Københavns Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 På hundekirkegården.

Mellem Garnisons Kirkegård og Østerbros Alle strækker sig en lang strimmel jord, som ejes af en gammel gartner. Størstedelen af dette areal er udstykket i små pyntelige kolonihaver; en mindre del er optaget af væksthuse, og mellem disse og haverne ligger Københavns hundekirkegård.

Række ved række ligger alle de små, velholdte grave, nogle omgivet af en lav buksbomhæk, andre indhegnede af et fletværk, dannet af smidige kviste, og atter andre dækkede af en oval stenramme, inden for hvilken der er plantet lave blomsterbuske, røde og hvide bellis, stedmoderblomster osv. På de fleste af disse grave er stadig henlagt friske blomster der i forening med inskriptionerne på de små hvide marmortavler vidner om at de firbenede venner, som her har fundet deres sidste hvilested, ikke er glemt

Overalt ser man hundens hovedegenskab fremhævet: dens trofasthed. På en enkelt sten står kun: "En trofast hund" ; ellers angives stedse dyrets navn: "Tak for din trofasthed, lille Bob", "Farvel, trofaste lille "Hille!" osv. Enkelte steder ser man længere inskriptioner som fx: "Den første til at byde velkommen" eller "A. V. Petersens eneste ven Trofast, der sørgede sig ihjel under sin herres sygdom." 

Medens vi vandrer rundt blandt disse grave, der vidner om så megen rørende kærlighed og dyrevenlighed, støder vi på en midaldrende mand der er i færd med at strø hvide blomster ud over en efeupyntet grav.

"De synes vist det er underligt vi gør så megen stads af vore døde hunde", siger han smilende og ser op.

"Åh nej, hvor det?"

"Jo, der er mange mennesker, der ikke forstår det. Men De har måske selv haft hund en gang?"

"Ja"

"Ja, så ved De nok at det er de bedste væsener, Vorherre har skabt. Som nu min lille hund, der ligger her. I mange år har den været min bedste og mest hengivne Ven, altid lige god og trofast og kærlig. Aldrig ved jeg at den nogensinde har gjort noget ondt, men ved utallige lejligheder har den vist, at den holdt af mig og var taknemlig for hver lille velgerning. Tror De noget menneske kunne være således?"

"Åh nej, måske ikke."

"De kender vist den gamle historie om en hund, som lagde sig på sin herres grav og nægtede at tage føde til sig og døde af sult ?"

"Ja, naturligvis".

"Men De tror vist ikke rigtig på den?"

"Åh jo, hvorfor ikke?"

"Jo, for jeg kan fortælle Dem. at noget lignende for ganske kort tid siden er passeret i Stockholm. Det var en gammel dame, der var død. Hunden veg ikke fra den døde, og da hun blev lagt i kisten, holdt den trofast vagt ved den indtil begravelsesdagen. Så fulgte den med til kirkegården, og siden veg den ikke fra graven. Nogle medlidende mennesker bragte mad ud til den, og når sulten nagede den stærkt, spiste den. Men en dag fandt man den alligevel død af sult. Og det blev senere oplyst, at nogle vagabonder i flere dage havde stjålet maden. Og den historie er sand, for jeg har den fra en familie derovre".

Han stirrede et øjeblik tavs på den hvide marmorplade, på hvilken kælenavnet "Lillemi" læstes i gylden skrift. Så fortsatte han:

"Så hengiven kunne dog intet menneske være. Man skulle næsten tro at sådan en lille hund havde en instinktmæssig forudfølelse af at den engang skulle gense den døde, - i en verden, hvor der bliver set mere på de indre egenskaber end på de ydre. Og hvorfor skulle det ikke også være tilfældet? Står der ikke skrevet at der falder ikke en spurv til jorden uden at det er Guds vilje? Må man da ikke tro at han har samme omsorg for alle sine skabninger, og ville det ikke være uforenelig med vore begreber om den evige retfærdighed, om menneskets bedste venner, der kan tænke og føle, glæde sig og lide ganske som vi andre, og som tilmed er bedre end de fleste af os, om de skulle være udelukkede fra den bedre verden, hvori vi alle engang håber at havne? Jeg vil i alt fald aldrig opgive håbet om at gense den kære skabning, der nu sover sin sidste søvn dernede!"

Vi passiarede endnu en stund om det samme emne. Den varmhjertede dyreven havde mange træffende eksempler at fremdrage om hundens klogskab, trofasthed, vagtsomhed, sporsans, hengivenhed osv. Og alt som han talte, kom herrer og damer, voksne og børn og puslede om de pyntelige hundegrave, vandede og plantede og bragte små duftende buketter. Der er vel nok dem som kunne trække på smilebåndet ad denne omhu for dyrenes sidste hvilested, måske endog tage forargelse deraf, - os forekom det som et smukt vidnesbyrd om, at der dog også findes mennesker som er trofaste i mindet. 

Ami.

(Vejle Amts Folkeblad, 31. juli 1902)

Musikdirektør Joachim Andersens hund er død og blevet begravet på hundekirkegården.

Der eksisterer nemlig her i byen en hundekirkegård. Det er et stykke af gartnerhaven der støder op til Garnisons Kirkegård, og som dens entreprenante ejer har indrettet til en begravelsesplads hvor folk kan løbe gravsted til "Delle".

Hvis man går derind, vil man se små marmortavler på hvilke den døde hunds navn står med smukke guldbogstaver. Der er ikke noget at sige dertil. Man kan godt uden at være hysterisk have sin firbenede ven så kær at det føles som en trøst i sorgen over at miste den at begrave den pænt og sætte et par mindeord på dens grav.

Den fortjener det stundom bedre end mangen samfundsstøttte på hvis grav en prægtig marmorsøjle knejser.

Nuvel! Hr. og fru Joachim Andersen der ingen børn har, holdt selvfølgelig meget af deres lille hund som man hver dag om sommeren kunne se følge sin herre gennem Tivoli til koncertsalen. Det er derfor rimeligt at de lader den begrave pænt. I hvert fald bliver det deres egen sag.

Men det forekommer mig at det grænser op til det latterlige og urimelige når man læser i en avis at Koncertsalens musikere sender en palmedekoration til hundens kiste.

En palmedekoration!

Det er ikke ethvert menneske som får palmer på sin kiste når han er død. Jeg har set kister blive sænket i jorden uden en eneste blomst på . Det har ganske vist været fattigvæsenskister, men også et fattiglem er jo, som bekendt et menneske.

Men til en hund sender d'herrer musici en palmedekoration.

Nu ja! Enhver har jo lov til at bruge sine penge til hvad han vil, og palmedekorationer skal være Pitz - således hed hunden - velundt.

Men det kan ikke ved en sådan lejlighed undgå at falde en i øjnene at det er en mærkelig verden hvor man lægger palmedekorationer på en hunds grav og putter mennesker ned uden at ofre så meget som en fattig levkøj eller asters på deres kiste.

Khan.

(Folkets Avis - København, 1. februar 1904).

Sylvia Pio gift med Grev Knuth. (Efterskrift til Politivennen)

Sylvia Pio (1876 eller 1878 - 1932) var datter af Louis Pio (1841-1894) og Augusta Jørgensen. Sylvia fødselsdato er omstridt. På hendes gravsted står 1878 - hvilket hun også selv til sin død hævdede. Dette er en del af indslag om Sylvia Pio, se samtlige indslag.

Sylvia Mizpah Poulsen (1878/6-1932). Fotograf John Friis. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

En artikel i Politiken 28. februar 2005 skrev:

"Hvad Augusta Jørgensen angik, så fik hun en datter, Sylvia, i november 1876. Der blev indført i kirkebogen, at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Det er sandsynligt, at det var rigtigt. Pio slap ud af fængslet i 1875. Dog hævdede Sylvia selv som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. Det kan hun have gjort for at gøre sig selv to år yngre, men det kan måske også skyldes, at Pios faderskab ikke skulle kunne drages i tvivl."

I Chicago voksede hun op i fattige kår. 

Louis Pio. Fotograf Wilhelm Adolph Schulenburg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pios datter.

Afdøde Louis Pios eneste datter frøken Sylvia Pio, ligger for tiden syg af blindtarmsbetændelse i Chicago. Den unge dame der er meget afholdt mellem sine landsmænd, er i disse dage ifølge "Pol" blevet underkastet en livsfarlig operation.

(Fyns Social-Demokrat, 7. januar 1902)

Racine, Wis. d. 20. juli 1902

Miss Sylvia II. Pio, som har været ansat i civiltjenesteafdelingen på Chicago Rådhus i flere år som bogholder og som er datter af den afdøde danske socialistleder Louis Pio, er ifølge Chicago Tribune afrejst til Danmark for at holde bryllup med grev Knuth til Knuthenborg og Bandholmsgård på Lolland. Greven var forrige år på en rejse jorden rundt og gjorde bekendtskab med miss Pio i Miami, Florida. - Fra anden side oplyses at miss Pio kun er på feriebesøg hos sin onkel, oberstløjtnant Pio i Danmark, og at hun vil være tilbage på sin post på Chicago Rådhus inden sommerens udløb.

(Østsjællands Avis (Køge), 8. august 1902).

Louis Pios datter gift med lensgreve Knuth.

Fra London er nået en meddelelse hertil som er egnet til at vække den største opsigt. Den går ud på intet mindre end at datteren af det danske socialdemokratis førte fører, den af autoriteterne så stærkt forfulgt Louis Pio, i mandags i London er blevet viet til lensgreve Knuth til Knuthenborg.

Meddelelsen bekræftes fra forskellige sider. På Knuthenborg venter man de nygifte hjem i dag og alle forberedelser til modtagelsen er gjort. Tjenerskabet som afskedigedes efter lensgrevens korte ophold på Knuthenborg sammen med sin forlovede, er atter sammenkaldt og indtrådt i deres tjeneste.

Grev Knuth har tilbragt de seneste år på rejser i udlandet. Under et ophold i Amerika gjorde han Sylvia Pios bekendtskab og resjultatet var at de blev forlovede.

Fra alle grevens slægtninge er der selvfølgelig gjort alt for at for at hindre mesalliancen. Man troede det var lykkedes at fremkalde et brud mellem de forlovede i foråret og man tog grevens hastige opbrud fra Knuthenborg som et tegn herpå. Skønt forberedt kommer meddelelsen om ægteskabet dog derfor ikke desto mindre overraskende.

-  -  -  -

I formiddags indløb et Ritzau-telegram der yderligere bekræfter at vielsen har fundet sted.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 10. juli 1902).

Miss Sylva Pio og grev Knuth-Knuthenborg.

Da den ultraradikale socialdemokrat Louis Pio i 1894 afgik ved døden i Chicago, efterlod han sig hustru og datter i små kår. Fru Pio fik en ansættelse i et af bykontorerne, og her lykkedes det også senere hendes datter at få plads. Den smukke, unge dame, der har arvet sin faders indtagende væsen, blev for nogen tid siden forlovet med en dansk adelsmand, grev Knuth-Knuthenborg, som i øvrigt er os ubekendt. Chicagobladene bringer i disse dage artikler om de nyforlovede og billeder af bruden. Politiken gengiver et billede af Chicago Chronicle og ligeså den efterfølgende tekst, hvori en dansk læser foruden pudsige misforståelser vil se en prøve på de amerikanske blades naive opfattelse af et europæiske hof. Artiklen lyder :

"Springet fra en pult i bykontoret i Chikago til en hæderfuld plads ved kong Christians hof i Danmark ligger langt udenfor en almindelig Chicago-piges indbildningskraft. Men frøken Sylvia Pio vil nu gøre dette spring.

Den unge dame er i øjeblikket på vej til sit fødeland, hvor hun vil ægte grev Knuth Knuthenborg, Brandholm, Lolland. Grev Knuth tilhører en af de mægtigste og berømteste familier i Danmark.

Louis Pio, faderen til denne lykkelige unge dame, blev for mange år siden forvist fra sit fødeland. Ved sin forvisning stod han endnu i sin ungdoms fulde kraft. Var hans ideer den gang trængt igennem, havde han nu været Danmarks konseilspræsident.

For det er Pios ideer, der omsider er blevet rådende i Danmark. Hans datter vil vende tilbage og forlange sin plads ved hoffet, og det vil ske ved hendes ægteskab ind i en af de familier, der drev hendes fader i landflygtighed.

En så forunderlig skæbne skyldes den ydre omstændighed, at hun sidste januar på Palm Beach Hotel, i Miami, Florida, mødte grev Knuth, som befandt sig på en rejse rundt om jorden. Der blev holdt et bal, og den unge dame anede ikke, at den fremmede, hun dansede med, nedstammede fra en af de familier, der efter at have grebet ind i hendes faders skæbne nu skulle gribe ind i hendes egen.

Det flygtige bekendtskab blev snart til venskab, og da grev Knuth erfarede, at frøken Pio var hans landsmandinde og da han erindrede hendes faders tragiske historie, blev venskabet til en langt alvorligere følelser. Den unge adelsmand følte en oprigtig kærlighed vågne til frk. Pio. Han sagde hende det, og han tilbød hende ægteskab og al den oprejsning, hun ønskede ved kong Christians hof.

Frøken Pio gengældte grevens kærlighed, men først ville hun tale med sin moder. Hun vendte da tilbage til sit hjem i West-Congress Street 1883 i Chicago Senere kom grev Knuth inkognito til Chicago, hvor han traf fru Pio. Hun samtykkede i forbindelsen, men forinden forlovelsen fejredes, måtte den unge adelsmand erhverve det fornødne samtykke af det danske hof.

Svaret, som indtraf for en måned siden, var en billigelse af hans forsæt. Samtidigt medfulgte en indbydelse fra hoffet til frøken Pio. Hun afrejste sidste uge og vil indtræffe til Danmark noget før grev Knuth, som herfra fortsætter sin rejse rundt om jorden. Han har dog nu forladt Australien og er på vejen hjem, hvor han vil gense sin Chicago-brud og bøde på den uret, hans hjemland begik mod hendes fader.

Grev Knuth, der er 25 år gammel, blev i 14-års alderen sendt til en skole i England, hvor han levede, indtil han for få år siden vendte tilbage til Danmark og indtog den stilling, han i kraft af sin fødsel var berettiget til at indtage. Frk. Sylvia er 24 år gammel. I Chicago har hun længe været anset som en enestående type på nordisk skønhed".

Således lyder Chicago Chronicles beretning, for hvilken den fraværende grev Knuth selvfølgelig ikke har det mindste ansvar. Den er skrevet ud fra det sædvanlige amerikanske synspunkt at en konge i Europa er en slags alderman i sit sogn.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. juli 1902)

Frøken Sylvia Pio fra Chicago er ifølge Nykøbing Dagblad i disse dage gæst på Oreby Slot hos baronesse Rosenørn, født Knuth Knuthenborg.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 7. august 1902)

A despatch from Chicago says Sylvia Pio, who has been an employee in the civil service department at the City Hall in Chicago, has started for Denmark, her native land, where she is to marry Count Knuth Burg, a member of one of the most illustrious and wealthy families of the country. Miss Pio met Count Knuth Burg, who was travelling around the world, at Miamo, Fla., last January. Later the Count came to Chicago and obtained the consent of Mrs. Pio, the mother, to marry her daughter. The approval of the leaders at the Danish court was nexxt sought. Their answer, received a month ago, was an acceptance to Miss Pio to come immediately to the Scandinavian court.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 13. august 1902).

Sylvia var gift juli 1903-1912 med lensgreve og godsejer Eggert Christopher Knuth. De fik 2 børn. På Knuthenborg på Lolland levede hun som lensgrevinde. Men ægteskabet med grev Knuth gik ikke. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Oda Nielsen 1851-1936. 6/9: Afsked fra Det kongelige Teater (1902). (Efterskrift til Politivennen)

Oda Nielsen fik efter eget ønske i 1902 afsked med pension. 

Fru Oda Nielsen forlader det kgl. Teater.

Kasino?

Fru Oda Nielsen, som for nogen Tid siden til Kultusministeriet indgav sin Begæring om Afsked fra det kgl. Teater, har i Forgaars faaet denne bevilget - endda med fuld Pension.

Det vil med andre Ord sige, at Fru Oda Nielsen, som altsaa ikke har taget, men faaet sin Afsked fta Teatret, nu staar fuldkommen frit og uafhængig med Ret til at optræde paa hvilken som helst anden Scene i København og til ovenikøbet at hæve ca. 2700 Kr. om Aaret paa det kgl. Teaters Budget.

Og at Fru Oda Nielsen vil benytte sig af denne Ret til at optræde, hvor hun har Lyst, ligger i selve hendes Afskedsbegæring, som netop var motiveret ved. at det kgl. Teater ingen Opgaver bød hende for hendes Kunst og Energi.

Deri havde Fruen fuldkommen Ret. Hun var i de senere Aar saa godt som skudt ud af Repertoiret, fik i hvert Fald ingen Roller af Betydning eller af den moderne Art, hvori hendes særegne Evner kunde udfolde sig. At denne Tilværelse halvt bag Kulisserne i Længden var uudholdelig for hendes Virkekraft, kan ikke undre nogen, og ligesaa lidt kan det forundre, at hun under disse Omstændigheder tager mod sin Afsked, naar Teatret giver hende fuld Pension.

Derimod kommer den Flothed, som Kultusministeriet i disse sparsommelige Tider udviser overfor Fruen, unægtelig højst overraskende. Ministeriet var paa det rette med, at Fru Oda Nielsen vilde forlade det kgl. Teater for at anvende sine Evner andet Steds, hvor hun kunde tjene den flerdobbelte Gage - og Pensionen med. Ikke desto mindre bevilger man hende baade Afsked og Pension. Det er meget galant af Hr. J. C. Christensen men det stemmer unægtelig ikke med de Betragtninger, han i sin Tid gjorde gældende i Folkethinget angaaende det kgl. Teaters Underskud - og heller ikke med de Forventninger om Økonomi som f. Eks. "Politiken" stillede til ham i Fjor Efteraar, da den skrev:

"Teatrets Forhold vil vel nu snart blive optagne til alvorlig Drøftelse. Folkethinget har Aar efter Aar krævet Ligevægt i Budgettet Højreregeringer. Selvfølgelig Thinget give den nuværende Kultusminister (Hr. Christensen) en rimelig Respit, han kom til Roret to Maaneder, inden Sæsonen skulde begynde, og han maatte nødtvungen lade Teatret i indeværende Sæson beholde sin kunstnerisk og administrative lige slette Bestyrelse. Men naar Sæsonen er ude, er vel ogsaa Spillet ude. Hr. J. C. Christensen, der i saa mange Aar som Ordfører maatte finde sig i, at Regeringen sad Folkethingets Bud overhørig, er nu i den gunstige Stilling, at han selv kan byde og derigennem gennemføre Folkethingets Vilje (om Ligevægt i Budgettet)."

Hr. Christensens første "Reform" af det kgl. Teaters Budget bestaar i en - Forøgelse af Underskudet, der allerede nu er 1000 kr. for hver Spilleaften. 

Sagen stiller sig jo nemlig simpelthen saaledes, at det kgl. Teater nu for Fremtiden betaler Fru Oda Nielsen 2700 Kr. om Aaret - for at konkurrere med selve det kgl. Teater! Man forøger ikke blot Underskudet med disse sikre 2700 Kr. - men maaske med flere Tusinder foruden. Det er just ikke økonomisk handlet af Hr. J. C. Christensen.

Givet er det under alle Omstændigheder, at det kgl. Teater vil lide ved Fru Oda Nielsens Bortgang, som jo utvivlsomt betyder hendes Genoptræden paa en anden Scene. Rimeligvis bliver det paa Kasino, hvor hun fornylig vandt en saa afgjort Sejr ved sin Fremstilling af Odette. Det var ikke en Afglans af Ungdommens Triumfer, det tværtimod et Vidnesbyrd om usvækket Kunst, der med Aarene er bleven rigere og dybere i sin dæmpede Klarhed. Fru Oda Nielsen ikke blot den fejrede Operette-Primadonna, hun er en meget erfaren og overlegen Kunstnerinde, som fuldt vel magter de store Opgaver i moderne Skuespil, og af hvem man maaske netop nu kan vente sig noget endnu Betydeligere end før.

Publikum har ingen Grund til at være misfornøjet ved Udsigten til en ny Oda Nielsen-Æra paa Kasino. Tværtimod. Men at det kgl. Teater giver Penge til for at skabe sig en ny Konkurrence og et forøget Understud - det er ganske vist et besynderligt Udslag af det ny Systems Økonomi.

(Social-Demokraten 31. maj 1902).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Oda Nielsen. Nitouche. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek.

I stedet koncentrerede hun sig om at deltage i mandens mislykkede overtagelse af Casino. Tiden var ikke til Bøghs vaudeviller og fransk salonkomedie. 

Fru Oda Nielsens Afskedigelse.

Den sande Grund og den foregivne. Fremtidsplaner.

Fru Oda Nielsen blev i Forgaars efter Tilsigelse modtaget i Audiens hos hans Majestæt Kongen, som ønskede af hendes egen Mund at høre Grunden til, at hun havde faaet sin Afsked fra det kgl. Theater, og som derefter underskrev denne.

Den sande Grund er som bekjendt den, at Theatret i flere Aar ikke har formaaet at give Fru Oda Nielsens meget vidtrækkende og alsidige Talent en eneste nævneværdig Opgave. Den foregivne Grund er den, at "hun passer ikke i Ensemblet". Disse Ord, som allerede har faaet et let komiik Anstrøg - for at udtrykke det mildt - tillægges med Urette det kgl. Theaters Chef, Grev Danneskjold-Samsøe; det skal ikke være ham, men Professor Bloch, som har brugt dem, og man har saa grebet dem som et Paaskud til at blive den virkelystne Skuespillerinde kvit. Morsomt nok skrev Emilie Augier, da Sarah Bernhardt, Fru Oda Nielsens store Forbillede, for mange Aar siden tog sin Afsked fra Théatre francais, hvor hun var bleven forurettet, omtrent de samme Ord: "hun ødelagde Ensemblet". Det lader saaledes til, at de Skuespillerinder, Publikum helst seer, ikke let lader sig passe ind i noget Slags Ensemble. I det nærværende Tilfælde synes det nærmest at være beklageligt - for Ensemblet. For sytten Aar siden, da Fru Oda Nielsen blev ansat ved det kgl. Theater, havde det været meget kjedeligt for hende, om hun havde faaet en Afsked med samme Begrundede. Theatret havde den Gang en at sine bedste Perioder: Emil og Olaf Poulsen, Fru Hennings og Fru Eckardt, Peter Schram og Fru Phister stod endnu i deres fulde Kraft. I det Ensemble gled Fru Oda Nielsen ind, og Ingen talte om, at hun ikke passede i det. Naar det første Stykke, hvori hun optraadte, "Syvsoverdag", behagede saa meget, skyldtes det ikke mindst hendes Spil, og naar hun siden hen fik cn virkelig Opgave, interesserede hun altid Side om Side med de Bedste. Men det blev efterhaandcn System kun at give hende de Roller, som for hende kun kunde blive "Theatertjeneste".

Omsider blev hun kjed af Uvirksomheden og begyndte at klage til Direktionen. Hun havde ikke Lyst til at blive i den levende Begravelse, hvori hun var. og vilde frem. Direktionen lovede hende Roller, tilsidst endogsaa bestemte Roller, men hun fik dem ikke, og hun dannede sig saa selv udenfor Theatret et lille Virkeomraade ved at optræde velvilligst en Mængde Steder med sine Smaasange. Da hun paany mindede Direktionen om sin Tilværelse, bebrejdede man hende, at "hun brød sig selv Veje, som ikke var Theatrets".

Den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over, og som fik hende til at anmode om sin Afsked, var, at Baronesse d'Anges Rolle i Dumas' "Blandet Selskab", som udtrykkelig var bleven hende lovet, blev given til en Anden.

Efter det indsaa hun, at der ikke mere vilde blive Brug for hende paa Theatret, og gik til Direktør Einar Christiansen for at bede om at saa sin Afsked - ikke for at tage den, da hun derved vilde miste sin Pension. Direktionen skal ved den paagjældende Lejlighed bare beklaget, at man ikke havde fundet rigere Anvendelse for hendes Evner, og have ytret, at det beroede paa Instruktørerne, som i første Række bestemte Rollebesætningerne, og som fandt, "at hun ikke passede i Ensemblet".

Efter sin indstændige Anmodning blev hun saa indstillet til Afsked af Theatret, og efter at denne Indstilling har været behandlet af Kultus- og Finansministeren, har Fru Oda Nielsen altsaa nu faaet sin Afsked i Naade og med fuld Pension samt Ret til at optræde, hvor som helst og naarsomhelst hun vil. Og da man veed, at hun baade kan komme til at virke her i Kiøbenhavn, og at hun vil det, er det indlysende, at det kgl. Theater derved har skabt sig selv en Konkurrence, der ikke behøver at blive ganske betydningsløs. Samtidig tager Theatret - er det maaske ved et Tilfælde? - netop de Stykker op, hvori man havde lovet Fru Oda Nielsen Roller: "Gjengangere" og "Rosmersholm", og de, hvori hun havde Roller, som hun satte Pris paa: "Syvsoverdag" og "Recensenten og Dyret". Det er altsaa ikke Stykkerne, hvori hun ønskede at spille, som ikke passede ind i Repertoiret - det er blot hende selv, som ikke passer i Ensemblet.

Om Fru Oda Nielsens Fremtidsplaner foreligger endnu intet afgjort - undtagen det, at hun vil blive og virke her i Byen og ikke, som et Forlydende har villet vide, lade sig knytte for en Sæson eller to til Kristiania. Man gjætter vistnok ikke meget fejl ved at passe hende ind i det dobbelte Ensemble paa Dagmartheatret og Kasino - efter at hun har giæstet Folkethcatrct, hvor Emma Gads nye Stykke "Gadens Børn" vel bliver en af hendes Opgaver.

Forhaabentlig vil den yndede Kunstnerinde det ene eller det andet af disse Stedet forstaa at skabe sig selv sit rette Ensemble.

H. F.

(Dagens Nyheder 3. september 1902).

Kasino

Fru Oda Nielsen i "Odette".

Fru Oda Nielsens Tilbagevenden til den Scene, der saa hendes første Triumfer, blev i Søndags af et feststemt Publikum fejret med Blomster og Bifaldsjubel. Indtoget fandt Sted i den samme Rolle - Sardous Odette - som Fruen spillede ved en Privatforestilling i Foraaret. Hendes Udførelse af den omtaltes den Gang indgaaende her i Bladet, og der er selvfølgelig ikke mindre Grund nu end da til at beundre den Kunst, hvormed hun forvandler Rollens ligegyldige og tomttaslende Spillepenge til ædelt klingende Metal.

Dct maa beundres saa meget mere, som "Odette" jo unægtelig tilhører en Afart af Stykker, der i vore Dage er stemt falmet. Det nytter ikke, at de Aarstal, der nævnes i Stykket, er ført ned til Nutiden; den Luft, der omgiver Personerne, er hengemt Teaterluft. Hvis det var Mennesker, Sardou havde skildret, gjorde Tiden selvfølgelig hverken fra eller til, men "Odette" er bygget over en Facon, der uhjælpeligt er gaaet af Mode. Stykkets fornemme Dagdriververden, hvor Millionerne ruller for godt Køb - hvor der hverken tænkes eller handles - hvor der hersker de mest bornerte Æresbegreber - og hvor Tonen er en forloren Aandrighed eller en flov Sentimentalitet - denne Verden, taget alvorligt af Forfatteren, maa nødvendigvis forekomme os usigelig tom. Og nu selve Odettes Rolle. Den bestaar kun af tre store Scener. I den første af disse Scener er hun den utro Hustru, der om Natten overraskes af sin Mand og jages bort fra Hjem og Barn; i den anden er hun en fortvivlet Æventyrerske, der efter 15 Aars Forløb genser Manden, hvis Navn hun paa Trods har bevaret, og mod hvem hun rejser sig i dødeligt Had, fordi han har berøvet hende Moderens Ret; i den tredje Scene mødes hun med Datteren, som anser hende for død; hun har besluttet at give sig til Kende, men nænner ikke at forstyrre den unge Piges Lykke og gaar stille bort for at tage sig af Dage.

Disse Scener staar løsrevne, isolerede - som tre Bravur-Numre i en Opera, hver i sin Tonart, sit Tempo. Hvorfor og hvordan Odette er bleven sin Mand utro - hvorfor hendes Moderfølelse først efter femten Aars Forløb pludselig bliver saa uimodstaaelig - det forklares ikke. Alle Overgange, al dybere Psykologi er stoffet for den enkelte Virknings Skyld - for at Stykkets "Stjærne" kan funkle ved sit Farvespil.

Det tjener nu som tidligere fremhævet til Fru Oda Nielsens store Ros, at hun - i Stykkets tredje og fjerde Akt - fylder denne Rolle med en saa erfaren og alvorlig Menneskelighed. Hun giver et gribende Billede af den udstødte Odette, som slæber in Silke gennem Smudset, træt, støv af Morfin, foragtende sig selv. men pludselig tirret til rasende Forbittrelse - og hun rører ved sin stilfærdige og nænsomme Moder-Ømhed i Samtalen med Datteren. Dette er noget andet og mere end blot indsmigrende eller blændende Virtuositet - det er Bevis paa, hvilken betydelig Kunstnerinde Fru Oda Nielsen er.

Men netop derfor vilde man gærne se hende udsøge sit Repertoire ikke længer blandt Facon-Dramer af "Odette"s Art, men blandt saadanne Skuespil, som kunde give hendes modne, dæmpet-klare Kunst en rigere Lejlighed til Udfoldelse.

C. E.

(Social-Demokraten 14. oktober 1902).

Efter optræden på Folketeatret (Fernanda i Gadens Børn), kom Oda Nielsen atter til Dagmarteatret og foretog 1906 en turné som visesanger i USA  og de nordiske lande. I 1909 opgav manden Dagmarteatret og hun overtog hun ledelsen i nogle måneder for at muliggøre hans tilbagevenden, hvilket ikke lykkedes. Hun fik tildelt Ingenio et arti 1910.

Martinius filmdebuterede i 1910 hos Nordisk Films Kompagni i filmen Kean og medvirkede derefter som skuespiller kun i en enkelt film (Den hemmelige Traktat, 1913). I 1914 debuterede han som filminstruktør hos produktionsselskabet Dania Bio Film.

Polske Arbejdere paa Børglum Kloster. (Efterskrift til Politivennen)

Slaveliv i Vendsyssel

Et Besøg paa Børglum Kloster.

Urimelige Kontrakter - De polske Kvinder sulter - Forpagteren bruger Ridepisken - Bønderne harmes.

De fleste kender det historist ærværdige Børglum Kloster, hvor i den katolske Tid den Børglum Bisp havde sit Sæde og brugte sin Magt og Vælde baade paa det verdslige og religiøse Omraade. Endnu hører man Sagn fra den Tid, da de Børglum Munke gravede underjordiske Løngange helt ned til Vrejlev Kloster for uhindret at kunne besøge Nonnerne der.

Mangt og meget har forandret sig der til Lands siden hine Dage. Men de fleste gamle Munke- og Herresæder har kun i ringe Grad ladet sig paavirke af den nyere Tids Udvikling med Hensyn til Forholdet overfor deres undergivne. Før var det Bønderne, som tyranniseredes derfra, nu er det Husmandene og Arbejderne - det er hele Forstellen.

Til Trods for visse Personers Paastande om, at alle Landboere har fælles Interesser, fælles Opdragelse og fælles Udvikling, og at der paa Landet i Vendsyssel ikke findes Klasseforskel, men at alle har det godt, er der dog paa Børglum Kloster Mennesker, der sulter, Mennesker, der er indforskrevne fra det fjærne Polen hertil for at hindre Arbejdslønnens Stigning paa Herregaardene.

- Paa given Foranledning tog en af vore Medarbejdere forleden en Tur ud til Børglum Kloster for paa nært Hold at iagttage Arbejdsforholdene paa dette Herresæde.

Nogle Arbejdere, som han talte med, meddelte, at de for at faa Arbejde paa Gaarden maatte underskrive en ren Slavekontrakt, hvorved de paadrager sig en skønne Hoben Forpligtelser og samtidig fraskriver sig snart sagt næsten enhver Ret.

Disse Kontrakter gælder for 1 Aar med 3 Maaneders Opsigelse for begge Parter. Hvis der ingen Opsigelse finder Sted, fornyes Kontrakterne aldrig. 

Arbejderne forpligter sig til at bo i Klosterets Huse for en aarlig Leje af 30 Kr. enten forud eller med ugentlige Afdrag af op til 2 Kr. De forpligter sig desuden til at arbejde paa Gaarden hver Dag, Søndag undtagen, 11 Timer daglig om Sommeren og 9 Timer om Vinteren for en Dagløn af 150 Øre de 6 Sommermaaneder og 100 Øre de 3 Vintermaaneder. Hvis de ønsker den meget tarvelige Kost, der serveres paa Gaarden, skal de erlægge 50 Øre daglig derfor. Kun i Sygdomstilfælde har de Lov til at udeblive fra Arbejdet.

Kvinderne forpligter sig til at malke for 60 Øre pr. Dag.

Hvis Arbejderne begaar et eller andet, som Forpagteren finder Anledning til at henregne til Forbrydelse mod ham selv eller de i hans Sted optrædende Arbejdsledere, kan de jages ud af Husene med 2 Ugers Barsel, - uden at erholde betalt Husleje godtgjort. Det samme er Tilfældet, hvis Arbejderne forlader Gaarden, inden Kontrakten er udløben. De skal aflevere Husene i samme Stand, hvori de har modtaget dem

Det er, som man ser, yderst haarde Vilkaar, disse Arbejdere lever under. Og Forpagterens og Forvalterens Optræden stal, efter hvad der forlyder, ikke være egnet til at forsone dem med disse Vilkaar.

- Ja, det er jo dumt af os at underskrive saadanne Kontrakter - bemærkede en af Husmændene som Svar paa et Spørgsmaal, vor Medarbejder stillede til ham - men hvad skal vi gøre ?

- I skal organisere Eder, svarede vor Medarbejder.

- Ja, sagde Husmanden, saadan gør man jo i Købstæderne; men saa bliver vi jo regnet for Socialister, og de taales ikke her!

- Efter en Tid lang at have talt med Husmanden, besøgte vor Medarbejder, ledsaget af en af Gaardens tidligere Arbejdere, en i Klosterets umiddelbare Nærhed liggende Kaserne, hvor der opholdt sig 8 polske Piger.

Kasernen opførtes i sin Tid af "Klostrets" Ejer, Hr. I. Rottbøll. Den skulde være Opholdssted for Polakker. Hr. Rottbøll indforskrev en Sommer for en Del Aar siden 50 polske Arbejdere, men da de ikke kunde udføre Arbejdet til hans Tilfredshed, beskæftigede han senere ingen Polakker.

Efter at den nuværende Forpagter, Hr. Ulrich, for nogle Aar siden kom til Gaarden, tog den pemanente Polakimport sin Begyndelse. I Begyndelsen antog Hr. Ulrich Mandfolk, men i Tidens Løb blev disse for fordringsfulde. Hr. Ulrich kunde ikke jage med dem efter eget Forgodtbefindende. Og da Kvinderne som Regel er mere føjelige, har han i de senere Aar lagt sig efter udelukkende at beskæftige polske Kvinder.

Ved vor Medarbejders Indtræden i Kasernen laa der 8 Kvinder i Aldre fra 20 til 40 Aar i noget, som man paa Børglum kloster kalder Senge, 2 Trækasser med Halmmadrasser og 2 Tæpper til hver Seng.

Det var Søndag, og Kvinderne, der er meget religiøse, laa og læste i deres Bønnebøger. Da de saa de to fremmede Mænd, fo'r de op og saa frem for sig med sky og forlegne Blikke. Deres Udseende vidnede om, at de hele deres Liv havde levet i Trældom, Nød og Underkuelse.

Vor Medarbejder tiltalte dem paa tysk, og først efter at de havde forvisset sig om, at han intet ondt vilde gøre dem, og at de med deres sparsomme Kendskab til det tyske Sprog kunde gøre sig forstaaelig for ham, blev de meddelsomme.

De fortalte, at de i dette Foraar var komne hertil i den Tro, at de ved at udføre almindeligt Karlearbejde kunde tjene mere her end hjemme i Polen. Men hidtil havde de kun mødt Skuffelser. De er fragtede hertil af "Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget", Nordre Frihavnsvej 94, København Ø., og har maattet underskrive en paa polsk og tysk affattet Kontrakt, der forpligter dem til at være Forpagter Ulrick og dennes Forvalter underdanige og at udføre det Arbejde omhyggeligt, som disse finder Anledning til at paalægge dem, saavel pr. Dagløn som pr. Akkord.

Arbejdslønnen overstiger ikke 1 Kr. 28 Øre daglig. Arbejdstiden er fra 5 Morgen til 7 Aften med 2 Timers Spiseophold. De polske Kvinder skal have fri Rejse og Naturalier, saasom Brød, Fedt, Kød, Ærter, Ris, Kartofler og Mælk eller fri Kost. Men de faar kun Kartofler og Mælk udleveret. Hvis Folkene ikke efter Herskabets Mening er "genøttigt Leute", saa nytter det ikke at tale om fri Rejse. Iøvrigt skal de underkaste sig Tyendelovens Bestemmelser.

Disse stakkels forkuede Kvinder har i dette kolde Foraar med deres tynde Beklædning paa deres bare, af Kulde ophovnede Fødder maattet færdes i Mark og Gaard, dels paa Børglum Kloster og dels paa Hjortnæs, hvortil de for et Tidsrum var udlaant. Man har fodret dem med Kartofler og Mælk og fordret, at de skulde arbejde efter et saadant Traktement! Nogen videre Arbejdsløn har de vist ikke faaet udbetalt endnu; thi af Tøj havde de næsten intet, og udover 3 Rugbrød, som de havde købt for deres Spareskillinger, fandtes der ikke Fødemidler i Huset. Drevne af Hunger marscherede de alle for en Tid siden i sluttet Trop til Gaarden og bad om Brød eller Tilladelse til at rejse bort. Men Forpagteren jog dem ud af Gaarden med sin Ridepisk. Hvilken Skændsel for et saakaldt civiliseret og kristent Samfund!

Hr. Ulrick er da ogsaa langtfra steget i Anseelse hos Omegnens Befolkning i Anledning af den Behandling, hans polske Arbejdersker faar. Gaardmænd saavel som Husmænd og Arbejdere er grebne af den dybeste Medlidenhed med disse ulykkelige Kvinder. Der paastaas endog, at et Par Sogneraadsmedlemmer har henvendt sig direkte til Hr. Ulrick og anmodet denne om at skaffe Polakkerne Mad. Han gav dem da ogsaa Kød og Brød i nogenTid, men nu er det atter ophørt.

- - -

Agrarpressen klager over, at Arbejderne drager til Byerne og til Amerika. Men er det uden Grund, at Landarbejderne rejser? Er det ikke de patentpatrioliske Storagrarer og Jorddrotter selv, der fordriver den danske Landarbejder ved at byde ham faa elendige Vilkaar, at det er umuligt at leve derunder, og ved at benytte sig af udsultede polske Vandrearbejdere til at drive Arbejdsvilkaarene endnu lavere ned.

Overfor denne Storagrarernes hensynsløse Adfærd er der kun to Udveje for Landarbejderne. De maa enten opgive Ævret eller slutte sig til Socialdemokratiet, hvis Program anviser de bedste og sikreste Midlet til det hjærteløse hartkornsvældes Overvindelse. Naar vi faar alle Landarbejderne med i vore Rækker, er Befrielsen nær.

(Nordjyllands Arbejderblad 23. maj 1902)

Også danske piger blev forsøgt behandlet på denne måde. Den 24. juli 1903 havde 4 piger ladet sig fæste som roe- og høstpiger til 1 november for 70 kr., hhv 85 kr. De blev bortjaget af Ulrich og deres løn (ca. 500 kr.) tilbageholdt, efter at Ulrich havde behandlet dem brutalt, og de havde klaget over den ringe kost. Speyer havde jaget dem på marken uden morgenmad fordi de kom for sent. Da en af pigerne blev syg, blev det for meget for Ulrich som smed dem på porten. De klagede til herredsfogden, Vilhelm Flensborg, men han foretog sig trods løftet ikke noget. De blev i stedet henvist til fattiggården og da de nægtede at lade sig indskrive her, bortvist. De 4 piger fik dog i stedet arbejde på Høngård og Søndergård.

I 1903 slog Speyer den ene arm i stykker på gårdens forkarl da han havde optrådt i beruset tilstand. Om vinteren fik en 60-årig ugift arbejder smadret hørelsen på det ene øre pga. lussinger. En udebleven arbejder blev opsøgt af Speyer og gennempryglet foran kone og børn. Og disse historier er langt fra de eneste.

"Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget" var stiftet 1901 af godsejere som ikke ville betale landarbejdere ordentlig løn, og i stedet skaffe udenlandsk - især polsk - arbejdskraft til Danmark. De skaffede også polske kvinder til andre herregårde, fx i 1903 Wilhelmsborg og Cederfeldt de Simonsens herresæde Søndergaarde pr. Erholm, hvor de også blev behandlet meget dårligt. I foreningen sad bl.a. E. Sehested, Franz Lange, stamhusbesidder Chr. Barner til Løwenborg (formand), G. L. Grandjean (Vennerslund), Grevenkop-Castenskjold til Hagestedgaard og godsejer Pontoppidan (Constantinsborg). Forretningsfører var Chr. Kongsted, som også optræder i nedenstående annonce:

Ordvalgt "levere" leder unægtelig tanken hen på en vare, og ikke mennesker. Annonce i Jyllandsposten 17. februar 1905, 2. udgave. Foreningen fortsatte altså sit arbejde i mange år efter kritikken i medierne. I 1907 annoncerede den med at kunne levere russisk tyende. Det gik imidlertid ikke så godt, idet leverancerne var yderst små. Foreningen fortsatte sit virke til midt i 1. verdenskrig.

Som modvægt begyndte enkeltpersoner at opsnappe polske kvinder på Hovedbanegården og skaffede dem mad, husly mm. 

I august 1904 mishandlede forpagter Ulrich og forvalter Speyer to polakker der havde besøgt to danske håndværkere på klostret. De blev herefter gennempryglet, mistænkt for at hverve polske arbejdere, på trods af at de danske håndværkere forsøgte at gribe ind.  

Raa Mishandling.

Forpagteren Ulrich paa Børglum Kloster og hans Forvalter prygler to Polakker. - De mishandlede mister Uhr og Penge. - Beboerne i Vraa klager til Politiet.

Paa Herregaarden Børglumkloster, en Miils Vej fra Vraa Station, er forleden Aften foregaaet en Scene, som i Retning af Raahed og Brutalitet vistnok er uden Sidestykke, og som sammen med de mangfoldige tidligere fremdragne Exempler afgiver et talende Vidnesbyrd om, hvilken oprørende og umenneskelig Behandling der ofte bliver de stakkels fattige og uvidende polske Arbejdere til Del omkring paa vore Herregaarde.

Forleden Aften ved 8-Tiden ankom til Børglumkloster to polske Arbejdere; den ene er fra Galizien og 21 Aar gl., den anden fra Vestprøjsen og 22 Aar gl. De har indtil for et Par Uger siden arbejdet paa Gaarden. I Mellemtiden havde han tilligemed sin Kammerat været i Sverig, hvor de under den herskende Landarbejderstrejke havde faaet Arbejde paa en større Gaard. Saa snart de blev bekendt med Forholdene, forlod de imidlertid strax deres Pladser og fik af de svenske Arbejdere 

Rejsepenge til deres Hjemstavn.

Forinden Afrejsen her fra Landet vilde den paagældende Arbejder imidlertid afhente sine Papirer, som endnu henlaa paa Børglumkloster, og i dette Øjemed indfandt han sig da tilligemed sin Kammerat paa Gaarden, hvor de strax gik ind i den for Polakkerne reserverede Hytte.

Deres Ankomst var imidlertid aldrig saa snart observeret af Gaardens polske Slavevogter, før denne ilede op og gjorde Anmeldelse til Forpagteren, den fra tidligere Tyendeaffærer bekendte Hr. Ulrich. Sammen med Forvalteren, en Herre ved Navn Speier, og forsynede med tykke Egespir begav disse sig saa øjeblikkelig tillige med Aufseheren ned til den paagældende Hytte.

Udenfor stod Forpagter Ulrich med 12 Mand fra Gaarden, alle

bevæbnede med Stokke og Forke.

Da Forvalteren var kommen ind ad Døren, gik han uden at sige noget løs paa den Yngste og gav ham to Lussinger.

Polakken forlod da Stuen og løb ud, efterfulgt af Forvalteren, der uafladelig lod Stokkestag hagle ned overdelt Ulykkeliges Ryg.

Staklen faldt imidlertid til jorden, og hvor utroligt det end lyder, vedblev Forvalteren at prygle løs paa ham med mange Slag.

Forpagter Ulrich var nærværende og overværede dette Skuespil.

En Tømrer fra Gaarden, der ogsaa var nærværende, opfordrede Forpagteren til at lade Mishandlingen ophøre, men hertil svarede Ulrich, at Fyren havde godt af den Behandling. Forpagteren kunde jo risikere, at de kom for at forlede de øvrige Polakker til at forlade deres Plads.

Imidlertid tog Polakformanden Galizieren og førte ham op tit Gaarden. Samtidig tog Ulrich og Forvalter Speier fat i den mishandlede yngste Polak. der næppe kunde staa efter den frygtelige Medfart, og førte ogsaa ham op til Gaarden, hvor han tillige med den anden Kammerat blev smidt ind i et nærliggende Halvtagsstur. Her fik de saa atter en Omgang, blev bastet og bundet og sluttelig lukket inde i et Rum, som almindeligvis benyttes til Opholdssted for Gaardens syge Heste.

Imidlertid var der blevet spændt for en Vogn. Forvalteren, der er bomstærk, greb dem og smed dem som Slagtesvin bag op i Vognen, i hvis Bund de laa, indtil Befordringen naaede Vraa Station.

Den ældste af Polakkerne tog fat i Tømmen og spurgte, hvorfor de var blevne kørte hertil.

Som svar tilføjede Forvalteren ham med sin tykke Stok et Slag, der efterlod et stort Hul i Hovedet. Derefter fulgte endnu et Slag, saa at den ramte

styrtede ned mod Stenbroen.

Paa Stationen købte Hr. Ulrich to Billetter til Sindal, og det maa altsaa have været Meningen, at Staklerne skulde sendes dertil og paa den Maade skaffes af Vejen.

Denne Plan mislykkedes imidlertid, thi da Toget kom, nægtede Polakkerne at køre med, og endskønt de af Forvalteren ligefrem blev smidt paa Hovedet ind i Jærnbanevognen, saa kom de dog ved Togførerens ret bestemte og energiske Mellemkomst atter ud paa Perronen, og Toget kørte videre.

Der blev sendt Bud til Sognefogden i Børglum, men denne erklærede, at det var en kedelig Sag, som han ikke vilde blande sig i.

Karetmager Andersen, Vraa, der var kommet til Stede paa Banegaarden, tog dem med sig hjem og indrettede Natteleje til dem i sit Værksted.

Om Morgenen fik han dem hen paa Afholdshjemmet, hvor de blev plejede. Og samme Formiddag indsendte 7-8 Borgere fra Vraa følgende

Klage til Politikamret:

"Der opholder sig for Tiden to Polakker her i Vraa uden Penge, men med gennempryglede Legemer. De blev i Aftes ved 10-Tiden med Magt kørt fra Børglumkloster til Stationen, for herfra igen at blive sendt til Hjørring Politi.

Undertegnede anmoder herved den ærede Ovrighed om at tage sig af disse to stakkels Mennesker, som af en tilsyneladende følelsesløs Husbond tilligemed en bølleagtig Forvalter med Stød og Stokkeslag er blevne beherskede. Man taaler ikke her i Vraa at være Vidne til slig Mishandling, selv om Polakkerne paa en eller anden Maade har forset sig imod Loven".

- - -

De ilde mishandlede Mand ser naturligvis ret forknytte ud, men de synes ellers at være meget pæne Mennesker.

Den ældste har et stort gabende Saar i Hovedet, og den yngre klager over Smærter i Brystet og har paa Kroppen 6-7 Mærker af Slag.

Desuden har de efter deres opgivende mistet alt, hvad de havde paa sig; den ældste ca. 40 Kr. og et Uhr, den yngste 20 Kr.

Politiet vil uden Tvivl undersøge Sagen grundigt, saa at den eller de Skyldige uden Persons Anseelse kan blive alvorligt afklapsede.

Arbejderne paa Børglumkloster,

som havde været Øjevidner til Mishandlingerne, troede, da de saa, at Polakkerne blev kørt bort, at de skulde afleveres til Politiet, og for at de ikke, hvis saadant skete, skulde staa uden Forsvar, rejste Tømrer Nielsen resolut Dagen efter til Hjørring for at anmelde, hvad der var passeret. Hvor uendelig højt staar ikke denne Arbejder over Forpagteren og hans Forvalter, der raat mishandler et Par værgeløse Mennesker, og Sognefogderne, der nægter de Mishandlede deres Bistand.

Harmen over Uretten 

og Medfølelsen med de to ham fuldstændig ubekendte Mennesker driver ham til at tale deres Sag, skønt han ved at ved, at han tiden Tvivl derved afskærer sig selv fra mere at faa Arbejde hos Forpagter Ulrich.

Forhaabentlig vil de to Voldsmand denne Gang ikke undgaa deres Straf, og hertil har Tømrer Nielsens resolute og korrekte Optræden bidraget ikke faa lidt.

Som Regel gaar den Slags Voldshandlinger jo upaatalte hen. To Mennesker gaar nok endnu omkring som Invalider, ude af Stand til at arbejde som Følge af Vold fra Forvalter Speiers Side for nogen Tid siden. Der vilde i det hele taget vare god Grund til al undersøge denne Herres tidligere Forhold, thi er der nogen, der fortjener at komme ind under Bølleloven, saa er det aabenbart ham.

(Social-Demokraten Esbjerg 31. august 1904.)

Rygtet om løjtnant Speyer var åbenbart vidt udbredt, for i september 1904 gik han løs på nogle fiskere fra Løkken som havde kaldt ham "Polakpineren" med en ridepisk. Han blev jaget på flugt med stenkast. 

Voldsepisoderne fortsatte: I Social-Demokraten 28. september 1904, 2. udgave berettedes at forvalteren Speyer havde afstraffet 4 polske syge arbejdere for ikke at møde på arbejde. Den ene havde en dyb flænge i hånden, en anden stærkt forkølet, en tredje brystsyg og lægekrævende. Speyer uddelte herefter lussinger og gennempryglede den med en stok. Herefter blev de jaget på arbejde. 

Sagen blev indbragt for retten hvor de to voldsmænd mod at betale 1.100 kr gik straffri - selv om bødestørrelsen dog må anses som betydelig. Sognefogden blev trods løfter fra herredsfogden ikke retsforfulgt. Straffen hjalp dog ikke: 1-2 år efter skiftede Speyer til Nordruplund hvor han fortsatte sine pryglerier af arbejdere. Her forlod efter sigende af samme grund 50-60 mennesker gården.

I august 1905 blev der på 2 polske kvinder på Sejlstrupgaard, ejet af godsejer Segelcke forøvet lignende overgreb.

I maj 1910 blev herregården af den daværende ejer, godsejer Jørgen Rottbøll, solgt til landstingsmand for Højre Christian Rottbøll (1854-1928), Christiansdal. I 1917 blev han ekskluderet og var derefter i valggruppe med Venstre. Samme år blev det afsløret at Rottbøll underhånden støttede det stærkt anti-tyske blad, Kolding Avis sammen med andre kendte Højremænd.

Se også indslaget om den polske landarbejder Marjowna her på bloggen. 

Fanny Annette Vedel (1863-1943). (Efterskrift til Politivennen)

Fanny Annette Vedel var Danmarks første kvindelige inspektør ved Arbejds- og Fabrikstilsynet. Nedenfor er samlet nogle avisartikler om hende.

Fanny Annette Vedel var datter af Peter Vedel (1823-1911) der som "grå eminence" var en af 1900-tallets mest magtfulde embedsaristokrater. Trods hans modstand mod kvindesagen, fik hun dog lov til at tage studentereksamen (1887) og senere begynde på universitetet. Hun læste matematik hos matematikeren og politikeren C. G. Andræ (1812-1893). Hun studerede senere i Stockholm hvor hun 1894-96 var amanuensis i matematik ved universitetet. I 1896 blev hun assistent i Statens statistiske Bureau, forløberen for Danmarks Statistik. Her havde højtuddannede kvinder siden 1879 kunnet få arbejde. Direktør siden 1895 var Marcus Rubin (se andetsteds på bloggen). Peter Vedel havde støttet hans ansøgning som direktør. 

Hun var medlem af Kvindelig Læseforening, hvor hun understøttede indførelsen af decimalklassedelingen 1900 i Kvindelig Læseforenings bibliotek. 

Kvinderne og Henrik Ibsen

Efter "Dnbr." gjengiver vi Frøken Annette Vedels Festtale til Dr. Henrik Ibsen ved Kvindelig Læseforenings Fest den 2den April:

Ingen af os, sagde Frk. Vedel, havde vel turdet haabe at se Dr. Henrik Ibsen lyslevende mellem os heroppe. Her i disse Stuer, hvor dog hans Navn daglig nævnes med saa megen Ærefrygt og Taknemlighed, hvor Reolerne staar fulde af hans Værker eller snarere tomme for dem, da de altid er ude paa Vandring. Thi Edvard Brandes sagde et sandt Ord, da han kaldt disse en Lægbibel for den Generation, de fleste af os Tilstedeværende tilhører, en Lægbibel eller maaske et storslaaet Havamaal.

Vi er jo voxede op med dem, har som helt unge ladet os rive med paa aandeløs Flugt over "Gjendineggen", drømt os til "Slottet vestenfor Maane og Slottet østenfor Sol", og hvert nyt Arbejde af Henrik Ibsen samlede rundt om i Hjemmene en Kreds af begejstret diskuterende og disputerende Ungdom, der ventede paa disse Aftener som paa en Fest. I aandelig Spænding fulgte vi de Skikkelser, de fremmanede: de tog Legemer og levede imellem os.

Mangt et gammelt, stilfærdigt Hjem blev et "Rosmerholm", "Dukkehjem" traf vi rundt omkring os, "Nora" var paa Færde allevegne. "Samfundsstøtterne" hilste os beskyttende paa vor Vej. "Hjalmar Ekdal" kjendte vi ud og ind. - "Gregers Werlo" traf vi heller ikke ret tidt, heller ikke just nogen "Brand", - men "Hedda Gabler", hun var vor gode Bekjendt. Vi gik paa Jagt hos os selv og andre efter gamle bornerte, tyranniske Bedstefædre og Oldemødre, der gik igjen og gjorde Ulykker, indtil det en skøn Dag dæmrede for os, at vi selv var "Nora", selv "Hedda Gabler", at vi, saadan som vi her gik omkring med alle vore Daarligheder, en Gang i kommende Generationer vilde gaa igjen og gjøre Fortræd.

Frihedstrangen, Ligeberettigelseskravet, dem havde vi allerede længe gaaet omkring med, men her rungede som et mægtigt "Giv Agt" Ansvarlighedsfordringen. Vi tumlede og tumlede med dette svære Begreb. Det bed sig fast i os og forlod os ikke mere.

Vi havde jo læst "Brand" om og om igjen, nydt dets uforgjængelige Skjønheder, ladet os røre og ladet os skræmme, og stadig lød det for vore Øren: "Det, som Du er, vær fuldt og helt og ikke stykkevis og delt". Vi vilde ikke være "Brøk i stort" og "Brøk i smaat", vilde ikke lade "hver Brøkens Del slaa hele Brøkens Rest ihjel", vi vilde være Personligheder.

I de Dages Ungdom var Alvoret, Viljen og Eftertanken oppe som aldrig før, og det er Dem, Henrik Ibsen, vi ene og alene skylder den dybe Tak herfor. Men maaske skylder vi Dem dog en ligesaa stor Tak for den Skjønhedslængsel og Skjønhedsdyrkelse, De har vakt i os, dette er det sikreste Skjold og Værn imod alt, hvad der var usselt og lavt og smaat. Den Generation, der er voxet op under Deres Førerskab, den vil altid stræbe efter at bygge sine "Hjem med høje Taarne og Spir paa", og Længselen til Slottet "vestenfor Maane og Slottet østenfor Sol", den vil aldrig dø ud hos Dem.

En stor og god Gjerning er gjort, og al den dybfølte Tak, der kan rummes i Ord, den bringer vi alle Dem herfor. Men nøjsomme er vi ikke, vi lever i Haabet om "Hammerslag paa Hammerslag, indtil Livets sidste Dag", saa længe Henrik Ibsen er til og med sikker Haand fører Hammeren.

En Skaal for Henrik Ibsen og hans mægtige Værk!

(Fredericia Dagblad 9. april 1898)

Den 1. oktober 1901 blev hun den første kvinde som blev udnævnt til inspektør ved Arbejds- og Fabriktilsynet, hvor hun virkede til 1921. Hun boede da på Rosenvængets 1. Tværvej 3. Selve ansættelsessagen blev behandlet af hendes broder, den senere departementschef Henrik Vedel, der var ansat i Indenrigsministeriet, hvorunder tilsynet sorterede. Fanny Vedel arbejdede især med socialstatiske undersøgelser:

Hvad Pengene gaar til.

Frk. Annette Vedel.

Danmarks første kvindelige Fabriksinspektør, Frk. Annette Vedel, holdt i Torsdags et Foredrag i Nationaløkonomisk Forening om danske Arbejderfamiliers Fordrug, hvoraf vi gengiver et Uddrag efter Ritzaus Bur.:

Oplysningerne er indsamlet Aar 1897.

Der er bl. a indkommen 251 Husholdningsbøger, førte Uge for Uge hele Aaret rundt af Haandværkere, Arbeidsmænd og lignende Smaakaarsfolk.

De behandlede Familiers gennemsnitlige Indtægt var: Københavnerne 1700 Kr; Købstadboerne 1000 Kr; Landboerne 790 Kr.

Udgiften til Føde har gennemsnitlig været det halve af Indtægten; mere paa Landet end i Byen

Ret interessant er det at sem hvorledes Udgiften til Kosten fordeler sig:

Tør Kost:

Københavnerne 57 p4t
Købstadboerne 55 pCt
Landboerne 52 pCt.

Kød, Fisk, Fisk:

Københavnerne 21 pCt
Købstadboerne 19 pCt.
Landboerne 19 pCt.

Mel- og Mælkespiser:

Københavnerne 16 pCt
Købstadboerne 21 pCt
Landboerne 22 pCt.

Til Brændsel og Belysning anvender Landboerne mest - i Forhold til Indtægten.

Til klæder anvender alle gennemsnitlig 1/5 af deres Indtægt.

Derimod viser de efterfølgende Poster: Vask og Vedligeholdelse, Læge og Medicin, Foreningsbidrag, Udgift til Bøger og Aviser osv., samt endelig Udgifter til Adspredelser den forskellige økonomiske Status hos de københavnske i Modsætning til de øvrige Familier; til disse Formaal medgik i København 17 pCt., i Købstaderne 10 pCt. og paa Landet 6 pCt. af den samlede Udgift.

Ogsaa nogle Budgeter ha Embedsfamilier har Frk. Vedel samlet sammen, Familier med Indtægter fra 3-12000 Kr. De bruger kun ca. 1/4 af deres Indtægter til Føden, men en langt større Del til Kød end de ovenomtalte Familier.

Derimod bruger de kun deres Smaapenge til "tør Kost".

(Aalborg Tidende 24. marts 1902)

Fanny Vedels opgaver omfattede tilsynet med kvindeligt personale på de københavnske fabrikker og arbejdspladser, fx tekstilfabrikker og systuer. Tilsynet med lokaler, arbejdstid og hygiejne o. lign. bidrog til at rette op på kvindernes dårlige arbejdsforhold. Opgaven var stor og i 1910 blev en anden kvindelig fabriksinspektør udnævnt: Julie Arenholt, polyteknisk kandidat og siden 1909 medlem af borgerrepræsentationen. Hun havde modsat Vedel også tilsyn med mandlige arbejdere. Og senere Ragna Schou. 

Få måneder efter at hun var blevet fabriksinspektør, var Fanny Vedel gået ind i Kvindelig Læseforenings bestyrelse. Hun rationaliserede regnskabsvirksomheden, og blev få år senere blev kasserer. Hun trådte tilbage efter en konflikt i 1903 med formanden Sophie Alberti. Sidstnævnte følte sig tilstrækkeligt informeret om Fanny Vedels initiativer. Og Annette Vedel beskyldte bl.a. Alberti for at give misvisende referater, hvilket blev imødegået som en list. Vedel udtrådte af bestyrelsen i 1904, på trods af at Sophie Alberti opfordrede hende til at blive. 

Fabriksinspektør Frk. Annette Vedel.

Den 1ste December gaar Frk. Annette Vedel af efter 20 Aars Virksomhed som Fabriksinspektør, derfor opsøger jeg hende i hendes smukke Hjem lige overfor Ørstedsparken.

Men det er slet ikke saa let at faa Lov til at interviewe Frk. Vedel.

"I 20 Aar har jeg arbejdet ganske i det stille, som jeg holder af det, gem De nu hellere Interviewet, til min Efterfølger bliver udnævnt, beder hun smilende.

,,Nej, det er Dem, jeg vil have. De var jo den første kvindelige Fabriksinspektør, der blev udnævnt i Skandinavien ikke?"

"Jo, det var jeg, og det var næsten et Tilfælde, der fik mig ind paa den Gerning, jeg var først og fremmest Matematiker og havde paa Universitetet i Stockholm holdt matematiske Forelæsninger, og derefter kom jeg hertil til Statistisk Departement, hvor jeg efterhaanden ogsaa kom til at beskæftige mig med sociale Spørgsmaal, som interesserode mig stærkt. Da saa den ny Fabrikløv skulde komme og der skulde udnævnes en kvindelig Inspektør, blev jeg spurgt flere Steder fra, om jeg ikke kunde tænke mig at søge Stillingen, jeg indsendte saa min Ansøgning uden egentlig af vente mig noget deraf - og fik min Livsgerning!"

"Som De har været glad ved?"

"Ja, absolut; men det var ikke let til at begynde med, den ny Fabrikslov med alle dens Krav om Hygiejne kom i sig selv Arbejdsgiverne paa tværs, og da de saa opdagede, at det var en Dame, der skulde kontrollere dem, var de gennemgaaende ikke glade; men længe varede det ikke, før de lærte at forstaa, at man ogsaa nok kan forhandle fredeligt og sagligt med en Kvinde, og nu tør jeg nok sige, at Forholdet er det bedste mellem Arbejdsgiverne og mig."

"Og Arbejderne?"

"Jo, med dem kom jeg straks paa en god Fod, jeg tror nok, de forstod, at jeg vilde hjælpe dem, jeg har i Tidernes Løb modtaget mange mundtlige og skriftlige Henvendelser fra Arbejdere og saa efter bedste Evne undersøgt Forholdene.

"Er der sket store Fremskridt siden dengang?"

"Ja, det er der rigtignok, nu er Gerningen ikke saa vanskelig at gaa ind til, og den kvindelige Fabriksinspektør vil overalt blive mødt med samme Forstaaelse, som den mandlige."

Frk. Vedel gik kun modvilligt ind paa at lade sig interviewe; men da Talen faldt paa hendes Arbejde, lod hun sig rive med; indtrængende, myndigt og dog saa personligt, saa kvindeligt stille, faldt hendes Ord.

- Jeg forstaar, at Arbejdsgiverne i sin Tid maatte bøje sig for den nye kvindelige Fabriksinspektørs Krav.

Gunver.

(B. T. 23. november 1921).

Som efterfølger til hendes job som fabriksinspektør blev udnævnt cand. polit. Kirsten Gjessing. Hun havde arbejdet 5 år under Annette Vedel. 

Frøken Annette Vedel.

Frøken Annette Vedel, tidligere Inspektør ved Arbejde- og Fabriktilsynet, bliver 60 Aar i Dag.

Det er for de mange Mennesker ude i det arbejdende Liv at beklage, at hun ikke har følt Kræfter til at blive i sin store Virksomhed, men de bør i Dagens Anledning forene sig med den store Skare private Venner om en fælles Hyldest til Annette Vedel.

Hun er nu Privatmenneske, og hendes Haar er blevet graat. Men Øjnene er de samme klare i det udprægede Raceansigt, og Interessen for Livet og Menneskene er usvækket hos hende. Hun er nu som før sine Venners svorne Ven og sine Medmenneskers Trøsterinde, naar hun faar Lejlighed dertil.

Annette Vedel er som bekendt Datter af den afdøde gamle Gehejmelegationsraad Peter Vedel og Søster til tre dygtige Brødre, overfor hvilke hun imidlertid stedse har forstaaet at hævde sig. Rigt begavet kom hun til at høre med i den tidlige Kreds af "lærde Damer" herhjemme, blev Student i 1887 og drev ivrige videnskabelige og litterære Studier.

Hun besluttede at hellige sig Matematiken, og i Sverrig blev hun en højtskattet Elev af Professor Mittag-Löffler og siden ansat som Amanuensis i Matematik ved Stockholms Universitet, et ærefuldt Hverv, hun beklædte i to Aar.

1896 vendte hun hjem og modtog den mere beskedne Plads som Assistent ved Statens statistiske Bureau for endelig i 1901 at overtage det nye Embede som Inspektør ved Arbejds- og Fabriktilsynet.

Annette Vedel blev simpelt hen banebrydende her, beviste, at en Kvinde kan ikke alene balancere paa en saa vanskelig, moderne Samfundspost, men udfylde den udmærket. Hun blev mødt med Skepsis, men forvandlede den til Taknemmelighed og Tillid hos baade Arbejdere or Arbejdsgivere. Ikke mindst blev hun en Talsmand for de kvindelige Arbejderes hygiejniske Krav.

December 1921 trak hun sig lært fra den brydsomme, tyveaarige Gerning, helt helligende sig sit Hjem i Nørre Farimagsgade, hvor hun lever i synlige Minder om det gamle Vedelske Hjem, søgt af og selv søgende sine mange gode Bekendte og følgende baade dette og hint, der rører sig i vort Samfundsliv.

(Nationaltidende 2. juli 1923).

Efter at være trådt ud af statstjenesten 1921 koncentrerede hun sig især om det nordiske arbejde, bl. a. som medlem af bestyrelsen for Foreningen Norden 1925-41. Hun var medredaktør af Nordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst och Industri, udgivet af Den Letterstedtska Föreningen, i hvis danske afdeling hun også var bestyrelsesmedlem og sekretær.

Øverst en cirkel med trekant. COELVM VINDIOVE ET UNDIOVE COELVM. I cirkel: D. S. T. Nedenuder står først Fanny Vedels forældre: P. A. F. S. Vedel 1828-1911 og hustru Fanny f. Hebbe. 1883-1912. Dernæst: Peter Vedel. Havneingeniør 1862-1922. Henrik Vedel, departementschef 1867-1932. Annette Vedel, fabriksinspektør 1863-1943.