25 oktober 2024

2 Begravelser. (Efterskrift til Politivennen)

Spekulationen.

Der tales om Dronningens Velgørenhed. Vi tør da maaske minde om, hvilket udstrakt Snobberi der gaar i Svang, naar man vil knytte en Konges eller Dronnings Navn til filantropiske Foretagender. Etatsraad Dit eller Kapitalist Dat udbeder sig Dronningens Tilladelse til at give f. Eks. et Asyl eller et Hospital Højstsammes Navn. For d'Hrr. kan det blive til en Orden, for Foretagendet til en lille Sum Penge, der opføres aarligt paa Dronningens Regnskab, og som hører med til de løbende Udgifter i hendes Finanshusholdning. Det er muligt, at Dronningen med Glæde har givet saadanne Bidrag, men heller ikke her har hun noget Fortrin fremfor mange almindelige Dødelige.

Nu viser da ogsaa Kendsgærningerne, at der i den danske Befolkning næppe har været nogen ualmindelig Trang til at lægge Hengivenhed for Dagen for den gode Dronning. Bisættelsen havde ikke Karakter af en stor Folkedemonstration, hvor man reves for at faa et Glimt at se af den Kiste, der førte hendes jordiske Rester til Roskilde Domkirke. Tydeligst i den Henseende taler den 1200 Personers-Tribune i Roskilde. Dens Bygherre havde spekuleret i en smuk Gevinst. Pladserne løb fra først op til 50 Kr., senere dalede de til en halv Snes. Men endda var der kun faa Mennesker, som under Sørgeprocessionen havde Sæde paa Hestetorvets Tribunepladser. Spekulationen, der i Materialier og Arbejdsløn havde kostet 6000 Kr.. viste sig at være en Hestedumhed. Disse Penge er tabte for den entreprenante Mand, en københavnsk Restavratør.

En anden Kendsgærning er det, at der kun solgtes et meget ringe Antal Billetter til Ekstratogene, som løb mellem København og Roskilde.

Et Blad har anført, at det utvivlsomt havde været en bedre Spekulation at bygge en Tribune ved Socialdemokraten Holms Jordefærd. Det er rimeligt. Men i saa meget desto stærkere Grad fortjener det da at fremhæves, at de Fattiges afdøde Repræsentant samlede Titusinder af Mennesker om sin Ligfærd, skønt her hverken var Uniformer eller trekantede Hatte. Arbejderføreren fulgtes til Jorden af en mægtig Hær, som trods alt anerkendte hans Betydning og Virksomhed i Kampen for de Smaa, medens al den loyale Virak for Dronningen er ofret forgæves, naar Talen er om at fremhæve hendes Virksomhed for dem, der kæmper mod Nøden og Trykket.

Dette er et Tidens Tegn. Det viser, at Popularitet ikke skabes, selv om loyal Smiger og snobbet Ærbødighed er til Tjeneste, men kun ved et alvorligt, personligt Arbejde for at fremme den store Befolknings økonomiske, politiske og aandelige Velvære.

(Social-Demokraten 18. oktober 1898).


Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Den store Tribune paa Hestetorvet i Roskilde, Dronning Louises begravelse. Fotoet giver indtryk af et sparsomt publikum på tribunen på det tidspunkt fotoet blev optaget. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

24 oktober 2024

Peter Thygesen Holms Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

P. Holms Begravelse

Kjøbenhavn, den 2den Oktober

"Det bliver en hel Grundlovsfest", bemærkede en bekjendt Venstrejournalist, da han begav sig paa Vej til Vestre Kirkegaard for at overvære Skrædermester P. Holms Begravelse. Og han fik Ret. Det dejlige milde Efteraarsvejr lokkede Folk ud af Byen, men vejen gik ad en anden Kant end de sædvanlige, ud gjennem den fattige Del af Vesterbro og op mod den Kirkegaard, der tidligere havde Fattigpræget i den almindelige Opfattelse, men nu, efterhaanden som Kirkegaardene inde i Byen beslaglægges, tæller mange smukke Grave og kostbare Monumenter.

Vestre Kirkegaard er den prægtigste Park, man kan tænke sig. Den har et Fladeindhold af over Hundrede Tønder Land, og Terrænet skifter i Bakker og Dale. Flere Steder er der den mest henrivende Udsigt ud over Kalvebodstrand. Man aner ikke, hvor smukt der er derude. Et Blad fremhævede nylig i en Beskrivelse af de kiøbenhavnske Kirkegaarde, at Vestre Kirkegaard var en af de bedste Seværdigheder for Tilrejsende; og har man først været der, giver man dette Medhold.

Herhen valfartede da i Eftermiddag umaadelige Skarer, næsten som paa en Væddeløbsdag, kun med den Forskiel, at her savnedes de fine Kjøretøjer. Derimod var der næsten alle de Drosker, som ikke vare optagne af Konfirmationskjørsel. I lange Rader kjørte de, hvert Øjeblik standsende, fordi de ikke kunde komme frem. Og ved Siderne gik paa alle tilstødende Veje Tusinder og atter Tusinder af glade Kjøbenhavnere, Mænd og Kvinder med Børn og Barnevogne og Hunde og Madkurve, som til en rigtig Skovtour.

Kolonihaverne ude paa Enghavevej ved Svinget op mod Vestre Kirkegaard havde Flag paa halv Stang paa saagodtsom alle Flagstænger - men det havde de havt de foregaaende Dage i anden Anledning end den, som idag samlede Folk derude. Forbi Vestre Fængsel, fra hvis Hospital P. Holm var ført til det nærliggende store Kapel paa Vestre Kirkegaard, bevægede Masserne sig langsomt frem. Ved Indgangen til Kirkegaarden deltes de, idet Mange indsaae det Haabløse i at vinde frem til Kapellet og derfor foretrak at sprede sig over den vidtstrakte Park.

Længe før Tiden havde Deputationerne samlet sig med deres floromvundne røde Faner udenfor Kapellet. At holde Sørgehøjtideligbeden inden i dette var hurtigt blevet opgivet. Kisten var derfor anbragt foran Kapellet; den bar en Mængde Kranse med Baand, alle røde. Det socialdemokratiske Parti bekostede Begravelsen, men den foregik paa den Maade, som Holms efterladte Hustru havde ønsket. Skulde Partiet have raadet, var den bleven holdt fra Rømersgade; det udtalte i hvert Fald en af de socialdemokratiske Folkethingsmænd. Nu blev der intet Optog, men Bannerne opstilledes i Kreds om Kisten. Der var mødt 97 Fagforeningsbannere, 12 Sygekassefaner og 6 Sangforeningsfaner. Særlig bemærkedes det Banner, som Fru Holm ved Socialdemokratiets 25-Aars-Jubilæum paa en Kvindekomitees Vegne overrakte Partiets Forretningsfører, Hr P. Knudsen.

Det var ogsaa efter Fru Holms Ønske, at Talen holdtes af Fængselspræst Larsen. Talen, der gjorde et stærkt Indtryk ved sit enkle og alvorligt Indhold, gjengives i "Vort Land" saaledes:

"Naade være med Eder! Naar det idag efter Familiens Ønske er falden i min Lod at tale ved denne Baare, om hvilken en saa talløs Skare er samlet, vil jeg vælge de bibelske Ord, som netop passe.

Hvergang Døden slaaer ned i vor Kreds, fyldes vi med vemodige og alvorlige Følelser ved Tanken om Livets Forkrænkelighed. Hvor langt mere er det Tilfældet ved denne Mands Baare, han, som øvede saa stor Indflydelse paa Tusinder af Mennesker. Nu er den stærke Røst forstummet, et hjertegribende Vidnesbyrd om Jordelivets Forkrængelighed.

Apostelen Peter siger: Alt Kjød er som Græs, al mennestelig Kjærlighed er som Græssets Blomster. Alt visner, Slægt efter Slægt synker i Graven. Den ene Grav højner sig ved Siden af den anden. Trods al Fremgang og alle Fremstridt maa Hjerterne fyldes med Vemod og Fortvivlelse ved Tanken om det lille Spand af Tid, der er tilmaalt hver Enkelt af os. Døden er ubønhørlig. Men Herrens Ord blive evindelige.

Da Jesus opstod af sin Grav, blev Dødens Herredømme brudt for hver En, der vil bøje sig for dette Under.

Han, som her hviler, havde som faa Andre maattet erfare, hvor Alt er omskifteligt, og Sandheden af den gamle Salme

Lyksalig lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Dog Ingen kjender Dagen, før Solen gaaer ned.

Før Døden løste op for ham maatte han tømme saa bedsk en Skaal som kun Faa. Men i Fornedrelsen hørte han om Budskabet Hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve! Det er mit Haab, at den, som en af de sidste Dage, han levede, bad Fadervor sammen med mig, kan trøste sig med disse Ord. Her skal ingen Dom udtales om den Afdødes offentlige Færd. Men inderst inde var han fuld af lutter milde og gode Tanker og kunde glæde sig som et Barn, naar der var Tilfredshed om ham i Hjemmet

Alles Tanker maa i denne Stund vende sig mod hende, hvem Slagene ramte tungere og tungere Dag efter Dag. Gid Herren vil sende sin Trøst til hende.

En Profet siger: Græd saa sagtelig over en Død, thi han er kommen til Rolighed. Denne Mand, som havde stræbt og lidt, og som længtes efter Fred, er nu kommen til Rolighed. Vi ville nu lukke Døren til dette Sovekammer, i hvilket Støvet skal hvile, indtil Herren kalder. Og I, som ere her tilbage, vogter Eder, at I kunne være rede, naar den sidste Stund kommer. Amen!"

Kisten blev derefter baaren til Graven, idet Mængden fordelte sig under uhyre Trængsel. Det var næsten ikke mulig at komme frem, og Adskillige vare Besvimelse nær.

Men Enkelte fik Adgang til Kapellets Taarn, og herfra havde man det mest imponerende og betagende Panorama, som overhovedet er at se i Kjøbenhavn. De 20-30,000 Mennesker rundt i Kirkegaardens brede Gange, Søen, Parken, Vognenes Rækker, Alt forenede sig til et broget, travlt bevæget Billede, der mindst af Alt gjorde en Sørgehøjtideligheds Indtryk

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. oktober 1898).


Pladsen foran Nordre Kapel på Vestre Kirkegård hvor begravelsen fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy (24. september 2021 - altså nogenlunde på samme tid på året). Kbhbilleder. CC-BY.

P. Holms Jordefærd.

Et Kæmpefølge.

Et mere storstaaet Ligfølge end det, som i Gaar fulgte P. Holm til hans sidste Hvilested, er næppe endnu set i Kjøbenhavn. Kun de store Fælledfester har lignende Tal at opvise. Det var ikke, som ellers ved Begravelser, en ligegyldig Skare, som af en eller anden Grund føler sig forpligtet til at vise sig opmærksom. Det var en hel befolkning eller rettere en Armee, som i enig Sorg lagde sin slagne Feltherre i Graven.

Begravelsen var ansat til Kl. 2. Men allerede tidlig paa Formiddagen bevægede Strømme af søndagsklædte Arbeidere sig mod Vestre Kirkegaard, de fleste gaaende, de fjærnere boende derimod i Drosker og Charabancs. En Mængde Foreningsfaner bevægede sig i Stimlen.

Skarerne snoede sig ustandselig langs Enghavevei, omkring Hjørnet af Fængslet og om ad Bakken, der kører til Hovedindgangen. Fra sit Villavindue kunde Hr. Grundtvig iagttage, hvad den Mand, der for ham var et Numre i Registret, betød for Københavns Arbejdere.

Ved Kapellet.

Man havde truffet den fornuftige Ordning, at Ligbaaren flyttedes ud af Kapellet og anbragte paa Pladsen foran.

Denne rummer maaske en 5-6,000 Personer, men naturligvis forslog den ikke nær. Gennem alle Kirkegaardens Gange, mellem Gravene, paa hver Plet, som ikke var en Gravtue, spredtes Mængden som et vældigt, levende Sørgeflor, indvævet med Faner i Hundredevis.

Lige ud til Kirkegaardens yderste Mure naaede Skaren, saa det kun blev de allerfærreste, der fik noget af den egentlige Højtidelighed at se og høre.

Selve Kisten var ikke til at se for Blomster. Der var Kranse fra alle mulige Fagforeninger, fra Socialdemokratiet rundt i Kjøbstæderne, fra Hovedstadens demokratiske og liberale Blade, Socialdemokraterne i Aarhus forbunde! og Fagforeningerne, havde sendt to Sølvkranse.

Bag Kisten vajede "Socialdemokratisk Forbunds" store Banner, flankeret af 5te Kredses Faner. Og ved dens Fod sidder der smaa, hvidklædte Piger, der bærer Palmegrene med Inskription.

Den lyder saaledes

"Tak for dit Arbejde. Du blev et Offer for dansk Retspleje".

Et stort Sangkor intonerer "lær mig, o Skov, at visne glad", og Præsten træder frem.

Pastor O. L. A. Larsen 

frem for Baaren

Pastor Larsen er af Holms Familie anmodet om at besørge Jordfæstelsen. Alle veed, at han har været en god Ven for Holm - som for alle Arrestanterne i det hele - en Mand med et varmt Hjærte og en sund Dømmekraft. Derfor bliver der dødsstille om Baaren, da han viser sig.

Han er en ung Mand paa et Par og Tredive. Hans Ansigt, der er indrammet af et blond Fuldskjæg, beherskes af et Par kjønne, dybe Øjne.

Han taler:

"Jeg vilde gjærne, da den Afdødes Familie har ønsket, at jeg skulde tale ved denne Baare, sige et Ord, som maaske kunde naa til Hjærterne hos de mange, som staar om den.

Døden vækker altid alvorlige Stemninger, men navnlig da, naar den nu har naaet en Mand, som gjennem saa mange Aar øvede en mægtig Indflydelse paa Masserne. Da hans Røst endnu kunde naa os varmede og begeistrede den viden om; nu er den forstummet, forgaaet som alt, hvad der hører Jordlivet til. Det gaar, som Apostlen Peter siger: "Alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster. Græsset visner og Blomsten forgaar, men Herrens Ord bliver evindelig

Dette maatte han erfare som nu er død "Ingen fjender Dagen, før Solen gaar ned." og han maatte lide megen Modgang, før hans Sol dalede. Men i hans Livs Aften lød Oprejsningens Ord: "Hvo, som tror paa mig, skal ikke fortabes." Og paa en af hins sidste Dage foldede vi Hænderne sammen og bad Fadervor. Vi vil da haabe, at Ordet er gaaet til hans Hjærte, og at han har vundet den evige Fred.

Vi skal ikke her dømme hans menneskelige Færd. Vi veed, at han elskede sit Hjem høit, og den, som er ramt haardest ved hans Død, er hans Hustru. For hende vil Gud den almægtige være en Trøster og en Hjælper.

Saa lukker vi med Bøn til Godhedens Gud dette Hvilested. Maatte vi alle, som staar her tilbage, leve saaledes, at vi kan arve det Rige, der beredtes os, før Verdens Grund blev lagt."

Efter den korte Tale, som ved sin Jævnhed og Hjærtelighed gjorde et dybt Indtryk og kaldte Taarer frem i mangt et Øje, sang Koret Salmen "Lyksalig, lyksalig." og derefter blev Kisten baaret til Graven af Holms gamle Kampfæller Wiinblad, Meyer, Knudsen, Sigv. Olsen, Harald Jensen. J. Jensen, E. C. Andersen og Klausen.

Holms gamle Moder, hans Hustru og hans Søster gik med Præsten tæt efter Kisten.

Efter dem kom en Mængde Delegerede, blandt hvilke bemærkedes den norske Redaktør Jeppesen, en stor Del Borgerrepræsentanter af Oppositionen, flere Redaktører og Riigsdagsmænd.

Graven var gravet paa et Sted. der ligger et Par Hundrede Alen sydlig for Kapellets Hovedindgang. Her foretog nu Pastor Larsen Jordpaakastelsen, hvorefter først Hr. P. Knudsen holdt en kort Tale om Holms politiske Gjerning, hvorefter Blikkenslager Gustavsen bragte en Tak fra 5te Kreds. Det var os desværre ikke muligt at trænge os saa nær til Graven, at vi kunde høre disse Udtalelser.

Til Slut blæste et stort Orkester en Koral ud over Graven, og Højtideligheden var til Ende.

Men længe endnu varede det, inden Kirkegaarden tømtes for den vældige Menneskemængde, der vistnok kan anslaas til 30-40,000.

Ude fra Udkanterne trængte Folk stadig paa for at naa hen til Graven, og der opstod paa sine Steder en ret betænkelig Trængsel, naar disse Skarer mødtes med dem, der forlod Kirkegaarden.

Imidlertid gik alt godt, og i Løbet af et Par Timer fik alle naaaet at se Graven og lægge deres Kranse fra sig.

*

Præsten og Følget.

Jeg pressede frem i det mægtige Folkehav, der ved 2 Tiden bølgede om Kapellet paa Vestre Kirkegaard. Jeg ønskede at komme langt nok frem til at høre, hvorledes den beskikkede Statspræst vilde tage Afsked med P. Holm. Under Præstens Tale kunde jeg paa mine Omgivelser - af Blikke og enkelte Ord - mærke, at de som jeg var noget spændt paa, hvorledes den Afsked vilde blive. Skulde vi høre noget af den Farisæisme, der saa ofte skæmmer Højtiden, naar vi følger Slægt og Venner til deres Grav?

Jeg følte som en Lettelse omkring mig, da Præsten sagde, at han ikke paa dette Sted vilde dømme om P. Holms offenlige Gierning. Og Præsten holdt sit Ord. Saa vidt jeg i kort Afstand kunde opfatte hans Tale, var der ikke i den blot den fjærneste Antydning af noget, som kunde krænke selv en mistænksom Tilhører.

Og saa vrangt har Præsteskabet vendt vore Dødes Højtid, at vi ofte maa være glade, naar Ligtalen ikke ligefrem saarer os. At vente, at det ved Holms Kiste foran Kapellet skulde være ydet Anerkjendelse for hans Gjerning - det var at vente for meget selv af en saa taalsom og human Kirketjener som Fængselspræst Larsen synes at være.

Jeg maa da sige, at som Forholdene nu er - med Præsternes Monopol ved Baaren - var der intet at klage paa den Del, som Præsten havde i Holms Jordefærd.

*

Der var en anden Iagttagelse, som trængte sig paa, den tætte Folkeskare: Der var øjensynlig Glæde over, at Deltagelsen var saa mægtig. Nu tvivler vel ingen om, at Mindet om Holm og hans Betydning for Socialdemokratiets Giennembrud lever trofast i Arbejdernes Hjærter; maaske er det endog saaledes, at den Skjæbne, han led, snarere har højnet Mindet om, hvad han i de mange Aar var for sit Parti. Men det kunde dog tænkes, at der ved den Forfølgelse, som ramte ham, var lagt som en Sky over hans Billed. Og saaledes blev der tænkt i hans store Følge - det slutter jeg sikkert af, at der Mand og Mand mellem saa ofte hørtes Tilfredshed over, at Følget var saa overvældende.

- Tror Du, hørte jeg en sige til en Kammerat - tror Du, Dronningens Følge bliver saa stort? - Du kan tro Nej.

Og Himlen fik sin Tak med. Det var jo straalende Eftersommerveir: Høj Luft og Sol og lige Brise nok til at spænde Fanerne ud.

Jeg hørte en sige med Blikket ud i det prægtige Solskin: Man kan dog se, at den Gamle deroppe dog nok kunde lide Holm.

Jeg ved ikke, om der var anerkjendt Religion i disse Ord, men jeg forstod atter, at der var oprigtig Glæde over, at P. Holm fik saa smuk en Ligfærd.

Pax.

(Aftenbladet (København) 3. oktober 1898).


Dronningen som en deltager nævnte, er dronning Louise som døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Hun blev begravet i Roskilde efter et tog havde bragt båren dertil fra Gentofte. Bisættelsen i Roskilde var fortrinsvis reserveret til kendte personligheder fra ind- og udland.

Præsten var fængselspræst Ove Algreen Larsen. P. Holms grav lå Vestre Kirkegård Afd. J-5-18. Fotograf Carl Carstensen, Hostrupsvej 4, tog to billeder af ligfærden. De blev efterfølgende solgt til 1 kr. stykket fra boghandlere. Gravstedet er nedlagt. Holm blev begravet i den ældste del af afdeling J (række 2-5) som blev taget i brug i slutningen af 1890'erne som 1. klasse familiegravsteder. I afdelingen er bl. a. grosserer Justesens mausolæum. Ironisk nok blev også Vestre Fængsels inspektør Grundtvig begravet ganske tæt på, i Afd J-4-1.

23 oktober 2024

En Præst der udskælder et Brudepar. (Efterskrift til Politivennen)

Forargeligt Optrin i Taarnby Kirke.

Forrige Søndag forefaldt der et højst forargeligt Optrin ved et Bryllup i Taarnby Kirke; Præsten, den ofte her Bladet omtalte Krøyer, udskældte Brudeparret, en ung Arbejder og en Tjenestepige, og vedblev i ca. 20 Minutter at regalere de unge Mennesker paa en saadan Maade, at det vakte de Tilstedeværendes Indignation.

Hr. Krøyer begyndte med at tiltale Brudgommen med Du og kaldte ham en Horkarl og en Skørlevner. "Husk paa, min unge Ven, at Horkarle skal Gud nok vide at dømme retfærdig," sagde Præsten.

Derefter vendte Hr. Krøyer sig til Bruden, der fik en lige saa smagfuld Tiltale: "Jeg har lyst Velsignelsen over Dig som Konfirmand, men den Gang troede jeg mindst, at Du vilde komme her som ung Brud og have bedreven Hoer! .... Du, unge Kvinde, har ikke lyttet til Faders og Moders Formaning, men Du har derimod lyttet til forførende Røster, og det skal Gud nok vide at straffe Dig for."

Hr. Krøyer sluttede endelig sin Salve med følgende Beskyldning mod Brudeparret :

"I kommer her for at faa Kirkens Velsignelse og Lov til at leve sammen, skønt I jo allerede i længere Tid har levet sammen!" . . . .

Man vil kunne forstaa, at Hr. Krøyers Optræden gjorde et yderst ubehageligt Indtryk paa Brudeparret, der ved Præstens utrolige Taktløshed fik deres Højtidsdag ødelagt. Bruden, der i Forvejen ikke var rask, blev naturligvis særlig angreben ved paa denne Maade at se sit aller intimeste Privatliv offenligt afsløret og ubarmhjærtigt prisgiven den tilstedeværende Forsamling, og ved Hjemkomsten frygtede man for, at hendes Tilstand skulde blive saa forværret, at der kunde ventes en for tidlig Nedkomst.

Aarsagen til Hr. Krøyers Nærgaaenhed var altsaa, at Brudeparret ikke havde ventet paa hans Tilladelse til at være Mand og Kone. Men Præstens Tale gjorde en modsat Virkning af hvad han tilsigtede. Fra største Parten af de Tilstedeværende hørte man stærke Udbrud af Indignation, og jeg tror, at mange Arbejdere herefter vil undgaa at søge Kirken, for ikke at risikere at blive hovmestereret af en Hr. Krøyer, der dog ellers i lignende Situationer er yderst skaansom, saasnart det angaar Døtre af rige Gaardmandsfolk, eller lignende velstillede unge Damer.

Men her var det jo kun en Tjenestepige, der havde fulgt sit Hjærtes Røst, og derfor mente Krøyer, at han i dette Tilfælde ikke behøvede at tage noget Hensyn!

Jeg vil benytte Lejligheden til at henstille til Arbejderne i Taarnby og Kastrup, at de fremtidig lader Krøyer sejle sin egen Sø. I Stedet for at gaa til Kirken, kan de jo tage borgerlig Vielse, hvor Handlingen foregaar langt smukkere, og hvor de i al Fald ikke risikerer at blive haanet af den Embedsmand, der forretter Vielsen.

Ærbødigst J. F. J. C. Pedersen
Næstformand for Arbejdsmændendes Forbund for Kastrup og Omegn,
Augustagade 29, Stuen tilv.

(Social-Demokraten 29. September 1898).


Præsten der udskældte Brudeparret.

En Skrivelse fra Hr. Krøyer.

Hr. Redaktør?

Jeg tør vel nok haabe, at De godhedsfuldt vil optage en lille Redegørelse Anledning af det voldsomme Angreb paa mig i Deres Blad for i Gaar.

Lad det saa ogsaa blive Svar til den mig ubekendte "tilfældige Læser af S. D."", der bekymret spørger: "Er det Sandhed, hvad der skrives om Dem?"

Alle de mange, som har kendt og endnu kender mig i de 20 Aar, jeg har været her, behøver visselig ikke at forsikres om, at jeg ikke i den anklagede Brudevielse har brugt de anførte og udhævede raa og usømmelige Ord. Det ligger slet ikke for mig, og jeg bruger aldrig saa stærke Ord.

Den Hjærteløshed og Haardhed, jeg anklages for, har Referenten næppe hørt med egne Øren. Mine Ord, hvor alvorlige de end var, havde en Tone af Sorg og Bedrøvelse. De endte imidlertid med en længere kærlig Anvisning for de Unge til at leve et lykkeligt Liv med hinanden. Naar Brudens Fader ikke vilde være sin Datters Forlover, kunde der vel nok tænkes god Grund til at udtale Sorg og Advarsel.

Modtag paa Forhaand Tak for Optagelsen.

Ærbødigst
Krøyer.
Taarnby Præstegaard, 30. Septbr. 1898.

Vi har hertil modtaget følgende Svar:

Jeg fastholder herved atter, at mit Referat var fuldstændig korrekt, og jeg er parat til at føre Vidner, faafremt det stulde gøres nødvendigt. Jeg har konfereret med selve Brudeparret, der ytrede sin Tilfredshed med, at Sagen var bleven fremdraget i "Social-Demokraten", og de unge Folk var begge ligeledes villige til at bevidne Korrektheden af mit Referat.

Det er altsaa ikke mig, der i dette Tilfælde taler Usandhed.

Hr. Krøyer betegner selv de anførte Udtryk som "raa og usømmelige" og karakteriserer sin Optræden som "Hjærteløshed og Haardhed". Jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at det ikke er mig, men Hr. Krøyer selv, der giver sig dette Skudsmaal - og han vil sikkert kunne faa et lignende Skudsmaal hos en stor Del af Arbejderbefolkningen herude, blandt hvilken han aldrig har været afholdt.

Naar Hr. Krøyer til Slut - noget indiskret for øvrigt - kommer ind paa Brudens Familieforhold og meddeler, at hendes Fader ikke vilde være Forlover, saa skal jeg blot kortelig anføre, at Faderen i hvert Fald udtrykkelig har givet sit Samtykke til Vielsen. At Faderen ikke vilde være Forlover, vedkommer slet ikke Offenligheden og berettigede i hvert Fald ikke Hr. Krøyer til offenligt at udskælde Bruden.

Artiklen om det skandaløse Optrin har for øvrigt vakt stor Opsigt herude; Indignationen overfor Præsten er almindelig i Arbejderkredse, og efter alle de Sammenstød, han har haft med Sognebeboerne, kan man forstaa det almindelige Ønske om snart at blive ham kvit. Manden er da ogsaa gammel nok til at fortrække - efter Forlydende er han fyldt de 75 Aar.

Ærbødigst
J. F. J. C. Pedersen.

(Social-Demokraten 5. oktober 1898).


Fotograf Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (16.2.1859-15.10.1940): Præst Henrik Adolf Krøyer,  (14.3.1823-27.5.1910). 1910. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pastor Henrik Adolf Krøyer (14. marts 1823-1910) trak sig tilbage som 83årig i 1906. Udover den nævnte episode var der i Social-Demokraten en håndfuld notitser om begravelse af partifæller hvor Krøyer i bedste fald forholdt sig neutral, i mindre grad uinteresseret.

Peter Thygesen Holm sidste Dage og Død. (Efterskrift til Politivennen)

P. Holm.

Holm er nu atter i Bedring. Det saa et Øieblik ud til, at en Blodansamling skulde gøre det af med ham, men Lægen mener, at Faren for hans Liv nu er overstaaet.

Den haarde Behandling, som Holm er Gjenstand for, vækker - med et mildt Udtryk - Forundring herinde.

For det første synes det underligt, at det er nødvendigt at holde P. Holm saa afsondret fra Verden, som Tilfældet er. Hans Hustru maa kun yderst sjældent faa Leilighed til at se ham. Samtalerne begrænses til nogle faa Minutter, og de overværes al Tid af Fængselsbetjente, der er beredte til at standse dem, hvis de skulde strejfe mistænkelige Æmner.

For det andet synes det mærkeligt, at det gaar saa langsomt med Proceduren. For nogle Dage siden meddelte "Nationaltidende" og efter denne en Provinskorrespondent, at nu var Aktor færdig med sit Indlæg og havde afleveret det til, Defensor, men det var ikke rigtigt. Aktor overveiede ligeledes hvorledes han skulde begrunde Straffekravet.

Der er ingen, uden de foragter Holms Optræden, men den Straf, han allerede har lidt, er saa eftertrykkelig, at der synes at være al Grund for de paagjældende Autoriteter til at fremskynde Afslutning paa Arrestophold og Retssag, og til at forhindre, at Holm i Arresten behandles barbarisk.

Man sammenligne hermed den Behandling, lo« adskillige Bedragere af uforfalsket Højresind og fin Extraktion har faaet! ...

* * *

En anden Meddeler skriver

Den særlige Vending, som P. Holms Sygdom har taget har naturligvis ikke været behagelig for Politi- og Fængselsmyndighederne. Fængselslægen, Dr. Geill, hævder vel, at det er gammel Skade, Holm lider af, og at hans Tilstand paa ingen Maade har forværret sig i Fængslet; men hans Bemærkninger vedrører nærmest den senere Tid, efter at Holm blev overflyttet ha Raadhuset til vestre Fængsel.

Det er meget sandt, at Holm tidligere har lidt af en Hiertefeil og uregelmæssigheder i Blodomløbet men det synes ogsaa ret indlysende, at naar denne Sygdom giver sig Udslag i Aareknuder paa Benene, saa kan det kun forværre Tilstanden, naar den Vedkommende maa staa opreist foran en Forhørsdommer i flere Timer ad Gangen.

Holm var vant til at bevæge sig meget i det fri og den megen Stillesidden i Fængselscellen har utvivlsomt haft en skjæbnesvanger Virkning paa hans Tilstand. Nu plejes han ganske vist med den først mulige Omhu paa Fængslets Hospitalsafdeling, - men det er maaske bagefter.

(Vendsyssel Tidende 26. september 1898).


Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919): P. Holm, P. (7.10.1848-26.9.1898) politiker. 1865-1898. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1897 blev Peter Thygesen Holm valgt til Borgerrepræsentationen i København. Her involverede han sig i ejendomsspekutation til egen fordel og nedlagde sine politiske hverv pga. en sigtelse for at have misbrugt sin viden om kommunale grundkøb til personlig økonomisk vinding. Han døde, inden der faldt dom i sagen.


Hvorledes man behandler P. Holm.

Den hellige Inspektør Grundtvig.

Holm led af stærk Aarebetændelse, der begyndte ved Knæet og strakte sig helt ned paa den indvendige Side af Benet. Denne Betændelse var omtrent hævet, da der for 4 Dage siden indtraf en meget hæslig Lungebetændelse.

Fængselslægen, Dr. med. Geil, kom ved sin Undersøgelse af Patienten til det Resultat, at en Blodprop havde løsnet sig fra en af de betændte Vener (Blodaarer), og derfra var gledet op til Lungerne, hvor den havde afstedkommet en hæslig Lungebetændelse. I Torsdags Aftes havde Sygdommen været paa sit højeste, idet Temperaturen da havde naaet henimod 40 Grader, og man frygtede for, at Holm skulde dø i Løbet af Natten. Man begyndte derfor at blive betænkelig, og Fængselspræsten. Hr. O. L. A. Larsen, blev sendt op til Holms Hustru for at forberede hende paa en Katastrofe.

Avtoriteterne var dog ikke saa humane, at de tilbød hende en Sammenkomst med Manden, for at hun eventuelt kunde tage Afsked med ham. Men i Fredags var det den ene af de to Dage ugenlig, da Fru Holm har Tilladelse til at tale med sin Mand i 5 Minuter, og det mente Fængslets Inspektør, Grundvig, kunde være nok. Om hun traf sin Mand i Live synes efter dette ikke at have bekymret den hellige Fængselsinspektør i særlig Grad.

I Fredags Morges viste det sig heldigvis, at Feberen var i Aftagende og Lægen erklærede nu, at Holm var uden for Livsfare foreløbig.

Det blev dog en sørgelig Sammenkomst, da Lægen havde forbudt sin Patient at tale. Mand og Hustru maatte da indskrænke sig til at søge Trøst ved det blotte Gensyn. Fru Holm var ved denne Lejlighed for første Gang til Stede i Fængselshospitalet, hvor der kun tilstedes Besøg, naar der er Dødsfare. Naturligvis ønskede hun sin Mand hjem for at kunne pleje ham selv, men om Flytning kunde der ikke være Tale. Desuden oplystes det, at den unge Assessor Koch var paa Rejse med sin Fader til Rembrandtsudstillingen i Holland, og alene af den Grund kunde der ikke blive Tale om Løsladelse imod Kavtion. Alle vil vist være enig med Pastor Larsen, naar han ytrede til Fru Holm, at "saadan en Assessor bar sandelig et stort Ansvar". Vi tror blot, at Koch i dette Tilfælde har gjort sit Ansvar saa tungt, at det vil knibe for hans unge Kræfter at bære det.

Som meddelt har Fru Holm havt Tilladelse til at besøge sin Mand 2 Gange ugenlig, og hver Gang i 5 Minuter og under stræng Kontrol. Skønt Holm er sengeliggende, maatte han dog hver Gang op af Sengen. Det vaade Kompres blev taget af Benet og ombyttet med Vat, og nu maatte han slæbe sig den lange Vej fra Fængslet til Kontoret, hvor Mand og Hustru blev placeret i en lang Afstand fra hinanden, for at de ikke skulde "hviske". I dette Øjemed bliver der tillige posteret et Par Betjente i samme Værelse, og disse skal altsaa paahøre, hvad Ægtefællerne har at sige hinanden i deres korte Samvær.

Fru Holm har ofte beklaget sig over al denne ufornødne Strænghed, men hver Gang har Svaret fra den hellige Grundtvig været: "Hvor kan Deres Mand forlange at blive begunstiget? Han hører jo til det Parti, der forlanger, at alle skal behandles ens !"

Som om Socialdemokratiet nogen Sinde har forlangt, at alle i Samfundet skal behandles lige slet. Nej, vi forlanger af Grundtvig og enhver anden Embedsmand en udpræget Retfærdighedsfølelse og en Menneskekærlighed, der foragter at tilføje Fangerne større Lidelser end dem, som resulterer af frihedens Berøvelse. Naar Grundtvig derimod nedlader sig til at bebrejde en Hustru, at hendes fængslede Mand har tilhørt en politisk Opfattelse, der forlanger Lighed for Loven, ogsaa for de smaa og undertrykte i Samfundet, da misforstaar han sin Stilling i en sørgelig Grad og ydmyger de ulykkelige, der skal henvende sig til hans Naade.

(Demokraten 26. september 1898).


Fængselsinspektør Stener Frederik Grundtvig (1860-1942) var inspektionsassistent ved Christianshavns og Horsens straffeanstalter 1891-1895, inspektør ved Københavns fængsler 1895. Han boede i embedsboligen på Vestre Fængsel, hvor han formentligt fra 1898 også havde sin storesøster, Elisabeth Grundtvig boende efter at hans første kone var død. Hun passede hans børn og husholdning. Han var herredsfoged i Ning herred 1910 og dommer ved Frederiksberg birk 1919. Som leder af Københavns fængsler arbejdede Grundtvig energisk for at forbedre afsonings-forholdene. Han var 1899 medstifter af Dansk kriminalistforening. Grundtvig redigerede Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen sammen med Aug. Goll 1898-1908 og var derefter i tre år eneredaktør. Han er urnebegravet på Vestre Kirkegård Afd J-4-1. I samme afdeling som P. Holm blev begravet. Begge grave er nedlagt.


P. Holm.

I Aftes Kl. 5 døde P Holm. Vi har andet Steds i Bladet meddelt det nærmere om hans sidste Øjeblikke.

Vort Hverv her er at skrive om hans Liv og Birken indenfor det danske Socialdemokrati og i den danske Politik. En sørgelig Afslutning fik hans Kamp, men vi siger næppe for meget, naar vi udtaler, at overfor Budskabet om P. Holms Død vil Anklagerne tie. Modstanderne vil erkende, at han, Socialdemokraten, led den strængeste Straf ved at miste sine Medborgeres Tillid og ved at maatte finde sig i en Behandling, som i Reglen de undgaar, der er født og lever i de Herskendes Kredse.

Vi, hans gamle Partifæller, har nu kun Grund til at dvæle ved hans Betydning for vort Parti. Døden forsoner. Selv alle de af vore, der dømte ham haardest, vil ikke glemme, hvad han i mere end et kvart hundrede Aar var for Arbejdernes Sag. At Holm med virkelig Overbevisning og trofast Stræben har kæmpet for Socialismen, føler vi os overbeviste om. At forstaa er at tilgive. Vi forstaar, at Livets Bane kan rumme Fristelser for selv de stærkeste Naturer, og vi føler os ikke kaldede til at dømme nu, da Døden har unddraget Holm de jordiske Retshaandhæveres straffende Arm.

Peter Thygesen Holm fødtes den 7. Oktober 1848. Han naaede saaledes ikke fuldt 50 Aar. Han var en Falstringer, Søn af Husmand og Væver Thyge Petersen og Dorthe Jensdatter. Det var et Landproletarhjem. han udgik fra. Nøden og Trykket kendte han alt fra Barn. Han lærte yderligere Kampen for Tilværelsen at kende, da han som Skræderlærling og Svend traadte ud i Livet for selv at tjene Brødet.

I 1867 blev han Svend, arbejdede der ganske kort Tid og kom i samme Aar til København, hvor han siden da uafbrudt har været bosat. Hans noget lyriske Temperament og gærende Energi trængte til et Felt, hvor de kunde udfolde sig og finde et dragende Maal. For ham som for saa mange andre af Datidens unge Svende, der arbejdede i København, var det gaaet op, at de hensmuldrede Lavsinstitutioner kun gødede om en ny Vækst, hvis Frugter ikke blev Arbejderklassens, men Kapitalisternes. Her forslog Selvhjælpen ikke, her var Arbejderdannelsesforeninger med Biblioteker ikke nok.

Med Jubel hilste den nye Slægt, ved hvis Fødsel den politiske Frihed havde holdt sit Indtog, den sociale Ligheds Morgenrøde. Den brød frem over Fabriksslaveriet og Grundlovsforandringen, over Krigsnederlag og politisk Vanære, den indvarsledes med Faldet af en Kejserkrone. en blodig Krig mellem to Kulturnationer og en Kamp af franske Arbejdere mod franske Storborgere. Herhjemme løstes Fortryllelsen. Pio udgav sine "Socialistiske Blade", "Internationale" stiftedes. 

Holm blev en begejstret Tilhænger af den nye Politik, Teorien om retfærdige Samfundsforhold, bygget op ved Arbejdernes Broderskab. Han udmærkede sig tidligt ved en egen, glødende Veltalenhed. Det var Indignationens Stræng, som dirrede i hans Bryst. Harmen overfor al den Uret, der i Frihedens og Lovens Navn øvedes mod det stadigt voksende Proletariat. Der var vel til Tider noget monotont ved hans Foredrag, men naar han hævede sin stærke Røst og tolkede Arbejdernes Sag, var der lyttede Tavshed, som først løstes i stormende Bifald, naar den alvorlige, mørke Agitator trak sig bort fra Talerpladsen.

Saadan var Holm alt som ung, da han stod i "Internationale", saadan har vi senere set ham de hundreder af Gange og i denne hans Indignations Veltalenhed, den ene Stræng, hvorpaa han spillede med Virtuositet, laa hans store Magt over Sindene og store Magt i vort Parti.

Efter Pios Arrestation i 1872 og "Internationales" senere følgende Ophævelse, var Holm særlig aktiv indenfor sit Fags Forening og blev Bestyrer for Skrædernes Produktionsforening, indtil den i 1879 hørte op med sin Virksomhed. Samtidig hermed tog han ivrig Del i Arbejderpartiets Anliggender. P. Holm, C. Hørdum og C. C. Andersen, Repræsentanter for Skrædernes, Skomagernes og Snedkernes Organisationer, blev de egentlige Bærere af den Socialisme, som søgte at bryde med Personforgudelsen. Og da Pio rejste, blev det dem, som sammen med P. Knudsen og andre Tilhængere af det demokratiske Princip i Socialismen kom til at lægge Rammerne for en ny Arbejderbevægelse. Og fra 1876, da Arbejderpartiet holdt sin første Kongres paa "Gimle", var Holm allerede forrest i Rækken af de yngre Ledere, som snart skulde overtage det Arbejde, Pio forlod.

I 1879 nedsatte Holm sig som Skrædermester. Det var ham altid om at gøre at føle sig økonomisk uafhængig, og de Vanskeligheder, han som ung Mester havde at kæmpe med paa Grund af sine politiske Meninger, svandt senere, da han blev en fremskudt Mand i det offenlige Liv. Netop som socialdemokratisk, næringsdrivende Borger var det, at Holm ønskede sin Entre paa Valgtribunen. To Gange mødte han forgæves som Arbejderpartiets Kandidat i 5te Kreds. Det var i 1881. Men saa kom det store Gennembrudsaar 1884, Venstre og Socialdemokratiet gik sammen mod Højre, og Holm var en af dem, der størst Varme havde forsvaret og arbejdet for denne Sammenslutning af den politiske Friheds Venner.

Arbejdet blev kronet med Held. Den 25. Juni 1884 blev Indledningen til Socialdemokratiets mægtige Fremgang i det offenlige Liv. Nu var Arbejderklassen ved at emancipere sig fra Højre, nu slog den Hul i Kapitalismens Mur og trængte ind i Landets lovgivende Forsamling. Hørdum valgtes i 9de Kreds. Holm i 5tes Kæmpekreds. Hans Stemmetal i 1884 var 5385 mod 4493, der faldt paa den tidligere Repræsentant, Professor Goos. Udgiveren af Skandalebladet "Den ny Socialist", der skulde underminere Holms Valg i femte.

I 1887, da Oppositionen i København blev slaaet af det opskræmmede Højre, var Holm den eneste, som holdt sin Kreds overfor Modstanderen Ryssel, om end kun med 30 Stemmers Flertal. Femte Kreds var fra nu af uigenkaldelig tabt for Højre. I 1892 var Holms Majoritet 1300 Stemmer. Femte Kreds var Landets største og Landets populæreste. Alle Oppositionsmænds Øjne hvilede paa den, al god københavnsk Valgkamp med vældige Reklamer som "Ryssels Ligvogn" og stormende Møder som Frederik Hansens, knyttede sig først og fremmest til Holms Valgkreds.

Da endelig Kredsen blev delt efter Forliget i 1894, sondredes den saaledes, at de bedste Kvarterer fik nye Navne: 10de, 11te og 12te Kreds. Holm kunde vælge, hvilken Kreds han havde villet. Han beholdt 5te, den ny Kreds med det gode gamle Navn. Og han sejrede paany, endda med større Majoritet end nogen havde ventet. Heller ikke den ny 5te Kreds har man senere tvivlet om vilde blive Socialdemokratiet tro. Og den vil blive i Traditionen i Morgen, naar der atter staar et Valgslag.

Som Rigsdagsmand var Holm en altid slagfærdig Debattør og en urokkelig Forfægter af Socialdemokratiets Sag. Mer end en Gang er han kommet Reaktion og Moderation i Vejen og til Tider med Held faaet Planer til at strande, der var Vand paa Kapitalismens Mølle. Hans noget afvisende Væsen var her hans Styrke. Modstanderne gjorde ikke Forsøg paa at blødgøre ham.

Det vil selvfølgelig føre for vidt at komme ind paa Holms hele Virksomhed i det offenlige Liv. Men det bør siges, at han i sin lange Rigsdagsperiode har gjort et godt Stykke Arbejde for de danske Arbejdere og Landets Ubemidlede i det Hele taget.

Indenfor Socialdemokratiet havde han stor Indflydelse, og der er næppe en eneste større Begivenhed i Partiet, uden at Navnet Holm har været knyttet dertil. 

I det daglige Liv var P. Holm  en faamælt Mand. Den store Taler med den strømmende Ordrigdom sad som oftest tavs i de private Kredse, hvor han færdedes. Men i Partifællers glade Lag kunde han saa til Gengæld ofte blive en af de gladeste. Hans rige Følelsesliv slog ud i Skælmeri og i "det straalende Solskinshumør" som han sang om, naar han foredrog Overbyes "Proletar-Vise", Solskinshumøret, hvormed arbejderen ryster Livets Kummerligheder af sig og gaar "paa Gaden og paa Barrikaden", naar Forholdene krævede det. Holm havde dette Humør bag sit noget tilknappede Ydre, Humøret til at gaa paa atter og atter. Efter den hidsigste Kamp med en Modstander kunde han le bredt og hjærteligt, medens Højremanden blev sur og trak sig sammen. "Ja, vi skal knalde dem!", sagde Holm, og han knaldede dem i en uendelig Række af Sammenstød, der hver især gav Fremgang for vort Parti.

Ved hans Baare yder vi ham en Tak for alle de Aar, han med Varme og Trofasthed kæmpede for de Fattiges og Fortryktes Ret. 

(Social-Demokraten 27. september 1898).


Holms Sygdom.

Koch morer sig i Udlandet.
Sagen omtalt i Borgerrepræsentationen.

P. Holms Sygdom, en Aarebetændelse, som medfører Opsamling af styrknet Blod, skyldes utvivlsomt den Behandling, som Assessor Koch har tildelt ham under Forhørens ved at tvinge ham til i mange Timer at staa ret foran Skranken. Holm led i Forvejen af en ondartet Brokskade, som gjorde ham det vanskeligt at gaa og staa. Under disse Forhold blev Kochs Forlangende til en ligefrem Tortur.

Medens Forhørene stod paa, blev Koch Dag efter Dag ophidset af Højrebladene til ikke at vise Skaansel, og den uselvstændige unge Mand mødte derfor "opstivet" til Forhørene, bestemt paa at gøre "sin Pligt".

Han har fortsat dermed ogsaa efter Forhørenes Slutning. Holm laa for Døden, men ikke desto mindre nægtede Assessoren at udlevere ham til hans Hustrus Pleje. Alt, hvad han tillod, var, at Fru Holm saae den Syge i 5 Minuter hver anden Dag. Hver 48de Time maatte hun se ham et Øjeblik, men ikke tale til ham. I to Døgn skulde hun leve i Frygt og Spænding udenfor Fængslets Mure, før hun opnaaede de 5 Minuters Gunst, saa var der atter to Døgns Uvished og Lidelser.

Der er opvokset en forbitret Stemning over den Maade, hvorpaa Højre er faret frem mod en falden Modstander. I "Frederiksborg Amts Avis" skrives t. Eks. :

"Det forekommer os at være ganske uanstændigt, at man bærer sig saa hjærteløst ad mod Holm og hans Familie, som her meddeles om. Man tænke sig: Manden ligger dødssyg og saa anmoder man Hustruen "om at holde sig parat", og først næste Dag "faar hun Lov til" at se sin Mand. Hvorfor ikke straks føre hende til sin Mands Sygeleje? - Lægerne var jo enige om, at Døden kunde ventes hvert Øjeblik. Var det en af de gemeneste Forbrydere, der var Tale om, kunde man ikke gaa strængere til Værks."

Unægteligt, - det skandalebetyngede Højre nyder sin Triumf!

Fy for Pokker!"

Assessor Koch er rejst til Holland, hvor han nyder Livet og forbliver til 1. Oktober, medens hans Arrestanter sidder og bliver "møre" eller, som Holm, døer i deres Celler.

Det kalder man "Retspleje!

Den unge Koch har maaske ikke megen Forstaaelse af sin Optræden. Han er en Embeds Spire, en af dem om ved Protektion og Familiens Indflydelse skubbes ind i et Embede uden nogen som helst Livserfaring, og han ender som Konferensraad og Ridder, fordi han er Magthavernes Mand.

Men det Retssystem, som Koch repræsenterer, har atter vist, at det er en Skandale for vort Land, og Holms Død under de sørgelige Omstændigheder vil mægtig bidrage til at hidføre den Reform, som længe har været krævet, og hvis Gennemførelse forhaabenlig vil medføre, at de Tiltalte ikke ganske prisgives Assessorernes enevældige Vilkaarlighed.

*

Den Følelse, at Holm under sin Sygdom burde have været løsladt, medførte forskellige Overvejelser i vort Parti. En Henvendelse til Assessor Koch viste sig haabløs, da han som sagt er taget til Holland. Socialdemokratiets Repræsentanter i Kommunalbestyrelsen rejste saa i Aftes Spørgsmaalet i Borgerrepræsententationens Møde for lukkede Døre. Vor Partifælle P. Knudsen anmodede Borgmester Borup om at henvende sig paa rette Sted for at udvirke en Løsladelse, saa snart Holms Tilstand maatte muliggøre en Flytning. Wandall og Hagemann sluttede sig hertil.

Borup svarede, at han ikke kunde henvende sig til Assessor Koch. da denne først kom hjem til Oktober, men han skulde gaa til Justitiarius for Kriminalretten.

Dermed sluttede denne Episode. Men da Borgerrepræsentanterne kort efter forlod Raadhuset, erfarede de, at Holm var død. - Døden havde altsaa løsladt ham; den var denne Gang mere human end dansk Retspleje.

(Social-Demokraten 27. september 1898).


Dødslejet.

Holms sidste Øjeblikke.

Allerede i Gaar Morges var det klart for Lægerne, at det nu kun gjaldt nogle Timer, før P. Holm havde udstridt. Der blev sendt Bud hjem til hans Hustru, som fik Besked om hans Tilstand og Tilladelse til at blive hos ham.

Patienten laa stille hen, men Feberen var meget stærk, og de to Ægtefæller talte ikke sammen. Henne ved Døren stod Fængselsbetjenten for at paase, den dødssyge Mand ikke skulde flygte, og Vagtmesteren listede ud og ind Døren med et Øje paa hver Finger.

Retfærdigheden holdt altsaa fast paa ham til det sidste, og dog slap han fra dem. Klokken var lige slaaet fem, da han i Febervildelsen vendte sig om imod sin Hustru. Han troede aabenbart, at han var hjemme i deres egen Lejlighed, og idet han trak Vejret dybt, sagde han: "Gudskelov Thora! Nu kan jeg være hos Dig altid."

I samme Øjeblik fik han Øje paa Vagtmesterens høje Skikkelse, og kom til fuld Bevidsthed om sin ulykkelige Stilling. Idet han afværgende udstrakte Hænderne, raabte han: "Nej! Nej!"

Det var P. Holms sidste Ord. Der hørtes et lille Suk, og han var død. "Retfærdigheden" var sket Fyldest.

Fængselslægen var ikke hos Holm i Gaar siden Kl. 12. De sidste fem Timer laa Patienten altsaa hen uden Lægetilsyn. Maaske havde Lægen ikke kunnet lindre den Døendes Smærte. Vi ved saaledes, at han ikke turde give Holm Morfin af Hensyn til Patientens hele svækkede Tilstand. Alligevel burde Dr. Geil naturligvis være til Stede i Fængslet. Var det ikke hans Pligt at gøre det, saa havde han jo Ret til at sende Regning for Overarbejde. Holm havde nemlig Ret til Ekstraforplejning, naar han selv betalte den.

Saa hensynsfuld var Dr. Geil imidlertid ikke, og den hellige Grundtvig fandt ikke Anledning til at sende Bud efter ham, før det var for sent. Da Klokken var 5½ modtog Dr. Geil Bud fra Fængslet, om at komme straks, og inden han var naaet udenfor sin Stue, fik han endnu et Bud. Det var Dødsbudskabet.

Som meddelt døde P. Holm Klokken 5, uden Læge, men med Retfærdighedens Drabanter ved sin Seng.

Holms Lig ventes udleveres i Dag til hans Familje, saa snart Dødsattesten er udstedt.

*

Hr. Grundtvig og hans Vagtmester vil sikkert folde deres Hænder og mene, at Holms Død var den bedste Udgang af Sagen, som tænkes kunde, og Hr. Koch vil mene det samme. Den offenlige Mening vil have en anden Opfattelse. Den vil beklage, at P. Holm er død, inden Sagen var fuldt oplyst, men den vil ogsaa med Mistænksomhed modtage alt nyt, som efter denne Dag vil fremkomme i Sagen Holm Larsen, og den vil ikke taale, at man benytter sig af Holms Død til at dysse den hele Sag ned.

P. Holm er død. Alle vi, der i saa mange Aar har været hans Venner, har Ret til at fordre, at den undersøgende Retfærdighed skal retfærdiggøre sig.

(Social-Demokraten 27. september 1898).

Ligbæring. (Efterskrift til Politivennen)

Forslag til Begravelseskasserne og Begravelsesvæsenet.
Kisten køres.

Med de vidtstrakte Kirkegaards og disses afsides Beliggenhed, langt borte fra Hovedstaden, bliver det ofte højst besværligt at møde til Begravelse og besørge Liget baaret til Graven. Bl a. paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene skal bæres oppe fra det nye Kapel og helt ned til det nye Areal, som er indlemmet i Kirkegaarden og som er beliggende langt ude ved Kalveboderne, er det en trættende Marsch at bære et Lig, enten saa Begravelsen foregaar i Sommerens smæltende Hede eller i Vintertidens Snesjap og deraf følgende Lerælte.

Ved flere Syge- og Begravelseskasser er Medlemmerne efter Tur forpligtede til at møde ved Begravelser; ved Udeblivelse skal de betale en Mulkt af 2 Kr., men Mulkten afskrækker ikke. Mange udebliver for ikke at forsømme deres Arbejde og betaler hellere de 2 Kr., men det gaar saa ud over dem. der er mødt, da disse maa slæbe saa meget mere.

Ved en Begravelse forleden Søndag var tilsagt 25 Mand, men de 17 udeblev. Liget og Kisten havde tilsammen en Vægt af 4-500 Pund, som de mødte 8 Mand maatte bære. En af disse, der var lille af Vækst, fik til Sidekammerat en meget høj Mand, og som Følge heraf hvilede hele Vægten paa den ene Mand, der ved delte Slæben fik et Hold i Ryggen, ligesom han yderligere, ved at blive svedt og senere gennemblæst ved Graven, paadrog sig stærk Forkølelse.

Det er naturligvis meget uheldigt, at Folk skal være udsat for saadanne Ubehageligheder, fordi de viser en Afdød ven sidste Tjeneste. Resultatet vil blive, at alle, der ikke staar i nært Familieforhold til den paagældende Afdøde, undlader at møde ved Begravelsen, og dermed kan den Afdødes Efterladte jo ikke være tjent.

Det var derfor heldigst, om Syge- og Begravelseskasserne, eller maaske rettest Begravelsesvæsenet, indførte en Forandring deri. Bl. a. kan henvises til, at der i Udlandet ved Begravelser anvendes en let, lav, firhjulet Haandvogn, dækket med et Klæde, paa hvilken Kisten stilles, ligeledes overdækket med et Klæde eller smykket med Kranse. En saadan Vogn er ulige lettere at flyde frem eller trække af flere Personer, der placeres foran, paa Siderne og bagved Vognen, og det hele ser langt mere tiltalende tid, end ved den nuværende Ordning, hvor Følget pustende og svedende slæber paa en tung Kiste.

Vi henstiller Forslaget til rette Vedkommendes nærmere Overvejelse, og henviser forøvrigt til et Billede af Gladstones Begravelse, der fandtes i "Illustreret Tidende", og hvor Kisten føres fra Gladstones Slot Howarden paa en lille, firhjulet Vogn, altsaa paa samme Maade, som her er foreslaaet.

B.

(Social-Demokraten 21. juli 1898).