Arresterede for Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennen)

For Kriminalretten verserer der i disse Dage en Fosterfordrivelsessag af en vidt forgrenet Beskaffenhed.

Hovedpersonerne i Sagen er to Koner; den førstes Næringsvej bestod i at "lægge Kort op" for Folk, hun er som Spaakone almindelig bekendt, og Tilstrømningen til hendes Bopæl i Landemærket - senere i Pilestræde - var derfor meget stor.

For et Aars Tid siden traadte Spaakonen i Forhold til Fosterfordriveren, Madam B. Forholdet bestod deri, at Spaakonen skulde skaffe Patienterne, medens Madam B., der udgav sig for at være Jordemoder, skulde behandle dem. Spaakonen røgtede sit Kald saa godt, at Madam B. maatte leje Værelser paa forskellige Steder i Byen for at kunne udføre den daglige "Konsultation".

Madam B. og Spaakonen delte Honorarerne imellem sig. Naar de unge Damer henvendte sig til Spaakonen for at faa deres Fremtidsskæbne at vide, saa forstod hun saa snildt at kunne "se i Kortene", at de unge Damer befandt sig i Svangerskab. Enten det nu var sandt eller ej, saa troede de som Regel paa, hvad hun sagde, og havde hun saa faaet overbevist Vedkommende om den forestaaende Fødsel, trøstede hun sit Offer med, at det var der gode Raad for: hun kendte en Madame i Blaagaardsgade, der kunde befri hende for at nedkomme med en Verdensborger.

Paa den Maade fik Madam B. en udstrakt Praksis, som gjorde det nødvendigt, at hun lejede "Konsultationsværelser" rundtomkring i Byen, bl. a i en Ejendom i Vesselsgade. Midlet hun anvendte baade paa den besvangrede og ubesvangrede Kvinde, var meget radikalt, og Honoraret derfor varierede mellem 50 og 100 Kr., alt efter Vedkommendes Formuesforhold. For de mindre Bemidlede indrettede hun sin Forretning paa Afbetaling, og dette var det, der egenlig gav Stødet til, at Sagen kom frem for Dagens Lys.

Blandt de mange "Patienter" var ogsaa en Tjenestepige, der er forlovet med en Tjenestekarl her i Byen og med hvem hun var bleven besvangret. Pigen henvendte sig i afvigte Sommer til Madam B. og fik sit Foster fordrevet ved hendes Behandling. Herfor skulde hun betale 100 Kroner. Pigen betalte straks 25 Kr og fik derpaa Henstand med Resten Senere betalte hun igen 25 Kr., altsaa ialt 50 Kr , men udeblev derpaa med Betalingen af Restsummen. Da Tiden saaledes forløb, uden at Pigen lod høre sig sig, rejste Madam B. og Spaakonen til Holte, hvor Pigen tjente, og krævede hende for Pengene. Da Pigen ikke saa sig i Stand til at betale, truede de to Kompagnoner med at melde hende til Politiet

Ved disse Trusler var Pigen bleven ængstelig, og hun raadførte sig derfor med en Veninde her i Byen Veninden raadede hende til ikke at betale mere end de erlagte 50 Ki og rolig afvente, om man vilde gøre Alvor af Truslen. Selvfølgelig undlod de to Madamer klogelig at drive Spillet saa vidt.

I Begyndelsen af afvigte Marts Maaned henvendte nævnte Veninde sig paa Pilestrædes Politistation med Forespørgsel om, hvor Tjenestepigen - der den 1ste December var skiftet og traadt i Tjeneste her i Byen - opholdt sig. Da Politiet ikke straks viste sig beføjet til at opgive hende Pigens Kondition, fremkom hun med Ytringer om, at hun skulde have Klarhed over Fosterfordrivelsessagen.

Denne Ytring var tilstrækkelig til, at Politiet tog Veninden i Forhør, og de Oplysninger, hun under dette fremkom med, førte til, at de to Koner Torsdagen den 14de Marts om Aftenen blev anholdt i "National".

Denne Arrestation har trukket en Del andre Arrestationer efter sig. Under Forhørerne, der ledes af Assessor Thiele ved 4de Kriminalkammer, er Forbryderne fremkommen med detaillerede Oplysninger om hele deres Forretningsforetagende, hvilket har bevirket, at ikke alene den ovennævnte Tjenestepige og hendes Kjæreste samt en Del andre unge Piger, der har været underkastet Behandling, men ogsaa nogle ældre Koner er arresterede. Disse sidste er dels saadanne, som har udlejet Værelser til "Konsultation", og dels saadanne, der har givet Anvisning paa Madam B., bl. a. en bekendt Spaakone paa Nørregade.

Alt i alt beløber de Arresteredes Antal sig til 12 a 14 Personer, men vil sikkert stige endnu mere, efter som Sagen skrider frem og flere og flere af Patienterne og Agenterne bliver afslørede.

(Social-Demokraten 2. april 1889).

Arresterede for Fosterfordrivelse. 

Paa Grund af de mange Forespørgsler, der i Løbet af Dagen i Gaar indløb til vort Redaktionskontor, samt for at undgaa Forvekslinger, skal vi oplyse, at Navnene paa de to Hovedpersoner i Fosterfordrivelsessagen er Madam Brichwold og Madam Berthelsen: den første er Fosterfordriversken, den sidstnævnte er Spaakonen.

Piadam Brichwold skal allerede for ca. tre Aar siden have begyndt sin Virksomhed som Fosterfordriverske, og efter hvad vi har bragt t Erfaring har Politiet nok allerede for et Par Aar siden faaet Nys om hendes "helbredende" Egenskaber, men det gjorde ikke den Gang noget ved Sagen, rimeligvis fordi Anklagen ikke har været vægtig nok, eller Beviserne har været for utilstrækkelige.

Forretningen kom dog først i Opsving, da Spaakonen, Madam Berthelsen for et Aars Tid siden indtraadte som Kompagnon. Tallet paa Patienterne steg Dag for Dag, og nødvendiggjorde derfor, at Madam Brichwold, da hendes egen Lejlighed blev for lille, maatte leje medierede Værelser rundt omkring i Byen, for at kunne varetage den daglige "Konsultation". Overfor sine Patienter paatog hun sig Navnet Hansen.

Spaakonen paa Nørregade, Madam D., der lige som Madam Berthelsen sidder arresteret, gjorde Tjeneste som Agent. Hendes Spaadomskunst var vidt og bredt bekendt, og saa vel Mænd som unge Damer af den saakaldte "bedre" Klasse søgte til hendes Bolig for at spørge hende til Raads om deres Fremtidsskæbne.

Sagen viser sig for Retten som et Væv af Forbrydelser. Den ene Arrestation trækker den anden med sig, og der synes ikke at være nogen Grænse for Antallet af de Patienter, som har underkastet sig Madam Brichwolds Behandling. Det er højst sandsynligt, at der findes Damer deriblandt, som, hvis de ikke allerede har taget det fornuftigste Parti at forsvinde, med Frygt venter at blive trukket med ind i Sagen. En kongelig Balletdanserinde afrejste saaledes pludselig her fra Byen et Par Dage efter at Arrestationen af to Hovedpersoner havde fundet Sted. Hendes Moder sidder arresteret, rimeligvis som sigtet for at vare Datterens Fortrolige.

* * *

I Følge en Meddelelse, der i Aftes indløb til os, er den nævnte kgl. Balletdanserinde efter Anmodning af Københavns Politi bleven anholdt i Norge, hvor hun havde søgt Tilflugt. Hun ankom i Gaar her til Byen som Arrestant.

(Social-Demokraten 3. april 1889).

Arrestationerne i Fosterfordrivelses-Sagen.

Siden vi sidst omtalte denne Sag har ingen nye Arrestationer fundet Sted. Forhørene er foreløbig afsluttede, for at Sagens Detailler kan blive beskrevne, og først i Begyndelsen af næste Uge vil de atter blive genoptagne.

Følgende Personer sidder arresterede under Sagen :

Madam Nicoline Breckwoldt fra Nyborg, 49 Aar (Hovedpersonen), Madam. Karen Bertelsen fra Odense, 36 Aar (Spaakone), Enkemadam Anna Ørwall fra Malmø, 40 Aar (Spaakone). Enkemadam Julie Clausen fra Korsør, 29 Aar (udlejet Værelser til Fosterfordrivelse), Carl Jensen fra Birkerød, 22 Aar, forledet sin Kæreste, Karen Larsen, fra Kaastrup, 30 Aar, til Fosterfordrivelse, Enkemadam Adolphine Schwada fra Lybæk. 59 Aar (udlejet Værelser til Fosterfordrivelse), Alvilda Nielsen fra Skodsborg, 29 Aar (fordrevet sit Foster), Emina Hansen fra Svendborg, 33 Aar (fordrevet sit Foster), Enkefru Nicoline Halvorsen fra Lyngby, 31 Aar (fordrevet sit Foster), Maren Sørensen fra Langaa, 32 Aar, Hallelujapige i "Frelsens Hær' (fordrevet sit Foster og dræbt det), Fru Emilie Haase, København, 49 Aar, forledet sin Datter, Frøken Julie Haase, 23 Aar, to Gange til Fosterfordrivelse. 

For vrigt er 5 a 6 Kvinder, der under Sagen har været anholdte, bleven løsladte efter at have bevist deres Uskyldighed, hvorimod andre - saa vel Mænd som Kvinder - i rette Tid har forladt Byen.

(Social-Demokraten 9. maj 1889).

Forholdene i Taarnby. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende: Efter at have læst en Artikel i "Social-Demokraten" om Taarnby Syge- og Fattighus, finder jeg Anledning til at fremkomme med nogle Bemærkninger.

Sundby (en By paa ca. 12,000 Indbyggere) styres i kommunal Henseende tilligemed det store Opland af et Sogneraad. Dette maa naturligvis medføre mange Ulemper; men man skulde dog ikke tro, at Forholdene i Taarnby derfor behøvede at være saa slemme som de er. At der altid er en forfærdelig Stank paa Vejen til og i Taarnby, maa vel betragtes som et uundgaaeligt Onde; men at Gødningsvandet Aar ud og Aar ind i stride Strømme løber ud paa Taarnby Gade, forekommer mig virkelig utilladeligt. Tøv kunde vel og saa gøres noget for at Sne- og Bundforholdene ikke blev saa slemme, som de i de sidste Aar har været, f. Eks. ved ikke at tillade, at Folk, der skal sende 2 Mand til Snekastning, kun sender en Dreng, og ved i Tøbrudstiden at lede Vandet i bestemte Retninger, saa man ikke behøver at sejle gennem Gaden, som det skete i Fjor.

Alt dette er dog kun Smaating i Forhold til Tilstanden i Syge- og Fattighuset og Skolen. Syge- og Fattighuset er ikke alene overfyldt, men et stort Antal af Lemmerne maa desuden sove udenfor dette i Lokaler, der ikke er indrettede til saadant Brug. oa desuden lider det i mange andre Henseender af store Mangler, af hvilke jeg kun eksempelvis skal anføre, at det ikke ejer nogen Morfinsprøjte, men at Bestyreren, naar en Patient skal have Morfinindsprøjtning, maa den omtrent en halv Mil lange Vej til Sundby for at laane et saadant Instrument. Kunde Sogneraadet ikke afse nogle Kroner til Anskaffelsen af et saadant?

Skolen er en gammel Bygning med raaddent Tag og lave Vinduer etc. Naar man betræder denne Bygning, kommer man først ind i Entreen, "den fælles Indgang til Skolen og Lærerens private Lejlighed. Det er et Rum paa ca. 3 Alens Bredde og 5 Alens Længde, hvori der, foruden et disklignende Stykke Møbel og en Stump Bord, findes 7 Knager, der tjener til Garderobe for Læreren og ca. 40 Elever. Man træder derfra ind i et Rum, næppe 11 Alen langt, 8 Alen bredt og godt 4 Alen højt. Det er Skolestue for ca. 80 Børn, fordelte i 2 ulige store Hold. Man kan selv tænke sig til, hvorledes Atmosfæren er i denne Skole, efter at over 40 Børn samt Læreren har opholdt sig her 6 Timer i Træk. Det eneste, der er gjort for Ventilationen, er, at der i den ene Væg (en Mellemvæg af tynde Brædder) af Tidens Tand og Børnenes Lommeknive er lavet store Huller. Og saa Inventaret! Kathedret er saa raadent og ormædt, at da Eleverne, som røber Anlæg for Udskæring i Træ, havde skaaret lidt af det yderste Lag af, smuldrede Resten hen. Naar hertil føjes, at Bænkene gaar i Stykker, naar der kommer vel mange eller vel urolige Sjæle til at sidde paa dem, og at Loftet er endnu mere raaddent end alt det andet, saa tror jeg nok, at man kan gøre sig en Forestilling om Forholdene i Taarnby.

Claudius.

(Social-Demokraten 16. marts 1889).

Den gamle landsbyskole i Tårnby lå på Englandsvej 1819-1907. Den blev nedrevet for at give plads til en ny skole. Adressen var Sneserevej 10. Denne skole eksisterede 1907-1986. Bygningerne anvendtes herefter til andet formål.

Ild i Korsør Arbejdsanstalt.. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags Morges Kl. 6 udbrød der i F. Sorø Amtstid. Ild under Taget paa den ene af de Bygninger, som hører til Tvangsanstalten. Det var en to Etages Bygning, som tjente til Soverum og Spisestue for 83 "Lemmer". Ilden bredte sig hurtig over hele Taget, og det varede temmelig længe, inden der ankom nogen Sprøjte. Imidlertid fik Forstanderen sørget for, at Hovedhanen ved Gasledningen blev lukket, og at Lemmerne kom ud. Redningsarbejdet var meget besværligt, idet alle Vinduerne i Bygningen var forsynede med Gitre. Det lykkedes derfor kun at faa reddet Sengetøjet, medens saa godt som alt det øvrige Inventar brændte.

Ilden er paasat af et "Lem", et ungt Menneske paa knapt en Snes Aar. Han hedder J. P. Lauritz Jensen og »ar nylig kommen til Anstalten efter udstaaet Straf for at have brændt en Stak af. Saa snart Ilden var udbrudt, fattede man derfor Mistanke til ham; han blev anholdt og bekjendte strax, at han, medens der blev uddelt Frokost, Mælk og Brød til Lemmerne, havde begivet sig op paa Loftet, hvor han med en Tændstik satte Ild i noget Tovverk o. Lign., som henlaa der. Da Loftet tillige tjente som Bevaringssted for afdødes Efterladenskaber, fandt Ilden rigelig Næring. Brandstifteren er barnefødt i Taarnborg Kommune og er bleven opdraget paa Flakkebjerg Opdragelsesanstalt. Han havde nylig skrevet til sin Forsørgelseskommune, Taarnborg. og bedt Sogneraadet om Hjælp, saa han kunde rejse til Amerika, men da han ikke havde faaet noget Svar, har han rimeligvis ment, at hans Ansøgning ikke blev bevilget, og han har derfor besluttet at stikke Ild paa Anstalten for ad denne Vej at komme fri og muligvis slippe til Amerika. Han naaede imidlertid ikke længere end til Arresten, hvor han sandsynligvis faar Lov at blive nogen Tid.

Af de 83 "Lemmer" forsøgte ingen at undløbe. De var alle meget rolige, og en Del af dem hjalp til med Slukningsarbejdet. De raske blandt dem faar midlertidigt Ophold paa den nærliggende Guano-Fabrik, medens de syge transporteredes til Sygehuset. Ved Fabriken vil blive sat Vagt Nat og Dag, da Dørene ikke er solide. "Lemmerne" fik Extraforplejning som Belønning for deres Opførsel.

De første, der kom til Stede ved Branden, fortalte, at det var et uhyggeligt Syn, der mødte dem. I Gaarden løb henved et Hundrede "Lemmer" omkring, de fleste barhovedede, mange sværtede og forbrændte i Ansigtet, slæbende paa Sengetøj og Madratser, gnavende paa tykke Rugbrødsstykker. 

Paa Grund af det stille Vejr lykkedes det at begrense Ilden til denne ene Bygning. Havde det derimod blæst noget startere, var Vindretningen saaledes, at selve Hovedbygningen efter al Sandsynlighed ogsaa vilde være gaaet op i Luer.

Borgmester Sylow skulde have været til Brandforhør i Skjelskør, men maatte selvfølgelig blive hjemme. Inspektøren paa Arbejdsanstalten skulde rejse til Vridsløselille, men maatte ogsaa udsætte sin Rejse.

Branden overvarede« bele Tiden af en betydelig Mængde Tilskuere.

(Morgenbladet (København) 14. marts 1889).

Andre artikler om Korsør Arbejdsanstalt: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Fattige Koner idømt Vand og Brød. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, som er kendt ved Havnen, hvor de store Dampere lægger til, vil have lagt Mærke til de mange fattige Koner og Børn, som færdes dernede for at pille op af de Kulstykker, der salder ra de belæssede Vogne.

For hver Gang Kularbejderne tømmer det store Tøndemaal af i Vognene, forvilder enkelte Kulstykker sig udenfor Vognfjælene og rasler ned paa Stenbroen. Straks nærmer sig nogle af de fattige Skikkelser, ligesom Spurvene nærmer sig udkastede Brødsmuler, og i Hast pilles der op i et Forklæde, Skørt eller i en Kurv, indtil der er opsamlet saa meget, at den kolde Stue og de frysende Smaa derhjemme kan være sikre paa Varmen for den Dag.

Men mange Fattige bliver til mange Kulstykker, og selv om disse fordeles paa adskillige hovedrige Grosserere, er Kulpilningen jo alligevel et Indgreb i Ejendomsretten, som man ikke vedblivende lukker Øjnene for. Man kaster Brødsmuler til Spurvene og glæder sig ved, at de finder dem, men d'Hrr. Grosserere vil nok bede om at faa deres Kulstykker fejede sammen.

Kulpilningen er derfor bleven en ejendommelig Smugforretning, som hver enkelt Menneske finder sig i af Medlidenhed med de fattige Folk. Kun naar den officielle Justits møder med sit barske Ansigt lysende over de blanke Knapper med den aabne Haand og Retfærdighedens altid aabne Øje, bliver Forbrydelsen at pille Kul op klar for alle Tilskuerne, og skyndsomst forlader Fattigdommen det forbudte Omraade.

Længe har Politiet selv aabenbart svævet i Uvished om, hvorvidt denne Kulpilning skulde betragtes som Tyveri eller ej. Man har derfor indskrænket sig til at jage Koner og Børn fra Havnen, naar de kom Vognene for nær, eller i det højeste tildelt dem en Advarsel paa Stationen.

Nu er imidlertid denne fredelige Krig forbi. Politi og Grosserere har som Stormagter fastsat de nye Betingelser, som gaar ud paa, at Kulpilning er at betragte som gement og strafbart Tyveri.

I November Maaned f. A. blev saaledes flere Koner attraperede i Gasværkshavnen, medens de stod i Begreb med at samle Kul op. En uniformeret og en civil Betjent foretog en Razzia, og Fangsten var god. Mellem de Anholdte var Koner, som havde flere smaa Børn hjemme, der ventede paa en Smule Varme. En af disse Koner, en Arbejdsmands Hustru, som tidligere havde faaet en Advarsel mod at røre Kullene, spurgte Betjenten, om hun nu vilde blive straffet og hun bad om Skaansel, fordi hun havde 4 smaa Børn hjemme. Betjenten antog ikke, at Konen vilde blive straffet, og efter et 3 Timers Forhør paa Stationen blev hun atter fri.

Sagen gik imidlertid til 5te Kriminalkammer, hvor Konen maatte møde 3 Gange for at afgive Forklaring. Hun stod fast paa, at hun ikke havde opfattet Kulpilningen som Tyveri og kun brugt Kullene i sin egen Husholdning. Efter en Sammenkomst med vedkommende "bestjaalne" Grosserer blev hans Tab ved Konens i længere Tid fortsatte "Tyveri" fastsat til 1 Kr. 50 Øre, og paa dette Grundlag blev Konen idømt 5 Dages Vand og Brød. Den samme Skæbne har ramt en anden Kone og flere venter deres Straf.

De Dømte skal nu saaledes rives fra Hus og Hjem, skønt næppe en eneste af dem med Forbryderens skyldbetyngede Samvittighed begynder paa Vand- og Brødstraffen. Man kunde maaske til Dels forstaa en saadan Dom, hvor der tidligere er sket en Advarsel, men faktisk har enkelte maattet lide samme Straf, skønt de har set Hundreder ustraffet pille Kul ved Skibene.

Vilde det ikke være et humant Træk i den kolde Vintertid, om Grossererne lod de fattige Koner samle op af Smulerne, som falder udenfor de Riges belæssede Vogne. Vilde man undgaa Misbrug og for stærk Tilstrømning, slude der jo udstedes Kort, som gav dem Ret til at samle op paa en vis Tid af Døgnet. Og fremfor alt maa man misbillige, at disse Forsøg fra Fattigfolks Side paa at skaffe sig en Smule Varme, skal slaas i Sæk med gement Tyveri.

(Social-Demokraten 8. marts 1889).

Fattigforhold i Rabarberkvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

I

Privat Godgørenhed.

Et Par af Bladets Medarbejdere har i de sidste Dage, nu da Vinteren strænges paa ny, aflagt nogle spredte Besøg omkring i Rabarberkvarteret, paa Nordvestvej og i de tilstødende Gader.

Her staar de store Kaserner, hvis skidengraa Mure spærrer Lys og Luft ude, og som rummer Byens uheldigt stillede Befolkning. Man presser sig forbi hinanden i Halvmørke paa snævre Trapper og kommer ind i smalle Gange, som forlænger sig i det uendelige, gennemkrydset af Sidegange, med lutter smaa Døre i Række til Højre og Venstre. Væggene er snavsede og Luften beklumret, men inde i Lejlighederne, et Hummer med Køkken, mange Steder med Fælleskøkken for flere Familier, slaar Uhyggen værre for Brystet.

Har der været Raad til Kul, er Heden massiv; sultne Kroppe behøver megen Varme, og der maa spares paa den man har; derfor aldrig et Vindu paa Klem. Og at her er Sult, ser man straks: tre fire Børn trænges om en Smule Bord med en Spølkum Kaffe, en Humpel Brød og en Klat Fedt paa en Underkop; en to Maaneders Unge skraaler i nogle Klude ved Enden af Forældrenes Sengested. Der er kun de uundværligste Bohavestumper tilbage; nogle Steder maa man bruge Vindueskarmen som Bord.

Armoden tier ud af de blege Ansigter og i de smaas gammelkloge Øjne. Et Sted har Børnenes eneste Morskab været at rive Tapetpapiret af i store Flager, saa højt de kunde naa; den nøgne Kalkvæg stirrer de fremmede i Møde. Man vrider sig under denne tryglende og hjælpeløse Stumhed.

Men saa begynder Manden eller Konen at fortælle, aabenhjærtige som Fattigfolk er, den simple Livshistorie, som overalt er ens og hvori de samme Fakta atter og atter gentager sig. Fakta som Arbejdsløshed, Hospital, Pantsætninger, ingen Husleje - Fattigvæsenet Det kommer altid tilsidst, hvis det overhovedet har spillet sin Rolle med, for man ved nok, hvad den Gang koster, og derfor staar man imod, saa længe Husværten vil give Henstand og Børnene ikke skriger for højt.

Først prøver man, hvad der privat kan være at faa: der er jo Præsten og der er Understøttelsesforeningen, men hvor langt de kan hjælpe og hvilken Besked der ofte gives hos dem, vil et Eksempel kunne oplyse om.

En ældre, svagelig Enke, som nødig vilde under Fattigvæsenet og som med nogen Hjælp vilde have været i Stand til at bjærge Føden ved Syning, henvendte sig til Pastor Rørdams Datter for med hendes Anbefaling muligvis at erholde et Legat eller lidt Hjælp til Medicin. Men hvad tror man, denne kristelige unge Dame svarede? "Ved De hvad, lille Madam, dette med Legat og Hjælp fra Understøttelsesforeningen, det er der saamænd ikke noget ved. Gaa De hellere til Fattigforstanderen og faa noget hos ham, det er der ingen Skam i!"

Enken gik saa til en af Uddelerne for Understøttelsesforeningen, Skolebestyrer Gregersen, og hos denne pæne Mand fik hun et lige saa velment Raad: "Jeg skal sige Dem noget: vent De bare, til Værten smider Dem paa Gaden, saa skal De se, Fattigvæsnet hjælper Dem nok. Saa kommer De paa St. Johannes, og der har De det s'gu meget rart!"

Paa denne Maade tvinges mange Fattigfolk ligefrem ind under Fattigvæsnet; den private Godgørenhed udstrækker sig kun til de saakaldte "bedre Fattige" - med de andre lader den det bero, indtil al Understøttelse er for silde, og saa henviser den dem til det Offenlige, hvis Hjælp Samfundet stempler som en Skam.

II.

Fattigforstanderen.

Naar nu endda denne Mand, hvis Ansvar i et Kvarter som dette er saa svært og alvorligt, var sin Plads voksen, forstod at træde til paa rette Steder i rette Tid - saa kunde mange smaa Hjem skærmes mod Opløsning.

Men dette er saa langt fra Tilfældet, at Distriktsforstanderen for "Rabarberkvarteret" netop har en aldeles bagvendt Opfattelse af sin Stilling og sine Pligter. Han betragter sig som denne Bydels uindskrænkede Hersker; han er Matadoren, af hvem det er en Naade at faa Hjælp, en Nedladenhed, for hvilken Modtagerne taknemlig har at neje sig. Han troner i sit bureaukratiske Hovmod paa Kontoret paa Kapelvej 55, hvor der staar

Vald. Bergh,

Cand phil., Distriktsforstander

paa Døren, og hvor Rabarberlandets Fattige kun med Frygt og Bæven drister sig til at banke paa for at bede om Understøttelse.

Den Gang er i Reglen ydmygende nok i Forvejen. Det gælder da om ikke yderligere at nedslaa Selvfølelsen og Haabet hos dem, som med Opgivelse af deres Borgerret griber til denne Udvej. Distriktsforstanderens Opgave maatte være at møde Ansøgerne med Velvillie og opmuntrende Ord, samvittighedsfuldt efterse Forholdene i Hjemmet og i Tide søge at redde Ægtefolk og Børn fra at skilles og komme under Fattigvæsenet.

Men Hr. Distriktsforstander Bergh synes tværtimod at have det Princip ikke at hjælpe, før hele Bohavet er pantsat og Familien saa godt som kastet paa Gaden. Klagerne over denne Herre lyder enstemmigt fra Kvarterets Beboere. Ja, det er ikke blevet ved Klager. Et Sted, hvor Distriktsforstanderen i Fjor Vinter var oppe for at "undersøge", irriterede han ved sin brutale Optræden Manden i Huset til den Grad, at denne smed ham ned ad Trapperne; Voldsmanden sidder arresteret endnu, og Hr. Bergh gaar med et daarligt Ben ovenpaa den Historie. Her er nogle Beviser paa, hvordan denne Distriktsforstander passer sin Bestilling.

Den ovenomtalte Enke gik - efter forgæves at have anraabt den private Godgørenhed - til Hr. Bergh. Hun fik den Besked, at naar hun først var kommet paa Gaden, skulde hun faa 6 Kr. om Maaneden til at leje et Hummer for, og naar hun var blevet 60 Aar, skulde hun faa 50 Øre om Ugen.

En arbejdsløs Maler anmodede Distriktsforstanderen om Penge til en Barnekiste. "De kan jo bære Barnet over til St. Johannes Stiftelse, saa bliver det begravet derfra," sagde Hr. Bergh. Maleren spurgte, om han da skulde svøbe Barnet ind i en Avis eller en Klud; han vilde bare have en Kiste, Begravelsen skulde han saa nok selv besørge. "Naar De kan hjælpe Dem selv, hvad vil De saa herefter? Sikken Herre!" osv

En Arbejdsmand med Kone og to smaa Børn bad for anden eller tredje Gang om Huslejehjælp. Hr. Bergh svarede: "Deres Kone kan jo gaa ud og arbejde; De trænger vist ikke saa haardt."

En anden Arbejdsmand ansøgte ligeledes om Huslejehjælp. Hr. Bergh var hjemme for at se paa Lejligheden: "Naa, De har saa meget Møblement og ikke mere end to Børn, ja, saa behøver De vist ingen Understøttelse!" Det kan uden ond Vilje forstaas som en indirekte Opfordring til at sætte ud og til at avle flere Børn, med andre Ord: udsætte Hjælpen, til det vilde være for sent.

For saa vidt kommer det paa Tværs af en anden Udtalelse, hvormed en Kone blev bidt af, da hun bad om Penge for at kunne løse en Frakke hjem til sin Mand, som havde faaet Arbejde ved Forterne og ikke kunde gaa den lange Vej uden Overtøj: "De kan jo lade være at sætte ud," snærrede Hr. Bergh. Tre Gange var Konen hos ham om den Frakke, men forgæves! han lovede at komme hjem, men kom ikke. Overfor samme Kone brugte den dannede Bestillingsmand en Gang Udtrykket: "Rejs ad Helvede til!" Det var i Anledning af en Maaneds Husleje. 

En yngre Konditorsvend havde ligget en Række Gange paa Hospitalet. Hans Kone havde imidlertid nydt en Understøttelse af 2 Kr. om Ugen og et Rugbrød. Da Manden kom ud og stod arbejdsløs, henvendte han sig til Distriktsforstanderen om Husleje. "Det er nok bedst, vi faar det Ægteskab ophævet og Børnene sat i Pleje; De bestiller jo ingen Ting" - det var den Besked, han fik. Da Konen gik med det sidste Barn, anmodede hun om at faa Distriktsjordemoderen hjem; Hr. Bergh henviste hende til Stiftelsen. Paa Konens Beklagelse over, at der ingen var til at passe det andet Barn imens, foer Hr. Bergh op: "De kender vel for Fanden nok en, som kan se til Barnet!"

Saadanne Udtryk som "For Fanden" og "Rejs ad Helvede til" synes i det Hele at falde mest mundret for denne menneskevenlige Fattigforstander. Han kom en Gang hjem til en Barselkvinde fire Dage . efter Fødslen og brugte saa grov Mund, at Plejersken maatte lægge en Dæmper paa ham.

En Beboer i Kvarteret har til Borgmesteren indgivet Klage over Hr. Bergh paa Grund af dennes Optræden overfor ham. Da denne Mand efter at have faaet en Maaneds Husleje Aaret efter henvendte sig til Distriktsforstanderen, blev han truet med Husvildeafdelingen, og da Konen en anden Gang anmodede om Frijord til et Barn, svarede den vigtige Herre: "Det kommer an paa, om jeg vil give Dem det; De maa bede mig pænt om det!"

Hvad bilder denne Mand sig dog ind ? Tror han, at Københavns Borgere lønner ham for, at han skal optræde paa denne despotiske og demoraliserende Maade overfor Byens Fattige i Stedet for at være Kommunen en ærbødig og omhyggelig Tjener?

Et andet Omraade, hvor Hr. Bergh paa en uberettiget Maade blander sig ind, er Lægehjælpen. Distriktets Læger, der allevegne betegnes som flinke og humane Folk, giver offenlig Konsultation fra Kl. 9-11. De mødende maa være forsynet med en Seddel fra Fattigforstanderen. Men nu er Forholdet saadan, at denne - Hr. Bergh - kommer farende ud fra sit Kontor og formener Folk Adgang, naar de ikke møder præcis Kl. 9. Vi har flere Eksempler paa, at Folk er bleven afvist, naar de er mødt f. Eks. Kl. 9½ - og det skønt Konsultationstiden som sagt varer til Kl. 11 ! Med hvilken Ret gør Hr. Bergh dette ?

Vi tror nu at have karakteriseret denne Distriktsforstander tilstrækkeligt. De Folk, vi har talt med derude, er saadanne, som kun af yderste Nød har henvendt sig til ham, og hvis Opgivelser er paalidelige. Skulde nogen være villig til at betænke dem med en Smule Hjælp, vil den komme paa rette Sted. Men Distriktsforstanderen overlader vi vedkommende Avtoriteter at tage sig af. Det vil være en Skandale, om han ikke faar en Tilrettevisning - eller bliver erstattet med en værdigere.

(Social-Demokraten 23. februar 1889)

Følgende nye Eksempler paa Distriktsforstander Berghs Hensynsløshed mod Rhabarberkvarterets Beboere er kommet til vor Kundskab, efter at den første Artikel var skrevet:

En Stenhuggers Hustru skulde gøre Barsel, mens Manden laa paa Hospitalet (hun havde i Forvejen to Børn at forsørge under Mandens Sygdom). Hun henvendte sig til Hr. Bergh om Hjælp, men fik det Svar, at hun kunde blive indlagt paa St. Johannes Hospital og senere komme paa Stiftelsen. Da Konen indvendte, at hun ikke vilde paa Fattighuset, svarede Hr. Bergh: "Naar De søger Fattighjælp, har De i det Hele taget ingen Vilje." Som en ren Naade slap hun for at komme paa St. Johannes.

En Familieforsørger maatte gaa 3-4 Gange til Hr. Bergh og 2 Gange i Magistraten for ialt at opnaa - 6 Rugbrød!

En Plejemoder henvendte sig med et dødssygt Barn til Hr. Bergh for at faa Adgangskort til den gratis Lægekonsultation. Distriktsforstanderen vilde først tale med Moderen selv. Hun var ude paa Refshaleøen, blev der sagt. "Det bryder jeg mig ikke om, jeg vil tale med hende", svarede Hr. Bergh. Barnet var dødssygt.

En lille Pige var af sin Moder sendt hen for at bede om en Smule Kul. Hun fik den Trøst, at naar det frøs noget Haardere, kunde hun altid komme igen.

Alle de ovennævnte Ansøgere bekræfter, at Tonen i Hr. Berghs Afslag er grovmundet. Han er en formelig Bussemand for alle dem, der ser sig nødte til at søge Huslejehjælp eller Frilæge. Ikke nok med, at Familieforsørgere paa Grund af Arbejdsløshed fortaber deres Valgret, maa de og deres Koner oven i Købet finde sig i at blive hundsede paa hans Kontor og stoppede paa Lægens Dørtrin af denne Herre, som aabenbart er den største Almuesjæl i hele Rhabarberkvarteret

(Social-Demokraten 24. februar 1889)

Valdemar Bergh blev januar 1892 arresteret for sædelighedsforbrydelser mod drenge, men dog atter løsladt uden retsforfølgelse, idet retten mente at forseelsen mere var alvorlig pga. hans stilling end hvad han havde gjort. Se indslaget på denne blog fra Social-Demokraten 23. januar 1892. Han blev efterfølgende suspenderet og afskediget maj 1892 på grund af overanstrengelse og sygelighed med et årligt beløb af 800 kr.