Eugen Petersen (1840-1930) var 1864-71 fuldmægtig ved Københavns Søndre Birk og fra 1872 ved Nordre Birk, samtidig i 1869 assistent i Justitsministeriet. I 1877 konstitueret, 1886 fast vicepolitidirektør i København og endelig 1887—1917 politidirektør. Medlem af den 11. juli 1905 nedsatte kommission til revision af straffeloven.
På nærværende blog optræder Eugen Petersen ofte. Det gælder i den nedenfor nævnte skandale Den store Sædelighedsskandale (1895-96), frigivelsen af Chresten Berg, Bulotti-sagen, Lona Barrison(1901) samt adskillige andre steder som kan findes ved søgning på hans navn, fx Se fx "Oldingeregime i Københavns Politi" (1915), "Fra borgerrådet. Røfler til Politiet" (1895), "Politibrutalitet" (1894).
Han gjorde sig bemærket i 1889 da han anmeldte August Strindbergs teaterstykke "Frøken Julie" til justitsministeriet. Politiet mødte op til generalprøven og forbød opførelsen. Stykket skulle have haft verdenspremiere i Dagmarteatret 2. marts 1899. Højrepressen indledte en pressestorm mod opførelsen som usædelig - stykket er senere blevet anset som et hovedværk i naturalistisk dramatik.
Niels Christian Hansen (1834-1922): Eugen Petersen og Claudia Caroline Cathrine Petersen, f. Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Politidirektør Eugen Petersen gaar af.
Han har indgivet Begæring om sin Afsked fra 1ste September.
For, Gud véd, hvilken Gang dukkede i Gaar det Rygte frem, at Politidirektør Eugen Petersen havde besluttet at trække sig tilbage. Rygtet, der som en Løbeild spredtes gennem det gamle Domhus, blev - netop fordi det har været fremme saa ofte for og altid er blevet dementeret af Kendsgerningerne - modtaget med Skepsis og Mistro. Men det beholdt Livet.
Thi Rygtet havde Ret denne Gang:
Eugen Petersen har tilstillet Justitsministeriet sin Afskedsbegæring fra 1. September at regne.
Ret ejendommeligt kommer Politidirektørens Afskedsbegæring den samme Dag, "Dansk Politiforening"s store Ombudsmøde aabnes i Odense, hvor i al Fald Forarbejderne og Foragitationen har lovet en samlet Aktion og et fælles Stormløb af hidtil ukendt Enighed og Styrke mod de Traditionens evige Mure, der i hvert Fald I den store Offentligheds Øjne i fremragende Grad har været repræsenterede af Eugen Petersen. Og dog tager man sikkert fejl, saafremt man paa nogen Maade stiller hans Tilbagetræden i Forbindelse med de forestaaende Omvæltningsforsøg.
De, der kender Eugen Petersen véd, at han ikke hører til dem, der viger for Bajonetterne. Det er i Aar tredive Aar siden han overtog Stillingen som Politidirektør i København, efter i Forvejen en Aarrække at have været Vicepolitidirektør. Og han har i denne lange Tid aldrig nogen Gang bøjet Hovedet for hverken Angreb eller Kritik, aldrig nogensinde veget en Tomme fra det, han mente ret og retfærdigt.
Eugen Petersen.
Nogen populær Mand er Eugen Petersen aldrig bleven i den danske Hovedstad. Han kom jo til i en Tid, da den politiske Gæring var paa sit højeste, og han stod for Styret i alle de Aar, Frisindet har maattet bruge til at kæmpe sig frem til Magten her i Byen. Intet Under da, at han ofte har maattet staa for Skud - og Intet Under, at der mange Gange er skudt uretfærdigt og grundløst paa ham.
Han forstod Imidlertid at staa for Skud. Han tog imod det med oprejst Pande og med sit rolig Smil uden ømtaalellg Hidsighed eller smaalige Hævntanker. Han var i al sin Færd en gennemnobel Mand - lidt af den gamle Skole, kan hænde, men strengt retfærdig, angst næsten til Sygelighed for at gøre noget Menneske Uret og hjælpsom i det Stille paa de mange Steder hvor han kunde komme til at hjælpe i Kraft af sin Formue og den udstrakte Magt, hans Stilling forlenede ham med.
Det er uomtvisteligt at Tiden paa Punkter var løbet fra ham - at han nu eller i den nærmeste Fremtid maatte gaa. Men han gaar med fuld Honnør. Og Retfærdigheden vil byde københavnerne at sænke Kaarderne ved hans Afgang. Ikke mindst vil dette blive gjort af hans mange Hundrede Underordnede i Politietaten der i ham altid har mødt en ganske vist streng, men forstaaende og hjælpsom Chef, der ejensynlig kun med den største Beklagelse har set Bevillingsmyndighederne Gang paa Gang nægte ham Midler til og lægge ham Hindringer t Vejen for at forbedre Politifolkenes trange Kaar.
(Aftenbladet (København) 26. juli 1917)
Aftenbladets foto er af Red. erstattet af J. Petersen & Søn: Eugen Petersen (1840-1930). Det er dette foto som Aftenbladet havde brugt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Politidirektør Eugen Petersen gaar af.
Hvem skal være hans Efterfølger?
Der er allerede flere Kendte Navne paa Tale.
Efter i 30 Aar at have været ansat i det ansvarsfulde Embede som Politidirektør i Kjøbenhavn agter Hr. Eugen Petersen nu at trække sig tilbage fra 1ste September.
Dette Skridt kommer jo ikke ganske uventet. Politidirektøren er jo 77 Aar gammel, og der har meget ofte, naar der var Strldspørgsmaal af en eller anden Art, verseret Rygter om, at nu vilde han gaa, men stadig forblev Eugen Petersen paa Pladsen og vogtede sin Stilling efter de Principer, han nu en Gang havde stillet opSpørgsmaalet om, hvem der skal være hans Efterfølger, er selvfølgelig nu blevet t højeste Grad aktuelt, og vi skal nævne et Par af de Navne, der i Øjeblikket synes at have de største Chancer.
Politimester Cold i Aarhus er som Leder af Landets næststørste Politijurisdiktion og som Indehaver af en af de fineste juridiske Eksaminer en Mand, der rnaa regnes med. Endvidere har Overretsassessor Riise med sin store Erfaring ogsaa en betydelig Chance, men den unge, energiske Kriminalretsassessor og Politiker Jesper Simonsen er sikkert ogsaa en Mand, der er Aspirant til Embedet.
Han er en Mand, der i Øjeblikket har nogen Indflydelse indenfor det politiske Parti, der har det afgørende Ord at sige ved Besættelsen. Der vil sikkert ikke gaa ret mange Dage, før man faar bestemt Klarhed over dette Spørgsmaal, der selvfølgelig skal løses saa hurtigt, som det paa nogen Maade kan lade sig gøre.
(B. T. 26. juli 1917)
Eugen Petersen søger sin Afsked.
Politidirekter Eugen Petersen.
Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, har efter Forlydende indgivet Begæring om at blive afskediget fra sit Embede til den 1. September i Aar.
I en Menneskealder har Eugen Petersen slaaet i Spidsen for Københavns Politi, og der er dem, der mener, at han uden Skade kunde have gaaet noget noget før.
Han er nu en Olding paa over 77 Aar, og dette Faktum er næppe uden Forbindelse med, at Politikorpsets Udvikling længe har staaet i Stampe.
Der trænges til yngre Kræfter og friskere Impulser.
Københavnerne, herunder Indbefattet Politiet, vil græde med tørre Øjne den Dag, da den højt bedagede Olding siger Farvel.
(Folkets Avis - København 26. juli 1917)
En Udtalelse af Politidirektøren.
30 Aars Virksomhed. - Sympati for Politibetjentenes ønsker om Reformer.
Trods sine 77 Aar er Politidirektør Eugen Petersen en af de rankeste Skikkelser paa Domhuset. Med usvigelig Nøjagtighed møder han hver Middag paa Klokkeslet paa sit Kontor for Løbet af Eftermiddagen at ekspedere et Utal af Sager, - men hans Humør som hans Arbejdskraft synes usvækket.
En udmærket dygtig og retsindig Embedsmand, - det er den Karakteristik, Enhver, der har lært Eugen Petersen at kende, vil give ham.
I en lille Pause i Arbejdstimerne aflægger vi Politidirektøren et Besøg for at anmode ham om en Udtalelse i Anledning af hans forestaaende Tilbagetræden.
- Der er aldeles ikke noget mærkeligt i, at min Afskedsbegæring fremkommer netop nu, begynder Politidirektøren smilende.
Den 15. August er det 30 Aar siden jeg modtog Udnævnelsen til Politidirektør, og jeg har forlængst besluttet mig til at træde tilbage, naar denne Dag var naaet, og August Maaned var gaaet.
Det har været en interessant, men ogsaa tit en brydsom Tid. Det eneste Punkt, jeg vil tænke tilbage paa med Utilfredshed, er Spørgsmaalet om Politistyrkens Størrelse.
Det er min Overbevisning, at Politikorpset er altfor ringe til den store By. København er jo i de 30 Aar blevet en helt anden By.
I tidligere Tid var det dog Kotume, at Korpset f. Eks. hvert 3. 4. Aar blev forøget med 30-40 Mand. Men Ordenspolitiet er ikke blevet udvidet i de sidste 11 Aar, skønt Indbyggertallet i den Periode er vokset med 100,000. Dette Forhold betegner jeg som enestaaende.
Vel er der nu og da sket smaa Forøgelser, - i det Tempo, at naar jeg krævede 60 Mand, fik jeg 35, - men disse Forøgelser var l Virkeligheden Forringelser af den tienstgørende Politistyrke, idet nemlig de nye Folk skulde benyttes til at udfylde de Huller, der blev, naar Betjentene skulde have en lille Ferie.
Men det har al Tid været saa, at naar jeg kom med mine Henstillinger vedrørende Udvidelse og Modernisering af Politiet, lød Svaret, at i Øjeblikket var Kommunens Budget absolut anstrengt ...
Resultatet er simpelthen blevet, at det københavnske Politi ikke kunde følge med i Udviklingen.
Vi burde bl. a. have vore egne Køretøjer, stationeret ved Politistationerne, saaledes, at Udrykningerne kunde foregaa ligesom Brandvæsenels. Et Forslag herom ligger imidlertid ganske roligt og hviler sig i Magistraten.
Naar der indtræffer en Ildebrand eller sker en Forbrydelse, ja, saa kan Politibetjentene se, om de kan komme med en Sporvogn ...
Bevægelsen Indenfor Politiet.
- Jeg ser med Sympati paa de Ønsker, der nu er fremme blandt Politibetjentene, Kravene om bedre Lønninger og bedre Arbejdsvilkaar.
Om den foreslaaede Boykotning er det rette Middel til at naa frem, skal jeg ikke udtale mig.
Eet er nødvendigt til at faa Reformer indført, nemlig Penge, Penge.
Hvis de 30 Aar ikke var gaaede, vilde det have interesseret mig meget som Politidirektør at have været med i den Bevægelse, der nu er i Færd med at rejse sig
(København 27. juli 1917)
Eugen Petersen.
Af en Forhenværende.
Det morer ganske sikkert den gamle Politidirektør i disse sidste Uger af hans usædvanlig lange Embedstid at erfare, hvor upopulær han er. Han har ikke hørt derom før! Tværtimod - i visse Kredse var der i Tidens Løb gjort adskilligt for at bilde Børn og Voksne ind, at Eugen Petersen var en umaadelig gammeldags, ja, helt reaktionær, stiv Herre, der saa surt til alt nyt.
De, der kender Politidirektøren rigtigt, har altid vidst, hvor aldeles hen I Vejret en saadan Karakteristik af hans fine, ejendommelige Personlighed er og var.
Han er og har alle sine Embedsdage været en sjælden unervøs Mand. Efter sindig Overvejelse tog han sine Beslutninger, der naturligvis ikke altid kunde blive til Behag, og saa brød han sig fejl om alskens Kritik. Han er en human, velmenende Mand, dertil en raisonnabel og praktisk, endelig en i dette misbrugte Ords sandeste Betydning frisindet. Men han har skyet al "Reklame" og har ingen Sinde nedværdiget sit ansvarsfulde Embede ved at gaa paa Jagt efter Folkets Gunst. Paa "Etaten"s Vegne har han derimod altid været fuldbevæbnet.
Posten som Hovedstadens Politidirektør er vel nok en af de mest udsatte her til Lands; Kritik kan ikke undgaas, gøre Alverden tilpas kan og bør Politiets Chef ikke. Det er ikke for Intet, at Eugen Petersen er født I Holstebro: med jydsk Ro og Besindighed har han virket, altid aarvaagen, altid oplagt. Lidt kølig - tilsyneladende i hvert Fald; men Blikket i hans stærke øjne røber hans Hjertelag og ydermere aldrig svækkede Sans for Urets og Menneskenes komiske Sider.
Netop derfor morer han sig bestemt lunt naar han prises og roses Just nu, da han har besluttet at sige sin mangeaarige Gerning Farvel. Af Hjertet under man den gamle Embedsmand denne Glæde, inden han faslader sine ikke lyse, men rummelige Kontorer ud mod Hestemøllestræde og det Arbejdsbord, der stedse har været ryddeligt og sirligt til Eksempel for andre ....
.... Mange er de Historier, der kunde berettes til Bekræftelse paa, hvad her ovenfor er løseligt antydet om Eugen Petersens Særegenheder. Her blot en enkelt af lystelig Art, der dukker op i Erindringen fra før "Systemskiftet"s Dage: Afdøde Teaterdirektør Ferdinand Schmidt havde paa Scenen l Etabl. National opført en kaad, revueagtig Bagatel, der satiriserede orver en ret smagløs Skønhedskonkurrence, der havde fundet Sted paa Klampenborg Badeanstalt. Den anonyme Dilettant, der havde skrevet det lille Stykke, var ret nærgaaende mod en den Gang kendt Borger i Staden, der naivt nok havde ladet sig lokke til at fungere som Dommer ved "Konkurrencen". Herover var der af hans Familie klaget til Politiet, da tilmed Schmidt i Maske og Manerer understregede Karikaturen. Direktøren blev i den Anledning kaldt op paa Raad- og Domhuset; thi en Censor havde det lille Teater endnu ikke faaet. Da Schmidt, der var et forslagent Hoved og fuld af Skalkestreger, havde hørt, hvad det gjaldt, fordristede han sig til - med Gravalvor - at sige: "Skal vi to ikke et Øjeblik begge to aflægge Direktørværdigheden? . . . Maa MenneskeI Schmidt tale lige ud af Posen til Mennesket Petersen?" Hvortil Eugen Petersen med sin vaagne Sans for Komik straks smilende svarede: "Jo, lad gaa - hvad vil saa "Mennesket" Schmidt sige mig?" Naa, saa prøvede Ferd. Schmidt at knibe udenom det taktløst-personlige I Farcen, Indtil Politidirektøren stoppede op for hans Tungefærdighed og i al Gemytlighed, men særdeles bestemt anbefalede ham at faa en Censor beskikket, da ellers Politidirektøren maatte agere Censor og saa maatte Stykket, der samlede Hus, ikke gaa tiere. Schmidt skyndte sig op i Justitsministeriet og fik Departementschefen, Ricard, bedaaret til endnu samme Dag at ansætte en Censor for "National"s Teater (det blev Dagmarteatrets daværende, Overretseagfører M. A. Meyer), denne læste Stykket, der var ganske kort, og da man ikke af Teksten kunde se, at der sigtedes til nogen bestemt Person, havde han intet at bemærke til det tilsyneladende harmløse Sludder. Schmidt var henrykt, fordi han paa denne Maade kunde forfølge sin Succes, og roste Politidirektøren som en "mageløst forstaaende Mand"; men den, der morede sig mest over Udfaldet af denne lille ægte Københavnske Episode, det var vistnok Eugen Petersen.
Mennesket Petersen - det er ikke den Side af Politidirektøren Eugen Petersen, man vil komme til at savne mindst, hvem der saa end bliver hans Efterfølger.
(Nationaltidende 30. juli 1917, 2. udgave)
Københavnske Politiforhold.
Ved Politidirektørskiftet.
Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, trækker sig tilbage den 1. September. - Skønt hans Ledelse i Aarenes Løb atter og atter er bleven angreben, er der nu, da han fratræder, taget meget blidt paa ham. Uheldigvis har dem københavnske Presse netop i disse Dage meddelt et Par ondartede Udbrud af Politibrutalitet. Saaledes har en Betjent paa Politistationen givet en Dame en Lussing. Bemeldte Betjent er fremdeles i Funktion og saa vidt Offentligheden bekendt, har han ikke faaet anden Straf end en mild Røffel af Assessoren i den offentlige Politiret. Denne Kendsgerning kaster et grelt Lys over den Aand, der besjæler det af Hr. Petersen ledede Korps, og peger paa, hvor grundigt der maa ryddes op efter ham. Om Politiet er mere eller mindre uheldigt i en Provinsby, havde i Reglen kun lokal Interesse. Derimod har det Betydning for hele Landet, hvorledes Politiforholdene udvikler sig i vor store, altfor store Hovedstad. Hvad der trænges til i København, er ikke saa meget mere Politi som bedre Politi. Særlig uheldigt er det, at Overledelsen pranger med tom juridisk Viden i Stedet for praktisk Greb og Menneskekundskab.
I 1863 omdannedes og moderniseredes det københavnske Politi under Ledelse af Crone, der forinden havde erhvervet sig et godt Navn som Politimester i Helsingør. Har Politidirektør Crone end ikke undgaaet at støde mod forskellige af de Skær, som under 70'ernes og 80ernes politiske Bølgegang var faretruende for Sejladsen, saa klarede han dog i det hele Politiskuden og nød Anerkendelse saavel indenfor Politikorpset som hos Publikum. Uheldigvis fik han ikke til Efterfølger daværende Politimester i Odense Oldenburg, der som Vicepolitidirektør havde vist fremragende Dygtighed og vundet Tillid hos Politiet og blandt Københavnerne. Hr. Ricard - Justitsministeriets myndige og almægtige Departementschef - protegerede navnlig Hr Eugen Petersen, ønskede ikke den dygtige og selvstændige Oldenburg! Kort sagt, i 1887 blev Hr. Eugen Petersen, der i 10 Aar havde levet ubemærket som Vicepolitidirektør, København Politidirektør. Denne Udnævnelse har været skæbnesvanger for Udviklingen af det københavnske Politivæsen. I 30 Aar har Hr. Petersen beklædt den ansvarsfulde Post som Politidirektør. Selv hans ivrigste Beundrere - de kan let tælles - maa indrømme, at han hverken nyder Tillid indenfor Politikorpset eller hos Publikum. Hr. Petersen er en fin Jurist, en udmærket Kontormand, der holder Orden i sine Sager og ekspederer hurtigt, men han har manglet væsentlige Betingelser for at være Politichef. Han er en juridisk Stivstikker, uden Spor af bonsens, mangler fuldstændig Menneskekundskab, kender hverken Københavnerne eller Forhold og Personer indenfor Korpset. Men et eklatant Eksempel:
Hele København - Hr. Petersen undtagen - vidste, at daværende Politiassistent Henrik Korns svage Side var det smukke Køn, at hans løse Forbindelser løb op i Dusinvis, og alle Politimænd - Hr. Petersen undtagen - havde hørt, at Korn som Opdagelsesbetjent havde forført en ung og køn Arrestantinde. Desuagtet blev Hr. Korn Chef for Sædelighedspolitiet, og Resultatet blev følgende: Inspektør Korn skød sig 1895 en Kugle for Panden, efterladende en Kassemangel paa 10,000 Kr., helt afset fra at han havde snydt Enker og Faderløse for en 5-6000 Kr. Endvidere var Sædelighedspolitiet under Korns Regimente blevet saa demoraliseret, at en Overbetjent., der havde faaet en Panteobligation paa 16,000 Kr. forærende af en Bordelværtinde, nødtes til at tage sin Afsked, og at to menige Betjente blev straffede for Myndighedsmisbrug.
Om Hr. Petersens Forhold til den Nedgang, der under hans Styrelse har fundet Sted paa Opdagelsespolitiets Omraade, skal her bemærkes følgende:
Indtil 1895 arbejdede det københavnske Opdagelsespoliti upaaklageligt, og det skyldtes den Omstændighed, at Hr. Petersen havde arvet som Chef for Opdagelsespolitiet en klog og praktisk Politimand Inspektør Carsten Petersen. Saa indstilledes i 1895 til Inspektør for Opdagelsespolitiet den unge Politiassistent paa Vesterbro, Hr. Cand. juris Henrik Madsen. Dette Valg vakte almindelig Forbavselse hos alle indviede, det være sig indenfor eller udenfor Politietaten. I Københavns Politi fandtes jo Mænd, der var langt mere kvalificerede end den ganske uerfarne Madsen - den københavnske Politiassistentstilling er en ren Sinecure. Her skal blot nævnes saa udmærkede Emner som de senere afdøde Politimænd, Politiassistent Niels Jensen, Overbetjentene Rudolf Petersen, Klein og flere. Men Hr. Eugen Petersen havde nu en Gang bidt sig fast i den Tankegang, at en juridisk Eksamen særlig skærper mulige Opdagerevner. Dette er selvfølgelig er Misforstaaelse, da den juridisk Formalisme snarere kvæler de Spirer, som findes. Naar undtages Tyskland - der synes fremdeles at skulle være vort Forbillede i stort som smaat - er der da heller intet større Land, hvor de højere staaende Embedsmænd i Opdagelsespolitiet rekrutteres fra den juridiske Verden.
Dette Misgreb fra Hr. Petersens Side har været skæbnesvangert for en moderne og tidssvarende Udvikling af det københavnske Opdagelsespoliti.
Hr. Henrik Madsen er vist velbegavet, har en meget ordentlig første Karakter, er sikker baade hæderlig og flittig, men han kan jo ikke gøre ved, at han ikke fra Fødslen af er bleven udrustet med psykologiske Evner. Det gik dog nogenlunde, saa længe Souchefsposten beklædtes af en fremragende Opdagelsestalent, den forhenværende Matros Rudolf Petersen. Efter dennes Død har Uheld paa Uheld fulgt Hr. Madsens Ledelse. Her skal ikke gaas i Enkeltheder, men hvad manglende Menneskekundskab angaar blot mindes om, at Hr. Madsen beholdt i Opdagelsespolitiet en bekendt Homoseksualist som Carl Hansen. I Retning af Forbrydelsers Opdagelse skal fremhæves, at der i Følge statistiske Opgørelser er klarlagt Forholdsvis færre Forbrydelser end førhen. Endvidere kan nævnes det københavnske Opdagelsespolitis originale Optræden overfor Mejrupmorderen og i Bulottiaffæren samt henpeges paa dets vaklende langsomme Indgriben overfor den saa kaldte Carl Lorentz-Bande.
Nej, det er saamænd ikke mere Opdagelsespoliti, der udkræves i København, men et dygtigere, bedre lønnet, først og fremmest bedre ledet.
- - - Der vil ikke fældes mange Taarer, naar Hr. Eugen Petersen den 1. September forlader det betydningsfulde Embede, som han aldrig burde have haft, og til hvis Bestridelse han har manglet saa væsentlige Betingelser. Og indenfor Politikorpset hersker almindelig Glæde over, at man nu endelig bliver af med en Chef, der altid har staaet stejlt mod Betjentenes berettigede Ønsker. Paa "Dansk Politiforbund"s Generalforsamling forleden blev det saaledes vedtaget, at der skulde iværksættes almindelig Boycotning i København for at erholde ubeskaaret det ugentlige Fridøgn, og det oplystes, at det var Hr. Eugen Petersens "Lovfortolkning", som det skyldtes, at Betjentene berøvedes saa og saa mange Fridøgn.
Ogsaa paa et andet Punkt er Hr. Eugen Petersen optraadt som Lovfortolker i Modstrid med Politikorpsets Interesser. I Lov af 11. Februar 1863 § 6 hedder det: - - De højere Poster i Politiet besættes i Reglen ved Oprykning fra de lavere og alene efter Duelighed, ikke efter Tjenestealder. Til ingen af de i denne Paragraf nævnte Poster (Politiinspektører, Politiassistenter osv.) med l udtagelse af Lægen, udkræves nogen Eksamen."
I Modsætning til Crone har Hr. Eugen Petersen til de højere Poster indstillet lutter Candidati juris - en enkelt Undtagelse bekræfter Reglen. Dette er ikke alene i Strid med Lovens Aand og Bogstav, men en stor Uretfærdigbed overfor de mange ældre og erfarne Kræfter, som derved er bleven afskaarne fra at erholde de vellønnede Politiassistentstillinger. Og det har været til ubodelig Skade, at Opdagertalenter som Niels Jensen, Rudolf Petersen, Klein o. s. v. er blevne afskaarne fra Chefsposter, fordi de ingen Eksamen havde. Man drager blot en Sammenligning mellem en Politiassistent som afdøde Niels Jensen og nogle Candidati juris som Stephensen (afskediget som Politiinspektør, nu i Middelfart), Thorvald Smit (afskediget af Oldenburg som Politiassistent i Odense, senere umuliggjort som Politiassistent i København, død som Politimester i Aalborg) samt Tvermoes (for Tiden Politiassistent i København). Sammenligningen falder ikke ud til Fordel for Juristerne.
Thomas Graae.
(Fyns Venstreblad (Odense) 26. august 1917)
Affæren der startede med Korns selvmord og udviklede sig under navnet den store sædelighedsskandale, er udførlig behandlet på denne blog. Eugen Petersen rolle i denne kan læses der.
Politidirektørskiftet
Hr. Eugen Petersens Afsked.
For sidste Gang i Embeds Medfør residerede Politidirektør Eugen Petersen i Gaar i Direktørkontoret paa Domhuset, hvor han modtog Visit af en Række Embedsmænd og Andre, der ønskede at tage Afsked med ham.
Opdagelsespolitiet Chef var den sidste, der aflagde Rapport for den gamle Politidirektør.
Ved 2-Tiden ankom Departementschef Schrøder for paa Justitsministeriets Vegne at overbringe ham en Tak for hans Arbejde i den forløbne Tid. Endelig mødte Kriminalrettens Assesorer in pleno og Politiets Embedsmænd.
I Dag overleverer Hr. Eugen sine Embedspapirer til Politidirektør Dybdal.
Politiets Blad om den nye og den gamle Politidirektør
Politiets officielle Organ Politivennen skriver i Gaar bl. a:
I sine Udtalelser til Pressen har Politidirektør Dybdal fremhævet, at han ønsker Politiet ledet i engelsk Aand og efter engelsk System, og netop dette er jo, hvad Personalet gennem mange Aar har kæmpet for. Københavnske Politi-Embedsmænds Studierejser er hidtil bestandig gaaet Syd paa, - nu oplever vi maaske at se dem gaa mod Vest.
... Selvom Ønskerne gik i Retning af en ung Mand paa Politidirektørposten, fordi der kræves et meget stort Arbejde, saa maa dog Indrømme, at skønt denne Fordring Ikke lod sig opfylde, saa har vi dog faaet en Chef af hvem vi har Lov at vente os et lydhørt Øre, Forstaaelse af de fremsatte Krav, og Villie og Evne til at gennemføre de paakrævede Reformer.
- Flittig og arbejdsom til den sidste Dag; heftig og elskværdig. Gentleman til Fingerspidserne, saaledes var Eugen Petersen, naar man søgte ham. Kort og klart faldt hans Afgørelser, og hvorledes de end var, saa tvivlede Ingen om, at de var fremgaaet som Resultater af en fuldt ud hæderlig retlinet Karakters Overvejelser.
Og endelig vil vi mindes - hvad der aldrig kom frem over for Offentligheden - den stille, bramfri Maade, hvorpaa Eugen Petersen, tidligere trofast hjulpet af sin nu afdøde Hustru, søgte at hjælpe der, hvor Nød og Trang havde til huse. Der er mange, mange, som nu ved Afskeden vil sige en stille Tak for en Hænd, der raktes dem i et kritisk Øjeblik.
Det er et Billede af den afgaaede Politidirektør, som vi nu passende kunde fastholde i Mindet, og det er Eugen Petersen blandt Børnene ved Politiforeningens Juletræsfester Der var det Mennesket Eugen Petersen, som viste sig for os fra en af sine kønneste Sider, og ham ønsker vi en rolig og fredelig Livsaften.
(København 1. september 1917)
Oprørssagen.
De tre unge Socialdemokraters Frifindelse.
Et behageligt Nederlag for Politimyndighederne.
Vi har omtalt Kriminalrettens Dom i den Sag, der var anlagt mod 3 unge Socialdemokrater, J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edm. Christoffersen, fordi der i Socialdemokratisk Ungdomsforbunds 1. Maj-Procession var et Banner med Inskriptionen:
Knæk Sablen!
Brud Kronen!
Styrt Kirken!
Kriminalrettens Afgørelse blev en fuldkommen Frifindele, saaledes som man paa Forhaand maatte vente.
For "Social-Demokraten"s Læsere er denne Sag saa kendt, at det er overflødigt nærmere at omtale den. Det er nok at erindre om, hvorledes Socialdemokratisk Ungdomsforbund de sidste 4 Aar hvert Aar i sin 1. Maj-Procession har baaret et Banner med ovennævnte Inskription.
De tidligere Aar gav Banneret hvert Aar Politiet Anledning til el meningsløst - som Regel brutalt - Indhug paa den fredelige Procession.
I Aar lod man Banneret passere, men anlagde altsaa i Stedet Sag mod det 3-Mands Udvalg, der havde arrangeret Processionen. Og Sagsanlæget gik endda ud paa at forlange de paagældende 3 straffet efter den saakaldte Oprørsparagraf, hvori det hedder:
"Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve Kongen Livet, Friheden eller Tronen, straffes paa Livet. Den, som I den Hensigt at forandre Statsforfatningen eller den bestaaende Tronfølgeorden, opvækker Oprør eller paa anden Maade fremkalder eller leder Voldshandlinger, der tilsigter at bevirke en saadan Forandring, straffes paa Livet eller med Tugthusarbejde paa Livstid. Den, som deltager i Oprør eller Vold af den omhandlede Beskaffenhed, anses med Strafarbejde i mindst 3 Aar."
For sikkert alle tænkende Mennesker var denne Aktion fra Politiets Side fuldkommen ubegribelig. Det maatte paa Forhaand anses for ganske udelukket, at man i vor Tid kunde bringe denne Paragraf i Anvendelse mod fredelige Processionsdeltagere, der demonstrerer for Socialdemokratiets kendte Krav om Militarismens, det arvelige Monarkis og Statskirkens Afskaffelse.
Resultatet: Frifindelsen af J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edmund Christoffersen svarer derfor meget nøje til, hvad der bar været ønsket af den offentlige Mening.
Derimod er Politiet næppe ligesaa tilfredsstillet. I særlig Grad maa dette gælde den fhv. Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, der 3 Aar igennem gav sene Betjente Ordre til brutalt at hugge løs paa den fredelige Procession.
Nu er det altsaa slaaet fast, at Politiets Optræden var ganske ulovlig, og at det paagældende fremtidig skal passere i Fred saavelsom alle andre Bannere med Fyndord for politiske og sociale Krav.
Forhaabentlig er Sagen dermed sluttet. Det vilde være ganske urimeligt, om der nu lavedes mere ud af denne Sag ved at trække uen (or Højesteret
(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 4. juli 1918).
Politidirektør Eugen Petersen appellerede sagen til Højesteret der den 2. december 1918 stadfæstede dommen og frifandt de tre. I 1914 demonstreredes med banneret: "Ned med kongedømmet". Det medførte anholdelser, men efter klage til justitsministeriet blev de anholdte løsladt.
I april 1915 havde politidirektør Eugen Petersen forhørt sig i Justitsministeret, om det var tilladt at fremsætte sådanne ytringer i det offentlige rum. Departementschefen mente ikke, at det kunne være lovligt, men stats- og justitsminister C.Th. Zahle (RV) var af en anden mening: Kun hvis "et sådant banner vækker forargelse mellem tilskuere, og dette giver sig udslag ved udråb, påtale eller stærkere indgriben", måtte politiet skride ind og fjerne banneret. Politiet skred derfor først ind da banneret nåede festpladsen. Her beslaglagde politiet ved en fejltagelse et banner med "Vi kræver valgret fra 21 Aars Alderen" inden de fik fat på det ønskede.
I 1916 fik man lov til banneret "Knæk sabelen". I 1917 var der sammenstød med politiet. Efter en henvendelse til justitsministeren blev de anholdte løsladt mod at protestmøderne holdt op. Underhånden meddeltes at politidirektøren snart ville blive afskediget.
Dagens Fødselsdagsbarn.
Forhenværende Politidirektør Eugen Petersen.
Tre og firsindstyve Aar fylder Eugen Petersen i Dag - uden at blinke. Tænk, hvilken Konstitution don Mand maa have! i tredive lange Aar sad han som Københavns øverste Politimyndighed, og Gud, hvor var vi i Grunden onde ved ham i den Tid! Hvor har vi dog tidt været efter ham i Bladene! Naar Betjenten tog sig en Øl i Kælderhalsen, saa raabte vi: Eugen, slaa Proppen i! Og sov Betjenten lidt, saa: Eugen, - du faa Gluggerne op!
Jo, jo, Eugen Petersen har rigtignok maattet høre lidt af hver Slags, men han tog det med en beundringsværdig Ro, det anfægtede ham ikke, og han gaar stadig rank og spænstig rundt i Byen og glæder sig over, at nu maa de andre tage Kløene. Og møder vi ham, river vi Hatten af og bliver saa glade, det er, som mødte vi en gammel Ven, vi længe har savnet.
For Sandheden var vist den at vi i Grunden allesammen saa godt kunne lide ham. Kom man op paa hans Kontor og vilde være ubehagelig, blev man altid modtaget paa den mest elskværdige Maade, Politidirektøren lyttede elskværdigt til alt, hvad man sagde, og sukkede:
- Ja, det er vist rigtigt nok, alt det, De dér siger!
Og naar man var gaaet, sagde han til sin Fuldmægtig:
- Hvad var det i Grunden, Manden vilde?
Og saa gjorde Eugen, hvad han selv vilde - og hvad Fatter gør, er alligevel altid det rigtige.
Michael.
(Folkets Avis - København 11. april 1923).
Eugen og Claudia Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
