30 juni 2014

Vægteruskik

I aften den 28. december blev et menneske, der var klædt som matros og kom ud (og skal ikke sige for vist om han blev stødt ud) af spisekælderen i næste hus op til urmager Roslev, med det råb bag sig: Pågrib ham, vægter! meget ilde behandlet af en vægter, skønt han forholdt sig ganske rolig og passiv. Han forsøgte med gode ord og ved at gå rolig sin gang at berolige vægteren. Men denne vedblev et helt stykke hen ad gangen at bearbejde ham med morgenstjernen og tilredte ham ynkelig. I den formening at dette er en ganske ulovlig fremfærd af en vægter, der vel i det højeste er berettiget, når uorden har sted til at arrestere, og kun for nødværge tør slå, indvendes dette som kan bevises når kræves, til Politivennens fremsætning.

( Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 574-575)

Om ørkesløse Æblekællinger

(Indsendt)

P.M.

Med inderlig fornøjelse læste jeg Landhusholdningsselskabets sidst aflagte regnskab i mit kammer. Jeg tilstod mig selv at det ikke kunne fejle, at selskabet jo ved sine så mange slags fortræffelige anstalter til nationalflids opmuntring i begge rigerne og ved undervisning og belønning, måtte have draget mange ledige siddende eller omløbende tøs, eller mange førhen doven eller ørkesløs gammel kælling til at gribe strikketøjet eller rokken. 


Skønt straks efter, da mine forretninger kaldte mig på gaderne og torvene, fandt jeg til min store bedrøvelse det modsatte. Jeg så nemlig at dette frugtrige år har gjort fire til fem hundrede tøser og koner til æblekællinger. Dvs. til dagdriverinder, som hele dagen igennem ikke bestiller andet end at bevogte de roligt liggende æbler med hænderne i skødet, og aldrig skal tage strikkepinden i hånden for at skaffe sig et par varme strømper til vinteren, da man i hobetal ser dem gå med nøgne hæle. Regner man at et halvt år således hendangles ved æblekurven og ansættes æblekællingernes tal til 500, og hvad de ved strikning daglig kunne fortjene til 4 [], så vil en statshusholder finde dette strikkearbejde ville give landet en fortjeneste af 3.800 rigsdaler årligt, uden at tage vindingen for moralen i betragtning. Skulle altså nogen patriot vide et middel til at bringe sådan en strikning i gang, så ville han fortjene sig en så udmærket tak af publikum, at han ikke ville misunde os at have givet ham den første ide dertil.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 572-573)

29 juni 2014

Et Par Ord til postdirektionen

I mandag aftes kl. 10½ kom anmelderen på posthuset for at se om posten var ankommen, men fandt på brættet - "Posten er ikke ankommen" -

I tirsdags morges kl. 91/4 indfandt jeg mig der igen og på brættet stod "Posten er ankommen kl. 9½" og man fortalte at karterne havde hængt ude fra kl. 6 om morgenen og var taget ind igen kl. 9. Anmelderen som er en blandt dem for hvem det er højst vigtigt at brevene bliver hastigt modtaget, gør postdirektionen det forslag, at i sådanne tilfælde lade karterne hænge ud fra 8 til 11 om vinteren og fra 7 til 10 om sommeren. Ligeledes ønskede man en anden indretning skete ved karternes indtagelse nemlig: I stedet for at en betjent, når klokkeslættet er ude, kommer og slider tavlen fra adskillige i det samme øjeblik de står og ser på det, kunne man jo lade indgangen lukke med en dør når tiden var ude, og ikke lade flere komme ind, men lade dem som allerede var inde, gennemse karterne. Direktionen ville vist ved at ændre disse to påankede poster, gør sig mange blandt publikum forbundne.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 569-570)

Spørgsmål

Er det forsvarligt af ejeren af Skotborgs Læderfabrik at lade de mange heste som han i denne tid dræber, kaste ud i stranden? Hvem erstatter fiskerne den skade deres redskaber muligvis kan tilføjes derved? Og hvem indestår for at de ikke, når de ved den mildere lufts komme, forrådner, kunne medføre de skadeligste virkninger for de menneskers sundhed, der bebor de kyster ved hvilke sådanne ådsler omsider linder? Så meget burde dog vel enhver mand i landet kende til Danmarks love, at han vidste at sådanne ådsler bør (når de ikke bruges til føde for kreaturer) nedgraves 2 alen i jorden. Således har kongen befalet *)

*) Se for. den 31. janu. 1794.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 558. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Uorden ved komediehuset

Da hr. forfatteren af Politivennen lader til ikke at forbigå nogen uorden, tror man det ikke til besvær at gøre dem opmærksom på de utilladelige uordener, som daglig eksisterer ved Komediehuset, med soldater etc. som tiltrænger sig ret til at opkøbe billetter. Ja ikke engang tillader noget skikkelig klædt menneske at komme ind for selv at tage billet, før de har været inde og opkøbe alle billetter på nær nogle få parterrebilletter. Vil man nu se stykket, må man købe af disse prangere og betale 100 ja mange gange 200 procent mere, end den for billetterne fastsatte pris. Det har hændt mig og nogle af mine bekendte at være blevet trukket tilbage ved håret af disse uberettigede prangere. Skulle der ikke kunne findes et middel til at forebygge sådant forsalg, og var det ikke muligt at forebygge denne utilladelige uorden, og at standse sådant for publikum så skadelige onde?

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 553-554. [Estimeret dato: 22. december 1798])

28 juni 2014

Rådmand Baadhs brændeoplag

Rygtet siger at Rådmand Baadh har lejet en plads af den gartner, som har forpagtet Thots have, og opsat en betydelig del brænde på denne plads. Da denne stabel står meget nær ved en smedje, og der findes næsten lutter små tæt sammenbyggede bygninger rundt omkring samme, klagede de omkringboende over den fare de på grund af dette brændeforråd var underkastet i tilfælde af ildebrand . Det blev da påtalt hr. rådmanden, at opsætte et skur over samme. Der blev også straks opført et skur. Men hvorvidt denne kan betrygge naboer og genboer for den betydelige fare, de ved denne brændestabel er underlagt, vil jeg overlade enhver at bedømme, når jeg oplyser dem om, at dette skur ikke er andet end et teglhængt tag, som hviler på træstolper. Hvorved altså stablens sider er ganske blottede og udsatte for samme fare som førhen, om nu stærk vind førte en gnist fra smedjen ind på en af disse åbne sider. Rådmanden anmodes derfor herved, at lade opmure en mur rundt om sin brændestabel, og politiet gøres herved opmærksom på denne uorden. Indsenderen heraf skal ikke undlade at bekendtgøre publikum, de i denne henseende tagne betryggelsesmidler.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 552-553. [Estimeret dato: 22. december 1798])


Til Læserne

Da der i anledning af hvad i nr. 35 i en meget anstændig tone var indrykket om rådmand Baadhs brændeoplags farlighed i ildebrandstilfælde for de omkringboende har stået et meget bidsk og usømmeligt avertissement undertegnet Lund i Adresseaviserne, hvor i udgiveren beskyldes for ondskabsfuldhed imod rådmanden, øvrigheden, brandvæsnet osv. vil man atter gentage hvad i planen nr. 1 er sagt og hvad hidtil er holdt, at dadlesyge eller personligt fjendskab ikke skal give et eneste bidrag plads i bladet, men blot den hensigt at gavne. Det er i øvrigt ved angivelse af misbrug ligegyldigt hvor fornemme, rige, mægtige, agtede de mænd kunne være der forårsager dem eller lander dem være upåankede. Det eneste der retfærdiggør eller fælder angiveren: om fejlen virkelig finder sted (i dette tilfælde om brænde under skur lettere antændes end brænde i muret pakhus) eller om den blot er indbildt.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 623-624) 

Atter om Brændet i Reetz Thotts Have.

Indsenderen af avertissementet om det farlige brændeoplag i Store Kongensgade nævnede kun rådmand Baadh, fordi frygtet som avertissementet udtrykkeligt siger, angav ham som det ejer. Da han nu har fået under retning om at dette ikke forholder sig således, tilbagekalder han gerne dette. Dog tror han at burde anmærke at dette avertissements hensigt sandelig ikke har været at skade noget menneske, men at rådmand Baadh blot er nævnt fordi rygtet nævnte ham som ejer. Enhver indser altså let at det må være indsenderen ligegyldigt enten en rådmand eller en geheimeråd, enten Gartner Lund eller noget andet menneske ejer dette brændeoplag. Men hvem der end ejer det, gentager jeg hermed at det er meget farligt, og anmoder den højeste randret at undersøge det nøje. Enhver anden som ikke har lejlighed til at se samme, vil jeg blot have henvist til Politivennens nr. 35 hvor det findes beskrevet. Og blot tilføje det spørgsmål: hvad er mest farligt, enten et brændeskur som dog forbydes ved seneste brandordning, eller en sådan til alle sider åben og for ildgnister der herligt kan skjules mellem brændestykkerne udsat brændestabel, hvis eneste skærm er et teglhængt tag som vel kan hindre brændet fra at blive vådt, men aldrig udholder ildgnister som kommer fra siden? Hr. gartner Lunds uartigheder skulle af mig blive ubesvarede, og jeg vil ganske tilgive ham samme, dersom han vil underrrette publikum om hvad undersøgelser og foranstaltninger vedkommende og brandretten i særdeleshed anordner til tryghed for naboer og genboer.

(Politivennen, 1799, hæfte 4, nr 40, s. 627-628)


Redacteurens Anmærkning

I Krak 1798 står Rådmand Baadh som boende i Norgesgade 199. I 1856 husnummer 13. Norgesgade hed siden 1877 Bredgade. Adressen lå omtrent hvor nu Palægade krydser Bredgade.

Artiklerne affødte en retssag som er beskrevet i Politivennen nr. 59, juni 1799. s. 939-944, Politivennen nr. 60, 1799. s. 958-960, Politivennen nr. 61, 22. juni 1799, s. 974-975, Politivennen nr. 62 og 29. juni 1799, s. 986-989. Retssagen endte med at Seidelin måtte betale 10 rigsdaler til Almindeligt Hospital, men ellers ikke noget.

26 juni 2014

Uorden på Kultorvet samt nogle politiforslag

Hr. Politiven!

I Politivennen er før klaget over den slette justits, som finder sted på torvene mellem bøndervognene. Denne klage har imidlertid ikke hjulpet. Anmelderen forekommer det endog som om uordenen i den henseende bliver værre dag for dag. Og som bevis på at det er næsten så slemt som det kan være, anføres her hvad han var vidne til den 19. december. En gammel udlevet kone, og nogle formodentlig skolebørn kom om formiddagen fra Rosenborggade for at ville gå ind i et hus i Frederiksborggade, omtrent lige før førnævnte gade. De kunne ikke komme til fortovet for bøndervogne og heste som var tæt pakket på hinanden. De måtte derfor i snavs og møgdynger gå midt i gaden lige til Nørreport, og så hele turen op ad tilbage op fortovet, hvor de endda havde vanskelighed med at komme igennem, da der endog stod heste sammesteds. Ked af forbandelser over politi og bønderne, som udøstes af de på fortovet gående, banede anmelderen sig vej ud på gaden ved at springe over nogle vogne for at komme over på Kultorvet ved siden af den gård udenfor hvilken skildvagterne stod. Men der var ingen mulighed i at komme derhen, uden at gå langs ad det skidne torv til Købmagergade og så tilbage til det anførte bestemmelsessted.

Det er virkelig utilgiveligt, at de ansvarlige ikke påser orden med torvene. Om end husejerne er ligegyldige ved at ingen uden besværlighed kan komme ind i husene, bør de dog tænke på lejerne og hele publikum, og alvorlig gøre forestilling til politiet om denne sag. Enhver borger kan påstå at gaderne skulle holdes så ryddelige, at han ikke skal gå meget af sin vej for at komme ind i et hus, hvor han har ærinde; påstå, at politiet holder såvel derover, som over at ingen heste bindes til kældre eller gadedøre, hvorved fodgængerne tvinges til at gå ud på de smudsige gader, eller hvis tilfældet er det samme som på Kultorvet, en lang vej udenom, for at komme derhen han vil.

I færd med at påanke uskikke, beder jeg Dem, hr. Politiven, at ville gøre Brolægnings-kommissionen det forslag, at lønne en betjent, der kunne efterse alle uordener og forbedringer, som slår ind i deres fag, og af hvilke en del rejser sig af gadernes forandring eller udvidelse. Da ville den afviser fx bortskaffes, der nu står på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade, og fortjener at betragtes af enhver, som hidtil ikke har set den. Den må have givet god fortjeneste til kirurger og hestedoktorer, og hjulmænd og andre håndværkere, og forbandelser i overflødighed af dem som den kostede forslåede skinneben.

Førend jeg slutter har jeg en bøn til Dem. Enhver som læser Deres blad med opmærksomhed, har vist erfaret at flere personer ikke retter de mangler eller uordner som angives. Jeg vil ikke tro at årsagen dertil skulle være mangel på agtelse for publikum. Snarere kunne den måske søges i visse folks had til publicitet, og deres forsæt ikke at læse de udkomne flyveblade. Ikke at have læst Politivennen kan da tjene dem til undskyldning, hvis de ikke har rettet fejlene. Jeg beder derfor at hvis en eller anden uorden skulle påankes flere gange uden at blive rettet, De da ville tilstille vedkommende et eksemplar af det nummer, hvori anmeldelsen er sket. Rettes fejlen da ikke, eller årsagen ikke angives, hvorfor det ikke sker, burde de offentlig nævnes, og det så ofte, indtil de forbedrer sig. Dette er en fortjent straf for at ringeagte publikum. Hvad befolkningerne ved dette forslag for Dem selv angår, da ville de vel skamme sig ved ikke at betale det enkelte nummer, som bragte dem til syndernes erkendelse. Blev dette imidlertid ikke tilfældet, ønsker jeg bladet så mange købere, at denne udgift kunne tåles.

-B

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 545-549.
 [Estimeret dato: 22. december 1798])

17 juni 2014

Om Adresseavisen og dens Ombringing

Om adressekontoret er en privat eller offentlig indretning, er et spørgsmål som måske ønskes besvaret. Næsten skulle man in dubio antage første, da det er et såre fordelagtigt institut for de vedkommende. Men om indretningen opfylder de pligter den skylder det offentlige, er et andet spørgsmål. Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne. Tilbagebetale det der er givet for avertissementerne som ikke kan læses, synes at være en retspligtig erstatning. Og nu abonnementerne, hvorledes får de erstatning. Men endnu en uorden bør dog anmærkes: At avisen er færdig trykt kl. 9, endog udleveret mange steder er fuldkommen bekendt. 

Men burde den ikke være leveret overalt inden kl. 10 senest. Et par flere bude kunne få en fordelagtig indretning og holde et overskud af den. Kl. 1, 2 er vist for sildig, siden det skal være dagsavis. Såvel de der søger efter østers og kramsfugle, som det store antal der leder efter ærter, flæsk og gryn, ønsker vel hver at have avisen midt på formiddagen. De der bor uden for byen, og har bud her om eftermiddagen ville også være vel tjente med at kunne få adresseavisen samme dag, for i det mindste dagen efter at kunne anskaffe sig det averterede, for ikke kan de lade deres bud opholde sig til eftermiddag når det begynder at mørkne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 540-541. [Estimeret dato: 15. december 1798])


Redacteurens Anmærkning

Artiklen suppleres med en lignede klage over adresseavisen, s. 564-566


"Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne." (Forsiden af avisen som den så ud i 1798.)

Gadepatrulje i Klareboderne

Denne lille gade har alt for smalle fortov i forhold til sin skønne bredde, og desværre langt udgående trapper.

Rendebrætterne foran de fire huse næst ved Købmagergades søndre hjørnehus er dels ikke i den stand de burde være, dels tilstrækkelig brede, og endelig gør afviserne dem til dels ubrugelig.

Marskandiseren på hjørnet af St. Købmagergade optager fortovet på en ulovlig måde.

Hjørnegården af Store Købmagergade på nordsiden har en åben bred rende fra gaden som er virkelig farlig, da gående i mørket let kunne få foden deri når de allerede er i færd med at snuble ved fortovets pludselige nedsynkning på dette sted.

To sådanne render er der også for hr. agent Gyldendals gård. Ved at dække disse render med brætter vil han bevise publikum en sand tjeneste.

Hjørnehuset af Pilestræde på sydsiden har også en sådan åben rende


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 538-539. [Estimeret dato: 15. december 1798])

"Klareboderne har alt for smalle fortov i forhold til sin skønne bredde, og desværre langt udgående trapper" (Fortovet er stadig smalt, og der er også udstående trapper. Klareboderne set mod Købmagergade. Eget foto, 2015)

Spørgsmål med beføjet ønske

Kære hr. Politiven

Hvad synes De om det smukke træsnit det sjette bud er prydet, i salig Doktor Morten Luthers lille katekismus? Mon det gør noget fordelagtigt indtryk på den unges hjerte, der får denne bog i hænder, og ser hvorledes Potifars vellystige hustru med magt slæber den stakkels Josef i sengen til sig, for at bedrive hor?

Jeg hælder, for min del stærkt til det modsatte. Hos mig har det i min første ungdom, og hos en del andre, med hvem jeg fik i skolen, lagt den første spire til vellyst. Det var derfor såre ønskeligt, om de ansvarlige ville sørge for, at dette lokkebillede for eftertiden måtte forbydes bogtrykkerne at indføre i denne ungdomsbog. Og hvem som handlede herimod, burde straffes med streng mulkt.

Og min vel de øvrige billeder i samme bog, såsom Moses med de store horn, Kain der slår sin bror Abel ihjel. Susanne i badet, der i sin nøgenhed overrumples af to gamle skæggede skælme, der viser sig såre uforskammede. Den beskænkede Noa. Og det der forestiller: Den såkaldte mand efter Guds eget hjerte: David på sin altan som med sin hellige harpe i hånden, med vellystige øjne beskuer den nøgne Batseba i badet, osv. Mon de siger jeg, gør nogen nytte. Og burde de ikke fordømmes til samme skæbne? Selve det fjerde bud burde udelades, da det ikke svarer til sin hensigt, men tværtimod gør den endnu uskyldige unge bekendt med den last, der opvækker hidindtil ubekendte følelser hos ham og - som ofte er tilfældet - for evig berøver ham hans timelige lyksalighed.

Give Gud! at vedkommende, jo før jo bedre ville tænke herpå, og rydde alt af vejen, hvad der i den såkaldt børnelærdom skader og fordærver den unges hjerte! Give Gud! At det måtte overlades til en Marezoll, Klausen, Bojesen, Hjort o.a. fl. at omarbejde vore skolebøger, der skulle handle om kærlighed til Gud, sig selv, og sin næste! Da ville mennesket blive - hvortil vi alle uden undtagelse er skabte - dydige, gode, retskafne og lykkelige! - Det Ske! O snart! Snart.

Simon Sandru

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, S. 534-536.
 [Estimeret dato: 15. december 1798])

16 juni 2014

Spørgsmål om kællingesang

Hvad synes De hr. Politiven, om den sang som så mange fattige mener med deres børn, om aftenen på offentlige stræder, især på hjørnerne, søger at fornøje forbigående med? Burde det ikke forbydes? Lider ikke især deres børn meget ved dette skrigeri på deres bryst, og ved ondt vejr ligeledes, foruden på deres hilsen? Er ikke det offentligt tiggeri, som burde forbydes?

Børnkær


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, S. 492-493. [Estimeret dato: 24. november 1798])

Varsko i Overgaden neden Vandet paa Kristianshavn.

I denne gade i egnen af Sølaboratoriummet har nogle gadedrenge en hest som de udlejer til andre drenge (og som vel også kunne kaldes gadedrenge siden de tager del i gadedrengestreger), og hvormed de rider så umanerlig at folk ikke går sikre på samme gade. De rider sent ud på aftenen især om søndagen fra kl. 4 til kl. henimod 6. At visse ryttere ikke alene i denne gade, men også på andre offentlige pladser til skræk for fodgængerne mange gange anstiller deres kavalleristiske øvelser er nok så mange bekendt. Man ønsker vel med anmelderen af dette denne uorden ophævet.

Peer Tilfods.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 491-492. [Estimeret dato: 24. november 1798])

Lygtemangel.

Der er adskillige steder her i staden hvor man kunne ønske nogle flere (og tændte) lygter end der allerede er (et bidrag til en fortegnelse på sådanne steder vil man søge at levere). Men der er intet sted hvor de således mangler end på vejen fra Østerport til Store Kongensgade hvor der ikke findes en eneste lygte. Man finder det og man har ret i det, utilgiveligt at gader hvori megen færdsel finder sted, mangler den nødvendige belysning. Men skulle det være mindre tilgiveligt at lade total mørke herske i en del af byen der bebos af en klasse mennesker der for en stor del består af folk som nu og da tillader sig uordener der slet ikke kunne være fredeligt sindede velkomne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, s. 478-479. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Møddinger på Landevejen

Landevejene til Utterslev, Brønshøj og Buddinge plejer hver vinter at belægges med møddinger. Og for ikke længe siden så man et par sådanne ligge på vejen, som går over Utterslevs marker til Søborghus, hvilke havde ligget der sommeren over fra forrige vinter. Det er ikke nok, at disse landeveje for det meste ingen anden reparation gives, end ved at opkaste jord på dem fra grøfterne. De skulle også gøres mere dyndfulde ved saft møddingerne meddeler. For ikke at tale om den hindring for passagen som derved sker.

At denne uskik må være blevet bemærket af amtets politi, tør man næsten ikke tvivle om, da en af ovennævnte veje fører til Ballerup, hvor amtets ret holdes. Lige så lidt bør man betvivle, at vedkommende politiets bestyrer, en almindelig agtet embedsmand, jo har søgt at hindre landevejenes brug til sådanne oplagssteder. Men at de endnu ikke er det, må formodentlig have til årsag, at de anstalter, som hidtil i medhold af lovene er føjede derimod, ikke har været kraftige nok i deres virkning.

Det er blevet sagt, at det skal være vanskeligt, ja næsten umuligt, at få oplyst hvem der er ejermændene af sådanne bunker, og at mulkt altså ikke kan anvendes med nytte. Og man har hørt fortælle, at da engang den beslutning blev taget at sælge sådanne møddinger ved offentlig auktion for således at få dem bort og muleten inddreven, blev de bortført natten før auktionsdagen, og den gode birkedommer måtte da han kom til sin forretning, vende tilbage med en lang næse. Til ikke så lille fornøjelse for de, som havde spillet ham dette puds.

Det synes at et kraftigt middel mod dette onde var, at sådanne på vejene henliggende møddinger blev erklærede forbudt, og som offentlig ejendom skænket til hvem der ville køre dem bort. Hvorunder måtte tillige bekendtgøres, at den som med magt hindrede bortkørslen, var at anse og straffe som for udøvet voldsgerning.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 473-475. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Om Tjenestepiger i Hovedstaden.

Da jeg i Politivennen i stykket betitlet "Hvad jeg vil gøre når jeg bliver politimester", side 91, læste at fordærvelsen hos tjenestepiger er så stor at de på ingen måde bør gives medhold imod deres husbonder og madmødre, sukkede jeg højt ved mig selv, og i mit suk genlød: ja, til visse er fordærvelsen blandt tjenestepiger i hovedstaden stor, og hvis der ikke i tide forebygges og sættes grænser, vil den blive endnu meget større. Hvorfra denne fordærvelse egentlig rejser sig og hvad der har bragt den til den højde hvori den nu viser sig, fortjente en egen afhandling der ikke ville være passende for dette blad. Det er her nok at klage over uorden og alvorlig bestræbe sig på at råde bod på samme. Næsten enhver dags Adresseavis viser jo tillysning efter piger der hovedkuls og i utide efter eget behag har forladt deres tjeneste. Hvor bliver disse af? Hvor opholder de sig? Hvad tager de sig for? Og har ikke de folk der vel sat i deres syssel, næring og håndtering, som uden videre ser sig, måske når de mest behøver det, skilt ved denne tjeneste uden at være forberedt på det. 

Så længe stater har været til, har der været folk i samme hvis stilling, fag, næringsbrug og håndtering har udfordret personlig tjeneste af alle. Og da ikke alle mennesker i en stat som i naturens stand kan være fuldkommen lige, har der altid været de som for deres udkomme igen har måttet tjene andre. I velordnede stater har man anset sådan tjeneste på en vis tid for en kontrakt som det er forbrydelse at hæve, før jeg har opfyldt mine givne forpligtelser og straffet enhver uorden mod samme. Når nu de mennesker der påtager sig personlig at tjene andre, ikke i almindelighed er oplyste nok om hvad der er deres pligt, hvad der påhviler dem og de efter egne selvrådige indfald vimser af en tjeneste i en anden, eller lægger sig dovne hen på egen hånd, da er det øvrighedspligt kraftig at gøre det klart hvad ret er og at holde orden med stadens mekanisme uden hvilken dens hjul efterhånden går i stå. Og når samfundet mere og mere løsner sig, hvem trøster sig da til sidst til igen at knytte båndet?

Hvor mange uartigheder, ja grovheder må mangfoldige af Københavns brave husbonder og retskafne madmødre daglig høre? Så er maden ikke efter deres smag, så er der for megen bygang, så er tjenesten for kedelig, så har de ikke fornøjelser nok, så falder der for få drikkepenge, så må de ikke invitere andres tjenestefolk på kaffe og punch så ofte og så længe de vil, så er der for mange børn at passe. Kort sagt, intet er tilpas og hvor kan noget være tilpas for de der er utilfreds med enhver ting og har overspændte begreber om pragt, flitter og falsk glans, derimod ikke noget begreb om rettigheder og pligter og hvad den ene skylder den anden i verden? 

I en tid da frækt væsen og flaneri synes at være den herskende levemåde hos de såkaldte damer, må man ikke fortænke tjenestepigen hvis hun uafladelig tænker på at efterabe og ligne disse, for engang selv om muligt også at blive dame. Undseelsen, denne det sædelige fruentimmers største prydelse, gør enhver kender af den fine og høje levemåde i vore dage sig største umage for at nedbryde. Den får navn af bondeagtighed, folkeskyhed. Og når den muntre, unge, kønne, sunde tjenestepige har tilsidesat denne, standser ingen hende i den fart strømmen henslæber hende med. Unge og gamle vellystlinge går uafladelig på lur efter hende, siger hende alskens løgnagtige smigerier, stikker næver fulde af penge til hende, for omsider at nyde hendes tillokkelser og se hende forført: kan de ikke bøje hende, må kunsterfarne ruffersker til. Oh! I må tro det står vel til med den tjeneste, hvor en sådan tilbedt gudinde huses. Og da vel ingen kan nægte at usædelighed og frækhed har blandt os ikke været større end nu, så indser enhver at der gives utallige sådanne eksempler. Må den tanke ikke falde en ind hvad skal der vel engang blive af en sådan som husmor, kone og moder i staten?

Vellystningenes antal er uendeligt, og som gedehamsene er de sværmende og påhængende. De anvender ikke blot fine kunster på de unge, de smukke. De spænder ikke blot sit garn ud for disse, enhver pige der rumt har passeret sin blomstrende alder behænger sig kun med meget flan stads, og I skal se vellystningen ikke er så kræsen. Han tager sit rov hvor han kan finde det. Dette usædelige væsen har fæstet alt for dybe rødder til at man turde håbe snart igen at komme tilbage til sædelighed, undseelse, moralitet, orden og pligter.

Jeg anser derfor tusmørkets vellystninges jagt for en af de vigtige medvirkende årsager til tjenestepigers omvimsen, lange bortebliven i ærinder, frække væsen, uartige opførsel og at de når andre ting glipper, straks ved udveje.

Den gode gamle skik ikke at modtage nogen i sin tjeneste uden efter foreviste skudsmål fra forrige tjenester, er også for størstedelen gået af mode. Det kan heller ikke bestå med vore dages mode. For hvor mange skudsmål ville da ikke gives der ikke var rådelige at fremvise, og da frillevæsenet med mere forårsager at tjenestepigers antal er så kendeligt formindsket, så tager man i nødstilfæde til takke med den første den bedste uden anden rekommendation end hendes persons forevisning.

For det øvrige overlades dem det påligger at lægge plaster på sådanne statens kræftssår om de finder det værd at foretage en kur med samme. Og i så fald foreslår forfatteren heraf følgende lindrende midler:

1) At ingen der påtager sig personlig tjeneste, hverken må anbyde sig eller antages til tjeneste uden skudsmål fra forrige husbonder eller madmødre, eller i mangel heraf fra den præst i hvis menighed hun sidst har opholdt sig. Det forstår sig at flakse og opdigtede skudsmål tilbørligt bliver ansete.

2) At fæstepenge skal afdrages i lønnen, af den grund at ingen ved at vimse om i tjenesten skal gøre dette til en indtægt. 

3) At ingen - sygdomstilfælde undtaget i hvilke de skal indlægges på hospitalet - må forlade sin antagne tjeneste før ordentlig fardag, medmindre der stilles en person i stedet, hvormed husbonden er tilfreds.

4) At ingen tjenestepige uden at være i sin husbondes ærinde efter klokken halv elleve præcis må befinde sig på noget bal.

5) At de så længe de tjener, ikke må klæde sig i silke. Det er besynderligt at mens man har beskæftiget sig med planer om nationaldrager for statens borgere der har til hensigt at indskrænke yppighed og sætte grænser for overdådighed, at det tillades tjenestepiger at stå frem i et silke og kniplingsantræk, undertiden af værdi med to års løn og ofte herved trodser den retskafne, ordentlige og tarvelige husmor, hvorved denne tillige giver et påfaldende bevis på at hun har andre indtægtskilder end en løn af 12 til 16 rigsdaler.

6) At der fra politiets side holdes nøjagtig opsyn med disse unge smækfilliker der hensidder på deres egen hånd og med de tjenstagtige ruffersker der hjælper til at forføre disse samt at deres værter i givne tilfælde også ses på fingere. Jeg ved meget vel at de der ret forstår sig på hvad der udfordres til store stæder, anser smækfilliker for nødvendige på dette legeme. Men at der bør passes på at deres aura ikke bliver for uforholdsmæssigt, at de har trådt deres børnesko. Undertiden kunne også lægges mærke til en og anden forført tjenestepige, herren eller sønnen af huset holder for sin egen mund. Det vil sige hvorledes det hænger sammen at hun er vandret fra at være deres tjenestepige til at være deres smækfillike.

Måske disse ord der lå mig på hjertet, endnu kan være sagt i tide. For det øvrige vasker jeg mine hænder. Hvad følgerne for eftertiden vil blive derom, må jeg sige med kong Valdemar: Sagen skal give det.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 448-456. [Estimeret dato: 10. november 1798])


Redacteurens Anmærkning

Smækfillike ifølge Ordbog over det Danske Sprog lidt usikker betydning. Måske samme betydning som slag, eller smækker med flertydig betydning kærtegne, smigre, smig, smiger, no. smeik, smek, smiger, kærtegn, kys. Fillike beslægtet med filke, dvs. letfærdig, løsagtig kvinde; skøge; tøjte.

15 juni 2014

Varsko på Ny Amagertorv

Den 24. oktober gik en honet borgerkone over ny Amagertorv, hvor hun af en kone ville købe nogle strømpebånd. En jødedreng, fordi hun ej ville købe af ham, gik hen og udlod sin urin langs op af hendes ryg, som næsten bedærvede en ny sort lystrings kåbe. Hun havde ikke opdaget det, hvis ikke en mand som holdt på torvet, var steget ned af sin vogn og havde fortalt hende denne uforskammede gerning, som hun ikke engang ville tro, før hun ret blev overbevidst derom. Da drengen så dette, løb han sin vej. Rygtet sagde, at han bor i Smedensgade i Vingårdsstræde hos sin mor, som de omstående folk sagde at han tit prygler.

Skulle en sådan lumpen og ondskabsfuld svinagtighed, hvis mage  ikke er hørt siden historien med den officer, der bevandede skrædderens lomme, være som jeg tror værdig til politiets undersøgelse, skal det meget glæde indsenderen, da han i så fald kan vente synderen afstraffet. I modsat fald ville han dog ikke undlade at advare sine medborgerinder for sådanne uforskammede drenge.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 444-445. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Redacteurens Anmærkning

Smedens gang var en lille gade med indgang fra Vingårdsstræde. Den blev nedlagt i 1910 og lå der hvor Magasin nu ligger.

Uorden ved Luftmaskinen

Da et forsøg med en luftballons opstigelse på Utterslev Mark sidste 28. oktober var mislykket, formedelst vejret, skulle samme gentages næste onsdag. Adskillige tilskuere indfandt sig, men de udlændinge som have forfærdiget bemeldte luftballon erklærede: At vejret ikke den dag tillod deres forehavende. Man gik altså tilbage til byen. Nogle få personer, som var blevet tilbage på stedet, formåede disse udlændinge til at foretage en prøve henimod kl. 7 da vinden lagde sig lidt. Efter at de havde fyldt en lille ballon og var i færd med at give den slip, brød et menneske frem, slog hul i ballonen, rev den itu, og overfaldt derpå med sit tykke spanskrør en af bemeldte udlændinge, som efter at have fået adskillige morderiske slag i hovedet og på andre steder af kroppen, først slap fra ham da stikken var ganske ituslået, fordi de få tilstedeværende ikke straks turde hindre voldsmanden, af frygt for nogle, som var i hans følge, og som bifaldt ham.

Hvem denne person har været, ønskes anmeldt for vedkommende politiret, da det ikke vil mangle på vidner om hans adfærd.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 443-444. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Ballonopstigning 1805

Spørgsmaale om Flaget paa Rundetaarn

1. Om det ikke ved signal som kunne høres, skulle tilkendegives når det hejstes og når det faldt.

2) Om det ikke er for længe at vente ½ time for at se det falde for at vide tiden akkurat? For kommer man ikke det øjeblik når det hejses, må man blive til det falder.

Altså foreslår jeg at lade give tegn hvert 5. minut eller oftere efter at det er hejst fx de første 5 minutter derefter at lade det falde en gang og hurtig hejse det igen, de næste 5 minutter 2 gange og så hejse det igen.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 440. [Estimeret dato: 3. november 1798])


Redacteurens Anmærkning

På onsdage og lørdage kl. 12 blev der givet tidssignal fra Rundetårn ved hjælp af et flag der blev hejst. Tidssignalet var indført af Christian Horrebow (1718-1776) som udførte meteorologiske observationer i tårnet. 

Nørrebro og Træers Plantning der

Et stykke af Nørrebro er nu draget op af den søle hvori det forhen lå, og fodgængere har der fået en bekvemmelighed de aldrig burde savne i nogen stad eller storstad: Et ordentligt fortov hvor de gående kan have sikkerhed for vogne og heste. Men da fortovene på Nørrebro har måttet lægges temmelig lavt, og rendestenen kun er lille, så vil fortovet snart oversvømmes med vand og skarn når skarnet løber fra kørebroen i rendestenen, og på grund af det standse vandets afløb. Man kommer til at vade i det, således som man har været vant til om efteråret og vinteren på fortovet over Peblingesøen, dersom sådant ikke forebygges ved vedvarende fejning og renholdelse.

Det kan imidlertid ikke tvivles om, at vedkommende, som såvel har sørget for fodgængernes bekvemmelighed, jo også vil sørge for, at samme kommer dem til nytte. Det tros, at sådant bedst og med mindst befolkning opnås, når de beboere, uden for hvis bygning fortovet går, fejer hver for sin dør, eller rettere sagt, for sin bygnings grund, således som skik er i København. Men de, som foruden bygningerne har betydelige havepladser, fx Store Ravnsborg, kunne det vel med rimelighed pålægges også at renholde det fortov, som støder til deres havers indhegninger?

Den øvrige del af fortovene kunne hele efteråret og vinteren godt renholdes når en mand for sædvanlig dagleje og med godtgørelse for redskab gaves dette arbejde enten under eftersyn, eller med akkord om at holde forsvarligt rent. Der indtræffer ofte sådant vejrlig, at han ikke kan overfare alt arbejde på 1 eller 2 dage, men han måtte da gøre det nødvendigste først, nemlig at skaffe vandet afløb, og siden efterhånden bortfeje og sammenskovle urenligheden.

Det var for broens renlighed at ønske, at man tillige kunne afskaffe den skik som bruges ved nogle af renovationsvognene her, at bagsmækken på dem oplettes, så snart de har passeret Blågård, og undertiden før, såvel som den skik, at mange kørekarle jage med læs i fuld trav, og derved overøser broen med skarn i det de tillige martrer livet af de elendige heste som er betroede deres umenneskelige hænder.

Ved den ene side af kørebroen har man nu gravet huller, formodentlig for at plante træer i dem. Dersom disse ikke skal blive lige sådanne vantrivninger, som de der står ude forbi Assistens Kirkegårdene omkring til Vibenhus, så må dem skænkes nogen mere omhyggelighed. Til den ende burde man hjertelig bede vedkommende, at lade afkappe 1/3 del af de træers højde som udgør alleen ved Blågård. Derved vindes en smule sol, som er så nødvendig til at befordre de unge træers vækst, og til at tørre broen efter falden regn. Hin alle taber derved intet, den bliver endog tættere, og når man gentager sådan kapning hvert fjerde eller femte år på rette tid, kan den aftappede top bruges til erteris, hvoraf mange husejere er forlegne og betaler det temmelig dyrt. Til at befordre denne de unge træers hurtigste vækst var det gavnligt, at de ikke plantedes før foråret, men at man derimod nu fyldte hullerne med god gødning, som ved at ligge vinteren over meddelte jorden omkring sig god næringssaft. Denne gødning skulle da til foråret bortføres, og træerne plantes i god jord, blandet af jord fra den gamle renovation i i sandgravene og den fra hulerne nu opkastede jord. Det forstår sig, at træernes rødder ved plantningen måtte stærk begydes med vand, og den første sommer igennem ikke mangle væde, de måtte også forsynes med afvisere, at ikke bønderne, som elsker det bløde, skulle nedkøre dem.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 436-439.
 [Estimeret dato: 3. november 1798])

Om Misvisning på Byens Gader

Den prisværdige indretning i store byer at kunne læse gadernes og torvenes navne på husene, er vist ganske bekvem for ubekendte og fremmede. Men således som adskillige husejere her i København lader male navne på deres huse, vil den næppe give fremmede den tilsigtede nytte. På hjørnegårdene af Østergade og forrige Amagertorv har for eksempel major Wilster ladet sætte: Højbroplads på det hjørne som egentlig står på Østergade, og på det andet hjørne som vender til kirkestræde står også Højbroplads, i stedet for at disse navne skulle stå på den side af huset som virkelig ligger på pladsen. Ejeren af huset på hjørnet af Store Kirkestræde og St. Jørgensgade, har ladet St. Jørgen vise folk vejen over St. Nikolaj Kirkegård, og på to hjørnehuse af Ulke- og Hummergade står gadernes navne og på [overklattet] sted, og disse her opregnede er ikke de eneste.

Selvom disse uordener er af den beskaffenhed at de blot er latterlige, men ikke synderlig skadelige, og vedkommende kan ændre dem for få skillinger, så burde det dog påses, at gaders og torves navne blev sat på de rette steder og husene, således at de der på grund af ukendskab er nødt til at benytte sig af denne lekture ikke enten skal gå fejl eller bringes til at le over en indretning som har nytte til hensigt. Denne hensigt opnås kun derved at enhver hjørnehusejer lader bemeldte navne sætte på siderne og enderne af deres huse, såfremt begge dele vender mod gade eller torv. Men derimod bør disse navne aldrig sættes på skråhjørnerne, for der er de til ingen nytte og forårsager den latterligste misvisning.

For en ordens skyld anmoder man altså hr. major Wilster at lade Højbroplads flytte på sit rette sted. Og ejerne af ovennævnte huse på hjørnet af St. Jørgensgade og hjørnerne af Ulke- og Hummergaden at lade navnene fjerne fra skråhjørnerne og sætte samme på siderne af husene, i fald de skal gøre nogen nytte. For byens folk er det ligegyldigt om gadernes og torvenes navne endog blev malede på skorstenspiberne. Men fremmede har væsentlig fordel af at de står på rette sted. Og unægteligt er det at de ansvarlige viser en sær skødesløshed ved at betale en maler for at skrive en gades navn på et sted, hvor det slet ikke skulle stå.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 433-435. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Uorden med Natmændene

Aftenen den 26. oktober kl. halv ti da jeg gik gennem Borgergade, mødte mig en hæslig stank og fødderne begyndte at glide under mig. Opmærksom over det opdagede jeg et vådt spor langs ad gaden som lygten tydelig sagde mig var fra en natvogn. Den fandt jeg også efter sporet i gang med at læsse ved hovedvagten. Forgæves er det vel at gentage at kl. 10 for en stor del af Københavns indbyggere endnu er langt fra ikke er sengetid. Men at se at vognene ikke kom klokken halv ti er dog vist politiets sag. Forgæves er vel det ønske at de førhen projekterede andre stæder brugte tønder at udføre urenligheden i, bliver indførte, hvorved den afskyelige overstænken om hvis virkelighed ingen er uvidende der er gået over Holmensbro, forhindredes. Men at der ikke var huller i vognen der kunne efterlade sig et spor af ½ kvarters bredde, det kunne og burde der dog vist nok sørges for.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 431-432. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])

Bondeuorden på Vestergade

Da Politivennen så rosværdig ivrer mod uorden på stadens fortove, så var det meget ønskeligt om der måtte holdes øje med nogle steder på Vestergade, især nr. 27, hvor bøndernes heste og vogne som oftest gør det umuligt at passere fortovet, uden at smøre sig til i tjære og skarn fra vognene, ja at slå sine lemmer beskadigede af hestene, for hvilket at undgå at man må afvige ud på den skidne gade, der for enhver er såre uangenemt.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 430-431. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])

Dito, det medicinske Politi angående

Burde ikke en doktor, ikke fuldt fire mile fra København, have et lille apotek i sit hus i forhold til byens størrelse. For patienten kan gerne dø inden medikamenterne kunne skaffes. For ikke at nævne de mange, som ikke har råd og lejlighed, til at sende bud så lang en vej derefter.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 430. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])

Dito om Slagterboderne på Ulfeldts Plads.

1) Er det tilladt slagterne, som sælger kød på Ulfeldtsplads, at bygge deres hytter eller boder så nagelfaste, at de i intet tilfælde hastigt kan flyttes bort, og at lade de samme tjære således at de fuldkommen må anses som brændbare præparater? Kan beboerne på Ulfeldts Plads mere anses for stedbørn, end beboerne på Amagertorv, dengang da en del af disse hytter stod der, og slagterne ingen tilladelse havde til at lade dem stå oprejst natten over, men måtte nedtage og flytte dem bort hver aften. Hvorfor er den største del af disse hytter på den smalleste del af pladsen, da der ved støtten ligger en ikke lille ubrugt plads, hvorpå der kunne fordeles en del af dem, som nu er alt for tykt spredt på den smallere del af pladsen. Derved ville passagen blive bredere for stående og kørende. Har de hævd på, at lade deres borde, bænke, stole og blokke stå og ligge henslængte efter eget forgodtbefindende, så fodgængere i de mørke vinteraftner kan støde sig på dette skramleri, da der ikke er anbragt lygter, som kunne lyse for disse, og derved afværge sådanne ulykker ...

2) Hvorledes forebygges den ubehagelige lugt i sommermånederne, som forårsages af slagterne, ved at udskylle stinkende kallundsvand på pladsen og i rendestenene? Og af henslængte lammehoveder, lever og lunger, samt undertiden kohoveder som alt er i forrådnelse. For ikke at tale om den ækelhed, som forårsages af synet af dette.

3) Kan det ikke anses for en uorden at slagternes svende og drenge undertiden, for at have tidsfordriv og morskab, hvilket de formodentlig anse det for, hidser en halv snes store hunde sammen, hvorved folk, som passerer forbi til sådan tid, må frygte for at blive skambidt.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 428-430. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])

Hundedage i October Maaned

Det synes at blive moden at krigen føres midt i freden. Jeg som troede at det væmmelige syn at se hunde slås ned på gaden af natmændenes folk var til ende for i år, kom i går middags gående ved Gammelstrand ud for derværende slagterboder og blev med mange flere øjenvidne til at en hund blev på den i hundedagene brugelig måde nedslået af et menneske der efter udvortes at dømme enten virkelig var en af, eller i det mindste havde meget til fælles med de såkaldte rakkerknægte. Men da han syntes uøvet i professionen og ikke fik hunden rigtig dræbt, så blev den formodentig for at gøre pinen kort, kastet ud og i sin radbrækkede tilstand druknet i kanalen. Da nu begge dele synes i strid mod skik og god orden, har jeg villet indgive denne min rapport, og ønsker dertil at denne uøvede rakkerknægt vil indskrænke sig til den rette årstid og i mellemtiden for at opnå færdighed øve sig med kniplen inden lukkede døre.

København den 27. oktober 1798
Erik Blodhundhader.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 425-426. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])

14 juni 2014

Et Dito

Kan det vel være befalet af en mand som hr etatsråd de Conink, at en karl, klædt i en brun frakke og bevæbnet med en herkuleskølle, må med de mest lumpne skældsord og de groveste trusler anfalde fredelige folk, der, mens han måske sad i et ølhus, troede det tilladt, siden ingen magt forbød det, at bese det nye skib, som hr. etatsråden lader bygge. Især da det skete ved høj lys dag? At det kan være forbuden at bese dette skib, begriber anmelderen vel. Men han tiltror etatsråd de Conink så megen agtelse for menneskeligheden, at han ikke vil tillade nogen af sine tjenere at bruge skældsord og trusler mod fredelige folk, før de har gjort mindelige og venskabelige advarsler uden nytte. Anmelderen heraf vil, når etatsråden forlanger det her, nævne sig.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 26, Side 408. [Estimeret dato: 20. oktober 1798])

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om den stenrige og berømte Fréderic de Coninck (1740-1811). Han var blevet udnævnt til etatsråd i 1783. Hans velstand hvilede på skibsfart, bl.a. slavehandel og boede i det Molteske Palæ i Bredgade.

Varsko på Hjørnet af Gammelstrand og Højbroplads

Enhver advares herved af en person som to gange er blevet overslået med urent vand, ja endog urin, og tvende gange med anrørt kalk hvorved hans klæder er blevet fordærvede: Gå ikke tæt forbi den såkaldte Stenbukkens Gård. Hvorfor han råder alle som har fine klæder og (eftersom kalk skader øjet) sig selv kær. At gå om vognmændsvognene. Mon de kunne være af vejen om et agtpågivende politi påså og forbød sådant?

Peer Ordenkjær


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 26, s. 404-405. [Estimeret dato: 20. oktober 1798])

Redacteurens Anmærkning

Stenbukkens Gård lå for enden af Store Færgestræde hvor nu Højbro PLads 21 ligger. Det var en renæssancegård som oprindelig hed ellen Marsvins Gård, men senere opkaldt efter den svenske feltherre Magnus Stenbock som var taget til fange.

Vejpolitiet i Lolland

(Indsendt fra Jylland)

Efter at have rejst gennem flere provinser i denne sommer, dels for mit helbreds skyld og dels for at se mig om, besluttede jeg i september måned at rejse fra Fyn over øerne og gennem Lolland for at se det for sin frugtbarhed så meget berømte land. Før jeg rejste fra Fyn blev det mig sagt at det ikke var den bedste årstid at rejse gennem Lolland, på grund af dårlige veje.Jeg rejste da fra Fyn over Tåsinge Land hvor jeg fandt gode veje der gør landets ejer ære. Men da jeg kom til færgegården Vemmenæs og ville rejse derfra til Langeland, fandt jeg en bro ved skibestedet stadig på Tåsinge i sådan tilstand at det er mig ubegribeligt hvordan nogen kan passere den med heste og vogne uden at fordærve begge dele. En skam for Tåsinge Lands ejer og ingen ære for den ansvarlige amtmand. 

Jeg rejste videre og kom til Lolland hvor jeg forefandt herlige ejendomme og jorde af bedste beskaffenhed. Bønderne udskiftede af fællesskabet og selvejere, nemlig Frederiksdal og Asserstrup godsers bønder hvor hovedgårdene nu drives uden hoveri der gør vedkommende ejere ære, og gid mange jordgodsejere ville følge deres eksempel. 

Jeg forefandt nu vejene i Lolland rigtig nok som man havde sagt mig i Fyn. 1) Fra Tårs færge til Nakskov var vejen således at jeg hvert øjeblik troede at vælte. Jeg var 3 timer om at køre denne vej som blev angivet for 1½ mil, og havde færgemanden som befordrede mig, ikke haft gode heste, kunne han umuligt have kørt vejen. Jeg spurgte om der ikke blev gjort noget ved vejene om sommeren og om herredsfogden og amtmanden ikke beordrede de ansvarlige at sætte vejene i stand og derover foretog årlige syn? Svaret var: Herredsfogden giver vel undertiden ordre til at fylde på vejene, men efterser ikke om det sker, hvorfor heller ikke noget nyttigt bliver gjort ved vejene, for vel bliver undertiden fyldt noget på dem, men det er mest jord og ler som gør dem værre og ikke bedre. Amtmanden har ingen ret til at tale om vejen, for de er allerdårligst på hans egne godser. Med dette svar måtte jeg for denne gang lade mig nøje til nærmere overbevisning. 

2) Fra Nakskov til Maribo. Fra Nakskov forbi Juellinge passerede jeg en stenbro hvor jeg blev så forstødt at jeg ikke forvandt det i nogle dage, og denne holdt kusken for en god vej. Da stenbroen endte, kom jeg på en ny indgravet vej over Hellinge Hede hvorpå er udflyttet nogle bøndergårde. Her forefandt jeg en vej så dårlig som jeg aldrig har passeret før. Ingen kan om dagen passere den uden ærgrelse og om natten ikke uden livsfare. Det kan ikke fejle at flere vognheste der må gøre sidste nytte. Jeg spurgte om vognmændene ville befordre rejsende såvel som posten ad denne vej om vinteren? Der blev svaret de var nødt til at køre da de ellers blev mulkterede. Jeg ønskede gerne at vide hvorpå øvrigheden eller dommerne ville grunde deres dom til mulkt for vognmændene som nægtede befordring på så ulovlige og uforordningsmæssige veje. De som efter mine tanker burde mulktere, var øvrigheden, og de som var pligtige at sætte vejene i stand.

(Forsættelsen følger)

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 26, s. 401-404.[Estimeret dato: 20. oktober 1798])

(Fortsættelsen)


Jeg spurgte videre hvem tilhører denne vej? Svaret blev amtmanden baron Juel Wind da det er på baroniet Juellinge og baronen har ladet vejen her således afsætte og indgrøfte og sætter nu ikke vejen i stand selv om der ofte er klaget over det. Her fandt jeg sandheden af hvad der før blev svaret mig, nemlig at amtmandens veje var dårligst og at han derfor ikke kunne opfylde sin embedspligt at tilholde andre at sætte deres veje i stand. Vejen er som nævnt indgrøftet, er dybere i midten end ved siderne, grøfterne ved siderne står fulde af vand som på sine steder ganske oversvømmer vejen. Fra vejen findes ingen vandafledningsgrøfter, så al fyldning og forbedring på vejen er unyttig så længe ingen sådanne grøfter bliver gravet, men da der er godt vandfald, så når forsvarlige afledsgrøfter blevgravet ville vejen vist snart blive passabel. Vejen over nævnte Hellinge Hede er cirka ½ mil, og når den gode amtmand og baron ikke ville unddrage sig for en udgift af et til to hundrede rigsdaler, kunne han sætte vejen i passabel stand. Og jeg undrer meget over at han som en rig mand ikke allerede har gjort det, da det vel ikke fejler at han jo for denne vejs skyld har fået mange bebrejdelser. Ved vejens istandsættelse kunne han tillige påtale andre vejes istandsættelse og vedligeholdelse hvorved han opfyldte sit embede. 

Videre rejste jeg gennem Stokkemarke til Maribo, alt tilhørende grevskabet Knuttenborg. Her forefandt jeg en behagelig egn, store herligheder af skov og jorde, men under en kultur der gør besidderen af grevskabet ingen ære. Men ved at forhøre mig om grevskabets administration blev jeg oplyst om at greven skønt han bor i København, dog ikke har været på grevskabet i 6 år. Men at alt bestyres uden indskrænkning af en yndet inspektør som altså vist kunne ved bedre skoler, udskiftning osv. virke meget mere til grevskabets vel. Vejene ligner desto værre grevskabets øvrige kultur og er yderst dårlige. 

3) Fra Maribo til Sakskøbing. Vejen næsten inpassabel. 

4) Fra Sakskøbing til Guldborg. Dette hele distrikt tilhører kammerherre baron Lehn. Her fandt jeg igen en kultiveret agerdyrkning og en herlig vej, indgrøftet og beplantet med levende gærde ved begge sider, såvel vejen som udskiftningen og agerdyrkningen gør baron Lehn meget ære.

Disse anmærkninger har jeg anset for pligt offentlig at bekendtgøre.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 27, s. 417-419. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])

13 juni 2014

Uordener

1) Op til hjørnet af Frue Kirkegård mellem Store Kannikestræde og Nørregade ligger en banke af ler eller andet, der let kan i regnvejr bringe dem som hastigt drejer om hjørnet, til at glide.

2) Intet kan ligne den anmasselse, hvormed fortovet for hjørnehuset af Vimmelskaftet og Badstuestræde er belemret af auktionsmands-allehånde. Se nr. 22.

3) Straks når man fra Østergade drejer ind i Pilestræde bor på højre en kobbersmed, som næsten bestandig opfylder fortov og gade med kobbergods. Især har en bund af en uhyre kedel stået der i overmåde lang tid fuld af vand, og dog er dennes skarpe kant særdeles farlig i mørke.

4) I dag d. 15. oktober har de i Politivennen alt to gange omtalte stygge kælderluger på hjørnehuset af Vimmelskaftet og Klostræde stået åbne, og hvor mange menneskers klæder må ikke være blevet tilrakkede, inden den søle, som var på dem af det koskarn hvori de, som nr. 24 rigtig anmærker og som endnu kan ses, have ligger, blevet afgnedet.

5) Endnu har militæret ikke borttaget de flere gange angivne pløkke uden for eksercerhuset. Skulle vel politiet altså endnu ikke have påmindet vedkommende?

6) I egnen af Petri Kirke holdes en gedebuk, som løber løs på gaden imod anordningerne, og af drenge der agter anordningerne lige så lidt som den, hidses på folk, der både kunne forskrækkes og beskades. Anmelderen måtte i søndags for at redde sin kone stå og holde bukken i hornene indtil hun kom ind i kirken, og siden med møje se tl at retirere selv. Også i nærheden af Amalienborg løber deslige dyr omkring.

7) Vinhandleren på hjørnet af Store købmagergade og Silkegade, der engang syntes at værdige Politivennen sin opmærksomhed, ved på dens råd at rydde sit fortov i Silkegade, har nu optaget det på den ulovligste måde. Desværre synes dette at være noget, som flere end en vinhandler anset for lovligt, men den veltænkende tror ikke at tusindes misbrug retfærdiggør hand. Fra en minde alvorlig side måtte det synes, som en tilbeder af Bachus kunne fordre at dennes præster, efter at have lammet hans fod, mindst skulle lægge ham anstød i vejen.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 25, s. 397-398. [Estimeret dato: 13. oktober 1798])

Fra Helsingøer

(Indsendt)

Vaagner op, I som sove!

Efter at have læst min navnebror Simon Sandrues par ord i fortrolighed til Københavns Magistrat om skarn og skarnagere osv. faldt jeg på den tanke også at give lidt lyd fra mig, for om muligt at gøre den ædle og højvise helsingoranske magistrat opmærksom på et og andet i Helsingør som meget trænger til at tages i højstsammes gunstige øjesyn for at få et nogenlunde tåleligt udseende.

For det første må jeg tale om gadernes overmåde slette tilstand der i højeste grad trænger til at oplægges. Især er her Hovedvagtstræde således at man næsten må være bange for at gå igennem af frygt for at få enten arm eller ben brækket i stykker, helst om aftenen da der i samme kun tændes en lygte. De andre tværgader, som løber mellem Strandgade og Stengade, giver denne ikke meget efter. Ligeledes er St. Annægade og alle gader der omkring af overmåde slet beskaffenhed. - Tillige var det at ønske at rendesten som løber samme sted tværs over gaderne, måtte afskaffes eller overlægges med brætter da man om aftenen i skident vådt vejr tit træder i samme til midt op på benene og føler sig gudsforbarmelig til helst de stakkels fruentimmer. - De skadelige afvisere som hist og her er plantet ved fortorvene, til hvad nytte kan jeg ikke begribe, burde også bortskaffes da man let på samme kan støde knæskallen i stykker, skubbe huden af benet osv.

Tillige må jeg tale et par ord om det lille antal lygter som findes i de fleste gader oppe i byen hvor der bor for det meste kun fattige folk, hvor der i gader omtrent så lange som Skidentræde i København i det højeste kun findes to, i nogle en, og i andre af dem slet ikke nogen. Og det er nok ikke så rigtigt som det burde være, især i mørkt vejr,og i sådanne ujævne og snavsede gader. Der burde også efterses mere med vægterne at de holder sig mere på deres post og gjorde deres pligter, hvilket underfogden og rådstuetjenerne burde efterse. Ja det var ikke af vejen, om byfogden selv engang imellem påtog sig dette arbejde.

Man vil måske indvende herimod at i en så lille og fra hovedstaden afsondret by som Helsingør burde sådant ikke komme i betragtning. Men man betænker at så mange forskellige nationer kommer her, og udlændingen ofte bedømmer og hjemler sine begreber om et helt land efter det han har set i en enkelt by. Mig synes tillige at man med rette kan forlange ordens bedre vedligeholdelse af en lille bys politi end af store stæders, da uordener og fejl i disse ikke så let kan agttages som i de sidste.

NB. hvis dette gør nogen virkning hos de ansvarlige, skal De snart få flere bidrag.

Simon Sanddrue

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 25, s. 393-397. [Estimeret dato: 6. oktober 1798])


Redacteurens Anmærkning

Klagen blev besvaret i Helsingøersbladet nr. 5, og skribenten svarede på det i Politivennen nr. 32, s. 497-503

12 juni 2014

Om Forordningen ved Gaderenovation

Den bestemmelse der indeholdes i den ved rådstueplakaten af 19. september sidst leden bekendtgjorte 4 post af de ved reskript af 25. maj i dette år allernådigst approberede konditioner, efter hvilke kontrakter om renovationens bortkørsel af stadens gader og offentlige pladser udi de fra 1. okt. forestående 6 år med vedkommende er oprettede - at kørekarlene ved deres ankomst med renovationsvognene skulle ved en skralle lade sig høre hele gaden igennem, på det at beboerne derved kunne advares at udbringe fejeskarn og liggende urenlighed og lægge samme på vognene, har vist nok til hensigt, at forebygge at de på gaden udkastede køkken- og fejeskarn ikke skal udkøres over hele gaden før renovationsvognene ankommer, og derved vanskeliggøre gadernes renholdelse. Men kan man ikke med føje spørge, om virkningen af denne bestemmelse, dersom den iagttages, (efter plakaten er det viseligen overladt til enhver at følge den gamle skik, eller at bie til skrallen advarer dem) ikke ville snarere være skadelig end gavnlig? Det er som bekendt, mange fattige koners eneste eller dog vigtigste næringsvej, at gå omkring om morgenen og opsanke gamle klude, brændestumper, og deslige, og disse mange ville sikkert savne denne næringskilde, og gribe til tiggerstaven. Ikke at tale om papirfabrikkerne derved upåtvivlelig på ny ville føle et afsavn, de så lidet kunne tåle.

Det synes derfor rigtigt at vedblive med den vedtagne måde. Som desuden kun lidt bidrager til gadernes urenlighed. Blot passer man at alle slags potte- og glasskår ikke udkastes.

* *  *

Udgiveren tror for sin del, at uagtet den nye indretning også har sine fejl, da det ikke er så let for dem, der bor dybt i en gård, at høre skrallen, og man desuden kan have sendt pigen i byen, når skrallen høres, (da det både er muligt at vognen ikke kan komme på minutten, og at beboernes klokke kan gå anderledes end skarnagerens) så har dog denne ufuldkomne måde et stort fortrin for den gamle. Han anser den måde at lægge skarnet på gaden som den mest abderitiske renselsesmåde der kan tænkes, og for en årsag, der næst efter rendestensskarnets opøselse på gaderyggen kraftigt fremvirker vore gaders uhumske forfatning. Han tror ikke heller at de nævnte kællingers næringsvej tabtes, da det de søger kan findes lige så godt og bedre på lossestederne som på gaderne, og altså kunne heller ikke papirfabrikkerne tabe.

Det forslag, som i disse blade S. 104 og 119 er indrykket, synes udgiveren så rigtigt, at han ikke på anden måde kan forklare sig hvi Magistraten ikke har holdt sig dertil, end at så mange skarnkister ikke så snart kunne blive færdige. Jeg har derfor endnu det håb, at det engang vil blev udført som det eneste virksomme middel til at få rene gader og en sundere luft.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 24, s. 376-378. [Estimeret dato: 6. oktober 1798])