Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:

Højesteretsdom Nr. 74.

Mandagen den 17de Marts.

Etatsraad Buntzen

contra

Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.

Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver. 

I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugt ommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.

Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at sce, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaact, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte autager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.

En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.

Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døc af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansce efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."

(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning af ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Henning Jensen udfordrer Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen (1838-1929) cand. teol.,forfatter, journalist, bl.a på Social-Demokraten og avisen København. Han var præst 1865–1885, først nær Indre mission, men senere grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Personel kapellan 1865-72. Herefter sognepræst i Pedersker på Bornholm. Politiker for Venstre. Senere udtalte han at det var han "endnu mindre egnet end til præst". 1886–92 folketingsmand for Middelfart, her tilnærmede han Viggo Hørup.

Fra 1872 begyndte han at skrive journalistik. Han blev i Bornholms Tidende 1874-1875 flere gange refereret for sine kirkelige synspunkter. I Aarhus Amtstidende omtales en episode hvor Henning Jensen udfordrer politiet ved at holde et offentligt møde, fx i Rådstuen. Politiske møder var på daværende tidspunkt forbudt:

Det skjærpede Polititilsyn med offentlige Møder indskrænker sig ikke til politiske, men udstraktes ogsaa til folkelige og kirkelige Forsamlinger. Sognepræst Henning Jensen i Pedersker paa Bornholm oplyser i "Dsk. Flk.", at han i Forening med en Kapellan Niemann i Aakirkeby jævnlig har holdt saadanne Møder paa Raadstuen i Aakirkeby, ved hvilke de med Flid have undladt at berøre Politiken. Men den 12te April indbandt Politimesteren i fuld Uniform med 2 Sandemand (Sognefogder) og Politistyrken i Aakirkeby sig ved et saadant Møde for "paa Embeds Vegne" at overvare det. "Folk ville smile - skriver Pastor Jensen - naar de høre, hvilke oprørske Taler der holdtes; jeg talte om de af Salomons Ordsprog, der omhandle Kvinderne, og Riemann talte om de tre Hittebarn Kyros, Romolus og Moses; i to stive Klokketimer maatte de stakkels Politi Embedsmænd - paa Embeds Vegne - høre Sange og Taler om Persere, Romere og Jøder." Han beklager særligt Politimesteren, som er en velvillig og billig tankende Mand, fordi han for den Sags Skyld har maattet forlade et Middagsselskab i sit Hjem, og ender med at spørge, om vi bo i Danmark eller i Sønderjylland, siden vi, naar vi samles for at tale om vort jordiske og himmelske Fædreland, da betragtes ikke som fredelige Mand og Kvinder der, men som mistænkelige Subjekter, ildesindede Urostiftere, som Politiet maa holde et vaagent Øje med.

(Aarhus Amtstidende 26. april 1877)

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.