrone, skønt han vel vidste, at han var en af de Nærmeste, om Alting gik til, som det burde; men det kunde dog aldrig skade at være paa Pladsen og varetage sine Interesser, hvis der skulde hænde Et eller Andet.

Hs. Højhed gamle Frederik har nu levet her i mange Aar, men hidtil har han ikke opnaaet Synderligt. Han har ved en og anden Lejlighed ladet sig forlyde med, at han har 

en Fordring paa flere Millioner paa Statskassen,

men det synes ikke at skulle lykkes ham at faa den honoreret. Det ser ud, som om Frederik den Sjettes efterladte Formue er kommen paa ganske andre Hænder; bl. A. er jo de kongelige Slotte og Regalier ved Enevoldsmagtens Afskaffelse gaaet over til Staten. Det Eneste, der er forbeholdt Frederik, er, saa vidt vides, en lille Pension; hvor han henter den, har altid været en stor Hemmelighed, og i det Hele hviler der et mystisk Slør over Mangt og Meget, vedrørende Frederiks Forhold og Forbindelser.

I sit daglige Liv er Frederik gavmild og vennesæl, fuld af Omhu for de Smaa i Samfundet og optaget af Arbejdet for deres Vel. Fuldstændig fri for alle Fordomme og kemisk ren for den Stoltheds- og Hovmodsfølelse, der skæmmer saa Mange af langt ringere Afstamning, tager han ikke i Betænkning at gaa personlig omkring og indsamle milde Gaver, som han saa bagefter uddeler til de Fattige i sit Kvarter. Han er ved denne menneskekærlige Færd bleven i høj Grad populær; men som han saaledes stadig har Folkets Vel for Øje, forstaar han paa den anden Side med sand kongelig Anstand at værne om sin Værdighed og holde sig paatrængrnde fortrolige Tilnærmelser tre Skridt fra Livet.

Hs. Højhed Frederik er nu en Mand op imod de Halvfems. Om han nogensinde vil opleve at saa sin Erstatningsfordring paa Statskassen anerkendt, er vel tvivlsomt; men sikkert er det, at de bedste Ønsker følger ham.

(København 21. maj 1896)

Vilhelmine Møller - Vilhelmi Møller, Kanamorderen. (Efterskrift til Politivennen)

Vilhelmi Møller, Kanamorderen

Man vil endnu have i Erindring den mærkelige og uhyggelige Historie om Mordet i Børnehjemmet "Kana" ved København. Man vil erindre, at Mordersken Vilhelmine Møller senere havde udviklet sig til at være mere Mand end Kvinde, hvorfor hun omdøbtes og fik Navnet Vilhelmi.

At et Menneske af en slig mærkelig Bygning ogsaa i aandelig Henseende maa være af en højst ejendommelig Dobbelthed er ret indlysende og det vil ogsaa være bekendt, at man under Forhørerne fik et Indblik heri. Nu har man atter hørt fra dette mærkelige Væsen, idet Læge Stilhoff i Tidsskriftet "Naturen og Mennesket" optrykker hendes Selvbiografi, der vil være af betydelig Interesse.

Vi gengiver nogle Uddrag af dette mærkelige Menneskes Skildring af sit Liv og sine Følelser.

Vilhelmi Møller skriver:

Dobbeltmennesket.

"Dersom jeg skulde give mig selv et Navn eller Benævnelse, som jeg mente kunde passe paa mig og mit Liv, skulde det være: Dobbeltmennesket, thi som jeg i det Ydre er noget dobbelt, saaledes er jeg ogsaa i det Indre. Der var Tider, hvor de mandige, stærke daadrige Kræfter blev de raadende, hvor det gjaldt om at faa noget udrettet; der var ogsaa Tider, hvor det kvindelige, ømme, blide, stille og kærlige fik Overtaget, og jeg vil tilføje, at de Tider var de bedste i mit Liv. 

Glædesløs Barndom.

"Jeg husker endnu saa tydelig, hvilket Indtryk det gjorde paa mig, naar min Fætter og Kusine kom i Besøg hos de gamle (de var Børn af Landskabsmaler A., han var gift med min Faders Søster), da glædede jeg mig til at lege med dem, men det blev der ikke noget af; det hed gærne saadan: "se at komme ud i Køkkenet med Dig, din store Tøs, og bestil noget", jeg maatte gaa, men med et blødende Hjærte.

Fra min Skoletid har jeg ikke mange lyse Minder, blandt Kammeraterne var der kun meget faa, som søgte Omgang med mig. - - - Som det gik med Kammeraterne saaledes og med Lærerne, paa et Par Undtagelser nær kan jeg let tælle de venlige Ord, min Lærere gav mig i Skolen, derimod Straffene og Puffene, de er vanskeligere at tælle".

"Jeg var saa alt som før meddelt kommen ud at tjene; det var ikke altid saa let en Sag for mig at faa Plads, min ydre Skikkelse fulgte mig som Hindringens Norne, men Plads fik jeg dog, om ikke altid den bedste. Udskældsord som "Ko", "lange Hors", "Uglehoved" og lign. hørte til Dagens Orden, ja, jeg hørte endog et Par Gange blive udialt imod mig: "Du maatte ønske, at Du aldrig var bleven født". Det gik endog saavidt, at den Dag, jeg ikke fik en paa Øret, savnede jeg noget. - - -

Første Forbrydelse.

En Søndag Eftermiddag, hvor det var min Fridag, gik jeg hjem til min Moder; da jeg henad Aften atter vilde gaa i min Plads, siger Moder til mig: "Ja, Du skulde jo i Grunden have noget Mad, inden Du gaar, men jeg har intet", dette "intet" lød saa pinende i mit Øre, og jeg besluttede da at stjæle en røget Lammebov for at give hende den, selv ejede jeg intet. Følgen blev, at jeg blev fængslet, og Straffen blev en eller to Gange fem Dages Vand og Brød, dette kunde jo nu være slemt nok, men det kunde have bragt Følger med sig som godt kunde have ført til den elendigste Elendighed. Sagen er nemlig den, at jeg blev sat sammen med nogle i høj Grad usædelige Piger, nogle af dem, der til daglig kaldes "offenlige"; hvad jeg i de Dage fik at høre af Sang og Samtaler, ja, endogsaa fik at se, det var strængt, en hel ny Verden rullede op for mig, ikke af det skønne, men fuld af Sjælegift."

Forholdet til den myrdede.

"Med Hensyn til mit Forhold til Volmer, saa kan jeg ikke udholde at leve det om paany, kun vil jeg sige, at hvad jeg i de fire Aar efter det ulykkelige Favnlag led, og hvorledes Lidelsen tiltog, eftersom Aarene gik, det er noget, som Pen og Blæk ikke kan fortælle, men som dybest føles af den, som har oplevet det. Det var en, ja, jeg ved i Grunden ikke hvad jeg skal kalde det, en Slags religiøs Fanatisme, som omtaagede mig fra lidt før til noget efter Volmers Død og Begravelse; mine Tanker var mere i Himlen hos Gud end her paa Jorden; fra det Øjeblik, jeg fik Øje paa Flasken med Sovedraaberne i, var det min Tanke: "send ham hjem, hjem til Gud, der er han bevaret for alt det fristende hernede, og der kan han komme i Skole og opdrages, hvilket han saa haardt trængte til."

- - -

Dernæst skildrer hun Mordet, og hvorledes hun pynter Liget og udvælger sig Drengens Grav til et fredhelligt Sted, hvor hun kan bede i Ro, hvorledes Forbrydelsen pludselig gaar op for hende, den dermed følgende Angst og Gru, alt saare interessant.

Hun slutter med - naar undtages en enkelt smagløs Linje - følgende ret kønne Vers:

Naade, dertil nu jeg trænger
mer end nogensinde før!
Sværdet over Ho'det hænger,
skælver bag den stængte Dør,
Naade først og Naade sidst,
Naade her og Naade hist;
for min store Syndevaade
giv mig først og sidst kun Naade.

Ydmygst og ærbødigst
Frederikke ViIhelmine Møller

(Randers Arbejderblad 8. maj 1896).

"En erindringsskitse" blev skrev i fængslet og i 1896 offentliggjort i tidsskriftet Naturen og Mennesket. Se øvrige afsnit her på bloggen.

Majestætsfornærmelse i Ribe: Harald Albert Bruun (1837-1912). (Efterskrift til Politivennen).

 En Skandale i Ribe.

I Ride afholdtes Dyrskue i Forgaars og bagefter var der en Fællesspisning, hvori henved 150 Damer og Herrer fra By og Land deltog. Blandt dem var der ogsaa en Maler, der hedder Bruun, en gammel radikal Bulderbasse, der i sin Tid var Demokratiets Enhedsmærke dernede i Ribe. Nu er han det, saavidt vi ved, ikke mere, og det er et Held for Ribeegnens Demokrater, for hvem han saavist ikke er nogen Pryd, allermindst efter den Skandale, han nu har leveret.

Ved ovennævnte Fællesspisning var der ogsaa Sønderjyder tilstede, og en Tilstedeværende udbragte en Skaal for de danske Sønderjyder. En Sønderjyde takkede for Skaalen, og da han var færdig med det, rettede han med fuld Føje en Bebrejdelse til Bestyrelsen, fordi den som Adgangstegn benyttede Baand i slesvigholstenske Farver. Man skulde ikke tro det muligt, at en dansk Forenings Bestyrelse, tilmed saa nær Grændsen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Intet andet Sted i Landet vilde danske Mænd vove at benytte de forhadte slesvigholstenske Farver som Festtegn, og en saadan Adfærd fortjener at paatales i skarpe Ord, selv om den - hvad forhaabentlig var Tilfældet i Ribe - skyldes en utilgivelig Tankeløshed. Beklageligt er det, at det blev en Sønderjyde, der rettede Bebrejdelsen herfor mod Bestyrelsen: det havde for vor egen Skyld set kjønnere ud, om en af de Tilstedeværende fra Kongeriget, et as Foreningens egne Medlemmer havde paatalt Sagen.

Vi har nu sagt vor Mening om den Ting og skal derefter rulle Tæppet op for den modbydelige Scene, der forefaldt ved Bordet. Da Sønderjyden havde talt, rejste den før omtalte Maler Bruun sig og udtalte efter hvad "Ribe Stiftstidende" refererer bl. A. Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kjender ikke danske Nordslesvigere, jeg kjender kun Estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kjender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvig-holstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der Nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Det er ufatteligt, at Maleren ikke blev stoppet, inden han fik afleveret hele denne Bunke. Vel protesterede Forsamlingen, men Hr. Bruun fik kort efter atter Ordet for at imødegaa Sønderjyden og gav paa et Tilraab fra En i Forsamlingen et Svar, der - i Fald Ordene er rigtigt refererede i "Ribe StiftStd." - indeholder en saa grov Fornærmelse mod Hs. Maj. Kongen, at vi vægrer os ved at gjengive dem her.

Nu blev Bægeret da endelig fuldt, og Forsamlingens Taalmodighed var til Ende. Alle som En istemte de: "Vi vil værge vort Land", og da Maler Bruun efter denne Sang igjen vilde fortsætte, istemtes endnu et Par Sange. Men endnu en Gang fik han Lov at fortsætte, og da han endelig var færdig, forsvandt han ud af Teltet, hvor Fællesspisningen holdtes. Han gik altsaa først efter at have faaet sagt Alt, hvad han vilde, udøst en Bunke af de plumpeste Grovheder over Sønderjyderne og paa en i høj Grad fornærmende Maade omtalt vor Konge.

Den tilstedeværende Forsamling af gode danske Mænd og Kvinder, som de jo var, har unægtelig været mere end tilladelig taalmodig; Maler Bruun burde ikke blot være frataget Ordet længe inden han var færdig, men var der sket ham hans Ret, saa var han blevet vist ud paa staaende Fod. Det havde været det korrekteste Svar fra Forsamlingens Side, og det havde sikkert ogsaa været det Bedste for den fanatiske Malermester selv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. august 1895).

Harald Albert Bruun og Mathilde Bruun (1866-1945) boede i Aleen ved Kirkegaarden, Gravsgade matr. nr. 148 i Ribe. Det var her han havde et atelier. Han fik næringsbrev som maler i 1859, hun var uddannet hos Johannes Petersen i København. Før affæren havde han siddet i Ribe Byråd.

Fotograf Christen Nørgaard Nielsen (1870-1954): Harald Bruun (1837-1912). Fundet på Fotohistorie.

Horsens Avis som Angiver.

Højrebladet "Horsens Avis' refererer efter sin Kollega "Ribe Stiftstid." en Historie fra et i Ribe i Onsdags afholdt Dyrskue, efter hvilket der fandt en Fællespisning Sted. Ved denne Fællesspisning afholdtes der Taler, og en af Talerne var en Sønderjyde, som kritiserede Dyrskuebestyrelsen, fordi den havde solgt Festtegn med slesvigholstenske Farver. "Horsens Avis" bruger Ordene "Taktløshed","forhadte slesvigholstenske Farver' og er kort sagt kommet i komplet Krigshumør.

Da vi ikke kender noget til Sagen og altsaa heller ikke ved, hvad der har bevæget Bestyrelsen til at benytte de urostiftende Festtegn, skal vi lade den Sag ligge. Det tør imidlertid formodes, at Festtegnene, for saa vidt de virkelig med Bestyrelsens Vilje har faaet slesvigholstenske Farver, er valgt af Hensyn til, at der ogsaa var Folk fra Slesvig-Holsten, som udstillede ved Dyrskuet. Derfor havde det selvfølgelig ikke været nødvendigt at bruge slesvigholstenske Farver, de danske Farver havde været mere naturlige ved den Lejlighed, men Sagen er dog i sig selv ikke saa stor, at "Horsens Avis" burde nedværdige sig til at spille Angiver overfor en Mand, som protesterede mod den forargede Sønderjydes Kritik.

Vedkommende er en radikal Venstremand i Ribe, Malermester Brun. I Følge "Ribe StiftStid.", hvis Referats Korrekthed maaske dog tør betvivles, udtalte Hr. Brun:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kender ikke danske Nordslesvigere, jeg kender kun estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvigholstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Vi skal ikke komme nærmere ind paa Hr. Bruuns Udtalelser. De er fremsatte ved et Fællesmaaltid og bør næppe tages for alvorligt. Og iøvrigt er Hr. Bruuns Ord ikke rettet mod Nationalitetsfølelsen i og for sig. Han har - noget haardere end nødvendigt - peget paa den falske Nationalitetsfølelse, der er brugt mod et Folks Kamp for politisk og social Frigørelse, og han har vel næppe helt Uret endda, naar han hævder, at Nordslesvigerne har fundet det i sin Orden, at Esrup krænkede Danmarks politiske Frihed og Uafhængighed og satte Fæstningen som Monument over det, Maler Bruun kalder Folkeretfærdigheden.

Havde "Ribe Stiftstid." og "Horsens Avis" nu nøjedes med at fortælle om Hr. Bruuns "Taktløshed", var Sagen vel dermed kommet ud af Verden. Men "Horsens Avis" skynder sig med at fortælle, at da Bruun endnu en Gang fik Ordet, fornærmede han Kongen saa grovt, at Bladet vægrer sig ved at gengive Fornærmelsen.

Dette plumpe Angiveri bringer nok sin Løn med sig. Og om "Hors. Av." er saa heldig at faa Maler Bruun tiltalt og straffet, har Bladet gjort en god patriotisk Gærning, som alle Snobber og patriotiske Hyklere vil takke det for.

Havde det ikke været nok, om "Hors. Av." havde meddelt, at Maler Bruun blev overdøvet af Fællesspiserne med Sangen "Vi vil værge vort Land". Den "Straf" kunde vel have været tilstrækkelig. En Fællesspisning ved et Dyrskue er dog ingen saa vigtig Begivenhed, at Udtalelserne der fortjener almindelig Udbredelse. Nu fortjener det derimod at komme til almindelig Kundskab, at de to Højreblade knytter usselt Angiveri til de danske Farver. Det er ogsaa en Slags Patriotisme. Fy for en Ulykke!

(Social-Demokraten 4. august 1895).

Social-Demokraten havde ret i at med offentliggørelsen af Bruuns optræden, var grunden lagt til en sag - hvilket Ribe Stift-Tidende også senere skrev: Få uger efter blev der anlagt sag mod malermester Bruun. Han androg stiftamtet om at overretssagfører Berg skulle føre forsvaret, men stiftamtet gav ham afslag. Underretten dømte ham 17. november 1895 for majestætsfornærmelse til 3 måneders simpelt fængsel samt til at betale sagens omkostninger. Overretten stadfæstede 20. januar 1896 dommen. Ribe Byråd nægtede (6 stemmer mod 3) at blive optaget på rigsdagsvalglisten. Sagen kom så for Højesteret:

Majestætsfornærmelsessagen i Ribe for Højesteret.

Kjøbenhavn 16. April

For Høiesterets Skranke procederedes idag den meget omtalte Sag om Malermester i Ribe. Harald Albert Bruuns Fornærmelser mod Hs. Maj. Kongen. Bruun dømtes saavel ved Under- som ved Overretten til tre Maaneders simpelt Fængsel.

Det var den 31. Juli i Fior, der var arrangeret stort Dyrskue, og ved Festmaaltidel efter Skuet holdtes der Taler. En Sønderjyde havde talt og bebreidet Festkomiteen, at den som Festtegn havde valgt Baand i slesvig-holstenske Farver. Da reiste Malermester Bruun sig og sagde omtrent Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er noget ganske underordnet! jeg ved Intet om danske Nordslesvigere, jeg fjender dem kun som Estrup'ske Høiremænd; de sønderjyske Patrioter har valgt Militarismen og ikke Nationalitetsfølelsen. Den foregaaende Taler sagde, at han spyttede paa de slesvig-holstenske Farvere jeg blæser ad Sønderjydernes Nationalitetsfølelse. der kun er Humbug"

Bruun blev under sin Tale hyppigt afbrudt, men han tilføiede ikke destomindre følgende Ord om Hs. Maj. Kongen: - "Vi har en tysk Konge, som kun er bleven dansk, fordi han har kunnet se sin Fordel derved, fordi han har kunnet opnaa en høi Stilling her i Landet."

Bruun har under Forhørerne ikke kunnet benægte, at han har udtrykt sig saaledes; dog mener han ikke at have sagt "kun." Han har imidlertid anført, at han vilde motivere sine Ord dermed, at Nationalitetsfølelsen altid maatte vige for høiere socialt Hensyn, hvilket man saa Exempler paa i mange Fyrsteslægter; - men Harmen blandt Forsamlingen over de faldne Udtalelser var saa stærkt, at han ikke kunde faa Ørelyd. Saa sluttede han med et Leve for Udstillerne, og Musiken demonstrerede mod Bruuns Udtalelser ved at spille "Vi vil værge vort Land" og andre Fædrelandssange. Derpaa forlod Bruun Lokalet.

Saaledes fremstilledes Sagen gjennem den i Dag i Høiesteret oplæste Dom og under Dokumentationen af Sagens Akter.

Aktor i Sagen, Højesteretssagfører P. G. S. Jensen, talte ganske kort. Han patenterede, at om end Bruun ved den omtalte Leilighed havde været noget beruset havde han dog ingenlunde været utilregnelig. De afhørte Vidner havde saa godt som alle opfattet Tiltaltes Ord som fornærmende mod Hs. Majestæt, og at de er fornærmende maa ogsaa anses for aldeles utvivlsomt. Med fuld Føie, slutter Aktor, har Overretten dømt Tiltalte efter Straffelovens § 90.

Efter at Dokumentationen var til Ende, nedlagde Aktor Paastand paa Dommens skjærpelse eller Stadfæstelse. 

Defensor, Højesteretsadvokat Halkier fik derpaa Ordet, og han gik noget nærmere ind paa Sagen: - Den Tiltalte hører øjensynlig til de Folk, som "Intet har lært, og intet har glemt." Det er nu heldigvis mange Aar siden de Folk, som er hans politiske Meningsfæller har brugt Ord som "Grundlovsbrydere" og Rakkerpak" om Ministrene; det var den Gang, da en Landstingsmand brugte Billedet om de "snivede Heste", og da en Folketingsmand, som tilmed var en studeret Mand, kaldte Ministrene for "Indbrudstyve " Dette er nu fjærne Minder; og det er mærkeligt at se, at der i en fjeern Afkrog af Landet endnu er "en saadan Tro i Israel," som den der har givet sig tilkjende i Maler Bruuns Ord. Naa, Bruun er en udannet Fanatiker, som i sin opfarende Hidsighed naturligvis nemt kunde komme til at fornærme Kongen; og at hans Udtryk er meget uheldigt kan jo ikke nægtes.

Imidlertid maa Domstolene se ganske objektivt paa denne Sag og navnlig se bort fra Striden om Dansk og Tysk og og de Stemninger, som denne Sind har avlet særlig ved den nævnte Leilighed.

Man maa ogsaa tage i Betragtning, at Fyrsteslægterne har en baade national og international Karakter; navnlig hænder det jo meget hyppigt, at Dronninger hentet fra andre Lande og ja mere en Dronning formaaer at gaa op i den nye Nation, hun tilhører, des mere er hun bleven elsket; her kan nævnes et saa fjerntliggende Exempel som Dronning Dagmar og et saa nærliggende som vor nuværende Kronprinsesse. Men ogsaa Kongen hentes jo undertiden fra andre Lande; saaledes blev jo en Søn af vort Kongehus Grækenlands Konge. Men det vilde dog næppe kunne betragtes som fornærmeligt for Kong Georg, om man om ham sagde, at han havde valgt den græske Trone for at skabe sig et videre Virkefeldt ved at blive græsk Konge. Og lige saa lidt vilde det betragtes som en Fornærmelse mod Kong Georg, om man sagde, at han var dansk.

Naar Bruun har brugt Udtrykket "søgt sin Fordel" er det naturligvis et uheldigt valgt Ord. Men man behøver da ingenlunde at forklare det som "pekuniær Fordel"; det maa sikkert opfattes som den Fordel, der ligger i en almindelig Tilfredsstillelse af alle Fordringer til et rigere og mere indholdsrigt Liv. At en Prins, som ikke har noget bestemt Virkefelt, kan ønske at blive Konge, synes mig saa naturligt, at jeg ikke kan se, der ligger en Fornærmelse i en Udtalelse herom. Forholdet her er jo dog heller ikke det samme som i Tyskland, ved at læse "Flensborg Avis" f. Ex. ser man jo, hvorledes dernede Majestætsfornærmelsessagerne voxe frodigt op. Dertil kommer, at Bruuns Ord jo slet ikke rammer Kongen, han havde jo valgt at være dansk, endnu længe før han udnævntes til Tronfølger. Endelig har Tiltalte aabenbart aldeles ikke haft til Hensigt at fornærme Hans Majestæt.

Jeg indstiller derfor Tiltalte til Rettens mildeste Dom, laltfald til Stadfæstelse af den indankede Dom, som jo har valgt Minimumsstraffen efter § 90. 

- - Efter en temmelig kort Votering faldt Dommen. Den lød paa Stadfæstelse af Overretsdommen i Henhold til dennes Præmisser.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 17. april 1896)

Et antal borger i Ribe (tallet opgives til 322) ansøgte efterfølgende om at Bruun blev benådet. Dette kunne kun tilstås hvis Bruun selv ansøgte. Men det gjorde han i første omgang ikke, idet han foretrak at blive martyr. Senere ombestemte han sig. Justitsministeriet afslog ansøgningen. Derefter ansøgte han om at straffen blev konverteret til 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød til efteråret. Kongen eftergav ham så straffen mod at der meddeltes ham en alvorlig irettesættelse og advarsel. Bruun blev indkaldt til stiftamtmand Ahnfeldt som gjorde ham bekendt med kongens resolution. Ribes befolkning synes også generelt at være imod en så hård straf.

Se også Højesteretstidende 1896, s. 113-116.

Christian 9.s Lakaj, Hans Peter Oxenbøll. (Efterskrift til Politivennen)

Kongen bestjaalet for ca. 30.000 Kr.

En kgl. Lakaj arresteret.

I Aar og Dag har Kongen - skriver "Politiken" - lagt Mærke til et uforklarligt Svind i sin Privatkasse, som havde sin Plads i en Skrivebordskuffe i hans Arbejdsværelse.

Der blev dog ikke foretaget nogen Undersøgelse om Aarsagen dertil. Men da der i Tiden fra Jul til Midten af Marts forsvandt henimod 1000 Kr. fra Kongens Skrivebord, blev Politiet endelig anmodet om at foretage en Undersøgelse.

Der var fra allerhøjeste Sted givet Ordre til at gaa varsomt til værks. Politidirektøren konfererede med sin Opdagelseschef, og endelig blev den alvorlige Mission overgivet Overbetjent i Opdagelsespolitiet Aug. Kjær, som derefter i nogen Tid var en daglig Gjæst paa Amalienborg.

Ved denne Undersøgelse opdagede man, at Tyverierne var begaaede hver tredie Dag, og ved at undersøge Tjenestefordelingen i Lokajkorpset kunde man derefter se, hvem der havde haft Vagt de Dage, der var bleven stjaalet, og Mistanken faldt da ganske naturlig paa den paagjældende.

Den saaledes stemplede Lakaj, der bærer det velklingende Navn Oxenbøll, havde i Fredags Vagt i Kongens Gemakker, medens hele den kongelige familie overværede Prinsessernes Konfirmation i Slotskirken. Det var ikke hans sædvanlige Tjenestedag, men Politiet havde benyttet Lejligheden til at lægge en Fælde for Synderen. Og medens Lakajen gik omkring i de kongelige Værelser med den behagelige Fornemmelse, at han var ene hjemme, stod Overbetjent Kjær skjult bag en Portiere i Kongens Arbejdsværelse.

Opdageren var netop ved at opgive Modet, da Lakajen kom ind i Værelset. Han gik hen til Kongens Skrivebord og aabnede med en Dirk eller falsk Nøgle Pengeskuffen, hvoraf han fremtog en Bunke Pengesedler, som han rolig puttede i Lommen og gik bort.

Da Politiet, som ovenfor nævnt, havde Ordre til at gaa varsomt frem, lod Overbetjenten Tyven gaa og indgav derefter Rapport over det passerede til Chefen for Opdagelsespolitiet, som indgav Beretning til Kongen.

I Lørdags Morges, da Lakajen laa i sin Seng, fik han Besøg af Politiet. Han havde været i Tjeneste paa Slottet til Kl. 12 Nat og anede ikke det ringeste om. a! han var opdaget. Overbetjent Kjær, der havde en Kollega med, optraadte som Kjøber til Oxenbølls Ejendom, som man vidste, han vilde sælge, og under Foregivende af, at de skulde til en Sagfører, for at ordne det dertil fornødne, kjørtes han lige ind i Raad- og Domhusets Gaard.

Under Forhøret paa Politikamret tilstod han, som allerede kort meddelt, at han i de 15 Aar, han havde været Lakaj, stadig havde bestjaalet sin kongelige Husbond.

Det var begyndt med Smaarapserier. men da han stadig kom vel fra det, steg hans Griskhed, og hver Gang, han havde Vagt, hvilket i de senere Aar var hver tredje Dag, lukkede han Kongens Skrivebordsskuffe op og stjal af Pengene. Siden Jul havde han stjaalet ca. 1300 Ar. - og Konfirmationsdagen, medens Opdageren stod bag Gardinet og saa paa hans Tyvefærd, tog han 300 Kroner.

Lakajen havde i sin Tid været Tjener hos Estrup og derefter en kort Tid Dametjener paa Amalienborg. Indviede antager at han, siden han blev Lakaj hos Kongen, har bestjaalet denne for ca. 30.000 Kr. 

Han ejer Ejendommen Nr. 3 i Wiedeweldtsgade, som han havde indrettet særdeles herskabelig. Han førte flot Hus og levede langt over sine Lakajindtægter, der kun var 1300 Kr. Det vidste alle, men han havde i Tide forstaaet at bortlede enhver Mistanke ved at give det Udseende af, at han for flere Aar siden havde vundet en stor Gevinst i Lotteriet.

Den anholdte er 49 Aar gammel, er gift og har fem Børn.

(Aarhus Amtstidende 1. april 1896. 2. udgave).

Christian 9.s arbejdsværelse således som det fremstår på Amalienborgmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022).

Oxenbøll.

Stjaalet 100,000 Kr. fra Kongen. En Mand, der er under Tøflen.

I Lørdags er Sagen imod kongens fhv. Lakaj, Oxenbøll, sluttet ved Kriminalretten og Sagens Akter tilstillet Politidirektøren. Resultatet af den kriminelle Undersøgelse udviser i Følge "Aftbl.", at Oxenbøll i alt har stjaalet kontant af Civillistens Penge 59.000 Kr. Af Kongens "private Chatol" har han imidlertid ogsaa stjaalet langt over en Snes Tusind Kroner, og disse Beløb, sammenlagt med, hvad han ellers har stjaalet af Værdisager og Penge, andrager sikkert henimod et hundrede Tusinde Kroner.

Undersøgelsen, der naturligvis har været ledet meget omhyggelig, har bragt for Dagens Lys, hvortil Oxenbøll har brugt de mange Penge. Endvidere er det konstateret, at det fra første Færd var hans Kone, som animerede ham til at stjæle fra Kongen, ligesom det ogsaa senere stadig væk var paa hendes Opfordringer, han stjal.

I Tidsrummet mellem Jul 1891 og Majestæternes Guldbryllup 1892 stjal Oxenbøll omtrent slet ingen Ting. Men herover blev hans Kone, der var frygtelig ødsel anlagt, aldeles rasende. Hun ikke alene udskjældte ham, men hun - pryglede ham, og det endog saa grundigt, at Politiet et Par Gange maatte lægge sig imellem. For den kjære Husfreds Skyld maatte Oxenbøll saa give sig til at stjæle igjen, og ganske faa Dage før Guldbryllupet stjal han saa 1000 Kr., som han alle bragte hjem til Konen.

Til Trods for, at Konen har forsøgt at nægte omtrent alt, har hun dog sluttelig maattet tilstaa, at hun har været vidende om, at hendes Mand stjal Pengene, og hun har endvidere maattet indrømme, at hun har opfordret ham til at begaa Tyverierne.

Da de fleste af de begaaede Forbrydelser har været forbundet med Indbrud, vil det sikkert blive en meget alvorlig Straf, Oxenbøll faar.

Dommen kan ellers ventes afsagt i Løbet af næste Maaned. Det menes almindelig, at Kongen vil gjøre Brug af sin Benaadningsret paa Betingelse af, at Ægteparret forlader Landet for stedse.

(Aarhus Amtstidende 29. juni 1896).

Frederik Riise (1863-1933): Wiedeweltsgade. 1881. Nr. 3 er i husrækken til venstre ved den spidse gavl. Kbhbilleder. Public domain.

Af Vridsløse statsfængslet protokol fremgår: Hans Peter Oxenbøll (1843-). Den 1. august 1896 idømt forbedringshusarbejde i 2 år ved Københavns kriminal- og politiret. Indsat 3. august 1896. Gift, 5 børn. Ægte. Faderen, der var skovfoged ved Sorø Akademis Skove, døde i 1885. Moderen døde for ca. 20 år siden. Har 1 broder og 1 søster. Opdraget hjemme. Efterkonfirmationen og til sit 18. år hjalp han faderen med dennes drift. Har derefter ernæret sig som tjenestekarl til sit 24. år, og har derefter været tjener indtil han i 1879 blev lakaj hos hans majestæt kongen. 1880 blev han gift med en enke med 2 børn. Som lakaj har han ved talrige tyverier frastjålet hans majestæt 60.000 kr. Konen der var medvirkende i hans tyverier er bleven dømt til 2/3 år forbedringshusarbejde. Pengene brugte han til at leve for. Uden blik som sin skyld.

Kongens Lakaj,

Hans Peter Oxenbøll, der som bekjendt stjal henimod 100,000 Kr. fra sin Herre og herfor idømtes Forbedringshusarbejde, har, som telegrafisk meldt, faaet sin Straf eftergivet og rejste Lørdag Morgen med Hustru og Børn til Kapstaden i Syd-Afrika.

Oxenbøll arresteredes i Foraaret, i Slutningen af Marts Maaned. Han havde været i Kongens Tjeneste i 13 Aar og havde i dette lange Tidsrum stjaalet fra Kongens Pengekasse, hvortil han skaffede sig Adgang med falske Nøgler. Tilsidst tog han saa store Summer, at det vakte Mistanke, og Politiet sit med Sagen at gjøre. Opdagelsespolitiet stillede en Fælde kor ham, og dette førte til, at baade Oxenbøll og hans Hustru arresteredes i deres Hjem i Wiedeweltsgade.

Ved Forhørene viste det sig, at han som sagt havde stjaalet ikke mindre end henved 100,000 Kr., altsaa i Gjennemsnit ca. 6-7000 Kr. om Aaret i de 13 Aar, han har tjent Kongen. Pengene var medgaaet til en meget flot Levemaade. Lakajen holdt stort Hus og førte sig som en Levemand, og for at undgaa at vække Mistanke indbildte han sine bekjendte, at han havde vundet betydelige Summer i Lotteriet.

Oxenbøll har kun afsonet 4 Maaneder af sin Straffetid, da Kongen benyttede sin Benaadningsret og frigav baade ham og Konen, og de to flotte Stortyve slipper saaledes meget billigt fra den Historie - takket være deres fine Bekjendtskaber og gode Fortalere.

Oxenbøll og hans Familje blev ved Afrejsen forsynet med en rigelig Sum Penge til at sætte sig i Vej med i Kapstaden. To Opdagelsesbetjente ledsagede dem til Banegaarden, og selve Chefen for Opdragelsespolitiet var til Stede for at overvære Afrejsen med Exprestoget til Korsør. Herfra gaar Rejsen videre over Esbjærg til London, hvorfra Oxenbøll den 4. December afsejler med en Damper til Afrika.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 1. december 1896).

Johan Louis Ussing 1820-1905. (Efterskrift til Politivennen)

J. L. Ussing.

Filologer og Regensianere samles iaften med deres gamle Lærer og Regensprovst, Professor J. L. Ussing for at bringe ham deres Hyldest og Tak for hans lange og Fremragende Virksomhed for Videnskaben og for den studerende Ungdom.

Professor Ussing kan nu ved sin Bortgang fra Universitetet se tilbage paa en lang, rig og lykkelig Virksomhed. Vel er snart 50 Aar, siden den den Gang 27-aarige Magister J. L. Ussing blev ansat som Universitetsærer, han har været alle nulevende danske klassiske Filologers Lærer, og han har med aldrig svigtende Kraft og Begejstring fulgt sin Videnskabs Udvikling og selv givet vægtige Bidrag til dens Fremgang. I 32 Aar var Ussing Madvigs Kollega som Universitetslærer, hans tro Medarbejder og en begejstret Beundrer af den store Latiner, der i lang Tid hævdede sit Supremati paa sit Omraade i Videnskabens Verden og skaffede den danske Filologi en anseet og selvstændig Stilling. 

Professor Ussing lod sig maaske for stærkt paavirke af sin Ven og Kollega. Den store Textkritiker havde selv en fuldstændig klar Opfattelse af Textkritikens begrænsede Værd og Betydning; men under Vægten af den Beundring, som Madvigs geniale Textkritik vakte i hele den videnskabelige Verden, fik denne Side af det filologiske Studium i lang Tid Overvægten ved vort Universitet, og den øvede ogsaa sin Virkning paa Ussing, der overhovedet omfatter sin Videnskab med en sjelden alsidig Interesse.

En af Madvigs mest fremragende Elever og Medarbejdere har en Gang sagt, at hans høieste Maal som Filolog var en god Udgave af og Kommentar til en klassisk Forfatters i Værker. Det var en naturlig Følge af Madvigs hele Virksomhed, at dette Maal blev Hovedformaalet for hans Elevers videnskabelige Virksomhed, og Skolen paavirkede Ussing stærkt. Denne Paavirkning skylder den videnskabelige Verden hans Andel i den Madvig-Ussing'ske Udgave af Livius; det Værk, der er blevet hans Hovedværk, hans Udgave af Plautus skyldes vel ogsaa denne Paavirkning. Iøvrigt var jo Plautus en Forfatter, der af mange Grunde maatte vække Ussings farlige Interesse.

Der er fra tydske Filologers Side rettet skarpe Angreb mod Ussings Plautus-Udgave. De fremkaldtes for en væsenlig Del af Grunde, der hverken havde Noget med Ussing eller hans Plautus-Udgave at bestille, og man er nu ogsaa i Tydskland kommet til en retfærdigere Bedømmelse af dette store og dygtige Arbeide, der allerede forlængst har vundet Anerkjendelsc i andre Lande.

Men hvor dygtigt end dette Arbeide er maatte Ussing paa dette videnskabelige Omraade træde i Skygge for sin store Kollega, og det Samme maatte nødvendigvis gjælde hans Universitetsforelæsninger over de græske og romerske Forfatteres Skrifter. Videnskabsmandens og Kunstnerens Svøbe, den som oftest satire uberettigede og vildledende Sammenligning har fremkaldt og maatte under de givne Forhold fremkalde uretfærdige Domme om Ussings Virksomhed. De textkritiske Studier dominerede her hjemme, og Textkritik laa næppe særlig for Professor Ussings Evner. Ussings yndlingsstudium, Arkæologien spillede en ringere Rolle ved den stærkt overlæssede filologisk-historiske Embedsexamen, og Ussings selvstændige Betydning som Universitetslærer ogsaa og netop ved Siden af Madvig fandt derfor ikke altid den Paaagtelse, som den fortjente.

Madvig var, i det Mindste som Filolog, ogsaa en Mester i Begrænsningen. Han var en gammel Mand, da han for første - og sidste - Gang kom til Italien, og Synet af Oldtidens Mindesmærker gjorde ikke noget stærkt Indtryk paa den geniale Forsker, der havde ydet saa store Bidrag til denne Oldtids rette Forstaaelse. "Jeg har," saaledes omtrent sagde han i den første Forelæsning, han holdt efter sin Hjemkomst, "ved min Reise til Italien faaet den Anskuelse bekræftet, jeg altid har næret, at den bedste Kilde til Studiet af Oldtiden er de gamle Forfatteres Skrifter". Maaske vilde Madvig have ændret sin Opfattelse noget, hvis han var kommet til Rom i en yngre Alder eller i det Mindste, før hans Øine vare blevne for stærkt svækkede - maaske ikke. I ethvert Tilfælde fremtraadte her klart Begrænsningen for Madvigs Virksomhed som Universitetslærer og Betydningen af, at han til Kollega havde netop J. L. Ussing, der særlig omfattede de Sider af  Oldtidsstudierne, der laa Madvigs Studium og Natur fjernere, med sand Begejstring.

For ret at vurdere den Begeistring, Kjærlighed og Kraft, hvormed Professor Ussing endnu som ældre Mand kastede sig over Studiet af de store og mærkelige græske Oldtidsfund, maa man have hørt hans fortræffelige og fortræffelig holdte Foredrog over Olympia paa Filologmødet i Kristiania og over de antike Theaterforhold paa det sidste Filologmøde i Kjøbenhavn.

Professor Ussing fylder den 10. April 76 Aar, men han fortsætter stadig sine Studier og videnskabelige Arbeider. Det er kun faa Aar, siden han udgav et saa vægtigt Arbeide som sin "Metrik", og skjønt han ved Nytaar tog Afsked som Universitetsprofessor, holder han ogsaa i dette Semester Forelæsning ved Universitetet.

Professor Ussing kan see tilbage paa en lang, rig og lykkelig Virksomhed, som han endnu i sin høie Alder fortsætter, i Videnskabens Tjeneste. Hans Hovedudvikling faldt i en lykkelig Tid, og han er et levende Minde om hin Tid. Altid har han holdt Ideens Banner høit, altid har han havt et aabent Øie for det Gode, det Sande, det Skjønne i Kunst og Videnskab, og han har altid været en god dansk Mand en varm Fædrelandsven.

R. B.

(Dagens Nyheder 25. marts 1896).

Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901: Filolog, arkæolog Johan Louis Ussing (10.4.1820-28.10.1905). 1876-1901. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Filolog og arkæolog Johan Louis Ussing (10.4.1820-28.10.1905) var student  fra Metropolitanskolen (1836). Han tog filologisk eksamen 1842, fik magistergrad 1844. Rejste to år til udlandet, bl.a. Italien, Grækenland og Tyrkiet. Se "Reisebilleder fra Syden" (1847). Herefter udnævnt til lektor i græsk og latinsk filologi og arkæologi). Han besøgte museerne i Paris og London. I foråret 1848 oplevede han i Paris barrikadekampene under oprøret i juni. Han blev 1849 til ekstraordinær og 1850 ordinær professor indtil han gik af 1895. Han skrev - enkelte sammen med Madvig - en række filologiske og arkæologiske bøger og artikler. Bl. a en kommenteret udgave af Plautus' komedier I-V (1875-1887). Han blev 1851 medlem af Videnskabernes selskab, formand for den historisk-filosofiske klasse 1878-1905. 1887-1902 medlem af Carlsbergfondets direktion. Han brevvekslede med Carl Jacobsen i hvert fald siden 1873. I denne periode blev hans søn Henry Braem Ussing præst i den af Carlsberg finansierede Jesuskirken i Valby. Ny Carlsberg Glyptotek købte 1901 en portrætbuste af Ussing af Th. Stein. 1901. Universitetsrektor 1875-76 og 1885-86, og regensprovst 1876-96. Medlem af rigsdagens folketing 1864-66. 

Efter afskeden fra universitetet holdt han arkæologiske forelæsninger for et større publikum og var nu i stand til at tage de emner op som havde særlig interesse for ham. Han fortsatte også sin videnskabelige virksomhed til kort før sin død. I sine sidste leveår førte han på Videnskabernes selskabs vegne tilsyn med de af Carlsbergfondet bekostede danske udgravninger på Rhodos som han omfattede med den mest levende interesse.

Thekla Minona Ussing, f. v. Güntelberg. 10. septbr-5.aug. 1903. Johan Louis Ussing, professor ved Universitetet. 1869-1895. 10 april 18 - 28. oktober 1904. Parret fik 4 børn: Cand. jur og dommer ved den internationale domstol i Alexandria Carl Johannes Ussing (1854-1896), den indremissionske provst Henry Braem Ussing, en søn der døde kort efter fødslen og stud. polyt., bestyrer af Mineralogisk Museum Niels Viggo Ussing (1864-1911). Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling F, rk. 12, nr. 18. Samme sted (18a) er Niels Viggo Ussing begravet. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).