Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen).

- Den sjællandske Post og den igaar udeblevne Hamborger Post af 3die over Kiel ankom i Formiddags Kl. 11. Derimod vedvarede endnu til idag Middag Postafbrydelsen imellem Syd og Nord af Liimfjorden og først over Middag modtoge vi Nordpost siden i Søndags, der ialtfald kunde og burde have været her igaar, men hvis Standsning i Nørresundby ligesom Sydpostens Overliggen her vil finde sin Forklaring i følgende os tilstillede Skrivelse:

Hr. Redacteurl

"Af hvad Beskaffenhed Færgevæsenet er imellem Nørresundby og Aalborg, er desværre altfor bekjendt; men det vil dog maaskee endnu forbause noget at erfare, paa hvilken modvillig Maade man i Nørresundby nægter Overfærgning naar den er udførbar og udføres af Andre. Saaledes er en Mængde Reisende, en Commando Soldater, andre fra Orlov mødte Soldater, Skoleelever, Poster m m., i een a to Dage blevne opholdte i Nørresundby af Færgelauget, som uagtet Overfærgning meget vel kunde finde Sted, gjentagne Gange nægtede at føre over. Færgevæsenet blev imidlertid ikke staaende herved, men selv paa Begjæring om, blot at faae Kaag overladt, som man da selv vilde bemande, blev ogsaa dette nægtet, og da jeg tilsidst endog tillige tilbød, at ville indestaae for Kaagen, naar man blot vilde udlaane eller udleie den, blev ogsaa dette bestemt uagtet og det uagtet Nørresundby Fiskere, som allerede havde ført enkelte Reisende til Aalborg og vare retournerede med Andre og med Forsikkring om, at der ingensomhelst Fare var for Overfærgningen, stod rede og erklærede at ville sørge over, naar man blot vilde laane dem Baade nok. Hvor ubeføiet og uforsvarlig Færgevæsenets Vægring saaledes er, vil hermed være fuldeligen godtgjort, og maa man haabe, at den, i det Offentliges Interesse hare maattet møisommelig jolle over i smaa Fiskerbaade, ligger endnu et større Antal i Nørresundby opholdt af Færgelauget, og det Samme gælder og et Par kongelige Poster paa begge Sider.

Aalborg, den 5te Januar 1857.

L. C. Petersen.
Rigsdagsmand.

Os forbavser det Meddeelte dog ikke: "vi er vant dertil", vante til, at det slette Nørresundby Færgevæsen meer er en Hindring for Færdselen end et Forbindelsesmiddel, og det uden at der spores nogen kraftig stedlig administrativ Foranstaltning til at hæve denne Tilstand eller Publicum heri gjør noget virksomt Skridt. Thi den Enkeltes offentlige Klage ved enkelt Lejlighed hjælper intet. Der maa klages offentligt under Navn hvergang man føler sig forulempet ved Færgevæsenet. Vi for vor Deel skulle være villige til at befordre Klagerne. Man har i denne Tid anmodet os om at henlede Opmærksomheden paa, at der oprettes en Tilsynspost ved Færgevæsenet. Vi see heri imidlertid intet Virksomt til at raade Bod paa den beklagelige Færgetilstand. En saadan Tilsynshavende, som en mindre lønnet Bestillingsmand, bliver ogsaa let afhængig af Færgevæsenet og drages med ind i dets Interesse. Nei det rette og eneste virkende Tilsyn er det samlede Publicum. Det maa paa begge Sider Fjorden danne en sluttet Tilsyns-Forening og overhovedet træde sammen i en virksom Anti-Nørresundby-Færgelaugs- Forening til aldeles at faae dette for al Færdsel, Samqvem og Handel skadelige Institut fjernet. Efter at Færgelauget nu ogsaa trodser Regjeringens Paabud om, overeensst. med dets Statuters klare Forpligtelser at anskaffe de Færgereqvisiter, Postbestyrelsen anseer fornødent, og som saadant en Dampfærge; efter at Færgelauget ved sin Vægring viser sig blind for sine egne Interesser ved at gaae villigen ind paa Regjeringens Fordring og der endog er stillet det Laanemidler i Udsigt; og efter at Færgelauget sætter det Offentlige i Contribution med en Proces til sine lovforeskrevne Pligters Opfyldelse og derved tillige forhaler Opfyldelsen af der Offentliges Retskrav og af et saa nødvendigt og uundværligt Forbindelsesmiddel som en Dampfærge; maa Publicum idetmindste understøtte Regjeringens og sin egen vigtige Sag ved selv at tage virksom Deel heri. Men det kan kun skee ved at danne en saadan Forening, der nøie controlerer og fremdrager hele Færgeræsenets og Færgeforholdets Beskaffenhed og ved at den Ene heri yder den Anden sin Bistand, samt tillige virker til uopholdelig Anskaffelse af en Dampfærge. Man behøver jo saaledes blot at samle en lille Fond sammen for foreløbig at have ikke een, men flere antagne Tilsynsmænd paa begge Sider Fjorden til at vaage over, at Alt paa det Strængeste iagttages og at der i hvert manglende Tilfælde fremkommer offentlig Klage; altsaa for det Første en "Vigilantscommittee til at paasee, at Hver ved Færgevæsenet gjør sin Pligt imod de Reisende med villigste, hurtigste og beqvemmeste Befordring.

Ved samme Leilighed maatte ogsaa paasees, at Færgefolkene ikke ved Drikkepenge besvære de Reisendes Overfart, uden at disse ellers skulle have nogen Ulempe. Herover fremkomme idelige og hyppige Klager. Vi fremhæve dette mindre paa Færgefolkenes Vegne; disse ere maaskee ringe nok stillede og aflagte, men det er Færgelaugets Pligt selv at lønne sine Folk, da det oppebærer sin Betaling af Reisende, og at lønne sine Folk saaledes, at de staae de Reisende bi ved Overfærgning af Vogne, Gods og øvrig Befordring paa hver Maade, uden at der paa Grund af Færgelaugets ufuldstændige Lønning, skal afnødes Publicum Bidrag hertil i Drikkepenge, og Bidrag, der ofte ere meget bebyrdende for Overfærgningen. Et Foreningstilsyn kan altsaa ogsaa heri gjøre sin store Gavn.

Dog det endnu virksommere Formaal en Forening, som den omhandlede, maatte stille sig for Øie, er at virke til uopholdelig Bestilling og Anskaffelse af en Dampfærge til at sætte i Fart saasnart den her kan haves. Man har her i den sidste Tid gjort Færgelauget Tilbud om at afkjøbe det sin Rettighed og endog tilbudt et ret anseeligt og vistnok større Beløb, end det, selv ved en Expropriation fra det OffentIiges Side, ligeoverfor Fartens Netto-Provenue og de statutmæssige Forpligtelser til nye Anskaffelser, der paahvile det, vilde efter al Rimelighed kunne opnaae. Færgelauget har dog ogsaa tilbageviist dette. Men det forekommer os ogsaa, at der var en meget heldigere og virksommere Vei at betræde til at naae en Dampfærge, trods Færgelaugets Stritten herimod, og det er den: istedetfor at udkjøbe Færgelauget, som jo slet ikke behøves, herfor at anskaffe selve Dampfærgen og sætte den i Fart saasnart skee kan. Vi skulle forklare os nærmere:

Ministeriet havde oprindelig paalagt Færgelauget at anskaffe Dampfærge, overeensst. med dets Bevillings Forpligtelse til at efterkomme et saadant Krav, eller tilkjendegivet, at det Offentlige ellers vilde sætte en Dampfærge igang. At dette dog ikke traadte umiddelbart i Kraft, var en Følge af at man omsider havde faaet Fælledsindenrigsmin. Bang gjort kjed af at være ved Styrelsen og han som Fratrædende ikke vilde efterlade sin Efterfølger noget muligt Pengeansvar ved en forudgribende Foranstaltning saa længe ikke en formelig Dom bekræftede hvad der efter Sagens Natur ellers er utvivlsomt nok. Udfaldet af en saadan Dom kan jo nu i alle Fald ikke blive noget andet, end at Færgelauget dømmes til at anskaffe Dampfærge eller i gunstigste Tilfælde fritages herfor. Dømmes det til at anskaffe Dampfærge, vil det jo ikke kunne faae nogen Erstatning fordi Andre etablere en saadan i den Tid, det har undladt at efterkomme sin Pligt, men vil vel endog for denne Forsømmelse kunne ifalde en Bøde. Skulde der derimod kunne vinde Frifindelse for at anskaffe Dampfærge, saa er dermed ved Dom godtgjort, at dets Enebevilling slet ikke angaaer Dampfærgenæring, men kun Kaag- og Seilfærgenæringen, og at jo altsaa Dampfartnæringen imellem Aalborg og Nørresundby, da der i Danmark ikke udfordres Bevillinger til Dampfart, alt har været og er fri og Nørresundby Færgelaugs Pligter som selvfølgelig ogsaa dets ellers for andre Baade præcluderende Færgerettigheder aldeles uvedkommende; thi naar Færgelaugsstatuterne ikke skulde ansees at betragte en Dampfærge som et "Færgereqvisit", hvortil Lauget er forpligtet, og da Lauget saaledes kun har en til Roe- og Seilfærger begrændset Ret til Færgeløbets Benyttelse, men ellers ingen anden Høihed over Farvandene, og heller ikke ellers har erhvervet nogen Adkomst til at forhindre Liimfjordens Bredder imellem Aalborg og Nørresundby i at forbindes med Dampkraft; saa er det jo klart nok, at det ikke kan vente sig noget gunstigere Udfald, end i det Højeste at blive fri for at anskaffe Dampfærge, og at denne Næring altsaa er en Ret for Enhver, ligesom al anden Dampfart med Reisende og Gods. Det Samme er jo ogsaa administrativt udført ved Aarhuus-Callundborg Færgelaug; den Eskildsenske Færgeret i sin Tid imellem Kjøbenhavn og Malmø blev jo ogsaa ved Dom frakjendt Eneret (eller Pligt) til at anskaffe Dampfærge og Dampfærgefarten etableret aldeles ved fri Concurrence.

Heraf synes os saaledes simpelt at udgaae, at imedens Regjeringen, meer af formelle eller, om man vil, et ministerielt Etikettehensyn, har undladt, selv strax at anskaffe Dampfærge; saa er den naturlige Vei, at en privat Forening tager dette nominelle Ansvar paa sig og hurtigst muligt anskaffer en Dampfærge, efter at jo ogsaa selve Færgelauget har ved sin notoriske Vægring anerkjendt ikke at see sig Pligtig til en saadan Anskaffelse og altsaa heller ikke at have meer Ret hertil, end hver Anden.

Naar nu en privat Entrepreneur eller Forening, istedetfor at udkjøbe Færgelauget af en Ret, som dette, ved Nægtelse af en tilsvarende Pligt, selv anerkjender ikke at have, vilde anvende det samme Beløb til Anskaffelse og Hidskaffelse af en Dampfærge, eller der blot foranstaltet foreløbigt leiet en saadan, saa var Alt herved et stort Forspring vundet og Sagen saagodt som igang. Lad saa kun Færgelauget demonstrere og decretere under sit Ansvar; det kunde man ganske roligt see an og tage alt Ansvar fra sin Side paa sig igjen. For at bringe det Hele i fuldstændig Værk, vil imidlertid en Forening bedst kunne virke hertil og til ogsaa at forsyne sig ved frivillige Bidrag med alle fornødne Fonds enten til at stylte en privat Entrepreneur eller selv være en saadan. Behøves nogen Bemyndigelse for Dampfærgeentreprife fra det Offentliges Side, hvad vi ikke skjønne, da vil denne jo let kunne erhverves.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. januar 1857).

L. C. Petersen sad i Folketinget.

Se også sagen om færgelauget og dampfærgen, her er også et referat af dommen i den konkrete sag med færgelaugets ansvar for at anskaffe en dampfærge - det blev afvist at færgelauget havde en sådan forpligtelse.

Kopenhagener Zeitung. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig.

Under 29de Decbr. f. A. er af Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig udfærdiget følgende Bekjendtgjørelse angaaende Forbud imod at holde "Kopenhagener Zeitung" i Hertugdømmet Slesvig:

Det forbydes herved at udbrede og holde i Hertugdømmet Slesvig den i Kjøbenhavn udkommende "Kopenhagener Zeitung".

Foranstaaende bringes herved til offentlig Kundskab til Efterlevelse for alle Vedkommende.

(Departementstidenden 1857, side 62).

København, 4. januar Den vigtigste begivenhed som jeg skal rapportere til jer i begyndelsen af ​​det nye år, er forbuddet mod Kopenhagener Zeitung i hertugdømmet Slesvig. Kopenhagener Zeitung forsvarede de større godsejeres og adelens interesser mod Bondevennerne i Danmark samt mod det danske nationalpartis og ministeren hr. v. Scheel, og forsvarede de elleve i rigsrådet mod denne minister og afslørede ikke blot hans sympati for junkerne, men også hans sympati for Slesvig-Holsten. I København selv nyder avisen stadig uindskrænket pressefrihed. Og det kalder man en helstat?

Kopenhagen, 4. Jan. Das wichtigste Ereigniss, dass ich Ihnen beim Beginn des neuen Jahren von hier zu melden habe, ist das Verbot der Kopenhagener Zeitung im Herzogthum Schleswig. Die Kopenhagener Zeitung verfocht die Interessen des gr¨ossern Grundbesitzes und des Adels gegen die Bauernfreunde in Dänemark sowie gegen die Nivellirungssucht der dänischen nationalen Partei und des Ministers Hrn. v. Scheel und nahm die Elf im Reichsrathe gegen diesen Minister in Schutz, verrieth demnach neben der Sympathie für die Junker auch solche für Schleswig-Holstein. In Kopenhagen selbst geniesst sie nach wie vor unbeschränkter Pressfreiheit. Und das will ein Gesammtstaat heissen und sein?

(Bayreuther Zeitung. 9. januar 1857)

"Kopenhagner Ztg.", der som bekjendt er forbudt i Slesvig, redigeres af Baron C. Dirckinck Holmfeld. I al den Tid, Bladet har existeret, har det gaaet en mod Regjeringen, det danske Folk og overhovedet alt Dansk i den Grad fjendtligsindet Aand gjennem det, ligesom ogsaa Bladet fuldstændigt har sluttet sig til og forsvaret de "Elleves" bekjendte Fordringer og Paastande. Man har hidtil ignoreret Bladet, en Fremgangsmaade, der imidlertid neppe kan anses for rigtig, da dets hadefulde Insinuationer og forvanskede Fremstillinger dog upaatvivleligt maa efterlade et vist Indtryk hos dem, der ere saa ubekjendte med Forholdene i Danmark, som det navnlig er Tilfældet med Størstedelen af Befolkningen i Hertugdømmerne og Tydskland. Bladet skal tælle cirka 150 Abonnenter og har naturligvis sin største Udbredelse i Holsten og Sydslesvig, dog har ogsaa "Neue Preuss. Ztg.", det preussiske Junkerskabs Organ, oftere benyttet det som Kilde for sine hadefulde Angreb paa Danmark. Den nærmeste Grund til dets Forbud i Slesvig maa rimeligvis søges i den Omstændighed, at det i den seneste Tid oftere har indeholdt indsendte Artikler fra Slesvig om Sprogsagen, der vare skrevne i afgjort slesvigholstensk Aand. Kunde et lignende Forbud opnaaes for Holstens Vedkommende - og Bladets almindelige Tendents, en hadefuld Nedrakken paa Alt, der er Dansk, vilde fuldkommen retfærdiggjøre et saadant - vilde Bladet sandsynligvis derved ophøre at existere. (Sjpst.)

(Ribe Stifts-Tidende 12. januar 1857)

Ugebladet Kopenhagener Zeitung udgivet af A. Friberg og A. E. Falch udkom i 14 numre 1856-1857. 

Det var Friedrich Hermann Wolfhagen (1818-1894), medlem af Rigsrådet 1855–1864 som var minister for Slesvig 1856–59 og igen 1860–63. Han var under stærk påvirkning af A. Regenburg, og forbød uden Halls vidende forskellige slesvig-holstenske foreninger i 1858. (Peter Christian Koch 1807-1890: F. Wolfhagen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret).

Blokhuus Redningsbaad kæntret. (Efterskrift til Politivennen)

D. 29. Decbr. Kl. 14 Eftermiddag skete den Ulykke, at den ved Blokhus stationerede Redningsbaad, efterat være benytter til en Øvelsestur, kæntrede i Brændingen, hvorved 5 Mennesker fandt deres Død i Bølgerne, medens den øvrige Besætning, 7 Mand, blev reddet. - Angaaende denne ulykkelige Begivenhed meddeler "Aalb. Av." følgende: "Det ved Baaden fast ansatte Mandskab var tilfældigvis samlet i Blokhus. Det var i længere Tid lovet Mandskabet, at dette maatte foretage en Øvelsestur med Baaden. Idet nu Opsynsmanden ved Redningsstationen havde den fornødne Bemyndigelse til at lade foretage en Øvelsestur, og Søen ikke var høiere, end at man før har prøvet Baaden i lignende Søer, gav han Mandskabet Tilladelse til at benytte Baaden. Øvelsesturen blev foretagen aldeles regelmæssigt, og uden at der kom synderligt Vand i Baaden. Da man var færdig med Øvelsen og vilde til Land igjen, gik Baaden med største Lethed over den yderste og mellemste Revle; men da man skulde passere den inderste Revle, naaedes Baaden af en meger lang Bølge, som satte den helt paa Forenden, hvorved Baaden udentvivl havde stødt imod Grunden og Roret er blevet vandløst. Herved tabtes Kommandoen over Baaden, denne dreves ved Stødet, Strømmen og Vinden om paa Siden, og den næste Bølge kæntrede da Baaden, som forblev liggende med Kjølen iveiret. Folk, som fra Land af saa Begivenheden, forsikkre, at denne foregik saa hurtigt, at det var umuligt at opfatte hvorledes der Hele gik til. De faa paa Stranden Tilstedeværende ilede strax de Forulykkede tilhjælp; af disse kom de syv levende, om ogsaa i forkommen Tilstand, iland, men fire kun som Lig, imedens den tolvte endnu savnes, idet han udentvivl i død Tilstand er skyllet bort af Strømmen. Ligene blev strax bragte op til det nærmeste Hus (Kjøbmand Klitgaards) og der behandlede med største Omhu og Forsigtighed, for om muligt at tilbagekalde Livet; men efter nogle Timers Arbeide, og efter at Distriktslægen var kommen tilstede, maatte man anerkjende Umuligheden af at frelse nogen af de fire Mænd. Disse vare Alle, saavelsom den savnede Mand, Husmænd og Familiefædre fra Hune Sogn, som for 10 Aar siden paa Havet ved et Redningsforsøg mistede ni af Sognets bedste Sømænd. Begivenheden har naturligvis gjort er dybt Indtryk paa Egnens Befolkning, og det er at vente, at man ikke vil undlade paa bedste Maade at komme de forulykkede Mænds Efterladte tilhjælp. Her paa Kysten er man enig om, at Baadens Bygning og Indretning ikke har foranlediget Ulykken, men at denne er fremkaldt ved et Sammenstød af Omstændigheder, hvorover Memneskene ingen Magt have. Af Bestyrelsens Holdning ved denne Leilighed vil det maaske afhænge, hvorvidt Redningsvæsenet paa Jyllands farlige Vestkyst vil vedblive at bestaa. Hvis Statskassen i dette Tilfælde, hvor 5 Mennesker ere omkomne paa en Øvelsestur - som forøvrigt er absolut fornøden, naar Mandskabet skal være duligt i Nodens Stund - , ikke kommer de Forulykkedes Efterladte tilhjælp, vil Følgen let blive, at Mandskabet paa de forskjellige Stationer mælder sig ud af Tjenesten og at der bliver vanskeligt, i fornødent Fald, at faa Mandskab til ar betjene Redningsbaadene."

(Ribe Stifts-Tidende 6. januar 1857)

Redningsstation Blokhus blev anlagt 1856 efter lov af 26. marts 1852. Den første redningsbåd var 26 fod lang, bygget af bygmester Bonnesen i København. Båden var af en ny type med højt skydende stævne og fyldigere vandlinier end tidligere redningsbåde. Den gjorde tjeneste ved stationen til 1883,da den overførtes til Thyborøn efter at være afløst af en ny båd bygget på Orlogsværftet. Denne båd blev på stationen til 1892, hvor den overførtes til bistationen "Rødhus". Blokhus havde fået en ny båd "robaad" nr. 74, der stadig i 1939 gjorde tjeneste i Blokhus.

Navnene på de druknede var Peder Christoffersen Buch, Lars Christian Pedersen, Christen Pedersen Skrædder, Peder Christian Jensen og Mads Christian Andersen Kiæmpe. Den sidstes lig blev fundet et år efter forliset ved Grønhøj mellem Blokhus og Saltum.

Om Redningsvæsenet paa de danske Kyster.

Af Lieut. W. Mariboe.

I "Dagbladets" Nr. 21 findes en Artikel betitlet "Om Redningsvæsenet paa de danske Kyster", som indeholder et Angreb, rettet mod hele det i Danmark organiserede Redningsvæsen, og særligt mod den styrende Commission og Skibsbygmester Bonnesen; den Førstes Virksomhed og den Sidstes Baade fordømmes fuldstændigt. Dersom ikkun Sagkyndige vilde læse og bedømme den omhandlede Artikels Værd, skulde jeg aldrig have gjendrevet den med et Ord, saameget mindre som det sidst udkomne Hefte af "Tidsskrift for Søvæsen" indeholder en interessant og paalidelig Fremstilling af Redningsvæsenet og dets Resultater; men, da Folk uden Sagkundskab sandsynligvis ville læse og dømme, skal det dog ikke siges, at ikke een upartisk Stemme har hævet sig til Forsvar, og, skjønt Sagen ei personligt vedrører mig, skal jeg dog af Interesse for den i disse Linier tillade mig al vise, at Hr. W. P. "paa egne og et stort Antal danske Sømænds Vegne" i sin Iver er gaaet meget for vidt.

Det er for Lieut. Saxtorffs Baade og hans Sag, at Hr. W. P. har opkastet sig til Advokat. Jeg indrømmer gjerne, at dersom man kunde gjøre alle Fiskerbaade til synkefrie, lette og stærke, ei dybtstikkende Fisker- og Redningsbaade, som tillige aldrig kunde kæntre, saa vare vistnok alle andre Redningsfartøier overflødige; men dette Project er nok langt smukkere i Theori end i Praxis, og jeg tvivler stærkt paa, at det er udførligt. Imidlertid, fordi man har en saadan Idee, er det ikke nødvendigt at bryde Staven over de nærværende Redningshaade, og det er en overordenlig letsindig Yttring af Hr. W. P., naar han siger, "at vi maae ansee det for uforsvarligt oftere at lade Mandskabet betroe sig til disse Baade. selv om Fiskerne dertil skulde være villige, hvilket vi meget betvivle." Skulde denne Paastand være sand, hvad Navn har man da for den Handling, en Sømand begaaer, naar han betroer sig til et almindeligt Fartøj, det være sig Skib eller Baad? Og fører man denne Paastands Conseqvenser over i det daglige Liv, hvor uforsvarlig er det da ikke for en Mand at gaae ud paa Gaden i en Storm, da man har seet Tagstene falde ned og slaae Folk ihjel; og, for at tage et Exempel, der mere nærmer sig til Sømandens Færd, hvor uforsvarligt er det ikke, at en Straalemester vil gaae op paa Taget af et brændende Hus, da dog Tage ere styrtede ned, og Redningsmaskiner have ofte ikke kunnet redde! - Den Beskyldning, der i nævnte Artikel er fremsat, er af en saa alvorlig Natur, at Commissionen - som uagtet Hr. W. P.s Haab er i bedste Velgaaende - i Sandhed vilde have Meget paa sin Samvittighed, dersom der kunde være nogen Tvivl med Hensyn til Baadenes Godhed eller deres fornuftige Construction, men der er ingen Tvivl, og det er navnlig støttet paa Forsikkringer fra de Folk, som betroe deres Liv til dem, at man trøstigt kan udtale og godtgjøre dette. Da Tegningen til Bonnesens Redningsbaade blev antagen, vidste man meget vel, at der var Mulighed for, at Baaden kunde kæntre og vilde da ligge med Kjølen iveiret, men man vidste tillige, at der var ringe Sandsynlighed for, at det vilde skee, og saa godt som aldrig, naar Mandskabet kun bar sig nogenlunde sømandsmæssigt ad. Man ønskede endog ikke, at Baaden skulde gaae over x, naar den kæntrede, fordi den, for at være istand dertil, maatte have en svær Jernkjøl til Contravægt, og dette vilde medføre de store Misligheder, at Baaden blev mere dybgaaende, mindre letroende, fik voldsommere Bevægelser i Søen og blev meget vanskeligere at transportere paa Land, altsaa mistede mangfoldige gode Egenskaber. Som den nu er construeret er den prøvet af de respektive Besætninger paa Vestkysten i omtrent fem Aar paa de forskjellige Stationer saavel for Øvelser som for Redning, og ved slige Leiligheder er den bleven kæntret over, saa at den fyldtes til Rælingen med Vand; den reiste sig dog stedse, og inden fem Minuter var Vandet atter løbet ud igjennem Bundens Ventiler. Luftkasserne i Bunden ere anbragte efter modent Overlæg og ikke pnncipstridigt eller tankeløst. Da man ikke vilde give Baaden den Egenskab at kunne gaae over x, ere de indsatte for at lette den i Søen og for at forebygge, at Mandskabet sidder op til Livet i Vand, en Ting, der vel kunde synes ringe, naar det gjælder om at frelse Menneskeliv, men som for de Paagjældende ingenlunde er saa ringe, men derimod en Ubehagelighed, der giver Afsmag for at færdes i Baadene; og den Letflydenhed, som er opnaaet ved at anbringe Kasserne i Bunden, er en Hovedegenskab ved Baade der skulle anvendes paa Vestkysten, for at kunne flyde let over Revlerne og vage paa Braadsøerne.

Hvad specielt Tilfældet med Strandingen af Baaden ved Blokhus angaaer, da er det en Kjendsgjerning, at Mandskabets Adfærd var aldeles usømandsmæssig. Ved slet Styring bragtes Baaden saaledes paa Søen, at Agterenden hævedes op over Vandet, Stavnen huggede, og den næste Sø slog den tvers paa Havstokken, hvor Folkene efter al Sandsynlighed snarere knustes end druknede. Baaden var altsaa passeret Revlerne. Om end en Baad er aldrig saa godt konstrueret, saa forudsætter man dog en vis Grad af Duelighed og Paapasselighed hos Mandskabet, som betjener den; finder man ikke Sligt hos det, selv om det har sin Grund i tilfældige Omstændigheder, som ved denne Stranding, da hjælper det ikke, om Baaden ikke kan kæntre, thi saa kan man nok ødelægge den og sig paa anden Maade. Der er imidlertid endnu een Aarsag, som taler for ikke at opoffre andre gode Egenskaber ved en Baad for at frembringe Umuligheden af at kunne kæntre, og den er, at naar først Fartøjet er vendt rundt og har kastet Mandskabet i Søen, saa er det næsten umuligt for det at komme op i den høie Baad i et oprørt Hav, saa bjerger det sig maaskee lige saa godt ved Hjælp af Redningsbelter og Aarer eller den omvendte Baad, tilmed da Søen jo næsten altid bærer paa Land, naar Fartøier bruges til Bjergning. Det er vanskeligt for en enkelt svømmende Mand at  komme op i et Fartøi i smult Vande, hvor meget vanskeligere, ja, næsten umuligt bliver det da ikke for en hel Besætning paa een Gang at komme op i en Baad, naar der er svær Søgang.

Jeg skal endnu kun tilføie een Bemærkning, idel jeg iøvrigt henviser til Capt. Ipsens Beretning i det sidst udkomne Hefte af "Tidsskrift for Søvæsen", af hvilken man blandt Andet vil see, at det i det mindste er en Misforstaaelse af Hr. W. P., naar han anfører, "at de Skibbrudnes Redning næsten udelukkende er bevirket ved Hjælp af Redningsraketter", thi Forholdet stiller sig omtrent lige for begge Indretninger. Det er naturligt, at man bruger Rakelapparater, naar man kan; thi det er som bekjendt ikke let for en Baad at lægge til et Skib, naar Søen er høi, da det er Fare for, at Baaden kan  sønderslaaes; er Skibet nært nok, og man paa Stationen baade har Raketapparat og Baad, saa er der vel ingen Grund til, at man skulde undlade at benytte to Midler i Stedet for eet, og ingensinde har man undladt at bruge Baaden af Frygt for dens Mangel paa gode Egenskaber i Søen.

Jeg har her fattet mig i muligst Korthed og troer at have godtgjort, at Hr. W. P.s Artikel var - jeg vil kun sige - overilet skrevet. Det er muligt , at hans Mening var god, men i saa Fald har han vidst godt at skjule det; det er muligt, at det er hans Overbevisning, at vort Redningsvæsen er daarligt , ligesom det er min, al det er godt og paalideligt; men støtter han ikke sin Overbevisning paa en bedre Grundvold end denne ene Ulykke ved Blokhus, da paalægger han sin Samvittighed en ikke ganske ringe Byrde ved sit Forsøg paa at svække tilliden til de Redningshaade, hvis Anskaffelse har været en glædelig Begivenhed for Enhver, som Sømandens Sag interesserer, og hvis Anvendelse allerede har reddet mange Menneskeliv..

Den 29de Januar 1857.

(Fædrelandet 3. februar 1857)

Oprindelig ville redningsmandskabet ikke bruge redningsbælter, men efter ulykken blev de pålagt at bruge dem, også ved øvelser. Ligeledes blev det fastslået at dybgangen skulle holdes inden for en vedtagen grænse så de ikke gik på grund ved lavvande. Ministeriet vedtog endvidere at understøttelse til forulykkedes efterladte også gjaldt ved øvelser.

Skibsbygmester E. P. Bonnesen der havde studeret bygning af redningsbåde i England, stod for redningsbåd nr. 1: klinkbygget, 9 m lang og 3 m bred. I oktober 1846 fik den station i Flyvholm. Da den var for tung til at kunne transporteres over land, blev den stationeret i Agger Kanal og 1851 afløst af en anden båd. I 1847 byggede Bonnesen en mindre klinkbygget båd på erfaringerne med den første: 8 m lang og 2 m bred, forsynet med lufttætte kobberkasser langs rælingen. Den blev stationeret i Flyvholm og var i brug indtil 1884. Båden var model for de 11 både, Bonnesen byggede til staten i årene 1850-51, herunder den første redningsbåd i Løkken. Disse både fik dog, efter ønske fra redningsfolkene, højere stævne meget lig de vestjyske fiskeres havbåde.

Den i oktober 1849 nedsatte kommision for Redningsvæsnet resulterede i Lov angående Redningsvæsenet på de danske Kyster 26. mart 1852. Efter den blev der oprettet raketapparater og redningsbåde på 13 lokaliteter (heriblandt Blokhus), 8 kun raketapparat. Der blev  også oprettet redningsstationer med raketapparater på Bornholm. 

Redningsmandskabet bestod af en bådformand valgt af mandskabet på 12 mand.  Redningsmændene fik 4 mark for en øvelsesdag og 8 mark under redningsforsøg. Fra 1858 fik de dog fast fast årlig vederlag. Holdningen blandt mandskaberne var generelt at de følte sig dårligt aflønnet for at sætte liv og lemmer på spil.

Edle Rosine Rousing vs. Forpagter Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har afsagt Dom i en Sag, anlagt af Tjenestepige Edle Rosine Rousing imod Forpagter Christensen af Stødou Mark paa Mols, hvem hun havde sagsøgt for Mishandling, Trudsler og fremførte ugrundede og grove Beskyldninger, der vare krænkende for hendes gode Navn og Rygte m. v. , og hvilket havde foranlediget hende til uden Opsigelse al forlade hans Tjeneste. Underretten paa Morsø var nemlig kommen til det Resultat, i Forpagterens Faveur, at Pigen skulde til ham have "forbrudt" sin for sidste Fardag fortjente Løn, samt endvidere betale ham et halvt Aars Løn og Sagens Omkostninger med 1 Rd.! Men at det tvertimod var Pigen, der ifølge sin Klage var skeet Uret og ved sin Huusbondes Behandling virkelig bleven nødsaget til at forlade hans Tjeneste uden Opsigelse, udgaaer af Overretsdommen, hvorved Pigen frikjendtes for Forp. Christensens Tiltale og denne dømtes til at betale den hende for Tidsrummet indtil 9de Juli f. A. tilkommende Løn med 6 3/4 Rd. samt endvidere i Procesomkostninger for begge Retter 16 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. januar 1857).

Kvistkammertyven Tofte (2): Nørrebro - Forældre og Familien Løve. Midt 1855-1857. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven" 

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Han tog nu Ophold hos sin Fader, som boede paa Nørrebro, og fik Arbeide som Former i et stort Jernstøberi paa Blaagaardsveien; men Tyvenarturen var nu engang faret i ham, og det varede ikke længe, inden hun begik nye Forbrydelser. Han foregav gjerne, at han skulde ind til Byen for at besøge sin Moder, men benyttede i Virkelighed Tiden paa en ganske anden Maade. I Oktober, November og December Maaned 1856 begik han atter Tyveri i Hotel d'Angleterre, men det var nær gaaet galt, navnlig den sidste Gang. Det var nu ikke alene fra de Reisendes Værelser, han stjal, men ogsaa fra Tjenestefolkenes Kamre. Der blev givet Personalet Befaling til at passe nøie Paa, hvis der skulde indfinde sig uvedkommende Personer i Hotellet. Efter et af Tyverierne forklarede en Tjenestepige, at hun, medens hun var beskjæftiget i Theeværelset, havde seet en Dreng titte flere Gange gjennem Ruden i Døren, og antog, at det nok kunde være Tyven. Hun kjendte Drengens Ansigt fra tidligere Tid, idet "hun havde seet det samme Menneske ligge og rage i Rendestenen i Gothersgade, hvor hun da tjente". Hun gav et omtrentligt Signalement af Tofte, og man blev enig om at passe endnu bedre paa end hidtil. Den 16de December, da Eierens Hustru sad i sin Stue, hørte hun et Menneske komme fra Gangen ind i Værelset ved Siden af og pusle der omtrent i en Tid af 10 Minutter. Hun tænkte, at det var en af Pigerne, men da hun uåbnede Døren, saae hun, at det var en Dreng ganske af det Udseende, som Pigen havde beskrevet, og med en Pakke under Armen. Konen blev forvirret og skreg, men Tofte - thi ham var det - gik ganske rolig ud af Døren, ned ad Trapperne og over Gaarden. Hvis han havde løbet, vilde han rimeligviis være bleven grebet paa Veien, men uforstyrrelig Ro var netop et af hans mærkeligste Særkjender, og kun den satte ham istand til at drive sit Spil saa længe.

Samtidig stjal han ogsaa andre Steder; hans Tyverier bleve stedse hyppigere og hyppigere, navnlig i December 1856 og Januar 1857.

Da var det endelig, at han første Gang kom i Berøring med Justitsen. Søndagen den 25de Januar om Eftermiddagen var han nemlig af sin Fader sendt i et Ærinde ind til Byen; efter at have besørget dette, gik han endnu noget omkring i Huset for at see Leilighed til at stjæle og lagde da Mærke til, at en af Dørene ud til Gangen paa Grund af Laasens Brøstfældighed var meget daarlig lukket. Ved et let Tryk fik han Døren op og tog nu en Frakke, der hang i Stuen, ligesom han i en abenstaaende Kuffert fandt en Portemonnaie, noget Guldtøi osv., som han Alt tog med sig. Han pantsatte strax de fleste af disse Koster hos Pantsætter i Nybrogade og fik et Forskud paa 4 Rd., idet han fortalte, at hans Fader nødvendig skulde bruge saa mange Penge, og at Faderen - hvem han dog ikke nævnte - vilde komme samme Aften for at hente Assistentshuussedlen og hvad der blev laant paa Sagerne udover de 4 Rd. Det faldt ikke Pantsætteren ind at nære nogen Mistillid til ham, dertil var hans hele Adfærd for vel beregnet.

Da den Bestjaalne ufortøvet anmeldte Tyveriet, bleve Kosterne snart fundne, og da Tofte derfor Kl. 10 den paafølgende Torsdag Aften sendte en Dreng, han traf paa Gaden, ned til Pantsætteren, for at hente Sedlen og Resten af Pengene, vilde Pantsætterens Kone, der var ene i Boutiken, ikke udlevere dem. Paa hendes Spørgsmaal om, hvem der havde sendt ham, Paaviste Drengen Tofte, der ventede paa ham udenfor, hvorfor Konen øieblikkeliq foer ud og greb fat i ham. Han sled sig imidlertid løs og løb ned ad Gaden, forfulgt af Konen, paa hvis Skrig Vægteren kom til. Tofte løb da ind i en Gaard, hvor han langt om længe blev funden ovenpoa en Brændestabel, paa hvilken han var krøben op, og hvor han havde bedækket siq saaledes med Snee, at kun en lille Flip af hans Overtøi stak frem.

Nægte Tyveriet kunde der ikke være Tale om; det indsaae han ogsaa strax, men det lykkedes ham at fremstille det som et blot og bart Leilighedstyveri, og Politiet faldt derfor ikke paa, at han og Tyven fra Hotel d'Angleterre, hvis Signalement man jo dog var i Besiddelse af, vare een og samme Person.

Han Dom faldt den 2den Februar 1857 og lød paa 25 Rottingslag. Dermed lod man ham gaae. Men netop fra dette Øieblik af begynder hans Tyverivirksomhed ret at udvikle sig i stor Stiil, lige som han fra nu af gaaer ganske anderledes methodisk tilværks end hidtil. Det seer ud til, som om han har lagt sig den ved Sagen indvundne Erfaring paa Hjerte, fra nu af pantsatte han ikke mere sine Tyvekoster, og han stjal derfor nu saagodtsom udelukkende rede Penge og Guld- og Sølvsager. Tog han en enkelt Gang Klædningsstykker og andet Lignende, forærede han dem gjerne bort; det samme var for Resten ogsaa i Regelen Tilfældet med det Guld- og Sølvtøi, han stjal.

Vi have seet, at han allerede i lang Tid havde benyttet faste Nøgler til sine Forbrydelser; dem stjal han, naar han fandt dem stikkende udad i Dørene, og han forsømte heller ikke inde i Værelserne at tage de Nøgler, der stak i de forskjellige Møbler, selv om han ikke fandt Andet, der efter hans Mening var værd at tage med. Naar han vilde stjæle, begyndte han gjerne med at banke paa Døren; kom der da Nogen, spurgte han efter en eller anden Hr. Petersen eller Madam Lassen, kom der derimod Ingen, søgte han selv at aabne Døren med sine Nøgler, blandt hvilke han efterhaanden havde faaet samlet flere Hovednøgler. Paa denne Maade gjorde han den Erfaring, at Kvistværelserne i mangfoldige Huse ere ubeboede om Dagen, deels fordi de bruges til Pulterkamre, og deels fordi deres Beboere ere beskæftigede andetsteds. Han holdt sig derefter fortrinsviis til Kvistkamrene, og traf det sig endda saa uheldigt, at han dog stødte paa Beboerne, havde han strax et Ærinde paa rede Haand og forstod i den Grad at holde Kontenancen, og Ingen kunde mistænke ham for at være en Tyv. Desuden var han altid godt og ordentlig klædt, saa at man heller ikke let lagde særlig Mærke til ham, naar man mødte ham paa Gange og Trapper.

Foruden den saaledes indvundne større Erfaring var der endnu en særlig Grund, der forlede ham til at stjæle i en saa uhyre stor Maalestok; han fik nemlig nu Noget at bruge sine Penge til. Det kastede jo vel endeel Penge stadig at give den flotte Fyr paa Værkstedet, at traktere sine Kammerater med Kasinobilletter og at betale de andre Drenge for, naar det var hans Tour, at rydde op i Værkstedet om Søndagen; heller ikke gav han saa faa Penge ud paa Kaffehuse og slige Steder - men Alt dette er dog Intet imod, hvad det koster at være forlovet!

Han var efterhaanden bleven stadig Gjæst i en Høkerboutik paa Nørrebro, der forestodes af en Madam Løve. Her kom han daglig for at nyde sin Kaffe, og han gjorde derved Bekjendtskab med denne Kones Plejedatter, en smuk Pige paa 16-17 Aar ved Navn Emma, med hvem han snart begyndte at agere Kjæreste. Han begyndte strax med at give kostbare Foræringer og indskrænkede ikke sin Gavmildhed til Emma alene, men betænkte ogsaa Mad. Løve og dennes 14aarige Datter Mathilde i rigeligt Maal. Desuden tog han jævnlig de unge Piger ud med i Tivoli og paa Theatrene og trakterede dem paa Konditorier. Naar Emma og han gik sammen i det kgl. Theater, gik de gjerne i første Parket, og mangen en naiv Provindsialist, der troer, at man ved et benytte denne Plads ubetinget kommer i fint Selskab, har maaskee følt sig smigret ved at sidde ved Siden af - Kvistkammertyven og hans Kjæreste! Han forsømte heller ingen af de offentlige Maskerader, hverken dem paa Kasino eller Kammerraad Langes paa Hoftheatret; han havde gjerne begge Pigebørnene med sig udklædte i Karakteerdragt, naturligviis paa hans Regning.

Men hans Flothed viste sig først ret i et glimrende Lys, da Mathilde skulde konfirmeres. Mad. Løve, for hvem det vilde have været en Samvittighedssag ikke at pine det meest Mulige ud af en saaban Guldfisk, klagede sin Nød for ham over, at hun ikke havde Raad til at "udstyre Barnet' til denne Leilighed, og lod ogsaa falde et Vink om, at hun saa inderlig gjerne vilde have et Par gode Venner hos sig den Aften, naar hun bare havde noget Pænt at sætte paa Bordet for dem. Tofte var en altfor genereus (!) Natur til ikke strax at gaae ind paa Madamens Bøn, ja han overtraf endog hendes dristigste Forventninger. Han forærede Mathilde Konfirmationskjole, Chawl og Støvler og desuden som en mere personlig Opmærksomhed en Pretension og en Guldring (naturligviis Tyvekoster). Paa selve den store Dag sørgede han for Alt. Han betalte Vognen til og fra Kirken og Kirkebetjentene, og om Aftenen var der et lystigt Selskab paa en Snees Gjæster hjemme hos Løves, der bleve trakterede med Skinkesteg, Krandsekage, 4 Flasker Viin fonuden andre gode Sager - Altsammen for Toftes Penge. Det Hele endte med en Svingom, hvortil Tofte havde leiet Musiken. Den Eneste, der ikke fik Noget ved denne Leilighed, var - Præsten; det var en Udgift, man efter Toftes Formening godt kunde spare.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 14. februar 1865)

Om forholdene på Nørrebro dengang Peter Ludvig boede der, er der adskillige indslag her på bloggen: Beskrivelse af Blaagaardveien 1847 og 1855, koleraen 1853 som slet ikke omtales i Folkets Avis, men som Peter Ludvig må have oplevet, en klage over børnemishandling på Blegdamsvej 1852, en mere generel beskrivelse af forstædernes kommunale forhold 1852 og endelig om renlighed 1850. Nørrebro var i 1850'erne stadig en forstad med omkring 10.000 indbyggere. Efter demarkationslinjens flytning 1852 som muliggjorde større nybyggeri, flyttede en mængde industri til bydelen. 

Der lå flere jernstøberier på Nørrebro: Frederiksens Jernstøberi (solgt 1857), Blaagaards Korsvej 36. Og det kendteste: Anker Heegaards jernstøberi, Blågårdsgade 20. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

På en hjemmeside over Peter Ludvig Thorvald Tofte skrives endvidere: 

Han var så forsigtig ingen Medskyldige at have, men altid at arbejde alene. Han stjal kun kontante Penge, kun en enkelt Gang tog han et Sæt Tøj, og det kom han til at fortryde. Når han gik ud på sine Tyvetogter, tog han sit pæneste Tøj på for at virke så lidt mistænkelig som muligt, og det var ham også til Hjælp ved flere Lejligheder, hvor han blev overrasket enten i Færd med at bryde Entredøren op eller endog inde i Lejligheden.

Han gav så straks den Forklaring, at han var kommet for at søge efter en Ven, og når han var fundet inde i Lejligheden, sagde han, at Døren havde stået åben, og han sagde det med en så troskyldig Mine, at man ikke fattede Mistanke til det pæne unge Menneske.

Foruden Caroline havde han nu fået tre andre Veninder, som han med Gavmildhed forærede Gaver og tog med ud til Fornøjelser. Særlig Kasino-maskeraderne dyrkede han med Liv og Lyst, og det var ikke usædvanligt, at han på en sådan Aften brugte 50-60 Rbd.