Den kvindelige dannelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 11te November 1837. - Den store Revolution, som i den senere tid er foregaaet i hele den qvindelige Dannelse, i hvilken Bogen og Brodeernaalen har indtaget Malkebøttens og Feiekostens Plads, og som, alle Overdrivelser fraregnet, vistnok ikke kan andet end glæde Enhver, har i Henseende til de unge Pigers Sundhed vist ikke havt nogen gavnlig Indflydelse, men bærer sikkert for en Deel Skylden for den større Nervositet og anden Svaghed, som nu synes at herske fremfor i en tidligere Tid. Den Mangel paa kraftig Bevægelse og legemlig Uddannelse, som det nye Opdragelsessystem medfører, har man derfor i de fleste større Stæder søgt at afhjælpe ved Voltigeerindretninger for unge Piger, og disse have, hvor de have været indført, alt baaret saa heldbringende Frugter, at det ikke mere kan være tvivlsomt, at saadanne lidt efter lidt ville blive indrettet overalt, og saaledes væsentligen ville bidrage til at gjøre legemlig Styrke og Smidighed, Sundhed, Livlighed og Gratie stedse almindeligere, og derimod til at banlyse de Sygdomme ja endog Synder, som danne vor nuværende Civilisations Skyggesider. Det glæder os derfor at kunne meddele, at en saadan Gymnastikindretning for unge Piger ogsaa hos os vil blive oprettet. Efter Forlydende skal nemlig Hr. Langgaard, hvis orthopædiske Institut paa Tuborg erhverver sig en stedse almindeligere, velfortjent Anseelse, have besluttet, her i Byen at indrette en Voltigeeranstalt for Damer, hvorved hans nærmeste Hensigt skal være, at aabne dem, der have forladt hans Institut, Adgang til at fortsætte de Legemsøvelser, der udgjøre en saa vigtig Deel af Curen, og at forskaffe alle dem, der have Anlæg til Skjævhed, Leilighed til saa tidligen og beqvemt at modarbeide denne Tendents, at de muligen kunne undgaae Nødvendighed af en formelig Cur. Men skjøndt det saaledes nærmest er Hr. Langgaards Bestræbelse at fuldstændigegjøre sit Institut, der har fremkaldt denne Beslutning, saa er der ingen Tvivl om, at denne Voltigeeranstalt, der, som bemærket, vil blive indrettet her i Byen, og komme til at staae under Tilsyn af Lægeer og Damer, ogsaa vil blive benyttet af saadanne, der ikke have været Skjæve, og heller ikke frygte for at blive det, og at den saaledes ogsaa i en videre Kreds vil kunne stifte megen Nytte.

(Kjøbenhavnsposten 11. november 1837)

Kjøbenhavn, den 6te October 1837. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Besættelsen af de to ledige Pladse i de 32 Mænds Forsamling heri Staden ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Vedtægt, som der ved denne Leilighed iagttages nemlig: at ingen Ikke-Indfødte kan vælges. Hvad enten denne Skik grunder sig paa et udtrykkeligt Statut eller blot paa gammel Praxis, er dens Vedbliven saa aabenbar urimelig, ja næsten latterlig, at vi troe ikke paa nogen Maade at sige de 32 Mænds sunde Menneskeforstand eller Uhildethed af gammel Fordom nogen Compliment, ved at yttre, at vi blot behøve at gjøre opmærksom paa denne Vedtægts Tilværelse foor at foranledige dens Ophævelse. Den Mand, som Kjøbenhavns Borgere ikke vilde betænke sig paa at vælge til deres Deputerede ved Stænderforsamliingen eller nogensomhelst anden Hæderspost, er udelukket fra de 32 Mænds Forsamling, dersom han er født paa hin Side Elben eller maaske endog Eideren, om han end besad aldrig saa megen Retsindighed, Dulighed og Uafhængighed, om og han end har boet nok saa længe iblandt os. Det er en saadan Levning af taabelige Fordomme og chinesiske Isolerings Grundsætninger, der tillige i sig indeholder et Exempel paa den krasseste Nationalstolthed og Indbildning om egen Fortrinlighed, (thi Skikkethed til at være Medlem af de 32 Mænds Forsamling er vel det hvorpaa det ved Valget kommer an?) at vi ikke skulle spilde et Ord mere imod en Vedtægt, for hvis Vedbliven vi ikke ere i Stand til at opdage en eneste fornuftig Grund.

(Kjøbenhavnsposten den 6. oktober 1837)

Vaadeskudsulykke. (Efterskrift til Politivennen)

Den 3die August gik et ungt Menneske paa Jagt i Følge med en kongelig Skytte paa Veien, der fører fra Dyrehaven til Lundtofte. Den første mener at see en Skade eller deslige i et Piletræ i Hegnet om Lundtoftegaardens Mark; han skyder paa meget kort Distance, omtrent en Snees Skridt, i det lave Træ, da i det samme et Skrig høres, og den ulykkelige Trufne glider ned af Træet. Han var en kraftfuld og blomstrende Dreng i 12te Aar, Søn af Lundtoftegaardens Eier. En Ladning af svære Hagl havde gjennemtrængt hans venstre Side, Lungen og rimeligviis Hjertet, desuagtet løb han nogle Skridt imod Skytten, slyngede sig om dennes Knæ og raabte: "o, jeg lever ikke, jeg maae døe," og da de de jamrende Forældre kom ilende til Stedet, der er paa deres egen Mark omtrent 1000 Alen fra Gaarden, fandt de deres elskede Søn blødende paa Jorden og - død. Han var faa Øieblikke før med en Legekammerat krøbet op i Træet, men denne forlod strax Træet, og havde just fjernet sig et Par Skridt, da Skuddet skete. Denne Ulykke er saa meget beklageligere som Drengen var Forældrenes eneste Søn. 

(Kjøbenhavnsposten, 10. august 1837. Uddrag).

Det borgerlige Artillerie (II) 1830-1849. (Efterskrift til Politivennen)

Anden og sidste del af serien om det borgerlige Artillerie under Københavns Borgervæbning. Såvel K. H. Seidelin som K. Kristensen (Politivennens første 2 redaktører) var medlemmer af dette korps. Første del er om denne periode. Dette opfølgende afsnit handler om tiden derefter.

 

Ulykkelig Hændelse.

Ved det borgerlige Artilleries Mønstring paa Amagerfælled i Løverdags indtraf den Ulykke, at tvende af Mandskabet ved Uforsigtighed kom til Skade ved en Kanons Afbrænding. Begge bleve bragte paa Hospitalet; paa den Ene maatte den venstre Arm og 3 Fingre af den høire Haand afsættes; og paa den Anden den ene Haand; ligesom den Sidste ogsaa ved Krudtsprængning i Ansigtet staaer Fare for at miste Synet. En Tredie, af Feltartilleriet, fik Siden forbrændt derved, at der var gaaet Ild i hans Patrontaske.

(Kiøbenhavnsposten 10. august 1830).

Kjøbenhavn d. 1ste August 1836. - I Torsdags den 28de Juli afgik ved Døden Commandeur for det borgelige Artilleri-Corps heri Staden, J. P. Weilbach, Seil-Flag- og Compasmager, Rd. af Db. og Danebrogsmand. Han var agtet og anseet blandt sine Medborgere som en særdeles driftig og virksom Mand i sit Fag. Den Kjærlighed, han i sin tidligere militaire Stilling havde vidst at erhv erve sig i saa høi Grad, led maaskee noget Skaar i de sidste Aar ved den Mangel af Conseqvence, han vel ikke aldeles kan frikjendes for; hans Agtelse som redelig og samvittighedsfuld Mand i alle Forholde, og som den, hvis Villie altid var den bedste, blev derimod stedse uformindsket den samme.

(Kiøbenhavnsposten 1. august 1836).

- Stadshauptmanden heri Staden, forrige Kobbertøisfabricant Conrad har i disse Dage benyttet sig af sin Myndighed til at arrestere paa en Maade, som vi troe fortjener offentlig at omtales; han har nemlig ladet en Vestindianer, en Søn af Capitain og Gouvernements-Adjutant Heyliger, kaste i Fængsel, fordi han ikke meldte til Vaabenøvelser ved det borgerlige Artilleri, hvorved han var ansat, skjøndt den Arresterede ved Attest fra Professor Larsen, som Decanus for det juridiske Facultet, havde godtgjort, at han i disse Dage var oppe til dansk juridisk Examen; det var derhos Herr Conrads Bestemmelse, at Herr Heyliger stulde sidde i 24 Timer i Arrest , hvor han, vel at mærke, ikke sad alene, men i Selskab med en Person, der blev dømt til 4 Gange 5 Dage Vand og Brød, og hvis han efter Bestemmelsen havde kommet til at blive der om Natten, vilde han endnu have faaet en værre Forbryder til Selskab. Det borgerlige Artilleri afbenytter nemlig ved slig Leilighed det kongelige Artilleries sædvanlige Varetægts-Arrest. Uagtet Stadshauptmand Conrad af Oberst Lützow var bleven gjort opmærksom paa dette Misforhold, var Stadshauptmanden dog ikke at formaae til at forandre sin Bestemmelse, forend det juridiske Facultet havde lagt sig derimellem, hvorpaa Herr Stadshauptmandrn endelig Kl. 1 gav Ordre til den Arresteredes Løsladelse, efterat denne havde siddet der i 6 Timer. Vi skulle ikke her gaae ind paa del Spergsmaal, hvorvidt Herr Heyliger med Rette eller Urette er ansat ved det borgl. Artilleri, men hvad vi derimod paa det bestemteste maa bestride er Statshauptmandens Ret til at arrestere et Menneske i de Dage, han er oppe til Examen, fordi han ikke møder ved Vaabenøvelserne, naar han i Forveien har anmeldt og legitimeret et saa gyldigt Forfald , som dette. Den anden Grund til Anke troe vi ligger i Stedet, hvor den Arresterede blev hensat; vel er det et almindeligt Onde for hele det borgerlige Artilleri, for Tjenesteforseelser at have Arrest tilfælles med Forbrydere af det kongelige Artilleri, men in casu, hvor der efter vor Mening ingen Ret var til at arrestere, bliver det dobbelt at tilregne Stadshauptmanden, at dette Onde ikke er hævet.

(Kjøbenhavnsposten 13. maj 1837). 

Christian Bayer (1841-1933): Kong Frederik VI ved en Revy for Borgervæbningen paa Fælleden 1838. Værket afspejler måske mere eftertidens opfattelse, autentiteten er usikker, da det er lavet årtier efter 1838. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Under "Indsendt" læses i "Dagen" Følgende: Det er ikke sjeldent, at Embedsmænd, hvis Retskaffenhed er almeen bekjendt, i offentlige Blade, dadles uden gyldig Grund, paa en fast nedværdigende og skumlende Maade, eller at man saaledes fremsætter og udtyder Handlinger, hvori de kun have fulgt Pligt og Samvittighed, at de faae Udseende af, at være slette og uretfærdige. Et træffende Exempel paa en saadan Fremstillingsmade af Facta og Stræben efter al kaste Skygge paa en agtværdig Mand, ved at fortie Sandheden og fordreie Kjendsgjerninger, havde man nylig i den Maade, hvorpaa Hr. Palaiforvaller Bonsach var omtalt i Anledning af en Kones for tidlig- Nedkomst paa Frederiksberg og et senere er givet ved al Hr. Stadshauptmand Conradt, i "Kbhvnspst" No. 131, er omtalt som en Mand, der har yttret sin Myndighed ved en høist inhuman Fremgangsmaade imod Hr. Heiliger, der er ansat i det borgerlige Artilleri. Indsenderen, der troer at kjende Hr. Stadshauptmand Conradt, som en meget veltænkende, human og frisindig Mand, og tillige nøie er underrettet om den i "Kbhvnspst." paaankede Sags sande Sammenhæng, troer, for Retfærdighedens og Humanitetens Skyld, at burde oplyse dette Blads i denne Henseende Usandhed indeholdende Nyhedspost ved nogle Bemærkninger. - I Forbigaaende maa bemærkes, at "Kbhvnspst." begynder sin Artikel med at berøre Hr. Stadshauptmand Conradts tidligere borgerlige Stilling paa en Maade, der, i Forbindelse med den hele Artikel, af enhver fordomsfri Læser maa ansees som spydig. Det klæder den, der, som "Kbhhvnspst" stedse raaber paa sin Liberalitet, meget ilde at støde sig over en Borgers hæderlige Kald, ved hvilket han, paa en hæderlig Maade, har erhvervet sig sit Udkomme og vundet enhver Retskaffens Agtelse ved Dristighed og Redelighed. Hr. Stadshauptmand Conradt har hørt til Statens producerende Medlemmer, der skylde sig selv deres gode Kaar, og da "Kbhhavnsposten" især synes at ville være en Ven af den producerende Borger, klæder dens Stikleri den dobbelt ilde. Meest uværdigt for den bliver det imidlertid derved, at den har søgt at give Hr. Heiliger et Slags Anseelse, ved at fortælle, at han er Søn af "en Capitain"; thi derved tillægger den, høist uliberalt, Værdigheden ved Fødselen et større Værd, end den Værdighed, der er erhvervet ved egen Virksomhed og redelige Stræbsomhed. Under enhver Omstændighed maa man vistnok sande, at den Mand, der i sin borgerlige Stilling har gavnet Andre, idet han selv søgte sit Udkomme ad en Vei, der stedse var Ærens, fortjener større Ærbædighed og Agtelse end f. Ex. en Redacteur, som ikke undseer sig for at lade aftrykke Usandheder om en retskaffen Mand, eller som er Cand. Juris og dog dømmer eller fremfører Noget, som uimodsigeligt, inden han følger den i al Rettergang første Regel: "audiatur & alters pars". - Sagens sande Sammenhæng er følgende: Hr. Heiliger, ansat ved det borgerlige Artilleri den 7de Marts 1834, har samme Aar og fremdeles 1835-36 været fritaget for Vaabenøvelserne, fordi han angav, at skulle underkaste sig Examen for ustuderede Jurister. Han blev den 22de April d. A. af hans Compagnichef, Hr. Capitain Petersen, givet Tilsigelst om at møde, for at modtage Armatur og derefter møde i Exerceerssolen. Det behagede ikke Hr. Heiliger at møde, hverken den 22de, 23de eller 24de April, men han sendte, efter tredie Tilsigelse, en Karl til Hr. Capitain Petersen med det mundtlige Ærinde, at han (Karlen) skulde modtage Armaturen. Da Compagnichefen skal have skristlig Tilstaaelse for Modtagelsen af Armaturen, blev Karlen betydet, at Hr. Heiliger maatte møde selv, for at udstede Qvittering; ikke destomindre behagede det ikke Hr. Heiliger, endskjøndt han igjen blev tilsagt at møde den 26de og 29de April. Den 3die Mai indgav Capitain Petersen desangaaende Rapport og udbad sig Hr. Heiligers Afstraffelse. Der blev derfor dicteret ham en Arrest af 24 Timer i Tøihuusvaglen, hvor Constabler og Underofficerer, i Medhold af 82 af Reglementet af 1ste Juni 1803, hidtil have været hensatte. Arrestationen blev bekjendlgjorl igjennem Parolen af 8de Mai og effeclueret den 9de Mai, Kl. 7 om Morgenen. - Vel lod Hr. Oberst v. Lützow, efter at Arrestationen var skeet, Hr. Stadshauptmand Conradt, ved Adjutanten, underrette om, at Hr. Heiliger var arresteret i samme Arrest, som er bestemt for de kongelige Artillerister, mm da dette ikke var Andet, end hvad der sædvanligt er Tilfældet, kunde Stadshauptmanden ikke have Noget derimod at erindre. - Om Formiddagen Kl. 10 samme Dag (altsaa den 9de) modtog Stadshauptmanden fra Corpscommandeuren, Hr. Oberstlieutenant Seidelin, en Ansøgning fra Hr. Heiliger om, at fritages for Vaabenovelserne, da han var oppe til Examen for ustuderede Jurister, og da dette Andragende var ledsaget af en Attest fra Hr. Professor Larsen, Decanus ved det juridiske Facultet, blev Hr. Heiliger strax permitteret og hans Arrest hævet. - Hvad bliver nu "Kbhvnspst.'s" Harangue, som var beregnet paa at vække og sikkert ogsaa har vakt Alles Uvillie imod Hr. Stadshauptmand Conradt? Enhver retskaffen Mand vil give den det Navn, den fortjener. Det er ifølge det Anførte aabenbart, at "Kbhvnspost." farer med Usandhed, naar den fortæller: 1) at Hr. Heiliger var arresteret, uagtet han havd e godtgiort, at han i disse Dage var oppe til Examen for ustuderede Jurister, 2) at Hr. Stadshauptmand Conradt var vidende om, at han sad i Arrest med en Person, som var dømt til Cand og Brød, og 3) at Hr. Sladshauptmand Conradt ikke vilde forandre sin Bestemmelse, forend det juridifle Facultet lagde sig derimellem. - Indsenderen tillader sig endnu at tilføie: Den sande Liberalitet æsker lige Ret for enhver Statsborger, naar det angaaer en Forpligtelse, som paahviler Alle, og alle Medlemmerne af Borgerbevæbningen vilde derfor have Ret til at beklage sig, om der med Hr. Heiliger gjordes en Undtagelse fra Regelen. Han er baade af den forrige og af den nuværende Stadshauptmand behandlet med største Humanitet. Under sin hele Ansættelse i det borgerlige Artilleri, fra 7de Marts 1834 indtil 9de Mai 1837, altsaa i hele 3 Aar har han skullet underkaste sig Examen for ustuderede Jurister. Endskjøndt denne Examen vel kan absolveres i eet Aar, har Hr. Heiliger, for at underkaste sig den, været fritaget for den Tjeneste, den skatteydende og næringsdrivende Borger maa gjøre, i to Aar, og er ogsaa strax bleven frigjort derfor i det tredie, da han havde beviist, at han endnu ikke havde taget den, hvorvel en saa lang Fritagelse rimeligen maatte blive ham nægtet, hvis man vilde tage Hensyn til Cancelliskrivelsen af 2den October 1830, som angaaende dem, som studere ved det chirurgiske Academi, uden at være Studenter, siger, at de bør ansættes ved Borgercorpserne, og at Fremmede, som studere der, uden Hensigt til her at erhverve Praxis eller Embede, tilstaaes Fritagelse for eet Aar. Om Hr. Heiliger endnu kan bevise, at han har været nærved at tage denne Examen, om han, siden det har varet saa længe, tænker at blive Dyrehavstiden over med, eller om han tilsidst har faaet Ende paa den, saa at han nu kan underkaste sig det, som enhver vaabendygtig Borger og Indvaaner af borgerlig Stand maa underkaste sig, naar han har fyldt sit 18de Aar og ikke er dømt til nogen i den offentlige Mening vanærende Straf, det ved Indsenderen ikke, men saameget er klart, at Hr. Heiliger ikke kan klage over anden haard Behandling, end den, han selv har paadraget sig ved ikke at følge de Anordninger, som alle anndre Borgere følger, og som enhver Mand, der er liberal (ikke troer Love givne for Alle, undtagen ham selv), følger uden Modstand. - "Kbhspst." har nylig givet et andet Blad det venskabelige Raad, ikke, ved kaade eller grove Angreb paa Personer, at gjøre sig til et Smudsblad. Noget af det Smudsigste, et Blad kan giøre, er at nedlade sig til, ved en urigtig Fremstilling af Kjendsgjerninger, at ville kaste Skygge paa hæderlige Mænd, og det synes derfor høist nødvendigt, alvorligen at paalægge "Kbhnspst.", naar den giver saadanne Formaninger, "Fei først for Din egen Dør."

(Dagen 16. juni 1837, her refereret fra Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 24. juni 1837).

Nyheds-Post.

Kjøbenhavn , den 20de Juni 1837. - En Indsender i "Dagen" for i Fredags den 16de Juni har forsøgt et Forsvar for den imod Hr. Heyliger brugte Fremgangsmaade af Hr. Stadshauptmand Conradt, som vi havde omtalt i vort Blads Nr. 131 den 13de Mai. Vi bede Læserne om Undskyldning for at vi opholde dem ved en i sig saa ubetydelig Sag, men da Indsenderen har sigtet os for Fortielse af Sandheden og Fordrejelse af Kjendsgjerninger osv., maa det være os tilladt med et Par Ord at godtgjøre det Ubeføiede heri. Det er høist paafaldende, at en nøie Bekjendt af Stadshauptmanden har behøvet over en Maaned til at fremstille hvad han kalder "Sagens sande Sammenhæng"; vi beklage dette, thi derved er hvad vi have sagt gaaet de fleste Læsere af Minde, og vi ere derfor nedte til at gjentage vore Yttringer, da det er umuligt af Indsenderens Artikel at lære dem at kjende. Vi have paa det bestemteste bestridt "Stadshauptmandens Ret til at arrestere et Menneske i de Dage, han er oppe til Examen, naar han i Forveien har anmeldt og legitimeret et saa gyldigt Forfald som dette." Dette var Tilfældet med Hr. Heyliger; den Dags Formiddag Arresten igjennem Parolen blev bekjendtgjort, (d. 8de Mai) altsaa Dagen førend Arresten iværksattes, indgav han en Ansøgning om Fritagelse ledsaget med Attest fra det juridiske Facultets Decanus Prof. Larsen om, at Ansøgeren havde i disse Dage været oppe til den skriftlige Deel af Examen , og i samme Maaned skulde op til den mundtlige Deel. Paa Stadshauptmandens Contoir, hvor Hr. Heyliger først henvendte sig, blev det ham betydet, at Ansøgningen med Attesten skulde indgives gjennem Capitainen, til hvem personlig Hr. Heyliger overleverede den den 8de Mai om Formiddagen. Denne væsentlige Omstændighed er ikke af Indsenderen omtalt, skjøndt man med Føie kunde vente, at den, der vil fremsætte saa haarde Beskyldninger, ikke forbigik det Afgjørende i Sagen. Herved er del nemlig godtgjort, at Hr. Herliger har legitimeret sit gyldige Forfald, og Arresten bliver baade for hans Vedkommende og fra Corpsets Side lige uretlig, hos hvem end Skylden ligger for, at det i rette Tid hos rette Vedkommende anmeldte Forfald bliver til ingen Nytte. Det er ikke mere end simpel Retfærdighed, at Compagnichefen, naar det gyldige Forfald af En, over hvem der er decreteret Arrest, anmeldes for ham, da ogsaa sørger for, at Ansøgningen med Attesten ikke bliver unyttig ; de militaire Former kunne dog vel aldrig fordre, at Ansøgningen om Fritagelse for Arrest først skal blive i Stand til at opnaae sin Hensigt, naar Arresten er forbi? Indsenderen siger "Vel lod Hr. Oberst v. Lützow, efter at Arrestationen var skeet, Hr. Stadshauptmand Conradt, ved Adjutanten, underrette om, at Hr. Heyliger var arresteret i samme Arrest, som er bestemt for de kongelige Artillerister, men da dette ikke var Andet, end hvad der sædvanligt er Tilfældet, kunde Stadshauptmanden ikke have Noget herimod at erindre." Ja det er rigtigt - men det er meget ubehageligt, at Indsenderen ikke lægger til, hvad Adjutanten ogsaa fortalte Stadshauptmanden, ar Hr. Heyliger sad sammen med en Vand- og Brøds-Arrestant; herover var det vi for Hr. Heyligers Vedkommende beklagede os; at de borgerlige Artillerister hensættes for Disciplinarforseelser i det kongelige Artilleries Arrester kaldte vi et almindeligt Onde for hele det borgerlige Artilleri, og herover kunde det naturligviis ikke falde os ind at fordre en Undtagelse for Hr. Heyliger. Det glæder os at kunne berette, at de borgerlige Artillerister nu hensættes paa Hovedvagten, hvilket forøvrigt allerede har Hjemmel i Regl. 1ste Juni 1808 § 82. - Indsenderen, hvis Fremstilling af Sagens sande Sammenhæng vi nu tilstrækkelig have belyst, har ogsaa nedladt sig til Personligheder, saavidt kunne vi ikke ledsage ham, lige saa lidt som vi med ham have i Sinde  at indlade os paa nogen Discussion over vore Grundsætninger.

(Kjøbenhavnsposten 20. juni 1837)

Johan Frederik Eberlin (1787-1868). Garvermester, kommandør for det borgerlige artilleri i København. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Recrutterne ved Kjøbenhavns borgerlige Artilleri marscherede i Middags op og bragte den inspicerende Major for deres Exerceerskole, Garvermester Eberlin, et Hurra, der formodentlig var saa meget mere velmeent, som denne Borgerofficier endnu for et Par Aar siden var Gjenstand for stærke opinionsyttringer i den modsatte Retning. Denne Meningsmanifestation gik, mærkelig nok, af uden Mellemkomst af Politistokkene, der ellers i Reglen spille en saa indgribende Rolle ved alle Udbrud af Stemninger. Om Grunden til denne Inconseqvents maaskee kan søges i den Omstændighed, at Politiet hellere respecterer bevæbnede end ubevæbnede Borgere, skulle vi ikke afgjøre. Iøvrigt fortjener det at bemærrkes, at Vagtcommandoerrne vise en paaskjønnelsesværdig Opmærksomhed for Opinionsyttringer. Saaledes gjorde Nørreports Vagt, i hvis Nærhed Hurraet fandt Sted, Honneur ved at træde under Gevær og præsentere.

(Kjøbenhavnsposten 7. juli 1842).

Artiklen hentyder formentlig til en episode som fandt sted i juli 1839 og som også er omtalt i et indslag på Politivennen Live Blogging.

Fædrelandet har tidligere berettet, at Stadshauptmanden for Kjøbenhavns Borgervæbning i et Andragende til Hs. Majestæt angaaende nogle forovrigt ubetydelige Uniformforandringer, har gjort Misbrug af sine Officerers Navn, samt at i denne Anledning 42 Officerer af Kjøbenhavns borgerlige Infanteri ere indgaaede med en underdanig Forestilling, hvori de andrage paa, at de for Fremtiden maae blive spurgte, inden Stadshauptmanden udgiver noget for Samtliges Ønske. I denne Anledning have Officererne ved det borgerlige Infanteri den 21de Juli været sammenkaldte i Execeerhusct, ikke for, som skeet er ved der borgerlige Artilleri, at modtage en Undskyldning af deres Chef, fordi han havde forløbet sig, heller ikke for at høre en Afbigt af de Officerer, paa hvis nøiagtige Referat Stadshauptmandens Indstilling var støttet, og af hvilke idetmindste een erklærede sig villig til ved en aaben og ærlig Vedgaaelse af sit uoverlagte Skridt at ende Sagen, - men for at blive adspurgte, om de 43 vilde gjenkende deres Andragende som en ubesindig og overilet Handling. Svaret herpaa paa disse Officerer begave sig bort, efter tidligere at have forlangt Sagen henviist til et Krigsforhør. Det synes altsaa som om denne Historie endnu er langt fra sin Ende, og som om den skal paadrage, ikke den skyldige Stadshauptmand og hans Raadgivere, men de aldeles uskyldige Petitionairer idetmindste megen Uleilighed og Tidsspilde; men om det endog skulde lykkes Stadshauptmanden, hvad det vel ikke er troligt, men formedelst den militaire Retstilstand dog maaskee ikke aldeles umuligt eller uden Exempel, at dreie Sagen derhen, at det til syvende og sidst ikke blev ham, men de petitionerende Officerer, der kom til at staae som Syndere, saa kunne disse trøste sig med, at den fornuftige offentlige Mening vil bifalde deres Vægring mod stiltieende at taale den af deres Chef begangne Fadaise, eller ovenikjøbet at kjende den for god og gyldig.

(Rd. Av.)

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 7. august 1842).

C. V. Bruun (1794-1877): Kiöbenhavns - Borgervæbning. Artillerist. Infanterist (1850). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Censur. (Efterskrift til Politivenen)

Vi have nyligt i Nr. 1 af "den Frisindedes" nye Suite seet meddeelt en Liste over de Udgivere og Redacteurer af uprivilegerede Blade, der er under speciel Censur. Som saadanne nævnes: 1) Commissionstidendens, 2) Dansk Folkeblads, 3) Fædrelandets, 4) Nordisk Kirketidendes, 5) Kjøbenhavnspostens, 6) Rakettens og 7) Sandhedsfaklens. Som adspiranter til "maa trykkes" staae endvidere: Redacteuren af "Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn" Fr. Schaldemose i Følge offentlig Action; Redacteuren af "Kjøbenhavns flyvende Post" Professor Heiberg, paa Grund af Boghandler Steens Søgsmaal; "Politivennens" Redacteur, Major Christensen, sagsøgt af Grosserer J. M. Eibeschütz, og Redacteuren af "den Frisindede", Clauidis Rosenhoff, saggiven af Bogtrykker Jacobsen. Vi bemærke ved denne Liste, at hverken Udgiveren eller Redacteuren af "Fædrelandet" er under Censur, hvorimod vi for Fuldstændighedens Skyld tilføie, at R. Philipp har i disse Dage annonceret Udgivelsen af et Blad under Navnet "Skaberens Værk."

(Kjøbenhavnsposten 24. juli 1837)

Man skal dog ikke ud fra dette slutte at der var folkelig modstand mod censuren. Politiagenten Svend Christian Møller skrev i en hemmelig rapport til Bræstrup 26. juni 1840 om disse "ondskabfulde blade: 

"... Mængden, i stedet for at ytre mishag med de hyppige beslaglæggelser på de bekendte ondskabsfulde blade, tværtimod ytrer tilfredshed med efterretningen om, at et sådant er lagt under beslag og ønsker, at vedkommende ikke vil vise så megen skånsel som hidtil da, hvad man kan kalde for folket, hverken forlanger konstitution, trykkefrihed, skattebevillingsret eller noget af alt det, som disse blade fortæller er så nødvendigt. Man ønsker kun fred i byen, og da man forlanger denne overholdt af politiet, så bør stokkeprygl på ingen måde afskaffes i favør af de urolige hoveder ..."

(Citeret efter Karl Peder Pedersen: Kontrol over København, 2014, s.347)

Kjøbenhavn, den 18de Juni 1837. (Efterskrift til Politivennen)

 - Kongens Nytorv har nu ligget saa længe brak, at der kunde have været taget flere end een Afgrøde, hvis det var blevet lagt ud til Sæd, ja Bønderne kunde maaske endog været komne herind for a lære et fornuftigt Sædeskifte. Men da det dog formodentlig ikke er Meningen, skjøndt det var langt behageligere for de Omkringboende end den nuværende Sandflugts Tilstand, der, naar det efter et Par Dages Tørveir blæser det allermindste, nøder dem til at holde alle Vinduer lukkede, hvis de ikke ville have deres Værelser og Meubler tilsmudsede, kan man med Føie spørge: naar ophører dette uanstændige Vidnesbyrd om de vedkommende Autoriteters Uendelighed og Ubestemmelighed, naar skal vort første Torv ikke længere ligge til Skandal for Enhver, der gaar over det? skal der i denne Sommer gjøres ligesaa lidet for dets Istandsættelse som i de sidst foregaaende? skal til Vinteren atter dette ufremkommelige Søle indtræde, som man ikke kan vade igjennem uden med store Fiskerstøvler? Vi vente derfor, at der snart, meget snart, vil skee en Forandring til det Bedre, og det forekommer os, at blandt de Forslag, der ere komne til Publicums Kundskab, er følgende det, der sikkert vil have de fleste Stemmer for sig. Man har nemlig foreslaaet at anlægge rundt om Hesten en med Jerngitter indhegnet Blomsterhave med 4 smaa Bassins. Torvet vilde derved faae en Forkjønnelse, og Hesten, denne store Anstødssteen, kunde forbllive paa sin Plads og saaledes de pecunaire Vanskeligheder og maaskee materielle Umuligheder, der ere forbundne med dens Løftning, undgaaes.

(Kjøbenhavnsposten den 18. juni 1837)

Jydsk Røverhistorie. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem 22de og 23de f. M. har følgende høist rædsomme Røverhistorie fundet Sted i Veirum i Nærheden af Holstebro; Tvende Skurke kom ind ad Bryggerhusets Dør - der ei var laaset - til et Par eenlige Huusfolk, bandt Mand og Kone, og tvang den Første ved Knivstik og Slag af en Knippel til at bekjende, hvor de havde deres faa Skillinger; Konen fik imidlertid Strikken løs og løb ud, men blev øieblikkelig halet ind af den ene Skurk, der trak hende tilbage i Stuen, hvor Ægtefolkene bleve fastbundne lagte paa Gulvet med Sengeklæderne og Halmen over sig. Manden havde 27 Saar, konen ikke saa mange, hvoraf dog ingen skulle være dødelige. Røvernes Bytte var omtrent 8 Rbd. r. S., et Stykke Vadmel og en god Dyne. De ere endnu ikke opdagede, men slig Udaad skulde Retfærdighedens Arm dog vel naae." (Viborg Samler.) 

(Kjøbenhavnsposten 5. juni 1837)

Jordemor i Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

I Sagen: Justitsraad Blechingberg som befalet Actor, contra forhenværende Jordemoder Christiane Petrea Nielsen, der tiltaltes for at have bidraget til at frugtsommelige qvinders Foster kunde fordrives, blev i Høiesteret, Fredagen d. 12te Mai sidstleden, Landsoverrettens Dom, hvorved Tiltalte var tilfunden at have sit Liiv forbrudt, forandret derhen, at hun tildømtes at hensættes til Arbeide i Kjøbenhavns Tugthuus paa Livstid.

(Kjøbenhavnsposten, den 18. maj 1837)

Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Frederikshavn skrives under 3die dennes, at det stormende Veir i de sidste Dage havde bragt 56 svenske Fiskerbaade, med en Besætning af 2 til 300 Mand til at tye ind i de derværende Havn. De faa Penge, de havde med, vare snart forbrugte, saa meget mere, som de væsentligst bleve forbrugte til Brændevin, og der begyndte nu et Betleri, der, med Hensyn til den store Mængde, der foregav Trang, var høist besværende for Byens Indvaanere, og endog foruroligende, da der begyndte at drage store Sværme op i Landet. Politimesteren fandt sig derfor foranlediget til at opfordre den derværende svenske Consul til at understøtte dem, eller, hvis han dertil ikke maatte ansee sig embedsmæssig pligtig, da at aabne en Subscription til at afhjelpe deres Trang, som Consulen erkjendte at behøve Hjelp. Af Consulen blev nu givet den Hjelp, som han fandt nødvendig, og derved blev for en Deel hævet den Fare og de Ubehageligheder, som en saadan Skare af trængende Mennesker, der vare uden ringeste Commando, kunde medføre. Efter Forlydende skal Politimesteren heller ikke have anseet Omstændiighederne for ubetydelige, men tvertimod have havt Conferents med Fæstningens Commandant i denne Anledning; men Styrken i Frederikshavn er saa liden, at den vilde været nødvendig til at bevogte Fæstningen og det deri værende Krudtaarn. Det nu indtrufne Tilfælde, i Særdeleshed med Hensyn til, at det let igjen kan indtræde, og under andre Omstændigheder give Anledning til ubehagelige Forviklinger, synes derfor at fortjene Opmærksomhed. I Øvrigt have Frederikshavns Indvaanere derved havt Leilighed til at Gjengjelde den Gjestfrihed, der i Fjor paa den svenske Kyst som bekjendt blev viist en Deel Fiskere fra Jylland.

(Kjøbenhavnsposten 15. april 1837)

Straffeanstalterne. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Forlydende skal den franske Regjering have besluttet at afsende tvende sagkyndige Mænd til Danmark, Sverrig og Norge for at undersøge de derværende Straffeanstalters Tilstand. Denne Tidende har jaget os Blodet i Kinderne; thi skjøndt vi ere af den Overbeviisning, at det er godt at vore Mangler komme for en Dag, fordi dette er den eneste Vei til engang at faae dem afhjulpne, saa tilstaae vi dog, at det vilde have været os meget kjært, om de Franske havde ventet med at undersøge vore Fængsler indtil vi havde faaet dem i en Stand, hvori vi nogenlunde kunde have været bekjendte at forevise dem; men derefter kan vel sagtens Frankrig ikke vente. Maaskee er det en falsk Patriotisme, der ligger til Grund for denne vor Følelse; men vi tilstaae det ærligt, at vi med Gru tænke paa den Dag, da denne Besigtigelse skal gaae for sig, og med sand Rædsel paa den Dag, da vi ville faae det Avertissement i Hænderne: at nu er den officielle Beretning udkommen i Trykken. Saa ville vi da faae et net Skudsmaal og hele Verden vil læse det, og Journal des debats vil da rimeligviis igjen rykke frem med sit bekjendte "le Danemark, un pays presque sauvage." Gid derfor Franskmændene vilde blive hjemme; vi ville forpligte os til at skaffe dem Attest om det saa var fra samtlige vore Autoriteter paa at de ikke vilde kunne lære hos os, hvorledes Fængsler bør indrettes. Gid de ville blive hvor de ere,; eller, skulle de komme, gid da Danmark kunde negte sig hjemme, eller naar det endelig skal være galt, gid Dampskibet vilde springe i Luften med dem hellere end at de skulde komme i "Huset paa Christianshavn", aftegne Ruinerne af denne "Røverborg", eller gjøre en Valfart til "Graabrødrekloster", eller see vore Politi-Arrester - eller - eller. Men maaskee komme Franskmændene ikke for her at see hvorledes Fængsler bør være, men for at lære os det; og i saa Fald maae de være os velkomne, hvis det blot kunde hjelpe noget; men selv dertil ere Udsigterne nok ikke store; thi vel have vi en Commission, der skal ordne denne Sag, der i mere end een Forstand er vort Statslegemes materia peccans. Men hvad en Commission hos os har at betyde, det vide vi Alle; blot ikke Franskmændene ogsaa skulle komme under Veir med dette. Men Commissionen vil det i alt Fald være lettere at skjule for dem, end de Ruiner, hvori Lasten har opslaaet sit Universitet. Vi forbeholde os i sin Tid at levere vore Læsere den Beretning, som de Fransk Emissairer sikkert ville give af hvad de have seet her, saafremt den ikke skulde blive saa skarp, at det paa Grund af vor Trykkefriheds-Lovgivings Bestemmelser ikke gaaer an, at gjentage eller endog blot omtale den.

(Kjøbenhavnsposten den 4. april 1837)

Ønske til den høie Direction for det kongl. Frederiks Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Saa vist som det er, at der paa et Hospital bør herske Orden, saa vist er det ogsaa, at denne ikke maa udarte til Pedanteri. Dette synes Indsenderen at være Tilfældet ved den Bestemmelse, der er tagen med Hensyn til de qvindelige Patienter paa.Hospitalet. Disse er det nemlig i den senere Tid af Inspecteuren blevet forbudet at beskjæftige dem med at sye, hvorimod det kun er dem tilladt at strikke og læse. Grunden hertil skal, efter Forlydende, være, at Patienterne ikke ved Haandarbeide skulle søge at fortjene sig Noget. Hvorledes denne Grund, hvis det virkelig forholder sig saaledes, rimer sig med Directionens velbekjendte Humanitet og Billighedsfølelse, kan Indsenderen ikke indsee. Paa hospitalet faae Patienterne kun Medicin og Kost men, snurrigt nok paa et saa rigt Hospital, hverken Thee eller Sukker, hvilke tvende Artikler Overlægerne for have reqvireret til meget fattige Patienter, men hvilket i den senere Tid pludseligt er hørt op, og altsaa formodentlig er blevet forbudt af Directionen. Hvis nu ogsaa en fattig Pige ved at sye fortjente sig Noget til at erholde disse tvende i vore Dage uundværlige Ting, hvad kunde det da i mindste Maade skade Directionen eller rettere Hospitalet, thi dettes Tarv maa Directionen vel have havt for Øie? Denne Bestemmelse bliver overholdt saa strengt, at Opvartningskonen paa Stuen, hvor Inspecteuren træffer en Patient syende, bliver mulcteret uden Naade. Betænker man nu, at en saadan stakkels Kone, der kun har 1 Rbd. i Løn om Ugen, ikke kan have meget at undvære, da kan man let beregne, hvor nøie der bliver passet paa, at stige kontrabande Forretninger ikke blive udførte. Skulde denne Bestemmelse virkelig være udgaaet fra Directionen, hvilket Inds. nødigen vil troe , da haaber han tilligemed hele det qvindelige Personale paa Hospitalet, at en saa ubillig Bestemmelse snarest mulig maa blive hævet. Dersom det derimod skulde være en egenmægtig Anordning af Inspecteuren, da er man overbeviist om, at Directionen vil tage de fornødne Forholdsregler mod slige Indgreb i Publicums Rettigheder; thi at Hospitalet er til for Publicums Skyld og bør gjøres Enhver saa nyttigt og behageligt som muligt, derom tvivler vist Ingen, og den høie Direction sikkert mindst.

(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837).

Pidskning. (Efterskrift til Politivennen).

Torsdagen den 23de Februar om Morgenen Kl. 8½ kom jeg gaaende over Gammeltorv, og saae da en betydelig Menneskemasse ad Lavendelstræde at bevæge sig vester paa; da mine Forretninger ikke presserede, ilede jeg hen at underrette mig om Aarsagen, og jeg gjettede da snart, uden at spørge mig for, af den Iver, hvormed Karle og Piger, Gamle, Unge og Børn strømmede hen imod Halmtorvet, at en Synder skulde ved Kagen høitideligen indvies til Medlem af den store Synderforening. Der er noget Opløftende i denne Skik; det ere den strenge Nemesis, som, uanfegtet af blidere Følelser, viser sig i en Bøddels Skikkelse, væbnet med en Kat i Stedet for et Sværd i sin høire Haand, for at udgyde den Frækkes Blod, som har vovet at trodse de guddommelige Love, det er tillige den jordiske Øvrighed, der paa eengang straffer et Brud paa den til dens Varetægt betroede offentlige Sikkerhed, advarer de Ildesindede for at følge det slette Exempel og bringer et Offer paa Publicitetens Altar ved at vise Enhver, at selv Synderen skeer hans Ret. Gjennemtrængt af disse Følelser ilede jeg for at finde en Plads, hvorfra jeg kunde overskue Scenen, men trods al Anstrengelse var det mig umuligt at faae anden Løn for min Iver end Lyden af den festlige Musik og nogle Glimt af Vægterhuer, som jeg kunde skimte imellem de lykkelige Tilskuere. Ærgerlig kastede jeg mit Blik omkring paa disses glade Ansigter; hist saae jeg et lille Pigehoved nysgjerrig titte igjennem Gardinerne, som skulle skjule hendes Morgendragt for næsvise Blikke, her i et andet Vindue en om, af sine Børn omgiven Moder, som tidligere end sædvanligt havde vækket de Smaa, for at de kunde see paa Stadsen; tilhøire Kjørende og Ridende, der kom for at besøge Hovedstaden, tilvenstre de paa Torvet staaende Arbeidsvogne, overfyldte med Tilskuere; men bagved disse Lykkelige stode Mange, dere som jeg forbandede deres langsomhed og ønskede sig Vinger for ovenfra at beskue den betydningsfulde Gruppe. Endeligen blev Forbryderen ført til sin nye Residents. Vægterne vandrede hjem og Vrimmelen adspredtes.

Artiklen fortsætter med skribentens overvejelser om at man burde indrette siddeplader rundt om kagen så folk bedre kunne se. Og slutter således:

saalænge den indbyrdes Underviisning trives saa vel i Fængslerne, kunde man med god Samvittighed substituere denne Straf for lang Fængselsstraf. 

(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837)

Opgør paa Guineakysten. (Efterskrift til Politivennen)

Det sidstudkomne Hefte af "Archiv for Søvæsenet" indeholder følgende Beretning om en lille Krig, de Danske paa Kysten af Guinea i forrige Aar have ført med en opsætlig Negerstamme, "Krobbo-Negerne:" Med en talrig Hær af Indfødte og, hvad der var af større Betydenhed, med 40 Mand af Garnisonen, en Feltkanon og 3 Haubitzer, rykkede Gouverneur Mørk imod Fienden, der beboede 12 Landsbyer paa et lille, steilt, midt i en flere Dagsmarcher udstrakt Slette, isoleret liggende Bjerg, adskillige Dagsmarcher i det Indre af Landet. Efter flere Dages Skjærmydslen og af og til nogle velanbragte Kanon- og Haubitzskud, bleve de Opsætsige nødte til at underkaste sig det danske Gouvernement, gave Gidsler o. s. v. samt sluttede Forlig med de andre Stammer, som de ligeledes havde levet i Uenighed med. Følgerne af denne lille, i Tide anbragte Tugtelse vil være Rolighedens Gjenoprettelse i Landet og det danske Herredømmes Befæstigelse, hvortil især det har bidraget, at de Indfødte have seet, at Kanoner lade sig transportere dybt i det Indre af Landet, uden stor Vanskelighed." 

(Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1837)

Opvartningspige dræbt af Hunde. (Efterskrift til Politivennen)

- Angaaende den i Gaars Nr. af d. Blad omtalte rædsomme Begivenhed har Red. sildigere modtaget følgende tvende Meddelelser:

1. "Morges Kl. 5-6 gik Opvartningspigen i Toldbod-Viinhuus ned i Gaarden for at hente Vand og blev, da hun var kommen hen ved Posten, angreben af de 3 Hunde, som om Natten gaae løse paa Toldboden under Opsigt af tvende vægtere. Hundene vare nemlig brudte igjennem et Hul *) paa det raadne Plankeværk, som adskiller Toldbodviinhusets Gaardsplads fra Toldboden. Vel hørtes den Ulykkeliges Skrig; men Ingen turde vove at komme hende til Hjelp, og da Vægterne fra Toldboden omsider kom til, og efter megen Anstrængelse fik Hundene jaget ud paa Gaden, var den Ulykkelige allerede død. Dette er tredie Gang i ikke lang Tid disse Hunde have afstedkommet Ulykke. En engelsk Styrmand, der i forrige Aar blev angreben af dem, døde af deres Bid."

2. "Rygtet fortæller, at en Pige, som tjente i Toldbod-Viinhuus i Morges Kl. 5 i hendes Husbonds Gaard er bleven ihjelreven af 2de Hunde, som fra den tilstedende Toldbodplads igjennem et Plankeværk vare trængte ind i Gaarden. Skjøndt jeg ikke er bekjendt med de nærmere Omstændigheder ved denne rædsomme Begivenhed, saa forekommer det mig dog utvivlsomt, at der ved samme maa have sundet Forsømmelse Sted, saavel fra Plankeværkets Eiers Side, som i Særdeleshed fra den Mands (i hvo han saa er), hvem Tilsynet med Vagtholdet paa Pladsen paahviler, og endelig, forsaavidt Ulykkens Afsendelse ved hurtig Hjelp angaaer, muligen fra vedkommende paa Pladsen ansatte Vægters, eller Vægteres Side, og derfor er jeg ogsaa overbeviist om, at Sagen vil blive forundt den nøiagtigste og omhyggeligste Undersøgelse og at Lovens Bud om Vaade og Straffen for samme - in specie 6-10-4, Plac. 4de October 1815 § 3, Forordn. 4de Aug. 1810 og andre lignende Lovsteder, for saa vidt de kunne komme til ligefrem eller analogist Anvendelse - ufravigeligen ville vorde anvendte. - Vist er der ogsaa - i det mindste forekommer det mig saaledes - i sig selv i høi Grad anomalt og besynderligt, at der overhoveder tillades, at lade saadanne Hunde, som de ommeldte, gaae løse paa visse Pladser som Vogtere imod Tyve. Den Lovgivning, der ved Forordn. 4de Aug. 1810 har indskærpet os Pligten til at hjelpe vore Medmennesker, uden nogetsomhelst Hensyn, naar de ere i Fare for Livs eller Helbreds Tab, og sætter streng Straf for Forsømmelse af denne Christenpligt, og den Lovgivning, som, med Hensyn til den Mulighed, at Rovdyr, som holdes indesluttede i stærke Bure under uafbrudt Tilsyn, kunde slippe løs og overfalde Mennesker, har aldeles forbudt saadanne Dyrs Indførelse i Landet **!), synes mig at ville modsige sig selv paa det Allerstærkeste, naar den tillod Nogen, - det være sig enkelt Mand eller Corporation, privat Eier eller offentlig Stiftelse - til sin Eiendoms Bevogtelse at holde Dyr, der vel hedde Hunde, men i Gjerningen ere al sætte i Klasse med Ulve og Tigere, saaledes gaaende løse, at det ikke alene er muligt, men endog sandsynligt, og ifølge tidligere Erfaring venteligt, at de af og til ville ombringe Mennesker paa den skrækkeligste Maade. Derfor baade antager jeg og anseer jeg det for min Pligt at antage, at Tilværelsen af den her ommeldte Praxis ikke er kommen til rette vedkommende høie Autoritets Kundskab, og derfor er det især, at disse Linier see Lyset. - Imod Afskaffelsen af løsgaaende glubende Hundes Brug til Bevogtning kunde man vel indvende, at selve Loven tillader at værge sit Gods med hvad Værge man mægtig er, og at der, naar kun Hundene ei kunne bryde ud, intet Urimeligt, eller imod Pligten mod Medmenneskers Liv og Velfærd Stridende, er i  deres Afbenyttelse; men dette synes mig Intet at betyde, naar man lægger Mærke til, at Loven kun tillader et saadant Forsvar, hvor Eierens person tillige udsættes for Fare, og naar man betænker, at ved det nævnte Værge sikkert kun kan forstaaes livløse Ting, der kun kunne skade naar de føres af Menneske-Haand, hvis Virksomhed kan ledes af Forbuddet mod Nødværgens Misbrug, og ikke en glubende Hunds rasende Tand; ligesom ogsaa endelig, om man end vil sætte, at Hundene aldrig slippe ud af Pladsen, kun et Uhyre, og intet Menneske, kan ville paastaae, at den, der i ulovligt Ærinde - han være Tyv, Morder eller Mordbrænder - om Nattetid trænger ind paa Toldboden, Skibs- eller Tømmerpladser, skulde for sin blotte onde Hensigt uden Lov og Dom og uden Betænkningstid, sønderrives af glubende Rovdyr."

*) Ved den anstillede Undersøgelse skal det være befundet, at de ere komne ind ved at stede en Lem op, som findes paa Plankeværket og over en Rende gaaet indad til Toldbodviinhuus.

**) Canc. Circ. af 16de Juli 1822.

(Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837)

Se endvidere artikler i indslaget Ønske i en sørgelig Anledning, Politivennen 4. februar 1837.

Frederik 6.'s Helbred, 1837. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten fulgte med i udviklingen, her den 2. januar 1837:

Kjøbenhavn den 2den Januar 1837. - Kongen har siden 23de eller 24de f. M. ikke befundet sig ved den ønskelige Helbred. Lægerne ansee dog kun Hs. Majestæts upasselighed for en Forkjølelsessygdom. Igaar og idag ere udstedt følgende Bulletins: Den 1ste Januar 1837. "Hs. Majestæt Kongen har ikke sovet den første Halvdeel af Natten formedelst Hoste. Derimod den sidste Halvdel, til Kl. 7, temmelig bedre. Den   Januar 1837. "Hs. Majestæt har i afvigte Nat havt bedre Søvn end den forrige. Hosten er mindre voldsom, Feberen ikke saa heftig som forhen. Hs. Majestæt synes, paa Kræfterne nær, at være bedre." 

I ugerne herefter kunne man dagligt læse bulletinerne fra kongens sygeseng:

Kjøbenhavn, den 3die Januar 1837. - Bulletin "Hs. Majestæt Kongen har Natten mellem den 2den og 3die dennes havt to Timers rolig Søvn, hvilken den øvrige Deel af Natten har været afbrudt af Hosten. Feberen er ikke ophørt; Appetiten er vel svag, men dog ikke ganske borte." 

Kjøbenhavn, den 4de Januar 1837. - Bulletin den 4 Jan.: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 3die og 4de dennes sovet 4-5 Timer. Hosten synes mindre angribende, og Kræfterne ikke aftagne." 

Kjøbenhavn, den 5te Januar 1837. - Bulletin den 5te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har igaar været mindre lidende af Feberen og Hosten; Appetiten er upaaklagelig. Søvnen har i afvigte Nat, skjøndt afbrudt, været velgjørende, og man kan have god Grund til at haabe en hastig Restitution." 

Kjøbenhavn, den 6te Januar 1837. - Bulletin den 6te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers god Søvn. Hosten er mindre besværlig. Appetiten bedrer sig, og man kan have godt Haab om Kræfternes daglige Tiltagelse." 

Kjøbenhavn, den 7de Januar 1837. - Bulletin den 7de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat sovet 3½ Time, hvilken Søvn dog af og til afbrødes ved Hosten. Appetiten er upaaklagelig. Feberen mindre, og Hs. Majestæt føler sine Kræfter mindre deprimerede end forhen." 

Kjøbenhavn, den 8de Januar 1837. - Bulletin den 8de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 7de og 8de Jan. havt en velgjørende Søvn af 4 til 5 Timer, af hvilke 2½ vare uafbrudte af Hosten. Feberen er mindre, Appetiten temmelig god og de bedste Udsigter tilstede til en varig Bedring." 

Kjøbenhavn, den 9de Januar 1837. - Bulletin den 9de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 8de og 9de Jan. havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn, iøvrigt er hans Befindende omtrent som igaar. 

Kjøbenhavn, den 10de Januar 1837. Bulletin den 10de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet 4 til 5 Timer Natten mellem den 9de og 10de Jan., Hosten har været løsere, Feberen mindre; Appetiten manglede ei i Gaar, og Kræfterne ere ei svagere i Dag." 

Kjøbenhavn, den 11te Januar 1837. Bulletin den 11te Januar: "Hs majestæt Kongen har havt en god Nat, og Hosten har været mindre og læsere; Feberen er aftagende; Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere bedre. 

Kjøbenhavn, den 12te Januar 1837. Bulletin den 12te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet flere Timer i Nat, men hostet af og til, Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere som i Gaar." 

Kjøbenhavn, den 13de Januar 1837. Bulletin den 13de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har havt en rolig og uafbrudt Søvn flere Timer i Nat, Hosten er løsere, Feberen mindre; Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne noget bedre." 

Kjøbenhavn, den 14de Januar 1837. Bulletin den 14de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har af og til været forstyrret ved Hosten, der dog imod Morgen blev løsere. feberen er ringe, Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne bedre." 

Kjøbenhavn, den 15de Januar 1837. Bulletin den 15de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 3 Timers god Søvn; Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ikke mindre." (Denne Bulletin er igjen underskrevet af Hans Majestæt Kongens Livlæge, Etatsraad Fenger, som, formedelst Sygdom i nogle Dage hade maattet overlade sin Function til Hr. Etatsraad Saxtorph. 

Kjøbenhavn, den 16de Januar 1837. Bulletin den 16de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Nattero har i afvigte Nat været mindre forstyrret af Hosten, Feberen kun ringe, Appetiten i Gaar Middags god, Kræfterne temmelig gode." 

Kjøbenhavn, den 17de Januar 1837. Bulletin den 17de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt flere Timers vederqvægende Søvn; Hosten er løsere, og Appetiten i Gaar tiltagen; Feberen sporedes mindre; Kræfterne noget bedre."

Kjøbenhavn, den 18de Januar 1837. Bulletin den 18de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn; Appetiten og Kræfterne tilbage, Feberen mindre, og majestæten befinder sig i det hele bedre." 

I nogle dage endnu fortsatte dette med næsten enslydende bulletiner, dog med undtagelse af nedenstående som kom midt i februar. 

Kjøbenhavn, den 16de Februar 1837. Bulletin den 16de Februar: "Hs Majestæt Kongen har i Nat havt flere Timers Ro, og i Gaar har han gaaet en Deel omkring i sit Værelse."

Herefter meddelte bulletinerne at det gik fremad, eller i hvert fald ikke tilbage, indtil man i marts kunne løste følgende:

Kjøbenhavn, den 5te Marts 1837. Bulletin den 5te marts: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har i afvigte Nat været noget afbrudt af Hosten, dog har det ikke havt nogen Indflydelse paa Allerhøistsammes Befindende." 

Bulletinerne må have indset det selvmodsigende i at kongen hele tiden var i bedring, for i april 1837 ændrede de indhold til at hans sygdom i hvert fald ikke blev værre. Den 22. april følgende bulletin der anslog en mindre pause indtil 25. april:

Bulletin den 22de April: "Hs. Majestæt Kongens bedre Befindende vedvarer, og de bedste Udsigter ere til, at Allerhøistsamme, med den tilstundende blidere Aarstid, hastigt vil blive restitueret."

Ifølge Kjøbenhavnsposten fra 5. juni 1837 var kongens helbred også genstand for omtale der:

Kjøbenhavn, den 5te Juni 1837. - Hans Majestæt Kongens Befindende er ofte en Gjenstand for fremmede Blades Omtale, men ikke sjelden ere Efterretningerne derom urigtige. Saaledes have tydske Blade nylig nævnt forskjellige kongl. Slotte, hvorpaa Hans Majestæt vilde tage sin Sommerresidens; ingen af disse Beretninger ere grundede. Hs. Majestæt har endnu ikke bestemt, om han i Sommer vil residere paa Frederiksberg; saavidt vi have erfaret er der endog større Sandsynlighed for, at det ikke skeer. Hvor længe Hs. Majestæt hver dag kan være oppe, ligesom ogsaa om Han foretager Spadseretoure i Haven, beroer paa Veirets Varme. Igaar befandt Hs. M. sig saa vel, at Allerhøistsamme for første Gang besøgte Hds. M. Dronningen i hendes Palais. 

Undvegen Fæstningsslave. (Efterskrift til Politivennen)

Herfra er igaar undvegen Fæstningsslave Claus Nielsen, 29 Aar gammel, 65 Tommer høi, blaae af Øine, blond af Haar, stærk af Bygning, taler Dansk og Tydsk Dialect, saa og godt Tydsk, der er hans Modersmaal. Ved Undvigelsen var han iført Slaveklæder, men tillige i Besiddelse af en mørkeblaae Klædes-Trøie uden Krave eller Knapper, et Par mørkeblaae Klædes- og et Par hvide Lærreds-Buxer, et Par Læderskoe, samt en gammel mørkeblaae Hue med Læder-Skygge og Messing-Kant, hvilket Stykker han senere rimeligviis har iført sig.

Hvo som anholder denne Slave, erholder de sædvanlige Opbringerpenge.

Nyborg den 17 Decbr 1836
Jørgen Sommer
Kapitainvagtmester

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende), 19. december 1836)

Om Kjøbenhavnernes Religiøsitet. (Efterskrift til Politivennen)

"Jeg indser ikke umuligheden af, at jo selv den lutherske Lærebygning kunde modtage en anden fuldkomnere Skikkelse, og mener, at enhver Bestræbelse for at standse, hvad der skulde føre dertil, den religiøse, frie og grandskende Aand, allerede derved vorder en Bestræbelse for at standse Menneskehedens fremskridende Udvikling."

C. S. Visby.

_____________

Det er altid interessant at kaste et Blik paa en stor Stads indre Liv. Intetsteds aabenbarer Menneskenaturen sig i saa utallige Yttringer, som der hvor en stor Mængde Mennesker leve sammen af den mest forskjellige Opdragelse og de mest uligeartede Sysler. Kun paa Landet, saa paastaaer man, have de forskjellige Nationalcharacterer bevaret sig uforvandskede, i det store Stæder ligne Menneskene hverandre overalt, som en Draabe Vand den anden: en overforfinet høiere Classe, en ærgjerrig, halv oplyst Borgerstand, og en uvidende, urolig Almue. I Almindelighed kan man have Ret, men det er ogsaa kun i Almindelighed; for den opmærksomme Iagttager vil der altid vise sig en betydelig Forskjellighed, dertil udøve Clima, Levemaade og borgerlige Indretninger en for mægtg Indflydelse. Dog, det er ikke vor Hensigt her at drage en parallel mellem Kjøbenhavn og andre store Stæder, det er vor Hensigt at henlede vore Læseres Opmærksomhed paa Kjøbenhavn alene, og paa Yttringen af det religiøse Liv hos dens Indvaanere.

Kjøbenhavnerne, i det mindste den langt overveiende Fleerdeel, bekjende sig, som hver Mand ved, til den christelige Religion efter den augsburgske Troesbekjendelse, og der har vel været en Tid, hvor man med Sandhed kunde sige det, men Tiderne have forandret sig, og Kjøbenhavnerne med dem. Nuomstunder vilde det vel falde Størsteparten vanskeligt at gjøre Rede for deres Tro; thi hvad man ikke har, det kan man heller ikke gjøre Rede for, og de fleste Kjøbenhavnere have - ingen Tro. Mange vil vel denne Dom forekomme at være vel streng, men naar man, uden forudfattede Meninger og uden at opstille Hypotheser, der kun have hjemme i egen Indbildning, fordomsfrit vil følge Forf., troer han, at man vil indrømme, at Dommen ikke er saa ganske umotiveret.

Kjøbenhavn indeslutter mellem sine Volde samtlige regjeringscollegier, Universitetet, og en Mængde andre høiere Læreanstalter og Statsindretninger, og, som en Følge heraf, indeslutter Kjøbenhavn ogsaa en talrig Embedsstand. Uden at træde nogen andre Stand for nær, tør man vel paastaae, at denne Stand tæller Stadens mest oplyste og mest dannede Mænd. Til denne slutter sig vel nærmest, med Hensyn til Dannelse, Kjøbmandsstanden, og disse to Stænder tilsammen kunne vi vel betegne, fra Aandsculturens Side, som Kjøbenhavns høiere Classe; thi Adelen kan lige saalidet fra dette Synspunkt som fra det politiske betragtes som nogen egen Classe i Danmark. Spørge vi nu, hvad er Hovedtrækket i denne høiere, saa indflydelsesrige Classes religiøse Meninger og Anskuelser, saa maae vi, naar vi ville være oprigtige, svare - Indifferentisme. Vi sige ikke Irreligiøsitet; thi det vilde være at gjøre denne Classes mange agtværdige og samvittighedsfulde Medlemmer Uret; men vi sige Indifferentisme, der maaske udtrykker noget mere end det danske ligegyldighed. Den Deel af denne Classe, som har faaet en videnskabelig Opdragelse, har opbygget sig philosophiske Systemer, hvor Enhver, efter sin Individualitet, har indpsasset de Levninger af Tro, han endnu har tilbage, og for saavidt er den endda vel faren, da den dog har noget Fast at holde sig til. Den øvrige Deel, som dette mangler paa det videnskabelige Grundlag for at kunne danne sig selvstændige Meninger, hjelper sig med Laan, og lader Sagen for øvrigt beroe.

Men Hensyn til den egentlige Borgerstand, hvorunder vi især forstaae Haandværkere og Detailhandlere, da ere vi mere i Forlegenhed med at finde et almindelig betegnende Navn for dens religiøse Anskuelser. Forskjelligheden i Dannelse er langt større i denne Classe end i den foregaaende. Mange, især af den yngre Generation, have smagt Frugten af Kundskabens Træ, men desværre kun smagt den; nu ere de jagne ud af Paradiset og famle om i Dæmringen uden ret at vide, hvor de ville hen; Andre, hvortil man vel især kan henregne den ældre Generation, nære endnu en overantvordet Ærefrygt for Fædrenes tro, men denne Ærefrygt har lidt saa mange Anfægtelser, saa mange Rystelser, den er saa uklar, at den ikke kan begrunde nogen fast religiøs Overbeviisning. En liden, men det er og den mindste Deel, hænger endnu fast ved den saakaldte gamle Tro, det er den grundtvig-lindbergske Skoles Tilhængere, og hvad enten de nu ere paa en rette eller paa den gale Vei, saa ere dde dog altid i Besiddelse af det store uvurdeerlige Gode - en fast religiøs Overbeviisning. Resultatet af denne Charakteristik bliver dette, at Troen pa den christelige Læres Hovedsætninger er stærkt rystet hos Borgerstanden, og da det mangler denne Stand paa den høiere Classes mere Classes mere eller mindre videnskabelige Dannelse, kan den ikke sætte noget Andet, end sige noget Bedre, i Stedet derfor. Vi troe derfor ikke at feile meget, naar vi betegne Usikkerhed, med en god Tilsætning af Indifferentisme, som Hovedtrækket i denne Stands religiøse Meninger og Anskuelser, uden at vi derfor ville betegne den som mere demoraliseret end den høiere Classe.

Hos Embeds-, Kjøbmands- og Haandværkerstanden have vi vel fundet den gamle grundmurede Tro undergravet, men enten har man dog endnu bevaret Levninger af den gamle Tro, eller man har opført sig philosophiske Systemer, eller man - hvad maaskee er det Almindeligste - ved Æresfølelsen holdes til at følge Religionens og Moralens Bud. ere end i disse Stænder Yttringerne af det religiøse Liv svage, saa er de der dog endnu - er med Fædrenes fromme Tro paa Guds Styrelse, deres barnlige Hengivelse i hans Tilskikkelser rystet, ja fast forsvunden, saa er der dog nogen Tro tilbage, og der aabenbarer sig hos Mange en glædelig Bestræbelse efter at tilkæmpe sig en større. See vi derimod hen til den talrige Almueclasse - Svende, Tyende, Dagleiere os. - hvilken sørgelig religiøs Tilstand møder os da ikke der? Religionen er for dem bleven et tomt, betydningsløst Ord, og de have intet Begreb om, ingen Tro paa dens første, dens vigtigste Sandheder. Man vil maaskee finde dette for stærkt, men man tage et Individ af denne Classe for sig, og man vil, paa faa Undtagelser nær, hvad Religionen angaaer, finde det fuldkomneste Øde i hans Indre. Tilværelsen af en Gud ville vel de Fleste endnu ikke ligefrem negte, men denne Tro er hos dem en ufrugtbar Kulsvier-Tro, da den ikke er forbunden med noget Begreb om et Forsyn, og Troe paa Sjælens Udødelighed er saa godt som forsvunden. Ligegyldighed og Vantro, det er Hovedtrækkene i Almuens religiøse Tænkemaade, men det er en Ligegyldighed og Vantro, der er langt sørgeligere end i de høiere Classer, thi med den forsvundne Tro er ogsaa ethvert Baand paa de vilde Lidenskaber og Begjærligheder forsvundet, her kunne hverken Moral eller Æresfølelse træde i Stedet for Religionen. Men er da - vil man vel spørge - vor Almue virkeligen saa demoraliseret? nei, det er den ikke, i det mindste ikke værre, end Almuen i de fleste andre store Stæder, men Grunden dertil er sandelig ikke dens religiøsitet, men at Menneskene, Gud være lovet! i Almindelighed have mere naturlig tilbøielighed til det Gode end til det Onde. At vor Almue for Resten skrider sørgeligt fremad paa Lasten Bane, derom har man et Beviis i den bestandig tiltagende Mængde af unge Forbrydere.

Og hvad er Aarsagen til denne Indifferentisme hos de høiere Stænder - til denne Vantro hos de ringere? Civilisationen, ville Mange, især af den gamle Skole, svare, det er Slangen, der frister Mennesket til at tvivle om Alt, hvad der ikke kan mathematisk bevises, og Troen kan ikke bevises, i det mindste ikke mathematisk. Men skulde da virkelig de aandige evners Udvikling - det skjønneste Fortrin, som den kjærlige Skaber har skjenket Menneskene fremfor Dyrene, være given ikkun til deres Forbandelse? Nei? tilvisse ikke! det er kun den uægte, den falske Civilisation, der er til Forbandelse. Men fordi vi ikke ville eller kunne indrømme, at Civilisationen er et Onde, derfor ville vi ikke negte, at i dens tilfælde Ledsagere og Følger Hovedaarsagerne maa søges til den Indiffentisme, der charakteriserer vor Tidsalder.

Vi have i denne Tid feiret Reformations Jubelfest, og det er tilvisse en glædelig Fest, det er Civilisationens Seier over Barbariet, Lysets over Mørkets. I de tre Aarhundreder, som ere forløbne, siden den renere Lære første Gang forkyndtes i Danmark, er Nationen skredet mægtig fremad, og Videnskaber og Konster have faaet et Opsving, hvorom man dengang neppe kunde have en Anelse. Men hvad vilde man vel sige, om man ved Ungdommens Underviisning i Sprog og Videnskab endnu vilde lægge de samme Lærebøger til Grund, som man brugte for tre hundrede Aar siden? Man vilde upaatvivlelig opløfte et almindeligt Skrig derimod. Og dog gjør man sig skyldig i denne besynderlige Modsigelse ved Religions-Underviisningen; thi endnu ere Luthers Kathecismus og Balles Lærebog de eneste autoriserede Religions-Lærebøger i vore Borger- og Almue-Skoler. Den Indvending, at Balles Lærebog ikke daterer sig fra Reformationstiden har ikke stort at betyde, thi Balle var, som bekjendt, ganske en luthersk Orthodox, fra det 16de Aarhundrede, naar man blot fraregner, at han ikke var besjælet af sine Datids Laugsbrødres fanastiske Had og Forfølgelesessyge mod Anderledestænkende. At man nu i disse Lærebøger finder de chistelige Troeslærdomme udviklede, er ganske i sin Orden, skjøndt man kunde have ønsket, at Forfatterne, vel især Balle, der havde næsten tre Aarhundreders kritiske Granskninger til Hielp, bedre havde vidst at skjelne det Væsentlige ved den christelige Lære, som positiv Religion, fra hvad der kun ere menneskelige Anskuelser og Tilsætninger. Men er det ikke en besynderlig og sørgelig Modsigelse, at man endnu i Aaret 1836 i vore Religionslærebøger og saakaldte Bibelhistorier fortæller Ungdommen som Troessætninger de mosaiske, eller vel rettere østerlandske Myther om Verdens Skabelse i sex Dage, om Slangen, der forførte Eva, og andet mere af samme Suurdeig? Vi sige, at det er en sørgelig Modsigelse, og i sine Følger er den tilvisse sørgelig; thi naar Drengen i den ene time lærer, at Verden er skabt for 6000 Aar siden i sex Dage, og i den anden, at der ere uimodsigelige Beviser for, at den er langt ældre; saa leder det til Tvivl, og det er ikke godt, at Drengen begynder at tvivle om Religionssandhederne. Man indvende ikke, at disse og lignende Sætninger ikke foredrages som Troeslærdomme; i Lærebøgerne fremstilles de som saadanne, de ere der integrerende Dele af troen, "indblæste af Gud," og det er en mislig Sag, naar Religionslæreren vil befatte sig med oplysende Bemærkninger om, at den nyere Tids Opdagelse og Undersøgelse have ledet til andre Anskuelser; thi er man kommen til en anden Anskuelse i det Ene, kan man ogsaa være kommen til det det Andet. Naar man nu dertil lægger Theologernes bestandige Kjævlerier om hvad der skal troes og ikke troes, saa er det vel ikke at undres over, at en saadan Usikkerhed, angaaende Troegjenstandene, hos den mere Begavede og bedre Underviste maa lede til Indifferentisme, og hos den Udannede til Ligegyldighed, eller - hvad der er værre - til Vantro.

(Slutn. følger.)

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1836)

Om Kjøbenhavneres Religiøsitet.

(Sluttet.)

______

Jo mere Mennesket vænnes til at tænke, desmere vænnes han ogsaa til at fordre Beviser for Alt; han kan ikke mere, i hvor gjerne han maaske vilde, tilegne sig positive Læresætninger, hvis hele Indhold staaer i Skarpeste Modsætning til Naturens almindelige Love, og til den logiske Stringens, hvortil han er vant. Og Følgen deraf er, at den positive religion ikke kan tilfredsstille ham og at han ad andre Veie søger at komme til den religiøse Overbeviisning, som intet oplyst Menneske ganske kan undvære; men derved er nu ingen Fare at Frygte; this vel kan en oplyst Mand fare vild, men hans Vildfarelser ville sjeldent føre til sørgelige Følger for ham eller for Samfundet.

(Kjøbenhavnsposten, 11. november 1836)

(Artiklen nævner herefter at de lavere klasser arbejder 7 dage om ugen og lever i "naturlige ægteskaber". Artiklen slutter med at varsle at det er nødvendigt med en reformation af religionen.)

Om Embeders Besættelse i Island. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Stiftamtmanden i Island Kriegers Ansættelse som Stiftamtmand i Aalborg Stift, er førstmeldte Embede nu blevet vacant. Dette Embede har, som bekjendt, alt i længere Tid ikkun været besat med unge danske Adelsmænd, som dermed have begyndt deres Embedsbane, og efter nogle faa (sædvanlig 5 a 6) Aars Tjeneste igjen vendt tilbage til deres Fødeland, og det er indlysende, at dette Embeds Bestyrelse ikke kan andet end lide betydelig ved disse idelige Omflytninger og otte indtræffende Vacancer, især da Stiftamtmændene desuden endog inden Udløbet af deres korte Tjenestetid ofte have fundet sig foranledigede til, i Familie- og andre Anliggender, at reise ned til Danmark, hvor de da sædvanligen i det Mindste overvintre, imedens Embedet under deres Fraværelse, saavelsom i Vacancen, bestyres af underordnede Embedsmænd, der desuden have de med deres eget Embede forbundne Forretninger at varetage.

Men selv om man nu vilde oversee denne Omstændig, formene vi dog , at der frembyde sig andre viglige Grunde, der bestemt fraraade, at besætte saavel dette, som andre Embeder i Island, med danske Embedsmænd, undtagen i virkelige Nødvendigheds Tilfælde. Saaledes er Climaet i Island langt strængere end i Danmark, der frembyde sig langt færre Fornøielser, man maa der undvære mange af de Beqvemligheder, man er vant til at nyde her, hvoraf følger at Opholdet i Island for Andre end Indfødte bliver kjedeligt og ubehageligt, hvilket igjen slapper og maaskee tilintetgjør den i ethvert Embedsforhold nødvendige Interesse og Virksomhed. Ikke mindre Vanskelighed frembyder det islandske Sprog for den danske Embedsmand, der ved Ankomsten til Landet - for ikke at sige ved sin Afreise derfra - som oftest er blottet for al Kundskab i samme. Hvad de underordnede juridiske Embedsmand, c: Sysselmændene og Byfogden i Reikevig, angaaer, da er det et aldeles nødvendigt Reqvisit hos disse, at de ere Sproget fuldkommen mægtige, eftersom hele Retspleien skal og bør udføres i dette Sprog, ligesom og Landets Indvaanere synes at have et billigt Krav paa, at slige Embeder er overdrages til Andre end dem, de selv kunne forstaae og af hvilke de selv kunne forstaaes. At navnligen - for at oplyse Sagen med et Exempel - En, der ikke er Sproget mægtig, ei med tilbørlig Kraft kan inqvirere i criminelle Sager, uden selv at kunne forstaae Inqvisiten eller denne ham, forekommer os aldeles indlysende, og at dette igjen har høist farlige Følger for Retssikkerheden, er det overstadigt at bemærke. Ogsaa disse Vanskeligheder møde den danske Stiftamtmand, thi da han tillige er Amtmand i Sønder-Amtet, skal han afgjøre, om der fra Justitiens Side er Anledning til at indanke til de overordnede Retter de for Underretten ergangne, i det islandske Sprog affattede Domme. Desuden er denne Embedsmand, Stiftamtmand, paa enkelte Undtagelser nær, overdraget at besætte Præstekaldene i Island efter Forslag fra Biskoppen.

Ansøgningerne herom affattes vistnok som oftest i det islandske Sprog, og hvis Stiftamtmanden - der desuden er blottet for al personlig Bekjendtskab med de Ansøgende, ei forstaaer dette, maa han i eet og alt rette sig efter Biskoppens Forslag, og saaledes savnes den tilsigtede Garanti for disse Embeders retfærdige og samvittighedsfulde Besættelse. Endvidere er Stiftamtmanden paalagt den Pligt, "saa ofte hans øvrig Embedsforretninger det tillade", at tage Sæde i Landsoverretten, for at paasee, at den holdes med Værdighed og at Rettergangspolitiet føres med Orden og Nøiagtighed. Da nu Proceduren ogsaa for denne Ret skal udføres i det islandske Sprog, vil det være en i dette Sprog ukyndig Stiftamtmand aldeles umuligt, tilbørligen at efterkomme denne Pligt. Som en Følge saavel af det ovenfor omtalte Ubekjendtskab med Sproget, som tildeels deraf, at den danske Embedsmand er opdragen under Forhold, der ere ganske forskjellige fra dem, der finde Sted i Island, bliver det endvidere en yderst vanskelig Opgave for ham, at sætte sig ind i den islandske Ret. - Denne bestaaer nemlig deels af gamle, i det islandske Sprog affattede Love, som selv for den Indfødte undertiden ere temmelig uforstaaelige, deels af norske Love, som i flere Punkter ere gjorte gjeldende paa Island, deels af Lovbud for Danmark, der i sin Tid have været bekjendtgjorte paa Altinget, og som nu uden anden Sanction antages at være gjeldende, og deels endelig af en Mængde letale Sædvaner og Retsvedtægter, hvorom Oplysninger ikkun med stor Uleilighed af en Fremmed kunne erholdes. Da alle disse heterogene Bestanddele aldrig have været bearbeidede til noget System, vil selv den indfødte Embedsmand, der i flere Aar udelukkende har beskjæftiget sig med den islandske Ret, ofte svære i Uvished om, hvad han skal og hvad han ikke skal antage som gjeldende, og i en forbøiet Grad vil denne Vanskelighed vise sig for den danske Embedsmand, der fra Universitetet kun medbringer yderst fragmentariske og til et Embedes ordentlige Bestyrelse aldeles utilstrækkelige Kundskaber i den islandske Ret; og at en dansk Embedsmand, der efter nogle faa Aars Embedstjeneste i Island kan gjøre sig grundet Haab om Ansættelse i sit eget Fødeland, om hvis Forhold og Lovgivning han allerede har de fornødne theoretiske Kundskaber, ikke føler stor Lyst til at trænge dybere ind i en saa utilgængelig Lovgivning, kunne vi næsten finde undskyldeligt. Endeligen kan den fornødne Localkundskab, samt Bekendtskab med den islandske Oekonomi, Folkets Tænkemaade, Charakter m. v. af en Fremmed først erhverves ved flere Aars opmærksomme Iagttagelse, og vi holde os overbeviste om, at flere af de i Island ansatte danske Embedsmænd ere vendte tilbage til deres Fødeland, uden at have erhvervet nogen alsidig og grundig Kundskab herom, ligesom at en saadan Mangel ofte maa have fremkaldt umodne og uoverlagte Forslag og Betænkninger, i det vi paa den anden Side fuldkommen erkjende den Iver og Nidkjærhed, hvormed nogle af disse Embedsmænd have arbeidet for Islands Vel.

Vi ere saaledes overbeviste om, at Landet er baade bedst tjent med og med Billighed kan vente at faae Indfødte til Embedsmand, saalænge der blandt disse findes nogenlunde beqvemme Subjecter, hvilket Princip med Hensyn til Embeders Besættelse i Island Regjeringen ogsaa hidtil synes at have hyldet, dog med Undtagelse af Stiftamtmands-Embedet. Men at denne Undtagelse fremdeles maatte blive hævet, derom troe vi at udtale ikke blot vort eget, men et blandt det islandske Folk almindeligt Ønske.

(Kjøbenhavnsposten 14. november 1836, s. 1296-1297)

Reformationsfesten. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 10de October 1836.- Det vil sikkert have forundret Publicum at erfare, at vort Universitet høitideligholder Reformationsfesten ved at afholde saakaldte Magister-Licentiat- og Doctor-Disputationer. Ved Reformationsfesten skulle vi feire Mindet om den mærkelige Tid, da en kraftig og ædel Begeistring forenede gode Kræfter tiil Kamp mod Traditionens Tyranni, da Menneskeaanden reiste sig med kraftig Protest imod de forsmædelige Lænker, hvori Herskesygen havde smedet Vankundigheden, og begyndte det store Reformens Værk i Kirke og Stat, der betegner Menneskehedens senere Historie. Vi tilstaae gjerne, at dette Maal kun er opnaaet meget ufuldkomment; men netop derfor ligger der i Mindet om den unge, livsfriske Kraft, om den Begeistring og sunde Dygtighed, hvormed hiin Bestræbelse først traadte i Livet, en stærk Opfordring til at fortsætte den, eller hvis vor Tid endnu ikke skulde due til at frigjøre sig fra al Overleverings Ledebaand, da idetmindste at vende tilbage til det Standpunkt, hvorpaa selv Kirkereformen i sin første Reenhed søgte at stille sig. - Denne Reformationsfest vil ogsaa Universitetet søge at forherlige, og det med Rette, thi Reformationen var det, der frigav Videnskaberne til den menneskelige Aands selvstændige Granskning, og Reformationen var det, som seqvestrerede Kirke- og Klostergodser, og saaledes skjænkede Universitetet Tiende og Landgilde til Professorernes Lønning. Det er altsaa naturligt og billigt, at ogsaa vort Universitet feirer hin Begivenhed; men hvorledes gjør det det? Ved saakaldte Magister- Licentiat- og Doctor-Disputationer. - Der gaves en Tid, da alle nyere Sprog vare saa barbariske og udannede, at de kun afgave et meget maadeligt Middel for en høiere Tænkning, medens det latinske Sprog var bragt til en vis udvortes Formfuldendthed, der selv i sin forskruede Stivhed dog nogenlunde kunde tilfredsstille den yderst magre Kreds af Forestillinger, der tilligemed Sproget selv vare modtagne gjennem de ufuldstændige Brudstykker af en Literatur, hvori det romerske Liv, eller egentlig kun en enkelt mindre dygtig Periode af samme udtaler en meget ufuldkommen og skjæv Culturs høist eensidige Udvikling, der tilmed er gaaet tilgrude. Det er forklarligt, at man dengang kunde ansee det for en værdig Gjenstand for de menneskelige Bestræbelser, at drive det til den størstmulige Færdighed i Brugen af de uddøde Stumper af et Sprog, der fordum var talt af Folk, der i en vis forfinet Humanitet og Elegants stode over de fleste paa hiin senere Tid levende Mennesker. Men siden den Tid have de fleste af Nutidens Sprog opnaaet en indre Rigdom og formel Uddannelse, der sætter dem langt over hiint støede Herbarium af visne Phraser, ligesom den friske, saftige Fylde, Livet udfolder under Dagens lyse Straaler, aabner dem en Fremtid fuld af Haab og Glæde, medens hine dunkle, blodløse Skygger evigt holdes fængslede af Gravens kolde Nat. Og ligesom Sprogene selv have udviklet sig, saaledes har ogsaa Menneskeaandens rastløse Virken fremdraget een Masse af Kjendsgjerninger og skabt en Rigdom af Ideer, hvorom Oldtiden ikke kunde have nogen Anelse, hvad Under da, at hiin stereotype Formelkram, der alt for Aartusinder siden har tabt al indre Spirekraft, for en saa udvidet Forestillingskreds vilde være et ikke blot besværligt, men som oftest ligefrem ubrugbart Udtudskningsmiddel, selv om Folk endnu vare uforstandige nok til at bortødsle al den Tid, som udfordres til at erhverve nok til at erhverve den unyttige Færdighed, at skrive og tale saakaldet classisk  Latin. - Den Tid, da dette var det høieste Kjendetegn paa Dannelse og Smag, var Videnskabelighedens Barndom; det var den Tid, da Menneskeaanden endnu brugte Pegepind for at stave sig frem og stod ved en Stol og gjorde Battements, for at lære at strække Foden. Et nego maiorem og proba minorem, Syllogismer og Antitheser, det var de "Skolefuxerier," ved hvilke man skulde lære at tænke, en Sorites eller Achilles, de "Rasmusmontaniader," ved hvilke man udviste sin Skarpsindighed og Bravour. Denne Tid var det, der fødte de Disputationer til Verden, der gave den, der i hine Hanekyllingefægtninger kunde sige: pugnavi strenue, viei gloriose, - ak ja, de gave ham Rang og Titel i - Gud hjelpe os - den lærde (sic) Republik (sic). Men snart voxede Menneskeaanden fra hiin Pogedressur; Dialektikken kastede sig ind i Livet, bemægtigede sig og forarbeidede det rige stedse voxende Stof, og saaledes fremkom de store Resultater, der have omformet, eller ere i Begreb med at omforme ikke blot Vivdenskaberne, men hele det sociale Liv. I denne Tingenes Orden spille nu, som vi have tilladt os at yttre, saadanne gammelgothiske, scholastiske Disputeringsspillerier en i Sandhed jammerlig Rolle. Universitetet er Aandsfrihedens hellige Tempel, og ikke et Vartou for Parykker og Fordomme; derfor er det da, at det har forundret os, at det vil feire Mindet om den aandige Friheds Gjenfødelse ved at offre en Hekatombe paa Mologs Alter. Det Bedste er, at Publicum, (inclusive de saakladte Lærde) ikke tager mindste Notits af disse latinske Konster; de skrive Disputatiunculer, som Ingen læser, og staae der paa "Klosteret" i Kannikestræde og radbrække Latinen, sige hverandre flaue Complimenter, som Ingen hører paa - alt in majorem Dei gloriam. - Man fortalte med en Triumph, som om den gode Sag kunde have vundet en stor og følgerig Seier, at Consistorium efter flere Debatter havde andraget paa at enkelte Disputatser maatte kunne skrives paa Dansk, og at Universitetsdirectionen havde indstillet dette Andragende til allerhøieste Approbation. Denne er imidlertid ikke paafulgt. Da hiin Indstilling, som vi nu have erfaret, gik ud paa at den mundtlige Disputation over de danske Afhandlinger ligefuldt skulde holdes paa Latin, saa forekommer denne Hs. Majestæts Resolution os at være det ene Conseqvente, og en velfortjent Tilbageviisning af den Halvhed, der laae i Andragendet. For at Ingen skal bestride os Selvmodsigelse, bemærke vi, at vi nu som tidligere troe, at saalænge slige Disputatorier og det derpaa byggede literaire Ranguvæsen overhovedet skal vedvare, vilde ansee det for et Fremskridt, om det Hele blev paa Dansk, og at vi først senere ere komne til Kundskab herom, at det omhandlede Forslag laborerede af en uforklarlig Halvhed og Inconseqvents, der saameget mere maa antages at have bevæget Hs. Majestæt til dets Forkastelse, som der ellers ikke letteligen kunde tænkes nogen Grund til, at han skulde have nogen stor Forkjærlighed for Latiniteten.

(Kjøbenhavnsposten 10. oktober 1836)

Krebs' Skole. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede agte, ved en dertil passende Foranstaltning at ordne en forberedende Underviisning for Børn i en Alder mellem 8 og 11 eller 12 Aar, der ere bestemte til senere at indtræde i en af Skolernes nederste studerende Classer. 

Denne Underviisning, der tildeels, saavidt vor Embedssttilling tillader det, vil blev meddeelt af os selv, og iøvrigt ledet under vort Tilsyn og Ansvar, ville 5 Timer daglig, nemlig fra Kl. 9 til 2 blive anvendte. Underviisningen vil, saafremt et tilstrækkeligt Antal af Disciple forinden anmeldes, tage sin begyndelse i den sidste Halvdeel af October Maaned. Det maaneedlige Honorar fastsættes til 5 Rbd. Sedler. Med Anmedelser desangaaeende vilde man behage at henvende sig, om Middagen imellem Kl. 1 og 3, til Førstnævnte af Undertegnede boende i Farvegaden Nr. 130, 1ste Sal.

B. Borgen. Overlærer ved Metropolitanskolen. C. P. J. Krebs. Cand Philos. og Inspecteur ved Metropolitanskolen.

(Kjøbenhavnsposten 12. oktober 1836)

C. P. J. Krebs skulle senere grundlægge Krebs' Skole:

Dragerne ved Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 30te September 1836. - Endeligen er det blevet de Reisende, som ankomme til Kjøbenhavns Toldbod, tilladt at lade deres medbragte Gods hjembæres af hvem de ville og for den Betaling, hvorom de med Vedkommende kunne forenes. Som bekjendt var der i sin Tid forundt Havnecapitain og Transportforvalter Eskildsen saavel udelukkende Ret til at besørge Godstransporten ved Kjøbenhavns Toldbod og paa Rheden, som eneret til med Dragere at besørge de Reisendes Gods henbragt til deres Boliger. Allerede under 7de Novbr. 1834 bestemte Hs. Majestæt, at Godstransporten fra 1ste Marts 1836 skulde være aldeles fri for Alle og Enhver, og om Drageriet fastsattes, at det samme skulde være Tilfældet til den Tid, som af Generalpostdirectionen nærmere blev bekjendtgjort. Af denne Bemyndigelse har Postdirectionen dog ikke gjort Brug førend nu, da den ved Bekjendtgjørelse af 26de d. M. har kundgjort, at Drageriet fra 1ste Novbr. d. A. frigives for Alle og Enhver.

(Kjøbenhavnsposten den 30. september 1836)

Deportation af Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

(Hamborg den 18de August.) Det havde allerede længe været den herværende Øvrigheds Ønske at deportere saadanne Forbrydere, der ere dømte paa en Række af Aar eller Livstid, for at befrie Fængslerne og Staten for dem. Underhandlinger med det australiske Colonisationsselsskab i London bleve virkelig indledede og Overeenskomst blev ttilveiebragt; men da den ikke stadfæstedes af den engelske Regjering, kunde den ikke blive bragt til Udførelse. Saa meget desto velkomnere var derfor Tilbudet af en Capitain fra Brasilien, der med sit Skib ankom hertil for at hverve Rekrutter. Man overlod det til Tugthuusfangernes eget Valg, om de vilde lade sig borttransportere eller her udholde deres Straffetid. Antallet af de, der meldte sig, var saa stort, at ikke alle kunde finde Plads ombord paa hiint Skib, der kun er en lille Brig, og som tillige havde andre Udvandrere ombord. Det afseilede den 27de Juli d. A. For os er denne Emnacipation fordeelagtig saavel i finantieel som i moralsk Henseende. Capitainen vil meget godt finde sin Regning derved, da han foruden den Godtgjørelse, han her har, formodentlig ogsaa af sin Regiering vil faae Haandpenge udbetalt, desuden er han ifølge en nylig bekjendtgjort Lov fritagen for Havnepenge og andre Afgifter, naar han medbringer hundred Colonister. Man kan derfor vente, at deslige Expeditioner ville finde Gjentagelse.

(Kjøbenhavnsposten 4. september 1836)

I "Itzehoer Wonchenblatt" spørges om man ikke skulde kunne sende en Deel af de Fanger, Straffeanstalten i Glückstadt indeholder, til Brasilien, saaledes som vor Nabostad Hamborg har gjort. Derved vilde mangen Commune fritages for en stor Byrde; og hvad Nytte stifte saadanne Folk, som efter 5 eller 10 Aars ophold i Straffeanstalten igjen erholde deres Frihed? De bruge den sædvanlig til atter at stjæle og foraarsage Communerne nye Omkostninger. 

(Kjøbenhavnsposten 23. september 1836)

Petri Worm og Mordet paa Tønder 1836. (Efterskrift til Politivennen)

Mordet blev beskrevet i detaljer i Kjøbenhavnsposten 31. august 1836:

Tønders Mord.
I sin Levnetsbeskrivelse yttrer Tønder som sit høieste Ønske, at døe stille og ubemærket; men Folks Omtale, hvorfor han saa ofte havde været Gjenstand, og for hvilken han i sit hele Liv havde viist en uindskrænket Ringeagt, synes ligesom til Straf ikke at have villet slippe ham efter Døden. Hans Dødsmaade er visseligen ogsaa i den Grad mærkelig, da vor Criminalhistorie ikke opviser Exempel paa noget Lignende i de sidste 40 Aar, at vi ere overbeviste om, at vore Læsere ville vide os Tak for følgende Beretning.

Det var i det mørkerøde  murstenshus, Nyhavn 65, Tønder boede på 2. sal og blev fundet myrdet i 1836. 

Opdagelsen af Mordet skete paa følgende Maade: Den 16de f. M. kom et ungt Menneske, der, efter hans Klædedragt at dømme, befandt sig i maadelige Omstændigheder, til Gjæstgiverstedet "Stadt Lauenburg" her i Staden. Han navngav sig der Petersen, og udgav sig for en Seminarist fra Joenstrup, der ville opholde sig her i Ferien. Han tildrog sig i Begyndelsen ingen Opmærksomhed, som han, ved sit temmelig eenfoldige Udseende og tilbageholdende Væsen, heller ikke egnede sig til at vække. Efter i 2-3 Dage ikke at have været seet paa Gjæstgiverstedet, som han havde forladt uden at afgiøre sin Regning, vendte han igjen tilbage og foregav at han havde fulgt en Broder til Helsingøer; Senere paa Dagen kom han kiørende i Drosche, iført nye Klæder, og medbragte en Kuffert, som man paa Stedet ansaae for den, han havde talt om at han ventede. Man bemærkede derhos, at han havde contante Penge, i Særdeleshed Guldstykker, hos sig. Mere endnu end denne Forvandling frapperede en vis Urolighed, der paa engang havde bemægtiget sig hans Væsen, og som ikke tillod ham at holde sig stille flere Minutter paa eet Sted, ei engang ved Middagsbordet, hvor han saaledes flere Gange forlod sit Sæde. Den foregivne Petersen gjorde nu Alt færdig til Afreisen; han viste sig ved denne Leilighed temmelig splendid med Drikkepenge til Opvarterne, og teede sig i det Hele som en Mand af Levemaade. Forinden han gik ombord paa Dampskibet, henvendte han sig imidlertid til en Reisende fra Lybeck, med hvem han paa Gjæstgiverstedet havde giort Bekiendtskab, og som skulde reise til Lybeck faa Dage efter og bad ham forvare og medbringe til ham paa sidstnævnte Sted en lille, temmelig tung, tillukket Kasse, samt at besørge for ham paa Posthuset et Pengebrev til Nyborg og modtage Postcontoirets Qvittering for Beløbet. Derpaa gik han ombord, efter at have, som man sildigere erfarede, mod en herværende Slægtnings Caution, erholdt Pas, lydende paa hans rette Navn: Worm. Lybekkeren indleverede selv Pengebrevet paa Pakkepostcontoiret; men da det var forseglet, kunde han ikke erholde Qvitteering for de deri værende Penge, med mindre det blev aabnet og Beløbet eftertalt. Da det havde været Afsenderen magtpaaliggende at faae Qvitteringen, ansaae Overbringeren sig berettiget til at lade Brevet aabne for at faae Pengene talte. Ved Aabningen paakaldt det, at Brevet var underskrevet: Worm, medens Qvitteringen forlangtes meddeelt paa Navnet Petersen, og man bemærkede, at Brevet var stilet til den underskrevne Worms Fader. Disse Omstændigheder, i Forening med Uro, den Bortreiste havde viist, vakte hos Lybekkeren Mistanke om, at der laae en Hemmelighed skiult bag det Hele, og at den maaske kunde staae i Forbindelse med en eller anden Mislighed eller Forbrydelse. Han lod saavel Kassen som Brevet overlevere til Politiet; det sidste indeholdt Intet, som kunde tyde hen paa nogen begaaet Forbrydelse; Kassen blev imidlertid aabnet, befandtes at indeholde rede Penge, for største Delen i Guldmynter, og blev tagen under Politiets Forvaring. Dette skete om Løverdagen den 30te Juli, og Politiet skrev strax til Hamburg og Lybeck, for at anmode Politiet dersteds om at foretage det fornødne. Man havde imidlertid ingen Anelse om, hvorfra disse Penge skrev sig. Først den om Mandagen den 1ste August skete Opdagelse af Tønders Aflivelse og Ranet af Størstedelen af hans Penge og Obligationer henvendte Mistanken i denne Henseende paa den Bortreiste, som blev anholdt den 2den August i Lybeck, hvorhen han var reist fra Hamborg, og man fandt hos ham en Deel flere Guldstykker og Obligationer. 

Den foretage Obductionsforretning kunde ikke lede til noget Resultat, da Liget var opløst af Forraadnelse.

Den 10de August ankom Worm her tilbage med Dampskibet. Det første Forhør var et Væv af Løgne; ligeledes for største Delen det andet, heri vedgik han dog, at han havde begaaet Tyveriet af Tønders Penge og Obligationer; men negtede paa det bestemteste at vide noget om hans Dødsmaade. Han tilstod, at han havde forledet den Afdøde, der altid tog imod af Spisevarer hvad som han udtrykte sig "gode Mennesker" vilde give han, til at spise en Butterdeigs-Kage, hvori han i Svedskesaucen havde blandet noget Opium *), for derved at faae ham dysset i Søvn; dette var ogsaa lykkedes, og under Søvnen havde han bestiaalet ham; hvorvidt Opiumet kunde have havt hans Død til Følge, vidste han ikke; tilsigtet var det ikke. I et sildigere Forhør, som, efter han egen opfordring, blev optaget om Natten, tilføiede Worm immidlerrtid den yderligere Tilstaaelse, at, da han, efterat have faaet Tønder i Søvn, allerede havde taget Hængelaasen fra en Kasse, hvori Tønder havde Penge og Obligationer, hørte han en Støi bagved sig; ved at vende sig om, saae han Tønder, der var vaagnet og traadte hen imod ham; han gavham da med flad Haand et Slag for Brystet, saa at han bevidstløst segnede om paa Gulvet og for at han ikke skulde skrige, slog han ham derpaa Sengetæppet over Hovedet og bandt det sammen med en Knude - Alt dog uden den Hensigt at berøve ham Livet. Han havde faaet Adgang til Tønder ved at søge Underviisning hos ham i det franske Sprog; dette havde Tønder indladt sig paa, og Worm, som skulde betale for 3 Timer forud, havde maattet sælge en Skiorte, for at skaffe de 3 Mark tilveie.

Denne hans Forklaring, som ogsaa i flere Henseender var usandsynlig, har nu viist sig som urigtig af de sidste Forhører, hvis Resultat der er al Grund til at antage for i det Væsentlige overensstemmende med Sandheden. I disse Forhører har Worm tilstaaet, at, efterat han havde faaet Tønder til at spise Kagen (han selv spiste en lignende, for at giøre Tønder troskyldig) satte de sig hver ved sin Side af et lidet fiirkantet Bord, der stod ved det tredie Vindue **), og begyndte at tale om den franske Information, hvorved Tønder berettede om sine Reiser i Sverrig og sine ypperlige Attester. Fra det Øieblik af Tønder havde faaet Opiumet, spyttede han næsten uophørligt og drak af og til af en paa Bordet staaende Krukke med Vand, hvorved han ved at borttage noget Papir kom til at vise et Stykke tyndt Rebeller Line, 2 Alen langt; af saadanne eiede Tønder flere, som han brugte til at sammenbinde sine Skrifter med. Tønder reiste sig kort efter for at hente nogle af de omtalte Attester; i dette Øieblik ***) opstod Tanken hos Worm om at dræbe Tønder, da han saae, at Opiumet ingen Virkning giorde "og han maatte have hans Penge"; han greb derfor Rebet, som han holdt mellem begge sine Hænder, saaledes at der var omtreent 1 Alen Mellemrum. Tønder vendte kort efter tilbage til Stolen uden at have taget Attesterne, da han frygtede for, at Worm skulde see Pengene i Kisten, hvori Attesterne laae; efterat han havde sat sig ned, dreiede han sig om for at spytte, og kom saaledes til at vende Ryggen til Worm; denne sprang nu op og kastede Rebet om Tønders Hals, der som bekiendt altid var bar, holdt Rebet fast om Halsen, trak ham op fra Stolen, saaledes at Tønder tabte Balancen; Tønder raabte to Gange Ordet "Tyve" og greb efter Bordet, hvilket gav Morderen saa meget større Magt over ham. Vægten af Tønders Legeme var imidlertid saa svær, at Worm ikke, som han først havde i Sinde, kunde løfte ham op paa Skulderen og derved qvæle ham; Tønder trak ham derimod til Jorden med sig, saaledes at ham kom til at hvile paa det ene Knæe. Han knyttede nu med al sin Magt Rebet sammen i Knude om Tønders Hals, derpaa i Sløife, og endelig bandt han begge Sløifens ender i en Knude. Dette Moment angiver han som Dødsøieblikket, da Tønder fra den Tid af ikke rørte sig.

Da han frygtede for, at Gienboerne skulde see hvad han foretog sig, stillede han et Stolesæde og et Ark Papir op for det tredie Vindue, og maatte for at udføre dette skræve over den Dræbtes Hoved, der var kommet til at ligge tæt op til Chatollet, der stod lige ved Døren. Han tog nu Sengetæppet fra Sengen, knyttede det om Ligets Hoved fra Issen til Hagen og forsøgte at faae Enden af Tæppet ned imellem rebet og Halsen, men da dette ikke lod sig giøre, da Rebet var saa tæt snøret om Halsen, tog han, efter at have taget Nøglerne, som Tønder bar i Sidelommen af sin Frakke, Rebet af Halsen og hørte i dette Øieblik Tønder udstønne en saadan Lyd, som den der opstaaer, naar man sammentrykker en oppustet Blære. Han skiulte derpaa Tønders Ansigt, da han ikke kunde udholde at see dets "vrede og barske" Træk, og aabnede Pengeksten, hvoraf han udtog Obligationer, Medailler og Penge, paa tree Guldmønter nær, som han i Skyndingen ikke fik med, gik atter forbi Liget og ud af Døren, for hvilken han hængte Hængelaasen.

Fra dette Øieblik leed han som oven anført af en bestandig Uro, som efter Bekiendelsen er bleven afløst af en frygtelig Anger, der har angrebet hans Nervesysteem saaledes, at den mindste Allarm sætter ham i heftig Bevægelse. I den sidste Uge har han desuden været angreb af voldsomme Krampetilfælde, som for det meste giøre ethvert Forhør umuligt. Der er engang blevet forsøgt paa at forhøre ham paa Gierningsstedet, men Krampetilfældene, der angrebe ham udenfor Døren til Tønders Værelse, gjorde det nødvendigt at lade ham føre tilbage. Retten har derfor ladet optage et nøiagtigt Kaart over Værelset og Worm har ogsaa paa dette vedkiendt sig Stillingen af Liget, Meublerne o. s. v.

Hvad hans generalia angaaer, da er det kun ubetydeligt, vi kunne tilføie vor tidligere Efterretning, og vi tør heller ikke indestaae herfor, da det kun støtter sig paa et privat Brev fra Worm; efter dette er han 22 Aar gammel, var hjemme til sit 14de Aar, nød der en ret god Opdragelse, kom paa en Onkels Contoir, hvor han var i 6 Aar, søgte Condition i Hamburg, som han dog ikke erholdt, vendte tilbage til Onklen, opholdt sig der en kort Tid, kom derefter her til Kiøbenhavn, hvor han i nogen Tid førte et usselt Liv, fik nogen Pengeunderstøttelse, for at gaae til Jylland, hvor han skulde tage Seminarist-Examen, var allerede afseilet med en Skipper, men maatte vende om igien for Modvind, tilsatte nogle af de til Seminariet bestemte Penge, levede kummerlig og elendig, blev Underofficier, fra hvilken Tid han har en Attest fra sin Compagnichef som et stille, roligt Menneske af melancholsk Temperament, fik Afsked fra denne Stilling paa Faderens Forbøn og sank stedse dybere i Gield, Elendighed og Fortvivlelse, der først bragte ham nær til Selvmord og derefter til at begaae Mordet paa Tønder.

*) Dette opium havde han tilvendt sig i Juli Maaned, i den Hensigt dermed at dræbe sig selv, da hans Stilling var aldeles fortvivlet.

**) Tønders Værelse, som var paa anden Sal og gik ud til Gaarden, havde tre Vinduer, hvoraf de to vendte ud til et Pakhus, det tredie til en Kiøkkenleilighed. Inden man kom til Tønders Værelse var der paa den ene Side en lang Gang ogpaa den anden Side af Værelset var Vertens Soveværelse, hvorri der Ingen opholdt sig, da Mordet skete; de; der boede paa 1ste Sal, laae paa Landet, og de, derboede paa 3die Sal, havde Intet hørt. 

*** Til Bestyrkelse for, at han ikke er gaaet hen til Tønder med det Forsæt at dræbe ham, anfører Worm, at han ikke har havt noget dræbende Instrument med sig, og at han har opgivet sit rigtige Navn for ham; det sidste Argument kan, som man let seer, ogsaa tale imod ham.

Stadt Lauenburg (til venstre). Store Strandstræde 78, ved Kgs. Nytorv. Hotellet hvor Worm overnattede, og ganske tæt på Tønders bopæl.

Kjøbenhavnsposten den 9. oktober 1836:

Tønders Mord II

Kort efter at vi meddelte vor sidste Beretning fragik Worm paa engang alle sine tidligere Forklaringer, erklærede sig uskyldig i Mordet, og angav sin Fader som Morder; hans egen Deeltagelse havde blot bestaaet i, at han stod nede paa Gaden, for at passe paa, medens Faderen udførte Mordet; den urigtige Forklaring havde han blot afgivet for at redde Faderen.

Til Bestyrkelse af denne Beskyldning anførte han flere Data, som imidlertid alle efter nærmere Undersøgelse senere viste sig at være usande, med undtagelse af det ene, at medens han opholdt sig i Stadt Lauenburg kom der en Dag Bud op til ham fra en Mand paa Vestergade, hvorefter han paa Gjestgiverstedet bestilte Værelse til to Personer; dette Factum forholdt sig rigtigt,; men han tilstod siden, at Budet havde indfundet sig paa Gjestgiverstedet efter hand egen Ordre, for at bestyrke Folkene paa Stedet i Troen paa hans Foregivende, at han ventede paa en Broder. Blandt de andre Data, han anførte, vare t. Ex., at han paa Reisen fra Hamburg til Lübeck havde, da han strax efter Stolles *) Ankomst anede, at Mordet ville blive opdaget, skrevet et Brev til Faderen, som han leverede til Foermandskarlen, og hvori han bad ham ikke være bekymret, da han vilde paatage sig hele Skylden; ligeledes at han efter at være ankommen til Lübeck havde paa sit Værelse indstukket i Kakkelovnen mellem den øverste og nederste Afdeling et Brev fra Faderen, hvori der omtaltes en foregaaende Aftale, og at Faderen havde modtaget alle de Obligationer, der løde paa Navn, som han i de tidligere Forhører slet ingen Besked vilde vide om. - For alle disse Opgivelser kunde han intet Beviis fremskaffe, og navnlig har han ogsaa i de seneste Forhører tilstaaet, at han Morgenen efter Mordet eller samme Dag har brændt de Obligationer der løde paa Navn, i Kjøkkenet i Stadt Lauenburg, hvorfor ogsaa en Forklaring af en Tjenestepige synes at tale, der har udsagt, at hun har seet ham brænde adskillige Papirer, hvoraf nogle vare af den Størrelse, at Medaillerne kunde have været indsvøbte i dem, and andre langt større.

Politiet ansaa sig derpaa, da han vedblev sin Forklaring, uagtet dens Usandsynlighed foreholdtes ham, forpligtet til at afsende Een af sit Personale til Faderens Opholdssted. Faderen negtede enhver Deeltagelse, og der fremkom intet bestyrkende Datum; men da hans Alibi ikke kunde juridisk strengt bevises: Naboerne troede vel at have seet ham i de Dage i Byen, men turde dog nu efter flere Ugers Forløb ikke med Bestemthed benegte hans Farværelse i et par Dage, og da han var villig til, paa Politiets Bekostning, at foretage Reisen til Kjøbenhavn, for at confronteres med Sønnen, skete dette ogsaa.

Strax ved den første Confrontation, som ikke syntes at giøre noget synderligt Indtryk paa Worm, frafaldt han aldeles sin Beskyldning imod Faderen, og kom tilbage til den af os tidligere anførte Forklaring; som Grund til Beskyldningen imod Faderen angav han, at han ved denne oprørende Krænkelse af ethvert Pietetsforhold vilde gjøre sig saa sort og afskyelig for Familien, at de skulde betragte ham som ikke længer hørende til dem, og derfor ikke sørge over hans Forbrydelse eller Død.

En Opførsel af Worm under det Forhør, hvori han atter erklærede sig skyldig, fortjener som characteristisk at omtales. Efterat han havde tilstaaet sin Skyld, tog han hurtig op af Vestelommen et Papir, hvori der var noget Hvidt, og slugte dette. Man anvendte de sædvanlige Midler ved Forgiftninger, men uden Virkning, lige saa lidt sporedes nogen Virkning af Giften; et Par Dage herefter tilstod Worm, at det blot havde været noget Sukker, som han havde gjemt fra sin Thee og pulveriseret og sammenblandet med nogle smaa Stykker Glas; hans Forklaring om Sukkeret betyrkedes ogsaa ved et Udsagn af en af de Politibetjente, som bestandig havde Vagt hos ham i Arresten.

Med Hensyn til Mordet har Worm forandret sin tidligere Forklaring saaledes: Første Gang han var hos Tønder gav han ham Kagerne med Opiumet i, men det virkede ikke. Sidste Gang havde han ogsaa medtaget Kager med Opium, som han vilde givet Tønder, for at dysse ham i Søvn, men saafremt Forsøget skulde være lige saa uheldigt som første Gang, eller og Tønder aldeles skulde vægre sig ved at modtage Kagerne, havde han, forinden han gik til ham, fattet den Beslutning at dræbe ham, i det han nemlig vilde qvæle ham med Hænderne; men da han under Opholdet hos Tønder saae det tykke Seglgarn, besluttede han at benytte dette. Efter hans Forklaring har han saaledes kun to Gange været hos Tønder; dette er formodentlig usandt, da det er i høi Grad usandsynligt, at et saa mistænkeligt Menneske, som Tønder var, efter et saa kort Bekjendtskab skulde have indladt sig saa meget med en ham aldeles Fremmed, som Worm forklarer.

Den eneste Egenskab Worm besidder i nogen mærkelig Grad, er Evnen til at lyve, og dog har han ogsaa den kun i extensiv Henseende, det vil sige, han lyver om Alt, Stort og Smaat, Vigtigt og Uvigtigt, men at holde fast ved en Løgn, dertil er han ikke i Stand; det kan ikke interessere Læserne at erfare alle de løgnagtige Historier, han har digtet i Forhørerne; dersom han havde begaaet de Forbrydelser, hvoraf han i det ene Forhør har paaduttet sig selv nogle, som han i det næste har fragaaet for at komme frem med nye, som vare ligesaa lidet troværdige, vilde han være en ganske overordentlig Skurk; det er han ingenlunde; han er en simpel, gemeen Morder af Vindesyge.

En egenskab som vi ligeledes ikke troe at burde forbigaae, er hans Belæsthed i Romaner; dette opdagedes ved en af hans Løgne, at han havde læst til dansk juridisk Examen, og leiet juridiske Bøger af en Boghandler, som han navngav; denne forklarede da, at han aldrig havde udleiet juridiske Bøger, derimod havde work i længere Tid laan Romaner hos ham, hvorpaa han opgav en meget lang Liste.

Hvad hans Helbred angaaer, da har han i den senere Tid befundet sig fuldkommen vel, og der er al god Grund til at antage, at flere af hans Krampetilfælde have været forstilte.

*) Den Reisende, han havde givet Æsken med Pengene og Brevet, og hvis Angivelse gav Anledning til hans Paagribelse.

Senere fulgtes disse artikler op omkring retssagen, her Kjøbenhavnsposten 8. januar 1837:

Vi har nylig meddeelt vore Læsere, at Sagen mod Tønders Morder, Worm, nu er bleven gjort anhændig ved Hof- og Stadsretten. I flere Decennier har ingen Criminalsag her tildraget sig en større og almindeligere Opmærksomhed, og denne er fra Tid til anden bleven spændt ved de psychologiske mærkelige Omstændigheder om Morderen, der ere fremkomne ved de over ham afholdte Politiforhører, hans evindelige Selvmodsigelser, Opdigtelser og Løgne, af hvilke i Særdeleshed hans løgnagtige Angivelse af hans egen Fader som Morderen maatte opfylde Enhver med Afsky imod ham. I Nr. 248 og 287 af dette Blads forrige Aargang have vi sat vore Læsere i Kundskab om det Mærkeligste af de forskjellige Forklaringer, han har afgivet, saavelsom om hvad man havde erfaret angaaende hans tidligere Livsfærd. Hr. Procurator F. . Lange, der, som meldt, er beskikket til hans Defensor, har i det i disse Dage udkomne 4de Binds 1ste Hefte af "Udvalg af danske og udenlandske Criminalsager" leveret Begyndelsen af en Artikel om denne mærkelige Forbryder. Foruden nogle, endnu, paa Grund af hans egne Udsagns upaalidelighed, ufuldstændige Efterrretninger om hans vita anteacta, indeholder den et Par Documenter og af Andre afgivne Forklaringer, af hvilke sidste een i Særdeleshed er af megen psychologisk Interesse. - Fra denne Kilde ville vi her supplere vore tidligere Meddelelser. Til de af os i Nr. 248 f. A. leverede Efterretninger om ham føie vi saaledes følgende: Hans fulde Navn er Petri Claudius Ferdinand Emil Worm; han er født den 30te Sept. 1814 i Nyborg hvor endnu begge hans Forældre leve. Han gik først i Borgerskolen og siden i den lærde Skole i Nyborg, blev confirmeret i Octbr. 1828 "med udmærket godt Vidnesbyrd for Flid og Forhold under Forberedelsen" og kom i Novbr. f. A. hos sin Onkel, der er Godsforvalter i Lolland, for at øve sig i Contoirforretninger og efter at have gjort nogen Fremgang deri, begynde at læse til dansk-juridisk Examen. Han var der til 1ste Mai 1834, men fik kun lidet læst til Examen, hvortil han opgiver som Aarsag, at hverken Onklen selv eller nogen Anden der paa Stedet kunde veilede ham. Onklens Skudsmaal bevidner, "at han stedse var meget villig og staddig ved sine Forretninger, aflagde nøiagtig Rede for det ham Anbetroede, og iøvrigt opførte sig sædelig og anstændig"; Præsten bevidner hans christelige Forhold. Onklens Huus forlod han imidlertid hemmeligen, som han siger, fordi han tilfældigviis havde paa en Reise fra Nakskov truffet en Hamburger-Kjøbmand Knauch, der lod til at interessere sig for ham. Han medtog, siger han, 20 Rbd., som han havde sammensparet, reiste til Grønsund og derfra med Dampskibet til Hamborg, hvor Knauch lod ham logere i sin Bopæl og gav ham frit Underhold. Af et i Artiklen aftrykt Brev fra Worm til hans Fader (af hvilket den øverste Halvdeel af 1ste Blad er afskaaren og som savner Underskrift), dateret Hamborg den 18de September 1834, erfarer man, at han der havde baade Pakkehuusforretninger og meget Contoirskriveri, men kun 6 Specier om Maaneden. "Det er" skriver han "derfor godt jeg er nøisom og vandt til at tage Behageligt og Ubehageligt som Livet giver det, og atter at vende den bedste Side ud paa det Sidste. De andre jeg omgaaes er saa proper og jeg maa derfor tage den sorte Kjole paa til Daglig for at ligne dem; jeg er usædvanlig rask og naar jeg vidste De ogsaa havde det godt saa var jeg end dertil glad - jeg skal nok slaae mig anstændig igjennem Alting kommer jo ei paa engang - og er her ingen Udsigt til at kunne leve bedre, saa vinder jeg da Tid til at see mig om noget Andet." Han omtaler deri hvad han maa betale for Logis etc., og at "det ikke strækker til Middagsmad hver Dag;" hvilket staaer i Modsigelse med den nys anførte Bemærkning om "frit Underhold" med mindre det tyder paa, at han meget snart igjen maa være tagen fra den nævnte Kjøbmand. I Brevet nævnes ogsaa, at han som snarest skulde til Kjøbenhavn ("i et Anliggende i den Herres Sted, han skulde have fulgtes med dertil og som var bleven syg") men man erfarer derimod, at da han ikke i Hamborg fandt den Ansættelse, han ønskede, saa solgte han sine Klædningsstykker og Alt hvad han kunde undvære, og begav sig til Faderen i Nyborg, hvor han kom "i den maadeligste Forfatning" og forblev til om efteraaret 1834. Det blev, efter Fadrens Udsagn, da bestemt, at han skulde sendes til Kjøbenhavn for at komme i Malerlære, dersom Onklen vilde udstyre ham dertil. Denne gav hertil 50 Rbd., der anvendtes til at eqvipere Sønnen, som derpaa kom til Kjøbenhavn, men, efter Faderens udsagn, forgjæves søgte selv og ved Andres hHjelp at faae nogen Ansættelse, hvorefter han igjen reiste til Onklen, der antog ham til sine Børns Underviisning. (Slutn. følger)

P(etri) C(laudi) F(erdinand) E(mil) Worm. Ophav ubekendt. Statens Museum for Kunst. 1838.

Artiklen i Kjøbenhavnsposten fortsatte den 9. januar 1837:

- Om Tønders Morder. (Sluttet.) Her forblev han, indtil i Sept. 1835. Han var da, paa Provst Boiesens Anmeldelse og mod Onklens Caution for Kost og Logis, bleven antagen til Oplærelse paa det kongl. Skolelærer-Seminarium i Lyngbye ved Grenaae,og reiste nu, i Forening med et andet ungt Menneske, der ved Seminariet skulde være Worms Contubernal, til Kjøbenhavn, hvorfra de med Dampskibet toge til Aarhuus og derfra med Extrapost til Lyngbye. Men her forblev han ikke længer end en halv Time, kjørte med samme Vogn tilbage til Aarhuus, under Foregivende af at ville besøge en Onkel, der var Præst i den sydlige Deel af Jylland, indtil Forelæsningerne ved Seminariet skulde begynde, tog faa Dage efter over til Kallundborg og derfra til Kjøbenhavn. For sin Reisefælle havde han paa hele Didreisen yttret Ulyst til at blive Seminarist, flere Gange talt om, hvor behageligt det kunde være "at reise længere bort, ned til Hamborg og Lybeck", og været meget mismodig og ilde stemt. Denne roser ham iøvrigt som "et meget godmodigt, stille og skikkeligt Menneske, der i Penge-Affairer viste megen Redelighed og Accuratesse." Seminariiforstanderen, Pastor Sidenius (hvis Erklæring findes fuldstændigen aftrykt) modtog nogen Tid efter et Brev fra Worm, hvori denne forklarer Aarsagen til sin pludselige Bortreise med en Historie om, hvorledes han i Kjøbenhavn samme Dag han reiste, havde mistet 40 Rbd., som hans Onkel havde medgivet ham, derved at han havde hængt sin Frakke, hvori de var, i Forstuen til en Boglade; og hvorledes han ved Ankomsten til Lyngbye ikke vilde være sit Tab bekjendt, og var vendt tilbage for at søge "nye eller andre Ressourcer", hvilket var lykkedes ham; og sendte han dermed 40 Rbd., som han bad Pastor S. beholde i Deposito til hans Gjenkomst. Den 17de Dec. skrev Worm atter til Pastor S. underrettede ham om, "at han nu formedelst indtrufne Omstændigheder aldeles havde opgivet at indtræde paa Seminariet"; ligesom han sildigere forlangt og fik de 40 Rbd. tilbagesendte. Angaaende Worms Livsfærd i Mellemtiden fra Decbr. 1835 indtil han, i Juli 1836, udøvede Mordet, leveres her ingen sammenhængende Oplysninger. At han levede i de usleste Omstændigheder, synes vist. Det var ogsaa i en Tid han blev Underofficier. Onklen meldte i Juni 1836 Pastor Sidenius, at Worm havde ladet sig engagere i Malmø, uden dog at vide, i hvilken Egenskab. Faderen har forklaret, at han sidste Gang saae Sønnen i August 1835, da han var reist over til Svogeren, deels for at see denne, efterat de flere Aar ikke havde seet hinanden, deels for at tage Afsked med Sønnen, inden denne reiste til Seminariet, og for ved denne Leilighed at give ham nogle Formaninger, hvilke Sønnen besvarede med kraftige Forsikringer om at skikke sig vel, saa Forældrene kunde have Glæde af ham. Faderens Vidnesbyrd om Sønnen gaaer forøvrigt ud paa: at han "stedse har været af en godmodig Gemytbeskaffenhed, og altid lagt for Dagen, at han var sine Forældre og Sødskende yderst hengiven; in specie har Faderen aldrig havt Leilighed til at erfare, at Sønnen havde noget imod ham. At Arrestanten har været hengiven til Løgn, har han først nu, ved at anstille Betragtninger over de forskjellige Breve han har modtaget fra ham, kunnet skjønne; men savel som Barn som i Opvæxten har han anseet ham for at ynde Sandheden. Derimod har han altid været meget indesluttet i sig selv, samt derhos trist og melancholsk, ligesom det ofte har været Faderen paafaldende, at høre ham tragte efter at komme i en eller anden Stilling, som han efter sin Fødsel, sine Formues Omstændigheder og Kundskaber ikke kunde vente at opnaae; men dette maatte Faderen i Særdeleshed tilskrive Romanlæsning. Ubarmhjertighed og Haardhed har han ingenlunde seet Træk af hos ham. Hans Fatteevne og Hukommelse har stedse været god, og saavidt Faderen bekjendt har han aldrig havt Krampetilfælde (sandsynligviis have de Tilfælde af den Art han havde i Politiarresten, være forstilte). Han er vel kun af middelmaadig Høide og Førelse; men efter sin Legemsbygning, antager Faderen, at han har gode Kræfter, hvortil muligen den Omstændighed, at han stedse har levet tarveligt og aldrig smagt Spiritus, ikke lidet har bidraget. Det mærkeligste af de offentliggjorte Actstykker er imidlertid den af den katholske legationspræst Ackermann afgivne Erklæring. Vi hidsætte den derfor i muligst tro Oversættelse efter den i Hesteskriftet aftrykte Original. Den lyder som følger: "Det vil omtrent have været i Midten af Decbr. f. A. (1835), at en ung Mand, paa 20 til 25 Aar, kom til mig i min Bolig. Han var fattig klædt i en blaa-graa Frakke; i Haanden holdt han en Hue, som han i Løbet af vor Samtale tog under Armen; han var af mindre end Middelhøjde, af Statur udersætsig, og af en Kraftfuld, compact Muskelbygning. efter en keitet Hilsen henvendte han det Spørgsmaal til mig: Om jeg var den katholske Pastor Ackermann? Jeg. Det er mig. Han. Om jeg ikke var fra Prag. Jeg. Jo. Han. Er der ikke i Prag et Kloster, der hedder Strahov? Jeg. Ja vel et Præmonstratenser-Kloster. Han. Om jeg ikke var bekjendt sammesteds? Jeg. Saa temmeligt. Han. Om  der ikke der boede en vis Herre? - (det foregivne Navn har jeg glemt.) Jeg. Jeg kjender Ingen af dette Navn, men den Mand er maaske allerede død, eller "in der Landseelsorge ausgesetzt". Han. Denne Mand er min Onkel; thi min Bedstefader nedstammede fra Bøhmen og var katholsk. Jeg. Hvad heed Deres Bedstefader? Her nævnte han Navnet; man maa imidlertid tilgive min Hukommelse det, hvis jeg nu efter næsten et Aars Forløb ikke længer kan erindre mig det. Kun saa meget veed jeg, at jeg svarede: Da var Deres Bedstefader ikke af bøhmisk Blod, the det Navn lyder ikke bøhmisk. Her indtraadte en Pause, under hvilken han holdt Øinene stivt fæstede paa Loftet i mit Værelse, og jeg belavede mig paa et Tiggeri. For at dreie af, spurgte jeg da: Jeg. Er de maaske ogsaa en katholik? Han. Nei, det er jeg ikke. Jeg er opdragen luthersk, og mine Paarørende ere meget strenge Lutheraner. Men min katholske Bedstemoder gjorde mig bekjendt med den katholske Relgion, og holdt mig i Særdeleshed til Andagt og Gudsfrygtighed; ved hende har jeg fattet en stor Forkjærlighed for den katholske Religion. - Her fortalte han mig Noget om sine Familieforhold, men disse Specialier ere næsten ganske gaaede mig af Glemme. Resultatet var det Spørgsmaal: Kunde jeg ikke blive katholsk? Jeg. Nei, det kan De ikke. Han. Hvorfor ikke? Jeg. De danske Love forbyde det under Straf af Landsforvisning. - efterat han atter en Tidlang i ovennævnte Stilling syntes at have været fordybet i sine Tanker, spurgte han: Om han ikke kunde blive det i Hamborg? Jeg. I Hamborg, saavelsom i det øvrige Tydskland hersker Religions- og Samvittighedsfrihed; der kunde Det det vel, men da torde De ikke meer komme tilbage til Danmark fordi De ellers vilde udsætte Dem for den Fare, som jeg allerede har gjort Dem opmæksom paa, at blive landsforviist og fredløs. Han. Det er en haard Lov. Jeg. Derpaa kan jeg intet svare. - efter nogen Betænkning tilkastede han mig et flygtigt Blik og sagde: Man maa foretrække det Himmelske for det Jordiske. Jeg venter i denne Uge min Fader, og vil træffe Aftale med ham, og næste Foraar reise til Hamborg. Jeg. Ere Deres Omstændigheder og Deres Forretninger af den Art, at De kan det? Han. Jeg er Comptoirist, og kan som saadan let finde Ansættelse i Hamborg. - Da der nu paa ny indtraadte en kort Taushed, saa reiste jeg mig, for at gjøre en ende paa Samtalen; han syntes imidlertid ikke at ville forstaae mig, og spurgte videre: kunde jeg ikke i Prag træde i et Kloster? Jeg. Nei, det kan De ikke. For det Første, tør man ifølge de bestaande Anordninger ikke optage nogen Udlænding; dernæst vilde det være nødvendigt først med heldigt Udfald at gjennemgaae et videnskabelig Cursus af 6 til 8 Aar efter Forskjelligheden af Klosteret, men til at begynde det er De for gammel. Der gives vel ogsaa Klostre, hvor man kan blive optagen som saakaldet Læg eller tjenende Broder uden scientifisk Dannelse, dog der vilde endnu den Hindring blive tilbage, at De er en Udlænding. Han. Om jeg da ikke idetmindste vilde laane ham en katholsk Bog? Jeg. Mine Bøger ere for største Delen affattede i saadanne Sprog, som De vel ikke forstaaer. Han. Det havde saameget Trøstende og Beroligende for ham, naar han talte med mig; om jeg ikke vilde tillade ham, at besøge mig oftere. - Omenskjøndt jeg ikke indsaae, hvorledes han efter den første Samtale kunde komme paa saadanne Ideer, vilde jeg dog ikke saa ganske ligefrem for stedse afskære Adgangen for et Menneske, der introducerede sig som en halv Landsmand, og svarede derfor kort og prøvende: Min Dør staaer aaben for enhver ærlig Mand. Han. Naar kan jeg komme igjen? Jeg. Indret De det efter Deres Forretninger. Om Formiddagen er jeg sædvanlig at træffe. Han. Mine Forretninger forhindre mig slet ikke. - Om jeg ikke vilde bestemme ham en Time, i hvilken han ikke forstyrrede mig? - Jeg troer, at jeg nøiere bestemte ham Timen. - Og saaledes sluttedes vor første Samtale, som saa meget desto meer levende har indpræget sig i min Hukommelse, som dette Menneskes hele Adfærd og Væsen besynderligt afficerede mig. Hans undselige, sky Udseende, hans urolige Blik, der, som allerede bemærrket, dog sædvanlig var fæstet paa Loftet, og stedse ængstelig forlegen undveg mit, naar jeg betragtede ham stivt, selv hans Ansigtsmusklers convulsiviske Trækninger nu og da, lode mig i ham formode et Menneske, hvis Inderste var sønderreven og som følte sig selv ganske fortabt. Jeg kan ikke dølge, at jeg holdt ham for en Emissair, der var kommen, for at udspionere mine Anskuelser; derfor ogsaa mine afmaalte Svar. - Nu saae jeg ham ikke igjen før efter Juul. Han kom med dem Undskyldning, at han ikke før havde kunnet komme igjen, fordi han i Helligdagene havde ligget syg i Hospitalet, hvilket havde været ham saameget desto ubehageligere, som han ikke havde kunnet bivaane Gudstjenesten i det katholske Kapel. Jeg (afbrydende): Hvad? De gaaer i vort Kapel? Han. O ja! og det opfylder mig stedse med vidunderlig Trøst. Om jeg ikke vilde forskaffe ham en Psalmebog? Jeg. Jeg maa aabenhjertig tilstaae Dem, jeg har for Øieblikket selv ingen. Han. Hvor han da kunde faae en? - Jeg henviste ham til d.Hrr Hois og Blankensteiner, og tilføiede: som jeg formoder, har ogsaa Skolelærer H. nogle. Han indvendte, det vilde vel falde svært, at finde disse Herrer, og at ogsaa hans pecuniaire Midler vare indskrænkede; om jeg ikke vilde bevise ham den store Bevaagenhed, selv at forskaffe ham en? Jeg gav den høflige, ubestemte Besked: "Jeg vil see ad!" i den Mening, at han vilde antage samme for "Nei" - I dette Øieblik lød Klokken i Forværelset; da saae han sky, jeg kunde næsten sige, med et Hyæneblik hen til Døren. - Jeg. "Mine Confirmander komme" - Da jeg nu saae ham i forlegen Tvivlraadighed, vedblev jeg i en bestemt Tone: Vil de maaskee blive? - Spørgsmaal og Tone kunne i den af mig om ham opfattede Anskuelse finde deres tilstrækkelige Forklaring. Han mumlede noget imellem Tænderne og gik. - Efter nogle Dages Forløb kom han igjen. Jeg var netop beskjeftiget med at klæde mig paa, for at gjøre Visit etsteds. Han syntes at bemærke sin ubeleilige Ankomst, og spurgte mig efter en Undskyldning: Om jeg havde besørget Psalmebogen? Jeg benægtede det og anbefalede mig. - Det varede omtrent otte Dage førend han kom igjen. Han traf mig i Forværelset, eller allerede paa Trappen, netop staaende i Begreb med at gaae i Skolen. Psalmebogen var den foregivne Hensigt af hans Besøg. Da jeg nu indsaae, at jeg paa ingen Maade vilde blive befriet for hans besværlige Paatrængenhed, saa sagde jeg, han kunde følge med mig. Paa Gaden mødte jeg min Collega, Hr. Zimmermann, som agtede sig samme Vei, da vi i samme Timer undervise i forskjellige Klasser. I Forbygningen af Skolen mødte vi Overlærer H. ...., hvem jeg bad, at give den med mig fulgte Ubekjendte en Psalmebog, og ogsaa at bringe mig en. Derpaa gik jeg ind i Classen, hvor, som jeg troer, bemeldte Lærer ogsaa bragte mig et exemplar. Denne Dags Datum vil man kunne eruere af Contobogen. Det var den 15de Januar. Skulde der nu, hvilket jeg ikke kan troe, her i den frie Gransknings Land gives et Index, hvorpaa denne i Kjøbenhavn trykte og forlagte Bog stod, saa havde jeg vistnok begaaet en Forseelse, som dog maaske fortjente at bedømmes med billig Overbærenhed, da jeg er født og opdragen i en Stat hvor Religionsbekjendelsen er Gjenstand for frit Valg, og hvor man nærer den - maaske urigtige Anskuelse, at den Gudstjeneste, der udspringer af den inderligste christelige Overtydning, er en Gudstjeneste i Aand og Sandhed, og da jeg, dengang endnu en Nylig ankommen i Landet her, ubekjendt med Anskuelser, Sæder og Sprog, letteligen kunde ansee Bortgivelsen af en Psalmebog for noget ganske ubetydeligt. Saa meget kan jeg forsikre, at jeg herved aldeles ikke havde nogen illegal Hensigt. Thi hvilket andet Formaal, end endelig at blive befriet fra dette Menneskes Paatrængenhed, skulde jeg vel ogsaa kunne have havt for Øie? At vinde ham for vor herværende Menighed? Det umuliggjøre aldeles de her tillands bestaaende, strenge Prohibitivlove, og de skarpe, over deres Iagttagelse førte Controller. eller for den katholske Kirke overhovedet? I Sandhed, hertil kunne de herværende katholske Præster ikke føle sig kaldede, allerede i Følge deres Stilling og de Omstændigheder, under hvilke de leve; idet disse i det høieste tillade dem at forfølge en conservativ retning; tilmed da denne Kirke til hvilken de høre, har saa vidt udstrakte Grændser, at der ogsaa indenfor den bliver Terrain nok for en redelig Arbeider, og man altsaa med Føie kan afholde sig fra den ukaldede Erobring denfor dette. Dernæst turde endnu min fuldkomne Hensigtsløshed være kjendelig af den ringe iver, med hvilken jeg skyndte mig at opfylde det flygtigt givne og opsatte Løvte; og som ogsaa neppe vilde være blevet opfyldt, dersom ikke et Sammentræf mal-i-propos havde overrasket mig. - Senere troer jeg virkelig at have bemærket dette Menneske en Søndag i vort Capel under Formiddags-Gudstjenesten, og derefter endnu engang i Nyhavn, hvor han kom gaaende fra Søsiden, men saasnart han var bleven mig vaer, næsten med Uvillie saa hurtigt som muligt dreiede om Hjørnet ind i den nærmeste Gade, saa at det var umiskjendeligt, at han forsætlig undveg mig. - Dette er den nøjagtige Fremstiilling af alle Berørelsespunkter med dette Menneske, forsaavidt jeg efter den modneste Eftertænken kan erindre mig dem. Jeg kan altså - saaledes som vore indenlandske østrigske love fordre det - paa Præstere og Embedseed bevidne og forsikre den ærede Ret om Sandheden af Samme."

Lyngby Seminarium ved Grenå eksisterede 1813-1874.

I Kjøbenhavnsposten 13. - 17. samt 19., 21. og 23. marts 1837 fremkom yderligere vidnesbyrd fra retssagen, især på foranledning af forsvareren. Det drejer sig bl.a. om en obligation som Worm fortalte han havde brændt, men som senere blev fundet skjult i en bog, samt breve og vidnesbyrd fra hans søster. Senere i året 1837  5, september 1837, 8. september 1837 og 10. september - gennemgik Kjøbenhavnsposten hvordan skønlitteratur havde påvirket Worms fantasi, samt undersøgelser om hvornår og hvordan Tønder egentlig var blevet myrdet.

Domsafsigelsen blev offentliggjort i Kjøbenhavnsposten den 25. februar 1838. Kort efter hans domsafsigelse i 1838 udkom et lille hefte af privatlærer C. F. Gebauer som omtaler Worm nærmest sympatisk og bringer et digt af ham. I Kjøbenhavnsposten 18. juni 1838 ændrede Worm igen tilståelse, og udtrykte at Tønder var død af skræk. Desuden fik man at vide at Worm havde afleveret breve med oplysning om sin sjælstilstand under mordet og et digt til justitsråd Guldberg, Worms forsvarer. Dette trak han dog ifølge Kjøbenhavnsposten den 30. august 1838 tilbage igen. Dommen blev stadsfæstet i Højesteret og offentliggjort bl.a. i Kjøbenhavnsposten den 8. september 1838:

I Sagen: Auditeur Liebenberg som befalet Actor contra Petri Claudi Ferdinand Emil Worm blev i Dag (Løverdagen den 8 Septbr.) Kl. 3 afsagt følgende Dom i Høiesteret: "Petri Claudi Ferdinand Emil Worm bør miste sin Hals og hans Hoved sættes paa en Stage. I Henseende til erstatninger og Actionens Omkostninger har Lands- Over- samt Hof- og Stads-Rettens Dom ved Magt at stande. Til Auditeur Liebenberg betaler Tiltalte i Salarium for Høiesteret 30 Rbd. Sølv og for havte Udgifter 3 Rbd. 2 Mk. Sølv." Worm er saaledes ved Høiesteret bleven dømt for Mor efter hans først afgivne Tilstaaelse uden Hensyn til det sidste Forhør, hvori han benegtede at have dræbt Tønder efter foregaaende Overlæg.

Efter denne afgørelse kunne kun kongen omstøde henrettelsen. Højesteretsindstillingen blev først offentliggjort i sin ordlyd i Berlingske den 24. november 1838. Af de 11 tilforordnede havde en ment at han ikke kunne blive idømt livsstraf, 5 anbefalede at livsstraffen blev forvandlet til offentligt arbejde på livstid, mens fem anbefalede at han ikke blev benådet. Artiklen indeholder også kort begrundelserne. Men allerede den 24 oktober 1838 kunne man læse dette i Kjøbenhavnsposten:

Igaar (Onsdagen den 24de October) blev Worms jordiske Skjæbne afgjort ved kongelig Resultat. Som vi erfarer har Hs. Majestæt Kongen ikke fundet sig foranlediget til at gaae ind paa den af Pluraliteten af Høiesterets Tilforordnede, som have dømt i denne Sag, gjorte Indstilling om Benaadning, men har bestemt, at den ham overgaaede Dom skal exseqveres, dog saaledes at Hovedet ikke bliver at sætte paa Stage. Naar Exsecutionen skal finde Sted, er selvfølgeligen endnu ikke bestemt, men vil formeentlig neppe finde Sted i Løbet af den første Uge.

For denne offentliggørelse kunne man den 18. november 1838 læse at der fulgte en anklage mod Kjøbenhavnspostens redaktør, Jens Finsteen Giødwad (Kokkegade 134, 1. sal) for at have offentliggjort meddelelsen for den var forsynet med kongens underskrift. Det skete nemlig først den 27. oktober. 

Worm er tidligere nævnt i Politivennen, 25. november 1838 i forbindelse med at nogen forsøgte at drikke hans blod da han blev henrettet. I Dagen den 26., 27. og 28. november 1838 blev uddrag af Visbys bog om Worm gengivet, nemlig det hvor Visby fulgte Worm til skafottet og hans digte mm. Visbys bog blev stærkt kritiseret i Dagen den 9. december 1838. Også Kjøbenhavnsposten omtalte bogen i stærkt kritiske vendinger 27. november 1838:

Nyheds-Post.
Kjøbenhavn, den 27de November 1838 - Pastor Visby har udgivet et lille Skrift "Dagbog over mine Besøg hos P. C. F. E. Worm fra den 3die Nov. af, da den kongl. Resolution om hans henrettelse blev ham meddeelt, til den 20de f. M. da den exsequeredes" (77 S. 8. 32. s hos Høst) der, skjønt paa et Par Steder maaske ikke aldeles frit for katholicisme, heelt igjennem maa læses med Interesse. Forfatteren, der selv siger, at det vilde være unyttigt at negte, at han har følt inderlig Deeltagelse for Worm, har vidst at vinde sine læseres Medfølelse, at et så let modtageligt og svagt Gemyt som Worm maatte, efter i den sidste Tid kun at have været paavirket af gode Indtryk, udgaae af Fængslet som et ganske andet og bedre Menneske, end det vi kjende af Acterne; derfor er selv Worm et stærkt Argument for Ønskeligheden af Dødsstraffes Afskaffelse.

Artiklen blev fulgt op af en polemik i Kjøbenhavnsposten, 9. december 1838, s. 1365-1366. Her udtrykte bladet betænkelighed ved at pastor Visby utilsigtet kom til at gøre for meget ud af Worm. Visbye fungerende præst ved det civile arresthus. Visby svarede igen i sit private tidsskrift, og blev imødegået af Kjøbenhavnsposten 28. december 1838. Han er en af hovedpersonerne i en artikelserie i Politivennen, 14. juni 1834.

Pastor Carl Holger Visby.

Under fængselsopholdet skrev han digte som blev udgivet. Åbenbart forstod Worm ikke bare at vække sympati udenfor fængslet, især blandt kvinder, men også fra en præst: I Theologisk Tidsskrift 1844, s. 179- 183 bebrejdes det pastor Visby at han har forvansket salmer af bl.a. Ingemann og Brorson specielt for fangernes skyld. Pastor Visbys pjece får en grundig gennemgang i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, 1839, s. 65-79. Politivennen skrev den 15. december 1838 om dette.

Henrettelsesstedet (1806-1845) lå ved Svenske Skanse (nu Dalslandsgade 7, deraf gadenavnet Ved Skansen).

Han blev begravet på "Slavekirkegården" (Tugt- og Forbedringshusets begravelsesplads på Amager). Den 7. december 1838 var hans hovede fjernet. Mere end 40 år senere skrev den ansete professor og etatsråd Carl Otto i sin bog "Af mit liv, min tid og min kreds" side 204-208 (1879 - se netdokument) at han havde aftalt med skarpretteren Nicolai Raunholdt at få udleveret hovedet. Men at Worm selv havde mistanke om at det ville ske og fik løfte fra fængselspersonalet om at det ikke ville ske. Otto måtte derfor betale for i ly af mørket at få opgravet hovedet, hvilket blev opdaget. Men man slap væk med hovedet som Otto (ikke uden stolthed) beretter at han således reddede til sit Frenologisk Museum. Her uddraget af netdokumentet:

Da nu Worm, en ung Mand af god Familie, i 1838 (?) havde dræbt eller kvalt den bekjendte originale Udgiver af „Gammelt og Nyt," Tønder, var det mig særligen om at gjøre at erholde hans afhuggede Hoved. Kort for Henrettelsen henvendte jeg mig derfor til min gode Ven Ravnholdt og lovede en større Pengesum end sædvanlig, hvis han, naar Liget lagdes i Kisten, kunde tilvende sig Hovedet og bringe mig det. Han lovede det naturligvis. Worm imidlertid, der vel maa have hørt om min Gridskhed efter at faa alle Henrettedes Hoveder, tog forinden i Fængselet det høitidelige Løfte af Underfogden og Politibetjentene ved Halshugningen at drage Omsorg for, at hans Hoved kom med i Kisten, og disse paasaa dette ogsaa, da Skarpretteren bestræbte sig for at tage det tilside. Denne kom derfor samme Dag til mig med stor Beklagelse over, at han havde maattet opgive Hovedet. Da det nævnte Mord havde været i Alles Munde, og Morderens Livstildragelser vare blevne saa almindelig bekjendte, blev Besiddelsen af netop dette Hoved mig dobbelt vigtig, og jeg besluttede derfor ikke at opgive mine Bestræbelser for dog at erholde det. Dette blev imidlertid saa meget vanskeligere, som Worm paa Grund af sine Bekjendelser, sin naturlige, i Modstrid med hans Handling staaende Godmodighed og sit formentlige poetiske Talent af den lavere Befolkning i Staden blev anseet for et Slags Martyr, hvortil navnlig en Piece af hans Skriftefader, Pastor Visby, meget bidrog, saa at der dagligen foretoges Valfarter ud paa Amager til hans Grav, der endog ved disse Leiligheder smykkedes med Blomster! Vanskelighederne ansporede kun mine Bestræbelser. For god Betaling overdrog jeg derfor min Assistent, Bataillonskirurg Kruse og min Syge-opvarter i Straffeanstalten, Medscher at forskaffe mig Worms Hoved. Fjorten Dage efter begav de sig derfor en Nat, forsynede med Spade, Reb osv, ud til Graven og begyndte at opgrave Kisten. Medens de vare midt i dette Arbejde, hørte de Folk, der maaske havde hørt Opgravningen, nærme sig; de skyndte sig da i al Hast at aabne Kisten og udtage Hovedet, men da Fodtrinene stedse kom nærmere, kunde de ikke give sig Tid til ogsaa at tilkaste Graven og ilede da kun bort med Byttet.

Den næste Dag havde jeg da Hovedet, men tillige gik det som en Løbeild gjennem hele Byen, at „Worm s Lig var blevet opgravet og bortført", som det tilføiedes: „for at nedgraves i hellig Jord paa Assistent Kirkegaard." Politiet kom strax i Bevægelse, fandt vel Liget paa sit rette Sted, — men intet Hoved! Melding derom skete strax til Politidirektør Kierulf. Denne, som kjendte min frenologiske Iver, anede strax Sammenhængen, og da han som min gamle Velynder vilde forskaane mig for at komme i Forlegenhed, yttrede han for Betjentene, at da Liget var blevet paa sit Sted , var det ikke værd at foretage Videre i denne Sag. „ Jeg kan nok tænke, hvor Hovedet er blevet af!" Dermed var Historien forbi, der maaske ellers nok kunde være bleven mig ube­hagelig. Begivenheden var imidlertid længe endnu Gjenstanden for Publikums Omtale og Betragtninger, og jeg maatte høre mange Yttringer om den Mistanke, man havde. Hovedet er nu i mit frenologiske Museum, og i Kataloget over dette har jeg givet en fuldstændig Beskrivelse af dets frenologiske Organisation og Overensstemmelse med Hjerne-Organlæren, saaledes som den viser sig, sammenholdt med Morderens af Visbys Bog bekjendte Karakter og Handlinger.

Man har, som sees af Ovenstaaende, vel Grund til at kalde mig „Frenologen", men fortrinsvis at benævne mig saaledes, hver Gang Bladene ere saa gode at offenliggjøre min Fødselsdag, forekommer mig dog mindre passende, naar Hensyn tages til min øvrige og større Virksomhed i den almindelige Lægevidenskabs og navnlig i mit Fags, Farmakologiens Tjeneste.

Otto arbejdede ved straffeanstalten på Christianshavn som læge i 18 år til 1845, og angav at han til slut var ved at blive træt af det, især efter et attentatforsøg. Dette er beskrevet i Kjøbenhavnsposten den 29. juni 1843. Den 32-årige rasphusfange Jørgen Christian Christensen angav at han var blevet vred på Otto fordi han måske ville udskrive ham. Christensen blev imidlertid afvæbnet af en anden indlagt fange, Timmerod. I 2005 blev der udgivet en roman af Carl Jørgen Carlsen over historien. 

Carl Ottos frenologiske museum overgik til Københavns Universitet, i starten som del af et lille museum eller studiesamling, som Peter Panum havde stående i Bredgade. Den blev anvendt af lægestuderende. Knud Pontoppidan overtog den til at uddanne kriminologer. I dag indgår den i den fysisk antropologisk samling af skeletter på Panum Instituttet. Mens det måske nok er muligt at udpege enkelte kranier ra Carl Ottos samling, er det ikke muligt at fastlægge hvem de tilhørte.

Om Jens Peter Tønder skrev Vidar Bruun den 24. december 1924 en artikel som også er udkommet på Politivennen Live Blogging.