31 august 2015

Berigtigelse.

Til ære for sandheden, kommodens ejer, vedkommende autoriteter og alle sagen vedrørende personer, kan forfatteren af det i Politivennen nr. 204 indrykkede stykke, den vellugtende kommode ikke nægte sig og det ærede publikum den glæde at meddele den berigtigelse af sin anmeldelse at den i oven nævnte stykke påankede lugt ikke rejste sig fra menneskeekskrementer, men fra sammenbrændt hestemøg, som forfatteren senere har bragt i erfaring. Hvor vidt den imidlertid når den har så megen afskyelighed ved sig og så megen lighed med menneskeskarn, i fysisk henseende er anbefalelseværdig, og i juridisk henseende og med hensyn til et hensigtsmæssigt politi er hjemlet ved lovene, overlader han til sagkyndige at bedømme, idet han beder vedkommende at undskylde dette som det synes højst tilgivelige sansebedrag.

(Politivennen nr. 206. Løverdagen den 11de December 1819, s. 3306) 

En Meddelelse for Reisende.

(Indsendt)

I selskab med en bekendt kom indsenderen for nogle dage siden rejsende fra Roskilde med ekstrapost, bestemt her til København. Uden for Roskilde Kro holdt postillonen for at tage sig en snaps, jeg steg på samme tid af vognen og da postillonen efter et kort ophold ikke var vendt tilbage, trådte jeg ind i et værelse ved siden af skænkestuen. Efter nogle minutters forløb var postillonen beredt til at køre videre, dog lige som jeg ville gå ud for at sætte mig i vognen, trådte en mand, formodentlig en opvarter ind i værelset og afkrævede mig og min rejsekompagnon 24 skilling for vores ophold. Jeg faldt i største forundring over denne ublu fordring, da vi intet havde nydt og i en lang tarif over kroens drikkevarer etc. hæftet på muren, intet findes anført om denne genstand, nægtede derfor at betale de afkrævede 24 skilling. Imidlertid var værten eller kromanden kommet ind i stuen, gentog begæringen af sine 24 skilling, og det i en højst bydende og uanstændig tone da jeg vedblev at gøre indvendinger mod betalingen, og overøsede mig med skældsord og grovheder da jeg anmodede ham at mere anstændigt og høfligt. Jeg vil ikke heller undlade at anføre at kromanden troede sig højligt fornærmet over at jeg havde tiltalt ham i tredje person i singularis, med han, da han foregav at være officer, men nægtede at navngive sig. Karlen uden for kroen svarede mig også på mit spørgsmål hvem hans husbond var, at jeg selv kunne spørge manden derom. Da jeg ingen anden udvej så for at beskytte mig mod uartigheder og at fortsætte min rejse, fandt jeg mig nødsaget til at betale de nævnte 24 skilling. Men kunne ikke få noget skriftligt bevis for samme, uagtet jeg forlangte sådant. 

Selvom jeg agter at tilmelde politiet kromandens opførsel og jeg derpå tør imødese en påkendelse om føje tid, så har jeg dog villet gøre publikum bekendt med denne hændelse, hvorved i det mindste dette kan opnås at andre kan vogte sig for sådanne uvilkårlige kontributioner.

(Politivennen nr. 206. Løverdagen den 11de December 1819, s. 3304-3305, 3307) 

30 august 2015

Overfald af Hunde paa Nørrebro.

Da det er udenfor al tvivl at man lige såvel i stadens forstæder som i staden selv og ethvert andet sted hvor passagen er fri for enhver, bør være sikret for overfald af glubske hunde, anser anmelderen det for pligt at gøre opmærksom på at der lige overfor den gamle Assistenskirkegård udenfor klædefabrikken sent på aftenen patruljerer et par løsladte lænkehunde der med største heftighed overfalder de forbipasserende. Indsenderen der ofte kommer ad denne vej og tit har dette ubehagelige møde, indser hvor vanskeligt det vil være for enhver der ikke er vant til eller belavet på et sådant selvforsvar at holde disse køtere fra livet, han skylder derfor almensikkerheden at bidrage sit til at få denne uorden hævet.

(Politivennen nr. 204. Løverdagen den 27de November 1819, s. 3278-3279)

Bøn til Magistraten om en ny Placat, eller, hvad endnu var bedre, om ingen Placat.

Det er plakaten ved indgangen til Assistenskirkegården hvorom talen er.

Assistenskirkegården er en af Københavns herligste indretninger, og man skal kunne rejse langt i fremmede lande uden at se dens mage. Adgangen til beskuelsen af dens bemærkelsesværdige gravminder og til nydelse af de andagts- og vemodsfølelser som vækkes når man står ved sine afdøde venners grave, burde være så nem og bekvem som muligt.

Mange udenbys folk såvel som udlændinge der kommer tilrejsende, kunne ved deres korte ophold her ønske at se og lære at kende en indretning hvoraf der går så megen ry. For ikke at tale om at mange indenbys som gerne ville spadsere derud, ikke altid ha lejlighed til at indfinde sig i de ved plakaten bestemte timer.

Undertegnede som torsdag eftermiddag den 18. november kl. 3 gik derud, fandt ved ankomsten porten nærmest ved byen lukket i lås. Jeg ville da se efter på plakaten om min hukommelse muligvis var mig utro, og at jeg tog fejl i henseende til tiden da adgangen til haven spærres. Men i stedet for plakat fandt jeg blot dens ruiner. Den var ved regn og slud blevet så aldeles beskadiget at man lige så godt kunne påtage sig at decifrere de herkulanske papirsruller som læsningen på denne plakat. Jeg besluttede da gennem Politivennen at bønfalde de ansvarlige om at lade en ny plakat kline op på brættet og derpå vandrede jeg ligesom mange flere, hvoriblandt kaptajn Kirchheiner ved 1. jyske regiment, til den længst bortlliggende port. Hvis vejen derhen havde som ofte er tilfældet, været sølet og skiden, lover jeg ikke for at der jo i vær sjæl kunne have indsneget sig det ondskabsfulde ønske at se nogen af magistraturen traske derhen i snavset, eller stå rådvild og være i vished om enten det var bedst at følge stenbroen eller gå på fortovet.

Mit andet ønske til magistraten på publikums vegne er aldeles at forskånes for plakat. I stedet for kunne der jo ansættes en portner eller den næst hosboende mand i kælderen til hvem en person eller en familie havde at betale en styver ved indgangen imod at man så kunne komme ind ad den nærmeste port til hvilken som helst tid og time på dagen. Således betales jo entreen når man vil øverst op på Rundetårn, og således betaltes for nogle år siden en styver i bompenge når man efter Solbjerg ville ind i København.

Desiderius.

(Politivennen nr. 204. Løverdagen den 27de November 1819, s. 3265-3267)

Den vellugtende Commode paa Nytorv.

"Ironice vi navnet vælge".

Ved mandag den 8. november dette år om eftermiddagen kl. 5 at passere fra Knabrostræde over Nytorv til Lavendelstræde, blev anmelderen modtaget af en lugt fra den såkaldte kommode som næppe er behageligt for noget menneskeliv, undtagen måske for den for hvem den ved vanen er blevet en anden natur. Enhver ser let her menes lugten af menneskeekskrementer. Udenfor den vellugtende kommode holdt to eller tre natvogne, porten stod åben med begge fløje, stadfæstelse nok på hvad lugten bebudede i midten af Brolæggerstræde. Kl. 6 passerede anmelderen tilbage samme vej og havde samme møde, skønt operationen lod til at være forbi. Anmelderen ved ikke rettere end at sådanne forretninger på den tid er i strid med anordningerne, skulle dette ikke være tilfældet, beder jeg om forladelse fordi jeg har gjort denne anmærkning.

Men da jeg er temmelig vis på det modsatte, tager jeg mig den frihed at bede de ansvarlige give de ansvarlige en dygtig næse med mere fordi de således trakterer forbigåendes næser allerede kl. 5 om eftermiddagen. Mellem 10 og 11 plejer man ellers først at opvarte med sådant. Natmændene er ganske undskyldte. Men den højtærede ejer af kommoden og natmændenes foresatte ville vist meget forbinde publikum ved at følge gammel skik og brug.

(Politivennen nr. 203. Løverdagen den 20de November 1819, s. 3255-3256)

Tillæg til Erklæringen No. 201.

Forfatteren til den i sidste nummer af Politivennen indførte erklæring må herved bekendtgøre at han senere er blevet underrettet om at omtalte kommissær eller opsynsbetjent ikke var afskediget eller havde mistet sin tjeneste.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3246)

Drengeuorden i Amaliegaden.

I nogen tid har en del drenge indfundet sig på hr. skibsbygger Larsens Plads for når de kan finde lejlighed at tilvende sig sukker osv. af det der lossedes eller ladedes af de ved pladsen liggende skibe. Man blev endelig ked af disse drenges besøg og pålagde dagvogteren at formene dem at komme ind på pladsen. Men dette har opbragt disse drenge således at de nu i otte dage har passet på dagvagten når han i tusmørket forlader sin post og forfulgte ham med stenkast. Han tager da gerne sin tilflugt ned i en kælder på hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade, hvorfra han enten under forklædning må liste sig bort eller også vente indtil at vægteren kommer på gaden, da drengene hele tiden holder kælderen blokeret. Dette anmeldes for om en rask politibetjent blot en aften måtte indfinde sig der og enten gribe en af drengene, eller tildele nogle af dem et par dygtige rap da man derved sikkert ville få ende på et uvæsen der ellers måske kunne udartes.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3244-3245)

Et Blik til Trommesalen paa Vesterbro.

Det er vist nok en meget priselig foranstaltning at hestetrommesalen hvor det nu skal holdes, synes i dens nuværende forfatning at være ubekvemt dertil. For den ligger ligesom i en fordybning, så at den ved mindste regn sjældent eller aldrig er tør, er en umulighed at betræde den uden at gå i dynd hel midt op på benene. Den der ikke har været øjenvidne til hvorledes mennesker og kreaturer bliver tilrakkede ved at betræde stedet, kan ikke gøre sig noget begreb herom. Vel er det kun for det meste mennesker af den lavere klasse som her har forretning eller ærinde, men selv disse bør man ikke forlange skal vade i dette dybe ælte hvorved deres måske for dem dyre klæder og fodtøj ødelægges og deres sundhed svækkes. Det er derfor nødvendigt at stedet opfyldes og ordentlig belægges så at det kan blive tilgængeligt for enhver der enten vil sælge eller købe på nævnte torv. Udgiften hertil vil ikke blive betydelig. Men om man skulle finde at stadens kasse ikke kunne bære den, da kunne pålægges en lille afgift af de mange ligekøb som ved enhver handel gives og fortæres på stedet og den fornødne sum ville snart blive tilvejebragt.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3243-3244)

Gadepatrol i Tugthusporten.

I Tugthusporten ligger en kælderlem ud over fortovet fra en kælderhals hvis længde udgør omtrent 1 meter og altså uden for politianordningens grænse. Forudsat at ejeren af nævnte vanskabning ikke har særdeles ret til dens eksistens, burde den efter anmelderen mening tages bort eller i det mindste rykkes ind til den befalede bestemmelse så at fortovsretten blev ubeskåret for gående. 

Rendestensbrættet udenfor de blindes institut i samme gade har et hul af 5 centimeters længde og 10-12 centimeters bredde. Herved kan endog seende komme til skade. Anmelderen så forleden dag en lille pige som ved at træde deri, tabte sin sko og fik foden fælt forvredet. Fortovet på begge sider af nævnte hjørnegade er i en meget mådelig forfatning og trænger til at omlægges. Det gyser i anmelderen så ofte han ser nogle af instituttets medlemmer, ukendte med fortovets tilstand, så trygt bevandre det i blinde, da han for nogle måneder siden var vidne til at en skikkelig skræddersvend ved at falde på dette fortov, styrtede ned gennem urtekræmmerens kældervinduer til ikke liden skade for dennes flakser, krukker etc.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3241-3243)

Et stygt Kjelderskuur i Aabenraae.

I Åbenrå på huset nr. 215 findes endnu et gammeldagskælderskur som synes at stå der til ingen synderlig nytte, men derimod til skade fr den orden fodgængere ønsker at finde på fortovene i almindelighed. Nævnte kælderskur er så lavt at næppe et halvvoksent menneske kan passere der forbi uden at få en saindiner så at hatten falder af hovedet, og så bredt at det hænger ud over rendestenen. Skønt det er så vel konserveret med tjære og beg på alle sider, at det vist kan holde sig i flere år, så vil man dog ønske at ejeren måtte indse at kælderen for hvilken dette skur er, også kan bruges til skramlerier, er lige så godt tjent med en lukket dår og en lem over kælderhalsen som den der findes på naboens gård. Ved at borttage skuret, ville han meget forbinde sig de fodgængere der hyppigt passerer Åbenrå og ikke gerne vil vandre i de ubeskriveligt mange huller som findes i denne gade.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3240-3241)

Opfordring til forrige Rodemester Thomsen, i Anledning af hans Bekjentgørelse i No. 265 af Bladet Dagen.

At man endnu tvivler om de oplysninger hr. Thomsen kan give, betræffende det københavnske skattevæsener rigtige, må han så meget mere tilgive som han så gentagende, men frugtesløst har fra publicitetens side været opfordret til at gøre rede og rigtighed for hans, fra andres afvigende skatteberegninger mellem ejer og lejer. Det synes pralende, når han som sket er i bladet Dagen, tør sige at de af ham bruge metoder er de eneste der både skal, kan og bør følges.

Hvem er vel den der med sådant magtsprog tør måle sig med denne Thomsen!! Han påberåber sig vel et notarial bekræftet, og af en kompetent i stadens skattevæsen kyndig embedsmand udstedt dokument der som Th. vil, skal bekræfte hans ufejlbarlighed. Men hvor ofte har man ikke offentligt og på prent set det modsatte. Hans uimodsagte fejlbarlighed og hvorfor har han ikke gjort sig ren?

Imidlertid vil han meget forbinde indsenderen og vist flere nysgerrige om det måtte behage ham at opgive navnet på den påberåbte kompetente og kyndige embedsmand. Kyndig ved man vel flere kan være, men kompetent i det omhandlede fag, nemlig at beregne skatter mellem ejer og lejer, kender man ingen. Overalt er det højst påfaldende at høre at en levende embedsmand lader et sådant dokument som forbliver i samme by hvor det udgives, bekræfte af notarius, men også heri ser man Thomsens force i at tiltrække sig den enfoldiges skærv eller rettere: skaffe sig fortjeneste.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3239-3240)

Redacteurens Anmærkning.

Den omtalte artikel stod i Dagen 6. november 1819:

Rigtige Oplysninger, det kiøbenhavnske Skattevæsen betræffende, samt Skatteberegninger mellem Eier og Leier, bliver som hidtil meddeeltee og forfattede af Undertegnede, der ved denne Leilighed, som han dog anseer overflødigt, anmærker: at i hans Eie er baade et Notarial bekræftet og af en competent i Stadens Skattevæsen kyndig Embedsmand udstedt Document, som beviser, at de af ham brugte Methoder, saavel til Fattigskatten for 1816, 1817 og 1818 som de øvrige Skatters Fordeling, ere de eneste der baade skal, kan og bør følges, hvlket Document paa Forlangende skal blive Enhver foreviist.

Thomsen.
Boende ved Holmens Canal No. 254 i Stuen.

Erklæring.

Da forfatteren til den i Politivennen nr. 199 fremsatte klage fra Skidentorvet over Kultorvet har erfaret at kommissæren der har opsyn med sidstnævnte torv er blevet afskediget og har mistet sin tjeneste, så selv om han ikke kan tro at dette er en følge af nævnte klage, skylder han manden, sig selv og det offentlige at erklære: at han ved den klage ikke har haft til hensigt at beskylde eller dadle kommissæren for nogen pligtforsømmelse, men alene om muligt at få fejedagene forandret til onsdag og lørdag, uden hvilken forandring torvet bestandig må være tilsølet.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3229-3230)

Tael og skriv dansk i en dansk Stad

Det er en påfaldende skik som alene bruges i Danmark, at man der hellere betjener sig af fremmede ord og fremmede folk end af sit eget sprog og sine egne landsmænd. Hvorfor kan vi ikke være vores gamle danske ord bekendt, som spisevært, sukkerbager og ikke bruge restauratør og konditor. Og hvorfor skal vi have så mange fremmede konditorer og restauratører og så få af landets børn. Endog Frederiks Hospital har en økonoma i stedet for en spisevært. Om man nu spiser bedre der end før ved jeg ikke. Men jeg ved at en stor økonoma kan bringe det så vidt at han fra karetbagstanden kan komme til at køre i egen ekvipage.

At tale om de mange svejtser konditorer der ikke som mosaisterne, betjener sig af de kristne til opvartning og husarbejde, men kun af folk af deres egen nation der bor på de steder som har den bedste beliggenhed, fordyrer huslejen og visse af livets fornødenheder har man mærket redaktøren ikke værner om. Vel er det sandt at veritas odium parit. Men dette bør ikke afholde et politielskende og patriotisk blad som af fremmede er kendt for et følgeværdigt mønster fra at sige fornøden sandhed.


(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3229-3230)

Redacteurens Anmærkning

Veritas odium parit: Sandheden er ilde hørt.

Ordet Nation afspejler samtidens flere og andre opfattelser end nutidens, se. fx. ODS under Folk. Ordet folk dækkede således over det politiske fællesskab under en regent eller regering. Dette folk kunne godt bestå af flere nationer, fx den norske nation, den holstenske nation og altså også den jødiske nation. En nation havde fælles sprog, afstamning og ide om en national identitet.

Et lille Gadekiær.

Mens brolægningskommissionen med iver stræber at holde nogle af stadens hovedgader i god stand, synes det dog som denne ikke kan overkomme alle, hvilket tydeligt skønnes når man ved mørke aftenstider vader igennem flere store huller udenfor nr. 334 i Gothersgade. Det ene her af sidst nævnte er især så bred, lang og dyb at (om det var tilladt) kunne gerne en halv snes ænder eller gæs movere sig ret godt deri. Anmelderen som bor der i nærheden, har længe tiet med sin begrundede anke, men synes nu før vinteren indtræffer og gør reparation umulig at disse huller burde komme i betragtning.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3228-3229)

Tag Benene i Vare.

Dette kan man have nødig dersom man ikke vil have dem sønderslået af kagspillerne på grundene ved Skindergade, Kannikestræde og Kejsergade. Da indsenderen ikke kan nægte at det ofte har ærgret ham at se disse drenge først med døde katte, klude og andet skarn at have danset rundt med nogle beskænkede rødstensmalersker, siden at kaste med sten til en kag, af hvilke sten en for få dage siden traf en velklædt dame, og da hun formodentlig ville skænde på dem, kastede de øvrige drenge sten i en med regnvand opfyldt hulning så hun oven i købet måtte vende tilbage med tilstænkede klæder.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3227-3228)

Et Paspaa til Vedkommende.

Skønt indsenderen i sommer har glædet sig usigeligt ved at se tiggernes antal formindsket betydeligt, så må dog anmærkes at i nogle måneder er disse menneskers mængde tiltaget betydeligt. De gader som især synes at være vel besatte af disse, er: Kannikkestræderne, Silkegade, Kongens Nytorv fra Lille Kongensgade til Hotel du Nord, hvor nogle uforskammede kvinder ve forsynede med bøn har posteret sig og overvælder de forbigående med grovheder når man ikke giver dem noget.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3225-3226)

Huller i Stormbroen.

Ved Stormbroen er i brolægningen to farlige huller af omtrent ½ alens dybde. Rider eller kører nogen ned fra broen til venstre, da er hestene udsat for at brække benene, og den ridende kan vel idet hesten snubler, komme ud over hovedet på samme og ved faldet så betydelig skade. Gående nærsynede mennesker kunne også i mørke aftener let træde ned i et a disse, og derved få en hurtig overhaling henad gaden, ja vel brække arme og ben ved faldet. Man vil derfor herved gøre brolægningskommissionen opmærksom derpå, med det ønske at denne mangel hastigst muligt  må blive afhjulpet for derved at forebygge ulykke og fare for dem som uvidende derom skal passere ned fra broen.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3223)

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen 202, 13. november 1819 kunne berette at hullerne nu var stoppet.

29 august 2015

Kaadhed af Muurarbeidere.

Idet anmelderen mandag den 25. dennes om formiddagen passerede Valkendofsgade, blev der gjort begyndelse med en reparation ved gården nr. 149. 4 unge mennesker af murerprofessionen var i færd med at rense tagrenden. men efter at dette var sket, fandt disse formodentlig af kådhed, glæde i med hænderne at nedkaste hele og halve tagsten på gaden, i stedet for at de skulle have lagt dem ind på loftet, hvorved de forårsagede de forbigående skræk og ubehageligheder. For stumperne føj om ørerne på enhver som gik der forbi om de endog opholdt sig hen på det modsatte fortov. Næppe kan det være med murermeterens vilje at noget menneske tilføjes ulempe ved hans arbejderes kådhed, hvorfor man nok tør håbe at disse karle efter denne påtale, får bedre instruks om orden på offentlige gader, så at de lader dem nøje med hvad der glider ned af taget under reparationen, og ikke kaster hele og halve sten ned for deres fornøjelse og tidsfordriv.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3214-3215) 

Svineri i Sortedamssøe.

Forleden dag så anmelderen en flok ænder på 60 til 70 stykker svømme i Sortedamssøen. Så vidt han kunne skønne tilhørte de en mand der bor straks ved søen på hjørnet af Farimagsgade. Men hvem de endog tilhørte, så har dog denne næppe ret til at lade dem bruge søen til deres boldgade, i det mindste synes enhver københavner der kender disse dyrs svinagtighed ilde om at de således skal forplumre hans tevand.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3214) 

Om Misbrug af Gadedørsnøgler.

Det er ikke sjældent i vore tider at visse håndværkersvende betinger sig en gadedørsnøgle til eget brug hvor de logerer hvad enten de får arbejde i samme hus eller ej. At dette strider imod rimelighedens grundsætninger tror anmelderen heraf er lige så vist som lovens og anordningers overtrædelse, samt de deraf flydende følger er alt hvad man efter skønnende kan vente fremvirket derved.

Foranlediget af foregået natteuorden er anmelderen blevet sindet i dette blad at gøre den ansvarlige øvrighed opmærksom på det misbrug der således leet kan ske ved at betro gadedørsnøglen i håndværkersvendens hænder når de som ofte sker kommer perialiserede hjem over midnat fra deres sammenkomster.

Ønskeligt var det derfor at den udtrykkelige befaling til alle husværter måtte udkomme at ingen håndværkersvend betroede gadedørsnøgle oftere end når hans mester ved sin dreng lod ham afhente i hans logi og dette skulle da blot ske når det var nødvendigt at tage natten til hjælp for at få et arbejde færdigt.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3212-3213) 

Om Barberissernes Skadelighed.

Sognefoged Niels Truelsen i Nødebo har i 25 år efter hinanden fået rug i sine marker, som vokser godt, dræede og satte kerne. Men når man mindst tvivlede på at det skulle blive fuldkommen god rug, satte det sig rust på stråene og kernen svandt hen, så at han i ovennævnte tid ikke fik en enkelt tønde rug. Da nogle har gjort manden opmærksom på at grunden hvorfor hans rug bestandig slog fejl vist var fordi hans nabo, hr. Bang en mand udenfor bondestanden, havde de for rugen skadelige berberis plantede i sin have, bad han nævnte r. Bang om han ville vise ham den tjeneste at udrydde disse.

Som god nabo føjede denne ham heri og i dette år efter at de skadelige træer var ryddet af vejen, høstede manden overmåde god rug. Dette eksempel tillige med hvad der før er skrevet om berberisser viser nok så meget deres skadelige indflydelse på rugen. Indsenderen der bor i anden egn, må tilstå at han på grund af det og på samme måde har tabt på sin rug i flere år. men da man ikke alle steder finder så gode og føjelige naboer, så vover han at stille det spørgsmål til kyndigeres besvarelse om man på indgiven klage hos øvrigheden kan vente nogen assistance for at få udryddet sådanne træer der forårsager så stor skade?

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3211-3212) 

Vandmangel paa Skidentorvet.

(Indsendt)

Den på Skidentorvet stående brøndpost som er den eneste hvorfra beboerne på hele torvet får det vand de behøver, er i dårlig tilstand. tuden er til dels løs og forrådnet og vandet trænger ved pumpningen hyppig langs ned af pumpetræet. Redskabet i det hele trænger til eftersyn for at bevirke lettelse i pumpningen.

Stadige tilsyn er her så meget mere nødvendig som anmeldte brøndpost efter hvad ovenfor er sagt, er den eneste. For fersk vand kan kun haves ved velvillighed af nogle gård- og husejere på Nørregade og af hørkræmmer Aarestrups enke på hjørnet af Fiolstræde.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3210-3211)

Posten i Prammandens Gang

har hele sommeren været og er endnu så forfalden at den sjældent eller aldrig kan give vand. Der skal flere gange have været erindret herom, men forgæves. Da dette i tilfælde af ildebrand er højst farligt for det offentlige, skulle man hermed anmode hr. udgiveren af Politivennen om at forunde denne klage en plads blandt de flere uordener som anmeldes i dette blad.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3198-3199)

Skidentorvets klage over Kultorvet.

Hr. udgiver!

Det er gud og hvermand bekendt at jeg altid har stræbt og endnu stræber efter at svare til det navn man har givet mig, og altså mener jeg at burde kunne bære det med rette uden at nogen deri bør søge indgreb eller forrang at gøre. Meget længe var Skidenstræde en torn i mine øjne, indtil det endelig for et par år siden blev oplagt og krystalliseret. Men nu er det Kultorvet som forårsager mig megen græmmelse. Jeg har derfor i lang tid haft i sinde at fremkomme med en klage eller besværing over det, da det ved i over år og dag at lige mig i skidenhed, ja endog at overgå mig deri, synes at ville gøre mig rangen stridig og tilvende sig mit navn. Hidtil tav jeg fordi jeg troede at en eller anden ville påtale min ret og lære nævnte torv til at holde sig inden dets tilbørlige grænser. Men da jeg med harme måtte se på at det søndag den 17. oktober efter at havde regnet om natten, var så skident at ingen kunne passere det uden at vandre til op over anklerne i hestemøg, gammelt foder, ja endog køkkenaffald, som dovne piger på visse steder havde henkastet, kunne jeg ikke bare mig for at opsætte denne min klage som sendes Dem med anmodning om at indføre den i Deres blad, da jeg mener dette vil have til følge at vedkommende som har med denne sag at gøre, ville hjælpe mig til min ret, ved enten at lade Kultorvet holde sig renere, eller give det navn af Skidentorv mod at jeg får et andet navn. Grundene for denne min påstand er følgende:

1) Enhver ting bør kaldes ved sit rette navn.

2) En stad som København bør ikke have to skidentorve.

3) Da Kultorvet er større, mere beboet end jeg, og har en rummeligere plads, hvorpå bøndervogne kan holde, så kan det lettere samle en mængde urenligheder der altid vil pryde det, når ikke det bortkøres i rette tid.

4) Fremmede rejsende som kommer igennem Nørreport og er uvidende om at torvet fejes hver tirsdag og fredag, men at bøndervognene dagen efter, nemlig onsdag og lørdag, indfinder sig der og atter tilsøler det, så at skarnet derfor ligger der næsten hele ugen, ville find navnet meget passende, og hvis de havde forretninger der, kunne de let finde stedet igen, om de end ikke kunne læse navnet på hjørnerne.

Skulle man ikke finde disse mine grunde fyldestgørende nok til at foretage en forandring med stedets navn, så ønskes og bedes at Kultorvet måtte fejes og skarnet køres bort lørdag og onsdag, når bøndervognene var borte. Herved ville bevirkes at det om søndagen og enkelte dage i ugen kom til at se anstændigt ud, og at jeg beholdt mit gode gamle navn og mine rettigheder ubeskåret.

Skidentorvet.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3194-3197)

Gadepatrol.

Fiolstræde indtil Krystalgade, Peder Hvitfeldts Stræde og Rosengården blandt andre trænger højligt til at de ansvarlige før vinterens komme vil tage deres mangler i strengeste betragtning til afhjælpning. På fortovet som på den ene side er smalt, ligger de fleste fliser dels i en skæv retning, og dels i brokker fra fjerneste sørgelige fjendtlige overfalds tid, hvorved forvoldes hyppige fald, med videre deraf følger. Fortovet på den modsatte side hvor de få opførte gårde og huse er rykket ind, er til dels ikke brolagt, men hist og her belagt med grus som i mange r ha måttet jævne sig selv, og her udi til dels ved ælde og dels ved egennyttige og svinagtige menneskers foranstaltninger er gjort mange ujævne steder.

Udenfor nogle tomter hvorom er opført plankeværk, fines ubedækkede fordybninger hvor udi urenligheder og skyllevand fra bagbygningerne frisk væk udskylles uden at de ubetænksomme, skødesløse og skidenfærdige beboere ænser om urenlighederne og skyllevandet bortskylles i rendestenene eller ikke. Som til eksempel herpå kan anføres i Fiolstræde udenfor tomterne nr. 182, 190 og 191 og i Peder Hvitfeldts Stræde uden for n. 101 til 109, på Rosengården i mindre gad udenfor nr. 114 og 123. I disse urenligheds samlingssteder eller fordybninger må mennesker absolut i mørke aftener synke indtil midt på benene.

At opgive alle de skævt liggende fliser eller dem som er sønderslået, bliver for vidtløftigt, deres tal er legio. Anmelderen tror at dette vink er tilstrækkeligt til at bevirke at der til borgernes og indbyggernes sikkerhed for beskadigelse på lemmer og helbrev i den del af København (for ikke at tale om bekvemmelighed) bliver gjort noget alvorligt inden vinterens komme.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3188-3190)

Efterladenskaber og Ureenlighed paa Kongens Nytorv.

Det må vist glæde enhver fædrelandets ven når han om formiddagen passerer Kongens Nytorv at se der holde en mængde vogne som sælger frugt og grøntsager fra de på broerne eller i nærheden deraf anlagte haver, og at vi nu ikke har amagerne alene at takke for forsyningen hermed. Men passerer man stedet om eftermiddagen hen ad aften, så studser han over den mængde urenlighed som der findes og som ved hvert skridt han gør, går ham op over anklerne. Man vil derfor vist finde det rimeligt om han fremsætter det ønske at gødningen af de mange der holdende heste, samt levningerne af det foder som dagen igennem spildes mellem statuen og hovedvagten om aftenen måtte blive sammenfejer og om muligt straks bortkørt, i det mindre ikke lige der om søndagen til vansir for et torv der er et af de skønneste i Europa.

På den anden side af statuen, nemlig ved sandkisten mellem Store Strandstræde og Charlottenborg, hvor gadevognene har deres holdeplads, ser det ud som i en hestestald hvor man i 8 dage har sparet kost of skuffe. I tørvejr og når det blæser fra sydøst, får de forbigående næse og ører fulde af den hakkelse som kørekarlene hellere spilder på stedet end tager med sig i deres poser I regnvejr er stedet næsten upassabelt og en del af omtalte snavs føres tilligemed regnvandet ned i kanalen og opfylder samme. Da der for kort tid siden er truffet en meget god foranstaltning med disse køresvende, så kunne måske denne også tilføjes: at den sidste der forlod holdepladsen, skulle være forpligtet til at tage omtalte efterladenskaber med sig. Det var jo et godt læs gødning som husbonden kunne afkøbe ham. Eller også kunne denne pligt pålægges alle kørekarlene således at de skiftevis efterkom samme. For det er jo ikke for meget at enhver fejer for sin dør.

(Politivennen nr. 197, Løverdagen den 9de Oktober 1819, s. 3165-3166)

Litterair Notice

I anledning af Dagen No. 228

Under rubrik København den 24. september er anført den mærkværdighed at af et skrift (blad) under titel "Om omløb og tumult etc." af overkrigskommissær Øst er i de to første dage udgivet henimod 300 eksemplarer. Anmelderen må tilstå at uagtet han meget nøje har lagt mærke til afsætningen af litterære skrifter i de senere år, så har han altid hørt både forlæggere og forfattere beklage at ingen nu om dage køber trykte sager. For bøger vil man ikke tale om. Og finder desårsag intet tilfælde han kan sammenligne med dette, siden salig Reiser udgav sin fürchterlige ildebrandshistorie, hvoraf hele første oplag var udsolgt på tre dage og forfatteren desuden måtte nægte køberne at få mere end et eksemplar.


(Politivennen nr. 197, Løverdagen den 9de Oktober 1819, s. 3164)

27 august 2015

Exempel paa en virkelig oeconomisk huusvært

Ejeren af gården eller hvad man skal kalde det nr. 241 i Aabenraa er sandelig så huslig og sparsommelig at han ikke alene benytter ethvert lukaf eller hul i sin ejendom, lige fra det øverste til det nederste til husly for simple og fattige folk. Dog vel for en billig leje? Men at han også forsyner nogle af sine lejere med brættag over hovedet i stedet for lovbefalet tegltag og det til lige så megen pryd og nytte for hans eget sted som til fare og rimelig harme for hans naboer der ved tilfælde af ildebrand i nærheden på grund af dette usle bræddetag og stedet øvrige fæle brøstfældigheder dobbelt udsatte for at gnisterne lettere kan antænde samme. Det tror man sig beføjet til at gøre respektive vedkommende opmærksom på for i tide at kunne forebygge ulykker. En besigtigelse over nævnte ejendom ville være højst fornøden da ejeren måske er alt for fattig og ude af stand til at kunne vedligeholde den, hvorfor det i så fald burde ske ved andre.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3144-3145)


"Ejeren af gården eller hvad man skal kalde det nr. 241 i Aabenraa er sandelig så huslig og sparsommelig at han ikke alene benytter ethvert lukaf eller hul i sin ejendom, lige fra det øverste til det nederste til husly for simple og fattige folk." (Åbenrå i dag. Husene har intet med de i artiklen nævnte at gøre. Eget foto).

Ingen Rose uden Torne

I gæstgivergården kaldet De Tre Roser i Studiestræde er et lokum for hvilket der ikke er anbragt en dør. Det vender således ud så det ofte viser et meget uhøvisk skue for de tilstødende huses beboere. Formodentlig benytter ejeren og hans familie sig ikke af denne dørløse indretning. Imidlertid tør man dog håbe at mangelen bliver afhjulpet.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3144)

Redacteurens Anmærkning

Krak for 1836 nævner De Tre Roser, Studiestræde 91. Det er i dag Studiestræde 34. Den nuværende bygning er fra 1907, så De Tre Roser er for evigt forsvundet.

Bidrag til en Staaderjagt

På Nørregade ved Skt. Petri Kirke og i Kannikestræde langs studiegården opholder sig hver søndag og helligdags formiddag omtrent fra kl. 11 til klokken halv et nogle tiggerkoner, hvoriblandt en med en vanfør fod. De belemrer med deres tiggeri og løber efter enhver der kommer ud af nævnte kirke.

Hvor yderst ubehageligt dette tiggeri er, behøves næppe at anmærkes her. Og det er denne ubehagelighed som har givet anledning til at fremsætte en offentlig klage om det
i dette blad.

Dersom der fra nævnte kirkes side ikke sørgedes for dennes fattige og trængende i almindelighed, så kunne man let tro at det var deres egne betlere. Men det er ikke tilfældet, for de her berørte tiggerkoner henhører uden tvivl under den almindelige forsørgelsesanstalt, hvorfor man med så megen mere grund tør vente dem bortskaffet fra kirkevejen.


(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3143)

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

26 august 2015

Farlig Kavalkade paa Kongens Nytorv.

På Kongens Nytorv har i den senere tid hersket den uskik at de der holdende handelsvognes ejere eller kørekarle tillader smådrenge at spænde hestene fra vognene for at vande dem ved det trug der står uden for justitsråd Langes gård. Undertiden ser man 2 til 8 drenge på et par heste jage i galop over torvet. At det kan være farligt for gående, især gamle og fruentimmer, vil vel ingen nægte, da disse drenge som oftest ikke forstår eller har kræfter til pludselig at standse et par heste der er i fuldt løb. Let kan et eller flere mennesker blive overredet eller drengene selv komme til skade. Anmelderen kan derfor ikke undlade at fremkomme med det ønske at den politibetjent eller kommissær som har opsigt på torvet, ville hæmme dette rytteri ved at forbyde vedkommende at betro deres heste til sådanne drenge.

(Politivennen nr. 195, Løverdagen den 25de September 1819, s. 3133)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om Christian Lange (1754-1823), gift med Helena Elisabeth von Folsach (1760-1844). Han kom fra Eskjær i Salling, men havde i 1792 købt Nørre Alleenlyst på Frederiksberg. Gårdens areal sgtrakte sig fra den nuværende østlige side af Falkoner Alle fra nuværende Rolighedsvej til Ågade. I 1797 flyttede familien permanent til Frederiksberg, og sølgte Eskjær. Han købte endvidere Edelgave, Bispeengen (1798), samt ejendommen Kongens Nytorv 6. Hans deroute kan læses på denne hjemmeside. Det nuværende hus på adressen er fra 1896.

Et fælt Syn i lille Strandstræde.

(Indsendt.)

I Lille Strandstræde straks ved hjørnet af Nyhavn findes indenfor en lågedør en meget smal gård hvori ses opstablet en stor del bødkermaterialer, såsom tønder, stave, tøndebånd osv. uden at disse er under noget tag eller bedækning. Dette strider mod brandanordningerne og synes så meget mere påfaldende og farligt som nogle gamle bindingsværkssidevægge grænser tæt op til denne smalle gård.

At naboer og genboer vist ofte med rædsel skuer hen til dette farlige oplag af brandbare materialer under åben himmel, derom tvivles ikke, hvorfor også anmelderen heraf har søgt at gøre de ansvarlige opmærksom derpå med det ønske at det måtte blive betydet ejeren af nævnte materialier enten at bringe samme i hus eller i det mindste under tag.

(Politivennen nr. 195, Løverdagen den 25de September 1819, s. 3132)

Noget om Trinitatis-Kirkes Materialhuus.

(Indsendt)

Man ser nu Trinitatis kirkes materialhus benyttet til brændeskur, da en temmelig stor del brænde er opstillet der.


Anmelderen heraf tror ikke at det er sket med kirkens høje vedkommendes tilladelse, men at det må være en selvtaget tilladelse af kirkens betjente. Han undlader derfor ikke at fremlægge sådant for dagen i den formening at det måtte være i strid med brandanordningerne at have brænde på et sådant sted, og håber derfor at de eller den som brændet tilhører, måtte blive pålagt at flytte samme væk til et andet og mere passende sted.


(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3108)

En Besværing fra Nyhavn.

I Nyhavn på den såkaldte byens side findes et komplot af sjovere som ikke alene forekommer enhver anden arbejde ønskende person fra at få arbejde, men som endogså bestemmer sådan takst for det arbejde de forretter, at man må blues derved. Ønskeligt var det at man i det mindste måtte sættes i stand til at vælge hvem man vil til at arbejde for sig og ikke overfares med grovheder af den laveste klasse af mennesker fordi man ikke vil opfylde dens ublu begæringer, hvilket man ikke kan undgå med mindre man vil udsætte sig for deres fornærmelser.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3107)

En munter Liigbegjengelse

(Indsendt)

Anmelderen heraf var for nogle dage siden nærværende ved et ligfølge i en af de små købstæder uden for København hvor han blev tilskuer til en højst anstødelig og uanstændig tildragelse som bestod i følgende: Ligbærerne eller liglavet som de kaldes, mødte i huset hvor liget var og blev efter skik og sædvane anstændigt beværtet der. Da liget skulle føres bort, satte de det i ligvognen, og ved kirkegården tog de det ud af ligvognen og bragte det til graven. Men i stedet for at fire kisten ned i graven med anstændig forsigtighed, så det ud som om ligbærerne kastede den ned i graven, således at den kom til at stå ret oprejst på enden, og liget stod på hovedet. Ingen af ligbærerne tilbød sig engang at gå ned i graven for at sætte kisten i sin rette stilling før de mere end en gang blev opfordret til det af den afdødes pårørende. 


"Ligbærerne eller liglavet som de kaldes, mødte i huset hvor liget var og blev efter skik og sædvane anstændigt beværtet der"

Det er anmelderen bekendt at dette liglav lader sig godt betale og var blevet betalt efter nøje for det ovennævnte lig. Og han anså derfor denne handling så meget mere skammelig og tror at det måtte være pligt for politiet der på stedet at undersøge og straffe en sådan handling, hvis ikke den afdødes pårørende gjorde andragende om det, da de måske kunne have grunde til ikke at ville gøre det. Men politiet kan umuligt være uvidende om denne tildragelse da en betydelig mængde tilskuere var til stede ved begravelsen. Anmelderen så tillige med megen harme at i jorden fra den opkastede grav lå en betydelig mængde blodige ben, og ved nogle hængte endog køddele, hvilket var et væmmeligt og oprørende syn. Og en så stor ligegyldighed for menneskeligheden havde anmelderen ikke før troet kunne finde sted hvor der eksisterede et ordentlig politi.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3105-3107)

25 august 2015

Lidt Biks-Boks til Bjørnetrækkeren paa Vesterbroe.

Det forekommer mig at man med rimelighed kan forlange at de bjørnetrækkere og andre omrejsende forevisere af sjældenheder der har tilladelse til at lade deres herligheder se i Dyrehaven og siden på Vesterbro, ikke med pralende skilte der indeholder ganske andre sager end de der virkeligt frembydes til skue, burde søge at tillokke sig kunder eller tilskuere. Og siden når man påtaler sådant fif oveni købet viser sig højst uartige. 

Forleden dag gik anmelderen ud på Vesterbro for at se den samling af dyr som forevises der. Og da han aldeles ikke fandt nogle af de dyr der er afmalet på det udhængte skilt, ligesom også at de der forevises langt fra ikke svarede til den skrydende anbefaling som findes på plakaten, så ytrede han sin forundring og sit mishag heroverfor entreprenøren. Men denne blev meget opbragt og overøste anmelderen med grovheder og skældsord hvoraf nogle lød som dumme Däne osv. Da anmelderen ikke kunne svare manden et til tusind og frygtede for at sagen skulle ende med håndgribeligheder, begav han sig bort med den beslutning at anbefale manden til enhver der ønsker at undervises i tyske eder og skældsord, hvori det lader til han besidder en udmærket færdighed. Men hans menageri tror man ikke man bør anbefale.
 
(Politivennen nr. 192, Løverdagen den 4de September 1819, s. 3092-3093)

En agtværdig Udlændings Ønske angaaende Ærestøtten paa Hirschholm.

(Indsendt.)

For ikke længe siden foretog jeg mig en rejse gennem nogle af Sjællands smukkeste egne, og kom blandt andre til byen Hørsholm. Min opmærksomhed blev henledt til en stor ærestøtte på en offentlig plads lige over for kirken. Jeg forsøgte at læse en derpå værende inskription, men det blev ikke muligt fordi flere stabler brænde var sat om støtten, hvilken som jeg hørte, skal være oprejst af distriktets bønder til ære for afdøde højsalig dronning Sophie Magdalena. At en sådan mindestøtte måtte fremstilles åben og fri så at enhver rejsende og hvert for skøn udøvet dåd følende menneske kunne beskue den til alle sider, er et ærbødigst ønske jeg, skønt udlænding, vover at forene med mange andre der også nyligt har gennemrejst denne landets særdeles skønne egn.

(Politivennen nr. 191, Løverdagen den 28de August 1819, s. 3072-3073)

Svaret paa Ønsket fra Amager besvaret

Jeg havde allerede glemt mit for nu 8 uger siden udtalte ønske i dette blad om at vide det endelige beløb af de indkomne gaver til brandlidte i Sundbyerne på Amager. Jeg vidste ikke og kunne ikke vide at der endnu er flere milde gaver til uddeling i vente, for nu er det næsten 5 år siden ildebranden hjemsøgte de nævnte 2 byer. Men da den hæderværdige kommission i sit svar har gjort opmærksom på det og troen er en fast overbevisning om de ting man ikke ser, så er jeg fuldkommen overbevist. At jeg har fået andel i de af og til uddelte gaver er en sandhed jeg aldrig har tænkt på at nægte. Men at jeg i forhold til flere brandlidte også har lidt et uerstatteligt tab er desværre en lige så bevislig sandhed. 

Således mistede jeg ved ildebranden ikke alene alle mine høstredskaber, men også mine i flere år sammenskrabede og kostbare instrumenter og bøger såvel som samtlige mine møbler, i hvilket alt stak en meget betydelig kapital. Mit uheld forøgedes endnu mere derved, dels fordi at jeg fik kun ubetydelig brandforsikring udbetalt fremfor nogle af de andre brandlidte, da jeg nyligt før ildebranden havde ladet mit sted nyopføre, men ikke fået genforsikret, og dels derved at tillige al min indhøstede sæd brændte, nemlig 12 læs vikker, 9 læs rug, 7 læs byg, 18 tænder tærsket rug, 14 l's hø, 11 læs gammel halm og 68 tønder kartofler. Siden har jeg næppe høstet den fjerdedel af mangel på høstredskaber og evne at lade min jord drive som det burde.

Ikke desto mindre føler jeg trang og pligt til i sin tid at takke det velgørende publikum for hvad jeg af dets godgørenhed har nydt. Og skal også opfylde denne behagelige pligt, så snart det nu atter udlovede regnskaber udkommer. 
Man kan man sige hvad man vil, men anden intention havde jeg ikke med det ønske. For resten tør jeg håbe at tanken endnu er frie, og at ingen kan formene mig om et andet at tænke hvad jeg vil og finder rigtigt. Til slut giver jeg mig den ære at melde at hvem som det måtte interessere, hos mig selv i min bopæl kan læse hvad jeg den 10. juni var så fri at skrive til kommissionen. Mit valgsprog er og har altid været: gør ret og sky ikke Fanden.

Baurmeister
Distriktskirurg.


(Politivennen nr. 191, Løverdagen den 28de August 1819, s. 3068-3070)


Redacteurens Anmærkning.


Artikler i denne serie: Nr. 183, 3. juni 1819nr. 190, 21. august 1819 og nr. 191, 28. august 1819.

24 august 2015

Møddingen midt på Gaden

Der er en lille gade i Kolding som i allerhøjeste grad svarer til sit navn: Skidenstræde. Hele gaden hvis man ellers kan kalde den det, er egentlig en utilgængelig mødding. Men især er den værst omtrent ved stadthauptmansgård, der vender bagdelen til denne gade og yder disse rariteter. Tungt er det imidlertid for beboerne der i nærheden at de ikke med begge hænder for næsen og wienerstøvler kan passere denne gade måske på en halv dag. Så vidt man kan skønne hidrører nok alt dette fra nævnte hr. stathauptmansgård. Der tvivles ikke på at ondet vil blive fjernet. Men blot ønskes der at det må ske jo før desto bedre så ikke pestagtige sygdomme skal fremkomme ved stanken.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3061)

Svar i Anledning af Ønsket fra Amager

I bladet Politivennen nr. 183 udgivet den 3. juli 1819 har distriktskirurg Bauermeister under overskriften "Et ønske fra Amager" frembragt det velgørende publikum en slags undskyldning, fordi han uagtet sin store skyldighed ikke endnu har gjort samme sin offentlige taksigelse for de indkomne gaver til de brandlidte i Sundbyøster og Vester, eftersom han ikke har fået svar på adskillige breve til os undertegnede som har påtaget sig at uddele disse gaver om hvor meget samme beløber sig til. Og da han begynder med disse ord "man ønsker", hvoraf let kunne uddrages den slutning at flere af de brandlidte var deltagende i dette ønskes fremsættelse og i at ville vide det han vil vide, så må vi foreløbig oplyse det ærede publikum om at de øvrige brandlidte i ovennævnte byer i en samling med os den 3. maj har erklæret at de ikke har fundet sig foranlediget til at lade fremsætte noget ønske ved hr. Bauermeister på deres vegne. 

Dernæst bør vi som svar på hans ønske herved erklære at han aldrig hverken skriftlig eller mundtlig af os har forlangt nogen oplysning om beløb på gaverne. Den har vi dog heller ikke kunnet meddele selv om vi virkelig havde fundet og beføjet os til at indlade os med en enkelt mand i brevveksling om en sag hvorom vores forhandlingers protokol giver oplysning og hvorfor offentlig regnskab kan ventes aflagt. For ligesom de milde gaver efterhånden er indkommet og uddelt, således har man også endnu flere til uddeling i vente, hvoraf det er klart at vi ikke endnu er i stand til at kunne opgive gavernes samlede beløb eller aflægge det skyldige offentlige regnskab for samme.

Imidlertid havde hr. Bauermeister da han offentligt fremsatte sit ønske, efter vores skøn taget en så rigelig andel i de efterhånden uddelte gaver som endog den 3. i denne måned forøgedes anselig ved uddelingen af de den 3. juli h. a. og 23. forrige måned til os indkomne bidrag, at han havde tilstrækkelig anledning til at yde det velgørende publikum sin forbindtligste tak, såfremt han virkelig fandt trang dertil og ikke ved sit fremsatte ønske havde haft en anden intention til publikum for hvilke vi som ovenfor nævnt vist skal aflægge vedbørlig rigtighed til vores retfærdiggørelse med hensyn til de i hr. Bauermeisters ønske anførte 5 år 8 måneder.

København den 13. august 1819
Moltke. Bierg. L. D. Bruun

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3055-3057)


Redacteurens Anmærkning.


Artikler i denne serie: Nr. 183, 3. juni 1819nr. 190, 21. august 1819 og nr. 191, 28. august 1819.

Tiggende Slaver af Kjøbenhavns Fæstning

Indsenderen passerer hver dag passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke og er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig, ligesom i en b?det kæde langs ned af Store Kirkestræde for at overtrygle ja næsten omringe de forbigående. 

"Indsenderen passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig" (Slagterboder ved Nikolaj Tårn, Heinrich Hansen.).

Dette er ikke det eneste sted. For man kan finde hjørnet af Store Grønnegade og Kristen Bernikows Gade lige så godt besat, og alt dette sker i deres vogters påsyn. For ikke at tale om at man næsten aldrig er fri for påtrængenhed og forfølgelse hvor man træffer på slaver ved offentlige arbejder fx ved portenes fejning, broernes reparation og flere andre steder. Dette engang så strengt forbudte og upassende tiggeri synes dog at burde fjernes, især i en tid hvor der holdes strengt på at ingen som helst straffet og måske ved uheld forarmet menneske tør betle på gaderne

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3054)

Papegøjeskrig i Laxegaden.

I nr. 200 i Laksegade er en papegøje som allerede i nogen tid har besværet naboer og genboer med sit gennemtrængende og fæle skrig. Men dette onde er endnu blevet værre siden den har fået en makker som har haft bopæl i nr. 209. Uophørligt skriger disse to krabater til hverandre, og kappes om hvilken af dem der kan give den stærkeste og mest skærende lyd fra sig. Ved at gå gennem gaden, kan enhver få sine hørenerver tilbørligt pirrede og tillige gøre sig et begreb om hvor ubehageligt det må være for de i nærheden boende dagligt at opvartes med denne musik der er meget forstyrrende for dem der befatter sig med læsning eller andet arbejde, hvortil man behøver tankerne samlet. Nogle folk har undertiden en bizar smag og finde fornøjelse i det der er andre modbydeligt. At ønske afskaffelsen af omtalte to skrålere vil måske være frugtesløst, men rimeligt synes det forlangende at ejeren af samme ville flytte dem ind i et lokale til gården, hvorfra skriget ville falde de omkringboende mindre besværligt.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3052-3053)

Utilbørlig Kattejagt i Kronprindsessegaden.

(Indsendt)

Da anmelderen tirsdag den 3. august passerede igennem Kronprinsessegade, hørte han idet han kom uden for gården nr. 397 at et musketskud blev løsnet, og såvit han kunne skønne, forekom det ham som at lyden kom fra samme sted. I begyndelsen troede han at det var et menneske som på denne måde havde taget sig selv af dage, men siden har han hørt at det var en i samme gård boende person som på høloftet skød efter en kat, hvilken han vel ramte, men ikke således at den blev dødelig såret. Da flere personer har set manden med bøssen i hånden forfølge katten ned af trapperne og ud i gården, så tvivler anmelderen ingenlunde om beretningens sandhed. Han kan derfor ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på at sådan jagt er aldeles utilladelig, og at man aldeles ikke må skyde i gårde eller huse, endnu mindre på et høloft, skønt hans egen fornuft måtte kunne sige ham hvilke ulykkelige følger en så uforsigtig adfærd måtte kunne have.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3051-3052)

Om de saa kaldte Commissionairer.

(Slutning, se nr. 187-88).

Men hensyn til ejendommes forhandling eksisterer en lige sådan maskekrig: En og samme kommisionær sælger gårde og huse i selvsamme avis hvori han anviser købere. Tro ikke han har eller ved nogen af delene, men han venter blot på fangsten. Naturligvis er der jo nok i disse pengetrange tider der vil og nødes til at sælge. Man løber da efter sådanne skrydende kommissionærer ligesom efter avispris skomagere og kræmmere, og man bliver bedraget som hos disse, så hos de andre. Nu får han da at vide hvem der vil sælge. Fører samme tilfælde ham nu ikke en liebhaver til, så opsnuser han sig en gennem alskens veje, og kan han ikke nærmere, så må han slå sig i kompagni med en af hans værdige staldbrødre. Ikke må der glemmes at betinge sig et ublu, i ingen love hjemlet salær som i kommissionærsproget kaldes dusør for haft ulejlighed, og dette går mest og mærkbart ud over manden som må og skal sælge. Vel synes det som denne betungelse just ikke er aldeles urigtig, men så må der og forudsættes at kommissionærerne både har indsigt og vilje til at præstere hvad han bær, det er: for dette deres betingende salær eller dusør rigtigt at forfatte dokumenter og bringe alt i den samvittighedsfuldeste orden, så at hverken køber eller sælger i sin tid skal råbe ak og ve over dem, men sådant venter man forgæves hos sådanne kommisionærer der ikke kan skrive et brev rigtigt, endsige et lovformeligt og skíkrende dokument. Mange af dem går oven i købet højst bedragerisk til værks ved nemlig at putte de leverede penge til stemplet papir, dokumenters indløsning etc i egen lomme.

Flere, og det ikke få eksempler, kunne anføres på disse kommissionærkneb.

Indsenderen nærer det håb at han i det fremsatte har sagt nok for at vække opmærksomhed mod dette omsiggribende væsen  hvis standsning sikker er hver en borgers ønske. Mange er velgørende foranstaltninger der i den senere tid så visselig truffet for at sikre borgerne deres rettigheder, og betrygge dem mod forurettelser og underslæb. Hvorfor skulle da ikke de her omhandlede personer kunne bindes til pligts opfyldelse? Var der fx []eien om enhver af disse såkaldte kommissionærer, og hver den som ønskede at [] denne næringsvej, for øvrigheden gjorde deres duelighed inden de fik tilladelse dertil? Handelskommissionærer må jo vinde borgerskab, sågar savskærere har fået laug, og kludekællinger tør, så siges der, ikke drive deres væsen uden at de ved tegn er autoriserede.

Unægteligt er det at kommissionærer ikke vel kan undværes i hovedstaden. Borgeren eller manden der trænger til råd eller hjælp i et påtrængende anliggende kan ikke altid løbe til en advokat eller prookurator, dels er denne for kostbar, dels afgiver de sig ikke med bagateller. Den rådsøgende må da henvende sig til en aller anden mand hvem han tiltror indsigt og at kunne give ham attrået råd. Er altså kommissionærer nødvendige, så er det også på den anden side nødvendigt at de er fo[] indsigter og retskaffenhed så at de kan vinde almindelig tillid. Desuden burde efer indsenderens uforgribelige mening være et bånd på dem så at de var nødt til for deres egen vedigeholdelses skyld, at []le redeligt og klogeligt fx for første [] at have handlet med retskaffenhed og [] en klækkelig mulkt som anden gang fo[] ledes og tredje gang burde de ganske have tabt deres rettighed. Det gentages at her aldeles ikke er ment embedsmanden der også påtager sig kommisioner, for han har jo forordningen om duelighed og redelighed for sig, og hvem ville vel misunde ham der ofte har knap gage, en bifortjeneste til sine kårs forbedring.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3047-3051)

23 august 2015

Uanstændigt Børneoptog i Store Kongensgade

Foran i Store Kongensgade er 2 kældre hvis beboere tillader deres børn at bevæge sig i fri luft in puris naturalibus. Anmelderen har i hvert fald mindst set et af disse børn blot iført et lændeklæde løbe tværs over gaden. Han kan ikke undlade at ønske at vedkommende forældre både ville lade deres børn iagttage anstændighedens love og selv sørge for at disse ikke ved uforsigtig leg kommer til skade på liv og lemmer.

(Politivennen nr. 189, Løverdagen den 14de August 1819, s. 3041)

Et Par Ord om Frugthandlerinderne paa Stadens Gader

Jeg ved ikke hvordan mange handlende forstår og lægger sig de hellige ord på hjertet at "med samme mål, du udmåler med, skal dig igen tilmåles". Men jeg ved af egen erfaring at de kvindemennesker som driver omkring på gaderne for at råbe om og sælge kirsebær mm. i pundvis er de frækkeste og mest uforskammede bedragersker med hensyn til falsk vægt og mål som kan tænkes.

For nogle dage siden købte jeg 5 pund af et par sådanne kvinder som råbte med kirsebær til 4 skilling for pundet, hvorfor jeg efter forlangende betalte dem 20 skilling. Men da min kone ved min hjemkomst tvivlede på at der virkelig var 5 pund, vejede vi dem. Og se, vi fandt ud af at der kun var 3 pund og 27 lod. Jeg indhentede derpå kvinderne, forholdt dem deres skændige bedrag og truede med at melde dem til politiet for at få dem tilbørligt revset. Men til alt dette svarede de blot ganske frimodigt: "Vil I have et rigtigt pund, så koster det 6 skilling", hvorefter de tøflede af.

"Man kunne måske tie med det og bære over med dette uvæsen, hvis ikke de udøvede dette grove bedrageri og så mange unge tøser for det meste klædt i amagerdragt ikke huserede så fælt om i husene". (Amagerkone)

Siden har jeg erfaret at dette smukke system er adopteret af hele den omflakkende skare hvis navn er legio. Hvilket dog er aldeles stridende mod forordningen af 22. oktober 1701, 9. kap. 284 art. den 10. marts 1725 og 2. okt. 1741 § 6 m. fl.

Man kunne måske tie med det og bære over med dette uvæsen, hvis ikke de udøvede dette grove bedrageri og så mange unge tøser for det meste klædt i amagerdragt ikke huserede så fælt om i husene. Derved bliver deres moral ofte i højeste grad fordærvet, så de hverken bliver det ene eller det andet. Især når frugthandlerne der nu udgør et ordentligt lav og har formænd, kunne tåle det, da de dog derved lider stort afbræk i deres lovlige næringsvej for hvilken de nok må svare klækkelig næringsskat med andre borgerlige byrder. Og sikkert må dette lav såvel som de andre have sine rettigheder og kunne forlange dem overholdt. 

Omløberne betaler næsten intet og er for størstedelen uberettigede. Man kaster et blik på Kongens Nytorv. Hvad er der ikke for en mængde kvinder, tøser og børn, alle her fra byen som der så ganske ulovligt, ja undertiden indtil kl. 6 til 7 om aftenen, sælger deres frugt. Og det siges at nogle af frugthandlerkvinderne en gros har 8 til 10 faste stader foruden Kongens Nytorv samt snese omløbere der handler for dem. Forholder det sig sådan, så er det vist nok ikke rigtigt, og sikkert tør man håbe at politiet vil rense Kongens Nytorv fra dette ukrudt, lige som det har renset det for lommetyvene.

(Politivennen nr. 189, Løverdagen den 14de August 1819, s. 3038-3040)

22 august 2015

Bemærkning over de Fattiges Liigvogn

Indsenderen betragtede den 3. juli i Dronningens Tværgade den ligvogn der befordrer de fattige til jorden, og må oprigtigt tilstå at hvert menneske selv om han ikke vidste det, kunne se at den var til de fattiges besørgelse. For det første var kuskens hele sørgelige beklædning næsten mere rød end sort. For det andet kunne vedkommende der har disse vognes besørgelse, dog nok træffe den foranstaltning at førnævnte kusk bliver barberet. For han havde et skæg som om han ikke var raget i 14 dage.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3028-3029)

Anmodning til Fiskebløderen i Ulkegaden.

En del af Lille Kongensgades beboere anmoder Dem  venskabeligst om at lade Deres fiskevand udløbe om aftenen sent eller om natten, og ikke som i nogen tid er sket, om morgenen, da de er færdige at forgå af den væmmelige og utålelige stank som dette vand fører med sig. Beboerne i den del af gaden fra hjørnet af Halmstræde til Ulkegade lider nok om aftenen og om natten af stanken fra de mange renovationsvogne som kører igennem Halmstræde og Nikolaj kirkegang, skal de nu også om morgenen pines med den lige så ækle og ulidelige stank af fiskeblødervand, så må de hellere ønske ingen næse at have.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3026-3027)

Redacteurens Anmærkning.

H. C. Andersen boede i Ulkegade 108, 2. sal hos madam Henckel september 1819 til april 1821. April til oktober 1821 hos madam Henckel i Dybensgade 167 (nu nr. 20), men fattede tilsyneladende ikke hvad pigerne i gaden levede af. 

Peter Christian Klæstrup: 1820-1882. Folkeliv i Ulkegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

To selvraadige Karle og - en Høtyv.

Mandag den 26. f. m. kørte anmelderen med familie fra Lyngby til Fortunen og mødte 2 tjenestekarle, hver med et stort læs hø, kørende på venstre side af vejen, altså lige mod hans kusk som kørte rigtigt og holdt til højre for enhver de mødte. Den første af disse karle holdt rigtig af til højre side, dog ikke uden at bruge mund på anmelderens kusk, hvorimod den anden som var en holstener omtrent 30 år gammel, lod kun som han også ville gøre hvad hans pligt var, men i stedet derfor drejede han øjeblikkelig ind på vognen hvorpå sad 3 fruentimmer og 2 børn, sammen med anmelderen, så at disse før de mærkede det, var aldeles under læsset og måtte springe ned af vognen og i grøften for ikke at blive væltet.

Vejen var på ingen måde smal på dette sted. Tværtimod var den så bred at der kunne køre 3 vogne ved siden af hinanden, men den ondskabsfulde holstener syntes at vejen var til hans disposition alene, når han kørte med et hølæs.

Foruden hvad anden ulykke her kunne være sket, kunne man også være blevet jaget en på siden af læsset hængende høtyv ind i livet.

Da man foreholdt karlen hans forseelse og forklarede ham at høtyven burde hænge bag på læsset og ikke på siden, hvor den let kunne forårsage skade, især da han ulovligt kørte ind på de vogne som kom ham i møde, svarede han at sådant var brug hvor han tjente, men i øvrigt ville han ikke indlade sig i at besvare spørgsmålene om hans og hans husbonds navn og bopæl.

Kammeren til denne holstener, kører ligeledes ind på en stor holstensk herskabsvogn, hvorpå sad 6 damer, som alle på grund af disse ondskabsfulde kuske nederdrægtighed, måtte stå af, for ikke at risikere at vælte eller komme til skade ved høtyven.

Da der endnu kan være mange læs sæd for disse selvrådige karle at køre hjem til deres husbond eller herre ad denne vej i sommer, så tjener dette til varsel for enhver som gerne passerer denne vej der fører fra Lyngby til skoven, med den venligste begæring at have holsteneren, hans kammerat og høtyven i erindring da måske dog nogen kunne attrapere disse karle og drage dem til ansvar for sådan dobbelt forseelse.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3023-3025)

Vandpladder i Kongens Have.

I Kongens Have når man kommer ind fra volden, findes en afløbsrende på en sidebygning straks inden for stakitporten til venstre. Når det regner, udgyder denne rende en mængde vand hvilket som oftest efter en heftig regn bliver for en del stående i gangen og har intet andet afløb derfra end at det skal trække i jorden. De som besøger haven efter sådan en regn, møder et ilde syn ved nævnte vandpladder, og man forestiller sig let at der kan være urin mellem da det hele på den tid ligner et sådant sted som findes under volden ligefor livvagtskasernen. Man ønsker derfor at de ansvarlige hvis pligt det er at sørge for renlighed og orden i Kongens Have, ville skænke disse linjer deres opmærksomhed og give tagrenden afløb til en anden side i stedet for denne.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3022-3023)

Erindring

Da indsenderen af stykket: Et slemt syn i Store Strandstræde (se Politivennen nr. 187) tror sig beføjet til at påanke sådant, turde man vel lade ham forstå at det ikke alene er uforsvarligt at behandle nogen som helst lidende med en sådan foragt, som han i hele indrykkelsen ytrer, men også at man finder det umenneskeligt at ville berøve nogen luftens frie nydelse. Især da man ved at der er så godt som ingen gårdsplads til huset. At ethvert ubehageligt syn kan have skadelig indflydelse på frugtsommelige koner siger lægerne os. Om forresten synet af denne syge mand kan virke mere på nerverne end synet af de mange ulykkelige som vi daglig ser om os, er et spørgsmål som man gerne overlader forfatterens erfaring at besvare. Men så meget ved indsenderen af denne lille erindring at han langt mere føler ved at se en nervesvag usling end den måske for meget omtalte stakkels mand.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3020)

Om de saa kaldte Commisionairer.

(Fortsat fra nr. 187.)

Ikke anderledes forholder det sig med nutidens såkaldte kommisionærer. Til dels er disse en levn fra disse gyldne komissionærperioder, til dels er antallet forøget med et tillæg af bankerotblevne handlende. Af uduelige sibjekter, af personager der var uskikkede i det fag hvori og hvortil de var opdraget og anvendt, af beplettede menesker der er forbedrede i det så bekendte store hus på Christianshavn hvor de engang var beboere. Kort: Af alskens ripsraps.

At sådanne kan vinde tillid hos borgerne, kunne man rimeligvis undres over. Men man ved at de er bekendt i hver brændevins- og høkerkippe, at de forstår at snakke den lettroende og lægmand efter munde, at de en gang imellem kigger i en formularbog, og tror derved at have sanket visdom uden dog med passende fornadring at kunne anvende deres indbildte og indslugede klogskab, så falder det vidunderlige bort, og så kan man tillige begribe hvordan den kommissionær der er og kan være det i ordets egentlige forstand (med andre ord, manden med de fornødne kundskaber og redelighed) må vige for hine og sulte, da han anser det under sin værdighed at sause i kipperne og således vinde og sópsnuse kunder. Tænker man sig nu de sørgelige følger, et forkert råd eller en ravgal plan, lagt af en indbildsk idiot der på  hvilken som helst måde har vidst at tilsnige sig tillig, kan have på den ukyndige konsulerendes, ja på hele familiers vel, så tør indsenderen frit spørge: Et ikke det hele her omtalte kommissionærvæsen et uvæsen, eller rettere et uhyre som bør standses i sin fart, om ikke udryddes. Men her opstår et andet spørgsmål, nemlig hvorledes sker dette mest hensigtsmæssigt? Som bekendt er desværre mængden af borgerne især i de lavere klasser ikke så oplyste at de uden for deres egentlige fag kunne uden konsulent på egen hånd indrette enhver anden handling i livet i overensstemmelse med de foreskrevne love. Hertil kommer at der gives formaliteter i overflødigheds overflødighed og hvoraf mange så at sige har fået lovs kraft. Ved at støde an mod en eller flere af disse, strander undertiden selv den erfarne jurist, og når ikke han kan være sikker, hvorledes skulle da ikke-juristen eller den ukyndige borger være det. At mange vælfærdssager der i og for sig selv har haft alle retfærdighedens mærker, er tabt på grund af efterladenhed af enkelte eller flere formaliteter, er en bedrøvelige sandhed. Ligeså at mange fordums velhavende borgere af samme årsag har måttet gribe tiggerstaven.

Naturligt er det jo at den uerfarne borger i det øjeblik der forestår ham en vigtig handling, til hvis udførelse der behøves indsigter og kundskaber, som han mangler, opsøger sig en konsulent. Enten kender han alstså selv eller anbefales en, eller også løber han efter den sædvanlige markskrigen i aviserne. I hvilke som helst tilfælde er han uheldig i sit valg. Det er: han træffer for et af ovenfor beskrevne subjekter der vel er lige så ukyndig som han, men dog enten for at konservere sin kommissionærære eller som nok er det rigtigste, af gridskhed efter sin ny kundes penge, ikke vil være sin dumhed bekendt, men vildleder den rådspørgende og fører ham i en labyrint hvorfra han siden ikke uden betydelige tab kan reddes.

Indsenderen nævnede kommissionærernes markskrigen i aviserne. Herom et par ord. Daglig læser man tilbud om pengelån, endog af betydelige summer i avisen. Tilbyderen er naturligvis en såkaldt kommissionær. Forsøg engang kære læser at tage ham på ordet, vis ham endog det mest suffitanteste pant, og se så om han kan skaffe dig en skilling i kontanter. Nej, har han ikke som jævnligt er tilfældet, i selv samme avis hvori han tilbyder pengelån, averteret at han kan anvise sikre lånere til de og de summer etc., så kan du være vis på han først må gøre anstalt. Men vent ikke kontanter, gør derimod regning på gammelt forglemt klæde til uhyre priser osv. og herfor må du give sikkerhed, sågar i dit og din families linned, for ikke at nævne det ublu salær han forud har betinget sig, og du, inden du slipper af hans klør, må betale ham Se, således påtager man sig og udfører nu om stunder kommissioner. Derved hjælper man sin næste fra asken i ilden.

Sluttes i næste nr. 

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3015-3019)

21 august 2015

Et par Ord om de saa kaldte Commissionairer.

I det sidste årti har staden været oversvømmet af en hel legion såkaldte kommisionærer. Kun meget få af disse ved hvad det i ordets egentligste forstand er at være kommissionær. I forbigående skal det være sagt at her menes ikke de embedsmænd som udfører kommissioner for andre, for sådanne er vist nok kvalificerede dertil og har i al fald hvad duelighed og redelighed angår den offentlige mening for sig, i det mindste så længe indtil det modsatte bevises. Men indsenderen taler kun om de personer der strandede i det fag hvori de egentlig er oplært og blottede for endog den fjerneste kundskab i lovene (ja! mange af dem sågar så rå at de ikke kan skrive et rigtigt og sammenhængende brev) påtager sig kommissioner for andre og sandelig disses tal er legio.

Disse kommissionærpersonagers eksistens forskriver sig egentlig fra den tid da enhver spekulerede på køb og salg af huse og gårde. Skræddere bortslængte saksen, skomageren sylen, piskebånds- og sjakrejøder forlod deres handel, alle for at opsnuse hvem der ville sælge og hvem der ville købe huse eller gårde. De vandrede snart enkelte, snart flere fra hus til hus for at udspionere om ejeren ville sælge eller ikke, i første tilfælde fik en kommissionær at sælge, en anden forskaffende køber og begge betingede sig, hver for sig, et ublu salær af sin mandant når købet var afsluttet. Ar sørge for sin mandants tarv, våge over at han ikke blev forurettet og at dokumenterne var og blev lovformelige, vbar ganske uden for deres departement, for det forstod de ikke, kun at de fik deres salær, dette var hvad de efter deres plan kunne påpasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3009-3011)

Synd imod Næsen.

Fra en jordkælder under huset på hjørnet af Store og Lille Grønnegade udbreder sig den allerafskyeligste stank som tydelig betyder at nævnte kælder må være et gemmested for højst fordærvede om ikke forrådnede fødevarer. Da stanken vistnok må falde naboerne og genboerne besværlig, ligesom den især når lemmene er åbne, er højst væmmelig for forbigående, så gøres de ansvarlige herved opmærksom på det for at fjerne grunden til denne anke.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3008-3009)

Et slemt Syn i Store Strandstræde

I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående. Hvis han bor der, ville det være ønskeligt at han da ville vælge sin plads til gården da nervesvage personer såvel som frugtsommelige koner kunne føle for meget ved hans beskuelse.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3007)

"I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående." (Store Strandstræde ved Kgs. Nytorv. Bemærk pumpen og (Hotel) Stadt Lauenburg, St. Strandstræde 78.)

Spørgsmaal, Gieldsarrestanter betræffende.

Når en kreditor af en eller anden årsag hvoraf den vigtigste sandsynligvis er mislig betaling, indsætter sin debitor i gældsfængslet, for om muligt derved at tvinge ham til at opfylde den fra enhver synspunkt betragtet ufravigelige pligt der påhviler ham, har da en såkaldt schechter der bedømmer om det kød de mosaiske trosbekendere er tilladt at spise, er kosher eller ej, som således er indsat i nævnte fængsel, større ret til at nyde nogle timers frihed for at schechte enten hos Henrich eller Peer Slagter end en anden gældsfange, det være sig skomager, skræder, kommissionær etc.

Vel er det sandhed at hverken Henrich eller Peer Slagter kan få tilladelse til at lade sådan undersøgelse af en schechter ske i gældsfængslets lokale. Men her eksisterer jo flere schechtere i staden, og følgelig kan assistance af den der er berøvet frihed i gældsfængslet, meget godt undværes. Hvorfra hidrører da den frihed der så fortrinligt forundes ham? Og er det ikke klart endog for de allersvageste øjne at kreditor duperes i sin hensigt med arresten, hvilken er så meget mere bekostelig som underholdningspengene ikke godtgøres når personen alligevel kan passe sin dont. Spørgeren er af den mening at arresten da er til ingen nytte fordi kreditor på sådan måde gerne ønsker den kontinueret.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3005-3006)