Julius Jacobsen 1851-1899 og Helvig Jacobsen 1854-1939. (Efterskrift til Politivennen)

Julius Jacobsen.

Om den afdøde Skuespiller Julius Jacobsen skriver G. H. i "Aalborg Amtstidende" :

Atter har Døden bortrevet et af Scenens glade Børn.

Julius Jacobsen er i Forgaars død efter en Operation paa et kjøbenhavnsk Hospital.

Der findes næppe en Teaterven i Landets samtlige Byer, som ikke stille vil gjentage for sig selv: Er Julius Jacobsen død?

Og man vil som i et Nu mindes al den gode, sunde Glæde, man skylder den afdøde Kunstner Tak for. Thi Julius Jacobsen var en Kunstner og bar sit Kunstnernavn med Ære. Der var en Tid, hvor hans Navn alene var nok til at fylde Tilskuerpladserne, og Provinsens Publikum forgudede ham.

Men Jacobsen lod sig intet Øjeblik nøjes med en Position, der i første Række skyldtes hans Ungdom, Ydre og medfødte Elskværdighed. Han arbejdede med større Maal for Øie, uddybede sine betydelige medfødte Evner og naaede at blive en Kunstner, for hvem et helt Lands Publikum og Kritik maatte bøje sig.

Hvis de kjøbenhavnske Scener udelukkende var den gode Kunsts Hjemsted, hvad de som bekjendt saa langtfra er, da burde Jacobsen forlængst have tilhørt et af de bedste kjøbenhavnske Teatre. Han foretrak imidlertid at blive herude, og som Løn for sin Trofasthed mod Provinsscenens Publikum vil hans Minde leve langt ud over disse Dage.

I de senere Aar var Jacobsen aandelig og legemlig svækket, og der var Aftener, hvor man med Vemod mindedes, hvor stor en Skuespiller han en Gang havde været.

Saa kunde der - momentvis - lyde en Replik eller en Betoning, og Julius Jacobsen fra de unge Dage stod lyslevende for os. Det var en Funke, der blussede op - for snart at slukkes.

Nu er Julius Jacobsen død.

I Esbjærg spillede han sin sidste Rolle, og da Publikum hin Aften fremkaldte ham, lyste der det samme barnlige glade Smil fra hans Ansigt som fra de mange Aar tilbage.

(Aarhus Amtstidende 1. december 1899).

Ukendt fotograf: Helvig Jacobsen, f. Johansen (f. 1854). Skuespiller Hagbarth Julius Jacobsen (14.5.1851-28.11.1899). Det kongelige Bibliotek.

Skuespiller og teaterdirektør Julius Hagbarth Jacobsen var en af samtidens elite-skuespillere i provinsen. Han debuterede 17 år gammel på Casino i København. Som 19 årig kom han til provinsen. Han spillede over 500 forskellige roller. Han pillede tre år på Casino. Blandt hans roller var i "Kommunalbestyrelsen" og "Kalifen på eventyr". Efter de 3 års forløb , hvor han i mellemtiden var blevet gift i 1882, blev han knyttet til Odense Teater. Senere var Julius Jacobsen knyttet til forskellige andre selskaber, ligesom han var sin egen direktør for Odense Teater. Han blev begravet 6. december 1899 på Vestre Kirkegård - Kbh.

Endnu et Teaterjubilæum.

Fru Helvig Jacobsen.

Samtidig med Hr. Albert Helsengreen fejrer if. "Kbhvn." en anden af Provinsscenens kendte og skattede Kunstnere, nemlig Fru Helvig Jacobsen, sit fyrretyve Aars Jubilæum. Fru Jacobsen, der nu bor i København, vil i Provinsen især mindes fra de Aar, hvor hun sammen med sin Mand, den fremragende Skuespiller Julius Jacobsen, tilhørte det gamle Cortes'ske eller Aug. Rasmussen'ske Personaler. Hun spillede et stort og omfattende Repertoire, og hun blev, saa vidt vides, Provinsens første Nora i Ibsens den Gang omstridte Dukkehjem. Men Helvig Jacobsen fik ogsaa paa anden Maade Betydning for den Kunst, hun tilhørte. Medens Byernes Borgere tidligere havde set paa de omrejsende Skuespillere som paa en Kaste, der ikke vedkom dem udover deres Optræden paa Scenen, saa tvang den unge Fru Jacobsen Hjemmenes Døre op for Teaterfolket.

Af Fru Helvig Jacobsens mange store Karakterroller kan foruden "Nora" bl. a. nævnes Hostrups Eva, Ibsens Lona Hessel, Amalie Skrams Agnete, og Heibergs Anna Hjælm i Kong Midos.

Fru Jacobsen paatænker at fejre sit Jubilæum ved en Forestilling i København. Senere gaar hun paa Tourne for endnu en Gang at mødes med alle de Venner, hun vandt sig ude i Provinserne.

(Aarhus Stifts-Tidende 27. marts 1912).

Fotograf Wilhelm Marinus Kjølby (1845-1908): Skuespillerinde, teaterdirektrice Helvig Marie Christine Jacobsen, f. Johansen (19.7.1854-1939). 1894. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skuespillerinde og teaterdirektrice Helvig Marie Christine Jacobsen, født Johansen, var gift 23. august 1882 med oven omtalte skuespiller og teaterdirektør Julius Jacobsen. Hun havde bevilling til at drive teater i provinsen som hun personligt dog ikke brugte.  Justitsministeriet forlængede bevillingen indtil 1926. Hun blev begravet på Vestre Kirkegård.

Syerskerne. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Travlhed til Julen.

Julen stunder til. I ethvert Hjem, hvor der nogenlunde er Raad, købes der Tøj til Børnene og Tøj til de voksne. Og Tøjet skal syes. Rundt paa Byens Systuer er der Travlhed med Naal og Traad, med Saks og Pressejern. Fra tidlig Morgen til længe, længe efter almindelig Fyraften lyder Symaskinens evindelige Snurren; den fine Frues Julestads skal være færdig til Brug Julemorgen. Tænk hvilken Ulykke, om det ikke skete, om huit skulde komme til at benytte en as de to Snese Kjoler, hun allerede har. Verden gik til Grunde. Og den mindre velhavendes Børn skal have det ny Tøj paa hen til Bedstefa'r og Bedstemo'r, det skal være færdig til Jul.

Og Systuernes Ihændehavere gnider sig Hænderne; det giver Penge i Kassen.

Men oppe paa Systuerne sidder Arbejdets Trækdyr, de, som fylder Arbejdskøbernes Skuffe. For dem betyder Juletravlheden ikke en forøget Indtægt, kun forøget Arbejde, længere Tid at sidde bøjet over Maskinen, større Anstrængelse af de trætte Øjne, kortere Tid til Hvile og Søvn, om Adspredelse er der end ikke Tale.

Men Lønnen. Ja, tal saa sagte om Løn for Syerskerne. 3-4-5 og, naar det gaar rigtig højt, 6 Kr. for 6 Dages og halve Nætters usund og triviel Arbejde, hvor man da ikke tager hele Søndagen med. Saaledes ser Lønnen ud, den Løn, der tvinger de unge Piger til enten at lige Forældrene til Byrde eller - sulte.

Kan nu Arbejdslederne i denne Branche ikke betale en ordentlig Løn ?

Absolut jo. Det er maaske en af de mest lukrative Forretninger, der kan startes med en lille Driftskapital. Men her viser sig det Særsyn, at de Forretninger, som betaler Arbejdet daarligst, er samtidig de dyreste for Kunderne, Arbejdskøberens Fortjeneste og Arbejderens Løn staar i dette, som i saa mange andre Tilfælde i omvendt Forhold til det betalende Publikums Udgifter.

Der maa ske en Forandring. Fordringen om, at ethvert arbejdsvilligt og arbejdsdygtigt Menneske skal kunne leve af Arbejdets Udbytte, maa og skal gennemføres ogsaa for Syerskernes Vedkommende. Og vel er det ubestridelig Syerskerne selv, der gennem Organisation og Agitation skal stille deres Krav, men vi andre kan i al Fald hjælpe dem med at lade vor Tøj sy i de Forretninger, hvor der betales en nogenlunde Arbejdsløn.

Lad dette være vor Julegave til de flinke Syersker.

(Fredericia Social-Demokrat 30. november 1899).

I slutningen af 1899 dannedes i København Syerskernes Forbund i Danmark som omfattede Konfektionsarbejdernes Fagforening, Linnedsyernes Fagforening, Korsetsyernes Fagforening og Paraplysyernes Fagforening.

Guldbryllup. (Efterskrift til Politivennen)

En sjælden Højtidelighed kan fejres paa Norslund den 30. d. M, idet Dr. Callisen og Frue holder Guldbryllup. Norslund i Malling Sogn var en Gang en Bondegaard, der for ca. 50 Aar siden blev solgt til Kammerraad Rasmussen, Forvalter paa Moesgaard, som tilkjøbte en Gaard i Starup og en hel Del tilstødende Parceller, saa at dens Tilliggende blev fordoblet et Par Gange. Desuden byggede han Gaarden helt om. Hovedbygningen er herskabelig indrettet og malerisk skjønt beliggende ved Skoven og den store, smukke Have samt med Udsigt mod Øst, langt ud over Norsminde Fjord med tilgrænsende Marker og Havet udenfor med Øerne Thunø og Samsø i Baggrunden. Det kan ikke forundre, at Dr. Callisen, der helst lever med og for sin Familie, har valgt dette Sted til sit Hjem. Det var 1855 han, der da var Læge paa Møen, kjøbte Gaarden, som han saa tog Bopæl paa Aaret efter og snart derpaa gav Navnet Norslund; for kaldtes den Starup Nygaard. Hvor mange, navnlig de ældre, af dette Blads Læsere i milevid Omkreds derude husker ikke Dr. Callisen fra de Dage - ikke fra det offentlige Liv; thi det har han aldrig deltaget i, men fra hans Sygebesøg som den jævne, alvorlige Mand, hvis hele Optræden gjorde det bedste Indtryk baade paa den syge og dem, der omgav ham. Mange Ord har han aldrig brugt, men de har været desto mere lødige og vel betænkte. Derfor har ogsaa de mange Folk, han daglig omgikkes med, set i ham en Avtoritet, mild og retskaffen, hvis Mening de villig anerkjendte. Da han som 40aarig Mand kom til Norslund, saa han ud, som bar han paa en eller anden Svaghed, der snart vilde ende hans Liv, rask var han ikke, og der var vist faa, der mente, han skulde opleve den Dag i Dag ; men endnu er han, der var 83 Aar i Marts Maaned, dog forholdsvis rask og rørig. Med Fru Callisen er der sket større Forandring; thi hun, der i sine yngre Aar saa ud som Sundheden selv, var rask og livlig og havde et venligt Ord til alle, hun mødte, faldt saa uheldigt for nogle Aar siden, at hun brækkede et Ben. Sin Førlighed har hun tabt, men ikke sit venlige, milde Sindelag. Dr. Callisen og Frue har været meget for Befolkningen i Egnen, og alle, der kjender det alderstegne Ægtepar, vil sikkert paa Guldbryllupsdagen samles i Ønsket om, at den skjønneste og mest stemningsfulde Sommeraften, der nogensinde har lagt sig om deres smukke Hjem, maa være Symbol paa deres Livsdags sidste Timer.

(Aarhus Amtstidende 27. november 1899).

Læge Heinrick Callisen (1816-1907) - ikke at forveksle med den berømte læge og kirurg Heinrich Callisen 1740-1824) - og Petra Othilia (1821-1902) ejede 1855-1907 Norslund. De havde tre ugifte døtre som 1907 flyttede til Beder.

"Vift stolt paa Kodans Bølge" (Efterskrift til Politivennen).

oversat paa grønlandsk

En af de mærkeligste Redaktører i Verden er Hr. L. Møller, der udgiver Bladet Kalorikmik i Godthaab i Grønland. Bladet udkommer en Gang om Maaneden i et lille trespaltet Format. Det er skrevet paa grønlandsk og sættes, trykkes og udbringes af Redaktøren selv. Prisen er to Edderfugle Kvartalet. Enkelte Numre koster en Rødspætte. For en Sælhund kan man faa Bladet frit tilbragt et helt Aar.

Hr. Møller har (fortæller Kjøbenhavn) fra smaa Forhold arbejdet sig op til en ret velhavende Mand, der nyder betydelig Agtelse i Godthaab, Han bebor et stort rød- og hvidmalet Træhus, der er udstyret med evropæisk Komfort, men da hans Moder var en Grønlænderinde, og han selv er gift med en indfødt Pige, føler han sig alligevel mere som Grønlænder end som Dansker, og selv ved officielle Lejligheder møder han klædt i Huder og Skind.

Da Premierlnt Amdrup kom til Grønland med sin Ekspedition, udsendte Møller et Ekstranumer af sit Blad, Det udgik i et betydelig forøget Oplag - 70 Eksemplarer og var forsynet med Billeder af Ekspeditionens Deltagere Billederne havde Redaktøren selv tegnet paa fri Haand og skaaret i Træ. De var frygtelige, men velmente, og opnaaede stor Sukces, da man ikke er vant til den Slags Ekstravagancer i Grønland,

Det mest interessante i Teksten var en grønlandsk Oversættelse af "Vift stolt paa Kodans Bølge", Vi anføre her det første Vers :

Takussavit tamane
tugpa dlinpatit
saimiassumik kinagne
issikokaravit.
Kaladlit asassivte
igdletfortigase
kungivta nunatana
sermilingmiussut.

Det grønlandske er, som man ser, et lige saa smukt som ejendommeligt Sprog, For dem, der ønske yderligere Oplysninger, tilføjer vi, at "jeg elsker Dig!" hedder paa grønlandsk "makumaisiklinpamik"!

(Ribe Stifts-Tidende 24. november 1899).

Avisen er omtalt i aviser verden rundt hvis man søger på internettet. Med nogenlunde samme indhold som ovenstående notits.

Spaaning og Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

I Begyndelsen af 1898 bosatte den svensk fødte Anna Sofia Christiansdotter og hendes Mand sig i Hvorup i Vendsyssel, og strax efter at hun var kommen dertil, begyndte hun for at skaffe sig Indtægt at give sig af med at spaa. Det varede ikke længe, inden hun fik god Tegning og særlig besøgte mange Piger og Karle hende for at faa Besked om deres Fremtid. Hvad hun fortalte sine Kunder, der i Reglen betalte 10 eller 25 Øre pro persona, var kun Noget, som hun i Øjeblikket fandt paa som bedst passende til Situationen, men overfor dem, der lode sig spaa, forklarede hun, at Kortene viste, hvad hun sagde.

Under den mod Konen anlagte Sag var hun endvidere tiltalt for Kvaksalveri, idet det var oplyst, at hun for Betaling har behandlet flere Personer for forskiellige Sygdomme. Hun gav i Reglen Patienterne - hvis Sygdom hun som oftest ikke en Gang kunde bestemme - en gul eller brun Vædske til at smøre sig med, hvilken Vædske efter hendes Forklaring var "Rigabalsam". Særlig har hun havt en 40 Aar gammel Pige, Johanne, under Behandling. Denne Pige havde fra Barndommen af lidt af Krampe og herfor forgjæves søgt Hjælp paa mange Steder. Tiltalte vilde ikke love at helbrede hende, men lod sig dog forlyde med, at hun havde kureret Mange, som Lægerne havde opgivet, og sagde, at hvis Pigens Moder blot havde levet, vilde det have været en let Sag at kurere hende, idet hun da blot skulde "have havt noget af Moderens Blod ind", hvilken Fremgangsmaade hun havde hørt, at "den kloge Kone" i Vindblæs tilraadede. Imidlertid tog Tiltalte alligevel Johanne under Behandling.

Efter at hun først havde givet Pigen en Flaske "Marcussens Gigtdraaber" og en Flaske "Rigabalsam" til Indgnidning af Kroppen og kort Tid efter noget "Terpentinolie", "Enebærdraaber" og "Skorpionolie", som Pigen efter nærmere Anvisning skulde indtage, kom Tiltalte kort Tid efter atter til Patienten og ordinerede nogle nye Medikamenter, som skulde yære "kraftigere", nemlig nogle Blade, hvoraf der skulde tages Udtræk, samt ti Pulver i en Pose. Efter at have brugt disse Midler 4-5 Dage maatte Pigen imidlertid holde op dermed, idet det, som hun siger, "var, som om hun indvendig skulde splittes ad". Hun havde nemlig daglig taget en Spiseskefuld af hvert af Medikamenterne, hvilket hun mener at Tiltalte havde ordineret hende, medens hun efter Sidstnævntes Udsagn af Pulveret kun skulde have taget lidt paa Enden af en Theske. Pigen maatte som Følge deraf indlægges som Patient paa Fattiggaarden. Om Beskaffenheden af de sidstnævnte Medikamenter har Intet kunnet oplyses, da Resterne deraf vare bleve bortkastede, og Tiltalte ikke vidste noget nærmere om dem, min har faaet dem paa et Apothek efter en hende af en svensk Læge leveret Recept, der senere er bortkommen.

For disse Forhold blev Tiltalte af Viborg Overret, der stadfæstede Underretsdommen idømt en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 8 Dage.

(Nationaltidende 14. november 1899. 2. udgave).