Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Fra Redaktionen over Sætteriet til Rotationspressen og Læserne. (Efterskrift til Politivennen)

Hastige Billeder fra det daglige Liv, hvor "Social-Demokraten" bliver til.

Om Bordet: Redaktør Oskar Jørgensen, F. K. Madsen, Normann-Bryn, P. Hedebøl, Redaktør Borgbjerg, Red.-sekr. Johs. Petersen, Ax. Wessel. Staaende: Kr. Krater, H. Lundbeck, A. Hansen, Mar. Wulff, Fri Nina Bang, Ax. Schmidt, Jean Petersen, Marinus Kristensen, Georg Wiinblad, Dines Petersen.

Redaktiønens Ur slaar 12. Det er ikke Midnat, det er Middag. Klokkens Slag og Signalet til Redaktionskontorerns Aabning. "Social-Demokraten"s Kontorer er ikke alene de Omgivelser, i hvilke et Blad bliver til. De er meget mere end det. Naar en Mand eller Kvinde føler sig forurettet, naar der opstaar Tvivl om et eller andet naar der ønsker Raad eller Daad, saa er Løsenet i Tidernes Løb blevet: "Lad os gaa til "Social-Demokraten". Denne Intime Forbindelse, der herved er opstaaet mellem Redaktionen og Læserne, har sikkert bidraget stærkt til at slutte Vort Blads Kontakt med Abonnenterne saa fast, som Tilfældet glædeligvis er.

Som sagt Klokken er 12.

Men den mobile Journalist er ikke fast "Inventar" i et Kontor. Han ved, at Stoffet kommer ikke ind ad Døren til ham. Han maa selv være paa Tæerne.

Derfor er der endnu kun faa Medarbejdere paa Redaktionen. De fleste er ude for at trænge til Bunds i en eller anden dunkel Sag, eller for at overvære en Begivenhed af mere end almindelig Interesse, eller maaske for at referere i eller flere af de mange Møder, hvis Ord og Beslutninger ønskes mblicerede til vort Blads store Læsekreds. "Journalisten er som Bier", udtalte Redaktør Borgbjerg ved en festlig Lejlighed: "de flyver ud og kommer hver især tilbage med deres Honning".

Bierne er ude nu. Men efter Middagstimernes Redaktions-Ro bliver Kontorerne levende. Telefonen tager fat. Det er maaske en Medarbejders korte Rapport, hans Anmodning om fotografisk Assistance, hans Beretning om Dagens Sensation. Det er maaske en Forespørgsel: "Hvor stor er Islands Befolkning?" "Er det sandt at Kejser Wilhelm er død?" "Hvor mange Mursten blev brugt til Raadhusets Opførelse?" - Ak! Selv Redaktionens viseste Medlem, der tillige er forlenet med urokkelig Ro og Taalmodighed, kan fortvivle overfor Telefonens Syndflod af Spørgsmaal. Redaktionen er et levende Leksikon. Men de fleste, der har noget alvorligt paa Hjertet, kommer selv op paa vore Kontorer. Der kommer en Deputation fra en Ejendom, med en Klage over en daarlig Vært. Der kommer Husassistenter, der er snydt for Lønnen. Der kommer harmfyldte Forældre med Børn, der er mishandlede af brutale Mennesker. Der kommer .... der kommer, hver Dag en Armé, som ved, at Ingen forurettet forgæves banker paa "Social-Demokratens" Dør. Hvad der ikke finder Vej gennem Telefonen eller ad Trapperne, det kommer med Posten. Imellem det daglige Bjerg af Aviser fra hele Verden, findes Breve. Der er hvide Ark beskrevet med sirlig Skrift og fuldendt i Formen, men der er ogsaa rørende ubehjælpsomme Aktstykker, maaske fra en gammel Morlil, der beder om Hjælp, maaske er det en - efter stor Anstrengelse tilblevet artikel, der indledes med den næsten klassiske Vending: "Hr. Redaktør! De bedes venligst optage følgende". Og "Social-Demokraten" aftager "venligst" det meste. Gid altfor utaalmodige Indsendere dog kendte den daglige Kamp for at skaffe Plads til alt!

Medarbejdere gaar og kommer. Telefonerne er belejrede. Traadene dirrer. Ved hvert eneste Skrivebord arbejdes der under Højtryk. Pennen iler hurtigt over det hvide papir. Det bliver til Artikler, dét - Artikler, som tilfredsstiller den journalistiske Ærgærrighed blot derved, at de næste Dag læses og diskuteres af Hundredtusind, ja flere. Forud for Artiklens Tilblivelse er oftest gaaet et enerverende Undersøgelsesarbejde som kun Journalisten kender. Han har slidt Trapper fra Stue til Kvist, har har skreget sig hæs i en Telefon, han har forfulgt en Mand, der sad inde med afgørende Oplysninger - en Mand, der oftest "netop er gaaet ud", naar Journalisten stod ved sit Maal. Ak! hvilken Sum af nervøst Jageri, af Ærgrelser, gaar der dog ikke forud, for blot en Spaltes Tilblivelse. Men alt overskygges af Glæden over velfuldendt Arbejde, naar Journalisten ved sit "flydende" Arbejdsbord giver Artiklen den sidste "Tilfiling". Journalisten er rastløs. Han beder ikke om Ro, mens Pennen arbejder paa Hjernens Kommando. De evindelige Afbrydelser og Forstyrrelser indgaar som et Led i hans Arbejdsmaade. De virker stimulerende. Maaske de ovenikøbet inspirerer.

Et lille Hjørne af vor Ekspedition. Det er kun en lille Del af vort Ekspeditionspersonale, der er med paa Billedet. Længst bagved staar Forretningsfører M. Hørdum og ved hans Side Bogholder Valdemar Petersen. Derefter følger Frøknerne Høghøj, Jensen og Davidsen. Desuden  Ekspeditørerne Frederik Nielsen og Bernsteen og staaende Afdelingschef Simonsen.

Nu er Eftermiddagens Tempo paa sit højeste. Borgbjerg har Ret: Journalister er som Bier. Redaktionen er en summende Bikube. Det hele er et futuristisk Maleri. Men er der dog Plan i det hele? Er der nu Ikke Fare for, at 2 Journalister spilder Tiden, med at skrive om den selvsamme Sag? De, der tror saa naivt, kender ikke "Social-Demokraten"s Journalister, og de kender navnlig ikke Bladets Redaktør. Han har alle Traadene i sine Hænder.

Han ved paa en Prik, hvor hver enkelt Mand er, og med hvilken Sag han beskæftiger sig. I hans Kontor banker Redaktionens Puls. Der føres hastige Konferencer mellem Medarbejdere og Redaktør - altid hastige og præcise. Der bruges ikke et overflødigt Ord: Afsted! Tag fat"

Det sætter Tempoet op.

Manuskriptdyngen vokser. Een Bekymring kender "Social-Demokraten" ikke, og det er Bekymringen for, at der skal mangle Stof til Bladet næste Dag. Der er altid I Overflod. Redaktionssekretæren ser med Bekymring paa den Voksende Bunke. Det er altsamrnen saa vigtigt, saa vigtigt, og nu "gaar det op".

"Gaar op": det vil sige, at Faktoren omslutter Manuskripternes Mangfoldighed med sine rummelige Hænder og og bærer dem op til Sætteriet i 3. Etage.

Otte Sættemaskiner klaprer. Blækbogstaverne bliver til Bly. Linie efter Linie vælter ud fra Maskinerne. Sætternes Fingre spiller virtuosmæssig paa Tangenterne. En liflig Musik for den, der elsker sin Gerning. Og Linierne bliver til færdige Artikler, der "bindes ud" og forsynes med Overskrifter. Bordene bugner af nystøbt Sats.

Fra Redaktionen gaar nye Oceaner af vigtige Manuskripter op. 8 Sættemaskiner klaprer videre. Haandsætterne har travlt med Annoncerne. Satsen vokser, og endnu er Bunden ikke naaet.

Der arbejdes.

Journalisten opdager, at Eftermiddagen er gaaet. Død og Pine, Klokken er 9 og han har endnu ikke spist Middag. Han har glemt sin Sult. Men nu melder de materielle Krav sig, der kan netop blive en halv Time tilovers, den bruges til Indtagelse af et velgørende Maaltid. Men Redaktionen er en Magnet, der hurtigt trækker ham til sig igen. For Journalisten er Bladet mere end et andet Hjem. Hans Gerning er mere end hans Levebrød. Hans Arbejde er Udfoldelsen af en indre medfødt Trang. Derfor styrer han altid først sine Skridt mod Bladets Kontorer. Ganske vist er Bladets væsentligste Indhold baade skrevet og sat, men endnu i Nattetimerne kan store Ting ske, Ting, som under alle Omstændigheder skal med i Bladet, maaske paa Bekostning af andre store Ting. Ingen ved, hvornaar Telegrafen dirrer, hvornår Telegrammet kommer om en Begivenhed, der er hele Københavns, hele Landets, ja, maaske hele Verdens Samtaleemne i Morgen.

Journalisten er paa sin Post, mens Byen slumrer. Gaar vore Læsere gennem Farimagsgade en sen Nattetime, saa vil de altid se Lyset i "Social-Demokraten"s Vinduer.

Elevatoren rasler op og ned mellem Sætteri og Stereotypi-Afdelingen. Nye Forme sendes ned. "Gamle" Forme sendes op. Stereotypørerne - eller "Pisterne" - som de for en Nemheds Skyld kaldes, arbejder i en stegende Varme. De tager Blyafstøbninger af Formene. Afstøbninger, der af Elevatoren føres ned til Trykkeriet.

.... Klokken har netop slaaet 4. Den sidste Form gaar ned. Formene spændes fast i Rotations pressens Cylindre.

Kæmpemaskinens Hjul sættes i Sving. Helt ud i den stille Nat lyder Rotationspressens Buldren. Den synger den samme Sang, samme Sang, samme Sang, samme Sang .... Færdige Aviser spyes ud i tusindvis. Stablerne vokser. Paa "store Dage" vaager Journalisten til han kan holde den friske Avis i sin Haand, til han kan beruse sig i den stærke Lugt af Sværte. Først da søger han Hvile.

Men i Morgenstunden spreder i hundredevis af Bude det færdige Blad ud over Byen. Trappe op og Trappe ned. "Socialen" er Dagens første Gæst og vi ved, at dens Ankomst imødeses med Længsel og Glæde.

- - -

Men Rotationspressen synger sin Sang, indtil Byen vaagner til nyt Liv. En ny Dag begynder. Forberedelserne til næste Dags Avis træffes allerede i Formiddagens Timer i Ekspeditionen, hvor nye Bunker af Blade udleveres til den umættelige By. Ved hver Pult ligger Protokollerne. Hvad staar der i disse velnærede Bøger? Er det Fortegnelsen over Abonnenternes Kæmpe-Skare? Er disse Bøger - stadig voksende i Omfang - er de Barometret for vor Presses voldsomme Vækst? Eller fortæller Protokollerne om den stedse større Kreds, der har forstaaet at værdsætte "Social-Demokraten" som Annonceblad, som Bindeleddet mellem Sælgerne og de mange, mange Købere? Eller er det maaske lange Talkolonner, der staar i Bøgernes tørre Tal, store Tal, der gengiver det nøgterne usminkede Billede af vort Blads financielle Forhold.

Protokollerne ligger der, hemmelighedsfulde, lukkede - kun talende naar de bliver spurgt. Men de kan tale med om Bladets Udvikling fra de Tider, hvor Abonnenternes Navne kunde staa paa et Par Foliosider og da Regnskaberne magelig fik Plads paa et almindeligt Ark Skrivepapir.

Disse Protokoller med de sorte Bind er ikke saa kedelige endda.

Og Ekspeditionen er levende Dagen igennem. Annoncer og ny Abonnenter. Bidrag til dette eller hint Finanskonferencer. Forretnings-Aftaler. Udbetalinger. Indbetalinger. Alle Stueetagens Kontorer frembyder et levende Billede af Travlhed. Men der er System og Plan og Orden i alt. Punktligheden staar Vagt ved Pultene. De forretningsmæssige Interesser er i sikre Hænder.

Plan og Orden!

Der hænger et stort Portræt i Ekspeditionslokalet. Det gengiver afdøde Hørdums karakteristiske rolige og kultiverede Ansigtstræk. Han ydede en store personlige Indsats til at skabe dem for alt betryggende Plan og Orden: Organisation i alt. Og dette for al Fremgang betingende Grundlag er bevaret, det har styrket det Center, hvorfra "Social-Demokraten" har hentet sin økonomiske Kraft.

- - -

Paa Redaktionen staar Reol ved Reol fyldte med store tykke Bind. Det er "Social-Demokraten"s Aargange siden 1872. Begyndelsen blev ganske vist gjort med "Socialisten" i Juli 1871, udgivet af B. Brix, skrevet af Pio. Det var kun et lille Blad, der udkom hver Lørdag. Men allerede i April 1872 blev "Socialisten" Dagblad "for Arbejdernes berettigede Fordringer". I Juli samme Aar udvidede det alt Format. Men Bladet voksede ikke alene i det Omfang som Reolerne Illustrerer.

Det voksede i Udbredelse, i Autoritet Indtil det vel nok i Dag er Danmarks stærkeste Blad.

De taler deres eget Sprog disse Reoler. De fortæller om Trængselstider, om Modgang og Modgang og om Socialdemokratiets store Sejre. Rotationspressen synger sin Sejrssang ud i Nattens Stilhed, den summer Inspirationen for den unge Journalist som blev den Lykke givet, at blande sin Røst med Maskinens Larm og tilegne sig Retten til at være med i Socialdemokratiets Stortid.

Kristian Krater.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Interiør fra Provinsredaktionen. Siddende ved Skrivebordet Redaktionssekretærerne Josephsen (til venstre) Steffensen (til højre) og staaende til venstre Carl Andersen. Foto fra Social-Demokraten 2. april 1922.

E. Wiinblad om "Social-Demokraten". (Efterskrift til Politivennen)

 Minder fra Bevægelsens Barndom.

Da Socialisten blev Dagblad.

Folketingsmand E. Wiinblad.

Fire af dem, der var med til at gøre de første Spadestik.

Folkethingsmand, E. Wiinblad, i 30 Aar "Social-Demokratens" Redaktør og endnu med mange Baand knyttet til Bladet, opmærksomt følgende dets Udvikling og Vækst tager fra en af Redaktionens Reoler et indbundet Bind.

Det er i Kvartformat. Og i det han slaar op paa første Side siger han: 

- Af dette lille 3-spaltede Blad, der udkom i Juli 1871, har danske Arbejdere skabt en Presse, som omspænder hele Landet, og som intet Arbejderparti i Verden har Magen til, en Presse, der altid stiller sig paa de Forurettedes Side, som er ubestikkelig og aarvaagen, og som netop derfor frygtes og hades af vore Modstandere.

Wiinblad betragter smilende det første Numer af "Socialisten". Oven over Titlen staar: Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Og under neden: "Et Ugeblad for Arbejdernes berettigede Fordringer". Spidsartiklen hedder: Til vore Brødre, Danmarks Arbejdere, og inde i Bladet findes en Artikel med Overskriften: Arbejdernes Hævn.

- Se, siger Wiinblad, for os er der intet overraskende eller blot paafaldende i disse Overskrifter. Udtrykket: Vore Brødre, Danmarks Arbejdere! lyder naturligt i vore Øren. Men da jeg som Dreng første Gang saa disse Ord, og da jeg læste disse Artikler, hvori taltes om alle Menneskers Ligeberettigelse, da var det noget uhørt, en eksploderende Mine, en Komet, der sendte en Hale af Ild hen over Landet og tændte Menneskesjæle i Brand.

Jeg var Typograflærling den Gang. Jeg arbejdede hos Bogtrykker Bianco Luno og boede i Adelgade. Min Fader var Skræder og sluttede sig hurtigt til den socialistiske Bevægelse. Han blev Sektionsformand i "Internationale", og i vort fattige Hjem ventede vi Ugen igennem paa Lørdagen, der bragte et nyt Numer af "Socialisten". Som det Blad dog blev læst, gennemstuderet, gransket. Og som det var elsket af de faa Tusinde, der samledes om det.

Wiinblad standser et Øjeblik og blader omtrent halvvejs frem i de indbundne Aviser:

- Den sidste Lørdag i Marts indeholdt "Socialisten" en Meddelelse om, at fremtidig udkom Bladet 6 Gange om Ugen. Meddelelsen var underskrevet af den forgudede Plo, der her for første Gang traadte offentlig frem som Bladets Leder. Hans Brix havde hidtil staaet som Redaktør. Fra Lørdagen til Tirsdag den 2den April gik vi i Spænding, febrilsk ventende, ventende, paa dette ufattelige, at vi nu havde vort eget Dagblad, ligesom vore Modstandere havde deres. Og det kom, og vi slugte det. Her var en Programartikel, og her sloges djærve Slag for de smaa i Samfundet. Se her - Wiinblad peger paa Bladet - I her er en lille Føljeton, skrevet af Kopist Madsen. Under det Mærke skjuler sig Paul Geleff, der snart fik Hovedindflydelsen paa Bladet. Og se de to Forretningsannoncer, det var alt, hvad man havde at pynte Bagsiden med. De var indleveret af Nicolaj Jensen, Hj. af Lille Købmagergade og Krystalgade, og han reklamerede med Herre- og Dameklæder af en hver Art. Men han gjorde det næppe i Haab om, at Annoncerne skulde bringe ham Fordel. Sagen var, at Nikolai Jensen var den, der støttede Pio økonomisk. Han var en Idealist og havde vel fra Tyskland faaet Interesse for Socialismen, skønt han ikke selv hørte Arbejderpartiet til. Der var mange den Gang, som var paavirkede af Lasalle, og Pio var jo en dansk Lasalle.

Wiinblad blader videre. Han dvæler ved denne og hin Artikel, knytter spredte Bemærkninger til et og andet - og standser ved Numret for 5. Maj. Med en Understrøm af dyb Bevægelse siger han:

- Paa den Dag blev Pio fængslet, og hans Svoger, Alfred Jørgensen, overtog Redaktionen. Men Bladet, der havde været oppe paa 6-7000 Abonnenter, gik nu tilbage, springvis og voldsomt. Den 9. Maj 1874 stilledes "Socialisten" til Auktion, og Fr. Hertz, der nu bor som 90aarig i "De gamles By", købte Halvdelen for 25 Rigsdaler. Han og en Del faglige Foreninger udgav allerede fra næste Dag, altsaa Søndag den 10. Maj, Bladet "Social-Demokraten". Ved denne Lejlighed møder vi første Gang Navne som C. C. Andersen, P. Holm og Hørdum. De meddelte paa deres Fagforeningers Vegne, at de overtager Bladet, der fremtidig er Organ for det socialistiske Arbejderparti. Saaledes blev Arbejdernes Blad Arbejdernes eget Blad og var ikke længer afhængig af enkelte Idealisters økonomiske Evne.

Wiinblad holder omhyggelig sit Navn ude, skønt han paa dette Tidspunkt allerede havde gjort sig bemærket indenfor Partiet. Han hørte til Oppositionen, som Ungdommen jo gerne gør, og han var valgt til Sektionsformand, ligesom Faderen. Men som Wiinblad nu blader videre i Mindernes Bog kan han ikke undgaa at nævne sig selv.

- Pio blev løsladt fra Fængslet 9. April 1875. Bladet blev den Gang trykt hos Henriksen i Ravnsborggade 21. Men Pio ønskede at faa eget Trykkeri, og Guldbrandsen, der trykkede "Ravnen", blev sat til at ordne et nyt Sætteri i Ravnsborggade 18. Jeg havde nylig udlært og havde Arbejde hos Guldbrandsen. Jeg var derfor blandt dem, der fik med "Social-Demokraten"s første Sætteri at gøre. Det var i 76. Aaret efter forlod Pio Landet, og Bladet gik nu langsomt sin Undergang i Møde. Det var jo ikke Journalister, der skrev dette Blad. Mundberg, som en Tid var Redaktør, havde haft Købmandsforretning i Blaagaardsgade, Saxo Wiegell var Digter, og Bjørnstrup, ja hvad han end var, forstod han sig kun lidet paa at lave en Avis. Aktuelle Begivenheder blev skudt til Side, Referater af vigtige Møder maatte vente, det udenlandske Stof blev taget fra norske Blade og var altsaa flere Dage gammelt. Men stemte det ikke overens med Dagens Telegrammer, maatte Telegrammerne vente. Jeg husker, at ved Valget i 1878 bragte "Social-Demokraten" end ikke Valgresultaterne. Der var vist ikke Raad at abonnere paa Ritzaus Meddelelser. For dog at faa noget med om Valget, gik Saxo Wiegell ned i "Kragereden", en Beværtning i Fortunstræde. Værten hed Kragh, deraf Navnet "Pragereden". Her holdt Rigsdagens Bønder til, og paa Valgaftenen samledes de for at drøfte Udfaldet. Paa den Maade fik Wiegell fat i nogle løsrevne Stumper af Valgresultatet, og de puttedes i Blade uden Hoved og Hale.

Wiinblad smiler lidt og vedbliver:

- Bladet gik daarligt og Typograferne blev afskediget, undtagen Faktor Broen og Ombrækkeren Eriksen og - ved et Himlens Under - jeg selv. Det hang vistnok noget sammen med, at Trykkeriets Leder, Hr. Guldbrandsen, var ivrig Frimurer. Og ved Frimurernes Sammenkomster mødte han altid op med trykte Sange, som han havde sat sit Navn under, men som jeg havde skrevet. Hans lyriske Aare kunde jo ikke godt standse med et Slag, derfor fik jeg Lov til at blive hvor jeg var.

Og saa stod jeg altsaa der og gjorde hvad jeg kunde før at gøre "Social-Demokraten" til et Blad, som Arbejdernes kunde være tjent med. Men heller ikke jeg havde jo megen Forstand paa det. Naar bare Avisen var fyldt, var det godt. Ofte var det til at fortvivle over.

Wiinblad smækker med en pludselig Bevægelse den gulnede Aargang af "Social-Demokraten" sammen, og ser sig om med et Blik, der lyser af Glæde og Stolthed.

- Men vore Modstandere forregnede sig. De glemte at Arbejderne vel var fattige og uoplyste, men at de var besjælet af en brændende Trang til at lære, og af en fælles Vilje til at sejre. Og se nu! Her staar jeg i "Social-Demokraten"s eget Hus, hvor Skandinaviens største Rotationspresse udspyr mere end 100,000 Aviser hver Dag. Alt det har jeg set blive til, og Synet af denne mægtige, ubesejrlige, ustandselige Opdrift har gjort mig sikker i min Sag, naar jeg siger, at Fremtiden hører os til.

- Den gør det, slutter vor graanede Partifælle, i Kraft af den samme Lov, der har ført os til det Resultat, vi alt har naaet, VI har overvundet det sekteriske, der Prægede Partiet i dets første Dage. Men dernæst har vi overvundet det rent dogmatiske. Vi er blevet en Folkebevægelse. Bag Socialdemokratiet og dets Presse staar Kærnen af Landets Mænd og Kvinder.

Og i Spidsen for dem gaar som den røde, vajemde Fane "Social-Demokraten", Bladet, der taler de Fourettedes Sag, angriber Misbrug, paataler Overgreb, kræver Retfærdighed, Velstand og Lykke.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

"Socialisten" findes på Mediestream. Her den omtalte annonce for Nicolai Jensen, 2. april 1872.

Johanne Petersen (1847-1922). (Efterskrift til Politivennen)

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1856-1939): Johanne Kirstine Wilhelmine Petersen (1847-1922). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Vanføre og deres Gærninger.

En besynderlig Skole

En Kvindes Arbejde.

For en Menneskealder siden havde de Vanføre det langt tungere end nu. Da var disse Samfundets elendigste Stedbørn, naar de da ikke havde velhavende Forældre, henviste til Fattiggaardene, og deres uhyggelige Værgeløshed førte med sig, at de ret ofte behandledes som det usleste Skumpelskud, af hvem man jo ikke kunde koste det ringeste Vederlag i Arbejde for det Brød, det miskundelige Samfund gav. At en lam, en enarmet, en Stakkel, som manglede Benene eller hvis Legeme i anden Henseende var deformeret, skulde kunne lære at arbejde, lære at tjene sit eget Brød i Nøjsomhed ved egne Hænders Værk - det var der ingen, som tænkte paa!

Saa begyndte for en Snes Aar siden "Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede" sin humane  Gerning. Snart gik Foreningens Virksomhed i den Retning, der skulde blive til saa stor Velsignelse for de Ulykkelige, nemlig at lære dem et eller andet Haandværk, hvorved de blev mere frit stillede i Samfundet og hvorigennem deres Menneskeværd højnedes.

Et Mesterværk i Snedkeri.

Sjælen i dette Arbejde var og er den Dag i Dag Forstanderinden, Frøken Johanne Petersen, som netop i denne Tid fra alle Sider modtager talrige Komplimenter og megen Tak. Hun staar foran maaske sit største Resultat. I Skolen i Stormgade Nr. 8 er nemlig udstillet en Samling Møbler i Stil fra det 16de Aarhundrede, en Bestilling fra Kammerherre Lüttishau, Tjele. Tegningerne er udkastede af Hr. Arkitekt Bindesbøll og det nydelige Indbo helt igennem udført af fire vanføre unge Mænd, tre enarmede i Alderen 15-16 Aar og en 20-aarig, som har fire Fingre paa den ene og ikkun en paa den anden Haand. Der er i Alt syv Stykker Møbler og 8 Stole, hvorom de flinke Snedkere har været ca. tre Maaneder.

Kunstvæveri.

Til Møblerne hører en hel Del vævede Tæpper og Portierer. Dette Kunstvæveri, som i enhver Henseende staar paa Højde med, hvad der ellers normalt præsteres i denne Genre, er udført af en ung Pige, som kun har en Arm. Sé denne ene Haand lægge Mønstret og behandle "de mange Traade paa Væven og man beundrer disse ulykkeliges resignerende Taalmodighed.

Frk. Petersen førte os i Gaar, da vi tog det interessante Arbejde i Øjesyn, ind til de respektive Værksteder, og hvor man kom frem, blev man forbavset over, hvad de, Naturen har nægtet næsten alt, formaar. Her sad en Del Smaapiger om et stort Bord, syende og broderende, Alle var de paa den ene eller anden Maade Krøblinger, men fra de smaa Barneøjne straalede kun glade Smil over Arbejdet En lille, lyslokket Pige var beskæftiget med en Tøffel til Faderen derhjemme paa Landet. Den skulde rigtignok have været færdig til Paaske, men den ene Haand havde trods al Flid ikke mægtet at opfylde Løftet; nu skulde den sendes til Pinse!

I Møbelværkstedet.

I Møbelværkstedet var de smaa omtalte Mestre i travl Virksomhed. Her blev tegnet og snittet, savet og skaaret; det fineste op sikreste Arbejde laa foran dem. I et andet Værelse arbejdedes i Læder og den ene Fingreløse Haand fører Kniven saa rapt og nemt, som den sundes to raske Næver; de sirligste Rammer og Porteføljer i udskaaret Arbejde udgaar herfra.

Det beundringsværdigste turde maaske dog være det Børstenbinderarbejde, som en tyveaarig Vanfør præsterer. At en Blind med Øvelse kan lave Børstenbinderarbejde, kan dog forstaas, men at en Stakkel, som har to Klumpfødder og ingen Arme kan frembringe fire Skobørster om Dagen, vil sikkert forbavse mange. Dette er imidlertid Tilfældet. Foran en særlig konstrueret Maskine sidder han og trækker Børsterne paa og binder Staaltraaden - med Munden.

Saaledes tjener han sit daglige Udkomme og kan endda faa lidt tilovers til sin Yndlingspassion: Fuglene, som i et stort Bur ved hans Side tiljubler ham Opmuntring.

Foruden de nævnte findes i Stormgade Værksteder for Skomagere, Kurvemagere og Linnedsyersker, som har særlig travlt og hvis omhyggelige Arbejde vurderes højt af kendte Firmaer her paa Pladsen.

Tilfredse Stakler.

Skønt flere af disse Stakler er i enhver Henseende intelligente Mennesker, klager de ikke over Tilværelsen, men arbejder med Lyst og Glæde. De forstaar, hvad gode Folk her har gjort for dem og danner forøvrigt om en lille Kaste for sig, der ser paa Livet paa deres Vis. Den Stolthed, de føler over, at selv "fine" Folk bestiller og køber deres Arbejder, er dem den Lykkens Sol, de i andre Maader ikke kender.

- Alle bør da vide en Kvinde som Frk. Petersen Tak. I mange og lange Aar har hun været disse Ulykkelige en hjælpsom og utrættelig Moder. Hun har selv, saa godt som i alle Fag, først taget Kursus for derpaa at kunne lære praktisk fra sig. Hun har endelig stiftet et i Forbindelse med Skolen staaende "Hjem", der nu tillader Staklerne at bo i lyse, luftige Rum, medens de tidligere maatte indkvarteres hos Smaafolk i Byen. Og hun har sluttelig skaffet et fast Landophold om Sommeren for de daarligste og svageligste.

En Opfordring til de Karske.

Det er trist, at en saa samfundsnyttig Institution staar i stadig Pengetrang, saasom det gennemgaaende er fattige Forældres Børn, der opholder sig her. Tilmed da velhavende Folk i mange Tilfælde vilde kunne hjælpe betydeligt til Anstaltens Trivsel ved at bestille Arbejde og betale det godt. Om det saa er Dameskrædersyning præsterer Skolens Vanføre dette, og De kan faa sidste Mode, Frøken! 

Vi vil derfor slutte med de Ord, som Frk. Petersen etsteds i Beretningen for 93 udtaler:

"Hermed være da "Hjemmet for Vanføre" anbefalet til alle de Forældre, som glæder sig ved sunde, velskabte Børn, og til alle de Børn, som lever i lykkelige, værnede Hjem; hvis vi blot fik et lille Bidrag fra hvert saadant Hjem hele Landet rundt, var vore vanføre Børn sikrede en sorgfri Tilværelse og Kommunerne skaanede for store Udgifter til deres fremtidige Underhold."

Catch

(København 10. maj 1894).

Forstanderinde frk. Johanne Petersen.

Eftor kun fire dages sygeleje er forstanderinden for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, frk. Johanne Petersen, tidligt i går morges afgået ved døden i en alder af 74 Aår.

Frk. Petersen havde i mange år lidt af sukkersyge, som hun dog ved sin energi har holdt nede. Men pludselig har sygdommen taget en alvorlig vending, der altså nu er endt med døden.

Frk Johnnne Petersens og Hjemmet for Vanføres navn er uløseligt knyttet sammen. Til efteråret holder hjemmet 50 års jubilæum, og med det kunne frk. Petersen have holdt sit 50 årsjubilæum, en begivenhed, hun havde glædet sig meget til, og som hun allerede havde begyndt at forberede sig til.

Det er ikke for meget sagt. at det er frk. Johanne Petersen der har skabt Hjemmet for Vanføre. Det er hendes kærlighed til de af skæbnen ramte, det er hendes opfindsomhed, der - i mange tilfælde - fandt midlerne til al bøde på deres legemlige skrøbeligheder, det er hendes virkekraft og initiativ, hendes - man kan næsten sige - storsyn, der har bragt Hjemmet for Vanføre frem til at blive den omfattende institution, den er, og som har skabt den anseelse, der rækker langt udover landets grænser. Dygtige og menneskekærlige mænd og kvinder har stået ved hendes side og ført hendes tanker videre: men drivkraften var frk. Johanne Petersen.

I den daglige virksomhed var hun den kærlige, men også bestemte mor for de mange ulykkeligt stillede, der var under hjemmets varetægt. Blot hun viste sig, blev der fryd, ikke mindst blandt børnene, der elskede hende, som hun elskede dem.

Ofte hændte det, at der kom fremmede, navnlig Iæger, fra udlandet for at se det danske mønsterhjem for vanføre. Da strålede hendes ansigt af glæde og stolthed, men beskeden som hun var, var det altid sine medhjælpere og deres arbejde, hun fremhævede. Sin egen person holdt hun altid i baggrunden.

Der er virkelig sorg ude på vanførehjemmet, blandt store og små, blandt kollegerne og det underordnede personale. Med hende har hjemmet lidt et tab som meget vanskeligt kan erstattes.

I 1897 da Hjemmet for Vanføre fejrede sit 25 års jubilæum, modtog frk Johanne Petersen fortjenstmedaljen i guld.

(København, 25. marts 1922)

Artikler i forbindelse med jubilæet findes her på bloggen.

Johanne Petersens gravsted på Vestre Kirkegård: "Johanne Petersen. Født 23. september 1847. Død 24. marts 1922. Forstanderinde for Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Taknemmelige satte dette minde."

Det primitive Liv, hvortil vi skal tilbage. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Landmand fortæller om den tarvelige levevis for et par menneskealdre siden.

Niels Jensen er det ligefremme Navn på en gammel bondemand, som vi opsøger for - som Afslutning paa vor lille enquete om det primitive liv, vi nu skal vende tilbage til - at høre lidt om, hvordan livet paa Landet - i de jævne Bondehjem - levede Livet i gamle Dage for et Par Menneskealdre tilbage 

Niels Jensen bor i udkanten af Roskilde, i et pænt Hus inde i en Have. Men han har ellers, helt siden han "blev Mand" haft en gaard i landsbyen Vindinge, en halv Mils Vej Øst for Roskilde.

Det er ikke, fordi Niels Jensen er saa gammel. at vi netop gaar til ham, han er kun lige passeret 70. Men han er en af dem, der kan huske, og en af dem der kan fortælle.

Et kig ind i de gamle stuer

- Hvordan så det ud i sådant et gammelt bondehus da De var dreng? spørger vi.

- Tja, siger Niels Jensen, det var jo det samme alle steder. Der var tre stuer, men kun den ene af dem brugte man til daglig. Der sov man om natten, og der spiste man om dagen. Henne foran Vinduerne var der en lang bænk, og foran den et bord med flere Bænke omkring. Saa var der som Regel en bornholmer og et lille Hjerneskab og tit et andet lille Skab som man havde Medicinflasker og den slags i. Og son var der for festen de to store Himmelsenge med forhæng for.

I "Mellemstuen" var der et bord og et Par Stole og gerne en Seng som man brugte. naar der kom fremmede. Stolene var naturligvis ikke polstrede, og i mange Aar kendte man ikke til Sofa og den Slags. Det kom jo til i de senere Aar.

Endelig var der "øverstestuen",der var den største af Stuerne, tre eller fire fag. Der var Klædeskabe og Kister. men ellers ikke noget. Gulvene var allesammen hvidskurede og i Dagligstuen var der strøet sand på.

Spegesild, fedtebrød, grød, kål og suppe.

- Hvori bestod kosten i de dage?

- Vi fik skam noget godt at spise, kan De tro. Men der var jo ingen flotheder. Om morgenen begyndte vi med spegesild og fedtebrød og bagefter en kop kaffe med et stykke brunt sukker.

Kl. 9 fik vi , Halvmiddagsmad". Det var Fedtebrød og enten Ost eller Kød. Og Kl. 12 fik vi Middagsmaden, grød , Kål, Suppe. Kærnemælksvælling og den Slags. Lidt længere tilbage, kan jeg kan huske, var det mest Grød og Mælk. Nogle fik vi det 21 Gange om ugen!

Til "Midaften" - det. de nu kalder Vesperkost her på egnen - fik vi Brød og koldt Flask Fedt eller Stegeflæsk. Men aldrig Te. Det kendte vi slet ikke noget til. Det var en hel Luksusartikel dengang.

Saa var der Nadveren. Dér fik vi gerne Mælk og grød, og det var ikke centrifugemælk, men god, håndskummet mælk. 

En lang arbejdsdag.

- Vi stod op ved 4-5-tiden om sommeren. Om vinteren noget senere. I regelen arbejdede vi så til klokken 7:30 om aftenen, men høstens tid blev vi ved til den var både ni og ti. Det fandt de allesammen i orden, både karle og piger; men så blev der jo også sat gammeløl på bordet når de kom hjem. 

En karl fik omkring ved et halvt hundrede daler om året - i penge vel at mærke. For desuden fik han nogle alen vadmel til tøj, nogle alen lærred til skjorter og en to-tre pund uld til hoser.

En pige fik 25-30 daler og også en del lærred og uld, lidt hvergarn til kjoler og lidt til vadmelsskørter.

Der var ikke noget at slå om sig med, hverken karle eller piger; men det var heller ikke nødvendigt. Der var såmænd ingen der savnede det. Om aftenen sad de jo allesammen i stuen sammen med husbonden, man spiste ved samme bord, ja af samme fad, og standsforskel kendte man i grunden ikke noget til. Det lå også i, at det var trange tider for landmændene. Arbejdere og arbejdsgivere var omtrent lige velhavende.

En glad aften med dans, musik, brændevin og tobak for 33 øre.

Der var ikke mange fornøjelser og adspredelser. Men vi morede os godt - og det var billige fornøjelser. Det gik gerne til på den måde at en tre fire karle fik ordnet et gilde som blev holdt rundt omkring på gårdene efter tur. Drengene betalte 8 Skilling og Karlene en Mark. For de Penge fik man Sal og Iys og Musik - - det var altid en Violin - og endda Brændevin og Tobak. Cigarer saa man aldrig paa Iandet.

Saa havde man jo også de store Gilder, Brylluper og Begravelser. Brylluperne varede i to-tre eller fire Dage, og der var vældig Balfaldera. Men det kostede ikke ret meget. Man fik gerne Sødsuppe og Steg, aldrig mere end to Retter. Ved begravelser var risengrød og klipfisk de faste retter.

Tøjet vi gik i, lavede vores mor selv. Til daglig gik mændene i en ufarvet vadmelstrøje og lærredsbukser. Til finere Brug havde man Hvergarnstøj og farvet Vadmel; men altsammen var det stærkt og solidt, og det kostede ikke meget.

Dengang lavede man jo saa at sige alting selv paa landet. Vi var uafhængige af alle Mennesker undtagen Smeden. Vi bryggede selv vort Øl, kærnede selv vort Smør - men vi spiste det ikke, det blev der ikke Raad til; vi brugte Fedt i Stedet - og vi ud forte også alle Reparationer selv. Dyrlæge og Doktor kendte vi heller ikke til. Det skulde være galt før man greb til det. 

Mere arbejde, mindre løn og dog mere tilfredshed.

- Hvad synes De om den forandring der er sket i de senere år i hele levemåden på landet, spørger vi til slut Niels Jensen.

-- Jo, svarer han, der er mange Ting, der er blevet bedre. Det må vi ikke glemme. Men der er bare ingen tilfredshed nuomstunder. I gamle dage var folk altid tilfredse, man kendte ikke til utilfredshed.

De drenge vi fæstede, når de var konfirmeret, beholdt vi som regel til de skulle i tjenesten, og de voksne karle blev hos os til de skulle giftes. Der var ikke noget med at flytte rundt hvert halvår eller hver måned som nu. Og hele forholdet mellem mand og tjenere var helt anderledes dengang. Vi var i grunden som en hel familie.

- - -

Det var, hvad den gamle landmand fortalte om de dage da man praktiserede Nøjsomheden og Sparsommeligheden ti! de yderste Konsekvenser fordi man var nødt til det.

En og anden vil sikkert mene at de livsformer, Niels Jensen har skildret, ikke var de værste at få tilbage.

Kr. J. 

(København 21. marts 1922)