Til Tines Digter fra en Moder paa Als. (Efterskrift til Politivennen)

 

Herman Bangs Grav.

Ude paa en af Skraaningerne paa Vestre Kirkegaard ligger et ensomt Gravsted. Det er en stor, firkantet Græsplæne, indhegnet af et højt nøgent Buskads. Men midt i dette friske, grønne Græs bløder i Sommertiden de rødeste Roser ...

Det er Herman Bangs Grav. Ingen Sten eller Tavle angiver, at den store Kunstner her omsider fandt Ro og Hvile i sit syge, flakkende Sind. Saadan har han selv villet det. Og nu koster det Anstrengelse for uindviede at finde hans Grav paa den store Kirkegaard, men den, der leder om hyggeligt, vi tilsidst finde den ene navnløse Grav mellem de Hundreder af smaa, pænt plejede Grave. Det viste Herman Bang. Derfor blev han begravet saaledes.

Det hænder ret ofte, at min Vej falder ud ad Vestre Kirkegaard, og har jeg da blot en Smule Tid, glemmer jeg ikke at søge hen til Herman Bangs Grav og dvæle derved en Stund, bøje Grenene til Side for at se Plænens Roser, om Efteraaret nu har naaet den med sin Kulde.

Forleden var der nok een til, som havde fundet Vej til det ensomme, lille Gravsted. En Fremmed maatte have besøgt Graven, siden jeg var der. Dernede - midt i det duggede Græs laa en smuk Krans af gulnet, halvvissent Efterårsløv, hvori smaa, spæde Forglemmigejer piblede frem i deres svage Blaanen. Jeg løftede Kransen lidt op fra den vaade Græsplæne og læste paa et vedhæftet Kort: "Til Tines Digter fra en Moder paa Als".

Det var alt. Men disse faa, simple Ord, den smukke Krans af Efterårsløv, som den Fremmede havde bragt med herhen, maa gribe enhver, som kendte lidt til Herman Bang.

En sagte Hilsen - dernede fra ... Fra hans elskede Als og Fødebyen Adserballe ... Og Billedet af Adserballe Præstegaard staar pludselig klart for mig. Den hvide, straatækte Bygning, ad hvis kolde Mure den dybblaa Clematis drypper sine store, tunge Blomsterklokker. Hele den lille Landsby, med Gaardene, Vejene med de levende Hegn, den gamle Kirke og Gadekæret. Hermans Barndomshjem ....

En Hilsen fra en Moder. Digtede Bang ikke selv sine smukkeste Kvindeskikkelser - som han sagde - "af dit Blod, Moder"? Stella Høeg og Nian og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er Herman Bangs Moder ... "De er Børn af din Glæde og Børn af den Sorg. De var dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer ... " saadan talte han selv. Han lovede en Gang sin Moder, at han "skulde se til, at de ikke helt skulde glemme dig". Og han satte hende de ømmeste, evigste Monumenter ved sin Digtning.

Nu, flere Aar efter hans Død, er det elskede Barndomshjem, hvis Ulykkesdage han gennemlevede, atter vendt tilbage til Danmark. Og en sønderjysk Moder mindes Herman Bang ved en gulnet Løvkrans paa den stille Grav.

Carl Henrik.

(Nationaltidende 10. november 1920, 2. udgave).

Se også indslaget om Herman Bang andetsteds på denne blog. Artiklen er skrevet nogle måneder efter Genforeningen 15. juni 1920. Nedenfor er et nutidigt foto af Herman Bangs begravelse (foto Erik Nicolaisen Høy). Det lille træ som anes på tegningen ovenover, er har nu vokset sig stort.

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 27. april 1912 var der lagt en buket pinseliljer på Herman Bangs grav med kortet: "Min inderligste hilsen til forfatteren H. B. fra Irene Holm". Ved forfatterens død blev det oplyst at virkelighedens Irene Holm var halvgammel og fattig på en lille kvist. Der blev sat en indsamling i gang, så hun kunne "knibe sig igennem verden igen". Se mere om virkelighedens Irene Holm andetsteds på denne blog.

Vestre Kirkegaard. Et Halvtreds Aars Minde. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Fodgængeren, som kommer gaaende over den store Jernbanebro ude ved Valby, ser Vestre Kirkegaard rejse sig som en Fjældskov over Jernbanelinien. Og er han kommen ind paa Kirkegaarden, forstærkes Indtrykket af Fjældet. Han vandrer højt oppe over Staden, og Luften er ren og frisk som oppe paa et Bjerg.

Om et Par Dage fejrer Vestre Kirkegaard sit 50 Aars Jubilæum, idet den blev indviet 1870.

Mærkeligt nok, at Vestre Kirkegaard er saa gammel. De fleste Kjøbenhavnere regner den for en ret ny Kirkegaard. Det hænger imidlertid sammen med, at den først i senere Aar er bleven stærkere benyttet. I lange lider var den i den almindelige Bevidsthed en fjerntliggende Kirkegaard uden Renommé. Det ansaas ikke for attraaværdigt at erhverve Gravsted derude, langt fra Byen, i ukendte Egne. Man holdt sig til de mere fornemme Kirkegaarde, Garnisons og Holmenis, eller I hvert Fald til Assistens!

Men nu er Forholdet anderledes! Nu er Vestre Kirkegaard ved at blive Stadens mest søgte. Nu har den brede Befolkning opdaget dens særlige Skønheder. Og den har særlige Skønheder.

Birkealleen paa Vestre Kirkegaard.

Vestre Kirkegaard er ikke blot de Dødes Have, den er de Dødes Lund. Paa den passer det norske Udtryk "Gravlund'. Her har kyndige Hænder anlagt og plantet et stort Terræn, der rent landskabeligt set virker betagende ved sit afvekslende Terræn, sin Løvrigdom og sine Udsigter. Og ind mellem Træer og Høje og Grønsvær ser man de mange smaa Haver, i hvilke de Døde hviler.

Det er ikke Gravene, som behersker Kirkegaarden, endnu mindre Gravstenene; Vestre Kirkegaard er hverken en Samling blomstersmykkede Jordhøje eller en Samling hvide og graa Gravsten, Vestre Kirkegaard er først og sidst en Lund, hvor Træer og Buske luner og dækker over de Dødes sidste Hvilested.

Tre Kapeller har det været nødvendigt at opføre, Nordre Kapel 1892, Søndre Kapel 1908 og Østre Kapel 1913. Deres Arkitektur er vel ikke uangribelig, men de dominerer ikke. Ogsaa de dækkes af Lunden.

Netop nu, i Jubilæumsdagene, er Kirkegaardens Efteraarsskømhed stærkt fremtrædende. Den hører til vor Hovedstads Seværdigheder. Hvor Sydens Kirkegaarde byder paa kostbare og kunstfærdige Gravmæler, byder Vestre Kirkegaard paa den levende Naturs Løvpragt. 

Udsigt over Søen til det store Kapel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1920, 2. udgave).

Vestre Kirkegaard jubilerer. (Efterskrift til Politivennen).

Et jubilæumsskrift om begravelser i gamle dage og om kirkegårdens historie.

I anledning af at Vestre Kirkegård den 2. november har bestået i 50 år, har kommunalbestyrelsen udsendt et smukt illustreret skrift. der indeholder to tekstbidrag: Rådstuenakivar, Dr. phil. Villads Christensens skildring af begravelsesskikke og kirkegårdsforhold i København i ældre tid og en afhandling om Vestre Kirkegårds tilblivelse og udvikling, forfattet af direktør for Københavns begravelsesvæsen A. Berg.

Dr. Villads Christensen fører sin skildring tilbage til den katolske middelalder, da der ikke ofredes stort udstyr på begravelserne som fandt sted korrt efter dødsfaldet, i reglen allerede dagen derefter. Efter reformationstiden ændredes disse skikke. Der blev udfoldet større eller mindre pragt ved en jordefærd, og det ansås for at være en ære for den afdøde at hans lig var længe oven jorde. Efterhånden som fristen for begravelsen forlængedes, blev der også mere lejlighed til sammenkomster og fester. Under Københavns belejring i 1659 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuer og nyde det pragtfulde skue som de ikke var vante til i deres eget hjemland. En del år i forvejen skrev en udlænding, at når nogen dør i Danmark, saa græder og jamrer man ikke, men ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget.

Rådstuearkivaren omtaler forskellige foranstaltninger og forordninger, hvorved regeringen søgte at skride ind. Han skildrer de fortvivlede kirkegårdsforhold under epidemier som pesten i 1771, Studenternes Ligbæring og den udvikling, som langsomt førte fra begravelser i selve kirkerne eller så nær disse som muligt til jordfæstelser på de udenbys kirkegårde. Først i 1805 blev det forbudt at begrave de døde i kirkerne, og fra 1851 forbødes begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde. De to kirkegårde på Christianshavn dannede en undtagelse; men da adskillige koleralig i 1853 var blevet begravet her, greb autoriteterne ind, således at man ligeledes forbød begravelser på de christianshavnske kirkegårde. Siden har kun rent undtagelsesvis en jordfæstelse fundet sted inde i byen, som da J. P. E. Hartmann for en snes år siden blev stedet til hvile ved Garnisons Kirke.

Særlig rigt illustreret er direktør Bergs beretning om Vestre Kirkegård. Der findes jo også på denne kirkegård meget smukke partier, og anlægget er i det hele af den art, at det har vakt beundring selv hos meget kyndige udenlandske autoriteter. Kirkegårdens samlede areal udgør 94 tdr. land, og der er til den knyttet et antal af over 170 tjenestemænd og arbejdere. Den rummer et ualmindelig tæt vejnet. Som et kuriosum kal vi anføre, at der på denne kirkegård findes 109,5 kilometer eller mere end 14 ½ danske mil af Veje, som er over 2 meter brede.

På kirkegården er der i de forløbne 50 år i alt begravet ca. 140.000 mennesker. I de første 10 år begravedes kun ca. 900 årlig; fra 1880, til Bispebjerg Kirkegård blev taget i Brug i 1903, var antallet henimod 4000 årlig. I de senere år har det været ca. 2300.

En del smukke monumenter er rejst på kirkegården. Flere af dem er afbildet i jubilæumsskriftet, der også nævner en række kendte personligheder, som er begravet på Vestre Kirkegård, fra forfatterinden Victoria Benedictson (Ernst Ahlgren) i 1888 til direktør Hauge i 1920.

(Nationaltidende, 29. oktober 1920, 2. udgave).

De Ulykkeligste iblandt os. (Efterskrift til Politivennen).

Homosexualismen kan hæves ved Operation.

Naturens Love er ikke fuldkomne. De tilsyneladende regelbundne Linier brydes paa mangfoldige Punkter - hos Mennesker, hos Dyr og hos Planter. Der lever iblandt os Tusinder af Mennesker, der ikke er helt Mand og ikke helt Kvinde, bærende i sig enten rent ydre eller - endnu hyppigere - indre og usynlige Tegn paa begge Køn. Det er Fejltagelser, Forvirringer, Naturen har begaaet - i et Lune eller en Skødesløshed - ved Konstruktionen af det komplicerede Kunstværk, et menneskeligt Legeme er. Fejltagelser og Forvirringer, der bliver forstaaelige, naar man tænker paa, at et Foster, et Barn i Moders Liv, tilsyneladende er kønsløst indtil fjerde Maaned og først fra da af  udvikler sig til Dreng eller Pige.

Det er disse Fejltagelser, Professor Steinach vil rette ved den anden Side af sin Opdagelse og kan rette, saaledes som Professor Rovsing gjorde det forleden paa sin Klinik ude i Rosenvængets Allé.

Ved Professor Rovsings Operation drejede det sig om, som man vil huske det fra Omtalen her i Bladet, om en ung Pige, der viste udprægede mandlige Tegn i hele sit Væsen og sin Opførsel, og som sagtens vilde være endt som rent homosexuel Kvinde, saafremt hun ikke var blevet opereret og befriet for de mandlige Kirtler, der paavirkede baade hendes fysiske og psykiske Liv paa ganske forvildende Vis.

Professor Steinach beretter om en analog Operation, han har foretaget paa en 30-aarig ung Mand.

Vi kan af forstaaelige Grunde ikke gaa nærmere ind paa Enkelthederne i denne Operation, men maa nøjes med at notere, at Operationen havde den Virkning, at Manden, der var udpræget homosexuel og kvindagtig i Ydre og Væsen, efter blot et Par Ugers Forløb mærkede sit Følelsesliv vendt fra Mænd til Kvinder, - kun et Par Maaneder senere havde strøget alt det kvindagtige af sig og var forvandlet til en sund og kraftig Mand, der et Aar efter Operationen giftede sig med en ung Pige, med hvem han nu lever det lykkeligste Familieliv.

- - -

Der er, som vi skrev forleden, gennem disse overordentlig vellykkede Operationer aabnet Udsigt til, at Lægevidenskaben inden længe vil kunne fravriste Juraen de ulykkelige Homosexuelle, paa hvilke Juristerne hidtil har haft Monopol gennem Lov og Rettergang og Dom. Vi taler her ikke om de Mennesker, der har Homosexualismen til en Levevej - de Forbrydere, der staar lavere end Gadens usleste Skøger, men om de Andre, om dem, der lider under deres forkvaklede Tilværelse, om dem, hvis Liv som Følge af deres Abnormitet blev en Kæde af Kamp og Forfølgelse. Dem, som vore Læger - de højest ansete Specialister paa Sindssygens og Abnormitetens Omraade, som fik Staklerne til Observation, hidtil i gammel Uvidenhed afleverede til Dommerne og Fængslet med en Erklæring, der ikke var en Forklaring endsige en Undskyldning.

Nu kommer Professor STeinach altsaa og fortæller os, at det, der er Tale om, er en Konstruktionsfejl, for hvilken det vilde være sindssygt at gøre Ofret Ansvarligt, naar der da ikke foreligger Forbrydelser mod de rent elementære af Samfundet Love - og en Konstruktionsfejl, der kan rettes, repareres, om man vil, og bør repareres, vi havde nær sagt: enten Patienten vil eller ej!

Nogen Fare rummer Operationen næppe for Homoseksualisternes Vedkommende. Det gaar her som ved Foryngelsesoperationerne, om hvilke selve vor hjemlige Dr. Sand erklærer, at han ikke kan se rettere, end at de Steinachske Operationer krafrigt opfordrer til Fortsættelse:

"Hvis det drejede sig om et stort, et livsfarligt eller blot i nogen Grad svækkende Indgreb med risiko i den ene eller den anden Retning, vilde Spørgsmåaalet stille sig helt anderledes. Men Vas deferens-Ligaturen, der let kan udføres i Lokalbedøvelse, maa jo selv for Oldinge siges at være en simpel og hurtig Operation, der næppe i nogen Retning er forbunden med nævneværdig Risiko."

- - -

Jeg køber Risikoen - jeg, gamle Mand!

Jeg vil bort, væk fra den øde Landevej, der blev mit Liv, siden Ungdommen svandt, og hvis Endemaal er Døden, ene Døden.

Jeg vil ind over Markerne igen, hvor Blomsterne gror. - Jeg vil plukke dem paany i fejende Dans, som jeg gjorde det den Gang i længst forsvunden Tid, da jeg var ung og stærk og vild!

Steinach kommer ...!

Nemo.

(Aftenbladet 25. oktober 1920).

Dr. med Knud Sand havde under et besøg i Wien hørt om Steinachs arbejde. En anden artikel i bladet beskriver 3 eksempler på Steinachs operationer på ældre mænd med forbløffende foryngende resultater.

Niels Thorkild Rovsing (1862-1927), læge og kirurg. Han var undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Rovsing grundlagde den moderne urologi i Danmark. Privatklinik i en villa i Rosenvænget på Østerbro, det senere Institut Français. Villaen blev revet ned i 2006. Mellem Lyngbyvej og Tagensvej, langs Ringbanen, løber Rovsingsgade, der er opkaldt efter ham.

Professor Steinach. Foto fra Demokraten (Århus) 23. juli 1920.

Eugen Steinach (1861-1944), østrigsk fysiolog og professor ved universitetet i Wien. I 1916 hævdede han fejlagtigt, at homoseksualitet er en form for hermafroditisme, hvorfor der i 1920'erne blev gennemført resultatløse transplantationer af heteroseksuelle mænds testikler til homoseksuelle mænd. Steinachs teorier påvirkede som mævnt i artiklen den danske retsmediciner K. Sand. I 1920'erne underkastede en del ældre mænd sig Steinachs operation, idet Steinach fejlagtigt antog, at afbrydelse af begge sædledere har foryngende virkning. Helt op i 1930'erne troede man på Steinachs foryngelsesoperationer.

Knud Sand (1887-1968), dansk retsmediciner og seksualbiolog. Inspireret af Eugen Steinach mente han at kunne påvise en årsagssammenhæng mellem kønskirtlernes funktion og seksuel orientering, hvilket siden ledte ham til flere forfejlede forsøg på behandling af homoseksuelle mænd med transplantation af testikler. I 1922 offentliggjorde Knud Sand resultatet af 15 operationer på mænd a la professor Steinach på Kommunehospitalet. 1925-57 var Sand professor i retsmedicin ved Københavns Universitet; 1929-59 var han tillige Retslægerådets formand. Sand var en hovedkraft bag Sterilisationsloven af 1929, og den legale kastration blev karrierens dominerende tema. Langt op i 1930'erne sagde han god for professor Steinachs foryngelsesoperationer. I 1933 blev Steinach afsløret som skattesvindler.

Oluf H. Jørgensen (del 5): Død og Eftermæle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf H. Jørgensen.

Ogsaa Redaktører begaar jo en Gang imellem en, skal vi sige Dumhed. Oluf H. Jørgensen skulde have blevet i Skanderborg, hvor han var noget af en Konge. Han ejede den velsignede Evne, at Læserne tog hvert Ord han skrev til sig, ikke ét gik dem over Hovedet. Det er en misundelsesværdig Gave.

Han kæmpede bravt for "Agrar-dagbladet", men i Virkeligheden kunde han ikke føle sig helt hjemme under de vanskelige Forhold. Saa fik han Stillingen som Medredaktør af "København. Og nu døde han, tæt ved de 68.

Oluf H. Jørgensen - vi glemmer ikke H'et - var østjysk Redaktør i den idylliske Tid. Man har godt af at tænke lidt over, hvad der skulde til for at arbejde et Blad op lige midt inde i Kapløbet mellem Aarhus, Horsens og Silkeborg. Men J. var ufortrøden. Det lykkedes ham. Han slog bravt for Skanderborg, den skønne By med den skønne Omegn; han skulde blot have blevet i Reden.

Vi har jo selv faaet vor journalistiske Daab i den omtalte Idyltid. Det var et Bevis paa Redaktørens Popularitet, at man kaldte ham ved Fornavn: Emil i Horsens, Oluf i Skanderborg og Vilhelm i Aarhus. Man morede sig med hinanden og konkurrerede bravt. Ikke helt sjældent skældte man hinanden ud efter Noder. Men næste Dag, højst et Par Dage efter, var man lige gode Venner. Der kunde have staaet slemme Ting i de to Blade, meget slemme, Det hindrede dog aldrig Oluf H. Jørgensen i at rejse til Torskegilde i Horsens og tilbringe en højst gemytlig Aften sammen med Vennerne Emil Bojsen og Arnold Jørgensen.

Ingen kæmpede for Skanderborg som Oluf H. Jørgensen. Vi har en Gang, under en Skærmydsel med "Agrardagbladet's Redaktør, præsenteret ham som "Bymatador i Lommeformat". Vi har forlængst gjort ham en Undskyldning. Thi man kan jo paa een Gang elske Skanderborg og være glødende Agrar.

Det var fremfor alt Oluf Jørgensens friske Humør og en vis, overmaade elskelig Naivitet, der vandt ham Venner. Først og sidst i Virkekredsen. Der sidder endnu en hel Rad af gamle Bønder omkring Skanderborg. om hvem vi trøstig kan sige, at de baade elskede og beundrede deres Redaktør. "Er De Redaktør, sagde afd. Jens Andersen i Illerup til Nedskriveren af disse Linjer; "nej, hjemme i Skanderborg dér har vi en Redaktør

Han begyndte sin Hovedvirksomhed i en Egn, hvor Bjørnbakkere og Grundtvigianere sloges gennem mange Aar. Han fik straks det Indtryk, at "i Kamp forliges de kække bedst." Og en Kampens Mand var han i ikke ringe Grad. Men - bagefter gav han gerne Modstanderen det Haandslag, der siger: Intet Nag. C. S.

(Vejle Amts Folkeblad 22. oktober 1920).

Redaktør Oluf H. Jørgensen død.

Han hørte til de stærke Jyder. Vel var Oluf H. Jørgensen født i Aabenraa - det fortalte han gerne - og i sin tidligste Ungdom opvokset i Ringkøbing; men hans første Manddomsgerning øvedes i Hjertet af det jydske Land blandt Lars Bjørnbaks Bønder. Vennesæl, bred og godlidende med et lunt Blik i de rare Øjne blev den unge Redaktør Jørgensen en politisk Fører for Skanderborgegnen, hvor han som 24-aarig havde stiftet sit eget Blad. Han passede til Biørnbakkerne. Let at tænde i Begejstring, slagfærdig paa en Talerstol og munter i et godt Lag. Og som Bjømbakkerne blev Venstres Kærnetropper, saa gik Oluf Jørgensen begejstret til sin Gerning for det han i Politik troede paa var det rette. I de Tider, sang Drachmann: Giv mig Hundrede jernklædte Mænd! Og Bjørnbakkerne var heller ikke sene til at øve en politisk Daad, naar Lejlighed gaves.

De stærke Jyder mente at det særligt trægt med Venstrebevægelsen paa Lolland-Falster, og som fordum Vikingerne besluttede de at gøre Landgang paa vore sydlige Øer for at faa Folk dernede omvendt til den eneste rette politiske Tro paa Bjerget.

Oluf Jørgensen holdt selv af at fortælle om denne ene blandt utallige muntre Episoder, hans lange politiske Liv var saa rigt paa. Han rystede vel paa Hovedet af Daarskaberne. Men de rare Øjne straalede, naar han fortalte om de stærke Jyders Togt til Sydhavsøerne, hvori deltog alt, hvad der duede af politisk Ungdom i Jylland. Oluf Jørgensen selv, naturligvis, hans gode Venner de to fremragende Bønder, Brødrene Leth Espensen, Viggo Bjørnbak og Emil Bojsen, J C. Christensen og mange flere. - Det var en skrækkelig Tur. Hvor vi dog opførte os uopdragent, kunde Oluf Jørgensen sige helt betænkeligt - og saa le med sin stærke sunde Latter ved Mindet om den herlige Tid.

Nok gik det livligt til, men en Provinsredaktør i de Dage havde begge Hænder fulde. Ikke alene skulde han lave sin Avis, men tillige var en Redaktør den Gang sin Egns Tillidsmand.

Til ham kom naturligvis i særlig Grad Landboerne med Smaat og Stort. Men Oluf Jørgensen blev ogsaa Skanderborg en god Mand. Det gode Forhold mellem l.and og By nøjedes han ikke med at udbringe Bordskaaler for ved Kongens Fødselsdag, han gjorde et virkeligt Arbejde, og som Vidnedsbyrd herom knejser i dag Andelsvineslagteriets Skorsten over Skanderborg By.

Som Bjørnbakkerne havde været blandt Venstres, livligste og bedste, saa var det dog Folk, som nok vilde have noget ud af Tiden. Tale kunde være meget godt, men Gerning var bedre De havde som ingen andre protesteret mod Hr. Estrups Forfatningsbrud ved ivrigt at støtte Venstres Visnepolitik; men da denne mere udartede til en personlig Kamp mellem Førerne, blev Bjørnbaks stærke Jyder de første, som sagde Farvel til Hørup og Berg. Bojsens Forhandlingspolitik fik sit stærkeste Tilhold i Midtjylland. Oluf H. Jørgensen havde en ikke ringe Andel heri. Særlig paa Skanderborgegnen var hans Indflydelse omkring 1890 voksende, og den kommende femaarige Periode blev vist Oluf Jørgensens lykkeligste Arbejdsaar. Da han den 9. April 1895 paa Skanderborg Torv udraabtes til Kredsens Folketingsmand kunde ingen være gladere. Med den Veneration, Oluf Jørgensen betragtede Rigsdagsgerningen gik han ind til denne med de lyseste Forhaabninger. 

Desto større følte han Skuffelsen, da hans Valg vistnok meget uretfærdigt, blev kasseret, og han faldt ved Omvalget nogle Maaneder senere. Mange Aar efter kunde der komme en Bitterhed op i Oluf Jørgensen ved Tanken om den formentlige Uret, han havde lidt, noget som ellers var ham ganske fremmed, og medvirkende var denne store Skuffelse sikkert ogsaa til, at han brød op fra Skanderborg for at blive Redaktør af "Agrardagbladet".

Da dette Blad stiftedes i 1897, havde Agrarbevægelsen allerede udspillet sin politiske Rolle. Det var som om denne Bevægelses Kræfter næsten udtømtes ved Medvirkningen til det storpolitiske Forlig i 1894. Venstrereformpartiet førte under J. C. Christensens Ledelse de følgende Aar Landboernes Sager frem til Løsning, og Agrardagbladets Tilværelse blev underlig rodløs. Bevægelsen, der skulde have givet Bladet Styrke og Fasthed, sygnede hen, og det gjorde Bladet omsider ogsaa, til sidst i 1911 for at overtages af KØBENHAVN, og Oluf Jørgensen knyttedes til os som Medredaktør.

Den hastige Gerning, moderne Journalistik kræver, var ikke Oluf Jørgensens Sag. Han kom til KØBENHAVN som en Mand, der i sin fremrykkede Alder ønskede at beskæftige sig med det Arbejde, hvortil han havde viet sat Liv. Men helt fortrolig med Tonen, det hastige Liv, og det forcerede Arbejde paa et Hovedstadsblads Redaktion blev Oluf Jørgensen aldrig. Og ogsaa hans sidste journalistiske Aar blev ham noget af en Skuffelse.

Vi vil fra disse hans sidste Aar ved KØBENHAVN mindes Oluf H. Jørgensen som en venlig, rettænkende Mand, der bevarede et fortræffeligt godt Humør til det sidste. Hans Virke prægede ikke KØBENHAVN, som dog nød godt af hans store Personalkendskab Landet over, særlig blandt Landbostanden. Hans hyggelige, godmodige og retskafne Personlighed vil her, som overalt hvor Oluf Jørgensen kendtes, blive mindet med Venlighed.

Noter.

Oluf Jørgensen var født 27. November 1882 i Aabenraa som Søn af Overlærer, Redaktør Jørgen Jørgensen, den senere Ejer af Ringkøbing Amts Avls.

*

Den Afdøde overleves af sin Hustru Fru Anna Jørgensen, født Trap med hvem han blev gift 28. Maj 1877. Ægteskabel er barnløst 

*

Oluf Jørgensen havde skrantet meget i de senere Aar, hvad da ogaaa fik ham til at tage sin Afsked fra KØBENHAVN i Fjor. En Blærelidelse stødte for fjorten Dage siden til, og paa Rigshospitalet, hvor han indlagdes, opererede han af Professor Schaldemose. Selve Operationen gik godt, men Redaktør Jørgensen havde ikke Kræfter mere, og i Gaar Formiddags ved 11-Tiden sov han stille hen.

*

Den Afdøde var dekoreret med Ridderkorset og var Ridder af den russiske Stanislauorden.

(København 22. oktober 1920).

Oplysningen om at hans kone Anna Jørgensen var født Trap, stemmer ikke med hvad gravstenen oplyser, se nedenfor.

Redaktør Oluf H. Jørgensen, f. 27. nvbr 1852, d. 21. oktober 1920. Anna Jørgensen, f. Walther, f. 26. juni 1851, d. 1. decbr. 19?? I slutningen af 1920 meddelte flere aviser at der var dannet en komite til indsamling af bidrag til et mindesmærke for ham. Gravstenen ligner imidlertid en almindelig sten, så måske blev indsamlingen ikke til noget. Vestre Kirkegård, Afdeling N, rk. 1, nr. 2. Foto Erik Nicolaisen Høy.