Ryssel og Folketingsvalget 1887. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

Ryssel var højres kandidat i Kbh.s 5. kreds mod P. Holm 1887 og 1890: 

Ryssel.

Et Højre-Vælgermøde i 5te Kreds afholdtes i Gaar Aftes i Gothersgades Exercerhus paa - som det meddeltes - Foranledning af et Andragende fra 235 Vælgere i Kredsen, der ønskede Manufakturhandler Ryssel til Højres Kandidat ved de kommende Valg. Kl. 8 var der samlet 8-900 Vælgere, unge og gamle, blandt hvilke Stemningen øjensynlig var for Hr. Ryssel. Paa Tribunen saas foruden de to Kandidater selve Professor Matzen, P. V. Grove, Hiort-Lorenzen o. fl. 

Ryssel bød velkommen og foreslog et Leve for Konge og Fædreland; naar vi kunde enes derom, mente han ogsaa nok, at der blev Enighed om. hvem der burde være Kandidat. Han foreslog Matzen til Dirigent, hvilket vedtoges under Hurraraab for Professoren.

Matzen træder selskabsklædt, smilende, rødmosset frem og giver Ordet til

Redaktor Hiort-Lorenzen som den, der havde at give Meddelelser om Bestyrelsens ny Repræsentantskabs Virksomhed for at skaffe Kredsen en Kandidat. Det fremgik af hans Oplysninger, at begge Faktorerne var enige om at opstille Tømrermester Jørgensen, og at Hr. Ryssel ogsaa "loyalt" havde lovet at trække sig tilbage - men saa var uheldigvis dette Andragende fra de 235 kommet paa tværs af det hele; disse forlangte nemlig Hr. Ryssel, hvis Tilsagn de privat havde opnaaet, og Bestyrelsen var saaledes blevet tvunget til at sammenkalde dette Møde, hvis Beslutning nu skulde være den afgjørende.

Voxdugsfabrikant Meyer anbefalede Hr. Ryssel, idet han skarpt kritiserede Bestyrelsens Fremgangsmaade overfor denne, der dog ene havde Æren af Højresagens "forbavsende Fremgang". Han sluttede med hidsigt at erklære, at der var ingen i Kredsen, der kjendte Jørgensen.

Dirigenten advarede - ikke uden Grund - mod at opholde sig for meget ved Personligheder; saadant afstedkom let Forstyrrelse i den udmærkede Enighed, og man burde være glad ved hvem som helst af de foreslaaede Herrer.

Forretningsfører Christensen havde faaet det Hverv at anbefale Jørgensen. Dette gjorde han efter bedste Evne, hvilket ikke vilde sige meget, og han opnaaede da ogsaa kun til Tak, at Folk raabte paa Afslutning.

Et Medlem af Repræsentantskabet meddelte, at hans Kolleger havde givet ham Mundkurv paa; med en saadan kunde man ganske vist ikke bide, men gjø kunde man, og det havde han i Sinde at gjøre. Det var aldeles nødvendigt at vælge Jørgensen, mente han, man burde have en erfaren og sagkyndig Mand ind i Rigsdagen og ikke Ryssel. (Stærke Protester).

Hiort-Lorenzen protesterede indigneret mod dette Brud paa Tro og Love af en Kollega; det var blevet en aldeles bestemt Aftale, at kun han maatte tale paa Repræsentantskabets Vegne. 

Flere havde endnu Ordet, baade for den ene og den anden Kandidat; til Slutning interpelleredes disse af saa vidt vides - en Maler Nielsen om deres Stilling til Arbejderspørgsmaalene, Handelstraktaterne, Befæstningssagen og - de provisoriske Love.

Tømrermester Jørgensen fik først Ordet for at svare; han fattede sig kort - i 3 Minutter - idet han mente det rigtigt at gjemme sine Argumenter til Valgmøderne sammen med Modkandidaterne, saa vilde der sikkert blive nok at svare paa, kjendte han disse rigtig.

Ryssel derimod gik lidt nærmere ind paa Spørgsmaalene; han vilde baade have Handelstraktater, Befæstninger og - betingelsesvis - provisoriske Love; thi ihvorvel saadanne var meget sørgelige, maatte vi dog huske paa, at Venstre ene bar Skylden for dem. Dermed mente han den klaret og trak sig tilbage under stor Jubel.

Forretningsfører Christensen forsøgte endnu en Gang at faa Ordet for at anbefale Jorgensen, men uden Held; for Protester og Spektakel var det ham umuligt at faa Ørenlyd; selve den mægtige Dirigent formanede ikke at tilvejebringe Ro, og Christensen maa gaa ned med uforrettet Sag.

Derefter forsøgtes Striden afgjort ved Haandsoprækning, der ubetinget faldt ud til Fordel for Ryssel. Ikke destomindre fandt Professoren, at man af Høflighedshensyn burde lade skriftlig afstemme. Saa sluttede Forestillingen, der som Helhed gav et godt Indblik i Højres bekjendte Enighed.

- I Brøndanstalten ved Siden af Exercerhuset stod en Politibetjent parat til at tage sig af de uvorne Højremænd.

Mod Forventning blev der ikke Brug for Styrken.

(Morgenbladet (København) 2. december 1886)

Højre Kandidat i 5te Kreds.

I Gaar Aftes holdt Højres Arbejder (!) og Vælgerforening for 5te Kreds et Møde, paa hvillet der blev truffet Bestemmelse om, hvem der skulde være Professor Goss's Efterfølger som Partiets Kandidat ved de kommende Valg.

Til Lokale havde man, med Tilsidesættelse af alle Hensyn til sit eget Omfang, udset det uhyre Ekserserhus i Gotersgade: gennem to Indgange klattede Folk henad Kl. 8 sammen midt i det tomme Rum, og da man hurtig var naaet til den Erkendelse, at der ikke var mere at vente pa , begyndte Mødet.

Ved Ankomsten havde enhver Deltager forinden modtaget to trykte Sedler til Belysning af Situationen. Paa den ene, der var udgaaet fra "Avisen" s Bogtrykkeri, stod:

Stem paa Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat: Tømrermester J. C. Jørgensen, Formand for "Arbejdernes Værn".

Men paa den anden Seddel stod der :

Stem paa Arbejdernes (!) og Haandværkernes (!) Kandidat, Højresagens dygtige og ihærdige Forkæmper, Kredsbestyrelsens Formand, Hr. Manufakturhandler E. H. Ryssel. Flere Arbejdere (!)

Herefter var det klart, at man var uenige. Lederne vilde have en af deres egne, en Tømrermester: de Menige vilde have en af deres, en Manufakturhandler: ingen vilde have en Arbejder.

Professor Matzen besteg Tribunen for at dirigere Menigheden. Han bad de to Partier satte sig i Korthed, for at alle kunde enes i det mindste i det ene, at komme ordentlig hjem og i Seng. (Bifald).

Redaktor Hiort-Lorensen fra "Nationaltidende" vilde tale for Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat, Tømrermester Jørgensen. Det var allerede for lang Tid siden bleven besluttet at opstille denne, og Ryssel var da traadt frivillig tilbage. Men saa indkom der en Skrivelse fra 235 Medlemmer om alligevel at opstille Ryssel, og Sagen gik i Udvalg. Resultatet blev imidlertid atter, at man forkastede Manufakturhandleren og vedtog Tømrermesteren, og dette var sket for over et halvt Aar siden. Taleren vilde nu overlade til Forsamlingen at træffe en Afgørelse.

Fabrikant Meyer fik Ordet for at tale paa de 235's Vegne. Vi kunde ikke i denne Kreds forbigaa en Arbejder, med andre Ord, vi kunde ikke forbigaa "den lille Ryssel", Formanden for hele vor Valgbevægelse, han som havde rejst hele den store Agitation. (Voldsomt Bifald.)

Christensen, Forretningsfører i Arbejdernes (!) Værn og Redaktør af Havebrugstidende holdt et langt, en blomsterløst Foredrag for Jørgensen, under hvilket han hele Tiden opfordredes af forskellige Tilstedeværende til at holde op. Det gjorde han da omsider, men skønt man saaledes fik sin Vilje, lød der dog stærke Mishagsytringer efter Talens Slutning.

Nu anmeldte Dirigenten Malermester" - eller hvad han vilde have sagt: "Maler" Hansen, og dermed traadte Rysselianerne atter i Marken. Taleren kritiserede Jørgensen: Hvem var han? Var han Højremand? Han var ikke kendt, og han var bleven opstillet for et halvt Aar siden uden at nogen vidste det udenfor Bestyrelsen. Nej, vi skulde have en Arbejder valgt i 5te Kreds, og derfor vilde han opfordre til at stemme paa Manufakturhandleren. (Fornyet Bifald.)

Oberstløjtnant Blom fremhævede, at hvis det i det Hele taget skulde blive til noget, saa maatte man se at være enigt, og af Hensyn til den kære Fred vilde han anbefale Ryssel. (Hør!)

Et Medlem af Repræsentantskabet bad om Ordet. Han begyndte med at sige, at vel havde man givet ham Mundkurv paa, idet der var taget den Bestemmelse, at kun Hjort Lorenzen maatte referere for Repræsentantskabet; men naar han gav sin egen Hund Mundkurv paa, saa maatte den dog i det mindste gø, og gø - det vilde han! Han vilde gø til Fordel for Tømmermester Jørgensen. (Stærk Hyssen).

Hiort Lorenzen beklagede, at den foregaaende Taler havde brudt Overenskomsten.

Flere Talere anbefalede under stærkt Bifald Ryssel.

Matzen bad forsigtigt, da ban mærkede, fra hvad Kant, Vinden blæste, at man endelig ikke vilde komme ind pna nogen Kritik af den Kandidat, man ikke havde Sympati for, men at man blot ganske kort vilde erklære sig for den af dem, man vilde foreslaa. (Bifald.) Tillige vilde han henstille, at de følgende Talere paa Grund af den fremrykkede Tid kun maatte tale i 5 Minuter hver. Han vilde endelig gøre opmærksom paa, at den Kandidat, Forsamlingen bestemte, vilde Bestyrelsen ubetinget (!) antage. (Bifald.)

Derefter optraadte en Grosserer Christensen. Enten det nu blev den ene eller den anden, vilde han rette nogle Spørgsmaal til dem. Først om Toldloven, dernæst om Handel og Industri, og... og... ja, De forstaar jo nok, jeg er Handelsmand... (Taleren staar og famler under almindelig Forventning i sine Lommer, endelig finder han et Stykke Papir, hvorpaa han kigger) og Handelstraktaten med Spanien samt de provisoriske Love.

Matzen trækker sin Overfrakke paa og siger, at vi jo kun var komne for at opstille en Kandidat. Skulde disse besvare Spørgsmaalene, vilde det blive en lang Historie. Han vilde henstille til dem selv, om de havde Lyst.

Den lille Forsamling fryser i det uhyre Rum, en Del smøger Kraverne op over Ørene.

Bestyrelsens Kandidat, Tømrermester Jørgensen: Han skulde ikke indlade sig paa at besvare noget. Det var tidsnok paa Valgdagen. Socialisterne var godt organiserede og skulde nok interpellere. Lad os først se, hvem af os det bliver, Ryssel eller mig. (Bifald.)

Ryssel vilde derimod indlade sig paa Besvarelserne. Hvad Manufakturhandel og Industri angaar, maatte den paa alle mulige Maader ophjælpes. Danmark maatte ruste sig paa alle Maader, og navnlig om København; kunde nogen sige ham en heldigere Ordning, vilde han bøje sig for den. Og hvad de provisoriske Love angik (her kaster Taleren et prøvende Blik paa Grosserer Christensen) saa maatte vel baade Højremænd og Venstremænd være enige med ham i at beklage dem. Men Skylden laa hverken hos Regeringen eller hos Højre, men alene hos Venstre.

Forretningsføreren for "Arbejdernes Værn", Christensen, kom atter frem, men blev mødt med vedholdende Hyssen og Raab om Afslutning. Da end ikke Matzens store Klokke kunde skuffe ham Ørenlyd, maatte han straks fortrække 

Ved den derpaa foretagne Afstemning valgtes med overvejende Majoritet Manufakturhandler Ryssel til Kandidat. Resultatet blev modtaget med Leve- og Hurraraab for ham, hvorimod et Leve for Matzen ikke vandt videre Paaskønnelse.

Derefter forlangte Tømrermester Jørgensen skriftlig Afstemning, og Matzen bad de Tilstedeværende afgive deres Stemmesedler ved Kassen ved Indgangen, og anmodede indstændig Enhver, som ikke var fyldt 30 Aar, om ikke at stemme. Resultatet af denne Afstemning kendes ikke endnu.

Udfaldet blev altsaa, at Bestyrelsen og Repræsentantskabets Kandidat, Formanden for Kapitalisternes Værn "Avisen"s og Professor Matzens Protegé: Tømrermester Jørgensen faldt igennem, og at en lille Haandfuld Menige satte Ryssel paa Plakaten. Og der bliver han formodentlig staaende, indtil vi paa Valgdagen piller ham ned igen.

(Social-Demokraten 2. december 1886)

Valgkampagnen. Det gaaer Slag i Slag med Oppositionens Valgmøder nu. Mandag Aften holdt Overretssagfører Gustav Christensen sit første Vælgermøder med 2den Kreds. Stemningen var brillant, overveiende Venstre. Endel Høiremænd var kommen tilstede og gjorde i Begyndelsen Mudder, men lidt længere henne bleve de tause og paahørte med stor Opmærksomhed den sidste Halvdel af Hr. Christensens klare, formfuldendte Foredrag. En Høiremand, der fik Ordet, beklagede, at hans Parti havde besluttet ikke at overvære Oppositionens Møder, som han selv personlig havde faaet et meget godt Indtryk af. Han stillede adskillige Spørgsmaal til Kandidaten, som besvarede dem til almindelig Tilfredshed. Ogsaa Pastor Hostrup i 3die Kreds vil nu aabne Kampagnen. Han holdt Tirsdag Aften sin første Sammenkomst med Vælgerne. Vi faa nu se, om General Tvermoes, ligesom Krigsminister Bahnson, er modig nok til ikke at turde møde paa et offenligt Valgmøde. Skrædermester P. Holm er nu i fuld Gang med sine Møder i 5te Kreds, samtidig med at den store Manufakturhandler Ryssel fremstiller sig som "Billettrykker paa Banegaarden" for Kredsens "Arbejdere", selvfølgelig i lukkede Møder, hvor "Medlemskort forevises". Have Oppositionsmænd ved en Fejltagelse faaet Indbydelse til Mødet, som forleden paa Vodroflund. og de ikke deltage i Hurraraabene for Ministeriet, søge Høiremændene med aldrig svigtende Intelligents at prygle Vedkommende. Den Slags Ting er man jo godt kjendt med, siden den Tid Høiremændene vilde drukne "Socialdemokraten"'s Meddeler ved Grundlovsfesten i Kongens Have. Karakteristisk for dette "fine" Parti er ogsaa et Tilraab, der Mandag Aften brøltes op til Hr. Gustav Christensen: der er visse Ting, man kun besvarer med "en paa Tæven". Leve Intelligentsen! Høire er det dannede Parti! (det siger det selv). Hr. Ryssel i 5te lader forøvrigt til at være en Pokkers Karl, der ene kan paatage sig at føre en Mængde sociale Reformer igjennem. Folkethingsmand P. Holm er et rent Rul ved Siden af ham, det siger han idetmindste selv. Bare nu Vælgerne den 28de Januar ere af samme Mening. Hr. Ryssel burde offenlig lade sit Lys skinne for Vælgerne. Han sætter det virkelig under en Skjæppe ved kun at blusse for Medlemmerne af "Arbeider"- og Vælgerforeningerne. Efter Høirebladenes Meddelelser at dømme var det nok til at lyse op for den ganske Stad. "Her er Kraften og Humøret", siger Hr. Matzens "Avisen" jo. Blot de Folk vilde være lidt meddelsomme. I 9de Kreds har det været umuligt for Oppositionen at skaffe Lokaler tilveie, da alle Myndigheder vare enige om at afslaa Andragendet om at faa større Lokaler tillaans. Hr. Hørdum maa nu holde sine Vælgermoder inde i Byen. Hans Modkandidat. Malermester Jensen er sikkert glad ved ikke at skulle møde i aaben Mark. Der gaaer det Rygte, for hvis Sandhed vor Meddeler dog ikke kan indestaa, ude paa Christianshavn, at han bliver syg paa Valgdagen, hvor da en lidt mere dreven Stedfortræder skal aflevere Talen for ham. Blandt Oppositionsmænd fra 9de Kreds hører man stadig det Svar, naar man spørger om Stillingen derude: "Høire er vis paa ikke at kunne tage Kredsen, ellers havde de saamænd aldrig i deres Dage opstillet Malermester Jenjen som deres Kandidat". I 4de Kreds skal der nok brydes med de lukkede Møders Princip. Professor Scharling har indbudt cand. jur. Boghandler Philipsen, der vil komme tilstede ved et af denne indvarslet Møde. Hr. Scharling vil vel saa gjøre Gjengjæld ved at modtage Boghandler Philipsens Indbydelse. I 7de Kreds begyndte Hr. Hage sine Møder Tirsdag Aften. Denne Kreds er uangribelig. Agitationen gaaer stadig med glimrende Humør og Lyst fra Oppositionens Side. Høire begynde nu at efterligne os med at udsende Flyveskrifter, men hemmelige "Flyve"skrifter naturligvis, beregnede paa at styrke i Troen alle tvivlende Medlemmer af "Arbeider"- og Vælgerforeningen De ere saa interessante, at man næsten ikke kan faa fat i dem. Forøvrigt gjør man Propaganda for Høires Sag ved gratis at uddele Hr. Matzens "Avisen". Assessor Florian Larsen kan flet ikke lide Flyveskrifter. Oppositionsagitationen ude i 1ste Kreds har uddelt et lille Skrift, hvori der anstilles Sammenligninger mellem Herman Trier og Florian Larsen. Paa et lukket Høiremøde Mandag Alten udtalte han sig med stor Vrede om den "anonyme Æsel", der havde forfattet dette afskyelige Skrift, hvor man tillod sig at paastaa, at en Assessor i den kgl. Lands-Over-samt Hof- og Stadsret var en i Forhold til den almenagtede Filantrop Herman Trier endnu ubekjendt (!) Person (!!). Forsamlingen trøstede ham med udelt Tilslutning.

(Middelfart Avis 20. januar 1887)

E. H. Ryssel.

Valgene i Hovedstaden paa Fredag frembyde den særlige Interesse, at det iaar er første Gang. at en Arbeider stiller sig til Valg i en kjøbenhavnsk Valgkreds som Højrekandidat. Og dette Fænomen faar forøget Betydning derved, at det foregaar i Landets største Valgkreds som nu er vokset op til at tælle 120,000 Indbyggere og altsaa burde have Ret til at sende ikke mindre end syv Repræsentanter til Folkethinget. Der kan ingen Tvivl være om, at den almindelige Opmærksomhed hele Landet over paa Fredag fortrinsvis vil være henvend! paa Kjøbenhavns femte, og at man overalt med største Spænding imødeser Udfaldet af Hovedkampen mellem Høire og de af Venstre og Liberale stoltede Socialister, som udgjøre den langt overdelende Del af Oppositionen i denne Kreds. Der turde derfor være nogen Grund til at skænke Valget her en særlig Opmærksomhed, saa meget mere som Oppositionspressen enten af Uvidenhed eller for at forvirre Begredene stadig har givet en falsk Fremstilling af Høires Bevæggrunde til at opstille Hr Ryssel som sin Kandidat.

Det er en Selvfølge, at Høires ledende Mænd allerede i lange Tider har havt under Overvejelse, hvilken Kandidat der bedst vilde evne at samle alle Høires Stemmer i Kjøbenhavns femte paa sig: men om en Ting var man hurtig mig, nemlig at Kredsens store Arbeiberbefolkning havde et berettiget Krav paa at blive repræsenteret af en af sine egne. Det var dog ikke alene denne særlige Betragtning, der gjorde sig gjældende, men man ansaa det overhovedet for ønskeligt, at de talrige Arbeidere, som foretrækker en rolig og besindig fremadskridende Udvikling for at kaste sig i Socialismens Arme, til deres Talsmand i Folkethinget, fik en Arbeider, som paa dette Sted kunde danne en heldig Modvægt imod de Repræsentanter, der stadig foregive at tale i arbejdernes Navn. En saadan Mands Ord kunde paaregnes at maatte faa en særlig Vægt overfor de andres Deklamationer om Arbejdernes Undertrykkelse.

Gaande ud fra disse Betragtninger blev Kredsens ledende Mænd snart enige om, at det ikke vilde være muligt at finde en heldigere Kandidat end Arbeideren E. H. Ryssel eller at imødekomme Arbeidernes Ønsker bedre end ved at udpege ham. Denne for fire Aar siden ganske ubekjendte Mand havde ikke alene undfanget Tanken om gjennem en fast Organisation at sætte en Bom for Socialismens Omsiggriben paa Nørrebro, men han havde vist sig i Besiddelse af en Ihærdighed og et Organisationstalent, som hurtig bragte Hans Navn paa alles Læber, og som gav Stødet til den faste Sammenslutning i Høire Hele Landet over, der nu giør, at Høire kan imødese Valgene med større Sindsro end i mange Aar. Det vilde være for meget at tilskrive Hr. Ryssel Fortjenesten af Høires nuværende Organisation: den vilde som en Naturnødvendighed være kommen af sig selv: men Æren for at have bragt Stenen til at rulle hverken kan eller skal fortages ham. Og aldrig saa snart blev det bekjendt, at fremragende Politikere støttede Hr Ryssels Kandidatur, og at han havde overvundet sine Betænkelighed ved at modtage den. For enhver Tanke om en eller flere andre Kandidater fra alle Sider hurtig blev opgiven. og Høires Arbeider- og Vælger forening, som i femte Kreds tæller ikke mindre end 8000 Medlemmer, vedtog i December forrige Aar paa det bekjendte Exercerhusmøde, at Ryssel og ingen anden skulde være dens Kandidat. De Kredse, der endnu staa udenfor denne Forening, sluttede sig øieblikketig dertil, og fra det Øieblik af have alle Høirevælgerne i femte Kreds uden nogen som helst Undtagelse været enige om, at slulde Socialisternes Magt brydes i denne Kreds, maatte det ske med Hr. Ryssel. Straks efter hint Møde blev der med største Kraft taget fat paa en omhyggelig Organisation af Kredsens Høirevælgere, som indtil da havde været mangelfuld, og det skyldes ikke mindst Hr. Ryssels utrættelige Energi, at Høire nu her er saa fast sammensluttet, at det med Udsigt til et heldigt Udfald kan tage Valgkampen op med Socialisterne. Umiddelbart efter Folkethingets Opløsning begyndte Hr. Ryssel sin Valgkampagne. Han var den første af Hovedstadens Høirekandidater, som holdt Møde med sine Vælgere, og ingen har været saa utrættelig som han. Iaften holder han sit sidste af tretten Møder, hver Gang med en ny Kreds af sine Vælgere, for imorgen Aften at tale sit aller sidste Ord til dem paa et større samlet Møde. Tusinder af Vælgere har hørt hans klare og freidige Redegjørelse af det i Sandhed frisindede Standpunkt, han indtager, og Mænd af alle Samfundsklasser, af enhver tænkelig borgerlig Stilling, ere staaede frem for at anbefale denne Folkets Mand. Hvert Ord fra hans Mund har fundet Gjenklang hos hans Tilhørere, og ikke en Røst har reist sig imod ham. ikke den svageste Misfornøielse er fremkommen over hans Udtalelser, undtagen fra saadanne Folks Side, som kun vare komne til Møderne for at vække Uro og Forstyrrelse. Ja der kan endog siges til Hr. Ryssels Ros, at han overfor rene Socialister, so, vare komne for at modsige ham, maaske ogsaa tillige for at høre, hvad den Mand havde at sige, viste en anerkjendelsesværdig Ro og Overlegenhed. Man har fra den anden Side ladet ham høre at han kun holdt "lukkede" Møder, og frakjendt ham Mod til at mødes med sin Modkandidat. Hans Vælgere have ikke ønsket det, fordi det nærmest var dem om at giøre, at han fik Lov til i Ro og Fred at udvikle sine politiske anskuelser, men efter de Erfaringer, man har gjort paa hans Møder, der adskillige Gange have været urolige nok, er Hr. Ryssel Mand for at tage det op med de drevneste Socialisttalere. Og Leilighed til at vise sin Slaafærdighed vil Fremtiden næppe fattes ham. Men hidtil har han gjort Ret i at undgaa det. Hans Formaal var ikke at debattere uklare og taagede sociale Problemer med fanatiserede Modstandere, men at erobre sig en fast Plads i sine egne Vælgeres Hjerter, og at denne Opgave er løst af ham, maaske over hans egen beskedne Forventning, derfor borger det ustanseligt Bifald, der har fulgt ham fra Møde til Møde. Al Modstandernes Haan og deres Trusler har han ladet uænsede, kun en Plads som Høires værdige Repræsentant har han villet vinde, og at dette er lykkedes ham, det kunne vi, der have fulgt al hans Færd under hele Valgkampagnen, med god Fortrøstning bevidne.

Hr. Ryssel har netop de Egenskaber, man ventede at finde hos ham, men som han næppe havde have Leilighed til at lægge for Dagen indenfor Høires Arbeider- og Vælgerforening, hidtil hans eneste Tumleplads. Først nu, da han har naaet at komme helt ind paa Livet af Dagens brændende politiske Spørgsmaal, har han ret kunnet godtgjort sin sunde, jævne og klare Opfattelse af dem og at tage bestemt Standpunkt til mange Sager, der ligge i Særdeleshed Arbeiderne paa Hierte. Thi som Arbeider og som Kandidat i en Arbeiderkreds har han havt et sundt Blik for, at han i disse Sager skulde søge sin rette Begrænsning. Derfor er han ogsaa en Folketaler i dette Ords gode Betydning. Han ophidser ikke sine Tilhørere, vækker ikke deres onde Lidenskaber, Ægger ikke Arbeideren til Misfornøielse med hans maaske ublide Kaar, men han taler med Ro, Sindighed og sikker Overbevisning om, hvad der er til Menigmands sande Gavn, og ved hvilke Midler ban kan opnaa en Forbedring i sin Stilling. Vel har han bestandig ivret imod Venstreførernes fordærvetige Visnepotitik, men kun for atter og atter at paapege, hvorfor den har været til udødelig Skade for Arbeiderne. Kort sagt, ingen er gaaet utilfredsstillet fra Hr Ryssels Møder; alle har tvartimod følt, at Kredsen i ham vilde faa en Talsmand for deres Arbeideres sande Interesser; og en saadan er det, man har villet have.

Naar Høire alisaa nu gaar til Valg for at sætte Hr Ryssel paa den Plads, han baade har fortjent og gjort sig værdig til, da sker det med den trygge Forvisning om, at alt det Arbeide, der er gjort for at sikre hans Valg, ogsaa vil bære Frugt. Oppositionen nærer den største Frygt netop for dette Valgs Udfald, og det kan forudses, at den intet Middel vil sky til at holde Hr. Holm paa den Plads, han aldrig burde have indtaget, og som han kun opnaaede, fordi Høire ikke var tilstækkelig forberedt til det sidste Valg. Men denne Gang ere Rollerne ombyttede, nu er Høire den angribende Part, og ved et rask Tilløb, hvori ikke en eneste Høiremand bliver tilbage, kan Stillingen tages. 

(Nationaltidende 26. januar 1887, 2. udgave.)

Ryssel tabte med 30 stemmer til Peter Thygesen Holm. Ved valget i januar 1890 vandt Holm atter over Ryssel med 8554 stemmer mod 7186.

Holm var en af dem som det efter Pios og Poul Geleffs bortrejse 1877, sammen med Chresten Hørdum og C. C. Andersen, der havde tilhørt oppositionen på Gimlekongressen 1876, lykkedes at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Holm blev medlem af kontrolkomiteen, medstifter af Socialdemokratisk forbund (af 12.2.1878), medlem af partiets hovedbestyrelse (indtil sin død) og var i disse år arbejderbevægelsens mest repræsentative og indflydelsesrige mand. 

Nationaltidende glemte at nævne, at ved folketingsvalget 1881 hvor Holm var opstillet i 5. kreds mod C. Goos, var han blevet udsat for bagholdsangreb af "Heroldisterne", H. Brix' tilhængere, og ved næste valg 25.6.1884 måtte Goos indrømme, at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved valget til rigsdagen 1884 sejrede Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493. Han blev således sammen med Hørdum de to første socialdemokrater der. Her sluttede de sig til venstre i protesten mod provisorierne, delvis i visnepolitikken, og gik i reglen med de Berg-Hørupske grupper. Holm fastholdt kredsen til og med 1898, også efter at kredsen, hidtil landets største, 1894 havde afgivet vælgere til tre nye kredse. 

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. [Af Edvard Brandes]. Efterskrift til Politivennen.

Ernst Ahlgren (Fru Victoria Benedictsson): Fru Marianne. Roman. Autoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. 487 S. (Gyldendal.)

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. (Stockholm, Z. Haggstrøm.)

Da Fru Benedictsson har sat sit Navn ved siden af sit Pseudonym paa denne Bog, har hun rimeligvis anset den for sit bedste Arbejde, der kunde undvære en beskeden Anonymitets Skjul. Desværre besidder Fru Benedictsson som saa mange andre Forfattere en vis Mangel paa Selvkritik; thi Fru Marianne er utvivlsomt et af de svageste Arbejder, der skyldes hendes Pen. Hendes Roman Penge staar trods dens ungdommelige Mangler himmelhøjt over dette sidste Arbejde, der synes at søge sine Forbilleder i den tyske og engelske Guvernante-Romans f. eks. Marlitts letløbende Arbejder.

Man undres over, at en moderne Aand og intelligent Kvinde kan gøre sig skyldig i en saa haandgibelig Fejltagelse. Paa den anden Side gives der jo sikkert et stort Publikum for den Art Bøger. Fru Schørring læses vist mangensteds, hvor Rosmersholm anses for Kontrebande, og Fru Benedictsson vil blive rost i Blade, hvor Strindberg betragtes som Arvefjenden. Dog mange havde troet, at Fru Benedictsson stræbte højere.

Bogens Indhold er det, som Hundreder af Dameromaner forud har fortalt: en ung letsindig, lidt koket Kvindes Opdragelse gennem et Ægteskab med en alvorlig og klippemandig Brugspatron. Børje Olesson elsker den lidt fyldige og lade Marianne saa højt, at han ganske uformodet falder ned med et Frierbrev i Huset hos den forgældede Familie og bejler til den unge Pige, som han kun har set et Par Gange og som aldeles ikke har lagt Mærke til ham. Hvorfor han elsker hende? Der gives ingen Forklaring deraf. Børjes Elskov tages som vel begrundet, fordi Marianne er en indtagende Person, og hans mandige Alvor og uhyre Flid forsvinder baade for ham ligesom for Forfatterinden, naar Marianne viser sit kønne Ansigt og sin lille Fod. Han har Lyst til denne unge Pige, hvis Væsen og Egenskaber han ikke kender og for hvem han er helt ligegyldig; saa frier han, og da Familien ingen Penge har og han er rig, indvilliger hun i Forbindelsen. Han vanker til Staden en Søndagformiddag, og saasnart de to er bleven ene fem Minuter, kysser han hende. Da dette er færdigt, spørger han hende: "Men, Marianne, se nu rigtig paa mig og tænk saa over, om Du virkelig tror, at Du kan komme til at holde af mig". Og til denne flove og noget sene Forespørgsel svarer hun paa Oversættelsens gyselige Dansk: "Ja, rigtignok kan jeg komme til at holde af Dig". (Svensk: Visst kan jag komma att tycka om dig.)

Hvis en Franskmand læste denne Historie, vilde han næppe tro sig i godt Selskab. En ung Mand, der frier i et Brev til Pigebarnet og faar til Gengæld en Indbydelse af hende, lades af komplæsante Forældre ene med den Skønne, begynder øjeblikkelig at kysse og omfavne hende og fremsætter endelig det egenlig unødvendige Spørgsmaal, om hun er sikker paa at kunne elske ham. Og hvis hun nu i sin jomfruelige Sjæl naaede til det modsatte Resultat, skulde han saa rolig gaa sin Vej med Kyssene og det øvrige. Franskmanden vilde finde hendes Forældre mer end uforsigtige, næsten umoralske – hvilket beviser den gamle Sætning, at Moralen er forskellig under forskellige Bredegrader.

Dog ogsaa her i Danmark findes der muligvis Folk, der vil forundre sig noget over den Maade, paa hvilken den strænge og moralske Hr. Børje tilbereder sit Ægteskab. Selv en forliebt Galgenfugl ser sig en Smule bedre for, inden han knytter et Forhold for Livet. Og i hvert Fald, om Hr. Børje skulde finde nogle smaa Skuffelser paa Bunden af Ægteskabets Bæger, tør han næppe anklage andre end sin egen Ubesindighed.

Efter at Marianne har forsikret Børje om sin Tilbøjelighed og paany "slynget Armene om hans Hals" og kysset ham ud af en kraftig Kyskhed, slaar Forfatterinden over i den mere romantiske Stil og skriver:

"Livet laa foran dem som et udstrakt, morgenlyst Landskab, og de skulde nu for Alvor træde ind i det. Der fandtes ikke en Bihensigt, som den ene skjulte for den anden, og Øje mødte Øje, klart og varmt, som var det et af Solen overstraalet Dyb, hvor Sjæl kunde læse i Sjæl. Endnu havde de ikke andet i hele Verden end hinanden og endnu havde intet fremmed trængt sig vanhelligende imellem dem" o.s.v.

Hvilket mærkeligt Udbrud! Hører det virkelig hjemme i denne By og i denne Scene. Man betænke, at her er Spørgsmaal om to Mennesker, der egenlig taler sammen for første Gang i deres Liv, skønt de iøvrigt har sysselsat sig mere med at udveksle Kys end Tanker og Meninger. Mon nogen af dem virkelig i denne Forlovelsestund skulde forestille sig Livet som "et morgenlyst Landskab". Men dernæst: findes der slet ikke "Bihensigter", som den ene skjuler for den anden? Men Marianne da. Hun har paa de forangaaende Sider ikke meddelt Børje, at hun om Morgenen inden Besøget var bleven grundigt sat ind i hendes Faders forkvaklede Pengeforhold, og at Familien drev paa Partiet for Børjes gode Gaards Skyld. Mon Børjes Sjæl kunde læse denne Bihensigt i Mariannes soloverstraalede Øjedyb? Og endelig, med hvilken utrolig Telegrafhastighed maa ikke disse to Mennesker føle, naar de en Time efter det begyndte Bekendtskab skulde frygte noget vanhelligende fremmed mellem sig. Naar Kyssene undtages, er de jo selv vildfremmede for hinanden.

Mest overrasket bliver Læseren dog, naar han dernæst læser: "Endnu behøvede de ikke at holde fast paa Lykken ved Kærtegn, thi selve Tilværelsen var Nydelse". Holder Børje ikke fast paa Lykken ved Kærtegn (svensk: smekningar)? Hvorfor har han da kysset Marianne, lige siden han kom ind i Stuen?

De bliver gift. Og hvis Pladsen tillod det, var det værdt at efterfortælle den mærkværdige Bryllupsaften, som Forfatterinden opruller for sine Læserinder. Det er paa éngang saa fristende og tildækket som en udmærket varm Ret, der serveres under Laag paa et fint duget Bord. Da Børje om Morgenen bider Marianne i Pegefingeren for at vække hende, og hun ler "glad og opskræmt som et Barn" til sit "skæggede Uhyre", er Stemningen paa sit Højeste.

Trods saadanne smaa muntre Scener tilfredsstiller Ægteskabet dog ikke Børje. Den arbejdsomme og dybe Natur savner Forstaaelse hos sin tankeløse Hustru. Medens han pløjer og sanker i Lade, saa hverken spinder eller saar hun. Især er det galt, at hun ikke spinder. Thi for den alvorlige Børje staar en Hustru ved Spinderokken som Idealet paa huslig Lykke. Hertil har hans Moders simple Vaner bidraget, da hun altid har levet som jævn Bondekone. Iøvrigt er Marianne lovlig undskyldt, naar hun ikke tager Eksempel efter Børjes Moder, efterdi denne aldrig er bleven præsenteret for hende. Hun lever langt fra dem i et lille Hus og Børje undser sig for at fremstille den unge atlaskesklædte Bydame for den gamle tørklædebærende Bondekone.

De to Ægtefæller gror ikke sammen trods alle Perspektiver mod et solbelyst Landskab i Forlovelsesøjeblikket. Værre bliver det imidlertid, da de faar Besøg af en Ven af Manden. Paul Sandell er en træt og blaseret Fyr, der fører mange æstetiske Netheder i Munden og efter et mislykket Ægteskab forgæves har søgt Hvile for sin urolige Sjæl. Han er kundskabsrig, men uden Ærgerriughed, langt finere af Dannelse end Børje, men uden dennes Staalvilje og Mandsalvor. Naturligvis fænger han trods sin uhyre Blaserthed straks overfor Mariannes blonde Fylde, og hun faar urolige Drømme overfor hans blege Sorthed. Men intet aabenlyst sker imellem dem, kun et optændende Koketteri med lange Blikke og dvælende Haandtryk, indtil Paul en sen Aftenstund vover et Kys paa Mariannes Hals. Samvittigheden rører sig hos den blonde Dame, og da hun netop i disse Dage pludselig opdager, at hendes Mand tør vente sig en Arving, afviser hun den paatrængende Elsker og faar ham til at rejse.

Hermed kunde Romanen være sluttet. Tilbage staar dog Mariannes Omvendelseshistorie. Hun gaar nemlig til Bekendelse overfor sin Mand og betror ham baade hendes og Vennens Koketteri og hin Aftens eneste Kys. Det piner ham svært, skønt han efter nordisk Helteskik ikke taler videre om sin Malheur. Han traver tavs omkring. Og nu kommer drøje Tider for den lidt dovne Marianne, hvis Historie meget vel kan gaa ind i fremtidige Bastiansbøger. Hun maa staa tidligt op, lave Mad, læse Landbrugsbøger (som hun forstaar!), tale venligt med Sogneraadsbønderne, revse sin forgældede Fader – og til Slutning spinde. Men hermed er ogsaa hendes Bastian formildet. Og da Paul Sandell meget hensynsfuldt skyder sig en Kugle for Panden, fører Børje hende og Barnet til den lille Bondekone, af hvem han er født, og de to Kvinder finder hinanden straks i Glæden over Barnet. Og samme Aften, siddende paa en Dragkiste, bliver Børje og Marianne enige om at leve i fuld sjælelig og legemlig Forstaaelse Resten af deres Dage. Han vil være Rigsdagsmand og hun skal hjælpe ham. "Hendes Øjne stirrede ud i Luften som imod et langt, vidtaabent Fremtidsperspektiv."

Fru Mariannes Forfatterinde har ladet sig nøje med Livets blankeste Overflade, og de smaa Krusninger, der spiller over denne stille Sø fremstiller hun med Urette som Virkninger af Lidenskabens Storme. Hun har ikke saaet Blæst og kan heller ikke høste Storm. Hendes Figurer er flade som det Papir, paa hvilket de er beskrevne; Mennesker er ikke saa lette at handtere som disse Skabninger, af hvilke Kvinderne standser ved det første Kys og dernæst giver sig til at spinde, og af hvilke Mændene plaffer sig ud af Verden paa det for andre belejligste Tidspunkt.

Fru Marianne bringer Literaturen ikke et Hanefjed fremad, hvis det ellers er Literaturens Sag at sige Sandheden om de Ting, som Videnskaben ikke omfatter. Og det er uheldigt, just i disse Tider, hvor der trænges til sandhedssøgende literært Arbejde her i Norden.

Den danske Oversættelse er ikke god, uden Forstaaelse af svensk Udtryksmaade og uden Ævne til dansk Sprogform. Men Bogen vil alligevel finde mange Læsere.

(Politiken 25. juni 1887).

I samme tidsrum havde Edvard Brandes' bror, Georg Brandes et forhold til Victoria Benedictsson. Noget som Edvard angiveligt ikke kendte noget til.

Der er ikke enighed om Brandes' kvindepolitik. Kun om at han havde en eller anden betydning for kvindesagen. I 1915 var han ret uinteresseret i kvindelige valgret. Hans forhold til Victoria Benedictsson er behandlet i adskillige bøger og artikler som ikke giver et entydigt billedet. Nogle tegner et usympatisk billede af Brandes, bl.a. baseret i et afskedsbrev hvor hun giver ham skylden for sit selvmord. Andre mener at hun er utroværdig. Pil Dahlerup skrev 1983 i en disputats at Brandes på den ene side støttede og opmuntrede kvindelige danske forfattere, på den anden side holdt han dem reelt nede og tilbage ved at fastholde dem i deres særlige kvindelige psyke, en kategori under mandens. Og mange andre synspunkter kan findes.

Franz Neruda og Kapelmesterposten 1882-1883. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Selv om Franz Neruda siden 1877 boede i England, bevarede han dog tilknytningen til det københavnske musikliv. Franz Neruda gæstespillede sammen  med danske musikere af og til i disse år. Enkelte gange også med en af eller begge søstrene. Wilhelmine optrådte også på egen hånd i Danmark. Hun var i mellemtiden blevet en international berømthed.

Franz Neruda bebudede at han  ville vende tilbage til Danmark i vinteren 1882/1883 hvor han ville foranstalte en 10 soiréer, især med Beethovens kvartetter, Schuman, Rubinstein, Brahms m. fl. I juni 1882 blev det kendt at han søgte om stillingen som kapelmester det det kgl. Teater, andre ansøgere var Frederik Rung, Bendix, Otto Malling og Balduin Dahl. Nationaltidende skrev i en længere artikel at Neruda selv gentagne gange havde udtrykt tvivl om sin kompetence, men mente at han ville blive en fortræffelig kapelmester. Nationaltidende mente at der fandtes fremragende danske musikere fuldt på højde med Neruda. Nerudas erfaring fra udlandet blev også omtalt som et plus.

Hr. Neruda og Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater I Følge et herværende Blad er Pladsen som Kapelmester ved det kgl. Teater bleven tilbudt Hr Franz Neruda, der imidlertid, i Følge samme Kilde, for at modtage denne, har forlangt en Gageforhøjelse af 1000 Kr. Da denne Meddelelse ikke er knyttet til et "Forlydende", kan man kun antage, at man har med et Faktum at gøre, og det er da unægtelig en meget mærkelig Kendsgerning thi saa vidt vides har ovennævnte fordums Kapelmusikus aldrig ledet nogen større Musikopførelse, hverken i Koncertsalen eller i Teatret. Hvorledes Teaterbestyrelsen imidlertid kan tilbyde en Musikus, der, saa at sige aldrig har havt en Taktstok i Haanden en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, vil ingen Kyndig kunne begribe, og Tilbudet bliver saa meget mere mistænkeligt, som Neruda da han var kongelig Kapelmusikus, aldeles ikke viste, al han havde nogen som helst Interesse for Operamusik, og han formodenlig af den Grund var et meget uroligt Orkestermedlem, der ingenlunde styrkede Disciplinen i Orkestret.

Det mærkeligste ved ovennævnte Meddelelse er dog, at Hr. Neruda forlanger en højere Gage end den afgaaede Professor Paulli, der var en meget arbejdsdygtig og rutineret Kapelmester. At der paa Operaens Omraade ikke altid ydedes noget Særligt kan næppe tilskrives ham, eftersom han ikke har kunnet forhindre flere af vore Operakræfter i at ældes i Tidens Løb. Mon Hr. Neruda vil forstaa bedre at sætte en Stopper for Naturens Fordringer? At Posten som Kapelmester tilbydes denne Herre, kan kun være begrundet i, at Hr. Neruda er en Udlænding, og en Udlænding, der ved sine Evner kan blænde de Indfødte, har altid nemt ved at komme frem i Danmark *). Det er vel ikke uden Grund, at vore tyske Naboer kalde de Danske for "die dumme Dänen".

*) Hr. Neruda, der jo er en Violoncelspiller, er for Tiden ansat som Lærer i Pianofortespil ved det herværende Musikkonservatorium.

(Social-Demokraten 18. juni 1882)

Neruda havde indgået bindende aftaler med engagementer i London sammen med søsteren Wilhelmine Neruda-Norman, og ministeriet anmodede af den grund Paulli til at fortsætte en tid endnu - hvilket han accepterede.

Koncertraseriet i København. Paa Grund af, at Hr. Kammermusikus Neruda, der har undt al mulig Honnør hos os, kun havde daarligt Besøg til sin første Musikmatine, have forskellige Blade opvartet med en hel Begrædelsesbog, i hvilken findes en Beklagelse over vort Publikums daarlige Smag og en Tilrettevisning, fordi dette Publikum ikke har tegnet sig til disse Martinéer, der betales med ikke mindre end 30 Kroner af hver Besøger.

Det morsomste ved Sagen er imidlertid, at de, der møder med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, have Fribillet saavel til de nævnte Martineer, som til lignende musikalske Underholdninger. Mon de Herrer vilde indfinde sig, hvis de skulde betale for de musikalske "Nydelser", som de nu mene, at Enhver har Raad til at overvære?

Forresten maa det vel erindres, at vi hos os er velsignede med en Mængde Koncerter, i hvilke der bydes Kammermusik, en Musikart, der ligger over de fleste Musikynderes Forstand. Hr. Neruda har jo selv kaldet adskillige af denne Art Koncerter til Live, og naaer han nu nu ikke frem med sit Foretagende i samme Retning, saa kan han vel tildels takke sine egne Skabninger derfor. "Men", siger Enkelte, "Hr. Neruda maa lægge til af sin egen Lomme, er det ikke skrækkeligt?" Men, siger vi, hvorfor mødes der ikke med lignende Beklagelser, naar mangen ar vore egne, dygtige Kunstnere giver en Koncert, der fremkalder et Deficit?

Vi skulle gerne give Svaret straks. Fordi Vedkommende ikte har været indskrevet i Kammeraderiet!

M.... 

(Social-Demokraten 7. november 1882).

I februar 1883 meddelte Nationaltidende så at Neruda havde afslået at ansøge om stillingen som kapelmester ved kapellet. I september 1885 modtog Franz Neruda et tilbud om at indtræde som violoncellist i samme kvartet som Joachim og Vilhelmine Norman-Neruda spillede i, idet Alfred Piatti var kommet alvorligt til skade i Italien.

I stedet for blev Johan Svendsen 1883 ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater. Han stillede som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.

Brev fra Victoria Benedictsson til Georg Brandes, 16. juni 1887. (Efterskrift til Politivennen),

Torsdag aften, d. 16. juni 1887. 

Det er den herligste sommeraften. En sidste, tøvende glans af sol. Og alting er så stille. Blå blå himmel udenfor mit vindue. Uendelig himmel. Og så det nyudsprungne grønne, som ikke berøres af et eneste vindpust. Og jeg, aldeles alene i mit kære lille forfatterhjem. Ikke et menneske indenfor hørevidde. Jeg, alene med mine bøger og mit kære gamle ur. Kan De tænke Dem, at jeg nyder denne ro? Jeg, som de sidste uger i Paris levede i et virvar af brogede indtryk og nye mennesker. Ja, jeg nyder det, thi jeg er fri nu. Der findes intet, som binder mig her. Intet. Derfor trives jeg. Men som jeg sludrer! Det var jo ikke det, jeg skulle sige. Tak for Deres lille brev-lap, som jeg fik i dag. Hver gang jeg ser et livstegn fra Dem, så undres jeg over, at De ikke har glemt mig. Og så bliver De ond over, at jeg er så fordringsløs, så skælder De så afskyeligt på mig, som kun De kan, og så hænger jeg med hovedet og bliver så hjertens ulykkelig, trods min rene samvittighed.

Kære Doktor

Hvis jeg kunne gøre min brev-tone så blød, som mit sind er bøjeligt, så ville jeg hviske i Deres øre med en lille halvkvalt latter; onde Doktor, De har været uretfærdigt ond mod mig. Og hvis De havde siddet overfor mig, der på den anden side af skrivebordet, mens alt er så stille og himlen bliver tiltagende blegblåt, så ville jeg tvinge Dem til at indrømme den uret De har øvet mod mig. Men nu sidder De ikke her, men derimod 5 timers vej herfra, og ikke alene, og så kan jeg ikke overbevise Dem, om hvor uret De har haft, og så fortsætter De med at plage mig med små krympede brevlapper eller endnu mere skrumpen stilhed. Da jeg fik det brev, De skrev fra Warszawa, kendte jeg ikke Deres adresse. Den havde De i Deres harme anset unødvendig at underrette mig om. Men jeg svarede på lykke og fromme, og også på Warszawa. Måske får De brevet på et tidspunkt.

Hvordan kunne De misforstå mig sådan? De, som burde kende mig nu. Lægge en anklage i mine ord, som overhovedet ikke var der. Jeg lavede sjov med, at vi kvinder forguder Dem, og at det morer Dem. Men herregud, kan man ikke lave sjov, selvom man forstår? Og så slog jeg over i pjank og talte om, at mit liv er så fremmed fra Deres. Kan De gøre for det? De roste Dem af at kunne “drille mig”, og da jeg betalte tilbage, så blev De for alvor ond, og daskede til mig. Fy, Doktor! Det sved. De slog for hårdt. Jeg er jo bare et lille pindsvin, trods alle pigge er jeg blødagtig og from. De ved det nok. Ydmyg. Det er så morsomt at få lov at være det af fri vilje, trække sine pigge til sig og ikke tænke på selvforsvar. Hvordan kunne De tro, skulle jeg være misundelig mod Dem? Aldrig. Jeg ønsker Dem hele verden for Deres fødder, og øger med fornøjelse samlingen, så længe De ønsker mig der.

Kan De få nogen anden mening ud af mit brev, så skal jeg betale retsomkostningerne. Og tro nu ikke, at jeg altid sidder og skriver så højtideligt, som om jeg var Pythia og min skrivestol en trefod. Pindsvinet har en ubændig trang til at lave sjov, være glad, drille, og De kan være så god, når De ønsker det, så virkelig rar. Bliv nu ikke ond, over at jeg tør udtrykke mig med så lidt ærefrygt. Jeg kan ikke skrive gammelt og forstandigt i aften. Det burde jeg kunne. Thi det fortvivlende magert kun at have pen og blæk, når sådan en aftenstund føler sig oplagt og snaksalig, som jeg gør, måske en gang hvert halve år, hvis der er nogen at tale med.

Træk en streg over al stivhed og misforståelse. Kære, lad os være mennesker, som papegøjen siger i Andersens eventyr. Har Deres rejse ikke opfrisket Dem? Jeg er blevet prægtigt oprusket af min. Jeg kan godt lide Paris. Jeg kan godt lide store byer. Jeg holder af liv og mennesker. Jeg vil ud igen, hvor og hvornår det ved jeg ikke, men jeg føler, at jeg er en nomade, og der er vist noget i det franske temperament, som jeg slægter på. Jo! Jeg ville gerne til Italien, ikke for at buldre rundt i byen som turist, men for at leve der en tid, mærke sol og varme. Jeg er tosset efter sol. Jeg fryser altid her. Her er så koldt, og det er så, så gennem-borgerligt over det hele. Jeg må ud igen.

Vær nu sød, rigtigt sød, og fortæl mig noget om Dem selv. Agter De at blive i København hele sommeren? Hvornår agter de at forelæse igen? Og Edith og Astrid, hvordan går det med dem? Et stort håndslag for det, at De tænkte på min “at dø”. De er sød, at ordne sagerne for den upraktiske Ernst Ahlgren. Tak! 

Endnu har jeg ikke kastet mig ud i noget arbejde. Jeg hviler ud og gør lange spadsereture i selskab med “fars hund”. Freden synes at være sluttet for alvor, og jeg siger igen “far” og er igen venlig, ligesom for flere år siden, inden jeg fik for sig, at han kunne tvinge mig til at blive hans hustru igen. Nej. Nu er det tid til at gå til køjs. Jeg gør det med et ønske om, at en vis herre, kunne lade være med at være ond overfor en vis dame, som virkelig ikke er sådan, som han af og til påstår. Godnat, kære, strenge, onde herre. E.

Kilde. 

Se også indslaget om Ernst Ahlgren/Victoria Benedictsson. 

Kultyve-Bander i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I de til Kuloplagspladserne ved Gasværksløbet i Kjøbenhavn stødende Gader er der, ifølge "Av.", i flere Aar aabenlyst og ved høilys Dag blevet begaaet de frækkeste Kultyverier. Som alle Udskeielser, der ikke blive dæmpede i Tide, have disse Tyverier antaget større og større Omfang, indtil de nu have naaet Toppunktet af Frækhed.

En Sværm Drenge, understøttede af diverse Koner, have organiseret sig i en formelig Røverbande, der daglig stjæle Kul.

Langs Passagen, der fører ned til Gasværkshavnen, ligge i forskjellige Hold, dels bag Stenbunker, dels bag Plankeværker og Grushobe, Drenge og Koner, forsynede med Sække. Naar Vognene, fuldt belæssede med Kul, komme kjørende og ere passerede Bagholdene, springe Drengene frem. Et Par af de Frækkeste entre op paa Bagsmækken af Vognene og rage med en forbausende Færdighed store Dynger Kul ned paa Veien. Kammeraterne ere parate med Sækkene og i største Hast fyldes disse, og de smaa Tyve forsvinde dernæst skyndsomst imellem Stenbunkerne.

Den samme Scene gjentager sig ved det næste Baghold, og paa den Maade gaar det den halve Formiddag og i Timerne efter Middag.

Dog er det ikke alle Vogne, der saaledes angribes - Nøddekul forsmaas, hvorimod de store Kul altid ere sikre paa Røvernes Bevaagenhed.

Vognrumlen gjør, at Kuskene i Reglen ikke opdage Tyverierne.

Selvfølgelig er det ikke alene Vognene, der ere Gjenstand for Bandens Eflerstræbelser. Jernbanevogne og Pramme blive plyndrede efter en større Maalestok.

Kullene blive saa solgte af Pillekonerne rundt omkring i Husene, og f. Ex. blive Folk paa Christianshavn daglig løbne paa Dørene af disse noble Forhandlere.

At det ikke er nogen absolut daarlig Forretning at stjæle Kul ved Gasværkshavnene, ses af, at en Kone, der forøvrigt blev idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for denne Forbrydelse, oplyste i Retten, at hun tjente 5, 6, 7 Kr. om Dagen i visse Perioder.

Den enkelte Politibetjent, der er posteret ved Gasværkshavnen, er aldeles magtesløs overfor Røverhoben, der i en passende Afstand fra ham hujer og piber, og, naar den kan komme afsted dermed, kaster med Sten efter ham. Naar endelig Betjenten faar sat i en af Tyvene, er han strax omgivet af en hylende Hob.

Man maa derfor haabe, at Politiet vil forøge Styrken paa det paagjældende Sted, og dernæst maa Tyvene strengt straffes, at Uvæsenet dog engang kan blive standset, inden det bliver altfor galt.

Det er selvfølgelig først og fremmest i Drengenes egen Interesse.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. april 1887).

Gasværkshavnens regulering. Stereoskopi. Taget på for lille glasplade, hvorfor det ene tvillingebillede er halveret. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.