Christian Christiansen Borgmester for ny Afdeling. (Efterskrift til Politivennen)

Efter valget i 1917 skulle borgmestre og rådmænd vælges ved forholdstalsvalg, hvor de hidtil var valgt ved flertalsvalg. Magistraten kom til at bestå af 10 medlemmer (før 8): 5 borgmestre og 5 rådmænd. Dette sidste havde fx betydet at Socialdemokratiet var gået glip af nogle borgmesterposter. Socialdemokratiet fik herefter 3 borgmestre og 3 rådmænd og dermed flertallet i Magistraten. "Antisocialisterne" fik 2 borgmestre og 1 rådmand, og de Radikale 1 rådmand. I 1910 var Chr. Christiansen blevet vraget som borgmester, se særskilt afsnit.

Vore Mænd i den ny Magistrat.

I Midten Borgmester Jensen. Foroven de to nye Borgmestre: Chr. Christiansen og Viggo Christensen. Forneden de to genvalgte Raadmænd: Fr. Andersen og L. Jessen.

- - -

Chr. Christiansen, der fra Stillingen som "Social-Demokraten"s Forretningsfører rykker ind i Magistraten som Chef for den nyoprettede 5. Afdeling, er i mangt og meget beslægtet med J. Jensen.

Christiansen er født i København 17. Juli 1865 som Søn af en Snedkersvend. Han blev udlært som Snedkersvend 1884 og var allerede Aaret efter i Bestyrelsen for sit Fags Organisation. 1893-98 var han Formand og blev i 1898 Forretningsfører for Snedkerforbundet 1 Danmark. Han tog fremragende Del i den faglige Ledelse under den store Lockout.

1 1910 blev han - efter et mangeaarigt dygtigt Arbejde i "Social-Demokraten"s Kontrahentforsamling og Kontrolkomité - valgt til vort Blads Forretningsfører. Han har siden været den socialdemokratiske Presses administrative Leder og har set denne Danmarks største Bladvirksomhed vokse frem til stadig større Udbredelse og stadig større Magt.

I 1902 blev han Medlem af Borgerrepræsentationen. Efter Jensen arvede han Hværvet som vort Partis Budgetordfører og røgtede dette ansvarsfulde Hværv med imponerende Dygtighed, indtil han i 1918 blev sat paa Formandssædet i Byens Raad. I Landsthinget har han fra 1906 været en varm Talsmand for Københavns kommunale Interesser. Ingen Gren af Kommunens omfattende Virksomhed er Christiansen fremmed. Ved P Knudsens Død i 1910 var han udpeget som vort Partis Kandidat til Fattigborgmesterembedet, Hans Valg hindredes ved en antisocialistlsk Sammenrotning om den nu kasserede Borgmester Lehmann.

Naar Christiansen nu overtager 5. Afdeling, maa det siges, at netop denne Plads vil give ham bedst Anledning til at udfolde sine rige Evner, der fortrinsvis gaar i administrativ Retning. Han vil blive Leder af Kommunens Arbejder: Sporvejsdrift, Vognmandsforretning, Gasværker, Elektricitetsværker osv. Under hans Afdeling vil en Række nye Opgaver blive lagt, efterhaanden som det socialdemokratiske Flertal fører sit Program Igennem. De Antisocialister, som i 1910 opbød alle Kræfter for at hindre Christiansens Indtræden i Magistraten, maa nu se ham indtage Stillingen som Chef for en Afdeling for Kommunesocialisme.

- - -

(Social-Demokraten 8. juni 1917. Uddrag).

Foto fra den nye magistrats første møde. Fra venstre mod højre: Borgmestrene Ernst Kaper, H. C. V. Møller, Chr. Christiansen, rådmand Gustav Philipsen og Fr. Andersen. overpræsident de Jonquieres, borgmestrene Jens Jensen og Viggo Christensen og rådmændene Gram, Jessen og Magius. Foto fra Nationaltidende 11. juni 1917, 2. udgave.

Vore Gaders Vanding.

Borgmester Chr. Christiansen udtaler sig.

Vandet skal pumpes op af Kanalerne.

Vi forespurgte i Gaar Borgmester Chr. Christiansen, om man havde tænkt paa i en nær Fremtid at lade foretage Vanding af de københavnske Gader, der i denne kvalme Hede afsætter en saa ulidelig Støvplage, nt det næsten er uudholdeligt at færdes l Gaderne.

Borgmester Christiansen svarede:

"Ja, jeg har ikke alene tænkt paa denne for vor Bys Sundhed saa vigtige Sag; men jeg har straks ved min Tiltrædelse af Borgmesterembedet sat mig i Bevægelse for at faa Gaderne vandede, saaledes at Støvplagen ikke bliver saa generende for Befolkningen, som Tilfældet nu er. Hos forskellige Handlende har jeg ladet indkøbe Pumper af den Slags, der bruges til Udpumpning af Grundvandet ved Nybygninger. Disse Pumper vil vi anvende ved Oppumpning af Vand fra Kanalerne.

Ved Hjælp af et primitivt Stillads, vil man paa en let Maade kunne fylde Vandvognen. For Kommunen vil det ikke blive nogen dyr Historie, Idet vi er i Besiddelse af den nødvendige Arbejdskraft. Det er nemlig saaledes, at ved den Indskrænkede Sporvognskørsel er en Del af disse Funktionærer bleven ledige.

Alle de Yngre af Konduktørerne og Vognstyrerne har med stor Elskværdighed stillet sig til Kommunens Tjeneste ved Udførelsen af dette Arbejde.

Pumperne vil nu blive anbragt red Kanalerne, ved Søerne og ved Havnen, saaledes at det bliver let for Vandvognene at komme rundt i de forskellige Bydele.

Jeg har ladet Arbejdet fremme saa meget, at Vandingen allerede kan begynde i Begyndelsen af næste Uge."

Efter disse Udtalelser af Borgmester Christiansen kan den københavnske Befolkning altsaa glæde sig til, at den længselsfuldt ventede Vanding af Gaderne nu vil tage sin Begyndelse. Den Maade, som Borgmesteren har ordnet denne Sag paa, er sikkert meget praktisk. Idet Byen derved undgaar at benytte noget af det Drikkevand, som det i Fremtiden kan blive vanskeligt at tilvejebringe.

(Social-Demokraten 22. juni 1917).

Gadevandingen i Kjøbenhavn.

Paa Grund af de meget store Vanskeligheder med Hensyn til Tilførsel af Kul og Brændselsolie traf den afgaaende Borgmester Marstrand den Beslutning, at Drikkevandet, hvis Fremskaffelse her til Byen og Fordeling kræver betydelige Kvantiteter af Kul og Brændselsolie, ikke maatte anvendes til Gadevanding i indeværende Sommer, en Afgørelse, som Hr. Marstrands Efterfølger, Borgmester Chr. Christiansen har opretholdt. Vand til Gadevanding mangler Kjøbenhavn derfor ikke, idet man i Vandforsyningens Søer og i hvert Tilfælde i Havnen har ubegrænsede Vandmængder at ty til, hvad man selvfølgelig ogsaa var klar over, men Overvejelserne om, hvorledes man mest praktisk og økonomisk kunde udnytte Vandet i Søerne og i Havnen, har taget nogen Tid, tildels paa Grund af Borgmesterskiftet.

Den Ordning, der nu er vedtaget og i alt væsentlig gennemført, bestaar i Opstilling af en Række Pumper dels ved Søerne, dels ved Kanalerne, Pumper, der betjenes af de ved den indskrænkede Sporvognskørsel ledige Funktionærer. Det er ikke blot Vand fra Søerne i den indre By, men ogsaa Vand fra Emdrup Sø og Utterslev Mose, der anvendes. Omkring Søerne i den indre By er der opstillet 6 Pumper, i Utterslev Mose er en Vindmotor i Brug, som er stillet til Disposition af Vognmand Bringstrup, og Vandet fra Emdrup Sø udnyttes paa den Maade, at man har anbragt en Boring i den Ledning, som fra Søen fører Vand ind til Søen i Fælledparken. Da Emdrup Sø jo ligger ret højt og Ledningen paa det paagældende Sted ligger i et lavt Terræn, føres Vandet ved eget Tryk ned i Vandvognene.

Det var oprindelig paatænkt at opstille en Pumpe ved de saakaldte "Holger Danskes Briller" eller rettere sagt ved Vandhullet ved Hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som det historiske Navn er overført til. "Holger Danskes Briller" er nemlig forsvundne, idet "Brillerne" blev fyldte da Fælledparken blev anlagt. Man har imidlertid opgivet at benytte Vandet fra "Holger Danskes nye Briller" til Gadevanding, da Dybden ikke er ret stor, og Vandet i "Holger Danskes Monocle", som Vandhullet ogsaa er blevet benævnt, er ret dyndholdigt.

Vandet i Havnen, som forøvrigt ogsaa tidligere, men mere forsøgsvis, har været benyttet til Gadevanding, udnyttes gennem en halv Snes Pumper, som er fordelte mellem Nyhavn, Ved Stranden og Christianshavns Kanal.

Foruden de her nævnte Foranstaltninger, er der ogsaa paa anden Maade ved Bistand fra privat Side iværksat Foranstaltninger til at bekæmpe den generende Støvplage.  Sukkerraffinaderiet "Phønix" ved Langebro har tilbudt Kommunen sit "Svalevand", der med Tak er blevet modtaget, og som er tilstrækkeligt til at beskæftige 5 Vandvogne Dagen igennem. Et lignende Tilbud er fremkommet og modtaget fra Bryggeriet i Rahbeks Allé.

Alt i alt vil ca. 50 Vandvogne, eller Størstedelen af Kommunens Materiel, nu daglig kunne være beskæftiget med Gadevanding, men selvfølgelig vil Vandingen ikke kunne iværksættes i samme Omfang med dette Materiel, som under normale Forhold, hvor Drikkevandet benyttes. Der eksisterer ca. 180 saakaldte Vandingsbaner i Forbindelse med Vandvæsenets Ledningsnet, spredte omkring i Byen, medens de nuværende ca. 20 Vandpaafyldningssteder hovedsagelig grupperer sig i to Kvarterer. Vandvognene faar derved en betydelig længere Afstand at køre.

De Gader og Veje, som i første Række er paatænkt vandede, er de smalle brolagte Gader og chausserede Veje. Asfalterede Gader vandes ikke. Den Vanding, som tidligere har været foretaget af disse, har udelukkende fundet Sted af Hensyn til Renholdelsen.

C.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1917).

Sankt Knuds Vej. Set mod Gemmel Kongevej. Nærmeste ejendom til højre er nr. 19. 1913. Kbhbilleder. Public domain.

Emmy Drachmann om Frederik V. Hegel. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om og af Emmy Drachmann, Holger Drachmanns 2. kone. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann fra samme år som nedenstående.

Et personligt Minde om Fr. V. Hegel

Af

Emmy Drachmann.

Mindernes Skat! Mon man helt forstaar dette Udtryk før man bliver gammel eller i hvert Fald ældre? Saa lykkeligt er jo heldigvis Menneskets Sind indrettet, at alt hvad det af ondt og stygt har mødt Een i Livet glider bort, eftersom Aarene gaar, medens det gode og smukke bliver staaende og Iyser mod Aftensolens milde, forsonende Skær. Paa dette lever den Gamle og føler sig lykkelig. Blandt de mange rige Minder, jeg efterhaanden har samlet sammen til en Skat, staar levende, varmt og smukt Billedet af den Mand der fødtes idag for hundede Aar siden: Frederik V. Hegel.

Ikke en eneste Skygge har nogensinde formørket dette kære Billede for mig, og aldrig vil Mindet om denne sjældne Mand undlade at fylde mit Hjerte med dyb, vemodsfuld Glæde og Tak. Nu, da der i Anledning af hundredaarsdagen i alle Blade fremkommer Artikler om den Afdødes Liv og Virken, føler jeg en uimodstaaelig Trang til at sige et Par Ord med - ikke saa meget om Forretningsmanden, Forlæggeren Fr. V. Hegel, som om Mennesket den store varmhjertede Personlighed

Det Hegelske Hjem i Klareboderne 3 hvor Forlaget stadig har til Huse - var det første, der, næst efter mine Svigerforældres, aabnede sine gæstfrie Døre for mig, da jeg som nygift kom til København Og den, der kom indenfor disse Døre, var vel faren. Rigt og smukt var Hjemmet og fuldt af Harmoni og Lykke. Den unge, smukke Fru Julie, Sønnens Hustru, var den mest yndefulde Værtinde i det store Hus, hvor der næsten altid var Gæster. "Gamle Hegel" havde allerede den Gang i flere Aar været Enkemand.

Disse tre, Far, Søn og Svigerdatter forstod i Sandhed at være noget af Betydning for Husets Gæster - hver især paa sin Maade men med det samlede Resultat, at Gæsterne paa den mest velgørende Maade følte sig som hjemme. Jeg kan selvfølgelig kun med Rette tale om mit eget Indtryk, men jeg ved, at det er gaaet de fleste af den store Omgangskreds saaledes.

Min lange Mand var - jeg tror jeg tør sige det - en lille Smule Kælebarn af Huset, og dette kom jo mig til gode. Bramfri og beskeden var Tonen i dette Hjem til Trods for de store, rige Forhold, og den, der en Gang var optaget som Ven, følte sig paa sikker Grund. Og bramfri og beskeden som faa var Justitsraad Hegel, Grundlæggeren af dette Hjem. Hans Arbejdsevne og Dygtighed som Foregangsmand i sin Virksomhed er almindelig bekendt og ofte blevet omtalt, hans varme Hjerte for alle, der havde det ondt og hans redebonne Trang til at hjælpe hvor Nøden var uforskyldt - i det modsatte Tilfælde kunde han være streng som den Tids Arbejdsnaturer var - er bleven følt af mange.

Lidt stiv og afmaalt i sit Ydre var han i Virkeligheden blød og let bevægelig. Hans Kærlighed til Børn var rørende. Selvfølgelig var det Børnebørnene, der stod hans Hjerte nærmest. Naar en af dem var syg, var den gamle Mand bragt ganske ud af Ligevægt, og de Taarer, deres smaa barnlige Sorger kunde fremkalde, skar ham i Hjertet; han helmede ikke, før han atter havde faaet Smilet lokket frem i det lille Barneansigt.

Holgers og mine Børn viste han en rørende Godhed, og de elskede ham. Aldrig glemte han en Fødselsdag og Julepakken fra "gamle Hegel" var det første, de Smaa søgte efter, naar de Juleaften kom ind for at finde deres Gaver. Det var dog langtfra kun ved disse Gaver, han vandt deres Hjerter. Han ejede det virkelig gode og kloge Menneskes Evne til at omgaas Børn, forstod at gaa ind paa deres Tankegang, deres Ideer, og at tale med dem paa en Maade, saa at de følte sig som overfor en Kammerat, og pludrede løs.

Naar Holger Drachmann i sit smukke ægte følte Digt ved Hegels Død 1870 skriver 

- - - - - - - -

Jeg kom hjem til Børnene
I den trlste Skumring,
de sad ved deres Legetøj,
og jeg fortalte dem:
Gamle Hegel er død!
Da listede de sig, en efter en,
stille bort fra deres Leg.
og de hviskede dæmpet: Ak, er han død!
Han var saadan en god Mand!

- - - - - - -

Dette Billede af Børnene der standsede midt i deres Leg, var helt tegnet efter Virkeligheden. Der blev den Aften ikke mere let eller talt højt i Barnekamret. De smaa følte det stærkt som deres Forældre: en god Mand var død - borte for bestandig!

En lille Hændelse fra et af mine første Ægteskabs Aar, som er saa betegnende for Hegels gode Hjerte, og som gjorde et stærkt Indtryk paa mig, vil jeg her berette:

Holger og jeg boede med vor lille Adoptivdatter og vor nyfødte Søn paa Landet ude ved Hørsholm. Ingen var den Sommer flittigere til at besøge os, og ingen mere kærkommen end Justitsraad Hegel, Han kom som oftest uanmeldt, saaledes ogsaa en Dag, hvor vi havde Besøg af et Ægtepar, Slægtninge af mig. De var fornemlig komne for at opfordre Holger til at købe deres Klaver - et udmærket og meget smukt opretstaaende Piano. Men nu vilde de have et Flygel, og da de vidste, at Holger og jeg uhyre gerne vilde have et Klaver, tilbød de os deres for en meget rimelig Pris - 300 Kr., saavidt jeg husker.

Holger elskede Musik, ja kunde egentlig slet ikke Ieve foruden, og jeg spillede den Gang ret net. Vi havde ofte i Vinteren, der er gaaet, savnet et Klaver i Hjemmet og nu var Anledningen der til at faa det paa lempeligeVilkaar.

Men pludselig stillede Holger sig modvillig og alt hvad jeg bad og forklarede, svarede han blot, at det havde han ikke Raad til. Da vi orn Aftenen fulgte vore Gæster til Dampskibet, der gik fra Rungsted, gjorde jeg endnu et Forsøg paa at ombestemme Holger - , men han var og blev umedgørlig.

Pludselig kom Hr. Hegel hen til mig og spurgte paa sin stille Maade, hvad der var i Vejen. "Jeg kan mærke, der er noget, De er ked af", sagde han.

Jeg fortalte ham om Klaveret, og at jeg syntes, det var en Dumhed at lade et saa enestaaende Tilbud gaa fra sig

"Ja. selvfølgelig skal De have det Klaver men vi spørger slet ikke Deres Mand. - Lad mig nu faa den Glæde at forære Dem det."

Jeg var selvfølgelig ved at gaa bag over af Henrykkelse og Overraskelse. Saa store Gaver plejer jo ikke at falde i Ens Lod.

Da jeg næsten ude af mig selv af Glæde vilde løbe hen til Holger og fortælle Nyheden - han gik nu foran med Ægteparret - holdt Justitsraaden mig tilbage og sagde: "Aa nej, det er jo ikke nødvendigt at sige det nu - skriv det strake i morgen tidlig til Deres Venner". Den kære, gamle Mand var saa beskeden, at han ikke ønskede sig omtalt som Giveren. Men naturligvis kunde jeg ikke tie og i Rungsted Kro blev der Tid til at drikke et Glas Portvin paa Købet og til Ære for gamle Hegel

*

Gottfried Keller siger et Sted - jeg citerer ikke ordret - at naar et virkelig dygtigt og godt Menneske dør, fortsættes hans Gerning uden mærkelig Afbrydelse hans Aand. Saa stærk var han i levende Live, at det Værk han satte I Gang, maatte vedblive at gaa, som han havde formet det

Hvor har ikke alle, der har staaet den store Virksomhed nær, som afdøde Fr. V. Hegel skabte, følt Sandheden af denne Paastand!

Sønnen, Jacob Hegel, forsatte ganske i samme Aand, Det smukke Samarbejde mellem Forlægger og Forfatter vedblev at Kendetegne det gamle, ansete Firma.

Nu sidder der allerede igen en ny Chef deroppe - den tredie Generation. Jacob Hegel er i hvert Fald udadtil, traadt tilbage og hans Søn Frederik Hegel, er nu den ledende Chef.

Det gamle, kendte kære og højt ansete Navn Frederik Hegel er atter draget frem, Frederik Hegel lever og virker.

Men nye Tider, nye Mænd. Helt i den første Fr. Hegels Spor kan selvsagt den store Virksomhed ikke vedbliveende ledes. Alt, hvad der lever, maa følge Tidens Krav og den Tid er den demokratiserende Det vil mærkes ogsaa i det store Forlags Foretagender. Men et er der ikke Tvivl om, at til Trods for alle de ydre Forskydninger der maatte finde Sted, vil den "gamle" Hegelske Aand vedblive at leve i de store, fornemme Rum deroppe i Klareboderne Nr. 3.

11te Maj 1917.

Emmy Drachmann.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 11. maj 1917)

Hansen, Schou &amp: Boghandler Niels Frederik Vilhelm Hegel (1817-1887). Fra 1858 voksede hans forlagsvirksomhed, og det Gyldendalske Forlag var det største i Norden. Hegel havde forbindelser med den litterære gennembrudstids forfattere: Georg og Edvard Brandes, J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og mange andre og den norske litteratur. Ægteparrets søn Jacob Deichmann Frederik Hegel blev optaget i faderens forretning 1. januar 1877 og efter faderens død blev han eneindehaver af det Gyldendalske Forlag. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frederik Petersen 1853-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Den færøske præst og politiker Frederik (Fríðrikur) Petersen (22. april 1853-27. april 1917) blev student i Reykjavik 1875. I 1876 skrev han på Regensen en sang som en tid blev betragtet som Færøernes første nationalsang: "Eg oyggjar veit". Han skrev endvidere nytårssalmen Tíðin rennur sum streymur í á' (1892) og påskesalmen Deyði hvar er broddur tín' (1900) og den færøske version af julesalmen 'Glædelig jul' (1891). Han oversatte "Fader vor" til færøsk (1892). Sangen Tú alfagra land mítt/O Færo, så fager (1906) af højskoleforstander Símun av Skarði fra Selvstyreflokken med Petur Albergs melodi anses også for nationalhymne. 

Han blev cand. theol. 1880 og sognepræst for Sandø samme år, for Suderø 1885, for Østerø 1900. Provst for Færøerne fra 1900.

Han var valgt medlem af Lagtinget 1890 og 1892-1900, og landstingsmand for Færøerne 1894-1902 og fra 1906 til sin død. I 1906 stiftede han sammen med landstingsmand Oliver Effersøe, Andreas Samuelsen m. fl. Sambandsflokkurin (Samhørighedspartiet, svarede til Venstre i Danmark), hvis første formand han var indtil sin død i 1917. De første politiske partier på Færøerne blev dannet i 1906 ud af en splittelse i sprogbevægelsen ”Føringafelag”. Den konservative fløj dannede Sambandsflokken. Den var tilfreds med Færøernes daværende stilling som dansk amt (og ville bevare den). Den progressive fløjdannede Selvstyreflokken, der ønskede færøsk selvstændighed efter et program om hjemmestyre, som den danske regering havde tilbudt Færøerne i 1903.

I Landstinget stod han udenfor partierne, i valggruppe med Højre, som han dog ikke altid stemte sammen dem. Fx stemte han for den kommunale valglov (Sigurd Berg). 

I 1905 udtalte han at køreveje aldrig ville komme til at spille nogen rolle på øerne da havet var færingernes landevej. Han tog som bekendt fejl.

Dødsfald

Landstingsm., Provst Fred. Petersen

Landstingsmanden for Færøerne, Provst Fr. Petersen, er igaar Eftermiddags afgaaet ved Døden paa Diakonissestiftelsens Rekreationshjem i København, 64 Aar gl.

Atter har Døden tyndet ud i Landstingets konservative Medlemmer,. - Provst Frederik Petersen, Færøernes mangeaarige Landstingsmand er bukket under for en langvarig, smertefuld Sygdom, som Lægerne kaldte Betændelse i Underlivet, men som vistnok var Kræft.

Døden forudsaas allerede Onsdag i Familien som en meget snarlig Udgang; man ventede ikke, Provsten vilde overleve Natten.

- Provst Petersen var en indsigtsfuld og flittig Arbejdskraft, som i Udvalgene var sit Parti til megen Støtte genem de 18 Aar, han siden 1894 med et Par korte Afbrydelser har siddet i Landstinget som Færøernes Talsmand.

Gennem sin lange Embedstid paa Færøerne, hvor han blev Præst 1885 og Provst 1900, og sin Deltagelse i Færøernes Administration - som Medlem af Lagtinget, var han Øernes mest sagkyndige Talsmand i Rigsdagen og paa den anden Side hørte han til dem, som oppe paa Færøerne dannede en loyal Modvægt mod den fra Island indførte seperatistiske Bevægelse, som den unge Mortensen repræsenterer i Folketinget.

Ganske naturligt var Provsten en meget benyttet Ordfører af Landstingets Konservative, naar kirkelige Sager stod paa Dagsordenen, og han var da ogsaa Medlem af det kirkelige Udvalg, hvor han sammen med Nordby og Grev Holstein hørte til de bærende Kræfter.

Personlig elskværdig og beskeden i sin Fremtræden, altid urban i sin Form i Salen og til Fingerspidserne loyal i Udvalgsarbejdet var Afdøde meget afholdt og respekteret i Tinget.

Provst Petersen var Søn af den i 1901 afdøde Skolelærer, tidligere Folketingsmand Johannes Petersen, han fik sin Skolegang i Thorshavn paa Færøerne, blev Student fra Reykjavik og som ung Kandidat blev han 1880 Præst paa Øerne.

Ved Siden af sin Rigsdagsgerning og sit Embede udrettede han ogsaa gennem Aarene et stort Arbejde for Afholdssagen, og hans var Sektionsmand i Foreningen "De danske Atlanterhavsøer" .

Hans efterlevende Hustru er en Datter af afdøde Sognepræst E. B. Wesenberg.

(Fyens Stiftstidende 28. april 1917)

Fríðrikskirkjan på Nes på Eysturoy (1994) er opkaldt efter ham. Arkitekt var Høgni Würdig Larsen.

Gravsted på Vestre Kirkegård Afdeling H, rk. 10, nr. 17, for provst for Færøerne Frederik Petersen 22. april 1853-25. april 1917. Sofie Amalie Petersen, f. Wesenberg, 27. februar 1861-20 september ?. Forretningsfører Henrik Bighel. Frida Susanne Bighel. Johanne Bighel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karen Blicher 1917. (Efterskrift til Politivennen)

Karen Blicher var uddannet privatlærerinde fra N. Zahles Skole 1883, hvor hun underviste 1883-1898 og 1901-1903. Karen Blichers mål var at uddanne pigerne til hjemmet, dvs. undervisning i skolekøkkener. I 1899 tog hun det norske statskursus for skolekøkkenlærerinder i Oslo. Hun var med til at oprette et kursus for skolekøkkenlærerinder på Danmarks Lærerhøjskole, den første læreruddannelse i faget. I 1904 flyttede den til lærerhøjskolens lokaler i Odensegade hvor Karen Blicher blev inspektør og. Hun boede også der indtil 1925 da hun af helbredsgrunde opgav sin stilling. 

I 1913 udgav hun sammen med Sofie Rasmussen Lærebog i huslig Økonomi for Begyndere. Den blev fagets grundbog for de næste generationer og udkom i 22. udg. indtil 1968. Sammen med læge Caroline Steen udgav hun desuden Vore daglige Levnedsmidler, 1915. Bogen fandt udmærket anvendelse ved såvel folkeskoler som på fortsættelseskurser og husholdningsskoler og kom i 6. udg. i 1930.

Hjemmets Rubrik.

Frk. Karen Blicher.

Ude i Odensegade paa Østerbro, oppe under Taget paa Statens Lærerhøjskoles Bygning, bor Frk. Karen Blicher. Jeg har noget at tale med hende om; jeg bliver ført ind i de smukke ejendommeligt indrettede Stuer, og den nydelige Husassistent i lyserødt og hvidt spørger, om jeg vil tage Plads - maaske helst i Frøkenens "Have" - "Frøkenen kommer hjem om et Øjeblik, Frøkenen skulde blot trække lidt frisk Luft efter hele Formiddagen at have undervist i Skolekøkkenet".

Jeg sætter mig i "Haven" - en Karnap med Grønt - og her er Luften lun, takket være Varmeapparatets Nærhed.

Snart efter træder Frk. Blicher ind og vi er hurtigt inde paa det, som i Øjeblikket optager alle Husmødre: "Økonomien" - og det store Ansvar, som der hviler paa Husmødrene, særligt i disse tunge Tider. 

Jeg beder om Lov til at se hendes Skolekøkken, hvad der, hver Gang jeg har set det, er en sand Nydelse for en Husmoder, men desværre ogsaa til en lille Smule Ærgrelse; - thi det er umuligt at holde sit Køkken saa rent som dette, men det er godt at have et Ideal at stræbe efter, og et saadant er dette Skolekøkken med den herskende Orden, Renlighed og med gode Arbejdsredskaber.

Paa Kathederet ligger den i ny Udgave udkomne Kogebog af Frk. Blicher og Sophie Rasmussen, jeg blader i den og faar Lov at omtale denne lille nydelige Bog med sit Følgeblad om den aktuelle Høkasse, i Midtsjællands mest udbredte Blad; thi saa véd jeg, at mange Husmødre bliver bekendt med den, for vi maa være glade for hvert et Raad, som gives os igennem erfarne Kvinder paa dette Omraade. -

Frøknerne Blicher og Rasmussens Lærebog i huslig Økonomi, som er udkommen paa Gyldendals Forlag, er nem at gaa til - kortfattet i sin Bydeform, uden Omsvøb og - hvad der er heldigt for Tiden - billig - med Hensyn til Opskrifter og Raad. 

Følgebladet om Brug af Høkasse er til god Hjælp for de mange, som hidtil ikke har kendt en saadans Anvendelse. Bogens Format er ret lille, saa en Husassistent vil kunne have den i sin Forklædelomme for at have den ved Haanden, og Prisen er kun 95 Øre, hvad snart er tjent ind ved Bogens Brug.

Nogle Opskrifter paa Sygemad gav mig den Tanke at anbefale den til Sygeplejeforeninger paa Landet, thi der, hvor Sygeplejersken ofte er nødt til baade at lave og forberede Mad i flere Huse om Dagen, er de lette Retter og navnlig Anvisningen paa Høkasserne, hvor Maden passer sig selv i timevis, fortrinlig.

Bogen egner sig ogsaa for kommunale Efterskoler, som nu snart vil blive en Nødvendighed rundt om i Landkommunerne.

København i Februar.

Sophie Balslev.

(Ringsted Folketidende 9. marts 1917).

Peter Christopher Nørgaard 1835-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Departementschef og generaldirektør Peter Christopher Nørgaards karriere startede i indenrigsministeriet 1863 som assistent, 1873 fuldmægtig og 1878 kontorchef. 1880-1884 var han assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten for 1i 1884 at overtage indenrigsministeriets 2. departement, herunder bl. a. generaldirektør for Statsjernbanen. 1884 kongelige kommissarius ved Lolland-Falsgterbanen.

Forograf Niels Willumsen (1812-1870): Departementschef Peter Christoffer Nørgaard (3.11.1835-20.2.1917). 1846-1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Kommissarius Nørgaard faar et Ben kørt af.

Da kgl. Kommissarius P. C. Nørgaard i Gaar Formiddags var paa Vej til Charlottenlund Station, snublede han omtrent ud for Bommene ved Overkørslen over Jægersborg Alle og blev overkørt af Toget, der i det samme ankom fra Klampenborg. Lokomotivføreren paa Toget bremsede af al Kraft, men det lykkedes ikke at faa Toget standset, da Banelinien skraaner en Del paa dette Sted. Geheimeetatsraadens højre Fod blev fuldstændig afkørt ved Anklen. To Læger, der befandt sig i Toget, anlagde en foreløbig Forbinding, hvorefter den tilskadekomne blev ført med Toget til København og bragt til Kommunehospitalet. Her blev den højre Fod sat af noget neden for Knæet. Hans Tilstand var efter Operationen ret tilfredsstillende, og det antages, at han vil kunne komme sig. I Anledning af Ulykken blev der af Statsbanerne i Gaar Eftermiddags afholdt Forhør paa Charlottenlund Station over Stationspersonalet. Lokomotivpersonalet vil først blive afhørt i Dag. Det fremgik af Forhørene, at Banepersonalet i alle Retninger havde gjort sin Pligt og gjort, hvad der stod i deres Magt for at afværge Ulykken. »»Hr. Nørgaard, der var Kommissarius for Kolding Sydbaner, er kendt af ikke saa faa Mennesker i denne Egn. Kommissarius P C. Nørgaard er født 1835 i Ousted, hvor hans Fader var Sognepræst, og han er saaledes 77 Aar. Efter at han 1301 havde taget juridisk Embedseksamen blev han Assistent i Indenrigsministeriet, og 1872 blev han Fuldmægtig samme Sted. 1878 avancerede han til Kontorchef.

Fra 1884 til 1901 var Nørgaard Departementschef i Indenrigsministeriet og Generaldirektør for Telegrafvæsenet og Statsbanedriften Desuden har han fra 1872 -84 været Sekretær ved Københavns Borgerrepræsentation. Han blev Overretsassessor i 1880, og i 1883-84 var han Docent i Landboret ved Landbohøjskolen.

Siden 1884 har han været Kommissarius ved en Del private Jernbaneanlæg. Han er tillige Kvæstor for Carlsbergfondet. Han er en personlig elskværdig Mand, der i sin Stilling som Kommissarius ofte forstod at forhandle sig tilrette med Folk, der var utilfredse med de Tilbud, der blev givet dem ved Ekspropriationer o. lign.

(Kolding Social-Demokrat 22. juni 1912).

Ulykken betød at han ansøgte om afsked fra sin stilling.

Fotograf Peter Marius Meilsøe Christensen (1874-1907): Departementschef Peter Christoffer Nørgaard (3.11.1835-20.2.1917). 1899-1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Geheimeetatsraad P. C. Nørgaard.

Født 3. Novbr. 1835  Død 20. Febr. 1917

Efter nogle Dages Sygeleje er Geheimeetatsraad P. C. Nørgaard igaar afgaaet ved Døden i sit Hjem her i Byen i en Alder af 81 Aar. Dødsaarsagen var en stærk Forkølelse, der gik over til Lungebetændelse.

Peter Christopher Nørgaard var Søn af Sognepræst P. M. T. Nørgaard i Ousted og Hustru, født Sødring. To Aar efter at have taget juridisk Embedseksamen, blev han Assistent i Finansministeriet, hvor han i Løbet af faa Aar avancerede til Kontorchef. Fra dette Embede udnævntes han til Overretsassessor og var samtidig i en Aarrække Sekretær ved Kjøbenhavns Borgerrepræsentation og Docent i Landboret ved Landbohøjskolen. I 1884 udnævntes Nørgaard til Departementschef i Indenrigsministeriet og lj| Generaldirektør for Telegrafvæsenet. Han beklædte disse ansvarsfulde Embeder i en vanskelig Tid og med største administrative Dygtighed indtil 1901. Samtidig med sin Udnævnelse til Departementschef overtog han Ledelsen af Generaldirektoratet for Statsbanedriften, men afgav denne Virksomhed Aaret efter, da det mægtige Arbejdsfelt maatte deles.

Men sin Interesse for og store Viden om Statsbanesager og dermed beslægtede Forhold fik den Afdøde Lejlighed til at udnytte igennem en hel Menneskealder, idet han udnævntes til kgl. Kommissarius ved en Række Baneanlæg. I 1884 ved de lolland-falsterske Baner, ved den bornholmske Bane 1897, ved Nørre-Nebel-Varde-Banen 1900, ved de jydske Baner, ved Horsens-Odder-Banen, ved Thisted-Fjerritslev-Banen, og i Henhold til Banelovene 25de Januar 1900 og 5te Marts 1909 ved de nye Baneanlæg i Jylland. I 1913 tog Kommissarius Nørgaard sin Afsked, og samtidig udnævntes han til Geheimeetatsraad.

Med Geheimeeatsraad Nørgaard er en af den danske Embedsstands mest anerkendte Navne gaaet bort. Han var i Besiddelse af en næsten utrolig Arbejdsevne og en sjælden Indsigt og Erfaring i administrative og praktiske Spørgsmaal. Han var Typen paa den retlinede, altid retfærdige Embedsmand, der kun kendte eet Hensyn: Hensynet til Statens Tarv. Landskendt som han var, erhvervede han sig ved sin Færden og Virken et Kendskab til Personer og Forhold, der var ganske enestaaende, og overalt lød der kun Lovord om den gamle upartiske Embedsmand. Efterretningen om hans Død vil blive modtaget med dyb Vemod ikke alene indenfor Embedsstanden, men af enhver, der kom i Berøring med ham.

Geheimeetatsraad Nørgaard overleves af sin Hustru, Geheimeetatsraadinde Charlotte Cecilie Nørgaard, Datter af Forpagter F. C. Marcher, og af fem Sønner.

Geheimeetatsraad Nørgaard var dekoreret med Storkorset af Dannebrog og Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Desuden indehavde den Afdøde den Mecklenburgske Grif-Ordens Storkomturkors og den preussiske Kroneorden.

*

Geheimeetatsraad Nørgaard havde fem Sønner: Legationssekretær Axel Nørgaard i Stockholm, Provst Carl Lennlng Nørgaard, Godsejer Henrik Nørgaard, Amtmand Poul Nørgaard, Hjørring, og Sognepræst F. O. M. Nørgaaard, Tisted i Himmerland.

*

Geheimeetatsraad Nørgaard var fra 1888-1913 Kvæstor for Carlsbergfondet, i hvilken Egenskab han organiserede og ledede et stort Arbejde, der kom mange tilgode. Geheimeetatsraad Nørgaard var for en Del Aar tilbage Genstand for et dramatisk Revolverattentat. En vistnok sindssyg Tysker gav sig til at skyde paa ham og et Par andre Passagerer i en Kupé i Klampenborg-Toget. Men ingen af dem saaredes.

*

For faa Aar siden overgik der Geheimeetatsraaden et alvorligt Ulykkestilfælde, han blev, da han færdedes paa Banelinien, paakørt af et Lokomotiv. Hans ene Fod maatte sættes af, og den gamle Mand gennemstod de haarde Lidelser og det lange Sygeleje med en sjælden Taalmod og Standhaftighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1917).

Geheimeetatsraad Peter Christopher Nørgaard, storkors af Dbg. Dbm P. P. * 3 novbr. 1835 + 20 febr. 1917 og hustru Charlotte Cecilie f. Marcher * 9. maj 1839 + 11 marts 1919. Gravsten på et større gravsted med i alt 7 gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.