Kammersangerinde Emilie Ulrich forlader Det kongelige Teater. (Efterskrift til Politivennen)

Operasanger Emilie Ulrich, født Boserup som fjortenårig studier hos sangpædagog Sophie Keller og H. Goetze i Leipzig. Hun debuterede 1894 på Det kgl. teater og blev fast tilknyttet operascenen i en opgangsperiode under kapelmester Johan Svendsen og Vilhelm Herold, Helge Nissen, Albert Høeberg, Margrethe Lendrop, Johanne Krarup-Hansen og Ida Møller. Hun spillede hovedrolle i flere kendte stykker. I 1917 godkendte teatret hendes afskedsbegæring.

Se også det særskilte indslag om hendes mand, oberstløjtnant Kay Ulrich.

En Afskedsvisit hos Fru Ulrich.

Vi finder Kammersangerinde Fru Ulrich ude i den forbavsende afsides Del af København, der hedder Stokhusgade. Oberstløjtnant Kay Ulrich er nemlig Chef for Gymnastikskolen, og derfor bor Ægteparret dersteds.

Fru Ulrich kommer os i Møde i sit Musikværelse, hvor en Petroleumsovn staar og synger midt paa Gulvet.

"Jeg kan ikke taale altfor, megen Hede, naar jeg skal synge om Aftenen. Saa længe man altsaa kan faa Petroleum, saa er det det bedste." Og Fruen trækker med en hyggende Kuldebevægelse det blaa Silkoshawl tæt om sin lille, gratiøse Person.

"Det skulde altsaa være?" begynder vi.

"En Gang skal man jo gaa, og jeg er af den Formening, at en Sangerinde ikke bør klamre sig til sin Virksomhed, ellers kommer det til, at hun en skønne Dag lever paa Publikums Medlidenhed. Hellere gaa, mens man har den naturlige Bevaagenhed."

"De føler Dem altsaa ikke træt?"

"Aldeles ikke; jeg er vemodig. Men saa tog jeg Bestemmelsen og sagde mit Farvel til Direktionen. Paa en Maade glædede det mig, at det kom den uventet, men min beslutning stod fast. Ved De hvad, jeg har jo ogsaa snart sunget en Menneskealder. Min Debut? Margrethe i Boïtos "Mefistofeles", men Aaret maa De ikke spørge mig om."

"Teaterhistorien siger 1894."

"Det er rigtigt, men jeg har aldrig hørt til de Kunstnere, der skriver op; jeg aner for Eksempel intet om, hvor mange Roller jeg har sunget. Jeg kan godt sige, at jeg har været tvært glad ved mine Partier i Faust, Werther, Dalen og Bolterne, men egentligt var jeg tilfreds med det altsammen."

"Det er sjældent blandt Teaterfolk."

Fru Ulrich vender sit venlige Ansigt om med en rask Bevægelse og bliver et eneste Smil: "Hele min Karriere har været lykkelig. Hverken Roller eller Mennesker har jeg noget at klage over, nu da jeg desværre er færdig.

Da jeg havde været paa Scenen een af de første Gange, talte jeg med afdøde Bureauchef Hauch, og han sagde til mig: "Frøken Boserup, De ser mig ikke ud til rigtigt at kunne klare Dem i det Teaterliv. Naa, skulde der ske noget, saa kom De bare til mig."

Men jeg fik aldrig Brug for hans gode Tilbud; jeg har holdt mig fra det, der ikke vedkom mig, og baade paa Prøverne og | sin selve Aftenerne har jeg haft det udmærket. Men sikke Overordnede jeg ogsaa havde: Kapelmestrene Svendsen og Rung, der tit og ofte satte mig ind i den herlige klassiske Musik, og saa Einar Christiansen, der var den mest uegoistiske Foresatte, man kunde tænke sig.

Glem saa heller ikke, at jeg har oplevet noget af en Glansperiode ved Operaen, den, der først og fremmest blev karakteriseret ved Herold; han var saa hensynsfuld en Medspillende, som nogen Sangerinde maatte forlange."

"Det er jo en eneste Lovsang, Frue""

"Ja, men den kommer fra Hjertet, det, der bliver saa tungt, hver Gang jeg tænker paa Afskeden."

"Skal De synge noget nyt forinden?"

"Nej, sikkert ikke; jeg glider Repertoiret igennem som altid - aldrig har jeg været nødt til at "kæmpe" for et Parti, det er altsammen kommet saadan helt selvfølgeligt i mit Skød."

"Men Koncertsalene?

"Ja, De maa ikke tro, jeg forstummer aldeles med det samme. Baade mine Elever - særlig de sidste Aar har jeg baade undervist og lært en Del selv ved Undervisningen - og Koncerterne tænker jeg slet ikke paa at opgive. Saa grusom kunde jeg ikke være ved mig selv. Det er blot de meget større Fordringer i de store Operapartier, jeg resignerer overfor. Og det, mener jeg vedblivende, er klogt!"

Serviteur

(Nationaltidende 9. december 1916).

En Adresse til kgl. Kammersangerinde Fru Ulrich.

Ved en Komite, bestaaende af Komponisten Carl Nielsen, Professor Victor Bendix, Komponisten Lange- Müller, Kapelmester Georg Heeberg, Operarepetitør S. Levysohn og Musikforlæggerne Jonas og Alfred Hansen, blev der i Dag overrakt Fru Ulrich en af Maleren Westergaard kunstnerisk udført Adresse i hendes Hjem.

Adressen, der er blevet underskrevet af mellem 400 og 500 Musikelskere og Teatervenner, deriblandt mange kendte Navne og ledsagedes af en smuk Sølvgave, har følgende Ordlyd:

"Kgl. Kammersangerinde Fru Emilie Ulrich!

Nu, da De forlader Det kgl. Teater, føler vi Undertegnede Trang til ved disse Linier at bringe Dem vor Hyldest og vor varmeste Tak for alt, hvad Deres sjælfulde og skønne Kunst har været for os gennem Aarene.

Den Række Skikkelser, Deres herlige Fremstilling har givet Liv, er dybt præget af den inderlige Sammensmelten af rige kunstneriske og menneskelige Egenskaber, der saa sjældent findes forenede. Deres varme, pragtfulde Stemmeklang, det fine Skær af poetisk Ynde, den gribende Menneskelighed og den Indsats af instinktiv og bevidst kunstnerisk Sikkerhed, som er Dem egen, har skænket os Minder i Toner og Billeder, der sent vil glemmes.

Ved Deres Bortgang fra vor Opera vil De efterlade et dybt Savn, men det er vort Haab, at De til Erstatning i fuldt Maal vil berige vort Koncertliv med Deres sjældne, betagende Kunst."

Professor Victor Bendix var Ordfører for Deputationen. Fru Ulrich takkede bevæget.

(Nationaltidende 22. maj 1917).

Oberstløjtnant [herefter ulæseligt, men der står vel bl. a. Kay [Justus Sigismund] Ulrich 21. december 1966-18. juli 1926]. Kammersangerinde Emilie Ulrich, f. Boserup 26.11.1872-31.1.1952. De blev gift 1899. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

St. Croix: Salget (Efterskrift til Politivennen).

Kolonirådsmødet den 2. august 1916 bragte ingen forhåbninger om forbedringer af borgerrettighederne. Plantageejeren Fleming afkrævede guvernøren en lov som sikrede plantageejerne mod strejker mm. Guvernør Helweg-Larsen og politimester Segelcke var ikke i stand til at mægle mellem parterne, men havde taget parti for plantageejerne. Guvernøren meddelte under rådsmødet at han var klar til at erklære militær undtagelsestilstand på øen i tilfælde af at en generalstrejke truede dyrene - under påskud af at børnene så ikke kunne få mælk fra køerne.

En indikator på de dårlige forhold var det dramatiske fald i befolkningen på St. Croix. Siden 1848 var det faldet fra 23.720 (1950) til 14.951 (1917): 

Tabellen viser det dramatiske fald i befolkningen på St. Croix under dansk herredømme. Hovedgrundene hertil angives som: Antallet af døde oversteg antallet af fødte, udvandringen oversteg indvandringen og børnedødeligheden var stor. Ikke ligefrem noget der talte for at plantageejerne eller de danske myndigheder havde skabt gode forhold for befolkningen.

De skiftende danske regeringer var også bekymrede over at de årlige tilskud til øerne tilsyneladende forsvandt ned i et sort hul. På et hemmeligt møde den 4. august 1916 besluttede rigsdagen at sælge øerne til USA for 25 mill. dollars.

The Herald bragte en artikel af Helweg-Larsen den 8. august 1916 som nærmest var profetisk om spørgsmålet om salg af øerne: Både plantageejerne og arbejderne spekulerede i om forholdene kunne være bedre under USA. De første for at få redskaber til at bekæmpe arbejderne, de sidste for at få de rettigheder som moderlandet Danmark hele tiden tøvede med at gennemføre. Helweg-Larsen spåede at var uvist om afståelsen til USA ville betyde at negrene ville få tilstande som i nordstaterne eller som i sydstaterne. Han kan næppe have vist at det faktisk var det som kom til at ske efter afståelsen til USA

Mediestream har et hul i The Herald fra 8. august 1916 til 2. juli 1917. Så derfor har jeg ikke kunnet verificere oplysningen i West End News om at Jackson på opfordring af Politiken havde iværksat en afstemning om salg af øerne til USA. Den uofficielle og lidt vel improviserede afstemning fandt sted 15. august 1916. 4.027 stemte for, mens kun 7 stemte imod at overgå til USA. Informationen blev af guvernøren sendt til Danmark hvor den stod i Social-Demokraten, København 18. august 1916. Her stod i et andet telegram at også plantageejerne var stemt for en afståelse. Herefter forstummede diskussionen i dagbladene næsten helt. Desuden havde Rigsdagen vedtaget at sælge den 14. august.

Tabel som viser forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper på St. Croix. 

Selvom salget nu stod fast, dukkede der dog afslørende informationer op. Social-Demokraten bragte i efteråret vidneudsagn fra den såkaldte ø-kommission. Først et par forvaltere, som repræsenterede arbejdsgiversiden, bl.a. Hagemanns forvalter J. C. Sørensen som gennem et telegram til Hagemann havde medvirket til at få sendt krigsskibet Valkyrien til St. Croix i december 1915:

Arbejdsforholdene. 

Der har i mange Aar været Trang til Indvandring. Men Forsøg paa at skaffe Kulier, Javanesere og andre, er efter hans Mening strandede paa, at den danske Regering har modsat sig de 5aarige Kontrakter. Han angriber meget stærkt Hamilton Jacksons Bevægelse, hvis Formaal han mener er at fordrive de Hvide fra Øerne. 

---

En anden inspektør, Nordbye som havde opholdt sig på St. Croix, udtalte: Paa Spørgsmaalet: hvilken Betydning tillægger De det, om Danmark afhænder eller beholder Øerne, svarer han efter det stenografiske Referat ved at oplæse et Citat af Bladet "The Herald", hvori det hedder: "Paa Grund af de mange uopfyldte Løfter, der er givet Befolkningen fra Moderlandet, særlig paa Grund af IkkeGennemførelsen af de lovede Reformer, har Folket tabt al Tiltro til de danske Løfter."

Formanden:

Det er Hamilton Jacksons Blad.

Inspektør Nordbye:

Saaledes er den sorte Befolknings Syn pna Spørgsmaalet, og den hvides er akkurat det samme, selv om Motiverne maaske Ikke er de samme. I hvert Fald er jeg ganske overbevist om, at den store Majoritet ønsker at blive solgt. Han tllføjer, at han personligt finder det mest beklageligt, at "vi bliver solgt som, jeg vil ikke sige som hvad."

(Social-Demokraten, 31. oktober 1916 (uddrag)

I et senere nummer hørte man så sagen fra en anden side - nemlig fra hvide som var venlig stemt over for de sorte. Et af vidnerne var sognepræsten Lawaetz, ansat 1889-1903:

Der er ingen, der skal fortælle mig, at Negerracen som saadan er umedgørlig eller i det hele taget vanskelig al komme ud af det med, eller at den ikke har Fremtidsmuligheder. At Negerracen har Udviklingsmuligheder, derfor taler ikke blot de velkendte historiske Navne Toussaint l'Ouverture og Booker Washington, men ogsaa mindre velkendte Navne fra vore Øer som Blyden, og derom fortæller en lang Historie, som jeg kender, om, hvordan den sorte Mand har været den hvide Mands mest trofaste Medhjælper i den vanskelige og ofte forfulgte Missionsgerning, hvorledes der opvoksede et Sæt af udmærkede indfødte Medhjælpere. Jeg har læst deres Breve - thi nogle af dem lærte at skrive - Breve fra Mennesker, der aldrig tænkte sig, at hvad de dér skrev, skulde blive fremdraget senere, og jeg vil sige, at hvis der ikke deri for mig havde været en Opmuntring med Hensyn til Negerracens Fremtidsmuligheder, saa ved jeg ikke hvad. Negrene har det tilfælles med andre Mennesker, at vi for en stor Del er, ligesom man tager os. Men der er den Forskel mellem dem og os, at de i endnu højere Grad er, som man tager dem. I en Forstand er de gaaet tilbage - tilsyneladende - og det er, fordi disse nye Ideer er kommet dem noget hovedkulds ind i Hovederne. Dette har givet sig visse absolut utiltalende ydre Udslag. Men i en anden Retning er de gaaet frem, de har vundet den større Selvbevidsthed, som denne Race nu en Gang skal lære at have, og de har tilegnet sig det, som er nødvendigt for os alle: Evnen til at underordne sig.

Man taler saa meget om Strejken - som om de Folk ikke skulde have lov til at strejke, saaledes som de var stillede! Man man taler ikke om den overordentlige Disciplin, som de viste under Strejken, og er der noget, der for mig har været et Vidnesbyrd om, at der endnu er Kræfter i denne Race, er det netop dette Forhold.

Man taler ikke om, at Planterne jog dem bort fra deres Hjem, smed deres stakkels Bohave ud og derved provocerede dem til Uroligheder. Var der nogen Fremgangsmaade, som direkte kunde provocere til Uroligheder, saa var det dog denne.

Lawaetz peger paa, hvor let Planterne kunde have overvundet Vanskelighederne, hvis de i Stedet for at lave saa stort Postyr, havde tage stilfærdigt og fornuftigt paa Strejken.

Jeg mener, at hvis de havde taget det saadant jævnt og roligt, havde man ikke sat Negrene paa denne overordentlige Prøve, som de i øvrigt bestod med største Bravour. Man taler saa meget om deres Dovenskab, men man taler ikke om, hvordan det ser ud i deres Hytter, og hvad de faar at spise. Saaledes talte man ogsaa herhjemme i Hoveriets Tid om Bøndernes Dovenskab, det er nøjagtigt det samme.

Hamilton Jacksons store Evner kunde have været til stor Nytte.

Derefter omtaler Lawaetz den stærkt angrebne Fører for de Sorte, Hamilton Jackson, hvem man fra Plantageejernes Side har ønsket sat fast: 

Jeg mener, at man burde have gjort den rette Brug af Jacksons udmærkede Evner. Jeg mener, at de, der har set ham, har faaet et Indtryk af, hvilke fænomenale Evner han sidder inde med, Evner, som naar de var brugt i Samarbejde, kunde have ført til udmærkede Resultater, uden at Samfundet lige straks var blevet rystet i sine Fuger, en Slags lokal Booker Washington. Men i Stedet for blev han drevet ud i den mest yderliggaaende Opposition, der selvfølgelig har skudt Vildskud.

Jeg forbavser mig kun over, at den ikke har skudt flere Vildskud. Jeg forbavser mig over, at han har holdt Hovedet saa klart, som han har. Thi intet er vanskeligere end at staa, navnlig i et saadant Klima, og være ombejlet af en stor entusiastisk Mængde, som sværger til en, og med de bitreste, mest fanatiske Modstandere paa den anden Side. Der hører der umaadelig meget til at holde Hovedet klart, og Jeg siger, at jeg forbavses over, jeg er imponeret over, at han i den Grad har kunnet holde Hovedet klart. Jeg har talt mod ham nogle Gange herhjemme - jeg er ked af, at jeg ikke har talt oftere med ham - , og jeg har korresponderet med ham.

Jackson er jo blevet saa ganske forbavsende angrebet for sit Blad "The Herald", Liberty, Equality and Fraternity! Det lyder godt paa Engelsk, der er Klang i det; jeg kan se de gamle Negre komme gaaende ned ad Gaden og se dette: Liberty, Equality and Fraternity - ja, de forstaar det ikke rigtigt, men de forstaar, at det er noget, der er godt. Men Planterne vil ikke synes om det. Jeg sagde det ogsaa til Jackson. Jeg sagde: De er en meget uforsigtig Mand. Jeg har altid selv været mere opportunistisk anlagt; jeg vilde ikke gøre det. De gamle Plantere har det ikke tiltalt, og jeg vil sige, det vilde heller ikke ubetinget have tiltalt mig, da jeg var derude. Men det vilde jo heller ikke tiltale Frederik VI., hvis han traadte ud af Frederiksberg Have og hørte: "Social-Demokraten" 5 øre! Det sidste Nyt fra Betonarbejderstrejken! Det er noget i samme Stil derude.

Negrene er gode Arbejdere, naar de behandle godt.

Om Negrene paastaaede Dovenskab udtaler han - efter stærkt at have angrebet Rombodsuvæsnet:

Hvilke Foranstaltninger skal der til for at hjælpe mod Dovenskab? Ja, vi kan nok sige, at der maa Eksemplets Magt til og navnlig forbedrede Samfundsforhold. Tager man Haabet bort fra et Menneske, saa tager man med det samme Arbejdslysten fra ham. Naar Forholdene nu, efter hvad der fortælles, er blevet saa elendige, maa der dog være en Grund dertil. Jeg mindes, at den afdøde Direktør for St. Croix Sukkerkogeri, en udmærket, humant tænkende Mand, Christian Dahl, sagde, at der fandtes ikke flinkere Arbejdere end Negrene paa St. Croix paa Sukkerkogeriet; naar det saadan kunde indrettes lidt i Retning af at vække deres Kappelyst saa kunde det gaa med Liv og Lyst. Noget lignende har jeg ogsaa selv set; i den Henseende er Negrene Børn, i den Henseende er Negrene Børn. Jeg traf for et Aars Tid siden rent tilfældigt en Ingeniør fra Sydafrika, som sagde, da han læste i Avisen om de sørgelige Forhold i Vestindien: Jeg gad vidst, om de forstaar at behandle de Folk rigtig - jeg indskyder, at denne Mand ikke kendte min Stilling til Sagen; det var rent tilfældigt, jeg traf ham paa et Hotel. Jeg sagde: Ja, hvordan mener De? Jo, sagde han, man kan ikke tænke sig flinkere Arbejdere end Negrene - jeg har haft flere Tusinde under mig i Diamantgruberne i Sydafrika - NB.: Naar man sørger for at give dem for det første ordenlig Løn og for det andet ordenlige Boliger og for det tredje at holde dem borte fra Adgangen til den billige Spiritus, som Europæerne importerer til Sydafrika. Se, dette NB. forekommer mig nok at kunne give os noget at tænke paa derude.

Om Spørgsmaalet Salg eller IkkeSalg siger han: "Reformer eIler Salg. - Reformer og en moralsk Vished for, at disse Reformer gaar i den liberale Retning, som jeg nu mener er den rigtige ..."

(Social-Demokraten 5. november 1916 (uddrag)

Guvernør Helweg-Larsen var indkaldt, og her redegjorde han for at han ikke mente at fagforeningsbevægelsen lod sig omplante blandt negrene. Han opfattede negrenes grove opførsel som et resultat af "den sortes vilde tilstand i Afrika".

I november 1916 var det blevet finansminister Edvard Brandes tur. Her fremkom oplysninger om Hamilton Jackson og guvernøren i danske Vestindien:

De vestindiske Afhøringer.

Folketingsmand Dr. Moltesen, finansministeren og Udenrigsministeren.

Finansministeren kolliderer med formanden.

Svar til Helweg Larsen om Hemmeligholdelsen af Salgsforhandlinger.

Om Hemmeligholdelsen af Salgsforhandlingerne.

Folketingsmand, Dr MoItesens Afhøring var af ganske kort Varighed. Han benægtede at have ydet Hamilton Jackson nogen som helst Støtte, hverken moralsk eller økonomisk. Han udtrykte sit Syn paa den øjeblikkelige Situation paa Øerne saaledes, "at enten skulde man indespærre Hamilton Jackson i Horsens Tugthus og sende Helweg Larsen tilbage som Guvernør, eskorteret af et krigsskib, eller ogsaa skulde man indespærre Helweg Larsen i et godt Embede herhjemme og sende en Mand eller Kvinde med pædagogiske og disciplinære Evner derover. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det burde være en dygtig Militær med human Dannelse og humant Tankesæt, der som Guvernør vilde soge sin Stolte i de Kredse, der har virkelig Sympati for sorte".

(Vendsyssel Tidende, 11. november 1916)

Brandes blev spurgt om forskellige forhold ved forhandlingerne med amerikanerne. Efter dette blev han spurgt om forholdet til strejken:

Minister Brandes giver Helweg-Larsen raat for usødet.

Efter at nogle mindre interessante Emner er drøftede, stilles Finansminister Brandes over for det spørgsmaal, hvad han har at sige til fhv. Guvernør Helweg-Larsens Kritik af hans Stilling under og efter Strejken, og her boltrer Ministeren sig ret af Hjertens Lyst og med en Mængde flotte Bemærkninger. 

Han siger, at Helweg-Larsens Klage over, at han ikke har faaet tilstrækkelig Vejledning, viser en rørende Barnlighed.

Guvernøren ønsker en fast og haard Haand og en Diktator. Dette viser, hvor lidt Folks Personlighed mange Gange svarer til deres Idealer. Der er ikke en Negl af stærk eller fast Haand, og der er ikke Tomme af en Diktator i ham.

I hans Indberetninger til Ministeriet har man ikke set noget Tegn paa nogen Misfornøjelse af saa gennemgribende Art, og da han søgte sin Afsked - det var vist i August Maaned - var det ikke, fordi han mente, at vigtige nationale og vitale Interesser var krænkede, men af Helbredshensyn.

Ministeren skildrer derefter Guvernøren som en hæderlig, velmenende og tjenstivrig Mand, som  var udmærket inde i alle sine Administrationsanliggender og i Øernes Forhold. Men han havde en sørgelig Mangel paa Menneskekundskab. Ministeren saa meget vel, at til Guvernør fordredes en Blanding af en Militær og en Forretningsmand, noget saadant som Direktør Cold repræsenterede ganske ypperligt, og ikke en Bureaukrat, men han havde i det Øjeblik ingen anden end Helweg Larsen. "Jeg mente - og mener fremdeles - ikke, at Manden havde umuliggjort sig i sit Embede. Jeg sagde min Mening til ham ganske rent ud, sagde ham, at jeg mente, jeg burde bebrejde ham baade hans Optræden tidligere, ligesom jeg bebrejdede ham hans Optræden nogle Gange, efter at han havde været herhjemme. Endvidere gjorde det ham Stillingen vanskelig, at han var ligesom besat af Hamilton Jackson; denne Mand syntes ham selve det ondes Inkarnation".

Angaaende Hamilton Jackson indskyder Ministeren en Bemærkning om. at han har talt med ham to Gange, antagelig 10 Minutter; han har modtaget et Andragende fra ham, men ikke, som det er paastaaet, givet ham en Anbefalingsskrivelse med tilbage, hvorimod Jackson jo "modtoges med megen Tilslutning fta mange Sider, og det fra ret indflydelsesrig Side, fra store Partiers Side".

Med Hensyn til Strejken havde Guvernøren faaet den Vejledning at han skulde optræde mæglende, og at Hamilton Jackson maatte behandles som alle andre Borgere, hverken værre eller bedre. Ministeren dadler, at Guvernøren nægtede at forhandle med Jackson i Embeds Medfør, selv om han var bleven fornærmet af ham. Det var umuligt for Ministeriet at ligge her og "telegrafere ustandseligt hele Dagen, telegrafere hele Afhandlinger over til St. Croix og St. Thomas". Guvernøren maatte handle efter Konduite, men Ministeren "mindes ikke, at han (H.-L.) nogen Sinde har gjort noget Forslag af Betydning med Hensyn til, hvorledes Sagerne skulde tages paa St. Croix". Han maa derfor mene, "at det, Guvernør Helweg-Larsen har sagt, ikke har noget virkeligt Grundlag som Kritik betragtes".

(Vendsyssel Tidende, 11. november 1916).

HamiltonJackson blev udsat for 10 sagsanlæg fra guvernør Helweg-Larsen, gendarmkorpsets chef og plantageejerne. Den 11. december 1916 stadfæstede overretten 7 af dommene og idømte ham mindre bøder der alt i alt løb op i et anseligt beløb. Kun Social-Demokraten så dog sagerne som "en sønderknusende anklage mod det system og det regimente, den danske overklasse i Vestindien har ansvaret for."

Af den øvrige presse blev Jackson udsat for stærke angreb, og flere gange også for racistisk satire i såvel Svikmøllen som Klodshans - bl.a. af Robert Storm Petersen. Dette påvirkede dog ikke Hamilton Jacksom mere end at han fortsatte som redaktør på The Herald, fagforeningsleder og senere politiker og dommer i lokalsamfundet på St. Croix. 

Den 14. december 1916 var der en folkeafstemning - den første i Danmarks historie. Stemmeprocenten blev lav, 40 %. Til sammenligning var der ved rigsdagsvalget 2 år senere en stemmeprocent på 75,4. Der blev ellers trykt rigeligt med propaganda-materiale fra både ja- og nejsigere. 284.000 stemte for et salg, 58.000 imod. 

Jyllandsposten bragte i januar-februar 1917 en artikelserie om Dansk Vestindien i gamle dage. Artiklerne baserede sig udelukkende på udsagn fra hvide og drejede sig mest om økonomi, landbrugsdrift og hvordan de hvide fik de sorte til at makke ret. Slavehandelen blev beskrevet og omtalt som brutalt, men man stillede ikke i artiklerne spørgsmålstegn ved at de sorte menneskeligt ikke var ligeberettigede med hvide.

Salg af de vestindiske øer. Den danske Gesandt Brun og den amr. Gesandt Lansing, 1917. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Den 9. marts 1917 udsendte kongen Christian X og statsminister Zahle et åbent brev til indbyggerne der nu skulle forberede sig til afståelsen. Brevet sluttede med disse ord:

Idet vi tager Afsked med Eder, udtaler vi Haabet om, at I i Kærlighed vil bevare Mindet om de Aarhundreder, i hvilke Øerne har staaet i Forbindelse med Danmark som Moderland, og bringer vi Eder vor kongelige Tak for den Loyalitet og Hengivenhed, I har vist os og Moderlandet. Befolkningen og vi udtaler vore varmeste Ønsker om en lykkelig og frugtbringende Fremtid for Eder alle og de af Eder beboede Øer.

Overdragelsen til USA foregik den 31. marts 1917, altså under 1. verdenskrig. I første omgang oprettede USA et midlertidigt militært styre - dog ikke mere midlertidigt end at det sad helt indtil 1931. Traktaten havde ikke sikret beboerne på øerne amerikansk statsborgerskab, og USA videreførte således blot den status som befolkningen havde haft under dansk styre, som koloniale undersåtter. Ligeledes gjaldt den danske kolonilov helt frem til 1936.

Overdragelsen den 31. marts blev ikke videre omtalt i den danske presse. Udover i korte notitser af overdragelseshøjtideligheden et stykke inde i bladet. Postvæsnet meddelte at post til øerne nu skulle foregå efter regler i USA, og filatelister bekymrede sig om restoplag af frimærker og eventuelt salg til samlere.

Den lokale befolkning følger overdragelsen af De Vestindiske Øer, 1917. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Foreningen "Dansk-Vestindien" Øernes Overdragelse til U.S.A, 1917. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Den negative omtale af fagbevægelsen stoppede ikke efter afståelsen. Nationaltidende, 5. juli 1917, 2. udgave citerede under overskriften "Da St. Croix var dansk. De umulige Arbejdsforhold" fra "Plantageselskabet Dansk Vestindiens" årsberetning (uddrag):

Om Sukkerhøsten hedder det: "Arbejdet gik fra Dag til Dag mere trevent og uvilligt og under stadige Indgreb og Overgreb fra Fagforeningens Side. Mr. Hamilton Jackson fortsatte trods Høsttravlheden ustandseligt med sine Agitationsmøder. I Begyndelsen af August Maaned forsømte saaledes de fleste af Negrene paa »Mount Pleasant" Arbejdet baade Torsdag og Fredag - Iørdag er altid praktisk talt Fridag - fordi de paa begge disse Dage var tilsagt til

Møder i Frederikssted. Mandagen derefter arbejdede Negrene kun om Formiddagen paa Plantagen "Hope", fordi de af Hamilton Jackson var beordrede til at overvære et Møde 1

Kolonialraadet ....

"Under saadanne Forhold er det Intet Under, at Afslutningen af den usædvanlig store Sukkerhøst trak i Langdrag...." 

Flertallet af de danske aviser skrev - i det omfang de overhovedet beskæftigede sig med de vestindiske øer - med slet skjult skadefryd hver gang det gik galt for arbejderne, at det ikke blev bedre under USA og harcellerede over at Danmark havde afstået øerne, ofte ledsaget af kritik af "demokratiet". 

Især Hamilton Jackson blev udsat for flere falske rygteri dansk presse. Ingen havde ret meget på sig. Han vedblev at have stor politisk og social infdflydelse. Hamilton Jackson tog i august 1920 til New York for at studere til sagfører, pengene stammede fra en indsamling. Få år efter kunne han derfor varetage fagforeningens juridiske affærer. Han fortsatte som redaktør af The Herald. Jackson blev bl.a. hørt under en omfattende høring i 1926 i Repræsentanternes Hus om en permanent regering på Virgin Islands.

Omvendt sørgede den amerikanske flåde for store forbedringer inden for sundhed, sanitet og infrastruktur. Uforudset skabte The Volstead Act der forbød alkoholiske drikkevarer i 1920 at romproduktionen på St. Croix stoppede. Fagforeningerne fortsatte dog med at kæmpe for at få indført amerikansk demokrati på øerne.

David Hamilton Jackson (1884-1946) lærer, journalist, politiker og dommer. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. 1. november 1915 var den dag The Herald udkom for første gang, og det er den dag,  "David Hamilton Jackson Day", eller US Virgin Islands Liberty Day som er blevet fejret lige siden på St. Croix. Denne dag føjede sig så på sin vis ind i rækken af "nationale" fejringer af uafhængighed af Danmark: Sverige, Norge, Island - og Virgin Islands.

Bright Pimping: Freedom eller The Conch Blower, kopi af en statue fra 1998. Den blev oprindelig skabt i anledning af 150 året for slaveriets ophævelse og står flere steder på øerne. Opstillet 2019 ved Eigtveds Pakhus som var opbevaringssted for varer der kom fra Vestindien. Danske skibe sejlede omkring 100.000 mennesker fra Afrika til øerne til et kummerligt liv. Samtidig blev Danmark rigere og i København skød flotte palæer op – en del af dem tegnet af Eigtved

Bright Pimpong: Freedom. Den ghanesiske kunstner har afbildet en mand der kalder til oprør mod slaveri ved at blæse i en konkylie. I den anden hånd, en sukkerrørskniv.

Three Queen Foutain (2005). Bronzeskulptur, springvand. Kunster: Richard Hallier (amerikansk kunstner fra Kansas). Skupturen ligger i en have i Kongens Quarter, Blackbeards Castle. Charlotte Amalie City.

Three Queens Fountain, Blackbeard's Castle, Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI, Jan 2010. 23 January 2010.

Statuen forestiller de tre "queens": Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. The figure standing on the right has a flaming torch in her right hand. On the left stands a woman carrying a lantern in her right hand. In the center stands Queen Mary, holding a burning torch in her left hand and a sugarcane knife in her right hand. In the hands of a slave, a lantern, a torch, and sugarcane knife were lethal tools that could spark an insurrection.  These three figures of power stand in a basin cascaded with jets of water.

Der er en tavle med nedenstående inskription:

In 1878 three former slave ladies on St. Croix led an insurrection against the Danish Government for improved working and living conditions. During this action, a major portion of Frederiksted was destroyed by fire. This revolt is known today as “FIREBURN” and the ladies are renowned as “Queen Mary, Queen Agnes and Queen Matilda” – The Three Queens of the Virgin Islands

I 2016 foræredes med hjælp fra Museum Vestsjælland tre statuer til Danmark fra befolkningen på US Virgin Islands. En buste af general "Buddhoe" , den store vestindiske folkehelt fra 1848, en buste af fagforeningslederen David Hamilton Jackson (nu en del af samlingen på Arbejdermuseet) samt "Freedom". Alle skabt i 1998 af billedhuggeren Bright Bimpong.

Jeannette Ehlers and La Vaughn Belle: "In Am Queen Mary - A Hybrid of Bodies. Narratives and Nations" (surface-treated flamingo, 2018). 

Statuen er opstillet foran et af de pakhuse som blev bygget til at opbevare varer fra bl.a. de dansk Vestindiske Øer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Efterskrift til Politivennen)

Thomas Larsen Schiøler (født 29. maj 1861 i København, død 6. oktober 1939 på Frederiksberg) var en dansk præst og teolog, der var biskop over Århus Stift 1916-1931. Han var præstesøn fra København og virkede som kapellan i Budolfi Kirke i Aalborg gennem 18 år, inden han 1. november 1916 blev han udnævnt til biskop over Århus Stift. Forgængeren i embedet, Hans Sophus Sørensen, var gået af i protest mod folkekirkens udvikling, se nederst i dette indslag.

Den nye Biskop.

Fotograf Lauritz Olsen (1834-1899): Biskop Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Det kongelige Bibliotek. Fotoet erstatter avisens foto.

"Aalbo. Amtstid." skriver om den ny Biskop:

Den ny Biskop er født 29. Maj 1861 i København, men opvokset i Vestjylland, hvor hans Fader var Præst. Ganske ung blev han teologisk Kandidat, og herefter var han i et Par Kapellan paa Sjælland.

1887 blev han Sognepræst i Nr. Snede. 1894 residerende Kapellan ved St. Pauls Kirke i København, og beskikkedes han til residerende Kapellan og Præst ved Hospitalskirken i Aalborg, hvor han senere har virket.

Allerede i sin tidlige Ungdom blev han stærkt greben af den grundvigske Anskuelse, som siden er bleven yderligere uddybet og rodfæstet hos ham. Hans Forkyndelse er da ogsaa stærkt præget deraf. Man behøver ikke at høre ham ret længe for at faa et stærkt Indtryk af, hvor han staar i kirkelig Henseende. Maaske ejer han ikke af Naturen den store Veltalenhed, som umiddelbart river Tilhørerne med sig, men der er Aand i hans Tale og over den, og han øser dybt af sine egne Erfaringer og Oplevelser. 

Ogsaa mange andre end selve Menighedskredsen vil savne Pastor Schiøler, naar han rejser bort fra Aalborg. I mangt og meget har han haft Del. Saaledes har han udført et stort dygtigt Arbejde som Formand i Høiskolehjemmet, han har været og er Formand for Skolekommissionen og har deltaget stærkt i Velgørenhedsarbejdet i Byen, ligesom han har været en meget søgt Taler ved folkelige og kirkelige Møder i hele Nordjylland. Ogsaa de mange, han gennem hele denne Virksomhed er kommen i Forbindelse med, vil sikkert ønske ham al Lykke i hans fremtidige Gerning.

I de Aar, han har virket i Aalborg, har der derfor ogsaa samlet sig en trofast Kreds om hans Prædikestol, og det vil blive med Vemod, at hans mange Venner i Aalborg nu ser ham og hans elskelige Hustru drage bort; men tillige vil de af Hjertet ønske ham baade Lykke og Velsignelse til hans store og betydningsfulde Gerning i fremtiden.

Men dernæst er der al Grund til at lykønske Aarhus Stift med sin nye Biskop. Det bliver en baade frisindet og folkelig Mand, der tager Sæde paa Bispestolen i Aarhus. Og han møder udrustet med gode Forudsætninger til at kunne udfylde den ansvarsfulde Post. Navnlig i det nye Testamente er han bevandret som vistnok kun faa af vore Præster, han er en praktisk dygtig Mand, en Mand med Vilje, Energi og Handlekraft. Præster og Menigheder i Aarhus Stift vil ikke gaa forgæves, naar de søger til ham om Raad og Vejledning.

- - - -

Biskop Schiøler har overfor "Fyns Tid." udtalt, at han er en trofast Ven af den danske Kirke, som han ønsker bevaret, og at han er Tilhænger af det, som Udtrykket "den taalsomme Folkekirke" dækker over, selv om han ikke ynder Udtrykket.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende  2. november 1916).

Smaa Betragtninger over Bispevalget.

Vi har modtaget følgende:

Det er nu anden Gang, en grundtvigsk Kapellan er bleven gjort til Biskop. Uvilkaarligt rinder os det gamle Rim i Hu, som i sin Tid blev digtet med Henblik paa Grundtvig selv;

En Kapellan kan gammel blive
og holde sig ved Haab ilive.

Paa Grundtvig passede det i Virkeligheden ikke. Men de nuværende grundtvigske Kapellaner? 

Spøg tilside! Sagen er alvorlig. Hvis den nye Biskop skulde tages blandt Grundtvigianernes Kreds, var der saa virkelig ikke blandt de grundtvigske Provster og Sognepræster et Bispeemne? Vi kan ogsaa spørge saaledes: Er den nye Aarhusbisp saa fremragende, at han staar Maal med, maaske endog rager op over de andre grundtvigske Førere? En Kapellan kan jo meget godt have Bispeegenskaber. Grundtvig selv var allerede som Kapellan en af Landets ypperste Præster. Og hvad man end vil sige om Udnævnelsen af Pastor Ludwigs til Biskop, Ludwigs var dog som Præst paa Christianshavn en kendt og betydelig Mand.

Trods sine 55 Aar er den nye Aarhusbisp imidlertid en næsten ukendt Mand uden for Aalborg. Man erindrer hans Navn de Steder, hvor han for har virket, men her i Kjøbenhavn, i St. Pauls Sogn, hvor han i nogle Aar var Kapellan, synes hans Gerning ikke at have efterladt sig Spor. Den grundtvigske Kreds, som han fuldt og helt tilhører, har - saa vidt vides - aldrig tildelt ham noget særligt Tillidshverv ud over rent lokale. Hvem erindrer nogen Tale eller noget Ord af Biskop Schiøler, som har vakt Opmærksomhed?

Efter samstemmende Vidnesbyrd fra deres Side, som kender Schiøler, har han i særlig Grad været udrustet til at være Sognets Præst, til at samle Sognets Menighed, lede Sognets kirkelige Arbejde, besøge de Syge, tage sig af Børnene, opmuntre og trøste, hvor han færdes blandt de Sørgende og Lidende. Han skildres fra alle Sider som en afholdt, jævn og folkelig Præst, med andre Ord som en af dem, der i Stilhed gaar Herrens Ærinde inden for Sognemenigheden og har Evner og Kald hertil. 

Men hvorfor trækkes en saadan Mand ud af det Embede, til hvilket han passer, og ind i Landets næstypperste Bispeembede - som Aarhus-Bispestolen maa regnes for at være - som Brammers, Clausens, Fredrik Nielsens og Sophus Sørensens Efterfølger? Hvis der ikke er skjulte Høvdingeegenskaber hos ham, staar han jo langt tilbage for sine Forgængere. Og i hans Alder skulde man dog tro, at de mulige Førerevner maatte have vist sig.

Man kan med nogen Grund, synes vi, undres over, at han selv har villet tage mod Bispestolen, og at hans Venner ikke har fraraadet det. Naar man betænker, hvor mange ansete Provster og Præster der sidder i Stiftets Byer og ude paa Landet, bliver det vanskeligt at fatte, at de skal have denne ukendte Kapellan fra Aalborg til Tilsynsmand, til Støtte og aandelig Raadgiver. Og naar Menighedsraadene skal forhandle med Biskoppen om ny Præst, og Biskoppen skal være Raadenes aandelige Vejleder, har man ondt ved at tænke sig, at den fornødne Autoritet her skulde være tilstede hos Biskoppen. Det kirkelige Lægfolk i vore Dage venter i Biskoppen at finde en Mand, som kan være dets Hoved. Hvorfor vil Pastor Schiøler udsætte sig for den Kritik og de Vanskeligheder, som uvægerlig vil følge med Stillingen? Og føler han ikke selv, at der i hans egen Lejr, den grundtvigske, er større Bispeemner?

Skal den grundtvigske Fløj i det Hele være saa talrigt repræsenteret paa Bispestolene? Er den nuværende Bisperepræsentation et fuldgyldigt Udtryk for Menighedslivet og Menighedsarbejdet i vort Folk? Det er der vist ikke mange, som vil driste sig til al hævde. Men var det ikke ganske rimeligt, at de Mennesker, der gør Arbejdet i Kirken, at den Retning, der særlig ofrer personlig Kraft og økonomisk Værdi paa at bringe Evangeliet ud blandt vort eget Folk og blandt Hedningefolkene, der giver den største Indsats i Indre Mission, Ydre Mission, Kirkesagen, Ungdomssagen, Søndagsskolen og saa fremdeles paa de fleste Arbejdsfelter - vi ved alle, hvad det er for en Retning - at denne Retning engang faar en af sine Førere op i Bispestolen? Som Forholdene ligger, har den i Øjeblikket næppe nogen af sine Førere paa nogen Bispestol. Vi siger "næppe", fordi alle vore Biskopper naturligvis ser venligt til denne Retning, og fordi i hvert Fald en af dem staar Retningen meget nær. Men er det ikke besynderligt, at den ene Grundtvigianer efter den anden føres op i Kirkens øverste Embeder, medens denne anden Retning ikke i mange Aar har haft nogen af sine Førere i disse Embeder. Og - læg Mærke til, at denne Retning ingenlunde savner Førere.

Vi nævnede før Menighedsraadene, som den nye Biskop jo faar meget at gøre med. Er det rigtig demokratisk, at Ministeriet ganske ignorerer deres Ønsker, naar en ny Biskop skal udnævnes? Vilde det ikke være klogt Demokrati, ja, klog Politik at lade Menighedsraadene og Præsterne i det paagældende Stift faa Lejlighed til at udtale sig? Minder den nye Udnævnelse ikke om visse Udnævnelser under det gamle konservative Styre, hvor der fraoven blev beskikket en Tilsynsmand - rigtignok med den Forskel, at det gamle konservative Styre ikke tillod sig at sende en ukendt Mand.

Der er kun een Forklaring paa den nye Udnævnelse, nemlig: Biskoppen i Aarhus Stift er en Mand, som Ministeriet kan bruge. Maaske er han ikke den Mand, Ministeriet helst vilde have. Maaske har Kirkeministeren ønsket en anden, men ikke fundet det opportunt eller tilraadeligt at sætte denne anden ind og har saa ladet sig nøje med Pastor Schiøler, som i hvert Fald kunde bruges!

Dette er den eneste tænkelige Forklaring, thi hvem skulde ellers have ønsket Schiøler?

Men i saa Fald har Ministeriet paa den eftertrykkeligste Maade konstateret sin aandelige Fattigdom i kirkelig Henseende. Højere naar Ministeriet ikke, mere evner det ikke, betydeligere Præster er der ikke blandt dets Meningsfæller, end figura udviser.

Og saa spørger vi andre; Med hvilken Ret kan et saadant Ministerium varetage Kirkens Interesser, naar det ikke har betydeligere Mænd til Kirkens højeste Embeder?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1916).

Schiølers nærmeste forgængere var som nævnt i artiklen: den konservative Gerhard Peter Brammer (1845-1881), Bruun Juul Fog (1881-1884), Johannes Clausen (1884 – 1905), den højre-grundtvigske Frederik Nielsen (1905 – 1907) og Hans Sophus Sørensen (1907 – 1916). Denne sidste tog sin afsked efter at en liberal og vækkelsesvenlig teolog, Niels Peter Arboe Rasmussen blev frifundet for at have brudt sit præsteløfte, bl. a. med udtalelser om at kirkelige dogmer som jomfrufødslen ikke hørte til kernen i kristendommen. I 1916 vedtoges en særlov som sikrede at Arboe Rasmussen kunne virke som sognepræst i Vålse. Dette var Hans Sophus Sørensen stærkt imod, og han søgte sognepræstembedet i Nørup (Vejle) for at komme væk fra bispeembedet. 

Mellem 1875 og 1889 var alle bisper teologisk og kirkepolitisk af den mynsterske tradition og disciple af Martensens disciple, dvs. de tihørte politisk det yderste Højre. Grundtvigianismen havde konkurrence fra Indre Mission, i 1870 gik det grundtvigske Venstre 1870 ind i Det forenede Venstre. I 1895 var der for første gang et indslag af vækkelserne i bispekollegiet. I 1916 nåede Indre Mission et højdepunkt.

Schiøler faldt for aldersgrænsen som biskop 6. juni 1931. Sognepræst ved Århus domkirke Fritz Charles Bruun-Rasmussen afløste ham i embedet. Han var Venstremand og var kirkeminister 1926-1929. Thomas Schiøler flyttede til Frederiksberg og døde fem år senere. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Aage Gjerløv Schiøler og Anna Ernestine Schiøler, f. Petersen. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2026.

Østerbro Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Hundekirkegården

Den lille hundekirkegård som gartner Preisler har indrettet ved sit gartneri på Østerbrogade, viser med hvilken rørende kærlighed mange hundeejere omfatter deres firbende venners minde. Her er hundredvis af grave, sirligt anlagte med gitter eller hække omkring, smukke mindetavler og pænt beplantede.

Ved indgangen til kirkegården har gartner Preisler bygget en stenhøj af rester af gamle gravsten der er fundet på kirkegårdene, og her er også en tavle hvis inskription er lånt fra et gammelt mindesmærke som den berømte maler Abildgaard lod sætte på sin hunds grav . 

Originalen til dette monument hvoraf vi hosstående bringer et billede, findes i haven bag Charlottenborg. Abildgaard var prof. ved Akademiet, og boede som sådan på Charlottenborg.

Som det ses på billedet, er det et ret anseligt monument med et timeglas i relief øverst, og nedenunder er indhugget:

Her gemmes levninger af JORDANA.

Et mønster på troskab.

Han blev født i Rom i Pius secxti

Regerings andet Aar.

Han døde i København i det 

mærkværdige Aar, hvor

et Pund Sukker kostede 43 Skilling.

Inskriptionen viser, at hunden er født i Rom 1777. Dødsåret er vanskeligere at fastslå, men kunstneren har sikkert ment at det var nok at gøre opmærksom på at det var det år sukkeret kostede 86 øre pundet.

Mindestenen står endnu i Charlottenborgs have, men det er meget forståeligt at hundekirkegårdenes ejer har ønsket at have en lignede plade ved de nye grave, for den er et bevis for at en hundeejer for mere end hundrede år siden begravede sin firbende ven og satte den et minde der endnu bevares.

Gravstenen for N.A. Abildgaards hund skal stadig findes, med den pudsige inskription: ”Her giemmes levningen af iordano, et mynster på troskab. Han blev født i Rom i PII Sexti regierings andet aar. Han døde i Kjøbenhavn i det mærkelige aar, da et pund sukker kostede XLIII skilling”.Historien blev også dækket af Aftenbladet (København), 18. oktober 1915, der bragte nedenstående foto: 

Et sørgekvad.

Hundekirkegården ved Garnisons Kirkegård skal nedlægges.

JOMFRUEN:

Lille, kære Delle,

Jeg dig vil fortælle,

hvad for ondt der sker:

Når en skønne mor'en

Du ska' på kærregård'en,

så er den ikke mer.

Hvor skal du så hvile

under sørgepile?

Hvor - jeg spørger hvor?

Hvor skal kors jeg sætte -

Delle, du kan gætte,

det er tungt for mo'r.

(Social-Demokraten 13. oktober 1916)

Fra hundekirkegården 

Før den forsvinder.

København.

En eller anden storånd har et eller andet sted sagt: "Jo mere man lærer menneskene at kende, des mere holder man af sin hund". I de flestes ører lyder dette vistnok som en paradoks - men sikkert ikke i de menneskers der i disse dage ser deres spadsereture ud til den lille hyggelige plet jord ved indgangen til Garnisonskirkegården ude på Østerbro brat blive afsluttet.

Man behøver kun at kaste det flygtigste blik inden for denne lille blomsterhaves enemærker for at blive fuldkommen overbevist om, at "hin" mands ord om menneskenes trofaste ven ikke er en blot og bar paradoks. Og videre behøver man jo blot at tage de mange eksempler fra det virkelige liv for at overbevises om at en hund kan være så fuldtro en ven for de mennesker den holder af, at den tanke, der har dannet grundlaget for en hundekirkegårds tilblivelse, ikke er blasfemisk, hysterisk eller unaturlig.

... Og idet jeg står og ser ind over gærdet, der omslutter haven, og i det fjerne ser alle de mange små gravstene lyse i efterårets gyldne løv som løsrevne blade på en bog - alle er de mere eller mindre beskrevne - så får jeg en ubetvingelig lyst til på nærmere hold at se denne dyrevennernes kirkegård.

Henne ved et sirligt lille gravsted står to damer - de står og ser ned på den lille plet jord, som de nu i adskillige år har betalt 2 kr. årlig for. "Prins og lille Piphans" - står der med guldbogstaver, og selve gravstedet er den nydeligste blomsterkurv flettet af jernnetværk, overløbet af efeu og smukt beplantet. Idet jeg går forbi dem, hører jeg den ene dame sige: "Ja, lille søster, nu tager de så "gravstedet" (blomsterkurven) med os hjem, inden det herude skal kastes hulter til pulter .... Hvad mon der bliver af fyrstindens gravsted?" siger den gamle dame videre.

Ja, der ser man! Også på en hundekirkegård er der "persons" anseelse. Jeg må imidlertid se at få at vide noget nærmere om denne fyrstindes hund - for at det er en hund, der her spiller hovedrollen og ikke fyrstinden, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Kirkegårdens grundlægger, den nu aldrende gartner Preisler, der for 20 år siden lejede grunden af Magistraten, af hvem han altså nu er sagt op, kommer gående lige imod mig, ivrigt optaget af at forklare en tysk dame at han er uden skyld i den opløsning, der forestår. Jeg venter beskedent i baggrunden, til han er færdig, og tager da mod til mig, idet jeg fortæller ham hensigten med mit besøg.

Hr. Preisler siger hovedrystende : "Ja, De kan tro, det har ikke altid været let at stille kirkegårdens "besøgende" tilfreds. Som nu denne tyske dame jeg lige talte med. Hun elskede sin hund over al beskrivelse, og da krigen udbrød dernede i Tyskland, så rejste hun herop med sin hund af skræk for at de dernede skulle dræbe den og spise den. Så døde den, blev begravet her, og nu . ."

"Hvad er det så med den fyrstindes hund," spørger jeg videre.

"Nå, den! Jo, her skal De såmænd se det smukke gravsted; det var en st. bernhardtshund, og den reddede sig herskerindes "fyrstindens" liv, da hun en dag blev overfaldet af nogle banditter, der ville røve hendes penge og smykker".

Og vi går videre, forbi alle de små fint holdte gravsteder, og vi læser de mange forskellige navne og inskriptioner. Et sted står der: "Fille havde udtjent!" Af fødsels- og dødsdag kunne jeg se, at hunden var bleven 16 år gl, før dens herskab gav den dette smukke gravsted. "Mors lille Kvik. Tak for at din trofasthed" - står her, og videre læser jeg: "Pudlen Rolf. 12 år. Død 13. - 3. - 12. menneskebarn; Af hunden din lærer, kærlig og trofast til døden at være." 

H-r. Preisler fortæller mig. da vi passerer en gravsten, hvorpå står: "Solstråle" - at den

gamle dame, der mistede denne sin hund, mødte med en marmorsten, hvorpå stod med guldbogstaver : "Lille Guds engel! Solstråle". Men det ville jeg ikke gå med til", siger Preisler; "Lille Guds engel måtte hun stryge. Der er grænser! Det er hændt, at jeg har måttet grave de begravede hunde op igen en gang, fordi hundens ejerinde bildte sig ind, at "nogen" havde stjålet halsbåndet, og flået hunden for at sælge skindet. 

- En gammel dame kom grædende og sagde at hun havde set i drømme at hunden havde vendt sig nede under jorden, og hun var sikker på at den ikke var rigtig død. "Men De kan tro at jeg en, to, tre fik gravet dyret op og viste hende, at drøm og virkelighed ikke har meget med hinanden at gøre".

"Lille-Dreyfus", »Napoleon 1", »Vennen Tell", "Musse. Mors bedste Pen", "Minka v, Elbflorenz.

du var en god ven!" osv. . . Sten ved sten, og grav ved grav, kunne der fortælles om; mange rørende navne og mindeord til "Trofast"s ære.

»Hvad nu" spørger jeg Hr. Preisler, "skal der ingen hundekirkegård være?"

»Endnu er der intet bestemt derom; Magistratens opsigelse af haven her er jo så ny endnu, men - kommer tid, kommer råd! Det er alt, hvad jeg kan svare på nuværende tidspunkt - og jeg får mange bekymrede spørgsmål, må De tro. Men man vil jo nødig love mere, end man kan holde", slutter gamle hr. Preisler, idet han med et stille blik og en forstående gestus kaster blikket ned ad kirkegårdens gange, hvor gamle og unge samer, små og store børn, færdes mellem graverkarlene der allerede er i fuld gang med at "jævne gravene med jord"

(Middelfart Avis, 21. oktober 1916).

Ved Chr. Ballings Hundredaarsdag (1843-1916). (Efterskrift til Politivennen).

Læreren, der blev sit sogns ukronede konge.

Den 24. april er det 100 år siden den bekendte forfatter, mangeårig lærer i Lindeballe, Chr. Balling, fødtes.

Han var søn af en handelsbetjent i Skive, som døde tidligt, og han blev opdraget hos fremmede. Allerede som 15- 16 årig begyndte hans lærervirksomhed, idet han blev konstitueret som andenlærer på Landet i Salling. 1860 optoges han på seminariet i Jelling, hvor han kom under påvirkning af den kendte forstander pastor Svendsen, der har betydet så meget for adskillige af vore fremragende folkelige mænd fra den Tid.

I krigen 1864 gik Chr. Balling med som frivillig og blev derefter ansat i at lille, dårligt lønnet kald oppe ved Ræbild. Han var blevet gift med Laura Julie Semler, der var plejedatter af provst Wolf i Hvejsel, og det fortælles at det var provstinden, Fru Wolf, som ved sin indflydelse var stærkt medvirkende til at han i 1867 blev kaldet til lærer og kirkesanger ved skolen i Lindeballe i Vejle Vesteregn. Det blev en frugtbar og lykkebringende Iærergerning han her gik ind til. Pastor Hans Kau, Gadbjerg, der var hans sognepræst og nære samarbejder i kirke og skole gennem mange år og har skrevet en bog om ham, giver denne skildring af degnen i Lindeballe:

"Han var en dygtig og samvittighedsfuld lærer, en kundskabsrig og interessant mand, og som menneske noget af det omgængeligste og elskværdigste, man kan tænke sig, ret en kærlig og god mand. Han elskede sine skolebørn og disse ham igen og blev ved at hænge ved ham, efter at de havde forladt skolen". Han på sin side vedblev at følge sine gamle skolebørn på deres færd senere i livet.

*

Udadtil satte hans gerning i sognet sig også mærkbare spor. Han tog ivrigt del i afholdsarbejdet og gjorde en indsats for hedesagen. Skolelodden gjorde han til et mønsterbrug, og han blev i det hele taget en foregangsmand for sin egn. Hans mening blev æsket på de forskellige områder, og selv om han ikke af navn var sognerådsformand, så fik han som en slags sekretær for sognerådet en meget betydelig indflydelse på alt, hvad der forelå af kommunale sager, og privat søgte folk ham om råd og bistand i de forskelligste anliggender. Juridiske sager af mange slags kunne han bringe i lave, og i den periode da de magnetiske kure var på mode i firserne, skulle folk op til Balling, når de fejlede noget; hans strygninger var man sikker på nok skulle hjælpe.

En ejendommelighed var der ved hans stilling i sognet: Han var højremand, og i de politiske kampår kunne det jo ikke undgås at det modsætningsforhold, hvori det bragte ham til mange af hans sognebørn gjorde sig gældende. Selv nogle af skolebørnene sang en tilføjelse til den kendte Estrupvise: "Balling sender vi til Salling". Det var dog sikkert ikke så slemt ment, og Ballings personlige elskværdighed gjorde at det gode forhold mellem degn og beboere ikke lod sig rokke, men tværtimod gennem årene blev fastere og fastere underbygget.

Også indenfor sine kollegers kreds nød Balling stor anseelse. I 12 år, fra 1894 til 1906, var han medlem af Lærerforeningens hovedbestyrelse, de sidste år formand. Han var meget grundigt inde i alt hvad der vedrørte skoleforhold, ikke mindst den juridiske side, hvad der kom foreningen meget til gode.

*

Chr. Balling var en kendt og skattet foredragsholder, særlig hjemme på sin egen egn. Kom der bud fra fjernere egne, søgte han gerne at undslå sig; han ville ikke, at skolearbejdet skulle lide under at han var for meget hjemmefra. l øvrigt er det blevet udtalt om ham at han var velskikket til at blive frimenighedspræst.

Han folkelige virke i videre kredse og det der gjorde hans navn kendt ud over landet, blev dog hans forfatterskab, som tog sin begyndelse kort efter at han havde begyndt sin lærergerning i Lindeballe.

Det begyndte med et mangeårigt medarbejderskab ved Fr. Boisens bekendte oplysnings- og opbyggelsesskrift "Budstikken", og han udgav fra 1883 selv et lignende folkeskrift, "Vægteren", hvis flittigste bidragyder ved siden af ham selv var præsten Otto Møller i Gylling. Jævnsides hermed kom i årenes løb flere bøger fra hans hånd, hvor kendskab med biblen og særlig hans store fortrolighed med vore gamle ordsprog gjorde sig gældende. Blandt disse er "Hverdagsprædikener", "Paulus og hans Tid", "Bibelske Skildringer" og sidst, men ikke mindst "Ordsprogslærdom", hvis første udgave kom i 1877 som et lille uanseligt skrift, men som rummer en rigdom af den livsvisdom, som henfarne slægter har høstet og givet udtryk for i ordsprogets særegne, oftest knappe og rammende form.

"Gammel Ven og gammel vej
siger folket, sviger ej.
Og hvad folk fra slægt til slægt
siger højt med alle munde,
det har grund og det har vægt,
må forglemmes ingenlunde"

siger Grundtvig i sin vise om Peder Syv, og skønt ofte gentagne ordsprog kan virke fortærskede, så virker de i Ballings ejendommelige behandling forfriskende og berigende, og hans bog om ordsprogene, der indtager en særstilling indenfor vor litteratur, vil man have glæde af at fordybe sig i også i vore dage.

*

I 38 år virkede Balling som lærer i Lindeballe. I 1905 døde hans hustru, et slag, der ramte ham hårdt og var medvirkende til at han tog sin afsked og flyttede til Holte, hvor han helt helligede sig foredrags- og skribentvirksomhed og tog på rejser i ind- og udland.

Flere af hans gamle skolebørn var udvandrede til de Forenede, og på opfordring fra en kreds af disse foretog han på sine ældre dage en Amerikafærd, der blev til stor glæde for begge parter. Han besøgte flere danske kolonier derovre, talte ved møder og brugte i øvrigt sine øjne godt, hvad en bog, han skrev efter hjemkomsten, "En sommer i Amerika", vidner om.

Med sine venner hinsides Atlanten, såvel som dem herhjemme, vedblev han til sin død at stå i den hjerteligste forbindelse. Chr. Balling døde den 15. oktober 1916 på Sct. Josephs Hospital i København og ligger begravet på Vestre Kirkegård.

I et anlæg ved Lindeballe Skole rejstes få år senere en mindesten med en portrætmedaillon udført billedhuggeren Rasmus Andersen, med hvilken beboerne i hans gamle skovdistrikt og hans talrige vennekreds ønskede at hædre mindet ikke alene om den kendte forfatter, men om godt og varmhjertet menneske.

-c

(Fredericia Social-Demokrat, 24. april 1943).

Jens Christian Balling (1843-1916). Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Chr. Balling blev begravet fra Søndre Kapel på Vestre Kirkegård oktober 1916 i København. Blandt de fremmødte var mange skolefolk. Pastor Laursen talte.