Bøn om mindre træk i Garnisonskirken.

(Indsendt)

Det var et ønske at der i Garnisonskirken og i særdeleshed i de dage når kommunion er bestemt, at kirken da ikke blev således udluftet med vinduers og lugers åbning som forårsager en ulidelig og vedholdende trækvind. Det var tilfældet den 10. d. m. da derved de gamle og svage personer som kommunierer, ikke alene taber deres helbred ganske, men som endog kan forårsage dem et sygeleje og tilbringe dem kroniske sygdomme der kun ender med døden, eftersom intet er skadeligere for menneskets helbred og sundhed end trækvind, i særdeleshed for de aldrende og svage personer.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4870-4871).

Om Skoletugt

I anledning af forordning 29. juli 1814, dens 2. kapitel, § 39, instruks for lærere § 10 og love for børnene i almue- og borgerskolerne i København § 12 der forbyder hårde straffeinstrumenters og indskrænker legemlig strafs anvendelse i skolerne, må det være tilladt at bemærke følgende. I uendelige tider har det været skik og brug at når skolelæreren ikke med formaninger formåede at bringe disciplene til at opfylde deres pligter, så ved hjælp af et hårdt straffeinstrument at tilvejebringe det som ord ikke formåede at udvirke. 

Mange af nutidens brave og hæderværdige mænd har erfaret denne behandlingsmåde og påstår næppe at den har skadet deres fysiske, intellektuelle eller moralske dannelse. Det tilstås gerne at en eller anden skolelærer vel har misbrugt sin myndighed over de unge. Men i hvilken stilling i livet findes ikke misbrug? Misbrugen hæver ikke brugen. På disciple af den mere dannede klasse vil formaninger, advarsler og beskæmmende straffe gøre mere indtryk end når disse midler anvendes i skoler hvori de fleste elever er indsatte med tvang. Men hvorledes tør man i vore tider da der i den lavere klasse hjemme så lidt sørges for børnenes moral, smigre sig med ved ord og en galant omgang at kunne virke på børn der glemmer hvad de skylder deres forældre? Frygt for korporlig straf er nok det eneste motiv der afholder sådant et barn fra ikke at opfylde sine pligter. Men ved en discipel at han er fritaget for den førhen brugelige straf, udsættes læreren hvis stilling desuden er kummerlig nok, for drillerier, ja endog forhånelser fra disciplens side. 

I flere lærde skoler bruges nu såvidt indsenderen er bekendt, hårde strafferedskaber, og det til disciple hvis bedre dannelse både hjemme og i skolen mindre synes at fordre sådan behandling. Hvorfor bør da disciple i almue- og borgerskoler nyde en galantere behandling end dem?

(Opslag fra en katekismus over det 6. bud i det gamle testamente - du skal ikke bedrive hor).

Læreren der kender disciplen, må jo kunne skønne når en følelig straf er fornøden. Skal han nu for at kunne iværksætte denne først indhente vedkommende foresattes (skolekommissionens?) tilladelse til at give disciplen ris, kommer straffen temmelig sent efter forseelsen og virker altså ikke kraftigt nok på disciplen. Lærerens få fritimer spildes og hans iver for undervisningen kølnes. Er nu disciplen 13, 14 ja vel endog 15 år gammel, hvilket ikke sjældent er tilfældet i aftenskolerne, hvor ubehageligt må det da ikke være læreren at eksekvere straffen med ris der da den sammenbundne ende ikke må benyttes (fx til håndtag) uden tvivl skal bruges til den del af legemet for hvis blottelse enhver vistnok må have aversion. Hvorledes tør man fremdeles vente gode følger af denne straf anvendt på et barn der straks udenfor skolen tillader sig de største uordener fx kaster gadeskarn i ansigtet på sine meddisciple, tillader sig de usømmeligste udtryk, synger de uanstændigste viser, osv. Og en mængde sådanne børn bliver jo nu ved skolekommissionens ædle bestræbelser ført i skolen for om muligt at indhente det forsømte.

Hvilken nytte at anmærke at protokollen når elevens forældre hverken læser dette eller selv hvis dette også sker, ikke bekymrer sig om deres børns fremgang i skolen, men kun passer deres daglige sysler, ja endog begunstiger deres børns forsømmelighed? Overhovedet er sådanne folks børn ingenlunde hjemmevante til en så delikat omgang, som den der nu skal vises dem i skolen. De følger derfor deres egen lyst, forsømmer undervisningen, bestiller intet og driver til liden både for deres sædelighed om på gader og stræder indtil de ved tvang bliver ledsaget til skolen. I stedet for at de før straks af læreren fik en følelig revselse, skal sagen nu meldes vedkommende foresatte osv. Dette leder let til at læreren ser gennem fingre med uordener, det ikke står i hans magt at fjerne alene. 

Det nærmeste middel der endnu er levnet læreren, er at lade sådanne disciple sidde over. Men dette indskrænker hans tid for meget. Når legemlig revselse finder sted straks efter undervisningens ophør og ikke i nogen grad grænser til mishandling, kan den næppe gøre nogen af parterne uskikket til arbejde eller forstyrre undervisningens gang. Synet af revselsen vil vel lige så lidt skade den flittige og gode discipel som enhver offentlig eksekution den bedre del af folket. Megen tid og mange ubehageligheder ville derfor spares medlemmerne af skolekommissionen hvis enhver skolelærer når formaninger, hensættelse på et afsondret sted, vanærende bemærkninger i dagbøger og ordene doven eller usædelig på en sort tavle eller nedflyttelse i skolen ikke havde båret frugt, blev tilstået denne sidste ret til med håndtag eller slag på ryggen med en rotting uden forinden at indhente vedkommendes tilladelse at revse disciplenes utilbørlige forhold. Under den betingelse at de i tilfælde af bevislig overlast og mishandling i forhold til forseelsens beskaffenhed, skulle underkaste sig de i forordningen citerede § anførte bestemmelser.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906 og Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924.

Hvad er Klokken i Lundforlund?

Uret på Lundforlund kirke mellem Slagelse og Korsør har i over 2 år ikke været i gang og viseren har bestandig vist et og samme klokkeslæt. Det var at ønske at kirkens ejer ville bekoste en reparation på samme og få det til at gå. For landmanden som i almindelighed retter sig efter solen eller solskiven, kan i mørke og tågede dage ikke få at vide hvad klokken er. Anmelderen tror også at der såvidt han erindrer gives en forordning som lyder: at urene på de kirketårne der ligger ved eller i nærheden af en landevej, skal holdes i behørig stand.

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4863).

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9195-9196, står at uret stadig ikke er kommet helt i orden

Kirkehistorikere kan gå på jagt efter forordningen. I stedet vil jeg henvise til en historie fra Ørsted Kirke ved Randers om et kirkeur.

Et Ord i den Meyerske Neglesag.

Når 2 stridende parter i pengesager ikke kan enes om hvad der er rimeligt, da er det nødvendigt at spørge: Hvad er lovligt? Havde hr. urtekræmmer Hjaltelin benyttet det kongelige patent af 1. december 1820 eller den lovbefalede medicinaltakst for hertugdømmerne, så var der snart blevet ende på striden mellem ham og ligtorneskærer hr. Meyer. Denne takst bestemmer nemlig under artikel 111 blandt "kleinere geschäfte, welche gewöhnlich den Barbieren überlassen werden, under No. 19 für Nagelschneiden, fählerhafter und angewachsener am Fusse 26 rigsbankdaler i sølv som ækvivalent med 8 lybske skilling eller schl. holst. courant. 

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4861)  

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var del af en længere debat. Her en oversigt: Det oprindelige indlæg var i Politivennen nr. 294. 18de Augusti 1821, s. 4722-4725, Meyer svarede i Politivennen nr. 296. 1ste September 1821, s. 4753-4757, dr. med professor Klingenberg i Politivennen nr. 297. 8de September 1821, s. 4753-4782, den første skribent svarer Meyer i Politivennen nr. 298. 15de September 1821, s. 4793-47[98], endnu en kommentar i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4817-4818, og endnu en i Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4861.

Slutningsreplikken af sidste Act i Sagen contra Corporalen

Motto: errare humanum, in error antem perseverare - diabolicum est.

Forfatteren af sidste akt i nr. 301 tillader mig at fremsætte en slutningsreplik. Ikke fordi jeg tror mig i stand til at standse hans smudsige svada, men fordi jeg vil vise ham, at når jeg engang har grebet til våben for at forsvare uforskyldt forurettelse, da lader jeg mig ikke så let slå af marken.

Jeg forudså at den gode herres svar ville vrimle med grovheder, for hvilke andre våben skulle han kunne bruge i denne sag, hvor sandhedens stærke stemme taler imod ham? Hvorledes ville han ellers besmykke en fremfærd der aldrig skulle bestå for det fornuftige menneskes domstol? Og ingenlunde har han i sin lange epistel tilintetgjort min forrige påstand. Nej, han har meget mere bekræftet den. For hans nærværende referat af sagen lyder ikke som det foregående, og hvorfor skulle han vel dreje den, uden for om muligt at fremdrage en side der kan sætte hans opførsel i et bedre lys end jeg har fremstillet den for publikums øjne. Og tyder ikke hvert ord i hans svar fuldkommen at jeg ikke har sagt for meget, men snarere for lidt.

Hensigten med mine ord var ikke en personlig fornærmelse. Nej, den stand hvoraf jeg sætter min ære i at være et medlem, var fornærmet i det hele, var bittert og offentlig fornærmet. Sagen var så let at forsvare og jeg søgte at sætte den i sit rigtige lys. Kan det vel dadles? Og fortjente jeg sådant svar?

Jeg vil ikke gennemgå hans sidste akt i sine enkelte dele. For efter min overbevisning har publikum fuldkommen nok af at læse den engang. Man sammenligner blot mit forsvar med hans svar og meget let vil det være at udlede  hvis skrivemåde der er mest pøbelagtig, hvis udtryk er hentet fra Gammelstrand og Nyboder. Min er det vist ikke.

I henseende til sagen selv, henholder jeg mig ganske til mit foregående og rede er jeg til at bevise hvert ord deri, når og hvor forlanges. Man tillader mig blot endnu at henkaste den bemærkning: At selv nu har han forsvaret sin sag meget dårlig, for hvad berettiger ham til at gå ind uden tilladelse hvor han i grunden intet har at bestille. Og er den ene høflighed ikke den anden værd? Ville han fordre galanteri af korporalen, måtte han da ikke vise sådant igen? Kunne han være så enfoldig at tro det menneske stod der for intet? Kendte han så lidt til de offentlig indretninger at han ikke vidste denne passage egentlig kun er for militære? Nej, det var ikke tilfældet, for dumhed røber hans skrivemåde ingenlunde. Men den brutalitet som så tydelig fremlyser af hvert træk der kommer fra hans pen, er nok blevet ham så meget til en anden natur at det var ham umuligt med høflighed at møde den efter hans mening så ubetydelig korporal. Og derfra korporalens korte, dog ingenlunde uartige tiltale. Meget rimeligt kunne denne minde ham om "at han (korporalen) ikke stod der for intet" da den gode herre så ganske glemte at tage notits af ham, og desuden som man råber i skoven får man svar.

At han har følt sig truffet ved min bemærkning om næsvise småherrer, derfor kan jeg intet. At den er sand, kan ikke engang han nægte. Den var kun i almindelighed henkastet. Men det forstår sig når man slår blandt en flok hunde, så piber den ramte, det er en begribelig sag. Dog lad ham kun pibe, snerre og bide om sig så meget han vil, mig når han dog ikke, og med latter betragter jeg hans snurrige krumspring.

Da jeg ingenlunde har i sinde at betale nogen skrædderregning for ham, så kan det være mig fuldkommen ligegyldigt enten hans kjoler være sig nu wiener eller danske er betalt eller ubetalt. Det er en ting han ene har at afgøre med sin skrædder. Og det er jeg sandelig ikke. Han være nu bedækket med kort eller langlivet kjole, så stadfæster han fuldkommen den sætning: "Der er brådne kar i alle lande". Altså nok om det. Den gode herre lader ikke til at være nogen elsker af fremmede sprog, derfor har jeg indrettet dette mit svar på godt bredt dansk. Dog tilgiver han mig at jeg ikke har været i stand til at træffe den skrivemåde han så meget synes at ynde. For pøbelagtige grovheder flød aldrig fra min pen, hvilket han så gerne ville påstå, for at sætte mig i klasse med sig selv. Og aldrig skal nogen, ikke engang han, nedværdige mig så dybt at jeg skulle bruge sådan skrivemåde. 

Mit motto hvilket salva venia ikke er dansk ville han behage at oversætte eller lade fortolke på bedste måde, og kært skulle det være mig om han ville tage det ad notam. At han ikke hidtil har hyldet denne sætning, ses fuldkommen deraf at hans undskyldning blev værre end forseelsen.

At forsvare en god sag dårligt er meget let og hænder ofte for den uøvede talsmand. Men at gøre en slet sag god er meget vanskelig, endogså for en mere øvet sagfører, end allerede nævnte herre lader til at være.

Den omtvistede sag angår ikke kun mig i almindelighed, ikke i særdeleshed. Ikke desto mindre skulle det være mig meget kært at afhandle det videre i denne henseende mundtlig for at min velvise hr. antagonist kan blive overbevist om at jeg på ingen måde behøver at lade en anden revse hans uartigheder.

Dette føler jeg mig selv fuldkommen voksen, og så længe han  behager at fortsætte denne strid, skal jeg besvare ham på værdig måde. Jeg er ikke angriberen, men vil heller ikke være den første som strækker våben.

Også mine forretninger levner kun lidt tid til pennefejde, den jeg aldrig har stræbt efter. Men så mange øjeblikke får jeg dog vel til overs at jeg kan tilføje enhver påfølgende akt han måtte behage at regalere publikum med en slutningsreplik, og dette skal jeg trolig overholde.

Da ethvert pøbelagtigt udtryk efter hans egne ord falder tilbage på fabrikanten, så må han være forsynet med et klækkeligt forråd af sådanne snurrepiberier, dem han kan opkoge ved en anden lejlighed, måske med bedre nytte. Jeg for min del bliver ikke belæsset med sådanne rariterer, for kun pøbel betjener sig af pøbeludtryk.

Autorære har jeg aldrig kunnet gøre fordring på. Mindst ved sådanne ephemeriske småting. Kun dilettant i videnskabernes rige må jeg ene lade mig nøje med den sunde menneskeforstand. Den har hidtil altid og skal fremdeles altid lede enhver af mine handlinger og rod. Bliver end min galde en gang imellem oprørt ved uforskyldte fornærmelse, skal den dog aldrig træde uden for sine grænser. og endnu mindre skal jeg nogensinde dyppe pennen i gadeskarn hvis træk skulle fremstå for publikums domstol.

Offentlig skoleret bliver kun den underkastet som har gjort sig fortjent til det. Men det er jo dog også så ganske rimeligt med sandhedens hvasse færle at straffe den fornærmer der rimeligvis er vokset fra riset.

Da jeg formoder korporalernes antagonist lige så meget ønsker at erfare hvem der turde vove at gribe til våben mod ham som jeg er begærlig efter at kende bemeldte herre, så underskriver jeg mit navn, det jeg aldrig har behøvet at skamme mig ved.

R. Mørck
Korporal ved hans højhed prins
Christian Frederiks regiment.

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4853-4860). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4814-4815, affødte en ophidset debat som fortsatte i Politivennen nr. 300. 29de September 1821, s. 4825-4828, Politivennen nr. 301. 6te October 1821, s. 4839-4843 og Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4853-4860