Pressen i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed gjaldt 1851-1864 ikke i Slesvig. At det blev kritiseret af grev Russell, vakte forargelse i den københavnske presse som generelt mente at ophævelse af censur i hertugdømmerne ville styrke hvad de kaldte "slesvig-holstenerne" og fremme en ny opstand. Nedenstående artikel hører til de mere afdæmpede: Den undlader at nævne den censur som ramte de aviser som kunne udgives i Slesvig-Holsten, den undlader at omtale de aviser udgivet i hertugdømmerne som blev forbudt, og den kommer heller ikke ind på hvad de tilladte aviser kunne tillade sig at skrive. Artiklen forsvarer censuren med at den ikke er værre end hvad der forekommer andre steder i Europa.

Grev Russell og den tydske Presse i Slesvig

(Fra Mellemslesvig.)

Af den engelske Udenrigsministers Depeche af 21de Januar til Mr. Paget fremgaaer, at Grev Russell allerede for nogen Tid tilbage har fundet sig foranlediget til at rette en Slags Bebrejdelse igjennem den danske Gesandt i London til den danske Regjering, fordi den havde forbudt "tydske Aviser" at cirkulere i Slesvig. En saadan Bebrejdelse, der slutter sig til den om Mangelen af Pressefrihed, og som turde slaae ikke uden Forbindelse med de tydske Diplomaters falske Fremstillinger, vidner, som det forekommer os, i lige høi Grad em et ubilligt Omdømme. En lidet konsegvent Fremgangsmaade og et kun ringe Kjendskab til de virkelige Forhold. Grev Russel vides ikke nogensinde under hans lange Statsmandscarriere at have bebreidet større Stater de Forholdsregler, de fandt for hensigtsmæssig at træffe mod en fjendtligsindet udenlandsk eller mod en oppositionel indenlandsk Presse. Der existerer ganske sikkert ingen engelsk Depeche, i hvilken der klages over det Censursystem der, med Hensyn til udenlandske Journaler, Tidsskrifter og Bøger, følges i hele Rusland, over de Forbud, Østerrig har udstedt mod talrige tydske Journaler og Skrifter, over de hyppige Konfiskationer, der især i Berlin finde Sted mod Hamborger, østerrigsksindede og engelske Journaler, over det utallige Antal Presseprocesser, der svæve for de preussiske og østerrigske Domstole, eller de haarde Straffe, der idelig ramme preussiske og østerrigske Publicister, over de Standsninger, der med Hensyn til Fordelingen hvert Øieblik anordnes i Paris mod tydske og engelske Journaler, eller mod de Forbud, der gjentagne Gange i Frankrig ere blevne rettede mod tydske, og især mod et Par belgiske Journaler. Og dog have hine Forholdsregler, trufne af store, mægtige Stater, der forholdsviis i meget ringere Grad ere udsatte for en fjendtligsindet udenlandsk Presses Agitation end Danmark, havt og have endnu en ganske anderledes omfattende og hensynsløs Charakteer end de, der i Tidens løb ere blevne trufne med Hensyn til den tydst- periodiske Presses Udbredelse i Slesvig. De for Tiden i denne af den tydste Presseagitation dybt gjennemrodede danske Landsdeel opretholdte Bladforbud, indskrænke sig, saavidt vi erindre, til: "Kölln. Zeitung", "Weser Zeitung" og "Norddeutscher Grenzbote". Desforuden ere enkelte tydske Bøger og Kalendere for endeel Aar tilbage blevne forbudte. "Köllner Zeit." og "Weser Zeit." bleve ligesom et Par Hamborger, holsteenske og kjøbenhavnske Blade forbudte af Grev E. Moltke. Redakteurerne af Hamborger, og de holsteenske Blade foretoge senere Skridt, der ledede til, at deres Journaler igjen maatte distribueres i Slesvig: Forbudet mod "Dagbladet' og "Fædrelandet" ophævedes senere, og naar det hidtil ikke igjen er blevet tilladt "Kölln. Zeit." og "Weser Zeit." at cirkulere i Hertugdømmet, saa turde rette vistnok til skrives den Omstændighed, at Frigivelsen vilde være af en ganske uvæsentlig Betydning, da disse Journaler i Slesvig kun have havt en meget ringe Læsekreds og deres Udgivere neppe holde det Ulejligheden værd at foretage Skridt for at bevirke en Ophævelse af et Forbud, der turde have været mere hensigtssvarende anvendt mod andre tydske Blade eller mod enkelte af det store Antal tydske Tidsskrifter, der cirkulere i Slesvig. Saaledes som Forholdene nu stille sig, er der saagodtsom aldeles ingen Dæmning sat i Hertugdømmet for Udbredelsen af tydske Aviser, Tidsskrifter og Bøger. Samtlige tydske Journaler, paa de omtalte tre nær, have uhindret Adgang til denne Landsdeel, og der existerer end ikke noget Forbud mod saadanne Brandskrifter og fanatisk slesvigholsteensksindede Frembringelser som Baudissins "Schleswig-holsteinische Korrespondenz", Dr Raschs: "Vom verlasfeuen Bruderstamm", eller mod de vanvittig-danskfjendtlige Artikler, der bringes tiltorvs i E. Keils Tidsskrift: "Die Gartenlaube". Der er ikke heller truffet nogensomhelst indskrænkende Foranstaltninger med Hensyn til de baade i de slesvigske Byer cg Landdistrikter oprettere Læsecirkler, skjøndt disse i ikke ringe Grad have lettet Agitatorerne Arbejdet, og de ved dem udbredte tydske Tidsskrifter maaskee udøve en endnu mere giftig Virkning paa den tydsktalende eller tydsksindede Deel af Befolkningen end de tydske og slesvigholsteensksindede Aviser. Disse Læsecirklers Antal er nemlig særdeles stort. Ivrig tydsksindede Boghandlere slaae i Byerne, ikke faa bekjendte Agitatorer i Landdistrikterne i Mellem- og Sydslesvig i Spidsen for mange af dem, og det store Antal Abonnenter forsynes for en overordentlig billig Betaling (der varierer fra 2 til 8 Rb.) een eller to Gange om Ugen deels med illustrerede og underholdende tydske Tidsskrifter (saasom: "Illustrirte Zeitung", "Illustrirte Welt", "Illustrirtes Familienjournal", "Gartenlaube", "Novellen-Zeitung", "Jahreszeiten", "Lesefrüchte", "Ueber Land und Meer", "Illustrirte Monatshefte", "Fliegende Blätter", "Illustrirter Dorfbarbier", "Kladderadatsch"), deels med Mode og Dame-Journaler (saasom "Allgemeine Modenzeitung", "Bazar". "Mustereilung", "Frauenzeitung", "Victoria"), deels endelig med mere videnskabelige Tidsskrifter ("Das Ausland", "Blätter für literarische Unterbaltung", "Die Natur", "Deutsches Museum", "Magasin für die Literatur des Auslandes", "Maya", landoekonomiske, polytechniske Journaler etc.). - Det er kun faa af disse tydske Tidsstrifter, der nogenlunde have holdt sig frie for slesvigholsteenske Literaters Indflydelse. Dette gjælder maaskee kun om den fortræffelige Journal "Das Ausland" og om nogle enkelte andre mindre betydende. Den for nogle Aar siden af Hackländer stiftede store illustrede Journal "Ueber Land und Meer" indeholdt i Begyndelsen adskillige mod Danmark velvillig skrevne Artikler, der senere imidlertid bleve sieldnere og afvexle med Bemærkninger og Udtalelser i slesvigholsteensk Aand. Ivrig slesvigholsteensksindet er derimod "Magasin für die Literatur des Aulandes", der udgives i Leipzig af J. Lehmann og næsten i hvert Numer indeholder heftige Udfald mod Danmark, overdreven Ros over Rormænd og Svenske paa de Danskes Bekostning, Gjengivelser af antiskandinaviske eller lidet danskvenlige Artikler i "Göteborgs Handelstidende" og i andre svenske eller norske Aviser. Forrest i Rækken gaae imidlertid Leipziger "Illustrirte Zeitung" og "Gartenlaube", de i Hertugdømmerne meest udbredte af alle underholdende Tidsskrifter: de overbyde hinanden i hadefulde Bemærkninger, gemene Sigtelser og Beskyldninger mod Danmark.

Selv Mode- og Damejournalerne, der cirkulere og holdes i et stort Antal Exemplarer, bringe af og til Fortællinger i slesvigholsteensk Retning, holdte i hiin sentimentale, overspændte Tone, der er saa vel beregnet paa de tydske Damers overstrømmende patriotiske Følelser. Endog enkelte af de i Slesvig cirkulerende landøkonomiske Skrifter forsmaae ikke fra Tid til anden at gjøre i Slesvigholsteinisme, naar de fremkomme med Afhandlinger om de agrariske Forhold i Hertugdømmerne og i Jylland, paa hvilken sidste danske Landsdeel de temmelig hyppigen henlede tydske Landmænds Opmærksomhed. Til denne lange Række af "gesinnungstüchtige" Tidsskrifter, der uhindret kunne udbredes i Slesvig, have endnu i den sidste Tid sluttet sig de større tydske Vittighedsblade.

"Kladderadatsch" har vel i en Række Aar og ofte beskjæftiget sig med det slesvigholsteenske Spørgemaal, men i Regelen forhaanet og med Vittigheder affærdiget samme saavelsom Preusens frugtesløse Optræden mod Danmark og Nationalpolitikernes hule, antidanske Deklamationer. I den sidste Tid have imidlertid slesvigholsteenske Indsendere og Literater faaet Plads i dette Blad for deres lidet vittige, men desto mere bittre og om indædt Harmvidnende Udgydelser. Vittighedsbladet "Illustrirter Dorfbarbier" har især i de sidste to Aar i dets Hovedartikel (en Slags Samtale over de politiske Begivenheder i Europa) fremført en Række af de gemeneste og infameste Beskyldninger mod Danmark samt Røverhistorier angaaende slesvigske Forhold, der i Plumphed overgaae Rasch's Fortællinger og i Løgnagtighed kappes med Grev A. Baudissin's Skildringer fra den slesvigholsteenske Krig. Selv "Fliegende Blätter", et Vittighedsblad, der i det Hele taget kun sjeldent berører politiske og nationale Forhold, begyndte for et Par Maaneder siden paa en Række Billeder fra Slesvig, til hvilke Texten (skreven i en Jargon af Dansk og Tydsk) øiensyntig hidrører fra Personer, der med Held have famlet og lagt Mærke til de Danismer, Danskfødte meest ere tilbøielige til at fremføre, naar de tale det Tydske hurtigt og uden Forberedelse. Foruden hele denne Sværm af i Hertugdømmet Slesvig i ikke ringe Grad udbredte tydske Tidsskrifter, der tilsammen turde virke ligesaa skadeligt cg agiterende som de holsteenske og tydste Journaler, der i adstillige tusinde Exemplarer holdes i Byerne saavelsom paa Landet, cirkulerer hernede endnu en heel Deel andre Tidsskrifter med mindre Afsætning, som gaae Slesvigholsteenernes Ærinde, benytte "gesinnungstüchtigt" Artikler som Lokkemad for attraaede Abonnenter i det forladte Broderland eller troe, for Konkurrencens Skyld, at maatte slaae paa den samme Tromme som de større Tidsstrifter. Den under sige Forhold af de tydske Blade og Tidsstrifter i Slesvig udøvede høist skadelige Indflydelse og den frie Udbredelse, Regjeringen tilsteder de tydske Pressefrembringelser, har, som bekiendt, ofte fremkaldt danske Patrioters Bekymring og foranlediget velmeente Raad, der som oftest gik ud paa Anvendelse af Forholdsregler af lignende Art, som der i Udlandet anordnes mod en fjendtligsindet udenlandsk Presse. Naar den fulgte liberale Politik imidlertid ikke har tilladt at ændse disse Raad kunde man have ventet Bebreidelser fra disse Patrioters Side. Dette er imidlertid ikke skeet; istedetfor har Grev Russel følt sig kaldet til at rette Bebreidelser mod den danske Regjering angaaende Bladforbud i Slesvig, Bebreidelser, der i deres Almindelighed er ligesaa ubegrundede som uretfærdige. Dette havde man sikkert ingen Grund til at vente.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1863).

John Russell (1792-1879) tilhørte Whig-partiet og var en liberal statsmand som var premierminister 1846-1852 og 1865-1866. Mellem disse var han med i flere regeringer, bl.a. som udenrigsminister i Palmerstons regering 1959-1865. Denne regering anses for den første virkelig liberale regering i Storbrittanien. Som sådan var han indblandet i fx Italiens samling, den amerikanske borgerkrig - og konflikten i Slesvig-Holsten. 

Det bør bemærkes at de dansk-kritiske artikler i de nævnte aviser ikke eksisterede i det omfang som artiklen forsøger at give udtryk for. De fleste af disse tidsskrifter og aviser findes i dag på nettet, og man kan ved selvsyn danne sit eget indtryk. I Mediestream vil en gennemgang af Dagbladet, Fædrelandet, såvel som provinsaviserne hurtigt give et indtryk af de daglige omtaler af hertugdømmer - og især "slesvig-holstenerne". 

Eksempler på censur mellem de to slesvigske krige er ganske mange. Jeg har samlet et udvalg her på bloggen: Forbud mod aviser i Slesvig (1853), Lukning af en avis i Slesvig (1853), Pressetilstanden i Slesvig (1855), Kopenhagener Zeitung (1857), Pressefrihed i Slesvig-Holsten (1857), Manglende ytringsfrihed i hertugdømmerne (1858), Presseforhold i hertugdømmerne (1859), Forbud mod foreninger (1859), Aalborg Stiftstidende om ufri presse i Slesvig (1859), Slesvig Stænderforsamling om presse- og forsamlingsfrihed, indgreb mod en adresse (1860), Sylvester Jørgensens artikel om pressefrihed (1860), om konfiskation af "illegale skrifter" (1860), det omtalte Norddeutscher Grenzbote (1861)

Borger- og Politmester Hakon Harald Grüner (Friedrichstadt og Husum). (Efterskrift til Politivennen).

Hakon Harald Grüner (1815-1900) var politi- og borgmester i Husum og synes hverken at have været vellidt af de tyske eller danske aviser. Han var afgjort dansksindet: I en skrivelse af 10. oktober 1850 var Hakon Grǘner medunderskriver (cand. jur. og capitain) på en ansøgning om penge til Frederiksstads genopbygning. Hakon Grüner betegnede sig som cand. jur., men havde formentlig kun taget en "danske" eksamen, og ikke den "slesvigske". Han ansatte derfor en juridisk uddannet sekretær og senere en rutineret fuldmægtig. Han affattede mange dokumenter på dansk. Hakon Gruner var i 1851 præsident i Frederiksstad og havde i juni 1851 stoppet en loyalitetsunderskriftadresse. 

Da Frederik 7. benyttede jernbanen under et besøg i Slesvig, beskrives i "Alt- Husumer- Bilderbuch" (Felix Schmeißer): 

"Og for at skabe indtrykket af en dansk by, havde beboerne i Süderstrasse efter ordre fra den gamle kaptajn "Hakon Grüner", den strenge danske borgmester, hejst Danebrog ud fra deres huse, mod Lämmerfenne, og billedet var ikke anderledes omkring Husum havn." Derfra rejste kongeparret af og til med skib til badebyen Wyk på Föhr".

"Und damit der Eindruck einer dänischen Stadt erweckt wurde, hatten die Anwohner der Süderstraße auf Befehl des alten Kapitäns "Hakon Grüner", des gestrengen dänischen Bürgermeisters, den Danebrog hinter ihren Häusern, nach der Lämmerfenne zu, ausgestreckt, und nicht anders war das Bild um den Husumer Hafen." Von dort fuhr das Königspaar gelegentlich per Schiff zum Seebad "Wyk auf Föhr".

Parti fra Sandvolden i Vyk på Før. Illustreret Tidende nr. 146, 13. juli 1862.

Han forbød i 1862 den lokale sangforening. Han var dansksindet og omtales ofte i tyske aviser som fanatisk. Han undså sig fx ikke for at indsværge i hvert fald en værnepligtig (Grelstorff) endnu engang:

For de danskere, der flyttede ind i Husum i 1850 og for den danske borgmester Hakon Grüner *), var Grelstorff imidlertid en usikker kantonist. Grüner stævnede ham sammen med mange andre Husum-beboere til rådhuset og lod ham 26. juli 1853 love og sværge "at være loyal, venlig og tro mod konge og herre". Så endnu en gang svoret til kongen og lukket ind, vendte Julius Grelstorff sig atter til sin håndværkergerning. Da husumerne på den rådslog om at danne en håndværkerforening ved årsskiftet 1856/57, var Grelstorff også en af ​​de ivrige initiativtagere til denne idé.

* Hakon Grüner, cand. jur., kaptajn, ridder af Danebrogsordenen, borgmester, stadssekretær og politimester i Husum fra 1851-marts 1864.

Für die Dänen jedoch, die 1850 in Husum einzogen, und für den dänischen Bürgermeister Ha- kon Grüner *) war Grelstorff ein unsicherer Kantonist. Grüner bestellte ihn neben vielen anderen Husumern auf das Rathaus und ließ ihn am 26. Juli 1853 geloben und schwören, "dem Könige und Herren treu, hold und gewährig zu sein“. So noch einmal auf den König eingeschworen und vergattert, wandte sich Julius Grelstorff nun in verstärktem Maße seinem Handwerk zu. In diese Zeit fallen nicht nur die ersten Informationen über die Ausbildung von Lehrlingen durch ihn. Als die Husumer Handwerker um die Jahreswende 1856/57 sich zu ersten Beratungen über die Bildung eines gemeinsamen Handwerkervereins zusammenfinden, gehört auch Grelstorff zu den eifrigen Förderern dieses Gedankens.

* Hakon Grüner, cand. jur., Kapitän, Ritter des Danebrogordens, Bürgermeister, Stadtsekretär und Polizeimeister in Husum von 1851-März 1864.

(Jürgen Dietrich: Julius Grelstorff, ein Maler aus Husum, s. 5.)

Ved stændervalget i 1860 forsøgte Hakon Grüner sig - i øvrigt uden held - med bestikkelse for at få dansksindede valgt ind:

6. byvalgdistrikt. 

Husum, Friedrichstadt, Bredstedt.

Valget til dette distrikt blev holdt den 10. december i Husum og faldt på det tidligere folketingsmedlem gæstgiver Jessen (tysk) som folketingsmand i Bredstedt med 334 stemmer og på købmanden Kaftan (tysk) som suppleant i Husum med 279 stemmer. På dansk side var købmand Mummy i Husum og senator Ivers i Friedrichstadt. Førstnævnte fik 45 stemmer og sidstnævnte 11.

Også her blev valgdagen i modsætning til forskriftens ordlyd først offentliggjort den 5. december, og valglisterne blev først offentliggjort den 7. december.

Husums borgmester Hakon Grüner fik inden valget forskellige borgere til at komme til sit hus og forsøgte at overtale dem ved at tilbyde den lokale borgerforening 2000 [] at arrangere regeringsvenlige valg, at vælge sidstnævnte. Hvis borgmesteren ved at give et sådant uautoriseret tilbud også afslørede en uforståelig uvidenhed om det terræn, han befandt sig i, var han ikke lykkeligere i Friedrichstadt, en lille by med en stor jødisk befolkning.

Da Grüner indså, at hans agitation i Husum ikke havde nogen effekt, tog han til Friedrichstadt for at overtale overrabbineren der for at få samfundet til at stemme på Mummy og Ivers. Som lokkemiddel sagde han, at han ville tvinge regeringen til at betale erstatning for den krigsskade der endnu ikke var foretaget. Overrabbineren lovede at forelægge sagen for sin menighed. Men han viste sig som en god tysker, afslog tilbuddet og erklærede, at han ikke ville lade sig fratage sin tyskhed. Langt de fleste vælgere i det israelitiske samfund mødte op i Husum på valgdagen for at stemme på Jessen og Kaftan. Allerede inden valget havde de givet deres beslutning til kende i omegnen og om morgenen for valget dukkede vogne op fra alle de omkringliggende landsbyer for at tage de jødiske vælgere i et langt tog til Husum. Sikkert udviste disse jøder, som saa ofte blev erklæret for udlændinge, mere mod og fædrelandskærlighed end de rent tyske herrenhutere, der som ovenfor berettet, lod sig skræmme under valget. Forskellen i proceduren på begge sider bliver så meget desto større, når man tænker på den ekstraordinære mængde krigsskader, som Friedrichsstart led. Det taler i øvrigt bemærkelsesværdigt om den danske regering, at den efter 10 år endnu ikke havde udbedret så betydelige krigsskader, som en enkelt lille by havde lidt, og at den brugte det, der tilkom frederikstads beboere, som bestikkelse. Borgmesterens frustration over dette valgsvigt vil ikke være blevet mindre af at en københavnsk avis ene og alene gav ham skylden for et dette valgresultat, fordi det var ham der havde slået til lyd for rehabilitering af dem der blev fjernet fra valglisterne. Samtidig kan man se hvor helt anderledes valget ville have været overalt i hertugdømmet, hvis valgkollegierne pligtskyldigt havde optaget alle stemmeberettigede på valglisterne.

Sechster städtischer Wahldistrict:

Husum, Friedrichstadt, Bredstedt.

Für diesen District wurde die Wahl am 10. December in Husum abgehalten und fiel auf den früheren Abgeordneten Gasts wirth Jessen (deutsch) in Bredstedt mit 334 Stimmen zum Abgeordneten, und auf den Kaufmann Kaftan (deutsch) in Husum mit 279 Stimmen zum Stellvertreter. Von dänischer Seite waren aufgestellt der Kaufmann Mummy in Husum und Senator Ivers in Friedrichstadt. Ersterer erhielt 45 und letzterer 11 Stimmen.

Auch hier wurde gegen den Wortlaut der Verordnung der Wahltag erst am 5. December bekannt gemacht und erst am 7. December die Wahllisten ausgebracht.

Vor der Wahl ließ der Bürgermeister von Husum, Hakon Grüner, verschiedene Vürger zu sich ins Haus kommen und suchte sie, indem er dem dortigen Bürgerverein 2000 [] zur Betreibung regierungsfreundlicher Wahlen anbot, zu überreden die beiden. lettgenannten zu wählen. Offenbarte der Bürgermeister durch ein solches unerlaubtes Anerbieten zugleich eine unbegreifliche Unkennts niß des Terrains auf dem er sich befand, so war er in Friedrichstadt, einer kleinen Stadt mit zahlreicher jüdischer Bevölkerung, nicht glücklicher.

Als Grüner nemlich merkte, daß seine Agitation in Husum ohne Wirkung blicb, begab er sich nach Friedrichstadt, um den dortigen Oberrabbiner zu überreden, daß er die Gemeinde auf Mummy und Ivers zu stimmen veranlasse. Als Lockspeise warf er hin, daß er bei der Regierung die noch nicht erfolgte Vers gütung der Kriegsschäden erwürken wolle. Der Oberrabbiner versprach, den Fall seiner Gemeinde vorzutragen. Allein diese zeigte sich als gut deutsch, verwarf das Anerbieten und erklärte sich ihr Deutschthum nicht nehmen lassen zu wollen. Die überwiegende Mehrzahl der Wähler in der israelitischen Gemeinde erschien am Wahltage in Husum, um Jessen und Kaftan zu wählen. Schon vor der Wahl hatten sie diesen ihren Entschluß in der Umgegend bekannt gemacht und am Morgen der Wahl erschienen von allen umliegenden Dörfern Fuhrwerke, um die jüdischen Wähler in einem langen Zuge nach Husum zu fahren. Gewiß haben diese so oft für Ausländer erklärten Juden mehr Muth und Patrio= tiemus gezeigt, als die rein deutschen Herrenhuter, die wie oben berichtet sich bei der Wahl einschüchtern ließen. Der Unterschied im beiderseitigen Verfahren wird um so stärker, wenn man den außerordentlichen Betzaz der Kriegsschäden, den grade Friedrichsstart erlitten bat, bedenkt. Es spricht übrigens eigenthümlich für die dänische Regierung, daß sie nach vollen 10 Jahren so bedeutende Kriegsschäden, die eine einzige kleine Stadt erlitten, noch nicht berichtigt hatte, und daß sie was den Friedrichsftäctern als Recht gebührt als Bestechung anwenden wollte. Der Vertruß des Herrn Bürgermeisters über diesen Ausfall der Wahlen wird taturch nicht geringer geworden sein, daß ein Kopenhagener Blatt ihm einzig und allein die Schuld eines folchen Wahlresultates beimaaß, weil er es grate gewesen sei, der die Rehabilitirung der von den Wahllisten Gestrichenen befürs wortet hatte. Man sieht zugleich daraus wie ganz anders die Wahlen allenthalben im Herzogthum ausgefallen wären, wenn die Wahlcollegien pflichtmäßig sämmtliche berechtigte Wähler in die Wahllisten aufgenommen hätten.

(Die Wahlen zur schleswigschen Ständeversammlung im Jahre 1860, s. 29-30)

Litograf, maler og daguerreotypist Mathias Kriegsmann (1808-1896): Hakon Harald Grüner (1815-1900). Justitsråd, borgmester, Husum (1862). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Slesvig gaaer det lystigt til med Bureaukratiet i det Smaa som i det Store. I Husum har den interessante Politimester, Borgemester Hakon Grüner, efterat have ladet sin personlige Vrede over en anden Klub imponere, stiftet en ny Klub. Denne bestaaer af ca. 50 Medlemmer, behørigen inddeelte i: 1) Embedsmænd og 2) Borgere, og afholdt den 26de Jan. sin første Assemblee. Alt, berettes i "Dagbl.", "gik godt" til Kl. 2 om Natten, da en af Baldirecteurerne - en af Byens mest agtede Embedsmænd - sluttede en af ham opført Dands. Borgemester Grüner var saa naadig at dandse med, men har formodentlig fundet det underligt, at den Opførende ikke spurgte ham, Byens Overhoved, om det havde Politiets Billigelse, at Dandsen ophørte; thi han sagde til Musiken, at den skulde spille videre. Dirigenten tilkjendegav, at Baldirecteuren havde sagt, at denne Dands var forbi. Nu fandt udentvivl Politimesteren Lejligheden altfor glimrende til at vise sin "Magt", han forbød Musiken "under en Bøde af 100 Rd." at spille mere den Aften, og saaledes vilde Ballet til Alles Forundring og Harme have været endt, hvis ikke - til al Lykke - Amtmanden ved nogle "venskabelige Forestillinger" havde formildet Grüners guddommelige Vrede og derved "udvirket", at Musiken af Hr. Grüner atter fik Tilladelse til at spille."

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 8. februar 1863)

Husum, den 11te Februar. (Itzeh. Nachr.) Efterat de under Sangerfesten hertil fra Flensborg forsatte to Politibetjente igjen for længere Tid siden vare bortkaldte, antog vor Politimester en herværende Dansk til Politibetjent, uden at adspørge Deputeretkollegiet herom. Dette indsaae imidlertid ikke, at der var Aarsag til nogen ny Politibetjent, da vi iforveien ere forsynede med 1 Politibetjent og 6 Natvægtere, og vægrede sig derfor ved at anvise Vedkommende hans Lønning af Kommunens Midler. Fra det herværende Amtshuus kom der nu Ordre til, under en Mulkt af 500 Rd., ufortøvet at udstede Anviisningen. Vort Deputeretkollegium har henvendt sig til det slesvigske Ministeirum for at faae denne Befaling hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1863).

- Intet er for stort og intet for småt til den danske plageri i Slesvig. I Husum blev en fattig kvinde anmeldt til den berygtede politimester Hakon Grüner, fordi hun havde vugget sit barn mens hun sang sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Hun blev straks idømt en bøde på 20 thaler eller til fængsel med brød og vand. Den stakkels kvinde lånte pengene og betalte. Men de tapre borgere i Husum skaffede straks penge og tilbagebetalte den fattige kvindes kapital og renter.

- Der dänischen Quälerei in Schleswig ist nichts zu gross und nichts zu klein. In Husum wurde eine arme Frau dm berüchtigten Polizeimeister Hakon Grüner angezeigt, weil sie unter Absingung des Liedes "Schleswig-Holstein meerumschlungen" ihr kindlein eingewiegt hatte. Sie wurde sofort zu 20 Thaler Geldbusse oder Gefängniss bei Wasser und Brot verurtheilt. Die arme Frau borgte das Geld und zahlte. Sofort aber schossen die wackeren Bürger Husums Geld zusammen und erstatteen der armen Frau Kapital sammt Zinsen.

(Kemptner Zeitung. 17. februar 1863)

I "Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig. Heft IV. Kiel, Schwers 1864" omtales han således. Bemærk at "sortbogen" ikke kan betegnes som en særlig troværdig kilde. Den siger imidlertid noget om at man fra tysk side ikke lod danske aviser som Fædrelandet, Dagbladet og andre noget efter:

Danskeren Hakon Grüner var borgmester i Friedrichstadt og siden i Husum. "For så vidt angår hans privatliv, var han notorisk meget opløst og useriøs, og mens han, når stemningen ramte ham, ville vise sig at være den mest vilkårlige politidespot, hengav han sig til andre tider i de værste udskejelser og udskejelser og opgav sin embedsmand stilling Han var så ude af syne, at han fuldstændig mistede borgernes respekt. Ved messer og andre lignende lejligheder drak han med ethvert selskab til højlys dag, og tog derefter, mens han var fuld, på en rundtur i landet, hvor der blev drukket. Han frekventerede dansegulvene, deltog i dansen og fulgte derefter tjenestepigerne og andre piger hjem. En anden gang på markedet erklærede han det en dag klokken 10 om aftenen i Rathweinkeller for lukket for at flytte med musikken til en anden lokalitet og derhen i selskab med flere piger af betænkelig stand, der var blevet hentet over på hans ordre, for at danse og drikke til den lyse morgen. På en tur til Bredstedt på vegne af dyrskuet dér agerede Grüner tjeneren i højt humør med vin, og da Husums mandskor besøgte Nordstrand, sluttede han sig til dem og lavede de mest skøre løjer under sit tre dage lange ophold der og gik sammen med de andre på turen på øen fra hus til hus, hvor de så blev underholdt, og på et tidspunkt selv var med til at læsse kornet, modtog sin spiritus som de andre arbejdere og underholdt sig så på gulvet med pigerne. Efter et gilde på messen lod han tidligt om morgenen en vægter bringe ham brændevin til rådhustrappen på markedet, drak det med ham, mens han løb rundt på markedet med flasken i hånden og mishandlede en mand der var ved at opføre en bod, med slag og arresterede en masse fuldstændig uskyldige mennesker, der tilfældigvis så ham, for dernæst at slippe dem igen kort efter."

Der er stadig et stort antal enkelttilfælde af denne art registreret her.

Der Däne Hakon Grüner war Stadtpräsident in Friedrichstadt und sodann in Husum. "Was sein Privatleben anbetrifft, so war er notorisch im hohen Grade Liederlich und leichtsinning, und während er, wenn ihn die Laune stach, den willkürlichsten Polizeidespoten herauskehrte, gab er sich zu andern Zeiten den ärgsten Excessen und Ausschweifungen hun und setzte seine amtliche Stellung und Würde so ausser Augen, dass er die Achtung der Bürgerschaft volkommen einbüsste. In Jahrmärkten und bei andern änhlichen  Gelegenheiten trank er mit jeder beliebigen Gesellschaft bis an den hellen Morgen, um dann noch etwa im betrunkenen Zustande eine Tour aufs Land zu machen, wo das Trinken fortgesetzt wurde. Er besuchte die Tanzböden, nahm am Tanz Theil und begleitete dann die Dienst- und andere Mädchen nach Hause. Ein andermal gebot er im Jahrmarkte um 10 Uhr Abends im Rathweinkeller Feierabend, um mit der Musik nach einem anderen Locale zu ziehen und dort in Gesellschaft meherer auf seinen Befehl berbeigeholter Mädchen von bedenlichem Ruse bis an den hellen Morgen zu tanzen un zu trinken. Auf einer Tour nach Bredstedt in Veranlassung der dortigen Thierschau spielte Grüner in von Wein erheitertem Zustande den Kellner, und als einmal der Husummer Männergesangverein einen Besuch auf Nordstrand machte, schless er sich demselben an un verübte während seines 3tägigen Aufenthalts daselbst die tollsten Streiche, fuhr mit den Andern auf der Insel von Haus zu Haus, wo sie dann bewirthet wurden, und nahm sogar an einer Stelle persönlich am Aufladen des Korns Theil, erhielt dafür wie die andern Arbeiter seinen Schnapps und machte sich darauf auf dem Boden mit den Mädchen zu schaffen. Nach einem Gelage im Jahrmarkte liess er sich Morgens früh nach der am Markte gelegenen Rathhaustreppe von einem wächter Branntwein bringen, trank denselben mit diesem aus, lief während dessen mit der Flasche in der Hand auf dem Markte unher, misshandelte einen Mann, der beim Aufrichten seiner Bude beschäftigt war, mit Schlägen und arretirte eine Menge ihm zufällig zu Gesicht kommende ganz unschuldige Leute, um sie bald nachher wieder laufen zu lassen."

Von dieser Art nun sind hier noch eine grosse Menge Einzelfälle verzeichnet.

(Her citeret fra Literaturblatt. 1. marts 1865)

Han frygtede tilsyneladende folkejustitsen 1864 og flygtede den 5. februar 1864 til Danmark. Om dette forklarede han senere:

10. Borgermester Grüner (Husum)

d. 20de Februar 1864.

Derefter mødte Justitsraad Hakon Harald Grüner, 48 Aar gammel, født i Christiania, Kandidat fra Kjøbenhavns Universitet, Borgermester, Stadssecretair og Politimester i Husum, Ridder af Dannebroge.

Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende:

Allerede i flere Maaneder havde Komparenten vidst, at der blandt de meest oprørsksindede Borgere i Husum havde dannet sig en Forening, der modtog sine Instruxer sydfra og var beredt til at foranstalte de fornødne Demonstrationer i Byen i det Tilfælde, at de fjendtlige Tropper skulde marchere ind i Slesvig og den danske Armee blive nødsaget til at forlade Dannevirkestillingen. Byens øvrige Borgere vare i det Hele roligt stemte, men det var at forudsee, at de under de nævnte Eventualiteter meget snart vilde blive paavirkede af den Terrorisme, som bemeldte Forening og dens Forbindelser sydpaa da vilde bringe i udøvelse i Retning af oprørske Demonstrationer. Den 6te dennes om Morgenen Kl. 9 sendte den borgerlige Borgermester, Feldberg, Bud til ham om at samles med Magistraten. Paa Hjemveien [fra Raadhuset] mødte han Dr. Storm, der kom fra et Møde i den foromtalte Forening og fortalte, at man der havde besluttet, at Komparenten skulde forlade Byen, da man ikke kunde beskytte ham imod Pøbelen. Efterat Komparenten havde begivet sig hjem, og der havde modtaget forskjellige Meddelelser om, Oprøret begyndte at organiseres, og at bemeldte Forening havde bemægtiget sig Raadhuset, samt at Pøbelen begyndte at husere i Gaderne, besluttede han sig til at forlade Byen. Han tilføiede endnu, at, efter hvad han har bragt i Erfaring, har det endnu til høit op paa Dagen den 6te dennes været Parolen sydfra, at kun Politimestrene skulde tvinges til at forlade deres Poster, ikke de andre. Embedsmænd; først senere paa Dagen kom en anden Parole sydfra, hvorefter alle de kongelige. Embedsmænd skulde tvinges til at forlade deres Poster.

(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. 1864, s. 206-207. Bilag: Uddrag af vidneforklaringer, afgivne for retten af fordrevne embedsmænd fra Slesvig.)

Preusserne indsatte i stedet Stuhr, der mere eller mindre fulgte i Hakon Grüners fodspor, og den 24. november forbød han den lokale borgerforening med henvisning til at den var i strid med Wien-freden. Den slesvig-holstenske bevægelse var stærk i Husum, hvilket preusserne ikke så med venlig øjne på.

Vægterne. (Efterskrift til Politivennen)

Private Vægtere. Natvægterne synge nu paa deres sidste Vers, og Vægtersangen vil snart høre til de gamle Minder, ligesom Tranlygterne, Byens Porte og mange andre Herligheder. Men et Savn vil der opstaae ved den Reform, der, naar Politiloven bliver stadfæstet, vil finde Sted i den forestaaende Sommer. Det er dog ikke Vægternes Sang, man vil savne saameget nu da Texten og Noderne til Vægterversene ere udkomne, vil Enhver, der længes altfor meget efter at høre den gamle Melodi, til Nød kunne faae sit Savn tilfredsstillet - det vil forhaabentlig, med Vished tør vi ikke paastaae det, thi det maa først Erfaringen afgjøre, heller ikke være Savnet af fornøden natlig Sikkerhed, der vil gjøre sig følelig, men Savnet af de Smaatjenester, som Vægterne hidtil mod et kontant Vederlag af nogle Skillinger og en Ret til at gratulere til alle protestantiske og katholske endnu existerende og for Aarhundreder siden afskaffede helligdage have ydet deres Gades Beboere. Saaledes som Forholdene ere i Hovedstaden, vil man ikke let kunne tænke sig, hvorledes det vilde gaa Folk, hvis de ikke havde Nogen, der turde kalde paa dem om Morgenen, lukke dem ind af Gadedøre og Porte, sætte Skotter for deres Boutiksvinduer, tænde deres Gasblus paa Trapperne og deslige. I rigtig Erkjendelse af, at der burde gjøres Noget for, at Vægternes Afskaffelse ikke skulde blive følt altfor haardt, er der paatænkt Oprettelsen af et Kontoir for private Vægtere, der skal raade Bod paa de Savn, som de officielle Vægteres Afskaffelse nødvendigviis maa medføre. Ideen er sikkert hensigtsmæssig, og naar Entrepreneurerne (tre bosatte Handlende her i Staden) sørge for, hvad der iøvrigt ligger i deres egen Interesse, at skaffe sig paalidelige Folk og at sætte Taxterne saa billigt som muligt, tvivle vi ikke om, at deres Forehavende vil finde Anklang hos Publikum. Det er at vente, at der snart vil foreligge noget Nærmere om den paatænkte Ordning af denne Sag, der, efter hvad der er meddeelt os, skal have fundet velvillig Imødekommen hos forskjellige Autoriteter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1863)

Politivold i Eckernførde. (Efterskrift til Politivennen).

Om Politibegivenheden i Eckernførde (see Avisen Nr. 10) oplyser Berl. T. nærmere fra anden Kilde: Allerede i længere Tid var der til Politiemesteren indløbet jævnlige Klager over Gadeungdommens Nærgaaenhed, navnlig over, at der paa Gaden af Drengene kastedes med Steen og andre Gjenstande efter dem, som passerede tilhest eller tilvogns; ibl. a. havde ogsaa Baron v. Plessen beklaget sig over, at hans Rideknægt ikke kunde passere Gaden, uden at blive forulempet ved Steenkast, hvorved Hestene bleve skye. Politiemesteren forsøgte en Tidlang ved Advarsler at gjøre Ende paa dette Uvæsen, men uden Nytte. Da derfor den ovennævnte Tildragelse den 25de f. M. havde fundet Sted, og man her vidste, hvem der var den Skyldige, blev Slagterm. Büschel tilligemed Sønnen indstævnet for Politieprotocollen, og tilstod Drengen i det over ham optagne Forhør, efter først at have nægtet, at han med Forsat havde kastet en Green efter Baron v. Plessen og truffet denne. Den derefter ikjendte Straf af Riis blev exeqveret i Drengens Hjem, under Nærværelse af Physicus og efter at denne iforveien havde undersøgt Drengens Legemsbeskaffenhed og erklæret, at Straffen kunde finde Sted uden Fare eller Skade for hans Helbred. At den tildeelte Revselse ikke heller har overskredet de rette Grændser, godtgjøres ved et af Physicus afgivet Vidnesbyrd, der gaaer ud paa, at det ved en samme Dag anstillet Undersøgelse havde viist sig, at Drengen, som nu atter gik i Skole, Intet feilede, hverken i legemlig eller i aandelig Henseende, og al den med al mulig Forsigtighcd tildeelte Tugtelse ikke kunde have og ikke heller har havt nogen skadelig Indflydelse paa Drengens Sundhedstilstand, i hvilken Henseende det endnu fortjener at bemærkes, at en af Faderen tilkaldt privat Læge allerede den 3die ds. i en af ham udstedt Attest havde erklæret, at han ved en den Dag anstillet Undersøgelse har fundet, at Hudens Høvelse og Ømhed vel endnu ikke vare ganske forsvundne, men at Barnet iøvrigt havde det godt. - Denne Beretning benægter imidlertid ikke, som det i den tidligere heed, at Baron Plessen selv var gaaet i Forbøn for Drengen, hvis Forseelse jo derefter ikke kunde ansees at være stor og Drengen var jo dog et Barn; hvorfor da udvise en saa ubarmhjertig Haardhed?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. januar 1863)

Sagen er udførligere behandlet i det afsnit på denne blog som handler om politimesteren Christopher Leisner.

Tjenestepigen og Præsten. (Efterskrift til Politivennen)

Andreas Henrik Stibolt, født 10 juli 1802 i Hørsholm, 1821 Student, 1829 Cand. theol., 1830 pers. Kapellan for Jelling og Hover, 1831 for Sal og Eising, 1834-35 for Smidstrup og Skjærup, 1837 Sognepræst for Rødding, Løvel og Pederstrup, 1839 for Vorde, Fiskbæk og Romlund, 1852 for Hinge og Vinderslev. I maj 1959 søgte han forgæves stilling i Søllerød. Afsked 1863, død 25. februar 1866 i København, gift 19. oktober 1837 i Aagerup med Rose Ernestine Hjorth, født 13. februar 1815 i Nylars, død 31. dec. 1891 i København.

- I "Vib. Stit." af 5te dennes læses følgende Inserat, dateret H., den 30te December. "Sidst i Oktbr. Maaned f. A, indtraf det ulykkelige Tilfælde i Hinge Præstegaard, at en Tjenestepige, der om Dagen havde været med at optage Kartofler i Marken, ved Hjemkørselen ned ad en Bakke gled af Vognen og fik det ene Ben brækket eller knust. Hun blev liggende i Marken, medens der gik Bud til Præsten om det Passerede, hvorpaa denne sendte en Vogn ud til hende med Ordre at kiøre hende hen til hendes Broder, da han, Præsten, ikke vilde have hende i Præstegaarden; men da Pigen ikke syntes det var mulig for hende at taale at kiøre saa langt, kjørte Vognen hende til Præstegaarden, hvor hun lod spørge, om hun saa ikke maatte komme ind. Derpaa kom Præsten med Frue ud i Gaarden til hende, tiltalte hende haardt og sagde hende, at dersom hun vilde blive, skulde hun ligge i et Herberg i Stalden; i Pigekammeret i Stuehuset vilde de ikke have hende. Ligge i et koldt Kammer uden Tilsyn eller Folk i Nærheden kunde den stakkels Pige ikke; hun var altsaa nødt til at lave sig kjøre hen til sin Broder. En i Nærheden boende Læge blev derefter hentet; men denne fandt Skaden saa farlig, at han ikke ene vilde tage Pigen under Behandling, hvorfor Distriktslægen blev hentet Dagen efter. Han mente det var bedst, at Pigen kom paa Sygestuen i Viborg. Til denne Kjørsel vilde man have laant Præstens Fjedervogn, men denne var ikke til at faa, uagtet Præstens Svigersøn endog gjorde sig Umage derfor. Da Pigen kom til Viborg fandtes Skaden saa stor, at det var nødvendigt at afsætte Benet; men Pigen døde førend dette skete, hvorefter hun blev ført hiem og begravet paa Hinge Kirkegaard, hvor Præsten talte meget og ene og alene om Uforsigtighed. - Medens Pigen laa paa Sygestuen skrev Præsten urigtig til Distriktslægen, at det var imod hans, Præstens, Villie og Vidende, at Pigen var kjørt bort fra Præstegaarden! Rygtet siger nu, at han vil have 10 Rd. fordi hans Vogn gik til Viborg to Gange, først for at hente Lægen og dernæst for at kjøre Pigen derop, og endvidere 5 Rd. for hans Gravtale om Uforsigtighed. Han har endnu ikke villet udbetale hendes Løn, uagtet hendes Broder har forlangt det af ham; han har ikke betalt en Skilling til hendes Kur og Lægehjælp, men vilde endog have havt Vogne i Sognekiørsel efter Lægen.

Man finder Præstens, Pastor Stibolts, Forhold imod denne ulykkelige Pige, der havde tjent ham i flere Aar og var bekendt for sin Dygtighed, i høj Grad udeltagende og ubarmhjertig og det har i Sognet vakt almindelig Misfornøjelse og stor Uvillie imod ham, idet man føler, at enhver anden Mand i Menigheden vilde have viist hende større Deltagelse end Sognepræsten, i hvis Tjeneste hun stod. - Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde."

(Jyllands-Posten 12. januar 1863)

Hinge Kirke er et sjældent eksempel på en teglstenskirke fra romansk tid. Kirken er formentlig opført i første halvdel af 1200-tallet og består af et kor med apsis og skib, samt et tårn fra 1779. Foto: 2006. Hinge Kirke set fra sydøst. Af Bococo. Licens: CC BY SA 3.0

(Forlangt indrykket )

Idet jeg saavidt muligt Punkt for Punkt følger det i Viborg Avisen Nr. 3 indrykkede Stykke, meddeler jeg herved de af mig lovede Oplysninger:

1) Jeg sendte ingen Vogn, thi Vognen var kjørt førend jeg vidste Noget om det Hele, og først et Par Øieblikke før Pigen blev kørt ind i Gaarden fik jeg Underretning om det Passerede. - Saalidet som det altsaa var mig muligt at give nogen Ordre til at køre hende til hendes Broder, saalidet har jeg gjort det. - 2) Der er aldrig kommet noget Spørgsmaal fra Pigen om hun maatte komme ind, selvfølgelig kan det heller ikke være bleven nægtet. - 3) Min Kone var aldeles ikke hos Pigen ved Vognen, hun var paa Veien, fik ondt, maatte vende tilbage og hendes Tilstand var fra nu af hele Tiden saaledes, at hun hverken kunde sandse eller samle. - 4) Naar det hedder at Pigen blev tiltalt haardt, saa bestaaer dette vel i, at jeg skal have sagt til den anden Pige, som havde kjørt med: "I Fandens Tøse kunde have gaaet paa Eders Been, saa var den Ulykke ikke skeet"; at jeg har sagt dette er rimeligt, ja mere end rimeligt, og var vist sagt paa rette Sted, da Kjørselen havde været høist dumdristig og uforsvarlig. - 5) Districtslægen blev ikke hentet Dagen efter; men samme Dags Aften, med mine Heste, der vare spændte lige fra Plougen, og i saadan Hurtighed, at Kudsken, som havde pløiet, ikke engang fik Tid til at faae andre Klæder paa. 6) Af det indrykkede Stykke har jeg først erfaret , at der havde været Tale om min Fjedervogn, og jeg har aldeles ikke havt nogen Samtale med Lægen eller med min Svigersøn om den. Fornuftigviis kunde der heller ikke være Tale om denne, thi medens der fordredes en lang Vogn til en saadan Kjørsel, er, som bekjendt, min Vogn en lille Jagtvogn med faste snævre Sæder, i hvilken man kun kan sidde i opreist Stilling. 7) I min Tale over Pigen berørte jeg vel at Ulykken var afstedkommet ved Uforsigtighed; men jeg berørte det kun, og iøvrigt var Talen, som sædvanlig, afpasset efter forholdene, og, som Alle erklære, passende. - 8) Jeg har lige saalidet tænkt paa som talt om Betaling for mine Kiørseler. - 9) Talen holdt jeg uopfordret, og har altsaa ligeledes her hverken tænkt paa eller talt om Betaling. - 10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens vel hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Serup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens forhold, og nedlagt Protest mod Lønnens Udbetaling til ham. - 11) Sognekjørsel har jeg aldrig tænkt paa eller talt om, derimod bad jeg Sognefogden om velvillig at lægge Befordring til til at hente Lægen, hvilket Sognefogden selv tilstaaer. Disse Punkter ville nu vise, hvor megen Troværdighed man kan tillægge det om mig indrykkede Stykke.

Da Pigen var kommen ind i Gaarden, gik jeg op til hende og sagde, at for det første maatte hun lægges ind i et Karlekammer, da et andet Værelse (min Confirmandstue) først maatte ryddes ud og sættes i Orden; men hun erklærede, at hun vilde føres hjem til sin Broder, og da Gaardens Folk derhos sagde, at det var det Bedste for hende, svarede jeg, at saa maatte hun have sin fri Villie. - Utilfreds med denne Bestemmelse, og da der var bragt lidet Ro tilveie, forsøgte jeg atter paa at faa Pigen til at blive, idet jeg, paa given Foranledning udtrykkelig sagde disse Ord: "Om ogsaa din Tjenestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig. - Da jeg var syg, kunde jeg ikke holde ud at staae hos hende længere, og jeg overdrog nu til min Datter at sørge for at hun blev taget af Vognen, og midlertidig bragt ind i Karlekammeret, medens jeg selv gik ned og sørgede for at faae et andet Værelse bragt istand. Da jeg nu kom ned, traf jeg Skolelærer Rabe fra Maussing, der vil bevidne, at der øieblikkelig blev truffet Foranstaltninger til at sætte et Værelse istand til hende. Da min Kone var i en saadan Tilstand, at hun Intet kunde foretage, og der ingen Folk var i Huset til at hjælpe mig, gaaer jeg atter ud i Gaarden, og da var der hverken Vogn eller Folk at see. Lidt efter træffer jeg min Datter, spørger, hvorledes det hænger sammen og faaer det Svar: "Pigen vilde afsted, og folkene tilskyndede hende", hvilket De selv tilstaae. Her kan muligviis være indløben Feil, ogsaa fra min Side; men naar det betænkes, at i den yderste Ende af den ene Gaard laae den forulykkede Pige, i Stuehuset i Enden af den anden Gaard befandt sig min Kone i en lidende Tilstand, at der var Forvirring og Tummel, at Alt maatte skee i Hurtighed, og at jeg, som skulde styre paa alle Kanter, selv var syg, og ikke havde været udenfor en Dør i flere Dage, saa vil man vel kunne indsee, at her ikke Alt kunde skee med den Betænksomhed, Overvejelse og Rolighed, som havde været ønskelig. Naar det hedder, at min Fremgangsmaade har vakt almindelig Misfornøielse, maa jeg bemærke, at der i disse Dage er viist mig megen Deeltagelse fra alle Sider. Naar det endvidere i det indrykkere Stykke hedder: "Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde", da maa jeg antage, at dette Stykke om mig har til forfatter en Mand, hvis Hovedhensigt er den, at ville mig tillivs, som man siger, og som heller ikke i Fremtiden vil lade mig i Fred, en Mand, der skal have sagt: "Jeg er begyndt med N. N. - , jeg skal ende med Præsten". Jeg idetmindste er personlig overbeviist herom. Jeg opfordrer ham til at kaste Masken og træde frem af sit Skjul.

Flere agtværdige Mænd ville bevidne, at de Dem bekiendte Puncter i det mod mig rettede Inserat ere usandfærdige, og navnlig vil Hr. Skolelærer Rabe fra Maussing bevidne, at der blev beordret et Værelse (min Confirmandstue) istandsat til hendes øieblikkelige Modtagelse.

Dhrr. Redacteurer og Udgivere, der have optaget Inseratet i Viborg Avis mod mig, bedes ogsaa at optage dette mit Svar.

Hinge Præstegaard, den 12te Januar 1863.
Stibolt.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. januar 1863)

Pastor Stibolt. (Aalb. Stiststd.) I Anledning af det stærkt misbilligede Forhold af Pastor Stibolt i Hinge ved en hos ham forulykket Tjenestepige, har Pastoren søgt at undskylde sig i et offenlig Forsvar, der synes meget utilstrækkelig, ligesom det Rette i saadanne Tilfælde vel sjældent opklares uden ved en offenlig Undersøgelse af Begivenheden ved Mænd, der staae udenfor Samme. For Pigens Vedkommende læses nu Følg i Vib. Av.: "I Viborg Av. Nr. 9 for d. A. har Hr. Pastor Stibolt i Hinge i et af ham indsendt Stykke om den hos ham forulykkede Pige, som var min Søster, iblandt Andet skrevet saaledes: "10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Seerup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens Forhold og nedlagt Protest imod Lønnens Udbetaling til ham." "Denne Pastor Stibolts Udtalelse er aldeles usandfærdig. Jeg har aldrig forlangt, at han ikke maatte udbetale Lønnen til min Broder, og jeg har heller ikke udtalt nogen Utilfredshed med min Broders Forhold; men jeg yttrede, at det forekom mig, at min afdøde Søster havde gjort en mindre lige Deling af sine Efterladenskaber. Derimod sagde Præsten under Samtalen til mig: "Lad os nu først faae disse Kjørsler til Viborg samt Ligtalen og Doktorregningen betalte, saa mener jeg, at De er nærmest til at faae den Smule, som bliver tilbage." Foranstaaende finder jeg mig foranlediget til at offenliggjøre med Tilføiende, at jeg i høi Grad var misfornøjet med Pastor Stibolts Forhold imod min stakkels ulykkelige Søster. Seerup den 25de Januar 1863. Thomine M Petersen."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. februar 1863).

(Forlangt indrykket )

I Anledning af Pastor Stibolts Besmykkelser i Viborg Avisen Nr. 9 for dette Aar, af hans uchristelige Forhold mod den i hans Tjeneste forulykkede Pige, erindres:

Præstens Stuepige blev sendt ud i Marken med en Kaabe til den forulykkede Pige, samt med Ordre til at hun skulde kjøres til sin Broder. Stuepigen mødte Vognen med den Forulykkede undervejs, og da denne ikke troede at kunne udholde Kjørslen - circa ½ Miil - til Broderens Bopæl, blev Stuepigen sendt tilbage til Præsten med Begiæring om, at den stakkels Pige maatte blive indlagt i Pigekammeret. Vognen kørte saa bagefter ind i Præstegaarden, hvor Præsten kom op i Gaarden og sagde, at Pigen skulde kjøres til sin Broder eller ogsaa lægges ind i et Karleherberg i et af Udhusene, med Tilføiende, at hvor hun blev lagt, der skulde hun forblive liggende. Dette hørte de tilstedeværende Folk, som da tilraadede hende hellere at kjøre til Broderen end at blive indlagt i et koldt, afsides Kammer, uden Udsigt til der at erholde nogen Pleje. Før Præsten gik bort, gav han Tærskeren Ordre at følge med Vognen, der skulle bortkjøre Pigen; og da han saaledes vidste, at denne allerede var borte, kan hans foregivende om at have givet Ordre til at istandsætte Konfirmandstuen til hendes Modtagelse ikke være rigtig; og han opfordres herved til at godtgiøre, at den er andet end en opdigtet Besmykkelse af hans Forhold. "Om ogsaa din Tienestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig", eller noget Lignende, yttrede Præsten ikke et Ord om! og der mærkedes Intet til, at Præstekonen enten var upasselig, eller at den stakkels Pige fandt større Meddelelse hos hende end hos Præsten. Præsten sagde ikke blot til den anden Pige, som var med i Marken: "I fandens Tøse osv.", men han rettede denne Bemærkning til dem begge. De Heste, med hvilke Distriktslægen blev hentet, havde ikke saaledes som Præsten foregiver, været for Plougen den Dag Ulykken passerede, men stode i Stalden, og det var først 5 Timer derefter, at der kiørtes til Viborg. Gravtalen handlede om Uforsigtighed, og Ingen iblandt familien fandt den passende, hvorimod Familien paaskiønner den Deeltagelse, som vistes den Afdøde af hendes Medtfenerinder og Byens Piger, der lagde Krandse paa hendes Grav.

Hvorledes det forholder sig med Præstens Foregivender deels om, at han ligesaa lidet har tænkt paa som talt om Betaling for hans Kiørsler m. m., om, at den Afdødes Søster skulde have yttret Utilfredshed med Broderens Forhold, og om, at hun skulde have nedlagt Prorest mod Lønnens Udbetaling til ham, henvises til bemeldte Søsters Inserat i Viborg Avis Nr. 17 for dette Aar, med Tilføiende, at Broderen, efter at have modtaget Doctorregningen, bad om til dens Dækning at erholde Pigens Løn, men at Præsten nægtede at udbetale samme, uden at anføre nogen Grund for sin Vægring.

Af det Anførte vil man formeentligen kunne danne sig et Begreb om, hvorledes det forholder sig med Præstens Besmykkelser af Sagen i det Hele.

Da Præsten forøvrigt kjender ligesaa Lidet til Indsenderen af disse Linier, der ikke har nogen anden Hensigt end at bidrage til Sagens Oplysning, som denne til hiin, maa Navnet være en ligegyldig Sag, og jeg finder derfor, idetmindste for Tiden, kun Anledning til at fremstille mig under Navnet

Jeremias.

* * *

De ærede Blade, som have optaget de foregaaende denne Sag vedkommende Inserater, anmodes om ogsaa velvilligen at optage foranstaaende.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. februar 1863, 2. udgave)

A. H. Stibolt (dengang 61 år) ansøgte om entledigelse i nåde med pension, hvilket blev ham bevilliget pr. 30. december 1863. Han efterfulgtes af J. Th. Petersen, sognepræst for Frederiks og Karups menigheder i Århus stift.¨

Mariane Kirstine Petersen var født i sognet og datter af husmand Peter Rasmussen og Cathrine Marie Pedersdatter. Ved folketællingen i 1860 tjente hun hos pastor Stibolt. Hun døde i en alder af 29 år 6. november 1862 og blev begravet 12. november.