Franz Neruda ved det kgl Capel 1864-1877. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Efter sin ansættelse ved det kgl. Kapel i 1864 spillede Franz Neruda lejlighedsvis indtil 1867 samme med sine to søstre - der da ganske stod i forgrunden. Internationalt fortsatte Wilhelmine med at blive mere og mere kendt, bl.a. blev hun kaldt "violinisternes dronning". Franz Neruda spillede kammermusik og komponerede forskellige værker. Han lavede koncerter for kammermusik, og var med til at stifte Kammermusikforeningen i. Dagbladet Fædrelandet havde ikke glemt hans udenlandske herkomst:

- Kgl. Kapelmusikus Fr. Neruda har hos Hofmeister i Leipzig udgivet to Hefter: "Sieben kleine Lieder" og "Ein neues Heft Tonbilder für Pianoforte zu vier Händen." Man kunde vel ønske, at en saa begavet Musiker som Hr. Neruda, der har været længe nok i Danmark, havde fulgt tidligere hidkomne Komponisters Exempel og skrevet i en saadan Stil, at man til en vis Grad kunde regne ham som vore egne Mesteres Landsmand, men uagtet de ovennævnte Arbejder ingenlunde bære Præg af dansk Nationalitet, ere de dog i sig selv saa smukke og fortrinligt komponerede, at vi ikke kunne Andet end henlede musikalske Læseres Opmærksomhed paa dem. De vidne om en ualmindelig fin og smagfuld Kunstner, og skjønt de ikke ere særdeles vanskelige, ere de dog saa rigt udarbejdede at de med et nogenlunde fyldestgjørende Foredrag yde megen musikalsk Fornøjelse.

(Fædrelandet 21. december 1874).

I slutningen af 1875 rejste Franz Neruda sammmen med pianisten V. Bendix rundt i Sydsverige på en "kunstrejse". Den 9. april 1876 blev Franz Nerudas forældre myrdet i Wodolka ved Smichow. Morderen var en oftere straffet person som blev grebet næste dag.

I august 1876 var Franz Neruda, Wilhelmine Neruda-Norman, organist og pianist G. Mathison-Hansen og den saksiske hofoperasanger Mayer på turne i 25 danske købstæder. Den startede i Svendborg den 21. juli 1876 herefter gennem Fyn og Jylland, tilbage over Fyn og sluttede i Nakskov den 17. august 1876.

I juni 1877 spillede han med Wilhelmine Neruda-Normann i London med succes. Han havde købt en violoncel for 2.500 kr af en berømt kunstner, Piatti. Han opgav at spille i danske købstæder - han havde fået langvarige permissioner den ene gang efter den anden. I august 1877 to han afsked med Danmark og bosatte sig i England. Han behøvede ikke længere at være kapelmusikus ved det kgl Teater: denne vinter var han engageret til 60 koncerter, heraf 29 i Manchester. De danske aviser var enige om at det var et stort tab for musiklivet i Danmark. I denne periode begyndte han at komponere og flere af hans værker blev udgivet, også internationalt:

Musikalier. Fra Frans Nerudas Haand foreligger der en Række Kompositioner, dels for Violoncel med Akkompagnement af Piano eller Orkester, dels for Piano firehændig. Violoncelsagerne falde ind under tre forskjellige Afdelinger, nemlig Op. 39 "Drei Stücke" (Ständchen, Menuet og Polonaise), Op. 41 andre "Drei Stücke" (Gavotte, Mazurka og Norwegisch) begge forlagte af Kistner i Leipzig, samt Op. 40 Andante et Allegro de Concert, forlagt af den herværende Hofmusikhandel. Den i Forveien ikke meget betydelige Violoncelliteratur har ved disse Arbeider paa forskjellig Maade modtaget en velkommen Tilvækst og det just i to Brancher - Smaastykker og Koncertstykker - hvor der hersker og har hersket Mangel. Naar Komponisterne ellers have havt Lykken med sig, have de især pleiet Sonateformen, hvad der naturligvis ligger nærmest for dem, der ikke besidde særligt Kjendskab til Violoncelloens Teknik. Franz Neruda, der just i den Henseende har de bedste Kort paa Haanden, har da skevet sine Stykker som den, der i Retning af teknisk Indsigt besidder saa megen Overlegenhed, at han ikke gjør denne Side af Sagen større Indrømmelser, end Hensynet til det praktiske medfører, og navnlig ikke ofrer noget af sin musikalske Ide for at vinde noget af det Brillantes uægte Guld. Diss to Krav, paa den ene Side Hensynet til det musikalske Indhold, paa den enden Side Hensynet til, hvad der tager sig ud og kan klæde Instrumentet, befinde sig i meget af Violoncelliteraturen i en sørgelig Modsætning til hinanden og Resultatet er ogsaa det, at Størsteparten af disse Kompositioner kan deles i to Dele, hvoraf den ene repræsenterer den gode Musik, som ikke kan spilles, den anden den slette Musik, som ligger særdeles godt for Instrumentet og mange Gange sætter Violoncellisternes musikalske Dyd i en alvorlig Fristelse. At Neruda i sine Stykker har vidst at førend disse to Hensyn, er man snart paa det Rene med. De to Hefter Smaastykker ere kvikke og morsomine, især Ständchen, Gavotten og Mazurkaen. Deres Karakteristik kan antydes ved, at de have noget af det Popper'ske Snit, i harmonisk Henseende ere fint og intelligent behandlede, medens man savner noget af Cantilena'en, en rigtig sangbar Violoncelsats, som Komponisten af Angst for det søde synes at vende sig altfor meget fra. I Andanten og Koncertallegroen (Op. 40) findes der derimod en saadan kantabil Sats i det førstnævnte Stykke, i sin Helhed virkningsfuld og godt lagt til Rette for Instrumentet, medens man dog netop her faar et bestemt Indtryk af, at Komponistens Talent langt mere ligger for det harmoniske end for det melodiske. Forøvrigt er netop denne Andante og Koncertallegro det betydeligste af de nævnte Kompositioner, og det gjælder særlig om dette Opus, hvad der overfor er anført om Forbindelsen af det musikalske Indhold og det teknisk praktikable. Det er god Musik, der her bydes, og de kan spilles. Paa den solide musikalske Underbygning optræde her morsomme og nye Violoncelfigurer, til hvis Formning Komponisten har udviklet megen Opfindsomhed. Det hele klinger brillant og effektfuldt, og hvad der ved den Slags Kompositioner har meget at sige, det ligger saa bekvemt for Instrumentet, at selv mindre øvede Spillere kunne give sig i Lag med denne Allegro, der klinger, som om det kun var virtuosers Sag at spille den.

Af de firehændige Pianokompositioner kalder det ene (Op. 29) sig for syv mindre Klaverstykker i Kammermusikstil. Den sidstanførte Tilføielse, - i Kammermusikstil", som Komponisten vel har anført til Forklaring for tvivlraadige Kjøbere, er for saavidt overflødig, som selv et lyst Blik paa disse Stykker giver tilstrækkelig Besked om Karakteren i dem. De ere formede paa samme Maade som de Opgiver, der i Almindelighed stilles fire Mand i en Kvartet. Det er den fine Detailbehandling, det ved Udførelsen kommer an paa, Stemmeføringen er omhyggelig gjennemført, den harmoniske Udarbeidelse er ogsaa her interessant. Men populære i dette Ords almindelige Betydning blive disse Stykker næppe, der hører en god Del Intelligent dybde til Forstaaelsen af dem og til Udførelsen. Her kunne ingen Toner blive borte, uden at det mærkes, de ere alle, ligesom Stenene i et Mosaikarbeide, uløselig forbundne under Helheden. For to dygtige, omtrent lige flinke Klaverspillere vil der imidlertid være meget at studere i dette Hefte og meget at lære, ikke mindst i Retning af Rhytmiken. (Den kgl. Hofmusikhandels Forlag).

Til et større Publikum henvender det andet Hefte firehændige klaverstykker sigt Tre slovakiske Marcher (Op. 30). Ifølge deres Anlæg ere de som tænkte for Orkester, hvad der ogsaa fremgaar af Betegnelsen paa Titelbladet. Der er kjække og karakterfulde Motiver af den ejendommelige nationale Nerve, som vil være bekjendt fra Musiken i hine halvvilde Zigeunerorkestre, der have deres Hjem i den sydvestlige Krog i Østerrige - - denne sande Musikrede - og som af og til forvilde sig herop. Komponistens sIaviske Nationalitet bryder sig uhindret sin Vei og gjør sig kraftig og umiddelbart gjældende. Derfor ere Marcherne ogsaa meget morsomme at gjøre Bekjendtskab med. Ligesom hyppig ellers i Nerudas Kompositioner vil man ogsaa her bemærke Anvendelsen af den karakterfulde nationale skole, hvori den syvende Tone mangler (Wilh. Hansens Musikforlag).

(Nationaltidende 11. januar 1881. Dags-Telegraphen (København) 17. januar 1881)

Fabrikloven: Børns Arbeide i Fabriker. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. maj 1873 vedtoges Lov om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker. Loven skulle omhandle børn fra de fattigste familier som arbejdede 4-6 timer ud over den almindelige skoletid. Det var især indenfor tobaksindustrien, tændstiksindustrien og tekstilindustrien. Børnene arbejdede i toholdsskift: før skoletid, og når skolen er slut. På tændstiksfabrikkerne var børnenes andel af arbejdsstyrken meget stor. Her arbejdede de med giftige stoffer. Deres forhold blev beskrevet af lægen Emil Hornemann. 

Debatten den 7. januar 1873 ved lovens fremsættelsen blev stærkt kritiseret af fx landstingsmand Schøler som mente at det var direkte skadeligt for unge mennesker hvis man begrænser deres mulighed for at arbejde. Han mente som andre at børn ikke skulle drive rundt på gaderne og blive “moralsk fordærvede”. Fabriksejerne mente at børnenes arbejdskraft var helt nødvendig (og billig). Loven omhandlede ikke arbejde på landet, men mange bønder var imod den. Og de almindelige arbejderfamilier var afhængig af ekstraindtægten. Hvis børnene ikke arbejdede, måtte mange søge fattighjælp. 

Fabriksloven forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik, arbejdstiden skulle være maximum 6½ time om dagen og de må ikke arbejde før kl. 6 morgen eller efter kl. 8 om aftenen, det var forbudt for børn at arbejde på folkekirkens søn- og helligdage. Arbejdsgiveren var forpligtet til at skaffe en lægeattest på barnets helbredstilstand, og at kende barnets alder før det bliver ansat. De skulle føre et særligt register over de børn, de har ansat. 

To statsansatte arbejdsinspektører skulle kontrollere at reglerne bliver overholdt. Arbejdsgiverne kunne idømmes bøder hvis de overtræder reglerne. Nedenfor er angivet nogle eksempler på sager. Håndhævelsen af loven var imidlertid noget andet. Bladet"Socialisten" beskyldte fabriksinspektørerne for at drikke portvin frem for at passe deres arbejde. Loven blev først revideret efter systemskiftet i 1901 og 1913. Der blev herefter rejst en række retssager i det første år efter dens ikrafttrædelse.

Sag angaaende Børns Anvendelse i Fabriker. Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. er endelig bragt til Anvendelse under en Sag, som i Forgaars forhandledes i den offenlige Politiret. Arbejdstilsynets første Inspektorat foretog den 4de d. M. et Eftersyn i Elektropletfabrikant F. Blochs Fabrik i Amaliegade Nr. 11 og fandt, at ovennævnte Lovs § 2 var overtraadt derved, at en Dreng, der endnu ikke havde fyldt sit 10de Aar, hvilken Alder han først opnaaede den 12te d. M., var bleven anvendt i Fabriken. Da Fabrikant Bloch allerede i December Maaned f. A. gennem Københavns Politi havde erholdt tilstillet Meddelelse om, at hans Bedrift betragtedes som henhørende blandt de i Fabrikloven omhandlede Arbejdssteder og han desuagtet har beholdt det paagældende Barn i Arbejde, havde Inspektoratet forlangt ham tiltalt, og da den, der mødte i Retlen paa Fabrikant Blochs Vegne, ikke kunde nægte, at denne havde været vidende om den anførte Lovbestemmelse, betalte han den fastsatte Bøde af 6 Rd. Barnets Fader, Skræddermester Rasmussen, indrømmede. at man havde tilladt, at hans Søn arbejdede i Fabriken, men bemærkede, at han ikke havde kendt Lovens Forbud herimod. Idet Dommeren gjorde ham bekendt hermed, sluttede han efter Omstændighederne Sagen med en Advarsel til ham.

(Social-Demokraten 20. maj 1874)

F. Blochs elektropletfabrik var er grundlagt 1852 af F. Bloch (1815-1882) som Forsølveri i Pilestræde. Det udvidedes senere til at omfatte galvanoplastiske Arbejder. Ved Grundlæggerens Død overtoges Fabrikken af hans Søn, Hugo Bloch (1863-1886) og efter dennes Død gik den over til V. Marck (1846-1899). 

Overtrædelse af Fabrikloven. Ifølge Anmeldelse fra Lyngby Skolekommission, hvorefter endel Drenge under 12 Aars Alderen anvendtes til Arbejde i Lyngby Glasværk, som oftest paa den Tid, Drengene skulde besøge Skolen, blev der ifølge "B. T." paa Foranstaltning af 2den Arbejdsinspektør, Kand. polyt. Haldur Topsøe, ved Nordre Birks Politiret anlagt Sag mod Bestyrerne for denne Fabrik, der fornylig er købt af et Aktieselskab. Under Sagen oplystes det, at 6 Drenge, hvoraf den ene kun var 6 Aar gammel, medens de Andre var i en Alder af fra 10 til 12 Aar, daglig arbejdede paa Fabriken uafbrudt i 6 a 8 Timer fra om Formiddagen Kl. 9 a 10, altsaa paa en Tid, da Børnenes Beskæftigelse, der forøvrigt var af den letteste Art og aldeles uskadelig for Sundheden, greb forstyrrende ind i deres Skoletid. Ved Politiretten forpligtede Børnenes Forældre og Plejeforældre sig til at betale hver 2 Rd. til de Fattiges Kasse i Lyngby, medens de 2de Bestyrere af Fabriken blev ikendt en Mulkt af 25 Rd. i det Hele.

(Social-Demokraten 23. maj 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. I den offenlige Politiret forhandledes i Forgaars følgende Sag: Ved et af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat den 26de Maj d. A. foretaget Eftersyn i de Firmaet A. N. Hansen og Ko. tilhørende, paa Bodenhoffs Plads (Kristianshavn) beliggende Dampmøller fandtes Bestemmelserne i Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m at være overtraadte, idet der i Melmøllen var to Lærlinge, af hvilke den ene var 17 1/4 Aar gl., født 2de Febr. 1857, den anden først den 29de Maj d. A. fyldte sit 18de Aar, og som var anvendte til Arbejde 36 Timer i Træk, afvekslende med 12 Timers Fritid i Lighed med Timeantallet for de voksne Arbejdere; derhos fandtes der intet Opslag med Uddrag af Fabrikloven, ingen Lægeattester og intet "Register". I Rismøllen forefandtes heller ikke Opslag. Register, Lægeattester og Fødselsbeviser for de sammesteds beskæftigede Personer under 18 Aar. Af disse arbejdede Møllen et Antal af 5, af hvilke kun én beskæftigedes i det lovbestemte Antal Dagtimer; de andre 4 Personer, der er fødte henholdsvis den 21de April 1859, den 13de September 1859 og den 9de Juni 1859, arbejdede hveranden Uge i Dagtimerne Kl. 6-1, hveranden Uge i de tilsvarende Nattimer, uden at Indenrigsministeriets Tilladelse hertil var erhvervet; en Dreng, der er født den 16de Juli 1857, havde arbejdet i Rismøllen paa den ovenangivne Maade fra den 18de April til 2den Maj. Samtlige Dampmøllere i København havde Indenrigsministeriet indgivet Andragende om, at deres Bedrifter maatte staa uden for Arbejdstilsynets Kontrol, forsaavidt Læredrengene angik, men dette Andragende var ikke bleven bevilget, og Underretning om Afslaget var allerede den 14de April meddelt Firmaet. Arbejdsinspektoratet havde derfor forlangt Firmaet sat under retslig Tiltale for de omtalte stedfundne Lovovertrædelser, og denne Sag foretoges i Forgaars i den offenlige Politiret. Den, der mødte paa Firmaets Vegne, modsagde Rigtigheden af den indgivne Besværing. Han forklarede, at der siden den 24de Decbr f. A. har været Opslag paa de Tiltaltes Kontor ved Indgangen til Bodenhoff Plads; han udleverede derhos Lægeattester for Lærlingene og Register, hvor samtlige Lærlinge er opførte med Undtagelse af enkelte, som kun arbejdede i faa Dage. Skønt der ikke er nogen egenlig Lærekontrakt, har det dog været Hensigten, at Drengene oplæres til Arbejdet. Dommeren udsatte Sagen, for at nærmere Oplysninger kunde indhentes.

(Social-Demokraten 19. juni 1874)

A. N. Hansen & Co. var på daværende tidspunkt bestyret af etatsråd A. N. Hansens (1798-1873) sønner, Alfred Hansen (1829-1893) og Harald Andreas Hansen (1835-1902). Sidstnævnte var borgerrepræsentant 1870-1885 og senere medlem af landstinget som medlem af Højre. A. N. Hansen havde overtaget Hambros virksomhed på Christianshavn i 1840 og hældede mod enevælden imod frihedstendenserne i 1840'erne. Han anså almindelig valgret for et misgreb.

Fra den offentlige Politiret. Behandlingen af den i Retsmødet den 17de d. M. paabegyndte Sag om Overtrædelse af Loven af 23de Maj 1873 angaaende Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. fortsattes i Fredagsmødet. Besværingerne fra Arbejdstilsynets Side gik i sin Almindelighed ud paa, at Arbejdsgiverne, Firmaet A. N. Hansen og Komp. som Ejer af de paa Bodenhoffs Plads beliggende Dampmøller, havde udvist en uforsvarlig Ligegyldighed ved endnu ikke 6 Uger efter at Ministeriets Resolution paa Andragendet om Bedriftens Fritagelse for at undergives Reglerne i Fabriklovens § 3 for Læredrenge mellem 14 og 18 Aar var falden, at have gjort noget skridt til at opfylde de i Lovens §§ 3, 8, 10 og 20 angivne Bestemmelser. Under forhandlingerne benægtede vel den Fuldmægtig, der den første Tægtedag gav Møde paa de Tiltaltes Vegne, straks ere af Klagepunkterne i Arbejdsinspektørens Skrivelse, men endte dog med at erkende - hvad der egenlig var Hovedpunktet i Sagen - at flere af de i Melmøllen anvendte Lærlinge af 14-18 Aars Alderen havde været benyttede i 36 Timer itræk afvekslende med 12 Timers Fritid, og at de i Rismøllen anvendte unge Mennesker under 18 Aar havde arbejdet 12 Timer ad Gangen ugevis vekslende med Dag- og Natarbejde. Hermed var altsaa Overtrædelse af § 3 i Fabrikloven konstateret. Manglen af "Opslag" maatte ogsaa efter Arbejdsinspektørens Formening anses for godtgjort, idet den Omstændighed, at der efter de Tiltaltes Paastand fandtes "Opslag" paa disses Kontor ved Indgangen til Bodenhoffs Plads ikke kunde fritage Firmaet for Ansvar efter Lovens § 20, og efter Inspektørens Mening kunde Lovens § 10 heller ikke anses for efterkommet, efter at det var indrømmet, at "Registret" med nogle Lægeattester fandtes i Kontoret, medens paa den anden Siden nogle Fødselsattester fandtes i en af Møllerne, idet det formentlig maa være Arbejdsgiverens Sag at sørge for, at alle Bevisligheder er tilstede, men ikke Arbejdsinspeklørens Sag at opspørge dem i Kontorer og andre Lokaler, omkring i hvilke man maatte finde paa at sprede dem. Registret befandtes derhos, efter at det var fremlagt i Retten, ikke at være lovmæssig udfyldt. Af en paa Foranledning af Arbejdsinspektøren af Politiet optagen Rapport, fremgik det endvidere, at de Indstævnte havde været uberettigede til at gøre gældende, at de Lærlinge under 18 Aar, for hvilke der ikke var tilvejebragt de fornødne Oplysninger, kun havde været anvendte til Arbejde nogle faa Dage. Endelig var det fremhævet af Inspektøren, at der ved en Inspektion den 2den Februar d. A. var blevet ydet Vejledning og meddelt Oplysninger til de Personer i Møllerne, der maatte antages at være rette Vedkommende. I Retsmødet i Forgaars mødte paa Firmaets Vegne Overretssagfører Arntzen, der, efter at 2de Skrivelser fra Arbejdsinspektøren var oplæste, ikkekunde benægte, at muligen flere Personer under 18 Aar end de i den oprindelige Klage opførte, havde arbejdet i Møllerne. Fødselsattester havde man stadig fordret i Meelmøllen, men ikke i Rismøllen, fordi de Paagældende der var antagne kort før Inspektionen as 20de Maj d. A., og man ventede stadig i Henhold til det indgivne Andragende til Indenrigsministeriet, at Møllerne i det Hele vilde blive ansete som ikke hørende under Fabrikloven, tilmed da begge Arbejdsinspektørerne ved deres Inspektion den 2den Februar havde sagt, at Alt indtil videre kunde gaa som forhen. Firmaet havde først efter denne Sags Anlæg erfaret Ministeriets Svar, og de Tiltalte havde antaget, at naar Indenrigsministeriet havde svaret, vilde Arbejdsinspektøren ved første derefter forefaldende Inspektion være dem behjælpelige med Anvisning o. s. v. til lovens Gennemførelse. Arntzen bemærkede endvidere, at det formentlig fremgik af flere Paragraffer i Loven, navnlig §§ 10, 12 og 20 og Instruksens § 7, at vel Opslaget, men ikke Register m. v. nødvendig skulde være tilstede i selve Arbejdslokalet, og det maatte i det Hele synes naturligst, at Inspektøren, naar Overtrædelse var begaaet, henvendte sig til Arbejdsgiveren selv, i hvilken Henseende han henviste til Instruksens Nr. 10 og 11. Da der under Sagen vilde blive Spørgsmaal om betydeligere Bøder, end Retten kunde paalægge de Tiltale, sluttedes Sagen med Henvisning til den samlede Ret.

(Social-Demokraten 28. juni 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Efterat Ejerne af Lyngby Glasværk under en mod dem for Overtrædelse af Fabrikloven paa Foranledning af Arbejdsinspektøren, Dr. phil. Topsøe, anlagt Sag havde tilbudt i Mindelighed at afgøre Sagen ved Betaling af en Mulkt af i det Hele 25 Rd., men man dog havde forlangt Sagen forfulgt, er der i disse Dage ved Københavns Amts nordre Birks Politiret afsagt Dom i Sagen. Da de Tiltalte, praktiserende Læge Olsen og fhv. Apoteker Hansen i Lyngby, der nu er Bestyrere af Lyngby Glasværk og under 25de f. M. havde løst Næringsadkomst paa Glasfabrikation, havde vedgaaet, at de havde benyttet 6 i Børn til Arbejde i Fabrikken, af hvilke Børn ingen var over 14 Aar gammel og et endog under 10 Aar. og Arbejdstiden for dem alle havde været over 6½ Time daglig, og de desuden alle havde arbejdet paa Søn- og Helligdage, havde de saaledes gjort sig skyldige i Overtrædelse af Forskrifterne i Loven om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker m. M. af 23de Maj 1873 2 og 5, og de blev derfor ansete efter Lovens S 15 med en Bøde, der for yver af de Tiltalte fastsattes til 5 Rd. for hvert Barn eller 30 Rd. i det Hele for hver af de Tiltalte. Bøderne tilfalder de Fattiges Kasse i Lyngby.

(Social-Demokraten 10. juli 1874)

Lyngby Glasværk var blevet anlagt i 1872 af praktiserende læge i København Emil Johannes Olsen og apoteker H. Hansen. Olsen var beskæftiget ved værket indtil han i 1875 igen praktiserede som homøopat i København i samarbejde med "Huths klinik for hypnotisme m. m. De opførte 1873 en større bolig for deres arbejdere med 12 lejligheder på 2 til 3 værelser. Bygningen eksisterer stadig: "Thule" på hjørnet af Sorgenfrivej og Boulevarden. Det producerede omkring 800.000 flasker om året.

Overtrædelse af Fabrikloven. Firmaet A. R Hansen og Komp., som ejer Dampmøllen paa Bodenhoffs Plads, blev forrige Maaued tiltalt ved den offenlige Politiret for at have overtraadt Fabriklovens Bestemmelser ved at lade Lærlinge under 18 Aar - ligesom de Voksne - arbejde i 36 Timer itræk, og 4 14aarige Drenge arbejdede 12 Timer itræk, afvekslende den ene Uge om Dagen, den anden om Natten. Firmaet er nu ved den samlede Ret idømt en Bøde af 100 Rd.

(Social-Demokraten 21. juli 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Under en paa Foranledning af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag i Anledning af forskjellige paa den Fabrikant Zederkoff tilhørende Klædefabrik "Uttersløvminde" paa Uttersløv Mark stedfundne Overtrædelser af Loven om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. v. af 23de Marts 1878 var det oplyst, at en Søn af en af Arbejderne, 9 Aar gammel, i 1½ Aar havde arbejdet i Fabriken de 8 Formiddage om Ugen fra om Morgenen Kl. 7 til om Middagen Kl. 12, med en halv Times Frihed til frokosttid, uden derfor at erholde nogen Betaling af fabrikanten; derimod var Drengen sin fader behjælpelig med Arbejdet. En 18aarig Dreng havde i nogen Tid arbejdet i Fabriken fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 8 med 2 Timers frihed, dog med Undtagelse af de Dage, da Drengen gik i Skole. Endelig havde en 12-aarig Dreng arbejdet som oftest en halv Dag enten om formiddagen eller om Eftermiddagen og een Dag em Ugen fra em Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 8 med 2 Timers frihed. De tvende sidstnævnte Drenge arbejdede for en Dagløn af 16 A 32 Sk. Fabrikant Zederkoff, der vedgik, at de fornævnte Overtrædelser af fabrikloven havde fundet Sted i hans fabrik, tilbød i Retten at betale en Mulkt af 10 Rdl. De tvende 12 og 18 aarige Drenge havde ingen fædre, og deres Mødre medtag derfor en Advarsel i Retten, hvorimod den 9 aarige Drengs fader, der er Dugmager ved fabriken og tidligere var bleven advaret af Arbejdsinspektøren, nu blev anset med en Mulkt af 2 Rdl. 

(B. T.)

Fædrelandet 28. juli 1874).

Fra den offentlige Politiret. Igaar foretoges flere Sager om Overtrædelse af Lov af 23de Mai 1873 om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker m. m. Fra ArbeidstilsynetS 2det Inspectorat var der under 29de f. M. indgivet Klage over, at der ved et den 16de f. M. Kl. 8 Aften foretaget Eftersyn af en Cigarfabrik var fundet arbeidende i Fabriken tvende unge Mennesker i en Alder mellem 14 og 18 Aar, uagtet deres Arbeidstid i Fabrikens Arbeidsregister og paa det i Fabriken ophængte Opslag var anført at være fra Kl 7 Morgen til 7 Aften. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig. at de tvende unge Mennesker til Stadigded arbeidede til Kl. 8 Aften og undertiden endog efter denne Tid, og at de indfandt sig og begyndte deres Arbeide hver Dag Kl. 6 Morgen, saa at deres Arbeidstid var mindst 14 Timer om Dagen. Fabrikanten erkiendte i Retten Rigtigheden af Arbeidsinspecteurens ovenomtalte Anker over den omtalte Lovovertrædelse og betalte en Bøde af 10 Rd. ttl Rettens Fattigkasse.

Ved en af Politiet anstillet Undersøgelse i Cigarmager H. A. Strands Cigarfabrik viste det sig, at han i samme beskiæftigede en 13-aarig Dreng, uden at han havde giort Anmeldelse derom, hvorhos der tillige oplystes, at han ikke havde Borgerskab som Fabrikant. Han gjorde giældende at han, netop fordi han intet saadant Borgerskab havde, antog at han ikke havde nogen Forpligtelse til at giøre den paaankede Anmeldelse, og paastod, at hans Virksomhed ikke kunde betragtes anderledes end som "Hjemmearbeide", hvorfor han ikke behøvede noget Borgerskab. Han kiøbte den raa Tobak hos Grossererne her i Staden og sælger de af denne Tobak forarbejdede Cigarer til Grosserere. Da Cigarmager Strand i Retten erkiendte, at det paahvilede ham at erhverve fornødent Borgerskab, og han lovede at foretage de nødvendige Skridt hertil inden 14 Dage, udsattes Sagen saalænge.

Politiet havde ligeledes foretaget Eftersyn hos Cigar- og Tobaksfabrikant H. Rasmussen, i hvis Fabrik 4 Lærlinge fandtes beskjæftigede; disse vare i en Alder fra 14½ til 17 Aar, og havde arbeidet i Fabriken i forskjellige Tidsrum fra fem Uger til et Fjerdingaar. Rasmussen har Borgerskab som Tobaks- og Cigarfabrikant, men han bemærkede, at han først en halv Snees Gange tidligere havde erfaret at saadanne unge Menneskers Arbeide henhører under Fabrikloven. Han vedtog i Erkjendelse af den begaaede Forseelse at betale en Bøde af 20 Rd.

Endelig havde Politiet ogsaa hos Cigarfabrikant E. T. Salomon fundet et ungt Menneske paa 16 Aar og et andet paa 15 Aar samt et tredie paa 13 a 14 Aar, uden at der om disse var gjort den befalede Anmeldelse. Salomon bemærkede med Hensyn til det førtomtalte unge Menneske, at han var Svend og saaledes selvstændig, og paaskjød Uvidenhed om Lovens Forskrifter med Hensyn til de 2 andre. Han har haft Borgerskab som Fabrikant i noget over eet Aar. Ogsaa han vedtog for den begaaede Forseelse at betale en Bøde, der fastsattes til 10 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1874).

Fra den offenlige Politiret. Igaar foretoges flere Sager om Overtrædelse af Lov af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. M. Fra Arbejdertilsynets andet Inspektorat var der under 29de f. M. indgivet Klage over, at der ved et den 16de f. M. Kl. 8 Aften foretaget Eftersyn af en Cigarfabrik var fundet arbejdende i Fabrikken tvende unge Mennesker i en Alder mellem 14 og 18 Aar, uagtet deres Arbejdstid i Fabrikkens Arbejdsregister og paa det i Fabrikken ophængte Opslag var anført at være fra Kl. 7 Morgen til 7 Aften. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig, at de tvende unge Mennesker til Stadighed arbejdede til Kl. 8 Aften og undertiden endog efter denne Tid, og at de indfandt sig og begyndte deres Arbejde hver Dag Kl. 6 Morgen, saa at deres Arbejdstid var mindst 14 Timer om Dagen. Fabrikanten erkendte i Retten Rigtigheden af Arbejdsinspektørens oven omtalte Anker over den omtalte Lovs Overtrædelse og betalte en Bøde af 10 Rd. til Rettens Fattigkasse.

For at have undladt at gøre Anmeldelse om Lærlinge vedtog Cigar- og Tobaksfabrikant H. Rasmussen at betale en Bøde af 20 Rdl. og Cigarfabrikant E. T. Salomon at betale en Bøde af 10 Rdl., medens en lignende Sag imod Cigarmager H. A. Strand udsattes. (Dagbl.)

(Social-Demokraten 8. august 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Fabrikant Meldal, der i sit Jernstøberi og Maskinfabrik beskæftiger to Lærlinge Under 18 Aar, med Hensyn til hvilke han ikke havde opfyldt de for unge Menneskers Anvendelse i Fabriker fastsatte Bestemmelser, tiltaltes hertor iforgaars i den offenlige Politiret. Den Indstævnte gjorde imidlertid ved sin Sagfører gældende, at de omtalte unge Mennesker var Elever og ikke almindelige Arbejdere, i da de hverken var hundet til nogen bestemt Arbejdstid eller noget bestemt Arbejde, hvorfor de formentlig heller ikke henhørte under den "nævnte Lov. Da han imidlertid ønskede at indhente sin Mandants Mening om, hvorvidt denne for at Undgaa Sagens Henvisning til den samlede Ret, vilde rette for sig i Mindelighed, udsattes Sagen til næste Retsmøde.

(Social-Demokraten 19. august 1874)

Fra den offentlige Politiret.

- - -

I October Maaned f. A. opgav Jernstøber og Maskinfabrikant H. Meldahl til Arbeidstilsynets 2det Inspectorat, at der dengang arbeidede 2 Drenge mellem 14 og 18 Aar i hans Fabrik, og det blev ham derefter den 20de Decbr. f. A. tilkjendegivet, at hans Fabrik vilde blive at betragte som henhørende blandt de i Loven af 23de Mai f. A. om Børns og unge Menneskers Arbeide omhandlede Arbeidssteder, der ere det Offentliges Tilsyn underkastede. Fabrikant Meldahl meldte derpaa tilbage, at hans Fabrik ikke havde og heller ikke tog Børn eller unge Mennesker under 18Aar i Arbeide, og med Indenrigsministeriets Samtykke tilkjendegaves det ham da, at hans Fabrik foreløbig ikke var Tilsynets Control underkastet, idet hans Opmærksomhed samtidig henlededes paa, at han, naar han atter maatte antage Personer under 18 Aar til Arbeide, efter Lovens 17 var forpligtet til at tilstille vedkommende Politieøvrighed skriftlig Meddelelse derom. Den 3die Juli d. A. henvendte 2 unge Mennesker sig til Arbeidsinspecteuren og opgav, at de arbeidede som Lærlinge i Meldahls Fabrik, og af en derefter anstillet Undersøgelse fremgik det, at Fabrikant Meldahl ikke havde afskediget de 2 hos ham i October Maaned f. A. arbeidende unge Mennesker under l8 Aar, men beholdt disse i sit Arbeide, idet den ene, der er født den 9de Februar 1858, stadig havde arbeidet i Fabriken siden Juni Maaned f. A., og den anden, født den 27de August 1858, stadig havde arbeidet der siden August Maaned f. A., uden at der fra Fabrikant Meldahls Side var skeet nogen Anmeldelse derom, og uden at han havde opfyldt de i Lovens § 8 opstillede Fordringer om Tilvejebringelse af Fødsels- og Lægeattester eller den i Lovens § 10 omhandlede Indførelse i Registret. Indenrigsministeriet bemyndigede derefter under 18de d. M. Arbeidsinspecteuren til at foranstalte Fabrikant Meldahl tiltalt for den formeentlige Overtrædelse af den oftomtalte Lovs § 14, og denne Sag, der første Gang foretoges i Retsmødet den 27. Juli d. A., sluttedes igaar. Fra Fabrikant Meldahls Side blev det bemærket, at han havde opfordret de omtalte unge Menneskers Forældre til at henvende sig til Arbeidsinspecteuren med Forespørgsel om, hvorvidt de unge Menneskers Forhold til Fabriken henhørte under Fabriksloven, men Forældrene havde ikke fundet Anledning hertil, da deres Sønner ikke vare ansatte som Arbejdere, men som Elever uden bestemt Arbeidstid, idet de kunde forlade deres Arbeide i Fabrikken, hvad Tid paa Dagen de vilde. Fabrikant Meldahl lod derefter selv giøre den omhandlede Forespørgsel hos Fabrikinspecteuren, idet han nemlig anvendte Tilsyn og Bekostning paa de unge Menneskers Uddannelse og en Afbrydelse af deres Forhold til Fabrikken vilde være til Skade for deres fremtidige Uddannelse og Selverhverv. I en Skrivelse til Retten af 31te f. M. hævdede Arbeidsinspecteuren, at da Fabriklovens § 1 ikke giver et Arbeidssteds Henføren under Loven afhængig af de i i samme beskæftigede Personers Forhold til Fabrikanten, men udelukkende tager Hensyn til disses Alder, kunde den Omstændighed, at Fabrikant Meldahl betragtede de unge Mennesker som Elever og ikke gav dem noget særligt Vederlag eller bandt dem til nogen bestemt Arbeidstid, ikke fritage ham for Ansvar efter Loven, og i Henhold fik, hvad Fabrikant Meldahl havde indrømmet under Sagen, fastholdt Inspecteuren sin Paastand om, at Meldahl droges til Ansvar efter Straffebestemmelserne i Lovens § 15. Da Fabrikant Meldahl ved den Sagfører, der igaar mødte i Retten lod erklære, at han ikke ønskede at rette for sig i Mindelighed, blev Sagen sluttet med Henviisning til den samlede Ret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1874. Uddrag).

Fra den offenlige Politiret. Som tidligere meddelt, blev der i Slutningen af forrige Maaned af Politiet anstillet Undersøgelse i flere Cigarfabriker, bl. A. hos Fabrikant H. A. Strand, for at erfare, hvorvidt Loven af 23de Maj f. A. om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. var overtraadt. Hos Strand fandtes en 13-aarig Dreng, om hvem ingen Anmeldelse var gjort, og Strand anførte til Undskyldning herfor, at han havde betragtet sin Fabrikvirksomhed som Hjemmearbejde« og derfor hverken havde anset det fornødent at løse Borgerskab som Fabrikant eller ment, at Fabrikloven var anvendelig paa ham. Han erklærede imidlertid forrige Gang i Retten, at han i Løbet af 14 Dage vilde erhverve fornødent Borgerskab, og igaar mødte han og foreviste Borgerskab som Cigarfabrikant, hvor￾efter han saavel for den stedfundne Mangel af Borgerskab som for den forsømte Anmeldelse om Drengen vedtog at betale 10 Rdl. i Bøde.

(Fædrelandet 25. august 1874).

Overtrædelse af Fabrikloven. Paa Foranledning af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat har Tiltale været indledet ved Københavns Amts nordre Birks Politiret mod Frøken H. Rohmell for forskellige paa den hende tilhørende og af hende bestyrede Svovlstikfabrik paa Frederikssundsvejen stedfundne Overtrædelser af Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker m. m. Uagtet der fra Arbejdsinspektøren den 13de Januar d. A. blev tilstillet Ejerinden af Fabrikken Meddelelse om, at Fabrikken maatte betragtes som henhørende blandt de i Fabrikloven omhandlede Arbejdssteder, og denne Tilkendegivelse var bleven gentagen og indskærpet i Januar, Marts og senest i Juni Maaned d. A., var det dog under Sagen oplyst, at 9 Børn i en Alder af fra 10 til 14 Aar i henved et Aarstid havde været benyttede i Fabrikkens Arbejde de tre Dage om Ugen, som oftest fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 7 om Aftenen, med en Fritid af 2 Timer til Spise- og Hviletid, hvorimod Børnene de andre Dage af Ugen, da de gik i Skolen og nogle af dem til Konfirmationsforberedelse, arbejdede indtil 2 Timer om Morgenen og om Eftermiddagen i 3 a 4 Timer. I Betragtning af Forældrenes og Plejeforældrenes satlige Kaar indstillede Retten med Arbejdsinspektørens Billigelse efter indhentet Erklæring, at Sagen for deres Vedkommende bortfaldt med en Advarsel, hvorimod Ejerinden af Fabriken i Henhold til Fabriklovens § 15 blev anset med en Mulkt af 45 Rd., der tilfalder de Fattiges Kasse i Brøndshøj Sogn.

(Social-Demokraten 26. august 1874)

Den offenlige Politiret. Ved det Eftersyn, som Inspektøren for Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat foretog Onsdagen den 9de ds. Kl. 8 Aften i den, Grosserer W. Bähnke tilhørende Sennopsfabrik "Svanholm" i Niels Juels Gade Nr. 3 forefandt han sammesteds to unge Piger, af hvilke den ene var født den 17de April 1857, den anden den 8de Maj 1859, og som begge var beskæftiget med Indpakning af den færdigmalede Sennop. Det oplystes, af disse Piger, der saaledes begge er under 18 Aar, vel ikke mødte om Morgenen før Kl. 7, altsaa en Time senere end de ældre Arbejdersker, men de havde i den senere Tid fortsat Arbejdet indtil Kl. 10 om Aftenen, rigtignok mod særlig Betaling af 10-12 Sk. for Tiden efter Kl. 7 Aften. Da Grosserer B. den 22de April d. A. havde faaet skriftligt Tilhold om at overholde Fabriklovens Bestemmelser med Hensyn til Arbejdstiden, havde Arbejdsinspektøren foranlediget ham tiltalt, og ved Mødet i Retten afgjorde han Sagen ved at erlægge en Bøde af 10 Rd.

(Social-Demokraten 28. december 1874)

Sagerne fortsatte ind i 1875:

Tobaksfabrikant A. Bendix fik 50 kroner i bøde for at lade 6 børn i alderen 10-13 år arbejde kristi himmelfartsdag (Social-Demokraten 28. maj 1875).

Skotøjsfabrikant H. Hartvigsen ("Københavns Skotøjsfabrik") mente at han ikke var omfattet af at skulle anmelde hvilke børn og unge mennesker der arbejdede i hans fabrik. Sagen udsattes i 14 dage. (Social-Demokraten 11. juli 1875).

Tiltale for Overtrædelse af Fabrikloven. Efterat det gientagne Gange af Arbejdstilsynets 1ste Inspectorat var blevet paatalt, at Klædefabrikant J. P. Johnsen af Skodsborg mod de i Loven om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabriker m. m. af 23de Mai 1873 § 3 givne Bestemmelser havde ladet de i Fabriken beskjæftigede "unge Mennesker" arbeide fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6½ om Aftenen med ikkun 1½ Times Fritid, blev en imod Fabrikant Johnsen ved Nordre Birks Politiret anlagt Sag afgjort ved Erlæggelsen af en mindre Bøde. Arbeidstiden blev nu - efterat Hr. Johnsen havde ansøgt Indenrigsministeriet om Tilladelse til at bibeholde den tidligere Arbeidsordning, men faaet Afslag - ansat for de unge Mennesker til at begynde 1/4 Time efter og ophøre 1/4 Time før de voxne Arbeideres, men da Fabriken, efter den samme i Foraaret overgaaede Ildsvaade, atter i October Maaned d. A. blev sat i Gang, ansattes Arbeidstiden for de unge Mennesker - uanseet Indenrigsministeriets under 22de Juli d. A. derom nedlagte Forbud - paa samme Maade som tidligere, nemlig fra Kl. 6 Morgen til Kl. 6½ Aften, og paa et fornyet Andragende til Ministeriet resolverede dette, at det skulde have sit Forblivende ved de givne Bestemmelser om Arbeidstiden, saaledes at de unge Mennesker kun maatte anvendes til Arbeide i en samlet Tid af 12 Timer daglig med en Hviletid af 1½ Time. Tiltrods for dette fornyede Afslag, havde vedvarende en Deel af de unge Mennesker mødt til Arbeide Kl. 6 Morgen og fortsat Arbeidet til Kl. 6½ Aften, hvilket blev konstateret ved en af Arbeidsinspecteuren den 17de d. M. foretagen Inspektion. Under Sagen undskyldte Fabrikant Johnsen sig med, at Arbeidet i hans Fabrik begyndte for de Voxne Kl. 6 om Morgenen og for de unge Mennesker Kl. 6½, men at de unge Arbejdere tildeels imod hans Vidende og Villie indfandt sig tidligere paa Fabriken, fordi de, der arbeide paa Accord, derved kunde tjene omtrent 20 Øre mere i Dagløn. - I Nordre Birks Politiret afgjordes Sagen paa den Maade, at Fabrikant Johnsen i Mindelighed erlagde en Mulct af 50 Kroner.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1875).

Kvindeligt Tyvepar. (Efterskrift til Politivennen)

Christiane Vilh. Andersen blev ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret 23. januar 1863 dømt for bedrageligt forhold. Sagen blev også behandlet i Højesteret. Hun omtaltes der som våbenmester Jensens enke. Hun optræder i forbryderalbum for 1865:

“Christiane Vilh: Andersen, Vaabenmester Jensens Enke, født i Kbhvn d: 26/11 19; hun er straffet 2 Gange i Slesvig med V: og B: i 6 G: 5 D: for Tyveri og Bedrageri og ifølge Høiesteretsdom af 11/6 63 str: med 2 Aars Forbdharbeide for Bedrageri med laante Sengeklæder. – 108”. [1865]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Et par år efter dukkede så Caroline Charlotte Høidal op i aviserne:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Da en i Blancogade boende Enkefrue en Eftermiddag vilde forlade sin Lejlighed, blev hun opmærksom paa, at en fra Trappegangen til hendes Sovekammer førende Dør, der altid pleiede at være aflaaset, stod paa Klem, hvorfor hun antog, at en Uvedkommende havde aaabnet den. Da hun derpaa skubbede den op, traf hun et Fruentimmer staaende bag Døren inde i Soveværelset, og da hun ved Eftersyn i Værelset savnede et Sølv-Cylinderuhr og 26 Rdl., som vare udtagne af en Tegnebog samt en Portemonnaie med nogle Smaapenge m. m., afkrævede hun Fruentimmeret disse Ting, hvilke denne ogsaa udleverede tilligemed en falsk Nøgle. Ved en tilkaldt Politibetjents Foranstaltning blev Fruentimmeret, der var en tidligere straffet Person, nemlig Arrestantinden Caroline Charlotte Høidal, strax anholdt og bragt paa Politistationen.

Efter hvad der under Forhøret ifølge Arrestantindens Tilstaaelse blev oplyst, havde hun i Løbet af et Par Maaneder i indeværende Aar forøvet 11 Tyverier her i Staden, der have været forbundne med Indbrud om Dagen, idet hun ved Hjælp af falske Nøgler havde skaffet sig Indgang i aflaaasede Værelser, og sammesteds tilvendt sig forskjellige Klædningsstykker, Uhre, Prætiosa m. v. til en samlet Værdi af 115 Rdl. 58 hk.

I samme Tidsrum havde Arrestantinden paa 8 i 9 forskjellige Steder stjaalet Nøgler, som sad i Dørene udvendig, og som hun tilvendte sig, for senere ved Leilighed at benytte dem, hvilkel hun ogsaa tildels har gjort.

Arreslantinden, der er 44 Aar gl., har 3 Gange tidligere været straffet for Tyveri, senest ved Høiesteretsdom af 10de Mai 1866. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev hun nu anseet efter Straffelovens § 232 for 4de Gang forøvet Tyveri, sammenholdt med § 229 Nr. 4 1ste Led, med 6 Aars Tugthusarbeide.

(Fædrelandet 20. december 1867).

De to må have indledt et samarbejde:

En kvindelig Kvistkammertyv. En Eftermiddag i Juni d. A. bemærkede en ved Nørrevold i Kjøbenhavn boende Dame, at et Fruentimmer var ifærd med at aabne Døren til et Pulterkammer paa den Gang, hvor Damen boede. Denne antog strax. at det var en Tyv, der forsagte at gjøre Indbrud med en Nøgle, og vilde derfor anholde Tyven; men da hun greb fat i hende, rev hun sig løs og ilede ned ad Trappen, men efterlod sit Shawl, som Damen beholdt i Haanden. Ved Hjalp af Shawlet og det opgivne Signalement lykkedes det Politiet at opdage Tyven, Caroline Charlotte Højdal, der 4 Gange tidligere er straffet for Tyveri, senest med Tugthusarbejde i 5 Aar. Siden Januar d. A., i da hun blev løsladt efter udstaaet Straf, har hun gjort sig skyldig i en Rakke af Indbrudstyverier paa Kvistværelser, som hun i Reglen aabnede med sin Stuedørsnøgle, og ved disse Tyverier tilvendte hun sig en stor Del Klædningsstykker til en Værdi af omtrent 54 Rd. Hun logerede hos Christiane Vilhelmine Andersen, Jensens Enke, der ligeledes tidligere har været straffet, og bragte de stjaalne Koster hjem til hende, som uagtet hun vidste, at de vare stjaalne, pantsatte dem og selv beholdt Pengene, medens hun til Gjengiæld underholdt Højdal. Enken Jensen havde endvidere uden Vedkommendes Vidende og Villie pantsat forstjellige Klædningsstykker, Duge m. v., som vare leverede hende til Laans eller Forvaring. Ved Kriminalretten bleve de Begge dømte til Tugthusarbejde, Højdal i 8 Aar. Jensens Enke i 2 Aar.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. november 1873)

“Caroline Charlotte Høidahl, født og hjemmeh: i Kbhn:; str: flere Gange og navnlig med 5 Aars Tugthus for Indbrudstyverier med falsk Nøgle i Værelser og [en] mængde Leilighedst: Mist: Prot: G. Pag 29.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ovenstående foto fra 1873 må være taget i forbindelse med de omtalte sager, men at hun fortsatte, fremgår af at hun igen dukkede op i forbryderalbum for 1881. Der står at hun senest er straffet med 8 års forbedringshus:

“Caroline Charlotte Høidahl, født her 16/12 43; i mange Aar str: navnlig for T: med f: N: i Beboelsesleilighed og paa Qvistk:; sidst 8 Aar Tugth:. Mist: Prot: G. 29. 317”. [1881]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Kjøbenhavn i forrige Uge. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at vi Dødelige ere vanskelige at gjøre til Pas. I gamle Dage fandt man sig med Taalmodighed i at sidde en 2-3 Dage og skumples i en umagelig Diligence for at kjøre et Stykke Vej, som man nu kan tilendebringe i lige saa mange Timer, siddende i en bekvem og komfortabel indrettet Kupé, og dog klager man over den uendelige Langsomhed, naar man tilfældigvis er kommen med et Godstog og bruger 12 i Stedet for 16 Minuter til en Mil. - Lige saa utilfredse ere vi lige over for Vejret. I forrige Uge sukkede vi efter Sommerens velsignede Varme og beklagede os lydelig over den mer end vinterlige Kulde. Næppe indfandt Varmen sig, før man gaar over til den modsatte Yderlighed: puster og stønner af Hede og lister sig som blege Skygger langs Husene for at skjærmes saa meget som mulig mod Solens brændende Straaler. Alle, der paa nogen mulig Maade have Raad til at holde Sommerlejlighed - om det saa kun bestaar i et komfortabel indrettet Tørvehus hos en lille Fiskerfamilie i Skovshoved - flytte ud paa Landet: og dem, der ere lænkede til Hovedstaden, enten ved Forretningernes Baand eller under "Trykket af pekuniære Forpligtelser", som Mr. Micawber saa smukt udtrykker sig, maa nøjes med smaa Udflugter i nærmeste Omegn eller ty til det vaade Element: at gaa i Bandet. Nu begynde ogsaa ret Badeanstalterne at florere, skjønt Gud skal vide, det er en meget betinget Forfriskelse at gaa i Vandet her i Kjøbenhavn. Det bedste Vand er saa langt borte. Badeanstalten hedder "Lynetten" og ligger Pokker i Vold ude i Kongedybet. Man ror, sejler eller damper derud, og naar man saa paa Hjemfarten har været udsat for Solens brændende Straaler, er man lige saa gjennembagt, som man var før Badet. Det Samme er Tilfældet, naar man frekventerer Badene paa Kastelsvejen ude ved Langelinie (Bechs og Engelbrechts Badehuse) kun med den Forskjel, at Vandet paa disse Steder har en liflig aromatisk Tilsætning af Spildevandet fra Kloakerne, der føre fra Nørre- og Østerbro. Ikke bedre er man stillet paa "Venedig" ude i Kallebodstrand bag den kongelige Skydebane; dog er der den Forandring, at da Spildevandet der kommer fra Gasværket, overtrækker det den Badende med en i sanitær Henseende ypperlig Fernis af Kultjære kort sagt, det eneste Sted, hvor man maaske skulde kunne bade sig i Vand, der er uberørt af fremmede Ingredienser, er den saakaldte "Ryssenstens Badeanstalt" mellem Langebro og Estakaderne; men for ogsaa at berøve Københavnerne denne renlige Fornøjelse, have Avtoriteterne i denne Tid med sædvanlig Visdom og Indsigt anbragt tvende Dampmuddermaskiner, der plumre Vandet paa det Forfærdeligste og forpeste Luften i afgjort mefitisk Retning. Det kan endda gaa for de bedre stillede Klasser, der kunne gaa et andet Sted hen og "vaske sig"; men værre er det for de Fattige, for hvem Renlighed er deres eneste Luksus. De have nemlig deres Badeanstalt ude ved Estakaderne paa Kigkurven eller, som det hedder i den kjøbenhavnske Jargon, Kykkenkoret, og de komme da navnlig til at lide under denne Ulempe, eftersom de udelukkende ere henviste til dette Sted.

Uagtet Sommeren ikke var begyndt i Søndags, 1ste Pintsedag, var der dog, som hvert Aar paa denne Dag, storartet Udvandring til Frederiksberg, navnlig dog af Middel- og Underklasserne - Pigerne gik ikke i Seng Lørdag Nat; de skulde jo være paa Frederiksberg Kl. 4½ i det Seneste, og hvorfor? Ja efter Sagnet for at se Solen udføre en Pas de seiil, da 1ste Pintsedags Morgen jo skal være den eneste Dag om Aaret, at den tillader sig denne koreografiske Udskejelse; men de Færreste vente sig nok nogen egenlig Nydelse af denne Soldands, og desuden var det Bygevejr i Aar, Gardinerne vare trukne for, saa Dandseren viste sig slet ikke. Nej. Turen er nok mere beregnet paa at vise sig i de ny Sommertoilettet, møde Kiæresten, spadsere med ham og nyde en let Forfriskning hos Josty eller i Pilealeen - alle Beværtningsstederne derude havde meget travlt. Om Formiddagen allerede var "Alt udsolgt" baade af tørre og vaade Varer, og i en løftet Stemning gik nu Vejen til de respektive Konditioner for at sætte den hjemlige Kjødgryde over Ilden til Middagsmaden.

Nej, saa var det et anderledes Sommervejr 2den Pintsedag; det var en ordenlig Benefice for Sporvejsselskaber, Vognmænd, store nordiske Dampskibsselskaber og hvad alle de Selskaber hedde, der tage sig af deres Medmenneskers Befordring. Karavanerne gik mod Nord til Skoven aldeles overfyldte - 24 Ekstratog maatte der i Gang foruden de ordinære 18, og de gamle Kaffemøller, som Kapervognene med et teknisk Navn benævnes, toge Hævn for gamle Krænkelser og satte pæn lille Skrue i Gang, da der ikke var mere Plads paa Jernbanens Vogne - der kostede det kun 12 sk. til Klampenborg; Kaperkudskene benyttede sig af de heldige Tidskonjunkturer og toge 3 Mk., og da Folk skulde hjem om Aftenen, og den røde Lygte var hængt ud paa Banegaarden i Klampenborg, steg Fordringerne endogsaa til 8 blege Markstykker. Opbragte over denne ublu Fordring, travede mangen Familiefader af med hele Besætningen for med modigt Sind at naa til Staden; men de Smaa bleve trætte, Mutter skjændte, og var man endelig naaet til Charlottenlund, saa blev Enden paa det, at Fatter alligevel maatte op med Portemoniksen, og Prisen var den Samme, saa Fatter havde, foruden sin Ærgrelse, kun haft den Privatfornøjelse under Graad og Tænders Gnidsel at trave et langt Stykke Vej og faa dog ikke saa sin Krig frem. - Nej, saa var man da mere sikret ud ad Vesterkanten; der er dog Takster; man ved, hvad det koster at kjøre; har man saa ikke Raad dertil, kan man lade være, Vejen er ikke saa lang, og Nydelserne ere endogsaa mere intensiv tilstede baade for dem. der holde af Larm og Musik, og dem, der holde af at fordybe sig i Naturens Skjød.

Jeg vil just ikke paastaa, at en 2den Pintsedag paa Frederiksberg yder den allerbedste Lejlighed til en Fordyben i den fredelige, tavse Natur, desformedelst der er fuldt af Børn, Lirekasser og, hvad det er det Værste, Sangforeninger, der i kunstnerisk Henseende just ikke staa paa det allerøverste Trin af harmonisk Udvikling.

I Torsdags havde vi igjen Festdag; det var Grundlovens 24aarige Fødselsdag. Det blev altsaa ikke til Noget med at holde den ved Frederik den Syvendes Rytterstatue, eftersom den, med sædvanlig Komiteilterhed, naturligvis ikke blev færdig. Kl. 6-7 vaagnede man af sin søde Søvn ved Koralmelodier, der blæstes fra Stadens Kirker. Det gjorde et smukt og højtideligt Indtryk i den stille Morgenstund. Kl. henad 9 trak forskjellige Musikkorps, anførte af en Ceremonimester og tvende Fanebærere og eskorterede af en Mængde Mennesker, gjennem Byens Gader, blæsende Fædrelandssange, Dandsemelodier og andre kvikke Sager - det vedblev af og til hele Dagen. Kl. 4 samlede de sig alle foran Raadhuset paa GI. Torv og musicerede en Time; derefter trak de i Procession ud til Frederiksberg Have, hvor de forbleve til Kl. 10. Der afbrændtes et Fyrværkeri paa Østerfælled, da Slotsgartner Rothe paa det Bestemteste satte sig imod, at det maatte futtes af i Frederiksberg Have, som det er sket de andre Aar. Hele Byen var festlig smykket med vajende Danebrogsflag, navnlig i Hovedgaderne og fra offenlige Bygninger. Se, det var nu den Maade, Magistraten fejrede Grundlovens Fødselsdag paa. - De forskjellige Lav og Foreninger havde som sædvanlig slaaet sig sammen og mødte paa en af Plænerne ved Erimitagen; de marcherede derefter i Procession til Plænen Øst for denne, hvor der var rejst en med Grønt og Danebrogsflag smykket Talerstol. Det gik Altsammen meget loyalt og fredeligt af. Der blev talt for Kongen, for Fædrelandet og for Grundloven. Kongen var indbudt, men kom ikke - kort sagt - Alt gik som de foregaaende Aar. - Socialisterne havde arrangeret sig en lille privat Grundlovsfest ved den slesvigske Sten i Dyrehaven; men det fæle Politi og de stemme Storborgere kunde ikke lade dem i Fred; de havde faaet anskaffet sig en dejlig blodrød Fane, hvori der med Hvidt var broderet: Frihed. Lighed og Broderskab; men - de Eksekutive intervenerede. Det blev rekvireret Husarer fra Jægersborg, og "Borger" Johnsen maatte overlevere det dyrebare Banner, dog ikke direkte i Politiets urene Hænder - en velvillig Storborger agerede nok, ialfald foreløbig Modtager. Hvad der senere blev af Banneret, vides ikke.

O. T.

(Jyllandsposten 8. juni 1873).

Frøken Elisa Falkenskjold (1793-1872). (Efterskrift til Politivennen)

 Se også indslaget om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem andetsted på denne blog.

Frøken Falkenskjold.

Frøken Elisabeth Falkenskjold, som døde i slutningen af forrige Aar, var kjendt og elsket i en viid Kreds, som den, der paa mange Maader havde understøttet en Mængde Trængende. Frøken Falkenskjold var født 1794 paa Sæbygaard, som hendes Fader, Oberst Falkenskjold, eiede, og her tilbragte hun sin Barndom; hendes Fader, der var en begavet og meget energisk Mand, skal have havt megen Indflydelse poa Datterens Udvikling. Han er død for over et halvt Aarhundrede siden, men lige til sin Død bevarede Frøken Falkenskjold levende Mindet om ham og fulgte altid trolig den Formaning, hun saa ofte omtalte, at han havde givet hende: "Lad alle dine Handlinger vare aabenlyse, saa at dit Liv bliver som en aaben Bog."

Da Oberst Falkenskjold solgte Sæbygaard, flyttede han med sin Familie til Sophienberg ved Hørsholm, hvor han døde. Paa den Tid var Frøken Falkenskjold 25 Aar gammel; kort efter sin Faders Død flyttede hun med sin Moder til Kjøbenhavn, hvor hun, med Undtagelse af nogle Aars Ophold i Helsingør, bestandig siden, paa korte Undtagelser nær, opholdt sig.

Familien Falkenskjolds oprindelige Navn skal have været Dyssel; under Frederik den Fjerde bleve to Brødre Dyssel adlede til Belønning for et for Landet farefuldt Øieblik, og rigtige Syn paa Forholdene at have beviist Landet en stor Tjeneste: de bleve kaldte Falkenskjold, som Hentydning til, at de vare i Besiddelse af et Falkeblik og ved deres Mod være blvne et Skjold for Landet.

Frøken Falkenskjold var blandt dem som oprettede Kjøbenhavns Tjenestepigehjem, en Stiftelse, som hun havde stor Interesse for; i 3 Aar var hun dens Bestyrerinde med Opoffrelse af hele sin sædvanlige Leveviis, og hendes Virksomhed i denne Stilling var til stor Velsignelse. Med et Sind, der i Kjærlighed var vendt mod Alle, stedse beredt til at bringe Offre, med en fast Villie og en høi Grad af Skarpsindighed, foirenet med en sjelden praktisk Dygtighed, var hun vel skikket til at være en Trøst og Hjælp for dem, som søgte en Tilflugt i Pigehjemmet. Det er imidlertid ei alene de Mange, som have tjendt hende her, der ville mindes hende med Taknemmelighed, men mange Andre, for hvem hun har ræret en trofast Støtte. Hun svigtede ikke paa Modgangens Dag, men var i Sandhed nærværende med sin Gjerning og sit Ord. Hvilke Offre var hun ikke istand til at bringe! hun, som aldrig tænkte paa at skaane sig selv, og hvor velgjørende kunde ikke hendes kjærlige, veltalende Ord virke paa det nedbøjede Sind! I den glade Stund kunde sikkert Ingen glade sig mere levende med de Glade end hun, og hun forstod i en mærkelig Grad den Unges Glæde og Sorg saavelsom den Gamles. Hun havde gjennem et langt Liv bevaret Ungdommens Livskraft og Fylde, saa at man i hendes høie Alderdom med Sandhed kunde sige, at hun med en Modenhed til al afslutte sit Liv som Faa, forbandt tilstrækkelig Kraft til at begynde Livet paany. - Ligesaa kjærlig, som hun kunde være, ligesaa streng kunde hun ogsaa være, med lige saa stor Iver, som hun stred for det Gode, stred hun mod det Daarlige og Slette, som hun traf paa, hvilket Alumnerne i Pigehjemmet ofte have maattet føle. Hendes Ord kunde ofte være som et skarpt Sværd, og det ramte, hvad det vilde ramme, thi hendes Skarpsindighed lod hende altid finde det rette Sted og det træffende Ord, og der var i saadanne Øieblikke en Myndighed i hendes Blik og i hendes Skikkelse, som kun den er i Besiddelse af, der ei alene har Evnen til at bruge Ordet, men ogsaa "Gjerningens tause, men sanddru Veltalenhed." Hun havde kun eet Maal, hun vilde det Gode i Sandhed; kun derefter stræbte hun og der var i denne hendes Stræben ingen egenkjærlig Tanke om Gjemjæld eller Higen efter Medborgeres gode Omdømme; hun søgte ligesaa lidt deres Roes som hun frygtede deres Dadel. Naar hun havde besluttet sig til en eller anden Kjærligheds Gjerning, som hendes Venner frygtede for vilde gaae over hendes Kræfter og derfor søgte at overtale hende til at opgive, saaledes som Tilfældet var, da hun besluttede sig til at overtoge Bestyrelsen af Pigehjemmet, yttrede hun gjerne: "Jo, jeg vil det, for ellers bliver Gud vred paa mig," og saa vidste man, at hun havde taget en Beslutning, som hun i Sandhed vilde holde fadt ved, hvad Møie og Besvær det end skuld koste hende. Og havde hun heldigt sat Et eller Andet igjennem, glemte hun aldrig at give Gud Æren, afvisende al Anerkjendelse med de Ord: "det er Gud, der har føiet det saaledes." En levende Tro fulgte hende gjennem hele Livet; i Enfold modtog hun Ordet og gjorde derefter. Med en fast Forvisning om, at alle Livets Tilstillelser komme fra et tjenligt Forsyn, som leder Alt til det Bedste, tog hun ogsaa Lidelse og Sorg med kjærlig Hengivenhed i Guds Villie. Som hun havde været t Livet, saaledes var hun paa sit Dødsleie. Da hun følte Døden nærme sig, yttrede hun: "Er det Guds Villie, at jeg nu skat døe, saa døer jeg gjerne; men er det hans Villie, at jeg skal leve længere endnu, saa vil jeg ogsaa gjerne leve." Da Dødskampen allerede var begyndt og hun vidste, at det var den sidste Strid, hun stred, var hun endnu kjærligt betænkt paa, at der efter hendes Død maatte blive draget Omsorg for de Trængende, hun havde ydet Hjælp, og at de forskjellige Gjældsbeviser, hun havde ihænde, maatte blive tilintetgjorte. I Tro paa Gud, i Kjærlighed til ham og sine Medmennesker, i Haab om en evig Salighed forlod denne rige Sjæl roligt dette Liv.

Hendes Skjæbne havde ei ført hende ind i flere Forhold, hvor hendes ualmindelige Begavelse havde kunnet vise sig paa en for Verden iøinefaldende Maade; men Alle, der have kjendt hende, ville have modtaget det Indtryk, at denne selvstændige Personlighed netop ved vanskelige Afgjørelser vilde have været paa sin Plads. Hendes Navn vil ikke findes i Historien, men hun, der offrede sit hele Liv for Andre, vil dog ikke blive glemt, og Pigehjemmct, som hun helligede en saa stor Deel af sine Kræfter, vil sikkert i Ord og Gjerning blive støttet af dem, der bevare Mindet om Frøken Falkenskjold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1873).

Elisabeth (Elisa) Birgitte Falkenskjold (23. februar 1793 - 24. november 1872). Hun blev begravet på Hørsholm kirkegård hvor også forældrene lå begravet.