Erklæring fra Roeskilde

At det som i nr. 170 er indrykket fra Roskilde er den reneste sandhed derom kan enhver overbevises, i øvrigt indlader indsenderen deraf sig aldeles ikke med at besvare al den grovhed som i bladet nr. 172 er indført. Hans ved mange lejligheder på vedkommende højere steder fremlagte attester fra pålidelige mænd her i Roskilde vil fuldt ud kunne bevise hans forhold således som regnskabsfører som privatmand, ligesom han også har bevis på sine høje foresattes særdeles bevågenhed og yndest der ikke kan fordunkles af bagvaskeren.

(Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

Et Par Ord om Hr. Maler A. Jacsons 3de Vidnesbyrd i Adressecontoirets Efterretninger No. 89.

Tillæg til Politivennen nr. 173.

Motto: Poleti og poleelleve og poletolv! Jeg vil svare ham efter loven. Jeg viger ikke en fodsbred.
Slu i Havgassen tæmmet 1. scene.

Mængden som vil kende hr. Jacsons heftige og påstående karakter, har forundret sig meget over at han så længe har slået sig til ro og ikke før fremkommet med noget der skulle modsige eller i det mindste synes at modsige, den af mig i Politivennen nr. 169 givne erklæring. Jeg for min part der længe havde glemt denne ringeting *) samme og at han ikke ved at oprippe denne ubetydelige sag på ny, ville gøre sig latterlig og kede publikum med sådant lapperi. Men af Adresseavisen nr. 89 ser jeg, at jeg har fejlet i min gode mening om Jacson, og at han derimod har retfærdiggjort mængdens dom, idet han i samme avis har ladet indføre tre såkaldte vidnesbyrd imod Politivennen nr. 169. Ethvert menneske der er begavet med sund sans, vil ved første øjekast finde hvor intetbetydende og hinanden modsigende disse gode vidnesbyrd er, så at det næsten er en skam at tale videre derom, eller at gendrive dem. Men da der blandt publikum også kan findes Jacsonister og folk der ikke kan bedømme disse vidnesbyrds virkelige Gehalt, vil jeg kort gennemgå dem og sige min mening om ethvert. Og da hr. Jacson ynder publicitet så meget, vil jeg gøre ham den fornøjelse at lade alle tre vidnesbyrd, samt hans valgsprog og navn aftrykke, da det vil glæde ham at vide at der blandt publikum er udbredt et antal af cirka 500 eksemplarer af hele stadset.

Til publikum

I anledning af S. T. litteraturs og kaptajn

Kristensens Politivennen nr. 169

Vidnesbyrd nr. 1

At ringetøjet på gården nr. 54 i Krystalgade, Klædebo Kvarter i København, har i al den tid vi har boet der - såvidt os er bekendt - været i god forsvarlig stand, det bevidnes herved efter forlangende.

København den 2. april 1819

ft. Anders Bidrichsen Nersøe, boende i kælderen.
H. C. Lund ditto i stuetetagen,
Ch. A. Villaume, boende 1. sal.
J. D. Arensen, boende i bagstuen.

Vidnesbyrd nr, 2.

Siden 1. december 1818 da jeg blev ansat som vægter i Krystalgade, har jeg ofte haft lejlighed til efter anmodning af vedkommende at ringe på portklokken i gården nr. 54, og i alt den tid jeg har fundet sammes ringetøj i god og forsvarlig stand.

København den 2. april 1819.

Ft. som vægter i Krystalgade Andreas Falch.

Vidnesbyrd nr. 3.

At jeg undertegnede der besørger alt smedearbejde ved gården nr. 54 i Krystalgade, søndag formiddag den 7. februar kl. 11 - omtrent 4 uger før Politivennen nr. 166 daterer 6. marts, udkom, hvori denne gårds ringetøj påankes - er blevet kaldt af hr. A. Jacson for at indsætte et stykke ståltråd i nævnte gårds klokkestreng, hvilken blev istandsat en halv time efter anmodningen, så forsvarlig at jeg siden den tid ikke har hørt det mindste om mangel på forlangende, ligesom jeg og med min regnskabsbog kan bevise samme.

København den 2. april 1819.

ft.

Kleinsmed boende i Peter Huitfeldts Stræde 108. Andreas Iversen

Fortjenester - hæder, ære og højagtelse!
Grovheder og skumlerier - tavs foragt!
Sandhed imod frænde og fjende.

Mit valgsprog
Arjen Jacson.

Jeg er vis på at dersom hr. Jacson før han begyndte denne strid havde forlangt en attest om at han var en sindig, fredelig og føjelig mand, han da gerne havde fået en sådan attest af over 100 personer når der i samme tilføjedes - såvidt os er bekendt. Om hr. Jacson kunne være fornøjet med sådan en attest, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg ville forkaste den som ubestemt og intetsigende. Den samme dom fælder jeg over vidnesbyrdet nr. 1 der er underskrevet af fire mig ubekendte mænd. Ikke mere bevisende eller kraftfuld ville det have været om det endog var underskrevet af hele gårdens øvrige personale som dog, på opfordring har vægret sig derved. Sikkert har de for denne vægring haft deres gode grunde, blandt hvilke jeg gætter en, nemlig: de har været retskafne nok til ikke at villebevidne noget der stred imod deres overbevisning, og for veltænkede til at sætte deres hånd under et vidnesbyrd der kunne synes blot at have til hensigt at blænde den utænksomme del af publikum, eller at føre hr. Jacson i fristelse.

Vidnesbyrdet nr. 2 er mindre ubestemt uden dog at være bestemt. Fordi vægteren ofte har haft lejlighed til at ringe på klokken, og da hvr gang fundet den i god stand, vil han vel ikke benægte at den kan have været itu på en tid da han ikke har ringet. For ofte er ikke altid, og han har jo ikke ringet uafbrudt fra 1. december f. å. til 2. april i dette. Han modsiges også bestemt af smedens vidnesbyrd 3. Der er derfor vel ingen tvivl om at hvis mester Falch med sine 3 oprakte fingre og sin saligheds ed skulle bekræfte dette vidnesbyrd, han o da ville gøre nogle væsentlige forandringer deri og synge af en anden tone **)

Hvad vidnesbyrdet nr. 3 angår, da er smeden min mand. Han bestemmer endog dag og time da ringetøjet blev gjort i stand, nemlig søndag formiddag den 7. februar kl. 11. Er dette sandt - og det tror jeg fordi jeg er overbevist derom - så lyver vægteren og Jacson har uret når han i Dagen nr. 166 erklærer og tilbyder sig at bevise at ringetingen på gården nr. 54 i Krystalgade alle tider er holdt, har været og er i bedst muligste stand. Og dette var stridens æble. I øvrigt takker jeg ikke hr. smeden for at han har hjulpet mig til at bevise at Jacson har uret, da det måske er sket mod hans vilje og jeg hverken behøver hans, qvadrumviratets eller vægterens vidnesbyrd, for jeg har andre vidner, hvis navne jeg af agtelse for personerne, ikke vil nævne offentligt i en så ubetydelig sag. Desuden er det så som så med det øvrige af hans vidnesbyrd, for fordi han dengang forsvarligt har indsat et stykke ståltråd i klokkestrengen og ikke siden hørt til nogen mangel ved samme, vil han næppe kunne benægte muligheden af at en anden smed kunne have istandsat den siden, eller at den kunne have haft en skavank som der just ikke behøvedes en smed til at afhjælpe. Heller ikke tror jeg på hans smedebog eller erkender dens autentitet.

Her har vi da set disse smukke vidnedsbyrd. At hr. Jacson der dog er vant til at komme i retten, ikke bedre kender hvorledes et gyldigt vidnesbyrd bør være, er underligt nok. Men at han ikke har skammet sig ved at bekendtgøre disse offentligt, kan jeg ikke begribe. Mig forekommer de at være af den beskaffenhed at hvis en dommer efter samme tilkendte hr. Jacson ret, burde min gode dommer selv idømmes en klækkelig mulkt pro meliori informatione.

Skønt det ikke angår mig hvilket valgsprog hr. Jacson behager at føre, så må jeg dog anmærke at den ven der har forsynet ham med det i avisen nr. 89 indførte, synes at have haft ham til bedste. For såvel efter erklæringen i Politivennen hvoraf ikke en tøddel er modbevist, som efter hvad her er sagt, handler hr. Jacson aldeles ikke derefter.

______

Næppe har der været ført så langvarig strid over en så ringe ting som Jacsons ringeting. Men det er ikke min skyld. I nr. 169 af Politivennen opfordrede jeg hr. Jacson til at indkalde mig for retten hvis han troede at være fornærmet. Dette har han formodentlig af gode grunde ikke villet. Men derimod udvalgt publikum til dommer. Skønt hans vidnesbyrd er af den beskaffenhed at det næsten er en skam at modsige dem, så har jeg dog troet mig beføjet dertil. En grund derfor har jeg i det foregående angivet, den anden er denne: Jeg ville ikke tilstå Jacson det sidste ord, just fordi han ville have det. For børn og egensindige folk bør man ikke føje. De bliver ellers mere uartige. Jeg er hverken trættekær eller påståelig. Men når jeg har ret og man angriber mig med glubskhed og fynter, så hugger jeg fra mig med de våben jeg har og forsvarer mig til det yderste. Det er menneskeligt at fejle, og det er ingen skam at tilstå at man har fejlet. Men det er uædelt at ville tillægge andre sine fejl. Havde Jacson tilstået at klokkestrengen havde været itu, og påstået at den var i stand før manglen var påtalt, da skulle jeg have tiet eller svaret ham i en anden tone. Men at han gør mig til løgner når jeg har sagt sandhed, er mere end jeg og enhver retskaffen mand bør tåle. Jeg opfordrer ham derfor herved anden gang til at indstævne mig for landets domstole, hvor jeg skal bevise at jeg har ret. Undlader han dette, men derimod kommer frem med noget vås der ligner de 3 vidnesbyrd, da vil jeg tie dertil ifølge Salomons ordsprog: "Svar ikke en dåre på hans tale!"

Hvad publikum i øvrigt dømmer om denne sag, kan jeg let slutte mig til. En del af samme der finder fornøjelse i kævleri og i at et menneske prostituerer sig selv, vil vel også deri finde en slags moro. Men den klogere del vil trække på skuldrene og tænke:

Quel bruit pour une omelette!

*) Dette ord som jeg har lært af hr. Jacson, har jeg optaget til minde efter ham, og jeg vil derfor altid når jeg bruger det, mindes hr. Jacson. Muligvis vil jeg også når jeg ser hr. Jacson eller høre ham omtale, tænke på en ringeting.

**) Og hvad siger min gode vægter når jeg påstår at ringetøjet har været ubrugbart fra 28. januar til 7. februar, samt at nogle personer der af denne årsag ikke kunne komme ind i gården, flere gange har for at blive indladt, måttet henvende sig til vægteren, til hvem portnøglen var betroet. Og hvad vil han sige når jeg til ydermere bekræftelse derpå fremstiller 3 til 4 vidner. - Vidner som hverken kan sammenlignes med hr. Jacsons vidner eller med Jens Skytte og Niels Hjulmand i Gulddåsen.

(Politivennen nr. 173, Løverdagen den 24die April 1819. Tillæg, s. 1-8) 

Aftvunget Svar til Hr. Thomsen og Forfatteren af Svaret i Politievennen no. 170, angaaende 3de forhen omspurgte Skatter

I Politivennen nr. 170 er jeg på ny opfordret af den mig ubekendte forfatter til svaret på et foregående spørgsmål angående 3 byskatter mv. Selvom jeg ikke finder mig beføjet til ligefrem at fyldestgøre forfatterens forlangende, vil jeg dog ikke ved aldeles tavshed fra min side i publikums øjne stå som den der havde begyndt hvad han ikke kunne fuldende, så meget desto mindre som jeg har fået vink om at adskillige står i den formening at her Thomsen ved sin såkaldte erklæring i Bladet nr. 8 for indeværende år tilfredsstillende har gjort sig ren. Jeg tilstår at den uindviede af hans indviklede beregninger let kunne ledes til at tro at han var fejlfri. Så meget desto mere som også den ham særegne skryden i hans avertissements og hans mange, dog aldrig udførte trusler mod mig i særdeleshed let kunne bringe flere på denne tanke. Imidlertid håber jeg ved at fortælle nogle af hans mildest talt begåede fejl i de af ham forfattede beregninger at vise ham og hver den som fordomsfrie betragter sagen, hvem af os begge der har ret. 

Thomsens artikel i Dagen nr. 8, 9. januar 1819 fyldte hele forsiden, samt et par linjer på side 2. Artiklen henviser til en artikel i Politivennen nr. 153 fra 1818 som desværre ikke findes i Københavns Bibliotekers samling. Den handler om beregning af fattigskat og ildsvåde.

Ildstedsskatten ophørte helt fra 1. oktober 1815 efter forordning af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse og dens sammenlægning med bygningsafgiften. Var det da ret til flyttedagen i maj 1816 separat at beregne på lejerne denne således ½ år i forvejen ophævede skat? Og dog gjorde hr. Thomsen dette hvorved han muligvis skilte mange lejere ved sine surt erhvervede, måske sidste skilling. Den citerede forordning vil så at sige præmisserne: "At større simpelhed i skattevæsenet skal indføres til lettelse for beboere af små lejligheder etc." Forordningen udkom jo ikke alene betids nok, men blev også ved publikationen i retten før den påfølgende flyttedag i maj 1816 i tide gjort almenheden bekendt, så at den der beregnede skatterne på lejere, måtte og burde have tilstrækkelig kundskab om forordningens både tilværelse og pligtige efterlevelse. Heraf fulgte tillige at de beboere hvis lejlighed ikke indeholdt over 64 kvadratalen, altså ifølge forordningen af 1. oktober 1802 § 31 var fritaget for at svare bygnings afgift siden efter på samme grund vand- og fattigskat, alligevel måtte svare ildstedsskat, og hvem anden var vel skyld i denne urigtige adfærd mod lejeren end beregneren. 

At der imidlertid siden ildstedsskattens omtalte ophævelse er indført mere ligelighed og simpelhed i skatterne vil, som jeg håber blive klart for den uindviede, når jeg siger ham, at førhen måtte fx en lejer som beboede en 1. sal i et hus, der havde flere kakkelovne, eller ildsteder, ikke alene svare bygningsafgiften af kvadratindholdet, men også ildstedsskatten af hvert af hans ildsteder. Mens den derimod som boede i anden sal lige over ham, og vel havde samme kvadratindhold, men færre ildsteder, rigtignok betale samme bygningsafgift, men ulige mindre i ildstedsskat. Nu derimod er denne oftest byrdefulde ulighed hævet, da enhver beboer skal betale bygningsafgift blot af sit kvadratindhold, uanset hvor mange ildsteder eller kakkelovne han har i sine lejligheder. Roligt overlader jeg nu til publikums dom hvorvidt hr. Thomsen kan kaldes, eller er den samvittighedsfulde beregner eller ikke. 

Desuden, siden jeg nu på ny er opfordret, må jeg også anføre en særdeles påfaldende urimelighed som nogle af hans skatteberegninger indeholder. Jeg mener denne: at han ofte beregner byskatterne efter lejesummens størrelse. Det er bekendt at i den senere tid har kælder og stueetager især i de gader hvor der er idelig og uafbrudt passage, såsom Østergade, Gothersgade og flere andre gader, været de mest kostbare at leje, men hensyn til enhvers næringsgren og den indbringnæring lejeren ventede sig. Når nu en sådan dobbelt kostbar lejlighed kun fx indeholder 200 kvadratalen, og deraf svares i leje 500 rigsbankdaler. En anden lejlighed derimod i samme hus indeholder 230 eller flere kvadratalen, hvoraf kun gives 150 rigsbankdaler i leje, så er det jo højst urimeligt at den første der svarer den svære leje og har det mindste indhold, skal betynges med flere og større skatter end den der har større kvadratindhold, hvoraf skatterne egentligt vel kunne erlægges uden at lejesummens størrelse burde tages i betragtning når ikke kontrakten udtrykkelig bestemmer sådant.  

I det hele taget bliver lejesummens størrelse altid en højst urigtig og uforholdsmæssig målestok for skatternes fordeling. Og for denne min sætning er der overflødige grunde som rummet ikke tillader her at detaljere, men som hver tænkende selv bedst kan indse. Dog tillader jeg mig her at gøre opmærksom på at vores vise regering i ethvert tilfælde vil skatternes simple og ligelige fordeling (se præmisserne i forordningen af 21. april 1812) og derfor har indført den forholdsmæssige målestok hvorefter den ene undersåt, han være ejer eller lejer, ikke bebyrdes mere med at yde til statens og stadens fornødenheder end den anden. 

Endnu et apropos! Hvorledes har De, højtærede hr. Thomsen lignet vandskatten på lejerne for det halve år fra maj til november 1818. Denne skat opkrævedes og betaltes af ejerne fra 26.maj forrige år til påfølgende 30. juni inklusive i alt 35 dage efter en kurs af 375 og fra 1. juli til 26. november efter en kurs af 250. Nu var det jo helt naturligt at også lejerne skulle betale skatten efter samme omvekslede forhold. Men det behagede Dem jo dog alligevel at lade lejerne betale det første 1/4 år fra maj flyttedag efter 375 og det andet efter 250. Jeg tilstår denne beregningsmåde var en nemhed for Dem. Men måtte lejerne ikke også her bøde for Deres afvigelse fra hvad der var påbudt!!! Nu dømmer man mellem denne hr. Thomsen og mig. Ikke lader man sig vildlede af hans påberåbte autorisation af den høje øvrighed til ildstadsskattens (en for 3 år siden ophævet skats) beregning. Underligt nok at han ikke også henviser til at han tidligere havde autorisation som rodemester, men at denne nu er tilintetgjort og offentliggjort i Adresse-Avisen. Også vil han indbilde os at have gavnet andre ved sine skatteberegninger. Det nægter jeg ham heller ikke, for en mængde ejere er derved blevet vildledt, og jeg tilstår at de fleste var uvidende om at tage mod mere end de enten selv har udgivet eller skulle have. Han har vel i det hele taget mest gavnet sig selv, da han uden synderlig hovedbrud og uafbrudt kunne dagligt ekspedere og sammensmøre en hel del kvitteringer som stemplede med de 3 ord "beregnet af Thomsen" skulle bære ufejlbarligheds mærke.

I anledning af at Thomsen i sin førnævnte erklæring i bladet Dagen nr. 8 har fortalt at han påtog sig på forlangende at give efterretning om den ved forordningen af 25. oktober 1813 befalede mobilieskat, vil følgende anekdote vel ikke være sat på urette sted. I begyndelsen hjalp jeg ham, efter hans anmodning, med at beregne samme skat og gjorde således beregninger for ham over ca. 100 af stadens huse og gårde. Til lettelse ved det arbejde udarbejdede jeg mig selv en tabel som på en besynderlig måde kom fra mig. Det er: den blev rent borte mod mit vidende og vilje. Straks derefter averterede Thomsen i bladet Dagen at man hos ham kunne, såvidt jeg erindrer for 2 rigsdaler D. C. få en trykt tabel over mobilieskatten. Gud bevare min mund fra at sige det var min fabrikation. Men mindes jeg nu ret, var det i samme blad og lige under Thomsens avertissement at jeg efterlyste min bortkomne tabel. Dog, den kom aldrig mere til syne. 

Siden lærte jeg at være selvstændig og at stå på egne ben som jeg fandt var det mest rette. Hr. Thomsen er så beskeden at tilstå at han ikke i det hele var autoriseret til de halvårlige skatteberegninger. Jeg derimod tror at enhver der kan og vil er berettiget dertil så meget mere som det er et, om jeg så kan kalde det, frit arbejde hvorpå der næppe gives monopol, hvilket Thomsen af egen erfaring bedst ved. Når han altså gør sig til af at han ikke har indtrængt sig i nogen embedsmands tilkommende forretninger, og derved gjort skade i nogens mands embeds indkomster, så svarer jeg ham, uden dog at kunne gætte hvilken embedsmands forretninger eller indkomster han egentlig mener, at netop det samme er tilfældet med mig. For resten er jeg aldrig gået uden for mit fag, og lige så lidt har jeg befattet mig med hvad jeg ikke forstod, eller var bevandret i. Nægte kan jeg ikke at siden jeg så at sige kom til at rivalisere med Thomsen har jeg haft flere skjulte, ikke uvigtige modstandere, og mange lagt mig hindringer i vejen at kæmpe mod, inden jeg kunne opnå det tilsigtede øjemed. Måske forklarer jeg mig nærmere til sin tid. 

Når hr. Thomsen i øvrigt påberåber sig fremlagte vidnesbyrd fra flere af stadens første embedsmænd og borgere, så gratulerer jeg ham ret af hjertet i den forudsætning han virkelig har sådanne vidnesbyrd. Men  det i erklæringen indførte smigrende brev må han tilgive, man ikke ligefrem kan fæste lid til, netop fordi det væsentligste mangler, nemlig underskrift. Og allerunderst beviser det hvad han vil have, nemlig at han rigtig har beregnet fattigskatten for det af spørgeren i Politivennen nr. 153 anmeldte tidsrum. At han godt ved i påkommende tilfælde som man siger at sno sig, derom er hans henvisning til skemaet fra rådstuen vidne. Men at sådant svar eller henvisning ikke er fyldestgørende for en spørger der vil oplyses om en skats rigtige eller urigtige beregning er indlysende. For det er anordningerne alene der skal følges. Han siger endvidere: Endnu var det mig muligt ved flere beviser at godtgøre min fremgangsmådes rigtighed, etc. Han må tilgive at jeg ikke i hele hans erklæring har fundet et eneste bevis herfor.

For hvad han selv har debiteret, er lige så lidt som det anonyme brev noget bevis. Derimod har jeg beviser i hænde for at han således som jeg hist og her har sagt, har efter en meget fejlbar metode beregnet skatterne og ve ham om den legion af lejere som derved har ydet enten hvad de ikke skulle, eller mere end de burde, derfor ville kræve ham til regnskab. Det er mig i Politivennen nr. 170 forekastet at jeg vel ængstelig og samvittighedsfuld beregner skatterne. Ikke anser jeg denne dom ufordelagtig for mig. For jeg tør håbe det er bedre i sit arbejde at være samvittighedsfuld end samvittighedsløs, da de ved i det mindste med vidende ingen fornærmes. 

Jeg er også deri opfordret til, navnlig at opgive de ufuldkommenheder jeg engang gjorde mine til at røbe der eksisterede i stadens skattevæsen. Men da dette er en sag for sig selv, og jeg derpå har for længst efter pligt gjort høje vedkommende opmærksom, så må man undskylde at jeg endnu ikke dertil finder mig forpligtet uden efter allerhøjeste eller højeste ordre som jeg da er forpligtig allerunderdanigst at adlyde. Næppe tror jeg hr Thomsen kan, som jeg endog for flere år tilbage bevise med kopier af hovedberegninger for gård og husejere, at han som han burde og hvorfor han er blevet betalt har opfyldt pligt. Vil han give mig den ære, hos mig selv at se og gennemgå mine hovedberegninger, har han at befale. Han skal da tillige erfare ikke alene at de stemmer således som de skal, men også at ejeren ikke ved min medvirken har fået mere eller mindre end deres virkelige udgifter. At udfylde en løs lejekvittering til en lejer kan den der blot skriver bogstaver og taler. Men deraf kan end ikke den største regnemester se om den er rigtig eller ikke. Derimod overbeviser en rigtig balanceberegning ejeren om at ham er gjort ret og skel, og at han hverken har fået for lidt eller for meget, samt at statens kasse er til indtægt beregnet dens ved allerhøjeste lovbud tilkommende andel, så også om de underordnede vedkommende i så henseende har påset og opfyldt allerunderdanigste pligt eller ikke. Dette være nu mit ultimatum i fejden med hr. Thomsen. Mange vil muligvis anse det hele for en bagatelsag. men for dem det interesserer er det ikke ligegyldigt at vide at de ikke betaler mere eller mindre end hvad anordninger har fastsat og netop efter den antagne simple målestok, således at de ikke henslænger deres penge i vind og vejr, eller hver enkelt beregners luner.

At fortjene publikums tilfredshed har og skal så længe jeg ånder være min kæreste bestræbelse. Bevidstheden om at jeg undertiden gavnede medborgere er min behageligste løn. Byrdefuld var stundom arbejdet. Jeg har bevisligt altid haft lige så vel statens gavn som ejers og lejers tarv for øje. At mine embedsforretninger ikke skulle forsømmes opofrede jeg ikke sjældent min søvn og rolighed for dette private arbejde. endelig blev jeg indviet deri og fandt omsider hvad der længe var mig gåder og hemmeligheder, og hvad det så bevandrede Thomsen for længe siden burde vide, men muligvis af egen interesse forbeholdt sig selv. 

Mit valgsprog er gør ret, og jeg har befundet mig vel derved. Ingen skal fremstå og med føje beskylde mig for egennytte eller urigtig handling. For den fattige arbejdede jeg som oftest omsonst, og var gladest når jeg efter opdaget uret kunne skaffe ham fyldestgørende, omend vedkommende skelede dertil. Bagtalelse frygter jeg lige så lidt som misundelse. Jeg går med rolighed min fremtids skæbne i møde, og vil hellere lide end gøre uret. Så vidt jeg kan vil jeg gavne medborgere og fremdeles med konduite og redelighed fyldestgøre enhver som henvender sig til mig. Vel kan jeg ikke tilsidesætte mine embedsmæssige forretninger og derfor ofte mod min vilje står lidt tilbage med private ekspeditioner, men hvor omstændighederne påtrænger skal ingen forgæves vente efter mig.

C. J. Schelund
Københavns guvernements og hovedvagtskriver
Boende i Gothersgade nr. 350, 1. sal.

(Politivennen nr. 173, Løverdagen den 24die April 1819, s. 2779-2791) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

Denne artikel affødte et svar, ikke i Politivennen, men i Dagen nr. 104, 1. maj 1819.

At jeg som hidtil paa Forlangende forfatter de halvaarlige Skatteberegninger mellem Eiere og Leiere, hvorved den meest mueligste Nøjagtighed og Hurtighed i Expeditionen skal blive iagttaget, bekiendtgiøres. Hvad angaaer Vagtskriver Schelunds gientagne Avertissementer i Adresse Contoirets Efterretninger, desflere i Bladet Politievennen indførte Stykker, samt hans i samme Blad udgivne saakaldte Ultimatum, der alle have havt en umiskendelige Hensigt til i større eller mindre Grad at krænke og fornærme mig da er jeg fuldkommen overbevist, at det retstadige og kyndige Publikum, ved at have henvendt dets Opmærksomhed til, at samme er skeedt uden mindste givne Anledning fra min Side allerede i dets Tanker har fældet den derover fortjente Dom. Jeg forbigaaer her at give Grunde mod de i hans Ultimatum omtalte feilagtige Methoder i Henseende til de af mig forfattede Bygningsafgivts og Ildstedsskats Beregninger tiil Paaske 1816 samt over Vandskattebeløbet til Michaeli 1818 fra Eier paa Leier. Det over hele Kiøbenhavn til benævnte Tider af disse Skatter forfaldne og opkrævede Beløb, som ogsaa det fra Raadstuen under 22de April 1816 udstøddte trykte authoriserede Schema for Leie og Skatter, vidne noksom derimod. Man dømme herfra til hans forhen berørte Dristighed, med at have for hele Authoriteter paaanket eller tlkiendegivet Ufuldkommenjeder ved Skattevæsenet. Det havde i mine Tanker været langt klogere af Schelund, at han istedet for at have studeret til sit i Trykken befordredee Ultimatum, havde benyttet det forløbne 15 Ugers Tidsrum (efter at have læst min aftvungne Erklæring i Dagen No. 8 for dette Aar) til et forbedret Sindelag, og tillige giennemført Forordningen af 27de September 1799 angaaende Trykkefrihedens Grændser, i hvilket Fald han havde undgaaet den lovlige Tiltale, som jeg nu maae bruge imod ham. I øvrigt maa jeg underrettee, at han ikke efter sin givne Invitiation skal vente paa mit personlige Besøg, forr øiensynligt at oversee hans forfattede Hovedberegninger, thi jeg har for længe siden ved min [Imigtunation] beskuet dette Overflødigheds Værk.

Kiøbenhavn, den 28de April 1819

Thomsen.

Noget ækelt Svinerie.

At det undertiden er nødvendigt at en borger forener flere næringsveje for at kunne have udkomme for sig og familie, det ved vi. Men vi ved også at når sådant er tilfældet, bør ingen af de forenede dele kunne opvække ækelhed til andre. Imidlertid skal en melhandler i Borgergade have den metode at handle med gamle klude tillige, og det som er slemmest, gør oplag af disse i samme lokale hvor han har sit mel liggende. 

Enhver som ved at sådanne klude indeholder adskillige slags urenligheder, ikke alene i henseende til gadeskarn, men endog undertiden af utøj, må dog vist nok væmmes når man enten køber mel eller gryn på dette sted.

Således gik det anmelderen der uvidende herom havde købt mel, men måtte siden bortkaste samme.

Denne mand anmodes af den årsag venskabeligt om for sin egen fordels skyld at give slip på en af disse næringsgrene der ikke passende lader sig forene sammen, og som nok vil tilføje ham selv det største tab når publikum i almindelighed herom underrettes.

(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2774-2775)

Maaske formastelige Spørgsmaale til det smukke Kjøn

Hvorfor ser man mængder i særdeleshed af det smukke køn som bruger lange kåber mm næsten udelukkende af fremmede stoffer af uld og silke? Kunne landets fabrikker ikke levere finere og mere kostbare stoffer af lige så god kvalitet med disse, og er ikke vores ekstra fine klæder eller kashmirer tjenlige til det, eller kan de ikke fås til så rimelige priser som de fremmede? Eller er det fordi det er indenlandsk fabrikat? Hvad skal der da vel blive af og med vores nationalflid. Ja med vores nationalitet selv, når vi selv ligesom ringeagter og miskender den ved ikke at have eller vise fædrelandsk patriotisme, og hvorved vi blev midlet til at mange fattige fik brød ved ærligt at arbejde for det, i stedet for at fabrikanten afskediger dem af mangel på afsætning. For nyligt læste man at de berlinske borgere havde vedtaget ikke at købe noget fremmed pragtstykke, men kun at bruge indenlandske ting. Og er deres eksempel ikke følgeværdigt og lige hæderligt for os, som ville have navn af "fornuftige og værdige borgere"

(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2773-2774)