Svar paa det i Politievennen No. 156 omspurgte, betræffende 3de navngivne Skatter.

Endnu er spørgsmålene som er fremsat i nævnte nummer ikke besvaret af nogen 3. mand skønt forlangt gentagne gange: "Om en lejer er pligtig når hans lejekontrakt fastsætter at han skal betale alle af lejligheden gående skatter såvel som også skorstensfejer- og gårdrenovationspenge, at betale vægterpenge, lygte- og gaderenovationsskat, eller om samme indeholder en særroverenskomst til disse 3 skatters betaling". Underligt nok at af hele hovedstadens utallige og duelige jurister har ikke en villet værdige spørgeren og med ham en mængde andre lejere nogen vejledning heri. 

Indsenderen, der også er jurist, uden just for øjeblikket at praktisere, tror ikke det er overflødigt at give sin individuelle mening til kende i denne sag. Og det således: At en lejer skal betale alle af det lejede lokale gående skatter er en sædvanlig klausul i alle lejekontrakter, når ikke som ofte sker skatterne indbefattes under den aftale leje, men at sådan indgået aftale skulle indeholde større eller andre forpligtelser end at lejeren alene skal betale de skatter som retmæssigt og specielt fordeles på det lejede rum eller lokale, og blot er relative til den nytte og brug beboerne har, var at give den nævnte klausul en udvidelse der strider både mod logiske og grammatiske grundsætninger: 

Selv ordene "såvel som også skorstensfejer- og gårdrenovationspenge" i kontrakten qvæstionis bestyrker desuden at begge kontrahenter har haft samme mening, da de indgik kontrakten, og kan anses som en nærmere forklaring på det foregående. Overalt må der gøres forskel på de skatter der som nævnt har hensyn på nytten og brugen af et lokale, og på dem som alene er pålignede grunden, hvilke ejeren fordi han er ejer selv skal betale, med mindre en særoverenskomst finder sted. Denne særoverenskomst må som en almindelig regel tydeligt og klart udtrykkes i hoveddokumentet. Vil fx ejeren have andre og på grunden og ejendommen hæftende skatter end de lejerne almindeligvis udreder af deres lejligheder, må han i kontrakten udtrykkeligt betinge sig også at nævne dem, hvilket når hans medkontrahent har agnosceret forpligtelsen, bliver en ufravigelig regel og en særoverenskomst.

Antog man det modsatte kunne jo en ublu ejer på samme grund opkræve sin lejere renterne af sølvskatten, assurance- og indkvarteringsskatter osv. Ja sågar renterne af prioriteterne når kontrakterne bandt lejerne til at betale skatter af det lejere. Hvilken absurditet. Heraf følger altså at svaret på det fremsatte spørgsmål under alle omstændigheder må blive benægtende. Vel kunne man gøre den indvending at uagtet forordningen af 21. april byder at nævnte 3 skatter skal lignes på grundtaksten, er de dog fra den tid vedblivende og lige indtil det kongelige danske kancellis skrivelse af 2. september 1817 vakte opmærksomheden, indførte i de blanketter til kvittering for lejere som er udfærdigede fra stadens rådstue, og at man følgelig må antage lejerne pligtige at udrede disse fordi en offentlig autoritet ligesom gav et bydende vink til det. Tilstås må det at denne ikke på den nævnte forordning grundede anførsel kunne vildlede såvel den redelige ejer, der ikke ville putte mere i lommen end hvad han virkelig havde ret til, som enhver lejer tilligemed den der beregnede skatterne. Men at hr. Thomsen, hvem man i flere år har tiltroet autoritet og monopol til at beregne skatterne for ejere, alligevel har siden 2. september 1817 uafbrudt vedblevet at lige vægterpenge, lygte- og gaderenovationsskat på lejerne, er utilgiveligt. Dog hvad andet kan man vente af denne mand, om hvem man med sandhed kan sige: Han hjælper andre for selv at hjælpes. Med andre ord: I fuld galop fabrikerer han en skattekvitttering. Herved får han jo penge og herfor giver han ejeren fuldkommen ækvivalent ved at skrive og anføre lejere sådanne skatter til udgift som de ikke er pligtige at udrede. 

Nyligt har indsenderen set en af bemeldte hr. Thomsen forfattet skattekvittering hvori han har ladet en lejer betale bygningsafgift af 57 kvadratalen, skønt forordningen af 1. oktober 18022 fritager et så lille rum der som her var tilfældet, bebos af en familie, fra denne afgift. Og en sådant kan man kalde uefterrettighed i højeste grad. Men hvorledes har ham også forsvaret sig mod det angreb hans rival, hr. Schelund offentligt og gentagende har gjort mod ham? Så meget er vist at mængdens tillid til ham er svækket, om ikke ganske tilintetgjort, så længe indtil han lige så offentligt retfærdiggør sig. Indsenderen har intet personligt bekendtskab til nogen af disse to herrer, men så meget kan han skønne at så mange af hr. Schelunds skattekvitteringer han har set og disse er ikke få, er forfattede med yderste nøjagtighed. Det eneste man muligvis kunne bebrejde hr. Schelund skulle være at han vel ængstelig og samvittighedsfuld forfatter sine beregninger. Her vil det sluttelig ikke være upassende at opfordre ham til at opgive hvilke de ufuldkommenheder er han i sine par til Thomsen i et foregående nr. af Politivennen siger sig at have opdaget og hvori han gør mine til at vedkommende høje autoriteter taber i sine indtægter. Som god borger vil han vist erkende det for sin pligt ikke at lægge skjul på lovstridige handlinger og sig selv og publikum skylder han at gøre rede for sine offentligt frembragte udtrykker og tillige vise enhver, ven som uven, at han ikke træder pligt og sandhed under fode, skulle endog hans personlige stilling eller vigtigere også embedelige forretninger gøre ham det vanskeligt.

(Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2737-2742) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

Noget om Roeskilde

I anledning af de i Politivennen indrykkede tanker om Roskilde Domkirke må jeg bemærke at det gamle plankeværk som nævnes og som i flere henseender er yderst farlig for ildsvåde. Det vender ind til et med tømmer og brædder fuldt proppet stort kapel hvortil er en port ud til kirkegården. Det kunne let komme ild derfra og så var domkirken uden redning Ligeledes er fra det kongelige palæ en løngang til kirkens øverste omgang. For denne er en dør og karm af træ. Hvis der opstod ildebrand ville denne dør være til stor skade for kirken. Bedre ville det være hvis døren og karmen var af jern, samt gulvet i løngangen af sten og loftet af mur. 

"For så vidt hovedgaden angår er disse upåklagelige med undtagelse af nogle fortov der kunne behøve forbedring" (Algade i Roskilde. Dom Apothek er fra 1650 og var apotek indtil 1995. Det gule hus er Bagergården (Eget foto).

Endvidere bemærkes om Roskilde gader: For så vidt hovedgaden angår er disse upåklagelige med undtagelse af nogle fortov der kunne behøve forbedring. Men sidegaderne, fx Bredgade, et stykke af Bondetinget med øvrige stræder er ganske ufremkommelige og opfyldt med store dynger af skarn så man næsten skulle formode de var privilegerede vandhuse. Når der pålagdes hver husejer at sørge for oprydningen og dertil de indbyggere som har heste og vogne kørte med sten og sand, ville det ikke blive så bekosteligt at omlægge disse uden al licitation mv. Fortovene ved enden af Olsgaden kunne i allerhøjeste grad behøve at blive omlagt for fodgængerne.

Ligeledes findes endnu et par trapper med lange fremstående jernrækker i de store gader til megen skade for fodgængerne.

Man mærker endnu ingen foranstaltning af politiet hvad angår handel og værtshushold under gudstjenesten, muligt samme er ingen elsker af kirkegang, men derfor må det dog efterkomme sin embedspligt. Danseboder finder også meget sted i denne by til stor skade for tjenestetyende der næsten ikke kan holdes hjemme.

(Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

De "tidligere indrykkede tanker" er muligvis dem fra 16. januar 1819. Det omtalte Frederik V's kapel var under opførelse 1774-1820 med dels C. F. Harsdorff dels C. F. Hansen som arkitekt. Så det var i april 1819 stadig under opførelse. Emnet har været diskuteret og kommenteret på Facebook, i forbindelse med en klage bl.a. over træk i kirken. Med værdifulde kommentarer af velinformerede stedkendte.

I Politivennen nr. 77, lørdag den 30. oktober 1830, s. 687-695 beklager "Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdge" skribenten sig over at domkirken ikke som tidligere er åben på markedsdage.

Aftvunget Svar fra Politievennens Udgiver til Viceværten for Gaarden No. 54 i Kristalgade, Maler Arjen Jacson.

I de halvfjerde år jeg har udgivet Politivennen har jeg altid søgt at have hjemmel for enhver deri indført påanke, ligesom jeg også har betydet indsenderen af bidrag at de måtte være forsynede dermed, eller i mangel deraf, selv stå til ansvar for deres anmeldelse. Jeg nødsages derfor at tage til genmæle mod den af hr. Jacson i Dagen nr. 166 indførte beskyldning mod Politivennen at den har fremsat en aldeles ubegrundet og usandfærdig påanke, og idet jeg i muligste korthed fremsætter dagen og mit svar på det i Dagen indførte, overladende til hr. A. Jacson hvad han videre vil foretage sig, henstiller jeg til publikum at dømme mellem hr. A. Jacson og mig.

I nr. 164 af Politivennen indførtes den påanke at gården nr. 74 i Krystalgade manglede det befalede ringetøj. Men da jeg havde erfaret at husnummeret var urigtigt angivet, blev det i nr. 166 rettet således: Det er nr. 54 i Krystalgade som mangler det befalede ringetøj, og ikke nr. 74 som var anført i forrige nummer.

Fredag den 12. marts kom maler A. Jacson til mig og besværede sig over den anmeldelse. Han fandt at det var urigtigt af Politivennen at føre anke over nævnte ringetøj, da det kun havde været itu en meget kort tid, og han som vicevært for gården, havde besørget det istandsat ½ time efter at han var blevet vidende om at det var ubrugbart. Det ærgrede ham at hans nabo som opholdt sig på landet, skulle læse sådanne anmeldelser om sin gård. Dog ville han lade sig tilfredsstille når jeg i næste nummer af Politivennen ville bekendtgøre at omtalte anke var ubegrundet og ubeføjet. Dette hr. Jacsons forlangende måtte jeg naturligvis nægte ham, hvorpå han forlod mig smækvred især da jeg nægtede at opgive for ham hvem der havde underrettet mig om den uorden.

I Dagen nr. 166 for torsdag den 18. marts lod han derfor indrykke følgende:

Da det i den (fejlrettende?) 6. post under rubrik: Uorden, i Politivennen nr. 166 fremsatte (nemlig at det ikke var nr. 74, men nr. 54 i Krystalgade som mangler det befalede ringetøj) kunne give anledning til at forveksle Crystalgade med Krystalgade i Klædebo Kvarter, så finder jeg mig som vicevært på min fraværende nabo Jes Schmidts vegne foranlediget at erklære, og tilbyde at bevise, at ringetingen på gården nr. 54 i Krystalgade, Klædebo Kvarter i København, alletider er holdt, har været og er i bedst muligste tilstand.

Arjen Jacson
Krystalgade nr. 55.

Selv om jeg nogle gange i Adresseavisen og Dagen har læst adskilligt til hr. Jacsons ros, så kan jeg dog ikke deraf se om han er så soleren at det kan anses for en plet på hans ære når publikum får at vide at klokkestrengen på en gård for hvilken han er vicevært, er gået itu, eller af hvem sådanne lovtaler indrykkes. Som maler kender jeg heller ikke hr. Jacson, undtagen fra hans maleri på Assistenskirkegården, og af dette må kyndigere bedømme hans smag og kunstsans. Men som mælende skabning kender jeg ham, og jeg er sikker på at enhver der har hørt hvorledes han radbrækker det danske sprog, vil være enig med mig i at han ikke selv har skrevet ovenstående i Dagen indrykkede bekendtgørelse, hvor fløbende endog sammes stil vil befindes, men at han i sin viceværtske iver har tyet hen til en af de tjenstfærdige ånder der for et par marks penge er lige redebon til at rose eller dadle folk. Dog måske har de begge lagt deres hoveder i blød for at forfærdige dette produkt som efter mit skøn indeholder to stykker, nemlig:

1) En aldeles benægtelse af sandheden og rigtigheden af den i Politivennen fremsatte anke over ringetøjet på gården nr. 54 i Krystalgade, og

2) En vittighed.

Hvad første eller nr. 1 angår, da svarer jeg med Pilatus: Det jeg skrev, det skrev jeg, og hvad jeg har skrevet, vil jeg forsvare. Det er: Jeg vil trods hr. Jacsons benægtelse, bevise med flere vidner at omhandlede ringetøj i længere tid har været ubrugelig eller ude af stand til at gøre tjeneste som ringetøj. Hr. Jacson behager at kalde mig hvor han vil. Men som en følge hersaf vil man vel erkende at påanken ikke var ubegrundet, men at Jacson var ubeføjet til at gendrive den eller erklære den for usand.

Hvad nr. 2 eller vittigheden angår, da er den så fin at den rejser sig fra et eneste bogstav. I første anmeldelse er nemlig Krystalgade trykt med K, og den anden med C. Selv om det nu let kan bevises at efter etymologien bør Krystalgade, såvel som ethvert ord der deriveres af et græsk hvis begyndelsesbogstav er x, skrives med ch, og at der kun er en frihed den nyere tids skribenter har tilladt sig at skrive samme med K, så ville dette dog være et unyttigt arbejde, da det vel næppe ville kunne gøres forståeligt for en Jacson. Men da der desuden når ordet skulle skrives med Ch, på omhandlede sted mangler et h, så vil jeg hellere tilstå at det er en sætterfejl som er overset i korrekturen. Sådanne ubetydeligheder plejer den kyndige skånsomt at overveje og tilgive, men hvor kunne man vente dette af en Jacson eller hans renskrivere, for hvorledes havde deres vittighed da kunnet blive lagt for dagen.

Imidlertid, da der imellem trykfejl og malersynder er den forskel at de første kommer af skødesløshed, de sidste derimod af uvidenhed eller selvklogskab, og da de sidste med et par penselsstrøg kunne tilintetgøres og rettes, men de første må blive stående til manges forargelse, så tror jeg det ikke er af vejen her at underrette hr. Jacson om hvorledes der i et skrift eller blad uagtet sætterens slid og muligste nøjagtighed hos korrektøren, kan under selve trykningen opkomme fejl der ikke alene skæmmer værket, men ofte gør meningen tvetydig eller uforståelig.

Dette kan ske således. Når formen skal indtages i pressen, omspændes den af en jernramme der sammenskrues fra alle sider. Fatter skruerne ikke tilbørligt, så hænder det undertiden ved formens vedvarende frem- og tilbagegang under pressen, at en eller flere skruer løsnes. (En ringe ting bevirker ofte at skruer løsnes). Herved forårsages at typerne eller bogstaverne ikke holdes fast til hinanden, og altså kunne let flere eller færre ved opdragningen klæbe til ballerne og trækkes op af formen. Ugeblade som Politivennen og andre der skal udgives til en bestemt tid, trykkes som oftest sent om aftenen eller om natten. Når nu anførte tilfælde indtræffer, så tager den søvnige, som oftest i sætning ukyndige tyrkker de optrukne bogstaver og indsætter dem i formen, hvor han synes de mangler. Heraf kommer det at man i nogle eksemplarer ser fejl, men ikke finder i den øvrige del af oplaget. Derfor finder man bogstaver der snart står omvendt, snart således forsatte i et ord at dette enten ikke kan læses eller også undertiden således at det giver en pudselig mening. Ja jeg ville ikke bande på at dersom hr. Jacson ofte lader indføre sådanne bekendtgørelser i Dagen eller andre steder, den mulighed jo kan indtræffe at man ved et sådant tilfælde som foranførte, vil i stedet for Arjen Jacson kunne læse jnAer Jacson eller Jacson j nAer eller måske noget endnu mere urimeligt og mere usammenhængende tøj.

Dette må om hr. Jacson så synes, være nok om denne ringeting: Han vl vel kunne slutte at da ethvert kribbelhoved og ignorant såvel som også fornuftige folk kunne afæske mig mundtlige og skriftlige svar på de ofte unyttige spørgsmål som de behager at forelægge mig, jeg da kun kan opholde mig lidt hos enhver især. Jeg beder ham derfor at unde mig ro, eller om han har videre at erindre, lade retten afgøre sagen. Men skulle han eller hans renskriver desuagtet føle recensentkløe og endvidere prøve på at øve deres vittigheder på mig, da skal jeg vel få til at se ind til dem.

Politivennens abonenter ville sikkert gunstigt tilgive at det her anførte optager en så stor del af bladet, når de betænker at det er mit plejebarn jeg forsvarer imod en urigtig beskyldning for falsk angivelse, der om den ikke blev gendrevet, måske ville svække den troværdighed det altid har haft og bør have, når det skal kunne stifte nytte. Jeg lover derimod at hvis jeg nødes til at skrive mere om denne sag, da skal sådant trykkes særskilt og gratis følge med bladet. Men andre må derfor betale en ubetydelighed som jeg, da jeg hverken søger ære eller fordel af en strid med Jacson, vil bestemme til en gave for de afsindige på Bistrupgård. Bliver endog dette bidrag så ringe at det med føje kunne kaldes et Jacks-legat, så håber jeg dog man vil sige: Hvor dårlig denne sag endog var begyndt, forsøgte udgiveren dog på at få noget godt ud af den.

(Politivennen nr. 169, Løverdagen den 27de Marts 1819, s. 2721-2729)

Redacteurens Anmærkning.

Denne lange artikel er en af de få hvor Kristen Kristensen selv skriver om sit arbejde som udgiver.

Og det blev til et tillæg, se Politivennen nr. 173, 24. april 1819. Tillæg, s. 1-8.

Jacson døde året efter: i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. marts 1820 oplyste hans enke at han var død den 12. marts, 47 år gammel.

Blok Tøxen skrev i den anledning et digt til Arjen Jacson som dog blev nægtet optagelse i Statstidende. I stedet blev det trykt i Politivennen nr. 225, 22. april 1820.

Svar paa det i Politivennen no. 165 indførte Stykke Hovedets og Pungens ønske

At bekostningen af det værktøj som barberer og hårskærere bruger, er ubetydelig er vel en sandhed, men at der gives mange andre håndværkere hvis værktøj heller ikke koster dem mere, kan let bevises, da de for en stor del kan forfærdiges af disse selv. Hvad lokalet angår, er det nødvendigt at have det bekvemt og anstændigt og følgelig må der betales undertiden dyrere end mange andres, som vel behøver større plads, men kan behjælpe dem med side- og bagværelser. Det bliver altid en fejl at forklippe håret, men dette kan ske for enhver betaling da den erlægges efter klipningen og er ubestemt. At der gives de der bestemmer prisen for denne opvartning er muligt, men i en tid af nogle og tyve år i hvilken jeg har befattet mig dermed, kan vist ingen sige at jeg har krævet en bestemt betaling, men altid været tilfreds med hvad man efter rimelighed betalte mig, og således agter jeg at vedblive. 

Pålægges det mig derimod af vedkommende at bestemme betalingen, tror jeg at det er rimeligere at tage 2 til 3 mark for at klippe et hår, end at tage 4 skilling for at aftage et skæg. For når man regner med at det sidste sker 2 til 3 gange ugentligt og det første derimod kun 4 til 6 gange årligt, så bliver hårskærernes fortjeneste næppe det halve af barberernes. Dog dersom jeg kunne være så lykkelig at få så mange af disse små sølvbække, hvormed jeg kunne fylde blot en lille å, er jeg villig til at lade mig nøje med 16 rigsbankskilling R. B. og derved vil den ulejlighed forebygges som brøken vil forårsage ved at betale i sølvmarker, hvilke kun få for øjeblikket ejer.

Som følge heraf tager jeg mig den frihed at anbefale mig til hårklipning, frisering, al salgs hårarbejde for damer og mandfolk samt med at forfærdige lokker og anden hårpynt af aftjente hår i min bopæl på hjørnet af Store og Lille Regnegade første sal. Min bestræbelse skal altid være ved reelt arbejde og rimelig behandling at vinde enhvers agtelse og tillid.

Hendr. Hoppensach
Parykmagermester og frisør

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2716-2718)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664, som også besvaredes af en barber i Politivennen nr. 166, 6. marts 1819, s. 2702-2703.

Om Slavernes Arbeide i private Huuse

I en tid hvor der klages så meget over mangel på arbejde, og hvor så mange hænder er ledige og fattigvæsenet ikke kan beskæftige dem alle der henvender sig til samme for at få almisse, synes det påfaldende at se slaver eller de forbrydere der er dømt til slaveri arbejde for borgere eller i private folks gårde her i staden. Anmelderen indrømmer gerne at det for nogen kan være økonomisk rigtigt at benytte sig at sådanne arbejdere, eftersom disse vel må lade sig nøje med den mindst ringe mulige betaling. Ligesom han under andre omstændigheder ville finde det rigtigt om disse mange forbrydere når de ikke var savnet til at udføre offentlig arbejde kunne bøde noget på det deres underhold koster staten. Men han vover at være at den mening at på nuværende tidspunkt vil en alt for hyppigt brug af slaver til private arbejder ikke være gavnligt. Hverken for det almindelige eller for de brødløse der af mangel på udkomme og arbejde enten må forøge fattigvæsenets allerede betydelige personale eller muligvis ved at begå forbrydelser komme i klasse med sådanne.

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2715-2716)

Slaver på vej til arbejde med lænker om fødderne. Det kan være fra Kastellet eller Stokhuset i Rigensgade. I 1934, altså et årti efter ovenstående artikel, var der 1.126 slaver i København. Det blev betragtet som et gode at arbejde udenfor. Spidsborgernes foragt (som også udtrykkes af skribenten) fremgår med al tydelighed af ægteparret til højre.