29 januar 2022

Kjøbenhavns Offentlige Politiret, 5te og 23de december 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Behrend.
Tirsdagen den 5te December.'

- Paa Hiørnet af lille Kjøbmagergade og Krystalgade har Grosserer J L. Kieldsen et stort Ostelager. Der er baade frisk, ældre og gammel Ost. Noget af Varelageret lugter ikke, andet deraf skal lugte og efter nogle Husbeboeres Klage endogsaa udbrede en for den offentlige Sundhed farlig Stank. Denne Stank skal genere ikke alene Husbeboerne men Forbigaaende samt Naboer og Gjenboer - fra Regentsens Beboere ligeoverfor foreligger der dog ingen Klage - og Grosserer Kieldsen har derfor ved Politidirektørens Protokol modtaget et Tilhold om at indskrænke sit Ostelager til det mindst mulige Kvantum. Han har derfor etableret et Hovedoplagssted for sine Oste ude paa Nørrebro, men de tilbageblevne gamle og nye Oste skulle dog endnu tydelig kunne mærkes paa Hjørnet af lille Kiøbmager- og Krystalgade. Dernæst afsendtes der to af Sundhedspolitiets Betjente for at efterse hans Lager, men Grossereren negtede at lade dem foretage en Optælling af Ostene, da han ikke ansaa sig forpligtet til at lade dem undersøge hans Lager. En af den konstituerede Inspekteur for Sundhedspolitiet senere foretagen Undersøgelse gik ifølge Rapporten ud paa, at Tilholdet var overtraadt, og at Ostene udbredte en Stank, der i høi Grad maatte genere alle Husbeboere. For Retten protesterede Grosserer Kjeldsen mod det ham givne Tilhold, idet han først fremførte, at en Erklæring fra Stadslægen gik ud paa, at Lugten af Ost ikke kan siges at være absolut skadelig for den offentligt Sundhed, oq dernæst erklærede, at han ansaa det ham givne Tilhold for aldeles ulovligt, hvorfor han vilde søge at faa dette ulovlige Tilhold ophævet, samt endelig bemærkede, at der ikke i Tilholdet trods hans Anmodning var givet ham nærmere Regler for, hvorledes han skulde drive sin Forretning. Da Grossereren dernæst forlangte Sagens Udsættelse, for at han kunde konferere med en Sagfører, udsattes Sagen i 14 Dage.

- Flødekudskene Niels Hansen og Seidelin maatte afse 4 Mark, fordi de paa en Søndag vare komne forsilde ud af Byen med deres Flødevogne.

- Fra "Valhalla" lød der Sang efter Midnat. Politiet kom ind i Pavillonen og fandt 5 Personer, der drak en Flaske Vin i Kompagni med Værten, Restauratør Hartvig. Det var jo Nattesæde, men Hr. Hartvig bemærkede for Skranken, at da Klokken den vedkommende Nat var slaael 12, kom to af de 5 Personer hen til ham og fortalte, at de vare Kunstnere, der nok kunde have Lyst til at debutere paa hans Tribune. Det var der Intet iveien for, men man maatte dog først høre deres Stemmer, ogsaa sang de af fuld Hals, saa at Betientene fra Vesterbro stimlede til for at beundre Klangen. Værten gav en Flaske Vin, og saa kom Politiet ind til ham og saa Nattegjæsterne. Da Værten ikke kunde opgive Navnene paa Sangerne, som han ikke har seet siden deres Debut i den sildige Midnatstime, kunde han ikke undgaa den lovbefalede Advarsel mod Nattesæde.

- Sluttelig indbetalte Skuespiller Sichlau i Mindelighed 2 Rd. for Vandspild, som havde fundet Sted i hans Eiendom i Amagergade.

(Dags-Telegraphen 6. december 1865).


Kjøbenhavns offentlige Politiret. 

2den Afdeling, Assessor Behrend.
Lørdagen den 23de December.

- Endelig faldt der idag Dom i Sagen mod Ostehandler Jesper Kieldsen, som var sigtet for at have overtraadt et ham af Sundhedspolitiet givet tilhold om hans Ostehandel. Dommen lød paa, at Retten vel maatte anerkiende Sundhedspolitiets Kompetence til at give den Tiltalte et Tilhold om at indskrænke Ostelageret. men at Grosserer Kjeldsen dog vilde være at frifinde for Tiltale, da Tilholdet var givet uden bestemte Regler for, hvorledes han maatte drive sin Forretning. 

- Hos Værtshusholder Andersen i lille Torvegade gik det varmt til. Peter Svendsen, Formeren, slog i Bordet, saa Flasker og Glas klirrede, de skrøbelige Sager tumlede ned paa Gulvet, og Andersens Inventarium blev forringet i Værdi for 10 Mark. Derpaa sprang Formeren op, drak en Uven en af de gamle, nationale Skaller, saa at  Blodet stod ud af Offerets Næse og Mund, og Staklen faldt om paa Andersens Kon, som blev beskadiget paa anden Haand ved Skallen. Politiet kom til, kastede Formeren ud af Kjælderen og bragte ham paa Stationen, hvor han vovede at fornærme en Betjent ved at kalde ham "Bybud", og Resultatet af denne Strid blev for Formeren to Marks Erstatning til Andersen og 2 Rd's Mulkt til Fattigkassen.

- Da Kudsk Hans Hansen fandt, at det var "uforskammet", at han skulle betale 1 Rd. for uforsvarlig Kjørsel, blev Sagen paadømt, og Hans Hansen tilpligtet at udrede 2 Rd. i Mulkt til Kommunens Kasse.

- Hans Hansen Glumsøe, som paa Amalienborg havde været i en saa blodig Bataille med 2 Venner, at Vagten forskrækket styrtede ud og anholdt ham, slap med en Advarsel, da der intet Gadeopløb havde fundet Sted.

- En Sag mod Arbejdsmand Lars Christoffersen, som var sigtet for at have slaaet en Mand i Regnegade med en Ølflaske, udsattes indtil videre.

- Ligeledes udsattes en Helligbrødesag mod Murmester Fussings Murpolerer, som havde ladet Arbeide udføre om Søndagen paa Fabriken Rabeshave.

- - -

(Dags-Telegraphen 24. december 1865)

Grønland.(Efterskrift til Politivennen).

Grønland. Lieutenant i Søetaten E. Bluhme, som i Foraaret 1863 i Forening med Kapitainlieutenant Falbe afgik til Grønland for at foretage Opmaalinger til Fordeel for Skibsfarten paa Grønlands Vestkyst, og i Juni Maaned f. A. vendte tilbage til Danmark, har nedlagt sine Iagttagelser og Forslag til Forbedringer i dette Lands Bestyrelse i et Skrift, betitlet "Fra et Ophold i Grønland 1863-1864". Bogen er skreven i et livligt og aandrigt Sprog og fortjener at læses i en vid Kreds, ikke alene af dem, der særlig ere kaldede til at gjøre sig bekjendte med de grønlandske Forhold, altsaa vore Folkerepræsentanter, men ogsaa af Andre, der blot sætte Priis paa en underholdende Læsning. Vi skulle afskrive nogle af Forfatterens smukke Slutningsord : "Det var ikke for at fortælle om vor Reise, at jeg satte mig til at skrive denne Bog. Men paa Reisen lærte jeg Grønlænderne at kjende - disse godmodige, fordringsløse, skidne og haardføre Sælhundejægere, der endnu næsten ere, som Skaberen gjorde dem, da han til Glæde for dem selv og til Nytte for os Andre hensatte dem paa disse øde, golde Kyster, hvor uden dem Tusinder af skibbrudne Hvalfangere vilde have bleget deres Been paa de nøgne Fjelde - disse Naturbørn, som ikke forlangte noget Bedre end i Ro at overlades deres egen Natur, i hvilken intet andet Folk kan leve, men hvor de finde Tilfredsstillelsen af alle deres Ønsker og alle deres Fordringer til Livet - disse stakkels Væsener, som uden Støtte, uden Moral, uden en venlig hjælpende Haand nu i halvandet hundrede Aar have været udsatte for en ukontrolleret Civilisations demoraliserende Indflydelse, saa at de, degenererede, staae Fare for at ødelægges og tilintetgjøres.

Saaledes som jeg har lært deres Land og Natur at tjente, saaledes som jeg har lært dem selv at fjende i det daglige Liv, saaledes som jeg af Historien har lært deres Fortid at fjende, og saaledes som den Fremtid er, man har isinde herhjemme at berede dem, er jeg kommen til den Overbevisning. at inden mange Tider vil Befolkningen være fuldstændig ødelagt, og istedetfor en indbringende Koloni vil Danmark snart i Grønland tuibave et Biland, som vil fordre store aarlige Tilskud i Fattighjælp; men jeg er ogsaa kommen til den Overbeviisning, at saafremt man ærligt og oprigtigt vil hjælpe Folket, staaer det endnu til at redde og har endnu saa meget Livskraft i sig, at det for mange kommende Tider maa kunne bevares, til Nytte for vort Land og vore Efterkommere ved de kostbare Produkter, hvormed de forsyne os."

Den samme Overbevisningens Harme, der findes i disse Linier, gaaer igjennem hele Skriftet. Forfatteren synes at være endeel paavirket af Dr. Rink og er, ligesom denne, meget misfornøiet med de Resultater, hvortil den i 1863 nedsatte grønlandske Kommission er kommen, og navnlig med dens Forslag til en deelviis Frigivelse af Handelen i Syd-Grønland. 

(Artiklen gennemgår dernæst forfatterens forslag til reorganisering af Grønlands bestyrelse)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1865. Uddrag)

Vor Lejr paa Ukaitorssuit. Juli 1863. Den eneste illustration fra Bluhmes bog.

Emil Bluhme (1833-1926) dansk søofficer og politiker. Bluhme var 1863-64 i Sydgrønland i anledning af en søkortopmåling, hvor han tilbragte vinteren ved Nuuk (Godthåb). Under opholdet blev han en overbevist tilhænger af H. J. Rinks reformidéer, og i 1865 gav han et følelsesladet udtryk herfor i bogen "Fra et Ophold i Grønland 1863-64". Han blev senere medlem af Folketinget 1884-1909, først som liberal Højremand tilhørede den frisindede opposition mod ministeriet Estrup. 1887-90 tilhørte han Det Forhandlende Venstre, efter dets sprængning til Hørups gruppe og endelig efter 1895 til Venstrereformpartiet.

Se endvidere indslagene om Rink her på bloggen: "Kong Frederik den Syvendes Kobbermine i Grønland.", "Colonien Godthaab" og "Trykkeri i Godthaab".

27 januar 2022

Sundeved. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sundeved, 31. oktober Trods alle bestræbelser på at vække preussisk sympati blandt lokalbefolkningen, er bitterheden mod Preussen konstant stigende. Hverken dansksindede eller slesvig-holstenere ønsker at blive preussere. For nylig var der et bal i en klub i Sønderborg, hvortil postmesteren, en preusser af fødsel, introducerede 12-14 officerer, sandsynligvis i håbet om at bruge dem til at sprede propaganda for Preussen blandt damerne. Men alle damerne havde givet hinanden ord på ikke at danse med de preussiske officerer, og de forlod derfor selskabet uden at have danset. Her på egnen og på Als er ethvert anstændigt og lidt dannet menneske, med undtagelse af danskerne af fødslen, slesvig-holstenere. Kun de uuddannede og plebs er dansksindede, men næsten ingen er preussisk-sindede. (Hamb. Nachr.)

Aus Sundewitt, 31. Okt. Trotz aller Bemühungen, preussische Sympathien bei der hiesigen Bevölkerung zu erwecken, nimmt die Erbitterung gegen Preussen immer zu. Weder Dänisch-gesinnte, noch Schleswig-Holsteiner wollen Preussen werden. Vor kurzem wurde in einem Klub in Sonderburg ein Ball gegeben, zu welchem der dortige Postmeister, ein geborner Preusse, 12-14 Offiziere eingeführt hatte, wahrscheinlich in der Hoffnung, durch dieselben bei den Damen Propaganda für Preussen zu machen. Sämmtliche Damen hattem sich aber das Wort gegeben, nicht mit den preussischen Offizieren zu tanzen, und damit verliessen diese, ohne getanzt zu haben, die Gesellschaft. Hier in der Gegend und auf Alsen ist jeder anständige und einigermassen gebildete Mensch, mit Aussnahme der geboreren Dänen, schleswig-holsteinisch, nur die Ungebildeten und die Plebs sind dänisch gesinnt, preussisch-gesinnt ist aber so gut wie Niemand. (Hamb. Nachr.)

(Tagblatt für die Städte Dillingen, Lauingen, Höchstädt, Wertingen und Gundelfingen. 9. november 1865)

Færgen fra Gammelholm til Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Færgefarten mellem Gammelholm og Knippelsbro benyttes, som bekjendt, meget stærkt af Publikum, men desværre er Nedgangen til og Opgangen fra Baadene i den Grad livsfarlig, at det er et Under, at der endnu ikke er skeet nogen Ulykke især ved det søndre Brohoved med sønden Storm og stærk sønden Vande. Trappen er smal, steil og glat; det sidste Trin ofte ved Lavvande over en Alen høit, og der findes intet Faldereb at holde sig ved. Færgemanden har Nok at bestille med at holde Baaden, saa at han ikke kan hjælpe Passagererne, og styrter et Menneske udenbords, er han redningsløs fortabt, hvis han ikke kan svømme; thi Strømmen vil i et Nu rive ham ind under Broen. Dette Onde vil let kunne forhindres ved at anlægge et Landgangssted med Faldereb paa den nordre Side af Broen ligefor det søndre med en Nedgangstrappe med brede Trin, som ikke er for steil; thi der er Plads nok. Herved vil man opnaa, at Baadene med sønden Storm og sønden Vande ligge i Læ, saa at Passagererne med Sikkerhed og Lethed ville kunne stige i og fra Færgebaadene. Paa den søndre Side bør den livsfarlige Trappe gjøres bredere, og der bør anbringes et tilstrækkeligt Antal Faldereb. Ved disse Foranstaltninger vilde tillige opnaaes, at Overfarten kunde ske fra begge Landgangesteder, naar Vind og Strøm var dertil.    11-18.

(Dags-Telegraphen 4. november 1865)

1 Aars Forbedringshus for Mened. (efterskrift til Politivennen)

Mened. Madam D. havde for nogen Tid siden været indklaget af Fruentimmeret Karen Larsen, fordi hun havde paasagt denne at have aflagt falsk Ed i Retten og givet hende et Ørefigen, samt slaaet en Spand Vand over hende, hvilken Sag blev behandlet ved Kriminalrettens 2det Civilkammer. Ved Rettens Dom af 8de April d. A. blev Madam D. for det anførte Paasagn anseet med en Bøde af 10 Rd., hvorimod Sagens Udfald, hvad Fornærmelsen i Gjerning angik, blev gjort afhængig af den Indklagede, Madam D.'s Ed, saaledes at hun, saafremt hun med sin Ed bekræftede, at hun ikke havde udvist den anførte Fornærmelse i Gjerning, skulde være fri for Karen Larsens Tiltale, men i modsat Fald endvidere bøde 10 Rd. Den 24de April d. A. aflagde Madam D. inden Kriminel og Politiretten den ovenanførte Ed. Da der imidlertid efter de i den ovennævnte civile Sag fremkomne Oplysninger var tilvejebragt en en høi Grad af Formodning for, at Madam D. havde aflagt en falsk Ed, blev hun anholdt og arresteret. Arrestantinden negtede stadig under den herom indledede Undersøgelse at være skyldig i den kende paasigtede Forbrydelse og paastod, at det var overensstemmende med Sandhed, naar hun i Medfør af Dommen inden Retten edelig har bekræftet, at hun ikke den 25de Februar enten har givet førnævnte Karen Larsen et Ørefigen eller kastet Indfoldet af en Spand Vand efter hende. Det blev derimod under Forhøret af Vidnet Frederikke Charlotte Linge edelig forklaret, at hun afvigte 25de Februar saa Arrestantinden i Gaardsrummet til Eiendommen Nr. 35 i St. Pederstræde give den fornævnte Karen Larsen et Slag paa Øret med Haanden og kaste en Spand Vand saaledes efter hende, at hun blev vaad paa den ene Side. Ligeledes blev det af Dreiersvend Nielsens Hustru edelig forklaret, at hun omtrent 2 Maaneder før afvigte 3die Mai en Eftermiddag saa Arrestantinden give Karen Larsen et dygtigt Slag paa den højre Side af Hovedet, medens de Begge opholdt sig i det ommeldte Gaardsrum, hvor den ovennævnte Charlotte Linge da ogsaa var tilstede, og da det af Arrestantinden var erkjendt, at der kun ved en Lejlighed har været Uenighed mellem hende og Karen Larsen, og det ifølge heraf i Forbindelse med, hvad der under de optagne Forhør af flere afhørte Vidner er forklaret, ikke kunde betvivles, at det af de nævnte to Vidner anførte Faktum var et og det samme, maatte der ved deres Vidnesbyrd ansees tilvejebragt et fuldt Vidnebevis for, at Arrestantinden ved den paagjældende Lejlighed havde slaaet Karen Larsen paa Øret, hvilket Vidnebevis endvidere bestyrkedes ved flere Vidners tildels med Ed bekræftede Forklaringer. Det blev saaledes tilfulde bevist, at Arrestantinden havde tilføiet Karen Larsen et Slag paa Øret, som Arrestantinden edelig inden Retten har benegtet at have givet hende, ligesom det ogsaa ved flere Vidners Forklaringer maatte ansees tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden ogsaa ved den omhandlede Leilighed har kastet en Spand Vand efter Karen Larsen, hvilken Handling Arrestantinden ligeledes med Ed har fralagt sig. Der var saaledes ikke nogen Tvivl om, at Arrestantinden havde aflagt den omhandlede Ed med fuld Kundskab om, at den var falsk; men desuagtet fastholdt hun stadig under Konfrontation med de mange imod hende afhørte Vidner sin Benegtelse af at have gjort sig skyldig i det anførte Forhold imod Karen Larsen og paastod, at Vidnernes Forklaringer vare usande. Ved Kriminal og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 39 Aar gammel og ikke for straffet, anseet med 1 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Dags-Telegraphen 4. november 1865)

Jürgen Bremer. (Efterskrift til Politivennen).

Jürgen Bremer (1804-1874) er nævnt adskillige gange på denne blog. Han var en slesvig-holstensk politiker som især virkede i Flensborg. Efter at have afsluttet sit jura-studium på universitetet i Kiel blev han 1828 sagfører (advokat) i Flensborg.

1846 medlem af Slesvigs stænderforsamling. Marts-oktober 1848 var han medlem af den provisoriske regering i Rendsborg, hvor han var justitsminister og repræsentant for den nationalliberale slesvig-holstenske bevægelse. Medlem af Slesvig-Holstens Landesversammlung december 1848, overappellationsretten i Kiel 1849-1852.

Magistraten i Flensborg modtog en skrivelse fra den provisoriske regering den 26. marts 1848 om at anerkende den. Magistraten bestod af 8 mænd, mens det borgervalgte deputeretkollegium af 24 medlemmer. Disse anerkendte enstemmigt den provisoriske regering, uden at dette dog nødvendigvis betød en tilslutning til dens politik - den kunne også være et udslag af at bøje sig for overmagten og hensynet til ro og orden (der var slesvig-holstenske tropper i byen), i hvert fald anså såvel Magistrat som deputeretkollegium ro og orden som stående over nationale sympatier uanset hvilke tropper der beherskede Flensborg i perioden 1848-1851. Jürgen Bremer var på slesvig-holstensk side. Han blev 1852 landsforvist og nedsatte sig som embedsmand i Lübeck. 

X Flensborg, den 26de Oktober. Fra vor Korrespondent.. Bladene have allerede berettet, at Borgermester Bremer definitivt er afgaaet, men hans Afskedigelse skal dog endnu ikke være endelig bestemt. Som jeg allerede i mit forrige Brev underrettede Dem om, var Bremer for nogen Tid siden bleven kaldt til Slesvig, hver han blev anmodet om at søge sin Afsked; hans Vægring derved har, som man vil vide i velunderrettede Kredse i Slesvig, fremkaldt en Meningsforskjellighed mellem de regjerende Herrer, og saaledes svæver Sagen endnu uafgjort. Vi dansksindede Flensborgere have ikke Noget imod at beholde Borgermester Bremer her, saalænge vi dog ere nødte til at blive under preussisk Herredømme, da vi neppe kunne vente at faa en Mand, der i det Hele taget vilde være mere human imod os, medens vi saare let kunne faa En, der gik langt mere tyrannisk tilværks, end Bremer har gjort. Det Rygte, at han er en slesvigholstensk Wühler, skriver sig egentlig mere fra forrige Krig; Manden har ialtfald vist sig langt bedre end sit Rygte. Indsættelsen af preussiske Embedsmænd her i Landet, som i Begyndelsen forekom os at være en Lettelse imod de slesvig holstensk sindede Embedsmænds umålelige Tryk, og som vi derfor hilsede med Glæde, gjør os nu noget ængstelige tilmode, da vi belærte ved alle de Provindsers sørgelige Historie, som Preussen lidt efter lidt har annekteret, vide, at dette er Begyndelsen til Anneksionen.

(Dags-Telegraphen 2. november 1865)


Jürgen Bremer. Museen-sh.

Bremer var i april 1864 blevet førsteborgmester (Oberpräsident, erster Bürgermeister) i Flensborg. Han blev afskediget med fuld løn - vartpenge - fra 1. december 1865. I hans sted blev udnævnt aktuar Trittau Karl Otto Wilhelm Bong-Schmidt, der kom fra en borgmesterstilling i Itzehoe.

Suenson møder Tegetthoff. (Efterskrift til Politivennen)

- Orlogefregatten "Niels Juel", der som bekjendt i disse Dage er kommen hjem fra sit Middelhavstogt, traf ved Korfu sammen med sin gamle Modstander fra Helgoland, den østerriske Fregat "Schwarzenberg", som endnu føres af Admiral Thegetoff. Som man kunde vente, benyttede Orlogskapitain Suenson Lejligheden til at sige sin kjække forhenværende Fjende nogle Complimenter for hans Mod og Koldblodighed i det kritiske Øieblik, da der under Fægtningen gik Ild i "Schwarzenberg". Den danske Fregat, som tilligemed en fransk Kollega havde eskorteret Kong Georg fra Athen til Korfu, laae tilankers udenfor den unge Konges smukke Landsted, da "Schwarzenberg" et Par Dage efter dens Ankomst en Aften passerede forbi og lagde ind i Havnen. Saasnart Kapitain Suenson den følgende Dag var bleven underrettet om, at Østerrigerne vare komne, lod han sin Chefchalup bemande, iførte sig sin Galauniform og lagde til ved Siden af den østerrigske Fregat. Paa Grund af Karantainen maatte Østerrigerne endnu ikke kommunicere hverken med Befolkningen i Land eller med de Skibe, der allerede havde gjennem gaaet Karantainen, og Admiral Thegetoff var derfor nødsaget til at indskrænke sin Høflighed til ligeledes i fuld Uniform at give Møde paa Falderebstrappen, hvorfra der derpaa udvexledes forskjellige Komplimenter. Dagen efter gjentog den samme Scene sig ved "Niels Juel", og først nogle Dage senere traf de to Chefer sammen ved Taffelet hos Kong Georg. Admiral Thegetoff udtalte sig paa den meest smigrende Maade om den af de danske Sømænd ved Helgoland udviste Bravour, og denne Roes gjentoges af flere af de østerrigste Officerer, da de senere besøgte "Niels Juel". Det forbavsede dem i høi Grad, at Sporene af det i Tydskland saa meget omtalte 14 Fods Hul ikke vare at finde, og da Samtalen ved denne Lejlighed kom til at berøre Preusserne, mødte de danske Officerer den fulbstændigste Sympathi i deres Ønsker om, at denne Magt om ikke altfor lang Tid maatte faae sit Overmod knækket. De gjensidige Visiter endte med en storartet Udvexling af Fotografier og Salutstud.

(Roskilde Avis 2. november 1865).

Bemærk at avisen har fået den østrigske admirals navn galt i halsen. Mødet omtales senere hvor Suensons dagbogsnoter er indføjet:

Fregatterne "Niels Juel" og "Schwarzenberg" ankom omtrent samtidig en af de sidste Dage af August Maaned til Corfu Rhed.

Fra den østerrigske Fregat vaiede Karantæneflaget, saa noget egentlig Samkvem mellem de to Skibe kunde ikke finde Sted.

"Igaar Aftes" — skriver Orlogskapitain Suenson under 28de August — "eller morges tidlig er Admiral Tegetthoff ankret paa Corfu Rhed med "Schwarzenberg" og en Korvet. Jeg fik at vide, at han var i Karantæne, og roede langs Siden for at komplimentere ham. Det er en sjelden smuk, elegant og vakker Mand."

Det var første Gang at de to Modstandere fra Helgolands-Bugten mødtes paa fredelig Vis. Da Orlogskapitain Suenson i sin Gig kom paa Siden af "Schwarzenberg", stod Tegetthoff allerede nede paa Faldrebet for at tage imod ham.

"Seirherren fra Helgoland", som den Gang allerede var en Mand paa 6o Aar, kjendte ikke Tegetthoff. Da Giggen lagde til, spurgte den danske Chef efter Admiralen, som han var kommen for at komplimentere, og blev næppe lidt forundret, da den 38-aarige østerrigske Admiral med det friske, ungdommelige Ansigt rakte Haanden ud med de Ord: "Jeg er Tegetthoff!"

Under Opholdet ved Corfu fortsattes Bekjendtskabet saa godt som Forholdene tillode det. Tegetthoff var endnu samme Dag paa Siden af "Niels Juel" for at gjengjælde Besøget, og da "Schwarzenberg"s Karantæne Dagen efter blev hævet, aflagde den østerrigske Admiral den 30te August et længere Besøg ombord i den danske Orlogsmand.

"Omtrent Kl. 3" — skriver Orlogskapitain Suenson — "kom Tegetthoff ombord med sin Stabschef og sin Skibschef. Han var overordentlig elskværdig, bad mig om at maatte se Fregatten i alle Kroge og blev vel en Timestid."

(O. Lütken: Vice-Admiral Edouard Suenson. 1888)

26 januar 2022

Uskyldig mistænkt. (Efterskrift til Politivennen)

Atter en Uskyldig, mistænkt for Tyveri. Den 20de Mai iaar anmeldte Bødkermester A. H. Thorngreen paa Politistationen, at der fra hans Bopæl i Klædeboderne Nr 38 var frastjaalet ham et Solospindetuhr med vedhængende massiv uægte Kjede. For Tyveriet af dette Uhr, der havde hængt i Kjøkkenet, havde Bødkermesteren mistænkt en Dreng, som i nogen Tid havde været i Lære hos ham. Denne Dreng, hvis Navn er Jens Peter Kjeldstrup, erklærede Bødkermester Thorngreen for at være "tyvagtig", og denne sin Udtalelse støttede han paa det løse Faktum, at Drengen skulde have taget nogle Viskelæders- eller Gummi-Balloner til nogle faa skillings Værdi fra Bødkermesterens Lager og havde leget med disse Balloner i Gaarden. Drengen blev eftersøgt og den 1ste Juni funden af Politiet. Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 1 Rd. 4 Skilling, og disse Penge erklærede han for at være Resten af 5 Rd, som han havde faaet af sin Tante, og af 15 Mark, som han havde faaet af en engelsk Skibskaptain, ombord paa hvis Skib han i længere Tid havde arbeidet, og hvor der skulde være givet ham Tilsagn om Hyre. Da Drengen tilligemed sin Moder mødte i den offentlige Politiret, erklærede han sig uskyldig og støttedes heri af Moderen, der angrebes saa stærkt ved at overvære Retsmødet, at hun blev overfalden af et heftigt Krampeslag og maatte bæres ud af Retslokalet. Bødkermester Thorngreen fastholdt stadig i Retten Sigtelsen mod Drengen, hvem han gav et alt Andet end godt Skudsmaal, men mod Drengens vedholdende Benegtelse forelaa der intet Bevis, og da det tilmed viste sig, at han ganske rigtig havde modtaget 5 Rd, af sin Tante og 15 Mark af den engelske Skibskaptain, hævedes Sagen, idet dog Bødkermesteren gjordes opmærksom paa, at han havde været temmelig rask med strax at sigte Drengen for dette Tyveri. Dog hvilede der endnu stedse en Plet paa Drengens Karakter, og det er denne Plet, som det er vor Pligt at udflette ved al erklære, at Jens Peter Kjeldstrup er aldeles uskyldig, idet den virkelige Ophavsmand til Tyveriet nu er opdaget. Sørgeligt er det, at denne Dreng i saa lang Tid har maattet lide under denne Beskyldning, og at han ikke fik den Plads i Skibet, om hvilken han havde faaet Tilsagn, hvad der vistnok væsentligst er bevirket ved den af Bødkermester Thorngreen mod ham fremsatte Sigtelse for Tyvagtighed blot paa Grund af, at Drengen havde taget de omtalte Gummiballoner hos ham. Hvad der saaledes er forbrudt mod Drengen, vil vel vanskelig hverken Bagermester Thorngreen eller nogen Anden kunne gjøre godt.

(Dags-Telegraphen 31. oktober 1865)


Annonce for bødkermester Andreas Hansen Thorngreen (1805-1873) i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1857. Han grundlagde i 1831 Legetøjshuset - en bødkerforretning i forbindelse med køkkenudstyrs- og legetøjsforretning. Enken overtog forretningen efter hans død, senere Theodor Thorngreen som omdannede den til et rent legetøjsmagasin der blev et af Europas største (Vimmelskaftet 46):

Annonce fra Nationaltidende 18. december 1898.

25 januar 2022

Husvilde, Oktober 1865. (Efterskrift til Politivennen)

De Husvildes Anbringelse

Det er en noksom bekjendt Sag, at man i Kjøbenhavn i længere Tid har følt et overordentlig stort Savn af Boliger for den ubemidlede Klasse. Husleien er for saadanne Boliger som en Følge heraf efterhaanden bleven skruet op til en Størrelse, der ikke længere svarer til disse Familiers Vilkaar, og man har endog i den senere Tid havt Exempler paa, at det selv for Familier, der vare istand til forud at betale en forholdsvis betydelig Leie, ikke har været muligt til Flyttedagen at skaffe sig Tag over Hovedet. Nu staaer Flyttedagen atter for Døren, og alle Julemærker pege hen paa, at Misforholdet mellem Boligernes Antal og den stigende Befolkning denne Gang vil gjøre sig gjældende i endnu høiere Grad end tidligere. Vi behøve ikke at gjøre opmærksom paa, hvilke Forlegenheder, ja hvilken Nød og Ulykke saavel i materiel som i moralsk Henseende dette Onde i sine Konsekvenser kan medføre for mangen Familie, der hidtil har holdt sig opret under Kampen med trange Kaar, og det er klart, at det er i det Offentliges velforstaaede Interesse , ligesom det er det Offentliges moralske Pligt, saavidt mulig at raade Bod paa Ondet ved at anvise de husvilde Familier midlertidige Opholdssteder, der tilfredsstille de sanitære Fordringer og ere nogenlunde afpassede efter de forskjellige Vilkaar, under hvilke Vedkommende hidtil have været stillede. Det er Fattigvæsenets Bestyrelse , som denne Opgave paahviler, og det vil derfor være af stor Interesse for Almenheden at erfare, hvilke Forholdsregler Fattigbestyrelsen har taget for i rette Tid at anvise de Familier, der til Flyttedagen anmelde sig som husvilde, det fornødne Husrum.

Det vil snart vise sig , om den nævnte Autoritet har sørget for at give Spørgsmaalet en tilfredsstillende praktisk Besvarelse. Hvad os angaaer, maa vi desværre foreløbig nære nogen Tvivl i saa Henseende. Det er Prøvestenen for en Fattigbestyrelses Energi, Omsigt og Forsynlighed, om den forud har vidst at indrette sig paa at møde uforudsete ulykkelige Tilfælde af mere omfattende Indflydelse med tilstrækkelig virksomme Foranstaltninger. Hvor meget mere maa det da ikke fordres af den Autoritet, der staaer i Spidsen for det kjøbenhavnske Fattigvæsen, at den itide skal have forberedt sig paa at varetage sit Hverv under Forhold, som der ikke hører nogen Spaadomsevne til at forudse - om hvilke selv et Barn kan vide, at de maa indtræffe, og indtræffe paa et Tidspunkt, der til Punkt og Prikke er angivet i Almanakken? Men saavidt os bekjendt, har Fattigbestyrelsen alligevel til Dato saa at sige slet ingen extraordinære Skridt gjort for at aflede det truende Onde; den er, efter hvad der os meddelt, ikke traadt i Forbindelse med nogen af de Autoriteter, hos hvilke den maatte kunne gjøre Regning paa Understøttelse, og den har ikke sørget for tilbørlig at udvide sine egne Hjælpemidler. Heller ikke forekommer Fattigbestyrelsens hidtidige Optræden under lignende, skjøndt mindre betænkelige Omstændigheder os at varsle synderlig gunstig med Hensyn til dens Virksomhed ved den nu indtrædende Leilighed. Da Fattiggaarden for længere Tid siden befandtes at være overfyldt, og der absolut maatte gjøres Anstalter til de Husvildes Anbringelse et andet Sted, fæstede Bestyrelsen sine Tanker paa Holmens Arbeidshus og overfyldte nu denne Bygning, hvis lokale Forhold just ikke anbefale den til en saadan Anvendelse, i den Grad med Husvilde, at henved en halv Snes Familier i længere Tid have været sammenstuvede i en fugtig, med Stengulv udstyret Kjælder, der er bleven et Arnested for farlige Sygdomme. Ifald Fattigvæsenets Bestyrelse skulde tro, at den paa lignende Maade kan slippe fra de Forpligtelser, som den forestaaende Nød i forøget Maal vil paalægge den, saa vilde den tage mærkelig feil, og saafremt det ikke imod Forventning skulde være skeet i de sidste Dage, haabe vi, at den endelig i den ellevte Time vil gjøre de yderste Anstrengelser for at oprette det Forsømte. - r.

(Dags-Telegraphen 16. oktober 1865).


Norgesgade 55 (senere Bredgade 63-69, matr. Nr. 184a), Fattigvæsenets drengeskole i Bredgade ca. 1865, tidligere Holmens Arbejdshus. Kildetekst: Drengeskolen paa Sankt Annæ Plads blev i Foraaret 1864 henflyttet til dette sted. (Mariboe). Kbhbilleder. Public Domain.

Holmens Arbejdshus var blevet oprettet 1792 under Fattigvæsenet. Det lå i Bredgade som en del af opfostringshusets bagbygninger. I 1857 kom det under Magistratens 3.afdeling. Det blev nedlagt som selvstændig institution i 1865.


Endnu nogle Ord om de Husvildes Anbringelse. I en Artikel i dette Blads Nr. 282 med Overskrift "De Husvildes Anbringelse" udtalte vi det Haab, at Fattigvæsenets Bestyrelse, der hidtil med ørkesløs Ligegyldighed havde seet Flyttedagen nærme sig, vilde tage sig sammen i den ellevte Time og træffe de fornødne Foranstaltninger til Indkvarteringen af de mange Familier, der i de nærmeste Dage kunde ventes at ville anmelde sig som Husvilde. Hvorvidt dette Haab er gaaet i Opfyldelse, vil det Følgende vise.

I Bladenes officielle Meddelelser om de nytilkomne Husvildes Antal er dette angivet at have udgjort indtil i Tirsdags Aftes 84 Familier, bestaaende af 388 Personer, der vare fordelte saaledes: 32 Familier (166 Personer) i Fattiggaarden, 40 Familier (177 Personer) i Holmens Arbeidshus, 2 Familier (5 Personer) i Ladegaardens Husvildeafdeling og 10 Familier (40) Personer) i Bygningen paa St. Annæ Plads; senere angives Antallet at være forøget med 7 Familier (20 Personer), altsaa i Alt 91 Familier, bestaaende af 408 Personer. Disse Angivelser ere imidlertid aldeles fejlagtige. I Holmens Arbeidshus var der indtil i Torsdags Aftes indlagt ikke 40, men kun 23 husvilde Familier, og i Bygningen paa St. Annæ Plads ikke 10, men 31 Familier.

Det maa i Sandhed vække Forbavselse, at Fattigvæsenets Bestyrelse saaledes har kunnet foranledige Offenlliggjørelsen af Meddelelser, der indeholde grove faktiske Urigtigheder og ere egnede til at bibringe Publikum et falsk Begreb om bemeldte Bestyrelses Dispositioner i et ingenlunde uvigtigt Anliggende. Hvad der ligger til Grund for denne Fremgangsmaade, skulle vi ikke udtale nogen bestemt Mening om; men vi kunne ikke undlade at fremdrage en Kjendsgjerning, der, saa længe ingen yderligere Oplysninger foreligge, synes at stille Sagen i et høist paafaldende Lys. Det Lokale, hvori man har anbragt det store Antal Familier, som paa Papiret er blevet saa betydelig reduceret, er Bygningen paa St. Annæ Plads, hvilken Bygning indtil for en Maaned siden har været benyttet som Hospital for epidemiske Øiensygdomme, og de 31 Familier ere blevne indlagte i Hospitalets Værelser, uden at man forud ved Hvidtning og Maling har sikret sig imod, at Smitstoffet endnu kunde være tilstede. Vi skulle ikke knytte nogen Betragtning til denne Kjendsgjerning, som taler tilstrækkelig for sig selv. Hvor Sligt finder Sted, kan man neppe undre sig over det i og for sig aldeles Utilbørlige, at man ikke engang havde gjort sig den Ulejlighed at opsætte Skillerum i de Værelser, hvori 2 eller 3 Familier bleve indkvarterede, saa at mandlige og kvindelige Husvilde skulde klæde sig af og paa i hverandres Paasyn.

Fattigvæsenets Bestyrelse kan ikke imødegaa Klagen mod den uheldige Anbringelse af de i Flyttedagstiden tilkomne Husvilde ved at paaberaade sig, at Antallet er betydeligere, end man havde kunnet forudse. At Misforholdet mellem Boligernes Mængde og Størrelsen af den ubemidlede Arbejderklasse navnlig i den senere Tid har gjort stærkt gjældende, er oftere blevet omtalt offentlig, og Fatligbestyrelsen er netop den Autoritet, der nærmest har faaet det at føle. Siden 1ste Januar d. A. skulle nemlig over 300 Familier have anmeldt sig som husvilde, og i intet tidligere Aar har Antallet endog blot tilnærmelsesvis været saa stort. Fattigvæsenets Bestyrelse burde derfor itide have sørget for at afvende Følgerne af en paakommende Nød ved at opføre Barakker for hjemløse Familier, hvilket tidligere er skeet og vistnok er den billigste og hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa de Husvilde under de tilstedeværende Forhold midlertidig kunne anbringes. At dette er forsømt, maa efter vor Anskuelse høilig beklages.

Ved samme Lejlighed skulle vi suplere, hvad vi i vor forrige Artikel have anført om Kjælderen i Holmens Arbeidshus, med følgende Oplysninger. Kjælderen, der i længere Tid har afgivet Bolig for 9 Familier (39 Personer), af hvilke endnu ingen var bortflyttet den 17de ds., er 3 1/4 Alen høi, 9 Alen bred og 34 Alen lang, naar et Rum af 3 Alens Længde, der benyttes til Snedkerværksted, fraregnes; Gulvet ligger 2 Alen under Gadens Niveau. Kjælderen er altsaa 7,956 Kubikfod stor, hvilket for 39 Individer udgjør 204 Kubikfod pr. Individ. Man sammenligne nu hermed den af Kommissionen for Almindelig Hospitals Reorganisation under 30te December 1854 afgivne Betænkning, hvori det S. 68 t.9 hedder: "Kommissionen vil bestemt fraraade .... at tildele ethvert Individ (ethvert af Hospitalets faste Lemmer) mindre end ca. 619 Kubikfod Rum". I ovennævnte Kommission havde den nuværende Borgermester for Kjøbenhavns Magistrats 3die Afdeling. Hr. Etatsraad Holm Sæde, og hans Navn findes under Betænkningen. Altsaa: i 1854 betragtede Etatsraad Holm 619 Kubikfod Rum pr. Individ som Minimum i de offentlige Boliger for Trængende; men i 1865, da han har faaet Ledelsen af Fattigvæsenet i sin Haand, dekreterer han, at de Fattige skulle nøies med 216 Kubikfod pr. Individ, ikke i en Dag eller to, men i Uger og Maaneder. Det kan man kalde Konsekvens! Etatsraad Holm har imidlertid Ord for at være en human Mand; men Ingen, der har have Leilighed til at se ind i Fattigvæsenets mindre hyggelige Mysterier, kan have undladt at lægge Mærke til hvor uforholdsmæssig en Del af disse Anliggenders Ledelse han har troet al burde overlade sit Faktotum, Hr. Kancelliraad Bojesen, hvis Dispositioner hverken i den her omtalte Anledning eller ved tidligere lignende Lejligheder have vidnet om praktisk Talent og virkelig Interesse for de Fattige. - r -

(Dags-Telegraphen 23. oktober 1865)


I "Dags-Telegraphen" Nr. 284 findes et Inserat "De Husvildes Anbringelse", hvor Undertegnede beskyldes for i Kraft af Lovens Ord, krænkende dens Aand, med Tilsidesættelse af alle Billighedshensyn saavel mod Kjøbenhavns Husvilde som mod Kjøbenhavns Fattigbestyrelse med Hensyn til dennes Forlegenhed overfor hine, at have forbudt 56 Familier at flytte ind i de 56 Paradiser, som de forlængst havde leiet af Grosserer Ishøi i den store Leievaaning, som siden sidst i Juni har været under Bygning paa Brigadeveien paa Amager, saa at endog Birkedommeren, som Intet havde imod, at den beboes, maatte bøie sig for mit sundhedskyndige Distriktslæge kerubs Sværd. At dette Inserat er et Produkt af Uvidenhed og Usandhed, vil forhaadenttig vare indlysende for Enhver efter Gjennemlæsningen af følgende Linier:

Ifølge Sundhedsvedtægten for Taarnby Sogn af 27de Marts 1861 bestaaer Sundhedskommissionen af Birkedommeren som Formand, Distriktslægen, Formanden for Sogneforstanderskabet og 8 af dette valgte Medlemmer, altsaa ialt af 11 Medlemmer, og der raader Distriktslægen kun over sin egen Stemme, skriver en Stemme. Ifølge Vedtægtens § 8 in fine maa nye Leievaaninger ikke tages i Brug, forinden Sundhedskommissionen finder, at Murene ere tilstrækkelig tørre, og ifølge dens § 32 maa Leievaaninger ikke opføres eller indrettes, forinden der iforveien til Sundhedskommissionen er indleveret en fuldstændig Plan og Tegning af Bygningen, og begge ere forsynede med Kommissionens Approbation, ligesom Eieren overhovedet er Sundhedskommissionens Bestemmelse undergiven baade med Hensyn til Grunden, hvorpaa Bygningen agtes opført, og dennes Indretning i det Hele. Denne sidste Forskrift har Hr. Ishøi aldeles negligeret, og, foranlediget ved en Paamindelse af Kommissionens Formand, underrettedes denne af Hr. Ishøi i Skrivelse af 5te Oktober om, at Bygningen nu var saa vidt fremmet, at den efter hans Mening kunde tages i Brug den 17de samme Maaned. Lørdagen den 7de Oktober samledes Sundhedskommissionens 11 Medlemmer for at syne Bygningen, og uagtet det snart blev flere af Medlemmerne, hvoriblandt Undertegnede, klart, at Vedkommende har holdt Kommissionen for Nar og spildt dens Tid ved at kalde den til at syne en saa ufuldendt Bygning som denne, og udsat Medlemmernes Liv og Lemmer for Fare ved at klatre Etager høit op ad Stiger, hvor der aldeles manglede Trapper, og over løst henlagte Bræder, hvor der manglede Gulv, samt at Kommissionen strax burde have Mødet med Protest, blev Synsforretningen dog fuldført, efter hvillen der af Sundhedskommissionens samtlige 11 Medlemmer blev undertegnet det Skjøn at den ikke for Tiden kunde give sit Samtykke til, at nogen Del af bemeldte Bygning toges i Brug til førstkommende Flyttedag. Dette Skjøn afgaves altsaa 10, skriver ti, Dage før Flyttedagen og var motiveret ved, at Kalkpudset i Størstedelen af de 56 Lejligheder var mere eller mindre fugtigt, at Væggene paa Trappegangene til samtlige 7 Opgange gjennem alle 4 Etager vare ganske raa uden Puds, at Trapperne, som kun tildels vare færdige og umalede paa flere af de 7 Trappegange, manglede aldeles ved 4de Opgang, hvor heller intet Gulv fandtes. I flere af Lejlighederne manglede baade Døre og Gerichter, og Malingen var langtfra fuldført, ligesom Latriner til og Afløbsrender for Spildevandet fra 56 Leiligheder manglede totalt. Saaledes var Bygningen 10 Dage, skriver 10 Dage, før Flyttedagen!

Efter en senere af Hr. Ishøi indsendt Begjæring af 1ste Oktober var Sundhedskommissionen godmodig nok til at indvillige i atter at tage Bygningen i Øiesyn den 16de Oktober Dagen for Flyttedagen, ved et Udvalg af 3 af Kommissionens Medlemmer: Birkedommeren Distriktslægen og Formanden for Sogneforstanderskadet. Da dette Udvalg, efterat Gaardeier Hedegaard var mødt i Undertegnedes Sygdomsforfald, i Forening med Justitsraad Stadsbygmester Nebelong, som af Kommissionen var anmodet qua speciel Sagkyndig at understøtte Udvalget ved Bedømmelse, havde visiteret Bygningen, og Stadsbygmesteren havde erklæret, at Lejlighederne efter den iblandt Bygningskyndige fulgte Vedtægt over alt i Bygningen nu kunde kaldes tilstrækkelig tørre, vedtog Kommissionens Udvalg at give sit Samtykke til, at samtlige Lejligheder maatte tages i Brug Dagen efter hvilket Grosserer Ishøi strax blev underrettet om.

Disse sidste Linier kunde have været nok til at gjendrive det omtalte Inserat med dets flaue Udgydelse om danske Loves praktiske Uanvendelighed, lægekyndigt Distriktslæge Kerubsværd, om en fuldkommen færdig for og god Bygning, paa et frit, luftigt og sundt Terræn (Fredens Møllers Fabrikkers Dunster ligeoverfor mod Øst, Holms & Sønners Trankogeri skraaes overfor mod Sydvest, to Hesteslagterier med store Svinehold i nærmeste Omegn!!), men jeg har troet at burde fremstille Kiendsgjerningerne, saaledes som de kunne kaldes sande. At Love, hvis Aand og Ord stille Autoriteter til at varetage Fattigmands Interesser imod hensynsløse Bygherrers Pengegridskhed, af disse ansees som praktisk uanvendelige, er saare begribeligt, men om Lovens Baade Aand og Ord saavelsom de i de 56 Leiligheder indflyttede Familiers sande Interesse mulig blive et Offer for Enkeltmands Vindesyge, skal jeg efter de Oplysninger, jeg har givet, overlade til ethvert fordomsfrit Menneskes Afgjørelse. Insinuationen mod Birkedommeren, som indeholdes i Inseratets sidste Stykke, behøver jeg ikke at tilbagevise.

Amagerbro, den 19de Oktober 1865.

W. F. Feilberg.

(Dags-Telegraphen 24. oktober 1865).


Manglen på smålejligheder gjorde sig også gældende i provensen, i Aalborg var der 4 familier med 19 personer indlagt på fattiggården, og fattigbestyrelsen havde måttet hjælpe 6 familier til husly.

Den ældste bebyggelse på Brigadevej er 34-46. Fabrikant F. L Holmblad skænkede en grund til Arbejdernes Byggeforening (1865), dannet af arbejderne på skibsværftet Burmeister & Wain og direktøren sammesteds. 1867-1871 opførtes 32 huse som arbejderboliger, dels i Sverrigsgade (dengang Nygade) 17-63, dels på Brigadevej 34-46 og endelig i Finlandsgade 4. I Sverrigsgade 24 indrettede Holmblad en skole til arbejderbørnene.

Men ellers bebyggedes den ene gade efter den anden i sidste halvdel af det 19. århundrede med arbejderboliger af ringe kvalitet. Ved århundredskiftet forbedredes kvaliteten, fx af urtekræmmer Herman Ebert, indvalgt 1895 i sognerådet. Året før havde han startet den villaby, der fik navn efter ham. (mellem Amagerbrogade og Englandsvej). Han stod også bag "Eberts nye Villaby“ (Øresundsvej og Kastrupvej), samt "Bellevue-Kvarteret" ved Holmbladsgade (Ungarnsgade, Østrigsgade, Venusvej, Serbiensgade, Albaniensgade og en Del af Bøhmensgade)


.

- I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Aftes Kl. 6 1/4 foretoges Følgende :

- - -

Brix rettede den Forespørgsel til Magistraten, om hvormange Husvilde der var kommet til Fattigvæsenet ved den sidste Flyttedag; hvorvidt den ofte paastaaede Mangel paa Lejligheder for fattige Familier havde gjort sig gjældende; hvor de Indkomne vare anbragte, og hvorvidt man var beredt paa at serge for dem i længere Tid. Han havde stillet sine Spørgsmaal, for at faae det offenlig behandlet, om man ikke nu af Hensyn til Byens Udvikling og Sundhedsforholdene maa søge at skaffe Boliger for Arbeiderfamilier. 

- Borgemester Holm svarede, at Magistraten havde alt før Flyttedagen henvendt sig til forskjellige Ministerier om at faae en eller anden offenlig Bygning overladt til Brug; men den fik enten ligefrem Afslag eller kun saadanne Tilbud, at de ikke kunde modtages. Den havde derfor maattet gribe til Kommunens egne Eiendomme. Indtil den 28de Octbr. er der anmeldt 185 husvilde Familier, thi Tallet er blevet meget forøget (med 65 Familier) siden Flyttedagen, og af disse ere 99 anbragte i Fattiggaarden, 9 paa Ladegaarden, 44 i Holmens Arbeidshus og 33 i Gaarden paa St. Anna Plads. 

- Brix: Den anvendte Del af Holmens Arbeidshus er aldeles uanvendelig undtagen som midlertidigt Opholdssted; det har han selv overbevist sig om. Han maa meget beklage Magistratens Adfærd. Det er ingenlunde nok at træffe Foranstaltninger naar Nøden allerede har viist sig; den maa virkelig vise større Forudseenhed og tage omfattende Forholdsregler. Det har jo viiist sig, at Husvilde-Tallet stadig er voxet siden April Maaned, og at det nu er større end nogensinde. Og dette kan ikke være Andet under de nuværende høie Husleie Priser. 

- Borgemester Holm: Man kan kun ansee de Husvildes Ophold som midlertidigt ; thi der finder hver Dag Afgang eller Tilgang Sted fra de Steder, hvor de ere henbragte. 

- Brix: Det er netop heri, han skiller sig fra Borgemesteren, at han betragter Forholdet med de Husvilde som et mere constant. Maaskee gaae nok endel Familier bort, men der kommer andre i Stedet, og Tallet er jo, som Borgemesteren selv har indrømmet, stigende. Det har ogssa viist sig, at der er mange agtværdige, stræbsomme Familier af Arbeidsclassen, som ikke have kunnet faae Leiligheder til en saadan Pris, at de kunde udrede den, alene fordi de havde mange Børn. Der er altsaa en virkelig social Tilstand, mod hvilken man maa tage Forholdsregler. Del eneste Skridt, der er gjort fra Magistratens Side, er, at den har tilbudt Laan til Mænd, som vilde bygge Arbejderboliger. To Tilbud ere indkomne, og det ene antaget, medens det andel i flere Uger har været underveis, inden det kom til Forhandling. 

- Eskildsen spørger, hvad Magistraten har gjort efter Borgerrepræsentationens Opfordring om at indgive et Andragende til Indenrigsministeriet om at bevirke Demarcationsliniens Ophævelse. 

- Borgemester Holm: Magistraten har sendt en Skrivelse til krigsministeriet.

Dahlerup stillede derefter sin Forespørgsel om de Foranstaltninger, der ere trufne til, under en mulig Choleraepidemi at hæve Overbefolkningen i de under Fattigvæsenet hørende Stiftelser og til Afhjælpning af Mangel paa Boliger for fattige Familier. Choleraen har i de sidste Maaneder vandret jevnt fra Syd mod Nord, og det er ingen overdreven Ængstelse, at kræve, at man har beredt sig paa den Mulighed, at den kan komme til os. 1853 greb Choleraen især fat i Almindeligt Hospital, hvor næsten 1500 Mennesker vare sammenstuvede, og det blev Brændpunktet for hele Epidemien. Derfor bad Regeringen kommunen at tage Forholdsregler for at fjerne den store Overfyldning paa Almindeligt Hospital, og det blev antaget, at Hospitalet i det Højeste kunde taale 1000 Mennesker. Man byggede et nyt Hospital, for at Bygningen alene kunde blive Lemmestiftelse, men nu har man efterhaanden fyldt den med næsten 1400 Mennesker. Og ikke nok dermed. Man har tillige skabt et nyt Brændpunkt i en anden Ende af Byen, nemlig i Fattiggaarden, der først blev indrettet til midlertidigt Opholdssted for Husvilde, men som nu er aldeles fyldt med stadige Beboere, medens Lofterne i den sidste Tid ere blevne overfyldte med Husvilde under meget slette Forhold. Og endelig har man henflyttet en stor Del Husvilde til Holmens Arbeidshus, hvorved der er dannet et tredie Brændpunkt for Epidemier, ikke blot for Cholera, men ogsaa for andre, som kunne være ligesaa farlige og ligesaa dødbringende. Har Magistraten nu gjort Noget, for at kunne sprede Befolkningen fra disse Samlingspunkter, hvis Ulykken indtraf? Eller har den gjort Noget, for at formaae Folk til at bygge Arbejderboliger? En Anmodning fra Lægeforeningens Bestyrelse om Laan til at bygge slige, er kun bleven besvaret med Forespørgsel om en hel Mængde Forhold ved de nuværende Boliger. Hvad kan det nytte, om der er en Del Ledigheder ledige til bedre Familier, naar der ingen er for Smaafolk, tilmed da disses Tal er i stadig Stigen? Der er skeet Opfordring herfra til Magistraten om at gjenoptage Underhandlingerne med det Klassenske Fideicommis; er dette skeet, eller hvad er der overbovedet skeet? 

- Borgemester Holm giver Oplysninger om de Tal paa Husvilde, der findes paa disse forskjellige Stiftelser, nemlig paa Fattiggaarden 469 Individer (deraf 193 paa Loftet), paa Ladegaarden 32, paa Holmens Arbeidshus 296 og paa St. Annæplads 125, Ialt 832. Til hvert Individ i Fattiggaarden kan man regne 10 Qvadratalen og til hver Familie 1,900 kubikfod. Magistraten kan ikke erkjende, at der er Overbefolkning paa de forskjellige Fattigstiftelser, men har dog befalet Stadslægen, naar hans Tid tillader det (!) at undersøge Sundhedstilstanden i alle Stiftelserne. Paa Almindeligt Hospital er der 199 Qvadratalen til hver 6 Individer, hvilket maa regnes for et forholdsvis godt Forhold. Fra Klassens Fideicommis er intet Svar kommet; men paa Amagerbro opføres en stor Bygning, netop bl den Slags Familier. 

- Dahlerup: Det er høist sørgeligt, at Magistraten, uanseet Alt, hvad der er skrevet om Almindeligt Hospitals Tilstand 1853, dog kan troe, at Hospitalet ikke er overfyldt, alene fordi der nu kun er 1400 Mennesker derude. Og endnu mere beklageligt er det, at den erklærer ikke at have gjort og ikke at ville gjøre Noget. 

- Thomsen: Borgemesteren maa have taget hele Gaardspladsen med ved Almindeligt Hospital, thi i den bebyggede Del er der kun 500 kubikfod for hvert Individ, hvilket ved 6 Alens Høide er 12½ Quadrat-Alen for hver. 

- Købke; Der er 50 Mennesker for hver 1000 Q Fod i Almindeligt Hospital, medens der i Byen falder 20-39 Personer paa hver 1000 Q Fod. 

- Herforth tager i det Hele Almindeligt Hospital i Forsvar, fordi der er god Orden og Renlighed. Beboerne have det vist langt bedre der, end under deres tidligere Forhold ude i Byen. Angrebet er vist temmelig ubillig). 

- Dahlerup: Man har ikke klaget over Ordenen paa Hospitalet, men kun over Overbefolkningen. Det er ikke nok, at de enkelte Beboere i Grunden have det bedre; thi samlede paa een Sted, ere de ulige farligere for den offenlige Sundhed, end naar de ere spredte over hele Byen. Tilstanden paa Holmens Arbeidshus er i hvert Fald uforsvarlig, da man har fyldt Lokaler, som for ikke længe siden erklæredes aldeles ubrugelige. 

- Ussing: Man maa fremsætte mere bestemte Forslag, hvis man vil vente noget praktisk Udbytte af en Forespørgsel. 

- Borgemester Gammeltoft hævder for Magistraten Æren for at have fremført Forslaget om Laan til Arbejderboliger, og henviser til, hvor farligt det er, naar de offenlige Myndigheder ville gjøre sig til Formyndere for Folk, der burde kunne sørge for sig selv. Særlig meddeler han, at før Flyttedagen Mange henvendte sig til Fattigvæsenet, for at bede dette skaffe dem Boliger, altsaa baade uden Udgift og uden Ulejlighed. Magistraten skal værge Communen mod denne Lyst hos Almuen til at kaste al Sorg over paa den, selv om den derved skal udsætte sig for Beskyldningen for Mangel paa Humanitet. Magistraten har til Lægeforeningens Bestyrelse rettet Spørgsmaal om, hvilke Beboere der findes i dens Boliger, for at det kan sees, om de egenlig høre til den her særlig omhandlede Klasse Personer, hvilke Hensyn man tager til Valget af Leiere (f. Ex. om man vrager Folk med Børn eller ei), om Foreningen agter at gjøre nogen Forandring i Bygningernes Indretning eller beholde den nuværende, ved hvilken der klæber flere Mangler, og om den kunde skaffe den Sum 48,000 Rdl. til at fuldstændiggjøre Byggesummen, naar den fik det ansøgte Laan af 90,000 Rdl, og Grunden frit. Han vil forøvrigt meddele, at Finansministeriet i Løverdags Aftes har solgt 7-8000 Q Alen til Arbeiderboliger for 156 Familier. Disse Huse skulle ikke have mange Stokværk, men ville faae rigelig Gaardsplads. 

- Brix troede dog overfor Ussing, at Forespørgsler gjorde Nytte ved al fremkalde Oplysninger; thi før saadanne vare givne, kunde man ikke stille yderligere Forslag. Borgemester Gammeltoft var nok bleven vred; men det blev Magistraten saa tidt, naar man ikke strax vilde anerkjende dens Visdom og Forudseenhed. Det var urigtigt, naar man havde paastaart, at hans (B.s) Spørgsmaal ikke vare bestemte nok, men han fik ikke Svar paa dem. Der meddeltes saaledes slet Intet om, hvorledes der blev sørget for de Husvilde, skjønt han havde oplyst, at Lokalerne vare overgivne dem, uden at der var gjort Nogetsomhelst til deres Indretning. I Gaarden paa St. Annæ Plads varede det 8 Dage, inden der kom Skærmbrædter fra Almindeligt Hospital til at adskille de enkelte Sengesteder, skjønt der var Folk af flere Familier i samme Stue. 

- Eskildsen mindede om, at der ved de nye Boligers Opførelse blev fordrevet omtrent 60-80 Familier, der nu vanskelig selv kunne skaffe sig Husly. Der bliver altsaa i Virkeligheden endnu flere Husvilde for Øieblikket, og i Længden kun Boliger til 70-80 nye Familier. 

- Mellem Borgemester Gammeltoft og Brix vexledes nogle meget skarpe personlige Bemærkninger. 

- Herforth: Arbeiderne dele sig i to Klasser: de, der kunne betale den for deres Ledigheder passende Husleie, 48-60 Rdl. aarlig, fordi de ikke have altfor mange Børn, men en ret god Fortjeneste, saasom Vognmandskarle og Haandværkssvende; og de, der enten ved deres mange Børn eller ved en ringere Fortjeneste, kun kunne betale 24 til 30 Rdl. aarlig. For dem kan ingen Privatmand med Fordel bygge Huse af nogenlunde ordenlig Indretning, og derfor bør Communen vistnok selv bygge Huse for Mænd af denne Klasse, hvilke saa naturligvis maatte stilles under en vis Tvang og Tilsyn. Han troede, at Flertallet af de Husvilde hørte til denne sidste Klasse. 

- Herom kunde Borgemester Holm ingen Oplysning give for Øieblikket.

(Fædrelandet 31. oktober 1865. Afsnit indsat for at lette læsningen)

Johan Peter Holm (1805-1884) var borgmester for Magistratens 3. afdeling 1847-1869.

Christian Carl Brix (1820-1908) var på daværende tidspunkt (1851-1892) bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole og 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. Han var tillige 1863–66 medlem af rigsdagens landsting, 1864–66 af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing.

Grosserer Jens Christian Juulsgaard Gammeltoft (1818-1873) var borgmester for Magistratens 2. afdeling i København 1860-1873.

24 januar 2022

Kjøbenhavns offentlige Politiret 7de Oktober og 13de Oktober 1865. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling. Assessor Behrend.
Lørdagen den 7de Oktober.

- - -

- Invalid Peter Rasmussen Holløse har Politiets Tilladelse til at spille paa Lirekasse; men Invaliden har ikke Raad til at kjøbe en Lirekasse og ikke Lyst til at giøre ublu Renter for at leie et saadant Instrument, hvorfor han gaaer omkring i Gaardene og spiller paa Harmonika. Men naar man har Lov til at spille paa Lirekasse, saa har man derfor ikke Lov til at spille paa Harmonika, og den Tilladelse, som Lirekassemændene have til at spille "Repeticer" paa Gaden, gjælder ikke for Harmonika-musikanterne, hvorfor ogsaa Invaliden efterat have klaget over Politiets Fortolkning af Bevillingen modtog en Advarsel med at spille paa Harmonika saavel i Gaarde som paa Gader og Stræder og henvistes til Politidirektøren for at faa Lirekassebevillingen ombyttet med en Harmonikabevilling 

- - -

(Dags-Telegraphen 8. oktober 1865)


2den Afdeling. Assessor Behrend.
Torsdagen den 12de Oktober

- - -

- Arbeidsmand Frands Hesse var idag efter Betjentens Udsagn saa beskjænket, at han hellere ville gaa hjem til sin Kone og sove Rusen ud end give Møde i Retten. Hans  Forseelse bestod i, at han forleden udfor Hotel "Phønix" gjentagne Gange med en Trækvogn havde kjørt ind paa Hestene for en Grosserers Vogn og derpaa havde skjældt Herskabet saaledes ud, at der blev Gadeopløb. Derpaa kiørte han afsted med sin Vogn, som han satte ind i et Sted i Bredgade, og opdagede saa, at en Orlogskaptain fulgte efter ham for at lade ham anholde. Denne Opdagelse bevirkede, at Hesse gav sig til at løbe, men Orlogskaptainen fulgte ham og saa ham løbe ind i en af de smaa Butiker ved Toldboden. Ved Hjælp af et Par Matroser fik Orlogskaptamen en Betjent hentet, og nu traadte de ind i Beværtningen. Men der var ingen Hesse. Endelig opdagedes Synderen som man havde skjult i en Kjælder, og han blev saa bragt til Stationen. I næste Retsmøde vil hans videre Skæbne blive afgjort.

- - -

- Retsmødet overværedes af 22 Duer som ved deres Kurren oplivede de tørre Forhandlinger. Duerne vare nemlig stjaalne af den næsten 15aarige Hans Peter Julius. I Søndaga Nat bemærkede den paa Blegdammen patrouillerende Betjent at en Dreng kom slæbende med en stor Sæk paa Nakken, og da Drengens Forklaring om Indholdet i Sækken lød meget mystisk, blev han transporteret til Politistationen, hvor han tilstod at have stiaalet de i Sækken værende 14 Duer hos Rebslager Trane paa Nørrebro, idet han havde slaaet en Rude ind i Dueslaget og efterat have taget Vindueskrogen af var steget ind i det i Tranes Bygning værende Dueslag, hvorfra han stjal de 14 Duer, som han puttede ned i en ligeledes stiaalet Sæk. Ved et senere Forhør tilstod han foruden et tidligere Tyveri af 6 Duer hos Trane tillige at have stjaalet 3 Duer fra Tienestekarl Kruse i Valby. Drengen kunde være inderlig glad over at mangle en Maaned i at være 15 Aar, thi havde han naaet denne Alder, vilde han være bleven idømt 2 Aars Forbedringshusarbeide for Indbrud, medens Dommen derimod nu kun lød paa Ris i 2 Dage, 20 Slag hver Dag.

(Dags-Telegraphen 13. oktober 1865).

Rudolph Hanisch 1865-1867. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er tredje og sidste del af en serie med materiale om Rudolph Hanisch falder i tre dele: Dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.


Forpagter Hanisch paa Tersløsegaard, der tidligere har været dømt for ulovlig Lægepraxis, er nu atter dømt til en Mulkt af 100 Rd. samt fire Ugers Fængsel foruden Sagens Omkostninger. Efter hvad der er berettet os, fremtræder Ubilligheden og Urimeligheden i vore Bestemmelser om Udøvelsen af Lægepraxis i en usædvanlig Grad ved denne Mand, hvis Kundskaber og Dygtighed skulle være meget lidte. Omegnen er ogsaa kommen i stærk Bevægelse ved denne Dom. Hans Sogn har betalt Mulkten og Sagsomkostningerne, og det og de tilstødende Sogne have sendt en Deputation af 9 Mand til Hs. Majestæt, som har givet dem Audiens og modtaget dem med megen Venlighed. Vi ville maaske komme tilbage til denne Sag.

(Dags-Telegraphen 5. juli 1865).


Det skal være paatænkt ved en storartet Tilkjendegivelse at vise den homøopatiske Læge, Forp. Hanisch paa Tersløsegaard, den Tillid og Agtelse, han nyder, derved, at Landbefolkningen vil afhente ham ved hans Løsladelse fra Fængsel - som han er tilkjendt fordi han ikke har alløopathisk Examen til at udøve Praxis i Homøopathie! - i et Optog af flere Vogne, der nævnes fra 40 til 200. Hr. Hanisch nyder, efter Sorø Av., ikke blot stor Tiltro for sin Lægedygtighed hos Almuesfolk, men ogsaa hos "de mere dannede Stænder". Det kan altsaa endog vare aldeles standsmæssigt, at lade sig curere af ham og han skal "virkeligt ogsaa have udfort flere heldige Cure". Det nævnte Blad ønsker derfor ogsaa, i Menneskelighedens Interesse, at der ad Bevillingsveien maa indrømmes Hr. Hanisch, der ved sin Praxis har godtgjort, at han er virkelig Lage, "Ret til at udøve den Lægevirksomhed, der saa inderligt ønskes af en stor Deel af Egnens Folk, og som maaskee ogsaa, som al anden Concurrence, i andre Henseender kunde have sine gavnlige Følger".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. juli 1865).


Om Ærestoget for den homøopathiske Læge Doctor Hanisch, Forpagter paa Tersløsegaard, beretter endvidere Avisen fra Sorø: En betydelig Deel Landboere havde samlet sig paa Torvet og fulgte Hr. Hanisch ud af Byen, dog ikke i noget Optog. Først udenfor Byen ordnede Skaren sig og drog nu i festligt Optog og med et Musikcorps og Hr. Hanisch i Spidsen ud til Sorø Mølle, hvor der gjordes Holdt og hvor Hr. Hanisch takkede Mængden for den ham beviste Ære, der var ham en Oprejsning for den Skade og Tort, hans Fængsling havde paaført ham; han takkede dem Alle for den Iver, de havde viist for at gavne hans Sag ved at henvende sig til Hs. Maj. Kongen, for hvem han derpaa udbragte et Leve, som besvaredes med et ni Gange gjentaget Hurra. Derefter maa Mængden efterhaanden være vendt tilbage til Byen, hvor Vognene vare blevne staaende, thi Kl. omtr. l0 1/4 passerede en Række af vel en 40 Vogne, besatte baade med Mand og Qvinder, Byen med H. imellem sig. Ved den forelagne Indsamling til dermed at betale de Hr. Hanisch idømte Bøder er indkommet over 1000 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. juli 1865).


Sjællands-Posten (Ringsted) 15, juli 1865 indeholdt en forside med folk der havde ladet sig behandle af Hanisch, herunder flere fra sogneforstanderskabet


- Overretten afsagde den 4de d. M. Dom i en fra Slagelse Kjøbstads Extraret indanket Sag, under hvilken Forpagter Rudolph Hanisch af Tersløsegaard var sat under Tiltale for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler.

Det var under Sagen oplyst, at han, efter at Underretsdommen i den sidste af de mod ham for Qvaksalveri anlagte Sager den 13de Februar f. A. var ham overgaaet, havde taget 2 Personer under Cur, nemlig fra Begyndelsen af October Maaned f. A. Kjøhmand V. Petersens Søn af Slagelse, der led af en farlig Hjertesygdom, forenet med Gigtfeber, og som den 5te Decbr. f. A. afgik ved Døden, og fra Midten af Marts Maaned f. A. Tømmermand Niels Hansens Dalter, der led af Bylder paa Armene og Benedder, samt at han allerede forinden bemeldte Dom var afsagt havde taget nævnte Hansens Kone under Cur for Modersyge, hvormed han vedblev endnu efter bemeldte Doms Afsigelse. Tiltalte havde leveret og modtaget Betaling for Lægemidler til de 2 sidstnævnte Personer, medens han foregav paa Slagelse Apothek at have kjøbt den Medicin, han sendte Petersens Søn.

Paa Grund af det Anførte blev Forpagter Hanisch efter Frdgn. 4de Decbr. 1672 § 30 anseet med en Bede af 100 Rdl. til Holbek Amts Fattigkasse, saml efter Loven af 3die Maris 1854 jfr. Frdg. 5te Septbr. 1794 med Fængsel i 2 Maaneder.

(Fædrelandet 9. august 1865).


- I en mod Forpagter Hanisch af Tersløsegaard for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler anlagt Sag blev han ved Landsoverrettens Dom af 4de August d. A. dømt til at hensættes i simpelt Fængsel i to Maanederm samt til at erlægge en Mulkt af 200 Rdl. Denne Dom har Høiesteret stadfæstet i Mandags.

(Holstebro Avis og Avertissementstidende 7. oktober 1865).


Tiltale for Udfærdigelse af en urigttig Attest. Overretten afsagde den 27de Februar Dom i en fra Løve Herreds Opbragt indanket Sag. under hvilken Møllersvend Hans Rasmussen var sat under Tiltale for at have udfærdiget en falsk eller ialfald urigtig Attest.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger var det godtgjort, at han der, medens han tjente i Skaffelov Mølle, havde faaet sin Arm beskadiget ved at ville standse Møllen, da den løb før Vinden, og for denne Beskadigelse havde søgt Raad hos Forpagter Hanisch paa Tersløsegaard, paa Anmodning om at meddele en Attest om den Cuur, han saaledes havde underkastet sig hos Hanisch, hvilken Attest, efter hvad der blev sagt Tiltalte af den Person, der anmodede ham om den, skulde benyttes som Bilag ved en Ansøgning om Tilladelse for Hanisch til at praktisere - havde med - beell en saadan Attest, der saavel med Hensyn til Beskrivelsen af den Tiltaltes Arm tilføiede Beskadigelse maatte ansees for meget overdreven, forsaavidt det nemlig i Attesten hed, at Armen var knuust, uagtet Tiltalte ikke burde have været uvidende om, at dette ikke var Tilfældet, om end Armen havde været temmelig stærkt beskadiget, som i enkelte andre Punkter, Tiltalte vitterlig, ligefrem var urigtig, forsaavidt det nemlig i Attesten hed, at den var udstedt uopfordret, og at Tiltalte havde gjort Felttoget med, uden at Kvæstelsen havde generet ham, hvilket ikke var Tilfældet, da han slet ikke havde været i Felten.

For dette Forhold, der, naar hensaaes til, at Attesten som meldt, efter hvad der var Tiltalte bekjendt, skulde benyttes som Bilag ved en Ansøgning til Regjeringen, rettelig var gjort til Gjenstand for offentlig Paatale, blev Tiltalte, der tidligere havde været straffet, anseet med en efter Lovgivningens Analogi lempet arbitrair Slraf, der bestemtes til en Bøde af 10 Rb. til Holbek Amts Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1866).


Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 5. juli 1866 indeholdt en skrivelse underskrevet en række gårdmænd, håndværkere mv. som appellerede til en indsamling til fordel for Hanisch efter at han var blevet løsladt fra fængslet.


Kvaksalveri. Forpagter Hanisch af Tersløsegaard, der senest ved Højesteretsdom af 2den Oktober f. A. for Kvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler blev anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder samt en Mulkt af 100 slid., er ifølge del sidste Nr. af "Jur. Ugeskrift" paany sat under Tiltale for at have gjort sig skyldig i de samme Forseelser. Forsaavidt imidlertid Sigtelsen af ulovlig Dispensation af Medicin angik, blev han ved Overrettens Dom af 3die f. M., der iøvrigt stadfæster Sorø Birks Extraretsdom, herfor tillagt Frifindelse. Derimod var det ved Tiltaltes egen Tilstaaelse oplyst, at han forinden Underretsdommen i den ved Højesteret den 2den Oktober f. A. paakjendte Sag blev afsagt, den 28de Januar f. A. havde taget en Person, der led af Betændelse i venstre Laarbeen, forbunden med Beenedder, under Kuur og leveret ham de Medicamenter der skulde anvendes paa fremdeles at han den 12te Jannar har taget en Kone, der leed af chronisk Lederheumatisme, under Kuur og fortsat Kuren efter den 28de Januar f. A. samt anvendt Smørelse og Elektrisering til denne Kuur, og at han kort efter førstnævnte Underretsdoms Afsigelse har taget en Person, der leed af Ledevand i venstre Knæ, under Kuur samt dertil anvendt Saltposer, Spiritus til Indgnidning og et Bind, hvilket sidste Tiltalte leverede og Vedkommende betalte. Sluttelig har Tiltalte vedgaaet, at han til den sidste Tid er vedbleven at tage Folk under Kuur, der henvendte sig til ham om Raad, idet han har meddeelt dem sine Raad under den Form, at han, hvis han var i deres Sted, vilde bruge dette eller hiint, uden dog at forsyne dem med Medicin, som han imod sin Benægtelse ikke kan ansees at have dispenseret. - Med Hensyn til de tre ovenomhandlede Personer havde Tiltalte villet gjøre gjældende, at de af vedkommende Læger vare erklærede incurable, hvilket dog ikke var Tilfældet, skjøndt de alle Tre i længere Tid havde underkastet sig Lægebehandling uden at have opnaaet Helbredelse, førend de henvendte sig til Tiltalte, og da Tiltalte ei heller kunne ansees disculperet derved, at to af de paagjældende Personer havde henvendt sig til ham med Samtykke af Sogneforstanderskabet, blev han paany i Henhold til Lov af 3die Marts 1854 cfr. Forordn. 5te Septbr. 1794 5 idømt 3 Maaneders simpelt Fængsel.

Sagen er forøvrigt indanket for Høiesteret.

(Horsens Folkeblad 27. september 1866).


Læge-Tentamen. Forpagter Hanisch, der paa Grund af sin udstrakte Lægevirksomhed saa ofte har været Gjenstand for Forfølgelse fra det Offentliges Side, har efter Forlydende i "Dagst." i Onsdags underkastet sig Læge-Tentamen. Examinationen, der fandt Sted i det kirurgiske Akademi, overværedes af en meget talrig Tilhørerkreds af medicinske Studerende.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 26. januar 1867).


- Som et lille Efterspil til den halvaarlige medicinske Examen, der nu er sluttet, er der i disse Dage opført en medicinsk Farce, hvoraf vi - siger "Ugeskr. f. Læger." - ville give vore Læsere en Mundsmag; hører den end mere hjemme i en lavere Sphære, frembyder den dog sine interessante Sider. Sagen er denne: Forpagter Hanisch er bleven examineret! Den gode Hanisch, der er kommen til os fra det store Fædreland for at curere vore Skrøbeligheder, - den dygtige Hanisch, der, foruden at dyrke den moderlige Jordbund som Forpagter, tillige dyrker Medicinen som Qvatsalver, - den stakkels Hanisch, der har været udsat for saamegen Forfølgelse, han fik dog Leilighed til at vise sine Kundskaber. Man vilde nødig til det; men Gud skee Lov, Retfærdigheden lever endnu, og Hs. Exc. Justitsministeren, der svinger dens Sværd baade over de Gode og Onde, han har befalet Facultetet at examinere H., - om end ikke i hans Modersmaal. Derfor har Hr. H. naturligviis heller ikke nægtet sig Noget; han gik op i "die gesammte Medicin", dog meest i hvad han kalder "Rhefmatismus". Hans Præstatiover vare, som man kunde vide iforveien, forbavsende. Da hans Studier dog væsentlig holde sig til Overfladen af Mennesket, kan man ikke undre sig over, at han under den chirurgiske Clinik ikke opdagede et stort Seqvester, der laa blottet i et Saar, og lignende Smaating. I Anatomi blev han spurgt om Organernes Leie paa Halsen: der laae Charotiderne og indenfor dem "Rughvirvlerne"; men da Professoren begik den Judiscretion at spørge, om der var endnu Mere, svarede Hanisch höhnisch, at "længere havde han ikke trængt ind". Under den medicinske Clinik hyldede han den ældre Anskuelse, at "Leverpletter" vare Symptom paa Leversygdom, men opstillede til Gjengjæld den splinternye Theori, at Synovi i Ledene kom fra "Urrhinen". Iøvrigt maa det siges til hans Roes, at han søgte sin Støtte i sin Begrænsning; thi naar Noget blev ham for broget, vilde han strax henvise det til en Læge. Med Hensyn til "Rhefmatismen"s Pathologi vare hans Hovedsymptomer "Smerte over Lænden, naar Patienterne bukkede sich", og desuden "de blive meget muggne" (s: gnavne); naar de derimod ikke bukkede sich, var Diagnosen værre. Pharmacologi var hans Hovedfag; han kjendte OI. rieini og Calomel samt enkelte Bændelormmidler; hans Hovedmiddel var dog at sende Patienterne til Dr. Krabbe, hvem han efter Forlydende ogsaa sender de Bændelorme med to Hoveder, der undertiden fremstille sig i hans Praxis. Selvstændige Erfaringer manglede ikke; at saaledes Kali hydrojod, gjorde fede Folk magre, vidste han fra sin egen Hund. Man maa haabe, at Facultetet i den Bedømmelse, det nu skal afgive over Hr. Hanisch, tillige vil vide at værne om sin egen Værdighed." - De Resultater af denne Prøve, Ugeskriftet meddeler, ere vistnok i en vis Henseende forbavsende, og man kan derfor ikke uden en Slags Spænding imødesee den Bedømmelse, som Facultetet skal afgive.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 29. januar 1867).


Forpagter Hanisch. (Dtlgr.) Efter Forlydende er der i Overeensstemmelse med den af det midicinske Fakultet derom gjorte Indstilling bleven negtet Forpagter Hanisch af Tersløsegaard Tilladelse til at behandle visse Sygdomsformer.

(Vejle Amts Folkeblad 21. februar 1867).


Den 21. juni 1867 bortauktionerede Hanisch forskelligt indbo, husdyr, vogne mv. Roskilde Avis meddelte den 13. juli at den polskfødte Hanisch nu havde afhændet sin ejendom og købt en anden i Sverige. Han blev dog tilbageholdt i København for at afsone sin sidste bøde, 3 måneders fængsel. Han døde i 1893 i Sverige.

I slutningen af 1860'erne søgte de mest liberale at tvinge  justitsminister, Th. Rosenørn-Theilmann til at ophæve forordningen af 1794 og tillade kvaksalvere at kalde sig "uautoriserede læger", mest påvirket af den daværende lægemangel. I august 1884 afholdt lægernes internationale organisation deres 8. verdenskongres i København. Professor Panum meddelte at hovedtaleren ville blive den franske kemiker Louis Pasteur som blev fejret bl.a. af Christian 9., industrifyrsten C.F. Tietgen, brygger Jacobsen fra Carlsberg (og Emil Chr. Hansen). Pasteur var da kommet på sporet af virus - en af lægevidenskabens vigtigste opdagelser. Men den faglige kamp mod kloge mænd og koner var langt fra overstået. 

23 januar 2022

Kjøbenhavns offentlige Politiret 30de September. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling, Assessor Wallick.
Lørdagen den 30te September

- Endelig afsluttedes idag den 5 Maaneder garnle Sag, i hvilken Arbejdsmand Mogensen paastod sig en Skadeserstatning af 2 Rd. tilkjendt for det Hul, som Brændeviinsbrænder Kernns Hund havde bidt i hans bedste Trøie. Den Rigsdaler som Brændeviinsbrænderen havde deponeret i Retten, indvilligede Mogensen i at modtage og skænkede derpaa Beløbet til Rettens Fattigkasse med Forlangende om, at Brændevinsbrænderens Hund for Fremtiden maatte bære Mundkurv, naar den skulde ud og tage sig Motion i Gothersgade 

- Enken Ane Petrine Rørvig fik dernæst en ganske alvorlig Advarsel mod at betle under de forskjellige Paaskud, som hun anvender.

- Ikke alene Retssalen var propfuld af Mennesker, men ogsaa hele Gangen var sammenpakket af Tilhørere, der vilde overvære Krigsførelsen mellem Former Schmidt og Ane Hoffmann fra Farvergade; men uheldigvis for Publikum var der inden Mødet afsluttet en evig Fred mellem de to krigsførende Magter. Saavidt vi have bragt i Erfaring, indeholder Fredsprotokollen følgende Artikler:

Fredslutning mellem Former Schmidt og Ane Hoffmann,
Givet i Kjøbenhavn udi Farvergade, den 29de Septbr. i det Herrens Aar 1865.

Art. 1). Jeg, Former Schmidt, forpligter mig og min Kone til ikke at skælde Ane Hoffmann ud, ikke at kradse hende i Ansigtet, ikke at træde paa hendes Nederdel, ikke at rive i hendes franske Shavl og endelig ikke at molestere hendes Krephat.

Art. 2). Jeg, Ane Hoffmann, forpligter mig ligeledes til ikke at krænke Hr. Former Schmidt eller Frue, og at tillade dem fri og uhindret Passage op og ned ad Trappen i deres Bopæl.

Ari. 3). Jeg, Former Schmidt, lover endydermere at udrede til nævnte Ane Hoffmann tvende Rigsdalere som en Skadeserstatning for den Molest, bemeldte Anes Krephat har lidt ved de Dunk jeg har tilføiet den.

Art. 4). Denne Fredslutning skal vare fra nu af indtil evige Tider.

(Her følge Underskrifterne).

Med denne Fred erklærede Dommeren sig tilfreds og hævede Sagen med en eftertrykkelig Advarsel til begge Parter.

- Saavel Sagen mod Skomager C. Carlsen angaaende Vandspild som Sagen mod Vognmand Jens Sørensen angaaende Paakjørsel og Afbankning af Droskekudsk Anders Larsen udsattes til Tirsdagsmødet.

- Jens Peter Otto kunde ikke skaanes for at lade 1 Rd. tilflyde Fattigkassen, da han havde ladet sit Kjøretøi henstaa paa Gaden uden at spænde Skagler fra eller binde Tømmerne.

- Fiskeren Christian Sivertsen kaldes ogsaa "Christian Normand"; hvorledes det staaer sig med hans mentale Tilstand, er ikke oplyst endnu men rigtig klog er han neppe, og derfor hævedes den mod ham anlagte Sag, der gik ud paa, at han i Mandags havde grebet en vældig Kampesten ude ved Assistenskirkegaarden med begge sine Hænder og kastet den efter en lille Hund.

- Gientaget Nattesæde skilte Restauratør Syberg af med 2 Rd.

- Spillen paa Harmonika i Gaardene uden Bevilling fra Politiet skaffede Arbeidsmand Larsen, der tidligere har spillet Politiet det samme Stykke, en Mulkt paa 2 Rd. med Trusel om Straf for Betleri, hvis han atter spiller i Gaardene; Laurits Peter Nielsen, der var bleven tagen af Politiet, ligesom han havde begyndt paa sin Koncert, fik en alvorlig Advarsel.

(Dags-Telegraphen 1. oktober 1865)

Christian Julius de Mezas Død 1865. (Efterskrift til Politivennen).

Dødsfald.

Lørdag aften kl. 6:30 er hs. excellence general Christian Julius de Meza afgået ved døden i en alder af 73 år. General de Meza var født den 14. januar 1792 i Helsingør hvor hans far var læge. I året 1807 under englændernes angreb, toges han til tjeneste som stykjunker og blev ansat i citadellet. Senere blev han ansat som lærer ved artilleriinstituttet og den militære højskole hvorfra han afgik i året 11842 til tjeneste som major ved et artilleriregiment. Da oprøret brød ud i 1848, blev de Meza sendt til hæren som øverstkommanderende for artilleriet, hvilket han ledede ved Bov, Slesvig, Nybøl og Dybbøl. I december måned 1848 blev han oberst og kommandør for en brigade, og da hærens øverste befalingsmand, general Bülow, forlod Als, blev han udnævnt til chef for det på øen værende artilleri og de endnu tilbageblivende brigader. Som brigadechef deltog  de Meza i slaget ved Fredericia og blev derefter udnævnt til virkelig generalmajor og senere, den 1. januar 1850 til chef for hele artilleribrigaden. Under Istedslaget den 24. og 25. juli fulgte han med general Kroghs stab, hvor han også opholdt sig da budskabet om affæren ved Stolk indtraf. Han overtog da den faldne general Schleppegrells kommando og gjorde atter et angreb på fjenden der måtte flygte. Efter krigens ophør blev de Meza inspektør over det samlede artilleri, men forlod denne post den 23. april 1858 og gik til Flensborg som kommanderende general i Slesvig, Jylland og Fyn. Den 21. april 1860 udnævntes han til generalløjtnant og blev senere kommanderende general på Sjælland. I begyndelsen af den sidste ulykkelige krig var han kommanderende general for den danske hær og gav som sådan den skæbnesvangre ordre til Dannevirkes rømning der i forbindelse med hans slappe ledelse af forsvaret af Danmarks gamle grænsevold og hans ligegyldighed for de ham undergivne tropper i så høj grad har fordunklet hans tidligere krigerhæder.

(Dagbladet (København), 18. september 1865).

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 19. september 1865 havde en lignede kommentar, dog med en mere neutral slutning: 

... og gav som sådan den skæbnesvangre ordre til Dannevirkes rømning. Han blev som bekendt senere entlediget, og har i længere tid været meget lidende.

Dags-Telegraphen, 19. september 1865, var mere udførlig i deres slutning - en dom som også fik tilslutning i Folket Avis 23. september 1865 ved hans jordefærd:

... Da den sidste ulykkelige krig stod for døren i 1864, blev den næsten 73-årige general udnævnt til overgeneral for den danske hær, og i hans lod faldt det at tage den for vort fædreland så skæbnesvangre beslutning om Dannevirkes rømning. Han blev efter dette tilbagetog, hvorved han ikke var sin opgave voksen, hjemkaldt til København, og kort efter overgaves hans kommando til general Gerlach, mens han blev i sin tidligere post som kommanderende general i Sjælland. Ved den store reduktion i armeen som foregik efter krigens ophør, blev de Meza afskediget som general. De fleste ville fra Københavns gader kende den pyntelige gamle soldat, om hvem man vidste at fortælle mange egenheder, der navnlig knyttede sig til en noget passiv koldblodighed i slaget. Den overdreven glans som efter den forrige krig omgav hans navn, var vist nok en medvirkende årsag til at kommandoen i den sidste krig blev overgivet til ham. Desværre blev de forhåbninger man synes at have på sine steder knyttet til ham, sørgelig skuffede. Historien vil afgøre hvor meget skyld der lå hos ham. - For fuldstændighedens skyld skal vi tilføje at den afdøde var dekoreret med dannebrogsordenenes storkors og dannebrogsmændenes hæderstegn samt en russisk og en svensk orden.

Til gengæld var Flyveposten entydigt på de Mezas side - et forsvar for hans beslutning som blev yderligere uddybet ved hans jordefærd i en artikel fra 25. september hvor det blev antaget at general Rye ville have gjort præcis det samme i den situation - som en kommentar til Fædrelandets syrlige bemærkninger, se nedenfor:

... de uvisnelige laurbær som han havde samlet sig i denne krig, kunne dog ikke beskytte ham mod forfølgelse, for han var helstatsmand med liv og sjæl, og han delte ikke den nyere tids vidtgående frihedsideer. Denne forfølgelse blev endnu mere forøget da han den 6. februar som kommanderende general for den danske hær frelste denne ved efter samråd med de andre generaler at opgive Dannevirkestilingen. Den miskendelse han led, der en gerning som udlandets dygtigste officerer har givet deres fuldkomne bifald, nagede på hans sjæl, og det er højst sandsynligt at den har fremkaldt hans bortgang. I øvrigt var han som bekendt i flere henseender en særling, men derved trådte dog ikke de mange gode egenskaber i skyggen, som han var i besiddelse af. Han var en retsindig og rettænkende mand, et lyst hoved og sin konge og sit fædreland af inderste hjerte hengiven.

Dødsfald.

Hs. excell. general a la suite armeen Christian Julius de Meza, storkors af dannebrog og dannebrogsmand, er lørdag aften afgåret ved døden. Den afdøde der var en af vor armes dygtigste og hæderligste officerer, var født den 14. januar 1792 og opnåede således en alder af 73 år.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. september 1865).

Jordefærd.

I dag jordes general de Meza fra Garnisons Kirke. Den for øvrigt ikke betydelige formue som de Meza efterlader sig, har han disponeret over i velgørende øjemed. Blandt andet efterlader han sig også en meget stor og god musikaliesamling og ikke få utrykte kompositioner som der nok allerede er tale om vil blive udgivet.

Til jordefærden er der beordret at møde 9 kanoner med artilleriets musik, 3. og 22. bataljon formerede af alt det herværende militær. Som premiersørgemarskaller fungerer obersterne Klingsey og du Plat og som sekond-sørgemaskaller oberstløjtnanterne Glahn og Tillisch. Til at bære liget er beordret 10 majorer af forskellige våben med assistance af 8 sergenter. Ved kirken og kirkegårdsporten paraderer 2 underofficerer. Ved indgangen til kirkegården modtages liget med en sørgemarch af brigademusikken, hvilken fortsættes indtil graven. Der gives salut med kanoner.

(Dags-Telegraphen, 22. september 1865).

General de Mezas gravsted på Garnisons Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

General de Mezas jordefærd.

fandt sted i går formiddags kl. 11 fra Garnisons Kirke med al den militær pomp som den afdødes hele militære rang fordrede det. Et talrigt og glimrende følge, i hvilket man forruden hs. majestæt kongen og kronprinsen - der ikke troede at burde vise generalløjtnant Gerlach, de Mezas efterfølger i overkommandoen, en lignende hæder - bemærkede de fleste ministre, den franske og den svensk-norske gesandt og en deputation fra Våbenbrødrene, men som i øvrigt væsentligst bestod af officerer af alle våbenarter og grader, havde samlet sig i kirken. Efter en koral trådte pastor Blædel hen til den med kranse smykkede iste, ved hvilken de fungerende sørgemarskaller, obersterne Klingsey og du Plat og oberstløjtnanterne Glahn og Tillisch stod opstillede. I et længere foredrag mindede han om den afdødes mangesidede begavelse og kundskaber, og dvælede ved hvorledes hans navn, ligesom det engang med berømmelse havde lydt vidt omkring, i en senere tid var knyttet til skæbnesvangre begivenheder for fædrelandet, hvorover det dog ikke var tiden eller stedet at udtale nogen dom. Da talen var til ende, forlod hs. maj. kongen og kronprinsen kirken. Liget blev derpå, efter at endnu en koral var afsunget, af 10 majorer, der understøttedes af 8 sergenter, båret ud af kirken. Det førtes derefter på en ligvogn, ledsaget af den udenfor kirken opstillede afdeling artilleri på 9 kanoner og 2 bataljoner infanteri samt af en talrig vognrække, ud til Garnisonskirkegård, ved hvis indgang to underofficerer paraderede. Her modtog brigademusikken liget med en sørgemarch, der fortsattes indtil man havde nået graven. Efter jordpåkastelsen gaves der kanonsalut

(Dagbladet (København), 23. september 1865).

H. m. kongen og hs. kgl højhed kronprinsen var i går til stede i Garnisons Kirke ved general de Mezas jordefærd. Om de derved har villet hædre en mand som efter deres opfattelse har tjent sit fædreland på en udmærket måde eller tilkendegive deres sorg over en personlig vens tab, må henstå uafgjort. Den eneste general som Frederik d. 7. fulgte til jorden, var general Rye

(Fædrelandet, 23. september 1865)