Bissekræmmere i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

I "Vib. Av." sigtes en Bissekræmmer eller omvandrende Handlende for at have "bedraget en Præst med et Sæt af det saakaldte Dækketøi, hvilket Præsten maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufacturisterne for 18 Rd." Grunden, hvorfor Præsten har "maattet" betale Dækketøiet med 70 (?) Rd., nævnes ikke og man kan dog ikke antage, at Bissekræmmeren har anvendt Tvang imod Præsten, hvilket da rigtignok fortjente Paatale, endskjøndt det ogsaa er en Lovovertrædelse, især af en Embedsmand, at kjøbe af En, der handler i Smug, og Præsten derfor gjør rettest i at tie stille. Har Kræmmeren derimod bedraget Kjøberen med Varerne eller Prisen, da er dette jo vel en Lumpenhed og viser, at heller ikke Præster gaae Ram forbi, naar de ikke vogte sig for at handle med Landløbere eller med upaalidelige Handlende. Men det er tillige et Middel til paa den ene Side at advare mod lettroende at kjøbe af omvandrende Kræmmere og paa den anden Side at vise det Skadelige for den reele Handel i, at denne ikke er aldeles uhindret af alle stedlige Baand og saaledes selv maa lide ved at give Rum for Bissekræmmeriets Optrækkerier. Var Handelsmarkedet frit overalt, forbød Bissekræmmeriet - som nu drives i stor Maalestok af selve Handlende i Provindsen, hvorom navnlig Nykjøbing og Thisted vel kan fortælle Adskilligt - sig af sig selv, imedens den nu som Evigplante groer allerfrodigst og ikke lader sig bortskræmme eller udrydde ved Forbud, tilmed naar de ikke overholdes. Dog selv om det Sidste skeer, vil det ikke raade Bod paa Ondet. Den eneste tjenlige Exstirpator er, at man, ved at frigive Handelsmarkedet, hæver Fristelsen til at soulagere den forbudte Handel og til selv at smage den forbudte Frugt, samt praktisk aabner Landboens Øine for det Umulige i, at en omflakkende Kræmmer eller en Landsbyhandel kan føre Lager eller holde Priser, der ere istand til al tilfredsstille en Kjøbers reele Behov, men altfor ofte maa tage sin Tilflugt til Vareskuffelser eller til Priisoptrækkeri. Det er vel tilvisse forunderligt nok, at Landboen ikke alt nu indseer det Naturlige i, at en reel Handel, i Varer og Priis, kun kan betrygges der, hvor der er den større Concurrence, og der viser sig ogsaa her en Gjentagelse af det gamle Ord: "mundus vult decipi" (Verden vil tages ved Næsen); men man faaer ham allermindst ud af sin nærværende Lettroenhed til, eller halve Overtro paa Bissekræmmeriets Mirakler, ved et Forbud, som efter Forholdenes Natur tilmed giver den ulovlige Handel i den Enkeltes Vold. Jo mere Kjøbstæderne bestræbe sig for, ved gode og lette Forbindelsesmidler, ved hyppige Markeder, ved Omsætningsfrihed, ved større Etablissementer og ved at drage Opmærksomheden paa disse til sig, at drage Landboen til sig og vise ham de mange forøgede Fordele af at søge Kjøbstadens store og velforsynede Marked og Kilde til Behov: jo mere forsvinder Bissekræmmeriet, og i Egnen om de større eller rettere de driftigere Kjøbstæder viser dette sig ogsaa alt at være Tilfælde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. april 1856).

I Vib. Avis har "en landboer" ladet indrykke Følgende: "En storartet Bissekræmmerbande gjennemstrejfer bestandig det nordlige Jylland, og Hovedsmanden for disse er en vis Selig Levi fra Frederiksstadt. Denne Bissekræmmerhandel er en Giftplante, som har slaaer saadanne fordærvelige Rødder i Jylland, saavel til Skade for Manufakturisterne, som og for landmændene, at ingen Kromand har den Kourage at anholde disse slesvig-holstenske Bissekræmmere. Exempelvis skal Referenten blot anføre, at disse nyligen her i Egnen have bedraget en Præst med er Sær af det saakaldte Dækketøi, hvilket han maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufakturisierne for 18 Rd. Foruden Dækkeret og andre Blssekræmmervare, driver denne Selig Levy tillige en betydelig Uhrhandel i Jylland, og denne samvittighedsløse Person bryder sig intet derom, at sælge Guldrepeteeruhre, hvoraf Kassen indvendig indeholder 3/4 Vægt Messing, men ikkun 1/4 Vægt Guld. Er man bleven belemret med slige Sager, saa ved man dog ei, hvem egentlig den rigtige Eier førhen har været dertil, thi Selig Levy overlader sine Guldsager stedse for Spotpris, saaledes udtrykker han sig ved sine bedragelige Forretninger. Det var desaarsag paa høi Tid, at Autoriteterne foranstalte disse Herrer bragte hen paa de Steder, hvor de burde være. I Hertugdømmerne vogte de sig for at streife omkring, thi der ere Gensd'armerne, men her i Jylland antage de al være sikkre, thi de indbilde Jyderne at have Tilladelse dertil; derfor er det hidtil lykkedes dem at kunne udøve deres for Jylland fordærvelige Trafik."

(Ribe Stifts-Tidende 15. april 1856).

Andreas Gottlieb Eduard Bertram. (Efterskrift til Politivennen).

Andreas Gottlieb Eduard Bertram (1821-1897) blev født og uddannet som litograf i Nordhausen, Thüringen i det sydlige Harzen. I slutningen af 1844 bosatte han sig i Hamburg, hvor farbroderen snedkermester Johann Georg Gottlieb Bertram. I juni 1845 udvandrede han til Danmark hvor han blev ansat som lithograf ved Elmenhoffs Trykkeri (zom trykte Randers Avis). Han boede i Storegade 1 (nuv. Søndergade 1), Randers i købmand Schous store købmandsgård/ den gamle Farvergård fra 1763. 

I 1850 flyttede han til Aalborg hvor han var selvstændig lithograf med eget værksted, først hos sin senere svigerfader particulier Søren Lund i Maren Turisgade 291 (nu nr. 4), senere flere steder i Aalborg, bl.a. Jomfru Anesgade 271 (nu nr. 6). Længst boede familien i Algade 374 (nu nr. 39), hvilket hus han ejede.

Lithografisk Etablissement.

Undertegnede har aabnet et lithographisk Etablissement i Aalborg, paa Gravensgade Nr. 124, og anbefaler sig med Udførelsen af alle til Lithographien henhørende Arbeider, saasom Visit- og Adressekort, Regnings., Vexel-, Anviisnings-, Connessements-, Certeparti- og andre Blanquetter; Apotheker-Signaturer, Viin-, Tobaks- og andre Eitquetter; Circulairer, Priiscouranter, tabellariske Sager; alt i sort, couleurt og Broncetryk m.m.m.

Eduard Bertram.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. marts 1850).

Eduard Bertram blev i 1850 medlem af Aalborg Sangforening. I 1854 var han medlem af den festkomite som arrangerede en stor sangfest i Aalborg over to dage for jyske sangforeninger. Foreningen sang sange for større og mindre kor og hele operaer, fx Webers "Jægerbruden" og Gades "Elverskud" samt uddrag fra Mozarts "Don Juan", du Puy’s "Ungdom og Galskab" og Lorzings "Czar og Tømmermand" hvor Eduard optrådte som den opblæste borgmester. De optrådte på jyske sangerfester. Eduard blev omkring 1883 æresmedlem for sin indsats i foreningen. Han var da det medlem der havde været medlem længst.

I 1856 ansøgte han om og fik indfødtsret den 1. april: "Eduard Bertram, Lithograf i Aalborg, født i Nordhausen i Preussen i Aaret 1821". Siden boede familien til leje i Jernbanegade 13, 1. 

Eduard var en tillige habil tegner.  I september 1858 tilbød han beskæftigelse til "nogle drenge" og igen i oktober 1859 til stentrykkeriet. 28. marts 1862 blev han gift med Cordula Octavia Lund (1834-1903), datter af proprietær S. Lund i Aalborg. Deres fire børn blev født i Aalborg mellem 1863 og 1869. Han annoncerede igen for beskæftigelse af nogle halvvoksne drenge i stentrykkeriet i juni 1863. Den 26. april 1864 meddeltes i aviser at stentrykkeriet var flyttet fra Jomfruanegade til Slotsgade 519 (hr. kobbersmed Hallunds Gård). Annoncer ses indtil marts 1869.

Ca. 1892 flyttede Eduard Bertram og Cordula til København. Kilden antyder to grunde: for at bo nær børnene, og/eller fordi han blev svagelig. Cordula havde holdt skole i Aalborg, i København et pensionat. De nåede at opleve barnebarnet, gymnastikpædagogen Agnete Bertram (født 1893, se andetsteds på denne blog).

Kilde: Viggo Bertram: En indvandrerslægt. Slægten Bertram gennem 253 år. 1984.

Litograf Eduard Bertram. * 1821 + 1897 og hustru Cordula f. Lund. *1834 +1903. Schlafet in Ruh, Schlafet in Ruh! Vorüber der Tag und sein Schall, Die Liebe Gottes deckt Euch zu, Allüberall." Hvilket er omkvædet på sangen "Gute Nacht" af Emanuel Geibel (1815-1884) som regnes som en af de betydeligste tyske lyrikere og epikere i det 19. århundrede. Gravsted på Vestre Kirkegård Afdeling K, rk. 7, nr. 6. Han døde 20. april 1897 og blev begravet 24. april 1897  fra Sct. Matthæus kirke på Vestre Kirkegård. Hun blev født 20. juni 1834 i Aalborg amt og  døde 12. aug. 1903 på Frederiksberg. Hun blev begravet begravet 15. august 1903. Stenen kan være af nyere dato, eller fint restaureret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Breve med "Schleswigholstein" returneres. (Efterskrift til Politivennen)

Som vi erfare - hedder det i Freja - have de kgl Postkontorer erholdt Ordre til ufortøvet at remittere til Afsendelsesstedet de ankommende Breve, hvis Adresse bærer Paaskriften "Schleswigholstein". Denne Foranstaltning, der allerede har havt til Følge at ikke saa Breve har maattet vandre tilbage til Udlandet hvorfra de kom, maa høiligen billiges. Vor Regering har udvist og viser den største Humanitet og Forsonlighed imod Tilhængerne af Læren om Fantasistaten "Schleswigholstein", man har banlyst selve Læren, der er grundfalsk og har afstedkommet saa megen Ulykke og Fortræd, og tillige ophævet den unaturlige særlige Forbindelse imellem det tydske Forbundsland Holsten og det danske Land Slesvig, der afgav Skingrunden for den falske og fordærvelige Statslære. Ikke desmindre vedbliver man paa flere Steder i Udlandei, især i Tydskland, al holde fast paa den indbildte Stat, hvis Virkelighed og Retmæssighed endnu er stadig i Omtale i Skrifter og Blade, og for hvilken man søger at holde Sympathierne levende ved de usandfærdigste Fremstillinger og Paastande. Derimod lader sig nu Intet gjøre, da de vedkommende Regeringer taale dette Uvæsen. Men naar de fremmede, eller indenlandske i fremmede Lande sig opholdende Statsmagere ville sparke ad vor Regerings Bestemmelse, og drillende tilvende sig en, om ogsaa aldeles intetbetydende faktisk Anerkiendelse af deres opdigtede Stat, saa er det fuldkommen i sin Orden, at man kaster dem deres Indlæg for Schleswigholstein tilbage. De ville da nok omsider komme ud at den slemme Vane at tro at de kunne byde Danmark Alt hvad de ville, og dernæst beflitte sig paa at lære den virkelige Geografi. Forsonlighed imod Personer, men uskaansom Strenghed imod fordærvelige Principer og deres Manifestationer har altid været Særkjende for et sundt og kraftigt Regeringssystem. - Det er forresten ikke alene Tydskerne der tale om "Schleswigholstein"; vi have havt Lejlighed til at see et ifjor i Sverrig udfærdiget Øvrighedsdokument, hvori denne Benævnelse blev anvendt!

(Ribe Stifts-Tidende 1. april 1856).

Oversvømmelse i Kristen Bernikows Gade. (Efterskrift til Politivennen).

- I Borgerrepræsentanternes Møde i Mandagsaftes forhandledes først en Besværing fra Christenbernikowstrædes Beboere, om at Gaden i Regnveir sattes under Vand. Brolægnings- og Vandcommissionen, som først var bleven hørt herom, havde under 22de Septbr. erklæret sig imod at træffe Foranstaltninger, af Hensyn til de nær forestaaende Gas- og Vandrørs Nedlægning i Gaden. Indenrigsministeren svarede derpaa den 25de Oktbr. at efter hans Formening kunde dette Hensyn ikke motivere en Undladelse af at træffe præventive Forholdsregler herimod. Brolægningscommissionen svarede da atter, at da det var temmelig afgjort, at Gaden kun sattes under Vand ved meget pludselige og heftige Regnskyl, da det var uvisti (!), hvorvidt saadanne vilde finde Sted, inden Gas- og Vandrørene nedlagdes, hvilket ville skee i 1857, og da mange andre Gader her i Byen, som vare i samme Situation med Hensyn til Oversvømmelser, kunne komme accurat med samme Fordring, saa var der ingen Anledning til at træffe præventive Foranstaltninger, hvilke forresten vilde medføre en Udgift af 750 eller 900 Rdl. eftersom Ondet skulde afhjelpes igiennem en Trærende eller en Rørledning. Efter at Jacobsen i den derpaa følgende Debat havde meddeelt, at Agenten for det engelske Huus, med hvilket Communen har afsluttet Contract om Gas- og Vandanlægget, var kommen dertil, for at paabegynde Arbeidet, samt at en Stor Deel af Rørene vilde blive nedlagte iaar, sluttede Forsamlingen sig til Brolægningscommisionens Anskuelse.

(Kjøbenhavnsposten 5. marts 1856).

Fattig Familie i Tobberup. (Efterskrift til Politivennen)

I Landsbyen Tobberup i Hørby Sogn i Aalborg Amt lever en nogle og 80 Aar gammel Mand, Bertel Christensen, som nu næsten i 10 Aar har varet sengeliggende. I de to sidste Aar har han været saa svag, at han hverken kunde vride eller vende sig i Sengen. Desuagtet har han en god Madlyst og kan forlære en stor Deel, saavel af Spise som Drikke. De saa Klæder, hvorpaa han ligger, raadne op under ham, og hans Kone har under hans langvarige Sygdom maattet svøbe ham, lig et Barn, i hvad hun kunde finde. Dertil kommer, al de have en Datter, der ogsaa er hjemme hos disse fattige Mennesker og som er vanvittig og kan som Følge deraf, hverken foretage sig det Ene eller det Andet. Den beklagelsesværdige Hustrue maa selv passe Alt og sørge for Alt. Pastor Raaschou i Øls, som hele den nævnte Tid har været Formand i Sogneforstanderskabet, registrerede for hans vanvittige Datters Skyld hele hans Eiendele. Moderen maatte med stort Besvær lære Datteren, som paa Grund af sin Forstandstilstand ikke kunde søge nogen Skole, hvad der lod sig gjøre. Da hun var 20 Aar gammel, anmodedes Præsten om at confirmere hende, hvilket han paa ingen Maade vilde indlade sig paa, men forlangte, at hun skulde gaae til ham. Og hendes Forældre maatte nu ledsage hende den lange Vei mellem Præstegaarden og deres Hjem. Efter en lang Tids Forløb, i hvilken der afholdtes 3 Confirmationer, antog han dog hende for duelig nok, men i Grunden var hun aldeles ikke bedre til sin Læsning end før hun kom ti! ham. Nu blev Manden saa gammel og svag, at han ikke kunde fortjene Noget, og, da det blev ham formeent at gjøre noget Laan paa sine Eiendele, saae han sig nødt til at anmode Præsten om Understøttelse for sig og sin Familie. Denne vilde imidlertid ikke høre tale om Sligt og affærdigede meget fort den fattige Mand, som nu maatte henvende sig til en høiere Øvrighed, og han udvirkede da, at der indløb Befaling til Præsten om at tillægge ham sit ordentlige Ophold. Der tillagdes ham derpaa 3 Tdr. Rug, 3 Tdr. Byg og 6 Rd. til sig selv. Datter og svage Kone aarlig, hvilket udgjør ca. 1½  Skilling om Dagen til Brød, Lys og Reenlighed (den Regning passer dog ikke til nærv. Kornpriser). Hans Kone gik derpaa til Commissionen og anmodede denne om en yderligere Pengeunderstøttelse, hvortil Præsten svarede, at de ikke fik meer, med den Tilføining, at hun skulde fortjene hvad hun selv behøvede og det Tilstrækkelige til sin Mand og Datter. Med Taarer i Øinene vandrede den stakkels Kone tilbage til sit fattige Hjem, hvor kun Sorg og Elendighed ventede hende. Engang, da Præsten kom til Byen, bad hun ham, selv at overtyde sig om deres ulykkelige Kaar og i hvilke usle Pjalter hendes syge Mand laae, men dertil svarede han, at saadant vilde han ikke see, hvorpaa han vendte hende Ryggen. Den stakkels Kone har desaarsag maattet tye til Andre, som have bidraget Meget til at lette hende Byrden, og hun haaber, at gode og medlidende Mennesker ogsaa for Fremtiden ville række hende en hjælpsom Haand. (Hb. A.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1856)

For denne artikel anlagde paster Raaschou sag, og ved en afgørelse ved forligelseskommissionen trak H. D. Johansen den 9. april 1856 sin skildring tilbage, og erklærede at fattigbestyrelsen havde fyldestgjort alle pligtens og menneskelighedens fordringer imod ham og hans familie. Han betalte derfor 1 Rd. i mulkt til Hobro fattigkasse. Sagen blev dog holdt i live, idet der efter dommen kom oplysninger frem om at der for 3 år siden havde været indgivet en klage. Se denne blogs indslag derom.