17 juli 2025

Sigrid Marie Elisabeth Neiiendam (1868 - 1955). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Andersen (1868-1955) aflagde i april 1891 prøve på Statsteatrets Elevskole i København. Hun rostes for sin fremstilling af Pernille. Herefter engageret til Det Kongelige Teater. I anden halvdel af 1896 med i Dagmarteatrets "Ungdomsleg". I december rejste hun hjem for at uddanne sig i slagtning, bagning og madlavning. Hun blev herefter forhenværende skuespiller i Statsteatret og begyndte i stedet at rejse rundt for at holde oplæsning og sang.

Annonce i Slagelse-Posten 14. september 1898 i den periode hvor Sigrid Andersen holdt foredrag og lignende. Dette skete også i flere andre provinsbyer.

Hun spillede gæsteforestillinger på Folketeatret fra 1900, bl.a. i et lystspil af Emma Gad 1906. Hun giftede sig i juli 1907 med skuespilleren Robert Neiiendam. Januar 1909 døde faderen, 68 år gammel. 

1911 vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater, hvor hun var indtil 1941. Her spillede hun 196 roller. Hendes afskedsforestilling blev beskrevet i en artikel i Politiken 31. maj 1942. Herefter gæsteoptrædener indtil 1950. Hun fortsatte til 1947 som lærer på elevskolen, hvor hun havde været ansat fra 1934. Som lærer her havde hun bl.a. Hannah Bjarnhof og Liva Weel i 1930 som skulle forberede sig til at spille Pernille i "Den stundesløse". Om hendes indsats som lærer ved elevskolen skrev Bodil Kjer i "Et offentligt fruentimmer" (Gyldendal 1997): "Sigrid Neiiendam syntes bare, at alle unge piger skulle spille en rolle ligesom hun havde tænkt sig at spille den. Det var håbløs pædagogik." Hun tildeltes 1941 Tagea Brandts Rejselegat.

Hun spillede filmroller i "Kongen bød" (1938), "Livet på Hegnsgård" (1938), sammen med Clara Pontoppidan i "Regnen holdt op" (1942), svigermoderen i Carl Th. Dreyers film "Vredens Dag" (1943) og farmoderen i "Fra den gamle købmandsgård" (1951) for hvilken rolle hun fik Bodil-prisen.

Hun udgav 1943 en erindringsbog. Den blev genudgivet i 2017 på Lindhardt & Ringhof. 

Holger Damgaard (1870-1945): Scenebillede. Påskrift: Verso: m.f. m. blæk: Folketeatret "Fra den anden Bred" 3die Stykke "Tilbage fra den anden Bred" fra venstre til højre: Hr. Ringkein, Fru Blow, Hr Albrecht Schmidt, Fru Sigrid Neiiendam. Hr Herrer. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

To Jubilæer.

Dan 1ste September for femogtyve Aar Man havde to unge Damer deres Debut paa det kgl. Teater i samme Stykke. Det var Holbergs "Barselsstuen", hvor Frøkan Jonna Collin spillede 1ste Pige, og Frøken Sigrid Andersen Ana Kandestøbers.

Siden da har da begge ombyttet deres Pigenavne med Navnet Neiiendam, og sidan da er de begge rykkede at godt Stykke længere frem paa Kunstens Bane.

- - -

Sigrid Neiiendam var længere om at finde ind til vort Teaterpublikums Bevidsthed. I sine første Aar førte hun en altfor upaaagtet Tilværelse ved det kgl Teater, men i de elleve Aar, hun var knyttet til Folketeatret, lærte hun - vel ikke at spille Komedie, for det har hun altid kunnet - men at spille ud, blive sikrere og dybere.

Sigrid Neiiendams fomemne Evne som Skuespillerinde er Karakteriseringen gennem de smaa Midler: men her kan hun ogsaa ogsaa det ypperlige, forudsat at den Atmosfære, indenfor hvilken Rollen ligger er hende kendt. I sin Kunst er hun begrænset, for saa vidt som den er af udpræget dansk Snit. Iblandt moderne Skuespillere indtager hun en lignende Plads som Jacob Knudsen i Litteraturen. I alt det, de kender, er de udmærkede, udenfor det usikre og vaklende. Helst husker jeg Sigrid Neiiendam, ikke som en af de komiske tjenestepiger i "Tvillinger" eller "Geografi og Kærlighed" ejheller som hendes henrivende "Gamle Ane" i Benzons "Foraar og Efteraar", men som en dansk Købmandsfrue fra Provinsen, let grundtvigsk farvet, i en ellers ligegyldig Komedi ("Den gyldne Flod" hed den vist) af Rosenkrantz. Den Livagtighed og Sandhed, Sigrid Nellendam her gennem ganske faa Midler fik frem, var bedaarende.

Begge de to Fruer Nellendam skylder vort Teaterpublikum Tak for mange smukke Bidrag til gode, kunstneriske Aftner. Thi begge har de haft dyb Respekt for det Arbejde, de gav sig i Vold.

J. C. 

Jonna Neiiendam var gift med skuespilleren Nicolai Neiiendam der var bror til Sigrid Neiiendams mand, robert Neiiendam. 

Højskolen og Teatret.

Fru Sigrid Neiiendam fortæller om, hvordan hun blev den, hun er.

Fru Sigrid Neiiendam. Tegning af Gerda Ploug Sarp.

Skumringen falder tæt over Stuen, hvor Fru Sigrid Neiiendam vidder henne ved Vinduet, hvorfra man kan se den grøn Indfatning St, Jørgens Sø med Himlens bleggraa Skær over sig.

- Der gik en ung Pige i Højskolen ved Rødkllde og vilde være Skueepillerinde .. ?

- Ja, svarer Sigrid Nellendam, det gjorde det. Den unge Pige havde paa Højskolen hørt saa mange Dialekter fra alle de Mennesker der kom fra hele Verden, og hun opdagede at her var noget, som uvllkaarlig tiltrak hende. Hun begyndte at kopiere sine Omgivelser, og det morede den unge Piges ForæIdre, som havde Lune, og som havde set hende, fra hun var 8aarig, spille Komedie hver eneste Dag i Lysthusene i Rødkildes Have med en Flok Jævnaldrende, først og fremmest en Fætter, som ubetinget havde Talent. Hvor vi fik Komedierne fra? Vi lavede dem selv - eller rettere, de skød op omkring os som Skræppeblade, den ene komiske Oplevelse efter den anden, omgivne, som vi var, af en Masse komiske gamle Folk hvis Fremkomst altid var som en Anekdote, som vi bagefter gjorde til en Komedie, vi spillede. Ogsaa Far kopierede jeg, tænk, sikken et Mod der skulde til: kopiere sin Far! Men tænk paa den anden Side at have en Far, der slet ikke hører Mod til at kopiere! Og Morten Eskesen kopierede jeg, det skal have været saa morsomt, sagde de, og jeg spillede Gangerpilten i Gymnastikdragt med Fars store Svamp paa Hovedet i en Ramme af 13 Par Lagener, som jeg havde syet sammen til Dekoration og dette var højtideligt, vi tog det allesammen alvorligt, og da Fru Jutta Bojsen Møller selv skulde oprette Højskole, bragte hun ogsaa Gangerpilten frem.

Sna sagde de pludselig allesammen: Gas nu ind og prøv, og de mente selvfølgelig: paa Det kongelige Teater. Jeg mødte til Prøve - Dagen før jeg skulde, men jeg sagde: Kommer jeg ikke til at prøve idag, saa rejser jeg hjem. Det bøjede de sig for - Olaf og Emil Poulsen og William Bloch, som jeg til en Begyndelse slet ikke regnede med, fordi han ikke kunde spille Komedie. Jeg havde bedt om Lov til at tage mit Tørklæde med, og det anbragte jeg paa 3 forskellige Maader i Løbet af Prøven. Jeg bestod denne og begyndte paa Skolen - og lærte i William Bloch at kende en Lærer, som blev for min Uddannelse, hvad ingen anden kunde blive. Til at begynde med mukkede jeg naar William Bloch altid stillede mig op ved en Stol.

- Hvorfor skal jeg altid staa ved den kededelige Stol? sagde Jeg.

- Den unge Hest vil ikke bære Selen, svarede William Bloch og smilte.

Saa gik jeg 4 Aar, og saa kom Peter Hansen, og da jeg stadig kun flk Smaaroller, erklærede jeg:

- Jeg vil enten have garanteret 3 store Roller i næste Sæson, eller ogsaa vil jeg have min Afsked.

Naar man taler sandan paa Det kongelige Teater, ja, saa faar man ikke de tre Roller, men man faar Afskeden. Bloch prøvede paa at klare Situationen, men det kunde "Teatret" ikke gaa med til, og Teatret det vilde i de Aar sige Peter Hansen.

Saa indlevedes "Ungdomsleg" til Dagmarteatret, og Bloch, som havde paataget sig at sætte det i Scene, sagde, at der var en Rolle deri, som jeg skulde spille. Hine Dage glemmer jeg aldrig. Men efter dem fulgte Lindstrøm. Jeg syntes Modsætningen var for stærk - og rejste hjem. Og jeg sagde til Far og Mor: Nu har jeg prøvet et gøre Lykke. Kunsten elsker jeg. Men jeg kan ikke holde Teaterlivet ud.

Mine to Søstre var da ikke hjemme. Jeg gik alene omkring, og jeg følte det, som om jeg var blevet lille Barn igen. Det var saa ejendommeligt. Jeg længtes aldrig efter Teatret. Dybt inde sad der nok noget, som længtes, men det var afspærret ved Følelsen af, at der var saa meget at komme igennem, Jeg vidste, hvor yndigt Folk kan se venlige ud, navnlig naar der er noget i Baghaanden, som man Ikke kender. Jeg kunde være lystig med de Glade, men inden i mig raadede et Tungsind, og indeni den maatte jeg gaa fra de andre, ind til mig selv, og græde.

Saa fandt Dorph mig, og jeg begyndte igen, og kom tilbage til det Kongelige. Og de sagde paa Teatret: Gud, hvor De spiller naturligt!

De sagde det saadan, at jeg skrev hjem til Fader: Hvad er det egentlig at vært naturlig?

Dette hæmmede mig. Det var ved at spolere mig paa samme Maade, som Børn spoleres naar Forælde og Paarørende gør til noget ekstra, hvad der er det oprindelige i dem.

Derfor, i de Aar, hvor jeg ikke var paa Scenen, lærte jeg bedst at spille Komedie. Jeg tror, at det staar i Forbindelse med nogle Ord, som jeg sagde en Gang til Mor, mens jeg var Barn:

Mor, vil du tro, at hvis nogen kom og sagde, at jeg maatte enten blive en stor Skuespillerinde eller ogsaa dø, saa vilde jeg vælge at dø. Og nu har jeg været Skuespillerinde i 25 Aar og jeg lever som et lykkeligt Menneske. Hvorfor jeg er lykkelig? Vist fordi jeg føler, jeg er det Menneske, jeg er, og som jeg er blevet ved dem, mellem hvem jeg er vokset op derhjemme paa Rødkilde.

B-b.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 31. august 1916).

William Edvard Bloch (1845-1926) var forfatter og teaterinstruktør. Rejste i to måneder i 1872 H.C. Andersen sydpå til Tyskland, Østrig og Italien. Blev 1881 sceneinstruktør ved Det kongelige Teater.


Fra Rødkilde til Kongens Nytorv.

Fru Sigrid Neiiendam fortæller om sin Barndom. - Da hun narrede Frede Bojsen. - Hvad Gustav Wieds "Erotik" bevirkede.

Fru Sigrid Neiiendam.

Bred og sund og velfornøjet sidder Fru Sigrid Neiiendam i sin Stue som en af van Dycks eller Rembrandts stoute Borgerfruer og fortæller om sin Barndom og Ungdom indtil hun d. 1. Septbr. 1891 som Frk Sigrid Andersen første Gang viste sig paa det kgl. Teater.

- Jeg har aldrig villet være andet end Skuespillerinde, siger Fruen. Da Jeg var 5 Aar, begyndte Jeg hjemme paa Rødkilde, hvor min Fader var Lærer hos Frede Bojsen, at klæde mig ud og agere, helst Figurer, som jeg selv fandt paa.

Det var min bedste Fornøjelse hele min Barndom igennem. Slægt og Venner morede sig ofte over mine Figurer. Jeg husker en Gang - da var jeg 15 Aar - hvordan jeg narrede Frede Bojsen.

Han kom i Besøg hos min Fader Jeg kom ind, forklædt som en sjællandsk Bondekone, og lavede en Histone om Udstykning til en Jernbane, hvormed B. skulde hjælpe mig. Han kendte mig ikke og først da jeg selv begyndte at le, gik det op for ham hvem jeg var.

- Hun løber fra Dem, Andersen sagde han til min Fader.

Det gjorde jeg jo ogsaa. Det var med Betænkelighed, at de saa mig - Højskolepigen - gaa til scenen. 

I Begyndelsen generede det mig meget at skulle gentage de samme Bevægelser paa de samme steder, og holde mig nøjagtigt til Rollen. Jeg havde jo indtil skabt mine roller selv

Bloch, som jeg sætter umaadelig højt og skylder overordentlig meget sagde om mig

- Hun er som en Hest, der ikke vil have Seletøj paa.

- Hvorfor forlod De en Tid Scenen?

- Fordi jeg var led ved Teaterlivet. Jeg havde paa Dagmarteatret haft min store sukces som Johanne i "Ungdomsleg" , som jeg spiller igen om faa Aftener. Saa fik jeg en Rolle Gustav Wieds "Erotik" hvori jeg skulde sige nogle frygtelige Raaheder, som forresten til slut blev strøget. Det gav Stødet. Saa gik jeg og blev borte i 3 Aar. Indtil Dorph-Petersen fik mig overtalt til at gaa til Folketeatret

- Arbejder De efter levende Model.

- Altid. Jeg har paa Rødkilde og Askov set saa mange forskellige Mennesker, som jeg bruger, men de vil aldrig kunne kende dem selv. Men samtidig arbejder jeg langsomt, og derfor tror jeg, at de næste 25 Aar bliver de bedste.

- - -

Kan være; men det véd Publikum i hvert Fald at dé Figurer, Fru Sigrid Neiiendam skaber, er sanddru og troværdige Menneskefremstillinger, fri for al Udvendighed og letkøbt Komik. 

(Aftenbladet (København) 31. august 1916).


Tegning af Sigrid Neiiendam i Nationaltidende 13. oktober 1921 i anledning af en matine. Hun fortalte om sin ferie til B. T. 4. juni 1922 hvor der også var et lille foto..

Hun blev som faderen begravet på Vestre Kirkegård i København, Afdeling J, rk. 9, nr. 12. Stenen er bevaret. I september 1909 blev der på faderens grav fremstillet et monument af billedhugger Rasmus Andersen med den afdødes portrætmedallon.

Neiiendams familiegravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling J, række 9, nummer 12. Stenen er den øverste til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Laura Aller (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen)

1871 blev urtekræmmerdatter Laura Bierring gift med Carl Aller. Han havde borgerskab som litograf og trykte småblade som vittighedsbladet "Ravnen" og "Helvedesposten". Forretningen gik ikke særlig godt. Laura fik ideen til at udgive et blad med mønstre og tilhørende vejledning, så damerne kunde sy på egen hånd: I 1875 "Nordisk Mønstertidende", Journal for Toilette og Dame-Haandarbejde (1874-1952). Først i Danmark, senere i såvel Norge som Sverige. 

I 1877 begyndte de udgivelsen af Familie Journalen med Laura Aller som redaktør indtil 1917. Forbilledet var udenlandsk, blandt andet det tyske Der Bazaar. Det blev en salgssucces. Familien Aller var internationalt orienterede og rejste en del for at hente de nødvendige ideer hjem. Ophavsret og kopirettigheder hørte senere til, de kunne klippe, oversætte og genbruge fra andres publikationer – efter eget behov


Laura Aller kan udmærket have set dette nummer af det tyske blad Der Bazar: illustrirte Damen-Zeitung fra 1. januar 1874. Inspirationen ses i hvert fald tydeligt. Bladet udkom 1855-1937:

Nordisk Mønster-Tidende 1890. Fra Wikimedia. 


Den 7. januar 1877 begyndte "Illustreret Familie-Journal":

Nyt Bladforetagende. Den talrige Række illustrerede Blade er alter bleven forøget med et nyt, idet Hr. Carl Aller har paabegyndt Udgivelsen af en "Illustreret Familiejournal", der skal udkomme hver Søndag til en Pris af 1 Ar. 25 Ø. Kvartalet, 42 Øre maanedlig. Trods den stærke Konkurrence mener Udgiveren, at der er Plads for hans Billedblad, idel han lover at bringe ikke blot "noget Nyt", men "noget godt Nyt", navnlig ved at aabne Abonnenterne Leilighed til at bgve bekjendte med adskillige i Udlandet udgivne Pragtværker, blandt hvilke Begyndelsen vil blive gjort med Wilhelm Hauffs Eventyr, illustrerede af Th. Weber, Th. Hosemann og Ludvig Burger: 17 Eventyr med 42 Illustrationer. Desuden vil Bladet, der nærmest synes at være beregnet paa den modnere Ungdom, indeholde Noveller, Naturskildringer, humoristiske Smaating osv. Det udkommer hver Uge med 8 Sider i kvartformot. Af Illustrationerne i det udkomne Numer ere flere meget gode; mindst vellykket synes os Gjengivelserne af nogle Billeder fra "Fliegende Blätter". I Forhold til, hvad der bydes, maa "Familiejournalens" Pris kaldes særdeles billig.

(Dags-Telegraphen (København) 7. januar 1877) 


Indholdet var litteratur, illustrationer, og de vigtigste begivenheder. Modsat andre blade som var forbeholdt de velstillede, gjorde de billige omkostninger ved fremstilling af tekst og tegninger efter Carl Allers egen metode at de kunne sælge det billigt. Det blev produceret i et lille lokale i Blågårdsgade 32. De havde købt en litografiske hurtigpresse på afbetaling som stod i hestestalden og blev betjent af en enkelt arbejdsmand. Carl Aller stod for den tekniske fremstilling og Laura Aller regnskabsfører, ekspeditionsstab, redaktør og medarbejder. Hun oversatte det udenlandske stof, skrev digte og noveller. Hun hjalp abonnenterne på "Mønstertidende" med at klippe efter mønstrene. Om nødvendigt medbragte hun børnene til trykkeriet om natten. Den første abonnent var værtshusholderske madam Svendsen i Blågårdsgade. Senere kom også skarpretteren Sejstrup og Christian IX.  

(Fra: 16 stormænd i dansk erhverv. heri: Carl Aller, s. 197-206)


"Illustreret Familiejournal", der nu har bestaaet i 5 Aar, har i den Tid vundet en meget betydelig Udbredelse, saavel heri Landet som i Norge. Bladet er af Størrelse som "Illustreret Tidende" og "Nutiden", men er meget billigere, idet det kun koster 1 Kr. 25 Øre Kvartalet; det bringer en meget righoldig Læsning, og dets Billeder, hvoraf der findes en Mængde, er i Almindelighed meget gode. Med Journalen følger endvidere et Ark Roman hver Uge. Det udkommer paa Carl Allers Forlag i Kjøbenhavn og kan bestilles saavel i Boghandelen som gjennem Postvæsenet.

(Horsens Folkeblad 8. oktober 1881).


Redaktionsskifte. "Illustr. Familiejournal"s hidtilværende redactrice, Fru Laura Aller, vil efter Forlydende i "Pr. B. og Amtst." til Nytaar vige Pladsen for Hr. Martin Kok.

(Slagelse-Posten 27. oktober 1884).

I 1885 havde bladet et oplag på omkring 100.000.


Allers illustrerede Konversationslexikon. Illustreret Familiejournals Udgiver Hr. C. Aller har nu udsendt første Hefte af sit Konversationslexikon, der paa Grund af sin fænomenale Prisbillighed - 5 Øre Heftet for Familiejournalens Abonnenter - maaske kan blive en ret farlig Konkurrent for sine to adskilligt kostbarere Medbeilere. Redaktionen af Allers Lexikon er overdraget lir. George Lütken med Bistand af Fagmænd. Udstyrelsen er, navnlig naar man seer hen til Prisbilligheden, særdeles net. Trykket i det dobbeltspaltede Oktavheftet er klart og tydeligt, ligeiom det anvendte Papir ikke lader Noget tilbage at ønske. At Omslaget er utilladelig smagløst, kan jo i og for sig være temmelig ligegyldigt. De smaa Textbilleder ere gjennemgaaende godt udførte, et Par enkelte i Prøveheftet endog fortræffeligt. Med senere Hefter vil følge kulørte Tavler og Kort. Texten synes efter det første Hefte at dømme at være valgt med Skjønsomhed, ligesom man har gjort sig Umage for at gjøre den populær og letfattelig. Ved fremmede Ord er Udtaleisen tilføiet i Parenthes. Ved Gjennemsynet af Heftet have vi dog truffet paa et gyseligt Ord, som vi ikte undlade at anholde, nemlig Kristi Atterkomst i Stedet for Gjenkomst. Hvor Hr. Lütken har faaet det Ord fra, er os ufatteligt.

(Dagens Nyheder 12. oktober 1891).

Allers Leksikon udkom i ugentlige hæfter 1892-1899 og var bl.a. med til at formidle brandesianismens og den nye naturvidenskabs antiautoritære og antimetafysiske ideer.


Laura Aller, f. Bierring (1849-1917) og Carl Aller (25.11.1945-23.8.1926). 1896. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. 


25 Aars Jubilæum.

Fru Victoria Mulvad.

I Dag har Fru Victoria Mulvad, Blaagaardsplads 9, 1. Sal tv., været ansat i 25 Aar i "Illustreret Familiejournal"s Ekspeditioner, Blaagaardsgade 32 og Amagertorv 14 over Gaarden.

Fru Mulvad, der særlig deltager i Pakningen af Bladene er meget afholdt baade af sine Overordnede, Kammeraterne og Forhandlerne, der ikke glemmer hende paa hendes Højtidsdag.

Kl. 1 har saaledes Redaktør Aller ønsket at hilse paa Jubilaren.

Dagen slutter med en Familiefest i Hjemmet.

(Folkets Avis - København. 9. juni 1914).

Det var nu ikke kun Laura der fik sparsom omtale i aviserne. Det gjaldt også hendes mand:

Carl Aller.

I Anledning af Bladudgiver Carl Allers 70 Aars Fødselsdag skriver Forfatteren Carl Muusmann i Vort Land bl. a. følgende:

. . . "Allers Familiejournal" begyndte under meget smaa Kaar ude i Blaagaardsgade paa Nørrebro. Hans Blad var billigt, men godt, og det leflede aldrig med noget politisk Parti. Dets Program var: Underholdning og Belæring i populær Form. Og lidt efter lidt blev "Familiejournalen" et efter danske Forhold mægtigt Foretagende, der erobrede hele Skandinavien, og som under sin Vækst stadig holdt sig paa Højde med den moderne Teknik. Nu er Carl Allers Etablissement et af de største i Norden, og hans Blad et af de mest udbredte.

Men Carl Aller selv?

Ja, ham er der kun meget faa, der kender. Hans Navn nævnes ofte, men hans Person er nærmest anonym. Kun de, der har arbejdet ved "Familie-Journalen", har faaet lidt Indblik i denne stilfærdige Mands Privatliv, og de er alle komne til at holde af ham, fordi han er en sjælden nobel og retsindig Karakter.

. . . Da jeg for mange Aar siden skulde skrive min første lille Fortælling i "Familie-Journalen", sagde Carl Aller til mig: "Den kan handle om, hvad det skal være naar den blot er underholdende. Men den maa ikke behandle Ægteskabsbrud, Mishandlinger af Dyr eller Blomster!"

Man kan smile af et saadant Program, men man smiler ikke af det, naar man kender Carl Aller. Det er ikke blot et Bladprogram, det er hans eget Program, og det er maaske det, der næsten ubevidst har ført "Familie Journalen" til den store Sukces, fordi det inderst inde er en umaadelig Læsekreds' uskrevne Program.

. . . Hvert Aar har Carl Aller et bittert Øjeblik. Det er, naar der i Bladene ubetænksomt staar om denne Mand, hvis Vaner er saa jævne, næsten spartanske: Redaktør Carl Aller tog i Gaar med Extratog til det sydlige Udland!

Ak, ja, om det Extratog kunde undværes, tog Carl Alter gerne til Rivieraen, hvor han ejer en Villa, paa tredie Klasse, men han har en syg Datter, der ikke taaler en Rejses Besværligheder.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 26. november 1915).


Fru Laura Aller.

"Illustreret Familiejournal"s Udgiver, Redaktør Carl Aller, har som meddelt mistet sin hustru Laura, født Bjerring. Fruen der har været svagelig de sidste 4-5 Aar, blev nær ved 70 Aar gammel.

Carl Aller er, som alle ved, forlængst en af Skandinaviens betydeligste pressematadorer, ikke mindst forretningsmæssigt set. Hustruen var en meget virksom Dame, Redaktørens aller mest trofaste Medhjælper, navnlig i "Journalen"s, første, mere vanskelige Aar. Den er nu 40 Aar gammel, ven afdøde havde - mener "Nationaltidende" - megen vel i den jævne borgerlige Tone, Ugebladet straks anslag, og som senere førte til en saa betydelig Popularitet i de brede tag hele Norden over.

Sagnet gaar - føjer ovennævnte Blad til - , at Fru Aller i gamle Dage "selv gik rundt med Bladet" men dette indskrænkede sig nok til, at hun hjalp med ved Bladets Sortering. Anekdoten har i øvrigt fin værdi som Udtryk for Fru Allers Arbejdsomhed og Iver.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 13. oktober 1917).


I en artikel i Lyngby-bogen får man et lille indblik i deres privatliv:

Carl og Laura Aller blev gift den 20. oktober 1871 og flyttede ind i en lejlighed på Dosseringen nr. 26B, hvor deres første barn, sønnen Axel, blev født den 1. oktober 1872.

Tiltrods for, at Carl Aller var en høj og tilsyneladende kraftig mand, var hans helbred ikke altid lige godt. Hans bryst var svageligt, efter sigende en gammel familiesvaghed, hvilket blandt andet gjorde, at han ikke tålte tobaksrøg. Desuden led han tit af mavetilfælde, der gennem årene kunne sprede uhygge i familien, når de pludselig kom. Allerede ved brylluppet indtraf samme aften et sådant tilfælde. Der gik bud efter den nærmeste læge, det var Nørrebros kommune- og fattiglæge Peter Eberlin, og dette sygebesøg førte til et meget nært venskab, der varede lige til Eberlins død i 1895.

Carl Allers store interesse og indsigt på litografiens område og Laura Allers for udklip af alle slags førte til, at de sammen begyndte trykningen og udgivelsen af deres første publikation "Mønstertidende" i lejede lokaler ved Holmens Kanal. Efterhånden som denne virksomhed udviklede sig, blev lokalerne for små, og Carl Aller købte da ejendommen Blaagaardsgade 32, hvortil de flyttede med trykkeri og privatbolig. Den 7. januar 1877 udkom her det første nummer af "Illustreret Familie Journal", og den 7. februar samme år blev deres andet barn, sønnen Valdemar, født her. I 1879 påbegyndtes udgivelsen af "Romanbiblioteket", der senere efterfulgtes af mange andre publikationer udgået fra "Carl Allers Etablissement". Et solidt grundlag var skabt, der gjorde det muligt, at de kunne købe Sophienholm. Om dette køb beretter Valdemar Aller:

I Somrene 1882 og 83 boede vi paa Fuglevad i den Villa, hvor senere Brede Plejehjem havde til Huse. Haven, der dengang var ret stor, gik langs med Fuglevaddam helt op til Sorgenfri Slotspark, hvor der var en sortmalet Laage ind til. Nu ser der anderledes ud.

En bred Automobilvej (Skovbrynet) er ført tværs gennem den gamle Have, og der er lagt en bred Dæmning over Dammen, af hvilken der kun er en mindre Del tilbage. Far fik paa de to Aar denne Have bragt op til et imponerende Blomsterflor, men da der manglede Plads i Mistbænkene til yderligere at udvide dette, reflekterede Far paa en lille Annonce - vistnok i Lyngby Avis - om, at Mistbænkvinduer var til Salg. Annoncen var fra Gartneren paa Sophienholm. Far og Mor tog derover i den nye Glaskaret med Skimlerne for, men i Stedet for at købe Mistbænkvinduer købte de selve Sophienholm. Det lyder eventyrligt, men er sandt.

(Sophienholm og familien Aller. Lyngby-bogen 1974-75).

Laura og Carl Aller købte Sophienholm ved Bagsværd Sø i 1883. Den fungerede som helårsbolig for ægteparret og deres fire børn. Derefter landsted om sommeren. Den var i familiens eje indtil 1961 hvor den var blevet temmelig forfalden. I 1963 blev ejendommen solgt til Lyngby-Tårbæk Kommune. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Hovedbibliotek - Opførelse af Nikolaj Hus. (Efterskrift til Politivennen).

 Nedbrydningsarbejdet ved Nikolaj Taarn.

Det er stadig forbudt Foreningens Medlemmer at deltage i Nedbrydningsarbejdet ved de gamle Slagterboder.

Falcks Redningskorps der af Kommunen har faaet dette Arbejde overdraget, arbejdede i Gaar med en Styrke paa ca. 10 Mand. Vi gaar imidlertid ud fra, at det er en Misforstaaelse fra disse Folks Side, naar de arbejdede ved et blokeret Arbejde, hvor Lønnen ligger under den der betales for Nedbrydningsarbejde andre Steder i Byen, og forveenter at de ophører hermed naar de nu bliver oplyst om, af hvilken Beskaffenhed deres Redningsarbejde er.

Vi skal senere vende tilbage til denne Sag, der har flere interessante Sider, end den at Arbejdet bliver underbetalt.

P. B. V.
Aksel Olsen.

(Social-Demokraten 28. august 1917).


Fagene.

Konflikten ved Nedbrydningen af Slagterboderrne om Nikolaj Taarn er endt.

Til Jord- og Betonarbejderne!

Blokaden af Nedbrydningsarbejdet ved Slagterboderne om Nikolaj Taarn er hermed hævet og Forholdene bragt i Orden.

P. B. V.
Axel Olsen.

(Social-Demokraten 30. august 1917).


Det nye Kjøbenhavn

De grimme Slagterboder er nu saa godt som helt forsvundet fra den Side af Nikolaj Kirke, som ligger nærmest Østergade, og Billedet af den Rentzmannske Kirkebygning viser et nyt Stykke tiltalende Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  7. september 1917).


Nikolaj Kirkebygning.

Bodernes Nedrivning.

Man er nu langt fremme med Nedrivningen af Slagterboderne ved Nikolaj Taarn. Lejerne var opsagt til 1. September. Af Slagterbutiker var der forøvrigt i den seneste Tid kun 3-4 tilbage. Resten benyttedes om Oplagsrum.

De gamle Jernboder, som nu forsvinder, har staaet i mere end 70 Aar. De blev opført 1846 af Arkitekt Peter Chr. Hagemann. Vi har tidligere givet en nærmere Skildring af deres Tilblivelse og af de mange Planer, som gik forud derfor. Bodernes Opførelse og Omlægningen af Pladsen kostede Fyrrernes København den nette Sum af 92,000 Rdlr. Hele Komplekset rummede (58 store og 10 mindre Butiker.

Nedbrydningsarbejderne skal være til Ende den 1. Oktober, og Kommunalbe￾styrelsen vil da tage nærmere Bestemmelse om, hvorledes man skal ordne den aabne Plads. Givet er det, at den Rentzmannske Kirkebygning nu kommer til at ligge frit, men der er ikke truttet Bestemmelse om Anlægets Detailler.

Ud mod Lille Kongensgade ligger den smukke Rentzmannske Bygning allerede fuldstændig frit. Mod Vingaardsstræde staar Slagteboderne endnu, men om faa Dage vil ogsaa denne Længe være nedrevet.

(Nationaltidende 11. september 1917).

Politidirektør Eugen Petersens Afsked 31. august 1917. (Efterskrift til Politivennen)

Eugen Petersen (1840-1930) var 1864-71 fuldmægtig ved Københavns Søndre Birk og fra 1872 ved Nordre Birk, samtidig i 1869 assistent i Justitsministeriet. I 1877 konstitueret, 1886 fast vicepolitidirektør i København og endelig 1887—1917 politidirektør. Medlem af den 11. juli 1905 nedsatte kommission til revision af straffeloven. 

På nærværende blog optræder Eugen Petersen ofte. Det gælder i den nedenfor nævnte skandale  Den store Sædelighedsskandale (1895-96), frigivelsen af Chresten Berg, Bulotti-sagen, Lona Barrison(1901) samt adskillige andre steder som kan findes ved søgning på hans navn, fx Se fx "Oldingeregime i Københavns Politi" (1915), "Fra borgerrådet. Røfler til Politiet" (1895), "Politibrutalitet" (1894).

Han gjorde sig bemærket i 1889 da han anmeldte August Strindbergs teaterstykke "Frøken Julie" til justitsministeriet. Politiet mødte op til generalprøven og forbød opførelsen. Stykket skulle have haft verdenspremiere i Dagmarteatret 2. marts 1899. Højrepressen indledte en pressestorm mod opførelsen som usædelig - stykket er senere blevet anset som et hovedværk i naturalistisk dramatik.

Niels Christian Hansen (1834-1922): Eugen Petersen og Claudia Caroline Cathrine Petersen, f. Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Politidirektør Eugen Petersen gaar af.

Han har indgivet Begæring om sin Afsked fra 1ste September.

For, Gud véd, hvilken Gang dukkede i Gaar det Rygte frem, at Politidirektør Eugen Petersen havde besluttet at trække sig tilbage. Rygtet, der som en Løbeild spredtes gennem det gamle Domhus, blev - netop fordi det har været fremme saa ofte for og altid er blevet dementeret af Kendsgerningerne - modtaget med Skepsis og Mistro. Men det beholdt Livet.

Thi Rygtet havde Ret denne Gang:

Eugen Petersen har tilstillet Justitsministeriet sin Afskedsbegæring fra 1. September at regne.

Ret ejendommeligt kommer Politidirektørens Afskedsbegæring den samme Dag, "Dansk Politiforening"s store Ombudsmøde aabnes i Odense, hvor i al Fald Forarbejderne og Foragitationen har lovet en samlet Aktion og et fælles Stormløb af hidtil ukendt Enighed og Styrke mod de Traditionens evige Mure, der i hvert Fald I den store Offentligheds Øjne i fremragende Grad har været repræsenterede af Eugen Petersen. Og dog tager man sikkert fejl, saafremt man paa nogen Maade stiller hans Tilbagetræden i Forbindelse med de forestaaende Omvæltningsforsøg.

De, der kender Eugen Petersen véd, at han ikke hører til dem, der viger for Bajonetterne. Det er i Aar tredive Aar siden han overtog Stillingen som Politidirektør i København, efter i Forvejen en Aarrække at have været Vicepolitidirektør. Og han har i denne lange Tid aldrig nogen Gang bøjet Hovedet for hverken Angreb eller Kritik, aldrig nogensinde veget en Tomme fra det, han mente ret og retfærdigt.

Eugen Petersen.

Nogen populær Mand er Eugen Petersen aldrig bleven i den danske Hovedstad. Han kom jo til i en Tid, da den politiske Gæring var paa sit højeste, og han stod for Styret i alle de Aar, Frisindet har maattet bruge til at kæmpe sig frem til Magten her i Byen. Intet Under da, at han ofte har maattet staa for Skud - og Intet Under, at der mange Gange er skudt uretfærdigt og grundløst paa ham.

Han forstod Imidlertid at staa for Skud. Han tog imod det med oprejst Pande og med sit rolig Smil uden ømtaalellg Hidsighed eller smaalige Hævntanker. Han var i al sin Færd en gennemnobel Mand - lidt af den gamle Skole, kan hænde, men strengt retfærdig, angst næsten til Sygelighed for at gøre noget Menneske Uret og hjælpsom i det Stille paa de mange Steder hvor han kunde komme til at hjælpe i Kraft af sin Formue og den udstrakte Magt, hans Stilling forlenede ham med.

Det er uomtvisteligt at Tiden paa Punkter var løbet fra ham - at han nu eller i den nærmeste Fremtid maatte gaa. Men han gaar med fuld Honnør. Og Retfærdigheden vil byde københavnerne at sænke Kaarderne ved hans Afgang. Ikke mindst vil dette blive gjort af hans mange Hundrede Underordnede i Politietaten der i ham altid har mødt en ganske vist streng, men forstaaende og hjælpsom Chef, der ejensynlig kun med den største Beklagelse har set Bevillingsmyndighederne Gang paa Gang nægte ham Midler til og lægge ham Hindringer t Vejen for at forbedre Politifolkenes trange Kaar.

(Aftenbladet (København) 26. juli 1917)

Aftenbladets foto er af Red. erstattet af J. Petersen & Søn: Eugen Petersen (1840-1930). Det er dette foto som Aftenbladet havde brugt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 


Politidirektør Eugen Petersen gaar af.

Hvem skal være hans Efterfølger?
Der er allerede flere Kendte Navne paa Tale.

Efter i 30 Aar at have været ansat i det ansvarsfulde Embede som Politidirektør i Kjøbenhavn agter Hr. Eugen Petersen nu at trække sig tilbage fra 1ste September.


Dette Skridt kommer jo ikke ganske uventet. Politidirektøren er jo 77 Aar gammel, og der har meget ofte, naar der var Strldspørgsmaal af en eller anden Art, verseret Rygter om, at nu vilde han gaa, men stadig forblev 
Eugen Petersen paa Pladsen og vogtede sin Stilling efter de Principer, han nu en Gang havde stillet op

Spørgsmaalet om, hvem der skal være hans Efterfølger, er selvfølgelig nu blevet t højeste Grad aktuelt, og vi skal nævne et Par af de Navne, der i Øjeblikket synes at have de største Chancer.

Politimester Cold i Aarhus er som Leder af Landets næststørste Politijurisdiktion og som Indehaver af en af de fineste juridiske Eksaminer en Mand, der rnaa regnes med. Endvidere har Overretsassessor Riise med sin store Erfaring ogsaa en betydelig Chance, men den unge, energiske Kriminalretsassessor og Politiker Jesper Simonsen er sikkert ogsaa en Mand, der er Aspirant til Embedet.

Han er en Mand, der i Øjeblikket har nogen Indflydelse indenfor det politiske Parti, der har det afgørende Ord at sige ved Besættelsen. Der vil sikkert ikke gaa ret mange Dage, før man faar bestemt Klarhed over dette Spørgsmaal, der selvfølgelig skal løses saa hurtigt, som det paa nogen Maade kan lade sig gøre.

(B. T. 26. juli 1917)


Eugen Petersen søger sin Afsked.

Politidirekter Eugen Petersen.

Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, har efter Forlydende indgivet Begæring om at blive afskediget fra sit Embede til den 1. September i Aar.

I en Menneskealder har Eugen Petersen slaaet i Spidsen for Københavns Politi, og der er dem, der mener, at han uden Skade kunde have gaaet noget noget før.

Han er nu en Olding paa over 77 Aar, og dette Faktum er næppe uden Forbindelse med, at Politikorpsets Udvikling længe har staaet i Stampe.

Der trænges til yngre Kræfter og friskere Impulser.

Københavnerne, herunder Indbefattet Politiet, vil græde med tørre Øjne den Dag, da den højt bedagede Olding siger Farvel.

(Folkets Avis - København 26. juli 1917)


En Udtalelse af Politidirektøren.

30 Aars Virksomhed. - Sympati for Politibetjentenes ønsker om Reformer.

Trods sine 77 Aar er Politidirektør Eugen Petersen en af de rankeste Skikkelser paa Domhuset. Med usvigelig Nøjagtighed møder han hver Middag paa Klokkeslet paa sit Kontor for Løbet af Eftermiddagen at ekspedere et Utal af Sager, - men hans Humør som hans Arbejdskraft synes usvækket.

En udmærket dygtig og retsindig Embedsmand, - det er den Karakteristik, Enhver, der har lært Eugen Petersen at kende, vil give ham.

I en lille Pause i Arbejdstimerne aflægger vi Politidirektøren et Besøg for at anmode ham om en Udtalelse i Anledning af hans forestaaende Tilbagetræden.

- Der er aldeles ikke noget mærkeligt i, at min Afskedsbegæring fremkommer netop nu, begynder Politidirektøren smilende. 

Den 15. August er det 30 Aar siden jeg modtog Udnævnelsen til Politidirektør, og jeg har forlængst besluttet mig til at træde tilbage, naar denne Dag var naaet, og August Maaned var gaaet.

Det har været en interessant, men ogsaa tit en brydsom Tid. Det eneste Punkt, jeg vil tænke tilbage paa med Utilfredshed, er Spørgsmaalet om Politistyrkens Størrelse.

Det er min Overbevisning, at Politikorpset er altfor ringe til den store By. København er jo i de 30 Aar blevet en helt anden By.

I tidligere Tid var det dog Kotume, at Korpset f. Eks. hvert 3. 4. Aar blev forøget med 30-40 Mand. Men Ordenspolitiet er ikke blevet udvidet i de sidste 11 Aar, skønt Indbyggertallet i den Periode er vokset med 100,000. Dette Forhold betegner jeg som enestaaende.

Vel er der nu og da sket smaa Forøgelser, - i det Tempo, at naar jeg krævede 60 Mand, fik jeg 35, - men disse Forøgelser var l Virkeligheden Forringelser af den tienstgørende Politistyrke, idet nemlig de nye Folk skulde benyttes til at udfylde de Huller, der blev, naar Betjentene skulde have en lille Ferie.

Men det har al Tid været saa, at naar jeg kom med mine Henstillinger vedrørende Udvidelse og Modernisering af Politiet, lød Svaret, at i Øjeblikket var Kommunens Budget absolut anstrengt ...

Resultatet er simpelthen blevet, at det københavnske Politi ikke kunde følge med i Udviklingen.

Vi burde bl. a. have vore egne Køretøjer, stationeret ved Politistationerne, saaledes, at Udrykningerne kunde foregaa ligesom Brandvæsenels. Et Forslag herom ligger imidlertid ganske roligt og hviler sig i Magistraten.

Naar der indtræffer en Ildebrand eller sker en Forbrydelse, ja, saa kan Politibetjentene se, om de kan komme med en Sporvogn ...

Bevægelsen Indenfor Politiet.

- Jeg ser med Sympati paa de Ønsker, der nu er fremme blandt Politibetjentene, Kravene om bedre Lønninger og bedre Arbejdsvilkaar.

Om den foreslaaede Boykotning er det rette Middel til at naa frem, skal jeg ikke udtale mig.

Eet er nødvendigt til at faa Reformer indført, nemlig Penge, Penge.

Hvis de 30 Aar ikke var gaaede, vilde det have interesseret mig meget som Politidirektør at have været med i den Bevægelse, der nu er i Færd med at rejse sig

(København 27. juli 1917)


Eugen Petersen.

Af en Forhenværende.

Det morer ganske sikkert den gamle Politidirektør i disse sidste Uger af hans usædvanlig lange Embedstid at erfare, hvor upopulær han er. Han har ikke hørt derom før! Tværtimod - i visse Kredse var der i Tidens Løb gjort adskilligt for at bilde Børn og Voksne ind, at Eugen Petersen var en umaadelig gammeldags, ja, helt reaktionær, stiv Herre, der saa surt til alt nyt.

De, der kender Politidirektøren rigtigt, har altid vidst, hvor aldeles hen I Vejret en saadan Karakteristik af hans fine, ejendommelige Personlighed er og var.

Han er og har alle sine Embedsdage været en sjælden unervøs Mand. Efter sindig Overvejelse tog han sine Beslutninger, der naturligvis ikke altid kunde blive til Behag, og saa brød han sig fejl om alskens Kritik. Han er en human, velmenende Mand, dertil en raisonnabel og praktisk, endelig en i dette misbrugte Ords sandeste Betydning frisindet. Men han har skyet al "Reklame" og har ingen Sinde nedværdiget sit ansvarsfulde Embede ved at gaa paa Jagt efter Folkets Gunst. Paa "Etaten"s Vegne har han derimod altid været fuldbevæbnet.

Posten som Hovedstadens Politidirektør er vel nok en af de mest udsatte her til Lands; Kritik kan ikke undgaas, gøre Alverden tilpas kan og bør Politiets Chef ikke. Det er ikke for Intet, at Eugen Petersen er født I Holstebro: med jydsk Ro og Besindighed har han virket, altid aarvaagen, altid oplagt. Lidt kølig - tilsyneladende i hvert Fald; men Blikket i hans stærke øjne røber hans Hjertelag og ydermere aldrig svækkede Sans for Urets og Menneskenes komiske Sider.

Netop derfor morer han sig bestemt lunt naar han prises og roses Just nu, da han har besluttet at sige sin mangeaarige Gerning Farvel. Af Hjertet under man den gamle Embedsmand denne Glæde, inden han faslader sine ikke lyse, men rummelige Kontorer ud mod Hestemøllestræde og det Arbejdsbord, der stedse har været ryddeligt og sirligt til Eksempel for andre ....

.... Mange er de Historier, der kunde berettes til Bekræftelse paa, hvad her ovenfor er løseligt antydet om Eugen Petersens Særegenheder. Her blot en enkelt af lystelig Art, der dukker op i Erindringen fra før "Systemskiftet"s Dage: Afdøde Teaterdirektør Ferdinand Schmidt havde paa Scenen l Etabl. National opført en kaad, revueagtig Bagatel, der satiriserede orver en ret smagløs Skønhedskonkurrence, der havde fundet Sted paa Klampenborg Badeanstalt. Den anonyme Dilettant, der havde skrevet det lille Stykke, var ret nærgaaende mod en den Gang kendt Borger i Staden, der naivt nok havde ladet sig lokke til at fungere som Dommer ved "Konkurrencen". Herover var der af hans Familie klaget til Politiet, da tilmed Schmidt i Maske og Manerer understregede Karikaturen. Direktøren blev i den Anledning kaldt op paa Raad- og Domhuset; thi en Censor havde det lille Teater endnu ikke faaet. Da Schmidt, der var et forslagent Hoved og fuld af Skalkestreger, havde hørt, hvad det gjaldt, fordristede han sig til - med Gravalvor - at sige: "Skal vi to ikke et Øjeblik begge to aflægge Direktørværdigheden? . . . Maa MenneskeI Schmidt tale lige ud af Posen til Mennesket Petersen?" Hvortil Eugen Petersen med sin vaagne Sans for Komik straks smilende svarede: "Jo, lad gaa - hvad vil saa "Mennesket" Schmidt sige mig?" Naa, saa prøvede Ferd. Schmidt at knibe udenom det taktløst-personlige I Farcen, Indtil Politidirektøren stoppede op for hans Tungefærdighed og i al Gemytlighed, men særdeles bestemt anbefalede ham at faa en Censor beskikket, da ellers Politidirektøren maatte agere Censor og saa maatte Stykket, der samlede Hus, ikke gaa tiere. Schmidt skyndte sig op i Justitsministeriet og fik Departementschefen, Ricard, bedaaret til endnu samme Dag at ansætte en Censor for "National"s Teater (det blev Dagmarteatrets daværende, Overretseagfører M. A. Meyer), denne læste Stykket, der var ganske kort, og da man ikke af Teksten kunde se, at der sigtedes til nogen bestemt Person, havde han intet at bemærke til det tilsyneladende harmløse Sludder. Schmidt var henrykt, fordi han paa denne Maade kunde forfølge sin Succes, og roste Politidirektøren som en "mageløst forstaaende Mand"; men den, der morede sig mest over Udfaldet af denne lille ægte Københavnske Episode, det var vistnok Eugen Petersen.

Mennesket Petersen - det er ikke den Side af Politidirektøren Eugen Petersen, man vil komme til at savne mindst, hvem der saa end bliver hans Efterfølger.

(Nationaltidende 30. juli 1917, 2. udgave)


Københavnske Politiforhold.

Ved Politidirektørskiftet.

Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, trækker sig tilbage den 1. September. - Skønt hans Ledelse i Aarenes Løb atter og atter er bleven angreben, er der nu, da han fratræder, taget meget blidt paa ham. Uheldigvis har dem københavnske Presse netop i disse Dage meddelt et Par ondartede Udbrud af Politibrutalitet. Saaledes har en Betjent paa Politistationen givet en Dame en Lussing. Bemeldte Betjent er fremdeles i Funktion og saa vidt Offentligheden bekendt, har han ikke faaet anden Straf end en mild Røffel af Assessoren i den offentlige Politiret. Denne Kendsgerning kaster et grelt Lys over den Aand, der besjæler det af Hr. Petersen ledede Korps, og peger paa, hvor grundigt der maa ryddes op efter ham. Om Politiet er mere eller mindre uheldigt i en Provinsby, havde i Reglen kun lokal Interesse. Derimod har det Betydning for hele Landet, hvorledes Politiforholdene udvikler sig i vor store, altfor store Hovedstad. Hvad der trænges til i København, er ikke saa meget mere Politi som bedre Politi. Særlig uheldigt er det, at Overledelsen pranger med tom juridisk Viden i Stedet for praktisk Greb og Menneskekundskab.

I 1863 omdannedes og moderniseredes det københavnske Politi under Ledelse af Crone, der forinden havde erhvervet sig et godt Navn som Politimester i Helsingør. Har Politidirektør Crone end ikke undgaaet at støde mod forskellige af de Skær, som under 70'ernes og 80ernes politiske Bølgegang var faretruende for Sejladsen, saa klarede han dog i det hele Politiskuden og nød Anerkendelse saavel indenfor Politikorpset som hos Publikum. Uheldigvis fik han ikke til Efterfølger daværende Politimester i Odense Oldenburg, der som Vicepolitidirektør havde vist fremragende Dygtighed og vundet Tillid hos Politiet og blandt Københavnerne. Hr. Ricard - Justitsministeriets myndige og almægtige Departementschef - protegerede navnlig Hr Eugen Petersen, ønskede ikke den dygtige og selvstændige Oldenburg! Kort sagt, i 1887 blev Hr. Eugen Petersen, der i 10 Aar havde levet ubemærket som Vicepolitidirektør, København Politidirektør. Denne Udnævnelse har været skæbnesvanger for Udviklingen af det københavnske Politivæsen. I 30 Aar har Hr. Petersen beklædt den ansvarsfulde Post som Politidirektør. Selv hans ivrigste Beundrere - de kan let tælles - maa indrømme, at han hverken nyder Tillid indenfor Politikorpset eller hos Publikum. Hr. Petersen er en fin Jurist, en udmærket Kontormand, der holder Orden i sine Sager og ekspederer hurtigt, men han har manglet væsentlige Betingelser for at være Politichef. Han er en juridisk Stivstikker, uden Spor af bonsens, mangler fuldstændig Menneskekundskab, kender hverken Københavnerne eller Forhold og Personer indenfor Korpset. Men et eklatant Eksempel: 

Hele København - Hr. Petersen undtagen - vidste, at daværende Politiassistent Henrik Korns svage Side var det smukke Køn, at hans løse Forbindelser løb op i Dusinvis, og alle Politimænd - Hr. Petersen undtagen - havde hørt, at Korn som Opdagelsesbetjent havde forført en ung og køn Arrestantinde. Desuagtet blev Hr. Korn Chef for Sædelighedspolitiet, og Resultatet blev følgende: Inspektør Korn skød sig 1895 en Kugle for Panden, efterladende en Kassemangel paa 10,000 Kr., helt afset fra at han havde snydt Enker og Faderløse for en 5-6000 Kr. Endvidere var Sædelighedspolitiet under Korns Regimente blevet saa demoraliseret, at en Overbetjent., der havde faaet en Panteobligation paa 16,000 Kr. forærende af en Bordelværtinde, nødtes til at tage sin Afsked, og at to menige Betjente blev straffede for Myndighedsmisbrug.

Om Hr. Petersens Forhold til den Nedgang, der under hans Styrelse har fundet Sted paa Opdagelsespolitiets Omraade, skal her bemærkes følgende:

Indtil 1895 arbejdede det københavnske Opdagelsespoliti upaaklageligt, og det skyldtes den Omstændighed, at Hr. Petersen havde arvet som Chef for Opdagelsespolitiet en klog og praktisk Politimand Inspektør Carsten Petersen. Saa indstilledes i 1895 til Inspektør for Opdagelsespolitiet den unge Politiassistent paa Vesterbro, Hr. Cand. juris Henrik Madsen. Dette Valg vakte almindelig Forbavselse hos alle indviede, det være sig indenfor eller udenfor Politietaten. I Københavns Politi fandtes jo Mænd, der var langt mere kvalificerede end den ganske uerfarne Madsen - den københavnske Politiassistentstilling er en ren Sinecure. Her skal blot nævnes saa udmærkede Emner som de senere afdøde Politimænd, Politiassistent Niels Jensen, Overbetjentene Rudolf Petersen, Klein og flere. Men Hr. Eugen Petersen havde nu en Gang bidt sig fast i den Tankegang, at en juridisk Eksamen særlig skærper mulige Opdagerevner. Dette er selvfølgelig er Misforstaaelse, da den juridisk Formalisme snarere kvæler de Spirer, som findes. Naar undtages Tyskland - der synes fremdeles at skulle være vort Forbillede i stort som smaat - er der da heller intet større Land, hvor de højere staaende Embedsmænd i Opdagelsespolitiet rekrutteres fra den juridiske Verden.

Dette Misgreb fra Hr. Petersens Side har været skæbnesvangert for en moderne og tidssvarende Udvikling af det københavnske Opdagelsespoliti.

Hr. Henrik Madsen er vist velbegavet, har en meget ordentlig første Karakter, er sikker baade hæderlig og flittig, men han kan jo ikke gøre ved, at han ikke fra Fødslen af er bleven udrustet med psykologiske Evner. Det gik dog nogenlunde, saa længe Souchefsposten beklædtes af en fremragende Opdagelsestalent, den forhenværende Matros Rudolf Petersen. Efter dennes Død har Uheld paa Uheld fulgt Hr. Madsens Ledelse. Her skal ikke gaas i Enkeltheder, men hvad manglende Menneskekundskab angaar blot mindes om, at Hr. Madsen beholdt i Opdagelsespolitiet en bekendt Homoseksualist som Carl Hansen. I Retning af Forbrydelsers Opdagelse skal fremhæves, at der i Følge statistiske Opgørelser er klarlagt Forholdsvis færre Forbrydelser end førhen. Endvidere kan nævnes det københavnske Opdagelsespolitis originale Optræden overfor Mejrupmorderen og i Bulottiaffæren samt henpeges paa dets vaklende langsomme Indgriben overfor den saa kaldte Carl Lorentz-Bande.

Nej, det er saamænd ikke mere Opdagelsespoliti, der udkræves i København, men et dygtigere, bedre lønnet, først og fremmest bedre ledet.

- - - Der vil ikke fældes mange Taarer, naar Hr. Eugen Petersen den 1. September forlader det betydningsfulde Embede, som han aldrig burde have haft, og til hvis Bestridelse han har manglet saa væsentlige Betingelser. Og indenfor Politikorpset hersker almindelig Glæde over, at man nu endelig bliver af med en Chef, der altid har staaet stejlt mod Betjentenes berettigede Ønsker. Paa "Dansk Politiforbund"s Generalforsamling forleden blev det saaledes vedtaget, at der skulde iværksættes almindelig Boycotning i København for at erholde ubeskaaret det ugentlige Fridøgn, og det oplystes, at det var Hr. Eugen Petersens "Lovfortolkning", som det skyldtes, at Betjentene berøvedes saa og saa mange Fridøgn.

Ogsaa paa et andet Punkt er Hr. Eugen Petersen optraadt som Lovfortolker i Modstrid med Politikorpsets Interesser. I Lov af 11. Februar 1863 § 6 hedder det: - - De højere Poster i Politiet besættes i Reglen ved Oprykning fra de lavere og alene efter Duelighed, ikke efter Tjenestealder. Til ingen af de i denne Paragraf nævnte Poster (Politiinspektører, Politiassistenter osv.) med l udtagelse af Lægen, udkræves nogen Eksamen."

I Modsætning til Crone har Hr. Eugen Petersen til de højere Poster indstillet lutter Candidati juris - en enkelt Undtagelse bekræfter Reglen. Dette er ikke alene i Strid med Lovens Aand og Bogstav, men en stor Uretfærdigbed overfor de mange ældre og erfarne Kræfter, som derved er bleven afskaarne fra at erholde de vellønnede Politiassistentstillinger. Og det har været til ubodelig Skade, at Opdagertalenter som Niels Jensen, Rudolf Petersen, Klein o. s. v. er blevne afskaarne fra Chefsposter, fordi de ingen Eksamen havde. Man drager blot en Sammenligning mellem en Politiassistent som afdøde Niels Jensen og nogle Candidati juris som Stephensen (afskediget som Politiinspektør, nu i Middelfart), Thorvald Smit (afskediget af Oldenburg som Politiassistent i Odense, senere umuliggjort som Politiassistent i København, død som Politimester i Aalborg) samt Tvermoes (for Tiden Politiassistent i København). Sammenligningen falder ikke ud til Fordel for Juristerne.

Thomas Graae.

(Fyns Venstreblad (Odense) 26. august 1917)

Affæren der startede med Korns selvmord og udviklede sig under navnet den store sædelighedsskandale, er udførlig behandlet på denne blog. Eugen Petersen rolle i denne kan læses der.


Politidirektørskiftet

Hr. Eugen Petersens Afsked.

For sidste Gang i Embeds Medfør residerede Politidirektør Eugen Petersen i Gaar i Direktørkontoret paa Domhuset, hvor han modtog Visit af en Række Embedsmænd og Andre, der ønskede at tage Afsked med ham.

Opdagelsespolitiet Chef var den sidste, der aflagde Rapport for den gamle Politidirektør.

Ved 2-Tiden ankom Departementschef Schrøder for paa Justitsministeriets Vegne at overbringe ham en Tak for hans Arbejde i den forløbne Tid. Endelig mødte Kriminalrettens  Assesorer in pleno og Politiets Embedsmænd.

I Dag overleverer Hr. Eugen sine Embedspapirer til Politidirektør Dybdal.

Politiets Blad om den nye og den gamle Politidirektør

Politiets officielle Organ Politivennen skriver i Gaar bl. a:

I sine Udtalelser til Pressen har Politidirektør Dybdal fremhævet, at han ønsker Politiet ledet i engelsk Aand og efter engelsk System, og netop dette er jo, hvad Personalet gennem mange Aar har kæmpet for. Københavnske Politi-Embedsmænds Studierejser er hidtil bestandig gaaet Syd paa, - nu oplever vi maaske at se dem gaa mod Vest.

... Selvom Ønskerne gik i Retning af en ung Mand paa Politidirektørposten, fordi der kræves et meget stort Arbejde, saa maa dog Indrømme, at skønt denne Fordring Ikke lod sig opfylde, saa har vi dog faaet en Chef af hvem vi har Lov at vente os et lydhørt Øre, Forstaaelse af de fremsatte Krav, og Villie og Evne til at gennemføre de paakrævede Reformer.

- Flittig og arbejdsom til den sidste Dag; heftig og elskværdig. Gentleman til Fingerspidserne, saaledes var Eugen Petersen, naar man søgte ham. Kort og klart faldt hans Afgørelser, og hvorledes de end var, saa tvivlede Ingen om, at de var fremgaaet som Resultater af en fuldt ud hæderlig retlinet Karakters Overvejelser.

Og endelig vil vi mindes - hvad der aldrig kom frem over for Offentligheden - den stille, bramfri Maade, hvorpaa Eugen Petersen, tidligere trofast hjulpet af sin nu afdøde Hustru, søgte at hjælpe der, hvor Nød og Trang havde til huse. Der er mange, mange, som nu ved Afskeden vil sige en stille Tak for en Hænd, der raktes dem i et kritisk Øjeblik.

Det er et Billede af den afgaaede Politidirektør, som vi nu passende kunde fastholde i Mindet, og det er Eugen Petersen blandt Børnene ved Politiforeningens Juletræsfester Der var det Mennesket Eugen Petersen, som viste sig for os fra en af sine kønneste Sider, og ham ønsker vi en rolig og fredelig Livsaften.

(København 1. september 1917)


Oprørssagen. 

De tre unge Socialdemokraters Frifindelse.
Et behageligt Nederlag for Politimyndighederne.

Vi har omtalt Kriminalrettens Dom i den Sag, der var anlagt mod 3 unge Socialdemokrater, J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edm. Christoffersen, fordi der i Socialdemokratisk Ungdomsforbunds 1. Maj-Procession var et Banner med Inskriptionen:

Knæk Sablen!
Brud Kronen!
Styrt Kirken!

Kriminalrettens Afgørelse blev en fuldkommen Frifindele, saaledes som man paa Forhaand maatte vente.

For "Social-Demokraten"s Læsere er denne Sag saa kendt, at det er overflødigt nærmere at omtale den. Det er nok at erindre om, hvorledes Socialdemokratisk Ungdomsforbund de sidste 4 Aar hvert Aar i sin 1. Maj-Procession har baaret et Banner med ovennævnte Inskription.

De tidligere Aar gav Banneret hvert Aar Politiet Anledning til el meningsløst - som Regel brutalt - Indhug paa den fredelige Procession.

I Aar lod man Banneret passere, men anlagde altsaa i Stedet Sag mod det 3-Mands Udvalg, der havde arrangeret Processionen. Og Sagsanlæget gik endda ud paa at forlange de paagældende 3 straffet efter den saakaldte Oprørsparagraf, hvori det hedder:

"Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve Kongen Livet, Friheden eller Tronen, straffes paa Livet. Den, som I den Hensigt at forandre Statsforfatningen eller den bestaaende Tronfølgeorden, opvækker Oprør eller paa anden Maade fremkalder eller leder Voldshandlinger, der tilsigter at bevirke en saadan Forandring, straffes paa Livet eller med Tugthusarbejde paa Livstid. Den, som deltager i Oprør eller Vold af den omhandlede Beskaffenhed, anses med Strafarbejde i mindst 3 Aar."

For sikkert alle tænkende Mennesker var denne Aktion fra Politiets Side fuldkommen ubegribelig. Det maatte paa Forhaand anses for ganske udelukket, at man i vor Tid kunde bringe denne Paragraf i Anvendelse mod fredelige Processionsdeltagere, der demonstrerer for Socialdemokratiets kendte Krav om Militarismens, det arvelige Monarkis og Statskirkens Afskaffelse.

Resultatet: Frifindelsen af J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edmund Christoffersen svarer derfor meget nøje til, hvad der bar været ønsket af den offentlige Mening.

Derimod er Politiet næppe ligesaa tilfredsstillet. I særlig Grad maa dette gælde den fhv. Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, der 3 Aar igennem gav sene Betjente Ordre til brutalt at hugge løs paa den fredelige Procession.

Nu er det altsaa slaaet fast, at Politiets Optræden var ganske ulovlig, og at det paagældende fremtidig skal passere i Fred saavelsom alle andre Bannere med Fyndord for politiske og sociale Krav.

Forhaabentlig er Sagen dermed sluttet. Det vilde være ganske urimeligt, om der nu lavedes mere ud af denne Sag ved at trække uen (or Højesteret 

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 4. juli 1918).

Politidirektør Eugen Petersen appellerede sagen til Højesteret der den 2. december 1918 stadfæstede dommen og frifandt de tre. I 1914 demonstreredes med banneret: "Ned med kongedømmet". Det medførte anholdelser, men efter klage til justitsministeriet blev de anholdte løsladt. 

I april 1915 havde politidirektør Eugen Petersen forhørt sig i Justitsministeret, om det var tilladt at fremsætte sådanne ytringer i det offentlige rum. Departementschefen mente ikke, at det kunne være lovligt, men stats- og justitsminister C.Th. Zahle (RV) var af en anden mening: Kun hvis "et sådant banner vækker forargelse mellem tilskuere, og dette giver sig udslag ved udråb, påtale eller stærkere indgriben", måtte politiet skride ind og fjerne banneret. Politiet skred derfor først ind da banneret nåede festpladsen. Her beslaglagde politiet ved en fejltagelse et banner med "Vi kræver valgret fra 21 Aars Alderen" inden de fik fat på det ønskede. 

I 1916 fik man lov til banneret "Knæk sabelen". I 1917 var der sammenstød med politiet. Efter en henvendelse til justitsministeren blev de anholdte løsladt mod at protestmøderne holdt op. Underhånden meddeltes at politidirektøren snart ville blive afskediget. 


Dagens Fødselsdagsbarn.

Forhenværende Politidirektør Eugen Petersen.

Tre og firsindstyve Aar fylder Eugen Petersen i Dag - uden at blinke. Tænk, hvilken Konstitution don Mand maa have! i tredive lange Aar sad han som Københavns øverste Politimyndighed, og Gud, hvor var vi i Grunden onde ved ham i den Tid! Hvor har vi dog tidt været efter ham i Bladene! Naar Betjenten tog sig en Øl i Kælderhalsen, saa raabte vi: Eugen, slaa Proppen i! Og sov Betjenten lidt, saa: Eugen, - du faa Gluggerne op!

Jo, jo, Eugen Petersen har rigtignok maattet høre lidt af hver Slags, men han tog det med en beundringsværdig Ro, det anfægtede ham ikke, og han gaar stadig rank og spænstig rundt i Byen og glæder sig over, at nu maa de andre tage Kløene. Og møder vi ham, river vi Hatten af og bliver saa glade, det er, som mødte vi en gammel Ven, vi længe har savnet. 

For Sandheden var vist den at vi i Grunden allesammen saa godt kunne lide ham. Kom man op paa hans Kontor og vilde være ubehagelig, blev man altid modtaget paa den mest elskværdige Maade, Politidirektøren lyttede elskværdigt til alt, hvad man sagde, og sukkede:

- Ja, det er vist rigtigt nok, alt det, De dér siger!

Og naar man var gaaet, sagde han til sin Fuldmægtig:

- Hvad var det i Grunden, Manden vilde?

Og saa gjorde Eugen, hvad han selv vilde - og hvad Fatter gør, er alligevel altid det rigtige.

Michael.

(Folkets Avis - København 11. april 1923).


Eugen og Claudia Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.