29 februar 2016

Til Bladets Læsere.

Med dette nummer sluttes den 10. årgang af bladet. Den lykke det har haft at vinde regeringsmænds og højere autoriteters opmærksomhed, skyldes alene den nytte det har stiftet, ligesom også det held at det har fundet en afsætning der om den end ikke er overmåde stor, dog er tilfredsstillende for mig, og det så meget mere som flere blade har søgt at rivalisere med det, af hvilke nogle ikke mere udkommer.

Jeg tror derfor at burde fortsætte bladet under samme form uden anden forandring end at de følgende nummer skønt fortløbende, nummereres med lavere sidetal, da jeg dels selv har erfaret, dels af flere er blevet gjort opmærksom på at sidetal der består af flere cifre, er forvildende for en stor del af læserne, optager ved citationer større plads og endelig forvolder sætteren mere arbejde end fornødent gøres.


Mange brave og ordenselskende medborgere har i det forsvundne årti beæret bladet med nyttige vink og læseværdige bidrag. Men tak herfor forener jeg med bøn om fremtidig understøttelse.


København den 30. december 1825
K. Kristensen.


(Politivennen nr. 522. Løverdagen den 31te December 1825, s. 10387-10388)



28 februar 2016

Ønske paa Assistence-Kirkegaarden.

Som bekendt er det forbundet med megen ulejlighed og tidsspilde når man vil indlades på denne kirkegård, og ikke mindre ubehageligt er det når man vil udlades af samme, for man må da gå i lang tid og vente på graveren der vel sagtens kommer når det er hans lejlighed, men som dog derved forvoldes ulejlighed  han kunne spare, hvis der på porten ved kirkegården blev anbragt in klokke på hvilken man kunne ringe, og blive indladt til hvilken som helst tid på dagen mod at betale fra 1 til 4 skilling efter familiens størrelse. Mange fattige ville vist i disse næringsløse tider anholde om denne post, og rimeligvis også have god fortjeneste. For almenheden ville det være en ubetydelig udgift som man da gerne udredede for ikke at lide et skår i den så dyrebare frihed.

(Politivennen nr. 521. Løverdagen den 24de December 1825, s. 10369-10370)

Du skal ikke slaa ihjel.

Man hører i den seneste tid desværre ofte at stilladserne ved bygningsarbejde falder ned og håndværkere slås ihjel eller lemlæstes. I Sværtegade faldt i disse dage, som det siges, 3 mennesker ned, og en forbigående lille dreng blev hårdt beskadiget. For kort tid siden faldt 2 mennesker på Nørregade ned med en del af stilladset. Årsagen er naturligvis at stilladserne ikke er forsvarlige. Man ved jo at mange sjældent tænker på at afværge en ulykke, for det er for sent, samt at de af skødesløshed, magelighed og forvovenhed ofte udsætter sig selv og andre for den største fare. For nødigt ville man tro at mestrene af skammelig sparsommelighed undlader at sørge for tilbørlige stærke materialer. Det er altså vist nok håndværkernes egen skyld når de kommer til skade. Men det offentlige kan dog ikke ladet det bero ved det. Indsenderen mener at ved tie og se på et onde som kunne forebygges, har man selv del deri. 

Det burde pålægges enhver håndværksmester selv at undersøge ethvert stillads før han tillod sine folk at arbejde på det. Og dersom da en fejl ved stilladset var skyld i nogen sådan ulykke, burde mesteren drages til ansvar og mulkteres på nogle hundrede daler. Betænker man at det gælder menneskers liv, ville disse forholdsregler ikke synes for strenge. For da det ikke kan være staten ligegyldigt om den har krøblinger til borgere og da den skylder sine borgere enhver mulig omsorg for deres liv og velfærd, så er denne sag vist nok ikke det offentlige uvedkommende. På en tid da der bygges så meget, fortjener dette forslag vist nok at tages i betragtning af rette vedkommende.

(Politivennen nr. 521. Løverdagen den 24de December 1825, s. 10367-10368)

Ubehagelig Natteconcert paa Ridebanen for den jødiske Ungdom.

Ejeren af den ridebane på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager. Ikke sjældent er de omkringboende i stormfulde nætter blevet vækket ved disse klokkers højst ubehagelige lyd der har meget til fælles med brandklokkernes rædsomme toner. Man forventer derfor at ejeren behageligst enten vil borttage nævnte klokker eller også drage omsorg for at give dem en behagelig og harmonisk stemning. Til slut må man bemærke at man ikke har let ved at forklare i hvilket øjemed de allerede nævnte klokker er anbragt, da det næppe kan være for at skræmme de fugle der så jævnligt besøger pladsen.

(Politivennen nr. 520. Løverdagen den 17de December 1825, s. 10355)
"Ridebanen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager." (Pilestræde med Møntergade i baggrunden. Der er ikke meget tilbage af bygningerne fra Politivennens tid. Eget foto, 2015)

Fornødent Gjenmæle i Anledning af det i Nr. 515 indrykkede Stykke: "Inhospitalitæt paa Castrup".

I Politivennen nr. 515 har en bådfører Sjøberg fra Malmø anket over at han med konsorter - "ialt 10 mand", da de på grund af storm?! måtte anløbe Kastrups Havn ikke hos den i Kastrup værende kromand kunne få de spisevarer han foregiver at have forlangt.

I denne anledning må undertegnede der er beskikket værge for den umyndiggjorte kromand Hans Rasmussen i Kastrup og som først nu er blevet underrettet om den sande sammenhæng, tillade sig følgende sandfærdige beretning.

Omtrent på den af hr. Sjøberg angivne tid, kl. 5 eftermiddag, kom 5 siger og skriver fem - og ikke som her foregives 10 - svensktalende personer ind i Kastrup Kro og forlangte varm mad. Kromandens kone til hvem denne begæring blev fremsat, gav dem til svar at de kunne få det forlangte hvis de ville vente mens samme blev tillavet, hvorefter de uden at gentage begæringen om maden, bad om en pægel brændevin og et par glas øl, begav sig efter at dette var fortæret, bort og indfandt sig ikke oftere.

Så umenneskeligt det ville have været hvis kromandens kone havde nægtet at give fremmede, trængende sømænd hvad huset formåede, lige så urigtig for ikke at sige uforskammet, synes det at være når disse forgiver at have fået til svar: "at de først kunne få maden om aftenen, når den blev bestilt om morgenen", og jeg må derfor herved erklære dette hr. Sjøbergs udsagn for hvad det er, en bevislig usandhed.

At fabrikken kromand der kun er berettiget til at beværte værkets folk, har nægtet de fremmede fødevarer, er højst urimeligt. For som der her fortælles, skal han havde en dom for sig der berettiger ham til en sådan nægtelse.

Besynderligt er det ellers at den foregivne begivenhed fortælles på en tid da der fra fabrikkens kromand er indgiven ansøgning om at måtte sælge fornødenheder til de til Kastrup ankommende skibsfolk, hvorved Kastrup privilegerede kromand absolut må tabe den største del af sine indkomster.

For at følge hr. Sjøbergs eksempel vil jeg slutte dette aftvungne genmæle med et ønske, det nemlig at hr. Sjøberg ikke vil træde sandheden for nær når han for fremtiden måtte få i sinde at optræde som forfatter i Danmark.

A. J. Nyegaard. Brændevinsbrænder.

(Politivennen nr. 519. Løverdagen den 10de December 1825, s. 10333-10335)

Et sørgeligt Ulykkestilfæde til Advarsel for Kudske og Fragtmænd.

Der har flere gange i dette blad været tale om den, imod politianordningerne stærke kørsel på gaderne, ligesom også den uskik at mange kørende forlader heste og vogn uden at spænde skaglerne fra, hvorved ulykker ville forebygges, når hestene, forskrækket ved et eller andet, løber løbsk. Men endnu har ingen omtalt den skødesløshed som man sædvanligt ser fragtmænd og kørekarle udvise når de enten dag eller aften kører på landevejene, idet de overgiver sig til søvn, og således lader hestene gå deres egen gang. At sådan skødesløshed kan have de sørgeligste følger, tjener efterstående ulykkestilfælde til bevis på, og da man kan håbe at det vil tjene til advarsel for andre, har man troet det rigtigt at fremsætte samme offentligt.

Natten mellem den 18. og 19. f. m. kørte Jensen Jensen, fragtmand i Frederiksborg, fra København til sit hjem. Da han var kommet forbi Blovstrød (klokken var da omtrent 11) kom efter hans fortælling, et dyr løbende over vejen, lige foran hestene som derved blev sky, og sprang til siden, så at vognen der var læsset med tunge varer, væltede, hvorved kusken styrtede ned, kom til at ligge på maven med den så stærkt læssede vogn oven på sig, dog således at han havde den øverste del af legemet frit. Den den første forvirring greb han efter tømmen for at dreje hestene bort fra sig. Dette lykkedes ham, og så at han nu ikke havde noget at frygte af disse, der forblev rolige, efter at de forgæves havde forsøgt på at trække vognen. Jens Jensen forsøgte nu på at arbejde sig bort fra vognen, men denne var for tung, og han måtte således opgive håbet om at reddes på denne måde. Han gav sig nu i færd med at klæde sig af, i håb om således lettere at opnå sin hensigt, men heller ikke dette lykkedes. Nøden, opfindelsernes moder, og den ubeskrivelige smerte han led, bragte ham nu på den ide at grave et hul med hænderne, i den tanke at kunne underminere vejens overflade og derved frelses. Men alt var forgæves. Udmattet af disse gentagne, til intet ledende forsøg, var han ikke i stand til at klæde sig på. Han måtte blive liggende halvnøgen i den rædsomste, og ulykkeligste forfatning og råbe om hjælp. Ingen hørte hans ængstelige råb, ligesom ingen er i stand til at beskrive hans pinsler der endnu forøgedes derved at det hul han havde gravet under sig ved indfaldende regn, løb fuldt af vand, i hvilket han måtte ligge med den blottede mave. Først kl. 8 om morgenen kom mennesker ham til hjælp. Han blev ført til Frederiksborg og taget under  kur, men han har kun et svagt håb om sin helbredelse, dog levede han endnu den 29. d. m.

Foranlediget af ovenstående højst sørgelige ulykkestilfælde, indstiller anmelderen til sagkyndiges bedømmelse hvorvidt de indretninger der findes på adskillige kalvevogne og som har til følge at læsset ikke kan falde på kusken, i tilfælde af væltning, fortjente at komme mere i brug.

(Politivennen nr. 518. Løverdagen den 3die December 1825, s. 10326-10329)

Aabent Brev til Dagens Redacteur.

I bladet Dagen nr. 278 for d. å. har dets redaktør, hr. etatsråd Thaarup i en tilskrift til bladets læsere blandt megen virak han strør for sig selv, fundet lejlighed til at gøre et groft udfald mod et andet vist blad og dets redaktør.

Da jeg aldrig med mindste ord har fornærmet hr. etatsråden som jeg ikke engang kender personligt, men kun af navn og de embeder han har beklædt, så skulle jeg mene at han som efter eget sigende ønsker, at leve i fred med andre bladskrivere, ikke uden given anledning ville sile sine fornærmende angreb imod mig. Men da nogle gange før, og især i den senere tid, nogle bemærkninger om bladet Dagen har været optaget i Politivennen, så er det ikke usandsynligt at hr. redaktøren frygtende for at give sig i kast med disse forfattere som han ikke har troet sig voksen, har villet springe over gærdet hvor han fandt det lavest, og i sin vrede angrebet bladets redaktør, hvem han mener ikke at have evne til at forsvare sig.

Jeg frygter lige så ligt som jeg ønsker en pennefejde med Dagens og Skilderiets redaktør. Havde han herfor bestemt nævnt mig og mit blad, da havde jeg allerede nu begyndt på at tilbageslå hans angreb. Men jeg har undladt dette for ikke at anses for stridig og lysten efter en pennefejde som jeg, følgerne måtte blive som de ville, ikke uden grund vil begynde. Jeg opfordrer derfor herved bladet Dagens redaktør, hr. etatsråd Thaarup, til offentligt at erklære om de udtryk han i ovennævnte nr. af Dagen har betjent sig af imod et vist blad og dets redaktør, er brugt med hensyn til bladet Politivennen og mig, som dets redaktør.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 517. Løverdagen den 26de November 1825, s. 10302-10303)

Redacteurens Anmærkning.

Formodentlig hentydes der til en artikel i Dagen, 22. november 1825 der handler om redaktionens arbejdsmetoder, og som bl.a. skriver:

End Eet har jeg stedse havt for Øje: det nemlig at leve i Fred med andre Blade, og ikke at gaae dem for nær ved heel Aftrykning af de interessante Stykker hvert især kunde vide at skaffe sig.

Herefter giver artiklen nogle eksempler på stavefejl/retskrivning som bagatelliseres. Herefter:

Det er en Følge af Hurtigheden der fordres, og kan det ikke med al Grund kaldes enten en fjendtlig og skadesfroe Handling, eller et ørkesløst Menneskes Tidsfordriv, derover at holde Lister? ligesom saadanne højst uinteressante Opgivelser ej kunne finde Indgang til Optagelse, uden hos et Materie-manglende Blads Redactør, og ikke kunne ventes at finde Læsning, naar de ikke ere krydrede med Bitterhed eller Ondskab, og hvad kan undskylde saadant, uden at det maatte ansees som nødvendig Pirres- og Opvækkelsesmiddel for den Tidende-Redactør, der viser sig at mangle baade Evne, og Villie til at give sit Blad den muligste bedste Indretning efter dets Plan, Men skulde ikke i saadant Tilfælde det rigtigste Middel være, at lade Bladet falde ved Mangel paa Afsætning, ved dets Afsigelse?

Så meget substans i Dagens kritik er at artiklerne i Politivennen på dette tidspunkt vitterligt var fyldt med kontroverser om meget specielle ting - som da heller ikke er medtaget på denne blog. Den "debat" der fulgte, bekræftede til dels kritikken:

Samme nummer af Politivennen indeholdt en meget lang artikel "Ragning til "Dagens" eenfoldige Skriver, Frederik Thaarup, for hans grundløse Besmykkelser, hans ufortjente Selvroes og hans urette rettelser i "Dagen", Nr. 278 og 279", s. 10305-10315 af Blok Tøxen. Artiklen besvares i det følgende nummer (Politivennen 318, 3. december 1825, s. 10322-10325) underskrevet "En Upartisk". På det svares i artiklen "Aabent Svar paa "Aabent Brev til Hr. Blok Tøxen" af Blok Tøxen i Politivennen nr. 519, 10. december 1825, s.10439-10148, anden del i Politivennen nr. 521, 24. december 1825, s. 10372-10379 - lille skrift! Politivennen nr. 524, 14. januar 1826, "Angriberens Afskedsord" s. 23-30 af Blok Tøxen. Denne artikel fortsætter i Politivennen nr. 527, 4.februar, s. 75-84. Disse artikler må læserne af denne blog selv finde i de digitaliserede udgaver.

J. K. Blok Tøxen (1776-1848) havde på dette tidspunkt gjort sig bekendt gennem artikler bl.a. i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Umiddelbart efter denne fejde begav han sig til Altona (1826-27) hvor han udgav Hamborgerposten, for derefter at vende tilbage til København. Blandt de stadig flere liberale blev han betragtet som en komisk person og Corsaren gjorde grin med ham. Han er omtalt i adskillige forbindelser på denne blog.

27 februar 2016

Sjouermarked paa Amagertorv.

Allerede i lang tid har den uorden fundet sted på Amagertorv især ved hjørnerne af Østergade og Købmagergade at en flok soldater, sjovere og lediggængere henstiller sig der hvor de vist nok allermest frem for på noget andet sted i byen, er passagen i vejen. Selv på helligdagene finder dette sted. Den største del af stadens indbyggere har til visse fundet dette generende ved at passere denne vej, da disse karle sjældent viger pladsen for nogen. Da imidlertid denne daglige uorden der tillige afgiver et stødende syn, og hos fremmede vist nok må opvække en ugunstig ide om politiets opmærksomhed i residensstaden, dog på en let måde ville kunne afskaffes, når nemlig et par politibetjente afholdt disse, personager som er overhørige for såvel politianordning som militærbefaling, fra at tage plads der, så tør man vist nok også så meget mere rimeligvis vente at se denne uorden hæmmet i fremtiden, som man så ofte har set beviser på høje ansvarshavendes opmærksomhed for enhver begrundet klage. Man tror tillige i denne anledning at bude bemærke at det ville tjene til stor bekvemmelighed for stadens indbyggere i almindelighed at det strengt overholdtes at disse karle der ellers opholder sig der, skulle fordele sig i flere gader, da de der bor afsides fra dette punkt, nu næsten altid må have den ulejlighed at løbe den halve by igennem for at få dat i en karl til et eller andet arbejde, hvilket herved kunne undgås.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10288-10290)

Noget om Selskabet: den borgerlige Harmonie, og dets første Directeur, Thee- og Porcellains-Handler Nielsen.

I februar måned dette år lejede ovennævnte selskab hvori jeg var medlem og direktør, sommerværelser udenfor Nørreport. Lejekontrakten herom blev underskrevet på selskabets vegne, af det første direktør, te- og porcelænshandler Nielsen, som bor på Kongens Nytorv nr. 206 og mig. Nogle indløbende omstændigheder forårsagede at jeg med flere, gik ud af selskabet, og da jeg havde forudbetalt hvad man afkrævede mig, så troede jeg enhver videre forbindelse med samme hævet. Imidlertid måtte jeg nogle dage efter sidste oktober flyttetid til min største forundring erfare at selskabet var flyttet ud af nævnte sommerværelser uden at betale den resterende leje, 100 rigsbankdaler sedler, som værtinden, da hun ikke af førnævnte Nielsen skønt han endnu er selskabets første direktør, kunne få betaling, afkrævede mig. Som en følge af at jeg ikke længere var medlem af selskabet, troede jeg mig ikke pligtig til at opfylde denne begæring. Men da jeg imidlertid fandt det højst uanstændigt at værtinden skulle vente på sin betaling, tilbød jeg ende at betale det halve, når Nielsen ville betale den anden halvdel. Hertil har han formodentlig ikke villet bekvemme sig siden vi begge blev indklaget til Gældskommissionen. Da sagen den 10. i denne måned blev foretaget, lod Nielsen møde med nogle tomme udflugter der kun havde sagens forhaling til hensigt. Ja, han undså sig end ikke ved for at opnå dette lidet hæderlige mål at benytte en vitterlig usandhed. Hans fuldmagt lyder ordret sådan:
"Herved befuldmægtiges Martinus Wiertz til på mine vegne at møde i foromstående sag. Men jeg vil herved ærbødigst give min mening til kende for den højst ærede ret at jeg er villig til ifølge min pligt som kautionist og selvskyldner på selskabets vegne for 50 rigsbankdaler i sedler at betale samme, men for igen at jeg såvel som hr. Sander (hvis udmeldelse ikke blev antaget i den i denne anledning holdte generalforsamling) kan afkræve de andre direktører på selskabets vegne, det påstævnte beløb må jeg ubehageligst for mit vedkommende udbede mig at de andre direktører (som er madam Biørndahl bekendt som dengang selskabets værtinde) må tillige med hr. Sander og mig af hende i forening blive indkaldt til hvilken tid jeg med min påstand skal fremkomme.ÆrbødigstP. Nielsen.L. S.
Jeg betalte straks 50 rigsbankdaler og Nielsens sendebud som formodentlig havde et mere rigtigt begreb om ret og pligt end hans principal, lod sig endelig bekvemme til at indgå forlig om at betale de øvrige 50 rigsbankdaler otte dage efter. Hvorvidt denne forpligtelse bliver opfyld uden underfogedens assistance og hvorledes jeg igen kommer til mine 50 rigsbankdaler vil tiden vise. Foreløbig har jeg set mig beføjet til at indstævne allerede nævnte Nielsen sammen med selskabets øvrige direktører for i det mindste at få dom over dem.

Jeg har sagt at Nielsen i sin fuldmagt benyttede en vitterlig usandhed. Denne består deri at han foregiver "at min udmeldelse af selskabet ikke blev antagen, da jeg dog er i besiddelse af en kvittering der lyder således:
"S. T. hr. garvermester Sander har, som virkeligt medlem i selskabet den borgerlige Harmoni, betalt for embeds fratrædelse 1825, 3 rigsbankdaler, ifølge selskabets 2 kapitels § 14Jørgen MøllerSelskabets kasserer.
Det ligger i tingenes natur at når min udmeldelse ikke var antaget (hvilket selskabet iøvrigt ikke med virkning kan modsætte sig), så kunne heller ikke kassereren afkræve mig den herfor i selskabets love bestemte mulkt, og da denne afkrævning lige så lidt kunne ske uden direktionens ordre, så har Nielsen jo virkeligt imod bedre vidende fremført en vitterlig usandhed.

Jeg skal ikke undersøge hvilke motiver der har bevæget ham til en for en retsindig mand så uværdig udflugt. Det er nok til advarsel for enhver at vogte sig når man indlader sig med en sådan person.

At jeg offentliggør denne affære, tror jeg at skylde såvel mig selv som de flere værdige mænd i selskabet der måske er uvidende om sagens sande sammenhæng, og derfor let kunne forledes til at fatte et urigtigt begrab herom.

København den 16. november 1825
E. Sander,
garvermester.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10282-10287)


Redacteurens Anmærkning

Denne artikel udløste en retssag, dommen lød således (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 19. oktober 1827):
Ved den kongelige Lands- Overrets samt Hof- og Stadsrets Dom af 15de i dennes, i Sagen, anlagt af Thee- og Porcellainshandler Nielsen imod Garvermester Sander, angaaende formeentlig fornærmelige Udladelser med Førstnævnte i et i Politivennen for 1825, pag. 10,282-10,287, indført Stykke er saaledes kjendt for Ret:"De af Citanterne, Directionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostninger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, den 17de October 1827.I Justitssecretairens Sygdom,J. E. Møller Kgl. Copiist.
Det var ikke eneste gang Knirsch var i retten. Af Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 18. april 1828 fremgik af en højesteretsdom at Knirsch måtte fjerne en mur han havde opført til baghuset mod hofurmager Jørgensens enke. 

Svar paa Stykket: "Atter Commissionairstreger."

(Ordret efter Manuskriptet)
Det vrøvl en vis inventarieskrier Balle har ladet indrykke i Politivennen den 5. november under titlen Atter Commissionair Stræger, ler jeg af som noget nonsens. For hvad grund har for samme da han ikke kan sige at hans fruer eller madam som den ene kun kan meri tere, ikke er blevet bedraget noget fra, så anfægter det mig ikke. Men at han tørangribe en offentlig autoritet, det finder jeg særdeles uklogt. Men da sagen er gjort afhængig af retten, så håber jeg at bringe det så vidt at den samme hr. inventarieskriver skal komme til at betale 33 mark 8 skilling for sin mund Procuratoreus Salarium, processens omkostninger og min tidsspilde. Når dette skal udredes, tror jeg sikkert at hr. inventarieskriveren gerne tog imod noget klæde NB dersom nogen vil betro ham noget. Ikke desto mindre er hans kasse nok ikke meget stærk, efter hans egen udladelse. Imidlertid undskylder jeg ham, da han skal være stærkt plage af den drukne syge, og da ofte tillige får en snert af tyfus-feberen, så han har vist i et sådant raseri rystet dette vås af sin lille hjerne, forresten svarer jeg ikke mere på noget.

J. Lind.


(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10270-10271)

Redacteurens Anmærkning

"Ordret efter manuskriptet" hentyder formentlig til at artiklen mildest talt er uklar visse steder. Den bringes her uden den oprindelige artikel, og udelukkende fordi den affødte et sagsanlæg hvor Lind blev pålagt en erstatning:
Ifølge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret den 3die April d. A. udi Sagen: "Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle, contra Commissionair J. Lind" afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret: 
"De paaankede af Indstævnte, Commissionair J. Lind, i et i Bladet Politivennen Nr. 516 indrykket saakaldet "Svar paa Stykket: atter Commissionairstreger" om Citanten, Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle brugte fornærmelige Udladelser bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse i nogen Maade, og bør Indstævnte derfor for sit herved udviste lovstridige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 100 Rbd. Sølv, samt betale Citanten deenne Sags Omkostninger med 20 Rbd. Sølv.
Den idømte Mulkt og Omkostningerne at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 3die April, 1826.

Leuning.

Bliv fra Hunden, saa skader dens Tuden Dig ikke.

Forfatteren af det indrykkede stykke i Politivennen nr. 515 under titlen "Ubehagelig Hundeconcert i store Fiolstrædet" beklager sig over at en i gården (det bør nok hedde husets gård?) nr. 187 og 188 værende som fæl og stor beskrevet, lænkehund skal på en afskyelig måde akkompagnere ved et par timers tuden og gøen en af de omvandrende, i gården sig befindende positivspiller. Da forfatteren skjuler sig under anonymitetens kåbe, så kan jeg ikke vide om han er en af husets beboere, eller en uden for samme værende dagdriver der løber ind i folks gårde for at høre musik, lig andre smådrenge. Jeg har anledning til at tro det sidste.

Det er en usandhed at hunden de nok ikke har et så musikalsk gehør som anmelderen, om aftenen bringes på loftet. Den står nat og dag i sin lænke, og det lader til at anmelderen har meget travlt med at observere hundens daglige sysler. Hunden gør vel når der musiceres i gården, men musikken overdøver den, og dens gøen forstyrrer ikke de omkringboende i deres forretninger, i det mindste er ingen klage i den anledning indløbet, og nu fremstår denne smører i kamp mod hunden. Jeg intet bedre råd for ham end at han bliver borte fra min gård hvor han intet har at bestulle, for herved ville hans fine ørenerver undgå at blive beskadigede af hundens gøen.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10265-10267)

Inhospitalitet paa Castrup.

For omtrent 10-12 dage siden hændte det sig at jeg og flere af mine medbrødre i alt 10 mand med 4 både, alle hjemmehørende i Malmø, på grund af en storm måtte anløbe Kastrup Havn. Vores medbragte proviant havde vi fortæret, og i vores åbne både kunne vi ikke selv tillave os varm spise. Vi henvendte os derfor til den i Kastrup by boende kromand og forlangte noget man. Men fik til svar: "at når vi bestilte det om morgenen, kunne vi få det om aftenen".

Vi begav os derpå til den på kalkværket boende marketender med bøn om varm spise da vi ville være tilfreds med kogte kartofler, nogle få sild eller andet hvad huset formåede. Men her fik vi til svar: "at han både havde og ville, men ikke turde opfylde vores forlangende da sådant stred imod kroholdernes privilegier". Vi kunne derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at der måtte føjes sådanne anstalter at sømænd der kommer fra rejsen og er tørstige, måtte på et beboet sted kunne få vederkvægelse for penge.

Niels Sjøberg
Bådfører fra Malmø


(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10245-10246)

Redacteurens Anmærkning.

Kromanden svarer på artiklen i Politivennen nr. 519, 10. december 1825, s. 10333-10335.

Ubehagelig Hundeconcert i store Fiolstrædet.

Det sker ofte, sædvanligvis om lørdagen, at en af de omkring gående positivspillere indfinder sig i gården nr. 187 og 188 for at lade sit instrument høre. Men næppe er han begyndt at spille før den fæle, store lænkehund som befinder sig i samme gård, istemmer et afskyeligt akkompagnement dertil, der først slutter efter et par timers tuden og gøen. Indsenderen finder det aldeles ikke urigtigt at en husejer holder sin gård bevogtet af en vagtsom hund ved nattetider og når det ellers er nødvendigt, men her er dette ikke tilfældet. For gadedøren lukkes så snart det er blevet mørkt, og hunden bringes på loftet når dens ejer går til sengs. Om morgenen derimod hører man den atter i dens lænker beklage sig over sin tilværelse når den ser en spurv, kat eller ethvert andet kreatur der nyder sin frihed, hvilket dagligt forstyrrer de omkringboende i deres forretninger, og de syge i den ro de ellers kunne nyde. Ønskeligt var det derfor om hundens herre ville forunde den sin frihed. Han ville derved gøre sig fortjent af naboer og genboer.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10244-10245)

Fiolstræde 26 (midt). Det var i gården til denne ejendom hundehyleriet stod på. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Fiolstræde 187 og 188 er nutidens nr. 26. Huset er fra 1808-09 og bygget af murermester Chr. Iversen Schmidt.

Anmelderen får tørt på af ejeren af huset i Politivennen nr. 516, 19. november 1825, s. 10265-10267.

Noget om Tørvebøndernes smaa Læs.

Anmelderen har ofte ved at se de torvesøgende bønders tørvelæs beklaget kulturgangens fremme og den bagvendte økonomi hos en del af vores bønder, idet de kommer til torvs med sådanne læs, hvoraf 5 til 6 udgør et ordentligt læs, i særdeleshed når der tages hensyn til de nu for tiden gode, imod de ældre dårlige vogne. At sådanne læs bringes il torvet er vist nok et uvæsen som fortjener de ansvarshavendes opmærksomhed. For ikke alene gives derved ofte lejlighed til snyderi, men køberne spilder også deres tid ved 5 til 6 gange at købe det de kunne have på en gang, ligesom deres udgift forhøjes ved at lade så mange smålæs aflæsse og opbringe på loftet.

Men for bønderne har dette uvæsen endnu flere og værre følger. Den hyppige kørsel med sådanne smålæs spilder en stor del af deres tid unyttigt, holder dem fra hjemmet, hvor de ellers kunne foretage sig arbejde, der kunne være dem selv og landet til gavn og nytte.

Den sætter dem i stor bekostning til vognes og hesteslags vedligeholdelse, til bompenge, fortæring i kroer osv.

Ved denne overflødige kørsel lider også landevejene og disse hyppiges istandsættelse kræver både arbejde og betaling.

Til alt dette kommer endnu det beklageligste at man i vores oplyste tid skal plages ved synet af sådanne vogne der ved en tåbelig og lumpen økonomi er indrettet til snyderi for at vedligeholde en indgroet, fra far til søn arvet drukkenskabsvane. - Men har staten såvel som bonden tab ved dette uvæsen, så var det vist nok ønskeligt at det kunne blive hæmmet. Anmelderen mener at kan ske når det blev forordnet for de med tørv torvesøgende at deres vogne skulle have et vist mål i længde, højde og bredde for oven og neden, og det pålagdes accissebetjentene at påse samme anordnings overholdelse. Da toldbetjentene dog ved undersøgelse om kontrabane skulle have lejlighed med disse tørvevogne, så kunne de let efterse om de havde det bestemte mål, og i modsat fald drage den skødesløse og ligegyldige eller den der besjæledes af en beklagelig snyderånd, til ansvar, og således ville stadens indbyggere blive betryggede et passende læs tørv, og behøvede da kun at tage hensyn til boniteten hvorefter de kunne akkordere om prisen.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10237-10239)

En besværlig Tigger paa Østergade.

Om dagen er man for nuværende tid her i staden temmelig fri for tiggeri. Men om aftenen overhænges man af dem såvel på gaderne som i husene. I skumringen kryber de frem fra deres vråer og driver deres væsen, indtil den tid vægteren indfinder sig på sin post. På Østergade findes en ikke ubetydelig mængde som trygler på gaden og i butikkerne. Blandt disse er isr en lurvet klædt, ikke aldrende person af et særdeles stygt udseende, meget påtrængende, og grov når man ikke vil give ham noget. Adskillige gange har denne lazaron været i anmelderens udsalgsbutik for at trygle, og kun med megen møje har han ladet sig afvis. Det ville være let at skaffe sig sådan påtrængende drukkenbolt fra halsen ved at bruge sin husret og kaste ham på døren, men da ville han i en så befærdet gade let samle folk sammen, og dette kunne muligvis have ubehagelige følger, da pøbelen ikke indlader sig i at undersøge hvem der har ret. Det virksomme middel mod sådanne besværlige tiggere ville nok være om et par betjente i oven nævnte tid patruljerede på Østergade og i dens omegn. De ville da tillige kunne pågribe sådanne omdrivende tryglere og henvis dem til arbejdshusene.

(Politivennen nr. 514. Løverdagen den 5te November 1825, s. 10230-10232)

Kneben Illumination den 29de October.

Den 29. oktober var Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. Men med forundring bemærkede man at næppe var den sidste vogn af suiten kommet til Skuespilhuset før lysene i en del steder på Kongens Nytorv og overalt i Norgesgade blev slukket, med undtagelse af i den gård der bebos af hr. blikkenslagermester Ekstrand. En mand der altid ved sådanne anledninger udmærker sig med sin butiks smagfulde oplysning. 

"Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade var illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. tilskuere. Utvivlsomt befinder der sig iblandt tilskuerne flere spitsbuber og urostiftere". (De kongelige på vej til Det Kongelige Teater, yderst til højre i billedet. Norgesgade hedder nu Bredgade).

Hensigten med sådan belysning er næppe, en sådan aften mere end ellers, at oplyse gaden for den kongelige ekvipager mens de passerer samme, hvilket også ville være unødvendigt, eftersom de medbringer tændte fakler, men for at være vores elskede kongehus en skyldig opmærksomhed. Dog hvad skal man sige om en opmærksomhed der røber så upassende gnieragtighed at man krymper sig ved udgiften til et par pund lys.


På den anden side ville det være ønskeligt at belysningen varede ved uafbrudt indtil toget var passeret tilbage. For som bekendt indfinder mange mennesker af alle klasser sig som tilskuere. Og utvivlsomt befinder der sig iblandt disse flere stratenrøvere og urostiftere. I en oplyst gade ville det være let for politiofficererne at pågribe disse hvorimod de i mørke med mere sikkerhed kunne drive deres uvæsen.


(Politivennen nr. 514. Løverdagen den 5te November 1825, s. 10226-10227)

26 februar 2016

Rotter på Assistenshuset.

En pålidelig mand beklagede sig forleden dag over skødesløshed ved Assistenshuset i følgende fortælling:
"Min søn som er meget øm over sine klæder, pantsatte sin bedste kjole på Assistenshuset for at have den i sikker og god forvaring fordi han rejste på landet med flere andre kjoler der var aftalt på det nøjeste hos den franske skrædder for 66 rigsbankdaler, 2 mark 11½ skilling for møls og tjæres antændelse. Da kjolen blev indløst, fandtes at den ene lomme, hvori formodentlig gemtes noget brystsukker, var ædt op af de tyrkisktænkende rotter, hvilken malheur vel ikke ville have fundet sted når huset var forsynet med katte eller man havde anvendt det simple middel at sætte vand for rotterne, da det er bekendt at rotterne ikke skærer klæde eller papir når de ikke savner drikke."
Fortælleren var af den mening at Assistenshuset bør være ansvarlig for det pant der indsættes og altså i dette tilfælde godtgøre tabet. Herpå vil indsenderen ikke indlade sig mere vidtløftigt, men efterligne hr. Baron Wedel-Jarlsberg i blot at fortælle utøjets gerninger.

(Politivennen nr. 513. Løverdagen den 29de October 1825, s. 10115-10117)

"Min søn pantsatte sin bedste kjole på Assistenshuset for at have den i sikker og god forvaring fordi han rejste på landet med flere andre kjoler der var aftalt på det nøjeste hos den franske skrædder". (Assistenshuset. Eget foto, 2015)


Redacteurens Anmærkning

Den nævnte baron kan være Fritz Wedel Jarlsberg. Under den kortvarige lempelse af trykkefriheden i årene op til 1799 ivrede han for denne. Ifølge Wikipedia havde han i 1821 udgivet et skrift med tvivlsomme idéer nationale økonomis forbedring. Det var gennem censur i Kancelliet, men blev udgivet. 

Et Par Bemærkningen ved Søbadeanstalten.

Den heldige bestræbelse som bestyrelsen hidtil har vist for at bringe søbadeanstalten til muligste fuldkommenhed, opmuntrer mig til at gøre den opmærksom på nogle forandringer som efter min mening kunne lede til det samme mål.

1) De trætøfler som findes i badeværelserne til brug for badegæsterne, er et meget ubekvemt fodtøj, især for dem hvis fødder ikke passer til dem. Kunne sådanne ikke helt undværes hvis man fra hvilebænken til badekarrets korkplade på gulvet anbragte en strimmel filt eller kalmuk af en alens bredde. Denne var både behagelig og varm at træde på.


2) De fleste badende som stiger ud af det varme bad, ønsker sig vist især på den koldere årstid en let og vis bedækning, hvori de indsvøbte kunne hvile sig nogle minutter og til dels klæde sig på. Dertil har bestyrelsen allerede anskaffet flonelsbadeskjorter som er åbne foran. Men der gives ikke få som ikke kan lide uldent på den bare krop. For sådanne ville det være behageligt om de kunne få disse badeskjorter af hvidt bomuldstøj.


3) For dem som ønsker at foretage hudens gnidning i eller efter det varme bad, hvilken gnidning dels er behagelig, dels gavnlig, savnes frottehandsker eller børster. Handskerne kunne sys som bælgvanter af stærkt lærred, indvendig beklædt med groft hvidt klæde eller vadmel og indrettes til at fæste om håndleddet for ikke at glide af under arbejdet. Børsterne kunne enten indrettes som aflange, flade og smalle puder, fæstede på en træplade, stoppet med krølhår og udvendigt beklædt med skæg eller stiv hård plys. Eller også som vores virkelige børster, korte og af blødere hår. Det forstår sig selv at ingen sådan brugt handske eller børste måtte udleveres til nyt brug uden først at være vasket og tørret. De fleste sådanne handsker måtte sys til den højre hånd og afpasses efter det almindeligste mål for mandfolk- og fruentimmerhænder.


4) Bestyrelsen har anmodet badegæsterne om at lade badevandet løbe ud for at vinde tid for den efterfølgende, men er dette altid tilrådeligt? Bør ikke karret for at undgå al mulig smitte når vandet er løbet ud, skrubbes og tørres af opvarterne? Og dette sker uden tvivl bedst før vandet er fuldkomment afløbet. Skulle opvarterne allerede have ordre til sådant forhold, beder jeg om tilgivelse for en unødvendig anmærkning.


(Politivennen nr. 513. Løverdagen den 29de October 1825, s. 10097-10100)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om den søbadeanstalt som er omtalt i Redacteurens Anmærkning til artiklen fra 2. juni 1825. Se denne.

25 februar 2016

Bekendtgørelse.

Efter hvad man senere har erfaret var den person der på en så skammelig måde mishandlede en sovende engelsk matros i Lille Kongensgade, ikke virkelig, men kun interimsportør på Frederiks Hospital. Han har senere for at undgå videre ubehagelighed absenteret sig da han rimeligvis kunne gætte sig til sagens udfald. Den mishandlede matros er taget under kur på nævnte hospital.

(Politivennen nr. 512. Løverdagen den 22de October 1825, s. 10094-10095)

24 februar 2016

Skammelig Fremfærd mod en sovende engelsk Matros.

Motto: Hvis du ikke lemmer, liv vil vove
Stå ej på gaden for at sove.

Hr. Udgiver.

Da det er enhver god undersåts pligt at bidrage til at se nedrig kådhed og ondskab straffet, bedes De at indføre følgende bevislige faktum i Deres gavnlige blad.


Onsdag den 5. oktober i middagsstunden stod en engelsk matros ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov. Han støttede hovedet på en pose som han havde lagt på vognen. Adskillige forbigående standsede vel ved at se ham, men da de erfarede at han sov, gik de igen. Endelig kom en karl (portør på Frederiks Hospital), rygende på sin pibe til stedet. Og da han blev opmærksom på matrosen, betragter han ham noget, går derpå hen til ham, griber ham i håret, løfter hovedet op og rusker ham. Men matrosen som sov meget tungt - en følge af en stærk rus som man siden erfarede han havde haft - vågnede ikke. 


"En engelsk matros stod ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov, støttende hovedet på en pose han havde lagt på vognen." (Lille Kongensgade 2015. Eget foto).

Nu fandt portøren på et andet middel. Han begyndte nemlig at puste ham røgen af sin pibe i ansigtet, hvorpå matrosen begyndte at røre på sig. Men da han dækkede sit ansigt til med posen for at undgå tobaksrøgen, trak portøren den fra ham, stak piben ind under hans arm op mod kinden og brændte ham således i ansigtet med pibehovedet, idet han vedblev at dampe og puste røgen ud af piben. Nu vågnede matrosen. Men efter længe at have søgt at skærme sig mod denne påtrængende og ondskabsfulde vækker, tabte han tålmodigheden og hans harme brød ud imod denne så skadefro plageånd. Han sprang op imod portøren. Men da han ikke kunne tale dansk, og så sig omgivet af en del mennesker, trak han i sin forvirring og forbitrelse en kniv op af lommen, formodentlig for at forsvare sig med en,eller hævne sig på sin tyran. Men da denne så dette, fik han af en tilstedeværende en stang eller knippel og for med den ind på matrosen samt mishandlede ham med morderiske slag. Dette bragte den endnu berusede matros endnu mere i harnisk. Han kastede sin trøje for i mag at slås med sin modstander. Men da denne havde trukket sig lidt tilbage og den berusede ikke straks fik øje på ham, løb han ned ad gaden. 

Imidlertid var der adskillige der anmodede portøren om at begive sig bort, hvortil han dog ikke var villig, men gav tværtimod sin hat til en af tilskuerne, og da matrosen kom tilbage, for han straks løs på ham, kastede ham ned i rendestenen og slog ham atter morderisk, hvorefter han endelig gik sin vej. Matrosen blev efter at have ligget og jamret sig meget bragt hen til hr. amtskirurg Westphal som drog omsorg for at han blev bragt på hospitalet. 

Anmelderen kan ikke undlade at offentliggøre ovenstående skønt han beklager derved at fremsætte et eksempel på at der blandt de godmodige danske findes enkelte som uden given årsag udøver sådan niddingsdåd mod sagesløs mand og således skænder det danske navn hos fremmede.


(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10074-10077)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 512. 22. oktober 1825, s. 10094-10095. 

Uorden af Slagterdrenge.

Anmelderen så i lørdags mellem klokken 6 og 7 i skumringen ikke en hyrdedreng, endnu mindre en Oehlenschlägers hyrdedreng, men en slagterdreng drive en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse. Var dette endda sket på Ægteskabsvejen (det er den som går i lige linje med ovennævnte op til broen ved Peblingesøen), så ville man ikke have påtalt det. For på den vokser ikke træer, men kun nælder og tidsler. Men at forvolde ødelæggelse på en vej som øvrigheden med bekostninger har anlagt til publikums fornøjelse, er en uforskammethed som bør anmeldes for at de ansvarlige opsynsmænd kan blive gjort opmærksom på sådanne utilladelige friheder som slagterdrenge og andre tiltager sig.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10072)

"En slagterdreng drev en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse". (Sortedamssøen omkring 1830)

Redacteurens Anmærkning

Kærlighedsstierne gik langs søerne. Ægteskabsstien var betegnelsen for stykket fra Søtorvet til Østerbrogade, også kaldet Skilsmissestien.

Atter Bøn om Nattero i Diderik Badskjærs Gang.

For ikke længe siden påankede man, og det med rette, de uordener der fandt sted om natten i kælderen under huset nr. 202 i Didrik Badskjærs Gang. Denne anke havde til følge at den agtværdige vært ved vores virksomme politis kraftige foranstaltning blev befriet fra urostifterne, og gadens beboere i almindelighed for den nattestøj der før så ofte forstyrrede deres nattero. Anmelderen vover derfor at fremsætte en lignende anmodning med hensyn til huset nr. 205 i samme gade der er propfuldt af de såkaldte logerende fruentimmer. Hele skare af liebhavere forsamler sig ofte og det endog langt ud på natten udenfor nævnte sted og underholder gratierne der sidder i vinduerne med højrøstede, fredsforstyrrende, kun lidt opbyggelige samtaler. Ofte sker det at en ikke let forklarlig skinsyge afstedkommer slagsmål mellem de skønnes ivrige tilbedere, hvilket almindeligvis ledsages af lydelige skrig og anden alarm til stor ulempe for enhver der efter endt dagsgerning ønsker at nyde den så nødvendige nattero. 

Uafbrudt vedvarer larmen vel ikke da vægteren hver time nødes til at passere gaden. Men han kan jo ikke altid være til stede, og vedkommende ved også ret godt at benytte lejligheden når forretninger kalder ham andetsteds hen.


Anmelderen slutter denne beretning med det inderlige ønske at de høje ansvarlige snarest muligt vil træffe den i så henseende fornødne foranstaltning.


(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10068-10069)

Noget om Præstepengenes Erlæggelse her i Staden.

Der er næppe nogen af alle borgerlige skatter og afgifter der vækker borgerens opmærksomhed mere end den afgift enhver borger og bosat skal svare til kirkens betjente under navn af præstepenge. For ingen ved efter hvilken målestok den beregnes. I begyndelsen gik rodemestrene omkring til enhver bosat for at forespørge hvad man kunne og ville give. Men det skete ofte at en mand måtte betale det dobbelt af hvad han havde ladet sig tegne for uden hensyn til om hans evne var til det eller ej. Og rodemestrene går stadig om for at lade enhver tegne sig for hvad han tror at kunne udrede, og desuagtet forøges eller fordobles dette for mange.

Denne trivelige præst ser ud til at have udnyttet præstepengene. (Ivar Brink: Præst, o. 1727. Statens Museum for Kunst). 

Indsenderen er af den mening (som han overlader til højere ansvarliges bedømmelse) at der burde tages hensyn til hvor mange børn en familie allerede har, da en sådan mand der sidder med en talrig familie, allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente og for fremtiden kommer til at yde endnu mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja endog en tredjedel, i modsætning til de andre. Det findes ikke urimeligt at de ansvarlige undertiden tager hensyn til næringsvejene. Men at den ene borger der sidder i lignende næringsvej som sin nabo der måske har meget større indkomster og ingen børn, skal betale det dobbelt modsat denne, det tror indsenderen at finde urigtigt. Ligesom det uden forespørgsel at afkræve ham det dobbelt af hvad han har ladet sig tegne for. I øvrigt tror indsenderen at forene manges - om just ikke gejstlighedens - ønsker ved at bede de høje ansvarlige om lidt oplysning desangående.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10065-10067)

Redacteurens Anmærkning

Præstepenge var en afgift som husfædre skulle betale. I København var den siden 1814 slået sammen med degne- og klokkerpenge. Til at bestemme størrelsen var der nedsat en kommission, men i praksis satte de præstepengene som en slags formue- og lejlighedsskat. Ordningen fortsatte op i forrige århundrede og blev revideret i 1904. Præstepengene udgjorde en betydelig del af de københavnske præsters indkomster sammen med bidrag, gebyrer for barnedåb, bryllup osv. og udlejning af kirkestole. 

Betaling af præster berøres næsten ikke i Politivennen. Se dog "Et ei uvigtigt Ønske" om Det Kongelige Danske Landhusholdningselskabs udskrivning af præmie til besvarelsen af spørgsmålet om tiendes forvandling fra naturalydelse til pengebetaling. Politivennen nr. 759, lørdag den 17. juli 1830, s. 444-448. Samt Politivennen nr. 1035, lørdag den 31. oktober 1835, s. 715-722: "Forslag, Præstepenges Erlæggelse angaaende."

En længere artikel om præstepenge "Forslag, angaaende Præstepenges Erlæggelse." findes i Politivennen nr. 1201, lørdag den 5. januar 1839, side 1-8.

23 februar 2016

En fæl Uskik med at banke Gulvtæpper paa Rækverket af Stadens Broer.

Uagtet der tidligere gennem dette blad er klaget over den uskik at banke gulvtæpper på rækværket af stadens broer, og skønt de rette ansvarlige velvilligt har taget denne erindring ad notam finder samme dog stadig sted. På rækværket af broerne ved Frederiksholms Kanal ser man især meget ofte at de herskaber der bor i nærheden, lader deres gulvtæpper banke til megen ulejlighed i mere end en henseende. For 1) så får de der passerer broerne, deres klæder slemt tilredt af gulvstøv. 2) har anmelderen gentagne gange været vidne til at heste der så hyppigt trækkes over samme til Ridehuset, er blevet sky, og 3) synes det også at stride imod de anordninger der forbyder at kaste skarn i kanalerne hvis opmudring er forbundet med en ikke ubetydelig omkostning. Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at denne uskik bliver afskaffer.

(Politivennen nr. 510. Løverdagen den 8de October 1825, s. 10062)

"Anmelderen har gentagne gange været vidne til at heste der så hyppigt trækkes over samme til Ridehuset, er blevet sky". (Stormbroen over Frederiksholms Kanal, set fra broen over til Ridebanen ved Christiansborg. Kjøbenhavns Prospecter).

Redacteurens Anmærkning

En næsten enslydende klage står i "En Uskik." Politivennen nr. 1168, lørdag den 19. maj 1838,side 320-321. 

Bøn om lidt mere Plads for Pengene.

Ved den forestilling der blev givet på Morskabsteatret ved Vesterbro torsdag den 22. september, manglede tilskuerne den fornødne plads, fordi der nemlig indfandt sig langt flere mennesker end rummet kunne optage. Anmelderen hører ikke til dem der temmelig højlydt ytrede at de ansvarlige havde solgt et større antal billetter end der var pladser. Men vil langt hellere antage at en eller flere af dørvogterne har svigtet deres pligt. Han tillader sig derfor at gøre opmærksom på det og at insistere på en bedre orden i fremtiden.

(Politivennen nr. 510. Løverdagen den 8de October 1825, s. 10061)


Redacteurens Anmærkning


Det første Morskabsteater (1802-1808) blev grundlagt på Vesterbrogade overfor Skydebanen af James Price (1761-1805) og blev kaldt Det danske National-Sommertheater. Det andet hed Hanne Kuhns Sommerteater (1812-1816), opkaldt efter Prices enke Hanne Tott, gift med Franz Joseph Kuhn. Vesterbro Morskabstheater var Pricernes tredje teater  med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45.

21 februar 2016

Ønske angaaende bedre Orden på Høtorvet.

For nogle år tilbage holdt alle høvognene i en række fra Frederiksberggade til Lavendelstræde således at hestene stod vendt ind mod fortovet. Vognene behøvede da kun at rykke tilbage for at køre væk eftersom køberne indfandt sig til læssene. Men da færdslen på gaden ofte blev standset på grund af det, er høvognene nu blevet befalet til at holde på den modsatte side af pladsen ved Filosofgangen. Denne ændring er unægtelig meget hensigtsmæssig. Derimod er den orden som vognene nu holder på, næppe at foretrække for den hvori de før blev opstillet. For 1) de optager langt mere plads nu end før, da de på ingen måde kan rykke så tæt sammen. 2) er det meget mere besværligt for dem der holder inderst at komme ud igen 3) følger at der ofte opstår rangstrid om hvem der skal holde yderst mod torvet. For dette anses som en fordel både fordi varerne her lettere falder køberne i øjnene som også fordi vognene lettere kan køre væk.

Vægteren der skal afsige sin kendelse i denne sag, følger vel ikke altid den strengeste upartiskhed, idet nogle synes mere begunstigede end andre. Alt dette mener man bedst kan løses ved at den gamle orden bliver iagttaget, således at alle høvognene opstilles i en række med hestene vendt ud ad til gaden, da enhver vogn meget let kan køre væk og ingen vil kunne klage over forurettelse. Anmelderen har selv efter at have opskrevet disse bemærkninger været vidne til hvor nødvendig den gamle orden var for at forebygge at ikke den ene vogn ved at køre ud mellem de andre skal vælte sine sidemænd.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10016-10018)

"Man kan bedst løse problemet ved at den gamle orden bliver iagttaget, således at alle høvognene opstilles i en række med hestene vendt ud ad til gaden" (Et hølæs for indadgående, på vej mod Høtorvet, eller Halmtorvet nederst til venstre. Rieper 1842. Fra Lisette Becker: Ti Dage i København og Nordsjælland i Frederik VI's tid. Høst, 1940).

Redacteurens Anmærkning

Høtorvet, eller Halmtorvet lå langs det nuværende rådhus (Vester Voldgade). Da volden gik nogenlunde hvor rådhusets mure nu afgrænser gaden, var det en meget smal passage hvor også Filosofgangen forløb ned mod havnen. Allerede hundrede år før artiklen var høvognene blevet forvist fra Gammeltorv til denne plads. Pladsen var formentlig af samme bredde som nutidens Vester Voldgade. Man har tilsyneladende i stedet for som før at lade vognene stå på række, befalet at de skulle stå bag hinanden i flere rækker.