Fordrukken Præst paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret idag paakjendt Sag sagsøgtes en islandsk Præst i første Instants ved Provsteretten til Embedsfortabelse formedelst uordentlig Embedsførelse, Drukkenskab og anden forargelig Vandel.

Af Alt, hvad der var oplyst, maatte det ansees for godtgjort, at Tiltalte i mange Aar har viist sig at være i høi Grad hengiven til Drikfældighed, og at denne Last har yttret sig paa forargelig Maade saavel i Tiltaltes Embedsforretninger som i hans Forhold udenfor samme. Det var saaledes oplyst, at han engang, da Folk agtede at gaae til Alters hos ham i Aaret 1867, var bleven beskjænket forinden Gudstjenesten skulde begynde, og at han ikke havde villet lade Gudstjenesten bortfalde og havde begyndt paa Skriftemaalet, men at det, som han da havde talt, havde været noget meningsløst Vrøvl, hvisaarsag Folk gik ud af Kirken, og da Størstedelen havde forladt denne, havde Tiltalte sagt: Saa gaae da, jeg tilgiver Eder alligevel Eders Synder i Guds Navn og de Fyrretyves. Efter den Tid er det undertiden hændet, at Tiltalte ikke har været istand til at forrette Gudstjenesten, fordi han har været beruset, og der er navnlig blevet fremhævet et Tilfælde, da Tiltalte agtede at confirmere Børn, men maatte opsætte det paa Grund af Drukkenskab. En anden Gang havde han været saa beruset, at han ikke kunde forrette en Barnedaab, hvilken Handling Vedkommende fik en anden Præst til at forrette. Men foruden disse specielle Tilfælde har ellers Tiltalte stundom været mere eller mindre beskjænket tilstede ved Embedshandlinger, eller naar han havde at forrette slige Handlinger. Udenfor Embedsforretningen har dernæst Tiltalte ofte været beskjænket ved Leiligheder, hvor denne hans Tilstand nødvendig maatte vække Anstød, særlig med Hensyn til hans Stilling som geistlig Embedsmand, navnlig har han ofte været beskjænket ved Bryllupsgilder, og hans Færd ved et saadant Tilfælde har endog været i høi Grad forargelig. Han har fremdeles forstyrret Huusandagt hos sin Medboende ved fuld Mands Lader og Fagter, og han er ofte bleven seet i meget beruset Tilstand paa Handelsstedet Akureyri, ja en Dag i den Grad beskjænket, medens han opholdt sig der, at han maatte lægge sig ude i den frie Luft under aaben Himmel paa alfar Vei. I en i 1879 afholdt Provstovisitats fremhæves det, at Tiltalte ved Visitatsen var optraadt i beruset Tilstand og havde ført forargelig og i enhver Henseende usømmelig Tale. Endvidere var det i Visitatsen anført, at, da Provsten hos Degnen og tvende Bønder forhørte sig angaaende Livet hos Menigheden, var der fremkommet mange Besværinger, og der var blevet afgivet Erklæring om, at Kirken i flere Aar kun er bleven daarlig besøgt, at kun yderst Faa i Sognet havde i de to sidste Aar gaaet til Herrens Bord og at Præsten under sine Huusbesog bekymrer sig om lidet Sindet end Optagelse af Folketallet, og at Hovedaarsagen til Uenigheden er Tiltaltes forargelige Drikfældighed.

For det ovennævnte Forhold var Tiltalte ved den islandske Synodairets Dom af 6te Mai f. A. anseet med at have sit Embede forbrudt, medens han ved Provsteretsdommen ikkun var idømt en Bøde af 200 Kr.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom.  

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1882. 2. udgave).

Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 2: Gymnastik. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er anden del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Om en Reform af den højere Pigeskole udtalte Fru Erna Juel-Hansen sig i et pædagogisk Møde i Kjøbenhavn i Tirsdags: Siden Spørgsmaalet om Skolepigers tiltagende Sygelighed først var bleven rejst, var der fremkommen adskillige Oplysninger, sidst de af Dr. Kaarsberg offentliggjorte, der syntes klart at bevise, at det ingenlunde var det aandelige Arbejde, der betingede Sygeligheden, men at Grunden til denne maatte søges paa helt andre Omraader. Dette fremgik navnlig af de Iagttagelser, der vare anstillede blandt Landboungdommen, hvor Sygeligheden omtrent var den samme, skjønt Lærdommen saa langt fra kunde siges at være overanstrængende. Som Regel troede Talerinden ikke paa, at vore Pigebørns Hjærner overbebyrdedes. Hun vilde endog gaa saa vidt at paastaa, at de ikke lærte nok af, hvad de burde lære, og alt for lidt i Forhold til de Krav, Livet nu stillede til Kvinden. Hun vilde spørge d'Hrr. Læger, der havde været saa strænge imod Skolerne, hvor mange Hjem af alle dem, de kjendte, der overholdt en nogenlunde ordenlig Hygiejne for Pigebørnenes Vedkommende. Hyppig Badning, sunde Næringsmidler og Spadsereture i det fri kunde virke Vidundere med Hensyn til de aandelige Kræfter. Det var ikke Skolerne, der bestemte, hvad og hvor meget Børnene skulde lære, men Tidsaanden eller rettere Moden - altsaa egenlig Forældrene selv. Naar disse frygtede Overanstrængelsen, hvorfor kom de da aldrig og forlangte, at Børnene skulde lære mindre, f. Ex. nøjes med et levende Sprog foruden Modersmaalet. Dette var saa langt fra Tilfældet, at man snarere hørte Klager over, at de havde for lidt at gjøre hjemme, at de kjedede sig. Hvem ramte egentlig Overanstrængelsen i en Pigeklasse, lad os sige paa 15-16 Børn? Ikke de 4-5 gode Hoveder, de have ingen Nød, for dem er Skolegangen en Leg. Saa er der 6-7 Mellemhoveder, arbejdssomme af Naturen, de følge med paa deres jævne, solide Maade uden at besværes. Saa ere der de dovne og dem, der ingen Hoveder have. Vilde man til en saadan lille Piges Forældre foreslaa f. Ex. at stryge et Sprog, blev det i Reglen taget ilde op, og Barnet blev rimeligvis taget ud af Skolen, man maatte altsaa slæbe dem med. Men for disses Vedkommende, især for dem, der manglede Evne, men havde en god Vilje, blev det let Overanstrængelse baade for Lærerne og dem selv. Det var imidlertid kun Forældrene, der kunde raade Bod herpaa, ved at staa af paa de dovne eller mindre begavede Børns Lærdom. Hvortil førte nu den moderne Undervisning? Medens den nyere Tid havde forandret Kvindens Stilling i Samfundet, aabnet hende Adgang til Erhverv ad Veje, der før vare hermetisk tillukkede for hende, er der i hendes Opdragelse og Undervisning ikke gjort noget tilsvarende Skridt fremad. I Stedet for at gjøre hende til et arbejdsdygtigt, selvstændig tænkende Samfundsmedlem, vordende Moder og Opdragerinde for den ny Slægt, uddanner Skolen hende i mange Tilfælde kun til en præsentabel Salondame, en Luxusplanle. Spørger man dem, hvis Lod det ikke blev at færdes i Salonerne eller at gjemmes i Moders Dragkisteskuffe, om de have havt nogen Gavn af deres Skolelærdom, medens de søgte et Erhverv, vil Svaret som oftest være Nej. Skolen burde ikke længer lade sig tvinge af Moden; Bestyrerinderne burde enes om at diktere andre Love for den kvindelige Undervisning, Love, der vare mere tidssvarende; "Kvindens Frigjørelse" var ikke længer et tomt Ord, men havde sat Frugt iblandt os især derved, at Fordringerne til hendes intellektuelle Evner vare stegne. Hun maatte sættes i Stand til det, om fornødent, at lægge Planen til et selvstændigt Erhverv, der selv for den gifte Kone snart hørte til Dagens Orden. Ægteskabet var ikke længere nogen absolut Forsørgelsesanstalt. Som Middel til at naa en solidere Uddannelse foreflog Talerinden at forlænge Skoletiden til det 18. Aar. Ingen Dreng regnedes for voxen for den Alder, og vi vidste alle, hvad vi regnede en nybagt Student for. Det var vistnok en Fejltagelse, som saa mange andre, at Kvinden skulde være tidligere udviklet. Ved at forlænge Skoletiden vilde man ogsaa bedre kunne imødekomme Lægerne i Letttelse af Overgangsalderen. Ethvert Pigebarns Undervisning burde dernæst afsluttes med en Examen, der kunde svare til Preliminærexamen eller Examen artium. Den nu gjældende Undervisningsplan maatte forandres, saa at Vægten lagdes paa Udviklingen af de Evner hos Kvinden, der hidtil vare forsømte, og som kunde gjøre hendes Tænkning klarere, hendes Intelligens rummeligere. Som det nu er, har en Skolepige 15 Fag med Musik, som alle skulle læres i temmelig faa Aar. Resultatet er, at intet læres til Gavns og Overfladiskheden trives. Hvor mange af vore udlærte Damer forstaa at fastholde et Udgangspunkt i Samtale eller blot at høre et Foredrag? Dette hidrørte ikke fra en ringere Intelligens, men fra en forfejlet Opdragelse. For at hjælpe paa Sundhedstilstanden og bidrage til at udvikle Viljen og Energien anbefalede Talerinden varmt en udvidet Gymnastikundervisning. Gymnastik burde blive lige saa nødvendig før Pigebørn som daglig Brød. Hun anførte Exempler paa, at hun i Paris havde set epileptiske og hysteriske unge Piger ved den Anspændelse as deres Aandsevner og Vilje, som Gymnastikundervisningen kræver, vinde Herredømmet over deres Legemer. (Mgbl.)

(Kolding Folkeblad 13. april 1882)

Harald Riise (1856-1892): Erna Juel-Hansen (o. 1885-1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gymnastik for Kvinder.

Kvindegymnastiken er et af Tidens store Spørgsmaal, og den er en af de mest velsignelsesrige Reformer, Kvindebevægelsen i Norden har bragt med sig, kommen ned til os, som den er fra Sverige, der her som meget andet paa Reformers Omraade er mere end et Hestehoved foran os.

Som naturligt er begyndte Bevægelsen i Hovedstaden, hvor der til en Begyndelse oprettedes to store, hver for sig lige ansete Gymnastikinstituts for Kvinder, dels for at de unge Kvinder her kunde faa Lov til under kyndig Vejledning at øve den Gymnastikens Sport, som de fleste har elsket fra Barndommen af. men de færreste faaet Lov at øve, og dels for her at uddanne Gymnastiklærennder, der saa senere kunde spredes Staden og Landet over og gjøre alle Landets Døtre delagtige i dette uerstattelige Gode.

Disse to første Gymnastikinstituter lededes, det ene af Poul Petersen, en Mand, der er vidt og bredt bekjendt for sine Fortjenester paa Gymnastikens Omraade, samt det andet af Fru Erna Juel-Hansen, født Drachmann.

Professor Drachmann ledede forøvrigt alt for en Snes Aar siden et Gymnastikinstitut, hvor han underviste i den saakaldte franske Gymnastik, hvor Lærerinder uddannedes for Skoler og hvor unge og ældre Damer gymnasticerede for Sundhedens Skyld.

Fru Erna Juel-Hansen er altsaa, kan man sige, opvoxet sammen med den kvindelige Gymnastik, og den energiske Læges Datter, der har arvet Faderens Virkekraft, hvilede ikke, for det blev hende muligt at rejse til Stockholm og der tage Kursus i den moderne svenske Kvindegymnastik, der i Følge mange ansete Lægers Udsagn vil være bedre for den kvindelige Ungdom end alskens Lægemidler.

I Begyndelsen havde Kvindegymnastiken meget at kæmpe imod. Mændene her til Lands var den Gang for største Delen saa bornerede, at de fandt det upassende for unge Piger, endsige for gifte Koner, at deltage i slig Sport. Og sikkert brødes da mangen faderlig Modstand kun under Taarer og Bønner eller maaske kun ved et bestemt udtalt Ønske fra den mere oplyste Moders Side, og mange brødes maaske slet ikke.

Raaheden, den hæslige Smag, stak naturligvis ogsaa sit giftige Hoved frem, og paa de første offentlige Fremvisninger mødte Mændene in pleno, ikke for at glæde sig over en sund og kraftig kvindelig Ungdom, men for at kritisere - Damernes Former.

Dog allerede ved den første Fremvisning tiltvang Kvinderne sig Respekt, og Sansen for Gymnastik og Sport i det hele er tiltaget saa betydeligt, at ingen Mand, ung eller gammel, vilde vove at forholde Kvinden hendes Ret til Legemets normale Udvikling.

Naar vi kaster et Blik tilhage og ser paa den opvoxende og unge Menneskeslægt, blot for en Snes Aar tilbage, hvorledes stod det da til?

Ja, den Gang  var Gymnastiken som saa meget andet udelukkende Drengenes og Mændenes Ejendom. Af vore Fædre vilde det, at lade et Pigebarn gjøre Gymnastik være bleven anset for et af Emancipationens vildeste Udslag.

Og det er det dog saa langt fra at være.

Naar vi tænker os om, ser vi saa ikke i Aanden sørgeligt mange Smaapiger med høje Skuldre og skæve Rygge, medens den Dreng, der er født uden Lyde, ogsaa vedbliver at være det i sin Opvæxt, og det kan han takke Gymnastiken for, Gymnastiken, som har rækket og strakt de unge Lemmer, som har givet Legemet Kraft, eller, hvor den i Forvejen var til Stede, udviklet den til den højeste Fuldkommenhed.

Og tænk, hvor de elskede Gymnastiken, disse Drenge, vore Brødre; den Time vilde de ikke for alt i Verden forsømme, de gjennemstrømmedes af Ungdommens Munterhed og boltrede sig i den støvede Gymnastiksal som løsslupne unge Foler; de kappedes med hverandre om at springe, klatre, svinge sig højst, og Brystet udvidedes. Lungerne fyldtes, Øjnene straalede af Livsmod.

Imidlertid gik Pigebørnene og saa med misundelige Blikke paa Drengene - deres Shavler hindrede dem jo i at være med, om de end nok saa længselsfuldt strakte de smaa Arme ud mod de tillokkende Tov; de maatte nøjes med en Danseøvelse, der varede højst et Par Maaneder af Aaret, og de maatte sidde Dag ud og Dag ind paa en Stol uden Ryg og strikke paa en Strømpe eller stirre paa et Broderi, og ikke sjældent hændte det, at Ryggen krummedes og Øjnene sløvedes, og den snigende Blegsot, denne for unge Piger saa farlige Fjende, tog dem helt i Besiddelse. De blev saa gjærne af Doktoren anbefalet Bevægelse, disse stakkels unge Piger, de skulde tage rigtig fat i Huset, selv med det strengeste Arbejde; de skulde gaa, de Stakler, som knapt gad slæbe sig fra en Stol til en anden.

Hvad om de var blevne raadede til et sex Maaneders Kursus i Gymnastik; mon ikke det vilde have været nok saa virkningsfuldt?

I en meget udbredt Brochure, af en bekjendt engelsk Forfatter, der har gjort Gymnastiken til sit Hovedstudium, skrives saaledes:

"Om det sunde Menneske ret kjendte de ubestridelige Sjælskvaler, som f. Ex. en brystlidende føler, medens han, der er sin Tilstand klart bevidst, langsomt hentæres - kunde han høre denne fortvivledes hjærteskjærende Selvbebrejdelse over ikke, medens det endnu var Tid, at have lyttet til Naturens og fornuftige Menneskers Raad - hørte han disse forpintes hellige Lofter om fremtidig Selv-Vedligeholdelse, dersom Forsynet blot endnu vilde skaane dette elendige Legeme fra Døden - havde han da tillige en rigtig Forestilling om, hvor meget den alt overvejende Del af Menneskeheden, ham selv rimeligvis medregnet, mangler i Brystudvikling, og hvor tvingende nødvendig en normal Brystudvikling er til Bevarelse mod Sygdommen i dettes Organer - og dersom han endelig havde et klart Begreb om, hvor simpelt og let det i Virkeligheden er at forberede og bevare sig selv i fysisk Henseende, og hvor usigelig gjerne Naturen vil være behjælpelig dermed - da vilde Brystsygdommen og andre lignende Lidelser næppe være saa almindelige. Lægerne har jo dog aldrig lagt Skjul paa den virkelige Aarsag til disse Sygdomme, og lige saa aabent og bestemt fremhæver og anbefaler de bestandig det naturligste og virksomste Forebyggelsesmiddel: Leg, Sport og Bevægelse - Legemsøvelser af enhver tænkelig Art for Mænd og Kvinder, i Barndom, Ungdom og Alderdom - hvorfor da ikke i Tide lytte til disse gjentagne og atter gjentagne Formaninger."

Jo tidligere Børn begynder paa Gymnastiken des bedre. De faar et Herredømme over deres Legeme, som er vidunderligt, en Frihed i Bevægelsen, en Lethed og Smidighed, en Sundhed og Krast, som ikke kan ødelægges hverken af Stolen uden Ryg eller af sine, hvide Broderier. Fri for Snorlivets Tvang, der fordum tjente den svage Ryg, det indsunkne Bryst til Støtte, udvikler Legemet sig nu harmonisk, idet det udvikler sig i Frihed, og Blegsoten, det snigende Uhyre, tør ikke vise sig. Ved Gymnastiken er den opvoxende unge Piges Legeme bleven sat i Stand til om fornødent at finde sig i Civilisationens eller snarere Modens tyranniske Snoreliv, og hun har nu et Overmaal af Kraft, Elasticitet og Munterhed, som viser sig i hele hendes Fremtræden. Hun vil være i Stand til at udholde de samme Anstrængelser, næsten det samme Arbejde som Manden; Arbejdet i Marken, i Kjøkkenet eller Mejeriet vil være som en Leg for hende, ligesom hun vil kunne sidde bøjet over Bog og Naal uden Smerter i Ryg eller Øjne.

Her inde i Hovedstaden har den kvindelige Gymnastik nu voxet sig stor og faaet Hævdsret. De tvende første Instituter er bleven fulgt af mangfoldige - Aflæggere af de første - og alle har de fuldt op at gjøre.

De unge Piger, der ikke for har gjort Gymnastik, vil ikke staa tilbage i Gangens Elasticitet, og de gymnasticerer, unge og yngre Fruer, der har Tilbøjelighed til al blive lovlig fyldige og faa en vis Ladhed og Træthed i deres Bevægelse, gjør Vold paa sig selv og gymnasticerer, og Kuren er vidunderlig; den gjengiver og vedligeholder Sundhed og Munterhed, den forynger og forskjønner, og Følgen er den, at ogsaa Hjemmet og Omgivelserne bliver lysere og gladere.

Men foruden de private Kursus for voxne Damer findes der nu næppe en privat eller offentlig Pigeskole, hvor ikke Gymnastiken er indført som Fag. Selv ved Studentersamfundets Arbejderundervisning var der saa stærk Forespørgsel om Vejledning i denne Legemsøvelse, at der i Aar er bleven oprettet et Kursus, hvori der deltager ca. 40 Kvinder fra 16 til 50 Aar.

Det er tænkeligt nok, at denne for Sundheden og Legemets harmoniske Udvikling saa gavnlige Sport endnu ikke ret har vundet Indpas rundt om i Stæderne og paa Landet, hvor det i endnu højere Grad end i Kjøbenhavn er vanskeligt at bryde med Traditionen. Men jeg ved dog, at saa maa mange dygtige Lærekræfter, uddannede derinde og besjælede af Begejstring for og Tro paa deres Sag, er spredt ud over det ganske Land, saa Vejledning fattes ikke.

Naar dertil kommer, at Mændene i Reglen i Provinsen er en god Del frisindede og Kvinden sædvanlig har Sans for alt skjønt, saa kan jeg ikke tænke mig andet, end at den kvindelige Gymnastik maa have en stor Fremtid for sig paa Landet.

Lige saa vist som de unge Mænd i By og paa Land ikke kan undvære denne Legemsøvelse, lige saa vist bør Kvinden tage Del i et Kursus, hvor Lejlighed tilbyder sig.

Hun bør heller ikke fly den offentlige Opvisning. Resultaterne: Disciplinen, de afrundede Øvelser, den erhvervede Smidighed og Kraft afvæbner al Raahed og Egoisme, og den Mand, der vilde vove at spotte en Kvinde, fordi hun vilde styrke sit Legeme til Gavn for ham selv og den kommende Slægt, ham er det ikke værd at tage det ringeste Hensyn til.

At en Fader eller Moder vilde nægte sin Datter at tage Del i Gymnastik, er aldeles utænkeligt, det vilde være det samme som bevidst at nedbryde hendes Sundhed, eller nægte hende det nødvendige til Livets Ophold.

Dette kan synes for meget sagt, men det er det paa ingen Maade:

Den kvindelige Gymnastik er det eneste og sikreste Middel til at forskaffe Kvinden et sundt og kraftigt Legeme i Lighed med den mandlige Ungdom.

Skam faa den, som vil afholde hende derfra.

S-h

(Aarhus Amtstidende 5. december 1890)

Mord i Grønnegade. (Efterskrift til Politivennen)

Grønnegade. I den tidligere omtalte Sag, under hvilken en Arbeidsmand paa Holmen ved Navn Peter Bendt Hessel tiltaltes for at have dræbt sin Hustru, er nu afsagt Dom ved Criminalretten, hvorved han, der har været arresteret under Sagens Behandling, er bleven anseet med 8 Aars Tugthuusarbeide efter Straffelovens § 191. Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende: Arrestanten, der er ca. 51 Aar gl., blev i 1876 ægteviet til sin Hustru Bodil Kirstine Petersen. der var ca. 1 Aar yngre end Manden. Deres Ægteskab var barnløst, men de samlevede med hinanden og boede senest i Ejendommen Nr 17 i Grønnegade, 1ste Sal over Gaarden. I de sidste Aar var Forholdet mellem dem blevet meget ulykkeligt, Skjænderi og Slagsmaal fandt ideligen Sted mellem dem, baade ved Dag og Nat. De førte jevnlig Klage over hinanden paa vedkommende Politistation, men forligtes atter her hver Gang. Anledningen til at et saadant Forhold udvikledes mellem dem, maa i det Hele antages at have været den, at Hustruen var forfalden til Drik og i høi Grad forsømte Arrestanten og sit Huus, ogsaa sin egen Person; ogsaa de jevnlig mellem dem stedfundne Slagsmaal tør antages i Reglen at have været fremkaldte ved Trætterier fra hendes Side, der bragte ham, som var hidsig og opfarende, ud af Ligevægt. Var det imidlertid først kommet til Slagsmaal, sparede han hende ikke, men tilføiede hende enkelte Gange endog ikke ubetydelige Saar, medens hun med sine Negle forkradsede ham i Ansigtet. Han havde i de 3 sidste Aarstid havt Arbeide som Dagleier paa Orlogsværftet og har stedse opført sig meget tilfredsstillende, ligesom han i det Hele synes at have været flittig og sparsommelig, ligesom han i Reglen ikke nød mere af Brændeviin end hvad han ialtfald kunde taale. Naar han om Morgenen gik til sit Arbeide, fulgte hun efter ham, idet hun udskjældte ham paa Veien derhen; flere Gange er han staaet op om Natten og har tilbragt denne under aaben Himmel eller paa Politistationen, en enkelt Gang hos en af sine Kammerater, fordi hun ikke lod ham i Fred i Hjemmet. Den 13de Januar d. A. var hun paa den nævnte fornærmelige Maade fulgt efter ham, da han om Morgenen gik paa Arbeide, og havde der iøvrigt som sædvanligt fundet Slagsmaal Sted imellem dem. Da han den paafølgende Dags Eftermiddag forlod sit Arbeidssted, var han i Følge med sin foromtalte Kammerat, der kjendte Forholdet mellem ham og Hustruen, og hvem han havde fortalt det Dagen forud mellem dem Passerede. Han brugte ved denne Lejlighed en Yttring til denne Kammerat om, at der naturligviis ventede ham ny Ufred, naar han kom hjem til sin Kone, hvorefter Kammeraten raadede ham til at flytte fra hende. Han kom denne Dag - den 14de Jannar - hjem Kl. 3½ Efterm. og var fuldstændig ædru. Ved sin Hjemkomst traf han sin Hustru beskjænket; hun begyndte strax at skjælde ham ud, idet hun sigtede ham for at have stjaalet noget Flæsk fra Kjøkkenet; heraf opstod et Skjænderi mellem dem, der endte med, at hun greb en Glaskarasse og, idet hun holdt denne om Halsen, slog hun ham med den i Tindingen, saa at den sloges istykker og der tilføiedes ham et dog ubetydeligt Saar paa det ramte Sted. Oprørt i høieste Grad herover og overvældet af Følelsen af det Utaalelige deres Samliv fattede Arrestanten, der aldrig for vil være omgaaedes med nogen Tanke i saa Henseende, det Forsæt at dræbe sin Hustru; han greb hende derfor og kastede hende, alt medens hun som sædvanlig kradsede ham, over paa Sengen, hvor han med Haanden lagt over hendes Strube, holdt hende, der laa med Ansigtet vendt opad, trykket mod Sengepuden saalænge, indtil hun, efterat have udstødt et Par Skrig, ikke længere gav Livstegn fra sig, og han antog, at hun var død. Efter et kort Ophold i Hjemmet gik Arrestanten hen paa Vestergade for at udføre et Arbeide, han havde paataget sig for en derboende Mand; han forblev imidlertid kun en kort Tid her, idet han, efterhaanden som hans oprørte Stemning fortog sig, fortrød, hvad han havde gjort, og vendte hjem for at see, om hans Hustru muligviis dog kun havde været besvimet og endnu stod til at redde. Umiddelbart efterat være kommen hjem blev han imidlertid anholdt af en fra Stationen til Gjerningsstedet afsendt Politibetjent. Medens Arrestanten behandlede sin Hustru paa den ovenanførte Maade, havde en Enke, der boede tilleie hos dem, 2 Gange aabnet Døren fra sit Værelse til det af Arrestanten og Hustru beboede paaklem, og i den Tro, at det var et af de sædvanlige Slagsmaal, der fandt Sted mellem dem, opfordret Arrestanten til at skaane sin Hustru, men var bleven afviist af Arrestanten med en i en truende Tone fremført Yttring om, at hun skulde passe sig selv. Hun var derefter gaaet bort en kort Tid, og da hun vendte tilbage, mødte hun Arrestanten paa Trappen just som han var ifærd med at begive sig hen til sit omtalte Arbeide paa Vestergade; han bad hende om ikke at gaae ind til hans Hustru, da denne sov, men hun gik alligevel ind til denne, som hun fandt liggende paa Sengen saaledes, at Fødderne hang ud over Sengekanten, og da hun ved at føle hendes Haand mærkede, at denne var kold, blev hun ængstelig og gjorde strax Anmeldelse paa 2den Politistation, linder de" herfra trufne Foranstaltninger konstateredes Arrestantens Hnstrues Død først af en tilkaldt Barbeer, derefter af en tilkaldt Læge, og Arrestanten blev, som foranført, anholdt. Efter hvad der af Retslægen i hans til Retten afgivne Erklæring er udtalt i Henhold til Arrestantens Tilstaaelse og en ved den foretagne legale Section af Liget funden Plet paa Halsens Forstade er Arrestantens Hustrues Død foraarsaget ved Kvælning ved Tryk paa Halsens Forflade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1882. 2. udgave).

Drabssag. Høiesteret paakjendte idag den tidligere heri Bladet omtalte Sag, hvorunder Arbejdsmand Peter Bendt Hessel, boende i Grønnegade heri Staden, havde tilstaaet at have den 14de Januar d. A. dræbt sin Hustru Bodil Kirstine Petersen. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Tiltalte, der er 51 Aar gammel, anseet efter Straffelovens § 191 *) med Straf af Tugthuusarbeide i 8 Aar. Høiesteret fandt, at Tiltalte havde været i det i Straffelovens § 187 **) nævnte Tilfælde; og med Hensyn herpaa ansaae Retten ham efter Slutningsbestemmelsen i ovennævnte § 191, hvorefter Straffen fandtes at kunne bestemmes til Tugthuusarbeide i 5 Aar.

*) § 191 bestemmer, at naar Nogen forsætlig dræber sin Slægtning i opstigende Linie eller Ægtefælle, med hvem han lever i Samliv, skal han have sit Liv forbrudt eller straffes med Tugthuusarbejde paa Livstid; dog fan Straffen under særdeles for- mildende Omstændigheder gaae ned til 8 Aars Tugthuusarbeide. og i det i § 187 nævnte Tilfælde endog til 2 Aars Strafarbeide.

**) § 187 bestemmer, at naar Drabsmanden har udøvet Gjerningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse imod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder til Fængsel, dog ikke under 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1882).

Hendes død blev anmeldt for skifteretten (Hun blev dræbt) 18. januar 1882. I januar 1883 var der proklama i Bodil Kirstine Hessel, f. Petersen og arbejdsmand Peter Bendt Hessels bo. Den endelige opgørelse forelå i maj 1884. Peter Bendt Hessel der var født ca. 1829, døde formentlig i 1888, altså kort tid efter udståelse af straffen.

Vore Park-Anlæg. (Efterskrift til Politivennen)

En æret Indsender har under Mærket G i Morgenbladets Nr. 48 skrevet et særdeles fornuftigt Indlæg om vore offenlige Park-Anlæg. Disse ere vistnok i faa Henseender hvad de burde være. Det er fortrinsvis Østre Anlæg, der ligger mig paa Sinde. Denne i sig selv saa smukke og store Park yder langtfra Hovedstaden den Forskjønnelse, eller Beboerne den Nytte og Forfriskning, som den burde og kunde; der er maaske knapt en Fjerdedel af Byens Befolkning, der ved, at dette Anlæg existerer, og hvorfor? - Fordi det ligger fuldstændig begravet til Ex. mod Østerbrogade af hæslige Skure, Brændestabler, Kuldynger etc. og i et Udføre, som mindst af alt egner sig til Indgang for en Park. Mod Østervoldgade skjules det af den gamle Vold, og mod Nord er det aldeles utilgjængeligt, idet den paabegyndte Stokholmsgade, som skulde føre langs Anlæget, ender i et Aflukke, hvorfra ingen Udgang eller Port langs Parken findes. - Med ét Ord, det hele danner et saa skummelt og trist Indelukke, at det udefra ikke synes at kunne friste andre, end en tilfældig Melankoliker, der søger et pas- sende Sted til at hænge sig. Børn og enlige Damer ere ligefrem bange for at gaa igjennem dette sørgelige Lystanlæg.

Om nu end Østerbro af den velvise Magistrat anses for at ligge uden for Lov og Ret, hvad alt jo nærmest tyder hen paa - jeg skal i Forbigaaende blot nævne de gamle raadne Broer ind til Byen, der endnu prunke i al deres Glands fra forlængst henfarne Dage, de store Kirkegaarde, hvor man rask væk og det nu snart i Byens Centrum fortsætter Begravelser efter en større Maalestok, Mangel af tilstrækkelige Kloaker, Politi etc. - og vi saaledes ikke for vor egen Skyld kunne vente noget af Magistratens Forsorg, saa turde der maaske være andre Dele af Byens Befolkning, som kunde have Lyst til at besøge Østre Anlæg, og i ethvert Fald vilde det dog for almindelig Anstændigheds Skyld snart være paa Tide at sætte dette i en mere tidssvarende og hensigtsmæssig Stand. - Det burde ikke alene være en Park, hvor man paa visse Tider af Dagen kan faa sig en Spadseretur; men man burde til enhver Tid af Døgnet kunne passere der igjennem. Det burde ligge frit og tilgjængeligt Nat og Dag med en Kjørevej og Ridesti, som f. Ex. Hyde Park i London, aabent til enhver Tid for Gaaende, Kjørende og Ridende. Det burde være et Sted, hvor unge Mennesker kunde more sig med Sport som Boldtspil, Krocket osv. - Nogle Veje eller Stier kunde jo udlægges alene til Spadserende, det øvrige vilde, langt fra at forstyrre, netop virke oplivende paa de Besøgende. Botanisk Have burde ligeledes være aaben i det mindste hele Dagen og Indgang dertil fra flere Sider af Haven.

En fra Østerbro.

(Morgenbladet (København) 4. april 1882)

Kobberstikker, fotograf Thomas Niels Møller (21.10.1839-18.2.1920): Østre Anlæg, Østervold 4, Dronningens Mølle. Januar 1888. Møllen lå Rosenkrands bastion i Østervold, tæt på nuværende Østerport. Møllen blev som den sidste af voldens møller nedbrudt 1895. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højres Arbejder- og Vælgerforening. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

Emil Heinrich Ryssel (1846-1923), politiker. Uddannet typograf. Åbnede 1877 en manufakturforretning på Nørrebro. Støttede C. Goos' valg i 5. kreds. Stiftede 6.10.1881 en vælgerforening i 5. kreds med navnet Højres arbejder- og vælgerforening og var organisationens formand i to år, herefter trak han sig til fordel for Carl Ploug. 

"Højres Arbejder- og Vælgerforenings Medlemsblad" er Navnet paa et nyt Organ, der fra 1ste April foreløbig vil udgaa en Gang hver Maaned. Bladets Ansvarhavende er Hr. Manufakturhandler E. H. Ryssel, og dets Navn antyder tilstrækkeligt, hvor det hører hjemme. Heller ikke om dets Opgave kan der næres nogen videre Tvivl, naar man ser, at største Delen af dets Spalter med en sjælden Generøsitet er helliget "Social-Demokraten" og det socialdemokratiske Arbejderparti. Idet vi til en anden Dag udsætter den Fornøjelse nærmere at gaa ind paa "Medlemsbladets" Absurditeter, skal vi foreløig indskrænke os til at anbefale dets "Velyndere" og "Velhavere" ikke at gøre sig store Illusioner med Hensyn til Frugterne af de Kapitaler, som stikkes i Foretegendet.

(Social-Demokraten 2. april 1882)

Højres Arbejder og vælgerforening passerer Kongens Nytorv på Grundlovsdag på vej fra Christiansborg Ridebane til Kongens Have ca. 1885. Tv. Det Kongelige Teater, th. Harsdorffs Palæ. Mange tilskuere og et par hesteomnibusser der forsøger at passere hinanden. O. 1880-1889. Kbhbilleder, public domain.