Uden Forsørger. (Efterskrift til Politivennen).

En af "Social-Demokraten"s Medarbejdere aflagde efter Anmodning af en Bager et Besøg hos en fattig Kone paa Vinstrupsvej i København.

I Arbejdergadens sidste Halvdel boede hun paa en Kvist i et af disse Side- eller Baghuse, hvor Nøden skjuler sig for en billig Husleje.

Det var en stakkels Kvinde, maaske endnu ung, men med et af Fattigdom og Sorger anstrængt Ydre, faamælt, undselig. Hun formaaede knapt at skildre sin Stilling ret, og der var i Hjemmet ikke den Fattigdom i Pjalter og Smuds, som ængster og skriger om et Liv i Haabløshed.

Hun holdt sit fattige Hjem propert og dækkede over de Rifter, som Fattigdom slog i Sind og Paaklædning. En lille sød 4 Aars Pige og en Dreng paa 2 Aar, rentvaskede, fattig klædte, men uden et Hul paa Trøje eller Strømper, klyngede sig til hende. Hun haabede endnu, hun, den en Gang frejdige unge Kvinde, som kom fra en fjærn Øgruppe, hvor man kun kender lidt til Civilisationens forgyldte Elendighed.

Her var hun bleven gift, men Manden var en flygtig Natur, han forsømte sit Hjem, kom i slet Selskab og havnede endelig paa Vridsløse. Mens han sad der, skrev han - sikkert af oprigtig Hjærte - de mest rørende Breve til sin Familje, og han haabede, at den Gud, han havde lært at kende i Ensomheden, nok skulde vende alt til det bedste. Da han saa kom ud i Februar d. A., levede han en kort Tid efter sit Løfte, men saa blev han Opvarter paa et Hotel i en Fiskerby ved Øresund, og der var for megen Fristelse for den svage Karakter: han blev Kærest med en af Pigerne og flyttede med hende til København, hvor de boede sammen, og hvor han glemte den stakkels Hustru med de to hjælpeløse Børn og et tredje i Vente.

Fattigvæsenet har saa taget sig af hende, og Forholdet til Manden skal nu løses. Hun faar 3 Kr. ugentlig af Fattigvæsenet, og for disse Penge skal hun leve med sine smaa. Men naar hun nu skulde føde og blot have den ene tarvelige Seng uden Dyner, kun med Halmmadratser til at lægge sig selv, de 2 smaa og den nyfødte i! Bare hun endda havde det nødvendigste Sengetøj!

(Randers Arbejderblad 22. november 1891).

I 1898 blev vejens navn ændret til Henrik Ibsensvej.

Dommen i Barnemordssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Opdagelsen.

Onsdag d. 24 September 1890 rygtedes det, at Politiet i en Ejendom i Elbagade Nr 9 havde opdaget rædselsfulde Forbrydelser, idet man i Skarnbøtterne havde fundet et halv forraadnet Barnelig.

En Betjent fra St Kongensgades Station var sendt ud i Elbagade, idet en ung Pige havde anmeldt, at Plejemoderen Marie Rasmussen, som havde hendes Barn i Pleje, foregav, at Barnet var sendt paa Landet, hvilket Pigen betvivlede og hvorfor hun fordrede Politiets Assistance.

Betjenten traf Marie Rasmussen. Da hun hørte, at Sagen var anmeldt til Politiet, fik hun, under Paaskud af at Barnet var anbragt hos Jordemoderen Adelaide Madsen i Ravnsborggade, Betjenten til at gaa derhen. Da han her havde faaet at vide, at det ikke var Tilfældet, vendte han tilbage til Elbagade.

Imidlertid var Marie Rasmussen forsvundet, og om Aftenen fandtes hendes Lig hængende i et Træ paa Smedelinien. Undersøgelserne fortsattes. I en af Latrinbeholderne paa Renovationskompagniets Plads fandt man samme Dag endnu et Barnelig, men den uhyggelige Sag syntes nu efter Marie Rasmussens Selvmord aldrig at skulle blive opklaret. Til en Begyndelse anholdt man dog strax Barnemorderskens Søster der boede hos hende. Ogsaa en Barnepige blev anholdt men kort efter atter sat paa fri Fod, da det viste sig, at hun var uvidende om, hvad der var foregaaet hos Barnemordersken, og endelig anholdtes Jordemoder Adelaide Madsen, som først efter to Maaneders Varetægtsarrest blev Iøsladt.

Flere Anholdelser. Sagen voxer

Onsdag Eftermiddag d 1. Oktbr. blev praktiserende Læge H. Friederikson af Opdagelsesbetient Knudsen, der den Gang var tjenestgjørende ved 6. Kriminalkammer afhentet i sit Hjem og bragt i op til  Kamret, hvor han efter et 7 Timers langt Forhør blev erklæret for Arrestant, sigtet for Fosterfordrivelse.

Samme Aften ankom hertil med Aftentoget fra Odense den tjenstgjørende Overbetjent ved 6te Kriminalkammer, Benzon medbringende en Modehandlerinde, om hvem Barnemorderskens Søster havde forklaret, at hun kunde give gode Oplysninger, da hun var blevet forløst i Utide af Læge Friedrikson. Under Forhøret, der blev afholdt med stor Hemmelighedsfuldhed, blev hun arresteret. Arrestantinden tilstod sig Meddelagtighed i Fosterfordrivelse. Hun forklarede, at hun under sit Ophold der i Byen nogen Tid forinden havde indlogeret sig hos Barnemordersken for hurtig at blive forløst da hun skulde tilbage til Odense til sin Forretning. Samtidig anholdtes en Bestyrerinde fra en Manufakturforretning i Nørre Jylland, der havde gjort sig skyldig i Fosterfordrivelse under lignende Omstændigheder.

Sagen syntes nu at skulle antage et ret betydeligt Omfang, idet den yderligere vilde komme til at omfatte en betydelig Mængde Fosterfordrivelsesaffærer.

Det var saaledes oplyst, at en Mængde unge Piger, af hvilke nogle blev anholdt, men atter løsladt, havde overstaaet deres Nedkomst hos den afdøde Barnemorderske Marie Rasmussen, og en Mængde andre højst mærkelige Historier, som var gaaet for sig i Elbagade Nr. 9. kom frem. En højtstaaende Person havde saaledes i Løbet af ganske kort Tid mod en klækkelig Betaling en Gang for alle anbragt fem uægte Børn hos Barnemordersken, og ved Sagens Opkomst var de alle forsvundne. 

Læge Friederikson

I det over Læge Fredriksen optagne Forhør, tilstod han - i Følge Protokollen - at han i et enkelt Tilfælde havde benyttet sig af Tangen til Forløsning paa et Stadium, hvor det muligen ikke havde været nødvendigt. Fosteret havde paa dette Tidspunkt endnu ikke været saa udviklet, at det kunde leve. Senere protesterede Fredrikson mod denne Protokoltilførsel; han gjorde haardnakket gjældende, at han ikke havde forklaret som af Dommeren protokolleret. I den Anledning blev han forflyttet fra Varetægtsarresten paa Nytorv til Kristianshavns Straffeanstalt, og hver Gang han senere kom i Forhør, transporteredes han i "Salatfadet". Samtidig blev de Indrømmelser, som i Følge Arrestreglementet var givet Friedrikson, saasom at hans Kone og Børn af og til fik Lov at besøge ham, inddragne, ligesom Tilladelsen til at faa extra Forplejning ogsaa blev ham nægtet.

Barnemordene.

Under Forhørene om selve Barnemordene fremkom ret overraskende Ting. Vi skal kun nævne det tidligere omtalte Optrin i Retten, da en ung Pige, der var Moder til et Barn, som hun havde taget fra Barnemorderskens Pleje, fik Underretning om, at det Barn, som hun havde faaet udleveret, ikke var hendes eget, der var blevet dræbt. Det levende Barn tilhørte en Vexeller paa Frederiksberg, der ved Barnets Fødsel en Gang for alle havde betalt en meget klækkelig Sum. Ved en Fejltagelse havde Marie Rasmussen dræbt det forkerte Barn, men beholdt nu Vexellerens i Reserve for paakommende Tilfælde.

Mordene udførte Barnemordersken og hendes Medhjælperne, Søsteren, ved at blandt Opium i Børnenes Mad. Opium skaffede hun sig efter en Recept, som Friedrikson havde udstedt, da et af Børnene skrantede og som Barnemordersken paa forskjellige Apotheker her i Byen havde faaet expederet. Fordrivelserne strakte fra over et Tidsrum af et Par Aar, og allerede paa den forrige Bopæl i Vendersgade var et Par af Børnene skaffede ud af Verden.

Dødsattesterne var i et Par enkelte Tilfælde udstedt af Læge Friedrikson; det formodes, at der ikke var foretaget Ligsyn, hvilket dog ikke er blevet konstateret under Sagen.

Forhørerne og Arrestanterne.

Under Sagen maatte Forhørsdommeren Kriminalretsassessor Ussing, skaffe sig Udtalelser fra Sagkyndige, og der blev afæsket Jordemødre og Læger Erklæringer. Ved Retten iagttoges der en ængstelig Hemmelighedsfuldhed for at intet Sagen vedrørende skulde komme til Offenlighedens Kundskab.

Ud paa Sommeren blev Jordemoderen, Madam Madsen, løsladt, efter at være bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i Bedrageri, idet hun havde beholdt en Del af de Penge, som hun i Virkeligheden havde modtaget for at skaffe sine forskjellige Klienters Børn anbragt i Pleje.

Barnemorderskens Søster tilstod sig under Forhørerne skyldig i Meddelagtighed i samtlige Barnemord; skjønt det under Sagen oplystes, at noget over en halv Snes Børn var forsvundne, tilstod hun dog kun at vide Besked med sex, som hun havde været behjælpelig med at expedere ud af Verden.

Endelig havde Modehandlerinden fra Odense tilstaaet at have forsøgt at fordrive et Foster, og opgav hertil at have faaet Assistance af Læge Fridrikson, hvilket dog under Sagen har benægtet.

Læge Friedrikson var i Begyndelsen af sin Arrestation i stærkt ophidset Tilstand, der dog snart gik over i dyb Nedslaaethed Da han begyndte at finde sig bedre til Rette i [?] blev hans Optræden fastere, [han?] paastod og paastaar endnu, at [?] kunne forsvare sin Handlemaade som læge ligeoverfor baade [Gud?] og Mennesker, idet han kun har [gjort?] hvad enhver Læge vilde have gjort i hans Sted. 

Barnemordersken Maren Rasmussen har under hele Sagen været noget indesluttet og ikke lagt Spor af Anger eller Sorg for Dagen. Det eneste, der gjorde Indtryk paa hende, var Friedriksons Arrestation, hvem hun syntes at sætte Pris paa i meget høj Grad.

*

Efter Sagens endelige Slutning har der været optaget flere Reasumtionsforhør. Akterne har været tilstillet forskiellige Lægeautoriteter, blandt Andet den kgl Fødselsstiftelse og Sundhedskollegiet.

Dommen

blev afsagt i formiddags Kl. 10:

Arrestantinden Maren Rasmussen blev idømt 16 Aars Tugthus.

Læge H. M. Ed. Friederikson 3 Aars Forbedringshus.

Jordemoder Franciska Amalie Adelaide Madsen 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Modehandlerinde Cathrine Jørgensen, Odense, 6 Gange 5 Dage Vand og Brød.

I Salær til Aktor og Defensor betaler hver af de Dømte 100 Kr.

Hvorvidt Sagen vil blive appelleret af det Offentlige vides ikke. Rimeligvis vil Læge Friedrikson appellere sin Sag.

(Aftenbladet (København) 7. november 1891).

Jordemoder Madsen var den eneste som appellerede. Hun blev ved Højesteret maj 1892 idømt en strengere straf, nemlig 8 måneders forbedringshus.

Arbejderliv. En Syg i Smuds og Pjalter. (Efterskrift til Politivennen)

Af Husbeboerne i Nr. 78 i Ny Stormgade, lige for Kvægtorvet, blev vi gjort opmærksom paa, at der i Ejendommens Kvistetage bor en fattig Familie, Arbejdsmand Hans Nielsen med sin syge og sengeliggende Hustru og 4 Børn i Alderen fra 1 Aar til 10 Aar. Familien er nedsunket i den usleste Elendighed og Nød og lever i Smuds og Pjalter.

Vi gik derop. Da vi aabnede Døren, slog en kvælende Atmosfære os i Møde fra det skidne, stinkende Værelse, hvor den syge Kone ligger. Vi ser mellem Aar og Dag paa vore Besøg hos Fattige mange ulykkelige Forhold, men vi har hidtil ikke været Vidne til noget lignende. Lejligheden bestaar af 2 smaa Kvistkamre. I det forreste fandtes en gammel Fyrretræs Kommode og en Pakkasse. I det andet stod den Syges og Børnenes Seng og et Bord - det et hele Møblementet. Ikke saa meget som en Stol at sidde paa! Den syge Kone laa i noget fedtet, skident Sengetøj, der ikke yder hende tilstrækkelig Varme, Børnene maa om Natten hvile i Klude og Halm, og Manden bar intet andel Natteleje end nogle Sække paa Gulvet.

Og midt i disse triste Omgivelser stod de 4 stakkels Børn, forsømte og skidne i den Grad, at deres Krop, Ansigt og Linned var som malet over med Sod og gammelt Smuds ...

Den syge Kone fortalte os sin sørgelige Historie. Familien kom hertil fra Landet, hvor de ikke kunde klare sig, for at søge Arbejde her i Byen, og Manden var saa ogsaa heldig at erholde Beskæftigelse paa Magistratens Stenplads til en Dagløn af 1 Kr. 65 Øre. Med denne knappe Fortjeneste kneb det svært, særlig da Børnene blev syge. Men værre blev det, da Konen for 3½ Maaned siden blev angrebet af en hæslig Gigtfeber, der siden har holdt hende paa Sygelejet. Den tilkaldte Læge opskrev forskellig Medicin og Pulvere, der beløb sig til 1 Kr. 55 Øre, men da Medicinen blev opbrugt hver anden Dag og altsaa skulde fornyes, kunde Daglønnen, 1 Kr. 65 Øre, ikke strække til. De maatte renoncere paa Medicinen for ikke at sulte ihjel.

For en Maaneds Tid siden fik Manden det Tordenbudskab, at han var afskediget tilligemed 15 af frue Kammerater. Sommerens travle Tid var forbi, og han stod nu arbejdsløs. Det lykkedes ham vel af og til at skaffe sig en Dags Arbejde hist og her, men ofte havde de ikke en Bid Brød. Stadig laa Konen syg og hjælpeløs.

Saa for en Uges Tid siden fik han Plads hos en Kulhandler. Lønnen er 5 Kr. om Ugen og Kosten. Arbejdstiden er fra Kl. 6 Morgen til Kl. 9 Aften. Manden kan altsaa ikke nu sige, at han er arbejdsløs, men dog lider Familien Mangel. Naar der trækkes 2 Kr. 25 Øre fra til Huslejen, saa er der til Rest 2 Kr. 75 Øre eller ca. 39 Øre pr. Dag. For dette Beløb skal Konen og de 4 Børn klare sig - det bliver knapt 8 Øre til hver. De kan spise et halvt Rugbrød om Dagen, det er 38 Øre, saa er der kun 1 Øre til Rest til alt det øvrige. En enkelt Dag stryger de den halve Brødration, og for det derved sparede Beløb laver den 10 aarige Dreng saa "Middagsmad", der bestaar af kogte Kartofler og lidt smeltet Fedt. Det lille 1-Aars Barn blev straks ved Moderens Sygdom, altsaa knapt 9 Maaneder gammel, taget fra Brystet, og har siden maattet undvære Mælk! . . .

Altsaa Rugbrød og Vand - det er Kosten baade for den Syge, for Børnene og for den lille Stakkel, der ved denne mangelfulde Ernæring bliver et sikkert Bytte for engelsk Syge, Kirtler osv., og dets bleggustne, udtærede Udseende fortalte ogsaa tydeligt nok om hvilke Savn det maa lide.

Konen har under sit Sygeleje været saa angrebet, at hun ikke har kunnet røre Hænderne, der svulmede op. Hun sendte atter Bud til Lægen, og fik den Besked, at hun blot skulde vedblive med den gamle Medicin. En blodig Ironi! Rescepten lyder paa en Æske med 6 Pulvere til 90 Øre (der bruges 3 Pulvere om Dagen), og en Flaske Mikstur til 65 Øre, der begge Dele kun strækker til til 2 Dage - men hvor skulde de Penge komme fra? . . .

Nu har vi saa ofte i "Social-Demokraten" beskrevet Forholdene hos de Syge, vi har besøgt og som i de fattige Hjem lider Nød og Mangel. Ogsaa Lægerne ser selvfølgeligt en Mængde af den Slags Tilfælde - men de tier! Eller har man nogen Sinde hørt, at en Læge har taget Ordet gennem Pressen for at gøre Offenligheden bekendt med, at blandt hans Klienter findes der ulykkelige, som henligger uden Forplejning, uden Tilsyn i usle Hjem og uden Penge til at anskaffe sig blot den nødvendige Medicin?

Har nogen hørt Lægerne udføre en saadan Kærlighedsgærning - for vi har ikke! . . .

Enhver Kvinde maa kunne forestille sig den Syges Tilstand efter i 14 Uger at have ligget til Sengs uden Renlighed, Tilsyn eller Pleje. I den Tid er Lejligheden ikke rengjort og Børnene ikke vasket - Linned til at skifte har de jo ikke. De kommer om Morgenen skiden ud af Halmen og kryber om Aftenen endnu mere skiden i den igen. I dette lange Tiderum har ikke et Vindue været aabnet, og i den indelukkede, kvalme og usunde Atmosfære har de saa mindste Børn stadig maatte opholde sig - ikke én Dag har de været ude i den friske Luft . . .

Paa vore Forespørgsler hos Ejendommens Beboere om Familien fik vi meget tilfredsstillende Oplysninger. Konen havde før sin Sygdom været proper og holdt baade Hus og Børn rene, og Manden var arbejdssom og ædruelig, og Beboerne erklærede, at det vilde være en Velgærning mod Familien, og navnlig mod de smaa Børn, om nogen vilde hjælpe dem. - - -

Enhver, der føler Interesse for de ulykkelige og lidende, kan i Ny Stormgade 78 lære at kende et sørgeligt Billede af Arbejderliv.

(Social-Demokraten 26. september 1891).

Ny Stormgade skiftede i 1897 navn til Sønder Boulevard.

Forfølgelser mod Fagforeningerne. (Efterskrift til Politivennen)

I

I den sidste Uge har "Avisen" og dets Aandsfrænde "Morgenbladet" anstrængt deres Hjærner med at udfinde et Middel, hvorved det blev muligt for Kapitalisterne og Arbejdslederne, at blive fuldstændig eneraadende ved Fastsættelsen af Lønnen og øvrige Arbejdsbetingelser.

Det er just ikke noget Nyt, der her spekuleres paa, særlig har "Avisen" i en Række af Aar forsøgt sig med forskællige Midler, men uden Held. Det ny i Situation er kun, at det nu har faaet "Morgenbladet" som Vaabendrager, og at samme Blad, for at vise sin Iver i den ny Tjeneste, er nok saa reaktionært som dets nye Herrer.

Vi skal ganske kort erindre om de Midler, der hidtil har været bragt i Forslag og delvis gennemført. Først var der Oprettelsen af Skruebrækkerforeninger. Denne Opgave overtoges af "Værnet", men er imidlertid falden saa ynkelig ud, at denne samme Forening nu er reduceret til, at skaffe Sommerhaver til de smaa Kapitalister. Dernæst Hr. Frederik Hansens Forslag om at kaste alle Fagforeningsmedlemmer paa Gaden og lade dem prøve Sultepisken. Det blev forsøgt med Smedene i 1883, men da den egenlige Generalprøve skulde afholdes i 1889, revnede Mesterkompagniet og hele Planen røg i Lyset.

Senere raabte man fra samme Side paa, at Statens Værksteder skulde ryddes for Fagforeningsmedlemmer, men til Trods for, at Bahnson ogsaa gjorde et Forsøg ved at afskedige Folk fra Harms Værksteder, blev Partiet dog bange for sine egne Skraal, og ved et Møde i "Kæden" for ca. 1½ Aar siden maatte Frederik Hansen sluge sit eget Barn i en taaget Resolution.

Alle disse direkte Angreb paa Arbejderne har altsaa ikke ført til noget. Derfor tog man fat med Kongens Foged og Domstolene, og i de sidste Par Aar har det ligefrem regnet ned over Arbejderne, deres Organisationer og Presse, med Fogedforbud og Erstatningsdomme. Efter den fuldbyrdede Sammensmeltning er Kapitalistpartiet bleven større og føler sig selvfølgelig ogsaa stærkere, saa meget mere, som det lader til, at de ny Heste trækker ganske villig i Tøjet.

Under disse Omstændigheder synes Partiet, at det gaar for langsomt med Reaktionen; de vilde helst lukke Butiken med et Smæk, og derfor spekuleres der nu paa at faa Fagforeningerne umuliggjort ved at forlange Erstatninger af disse for de ved Strejker formentlig opstaaede Kontraktbrud.

Vi kan hurtig blive mig om, at hvor to fri og nogenlunde lige Parter indgaar en Kontrakt med hinanden, da bør ingen vilkaarlig bryde denne uden at erstatte den anden Part den Skade, som derved paaføres ham.

Nu er Forholdet imidlertid det, at en Arbejdsleder og en Arbejder ikke er to lige Parter. Arbejdslederen er enten selv Kapitalist eller Repræsentant for Kapitalen. Han sidder inde med de Midler, som det er nødvendigt for Arbejderen at komme i Besiddelse af for at kunne leve. Arbejderen har ganske vist Frihed til at undslaa sig Arbejdskøberens Betingelser, men han mister samtidig Adgangen til Erhverv. Arbejdskøberne derimod kan henvende sig til en anden Arbejder, der staar paa lige Forhold med den første; nægter denne ogsaa at gaa ind paa hans Betingelser, kan han i de fleste Tilfælde lade Arbejdet hvile, indtil Arbejderne er bleven tilstrækkelig sultne, saa man paa den Maade godt kan sige, at det er Arbejdskøberen, der bestemmer Kontraktens Indhold, og Arbejderne, der nødtvungent gaar ind paa den. En saadan Kontrakt har ganske vist juridisk Gyldighed, men den kan aldrig være moralsk bindende for den svagere Part.

Denne Følelse af Svaghed paa Grund af den økonomiske Afhængighed har medført Arbejdernes Organisation i Fagforeninger. Bestræbelserne fra disses Side gaar ud paa, at tilvejebringe nogenlunde Ensartethed i Vilkaarene inden for de forskellige Fag. Dette søges opnaaet ved Priskuranter, Løntariffer og øvrige Bestemmelser, enten med den Organisation, der repræsenterer de paagældende Arbejdskøbere, eller med disse enkeltvis. Kan der ikke opnaas Enighed, benyttes Strejken enten i hele Faget eller overfor de enkelte genstridige Arbejdskøbere. Arbejdernes Sammenslutning gør disse mulige, derved, at de tilvejebringer midler til Underhold for de Strejkende og deres Familier, og der er nu indtraadt et Forhold, hvor den enkelte Arbejder ganske vist endnu er afhængige af Kapitalen, men hvor Arbejderne som Klasse betragtet dog kan skuffe sig Medbestemmelsesret ved Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne, for saa vidt de da tilhører Organisationen.

Det er det, der er Kapitalisterne en Torn i Øjet, fordi det begrænser deres Udbytterfrihed noget, og da det ikke lader sig gøre, i hvert Fald ikke for Øjeblikket, at forbyde Arbejderne Retten til Sammenslutning, saa raaber de op om den hellige Kontraktfrihed, som kun betyder Frihed for dem, der har noget, men Tvang for dem, der intet har.

Disse Mennesker betragter absolut den arbejdende besiddelsesløse Klasse som Mennesker, der er skabt alene for, at de Rige kan blive endnu rigere. Denne Klasse skal lyde, og ethvert Forsøg fra denne Side paa at hævde Selvstændighed, betragtes som ligefremt Oprør. Overklassens Love er lavet med det samme Syn for Øje, og derfor er det saa let at faa Arbejderne dømt til Straf, mens det til Gengæld er saa meget desto vanskeligere at ramme Kapitalisten.

(Social-Demokraten 20. september 1891).

Majtoget drager gennem Aarhus. Illustration fra "Det danske socialdemokartis historie fra 1871 til 1921", side 89.

II

Planen gaar ud paa, at gøre Fagforeningerne ansvarlige for Kapitalens Tab ved Strejker under Paaberaabelse af, at Foreningerne er Anstiftere af Kontraktbrud. Efter sin Ordlyd kan dette jo se ret uskyldigt ud, idet man herved kun forudsætter Strejker, der iværksættes for at bryde en bestemt Overenskomst, men disse ere meget sjældne, saa hvis man skulde holde sig alene til saadanne Tilfælde, saa vilde "Morgenbladet" ikke faa megen Fornøjelse af sin ny Teori. Det vil nemlig blive dette Sammensmælter-Organ meget vanskeligt at bevise et eneste Tilfælde, hvor Fagforeninger har været Anstifter af et Kontraktbrud, og foreligger et saadant Tilfælde, kan man være overbevist om, at det er arbejdskøberne selv som har give Anledning dertil.

I de Fag hvor der bestaar en Overenskomst mellem Arbejderne og Arbejdskøbere, er der som Regel truffen Aftale om en bestemt Opsigelsesfrist mellem Parterne, og vi kender intet Tilfælde, hvor denne er brudt fra Fagforeningens Side. Mangler en saadan Opsigelsesfrist, er Forudsætningen, hvad der til Eksempel er godtgjort i de Domme, der er fældet i Sagen mellem Murmester Thomas og hans Svende, at Forholdet kan løses straks enten fra den ene eller anden Side. Og vi er tilbøjelige til at tro, at Arbejdskøberne selv vilde være daarligst tjente, hvis der gjaldt andre Bestemmelser, thi dette vilde medføre en betydelig Indskrænkning i disse Ret til at afskedige Arbejderne, de ikke mener længere at kunne bruge.

Altsaa Stillingen er den, at hvor Fagforeningerne har Overenskomst med Arbejdskøberne, da er der ikke fra Arbejdernes Side forsøgt at bryde denne ved strejker, og hvor en saadan mangler kan der ikke blive Tale om Kontraktbrud, selv vin der iværksættes en Strejke midt i et Stykke Arbejde, lige saa lidt som der er tale om Kontraktbrud, naar Arbejdskøberne afskediger Svendene midt i Arbejdet.

I Modsætning hertil har man Eksempler paa, bl. a. under Snedker-Lockout'en i 1889, at Mestrene ganske vilkaarligt brød indgaaede Kontrakter for at smide Arbejderne paa Gaden, da den store Udsultningsproces skulde foretages.

En lignende Fremgangsmaade kunde tænkes iværksat fra Arbejdernes Side, i det Tilfælde, at flere Mestre i et Fag nægtede at overholde en mellem Fagets Mester- og Svendeorganisation indgaaet Overenskomst, og saa de øvrige Mestre direkte eller indirekte støttede disse Mestre, i Haab om derved selv at blive løst fra deres Forpligtelser i Utide: men i saa Tilfælde var det jo Mestrene og ikke Fagforeningen, der var Anstifter af Kontraktbrudet, og Foreningens Optræden maatte da betragtes som simpelt selvforsvar, noget enhver upartisk Domstol maatte indrømme.

Vi kommer dernæst til en anden Art af strejker, som ofte forekommer i Bygningsfagene paa Grund af den der stedfindende Svindel, og det er de Strejker, der er en Følge af, at Arbejdskøberen ikke opfylder sine Forpligtelser og derved tvinger Arbejderne ud i et Slags Kontraktbrud. I disse Fag gælder den almindelige Regel, at Overskudet af en Akkord skal betales ca. 14 Dage efter at den er færdig. I denne Mellemtid kan Arbejderne ofte have paabegyndt en ny Akkord, men der er vel intet fornuftigt Menneske, der vil forlange, at de skal opfylde denne til Punkt og Prikke, naar det viser sig, at Arbejdskøberen ikke betaler, eller gør Forsøg paa at snyde dem for deres Tilgodehavende. De kan jo risikere, at det vil gaa ligesaa med det sidst paabegyndte Arbejde.

Her kan altsaa heller ikke blive Spørgsmaal om Anstiftelse af Kontraktbrud fra Fagforeningernes Side, men i saa Tilfælde bliver jo "Morgenbladet"s Forslag fuldstændig betydningsløst med mindre det gaar ud fra, at Arbejdskøberne har Ret til at begaa lige faa mange Kontraktbrud de vil, medens der ikke bestaar nogen Ret for Arbejderne til i al Fald at værne sig imod saadanne Forhold.

Værnet herimod er Fagforeningerne, og det er dem "Morgenbl." vil til Livs, derfor foreslaar det sin ny Praksis, at umuliggøre Fagforeningerne, at værne sine Medlemmer mod Overgreb, ved at gøre Arrest i deres Kasser ved en Strejkes Udbrud, under Paaberaabelse af, at der foreligger Kontraktbrud, uden at tage Hensyn til de virkelige Aarsager til Strejken.

Men hvorledes vil "Morgenbl." stille sig overfor de Tilfælde, hvor Arbejdskøberne bryder deres Kontrakter, undlader eller paa Grund af Svindel bliver ude af Stand til at betale Arbejderne, hvad de har fortjent? Er det Meningen, at den Arbejdskøberorganisation, hvortil en saadan Mand hører, skal erstatte Arbejderne det Tab, der paaføres dem ved, at de tvinges ud i Strejke, fordi den paagældende misligholder en almindelig indgaaet Overenskomst?

Hvad der er Ret for den ene, maa jo være billigt for den anden, og der foreligger utallige Eksempler paa, et en Arbejdskøber har antaget Folk til et Stykke Arbejde, og naar dette var helt eller delvist færdigt, nægtet at betale den affordrede Løn. Mener "Morgenbl.", at man i et saadant Tilfælde kan køre op til Lavskassen og gøre Arrest i denne for det Tilfælde, at man ikke tror at kunne faa sit Tilgodehavende hos en saadan Arbejdskøber? Det nytter ikke herimod at indvende, at Lavet ikke er Anstifter af Kontraktbrudet; thi man vil i intet Tilfælde kunde paavise, at Fagforeningerne har forlangt af deres Medlemmer, at de skulde bryde en Kontrakt, og naar Bladet foreslaar Regres til Fagforeningen, fordi et af dens Medlemmer bryder en Kontrakt, saa maa Arbejdskøberforeningen ogsaa hæfte for sine Medlemmers Kontraktsbrud.

Var den Teori gældende, maatte Snedkerne og Stolemagerne jo kunde have lagt Beslag paa Snedkerne efter lavets Kasse, da dette sidste Vinter fuldstændig vilkaarligt foranledigede et stort Antal Snedkermestre til at bryde det da bestaaende Lønregulativ. I næsten og sidste artikel skal vi beskæftige os med nogle Tilfælde, som klart viser, at der praktiseres en Ret for Arbejdskøberne og en ganske anden for Arbejderne.

(Social-Demokraten 22. september 1891)

III

(Sidste Artikel.)

For nogen Tid siden afsagdes der en Dom i 2det Civilkammer i en Sag mellem en Arbejder og en Arbejdskøber, som fuldstændig bryder med den Praksis, der hidtil har været fulgt i alle saadanne Retssager. Retten tog nemlig her Hensyn til en af Arbejdskøberen fremsat ubevist Paastand, medens den ikke vilde høre noget om Arbejderens Paastand og den hidtil gældende Sædvane.

Sagen forholder sig i Korthed saaledes: En Malersvend havde udført Arbejde for en Malermester paa 3 forskellige Bygninger. Paa de to Steder beregnede Svenden sig en Dagløn af 4 Kr. pr. Dag, fordi Arbejdet i Følge sin Natur ikke kunde opmaales, medens han paa den tredie Bygning beregnede sig Akkordbetaling efter den i Faget gældende Prisliste af 1887, som Mesteren paa et tidligere Tidspunkt havde forpligtet sig til at betale efter. Til Overflod paastod Svenden, at han forinden Arbejdets Paabegyndelse udtrykkelig havde spurgt Mesteren om Arbejdet var Akkord, hvortil denne skal have svaret: Ja!

Mesteren benægter dette og paastaar tværtimod, at der er truffen Aftale om, at alt Arbejdet skulde udføres i Dagløn a 4 Kr. pr. Dag. Paa denne Maade sparer Mesteren nemlig ca. 96 Kr. Til Trods for, at Mesteren ikke kan føre noget som helst Bevis paa sin Paastand, hvad der ogsaa udtrykkelig fremhæves i Dommens Præmisser, tager Dommerne dog hans Paastand for gode Varer og afsiger en Dom, hvorved Mesteren i Stedet for at betale 148 Kr. 94 Øre kun kommer til at betale 53 Kr.

I Malernes Prislistes Paragraf 2 staar udtrykkelig: "Alt Arbejde søges udført i Akkord, hvor dette ikke kan ske bliver Betaling i Følge forudgaaet Aftale mellem Mester og Svend." Meningen hermed er naturligvis, at alt det Arbejde, hvorfor der i Prislisten findes fastsat Priser skal udføres i Akkord, og at en særlig Aftale kun skal træffes for Arbejde, der ikke er forudsat i Prislisten. Denne er udarbejdet af et Udvalg af Mestre og Svende og vedtaget paa en paa samme Dag i "Malerlavet" og "Malernes Fagforening" afholdt Generalforsamling som fremtidig gældende Norm for Arbejdslønnen. Disse Oplysninger er naturligvis forelagt Retten, og i Overensstemmelse med den hidtil brugte Praksis burde denne have ladet det omhandlede Arbejde undersøge og vurdere af Fagmand og derefter tilpligtet Mesteren at betale Arbejdet efter dets Værdi og ikke med en af ham vilkaarlig fastsat Dagløn. 

Skal denne Praksis blive gældende, vil det for Fremtiden komme til at se slemt ud for mange Mennesker. Man tænke sig blot, at der en Dag kommer en Mand ind til en Snedker og bestiller et Stykke Møbel. Der træffes en mundtlig Aftale om Prisen, t. Eks. 80 Kr., men naar Kunden faar Møblet udleveret, vil han kun betale 40 Kr. under Paaberaabelse af, at de er bleven enige om en saadant Pris. Snedkeren har Bevisbyrden for, at der er truffen Aftale om 80 Kr., men da han ikke har andet at holde sig til end Kundens Ord, og denne paastaar, at Aftalen er 40 Kr., saa nytter det ikke noget, at Snedkeren henviser til, at den almindelige Pris er 80 Kr. og at Møblet virkelig er den Sum værd; han maa pænt lade sig nøje med de 40 Kr. Følgen heraf bliver, at man maa gaa med Lommen fuld af stemplet Papir for at saa udfærdiget et lovformeligt Dokument, hver Gang der leveres den allermindste Ydelse for Penge, som ikke betales med det samme.

Malersvenden mente imidlertid, at denne Dom var saa himmelskrigende uretfærdig og i den Grad i Strid med hvad man hidtil har anset for gældende Ret, at han ønskede Sagen prøvet ved Højesteret. Hertil fordredes imidlertid en justitsministeriel Bevilling, men denne blev nægtet. Svenden søgte saa Avdiens hos Justitsministeren og forestillede denne, hvor stor Betydning denne Sag havde baade for ham og Retsforholdene i Almindelighed, men uden Resultat. Hr. Nellemann vilde ikke satte Højesteret i Bevægelse for saadanne "Bagateller", som han udtrykte sig. Hermed maatte Svenden lade sig nøje.

Dette Afslag kommer først i sin rette Belysning, naar man erindrer sig en anden Sag, som i Sommer fandt sin Afslutning ved Højesteret. I denne Sag, der var anlagt af en Snedkersvend mod en Snedkermester, hvori Svenden forlangte, at Mesteren skulde betale ham et Beløb af ca. 40 Kr., som Svenden mente sig berettiget til at faa udbetalt paa Grund af, at Mesteren under Lock-out'en i 1889 vilkaarlig havde bortvist ham fra Arbejdet og derved forhindret ham i at fuldføre en paabegyndt Akkord. Mesteren blev dømt ved Underretten, men var ikke tilfreds med Dommen, hvorfor han gennem Kammeradvokat Hindenburg søgte Bevilling til at appellere Sagen til Højesteret, og skønt Sagen som sagt kun drejede sig om ca. 40 Kr., fik han Bevillingen, skønt det viste sig, at Mesteren ogsaa tabte Sagen ved Højesteret.

Her ser man paa den ene Side en Arbejder, der har en Sag paa 147 Kr., ham nægtes der Appelret, medens en Arbejdskøber faar denne Ret i en Sag, der kun drejer sig om ca. 40 Kr. 

Kom saa og paastaa, at der ikke er Lighed for Loven i Danmark.

En anden Sag, som ogsaa fortjener Opmærksomhed, er den Schilderske Erstatningssag mod Skrædernes Fagforening. Her har Retten uden videre tilkendt en Arbejdskøber 5000 Kr. i Erstatning paa hans blotte Paastand om, at han har lidt et saadant Tab ved en Strejke, hvortil han selv var Aarsag. Alt dette tyder paa, at der er en god Villie hos Domstolene og Autoriteter til at arbejde med i den almindelige Kapitalistreaktion.

De vil dog ikke opnaa deres Hensigt, at hindre Arbejdernes Sammenslutning, men kun bidrage til at disse arbejder endnu mere energisk for en Samfundsordning, hvor Retten ikke sidder i Pengesækken.

(Social-Demokraten 23. september 1891).

Nicoline (Line) Christine Luplau 1823-1891. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagsforkæmperen Nicoline (Line) Christine Luplau (22. april 1823 - 10. september 1891) blev gift 11. december 1847 med sognepræst Daniel Carl Erhard Luplau og sammen fik de Marie (1848). 

Line Luplaus Jordefærd.

I Gaar Middags blev Fru Luplau begravet fra Frederiksberg Kirke. Den lille Kirke var næsten fuld, mest af Kvinder, hvis Sag det jo var den Afdøde havde viet sine Kræfter i de sidste Aar, og det var ogsaa dem, der havde baaret de fleste Blomster til hendes Kiste.

Ved Kisten foran Alteret stod "det kvindelige Arbejderforbunds" Banner, de kvindelige Herrestræderes, de kvindelige Væveres og Tjenestetyendeforeningen "Enigheds" Faner.

Efter at Kirkens Kor havde sunget en Salme, holdt Pastor Ewaldsen en Bøn.

Derpaa traadte den Afdødes Mand, forhv. Præst i Varde, i Ornat hen til Kisten, og holdt en lang gribende Tale, hvori han dvælede ved Minderne fra de mange Aar, han havde tilbragt sammen med hende. Sygdommen havde tidt tynget hende, men hun opfyldtes atter af Livsglæde. Energi og Dygtigbed. Og under Sygdommen fattede hun Planer, som hun saa, naar hun blev rask, fuldførte. Hun traadte al Tid frem med aaben Pande, hun hadede Løgn og List. og det var al Tid for de Forurettede, hun arbejdede. En hjærtelig Tak for alt, hvad Du bar været for os, en hjærtelig Tak fra hende, der sidder, vort eneste Barn, Marie, som ikke kan fatte, Du er gaaet fra os, en Tak fra alle de mange, mange Venner fjærnt og nær, som lærte Dig at kende og forstaa Dig. Og tilsidst en dyb og inderlig Tak fra mig, min elskede Brud. Det er mere end halvtredsindstyve Aar siden, jeg første Gang mødte Dig. Tak for alt, hvad Du har været for mig.

Kirkens Kor sang endnu to Sange, hvorefter Kisten blev baaret ud til Ligvognen og kørt til Kirkegaarden ved Fasanvejen. Her forrettede Pastor Luplau selv Jordpaakastelsen.

(Social-Demokraten 19. september 1891).

Gravstedet på Solbjerg (Park)kirkegård er nedlagt.

Fru Line Luplau.

Forrige Fredag Aften afgik ved Døden efter mange Aars periodisk tilbagevendende Sygdom en af de Forkæmpere for Kvindesagen, hvis Energi var størst, hvis Syn paa Sagen var klarest, og hvis Ord vor blandt de vægtigste, Kvindesagen vedrørende her til Lands, nemlig Fru Nicoline Christine Luplau, f. Monrad, almindelig kjendt som Fru Line Luplau.

Hun fødtes den 22de April 1823 i Greis i Jylland; Faderen var Præst og hed Monrad. Line var en Kusine til den bekjendte, højt begavede Biskop Monrad. I en Alder af 2½ Aar flyttede hun efter Faderens Død sammen med Moderen og Brødrene til Sorø, og der levede hun til sit 16de Aar, læste meget og stod i stadig Forbindelse med Lærdommens og den aandelige Dannelses Sæde i Sorø: Akademiet.

16 Aar gammel rejste hun med Moderen til Kjøbenhavn, og dér blev hun kjendt med den daværende Institutbestyrer i Hillerød, senere Præst D. C. E. Luplau, med hvem hun den 11te December 1847 giftede sig. Det eneste Barn af dette Ægteskab er en Datter, Marie Luplau, der er bekjendt som Malerinde.

I nogle Aar boede Ægteparret i Hillerød, men flyttede siden til Sønderjylland, hvor Luplau blev Præst og virkede som saadan, indtil han i 1864 maatte forlade denne Del af Landet. Han var saa en lang Tid hist og her, blandt andet Hjælpepræst for Provst Bojsen i Ribe; han fik i 1866 Ansættelse som Præst i Varde, hvorfra han i 1888 søgte og fik sin Afsked. Siden da har han med sin Hustru boet i Kjøbenhavn.

Lige siden "Dansk Kvindesamfund"s Stiftelse i Aaret 1871 var Fru Luplau Medlem deraf, og efter som Aarene gik, og hun ældedes, kom hun mere og mere i Forgrunden for Kvindebevægelsen, hvis Talsmand hun baade i Tale og Skrift var.

Det Punkt i Spørgsmaalet om Kvindens Ligeret, hun særlig rettede sin Opmærksomhed paa og agiterede for, var Valgretsspørgsmaalet. Uden at overse, hvad der ellers var at gjøre, formener vi, at det første og betydningsfuldeste Fremskridt, Kvinden maa gjøre, gaar i Retning af større økonomisk Selvstændighed. Men i hendes Øjne var det afgjørende, at Kvinderne ved alle Valg stad paa Linje med Mændene, og det var ud fra denne Betragtning, hun i Foraaret 1889 fik stiftet den kvindelige Valgretsforening, hvis Forstanderske hun var, til Sygdom nu i Forsonet tvang hende bort fra Posten. Det var ligeledes ud fra samme Betragtning, at hun ved Valget til Folkethinget i 1890 interpellerede Scharling og Philipsen i 4de Kreds om deres Stilling til Kvindernes Valgret og fik andre Kvinder til det samme andre Steder. Hun forstod at slaa til Lyd for sin Sag i det hele taget.

I Rømersgade afholdtes i sin Tid nogle maanedlige selskabelige Sammenkomster med Foredrag, Musik, Oplæsning osv., ofte besøgt af 4-500 Mennesker. Disse Sammenkomster var foranstaltet af Fru Luplau, der mente paa denne Maade at kunne bringe de forskjellige Samfundsklasser t nærmere Berøring med og bedre Forstaaelse af hverandre. Er denne Maade at forberede det sociale Spørgsmaals Løsning paa end næppe af større Værdi, saa vidner det dag om, at Line Luplau havde Øjet aabent for, hvor det var, Skoen trykkede, havde Hjærte til at lindre Trykket og Energi nok til at gribe ind, hvor hun troede at kunne udrette noget. 

Ved hendes Død har Kvindebevægelsen tabt en af sine bedste Støtter, energisk og foretagsom som hun var, myndig siges der maaske, men med Indrømmelse af en Elskværdighed tillige, der gjorde hendes Magt saa meget større.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 24. september 1891).

Line Luplau boede med sin mand i Hillerød 1845-1853, i Nordslesvig indtil 1864, Varde 1866-1888. Hun var med til at stifte en filantropisk hjælpeforening for fattige og var en af de første kvinder som holdt tale ved en grundlovsfest. I 1872 blev hun medlem af Dansk Kvindesamfund, ligesom også datteren og ægtefællen. Hun protesterede i 1887 mod at styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig lov til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav fordi hun ikke mente det hørte hjemme i Dansk Kvindesamfund, det gjorde derimod kvinders stemmeret og valgbarhed.

Hun støttede oppositionsgruppen Kvindelig Fremskridtsforening (KF) oprettet 1885 og sad i 1886 i nogle måneder i bestyrelse under Matilde Bajers lederskab. Da manden blev pensioneret, flyttede hun til København og var blandt indbyderne til KFs første nordiske kvindesagsmøde i København 1888. Line Luplau anså kvinders repræsentation i Rigsdagen som afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvinders favør og valgret som et retfærdigt ligestillingskrav de allerede magtede at leve op til.

Forholdet til KF blev dårligt da hun sammen med Louise Nørlund i 1889 stiftede Kvindevalgretsforeningen (KVF). Se indslaget om Erna Juel-Hansen, del 3. Foreningen havde især støtte fra en række mandlige socialdemokrater og Venstrepolitikere, fra venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen. Hendes helbred begyndte at blive dårligt, og i foråret 1891 forlod hun formandsposten i KVF af helbredsmæssige årsager. Foreningen blev opløst 1898. 

Om datteren Marie, se indslaget Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). Hendes maleri af kvindevalgretskampens pionerer blev i 1917 ophængt i rigsdagsbygningen. Forgrundsfigur er kunstnerens mor Line Luplau.

Efter maleri af Marie Luplau: Fra kvindevalgretskampens første dage. Stående: V. T. Holst - Jakob Nielsen - A. C. Meyer - Poul Sveistrup - Kirstine Frederiksen - Mathilde Bajer - Frederik Bajer - Anna Sachmann - Astrid Christensen - Line Luplau, f. Monrad - H. Trier - Louise Nørlund - Sofie Horten - Marie Luplau - Mary Steen - Ragnhilde Holst - Karoline Testmannn. Siddende: Johanne Krebs - Elizabeth Grundtvig - Johanne Meyer - Nielsine Nielsen - A. F. Lamm - Birgitte Berg Nielsen - Nathalie Larsen. Wikimedia.