I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvente sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjået 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet hab dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.
Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåset, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anhoIdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da Ilden havde laget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brandende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mans til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valdy var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.
Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.
(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883.
Artiklens oplysninger gentages nogenlunde i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. marts 1884, og i Social-Demokraten - meget udførligt - 16. marts 1884.).
Brandstifteren Jens Nielsen.
Som det vil erindres, afgav denne farlige forbryder, der senest stak ild på tre gårde i Valby og en i Hvidovre By, straks efter sin anholdelse bl. a. tilståelse om, at han i februar 1881 havde gjort sig skyldig i tre ildspåsættelser i London, ved hvilke der skulle være ødelagt betydelige værdier, navnlig ved en af ham i "Viktoria Dok" anstiftet ildebrand. Efter de i den anledning straks indhentede oplysninger havde den sidstnævnte brand strakt sig over et areal af ca. 3 tdr. land, og ved branden, der havde været den største, som London i de sidste 20 år havde været hjemsøgt af, og som 8 dampsprøjter på grund af en stærk blæst længe forgæves havde søgt at få bugt med var der foruden samtlige pakhuse med indhold ødelagt et større skib, 12 med kornvarer ladede lægtere og 18 fuldt ladede jernbanevogne. For at få konstateret, hvorvidt arrestantens forklaring om hans virksomhed ved de omhandlede ildebrande og om de ham i England overgåede straffedomme var rigtige, blev der under 12. juli af politimesteren i søndre birk foranstaltet sendt en udskrift af forhøret til de engelske myndigheder. Først den 12. d. m., altså efter 4 måneders forløb, er der som svar på den af politimesteren rettede række af spørgsmål indløbet en kortfattet rapport.
Det fremgår af denne, at de værdier, som gik tabt ved de omhandlede ildebrande, nærmer sig det kolossale beløb af tredive millioner kroner. Den ene brand, i Brewers Quay ved London Bridge, var straks blevet slukket, så at skaden kun var ubetydelig. Ved den anden brand, hvorved reberbanerne i Glensall Road blev ødelagt, anrettedes der skade for ca. 1 mill. kr. og ved branden i Viktoria Dok for mellem 27 og 28 mill. kr. Efter de modtagne oplysninger kunne ilden let have antaget endnu større dimensioner; der gik intet menneskeliv tabt, og sådant kunne efter den brug der gjordes af bygningerne, kun være sket ved ulykkestilfælde under slukningen. Da rapporten intet oplyser om rigtigheden af arrestantens forklaring og om de ham overgåede straffe, er der herom på ny sket forespørgsel til de engelske autoriteter.
(Thisted Amts Tidende, 15. november 1883, 2. udgave).
Massebrandstifteren Jens Nielsen der bl.a. i fjor sommer afbrændte 4 gårde i Valby ved København og 1 gård i Hvidovre for at se lejlighed til at stjæle, har i disse dage fået sin dom ved Københavns Amts søndre birk. Dommen lyder på tugthusarbejde på livstid, hvorhos han er tilpligtet at udrede forskellige erstatningssummer. Skønt han kun er 21 år gammel, har han dog forøvet en sådan masse forbrydelser at man må grue derved. Bl.a. har han i vinteren 1881 sat ild i Viktoria-dokkerne i London hvorved der gik værdier tabt til et beløb af 27 millioner kr. og dernæst foranledigede han 2 andre ildebrande i London, ligesom han begik forskellige tyverier.
(Vendsyssel Tidende, 12. marts 1884).
