Ellen Reumert (1866-1934). (Efterskrift til Politivennen).

Ellen Marie Sophie Reumert (1866 - 1934) var forfatterinde med stor succes i sin samtid. I samtiden var hun mest kendt for et meget omfattende forfatterskab. Et indtryk af hvad hun skrev og hvordan det blev modtaget får man af nedenstående artikler. Ellen Reumerts far var 61 år gammel, da hun blev født. Hendes moder var betydeligt yngre. Noget hun beskrev i erindringsbogen "To lykkelige Hjem" (1919). Hun blev undervist hjemme. Efter faderens død flyttede familien til København, hvor Ellen uddannede sig inden for musik og underviste i klaver. Hun blev 1890 gift med sin fætter Alexander Reumert (1856-1912), inspektør på Carlsberg. Hun var i familie med Poul Reumert. 

Senere startede hun sit forfatterskab, som hun som ung havde startet under pseudonymet Knud Hagen i 1892: "Novelletter". Hun udsendte dog nu bøger i eget navn. Hendes skue- og syngespil, "Tvillinger" blev opført 1904 på Folketeatret. "Sofaen" opførtes samme sted 1913. "Aflad" gik på Casino 1908. "Firkløveret" på Det Ny Teater 1912. "Jul" på Blancheteatret i Stockholm 1916. 

Kasino

Aflad - Gerda Krum.

Historien om den pæne mand der forlader sin fattige elskerinde så snart hun er med barn, for at gøre et rigt parti, er jo ikke nogen ny historie. Den er heller ikke behandlet på nogen ny måde af fru Ellen Reumert i det stykke, Kasino spillede i aftes. Fru Reumert hamrer ufortrødent løs på de sentimentale strenge som emnet frembyder, og som sjældent forfejler deres virkning. Og hun har tilsat en slutningensscene hvor den barnløse bourgeoisifrue mødes med den fattige pige som har slidt sig til døde for sin lille dreng, og hvor de to kvinder måler deres livs lykke med hinanden. Denne scene som i øvrigt blev spillet smukt af fru Marie Dinesen og frk. Dietrich, gjorde det af med resten af publikums modstandskraft.

Men der er ingen grund til at tage fortrydelse af fru Reumerts stykke, velment som det utvivlsomt er, med en passende spot mod de fine fruers hovmodige selvretfærdighed.

(Social-Demokraten, 7. marts 1908, 2. udgave)

En af hendes bøger blev anmeldt af A. C. Meyer i Social-Demokraten:

Ellen Reumer:

"Lænker".

Fortællinger. (Udkommet på I. L. Lybeckers Forlag.)

Forfatterinden Ellen Reumert har i den foreliggende bog samlet tre fortællinger og en lille dramatisk skitse. Af fortællingerne er bogens første, som bærer titlen "Gerda", ubetinget den bedste.

"Gerda", der fremtræder som en brevveksling, handler om en ung pige. som skal giftes med en præst. Han har just overtaget sit embede, der lægger meget beslag på hans tid. Imens er Gerda omsværmet af glade fætre, og en af dem attrår den unge. ubefæstede pige. Ulykken kommer over hende en dag, da hun er på cykleudflugt med fætteren. Hun giver sig hen til ham, skønt hun elsker sin præst, og først bagefter former det skete sig for hende som en forbrydelse, på hvilken hun ingen forklaring kan give.

Den tilsyneladende mærkværdighed, at en kvinde elsker en mand og giver sig hen til en anden, lader sig psykologisk forklare af Gerdas flagrende uskyld, der kender sit mål, men ikke kan nå det og i en tilstand af omtåget længsel kaster sig i fætterens arme. Forfatterinden har ikke gjort forføreren til en usympatisk person, beskæftiger sig overhovedet ikke med ham udover det der bringer Gerda i ulykke. Fortællingen refererer, hvorledes forholdet bliver åbenbart for alverden fordi Gerda skal være moder. Hun er vel blevet gift med præsten, men fødslen vil falde seks måneder efter vielsen. Hun oprives af en frygtelig sjælekamp, men ender med at betro sig til Præsten. Det kommer til en voldsom scene. Han slår hende, løber sin vej som en gal mand og vender om for at tilgive sin hustru, tids nok til at frelse hende fra at blive begravet i søen i hvis tavse vande hun ville ende sin tilværelse. 

Præsten beslutter at tage sit kors på sig, at trodse sine sognebørns kritik og foragt og sejre eller falde med hustruen ved sin side. For ingen uden hans gamle moder, hvem han har betroet alt, har anelse om, at det er en anden end netop præsten som har ejet hendes elskov i utide.

Denne Konflikt er udmærket smukt fortalt. Gerda offeret for et øjebliks svaghed, føres billedlig talt tornekranset og lænkebunden frem for den strenge dommer, hvis navn er kristelig moral. Hun får et dødfødt barn, men da hun første gang efter fødslen besøger kirken, viger folk til side for hende og straffende øjekast hudfletter synderinden. 

Men Præsten taler om kristelig kærlighed og tilgivelse, og han tvinger den hårde dommer til Mildhed. Og atter synes solen at smile til de to mennesker. Gerda bliver atter Moder. Dog - skæbnen synes ikke at unde hende nogen lykke. Hun dør fra mand og barn, den stakkels

lille Gerda, som måtte bøde så bitterlig hårdt for et øjebliks letsind.

Har Fru Ellen Reumert i denne fortælling villet andet og mere end give en ung kvindes tragiske skæbne? Løftes dette smertens ris ikke mod selve dommeren, som sidder gusten og marmorkold i sit dommersæde? Så smukt og rørende denne historie er fortalt, fører den læserens sympati helt og holdent på den unge kvindes side.

Den digteriske facon i fortællingen kan der for så vidt indvendes noget imod, som brevvekslingen kun i ringe grad præges af hver brevskrivers individualitet. Det er forfatterinden, som taler gennem hver af personerne, og hun gør utvivlsomt præsten noget for kvindagtig. 

Den næststørste af bogens fortællinger bærer titlen "Af Dr. Holmers Praksis", men er ikke noget sammenhængende hele. Den virker mere som en moralsk afhandling over visse forhold, som fx drankerens ret til at hundse sin kone uden at denne har lovens hjælp til at fordre ham anbragt på en helbredelsesanstalt.

Ved en fremstilling af denne art føres man lige ind i debatten om drankerloven, og hvad man end kan sige om den - litterær er den ikke.

Derfor kan man jo godt have glæde af at læse en novellistisk fremstilling af sygelige tilstande i samfundet, og fru Ellen Reumert er Gud ske lov aldrig kedelig.

Man lægger da heller ikke "Lænker" fra sig uden at have fået et dybt og varigt Indtryk af en ualmindelig kvindes forfatterpersonlighed. 

A. C. Meyer

(Social-Demokraten 15. juli 1910.)

Forfatteren Ellen Reumert som viser tre af sine værker. Fotograf: Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et eftermiddagsbesøg

hos

fru Ellen Reumert.

Aldrig før i mit liv har jeg set et par så mægtige kopper eftermiddagskaffe som dem fru Ellen Reumert og hendes mand, driftsinspektøren på Carlsberg, satte til livs, da jeg i går eftermiddags aflagde et besøg hos "Andedammen"s forfatterinde i hendes arbejds- og musikværelse. Man må være meget sund og ligevægtig for at kunne stå for en sådan dosis koffein!

Men hvad havde ikke en dame i forvejen sagt til mig, da hun havde fået et benægtende svar på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kendte fru Reumert: "Det er kedeligt fer Dem! Ellers ville De have været sammen med et af byens elskværdigste mennesker, sund og god og ligefrem, en dame med et udmærket humør og et fortræffeligt hjerte, en ypperlig pianistinde, moder og husmoder, og som forfatterinde . . . men det ved De dog måske?"

Jo, det vidste jeg dog. Jeg huskede både "Tvillinger", der gik på Folketeatret. "Aflad" fra Kasino, hendes bog "Lænker", der kom sidste år, og som gjorde megen lykke, og adskilligt andet af fruens snart ikke ringe forfatterskab.

Nu sad jeg overfor fru Reumert, og vi talte om fortid og nutid og fremtid, og jo mere, vi talte sammen, kom jeg til at tro på den karakteristik, der var givet mig, inden jeg kom derud.

Der var først den uforbeholdne anerkendelse af andres arbejde.

"Johannes Nielsen er ligefrem genial i sin iscenesættelse. Det første og utaknemmelige slid tog hr. Normann, medens Nielsen var syg; men nu går det jo bedre med helbredet, og som han kan arbejde! Det er ikke nogen blid omgang, - han tordner bravt, og man er efter disse lange prøver som en klud, men man lærer, lærer så uendelig meget af det. Man ser, hvor stor forskellen er på det, man har tænkt sig sådan eller sådan, og så på, hvorledes det ganske nødvendigvis må blive, når scenens krav melder sig. Om det så er skikkelserne, får de jo undertiden anden form. ... ja, der bliver såmænd ofte af replikker, man ikke har tænkt sig noget videre forbundet med, ting der aldrig er faldet en ind . . ."

Fruen ler med sin inderlige kluklatter, og så fortæller hun om den gode rollebesætning, der er

givet "Andedammen".

"Hovedpersonen, adjunkt Brasens kone, et menneske der traver lige ind i alle hjerter og som ordner alt til det bedste i den jydske, sladrende andegård, er fru Neiiendam. Jeg synes hun bliver god - hun sprudler jo af talent, og så er hun opfindsom . . . ellers spiller med Nelleman, fru Orlamundt, frk. Thorberg Sommer, Vewer, Albrecht Schmidt, fru Dinesen og frk. Kranse, så jeg kan ikke klage. 

Oprindelig skulle "Andedammen" have været oppe tidligere men så gik det jo så godt med "Karen, Maren og Mette", nu får vi se hvorledes det går mig! Om der er dialekt? Nej, absolut ikke. Den holdes alligevel ikke stykket igennem, og forøvrigt kunne handlingen lige så godt foregå i en anden landsdel end Jylland."

En gang imellem får vi et lille stikord fra hr. Reumert, der med rette beundrer sin frues energi, og de oplysninger, som disse stikreplikker giver anledning til, er bl. a., at "Andedammen" oprindeligt var i fire akter, men nu er skrevet ned til tre, (det var et slemt arbejde at plukke det hele fra hinanden! Trøst Dem. Frue! In der Begrenzung zeigt sich erst der Meister !), at Kasino med kyshånd har taget mod lystspillet "Gaflen", der skal op næste år med Sophus Neumann i hovedrollen, og at der om kort tid på Lübeckers Forlag kommer et alvorligt skuespil af fruen. "Solhøj".

"Det er mit yndlingsarbejde ... jeg har skrevet på det i flere år - og det venter jeg mig en del af. Det kan selvfølgeligt være meget tilfredsstillende at skrive en novelle, en bog, en roman . . . men skuespillet, den dramatiske produktion er dog den, der står mit hjerte nærmest. At se sine skikkelser vokse frem, høre dem sige de ord, man har givet dem - det er alligevel noget andet."

"Hvornår var det "Tvillinger" kom op?'

"Det var - jeg må se efter, for årstal kan jeg ikke med - det var den 4. december 1904 og det var ikke meningen, at det skulle være gået mere end til jul. Men så havde de jo mere livskraft, disse tvillinger, end vi havde tænkt, og de væltede endogså juleforestillingen "Maria Theresia" med Betty Nansen og spilledes - til sidst som eftermiddagsforestilling - til 16. maj. For "Aflad" der kom frem på Cafino for vistnok treår siden, fik jeg egentlig meget bedre anmeldelser, men det var sat op sammen med "Den lille pige med svovlstikkerne" - og to Dødsfald på samme aften, det var for drøveligt, så det gik ikke særlig længe."

"Andedammen" er jo et lystspil?"

"Jo. decideret lystspil!"

"Det er ikke satirisk i udpræget grad?"

"Ikke ud over det, der jo ligefrem ligger i titlen ... nej. sådan rigtig satirisk ... jeg tror, jeg er for godmodig anlagt til dertil!"

Hr. Reumert ser på sin frue og smiler - og siger uden at sige det - "det tror jeg med"

Crayon

(Nationaltidende, 24. marts 1911.)

Da Alexander døde 1912, ophørte forfatterskabet i en periode, men hun skrev mere end 40 bøger med fortællinger for både børn og voksne samt skrev og fik opført flere skuespil. Som børnebogsforfatter opnåede hun at blive meget læst, mens hendes succes som voksenforfatter var knap så stor.

Hos Fru Ellen Reumert

Et Interview med Forfatterinden, som om faa Dage udsender to nye Bøger.

Fru Ellen Reumert i sit hyggelige Hjem ved Nørrevold, fotograferet til "Natonaltidende".

I vor Tid, da Ordet Nivelering staar med usynlig Skrift som Motto for Folk og fæ i alle Livets forskellige Forhold og Foreteelser, hvor alle Særprægsskel helst maa glide ud i een stor Udvisket - er det velsignet at træffe et Menneske, der er noget for sig, og som har mod til at vedkende sig at være det. 

Et saadant Menneske er Ellen Reumert.

Et godt Hoved, et stort, varmt Hjerte og udpræget Retfærdighedssans, medfødt Humør og kunstneriske Anlæg har været de Ingredienser, der - vel brug[] - har skabt hende et Navn, man []mer med som Menneske og som Forfatterinde. - Og saa er Fru Reumert myreflittig. Hendes Arbejdskraft er ukuelig. Det hænder, at man med Sorg hører, at nu er Fru Reumert daarlig af Lugebetændelse - meget medtaget af Gigt, har smaa, ubehagelige Mus i Knæene eller anden Daarligdom - og saa et Par Dage efter læser man [] af hendes gode, menneskelige Kronikker i De Ferslewske Blade, læser, at hun er ved at lægge sidste Haand paa en Bog, at en anden udkommer i Vers, og at hun overværer de sidste Prøver paa Teatret, hvor et af hendes dramatiske Arbejder skal frem.

- Men, siger Fru Reumert - vi sidder i hendes hyggelige Hjem og snakker om "Arbejdskraften" - husk, jeg har ikke andet end mit Arbejde, har hverken Mand eller Barn at passe og derfor Tid og Ro dertil. Og altid var Arbejdet den bedste Trøst i min Ensomhed. Uden det var jeg næppe heller kommet igennem de mange store Sorger, som Livet []ndte mig. Jeg tror, at naar jeg en Gang ikke mere kan arbejde, er Livet forbi for mig. Derfor føler jeg ogsaa, at mine mange Venner hilser ethvert Livategn fra mig, stort eller lille, skrevet for Gamle eller Unge, med Glæde. Jeg selv ved, at hvad enten dette bliver venligt eller uvenligt modtaget, er der altid noget af mit Hjerteblod blandt Linierne.

- Ja, og heldigvis ogsaa noget af Deres dejlige Humor, indskyder jeg. - Det maa da ogsaa have hjulpet Dem.

- Ja, siger Fru Reumert.- Sans for Humor er en god Forbundsfælle. Men saa let i Humor, som det kunde synes, er jeg nu slet ikke af Naturen. Her, som alle Steder, har Selvtræningen meget at sige. Der er altid blevet forlangt af mig, at jeg skulde være opmuntrende. Muligvis det slider, det er vel en større Lettelse at kunne give efter for vekslende Stemninger, men man lærer at beherske sig. I Skelby Præstegaard, mit Barndomshjem, var min Far 79. da jeg var 19. Han var en retfærdig, men meget streng og alvorlig Mand. Jeg husker ham sidde for Enden af Bordet og se ud over Børn og Unge. Selv lo han aldrig, fordi "Kristus ikke lo". - Det staar nu for Resten et Steds i Bibelen, at Kristus lo, siger Fru Reumert med en af sine morsomme Overgange fra Alvor til Munterhed. - Men det gjaldt altsaa om selv at være i godt Humør ... ogsaa naar den skævbenede Lars, Præstegaardskarlen, altid kom for at hente mig paa et Tidspunkt, da det morsomme lige skulde til at begynde.

Mor derimod havde et ukueligt Humør og var rædsom grinagtig. Alle Sorger gled af hende, ogsaa det at miste en Mængde smaa Børn, og hun var den, der var Midtpunktet for alle de Unge. som i Ferien samledes i den gamle Præstegaard - en af de rigtig gamle, helt fra det 16. Aarhundrede. Hun var ogsaa den, der kunde faa Fader glad og faa den gode, Kloge Mand til at glemme - i hvert Fald for en Tid - al den Alvor. der havde været i hans Liv.

Vi Børn gyste, naar vi hørte, at Fader, da han rejste op til Færøerne, hvor han var Præst i 10 Aar, var i Havsnød, og at hans Haar blev hvidt paa en eneste Nat Men jeg lærte af Mor. Det kom mig til Gode i mit Ægteskab med min Fætter Alexander Reumert, for alle vi Reumerter er hidsige og impulsive. saa det var jo godt, at en af os havde lært at beherske sig, ler Fru Reumert. - Tænk, vi blev for Resten forlovede paa Lammefælleden, min Mand og jeg! Naa, jeg kender et Par. som blev forlovet i en Hestestald - Stedet har ogsaa mindre at sige. l i blev i hvert Fald meget lykkelige.

Uvilkaarligt kommer man til at tænke paa Alex. og Ellen Reumerts dejlige Hjem paa Carlsberg, hvor to Mennesker havde en sjælden Evne til at gøre det til en Fest at komme. Og videre gaar Tankerne til Fru Reumerts smukke Bog om de "To lykkelige Hjem" - Barndomshjemmet og Hjemmet sammen med hendes Mand. Foran mig staar en henrivende Tegning af den gamle Præstegaard, og jeg ved, at Fru Reumert er Mester for den.

- Ja, siger hun og følger mit Blik - der var mange, som undrede sig over, at jeg kunde skrive den Bog; de at hente mig paa et Tidspunkt, da det syntes, det var at udlevere sig selv og - sit eget. Men hvorfor egentligt? Naar man har været saa lykkelig, set og levet i saa meget smukt og ejendommeligt, hvorfor saa ikke give andre Del deri og muligt meddele dem en Glæde. Nu er min Bog kommet i 4. Oplag, saa nogle maa dog have glædet sig derover.

Pludseligt kommer jeg til at smile. En enkelt af de mange Smaahistorier fra Bogen rinder mig i Hu, den om den lille, tungnemme Mads, som daværende Ellen Kaarsberg skulde forsøge at lære Bibelhistorie. Efter en tids Forløb syntes den unge Lærerinde, at Drengen havde gjort Fremskridt, og hun indbød sin Moder til at overvære Eksaminationen. Det første Spørgsmaal kom værdigt: "Naa, lille Mads - hvem tror du saa paa?"

Mads saa op med sine store, blaa Øjne og svarede uden Betænkning: "Ælen - jæ - trour paa dej!"

Talen glider over paa Fru Reumerts Bondetyper, og jeg spørger, om hun i sin nye Ungpigebog, "En god Kammerat", ogsaa har haft levende Modeller.

- Noget af det. man har oplevet sammen med Mennesker, præger vel altid, hvad man skriver, og Begyndelsen af Bogen, som er henlagt til Præstegaarden. er selvfølgelig min egen Barndoms Ramme - ligesom jeg vel næppe kan sige mig fri for, at min Broder, afdøde Professor Kaarsberg. har været i mine Tanker, da jeg skrev om "Store Bror". Ellers har jeg væsentligst gennem den lille Fortælling gerne villet vise den Ungdom, som jeg elsker, hvori tit Børn saarer, ikke af Ondskab, men af Tankeløshed, hvor svært det er al være fattig, og hvor let det er at glæde den, der er det, fordi de er saa nøjsomme.

Jeg har haft meget med Børn og Unge at gøre. Efter min Faders Død gennemgik jeg Konservatoriet, spillede med Professor Neruda og begyndte saa for Alvor at undervise i Musik. Ogsaa senere, da min Datter voksede op, kom der mange Unge i vort Hjem.

- Og Deres nye Bog for Voksne? "To Fruer" er en god Titel .... fortæl lidt om den.

- Den handler - siger Fru Reumert - om den forskellige Maade, hvorpaa to Kvinder tager Deres Mands Utroskab. Den ene, en lille Kunstnerfrue, gaar efterhaanden paa Akkord med Livet, som det nu en Gang er, og trøster sig med. at hun, trods alt, ejer sin Mands Hjerte. Den anden faar sit Grundskud. Bogen er en Blanding af Lys og Skygge som selve Tilværelsen, og jeg haaber, at et Par Kapitler fra et lille, forstyrret Kunstnerhjem vil sætte mine Læsere i godt Humør.

- - -

Og saa gaar jeg - standser et Øjeblik udenfor Døren og ser den lille, firkantede Gaard med Vogne og Heste, et gammelt, københavnsk Gaardinteriør, der sammen med den gammeldags Port med Glasruderne skaber en morsom og egenartet Ramme om dens lige saa morsomme og egenartede Beboerske.

Ing. T.

(Nationaltidende 11. november 1925, 2. udgave).

Syngespillet "Synge-Jens" (1927) blev en eklatant fiasko. Hun udgav flere selvbiografiske bøger, "Mit Hjem paa Nørrevold" (1932). Hun døde af influenza og lungebetændelse.

Af alle danske forfatterinden er der ingen, der overgår fru Ellen Reumert i harmonisk menneskelighed. Det sociale spørgsmål eksisterer ikke for hende. Men hun skildrer en krans af skæbner ud fra sin rige erfaring og sin sanddru menneskelighed - der næsten er rigere og ægtere for hvert år der går ... (Har. B.)

(Social-Demokraten, 15. januar 1932)

Alexander og Ellen Reumerts gravsted på Vestre Kirkegård. Helt i tidens ånd er det Alexander som har fået et relief på gravstenen, ikke Ellen Reumert, selv om det måske er hende som mest fortjente det. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skarpt Angreb paa Byens Kirkegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor holdes Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard lukket, spørger Pastor Paul Nedergaard.

Et Svar fra Kirkegaardens Inspektør.

I et netop udkommet Nr. af Præsteforeningens Blad retter Redaktøren, Pastor Paul Hedegaard ved Eliaskirken, et skarpt Angreb paa Begravelsesvæsnet og forskellige Forhold paa de københavnske Kirkegaarde, specielt Vestre Kirkegaard.

Pastor Paul Nedergaard.

Han berører paany Begravelsesvæsnets Priser, der er betegnede som "Eventyrpriser", beklager Episoden paa Bispebjerg Kirkegaard, da Politibilen nylig rekvireredes til en overarbejdende Gartner, men vender sig derpaa særlig mod Administrationen af Vestre Kirkegaard.

Det lukkede Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Her kan kun Søndre Kapel og Nordre Kapel med det ene af dettes to Sidekapeller for Tiden benyttes, idet Østre Kapel holdes fuldstændig lukket. Resultatet er blevet en Overbelastning; det kan f. Eks. ske, at Søndre Kapel allerede Onsdag Formiddag er fuldt optaget til den følgende Søndag. For det store Nordre Kapel skal der betales 10 Kr. ekstra, og det mindre Kapel ved Siden af kan vanskeligt bruges samtidig med, at der er Begravelse i det store. Pastor Nedergaard siger videre, at Nordre Kapels uheldige Beliggenhed bevirker, at Følget undertiden maa gaa 1-2 km i al Slags Vejr og Føre, forbi det optagne Søndre Kapel, maaske ogsaa forbi det lukkede Østre Kapel; og kræver dette sidste Kapel genaabnet, især da Søndre Kapel en Tid skal lukkes paa Grund af Reparationer.

Vi har bedt Kirkegaardens Inspektør, Hr. Skrydstrup, om at udtale sig om dette Spørgsmaal.

Et Svar paa Angrebene.

Østre Kapel genaabnes.

- Det er Sparebestræbelser, siger Inspektør Skrydstrup, der har bevirket, at Østre Kapel har staaet lukket; der spares paa Opsyn, Varme m. m., en halv Snes Tusinde Kroner aarlig. Og Lukningen har kunnet lade sig gøre, fordi Liniebegravelserne ikke mere laa i Kapellets Nærhed. Kapellet skal imidlertid nu restaureres med Indlægning af Centralvarme m. m., og det il derefter blive taget i Brug paany; først naar Østre Kapel er genaabnet, gaar vi i Gang med Reataureringen af Søndre Kapel.

Forøvrigt, siger Inspektøren, er Kirkegaardens længste Linie 1 km, saa der maa fra Kapellerne til Graven altid blive under denne Afstand.

Hvordan behandles Ligresterne?

Pastor Nedergaard ironiserer i sin Artikel over de kasserede Gravstenes "Hvil i Fred" og paataler. at man, hvor der før har været en Grav, kan finde Benstumper og Kisterester fra denne ved den nygravede Grav. Hvorledes forholder det sig hermed, spørger vi Kirkegaardsinspektøren.

- Arbejderne paa Vestre Kirkegaard har Kurve, og det er Afskedigelsesgrund, hvis de ikke samler alle Benrester heri og. saa snart den nye Grav er færdig, graver dem ned i denne under den Plads, paa hvilken den nye Kiste skal staa. Ufortærede Rester af den gamle Kiste kan man ikke have i Graven; men de samles og fjernes ufortøvet.

Søndagsarbejdet paa Kirkegaarden.

Endnu en Paatale findes der i Pastor Nedergaards Artikel. Søndagsarbejde, siger han, kan jo ikke undgaas paa Kirkegaardene; men han har Søndag Formiddag set et Arbejdshold i Færd med at kulegrave og planere en helt ny Afdeling paa Vestre Kirkegaard.

- Ja, det er rigtigt, siger Inspektør Skrydstrup, og det er noget nyt. Arbejderne - vi har 40 Mand - forlangte i Foraaret Turnusfridage, saa de vidste, naar Fridagene faldt, og dette har kun kunnet lade sig gøre ved Indførelse af faste Arbejdshold ogsaa om Søndagen med fuldt Arbejde. At dette fra kirkelig Side kan tage sig noget mærkeligt ud. føjer Inspektøren til, vil jeg ikke benægte.

Dette sidste fører over til Pastor Nedergaards Slutbemærkning: at Kirken bør være repræsenteret i Kirkegaardenes Ledelse. For den almindelige Bevidsthed vil alt, hvad der har med Kirkegaarde at gøre staa som noget kirkeligt, og Kirken vil faa Ansvaret for Forhold, paa hvilke den under den nu gældende Ordning ingen Indflydelse kan have. 

-t

(Nationaltidende 30. maj 1931).

Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet ligger længst mod syd, mens Søndre Kapel ligger cirka midt på kirkegården. Navneforvirringen skyldes at Søndre Kapel blev opført før Østre Kapel, og navnet "Søndre" var således allerede taget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Kirkegaarde og deres Administration.

Et Svar fra Direktoratet for Københavns Begravelsesvæsen til Præsteforeningens Blad.

Vi har fra Direktøren for Københavns Begravelsesvæsen modtaget:

Hr. Redaktør!

I Dagens Nyheder Nationaltidende for 30. Maj er refereret et af Pastor P. Nedergaard i sidste Nummer af Præsteforeningens Blad rettet Angreb paa Københavns Begravelsesvæsen for Eventyrpriser og uheldig Administration.

Det kan maaske tillades mig i Korthed at gøre nogle Bemærkninger hertil.

Begravelsesvæsenets Økonomi kan holdes i Ligevægt paa to Maader. Enten kan man have lave og for alle ensartede Takster saaledes, at Underskudet dækkes af samtlige Borgere ved Tilskud fra Kommunen, hvilket atter vil sige ved Skattepaalæg, eller man kan gaa den Vej, at Økonomien hviler i sig selv, saaledes at man ved passende Takster faar de Indtægter ind, som er nødvendige for at holde Institutionen i Drift. Kommunalbestyrelsen har valgt at gaa den sidste Vej og paa den Maade, at de mere velhavende, som ønsker større og smukkere Gravsteder baade gennem Betalingen for disse og ved de øvrige Ydelser, som kræves, saasom ved Bestilling af stærkere Belysning, udvidet Sang, Stampning af Jorden, Udsmykning af Graven, maa betale en Overpris, hvorved mindrebemidlede kan faa en smuk og stemningsfuld Begravelse for en rimelig Pris. Det er derfor, at en Grav paa 3 m2 i 1. Takstklasse koster 120 Kr., i 2. Klasse 60 Kr. og i Liniejord 30 Kr., og at de øvrige Takster, selv Vedligeholdelsen af Gravsteder, varieres paa tilsvarende Maade. Naar der derfor tales om Begavelsesvæsenets høje Priser, maa disse Forhold tages i Betragtning, idet enhver kan faa en ordentlig Begravelse med Jord, Gravning og Ligbærere for 68 Kr.. saafremt han ikke fordrer særlig Udsmykning eller andet deslige.

Det er selvfølgelig urigtigt, at Ordet "Hvil i Fred", som Kirkegaardene maa gøre til sit, er ensbetydende med, at man i al Fremtid skal bevare enhver Grav urørt, det vilde i al Fald være et ganske nyt og overordentligt kostbart Princip, som derved indførtes, thi fra Oldtiden og Indtil vore Dage har man undtagen hos Jøderne kun bevaret en Grav urørt, saalænge Indtil det nedsatte Lig var opløst, og man har aldrig forstaaet det som en Krænkelse af Gravfreden, at man i de foregaaende Slægtleds Gravsteder nedsatte Ligene af næste Slægt.

Naar Præsteforeningens Blad gør det Angreb til sit, som for nogen Tid siden rejstes i Dagspressen, fordi en Gartner blev udvist af Kirkegaarden ved Politiets Hjælp, tør det maaske være mig tilladt at oplyse følgende:

For 23 Aar siden vedtog Kommunalbestyrelsen at udkøbe de private Gartnere, som drev Erhverv paa Kirkegaardene, og som til stor Ulempe for de Besøgende plagede disse med Anmodninger om at overtage Gravens Vedligeholdelse. Der blev ydet dem en rigelig kontant Erstatning og samtidig blev det bestemt, at fremtidig maatte ingen søge Erhverv paa Kirkegaardene ved direkte Opfordring til Publikum. Denne rimelige Bestemmelse har været overholdt siden, men den har ikke den Betydning, at kun Begravelsesvæsenet kan holde Gravsteder i Orden. Tværtimod. For Tiden har ikke færre end 57 Gartnere Arbejde med Pasning af Gravsteder, og der har gennemgaaende intet været at sige paa deres Optræden, indtil en Gartner i Fjor optog en virksom Agitation for sit Arbejde. Saa længe han holdt sig udenfor Kirkegaardene og ved sine Forbindelser med andre skaffede sig Kunder, var hertil for saa vidt intet at sige, om end det maatte betegnes som en Omgaaelse af Kommunalbestyrelsens Ønske og han blev behandlet ganske som alle de andre private Gartnere, men da han nægtede at efterkomme de Bestemmelser, som i Publikums velforstaaede Interesse var givet for at hindre Uorden, fik han to Gange skriftlig Meddelelse om, at han. ligesom sine Kolleger maatte overholde de givne Bestemmelser. Da han saa paany nægtede at efterkomme Inspektørens lovlige Ordre, og ej heller vilde forlade Kirkegaarden, blev han udsat af Politiet, men rigtignok ikke under Opløb eller Sammenstimlen, idet der næppe opholdt sig en halv Snes Besøgende paa hele den Afdeling af Kirkegaarden, hvor han var.

Endelig kan jeg oplyse, at indtil 1926 styredes Begravelsesvæsenet af en Kommission, hvori to Provster havde Sæde, men det er denne Kommission, der har taget Bestemmelse om den foreløbige Lukning af Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard, ligesom det er samme Kommission, der har givet de ovenomtalte Bestemmelser om private Gartneres Arbejde og øvrige Færden paa Kirkegaardene.

Det er saaledes under fuld gejstlig Medvirken, at disse Afgørelser er truffet, og at Kommunalbestyrelsen nu skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardens Ledelse, er næppe sandsynligt. Derimod vil vi til enhver Tid tage Hensyn til Ønsker fra Præsternes Side. Men vil det ikke være rimeligt, om de fremsættes paa solidere Grundlag og i venlig Form?

August Nielsen

(Nationaltidende 3. juni 1931).

Københavns Kirkegaarde.

Svar til Direktør A. Nielsen af Pastor Paul Nedergaard.

Begravelsesvæsenets Direktør har her i Bladet 3. Juni fremsat nogle Bemærkninger i Anledning af en Artikel, som jeg har skrevet i "Præsteforeningens Blad", og som senere er refereret her og kommenteret af Inspektør Skrydstrup, Vestre Kirkegaard.

Da Spørgsmaalet om vore Kirkegaarde har almindelig Interesse, (før eller senere faar vi jo allesammen Forbindelse med Begravelsesvæsenet), og da Direktør A. Nielsen antyder, at Grundlaget for mine Udtalelser kunde være solidere og Formen kunde være venligere, tør jeg maaske bede om Plads til et Gensvar. Direktør N.s Slutningsbemærkning om "venlig Form" giver mig Haab om, at man ogsaa i Begravelsesvæsenet vil læse disse Linier med Venlighed.

Vi er jo alle interesseret i, at der kan være et godt Forhold mellem Institutionerne, der skal tjene os og Befolkningen, der lader sig betjene af Institutionerne. Min Artikel bestod da heller ikke blot af "Uvenligheder", tværtimod betegnede jeg de fremførte Anker som "Smaating"; jeg udtalte min Anerkendelse af de smukke Kirkegaarde, vi har. Jeg anser f. Eks Vestre Kirkegaard for at være et af de mest velholdte og skønneste Parkanlæg i Danmark. Jeg udtalte tillige min Glæde over Klrkegaardsfunktionærernes Hjælpsomhed, Venlighed o. s. v.

Grundlaget for mine Udtalelser lader sig ikke saadan dokumentere i et Dagblad. Men jeg overlader til Læserne at lædømme dette ud fra deres egne Erfaringer.

Spørgsmaalet om Kirkegaardene har 2 Sider; En, der vender mod Befolkningen, og en, der vedrører Kirken og dens Indflydelse paa Begravelsesvæsnet . M. H. T. den Side, der vender ud mod Befolkningen, og som bør følges med største Interesse, maa jeg i al Venlighed fastholde de nævnte Punkter:

1. Begravelsesvæsnets Priser er høje. Enhver, der har ordnet en Begravelse, ved, hvorledes Summerne løber op. Grundlaget for denne Paastand kan enhver eftergaa i Begravelvæsnets PristabeIler. Dette Punkt, har været drøftet saa ofte i Dagspressen at jeg ikke skal trætte med at gaa nærmere ind derpaa. I min Artikel var ogsaa kun nævnt i forbigaaende.

2 Gravfreden respekteres for lidt. Inskriptionen "Hvil i Fred" lyser ganske ironisk fra de kasserede Gravstene. Gravene graves op. Kisterester hugges i Stykker, og Ligrester tumles om, indtil de graves ned i Bunden af den nye Grav. Skønt Inspektør Skrydstrup meddeler, at det er Afskedigelsesgrund, naar Graver-mandskabet ikke fjerner Resterne af den opgravne Kiste m. m , har jeg gentagne Gange set disse uhyggelige Rester ligge i Jordbunken ved Siden af den nye Grav. ligesom man ved Liniebegravelser ser mindre hyggelige Ting i Gravene ved Siden af den, hvor der i Øjeblikket er Begravelse. Gravene her graves jo paa Række, og Præsten og de Paarørende kan frit se ned i de tilstødende Grave. Men selv om de opgravede Rester skjules for Folks Øjne, borttages ikke den Kendsgerning, at Gravfreden respekteres for lidt, ikke blot her i København, men i hele Landet. Som Jordbundsforholdene er de fleste Steder, er 20 Aar for kort rn Tid til, at et Lig fuldstændigt kan opløses, saa Graven kan graves op Det er selvfølgeligt mere kostbart at værne Gravfreden i 30-40 Aar end i 20 Aar. Men i et Kulturfolk som det danske burde der være saa megen Pietetsfølelse over for de Døde, at vi fik Raad til al lade dem hvile I Fred. Sagen har ogsaa et socialt Moment: De fattige der ikke har Raad til at betale deres Gravsteders Fornyelse, niaa finde sig i, at deres Kære graves op efter 20 Aar Forløb, medens de, der har Rand til at forny Gravstederne, beholder deres Gravpladser uantastet.

3. Politibilen paa Bispebjerg Kirkeaaard er blevet tilstrækkelig kommenteret i Dagspressen. Al Ære og Hepekt for Regulativerne. Men den Sag kunde nu nok være blevet ordnet paa en venligere Maade, saa man havde undgået Politibilen paa den denne Kirkegaard.

4. Østre kapels Lukning paa Vestre Kirkegaard var en fejl. Og det glæder mig af Inspektør Skrydstrups Udtalelser at se, at det nu lukkes op igen. Det var virkelig hensynsløst at byde Folk al skulle gaa i al Slags Vejr og Føre fra Nordre Kapel til Gravene paa Kirkegaardens sydlige Afdelinger, naar Søndre Kapel er optaget, og at forlange 10 Kr. ekstra for Benyttelse af det store Kapel, fordi Søndre Kapel var besat og Østre Kapel lukket. Det er maaske rigtigt, at de største Afstande paa Kirkegaarden er ca. 1 km - NB. i Fugleflugtslinje! Men man gaar nu ikke i Fugleflugt linie fra Kapel til Grav, og Følget skal jo ogsaa gaa tilbage fra Graven til Kirkegaardens Udgang, og 2-3 km er en lang Afstand at gaa for ældre Folk, tilmed naar man ved, at hvis Østre Kapel havde været aabent, vilde man ofte haft betydeligt kortere Distance at gaa. Men nu lukker Kapellet forhaabentlig op. Saa skal disse Klager forstumme.

Jeg ved nok, at Kapellet blev lukket, medens de 2 Provster endnu sad i Begravelsesvæsnets Bestyrelse. I min Artikel, der faldt i 2 Dele (en om Østre Kapel, en om "Smaatingene") er mine Ord om Kirkens Repræsentation sat under den sidste Del.

Hermed er jeg ved Spørgsmaalet om Kirkens forhold til Kirkegaardene. Jeg tror, at en Del af de fornævnte "Smaating" kunde ændres, hvis Kirken havde haft et Ord med at sige, ligesom det paafaldende Søndagsarbejde, der nylig er indført, kunde undgaas. Lidt "uvenlig" synes mig Tonen at være i Direktør N.s Udtalelse om. al det næppe er sandsynligt., at man "skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardenes Ledelse". Herom kan kun Kommunalbestyrelsen og næppe Begravelsesvæsnets Administration udtale sig.

Ulykken er, at Kirken i København er blevet udelukket fra al reeI Indflydelse paa Byens Kirkegaarde.

Her maa det ikke glemmes, at Kirkegaarden er folkekirkens, ikke Magistratens, ikke heller Indenrigsministeriets. Det er Kirkeministeriet, der har de endelige Afgørelser i sin Haand.

Den Ændring, der skete 1925 i Bestyrelsesforholdet af Københavns Kirkegaarde (da Kirken blev udelukket), fandt Sted paa en saadan Maade, at den nok kan falde en og anden for Brystet. Og da dette maaske ikke er videre kendt, skal jeg ordret citere Stiftsprovst, Dr. Henry Ussings Redegørelse i Præsteforeningens Blad. 1927, Side 185):

"Fra Borgerrepræsentationens Side gik man i 1921 uden om Bestyrelseskommissionen hvor Provsten havde Sædet, direkte til Ministeren (Dahl). Denne forelagde heller ikke Spørgmaalet for Begravelsesvæsnets Bestyrelssskommission. Borgerrepræsentationen behandlede Sagen i Oktbr. 1921. Da den saa fra Kommunen tilsendtes Ministeriet spurgte dette Sjællands Biskop og han de to Provster, der sad i Bestyrelseskommissionen. Og at her i alt Fald den enes Erklæring ret indgaaende betonede Hensynet til Kirkens Tarv, er sikkert nok. Men det synes ikke, at disse Erklæringer er kommet videre end til Ministeriet. Antagelig har Ministeren uden yderligere Forhandling forelagt Kongen sin allerunderdanigste Forestilling, der blev underskrevet 9 Marts 1925. Det var da næppe dem, der var nærmest til at være Kirkens Talsmænd, der svigtede her, men det var selve Kirkens øverste Værge, der ikke havde Øje for, at dette Spørgsmaal virkelig havde en alvorlig kirkelig Side. Men har Ministeriet saaledes berøvet sig sine kirkelige Hjælpere her. ligger Ansvaret for Kirkens Tarv paa vore Kirkegaarde, des tungere paa Ministeriet selv "

Ansvaret for Kirkens Udelukkelse fra Indflydelse paa Kirkegaardene maa saaledes forlægges en Del højere op end til Administrationen. Sket er sket, og del lader sig næppe ændre Fra Kirkens Side maa det nu forlanges, at der bliver en fast kirkelig Instans, som Ministeriet forelægger de Kirkegaardssager, der skal afgøres (f. Eks. Stadens Provster eller Provsteudvalgene). For Øjeblikket er der ingen saadan kirkelig Instans; man nøjes vist med en Gang Imellem at raadføre sig med Formanden for Københavns Præstekonvent. I hvert Fald kan del næppe synes urimeligt, al Kirken har en vis Indflydelse paa Kirkegaardene, ikke alene fordi de hedder Kirkegaarde. men ogsaa fordi langt de fleste Begravelser forrettes kirkeligt, og vi Præster skal hjælpe Folk til Rette med at ordne Begravelserne.

(Nationaltidende 8. juni 1931).

Pastor Neergaards lidt bitre kommentar til kirkeministeren, Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936), skyldes måske at denne sognepræst, politiker og kirkeminister var valgt til Folketinget for Socialdemokratiet (i Præstø) 1913-1918 og Landstinget 1918-1936. Han var kirkeminister bl.a. i ministeriet Thorvald Stauning 1924-1926.

Rundetaarn og dets Omgivelser. (Efterskrift til Politivennen)

Af Carl C. Christensen.

En af de vanskeligste passager her i byen er den strækning af Købmagergade, som går forbi Rundetårn. På det modsatte fortov, ved Regensen, har man arkitekt Martin Borchs udmærkede buegang, der har gjort dette fortov dobbelt så bredt, som tidligere, om end på bekostning af Regensens stueetage, som blev borttaget til fordel for det nye fortov. På Rundetårnssiden er fortovet så smalt, at der kun er plads for en person: to personer kan i alt fald kun med nød og næppe knibe sig forbi hinanden; har en af dem en barnevogn med, af de moderne kasseformede, må modgående fodgængere uvægerlig ud i den stadig stigende trafik af travle automobiler og hæsblæsende cyklister.

Den i artiklen omtalte smalle passage mellem Rundetårn (tv) og Regensen (th). Købmagergade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Mange projekter har man fremsat for at råde bod på ulemperne med byens snævreste passage, men intet er kommet længere end på papiret, der vistnok er havnet i en eller anden betænkningskommissions papirkurv.

For mange år siden foreslog professor Rosen for ramme alvor at flytte Rundetårn, hvilket ganske vist ville hjælpe overordentlig meget, men Rundetårn ved siden af Studenterkirken, Trinitatis Kirke, ville dog næppe tage sig godt ud, hverken som en art kampanile uden klokker eller forbundet med kirken ved en muret forbindelsesbygning i lighed med den mellem den første nationalbank og Børsen.

En anden plan gik ud på at bryde en gennemgang mellem tårnet og kirken, hvad der var mere mening i, således at fortovet ved Købmagergade udelukkende benyttedes af dem, der enten skulle bese tårnet, Astronomisk-historisk Museum eller observatoriet.

Denne plan blev heller ikke til noget, skønt den dog skulle synes at være praktisk og at kunne blive gennemført uden at virke skæmmende for tårnet eller for kirken.

Den tid kan ikke være fjern, da man må skaffe bedre færdselsforhold ved Rundetårn. Trafikken bliver på dette sted vanskeligere med hver dag, der går; de stakkels fodgængere føler sig dag for dag mere og mere ildestedte, så der "må iles dermed for visse årsagers skyld".

En eneste trøst har fodgængerne, men den er kun ringe: at forholdene ved Rundetårn og ved dets omgivelser har været langt, langt værre før, hvilket man næsten skulle betragte som umuligt.

Indtil året 1817 var Trinitatis Kirke og kirkegården omgivet af en høj ringmur, der strakte sig fra det sidste hus på Store Købmagergade, (hvor nu Priors hofboghandel er) i flugt med dettes facade, hvorved fortovet blev meget smalt, til Rundetårn; på den anden side af tårnet fortsattes ringmuren ud på fortovet ved Landemærket, langs dette og hen til det første hus på højre side af Landemærket. Kirkegården strakte sig herfra, bag om Kirken og helt hen til Købmagergade, men den faldt i to afdelinger, adskilte ved den offentlige gangsti, Trinitatis Kirkegang, der førte fra Store Købmagergade til Springgade (den nuværende sidste del af Pilestræde).

Trinitatis Kirke set fra Købmagergade, med Landemærket gående ind til venstre. Området var kirkegård, adskilt Købmagergade med ringmuren. På den anden side af kirken førte en gang mellem Købmagergade og Pilestræde gennem kirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Om søndagen var kirkegangen hovedsagelig opholdssted for kirkens kordrenge, der her morede sig med at spille klink eller med slagsmål, mens præsten stod på prædikestolen og kordrengenes tjeneste ved orglet således var overflødig.

Indgangen til kirkegangen var gennem en portal i ringmuren mod Købmagergade, og fra selve gangen følte en låge ind til den del af kirkegården, der nu er lagt med stenfliser og benævnes Trinitatis Kirkeplads. Over gangen ind til denne afdeling fandtes et bræt med følgende forgyldte indskrift i meget mangelfuld bogstavering:

Til vor borgerskab og hiemmen
vor Guds Folk sin vile Faaer
Falder veien herigiennem
Trinitatis Kirkegaard.

Dette bræt blev i 1806 bortfjernet på Initiativ af det i datiden allestedsnærværende og alt påankende blad "Politivennen".

Foruden grave med tilhørende ligsten fandtes der her i året 1800 også opsat et lysthus formentlig til brug for kirkens underordnede funktionærer, der her på sommeraftner kunne nyde deres medbragte smørrebrød med tilbehør af sopkener, sluttende med et glas rompunch i forbindelse med nydelsen af den velstoppede merskumspibe.

Ingen tog datiden forargelse af at der blev spist og drukket på en kirkegård; det var noget, der hørte til dagens orden, þå Assistens Kirkegård var det i begyndelsen af forrige århundrede ret almindeligt, at småfolk, der besøgte deres slægtninges grave, dækkede dug på ligstenen, hvorefter man velbehagelig lejrede sig om denne, medens man nød sin aftensmad.

Foruden at være begravelsesplads med tilhørende lysthus, blev Trinitatis Kirkegård også benyttet som oplagsplads for en vinhandler Knud Sørensen, der for denne benyttelse af kirkegården betalte en halvårlig leje af 10 Rdlr.

Den del af kirkegården, der vendte mod Landemærket, var den bedst holdte. Det var her man jordede digterne Johann Ewald og Johan Herman Wessel.

Den mur, der omgav kirken, generede færdslen i meget høj grad på byens snævreste sted med byens smalleste fortov. Ganske vist kan gadetrafikken i begyndelsen af det 19. århundrede ikke sammenlignes med nutidens, men allerede den gang var den generende nok.

Østergade-Amagertorv-Købmagergade-krydset, kaldes således i 1798 af "Politivennen", for "ulykkespletten for gående". Og bladet tilføjer: "Her krydse Vogne og Kareter hinanden i eet væk, og for det meste dreje omkring Hjørnerne med saadan Fart, at endog de til denne tummel mest vante Mennesker stundom have ondt ved at passere uskadt". Dette er altså skrevet for 133 år siden, men de selvsamme ord kan om det samme gadehjørne skrives i 1931, og ved Rundetårn var forholdene for 133 år siden blevet betydelig værre, end de tidligere havde været; denne forværrelse var dog ikke en følge af stigende trafik. Den skyldtes kirkens bestyrelse.

Som man måske vil erindre, var der i muren ved Helligåndskirken mod Niels Hemmingsensgade anbragt en del salgsboder, de såkaldte lærredsboder, der forsvandt ved kirkens restaurering i 1880 efter at have været dér i ca. 150 år. Boderne gav kirken en vis årlig indtægt, og det var vel denne, der forårsagede, at styrelsen for Trinitatis Kirke, som i sin tid ejedes af Universitetet, besluttede at opføre nogle lignende boder ved foden af Rundetårn på fortovet mod Købmagergade og Landemærket.

Boderne toges i brug i året 1798. Der var i alt 8, som med et gårdsrum mod Rundetårn, fyldte det meste af fortovet mod Købmagergade og Landemærket. De var ret rummelige, forsynede med vinduer og døre, med glasruder, men nogen hensyn til grundstykket mod absolut forskønnelse for Rundetårn var de ikke, og at nogen arkitekt (en sådan må der vel have været) har kunnet nænne at gå med til at klistre disse salgsboder på foden af tårnet, skulle man næsten forsværge.

Blandt de næringsdrivende her var te- og porcelænshandlere, kaffehandlere, hosekræmmere og brød- & melhandlere. Prisen for butikerne var fra 21 Rdlr. til 35 Rdlr. halvårlig.

I 20 år forblev disse lidet skønne, for færdslen meget generende bygninger stående som appendiks til Rundetårn, skønt der ofte hørtes røster, som krævede dem fjernet.

I året 1817 bestemmer man, at der skal fejres en kirkelig mindefest den 31. oktober i anledning af 300 årsdagen for Luthers opslag af de 95 teser på kirkedørene i Wittenberg. Trinitatis Kirke skulle i den anledning restaureres, men man benyttede lejligheden til at ryddet de grimme boder af vejen. Og ikke nok dermed. Såvel Magistraten som politidirektøren insisterede på at hele ringmuren nedbrydes, at et stakit opsattes som erstatning, og at fortovet mod Købmagergade skulle udvides med et par alen, ligesom fortovet mod Landemærket skulle have en bredde af 3 alen.

Ved kongelig resolution af 30. april 1817 blev planen ført ud i livet, og i september måned nedbrød man ikke blot boderne, men også hele muren der erstattedes med et stakitværk. Byen skulle betale kirken 11.000 rdlr sølv, men med hensyn til grundstykket mod Købmagergade kom det til proces, og ved Hof- og Stadsretten af 16. september 1822 tilkendtes der kirken for 171 kvadratalen grund en erstatning på 855 rdlr. sølv, hvorimod den ikke fik noget som helst for resten af jordstykket her, 377 kvadratalen. Kirkegården mod Købmagergade nedlagdes i 1879 samtidig med at kirkegangen forsvandt, dennes udmunding i Springgade var dog allerede tidligere blevet lukket med Hambroes Badeanstalt, og hvor kirkegården havde været, indrettedes nu en stor, indhegnet grøn plæne, på hvilken dobbeltmonumentet for Ewald og Wessel blev opstillet. I henved 50 år forblev dette prunkløse anlæg her; så blev det sløjfet og erstattet med den nuværende flisebelagte kirkeplads.

Rundetårn, en af byens seværdigheder, er i ydre og indre omtrent som da det stod fuldført i 1642; kun har det fået vinduer med jernstænger for, i stedet for de åbne luger som i det i sin tid havde og som gav anledning til adskillige selvmord, idet folk styrtede sig ud gennem lugerne. I 1816 oplyste et datidigt blad at i løbet af få år var 4 mennesker omkommet på denne måde.

I ældre tider sad kogekoner ved opgangen til tårnet og forhandlede de nu forsvundne "kirsebær på en pind" til 1 a 2 skilling, hjertebrød, "kindtænder", (dvs. Bismarcksklumper, hvilket navn de fik efter 1864), Johannesbrød og alle de mange datidige delikatesser der kunne få et barns tænder til at løbe i vand.

Nu er Rundetårn atter blevet astronomisk observatorium, og det rummer byens yngste, mindste og billigste museum, "Astronomisk-historisk samling", hvis tilvejebringelse kun har været forbundet med minimale udgifter.

Carl C. Christensen.

(Nationaltidende, 19. februar 1931, 2. udgave).

En lille Passiar om Stjernehimlen. (Efterskrift til Politivennen)

Lederen af Urania Observatoriet og Rundetårns Observatorium, magister Luplau Janssen fortæller om stjernebilleder og stjerneskud.

Paa Dronning Olgas Vej i en hyggelig Villa er Urania Observatoriet, der tjener baade Videnskab og Skoleundervisningen, Installeret, og dér bor ogsaa Lederen, Magister Luplau Jansen, som vi beder om at fortælle os lidt om Stjernehimlen.

- Stjernehimlen er evig gammel og evig ny, siger Magisteren. Som Himlen ser ud, saaledes har den set ud i mange Tusind Aar. Der er ingen Forandring. I Odysseen har Homer skrevet om Stjernehimlen og nævnt forskellige Stjernebilleder - siden hans Tid er der ikke sket Forandringer, som kan ses med det blotte Øje.

- Er Stjernehimlen ens hele Aaret?

- Nej, det er den ikke, fordi Solen flytter sig mellem Stjernerne, og derfor har vi stadig forskellige Stjerner paa Nattehimlen.

- Er alle Aarstider lige gode til at "kigge Stjerner" i?

- For Astronomen er enhver Aarstid god, men for det almindelige Menneske, der ikke har den store Kikkert til Raadighed, maa Sommeren lades ude af Betragtning. Og i Resten af Aaret maa man sige,at de Maaneder, der bringer det bedste Vejr, er de mest egnede, d. v. s. Marts-April og August-September.

Stjerne og afstande.

Hvilke stjernebilleder ser man bedst i august og september? Ja, da har vi først og fremmest Svanen, Lyren og Ørnen der hver har sin klare stjerne: Deneb, Vega og Altair. Og lige over hovedet omtrent har vi Cassiopeia (det dobbelte W) og lavt i nordøst Tyren med den røde stjerne Aldebaran og Plejaderne. Lavt i nord har vi Carlsvognen, der sikkert er det mest kendte stjernebillede, så er der Mælkevejen der i disse aftner står lodret over Cassiopeja fra sydvest til nordøst, og som når lige op over hovedet på os. Netop i Svanen har den et af sine lyseste parter - Svanen har form som et stort kors. I sydøst står den store stjernefirkant Pegasus der fortsættes hen under Cassiopeja af stjernebilledet Andromeda der indeholder den eneste stjernetåge, rigtig kan ses med det blotte Øje, nemlig den store Andromedataage, der er et fjernt Stjernesystem, saa langt borte, at Lyset bruger ca. ½ Mill. Aar om at naa herned.

- Det var da uendelig langt borte -

- Nej, vi kender saamænd Dannelser, der er mindst Tusind Gange længere borte: vi kan endda sige, at vi i Øjeblikket Ikke alene studerer vort eget Stjernesystem, men vi er sa smaat begyndt paa at studere det System, der dannes af Stjernesystemer, hvorved jeg forstaar de saakaldte Spiraltaager. Det er nemlig den svenske Professor Lundmark i Lund, som har haft Held med sig til at faa gode Resultater ud af disse Studier.

- Er der nogle af Planeterne fremme for Tiden?

- Det er lidt smaat med Planeter. Først paa Aftenen kan man se Saturn lavt i Sydvest, men Jupiter og Mars, de staar først op omkring Midnat, saa det varer lidt, inden man faar Fornøjelse af dem, hvis man ikke er en Natteravn og studerer Himlen i de smaa Timer.

- Kan man have noget særligt Udbytte af at betragte Himlen, naar man kun har en almindelig Teaterkikkert?

- Ja, man kan saamænd have Fornøjelse ved at lære at kende Himlen med det blotte Øje alene. Netop om Efteraaret har man de mange klare Stjerneskud, og den, der er fortrolig med Stjernehimlen, er ogsaa i Stand til at indtegne deres Baner paa et Stjernekort. Og hvis der tillige tilføjes Klokkeslet, da kan saadanne Iagttagelser i mange Tilfælde have videnskabelig Betydning. Med Teaterkikkerter er der adskillige interessante, foranderlige Stjerner at følge, Jeg kan saaledes nævne den lille Stjerne: Granatstjernen i Kefeus. Den varierer ganske uregelmæssigt, og Iagttagelsen af den har ogsaa Værdi, men det gælder for øvrigt adskillige andre Stjerner, som kan studeres med beskedne Hjælpemidler. Et Fænomen, som særlig Landboerne vil kunne have Chance forat følge med Udbytte, er det gaadefulde Zodiakallys, hvorved forstaas en svag Lysning, der om Aftenen og om Morgenen kan ses rejse sig fra Solens Nedgangstidi1 mere eller mere skraa Retning oppe paa Himlen. Lyset har Form som en stor, skraa Pyramide, men man kan naturligvis først se efter det, naar det er fuldstændig Nat. Dets Natur er fuldstændig ukendt.

Naar Stjernerne falder.

- Hvad er et Stjerneskud?

- Et Stjerneskud er ikke en Stjerne. Det er en lille Sten, som Regel højst 1 - 2 Millimeter i Tværmaal, som ude fra Rummet kommer farende ind i Jordens Atmosfære. Det er for Resten den Slags Smaadele, hvoraf man formoder, at Kometerne er opbygget. Den kommer med stor Hastighed - indtil 70 Kilometer 1 Sekundet - naar den farer gennem Luften, bliver den glødende,og vi ser den da som en flygtig Ildstribe hen over Himlen.

Der er Plantevækst paa Mars.

- Er der noget nyt om Mars?

- Ja, Marsstudiet har jo gjort meget stærke Fremskridt i de sidste 5 Aar, saadan. at man nu med temmelig stor Sikkerhed tør udtale, at der er Plantevækst deroppe paa Mars. Man har nemlig konstateret, at der findes baade Ilt og Vanddamp l Marsatmosfæren, og tillige, at Temperaturen deroppe om Dagen stiger til ca. 14 Grader over Frysepunktet. Der er da næppe nogen Tvivl om, at de Strækninger paa Mars, som vi ser grønne om Sommeren og blege om Vinteren, virkelig om Sommeren dækkes af en Plantevækst. Og skulde man gætte paa, hvad det er, kommer man nærmest til at tænke paa Polarvegetationen her paa Jorden. Marsforsknlngen maa sikkert siges at være paa et meget interessantere Stade nu end den Gang, man lod Fantasien befolke den med Væsener, der ligesom de gamle Ægyptere gravede Kanaler. Man maa her lægge Mærke til, at vi jo med Kanaler forstaar noget, der er fremkaldt ad kunstig Vej, som f. Eks. Kanalerne i Frederiksberg Have. Det maa dog bemærkes, at Opdageren af disse mere eller mindre regelmæssige Striber paa Mars, Italieneren Schiaparelli, aldrig har sagt, at det var Kanaler . . . han meddelte at han havde set "canali" på Mars. I England blev det oversat til "canals", men det burde have været oversat ved "Channel", der betyder stræder ... den lille misforståelse har affødt en kæmpemæssig litteratur.

Selv et Rumskib kan ikke komme overalt.

- Hvis det nu kunde lykkes Folk at rejse ud i Rummet, vilde det saa have stor astronomisk Betydning?

- Det tror jeg ikke, det vilde have; man kunde muligvis naa til at besøge Maanen; men man vilde sikkert Ikke faa stort mere at vide, end man nu ved. Og i det fleste tilfælde ville de store afstande i rummet og de rejsebesværligheder der kunne være tale om, gøre rumfarterne så uhyre langvarige at de ingen betydning ville få. For øvrigt ligger astronomiens største gåde nu til dags i solens indre - og derhen kan man ikke komme på grund af temperaturen der står i tusindvis af grader -- og så i atomernes indre ... der gemmes måske de dybeste gåder, og derhen kan man jo nu heller ikke komme pr. rumskib. 

Se paa Manen -

- Hvad er det mest pragtfulde Himmellegeme?

- Før i Tiden vilde jeg have troet, det var Mars, men nu véd jeg, at det er Maanen, og der er heller Ikke noget saa skønt og lnteresssant at se paa - kigge paa Maanen, det kan enhver faa noget ud af. Ser man på Månen lige ved første kvarter når de egne der har morgen og hvor skyggerne altså er lange, er midt på måneskiven, er synet så betagende at det ikke kan beskrives. Jeg forstår godt den herre der en aften oppe på Rundetårn sagde til mig: "Det er så smukt at nu går jeg hjemog henter min kone, for det skal hun se!"... Derimod er det en skuffelse at se fuldmånen, for så er der egentlig kun en hvid, lysende Skive at betragte.

Planetarium og Folkeobservatorium.

- Hvorledes gaar det med Planetariet?

- Jeg har ikke direkte haft noget at gøre dermed, dermod har jeg Indgivet Forslag til Indretning af et Planetarium i Forbindelse med Observatoriet paa Rundetaarn; det er nemligt sikkert, at et Planetarium, der ikke benyttes som Supplement til et Observatorium, er en unyttig Ting, som oven i Købet ikke formaar at fastholde Interessen; økonomisk set er det derfor en daarllg Forretning

- Hvorledes er Rundetaarn til  Observatoriebrug?

- Det er et Ideelt Sted; der er faktisk ikke noget fra Byen, der generer deroppe, og saa er det jo fra gammel Tid berømt i Astronomlens Historie, idet Rundetaarn til 1891 blev benyttet som Unlversitetsobservatorium - - der er Ikke nogen By i Verden, der har et saa godt Folkeobservatorium. Installationen deroppe er praktisk, saaledes at det er muligt at tilfredsstille selv et meget stort Antal Besøgende saa fuldt ud, at det hurtigt har vundet sig stor Popularlet. 

M. K-v 

(Randers Dagblad og Folketidende, 11. september 1930).

Urania-observatoriet lå på Dronning Olgas Vej 25 1897-1988. Bibliotekaren Carl Luplau Janssen havde overtaget det 1919 efter overtelegrafist Victor Nielsen. Det var muligt at besøge observatoriet mod entre. Efter hans død 1971 havnede kikkerten i Golfparken i Aalborg 1988 i det nyetablerede Urania Observatorium, hvor man stadig kan kigge stjerner. 

Rundetaarn Planetarium. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye historisk-astronomiske museum oppe på Rundetårn.

Christian den Fjerdes gamle, herlige Rundetårn der trods sin for trafikken så uheldige beliggenhed er en af vore populæreste bygninger, går fra i dag en ny tid i møde - i aftes indvier nemlig borgmester, dr. Ernst Kaper det nye historisk-astronomiske museum og det folkelige observatorium deroppe. Allerede længe har observatoriet været tilgængeligt for offentligheden, og det har været meget stærkt besøgt. De mange gæster bliver hjulpet til rette af observatoriets elskværdige leder, magister Luplau Janssen og hans assistent og er overmåde interesserede i udforskningen af universets vidundere. Museet et derimod først nu blevet færdiginstalleret. I alt væsentligt skylder det kustode ved Det kongelige Bibliotek Harald Mortensen sin tilblivelse. Ved siden af sin biblioteksvirksomhed har Mortensen betydelige astronomiske interesser, og der er få der som han er inde i alt hvad der angår vor i landflygtigheden bortgangne, verdensberømte landsmand, astronomen Tycho Brahe. En del af de minder han har erhvervet, har Mortensen deponeret her i det historisk-astronomiske museum. Det første billede viser ham selv stående ved Claudius Rosenhoffs kikkert. Det næste viser montren med Tycho Brahe-relikvierne. I forgrunden ser man her en afstøbning af Tycho Brahes kranium. Yderst til højre ser vi magister Carl Luplau Janssen stående ved den store kikkert oppe i observatoriet oven på Rundetårn. Nederst til venstre er afbildet en model af Tycho Brahes dekorative observatorium "Stjerneborg" på Hven. Og endelig ser vi et interiør fra observatoriet i Rundetårn. Oprejst langs væggen står en afstøbning af Tycho Brahes i rødt udførte gravsted i Teynkirken i Prag.

(Nationaltidende, 7. februar 1930, 2. udgave).

 Rundetårn vågnet til nyt liv.

Vore billeder viser øverst til venstre det rekonstruerede planetarium, hvis dejlige blå og grønne farver desværre ikke kan ses på billedet. Til højre: et kig ind i astronomisk-historisk museum. I baggrunden til højre skimtes en stor gammel solkvadrant. I forgrunden en af de store montrer med de morsomme gamle måleinstrumenter. Til venstre i billedet: Bordet med de gamle, morsomt udseende astronomiske værker. Forneden i venstre hjørne et portræt af Folkeobservatoriets leder, magister Luplau-Janssen.

Tungt og massivt står det 300 år gamle Rundetårn midt i vor bys travleste gade. Et vidnesbyrd om en tid da man endnu troede, at videnskaben kunne dyrkes ved alfarvej. I knapt et århundrede derefter berømt over det ganske Europa som et mærkeligt bygningsværk og højsæde for berømte astronomer. Derefter sunket ned til en kuriositet, der havde en vis berømmelse, som man dog trak lidt på skuldrene af og forsømte en smule. Og endelig nu Folkesanatorium og museum for den ældste af alle naturvidenskaber. Det er en bevæget tilværelse, der dog ikke har formået at ryste tårnets solide grundvold.

I aftes indviedes det historiskastronomiske museum i overværelse af et stort antal indbudte gæster, blandt hvilke bemærkedes regensprovsten, professor Fabricius, viceprovsten, dr. Tune Jacobsen, professor Nørlund, magister Luplau-Janssen, professor Strømgreen, kustode ved det kgl. Bibliotek Harald Mortensen, universitetsbibliotekar Svend Dahl, tårnurfabrikant Bertram Larsen, borgmester Hedebol, overbibliotekar Carl S. Petersen, en mængde kommunale embedsmænd, borgerrepræsentanter og medlemmer af Trinitatis Kirkes menighedsråd.

Gæsterne samledes i Regenssalen, hvor borgmester Kaper holdt en kort tale. I brede træk skildrede han Rundetårns historie fra Christian den Fjerde i 1637 lagde grundstenen og til det nu er forynget. Borgmesteren takkede alle de mange, der havde medvirket ved værket, nemlig kustode Harald Mortensen, der havde skabt samlingen, og tårnurfabrikant Bertram Larsen, hvis rekonstruktion af planetariet var en virkelig bedrift, Borgmesteren var talerør for et ønske fra kustode Mortensen om en gave på 700 kr. til yderligere erhvervelser til museet. For egen regning ønskede borgmesteren, at universitetet ville lade rydde op i buskadset på observatoriebakken foran Tycho Brahes statue, så vor største astronom blev synlig fra gaden, og at København en gang ville rejse Tycho Brahe et værdigt mindesmærke nedenfor Rundetårn.

Derefter gik hele forsamlingen over i Rundetårn, hvor man med stor interesse studerede samlingen og det smukke planetarium der har plads under hvælvingen i buegangen.

I dag er museet og observatoriet åbent for publikum der sikkert i rigt mål vil benytte sig af lejligheden. For  resten har observatoriet siden det åbnede i juni i fjor, haft et uventet stort antal gæster, nemlig 9.000 mennesker. Alene på en dag i september var der 635 gæster.

(Aftenbladet, 8. februar 1930).

Den omtalte statue af Tycho Brahe ved Observatoriet (i baggrunden). I dag står den ikke omgivet af buskads, men kan stadig ikke ses fra gaden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et planetarium.

Et gammel værk i Rundetårn restaureret.

Observatoriet på Rundetårn fremviste i går aften for en indbudt kreds sin sidste seværdighed, nemlig et planetarium. Populært sagt er det et urværk der viser planeternes gang. Planetmaskinen er et værdifuldt stykke af Rundetårns gamle inventarium der på ny er kommet til ære og værdighed. Det er konstrueret i Paris af astronomen, politimester i København Ole Christensen Rømer og opsat i Rundetårn 1697. Efter Københavns brand blev det rekonstrueret af instrumentmager J. J. Lincke i år 1742. Ved denne rekonstruktion blev planetmaskinen der oprindelig viste det tychoniske system (med jorden i centrum) forandret til at vise det koperniske system. For midler tilhørende Rundetårn er det på ny blevet restaureret i året 1928 og delvis fornyet af tårnurfabrikant Bertram Larsen. Skiven er gengivet af konservator Svend Rønne. Vort billede viser forneden skiven og foroven planetmaskinen i Rundetårns sneglegang. 

(Isefjordsposten, 8. februar 1930)