Pastor Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør Wiinblad meddelte i Torsdags i Folkethinget, hvorledes Pastor Levinsen var optraadt ved en Begravelse paa Vestre Kirkegaard. Vi har om denne Sag modtaget følgende:

Søndagen den 29. Marts blev Kassereren for Kularbejdernes Fagforening, A. V. Larsen, begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Skønt Larsen var borgerlig viet, havde Provst Levinsen lovet Enken at tale ved Baaren, og man var naturligvis nysgærrig efter at høre, hvad Provsten vilde sige, da han var den første, der nægtede at tale over borgerlig Viede. Et meget stort Følge af Kolleger og Partifæller fra 13. Kreds samt Kularbejdernes Fagforenings og 13. Kreds' Faner var til Stede. En høflig Anmodning til Provst Levinsen om Tilladelse til at bære Fanerne ind i Kapellet, blev besvaret med: "Nej, det behøves ikke, hele Ceremonien varer kun et Par Minuter!" Og han holdt Ord. Provsten stillede sig op ved Siden af Kisten og udtalte:

"Da det ved Lov er hjemlet, at ingen Præst maa tale ved en Baare, naar den Afdøde er traadt ud af Folkekirken, vil jeg gøre Enken den Tjeneste at kaste Jord paa. Af Jord er Du kommen osv."

Derpaa tre Skuffer Jord, og skyndsomst forlod Provsten Kirkegaarden.

Ved Graven ønskede Typograf Louw at sige et Par Ord, men en Graver forbød det ved at meddele, at ingen maa tale ved en Grav, før "Avtoriteternes" Tilladelse forud var indhentet. Louw indskrænkede sig derpaa til at sige Axel Larsen det sidste Farvel fra Kammerater og Partifæller.

Den Optræden, Provst Levinsen udviste ved denne Lejlighed, vakte lydelig Mishag blandt alle Tilstedeværende, og Provsten beviste yderligere, at en borgerlig Begravelse uden Præsternes Assistance ofte er meget mere højtidelig.

(Social-Demokraten 11. april 1896).

Druknehuset flytter til Pontonflaade. (Efterskrift til Politivennen)

Druknehuset ved Langebro var bestemt til druknede i Kalveboderne. Det kunne være selvmordere, badende fra badeanstalterne, søfolk eller fulde mennesker som var faldet i vandet i Kalveboderne. Og i sjældne tilfælde også myrdede som var forsøgt skaffet af vejen. Det angives også at være brugt som vagthus for soldaterne fra Rysensteens Bastion. Det ene rum benyttedes senere til sprøjtehus, mens det andet til druknehus. Bygningen lå overfor Blox omtrent der hvor Lille Langebro nu lander på Københavnssiden.

Druknehuset ved Langebro. Fra Beboerne af Stederne Nr. 131, 133 og 10 i  Vestervoldgade er der til Politidirektøren indgivet et Andragende om, at Druknehuset ved Langebro maa blive flyttet, idet de heri henlagte Lig, navnlig om Sommeren, udbrede en næsten uudholdelig Stank, ikke at tale om det uhyggelige Skue, hvortil Beboerne ofte blive Vidne ved Anvendelsen af Bygningen. Andragendet er støttet af Inspektøren for Ryssensteens Søbadeanstalt, der har anført et Par Exempler paa de Ubehageligheder for de besøgende af Badeanstalten, som Druknehusets Beliggenhed medfører. Andragenderne henvise til Vagtbygningen i Kigkuren som et formentlig mere passende Sted for Druknehuset. Den fremførte Klage forekommer os i den Grad begrundet, at det tør antages, at Politivirektøren snarest mulig vil tage Sagen under Overveielse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1869).

Her er to eksempler på annoncer i aviserne hvor politiet efterlyser pårørende til ikke-identificerede lig:

Herover: Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 19. september 1854. Lignende notitser fandtes med jævne mellemrum i aviserne, her Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 16. oktober 1880 (nedenfor):

Beboernes klager hjalp ikke noget. Borgerepræsentationen behandlede emnet et par gange. Fx nævnte borgerrepræsentant Thune det ved mødet den 29. november 1874 og foreslog at man brugte det planlagte epidemihospital i stedet. I september 1886 bemærkede borgerrepræsentant Larsen at Druknehuset befandt sig i en sørgelig tilstand, og at hvis det fortsat skulle blive stående, om det så ikke kunne forbedres indeni.

Dagbladet 23. september 1887 kunne meddele at man agtede at opføre et nyt Druknehus til 2.300 kr på en af havnevæsnet overladt plads ved Frederiksholms Kanal mellem Kongens Bryghus og Jernbanebroen over kanalen. På det tidspunkt skal Druknehuset ikke have været benyttet "i lange tider" (Folketidenden - Ringsted 29. september 1887), i stedet brugte man St. Johannes Stiftelsens lighus i Ryesgade, men det modsiges af adskillige notitser i aviserne. Sagen blev taget af dagsordenen igen og blev aldrig realiseret.

Kjøbenhavns "la Morgue". Fra Hovedstaden skrives til os: I en By under en saa stærk Udvikling som Kjøbenhavn vil der altid være Et og Andet, som i Ly af gammel Vedtægt og Slendrian, eller fordi det fuldstændig er gaaet i Glemmebogen over ny omfattende Reformer, skjuler sig i en Krog som en Antikvitet og først kommer for Dagens Lys, naar der ryddes op i Krogene og man uvilkaarlig kommer til at spørge: hvorfor ligger det der?

Saadan er det gaaet med "Druknehuset". Ryssensten bliver Sommeren igjennem besøogt af mange Badegjæster, der ikke kunne undgaa at lægge Mærke til den usle, faldefærdige Bygning i Nærheden af Badeanstalten, og hvorom de Færreste vide, at den har den Bestemmelse, den har. Men saa en skjønne Dag se de en Forulykket blive halet i Land af en Baad, og Liget paa en temmelig ugenert Maade blive behandlet som en Vareballe indtil det, under en stor Tilskuerskares Paasyn, havner inde paa en af Brixene i den skumle Hytte, og Forargelsen over det Sete bringer maaske en af de Tilstedeværende til "at skrive i Bladene" og give det første Stød til at Druknehuset kan blive jevnet med Jordens Overflade for at give Plads for noget bedre og mere passende.

Og det kan der i Sandhed trænges til. Det forsikkres for bestemt, at Rotter skulle grassere i den Grad i Druknehuset ved Langebro, at da for et Par Aar siden en ung Mand druknede, og hans Lig blev henlagt til Eftersyn paa bemeldte Anstalt, fandt hans Slægtninge det halve af hans Ansigt fortæret af Rotter, saa at det næsten var fuldstændig ukjendeligt, og gruopvækkende at se. Ligene af de Forulykkede maatte ikke fores ind i Druknehuset før en Betjent var kommet til Stede, og havde givet Tilladelse dertil, og imidlertid samledes en nysgjerrig Hob, bestaaende mest af Gadeungdom, omkring det enten helt eller utilstrækkeligt tildækkede Lig af den Forulykkede, og det regnede ned med raa Vittigheder. 

Det er dette lille forborgne Stykke Fortidslevning, som er halet frem for at gives Løbepas. Et nyt tidssvarende Druknehns vil snart rejse sig paa den gamle Tomt, men naar en Gang Kjøbenhavns Mysterier udkommer i nyt Oplag, vil del gamle Druknehus saa en Plads i Skildringerne af Sæder og Skikke i det nittende Aarhundrede.

(Viborg Stifts-Tidende 25. oktober 1887)

Hensynsløs Behandling af et Lig. For nogle Dage siden, da to Mænd var ude for at bade sig i Kalvebodstrand, stødte de pludselig paa Liget af en 8-Aars Dreng, som var forulykket ved Badning, og som i nogen Tid forgæves havde været eftersøgt. De to Mænd bragte Liget op i Baaden og roede over tit Landgangsstedet ved Langebros Dampmølle, hvor de anmeldte det passerede til to til Stedeværende Politibetjente, der straks gav dem Ordre til at bringe Liget ind i Druknehuset. Denne Ligtransport foregik nu paa følgende Maade: De to Mænd tog det aldeles nøgne Barnelig i Hoved og Ben og bar det over Gaden, ad Vestervoldgade til Druknehuset. Da der var lukket, bar de det videre ind paa Gaardspladsen bag Druknehuset. hvor de et Øjeblik lagde det ned. Efter at Betjentene her forgæves havde søgt efter Opsynsmanden, blev Liget atter lumret ud paa Gaden og derfra igen ind i Gaarden. Imidlertid var Opsynsmanden kommen til stede og Liget blev indlagt i Druknehuset.

Denne uhyggelige Ligtransport samlede naturligvis en Del Mennesker, der alle var enige om at dadle Politiets Behandling af Liget. 

Nøglen til Druknehuset opbevares paa et bestemt Sted, som altid er tilgængelig for Politiet, og her findes tillige en Transportbaare. Betjentene har næppe været uvidende herom, men har snarere villet spare sig for den Ulejlighed at hente Baaren.

G

(Social-Demokraten 4. juli 1888)

Druknehuset omtaltes stadig mindst en gang månedligt i aviserne. Den 28. maj 1894 var der i Borgerrepræsentationen forslag til et nyt lighus eller druknehus ved Trangraven.Under debatten kom det frem at der var anbragt 24 lig i 1893 i Druknehuset. Forslaget blev henvist til et udvalg. I mellemtiden fortsatte Druknehuset ved Langebro i 1895 og et stykke ind i 1896.

Notits fra Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 10. juni 1896.

Så skete der noget: Ovenstående notits oplyser at der er anbragt i en pontonflåde i Trangraven ved den Kgl. grønlandske Handels Plads til erstatning for Druknehuset ved Langebro. I snart efter, i juni 1896 meldtes det første lig optaget i Druknehuset ved Trangraven. Her fortsatte notitserne om druknede som blev indbragt her, indtil juni 1905 hvor omtaler af Druknehuset i Trangraven brat ophører. Ligene blev som regel bragt til St. Johannes Stiftelse. På daværende tidspunkt

Fritz Theodor Benzen: Druknehuset ved Langebro. Opført 1806 og nedrevet 1902. Fotoet må være fra huset allersidste dage. Der er tilsyneladende opsat en afspærring og såvel facade som døre, tag og vinduer i forfald.. Kbhbilleder. Public Domain.

29. august 1901 stod Druknehuset stadig, men nu benyttet til øloplag.  I juni 1902 var området ved den nye Langebro blevet ryddet, inklusiv det "faldefærdige Druknehus" i dets sidste år blev brugt som oplagsplads for havnevæsnets materialer.

Druknehuset som "fake" historie.

I forbindelse med anløbsstedet for en teknikerkanal under havnen eller anløbssted for hoved-elkabel mellem H. C. Ørstedsværket og Christianshavn blev der bygget et lille hus på hvad der dengang blev kaldt "Djævleøen". Gennem dette kunne man komme ned i tunnelen når det først var pumpet tør for vand. Pumpen til dette arbejde blev opbevaret i huset. I forbindelse med nybyggeriet på Enghave Brygge opkom nogle påstande om at huset var "Druknehuset". Som det fremgår af det ovenstående, er det ikke rigtigt, og på husets opførelsestidspunkt i 1920'erne blev druknede kørt direkte til Rigshospitalet. Huset blev i 2023 flyttet og kendes nu som cafe med navnet "Anløbet".

Ikke Druknehuset! Men derimod pumpehuset på sin oprindelige plads på Engholmene ved Fisketorvet i København. Som det ses har det ingen som helst lighed med det oprindelige Druknehus, og er i øvrigt opført to årtier efter at man havde erstattet druknehuse med ambulancer og direkte transport til Rigshospitalet. Pumpehuset kan nu ses på Christians Langs Plads hvor det er blevet cafe.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Sædeligheds-Kommissionen nedsat. (Efterskrift til Politivennen).

Den 8. juni 1896 kom Sædelighedssagen for igen i Borgerrepræsentationen. 

Politiker og justitsminister N. R. Rump (1834-1900). Fotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Han var blevet justitsminister efter at Johannes Nellemann havde trukket sig. Han sad 13. juni 1896 til 28. august 1899. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Borgerrepræsentationen

Mødet den 8. juni.

Sædelighedssagen. Fra Magistraten forelå den tidligere omtalte skrivelse om nedsættelse af en kommission til overvejelse af ændringer i de gældende bestemmelser om tilsynet med prostitutionen. Eventuelt valg af medlemmer af kommissionen.

Formanden rekapitulerede kort sagens gang der vil være bekendt.

Philipsen mindede om, at Borgerrepræsentationen jo hidtil havde stået enig i denne sag, idet mindretallet havde bøjet sig for flertallet. Man kunne imidlertid ikke nu sige, at det foreliggende resultat egentlig var tilfredsstillende; men alligevel ville de, under de givne forhold være rigtigst, om forsamlingen her vedtog, hvad den kunne få, og dette skulle han da anbefale. Samtidig måtte han meget beklage, at Magistraten i denne sag ikke fuldt havde stillet sig ved Borgerrepræsentationens side, og denne omstændighed skyldtes det måske at ministeriet i sin sidste skrivelse noget havde foretaget et tilbagetog. Herved var der dog nu intet at gøre. Det var næppe heldigt, at man herhjemme mere brugte kommissioner til at udarbejde lovforslag, skønt sådanne bedst kunne udarbejdes af dertil stillede enkeltmænd, end til at foretage undersøgelser. Man havde netop i denne sag ønsket en enquete-kommission, og den kunne have gjort nogen nytte.

P. Koch kunne i hovedsagen, nemlig spørgsmålet om, hvad man ved denne lejlighed burde foretage i denne sag, være enig med Philipsen. Men han måtte dog tage et forbehold ved motiveringen i henseende til, at ministeriet skulle have forandret sin stilling. Dette forholdt sig næppe så. Spørgsmålet om kommissioner til optagelse af forhør m. m. var det næppe værd at drøfte nærmere ved denne lejlighed. Det ville vist være rigtigst at udsætte valget af medlemmer af kommissionen til næste møde.

Lange mindede om det særstandpunkt, ifølge hvilket han tidligere havde anbefalet nedsættelsen af et udvalg i stedet for en kommission. Nu fortrød man vist, at man ikke havde stemt for et udvalg, men nu var der vel ikke for flertallet andet at gøre end at gå med til kommissionen, således som man nu kunne få den. Det var ganske vist ikke Københavns Kommunalbestyrelses opgave at beskæftige sig med lovgivningsemner for hele landet, og det var næppe muligt i så henseende at nå til enighed; men efter at ministeriet nu havde ført sagen tilbage inden for de rigtige grænser, ville kommissionen vel blive nedsat. Men det var rigtig nok ganske forkert at nedsætte en kommission hertil. Man forplumrede derved Borgerrepræsentationens stilling. Kommunen stod sig meget bedre ved et udvalg; ved et sådant, eventuelt et fællesudvalg, burde man blive stående.

Borgmester Hansen syntes, at Philipsen og Koch ved denne lejlighed havde taget denne sag på en lykkelig måde. Man kom derved til et positivt resultat af de førte forhandlinger. Langes forslag burde ikke følges på sagens nærværende standpunkt, og det var dog nærmest en vinding, at man ved de kommende overvejelser fik flere sagkyndige mænd til bistand, når man gik til en kommission i stedet for et udvalg. Det nu gældende regulativ var udarbejdet af en lignende kommission. Philipsen havde ikke ret i, at Magistraten i denne sag havde modarbejdet Borgerrepræsentationen. Ministeren var snarest gået noget frem i sin tid fordi Magistraten søgte at bevæge ham dertil.

Philipsen kunne i sin tid have fulgt Langes forslag, hvis det da havde fået flertal for sig. Nu kunne alle gå med til kommissionen. Ved valget af medlemmer til kommissionen burde man tage hensyn til Nuancen mellem Koch og taleren i henseende til kommissionens opgave.

Lange lagde ikke så særdeles stor vægt på, om man fik et udvalg eller en kommission, men han tvivlede ikke om, at et udvalg havde været at foretrække. Nu var der jo mulighed for at ministeriet kun satte lutter departementschefer ind i kommissionen; departementschefer blev jo alt muligt i vore dage. Og så vidste man ikke, hvorledes det gik med kommunalbestyrelsens indflydelse. Kommunen stod i en kommission ikke frit som i et udvalg.

P. Koch kunne godt forstå Langes standpunkt, men han kunne ikke følge ham i hans betragtninger, idet man også måtte ønske at få sagkyndighed uden for kommunen med til overvejelse. 

Lange var vedblivende overbevist om at et udvalg var at foretrække.

Ved den derpå foretagne afstemning vedtoges Magistratens forslag om at henvise sagen til en kommission. Valget af medlemmer udsættes til næste møde.

(Dagens Nyheder, 9. juni 1896).

Boghandler og politiker Gustav Philipsen (1886). Fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Philipsen (1834-1922) var 1886 blevet bestyrelsesmedlem i den liberale vælgerforening i København. Han sad i Borgerrepræsentationen 1893-1904 og var rådmand i Magistratens 4. afdeling 1904-1922. Medlem af Folketinget 1898-1903. Han blev medlem af det Radikale Venstre 1905.

Sædelighedskommissionen nedsat.

Et kapitel af de danske autoriteters syltehistorie.

Justitsminister Rump har nu endelig fået den sædelighedskommission sammensat, som oppositionen i Borgerrepræsentationen krævede nedsat allerede i maj måned 1895 i anledning af de oplysninger. der kom frem efter politiinspektør Korns selvmord.

Kommissionen ser således ud :

Boghandler Gustav Philipsen, højesteretsassessor P. Koch og dr. Ørum (valgte af Borgerrepræsentationen), borgmestrene H. N. Hansen og Jacoby (valgte af Magistraten). politidirektør Eugen Petersen, justitiarius i kriminalretten Ingerslev, overretsassessor Hastrup og læge professor Rudolph Bergh valgte af justitsministeren.

Det er disse 10 herrer, som nu, snart 1 år efter at skandalerne kom frem, skal til at undersøge deres årsag og mulig stille forslag til en forandring af forholdene.

Det er synd at sige, at de danske myndigheder kører med iltogsfart. I marts måned 1895 skød politiinspektør Korn sig en kugle gennem hovedet i sit kontor i Rådhuskælderen. Selvmordet vakte stor opsigt, fordi det var forøvet af en mand, der ved hele sin ydre optræden havde vundet sig en del venner og megen sympati, og hvis hele vandel tilsyneladende var uden plet og lyde. Han havde jo endog i socialismens første dage vundet sine sporer ved under et falsk navn at rejse omkring med socialdemokratiske talere, for bagefter at kunne optræde som vidne imod dem. En sådan mand skulle man tro var godt garderet.

Selvmordet gav dog anledning til en hel del rygter, som viste, at der var something rotting indenfor Sædelighedspolitiet, hvis betroede chef Korn i flere år havde været.

Politidirektøren skyndte sig så i "Berlingske Tidende" at afgive en erklæring om, at alt var såre godt i hans etat og at Korns selvmord måtte tilskrives et "illegitimt forhold", han havde indladt sig på, i forbindelse med sygdom. Allerede det at Sædelighedspolitiets chef havde illegitime forbindelser, var i høj grad egnet til at vække opmærksomhed, særlig da Korn jo havde vist sig i sit offentlige liv som en meget stærk Bethesdamand, der ivrede mod kødets lyst og livets forfængelighed.

Det kom imidlertid ret hurtig for en dag, at Korn var kommet i det illegitime forhold ved at en levemand havde anmodet ham om at befri sig for en besværlig elskerinde. Korn gjorde også dette, men på den måde, at han selv tog sig af den skønne. Her havde man altså bevis for, at politiet privat ordnede delikate affærer, og da det ligeledes blev oplyst, at Sædelighedspolitiets næstkommanderende, overbetjent Meyer, havde en obligation i en bordelværtindes ejendom, var der tilstrækkeligt faste holdepunkter for de sigtelser for myndighedsmisbrug, bestikkelse osv., som rettedes mod Sædelighedspolitiet.

Oppositionen i Borgerrepræsentationen stillede derfor allerede den 22. april f. å. forslag om at indgå til justitsministeren med anmodning om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiets forhold og virkemåde. Dette gav borgmester Hansen anledning til at afgive den erklæring, at sigtelserne mod Sædelighedspolitiet for myndighedsmisbrug og bestikkelser måtte anses for "fuldstændig grundløse". Samtidig måtte han dog indrømme, at Meyer havde fået en obligation på 15.000 kr. af en bordelværtinde for ordningen af et "privat forhold", ligesom han på given foranledning oplyste, at Korn ved sin død havde en underbalance i Sundhedskommissionens kasse på 9700 kr. Beløbet var dog dækket af hans venner.

Behandlingen af oppositionens forslag blev udsat til et senere møde, og dette afholdtes først den 6. maj. I mellemtiden var undersøgelsen af sagen ved justitsministerens beslutning overgivet til kriminalretsassessor Ussing, hvorfor man fra Højres side kunne stille sig på det standpunkt, at man ikke ville have en kommissionsundersøgelse af den Kornske sag og hvad dermed stod i forbindelse, mens man derimod nok ville gå med til en undersøgelse af de regler, hvorefter politiet arbejdede.

Dette standpunkt var ganske klogt af Højrepartiet, for trods borgmester Hansens og politidirektørernes erklæringer om at alt var såre godt, varede det ikke ret mange dage, inden assessor Ussing arresterede to af Sædelighedspolitiets betjente, Petersen og Borelli, der begge dømtes for ret betydelige forseelser i deres tjenesteforhold. Samtidig fik overbetjent Meyer ferie, der sluttede med, at han tog sin afsked.

Borgerrepræsentationens beslutning om en kommission blev kun modstræbende tiltrådt af Magistraten og med den bemærkning, at den først skulle nedsættes når den kriminelle undersøgelse var færdig. Hertil sluttede justitsministeren sig. Så trak sagen ud til hen på efteråret.

Nu rejste Magistraten imidlertid et andet spørgsmål, nemlig om kommissionens kompetence, om den udelukkende skulle beskæftige sig med det københavnske politiregulativ eller om den også skulle tage hele princippet om prostitutionens ordning op til drøftelse, og på den måde lykkedes det at trække tiden ud til den 18. november, hvor Borgerrepræsentationen meget bestemt fastholdt sit standpunkt om en udvidet kompetence.

Saa hvilede sagen igen i justitsministeriet til juni måned d. s., (altså i 6 måneder), og nu kom endelig hr. Nellemanns svar, som gik ud på at han ville nedsætte en kommission, hvortil Borgerrepræsentationen kunne vælge 3 og Magistraten 2 medlemmer, mens han selv forbeholdt sig at vælge 5 medlemmer, derunder formanden.

Den 16. juni valgte Borgerrepræsentationen sine Medlemmer, og nu har Hr. Rump (Nellemanns Efterfølger) efter et par måneders overvejelser valgt sine 5 mand. Den omstændighed at han har valgt lutter embedsmænd, deriblandt politidirektøren, som rimeligvis også skal være kommissionens formand, er et ret tydeligt bevis på at det ikke er meningen, at denne kommission skal gå synderlig dybt i sagerne eller i nogen nævneværdig grad forandre om på de bestående forhold.

Men de danske autoriteter har sikkert her sat en smuk rekord i sendrægtighed, 1½ år for at nedsætte en kommission, det er der næppe noget andet civiliseret land der gør os efter.

(Social-Demokraten, fredag den 21. august 1896).

Sølvgadens Sporvej: 1896. (Efterskrift til Politivennen)

 For og imod.

Interview om Sporveissagen.

I vore Interview i Gaar gav vi - eller maaske rettere Tilfældet - først Ordet til en Mand, der staar paa det kommunale Fællesudvalgs Flertals Side, og begyndte altsaa med et Forsvar for den af Flertallet foreslaaede nye Ordning.

I Dag, da vi atter bringer et Par Indlæg for og imod i den offenlige Diskussion om Sporvejssagen, vælger vi da til Afvexling at lade en Modstander af Flertalsplanen tale først,

Direktør Cramer,

den Mand, der har den daglige Ledelse af Sølvgadens Sporvejsselskab i sin Haand - en Mand altsaa, som staar i Spidsen for en af vore yngre Sporvejslinjer. Vi forudskikker den Bemærkning, at Sølvgadelinjen aldeles ikke har været medregnet i de Planer, hvormed Fællesudvalget har beskæftiget sig; Selskabet har nemlig endnu kun slidt i 7 Aar paa sin 30 Aars Koncession.

Jeg har, siger Direktør Cramer, med megen Interesse læst Direktør Lautrups Artikler i "Dannebrog", og jeg er paa mange Punkter enig med ham i hans Anker mod den nye Ordning. Hvad der er passeret mellem ham og Fællesudvalget, kjender jeg ikke, men det staar for mig som en af de væsenligste Bebrejdelser mod Fællesudvalget, at det ikke har sat alt ind paa at komme til en Forstaalse med Forstædernes Sporvejsselskab. Der er jo ingen Tvivl om, at denne Linje vil lide et meget føleligt Knæk den Dag. da den faar Ringbanen til Konkurrent. Det hedder i Flertallets Betænkning, at det vilde være ønskeligt, om den nye Ringbane kunde komme til at berøre vore Banegaarde; altsaa Klampenborg-, Nordbane- og Hovedstationen. Men her kjører jo allerede Forstædernes Sporvej, og det forekommer mig dog i høj Grad brutalt, at man nu fra Kommunens Side, for at fremme Særinteresser, vil ødelægge dette Selskab, der har arbejdet sig saa smukt frem og vundet saa stor Popularitet. Her har mange af Byens Borgere sat deres Penge i dette Selskabs Aktier i Tillid til den Koncession, som Kommunen har givet det - og nu tænker Kommunen paa selv at etablere en ødelæggende Konkurrence ti! den samme Linje.

Men ikke blot dette forekommer mig uforsvarligt - det kan endnu mindre forsvares at etablere en kostbar Boulevardbane, om hvis Fremtidsudsigter ingen kan vide noget, naar det paa samme Tid er givet, at Forstædernes Koncession udløber om saa kort Tid som 5-6 Aar, og at Farimagsgaderne er den ene naturlige, rentable og for Publikum hensigtsmæssigste Vej for en eventuel Ringbane.

Naar Kommunen endelig selv vil have Haand i Hanke med Sporvejene - hvorfor stiller man da ikke alle de nu existerende Selskaber paa lige Fod? Ja. jeg ser ikke andet Svar paa dette Spørgsmaal, end at man fra en vis Side gjør Regning paa, at det om en halv Snes Aar vil være adskillig lettere og billigere end nu at sammendrage alle nu existerende Linjer paa én Haand - simpelthen fordi der er Sporvejsselskaber, der til den Tid vil være halvvejs ruinerede gjennem Kommunens egen Konkurrence. Det vil ikke vare længe, før baade Forstædernes og Falkoneralleens Sporvejsselskaber vil faa at føle. hvad en Konkurrent næd elektriske Sporvogne vil sige. - - - -

Jeg kan altsaa sammenfatte mine Anskuelser om denne Sag derhen, at Fællesudva!gets Flertalsforslag handler brutalt overfor de gamle Selskaber, og at det bringer Konfusion ind dér, hvor det først og fremmest gjaldt om at skabe Klarhed og Samarbejde. - - - Efter disse Direktør Cramers Udtalelser om Farimagsgadelinjens Stilling under de nye Omstændigheder beder vi 

Borgerrepræsentant Axel Meyer

om at sige os sin Mening om de stærke Angreb, der i de sidste Dago er rettede mod det Forslag, som han og hans Kolleger i Flertallet har udarbejdet.

- Ja siger Hr. Mejer. I Spørgsmaalet: kommunal Selvdrift eller Bortforpagtning af Koncessionerne finder I hos mig væsenlig de samme Anskuelser, som Direktør Hagemann gjorde gjældende overfor Dem iGaar. Jeg har nu den Tro, at kommunal Selvdrift, saa langt fra at være det ideelle, tværtimod vil skabe Utilfredshed til alle Sider Kommunen skal, mener jeg, overhovedet ikke slaa til paa andre Omraader end dem, hvor det private Initiativ absolut ikke kan magte Opgaverne, saaledes f. Ex ved Byens Forsyning med Vand og Gas. Her er det ikke blot naturligt men det ene forsvarlige, at Kommunen selv tager Affære, men med Sporvejsdriften er det en ganske anden Sag gjennem mange Aar har det private Initiativ jo bevist sin Evne til med Dygtighed at have ledelsen her.

Men det ligger jo iøvrigt ogsaa lige for. at der vil frembyde sig betydelige Vanskeligheder, dersom Kommunen selv skal overtage Driften af de forskjellige Linjer, efterhaanden som deres Koncessioner udløber. Man kan ikke sige: i Aften holder det eller det Selskab op. i Morgen tidlig tager Kommunen fat. Man skulde jo dog have et Materiel og vilde altsaa være henvist til enten at kjøbe et nyt eller at overtage det gamle. Men det er jo givet, at de Selskaber, der staar overfor et snarligt Udløb af deres Koncessioner, alene vil stille sig den Opgave i den sidste Tid at tjene det mest mulige til Aktionærerne. De vil naturligvis forny Materiellet det mindst mulige og lade det gamle holde saa længe, det paa nogen Maade kan, helst til den Dag, Koncessionen horer op. Og saa kan man jo sige sig selv, hvad det blev for Materiel, Kommunen kom til at overtage. Og værre endnu stiller Forholdet sig, dersom Fordringen om elektrisk Drift over det hele skulde gjennemføres i en saadan Situation, thi de gamle Skinner vilde man ikke kunne bruge.

Nej, her kan man med Sandhed sige: Sporene skræmmer! Der vil være saa mange Vanskeligheder og saa uhyre Risiko forbunden med Kommunens Overtagelse af Driften, at vi efter moden Overvejelse er komne til det Resultat, at paa den Maade varetog vi ikke Borgernes Tarv.

Man hager sig saa stærkt fast i, at Flertallet vil give Kjøbenhavns Sporvejsselskab Forpagtningen i 40 Aar men man taler ikke om, at at allerede efter 20 Aars Forløb skal Kommunen være berettiget til at overtage det hele. Og at disse 20 Aar tilhørte de 6 første jo dog alligevel Kjøbenhavns Sporvejsselskab for dets egne Linjers Vedkommende, saa Forpagtningen indskrænker sig jo i Virkeligheden til at gjælde for 14 Aar. Og for dette Tidsrum har Flertallet altsaa foreslaaet en Ordning, som vi mener, at baade Kommunen, Borgerne og Selskabet kan være tjente med. Vi har foreslaaet den Udvej ikke mindst af Hensyn til Kommunens finansielle Stilling, der jo i Virkeligheden maa siges at være utilfredsstillende; vi unser det for uforsvarligt at binde de kolossale Kapitaler, der her vilde blive Tale om, naar dog det private Initiativ kunde magte denne Side af Sagen og Kommunen paa samme Tid opnaar baade en smuk Afgift af Koncessionen og Medbestemmelsesret overfor saa vigtige Sporgsmaal som Taxterne, Kjørselen, Funktionærernes Arbejdstid og Arbejdsløn og deres Pensionering.

Paa intet Punkt har Fællesudvalget sat det økonomiske Spørgsmaal i første Række, men man har stræbt at skabe en Ordning, der sikrede Hovedstaden en god og billig Sporvejstrafik - og vi har nu den gode Fortrøstning, at vi i den Henseende har truffet det rette.

- - -

Lion

Sporvejssagen.

Vi har endvidere fra den administrerende Direktør for Forstædernes Sporvej modtaget følgende :

Den 29de Maj 1896.

Hr. Redaktør!

Saavel paa det i Gaar Aftes afholdte Protestmøde som i forskjellige Indlæg i Sagen, fremsatte i Dagspressen, udtales vedblivende Forundring over, at Bestyrelsen for Forstædernes Sporvejsselskab ikke har villet deltage i de førte Forhandlinger om den paatænkte Ordning og saaledes nægtet at være Parthaver i denne.

Tør jeg derfor anmode Dem om at optage en Erklæring i Deres ærede Blad; først den delvise Gjentagelse: at der ingen virkelige Forhandlinger har fundet Sted, idet saadanne, som berørt i min Udtalelse af 22de ds., indskrænker sig til tvende mundtlige Forespørgsler til undertegnede, den ene fra de dersteds nævnte tvende Udvalgsmedlemmer paa et saa tidligt Stadium af Sagens Behandling, at Bestyrelsen intet Overblik kunde have over dens Realitet, og den anden fra Hr. Gehejmeetatsraad Tietgen paa et saa sent Tidspunkt, at alt - i Hovedsagen - var klappet og klart, altsaa uden at Bestyrelsen havde haft Lejlighed til at gjøre sin Opfattelse om en god Ordning gjældende, dernæst: 

at en Opgiven af Selskabets Koncessionsret, allerede paa nærværende Tidspunkt, repræsenterede en Pengegave fra Selskabet til det projekterede nye Forpagterselskab og til Kommunens Kasse af en saa betydelig Størrelse, at Bestyrelsen maatte være forrykt, om den vilde fremsætte et Forslag derom for Selskabets Aktionærer, samt endelig 

at Bestyrelsen, med den Erfaring, der herhjemme haves om Sporvejsforhold, har den Opfattelse, den være nu hjemlet eller ikke, at det af Sporvejsudvalgets Flertal fremsatte Forslag vil virke lige uheldig for saavel Kommunens Borgere, dens Kasse og det eventuelle Forpagtningsselskab.

Ærbødigst

E. Lautrup.

(Dannebrog (København) 30. maj 1896)

Den omtalte artikel var fra Dannebrog (København) 29. maj 1896.

Oluf H. Jørgensen (del 3): Folketingsvalgene 1895 og 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

1891-1897 medlem af Skanderborg Byråd. I marts 1892 opstillede han som folketingskandidat i Ribe Amts 2. kreds uden at blive valgt. Oluf H. Jørgensen blev valgt til Folketinget 9. april 1895 til 22. april 1896, men valget af ham blev forkastet. I stedet blev det gårdejer Jens Sørensen, Vitved, Skanderborg som havde siddet i Folketinget 3. januar 1879 til 20. april 1892 og altså igen 22. april 1896 til 16. juni 1903. I 1895 spaltedes Venstre - der havde absolut flertal i Folketinget siden 1872 - i Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre. I 1905 udskiltes Det Radikale Venstre, hvorefter Vestrereformpartiet og Det Moderate Venstre samledes i 1910 under navnet Venstre.

Betænkning i Anledning af Valg til Folketinget den 9de April 1895 for Skanderborg Amts 2den Valgkreds.

(Afgiven af Folketingets Udvalg for Valgbreves Prøvelse den 21de Marts 1896.)

Ifølge Udskrift af Valgbogen stillede der sig til Valg 2 Kandidater, nemlig Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg og Gaardejer Jens Sørensen af Vitved Overgaard.

Efter at Gaardejer Sørensen var valgt ved Kaaring, begærede Redaktør Jørgensen skriftlig Afstemning, ved hvilken Redaktør Jørgensen valgtes til Kredsens Folketingsmand med 1,033 Stemmer, medens 1,021 Stemmer faldt paa Gaardejer Sørensen.

Af Udskrift af Valgbogen fremgaar blandt andet:

a) at Formanden, Borgmester Thiele, før den skriftlige Afstemning meddelte, at Listerne sluttelig vilde blive samlede paa Tribunen, og at Afstemningen der vilde blive afsluttet, medens det af Formandens medfølgende Erklæring ses, at Listernes Afslutning fandt Sted ved Tilførsel af Stemmer fra Valgbestyrelsens Medlemmer og Listeførerne i Valgbestyrelsens Lokaler paa Raadhuset, hvor 2 Vælgeres Stemmer afvistes stemme som for sent komne.

b) at Samlingen af Listerne ikke fandt Sted paa en Gang, som i Valglovens § 42 foreskrevet, men afgaves til Formanden efterhaanden, saaledes at den første Valg- og Stemmeliste blev afgiven til Formanden Kl. 4 3/4 Eftermiddag og den sidste Kl. 6½.

(Rigsdagstidende bind 48).

Aarhus, den 6. Maj.

Oluf Jørgensens Forhold til Højre.

I "Jyllandsposten" for Mandag læses:

Her maatte vi give Redaktør Oluf H. Jørgensen vore Stemmer, uden hvilke han ikke var bleven valgt. Det kneb med at bringe det Offer, men vi gjorde det. Efter Valget haanes vi nu for vor Godtroenhed i "Skdb. A. Av.", som lader os høre, at: Højre er i fuldstændig Opløsning, og at dette er det forhandlende Venstres Værk.

Hr. Jørgensens Valg er jo ikke godkendt, og maaske skal det gaa om igen her i Kredsen. Det fortælles, men jeg ved ikke, om det forholder sig saaledes, at Hr. Jørgensen efter det forrige Valg, da han stillede sig i Esbjerg og der fik Højres Stemmer, beklagede sig over, at han ikke havde kunnet blive fri for dem. Hvis han kommer paa Omvalg, bør han ikke faa Grund til at klage over, at Højre igen har stemt paa ham imod hans Vilje. Det vil ikke blive mange af os, som er dumme nok til at gøre det, og det maa haabes, at der da stiller sig en Højrekandidat, for at vi ved at samle vore Stemmer om ham kan vise, om Hr. Jørgensen, som han roser sig af, hor bragt os i fuldstændig Opløsning, eller om vi endnu tæller lige saa mange Stemmer, som forrige Gang.

En Højremand

i Skanderborgkredsen.

(Demokraten (Århus) 6. maj 1895).

Afgørelsen kom i marts 1896: Oluf H. Jørgensens valg blev kasseret af Folketinget. Oluf H. Jørgensen måtte altså igen gennemføre en valgkampagne fra april 1896, men blev ved omvalget ikke valgt. Til gengæld blev han hyldet ved en fest for hans 20 år ved Skanderborg Amts-Avis:

Olufsfesten i Skanderborg.

(Fra vor særlige Korrespondent)

Skanderborg, 25. Maj.

Festen i Lørdags heri Byen til Ære for Redaktør Oluf H. Jørgensen i Anledning af hans 20aarige Jubilæum som Redaktør i Skanderborg vor ligesaa imponerende som vellykket. Til Festmaaltidet i Haandværkerforeningen var mødt saa mange som Theatersalen og Scenen kunde rumme, ca. 400, og der herskede under Festen den hjærteligste og frejdigste Stemning, der varsler godt om Sammenholdet indenfor det forhandlende Venstre i Skanderborgkredsen.

Festkomiteens Formand. Grd. Leth Espensen, Godthaab, bød Velkommen ved Bordet og holdt Festtalen. Han mindede om, at de forløbne 20 Aar havde været en Kampens Tid for Redaktør Jørgensen; men ved Hjælp af sin Energi og kraftige Vilje var det lykkedes ham at gjennemføre adskillige Foretagender til Gavn for Byen og Egnen. Den sidste Valgdag tabte det forhandlende Venstre; men der vil atter komme en Sejrens Dag. 

Taleren sluttede med et Leve for Red. Jørgensen og overrakte denne en smagfuld Takadresse fra ca. 000 Vælgere, en smuk sølvvin kande med Inskription: "Fra Venner og Meningsfæller i Skanderborg Amts 2den Folkethingskreds" samt et elegant Gulduhr med Halskæde Uhret bar Indskriften: "Fra Venner og Meningsfæller. 1876-1896. Takadressen havde følgende Ordlyd:

"Undertegnede Vælgere i Skanderborg Amts 2den Folkethingskreds udtaler herved vor hjærteligste Tak og Paaskjønnelse af den betydelige, frugtbringende Virksomhed, Hr. Red. Oluf H Jørgensen i Skanderborg har udfoldet igjennem 20 Aars offentligt Arbejde i Skanderborg By og Omegn. Særlig talter vi ham for hans dygtige Redaktionsvirksomhed i Aarene 1876-1896 og tillige for den Energi, han har udfoldet baade i Fjor og i Aar som det forhandlende Venstres og Agrarernes Kandidat heri Kredsen ved de to afholdte Folkethingsvalg.

Idet vi beder Red. Jørgensen som Paaskjønnelse at modtage medfølgende Erindringsgave fra den store Kreds af Venner og Meningsfæller, han efterhaanden har erhvervet sig i Skanderborgkredsen, ønske vi af Hjærtet, at Hr. Jørgensen fremdeles i mange Aar maa være iblandt de virksomste til held for Frihedens Sag samt Folket og Fædrelandets Fremgang".

En udmærket Sang i jydsk Mundart af Chr. Sørensen (Thomaskjær) for Hædersgjæsten blev sungen og lønnet med begejstret Bifald, hvorefter Redaktør Jørgensen tog Ordet. Han var i høj Grad bevæget og kunde i Begyndelsen næppe faa Ordene frem for at takke. Uhret skulde minde ham om ikke at misbruge Tiden, men bruge den godt. For 20 Aar siden, da han kom til Skanderborg som ung Mand. havde hans Fader sagt de Ord til ham: "Bevar din Overbevisning. vær nøjsom og flittig". Om han havde været det sidste, maatte Folk bedømme, men han vidste, at han altid havde fulgt det første og kun fulgt sin Overbevisning. Derfor havde han faaet saa mange Fjender, som han havde; men ogsaa en saa stor Kreds af Venner. Dog havde han aldrig nogensinde befundet sig bedre end i Forhandlingspolitiken. Den var ikke den letteste at føre, idet den ikke var en saadan, der rev Masserne med sig, men den var saaledes, at den baade talte til Hjærtet og Forstanden, idet den var en Arbejdsomhedens Politik. Vi har lidt et Nederlag; men ikke af de slemme; thi heri Kredsen findes nu et kraftigt og besindigt Demokrati, over 1,000 bevidste Vælgere, der ikke vejres bort af Vinden. Et Leve for, at vort Parti næste Gang tager Kredsen (Stormende Hurraer og Leveraab for Taleren).

Efter en humoristisk Sang for Hædersgjæsten fulgte Talerne Slag i Slag. Landvæsenskommissær, Mølleejer Dam, Bodil Mølle, talte for Kvinden. Folkethingsmand og Lærer Nielsen, Jexen for en kraftig Agitation i Kredsen fra nu af til næste Valg. Leth Espensen, Godthaab, talte for de indbudte Gjæster: Landsthingsmand P. Bojsen, Redaktør, Folkethingsmand Neergaard, Bogtrykker Arnold Jørgensen. Horsens, Redaktør Sørensen jun., Silkeborg, og Folkethingsmand Kr. Jørgensen, Grumstrup. Derefter talte Chr. Sørensen, Ersholt, for "Skdb. A. Av.", P. Bojsen, Gjedved, for Sammenholdet mellem Redaktør Jørgensen og Kredsen, Fr. Christensen, Søballe, for en oplyst og velsitueret Husmands- og Arbejderstand, Redaktør Jørgensen for Kollegerne (Redaktørerne) og de fhv. Kolleger (Folkethingsmændene) samt for Vennerne i Skanderborg By. Husmand Ole P. Petersen, Mjesing, talte om den politiske Udvikling siden 1848 og takkede paa Husmændenes Vegne for Levet, medens Husmand Bechgaard fra Herschendsgave, talte for Redaktør Jørgensen som Tak for hans 20aarige Virksomhed, og Bogtrykker Arnold Jørgensen talte paa Pressens Vegne og takkede Jørgensen som en god Kollega.

De vægtigste Ord ved Bordet blev dog udtalt af Folkethingsmand Neergaard, hvorfor vi har gjemt dem til sidst:

Jeg vilde nødig, udtalte han, have undværet denne Fest, thi man mærker, at man er i en virkelig Vennekreds. De Reformerte og Socialdemokraterne siger nok, at de er Venner; men det er ikke længe siden, "Soc.-Dem." skrev, at de Reformerte havde forraadt Frihedens Sag og sveget deres Løfter til Vælgerne. Det eneste, de to Partier kan enes i, er Hadet til os. De kan enes i at slaa ned, men ikke i at skabe eller bygge op. Men jeg tror, at der indenfor det forhandlende Venstre er en Aand, der bærer os alle. Det er let nok at skabe et Partis men det store er at skabe et ensartet Parti, og dette er lykkedes ved Forhandlingspartiet. Jeg har den Overbevisning, at det forhandlende Venstre er en sund og god Repræsentation for det arbejdende Samfund i vort Land. Da det for et Par Aar siden førte an, da benyttede det allerførst sin Magt til at skabe bedre Vilkaar for det arbejdende Samfund. Det viste f. Ex. ved Gjennemførelsen af Alderdomsforsørgelsesloven og Fattigloven, at det ikke var bange for at lukke Pungen op til Fordel for de mindre bemidlede i vort Land. - Det gjælder om altid at lytte til de Krav, der lyder fra neden af. Hvis f. Ex. Gaardmændene vendte sig mod Husmændene og Arbejderne, da vilde det være det taabeligste af alt. Alle Partier vilde kun gaa til Grunde derved. De, der vil det gode, vil ikke Kamp mod de smaa, men Samarbejde til Held for Danmark.  Agrarpartiet er jo bleven udskreget som et byfjendtligt Parti; men læs dets Program, og De vil se, at det er en baade uretfærdig og usand Beskyldning. Der siges, at Agrarerne vil have Told paa Korn; men det er aldrig bleven knæsat af Agrarforeningen. Tværtimod har den udtalt sig derimod. Agrarerne vil ikke Byerne til Livs; de vil kun Ret for det arbejdende Samfund, hvortil de ogsaa selv horer, og deres Kamp bliver kun en Kamp mod Storkapitalen, mod Privilegierne og en Kamp mod dem, der arbejder for at faa Hadet til at blusse op fra neden.

Der er ingen Mening i, at den løse' Kapital heri Landet aaar fri for direkte Skat. I Kampen herimod og alle andre Privilegier maa enhver Kjøbstadmand kunne slaa Følge med Agrarerne. - Den gode Samstemning, der raader her i Dag, vidner om, at vor Dag vil komme. Det er lettere at rive ned end at bygge op, og Folk maa en Gang lære af de forhandlende, at det gjælder om at bygge op. Et Leve for et sundt og godt Reformarbejde i Fremtiden! Det er ligegyldigt, om de nuværende Partier gaar i Stykker - lad kun Partierne dø, naar blot Samarbejdet kan leve! Leve Reformarbejdet (Hurra! Neergaard leve!)

Ved Bordet blev afsunget endnu en Sang for Red. Jørgensen, forfattet af en 77 aarig Husmand i Mjesing, og oplæst to Lykønskningstelegrammer til Red. Jørgensen, et fra Beboerne i Hammel og et fra Venner i Kiøbenhavn. Desuden vedtoges det at afsende Telegrammer fra Forsamlingen til Folkethingsmændene Frede Bojsen og Folkethingsmand N. I. Larsen, det sidste for at takke Larsen for hans udmærkede Forsvar for Skanderborgvalgets Godkjendelse.

Efter Bordet spredtes Deltagerne rundt i Foreningens smukke, gamle Have, og efter en halv Times Forløb samledes alle paany i Salen omkring Punschebollerne.

Her gik det igjen løs med Taler og Sang. Redaktør Sophus Sørensen, Silkeborg, talte for Forhandlingspolitikens Sejr, Folkethingsmand Kr. Jørgensen, Grumstrup, for Agrarerne. Red. Jørgensen for Ungdommen, Slagteridireklør Lund, Skanderborg, for Jørgensen. P. Bøssen for Folkethingsmand Neergaard osv. osv.

Saavel Talerne ved Bordet som ved Punschesoldet lønnedes alle med Leveraab og Haandklap for deres Udtalelser, hvoraf man vil kunne forstaa, hvor fornøjelig Stemningen var under hele Festen Denne sluttede om Aftenen Kl. 10 ½ som sig hør og bør med fornyede Leveraab for Hædersgjæsten.

Der er ingen Tvivl om, at dette Vennemøde vil bidrage mægtigt til Sammenholdet indenfor del for det forhandlende Venstre i Skanderborgkredsen.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 26. maj 1896).