30 april 2015

Blandede Efterretninger.

Wien, den 19de October. Danmarks Dronnings og Kronprindsens Fødselsdag høitideligholdtes igaar paa det festligste her ved Hoffet. Saasnart Hds. Majestæt Keiserinden-Dronnningen havde bragt i Erfaring, at denne Dag var en Frestdag for Kongen af Danmark, lod hun alle med Hs. Majestæt beslægtede Prindser, samt Hs. Excellence Hr. v. Rosenkratz, Greverne Bernstorff, Hs. Excellence Hr. v. Hauch og General v. Bülow indbyde til Taffel, hvor Østerrigs Keiseerinde udbragte Dronningen af Danmarks Sundhed. - Hds. Majestæt Keiserinden af Rusland, Storfyrsterinderne og Enhver, som var indbudet til Taffelet, toge oprigtig Deel i Kongens Glæde. - Allerede om Morgenen havde Keiserinderne og Storfyrstinderne ladet Kongen lykønske. Dronningerne af Bayer og Würtemberg, samt mange andre, navnlig Erkehertuginden, Hds. Majestæt Keiserinden-Dronningens Moder, overbragte selv deres Lykønskninger.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 93
Lørdagen den 19 November 1814
Spalte 1479-1480

Kronprinsen, den senere Christian 8., havde fødselsdag 18. september. De glade meldinger om taflet stod i stor modsætning til de diplomatiske resultater på Wienerkongressen.

Blandede Efterretninger.
H. M. Kongen af Danmark besøger i Wien uafbrudt alle Forvaltnings- og Videnskabelighedsanstalter, og værdiger dem sin fortrinlige Opmærksomhed. Den 5te Novbr. besøgte han i Selskab med sin Svoger Hertugen af Holsteen-Beck, sine Adjutanter og Andre, det Keis. Kongel. Kniplingsmanufactur. H. M. undersøgte denne Industrieanstalt med den, denne høje Monark egne Videlyst indtil den mindste Omstændighed, og tilkjendegav sammes Forstander, de 4re Søstre Vandencruyee, Sit allerhøieste Velbehag.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 94
Tirsdagen den 22 November 1814
Spalte 1502

Endelig kunne fredstraktaten mellem Frederik 6. og kejseren af Rusland, 16. november 1814 bringes i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, lørdag den 10. December 1814, spalte 1575-1578

Indenlandske Efterretninger.

Mariboe, den 3de November. Igaar var her i Mariboe en tumultarisk Affaire imellem nogle ubændige og kaade Bønder fra Vaabensted og Radsted, under Grevskabet Hardenberg, som vare tilsagte at møde ved Sessionen, og en Vertshuusmand og hans Naboe her af Byen. Bemeldte Bønder bleve nemlig grove og baldstyrige fordi Vertshuusmanden næsten havde udsolgt sit Forraad af det lollandske aqva toffana (Brændeviin). Da nu Vertshuusmandens Naboe vilde være tredie Mand, blev han meget forslaaet i Hovedet og Øjet. Tumulten var skrækkelig; men saasnart physisk Magt paa behørig Maade med Kraft og Bestemthed blev anvendt, blev alting strax i Orden bragt. Nogle af Hovedmændene bleve arresterede og et foreløbigt Forhør paa Øjeblikket optaget. - Ligeledes skal ogsaa nogle Bønder fra Hertizløv o. s. v. have taget sig den Friehed, at gjøre Spectakler om Aftenen paa deres Hjemvei fra Sessionen, ved Engestofte slaaet Forvalteren o. s. v., i hvilken Anledning skrivtig Klage er indgiven til vedkommende Jurisdiction.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1437-1438

Indenlandske Efterretninger

I Gloslunde Sogn er i denne Tid indtruffen følgende Begivenhed: "En Tjenestepige fandt Drivt og Anledning til at underrette sin Madame om hvorlunde 2de af hendes Medsøstre anvendte alt for megen Tid paa at udhvile deres trætte og mødige Lemmer paa Malkepladsen. For nu at tilfredsstille deres Hævngjerrighed over en saa uhyre Fobrydelse, gjøre de dem et Riis af Brændenelder med en Tidsel i Midten, hvormed de uden videre Formaliteter opvartede deres Medsøsters posteriora paa det eftertrykkeligste. Da hun nu besværede sig for sin Huusbonde over slig en Adfærd, blev hun Dagen efter tracteret med samme Confect. Ved en Politieret, som i den Anledning blev holdt, bleve bemeldte 2de drabelige Skjoldmøer dømte til at spæde deres Kjød, kælne deres Hevngerrighed og gjøre Bod og Bedring med at sidde paa Vand og Brød i 8 Dage." (Mariboe Av.)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1437

Indenlandske Efterretninger.

I Torsdags Eftermiddags omtrent Kl. 2½ opkom i den stærke Storm en heftig Ild i Sundbyøster paa Amager, der udbredte sig hurtigt og tændte i Naboebyen Sundbyvester. Ved Hjelp af Kjøbenhavns Brandcorps var den største Fare overvunden Kl. 6, skjøndt Ilden længere blev ved at brænde, hvor den havde antændt. Efter Sigende skal 17 Gaarde og 40 Huse være ødelagte, og omtrent 70 Familier blevne Huusvilde og have tildeels mistet alt hvad de eiede. Dette har foranlediget de Herrer Hs. Exc. Stiftsamtmand Moltke, Amtsforvalter Justitsraad Bierg, Major Aagaard og Sognepræsten Bruun til at anmode velgjørende Medborgere om Gaver for disse høisttrængende Familier. Hvad der tilstilles Dem vil blive uddeelt efter bedste Overbeviisning, og derfor i sin Tid offentligen aflagt Regnskab.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 89
Løverdagen den 5 November 1814
Spalte 1418-1419

Indenlandske Efterretninger.
De afbrændte Tomter i Sundbyvester og i en Deel af Sundbyøster paa Amager yde et sørgeligt og rørende Syn. Man seer næsten intet uden de nøgne Skortstene, og Haugerne ved Bygningerne ere for det meste nedtraadte. Paa Redningen af Bohave var her næsten aldeles ikke at tænke under Stormens og Ildens Rasen. Medens den ene Bymand var i Færd med at hjelpe at slukke eller nedrive den andens Huus eller Gaard, havde Ilden allerede taget fat i hans egen, og han maatte ile did. I en Tid af ti Minutter havde Luen allerede grebet stærkt om sig. Enhver reddede det Lidet, han kunde, og Creaturerne løb hylende og fortumlede omkring imellem de luende Bygninger. For det meste var det Huse, som brændte, hvilke samtlige ikke vare forsikrede i Brandcassem og af 9 afbrændte Gaarde vare kun 3 assurerede.
[Herefter om hvem der ydede hjælp til de skadeskomne]

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1435-1436

Indenlandske Efterretninger
llden paa Amager opkom hos Gaardmand Ole Hansen i Sundbyeøster, som med Familie var taget til Kjøbenhavn. Da de kom hjem,befalede de Pigen at gjøre Ild for at stege en Steeg. For at skynde sig tog hun endeel Kartoffeltoppe og lagde paa Ilden. Disse gave en stærk Ild. En Gnist, som fløi op igjennem Skorstenen, faldt ned paa Straataget og antændte paa Øieblikket. Vinden var S. O. til O., og som en Følge heraf fløi Gnister med Flammer fra den ene Gaard til den anden og endelig over paa den anden Bye Syndbyevester. Saavidt Man ved er intet Menneske kommet til Skade, men adskillige Heste og Quæg fandtes stegte. Som sædvanlig ved slige Leilligheder var Tyveriet i fuld Gang, men nogle bleve grebne i Gjerningen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 93
Ldagen den 19 November 1814
Spalte 1479-1480

Blandede Efterretninger.

Wien, d. 2 Oct. Hs. Majestæt Kongen af Danmark besøgte den 29 Sept om Formiddagen det herværende Keiserlige Kongelige Hofbibliothek, yttrede sit Velbehag over Mængden og den efterlignelsesværdige Orden af de derværende Haandskrivter, over Rigdommene og den lykkelige Fordeling af trykte Bøger i alle Fag, endelig over det fortræffelige og i sin Art virkelig eneste Locale. - Ved deres Sammenkomster iagttage Monarkerne paa ingen Maade hiin strænge Etiquette, som saa let forjager Munterheden fra Selskaberne; men de have antaget, at altid den ældre i Alder har Fortrin eller Forsæde.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 84
Tirsdagen den 18 October 1814
Spalte 1344


Rangfølgen var:
Kongen af Würtemberg (1754)
Kongen af Bayern (1768)
Kongen af Danmark (1768)
Keiser Franz (1768)
Kongen af Preussen (1770)
Keiser Alexander (1777)
Det muntre lag gav sig ikke udslag i diplomatiske resultater. Først den 14. november ratificerede den russiske zar en fredsaftale der betød at de russiske tropper kunne forlade Holsten - og det endda først efter at England havde grebet ind til Danmarks fordel for at svække russerne.
Og man skulle vente helt til juni 1815 for en afklaring af kompensation for at Sverige havde sat sig på Norge. 

Blandede Efterretninger.

Wien, den 24 Septbr. Førend Hs. Maj. Kongen af Danmark ankom hertil den 22de d. om Eftermiddagen var General Baron v. Steigenresch sendt af Hs. Maj. Keiseren Kongen imøde for at melde, at hans allernaadiske Herre havde isinde at modtage Kongen udenfor Wien. Da Keiseren nærmede sig med et glimrende Følge, steeg Kongen af Vognen, ligesom også Keiseren af sin, og begge Majestæter omarmede hinanden Paa Keiseren Anmodning tog Kongen Plads hos ham i hans aabneVogn. Tropperne paraderede, Canonerne bleveløsnede, og Kongen førtes til den keiserlige Borg, hvor Allerhøistsamme steeg af. Kort efter Ankomsten modtog Hs. MAj. Besøg af Erkehertugerne og Hs. Maj. aflagde sit Besøg hos Keiseren og Keiserinden. Omgangen mellem begge Monarcher er i høieste Grad utvungen og venskabelig. Ogsaa Storfryst Constantion ventes hertil.
Wien, den 25de Septbr. Saavel den 23de som den 24de d. spiste Deres Majestæter Kongen af Danmark og Würtemberg i Selskab med Hans Majestæt Keiseren.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 82
Tirsdagen den 11 October 1814
Spalte 1311

Frederik VI havde holdt på Napoleon til det sidste. Han var ikke inviteret med til Wienerkongressen, men Østrig og Kejser Franz II (den eneste af de allierede stormagter som Danmark ikke havde været i krig med) havde opfordret ham til at komme, da de ikke ønskede den danske stats undergang. Frederik VI blev på kongressen opfattet som en tragisk figur, og hans land som havende lidt meget.

Indenlandske Efterretninger.

Mariboe, d. 26de August. I denne Tid har nogle Landstrygere og Dagdrivere opholdt sig i Falster. Omtrent 20 Personagere af disse for den offentlige Sikkerhed saa farlige Individuer ere imidlertid indtil videre anviste frit Qvardeer; dog befindes iblandt dem endeel Børn, som have gjort Følgeskab med deres Forældre, for, ventelig liig fordum Zigeunernes Børn, at kunde blive tidligen indviede i den Hemmelighed at rapse og stjæle efter et ordentlig Tyvesystems Regler, grundede paa følgende iblandt ovenmeldte udlærte Tyve gjendende Princip: "Raps og stjæl saaledes, at Du paa ingen Maade og under ingen Omstændigheder kan blive røbet, da Du ellers i Mangel af den fornødne Conduite og Behændighed kan vente Dig et tilstrækkeligt Liv fuldt af Prygl."
(Mariboe Avis)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 70
Tirsdagen den 30 August 1814
Spalte 1114

Indenlandske Efterretninger.

Torsdagen den 28 Juli Kl. 12 helligholdt det Kjøbenhavnske Universitet en Sørgefest til høist salig Kong Christian den Syvendes Minde, hvortil Professor Thorlacius havde indbudet ved et Program, der i alcaiske Vers skildrede Dannerstatens Held under syvende Chrstians Regiering. De Indbudne forsamledes hos Etatsraad Bugge for derfra tilligemed Professorerne at begive sig til Kirken. Saasnart den talrige Procession, bestaaende af Statsministrene, de fornemste Embedsmænd fra alle Collegier foruden en Deel andre Videnskabsyndere og Lærere var kommen ind i Kirken, ophørte Klokkernes Ringen; og en Sørgemusik begyndte, forfattet af Professor Ridder Kunzen og udført af det Kongel. Kapel. Efter at Kantaten var afsjunget af et Antal akademiske Borgere, fremtraadte Professor Thorlacius paa et Sort behængt Katheder, der var blevet opreist i den midterste Gang paa Kirkegulvet, og udviklede for den store Forsamling i en latinsk Tale Rigets Skjebne under høistsalig Kongens lange Regierung, og de Ideer, som i denne havde ledet Statsstyrelsen. Efter Talen blev afsjunget et Chor, hvorpaa Processionen igjen vendte tilbage til det Sted, hvor den havde samlet sig.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 61
Løverdagen den 30 Julii 1814
Spalte 967-968

Indenlandske Efterretninger.

Kjøbenhavn, den 22de Juli. Til at overbringe høistsalig Kong Christian den Syvendes Liig var allernaadigst bestemt en Brig, som afgik herfra til Kiel i Juni Maaned, for der at imodtage det høie Liig, når det var bragt fra Rendsborg, paa den dertil bestemte Barkasse, som gik op ad Kanalen, og henlagdes paa et til det høie Liigs Imodtagelse beqvemt Sted paa Kanalen ved Rendsborg. Overførelsen af høistsalig Kongens Liig fra Rendsborg til Roeskilde Domkirke var anbetroet Overkammerjunker Buchwaldt, som ledsagedes af Kammerjunker Røepstorff af Garden tilfods, hvilke, saa ofte de havde noget at iagttage ved det høie Liigs Overførelse, vare i dyb Sorg med Sørgekappe. De bleve stedse der hvor Liget befandtes, saavel paa Briggen, der førtes af Capitainlieutenant Kaas, som paa Barkassen, der modtog Liget fra Rendsborg oog bragte det til Briggen ved Kiel, samt igjen førte det fra Briggen til Kjøge, hvor det landsattes. Da Barkassen var ankommet til Rendsborg den 28de Juni, og Alting iøvrigt var færdigt til overførelsen af det høie Liig, aftalte Overkammerjunkeren det fornødne med Hs. Durchlauchtighed Prinds Frederich i Rendsborg, for at bestemme Dagen, paa hvilken det høie Liig skulde udføres fra Rendsborg. Med Briggen fulgte en Bygningsconducteur til Rendsborg og derfra herhid, for at have det mecaniske Tilsyn til Kistens Conservation ved Løsskrueingen og Befæstelsen paa Fartøiet, Udtagelsen deraf igjen og Befæstelse paa Liigvoognen. Udførelsen af det høie Liig i Rendsborg, skete meget tidlig om Morgenen den 8de Juli, udaf Kirken til Barkassen, (som herved commanderedes af tvende Officierer fra Briggen) i al Stilhed og uden videre Følge, end alene Overkammerjunkeren med Overhofmarschalstaven i Haanden, som gik foran, og Kammerjunker Røepstorff som gik bag efter Liget. Det høie Liig bares fra Kirken og til Barkassen af 12 Oberster og Commandeurer, hvilke, saavelsom alle Officierer paa Briggen og Barkassen, bare ved deres Uniform sort nedhængende Skjærf af Flor over Skulderen, og Flor om Armen. Under Udførelsen af Liget fra Kirken til Barkasssen ringedes med Byens Klokker, og da det høie Liig indsattes i Barkassen, som vedvarede saalænge det høie Liig var i Nærheden af Fæstningen. Da Barkassen kom til Udløbet af Kanalen, i Nærheden af Briggen, saluteredes fra Briggen med 27 minutskud,hvornæst deet høie Liig toges op paa Briggen og hensattes i det dertil paa Briggen indrettede Ruf. Briggen tiltraadte strax efter Modtagelsen af det høie Liig Reisen til Kjøge, og Barkassen fulgt med Briggen. Barkassen førte, imedens det høie Liig var deri, et sort Flag fra Campagnen, og et sort Flag med en sort Vimpel ovenpaa en Vimpelstage af Forstavnen; Chalouproerne paa Barkassen vare klædte i hvide Skjorter med sort Skjærf om Livet, sorte Baand om Armene og sort Flor om Hattene. Vagtholdet paa Briggen forrettedes af den paa Briggen commmanderede Soldatesque. Ved Briggens Ankomst til Kjøge den 11te Juli forblev det høie Liig ombord i Briggen indtil Alt Liigprocessionen betræffende var tilbørligen anordnet, til hvilken ende, den paa Briggen høistecommanderende Officier, ved hans Ankomst uden for Kjøge, skrivtligen underretttede Overhofmarschallen om hans Ankomst, for at overkammerjunkeren igjennem Overhofmarschallen kunde modtage Hs. Majestætss nærmere Befaling, naar det høie Liig skulde landsættes. Da Dagen hertil var bestemt landsattes Liget om Eftermiddagen den 15de Juli, henimod Aften, til hvilken Ende det høie Liig udtooges af Briggen og indsattes paa Barkassen, som ved denne Leilighed commanderes af Hs. Majestæts Jagtcapitain, med tvende under sig havende Officierer fra Briggen. Da Liget var indsat paa Barkassenog denne forlod Briggen, saluteredes fra Briggen med Minutskud, som vedvarede saalænge, indtil det høie Liig var sat paa Liigvognen i Kjøge, og denne var ude af Kjøge. I Kjøge udtoges det høie Liig af Barkassen af 6 Oberster og 6 Commandeurer, og sattes paa Liigvoognen, hvorefter disse befordredes fra Kjøge til Roeskilde, for paa den følgende Dag at udtage Liget af Ligvognen igjen og bære det ind i Domkirken. Ved Kjøge Bro befandtes et Detachmend Cavallerie, som eskorterede det høie Liig til Møllen udenfor Roeskilde, hvor det afløstes af Garden til Hest. Der ringedes med alle Klokkerne i de Byer og Kirker, forbi hvilke det høie Liig bragdes fra Kjøge til Roeskilde, saalænge som Liget kunde sees fra ethvert Sted. Saasnart Liigkisten var fastskruet paa Liigvognen, kjørtes det Natten igjennem, uden videre Følge, end alene Overkammerjunkeren og Kammerjunkeren, hvilke kjørre i en Kareth foran Liigvognen; omkring Liigvognen rede 24 Staldkarle i sorte Livreer med Beegfakler og Lanterner. Saasnart det høie Liig den 16de Juli var ankommet til Mølllen uden for Roeskilde, og Overkammerjunkeren havde underrettetOverhofmarschallen derom, samt igjennem ham modtaget Hs. Majestæts Befaling at Processionen skulde begynde, og alle Equipager med Tilbehør, saavelsom de 2de Sørgemarschaller, som vare Majorer, de 4re Kammerherrer og Storkors, som skulde bære Himlen, de 6 Oberster og 6 Commandeurer som skulde bære det høie Liig, de 4re Kammerjunkere (hvoraf Kammerjunker røepstorff var den ene, som stillede sig ved Hovedet paa den høire Side af Kisten) som skulde bære enderne af Lligklædet, tilligemed de 4re Majorer af Landetaten og 4 Capitainer af Søetaten, der skulde føre Hestene for Liigvognen, og de 6 Premierlieutenanter af Landetaten og 6 Secondlieutenanter af Søeetaten, som forrettede Drabanttjeneste, vare indtrufne paa Stedet hvor Processionen skulde begynde, steeg Overkammerjunkeren tilhest, med Overhofmarschalsstaven i Haanden; hans to Tjenere i Sørgelivreer gik foran Hesten; de fire Kammerherrer og Storkors, som skulde bære Himlen over Liget, stege ligeledes til Hest. Toget begyndtee og fortsattes fra Møllen uden for Roeskilde, og lige til Roeskilde Domkirke, i følgende orden [Her følger en detaljeret gennemgang af de 16 opdelinger i ligtoget, samt dernæst en opremsning af tilskuerne i kirken]
Saasnart det høie Liig kom ind i Kirken begyndte Sørgemusikken, hvilken vedvarede indtil det høie Liig var hensat i Capellet; herpaa nedlagde Overkammerjunkeren sin Overhofmarschalsstav ved Fødderne af Kisten, hvorefter Processionen begav sig ud af Kirken hen til Palaiet, saaledes, at de første af rangen parviis fulgte strax efter Hs. Majestæt og Hs. Højhed Prinds Ferdinand, og de ringeste i rangen tilsidst; herved tog Overkammerjunkeren Plads i Følget efter sin Rang.
Der ringedes med alle Klokkerne i Roeskilde By, fra det Øieblik af, at det høie Liig kom til Møllen uden for Roeskilde By, hvor Processionen begyndte, og vedvarede saalænge indtil det høie Liig var bisat i Roeskilde Domkirke, og Processionen var forbi. (Stats-Tid)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 60
Tirsdagen den 26 Julii 1814
Spalte 949-952

Det interessante ved denne artikel er at der er tale om en transport af et over 6 år gammelt balsameret lig. Liget afgik 8. juli mod Køge, hvortil det ankom 11. juli. Den 15. juli afgik det mod Roskilde, hvor det ankom den følgende dag og blev bisat i kirken. Christian den Syvende døde den 13. marts 1808 i Rendsborg, altså hele 3 år før bisættelsen i Roskilde Domkirke.  Arkitekt C. F. Hansen gik i gang med at designe to kister - en indre og en ydre. Og på grund af krigen måtte liget midlertidigt opbevares i garnisonskirken i Rendsborg. Det balsamerede lig lå på et bord i en måned, idet kisterne først ankom den 25 april. 25. april-7 maj lå kongen lit de parade. Fortrinsvis besøgt af holstenere. Herefter blev den indre kiste lagt i den ydre og den 14.maj båret til et sidekapel i kirken. Her lå det så altså i over 6 år før det kunne transporteres til Roskilde over Køge. Datidens balsameringskunnen taget i betragtning har det nok ikke været en lugtfri oplevelse midt i sommerheden.

Indenlandske Efterretninger

Ligesom Forstaden uden for Vesterport nu ganske igjen har hævet sig af sin Aske, siden Beleiringen 1807, saaledes vinder Frederiksberg-Bye, der tilligemed sit Slot og dets fortreffelige Hauge, næsten fortjente at kaldes det lille Kjøbenhavnske Versailles, med hver Dag i Skjønhed og Ynde. De for faa Aar siden nydelig indhegnede Pladse uden for Bygningerne i Allegaden, ere nu blevne til deilige Hauger, som eierne, der for det meste ere velhavende Folk, kappes om at forskjønne med de smukkeste Anlæg. Det hele ligner nu den yndeligste Schweizerby. De forrige lave hytter forsvinde efterhaanden og de smagfuldeste Lyststeder reise sig i deres Sted. I Bredgaden, paa den Plads, hvor tilforn det saahaldte Sukkerhuus stod, lader Hr. Etatsraad Schleyer opføre en smagfuld Bygning. Kammerraad Bøghs forrige Gaard paa hjørnet af Alleegaden og Gamlekongevei, er af den nuværende Eier, Hr. Apotheker Stolpe paa det smagfuldeste bleven forskjønnet, og Haugen uden for nydelig indrettet i engelsk Smag. Men hvad der i Menneskevennens Øjne i endnu høiere Grad forøger Byens Skjønhed ere to menneskekjerlige Stiftelser, som i de sidste Aar har faaet deres tilværelse her: den ene er afdøde Geheimeconferenceraadinde Wærns Stiftelse for fattige Embedsmænds Døttre, hvortil den store hvide Gaard, der forhen har tilhørt afdøde Silke- og Klædekræmmer Bøttger, er bleven indrettet, og hvor nu 12 Elever under 2 Lærerinder opdrages, og det andet et Fattighuus, som Fattigvæsnets Direction har ladet indrette i en Gaard, tæt ved Hjørnet af Bredgaden og Alleegaden, som for to Aar siden afkjøbtes Hr. Hansen, og hvor adskillige Fattige yde Føde og Huusly; Ogsaa den indenlandske Konstflids Venner finde her paa deres Lystvandring en behagelig Tilfredsstillelse: Hr. Grosserer Brock-Hansens Kllædefabrik i Alleegaden, hvor der er 10 til 12 Stole igang, sysselsætter daglige 110 Mennesker ,og tjener ikke lidet tilat holde de mange Fattige, som denne By i saa mange Aar har været bebyrdet med, i en nyttig Virksomhed. Alle Fattige, som kun ville arbeide, kunne finde Sysselsættelse her, det være nu Fabrik- eller Haugearbeide; da f. Ex. en Lugekone fortjener 12 til 14 Mk. dagligen. Ikke umærkeligt er det, at en Olding fra Trondhjems Stift, Anders Nordmand kaldet, som er 92 Aar gammel og under Frederik den Femte har tjent ved Fødgaarden, endnu er saa rørig at han kan arbeide; han har nylig anlagt 2 Hauger her i Byen, og kan saaledes i denne høje Alder endnu ernære sig af sine Hænders Arbeide. - Det forhen saa stygge Kjær ved Enden af Allegaden er bleven renset og nydelig indhegnet med et firkantet Rækværk. Ogsaa Egnen omkring Frederiksbergby forskjønnes alt mere og mere. Ved Falconeralleeen har Hr. Overkrigscommissair Langeland tilkjøbt sig 32 Tønder Land, for 92,000 Rdlr. D. C., og lader nu opføre der en smagfuld Bygning, og anlægge en smuk Hauge. - Den yndige Slotshauge vedligeholdes, som billigt, paa det omhyggeligste, og det Kongelige Herskab morer sig her ved lystseiladser i Canalen, der sædvanligst ledsages af Musik, og ved at drikke Thee paa den saakaldte Øe, hvis Beliggenhed er yderst romantisk.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 888-889

Indenlandske Efterretninger.

Hr. F. Thura, Sognepræst for Giern og Skanderup Menigheder i Jylland, har i et Tillægsnummer til Aarhusavisen af 2. April ladet indrykke en vidtløftig Bekjendtgørelse, hvoraf erfares, at Troen til Bønnens overordentlige Kraft i Skanderup Kirke fremfor nogen anden Kirke er saa ubeskrivelig stor, at i denne Tid adskillige langveisfra have indfundet sig hos Hr. Thura for ved Bøn i hans Annex-Kirke, at skaffe deres Syge den tabte Sundhed tilbage, uagtet Præsten forsikrer, at i hans Sogn gives Syge nok, og deriblandt hans egen nerve-og og gigtsyge Kone, som ikke kunne hjelpes. Han anseer det derfor for Pligt, at gjøre Vedkommende opmærksomme herpaa, for at forekomme, at ikke al Veerdens Syge skulle strømme did, i den Tanke, at de ene der kunne helbredes eller at nogen skulde troe, at det var kirkeeierens eller Præstens Hensigt, at vedligeholde denne Overtroe som et Slags Indtægtskilde. - Ved at læse denne Bekjendtgørelse kan man ikke andet end sukke over Culturens Tilstand blandt Landalmuen, og harmes over hver den, der endnu søger at lægge Hindringer i Veien for Oplysningens Udbredelse blandt menig Mand. Vist er hidtil meget gjort og vil i Fremtiden endnu kunne gjøres, naar alle vore Folkelærer og Sjælesørgere ville følge den værdige Biskop Plums og saa mange andre ædle Almuesvenners roesværdige Fodspor, men saa længe som saa mange Præster mere sørge for deres græssende Hjorder end deres tænkende Hjorder, saalænge de vaage mere over deres Berberisser end over de aandelige Poder, Gud har betroet deres sjelesørgende Haand, kort, saa længe saa mange rige og Formuende tror, at Menneskets Bestemmelse ikke er andet end at spise, drikke, gotte sig og sove, ligesaa længe vil det kun see heel betænkelig ud med Oplysningen blandt de lavere Menneskeclasser i vort Fædreneland, og enkeltes kraftige Bestræbelser kun bære maadelige Frugter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 887-888

Ærbødig Bøn til den Herre, som straffer Veiarbeiderne korporlig paa Farimagsveien

(Indsendt.)
At Straf er nødvendig indseer Indsenderen, men at den skeer offentlig ynder han ikke uden i de Tilfælde som Lovgiveren har bestemt, og takker derfor inderlig vor ømme og milde Regjering, som deels har afskaffet og deels ikke paa offentlige Steder lader udøve visse Straffe, som til Pælsstaaen, Spidsrodløben m. fl. Det var derfor ham og medhavende Selskab, tildeels Damer, et ubehageligt Syn i Gaar, Mandag d. 4 Juli i Forbikjøren paa Farimagsveien imod Øster Port at blive Vidne til hvorlunde en Underofficier tracteerte en dygtig Stok paa Ryggen af en Veiarbejder, formodentlig en Capeur. Dette skedte meget taktmæssig, og en civil velklædt Person, der stod ved Siden, var nok den som dicteerte Straffen; flere secunder vare imellem hvert Slag, for at de desbedre kunde virke igjennem Forbryderens tynde magre ryg, som med et gusten sygeligt Ansigt vemodig kastede et bønligt Blik til den strænge Herre, som havde den udøvende Magt; men saalænge vi kjørte paa den omtalte Vei og vort Øie kunde naae Straffestedet, vedvarede Executionen. Da dette Optrin for den Dag gjorde et ubehageligt Indtryk paa os, saa er min ærbødige Begjering til denne Herre eller andre Vedkommende: om det ikke var mueligt, at slig en alvorlig Afstraffelse, naar den skulde skee, maatte udføres paa et afsides Sted, eller heller i en Vagtstue, og ikke paa en alfar andevei.
Kjøbenhavn, den 5 Juli 1814.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 55
Løverdagen den 9 Julii 1814
Spalte 871

28 april 2015

Om en mulig bedre Skibsfart og Havn til Roeskilde Kjøbstad; tilegnet denne Stads respektive Herrer Kjøbmænd i August 1811.

Denne Stad, som ligger ikke ubeleilig til Skibsfart, og kunne blive en Søestad af anden Rang, har i lang Tid ikke eiet flere end 4 smaafartøier paa 2, 3 eller 4 Læsters Drægtighed, og hvoraf ikkun det største med Dæk, foruden nogle faa Fiskerbaade. Aarsagen hertil, angiver man at være den snevre Pas og det grunde Vand, som befindes imellem nogle smaa Øer og Holme i Farvandet; og det er ogsaa sandt, som her kortelig skal oplyses; og hvortil endnu kommer det Sagn, at for 400 Aar siden, disse snevre Indløbsrender, i Dronning Margarethes Tid, skulle være forsænkede med store Træer til hinder for fiendtlig Fart. Sandt! at Historien giver Anledning til denne Mening, men dog staaer der ikkuns: at det var de fleste Havne i Danmark, som vederfores saadant. Det bliver da uvist, om Roeskilde-Fjordens Indløb har været deriblandt; thi det er uvitterligt, at derom nogen Tid er seet Undersøgelse; heller ikke, saavidt mig er bekjendt, har der været Spoer af nogen ved Roeskilde ordentlig indrettet Havn, saasom Levninger af Pæleværk med Jernbolte og Ringe, som ere almindelige Mindesmærker deraf, og hvilket dog ellers paa andre stæder i Provinzerne, indtil vore Tider har været synbar. Saaledes har ved Borre paa Møen, der nu og i lang Tid er og har været en Bondebye, men tilforn skal have havt Kjøbstadsprivilegier, været at see Pæleværk med Bolte og Ringe; og gamle Folk for halvhundrede Aar siden, da jeg tjente ved Møens Amtstue, paavirke endnu (dog ikkun efter Sagn igjennem flere Generazioner) det Stæd, hvor Toldboden havde staaet; ligesom og det da (1760) var meget kjendbar, at Indseilingen hertil fra Østersøen havde været Syd fra. Saaledes ogsaa ved Kjøbstaden Stubbekjøbing i Falster: denne liden Bye, som altid har havt Skibsfart, men i de senere Tider ingen ordentlig Havn uden i aaben Søe nogle nedrammede Pæle til Fartøiernes Fortøining N. O. for Byen, og meget usikker; men vel i den fjernere og høie Alder, en meget sikker Havn inden for det saakaldede Kongsnæs, en halv fjerding Miil op i den nuværende Møllesøe S. O. hen, og som adskilles fra Havet ved en Steendækning, hvor jeg som Dreng i min Fødebye for 60 Aar siden, mange Gange har seet gammelt Pæleværk med Bolte og Ringe, samt endnu Topenden med sin Hommer og Spids af et under Vandet staaende Skib. Paa disse, to nævnte Stæder har altsaa været tydelige Mindesmærker om Havn og gammel Seilads; men ingen Tid er det mig forekommet ved Roeskilde; dog maaske Statsarkivet kunne oplyse noget herom? - har imidlertid Indløbsrenden eller Renderne i Oldtiden været forsænkede, hvilket dog nok ingen Tid er undersøgt, saa skulle det dog vel ikke være umuligt, ved den Kraft, som vort fortræffelige Søe- og Arsenalvæsen indbefatter, at optage disse gamle forstenede Træer; hvilket det noksom har viist, ved at optage Skibe, ladede med Jern og sværeste Vægt paa flere Favne Vand i mere aaben Søe end her i Roeskildefjorden finder Stæd; jeg mener ved de 2de bekjendte Pramme, som har Navn af Rumpeløs. Men antager man, at ingen Forsænkning, ved Undersøgelse herstæds, er at finde; - ikkun at det er naturligt stenet og leret Grund; saa er ingen Betænkning for, at jo opmudring, ene med tilbørlig passende Muddermaskiner og behørig dueligt Mandskab dertil, lader sig gjøre.
Ved i denne Sommer at passere dette Farvand nogle Gange frem og tilbage fra Frederikssund med en Baad, har jeg paa fri Haand for mig selv figureret en Søkortstegning, som til min egen Oplysning viser de forekommende Objecter, der i Hensyn til Løbene, Dybden, Grundene, samt Steen- og Sandbanker, hvis Afsætning paa Kartet jeg har at takke den herværende Lods for, og som er saaledes: Fra Jægerspris Færgeløb, som har 96 Favnes Brede og 7 a 8 Fod daglig Vand, - og i S. t. V. forbi Frederikssund og uden for liggende Kaløe, til Kølhøiene, 5/4 Miil, - 7 a 8 Fod; men disse forbi, saavel paa Øst- som Vestsiden, ikkun 3 a 3½ Fod paa en Længde af 200 Favne og i Brede 80 a 90 med guul Grusgrund. Herfra og op til Edskildsøen 1 Miil, med 7 a 8 Fod Vand, hvor forinden ligger en skjult Steengrund, Kalkgrunden kaldet, Ø, for Løbet.
Derefter paa omtrent 300 Favne med 3 a 3½ Fod Vand og mere end 100 Favne bred, med Grødebund og Sand, forbi Edskildsøe, og det lige over for paa Selsøe-Siden liggende Færgehuus 180 Favne tvers over. Denne Grund forbi, som kaldes Selsøegrunden, er en bred Bugt 7/4 Miil med 10 a 12 Fod Vand tilbegge Sider og i S. V. lige op til Roeskilde; dog er omtrent ½ Miil forinden en liden Græsholm, Elormen kaldet, som paa begge Sider Ø. og V. kan løbes ganske nær.
Det er mig sagt, at for maaske en Snes Aar siden skal det have været i Forslag, at faae de ovenfor ommeldte Grunde fordybede efter et Overslag paa 10.000 Rdlr. for Kongelige Regning imod aarlig Afbetaling i visse Aar; men at de Herrer Handlende havde tilbudet Gjengjendelsen ved forhøiet Told og Lastepenge; og at det siden derefter er blevet uomtalt. Maaske kunne Tænkemaade og Handelsaand i Hensyn til at Søekrigen dog ikke skulle vare evig - men muligt snarlig faae en Ende; nu tilveiebringe et fælleds Ønske for den gamle Absalonske Stad: at en drivtig Skibsfart kunne begyndes at sees i Møde? Jeg tør tro, at det er ufornøden til nærmere overveiende Oplysning, her at fremsætte nogen Forskjelsbalanse mellem at have Skibsfart direkte til og fra denne Stad - imod at føre alt Kjøbmandsgods (tømmerflaader undtagen, som med saa stor Bekostning og megen Trældom maae transportateres fra Frederikssund af) paa Vognaxen fra Hovedstaden, hvor Kjøbet dog er paa anden Haand; foruden at Heste og Vognslid samt Folkeforsinkelse, ikke maae være ringe, og derfor fordyre Udsalgspriserne. En Handelscommittee eller et udvalgt Handelsraad, i selve Staden, ville bedst kunne udsætte dette fra hinanden, og maaske vise, at de Herrer Handlende, saaledes som de nu og i lang Tid har været tilsyne, hverken er mere eller mindre, om jeg tør sige det, end Hovedstads Grosserernes Handelskommissionærer eller noget saadant lignende, der detaillere Fornødenhedsvare til Landboen; Herfra undtagen Kornhandelen i al Ære og Respekt; og hvortil just Skibsfarten er saa nødvendig.
*   *   *
Ved denne Leilighed et Par Ord om Frederikssund; Denne lille Sneglekjøbstad formedelst sin sære Krumhed og de mod N. V. omliggende høie Bakker, har vel en Havn, men aaben og uden Fortøiningspæle, men god Ankerbund; mangler en Skibsbroe, hvor Skibe kunne lægge an, til Læsning og Ladning, som nu maa skee ved Baadførsel til og fra Land, og med Heste og Vogn i Vandet, efterdi neppe en Trebords-Jolle kan anlægge Broen, der ellers er fra Begyndelsen ret net anlagt, og ved Forhøielse og Forlængelse til Dybs, med et større Brohoved til Venderum for Vogne, kunne saaledes blive høist nyttige, da Vedkommendes Heste og Vogne nødvendig maa lide meget, ja endog er farlig for dem ved hiin førsel, saaledes som den nu er. Et Forslag til Forbedring skal, efter Sigende, ogsaa være skeet for nogle Aar siden; men tilsidesat, og nu i Forglemmelse.

J. With,
Kammerraad.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 72
Løverdagen den 7 September 1811
Spalte 1135-1139

Indenlandske Efterretninger.

Alle Bygningsmaterialier vedblive at stige utroligen her i Kjøbenhavn. Flensborger Muursteen, som man endnu for nogle Uger siden kunde kjøbe for 26 Rdlr. pr. 1000 i Havnen, koste nu 43 Rdlr. Steenkalk er vel falden fra 10 Rdlr. til 7 Rdlr. Fustagen, det vil sige for den Svenske Kalk, hvoraf en god Deel i den senere Tid har været til Auction, men deels ere de Svenske Fustager meget smaa, deels er der mindre Forslag i den svenske Kalk. Tømmer og Bræder stige uophørligen i Prisen. Men uagtet denne Materialiernes overdrevne Dyrhed seer man dog paa ikke faa Steder nye Bygninger opføres og gamle istandsættes. Enhver skynder sig at faae færdig hvad der er mueligt, af Frygt for at Alting kan blev endnu dyrere, og dette forøger den allerede følelige Mangel paa Arbeidsfolk, og fordyrer end mere de allerede høie Priser paa Materialier De, som ville komme meest til at føle Virkningerne af denne Dyrhed, ere Præsterne paa Landet, især de, der i denne Tid modtage Præstegaarde i en forfalden Tilstand, og skulde Dyrheden vedblive saaledes, saa vil det see ilde ud med de fleste Præstegaarde, hvoraf en stor Deel allerede ere temmelig forfaldne.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 70
Lørdagen den 31 Augusti 1811
Spalte 1113

Indenlandske Efterretninger.

Hovedstadens ny Assistencekirkegaard, der er anlagt ved Siden af den gamle, er nu snart igjen saa opfyldt med Lig, at man næsten ikke kan skille den fra den gamle. Saaledes er Befolkningen af Dødens Rige i en evig Fremvext. Den, som for nogle Aar siden har besøgt Stedet, maa ordentlig studse ved den Mængde Grave her i saa kort en Tid ere komne. Neppe gives der, det kan man frit paastaae, en større, skjønnere og smagfuldere Kirkegaard i Europa end denne. Blandt de mange fortræffelige Gravmæler, som i den senere Tid ere anbragte her, fortjener især at nævne Gouveneur Fix' og consl Pingels Gravminde. De ere førstelige Personer ikke uværdige. Ved adskillige indhegnede Familiebegravelser tæt ved Murene er paa samme anbragt passende allegoriske Malerier i Oliefarve.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 64
Løverdagen den 10 Augusti 1811
Spalte 1014

Indenlandske Efterretninger.

En Fremmed ved navn Schmeerfeldt, som Hans Majestæt haver tvende Gange ladet forvise de kongelige danske Riger og Lande og transportere over Grændsen, har desuagtet fordristet sig til atter at komme hid; og Hs. Majestæt haver i Forgaars Aftes Kl. 10 3/4 Selv mødt ham, og ladet ham arrestere i det kongl. Palais paa Amalienborg. Han var bevæbnet med 3 Pistoler, hvoraf de 2de vare skarpt ladte; og blev derefter bragt til Citadellet Frederikshavn. I denne Anledning har Hs. Majestæt anordnet en Overkrigs-Commission, under Præsidio af Generalmajor v. Lorenz, som med mueligste Hurtighed og Nøiagtighed har at undersøge, hvorledes bemeldte Schmeerfeldt igjen er indkommen i de kongl. Stater, Hensigten af hans Indsnigelse i det kongl. Palais, m.v. (Dagen.)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 61
Tirsdagen den 30 Julii 1811
Spalte 969-970

Baltzar Vilhelm Schmeerfeldt (1785-1834) var en svensk kornet. Han kom til København 1811 og blev forelsket i prinsesse Juliane (arveprins Frederiks datter), skrev breve til hende og søgte at trænge ind i palæet hvor hun boede. Hvorfor han blev forvist. Han vendte tilbage 3 gange i første halvdel af 1811, blev arresteret og sad 3 uger på Kronborg. I juli rejste han igen til København hvor den omtalte begivenhed fandt sted den 27. juli 1811. Han forlangte at ville tale med Frederik 6., og mødte ham på trappen med en uladt pistol i hånden. Han blev dømt til livsvarigt fængsel 16. oktober af den omtalte kommisision, Højesteret idømte ham dog livsstraf. Han blev benådet med livsvarigt fængsel på Munkholm. Men afsonede alligevel straffen i Kastellet hvor han døde 1834.
Se detaljer om hans ophold i Kastellet  i Før og Nu, supplement 1, s. 252-255.

Artiklen er et ordret citat fra Dagen, den 29. juli 1811, og umiddelbart ovenover denne artikel, står følgende notits som ikke lader noget ane om regentens reaktioner på overfaldet:
I Dag (Mandag d. 29de) er Hs. Majestæt Kongen afreist fra Frederiksberg Slot over Roeskilde til Lærkenborg, og holder speciel Revue over de i denne Deel af Siælland cantonnerende Tropper. I Morgen d. 30te reiser Hs. Majestæt fra Lærkenborg til Callundborg, hvor Allerhøistsamme vil tage Byens offentlige Indretninger i Øiesyn, og see de i denne Egn opkastede Batterier; hvorefter Allerhøistsamme reiser tilbage til Lærkenborg. Den 31te begiver Hs. Majestæt Sig til Korsøer, og d. Iste Aug. fra Korsøer over Slagelse, Sorøe, Ringsted, Roeskilde, til Frederiksberg Slot.

Indenlandske Efterretninger.

Ligesom Island, allerede for et Aartusinde siden, ved sin Forfatning og sine Beboeres ædle aand var Sædet for den fædrenelandske Histories og Digtekonsts Muse, saaledes synes Smages for Konst og Videnskabelighed atter at ville vælge sit Ophold ogsaa i Norden, hvis Fjeldboeres stolte og Store Nationalcaracteer altid har været Urokkelig som deres Klipper. Medens Litteraturen med hver Dag finder færre Yndere i Danmark, seer man Søsterlandet Norge ved Iver og Ømhed optage Muserne i sit trygge Skjød. Selskabet for Norges Vel synes at være den Morgenrøde, der bebuder dette Riges Litteratur den skjønneste Dag. Christiania tæller allerede 3 Bogtrykkeriet, der ere sysselsatte med at trykke Selskabets Haandskrifter, og dette Hæderssamfund arbeider med rosværdig Anstrengelse på at forskaffe Norge "en Litteratur". Det første Skridt, det allerede har gjort, ved at kalde Kobberstikker Grosch til sig og overdrage ham at fremstille Norge i sin hele maleriske Naturskjønhed, viser noksom, hvor meget det ønsker at udbrede dette Lands videnskabelige Ære. Ogsaa lover den store Redebonhed, hvormed Norges mange sande Patrioter ved betydelige Pengebidrag opmuntre til en norsk Universitets Stiftelse, at dette Rige engang vil blev hvad dets ældre Søster Island for mange Sekler har været: Lærdommens Fosterland, og det gamle Ordsprog: "Fra Norden kommer Guld", vil i det mindste i moralsk Forstand snart gaae i Opfyldelse.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 61
Tirsdagen den 30 Julii 1811
Spalte 872

Indenlandske Efterretninger.

Mariboe, den 4de Juii. I Gaar tildrog sig en høist sørgelig Hændelse. Christopher Skræder her fra Byen, der var som Expressebud leiet til Nyekjøbing, blev af Hr. Skovrider Winkelmann funden i en meget ynkelig Tilstand i Guldborg Alee ved Soesmarke. Formodentlig havde han i den stærke Hede gaaet over sine Kræfter, ja vel og paa Veien drukket for meget raat Vand. Som en sand Menneskeven pleiede bemeldte Hr. Winkelmann den Ulykkelige saa godt, som han kunde i sit Huus, hvorudi han med en ædel Giestfrihed optog ham; men efter 2 til 3 timers Ophold døde han. Han efterlader sig 5 Børn, 3de voxne og 2de smaae og uopdragne. Dagen forhen var han med at bære en af sine Medborgere til sit Hvilested.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 55
Tirsdagen den 9 Julii 1811
Spalte 872

Indenlandske Efterretninger

At Kjøbenhavns Indbyggere af alle Classer, hver efter sin evne, søge at nyde Naturens Glæder, som den saa rigelig tilbyder i de behagelige Egne der omgive Hovedstaden, er naturligt. Jægersborg Dyrehauge hævder endnu bestandig sin gamle Søgning. Har end Troen om den lægende Kraft som Kirsten Piils Kilde medførte,naar den besøgtes Natten førend St. Hansdag, for størstedelen tabt sig, saa har derfor Antallet paa Kjøbenhavnske Pillegrimme ikke været ringere, hvoraf adskillige maaske søgte Lettelse for deres Bekymringer og de fleste for deres Pung. Hvem der for Resten har seet Dyrehaugen i dens glimrende Periode endnu for fire Aar siden, vil neppe gjenkende den. Dengang var der foruden en Mængde Telte, hvor man falbød Forfriskninger af alle Slags, Liniedandsere, konstige Ryttere, Comoedier, optiske og magiske Konster, Kjemper og Dverge og Virtuoser af alle Slags, baade gode og middelmaadige. Nu derimod ere nogle faa Telte, et par Gynger og Taskenspillere alt hvad Dyrehaugen har at opvise. For hvem der søger Adspredelser af det støiende Slags, er dette vist nok lidet. Men Kjøbenhavnerne, som under Krigen have lært at undvære saa mange Indbildte Fornødenheder, have ogsaa her benyttet Leiligheden til at vise Selvfornægtelse. Dyrehaugen er ikke mindre befolket end før Krigen, og maaske Savnet af dens formeentlige Herligheder allermeest kan lære at skjønne paa de virkelige. - Ogsaa Sorgenfrie, Frederiksdal, Søllerød, Eenrum, Charlottenlund og flere af det nordlige Sjellands yndige Egne have i disse Dage havt flittigt Besøg af Hovedstadens Indbyggere, endskjønt en saakaldt Holsteensk Vogn er bleven betalt med 20 til 25 Rdlr. ja vel og mere, og en Bondevogn med 10 til 12 Rdlr. De, hvis Financer ikke have kundet taale saa betydelig en Udgivt, have valgt det sædvanlige Hjelpemiddel, at gaae til Fods. Hele Skarer vandre daglig ud til Charlottenlund og Dyrehaugen, og finde rig Erstatning for Veiens Besværlighed og Solens trykkende Hede, naar de under et Træes Skygge og i et muntert Lag fortære deres møisommelig befordrede Proviant.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 52
Løverdagen den 29 Junii 1811
Spalte 822-823

Indenlandske Efterretninger

Mærkeligt er det, at i Kirkeaaret 1810 ere i Danmark, Norge og Hertugdømmene 12.105 flere Fødte end Døde. Dette ualmindelig store Antal Fødte kan neppe tilskrives andet end den Mængde Ægteskaber, der, som en følge af Caperiet og de stigende priser, i hiint Aar ere blevne sluttede blandt de simplere Classer. De betydelige Summer, som ere komne især i Caperfolks Hænder, og de mange Leiligheder, Haandværksfolk i denne Tid have til at fortjene Penge ved at faae deres Arbeide tildeels saa overordentlig dyrt betalt, kunne umuelig andet end befordre Ægteskaberne blandt disse stænder. Der gives ikke faa Haandværker, i hvilke en Svend kan fortjene 10, 12 til 1 Rdlr. om Ugen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 52
Løverdagen den 29 Junii 1811
Spalte 820

Indenlandske Efterretninger

I Torsdags behagede det Hendes Kgl. Høihed Kronprindsesse Caroline at beære den efter Høistsamme opkaldte jødiske Fattigskole for Pigebørn med sin høie Nærværelse. Hendes Kgl. Høihed blev modtagen af Skolens Bestyrere, og efterat Inspectricerne, Lærerne og Lærerindernde vare blevne H. K. H. forestillede, behagede det Høistsamme at gjennemgaae alle Classerne, hvor Børnene vare sysselsatte, saavel med deres Industrie- som Fruentimmerarbeider, tog samme i Øiesyn, lod derpaa en Deel Elever fremtræde og overhørte dem selv i dansk og tydsk Løsning o. s.v. Efterat H. K. H. havde opholdt sig 1½ Time i Skolen, behagede det Høistsamme at yttre sin høieste Tilfredshed med de store Fremskridt, Eleverne i den korte Tid af syv Maaneder have gjort.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 46
Løverdagen den 8 Junii 1811
Spalte 723-724

Carolineskolen blev etableret 1810 på initiativ af M. L. Nathanson i Pilestræde. Formålet var at lære eleverne dansk og blive ansvarlige samfundsborgere. De fleste var fattige flygtninge fra Rusland. Nathanson skrev: "Det var ogsaa paa den højeste tid, at man tog sig af pigebørnene, som ganske havde været overladte til dem selv og udsatte for den største demoralisation". Kronprinsesse Caroline mødte op til åbningen og medbragte et maleri af sig selv som gave. Hun blev skolens protektrice. Skolen kæmpede ofte med forældrene som ikke var meget for den sekulære indlæring, der fjernede børnene fra troen og traditionerne

Mariboe, den 27de Maji.

I Arresten her Har for nogen Tid siden sadt et Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal. Barnet havde hun lagt i et Klæde i Sengen. Ved Byetinget blev hun dømt til 2 Aars Tugthuus, men da der efter Sagkyndiges Attest var ingen Tegn til Drab blev hun ved Landsoverreetten frikjendt. - En anden Pige, der fødte for tidlig, havde lagt sit Foster i et Natskrin, men døde forinden hun kunde arresteres.  Pigen i Tjennemarke i Stokkemarke Sogn, Maren Rasmus Datter, der ligeledes fødte i Dølgsmaal, og som forhen har været omtalt i disse Aviser, er død og begraven. (Mariboe Av.)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 45
Tirsdagen den 4 Junii 1811
Spalte 712-713

Indenlandske Efterretninger.

Mariboe, den 14de Martii. Ved sidste Marked her har Tyvene ret drevet deres Spil. Fra en Kjøbmand blev iblandt andet bortstiaalet et Stykke Forklæde-Tøi af Værdie 15 Rdlr. Fra en Skoemager en Tværsæl med Støvler og noget Farvetøi. Fra en anden Skoemager et par Støvler af Værdie 16 Rdlr. Desuden et stykke Bai m.m. Det bliver nu og Mode at stjæle Høns og andre smaa Creaturer. Himlen bevar os fra et nyt Sidestykke til den berygtede Tyvebande, som i Lollands Sønderherred blev ved Hr. Doctor og Landsdommer Badens Aarvaagenhed lykkeligen opdaget, dødet og dræbt med daglig Poenitense paa Møens Tugthuus.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 24
Løverdagen den 23 Martii 1811
Spalte 376

I Anledning af en Underretning i Dagen No. 25.

Det er bekiendt at Lieutenant og Literatus Hr. K. H. Seidelin jævnlig i sit Blad indfører Efterretninger, for hvis Sandhed og Rigtighed ingen anden Hiemmel haves, end at de læses paa Prent i Dagen. Naar hans Læsere skuffes ved Byrygter om Smaating, hvis Falskhed eller Sandhed er lige ubetydelig og ligegyldig for Almenheden: vil det ikke falde nogen ind at kalde ham til Regnskab. Naar han om en Mand, agtet som Menneske og Forfatter af den ædlere Deel af Nationen, vil meddele personlige Efterretninger, da skylder han ikke blot sin Retfærdighed, men sin Patriotisme, om han har denne i mere end ord og Udraab, at grunde disse Efterretninger paa historisk Sandhed, og at meddele dem saa nøiagtige og fuldstændige at ingen forsætlig eller uforsætlig Skygge, som Gienstanden selv ikke kaster, meddeles Misforstand eller skadefro Avind. Naar Hr. Lieutenant Seidelin saaledes vil fortælle Publicum, at Hr. Candidat Grundtvig har modtaget en Consistorial-Irettesættelse for Trykningen af hans Dimisprædiken: da er det hans Pligt, at fortælle dette historiske Factum heelt og med behørig Hiemmel, og ei at dølge hverken nærmere eller fiernere Aarsager, eller nogen Omstændighed, der sætter Sagen i si rette Lys. En modsat Handlemaade karakteriserer sig selv.
et Kongebud er helligt, og det vil adlydes uden Knurren, uden forfængelig Stolthed, og med Hengivenhed i Guds og Kongens Vilie. Saaledes har Hr. Candidat Grundtvig modtaget den Irettesættelse, som efter høiere Befaling blev ham meddeelt af Universitetets Consistorium. Hvor der, som Undertegnede, heller vilde være i hans Sted, der modtog den, end i dens eller deres Sted, der foranledigede den, og i Hr. Lieutenant Seidelins, der fortalte den - han ønske med mig: gid det gaae Grundtvig vel, og enhver, der som han er Gud, Konge og Fædreland tro.
C. Molbech
Amanuensis ved det Kongelige Bibliothek.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 9
Tirsdagen den 29 Januarii 1811
Spalte 136

Den omtalte artikel i Dagen, nr. 25 fra 1811 lyder sådan:

Det er noksom bekjendt, at Kandidatus Theologiæ Hr Nik. Fred. Sev. Grundtvigg lod i afvigte Aar trykke en Dimisprædiken under Titel: "Hvi er Herrens Ord forkyndte af hans Huus?" og ligesaa bekjendt, at en Del af Stadens Gejstlighed indgav Besværing over samme Prædiken som fornærmende mod den gejstlige Stand. Efterat Betænkninger over denne Sag vare indhentede saavel fra det theologiske Fakultet og Direktionen for Universitetet og de lærde Stole som fra Biskoppen tilkjendtes Kand. Grundtvig en eftertrykkelig Irettesættelse, der blev ham given i et Konsistorialmøde ved Universitets Rektor Løverdagen d. 12te Jan. d. A.

Christian Molbech (1783-1857). Han var 1805 blevet amanuensis, fra 1823 1. bibliotekssekretær. Venskabet med Grundtvig, der var indledt i 1808, holdt kun til 1812

Indenlandske Efterretninger

En Kone i Nærheden af Nibe har Natten imellem 30te og 31te f. M. aflivet sin Mand, Christen Ladefoged, som boede i det saakaldte Pælhuus imellem Nibe og Lundbek. Først har hun slaaet ham paa Panden med en Træsko og derpaa tilføiet ham henved en Snees, dog ikke dødelige, Knivstik i Hovedet. Da han imidlertid var sluppet op af Sengen og søgte at springe ud igjennem Vinduerne, skar hun ham over Læggene, for at faae Hasernes Sener overskaarne. Derefter dreiede hun Halsen om paa ham, og løb, efter forrettet Udaad, upaaklædt ud til Nibe og gjorde der Sagen bekjendt. Baade Manden og Konen var midaldrende Folk, havde længe være givte tilsammen og havde 5 Børn. Han var Fisker og sad i ret gode Omstændigheder, da han ved Flid og heldigt Fiskerie havde i de senere Aar fundet sig istand til at lægge endeel Penge op. Man vil endog sige, at han efterlader sig omtrent 10,000 Rdlr. Efterat de behørige Forhører og Undersøgelser vare optagne paa Gjerningsstedet, er Konen forleden Dag bragt ud til Fængslet i Aalborg tillige med sin ene Søn, som har taget nogen Deel i Misgjerningen. Konen var noget forrykt allerede nogle Dage før Ulykkesgjerningen gik for sig, saa det Gruelige ved denne Aflivelse derved dog taber en stor Deel af det Afskyelige.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 6
Løverdagen den 19 Januarii 1811
Spalte 92

Om det nyskabte Ord Pebermø.

Vor Tidsalder fortjente ikke uden Føie at kaldes den puristiske. I næsten et halvt Aarhundrede har man ikke gjort andet end renset. Først rensede man Opdragelsesvæsenet, saa Religionen, saa Philosophien, saa Regjeringsformerne og saa - Sproget. Hvad der er kommet ud af al den Renselse, det overlader jeg andre at bedømme. At man har slidt Kosten op uden nytte, og det i mangen en Krog endnu seer heel maadelig ud med Reenligheden, al den Feien og Skrubbe og Skruen uagtet, det veed enhver. Hvad imidlertid vot Sprog angaaer, da begynder dets Lidelseshistorie med det nittende Aarhundrede. Man gjør det udanske af lutter danskhed og utydeligt af lutter Tydelighed. Ja, skulde Selskabet for indenlandsk Konstflid belønne nogen Konstflidsgreen efter Flittigheden, saa maatte det være Ordstøberierne, Ordbagerierne, Ordraffinaderierne etc. Ret snart ville vi faae privilegerede Sprogfeiere ligesom vi hidtil have havt Skorsteensfeiere, og det vil maaske ikke vare længe førend adskillige af vore Forfattere istedet for at betjene sig af den saa ofte forkleinede Titel Litteratus, ville kalde sig, for dog at have en Titel, Sprogfeiere. Saalænge saadanne Sprogfeiere kun forsynde sig mod Fornuften, kan det næsten være ligegyldigt, thi man kan sige om dem som der staaer i Visen:
"Stundom de og med Dumheder more."
Men naar de fremkomme med Ordsammensætninger, der aabenbare skade Moraliteten, saa er det Pligt at ivre derimod. At det sidste Slags er det ny Ord Pebermø, som adskillige uden Nødvendighed have villet skaffe Borgerret i vort Sprog, deri den senere Tid desværre har faaet saa mange usle Borgere, som enhver Mand af Smag og Kundskaber burde jo før jo hellere ønske sendte over Grændserne. At man har givet den gamle Ungkarl *), der, uagtet han har Raad dertil, ikke vil givte sig, Spottenavnet Pebersvend, finder jeg billigt, thi i Oldtiden gaves der jo Folkeslægter der endog straffede saadanne Ægteskabs-Forhaanere; men at man kalder et Fruentimmer, der ikke har kunnet blive givt i den Alder, hun var skikket dertil, en Pebermø, finder jeg ligesaa latterligt som grusomt. Det staaer i de fleste Tilfælde i Mandens, ikke i Qvindens Magt at givte sig efter Behag, og det er Mandkjønnets Skyld at der gives gamle Jomfruer, ikke Qvindekjønnets at der gives Pebersvende. Hvor mange Fruentimmer findes der vel, som ikke have villet givte sig? De fleste ville, men det er ene omstændghedernes Skyld at de ikke kunne blive givte. Ordet Pebermø er altsaa een af Sprogets Vantrivninger, der udklækkes saa hyppigen og voxe saa triveligen i Sprogfeiernes Ordmøddinger.


*) Et i Grunden urigtigt Udtryk, som Sprogbrugen synes at have hævdet. Der gives ligesaalidet en gammel Ungkarl, som en ung Gammelkarl. Det er omtrent det samme som Kotzebues "ædle løgn."

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 2
Løverdagen den 5 Januarii 1811
Spalte 20-21

27 april 2015

Om rømmende Forbrydere

Bortrømte Forbryderes og Slavers efterlysning i offentlige Tidender er noget, som man hyppigst møder og ligegyldigt læser. Det er et Onde, som man er bleven saa vant til, at kun faa værdige det nogen Opmærksomhed. Gjennembryder en Arrestant Fængslers Mure og undgaar Retfærdighedens straffende Arm, rømmer en Slave fra Fæstningsarbeide eller Stokhuset, og opvækker paa Landet grundet Frygt for Indbrud, Drab og Mordbrand, saa gjør man intet videre end efterlyser ham i Aviserne, og er man saa heldig at paagribe ham, saa katter og kagstryger man ham eller indspærrer ham i et strængere Fængsel, alt efter Omstændighederne, og troer nu at have gjort alt hvad man kunde gjøre. Kun faa falder det ind at undersøge: hvorfor saadanne Forbrydere saa ideligen finde Leilighed til, at undvige; endnu færregive sig den Umage at opsøge de første og sande Grundaarsager til et saa farligt Onde.

Den almindeligste og trivielleste Klage over saadanne Undvigelser ramme sædvanligen Fængslerne. Man raaber ak og vee over de stakkels Arrester og Arrestforvarere, men uden at betænke, at de stærkeste Mure og de aarvaagneste Fangevogtere kun kunne udrette lidet, naar ikke alle ovrige Omstændigheder ere hensigtssvarende. Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. Kan det end ikke negtes, at velindrettede og forsvarlige Fængsler ere nødvendige, naar det Almindelige skal betrygges mod farlige Forbryderes Udbrud, saa er det dog ikke mindre vist, at de fleste Udbrud aldrig skee, fordi vore Fængsler ei ere strænge nok (en Beskyldning, som neppe nogen Sagkyndig vil gjøre dem), men fordi alle Omstændigheder ere saaledes, at Undvigelser ikke kunne være andet end hyppige. Hvad Arrestanterne i Kjøbstæderne og paa Landet angaaer, saa er deels den Tid, de sidde fængslede, førend deres Dom i de forskjellige Instancer er afsagt, saa lang, deels den Underhold, de nyde, saa ussel, at Fristelsen til Undgigelse er lang større, end den under andre Omstændigheder vilde og kunde være. Det samme er tilfældet med de Forbrydere, der ere indsatte i Tugt- og Forbedringshuse. Frihedens Berøvelse, forenet med Arbeide, er den Straf, Loven har paalagt dem, men langt smerteligere ere de med Straffen forbundne Biting. Usund Luft, ussel Føde, Ureenlighed med alle dens Følgesvende *) trykke Forbryderen mere end Frihedens Forlis og Arbeidets Besværlighed, uagtet det ikke regnes blandt den egentlige Straf. Kunde begge Onder lægges paa Vægtskaalen, vilde sikkert det første overveie det sidste. - Der er arbeidet med rosværdig Iver paa at fremme Rettens bedre Pleie; der er gjort meget, saare meget, for vore Fængslers bedre Indretning og Arrestanternes mildere Behandling. Men endnu gyser Menneskevennen ved at høre, at mangen en Forbryder, hvis hele Brøde ofte kun bestaaer i at have stjaalet for nogle faa Marks Værdie, maa paa Landet hensidde hele Maaneder, førend han kan komme til at lide den Straf, der venter ham; endnu er mangt et Arresthuus i Kjøbstæderne og paa Landet just ikke nogen Ære for Menneskeligheden. Ikke at tale om, at et langvarigt, skummelt og usundt Fængsel lettere end et kort, lyst og sundt kan friste den Fængslede til at søge sin Redning ved Undvigelse, saa er det ogsaa meget naturligt, at jo længere en Forbryder sidder arresteret, jo mere han har Tid til at pønse paa Midler til sin Redning, desmere Leilighed maa han kunde finde til at undkomme. Dertil kommer endnu, at Fængslets og Kostens Usselhed saa let bringer ham til Fortvivlelse, og hvad er den Fortvivlede ikke istand til at foretaage, vove og udføre? Vil man altsaa betage Forbryderen Fristelsen til at undvige, saa gjøre man hans Arrest saa kort og mild som mueligt. Man glemme aldrig, at efter den humane Lovgivnings Grundsætninger skal Arresten kun være et Bevaringsmiddel, ikke nogen Straf; thi saa længe Forbryderen ikke er overbevist og domfældet bør han betragtes som en Uskyldig, og hans Arrest burde ikke være haardere end Nødvendigheden uomgjængeligen fordrer det.

Hvad vore Slaver angaaer, da kan man næsten ikke undres over, at saa mange ideligen undvige, naar man betænker, hvorledes deres Fangehuller ere beskafne, hvor usselt de ere aflagte, hvorledes de behandles og bevogte. Allerede den blotte Tanke at to til tre hundrede Mennesker ere indspærrede som qvæg i en stor Stald og maa, ved det tungeste Arbeide, leve af 7 sk. om Dagen i Tider, hvor Livets første Fornødenheder betales tre dobbelt saa dyrt som før, er rædsom og bitter. Lad end være at alle disse Mennesker ere Forbrydere, tildeels haardnakkede og vanslægtede i høieste Grad, saa ophøre de derfor dog ikke at være Mennesker, og som Mennesker at have grundet Fordrring paa vor Medlidenhed. Er det vel at undres over, at de, naar Leilighed gives, søge at undflye det jordiske Helvede, hvori de ere indspærrede? Lader os ikke forlange mere af Mennesket end den menneskelige Natur tilsteder; lader os aldrig glemme at den som man har skilt næsten ved alt, ogsaa vover alt hvad han endnu har at vove. Kan man med Føie fordre, at den, som efterat have mistet Ære og Frihed, maa trælle om Dagen og savne Ro om Natten, ikke skal gribe efter Friheden, naar den tilbyder sig ham? **) 

Vil man altsaa forekomme Slavernes hyppige Undvigelse, saa forbedre man deres Kaar. Man indrette deres Fængsel beqvemmere; man forøge deres Dagløn; man give dem de Klæder, som ere nødvendige for dem til at betrygge Legemet mod Luftens alt for voldsomme Indtrykke, det Linned, uden hvlket de maa blive syge af Ureenlighed og dens Følger, og naar man saaledes har forbedret deres Kaar, saa tænke man paa en hensigtsmæssigere Indretning i deres Bevogtning. De Mennesker, til hvis Bevogtning disse unegteligen farlige Subjecer ere betroede, bestaae sædvanlig af gamle udlevede, kraftløse Invalider, som man maaske mere ansætter til denne Post for at give dem et Levebrød, end for at skaffe Slaverne sanddrue Bevogtere. Stundom har det hændt sig, at Slavefogderne af en gammel, ikke let overvindelig Vane, have været alt for tilbøjelige til det kjere Finkel. For et Glas af denne Ambrosia lukkede de uden Vanskelighed et Øie, og Følgen deraf var, at de gave visse Slaver alt for stor Frihed, tabte dem let af Sigte, og inden de vidste et Ord deraf var Fuglen fløien. Dersom dette ikke havde været tilfældet, vilde ikke saa mange Slaver ideligen have fundet Leilighed til at undvige fra Arbeidet. Dermæst er det ogsaa alt for vanskeligt for en saadan gammel aflægs Slavefoged, hvis Sandser, selv i ædru Tilstand, just ikke ere i den bedste Orden, at kunne overse en Hob af 10 forslagne og vevre Slaver, som han har under sin Commando og ofte arbeide i en lang Frastand fra hinanden. Inden saadan en Veteran faaer den gamle Been i Gang, er Slaven allerede over Bjerg og Dal. At see saadan en Person armeret med en Pistol og en cide-vant Sabel kan ikke andet end opvække en Idee om Sancho Pansa, og der kan vel neppe tænkes noget mere Comisk end at sætte en saadan udlevet Olding til en Trop brændemærkede og kagstrøgne Skjelmers Bevogter. Vil man altsaa forekomme Slavernes alt for hyppige Undvigelse, saa ansætte man Slavesergeanter, der netop ere det modsatte af hvad de fleste nuværende ere, det vil sige: unge, raske, bomstærke Karle, hvis Falkesyn kan oversee den hele Trop og hvis kraftfulde Næver kunne holde deres Mand, naar det gjelder. Under disse kunde man igjen sætte et slags Undersergeanter, hvortil de ordentligste og anstændigste Slaver, der just ikke have begaaet nogen alt for grov Forbrydelse, eller hvis Straffetid varsnart forløben, kunde tages. Disse vilde bedre end nogen anden kunne passe paa deres Kammerater.

To Forbedringere altsaa nødvendige, naar Slavernes Undvigelse skal gjøres sjeldnere: deres Kaars Formildelse og flere, yngre og raskere Slavefogders Ansættelse. Den Bekostning, som en saadan Forandring kunde medføre, vilde ikke være saa stor som man maaske troer, og hvor det gjelder om at besætte den offentlige Sikkerhed og formilde ulykkelige, faldne Medmenneskers Kaar, bør desuden ingen Bekostning være for stor. Det er ikke billigt, at forøge den Straf,Domstolen har dømt Forbryderen til, ved unødvendige Plager, der enten ere en Følge af utidig Sparsommelighed eller Ligegyldighed for den ulykkeliges Skjebne. 

Naar alt dette er skeet, saa fastsætte man alvorlig Straf for den, som overlader rømmende Slaver Klæder, thi det bliver ikke let mueligt for saadan et Menneske at komme bort eller blive længe uopdaget, naar han ikke har Leilighed til at omskifte Slavekjolen med andre Klæder. Sædvanlig er det i gemene Kjeldere og Kipper, hvor saadanne Forbrydere finde Tilhold. Her skjule de sig gjerne den første Nat og omklæde sig. Dersom der var bestemt stræng Straf for enhver, som overlader Slaver noget Klædebon af hvad Navn nævnes kan, vilde det ikke falde dem saa let som nu at faae lange Beenklæder, under hvilke Lænken lader sig skjule, eller store Hatte, som kunne trykkes dybt ned i Ansigtet og gjøre dem ukjendelige. Alle Slaver burde tillige være eens klædte, thi nu, da det er dem tilladt at klæde sig i hvilke Beenklæder og Vest, de ville, bliver det ogsaa lettere for dem, at undvige, og naar de ere undvigte at gjøre sig ukjendelige. Vist nok er det i denne Tid, hvor der findes Krigsfolk overalt ved Kysterne, vanskeligere end ellers for saadanne Rømningsmænd at undkomme, men de Misgjerninger, de paa deres Flugt begaae, og den Frygt, som især Udflytter-Gaardes Beboere maa være i, naar de høre at en Slave er brudt ud af Stokhuset, er alt for stort et Onde, til at man jo burde ønske de kraftigste Midler anvendte til dets Forebyggelse.

*) En Slave faaer endnu som før 4 sk om Dagen og 3 Sk. tillæg naar han gaaer paa Arbeide, hvert Aar to Skjorter og hvert andet Aar en ny Kjole.

**) Endnu ganske nylig rømte 44 Slaver fra deres Arbeide, af hvilke de to endog havde et Jern om Halsen. To af dem har man i disse Dage paagrebet i Dyrehaugen, hvor man skal have findet en Bondekarl dræbt, men de øvrige have nu henved to Uger drevet deres Spil omkring paa Landet, uden at man hidtil har kunnet faae fat paa dem.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 99
Tirsdagen den 19 September 1809
Spalte 1577-1582

Rekonstruktion af en slavecelle på Kronborg. (Eget foto, 2018).

Indenlandske Efterretninger

Fra Bornholm haves officielle Efterretninger om hvorledes de paa Fæstningen Christiansøe værende Soldater af Marineregimentet, henved 200 Mand, paa den strafværdigste Maade have gjort Opstand, bemægtiget sig deres Officierer, og paa 2 i Havnen liggende Skibe og 2 Baade begivet sig bort. - Disse Troløse, som vare hvervede Udlændinge, udgjorde den talrigeste Deel af Christiansøes Befæstning. Allerede i sidst afvigte Julii Maaned deserterede 7 Mand i Complot til et fiendtligt Skib i Østersøen, og med Forundring bemærkede man at disse daarlige Mennesker efter den Schillske Bandes Ødelæggelse endnu nærede den Tanke at samme tildeels existerede og ytrede Længsel efter at kunne forene sig med Lævningerne af denne Bande. Betagne af denne Svindel viste sig uventet blandt dem d. 2 Aug. de første Symptomer til Opstand, og denne steg næste Dag til det høieste, i det at de paa en tumultarisk Maade samlede sig og mishandlede deres Officierer, som vilde modsætte sig dem; og da de tillige bragte i erfaring at Commandanten, Capitain Kohl havde meldt det Forefaldne til Bornholm, opstod der Frygt hos dem for at de ved afsendte tropper faae den velfortjente Straf. De bemægtigede sig derpaa og arresterede de Officierer, udplyndrede Commandanten og saarede ham med et Bajonetstik i Siden, fornaglede Fæstningens Skyts og embarquerede sig derefter i 2 til Fæstningen opbragte Prisskibe og 2 store Baade, med hvilke de gik til Søes. Commandanten og Officiererne bleve af Oprørerne tvungne til at følge dem ombord, men bleve, efterat de vare komne noget ud i Søen, sendte tilbage til Fæstningen i et Par smaae Joller. En Caper fra Kjøbenhavn, ført af Jansen, tvang Oprørerne i Søen at give Slip paa de medtagne 2 store Baade og det deri værende Mandskab at retirere ombord i Skibene, hvorved disse Baade bleve reddede for Fæstningen. - Ifølge efterretning fra Bornholms Guvernement af 7de d. M. var Fæstningen Chistiansøes fornaglede Skyts igjen sat i fuldkommen brugbar og complet Stand, Mandskab til Fæstningens Besætning og fornøden Arrmatur var ankommen til Christiansøe fra Bornholm, samt alle Midler anvendte for at bringe Alt igjen i tilbørlig Orden, saa at disse fædrelandsløse Meenederes Opstand og Flugt ikke vil være af farlige Følger for denne Fæstning. 

Man paastaaer, at Marinerne, som paa saa forræderisk en Maade rømmede fra Christiansøe, skulle have foregivet, at de gjorde det "um bedrängte Brüdern zu Hülfe zu kommen."

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 88
Løverdagen den 12 Augusti 1809
Spalte 1409-1410

Om Skumlerier over den Danske Nation *).

Vort Fædreneland har i de senere Aar havt den Skjebne, at nedrives af nogle overgivne og af fornærmet Stolthed opbragte Tydske Skriblere. I adskillige Blade og Skrifter er det Danske Folk blevet skildret som en Nation, der miskjender Tydske Fortjenester og haaner og forfølger Tydsk Retskaffenhed. Det er endelig Tid, at en indfødt Dansk Mand, hvis Hjerte slaaer varmt for hans dyrebare Fødeland, opløfter sin Stemme og gjør Ende paa denne evige Bagvaskelse.

Først i forrige Aar har en vis R. A. J. formastet sig til i No. 245 af allgemeiner Anzeiger der Deutschen at lade indrykke et Stykke **), hvori han med mageløs Frækhed vover at beskjæmme vor Nation. Hele Stykket aander kun pøbelagtig Fordomsfuldhed og indeholder intet uden haanende Bebreidelser. Denne navnløs Skumler fortjente ingen alvorlig Gjendrivelse, dersom han ikke havde fundet Leilighed til at nedlægge sin Gift i eet af Tydsklands meest læste Blade, og Redacteuren af samme ikke havde været saa ubesinding, at optage denne Uværdiges Expectorationer, trods den høitidelige Forsikring paa Omslaget: "at alt hvad der strider mod Velanstændighed og gode Sæder ikke finder nogen Plads i dette Blad ***). Sandt er det, at Dannemark, som hiin Skumler siger, fra Tid til anden har havt betydeligt Tilløb af Tydske Konstnere og Professionister: en Fordeel, som hele Europa har tilfælles med Dannemark, fordi de Tydske, blandt alle Nationer paa Jorden, ere de, der have meest tilbøielighed til at udvandre; sandt at Dannemarks Cultur har dette Tilløb tildeels adskilligt at takke; men usandt er det, at de Danske, som denne Forf. fremdeles siger, hader de Tydske, og at man i Dannenmark ved enhver Leilighed, endog i dannede Kredse, umager sig for, at foragte dem og gjøre dem latterlige. Jeg opfordrer enhver retskaffen og beskeden Tydsk Mand i Dannemark til at sige, om ikke enhver agtværdig Udlænding, af hvilken Nation han end er, behandles overalt hos os med samme Agtelse som den Indfødte.

Men Pralerie og Uforskammethed bliver her som overalt med Rette foragtet. Intet er almindeligere end at unge uerfarne udenlanske Lærde og Konstnere komme i den taabelige Tanke til Dannenmark, at Kundskab og Smag, Cultur og Humanitet ere i dette Land ubekjendte Planter, der maa hentes fra fremmed Jordbund. Uden at kjende Nationens Sprog og Sæder paatage de sig ikke sjelden at være Folkets Lærere, tale med Haan om Danske Talenter og Fortjenester, antage Beskedenhed for Enfoldighed og Overbærenhed for Indolence. Jeg kunde anføre mange Beviser, men Forfatteren af det paankede Stykke har sparet mig denne Umage, og ved sit eget Exempel godtgjort, til hvilke yderligheder uvidenhed, Taabelighed og Indbildskhed kunne lede.

S. 1651 siger han: "den Danske hader vel enhver Udlænding. Men de Tydske og Svenske foragter han tillige, fordi han er af den Mening, at disse Lande ere meget Fattige, og at deres Beboere forlade deres Fædreneland af Nød." - Enhver Skolepebling i Dannemark veed, at i det mindste Tydskland er intet fattigt Land. - S. S. tilstaaer Forfatteren, "at han ikke boede i Kjøbenhavn selv, men i Nærheden af samme, hvor han eiede en ikke ubetydelig Gaard, og hvor om Sommeren anseelige Embedsmænd, Kjøbmænd, Capitalister og deslige Folk logerede hos ham ****). Her havde han altsaa, forsikrer han os, Leilighed til nøiere at lære at kjende den Danske Nation: her har an erfaret, at hiint uædle Nationalhad ligesaa godt findes blandt de dannede Stænder som blandt de lavere Folkeclasser etc." - Man betænke kun hvilken Frækhed! En Mand, der paa en Gaard i Nærheden af Kjøbenhavn holder et Slags Gjestgivergaard, formaster sig til, i denne Enebolig at bedømme, mestre og haane den hele Nations Caracter! Saavidt gik aldrig nogen Dansks Formastelighed mod nogen muelig Nation. Men det snurrigste Bevis for de Danskes Nationalhad mod de Tydske findes strax paa den anden Pille. Forfatteren anfører nemlig som Exempel sin nederdrægtige Nabo, der, - det er hans egne Ord - roste sig af at have bedraget Konstberideren (?) Price med Salget af Hø, og som, da Forf. sagde til ham, at det ikke var rigtigt, at handle saaledes mod sin Næste, svarede: "ih! det er jo ingen Synd; det er jo Tydskere; hvorfor blive I ikke i eders eget Land". Denne Bedrager (forudsat at han virrkelig nogensinde har existeret), hvis Lige man vil finde overalt i Verden, skulde altsaa tjene til Bevis paa de Danskes had til de Tydske! Iøvrigt var Price een af de mange udenlandske Gjøglere, som paa den Tid oversvømmede Dannemark, og om hvilke endog den største Cosmopolit, uden at saare Delicatessen, kunde sagt, "at de ret godt kunde blevet hjemme."

Side 2654 fortæller Forf., at selv Kammerherre Suhm i sine mange Værker har yttret sit Nag mod de Tydske. - Kammerherre Suhm har skrevet henved 20 Bind i 4to og 16 Bind i 8vo. De første indeholde Materialier til en Historie om Dannemark, som neppe een blandt hundrede Indfødte har gjennemlæst. Er det nu sandsynligt, at en Udlænding, der boer paa Landet og leier Værelser bort til Logerende, har givet sig en Umage at gjennemgaae disse vidtløftige Værker, hvoraf kun enkelte Bind ere oversatte paa Tydsk, for at kunne paastaae, at Suhm paa flere Steder i sine mange Værker har yttret sit Nag mod Tydskerne? Den for sin Humanitet og Upartiskhed selv udenlands saa agtede Suhm har aldrig gjort sig skyldg i Nationalhad. I sit Brev til Kongen har han vel erklæret sig mod de frække Udlændinge, som den Gang vilde nedværdige vort Sprog og vor Nationalselvstændighed, men denne Erklæring aftvang Tidsomstændighederne ham, som han tog Hensyn til. At Riegels, som Forf. paaberaaber sig, i sin Fjerde Frederiks Historie har brugt haarde udtryk mod de daværende Tydskere, beviser endu ikke, at han, som her dristig paastaaes, hadede Tydskerne. Historieskriveren lever kun for den Tidsalder, han skildrer, og at Tydskernes Fremfærd i Dannemark under Frederik den Fjerdes Regjering ofte fortjente billig Dadel er vel neppe underkastet nogen Tvivl.

Jeg forbigaaer Forfatterens øvrige Udfald mod den Danske Nation. De ere alle af det sædvanlige Slags og indtil Ækkelhed gjentagne af den jernpandede Brevskriver i 6te Deel af vertraute Briefe.

Kun et Par Ord maa endnu anføres her angaaende Forfatterens Beskyldning mod Udgiveren af Kjøbenhavns Skilderie, "at han har bestræbt sig for, at gjøre Dr. Gall latterlig, da han endnu ikke var kommen i Land." Jeg erklærer Forfatteren for en nedrig Skumler indtil han beviser mig hvor og hvad Tid Udgiveren ved et eneste Ord har søgt at gjøre Dr Gall latterlig. Tvertimod var han een af dem, der gjorde det Danske Publicum opmærksomt paa dette skarpsindige hoved, uagtet han, trods en Deel Taabers Skrig, ikke undlod at yttre sit Mishag over Maaden, hvorpaa Dr Gall reiste til Marked med sit System, og det Vindige, der var forbunden med dets Exposition. Det er desuden almindelig bekjendt, at Gall blev modtagen i Kjøbenhavn med saa overdreven Enthusiasmus og Bifald, at han saae sig istand til at holde en tredie Cursus: en Lykke, som han kun sjelden nød i sit eget Fædreneland. Gall var overhovedet et talende Bevis paa, at ingen Nation lade sig saa let imponere af Udlændinge som den Danske.

Iøvrigt er Culturens og Oplysningens nærværende Tilstand i Dannemak saa fordeelagtig bekjendt i Tydskland, at en Hr. R. A. J.'s tankeløse og ugrundede Skumlerier, som han uden egentlig Anledning har tilladt sig mod os Danske, umuelig kunne skade os hos den bedre Deel af den Tydske Nation og at de i det Høieste kun ville more den ørkesløse Pøbel. Det fortjener ellers at amærkes her, at det næsten altid var anonyme Forfattere, der hidtil tillod sig at haane vor Nation, men at Tydsklands sande Hædersmænd altid have behandlet den med Agtelse og Skaansel.

*) Dette Stykke er egentlig skrevet paa Tydsk og bestemt til at indrykkes i en Tydsk Journal.


**) Ein Paar Worte über d. in No. 142 d. allg. Anz. geschehene Bekantmach. v. Seiten der Dänischen Wollen-Fabrikanten.

***) Det viser overalt, at man paa adskillige Steder i Tydskland endnu maa være langt tilbage i sand Cultur; thi ellers kunde et agtet Tidsskrifts Udgiver ikke nedlade sig til, uden foregaaende Prøvelse, at bekjendtgjøre saadanne Usselheder. Eller anser man i Gotha ikke plumpe Angreb paa en heel nation for stridende mod Velandrændighed og gode Sæder?

****) Gaarden maa rigtig nok ikke have været ubetydelig, siden den kunne rumme saa mange Mennesker.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 87
Tirsdagen den 8 Augusti 1809
Spalte 1385-1391

Dagbladet Der Allgemeine Anzeiger der Deutschen udkom 1806 til 1829 i Gotha. Det var en sammenslutning af Allgemeinen Anzeigers og Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen Reichsanzeiger der Deutschen. Redaktøren var Johann Friedrich Hennicke (1764–1848) og udgiver Rudolph Zacharias Becker. Formålet var folkeoplysning. Bladet så fx ikke Tysklands territoriale opsplitning som et problem, men en mulighd for offentlig kritik og diskussion af en stat. I 1830 blev det lagt sammen med Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen. Bladet er digitaliseret og ligger tilgængeligt på nettet. Men årgang 1808 mangler.

Indenlandske Efterretninger.

Helsingøer, den 15 Junii 1809. Vi havde her i Tirsdags et af de skjønne Syn, som i Fredstider er ligesaa almindeligt, som det nu er sjeldent. En Koffardieflaade af mere end 100 svært ladede Skibe passerede Sundet i en sluttet Række med sagte, dog staaende, Vind og godt Veir. Fordum udbredte en saadan Flaades Ankomst nyt Liv og Munterhed hos Kjøbmænd, Commissionairer og Færgefolk: nu vare de alle ørkesløse Tilskuere ved dens Gjennemgang, kun nogle Capere sværmede om, dog i behørig Afstand; thi Flaaden var convoyeret af en stor Engelsk Fregat, to mindre Svenske Fregatter og 2 eller 3 Kutterbrigger. Flaaden passerede Fæstningen ved Middagstider, og da den holdt sig saa nær mueligt under Svensk Land og gik udenfor Fæstningens Skudvidde, blev der ikke skudt efter den. Mod Aften lettede de mellem Raae og Helsingborg liggende Engelske Krigsskibe, formodentlig for at forstærke Convoyen under dens Gjennemgang gjennem Flinterenden.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 72
Løverdagen den 17 Junii 1809
Spalte 1150-1151

Haandværksdrenge

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Om beskjæmmende Straffe.

Deet er ikke just mange Aar siden da man ideligen saae Æresstraffe anvendte endog paa ringe Forseelser. For henved en Snees Aar var det her i Kjøbenhavn intet usædvanlig Syn, at see en Vægter, der havde sovet paa sin Post, eller andre Folk af de ringere Klasser, der havde begaaet een eller anden ubetydelig Overtrædelse, gaae i den saakaldte Spanske Kappe med et paahæftet Synderegister, og en Flok ørkesløse Smaadrenge i Hælene. Ligesaa almindeligt var det ogsaa at see Fruentimmer staae i Gabestokken, og more en sandseløs Pøbel med deres Vanære. Jeg har aldrig kunnet tænke paa denne Straffemaade uden med et lønligt Suk. Jeg troer at Æresstraffe umuelig kunne opfylde deres Bestemmelse, naar de anvendes paa alt for ringe Overtrædelser, og at man bør være ligesaa varsom i at tage Ære som i at yde Ære. Dette har altid været min Overbevisnng, og jeg har hidtil ikke havt Aarsag til at forandre den. Med Glæde fandt jeg den nylig stadfæstet i et højst interessant Fragment, indgivet til Commissionen for at foreslaae Grundsætninger til en ny og forbedret Criminel-Lov, af Hr. Justitiarius i Høiesteretog Ordenscommandeur C. Colbjørnsen. *) I denne Afhandling findes følgende for 50 Aar siden forefaldet Exempel paa, til hvilken Yderligheder utidig anvendte Æresstraffe kunne lede: "En vis Øvrighedsmand (i Norge), som nu er død og som ellers fortjente Agtelse for sin bekjendte Retskaffenhed, befalede i sin Hidsighed og Iver, at en ung Bondekarl skulde straffes med at gaae igjennem byen i den (saakaldte) Spanske Kappe fordi han havde kjørt uforsigtig. - Dette unge Menneske ansaae en saadan Forhaanelse som en haardere Straf, end Døden. Han bad om, at maatte dømmes, om det endog var til at arbeide i Slaveriet, for at undgaae hiin beskjæmmende Straf; men det var forgjeves - den blev fuldbyrdet, og den Forurettede (thi Manden var ei dømt ved Retten) dræbte sig selv strax, for med sit Blod at aftoe den Plet, der var sat paa hans Ære." - Lad end være, at en saa fin Æresfølelse blandt Mennesker af de lavere Stænder er sjelden, saa er det dog afgjort, at det ikke staaer i nogen Dødeligs Magt at fastsætte nogen bestemt Maalestok for Graden af denne Følelse hos mennesker af ulige Stand og Caracter. Det er altsaa urigtigt at sige: Herremanden føler ti Gange saa meget ved den samme vanærendeStraf som Bonden; thi erfaringen viser, at Ringhed i Kaar og Stand ret godt lader sig forene med den allerømmeste Følelse for Ære, og at derimod Fornemhed og Rigdom stundom kunne være forenede med største Ligegyldighed for sand Ære. - Ved at paalægge Legemsstraffe kan man bruge en nogenlunde bestemt Maalestok, fordi Maaden, som ethvert physisk Onde føles paa, just ikkekan være saa overordentlig forskjellig. Æresstaffene derimod ytre deres Virkninger paa saa høist forskjelllige Maader, at Vaersomhed i at paalægge dem er her dobbelt nødvendig. Den Øvrighedsmand, som paalagde hiin Bonde den Straf, at gaae i den Spanske Kappe, havde sikkert ikke mindste Tanke om, at et så simpelt Menneske satte større Priis paa sin Ære end paa sit Liv, og det samme har uden Tvivl efter hans Tidværet Tilfældet med mangen en Dommer. Med Grund siger derfor ogsaa Forf. af det anførte Fragment: "At anvende beskjæmmende Straffe (saasom Halsjern eller Gabestok etc.), paa Overtrædelser af de mindre Slags, det holder jeg at være stridende imod rigtige Lovgivnings-Grundsætninger. Ved at gjøre saadanne Straffe almindelige, svækker Lovgiveren sin Nations Æresfølelse, i det han derved giver tilkjende, at han ikke sætter høi Priis paa den borgerlige Agtelse. Af denne samme Aarsag, som han med Straf værner om enhver uskyldig Borgers Ære (nemlig: fordi den betragtes af en ædel og retskaffen Mand som hans dyrebare eiendom), af denne selvsamme Aarsag maa han og være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse." - Men er den øm og varsom i at straffe med Beskjæmmelse, som for en ringe Overtrædelse lader et Menneske gaae til Forhaanelse offentlig omkring i den Spanske Kappe? Og er her noget Forhold imellem Forbrydelse og Straf, naar der paa den paaklinede Placat f. Ex. staaer skrevet: "For Forsømmelse paa sin Post?" Forsømmelse fortjener vel Straf, men ingen vanærende, og ved at gjøre en Mand til Gjenstand for Pøbelens Haan lærer man ham sandelig ikke i Fremtiden at være Opmærksom paa sine Pligter. Man svækker snarere derved hans Æresfølelse, den vigtigste Spore til Pligtsopfyldelse. Jeg kan beraabe mig her paa Erfaringen. Ingen er mere tilbøielige til at begaae Forbrydelser end netop de, der har udstaaet en vanærende Straf. Saadanne Folk behandle Æren som de fleste Mennesker en ukrympet Kjole. Saalænge den endu har sin Glands ere de ømme over den, men har den engang været i Regn, skaane de den ikke mere.

Men ikke allene Lovgiveren, ogsaa Ungdomslærerne burde vogte sig meget for at paalægge beskjæmmende Straffe paa ringe Forseelser. Der er stiftet uberegnelig Skade i Verden ved den saakaldte Skoleret og den almindelige Maade at beskjæmme en Lærling i alle hans Meddisciples Paasyn. Denne Beskjæmmelse bidrager allerede i en spæd Alder til at undertrykke, for ikke at sige dræbe, den fremspirende Æresfølelse, og var det mueligt at trængeind i det menneskelige Hjertes hemmelige Vraaer, saa ville vi maaske finde, at mange Mennesker, der i en modnere Alder bleve en Gjenstand for Lovens straffende Arm, havde deres Lærers Vrantenhed, Ufornuft og Haardhed at takke for den første Aarsag til deres ulykkelige Skjebne.

Men ikke allene Lovgieren og Ungdomslæreren bør være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse, ogsaa Dommeren bør vogte sig vel for alt hvad der, uden bestemt Hensigt, kan krænke endog det simpleste Menneskes Æresfølelse. - Intet er mere upassende for Dommeren, end paa sit Dommersæde at tillade sig, selv mod en Delinqent, Udtryk, der fornedre hans Værdighed i den Anklagedes Øine. Ved en Dommer tænker man sig den personificerede Humanitet og retfærdighed, men hvilket Begreb skal man vel gjøre sig om en Mand, der kan forglemme sit store Kald i den Grad, at han betjener sig af Pøbelludtryk? Jeg veed, at man sædvanlig paaberaaber sig her paa Nødvendigheden, men det maatte virkelig være høist besynderligt, dersom en fornuftig Inqvisiter ikke skulde kunne fremlokke Sandheden af en Anklager, uden ved lave Skjældsord. Efter mine Grundsætninger, anseer jeg det endog for urigtigt, i en Ret at fornærme en virkelig overbevist Forbryder; og Fornærmelse kalder jeg det, naar man tillader sig haanlige Udtryk imod ham, hvorved han, naar han har Æresfølelse, næsten straffes to Gange, skjønt Lovgiveren dog vil, at han kun skal straffes eengang.

Beskjæmmende Straffe burde bestandig kun paalægges beskjæmmende Overtrædelser. Ære for Ære, ligesom Liv for Liv, burde være en urokkelig Grundsætning i Lovgivningen. Man straffe den paa Æren, som har villet krænke eller rane andres Ære. Man anvender Æresstraffen sparsomt og den vil blive desto kraftigere i sine Virkninger. Ingensteds er Tyvenes Tal større end der, hvor det mindste Tyverie straffes med Døden, og ingensteds besidder Mængden mindre Æresfølelse end der, hvor man straffer den mindste Overtrædelse med Vanære.

*) Findes aftrykt i Juridisk Arkiv No. 19

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. 
Sjette Aargang No. 61
Tirsdagen den 9 Maji 1809
Spalte 969-972

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).


Et udvalg af instrumenter anvendt til "beskjæmmende straffe", herunder den spanske kappe til venstre. (Eget foto fra Nationalmuseet, 2015).