Henning Jensen 85 Aar (1838-1929). (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen.

85 Aar.

I Dag fylder den gamle Redaktør og Skribent, fhv. Præst Henning Jensen 85 Aar. Men det betyder ikke, at han har lagt op, langt fra. Han staar tværtimod midt i Dagens Strid med begge Hænder fulde af Arbejde, for Tiden med at skrive sine Erindringer i "Dagens Nyheder". Og det er fornøjelige Erindringer, for den Mand har virkelig oplevet noget.

Han var Præst (bl. a. i Pedersker), men tog sin Afsked. Han blev Folketingsmand en Tid, var Medarbejder ved "Social-Demokraten" og en Tid vist ogsaa ved Politiken". Og altid stod han midt i Dagens Strid og hedeste Kamptummel. Senere blev han Medredaktør af "København", blev moderat og Forsvarsven og Socialdemokraternes og de radikales voldsomste Angriber, men han vedblev en Aarrække at hævde et ret frisindet kirkeligt Stade, og Kirkepolitik var hans særlige Felt. Men da Witzansky gik fra Bladet "København" blev han snart uenig med Bladets nye Ledelse og efter en Snes Aars Samarbejde skilte han sine Veje fra det Blad og blev 84 Aar gammel ansat som Medarbejder ved "Dagens Nyheder". I religiøs Henseende er han i de senere Aar bleven en Del spiritistisk paavirket, men mener at kunne forene dette med sin Kristendom.

Saadan er denne mærkelige, urolige stridslystne Sjæl, saadan er Henning Jensen. Og saadan er han en særpræget og ejendommelig Personlighed i dansk Kirkeliv, i dansk Politik, i dansk Journalistik, i dansk Aandsliv i det hele. Og trods Aarenes Mangetal har han bevaret en frisk, levende og ungdommelig Stil og Fortælleform, saa hans Erindringer virkelig er fornøjelige at læse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 6. december 1923).

Avisen København bragt 1923 en længere erindringsserie af Henning Jensen: "Mellem Bønder og Borgere. Betragtninger og Erindringer fra et langt Liv".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København). Hans virke som præst, journalist og forfatter gik hurtigt i glemmebogen og satte tilsyneladende ikke de store spor efter hans død.

Henning Jensen og Gertrud Elisabeth Eleonora født Selmer. Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 12, nr. 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Børn i Storstadens Fattigkvarter. (Efterskrift til Politivennen)

Børnehaveleder, Frk. Anna Wulff fortæller.

I Modsætning til de private Børnehaver, der særlig søges af Middelstandens betalende Børn, er der ogsaa Folkebørnehaver, der tager sig af de fattigste og ulykkeligt stillede Børn i Hovedstaden.

En stor By som København rummer mange og fortvivlede Forhold, som de fattigste maa lide under, og Bolignøden har stadig gjort det værre. Naar man hører om, hvordan mangfoldige Familier lever, saa forstaar man bedre, hvor haardt der trænges til Hjælp, særlig for Børnene. Man tænke sig f. Eks. en Stueetage i andet Baghus i en 5-Etages Kaserne, hvor der selvsagt ikke kommer mange Lysstraaler. Lejligheden bestaar som oftest af eet Værelse, og i denne Lejlighed bor saa hele Familien, Far, Mor og 5-6 Børn; undertiden - under de forværrede Boligforhold - har der ogsaa været logerende. Dér er saa Børnene selvsagt udsat for alt det, som enhver god Far og Mor søger at skærme sit Barn for. I saaadanne Omgivelser kan der ikke blive Plads for rene, kønne Tanker eller for sunde Lege i frisk Luft. Dér vokser ingen Blomster mellem Brostenene, og der er ingen muntre Fugle; men der er Skarnkasser og Uhumskhed, raa Ord og al Slags Spektakel; og dér lærer Børnene alt hvad ondt og galt er.

Fra Børnehavenes første Aar.

Saa var der for en Del Aar siden et Ægtepar, Inspektør Bagger og Hustru, der prøvede paa at danne nogle smaa Folkebørnehaver, hvor de fattige Børn kunde værnes og have det godt, naar Far og Mor var paa Arbejde og Børnene overladt til sig selv. Men det hele gik kun saa smaat. Saa begyndte Krigstiden - og Bolignøden arriverede efterhaanden.

Frk. Anna Wulff, der imidlertid havde studeret Børnehavevirksomheden i Tyskland og helt ofret sig for denne Sag, kom hjem i Begyndelsen af Krigen, og den første Folkebørnehave aabnedes af hende i 1915. For at høre lidt om denne Sag, der er saa velsignelsesrig baade for Børnene og for deres Hjem, besøger vi Frøkenen, der bor ude "Bag Christianshavns Vold" i et kønt, nyt Hus, med Udsigt over Voldene og Voldgraven. Vejen dertil fører gennem Dronningensgade og Prinsessegade, der, trods de fornemme Navne og mange jævnt pæne Bygringer, dog rummer ikke saa faa Huse saa mørke og skumle og saa "forhistoriske", at man synes, Mennesker maatte gaa til Grunde derinde. Men der bor mange Mennesker og mange Børn.

- Her er De jo midt i Deres elskede Virksomhed, siger jeg til Frk. Wulff, hvis milde, blaa Øjne under det graanende Haar lyser, naar hun taler om Børnene.

Frk. Wulff om den første Begyndelse.

- Ja, siger Frøkenen, og Gud ske Lov, at Sagen begynder at gaa godt fremad. Jeg begyndte med 30 af de fattigste og elendigst stillede Børn. I Løbet af de otte Aar har vi nu faaet ca. 25 Børnehaver. I Begyndelsen kneb det med at faa Lokale; men saa henvendte vi os til nogle Præster og bad, om vi maatte benytte deres Menighedslokaler til vore Børnehaver. Det var under de ulykkelige Forhold i Krigstidens Begyndelse, hvor saa mange Mænd blev arbejdsløse, men hvor Kvinder kunde faa nok at gøre. Og mangen Mor, som aldrig var gaaet ud paa Arbejde før, maatte gøre det nu. Eller ogsaa fik hun Akkordarbejde hjem, - det var ofte værre endnu for de stakkels Mødre, for de skulde jo skynde sig med Arbejdet og maatte saa se Hjemmet forfalde og Børnene gaa for Lud og koldt Vand. I Forvejen havde jeg selv haft en privat Børnehave i 17 Aar, saa det var jo en god Forberedelse.

Jeg er ked af, at det ikke rigtig er trængt igennem i Provinsen, for jeg tror, at i de store Provinsbyer, navnlig hvor der er Industri, og hvor Mødrene maa forlade Børnene største Delen af Dagen, er der megen Trang dertil - Aalborg, Aarhus og enkelte af de andre større Byer kunde have mere Brug for disse Folkebørnehaver, tror jeg. For dér er ogsaa mange Børn, som vokser op under fortvivlede Forhold i smaa, bitte Lejligheder, hvor Børnenes Moral Absolut maa faa et Knæk.

Fra Begyndelsen tog Folkehørnehaverne sig kun af den pædagogiske Opdragelse; men efterhaanden udvidedes det hele. Børnene lærer at spise ordentligt og at spise, de kommer i frisk Luft, de hviler osv. 

Hvordan Dagen gaar.

Først faar Børnene Morgenmad naar de kommer; saa har de, efter Alder naturligvis, lettere Morgenarbejde: de tørrer Støv af, ser Potteplanter efter, vander og vasker dem, og har vi Fugle i Bur, lærer de at gøre dem i Stand. Saa vasker de Dukketøj, reder Dukkesenge, og der udvælges en lille Far og Mor, som dækker Bord og vasker op for "Børnene", - alle disse huslige Sysler interesserer dem meget. Saa er der Morgensang, og vi fortæller dem Historier og lærer dem Smaavers, - har en Mængde yndige smaa. Børnehavesanglege, som efterhaanden ogsaa faar Indpas i Skolerne; endvidere lærer de smaa, lette Haandarbejder, Lerarbejde osv.; ind mellem alt dette har de selvfølgelig Madtider, Lege og Hvile.

Naar de rigtig er optaget af et Emne, sørger vi for, at deres Tanker hele Tiden sysselsættes med det samme; alt, hvad der i den Tid læres og leges, er stemt med deri. Som nu f. Eks. i Efteraaret: vi har et Par smaa Haver her i Nærheden; Børnene har plukket Hyldebær og syltet dem, og bagefter laver de Gryder af ler; de tager Kartofler op og laver Kartoffelretter - og senere skærer de i Sølvpapir og brunt Karton en Kurv, som de klæber sammen i Facon; de sylter Græskar, som de selv har plukket, - alt dette er en stor Glæde for dem og ligesaa for Forældrene. Lærerinderne herude skifter i Dagens Løb, ellers kunde de ikke holde sig friske, for hvor søde Børn end er det virker trættende at skulle opdrage Dagen igennem.

Mange Menigheder hele Landet over staar bagved.

Dr. Kjer-Petersen har som Kommunelæge set, hvor forfærdende Forholdene i Hjemmene er, navnlig paa Vesterbro. Han har gjort et mægtigt Arbejde for Folkebørnehaverne, og det er ham, der har faaet organiseret det saa godt, at vi nu har faaet den ene Menighed børnehave efter den anden. Doktoren har, i Forbindelse med Fru Christiansen, faaet Landmenighederne - navnlig de jyske - saaledes interesserede, at de fleste københavnske Menighedsbørnehaver har en Landmenighed i Ryggen. Saaledes støttes vi af Ringkøbing, Skjern, Herning, Horsens, Silkeborg og flere andre, og denne Støtte er ganske overordentlig effektiv, fordi vi baade faar Penge og store Tøjpakker, navnlig da ved Juletid, ligesom flere af dem tager københavnske Børn ud paa Landet om Sommeren, hvad der er af ubetalelig Værdi for dem. Ikke saa underligt, at en lille Dreng sagde: "Det er dejligt at være kommen paa Ferie, for der er saadan en masende Mængde Himmel paa Landet".

Hver af disse Menigheder har saa en Repræsentant, der en Gang om Aaret kommer til København for at blive gjort bekendt med Arbejdet, for at se, hvorledes Børnene arbejder, og for at drøfte alle mulige Sager, der vedrører det hele.

Dr. Kjer-Petersen og Fru Christiansen rejser gerne paa Opfordring ud for at tale om Sagen. Børnehavelederne faar i større og større Udstrækning Anmodning om at komme ud til Provinsen og holde Foredrag, og da vi har fortrinligt Lysbilledmateriale, støtter det jo Sagen meget. At vi baade har Statstilskud og kommunal Støtte, er udmærket; men det meste skal alligevel dækkes ved private Bidrag.

Marie Kjeldskov.

(Roskilde Dagblad 29. november 1923).

Se også indslaget om folkebørnehavens 10 års jubilæum hvor Anna Wulff også omtales samt indslag om folkebørnehaverne 20. januar 1921 og fra 27. november 1926.

Anna Wulff (1874-1935) var datter af en mor der var optaget af de tyske pædagoger J. H. Pestalozzi og F. Fröbel. Børnehavelærerindeeksamen ved Fröbelstiftung i Dresden 1896-1897. I 1906 lejede hun lokaler på Karen Kjærs Skole på Nørrebro til Fröbel-Højskolen. Indtil sin død i 1935 uddannede hun der 544 pædagoger - hovedparten af 1930’ernes børnehavelærere.

I 1915 åbnede Anna Wulffs Folkebørnehave i Prinsessegade. Samtidig flyttede Fröbel-Højskolen bl.a. til Dronningensgades Skole og Christianshavns Døtreskole. Sammen med bl. a. kommunelæge R. Kjer-Petersen stiftede hun Folkebørnehaveforeningen af 1915 (senere Menighedsbørnehaverne). I modsætning til asylerne hvor uuddannet personale opbevarede og disciplinerede børnene, arbejdede folkebørnehaverne pædagogisk. Bl. a. måtte der højst være 30 børn pr. pædagog. I perioden 1915-36 blev der oprettet omkring 25 børnehaver i dette regi. 

Børnehavens familieudflugter rummede ofte op til 200 personer. Hun lejede et stykke jord på Amager Fælled og indrettede børnehavens have, hvor familierne også kunne opholde sig om søndagen. I børnehaven der lå på tredje sal, holdt man fugle, hvide mus og duer. 

Anna Wulff var medlem af det tyske Allgemeiner Kindergärtnerinnen Verein. I 1925 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund. I 1920 blev Anna Wulffs søster Bertha Wulff medforstander for seminariet. Hun havde undervist der siden 1906. I 1928 oprettede de to søstre i samarbejde med forstanderen Thora Justesen fra Saxoly den første danske fritidshjemsuddannelse på Fröbel Højskolen.

Helge Andersen (1895-1923). (Efterskrift til Politivennen).

En ung Arbejder dræbt i Gasværkshavnen.

Havnearbejder Helge Andersen, der blev et Offer for Orkanen.

I Gaar Eftermiddags,ved 4 ½ -Tiden er der ombord i Damperen "Romø" i Gasværkshavnen sket en Ulykke, der har kostet en ung Arbejder Helge Andersen, Dybbølsgade 46, Livet.

Andersen havde netop endt sit Arbejde med at losse og vilde gaa fra Borde, da en Kammerat bad ham efter, om der ikke var noget i Vejen mod Hejseværket. I det samme kom et mægtigt Orkanstød, der rev Halvtaget af er Motor paa en af Kul-Kranerne og slyngede dette ned paa Skibets Dæk.

Halvtaget ramte Andersen og slyngede ham ned i Lasten. Og da man fik ham op, var han saa frygtelig tilredt, at det stod klart for alle, at der ikke var langt tilbage.

Andersen udaandede da ogsaa, før Ambulancen naaede Kommunehospitalet.

Den afdøde Havnearbejder, der var en flink og afholdt ung Mand, blev kun 27 Aar gammel og efterlader sig en ung Hustru og en 5-aarig Søn.

Han havde - efter længere Tids Arbejdsløshed - nu fornylig faaet Arbejde hos Kampmann & Herskind.

(Aftenbladet (København) 17. november 1923)

Kullosning i Gasværkshavnen. Dampskibet i baggrunden er dampskibet ROLF (I) (1871-1902) tilhørende Dampskibsselskabet Danmark A/S, som var et af De Carlske Rederier. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Storm-Ulykke i Gasværkshavnen.

En ung Arbejder kunst mod Skibslastens Gulv.

Den stærke Storm i Fredags foranledigede en Ulykke i Gasværkshavnen. En 29-aarig Maskinist, Helge Hjalmar Andersen, mistede Livet ved at blive slynget ned i Lasten paa Damperen "Romø", der losser Kul ved Kampmann & Herskinds Plads.

Andersen var ved 4 Tiden beskæftiget paa Dækket ved Lugen. Stormen rev Overdelen af en stor Svingkran, og den tunge Indretning ramte Andersen i Ryggen og slyngede ham ud over Lugekarmen ned i den 18 Fod dybe Last.

I Faldet blev han fuldstændig knust. Hovedet var en blodig og ukendelig Masse, og de fleste Lemmer var blevet brudt. Alt Liv var straks udslukt.

Hans Kammerater alarmerede Brandvæsenets Ambulance, der kørte den dræbte til Kommunehospitalet.

Ulykken gjorde et uhyggeligt Indtryk paa alle Arbejderne, der standsede Arbejdet. Dobbelt smærteligt virkede Ulykken ved, at den dræbtes gamle Fader, der ogsaa deltog i Losningen, var Vidne til sin Søns uhyggelige Død, og han maatte bringe Ulykkesbudskabet til sin Svigerdatter og lille Sønnesøn, der bor i Dybbølsgade 46.

Politiet, der har foretaget en nøje Undersøgelse af Ulykken og dens Aarsag, kan kun fastslaa, at den er foregaaet som ovenfor meddelt, og at det altsaa er Stormen der har krævet et Offer.

(Social-Demokraten 18. november 1923)

Kranfører H. Andersens Jordefærd.

En stemningsfuld Højtidelighed.

I Gaar begravedes den 28-aarige Kranfører Henry Andersen, som i Fredags mistede Livet under sit Arbejde i Gasværkshavnen.

Jordefærden havde en gribende Karakter. I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes Afdødes Venner og Arbejdsfæller sammen med Familien, hvis Midtpunkt var den unge sørgende Hustru med sit Barn ved Haanden. Firmaet Kampman & Herskind var repræsenteret ved Direktør Kampmann og Prokurist Schmidt.

Fra Afdeling II af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund var mødt Formanden og Sekretæren Kisten var prydet med talrige signerede Kranse, fra Fagforeningen, fra Firmaet og fra mange Private.

Pastor Rlchard Thomsen, Gladsakse, holdt en dybt bevæget Tale baaret oppe af Kærlighed til Arbejdets Udøvere, der røgter deres Kald under Livsfare, skønt Lønnen ofte kun er ringe.

Koncertsanger Adolf Samuelsen sang et stemningsfuldt Farvel, og det store Følge samledes om Graven, der dækkedes af hvide Sneflokke.

Den stilfulde Jordefærd gjorde et stærkt Indtryk paa alle.

(Social-Demokraten 23. november 1923).

Frederik VII's Søn. (Efterskrift til Politivennen).

I Aftes ved Halvottetiden saa nogle Forbipasserende en ældre, stor og meget svær Mand sidde paa en Bænk ved St. Johannes Kirken i en underlig sammensunken Stilling. Da det var øjensynligt, at Manden var syg, tilkaldtes Politi og en Ambullance, i hvilken han kørtes til Kommunehospitalet, hvor han imidlertid udaandede kort efter Indlæggelsen.

Af Papirerne i hans Lommer fremgik det, at den Døde var en 65-aarig Marskandiser Jens Nielsen Bach, der boede alene i en lille Lejlighed i Læssøgade 20.

Han har ingen Slægtning her i Byen - kun en Broder ovre i Jylland.

(Aftenbladet (København) 8. november 1923).

Frederik VII's Søn død

Marskandiser Nielsen-Bach.

Forleden jordedes paa Assistens Kirkegaard i København den sidste Ætling af den oldenborgske Stamme, Marskandiser Nielsen-Bach, der var en Søn af Frederik den 7de.

Som det ses af Billedet, er der en slaaende Lighed mellem Nielsen-Bach og hans Fader.

Marskandiser Nietsen-Bach har i mange Aar haft Forretning i Kælderen Læssøesgade 20, og i det omliggende Nørrebro-Kvarter var han kendt under Navnet "Frederik den 7des Søn" - ikke som en Original, men som virkelig Søn af "Frederik Folkekær",

Ældre Folk paa Nørrebro, der har levet paa samme Tid og kendt Frederik den 7de, fortæller, at "Nielsen Bach var Kongen op ad Dage". Hans hele Legemsbygning og Maade at være paa var som Frederik den 7des.

Og Marskandiser Nielsen-Bach lagde ikke Skjul paa, at han virkelig var en Kongesøn. Den, der fulgte med den gamle Marskandiser ned Kælderen og ind i Privatlejligheden, fik hurtigt Beviser paa, at han følte sig som Kongesønnen, den sidste Ætling af den oldenborgske Stamme 

Paa den ene Væg hang to meget store Billeder af Frederik den 7de og Grevinde Danner, og mellem Billederne fandtes indrammet: Gud velsigne vort Hjem.

Marskandiser Nielsen-Bach pegede paa Kongens Billede og sagde til den indtrædende:

- Ja, det er min Fader, og Grevinde Danner, som De ser der, var i Virkeligheden min Stedmoder. Det lyder naturligvis mærkeligt at høre, at jeg er en Kongesøn, og Folk trækker paa Smilebaandet naar jeg fortæller det; men sandt er det alligevel. Jeg kan endda bevise det! - og saa fortalte han videre:

- Ser De. En Gang var Frederik den 7de i Kantonnement paa Fyn, og her lærte han min Moder, der var fynsk Bondepige, at kende, og Frugten af dette Bekendtskab blev mig. Mærkeligt nok fik min Fader kun dette ene Barn, skønt han var to Gange gift. Min Moder har ofte talt med mig om min Fader, og fra lille Dreng blev jeg paa Egnen kaldt for Frederik den 7des Søn. Men heller ikke Kongen lagde Skjul paa, at han var Fader til mig, hvad han har givet min Moder Beviser paa, og disse Beviser er jeg i Besiddelse af. 

Og det kunde hænde, at før den Fremmede forlod Marskandiser Nielsen-Bachs lille Kælderstue, da havde denne lagt Beviserne paa Bordet - Frederik den 7des egne Breve til den fynske Bondepige. Den sidste Kongesøn af den oldenborgske Slægt - han, der i lige Linie nedstammede fra Kong Kristian den 1ste - naaede aldrig at komme paa Danmarks Trone; men Tusinder af Mennesker har dog set Slægtsligheden, thi i mange Aar havde denne Kongesøn Plads foran et Biografteater, hvor han stadig hen vendte sig til Folket og med kongelig Røst udraabte: "De kommer straks ind! De kommer ind med det samme!" .

Marskandiser og Udraaber ved et Biografteater - det blev Kongesønnens Lod. I Stedet for i Roskilde Domkirke har hans jordiske Levninger nu faaet en Plads paa Assistens Kirkegaard - men paa hans Gravsten kommer næppe til at slaa: "Her hviler Kong Frederik VII's Søn, Marskandiser Nielsen-Bach".

(Social-Demokraten, 27. november 1923).

Kirstine Bonnevie. (Efterskrift til Politivennen)

Norsk kvindelig Dr. phil.

Frøken Kirstine Bonnevie har for nylig forsvaret sin Doktorafhandling, "Undersøgelser over Kimceller", ved Christianias Universitet.

Frøken Bonnevie er Datter af afdøde Direktør Bonnevie; hun tog Artium i 1892 og begyndte straks efter anden Eksamen med videnskabeligt Arbejde, idet hun blev udset til at undersøge det Materiale, som var bragt Universitetet fra Professor Sars' Nordhavsekspedition. I 1900 blev hun ansat som Konservator ved det zoologiske Museum og har siden holdt stadige Forelæsninger for de Studerende. Frøken Bonnevie er en usædvanlig kundskabsrig og arbejdsdygtig Dame. Da hun netop havde begyndt sin videnskabelige Bane, sagde en af Professorerne om hende: "Frøken Bonnevie har kun en Fejl, nemlig at hun er en Dame, thi da kan Universitetet ikke faa udnyttet hende nok". Men nu har Tiden jævnet Vejen for Damerne, saa at der ikke længere er noget i Vejen for, at Universitetet kan knytte en saadan kvindelig Dygtighed til sig. Og Frøken Bonnevie har Sommer efter Sommer klædt sig i Sydvest og Olieklæder og har skrabet Havbunden langs Norges Kyster for at bringe Universitetet de forunderligste Dyr.

Hun har flere Gange studeret sit Fag i Udlandet og rejser nu til Efteraaret paa Stipendierejse til Amerikas Universiteter.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 12. juli 1906).

Kirstine Bonnevie (1872-1948) var det første kvindelige medlem af Videnskabsselskabet i Christinia (1911).

En Kvinde som Professor

Kirstine Bonnevie.

Kristiania, 4. Juli.

Konservator ved Universitetets zoologiske Laboratorium, Dr. phil. Kirstine Bonnevie er i Statsraadet i Dag bleven udnævnt til Professor i Zoologi.

- - -

Norges første kvindelige Professor er knap 40 Aar gammel og har en smuk Løbebane bag sig. Hun er Student fra 1892 og Dr. phil fra 1906.

I det politiske Liv er hun en ivrig Deltager, idet hun er en af det frisindede Venstres dygtigste Agitatorer.

(Kolding Folkeblad, 5. juli 1912).

Den 9. februar 1912 vedtog det norske parlament "Lex Bonnevie" som gav kvinder samme ret som mænd til at få stillinger ved norske universiteter. Bonnevie blev den første kvindelige professor i Norge, først som ekstraordinær, senere som "rigtig" professor. Hun var ved Det Kongelige Frederik Universitet 1912-1937

Kirstine Bonnevie blev i december 1916 valgt ind på de Frisindedes Liste ved valget til kommunalbestyrelsen i Kristiania (Oslo).

I 1916 etablerede Bonnevie Institutt for Arvelighetsforskning som var et modstykke til Den konsultative norske komite for rasehygiejne, grundlagt 1908 af John Alfred Mjøen (1860-1939). Overfor denne fremhævede hun den allerstørste forsigtighed med racehygiejniske indgreb. Hun mente at naturen frembragte den størst mulige genetiske variation hvilket var en fordel for menneskeheden og samfundet. Endvidere mente hun at rendyrkning af racer var et alvorligt skridt mod naturen. 

"Racehygiejne og Arvelighedsforskning"

"Studentersamfundet" i Aftes.

Ved "Studentersamfundets" Møde i Gaar talte den norske kvindelige Professor i Arvelighedslære, Kirstine Bonnevie, om "Racehygiejne set i Arvelighedsforskningens Lys", Foredraget, der havde samlet en talrig Tilhørerskare, ledsagedes af en Række interessante Lysbilleder.

- Betragter vi Nutidens Samfund, udtalte Frk. Bonnevie bl.a. finder vi, at en stor Del a! Samfundets Individer er svage og sygelige og maa tage Tilflugt til Støtte af Staten. I Dyreverdenen findes intet tilsvarende, vi træffer der ingen Individer, der ikke ved egen Hjælp er i Stand til at leve Livet. Det er da en nærliggende Tanke at undersøge, hvorledes Dyreverdenen saa at sige renser Racen for de mindre levedygtige Individer og om muligt at drage Lære og Nytte deraf for Menneskeslægten. Det gælder om at praktisere en saakaldt Racehygiejne.

Den positive Side af denne Hygiejne bestaar i en ligefrem Udvælgelse af de mest egnede Individer til at forplante Slægten, medens den negative Racehygiejne basere paa Indgreb i visse Individers Ret til at sætte Børn i Verden. 

I flere amerikanske Stater eksisterer saaledes Love, der forbyder særligt belastede Individer - Alkoholister, aandssvage osv. - at indgaa Ægteskab.

Endnu er vor Videnskab kun ung, og det er vanskeligt at tage afgjort Stilling til Spørgsmaal, der kun har været Genstand for videnskabelig Undersøgelse en forholdsvis kort Aarrække. Jeg er dog en afgjort Modstander af den positive Racehygiejne.

Hvem tør vel opkaste sig selv til Dommer og sige, den og den forplante sig, den og den ikke? Skal vi gøre noget af racehygiejnisk Betydning for Slægten, maa vi bedre de Vilkaar, hvorunder Menneskene lever. Vi opnaar et virkeligt Resultat, naar de bestaaende sociale Forhold forbedres.

Det, interessante Foredrag lønnedes med levende Bifald. Sidenhen var der Diskussion, hvori deltog bl. a, Arvelighedsforskeren, Politilæge Søren Hansen og prof. Oluf Thomsen.

(Social-Demokraten, 4. november 1923).

Bonnevie var antinazist og hjalp med at få jøder til Sverige under 2. Verdenskrig.