Slet Svinerøgt i Fiolstræde.

I nogen tid har man set 7 stykker svin været indkvarteret i en gård i Store Fiolstræde lige over for nr. 181. Man vil ikke nævne om ejeren af denne har ret til at holde disse stinkende personer på dette sted, men blot gøre ham opmærksom på at den karl der er ansat til deres røgt, behandler dem meget barbarisk og grusomt, idet han tildeler dem føden som for det meste består meget sparsomt af bærme, men lader desto rundeligere prygl regne ned over dem

Flere gange om dagen hører man dem skrige som om en hund var i færd med dem. Men ser man efter, så erfarer man at det er den ikke gode hyrde som trakterer dem med slag af en kæp eller med at kaste sten på dem. De omkringboende kan ikke begribe hvorfor han så ofte gentager denne manøvre. Om det sker for motions skyld, af indgroet had til disse dyr eller efter en egen nyudtænkt uddannelsesplan. 

Men hvad end årsagen er bør han vænne sig af med et, da det er ukristeligt og ugudeligt at mishandle uskyldige skabninger. Betænker ejeren endvidere at en sådan røgtningsmåde kun vil yde ham noget magert forpryglet svinekød og ikke de frugter som han formentlig venter af at holde så mange svin, så vil sikker det her anførte være nok for at bevæge ham til at tage andre forholdsregler.

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2708-2709)

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 181 skiftede i 1859 navn til Store Fiolstræde 34 og i 1862 kort til  Fiolstræde 34 (tidl. Vanggårds Bogudsalg)

Svar fra en Barber

Indsenderen af et stykke i nr. 165 klager over at barbererne lader sig deres arbejde betale for dyrt. Men han har undladt at anmærke at her næppe findes nogen barberstue hvor man har krævet nogen vis bestemt betaling, men at man derimod har ladet sig nøje med hvad enhver efter behag ville lægge. Rigtig nok har mængden betalt 8 til 12 skilling for at blive barberet. Men tager man blot hensyn til at en stuelejlighed som en barber jo altid må bebo, nu betales med 150 til 200 rigsbankdaler, mens før samme lejlighed kun gaves 30 til 40 rigsbankdaler, at livets fornødenheder er dyre og slet ikke står i forhold til de forbedrede penge, så vil man vel ikke finde at 6 til 8 skilling kunne være mere en passende betaling for det som indsenderen kalder et øjebliks tjeneste. En arbejder siger man er jo sin løn værd, og i denne næringsvej må man i sit ansigts sved søge at erhverve brødet der ofte er knap nok skåret. Kunne man blot opvise en eneste der ved barberkniven havde erhvervet sig over det fornødne, eller havde til overflod, da vil anmelderen intet have imod at denne næringsvej bliver den første hvis indtægter formindskes.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2702-2703)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664. Denne artikel blev besvaret i Politivennen nr. 168, 20. marts 1819, s. 2716-2718

Om Plakater på Huse

I en tid hvor aviser næsten er blevet til en nødvendighed for alle og endog læses af tjenestefolk, synes det som om de plakater der blev opslået på gaderne ikke var så nødvendigt som i købstæderne hvor man endnu ikke har dette gode. Imidlertid ser man på de fleste gadehjørner en mængde plakater bebude alskens ting lige fra linedanserne til den ubetydeligste auktion. 

En stor del af Helligåndskirkens mur er særdeles overklinet med disse plakater. Men næppe findes noget andet sted bedre forsynet med det end ved hjørnehuset af Gothersgade og Store Kongensgade, så man kunne komme på den tanke at ejeren stod i forståelse med den person der påklistret plakaterne, og at det var efter anmodning man her påklinede så meget papir for at dække hans gamle huses mange skrøbeligheder.

At et nyt eller nyligt afpudset hus vansires ved påklinede papirstumper eller ved det gamle klister som griner frem når papiret rives af, vil man vel ikke nægte. Det er derfor underligt at ejerne af sådanne er så langsomme til at anskaffe sig et bræt eller tavle fastgjort på huset som på hjørnet af Store Kongensgade og Blancogade og nogle få steder ligesom de der findes ved Trinitatiskirke. Når plakaterne opslås på sådanne tavler, falder de desuden bedre i øjnene og tavlerne selv kunne let holdes rene. At de der påkliner plakaterne kan og bør påbydes at hæfte disse på tavlerne hvor sådanne findes og ikke besudler muren i nærheden af samme, er noget man kan være temmelig sikker på.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 13de Marts 1819, s. 2701-2702)

Noget til Graverkarlen ved Helliggeistes Kirke

I lang tid har man med ækelhed set krogen ved indgangsporten til Helligåndskirkegård fra hjørnet ved Vimmelskaftet opfyldt med ekskrementer, køkkenaffald mm. som man har fundet på at kaste derhen. Da nu graverkarlen hver aften tillukker og om morgenen oplukker indgangsporten, så er det underligt at han kan lade sådant blive liggende og ikke sørger for at det bortføres. Han eller den hvis pligt det er at holde kirkegården ren, gøres derfor hermed opmærksom på at denne uorden er til forargelse og bør afhjælpes.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 13de Marts 1819, s. 2700-2701)

"Indgangsporten til Helligåndskirkegård fra hjørnet ved Vimmelskaftet er opfyldt med ekskrementer, køkkenaffald mm. som man har fundet på at kaste derhen" (P. Klæstrup: Boderne ved Helligåndskirken, Niels Hemmingsensgade. Indehaverne brugte formentlig kirkegården både til at aftræde på naturens vegne og henkaste affald. Kirkegården er for længst nedlagt, men nogle af gravstenene fra Politivennens tid ligger i et lille område nord for Helligåndskirken). 

Da Capo fra Helliggeistes Kirkegaard

For nogen tid siden ankedes om at inden for porten til Helligånds Kirkegård var henkastet murgrus og andre uterligheder. Og fordi man troede det var hans pligt, bad man graverkarlen at få disse ting bortkørt.Men denne påanke har været uden følge, for snavset blev liggende der både i helligdagene og konfirmationssøndagen, og ligger der endnu til forargelse for mange.

(Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8. maj 1819, s. 2815)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå på østsiden langs Niels Hemmingsensgade 20-27 stenboder, fortrinsvis for urtekræmmere, som indbragte kirken en ikke ubetydelig indtægt i form af husleje. Bagsiden af dette var at butiksejerne betragtede kirkegården som deres private losseplads og det der var værre. Og løsgående hunde hjalp så godt som intet på at holde dem fra det. (M. Vogelius: Krøniker fra Københavns kirke- og skoleliv i gamle dage. 1919).

Spørgsmaal angaaende en egennyttig Huuseier

(Indsendt)

Fra maj flyttetid 1817 til maj 1818 har jeg lejet og beboet en kælder i Prinsessegade på Christianshavn. For samme har jeg betalt i halvårlig leje 100 rigsbankdaler R. R. efter aftale. Men da jeg af nogle venner siden blev gjort opmærksom på at skatterne syntes alt for højt beregnede i forhold til det lejede lokale, henvendte jeg mig til hr. guvernementsskriver Schelund for at få samme nøjagtigt beregnet. Han fandt da ud af at jeg i ovennævnte år har betalt 57 rigsbankdaler 5 mark 6 skilling for meget og forsynede sin balanceberegning med følgende erklæring:

"Da ejeren af garden nr. __ i Prinsessegade på Christianshavn indtil dato ikke har været pålagt, eller har svaret nogen bygningsafgift, vandskat eller fattigskat af kælderen, så vil lejeren heller ikke kunne blive pligtig til at betale disse 3 afgifter. Hvad vægterpenge, lygtekat og gaderenovationsskat angår, så mener beregneren heraf ikke at være kompetent til at påligne lejeren disse nævnte små skatter på grund af forordningen af 21. april 1812 og senere det Kongelige Danske Kancellis skrivelse af 2. september 1817 da i lejerens kontrakt ingen særoverenskomst om disse skatter finder sted. Men skulle lejeren endog findes pligtig at svare de der nævnte vægterpene, lygte- og gaderenovationsskat, da kunne det langt fra ikke blive det som er anført på kvitteringerne.

Således er forestående opgjort og at Hans Majestæt Kongens kasse ikke er beregnet noget til indtægt af bemeldte kælder siden forordningen af 1. oktober 1802 udkom, bevises ved S. T. hr. stadskonduktørens attest af 20. februar 1819."

Forsynet med beregningen, ovenstående erklæring samt den deri nævnte attest begav jeg mig til ejeren og forlangte godtgørelse for de for meget betalte penge, hvad han aldeles afslog. Der er altså intet andet for mig at gøre end at søge lands lov og ret. Men skønt den for meget betalte sum er betydelig for mig som en fattig mand der med sin sure sved må erhverve brødet til sig og sine, så har frygt for omkostningerne ved en proces der endog muligvis kunne falde ud til min bedreparts fordel, hidtil holdt mig tilbage. Dog tabe uden slag vil jeg ikke. Men forinden jeg begynder mit søgsmål, vover jeg at fremsætte det spørgsmål: Kan jeg ikke med rimelighed forlange og med lovene i ryggen tvinge ejeren til at tilbagebetale mig de for meget betalte penge, selv om han endog siden nødes til at erstatte kongens og statens kasse hvad han har forholdt samme?

Jeg tvivler ikke på at jo en eller anden af vores retsindede jurister vil ofre et øjeblik for at besvare dette spørgsmål, da hans svar skal være mig en rettesnor. Han vil derved ikke alene gøre mig en vigtig tjeneste, men gavne mange andre der vist er i samme stilling som jeg og må lide under egennyttige og grådige husejeres egenmægtige behandling.

(Politivennen nr. 166, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2682-2685)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.