Fra Almueskolens Omraade. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Et andet Spørgsmaal af almindelig Interesse er Anvendelsen af Lærerinder i de offentlige Almueskoler. I Aaret 1874 er der ved de offentlige Almueskoler ansat et forholdsviis stort Antal Lærerinder. Dette gjælder ikke alene for Hovedstaden, men ogsaa uden for denne i By og paa Land. For at anføre nogle Exempler fra den allerseneste Tid, saa er der udenfor Kjøbenhavn i Randers, Kolding, Bogense, Ringsted Landsogn og flere Steder paa Landet, navnlig i Jylland ansat exam. Lærerinder. Ligesaavist som det er, at Antallet paa de unge Mænd, der indstille sig til Lærrexamen, tager af, ligesaavist er det, at Tilgangen af Lærerinder er i stadigt Stigende. Spørge vi nu, om det er heldigt for den opvoxende Ungdom, at der mere og mere anvendes Lærerinder, saa svare vi: Ja; men dog med det bestemte Forbehold, at vore Almueskoler først maae organiseres med Hensyn til Anvendelsen af ogsaa kvindelige Kræfter. At sætte Kvinder til at læse med talrige Klasser af begge Kjøn, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet i flere Kjøbstæder, forekommer os at være el absolut Misgreb; thi hvor ønskelig Kvindens Indflydelse paa Børnene end er med det opdragende Maal for Øie, saa maa Erfaringen dog vistnok mangt et Sted have lært, at Disciplinen vanskeligere opretholdes i store Fællesklasser end i saadanne, hvor Kjønsadskillelse er gjennemført ialtfald indtil Elementarklassen.

Jeg maa derfor fastholde som ubetinget rigtigst, at dele Eleverne i en Skole efter Kjøn i alt Fald til Elementarklassen, naar Lærerinder anvendes. Sidstnævnte Klasse bør være en Fællesklasse og Underviisningen i samme bør væsentligst besørges af Lærerinder; thi det som dog egentlig er Hovedsagen ved Veiledningen af Smaabørn, er den opdragende Side af Skolers Gjerning, og til denne troer jeg, at Kvinden i det Hele taget egner sig bedre end Manden. Ingensinde seer man Mænd anvendte i Asyler, som foruden Smaabørn paa 4-5 Aar ogsaa rumme Børn til 7-8 Aars Alderen. Her overlades Gjerningen til en Asylmoder, som, hvis hun forstaaer sin Gjerning ret, virker til stor Velsignelse for de Smaa, der ere betroede til hendes Omsorg Og hvad er nu egentlig en Elementarklasse med Drenge og Piger i en Alder af 6-8 Aar Andet end et lille Asyl, hvor Undervisning og Opdragelse gaaer, eller bør gaae, Side om Side med hinanden? I disse faa Linier vilde jeg saaledes gjerne fremsætte den Anskuelse, at det overalt ved Landets Almueskoler er heldigt at anvende Lærerinder; men at disses Gjerning hovedsagelig bør indskrænkes til Elementarklasserne og Pigeklasserne; derimod ikke saa gjerne i Fælles- og Drengeklasser, hvor Børnene ere over 8 Aars Alderen.

See vi hen paa Lærerindernes Stilling i pecuniair Henseende, saa maa man vel erkjende, at de Gager, Lærerindeloven fastsætter, nemlig ældste Gage 200 Rd., 33 1/3 Td. Byg efter Capitelstart, 2 Fv. Brænde og Fribolig eller Godtgjørelse herfor og yngste Gage samme Løn - 100 Rd., er ret tilfredsstillende. Beregnet i Penge er yngste Gage omtr. 350 Rd., og skjøndt dette tilvisse ikke kan kaldes nogen stor Indtægt, kan det dog ikke nægtes, at en Kvinde kan leve nogenledes ordentlig af denne Sum. Mindes jeg ret, har der dog i Anret 1874 været opslaaet som vacante i fyenske Kjøbstæder et Par Lærerindeembeder med en betydelig lavere Løn end den foranførte Da der imidlertid for Tiden er al mulig Grund til at forbedre Lærernes Lønningsvilkaar, er det urigtigt at knappe af paa Lærerindernes. Langt værre er det dog ovre i Jylland. Adskillige Embeder ere udbudte i det sidste Aar med en Løn af neppe 200 Rd. i Eet og Alt. Af flere Exempler vil jeg blot anføre et fra de sidste Dage. Det er Embedet som Lærerinde ved Pigeskolen i Kattrup. Indtægt: 175 Rd., Skolepenge c. 20 Rd., Fribolig og Brændsel, altsaa i 195 Rd.; Kosten kan paa ingen Maade beregnes lavere end 12 Rd. maanedlig, c: 144 Rb., Rest 51 Rd. til Klæder, Lys, Vask og en Kvindes øvrige Smaafornødenheder. Dette er ringere end en Enepigeplads i Kjøbenhavn; thi en saadan lønnes med fri Station og 60 Rd. aarlig Løn. Hvorledes vedkommende Commune har kunnet opnaae en Approbation paa Oprettelsen af et saadant Embede, er os ufatteligt.

R. F.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. december 1874. Uddrag).

Franz Neruda ved det kgl Capel 1864-1877. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Efter sin ansættelse ved det kgl. Kapel i 1864 spillede Franz Neruda lejlighedsvis indtil 1867 samme med sine to søstre - der da ganske stod i forgrunden. Internationalt fortsatte Wilhelmine med at blive mere og mere kendt, bl.a. blev hun kaldt "violinisternes dronning". Franz Neruda spillede kammermusik og komponerede forskellige værker. Han lavede koncerter for kammermusik, og var med til at stifte Kammermusikforeningen i. Dagbladet Fædrelandet havde ikke glemt hans udenlandske herkomst:

- Kgl. Kapelmusikus Fr. Neruda har hos Hofmeister i Leipzig udgivet to Hefter: "Sieben kleine Lieder" og "Ein neues Heft Tonbilder für Pianoforte zu vier Händen." Man kunde vel ønske, at en saa begavet Musiker som Hr. Neruda, der har været længe nok i Danmark, havde fulgt tidligere hidkomne Komponisters Exempel og skrevet i en saadan Stil, at man til en vis Grad kunde regne ham som vore egne Mesteres Landsmand, men uagtet de ovennævnte Arbejder ingenlunde bære Præg af dansk Nationalitet, ere de dog i sig selv saa smukke og fortrinligt komponerede, at vi ikke kunne Andet end henlede musikalske Læseres Opmærksomhed paa dem. De vidne om en ualmindelig fin og smagfuld Kunstner, og skjønt de ikke ere særdeles vanskelige, ere de dog saa rigt udarbejdede at de med et nogenlunde fyldestgjørende Foredrag yde megen musikalsk Fornøjelse.

(Fædrelandet 21. december 1874).

I slutningen af 1875 rejste Franz Neruda sammmen med pianisten V. Bendix rundt i Sydsverige på en "kunstrejse". Den 9. april 1876 blev Franz Nerudas forældre myrdet i Wodolka ved Smichow. Morderen var en oftere straffet person som blev grebet næste dag.

I august 1876 var Franz Neruda, Wilhelmine Neruda-Norman, organist og pianist G. Mathison-Hansen og den saksiske hofoperasanger Mayer på turne i 25 danske købstæder. Den startede i Svendborg den 21. juli 1876 herefter gennem Fyn og Jylland, tilbage over Fyn og sluttede i Nakskov den 17. august 1876.

I juni 1877 spillede han med Wilhelmine Neruda-Normann i London med succes. Han havde købt en violoncel for 2.500 kr af en berømt kunstner, Piatti. Han opgav at spille i danske købstæder - han havde fået langvarige permissioner den ene gang efter den anden. I august 1877 to han afsked med Danmark og bosatte sig i England. Han behøvede ikke længere at være kapelmusikus ved det kgl Teater: denne vinter var han engageret til 60 koncerter, heraf 29 i Manchester. De danske aviser var enige om at det var et stort tab for musiklivet i Danmark. I denne periode begyndte han at komponere og flere af hans værker blev udgivet, også internationalt:

Musikalier. Fra Frans Nerudas Haand foreligger der en Række Kompositioner, dels for Violoncel med Akkompagnement af Piano eller Orkester, dels for Piano firehændig. Violoncelsagerne falde ind under tre forskjellige Afdelinger, nemlig Op. 39 "Drei Stücke" (Ständchen, Menuet og Polonaise), Op. 41 andre "Drei Stücke" (Gavotte, Mazurka og Norwegisch) begge forlagte af Kistner i Leipzig, samt Op. 40 Andante et Allegro de Concert, forlagt af den herværende Hofmusikhandel. Den i Forveien ikke meget betydelige Violoncelliteratur har ved disse Arbeider paa forskjellig Maade modtaget en velkommen Tilvækst og det just i to Brancher - Smaastykker og Koncertstykker - hvor der hersker og har hersket Mangel. Naar Komponisterne ellers have havt Lykken med sig, have de især pleiet Sonateformen, hvad der naturligvis ligger nærmest for dem, der ikke besidde særligt Kjendskab til Violoncelloens Teknik. Franz Neruda, der just i den Henseende har de bedste Kort paa Haanden, har da skevet sine Stykker som den, der i Retning af teknisk Indsigt besidder saa megen Overlegenhed, at han ikke gjør denne Side af Sagen større Indrømmelser, end Hensynet til det praktiske medfører, og navnlig ikke ofrer noget af sin musikalske Ide for at vinde noget af det Brillantes uægte Guld. Diss to Krav, paa den ene Side Hensynet til det musikalske Indhold, paa den enden Side Hensynet til, hvad der tager sig ud og kan klæde Instrumentet, befinde sig i meget af Violoncelliteraturen i en sørgelig Modsætning til hinanden og Resultatet er ogsaa det, at Størsteparten af disse Kompositioner kan deles i to Dele, hvoraf den ene repræsenterer den gode Musik, som ikke kan spilles, den anden den slette Musik, som ligger særdeles godt for Instrumentet og mange Gange sætter Violoncellisternes musikalske Dyd i en alvorlig Fristelse. At Neruda i sine Stykker har vidst at førend disse to Hensyn, er man snart paa det Rene med. De to Hefter Smaastykker ere kvikke og morsomine, især Ständchen, Gavotten og Mazurkaen. Deres Karakteristik kan antydes ved, at de have noget af det Popper'ske Snit, i harmonisk Henseende ere fint og intelligent behandlede, medens man savner noget af Cantilena'en, en rigtig sangbar Violoncelsats, som Komponisten af Angst for det søde synes at vende sig altfor meget fra. I Andanten og Koncertallegroen (Op. 40) findes der derimod en saadan kantabil Sats i det førstnævnte Stykke, i sin Helhed virkningsfuld og godt lagt til Rette for Instrumentet, medens man dog netop her faar et bestemt Indtryk af, at Komponistens Talent langt mere ligger for det harmoniske end for det melodiske. Forøvrigt er netop denne Andante og Koncertallegro det betydeligste af de nævnte Kompositioner, og det gjælder særlig om dette Opus, hvad der overfor er anført om Forbindelsen af det musikalske Indhold og det teknisk praktikable. Det er god Musik, der her bydes, og de kan spilles. Paa den solide musikalske Underbygning optræde her morsomme og nye Violoncelfigurer, til hvis Formning Komponisten har udviklet megen Opfindsomhed. Det hele klinger brillant og effektfuldt, og hvad der ved den Slags Kompositioner har meget at sige, det ligger saa bekvemt for Instrumentet, at selv mindre øvede Spillere kunne give sig i Lag med denne Allegro, der klinger, som om det kun var virtuosers Sag at spille den.

Af de firehændige Pianokompositioner kalder det ene (Op. 29) sig for syv mindre Klaverstykker i Kammermusikstil. Den sidstanførte Tilføielse, - i Kammermusikstil", som Komponisten vel har anført til Forklaring for tvivlraadige Kjøbere, er for saavidt overflødig, som selv et lyst Blik paa disse Stykker giver tilstrækkelig Besked om Karakteren i dem. De ere formede paa samme Maade som de Opgiver, der i Almindelighed stilles fire Mand i en Kvartet. Det er den fine Detailbehandling, det ved Udførelsen kommer an paa, Stemmeføringen er omhyggelig gjennemført, den harmoniske Udarbeidelse er ogsaa her interessant. Men populære i dette Ords almindelige Betydning blive disse Stykker næppe, der hører en god Del Intelligent dybde til Forstaaelsen af dem og til Udførelsen. Her kunne ingen Toner blive borte, uden at det mærkes, de ere alle, ligesom Stenene i et Mosaikarbeide, uløselig forbundne under Helheden. For to dygtige, omtrent lige flinke Klaverspillere vil der imidlertid være meget at studere i dette Hefte og meget at lære, ikke mindst i Retning af Rhytmiken. (Den kgl. Hofmusikhandels Forlag).

Til et større Publikum henvender det andet Hefte firehændige klaverstykker sigt Tre slovakiske Marcher (Op. 30). Ifølge deres Anlæg ere de som tænkte for Orkester, hvad der ogsaa fremgaar af Betegnelsen paa Titelbladet. Der er kjække og karakterfulde Motiver af den ejendommelige nationale Nerve, som vil være bekjendt fra Musiken i hine halvvilde Zigeunerorkestre, der have deres Hjem i den sydvestlige Krog i Østerrige - - denne sande Musikrede - og som af og til forvilde sig herop. Komponistens sIaviske Nationalitet bryder sig uhindret sin Vei og gjør sig kraftig og umiddelbart gjældende. Derfor ere Marcherne ogsaa meget morsomme at gjøre Bekjendtskab med. Ligesom hyppig ellers i Nerudas Kompositioner vil man ogsaa her bemærke Anvendelsen af den karakterfulde nationale skole, hvori den syvende Tone mangler (Wilh. Hansens Musikforlag).

(Nationaltidende 11. januar 1881. Dags-Telegraphen (København) 17. januar 1881)

Tyendeloven. (Efterskrift til Politivennen)

Første artikel fra 2. december 1874 skrev om baggrunden: Rigsdagens diskussion af en ny tyendelov, samt især folketingsmand Jagd som ønskede tyendeloven endnu mere restriktiv overfor tyendet. Herefter går artiklen over til at beskrive tyendets faktiske forhold:

---

Hvad de faktiske Forhold angaar, da er disse gennemgaaende baade i By og paa Land saaledes, at Lovgivningen absolut bør gribe reformerende ind deri. Mon der f. Eks. skulde findes mange ret Personer i Danmark, der ikke kender idetmindste nogle af de mange Tilfælde, hvor Husbonden byder sit Tyende el Nattelogi, der er saa uhyggelig og elendig som muligt og som desuden er absolut helbredsnedbrydende. Man kan tage Forholdene hvor man vil overalt i hele Landet, og man vil finde, at det gennemgaaende er saa temmelig ens allevegne. Man finder den samme Hensynsløshed mod og Ringeagt for Tyendet repræsenteret i nogenlunde lige høj Grad baade i København, Provinsbyerne og omkring paa Landet. Talrige "Herskaber" i København anviser deres Tjenestepiger et Nattelogi, der ofte bestaar af en Baas under en Trappe eller et "Værelse" (!) oppe under Taget, hvor der kun er Plads til en Seng og ikke engang til en Kommode eller et Klædeskab, og hvor der naturligvis ingen Kakkelovn findes. Ingen af Stederne, hverken i "Baasen" eller i "Værelset" kan Pigen opholde sig undtagen den Tid hun sover, og derfor maa hun tilbringe de enkelte Timer, som hun engang imellem "har fri", siddende i Køkkenet, mange Gange i en haard Vinter uden Spor af Varme. Dersom Pigen har Bekendte, der ønsker at besøge hende, til Trods for et saa ubehageligt Modtagelsesværelse som et koldt Køkken, skal "Fruen" naturligvis have at vide, "hvad det er for Bekendtskaber Pigen har". En saadan Tilværelse fører en meget stor Mængde af københavnske Piger, og denne Tilværelse forskønnes ved at de paagældende "Herskaber" i Reglen er ligesaa fordringsfulde i de Krav, de stiller til Pigens Arbejdsydelser, som de er ligegyldige med Hensyn til at opfylde deres egen Pligt. De københavnske Tjenestekarle har det maaske gennemgaaende noget bedre, men stor Forskel er der ikke for en større Del af disses Vedkommende.

Paa Landet og i Provinsbyerne er Forholdene i Mangt og Meget ikke bedre end i København, medens de dog i enkelte Henseender er noget heldigere for Tyendet. Det landlige Tjenestetyendes natlige Opholdssted, respektive "Pigekammere" og "Karlekammere", hvor Tyendet naturligvis ogsaa maa opholde sig, naar de en enkelt Gang modtager Besøg af en Bekendt, giver ikke de københavnske "Værelser" noget efter. Kakkelovne er i disse "Kammere" en aldeles ukendt, ja næsten utænkelig Luksus, og det er meget almindeligt, at der i Karlekamrene ikke bliver fejet Gulv - Gulvet er naturligvis af Ler - 10 Gange om Aaret. Hvor der bliver fejet en Gang om Ugen er Kulturen i den Retning overordenlig vidt fremskreden! At Husbonden ikke er uvidende om, i hvilken nedværdigende Tilstand Tyendets natlige Opholdssted befinder sig, fremgaar blandt Andet deraf, at det anses for den mest ubetingede Ringeagt, der kan vises en fremmed Gæst, dersom man anviser en saadan at sove i Karle- eller Pigekammeret. Det kan næsten bedre gaa an, naar der ikke findes andet Logi i Huset, da at anvise Gæsten Nattelogi i Høgulvet! Vi har ovenfor sagt, at Forholdet paa Landet i enkelte Henseender er heldigere for Tyendet end i Byerne. Vi sigter dermed til, at det landlige Tyende indtager sine Maaltider og tilbringer sine Aftenfritimer, enten i opvarmede saakaldte "Folkestuer" eller - i en Del Bøndergaarde - i Familiens Dagligstue. I sidste Tilfælde er det dog Tyendet indirekte forment at modtage Besøg af Bekendte og underholde sig med samme. Finder saadanne Besøg Sted fjerner begge Parter, nemlig det besøgende og det Besøg modtagende Tyende sig, og den Samtale, som de ønsker at føre med hinanden, maa føres udenfor Stuen i Kulde og Mørke. Der gives vel Undtagelser i nævnte Retning, men Forholdene, som de er anført, er i hvert Fald Reglen. Det eneste Sled, hvor Tyendet kan komme sammen og færdes ugenert med hverandre, uden at være generet af Madmoderens og Husbondens meget skarpe Kritik, er Dansestuerne.

Saaledes som her anført ser Tjenestetyendets borgerlige Stilling ud for det her omhandlede Omraades Vedkommende. Hvad Kosten og Lønnen angaar er der ligeledes megen Grund til Utilfredshed med de bestaaende Tilstande. Navnlig har Kosten paa de saakaldte Herregaarde, paa Knaldproprietærgaardene og paa forfinede Bøndergaarde, hvor "Folkene" spiser særskilt, i hvert Fald indtil den nyeste Tid, mange Steder været meget slet, og er ganske vist endnu meget hyppigt aldeles utilfredsstillende. Paa Landet kan Karlens og Pigens Løn jo nok strække til Klæder og øvrige Udgifter i Forhold til de Fordringer, der stilles, men i Byerne er det derimod langtfra Tilfældet. Hvorledes skal f. Eks. en Tjenestepige i København kunne holde sig vedlige med Klæder, Fodtøj, Vask osv., for en Løn af 3 a 5 Rd. maanedlig, naar man tager Hensyn til hvormeget Fodtøj og Klæder en Pige under sin rastløse Virksomhed maa forbruge. Beregner man 1 Rd. maanedlig til Vask, 2 Rd. til Fodtøj og 1 Rd. til Smaaudgifter, bliver der af en Løn paa 4 Rd. slet Intet tilovers til Klæder, og af en Løn paa 5 Rd. bliver der kun 1 Rd. maanedlig tilovers dertil, og 12 Rd. aarlig er det dog umuligt at klæde sig nogenlunde ordenlig for. Ikkedestomindre raaber alle Spidsborgerne i Kor, at det er forfærdeligt som Tjenestetyendet nu skummer Fløde gennem de høje Lønninger.

Tjenestetyendets Stilling er i de fleste Tilfælde og i de fleste Henseender saa slet, at den uden Overdrivelse kan kaldes demoraliserende i høj Grad. Hr. Jagd kan, som Jordarbejdsentreprenør ikke være ukendt med, at der gives en Del Arbejdere, der er endnu slettere stillet end det almindelige Tjenestetyende, nemlig de saakaldte Jordarbejdere. Den Tilstand, der hersker paa mange af slige Arbejdspladser, f. Eks. ved Udtørringer, er saa demoraliserende of fysisk uforsvarlige, at der absolut fra Lovgivningens Side burde træffes meget strænge Bestemmelser for at hæmme det paa mange slige Steder herskende mangesidige Uvæsen.

De sociale Forhold, saaledes som de er, medfører uundgaaelig, at der i særdeles mange Tilfælde maa herske et uvenligt Forhold mellem Husbonde og Tyende, men Husbonden har oftere end Tyendet Skyld i de deraf opstaaede Ubehageligheder. Humane Husbonde, der søger at gøre Forholdet mellem sig og Tyendet saaledes som det bør være, klager meget sjældent over sit Tyende, men Klager kommer fra dem, der ved deres egen fordringsfulde, hovmodige og hensynsløse Opførsel fremtvinger Ligegyldighed og Uvenlighed fra Tyendets Side.

Som ægte spidsborgerlig Storborger finder Hr. Jagd sig naturligvis kaldet til at optræde som de i Forvejen stærkt Begunstigedes Forsvarer og Talsmand. De Ulemper, der opstaar ved at Forholdene nu er slette og uretfærdige, tror han at kunne fjerne ved at gøre dem endnu slettere og uretfærdigere. Dersom Hr. Jagd var født for et Hundrede Aar siden i et Land, hvor Slaverisystemet blomstrede, vilde han formodenlig være bleven en stor Mand, medens han derimod her i Danmark vistnok bliver til Ingenting, i hvert Fald som Politiker og Reformator betragtet. Der er en Del Mennesker, der, som man siger, er forud for deres Tid, og det kan være meget slemt; Hr. Jagd er derimod kommen for sildig til Verden og det er endnu værre, ti ham levnes der ikke engang det Haab, at Tidsudviklingen kan naa ham.

Hvad Realiteten af Hr. Jagds Forespørgsel angaar, da er det vanskeligt at se, hvad det egenlig er for prakliske Reformer i Tyendelovgivningen, som han tror kan gennemføres til Fordel for Husbonden. Man vil ikke være istand til i Tyendeloven af 10de Maj 1854 at finde en eneste Paragraf, der giver Tyendet en fortrinsvis Ret overfor Husbonden, hvorimod en stor Mængde af nævnte Lovs Paragrafer og Stykker giver Husbonden en fortrinsvis Ret over Tyendet. Dette er saaledes Tilfældet med Lovens § 14, § 15, første, andet og tredje Stykke, §§ 16, 21, 22, 24, 26, 27, 28, 20, 31, 36, cg 41, fjerde, femte, tolvte og femtende Stykke, 43, tredje, fjerde og sjette Stykke, § 51 og § 66. Alle de her nævnte Paragrafer og Stykker stifter ulige mellem Husbond og Tyende med Hensyn til disses Rettigheder og Pligter overfor hinanden, idet de Rettigheder, der gives Husbonden, er større og mere omfattende end Tyendets tilsvarende Rettigheder, medens det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Forpligtelserne.

Det vilde blive for vidtløftig her at citere og kritisere alle de nævnte Paragrafer, men den Ulighed som de skaber i de tvende Parters Rettigheder og Pligter, er ved en nogenlunde grundig Gennemlæsning iøjnefaldende nok. Dog skal vi fremhæve et Par Eksempler paa Tyendelovens Karakter. § 24 lyder saaledes : "Heller ikke maa Tyendet uden Husbondens Tilladelse forlade Huset i egne Anliggender, eller blive borte længere end tilladt". Denne Paragraf behøver ingen Kommentar: den taler for sig selv som et slaaende Bevis paa gennem hvilke Briller Lovgivningen i 1854 betragtede Tyendet. I § 31 hedder det: "Paaføres Tyendet en Legemsskade eller anden Sygdom som Følge af utilbørligt Forhold fra Husbondens Side, saasom naar han paalægger det overanstrængende eller noget med særegen Fare forbundet usædvanligt Arbejde, bør han bekoste Helbredelsen og kan desuden tilpligtes at give Tyendet en billig Erstatning for det Næringstab som det lider, efter at Tjenesten er ophørt. Denne Paragraf, der forudsætter, al Tyendet skal udføre et hvilketsomhelst Arbejde, der paalægges det, selv om det er overanstrengende eller forbundet med særegen Fare, er ligefrem barbarisk.

I § 51 befales "at ethvert Tyende bør vøre forsynet med Skudsmaalsbog". Hvorfor skal ikke ligeledes enhver Husbond være forsynet med en saadan? Er det ikke ligesaa nødvendigt og af ligesaa stor Vigtighed for Tyendet at vide noget om Husbonden, som omvendt? Ofte lader f. Eks. en Pige i Kjøbenhavn sig bortfæste til en Plads, som hun paa ingen Maade ville være traadt ind i, dersom hun af en Skudsmaalbog kunde have set, at det paagjældende "Herskab" skiftede Pige et Par Gange om Maaneden.

Vi har nu givet et lille kortfattet Omrids af Tjenestetyendes Stilling, saavel overfor de borgerlige Forhold som overfor Pengemagten, og vi finder, at Lejligheden, der gives ved Hr. Jagds Forespørgsel, burde benyttes til at forberede nogle af de Reformer, der i dette Anliggende er i saa høj Grad paatrængende nødvendige. Hr. Jagd kan da have den Tilfredsstillelse, idetmindste en Gang i sit Liv - om det endog sker mod hans Villie - at have været Banebryder for noget Gavnligt.

(Social-Demokraten 3. december 1874).

Fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavn er ikke mere det gamle Kjøbenhavn. Det er ikke blot de gamle Huse og Gader, der "forsvinder". Der er ogsaa Andet, der forsvinder. En Del af den forrige kjøbenhavnske Aand er ved at forsvinde. I mange Henseender er en ny Aand i Fremvæxt.

De, der kjendte Kjøbenhavn i Christian d. 8des Dage, vil finde at Adskilligt fra den Tid er vendt tilbage, men med andre Mænd. Den Gang var den mod Friheden fjendlige eller dog uvenlige og ligegyldige Aand den herskende. Kun enkelte Blade førde Frisprog, nemlig "Fædrelandet", "Kjøbenhavnsposten" og "Den Frisindede", hver dog i sin Retning. Da Kjøbenhavn fik en ny Kommunalindretning, samledes de egenlige Fremskridtsmænd om Kjøbenhavns Kommune. Det var den Gang Alberti kunde sidde Side om Side med Krieger i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation.

Ogsaa den Gang var der to Retninger i Studenterverdenen. De Gammeldags holdt sig i Studenterforeningen, som var meget fin og fornem. De Fremadstræbende samledes i Akademikum. Men disse to Foreninger smeltedes dog sammen i den ny Studenterforening, som har affødt den nuværende med dens nye Spaltninger.

I Christian d. 8des Dage var der en Hoftid ligesom nu, ogsaa den Gang opholdt mange Godseiere sig em Vinteren i Hovedstaden og deltog i Hofballerne. Da Frederik 7de kom paa Thronen uden Dronning hørte Hoflivet op, og i hele hans Tid trak Godseierne sig tilbage baade fra Hovedstaden og Politiken.

Kjøbenhavn vilde dog omtrent have vedblevet at være den gamle med en stor Mængde Ligegyldigt og en lille Kreds Virksomme, hvis ikke Februaromvæltningen i Paris og de paafølgende Martsdage aldeles havde omskabt Tænkemaaden. De Retninger, der i Statsraadet fremtraadte med Tschernings Navn overfor Monrads og Lehmanns, i Borgerrepræsentationen med Albertis Navn overfor Kriegers og Kaysers, skildes nu ad. Det var som om den ene sagde: skal hele Folket med, saa maa vi ud af Kjøbenhavns Porte, medens den anden sagde: vi vil være Herrer i Hovedstaden og dermed Herrer overfor hele Landet.

Da Grundloven drøftedes, var der i Hovedstaden ingen stor Deltagelse for denne vigtige Sag. Der var Tegn til, at man vilde udsætte Sagen, til Slesvigs Stilling var ordnet. Det foreslog Krieger; men mon man da nogensinde havde opnaat en Grundlov! Der var Folk, som mente, at Rigsforsamlingen skulde blive saa uenig, at Frederik d. 7de ikke kunde underskrive en Grundlov, som kun var vedtaget af et ringe Flertal. Da var det, at Venstre holdt sit afgjørende Møde, hvor man opgav sine egne Forslag for at stemme for det Bruun-Jespersenske Landsthingsforslag, hvilket Novemberministeriet støttede. Man skulde blot have set og hørt den Overraskelse hos Høire, da B. Christensen paa Venstres Vegne udtalte sig om dette kloge Skridt, om hvilket Venstres Medlemmer havde iagttaget den ubrydeligste Taushed. Selv Ørsted tilstaar, at denne Venstres Holdning egenlig var det, der afgjorde Grundlovens Skæbne: thi nu blev Grundloven vedtaget med stor Stemmeflerhed, og derfor kunde man lettere overvinde den Modstand, der fra visse Sider rørte sig, da Ministeriel forelagde Grundloven til Underskrift for Frederik den 7de, hvis Pennestrøg dermed fraskrev sig sine otte Forgængeres Enevoldsmagt.

Der var aldeles ingen Jubel i Hovedstaden, da Grundloven underskreves; det var knap nok, at en lille Kreds kunde samles de følgende Aar paa Grundlovsdagen. Man sammenligne hermed det Røre i Studenterforeningen, Rimestads Arbejderforening samt paa Gader og Stræder, da man 1863 vilde have Christian den 9de til at underskrive Novemberloven, hvis Hensigt efter Halls eget Udsigende var, at skulle bære hele vor konstitutionelle Udvikling, og hvad Plads blev der da for Frederik den 7des Junigrundlov !

Frederik d. 7de levede ikke meget i Hovedstaden, hvor man meget tydelig lod ham vide, at man ikke yndede hans Ægteskab. Som man erindrer, rettedes ved Nyaar 1860 meget voldsomme Overgreb mod Kongens Arnefred og det Rottwittske Ministerium. Men ved Rottwitts bratte Død i Februar kom Hall atter til Roret, og saaledes herskede Nationalliberale de sidste 4 Aar af Frederik den 7des Levetid.

Da de frygtede, at den nye Konge mere yndede Helstatspartiet, modtoges han ingenlunde med Jubel, og naar Frederik den 7de efter sin Død hyldedes ogsaa af de kjøbenhavnske Qvinder, saa stod dette i Modstrid med den overvættes Jubel, hvormed man havde hilset "Grevinden og hendes Sødskendebarn."

De Nationalliberale optraadte meget skarpt mod den nye Konges Mænd, mod hans gule Garde, med Augustforeningen, der stillede sig paa Kongens Side, men da Grundlovskampen var endt, indtraadte et Vindstille under det første Godseierministerium.

Først det Holsteinske Ministerium, der atter bragte de National-Liberales Hovedmænd Hall, Krieger og Fenger til Roret efter 6 Aars Fraværelse, gav Hovedstaden helt nye Strømninger. Det var noget Nyt, at et Arbeiderrøre, der ikke lededes af sine Herrer i islandske Trøier, gjorde sig gjeldende i selve Hovedstaden.

Hvad andre Hovedstæder veed hører med til Storstadslivet, bragte aldeles vore Ministre og Politimænd ud af Fatning. Enhver, der levede blant selve Arbejderne, veed, at det Hele fra først af var saare spagfærdigt, men den Uklogskab, at de store Blade gjorde Nar ad Arbejdernes Taler ved deres Møder, hvad jo ogsaa Advokat Nellemann tavlede i sit Forsvar, satte ondt Blod, og fra nu af er der kommet et yderste Venstre i Hovedstaden, til Dels netop ved de "National-Liberales" Uklogskab.

De havde aldrig villet taale, at selve det gamle Venstre fik Raaderum i Kjøbenhavn. Netop fordi den gamle Arbeiderforening, af hvilken J. A. Hansen, Reinh. Jensen, Müllen og Rugaard var Medlemmer, modsatte sig Stormløbene mod Kongens Hustru 1860, traadte E. V. Rimestad til og dannede sig en egen ny Arbejderforening af 1860.

Men Aaret 1870 har ogsaa givet Venstre ny Styrke i Hovedstaden. Hvad der prøvedes i Rugaards Tid 1856 med Morgenposten som Venstres Dagblad i Hovedstaden, prøvedes igjen med Morgenbladet, som arbejder med nye og friste Kræfter. Onsdagsforeningen er en afgjort Venstreforening. At der kunde holdes en Fest for J. A. Hansen under talrig Tilslutning, og at L. Bjørnbak kunde holde Møde i Kasino, er Vidnesbyrd om en hel ny Retning i mange Kredse.

Dertil kommer, hvad der især vækker Uro for de fordum eneraadende Universitetsherrer: de unge Studerende vil ikke længer Alle godkjende Ploug som deres Leder.

Sluttelig kan det fremhæves, at aldrig før har Rigsdagen været Gjenstand for en saadan Opmærksomhed som netop nu, og Tilhørerne er ikke længer udelukkende mod Venstre. "Dagbladet" vilde 1855 have nedbragt Rigsdagen til at være et stort Amtsraad. Men Rigsdagen har Skridt for Skridt vunden Indgang hos en Mængde tænkende Mænd ogsaa i Hovedstaden, hvor det offenlige Liv følges med Deltagelse selv der, hvor man aldrig før hørte Tale derom.

(Folketidenden 27. november 1874).

Studenterforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

I Studenterforeningen i Kjøbenhavn har der i den sidste Tid hersket et temmeligt stærkt Modsætningsforhold mellem de Orthodoxes ("Theologerne") og den saakaldte frie Tankes Tilhængere ("Jøderne"), og denne Strid affødte i Løverdags en overordentlig talrig besøgt Generalforsamling, som havde foranlediget mange ældre Akademikere til at indmelde sig i Foreningen. Nogle unge Mennesker havde siddet samlede en Aften i Foreningen, og en af dem havde da fundet for godt at efterligne en aarhusiansk Degns Maade at sige Indledningsbønnen paa, hvorefter de Andre, 16 i Tallet, havde sunget God save the Queen med nogle Fagter til, der af Enkelte, der havde seet det, vare blevne opfattede som parodierende Andagten i en Kirke. Det Hele var en Bagatel, kaade Drengestreger, men hos "Theologerne" vakte det stor Indignation, og der rettedes en Forespørgsel til Senioratet, hvad det vilde gjøre i Sagen, og da dette vel ansaae det for rigtigt at give de Paagjældende en Irettesættelse, men ikke vilde gaae videre, fremkom der Forslag om de 16 unge Menneskers Exklusion paa 5 Aar. Der blev strax fra den mere maadeholdne Side (og den tæller mange ansete Mænd) stillet et Modforslag, gaaende ud paa, at man skulde udtale sin Misbilligelse af det Skete, men iøvrigt ikke foretage Skridt, som ellers kun pleie at bringes til Anvendelse ved Tyveri eller lignende vanærende Handlinger. Ved Generalforsamlingen i Løverdags Aftes seirede den maadeholdnere Anskuelse, og efterat Hovedmanden for det Passerede havde gjort Afbigt, vedtog Generalforsamlingen at lade Sagen beroe ved et Dadelsvotum. Denne Afgjørelse finder Billigelse hos det store Publikum udenfor Foreningen, der beklager, at denne er bleven Tumlepladsen for religieuse Modsætninger og retter en Dadel imod Ultraerne af begge Retninger, der let kunde fremkalde en daarlig Tone i del daglige Omgangsliv indenfor Foreningen.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 10. november 1874).

Optøjer i Studenterforeningen. Der skrives i "Aalb. Amtstid." fra København: I den herværende Studenterforening har der i den sidste Uge været et stærkt Røre, foranlediget ved et meget forargelig: Optrin, som fandt Sted forrige Lørdags Aften. En Del unge Studenter, som var samlede i Konversationsværelset, kom nemlig paa Tale om "det Latterlige" i mange af vore kirkelige Ceremonier og for at vise det praktisk, sprang en af dem op paa en Stol og fremlæspede en af Ritualiens Bønner, medens nogle andre messede med brægende og svovlende Stemmer og sluttelig udførte en af dem paa Klaveret en Salmemelodi, hvori han blandede Toner af forstellige Drikkesange. Denne improviserede Gudstjeneste blev da endelig afbrudt ved en af Seniorernes (Bestyrelsesmedlemmernes) Tilstedekommen. Historien kom snart ud i Byen og Dagen derester tilsendte Prof. H. N. Clausen Senioratet et meget skarpt Brev. hvori han blandt Andet truede med at sende sit Diplom som Æresmedlem tilbage, dersom der ikke blev gjort noget Alvorligt i denne Sag. I den Anledning sammenkaldtes en Generalforsamling til i Lørdags, og der mødte da saa mange, som man ingensinde tidligere mindes at have set. Paa denne Forsamling bad de Paagældende om Forladelse og paaberaable sig Fuldskab ven nævnte Aften. Hermed lod Majoriteten af Generalforsamlingen sig nøje, men en stor Mængde Medlemmer meldte sig straks ud af Foreningen. Vore Dagblade har selvfølgelig intet berettet om denne Skandale, vel nærmest fordi Hovedmandene var Sønner ar en af det national liberale Parties Høvdinge (Professor B.) og fordi Scenen er foregaaet i Studenterforeningen; dersom noget Lignende var foregaaet i Onsdagsforeningen, vilde man næppe have dækket de Paagældende med Kærlighedens Klædebon! - Vi tilføjer: Var saadant sket i en af de social-demokratiske Foreninger, saa skulde man have hørt et Hyl og set "Dagstelegrafen" notere Syndernes Navne.

(Social-Demokraten 12. november 1874)

Vejle Amts Folkeblad nævnte at en arbejdsmand ved højesteret var blevet idømt 4 gange 5 dages vand og brød for at have forstyrret en præst i en ligtale ved at yttre at det var løgn det han sagde. Avisen mente at det svarede til at "de små skælme hænger man, medens man lader de store løbe". Silkeborg Avis 20. november 1874 nævnte andre sager hvor småfolk var blevet dømt, mens de velstående gik fri.

Korsang på St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

CHORAL SINGING IN THE SANTA CRUZ CHURCHES.

To the Editor of the "St. Croix Avis"

Sir,

Having had opportunities of hearing all the choirs of this island sing, I beg permission to say a few words about choral singing, a subject which to me appears very important. I shall in the first place state my opinion of the singing in the different Churches respectively, and shall write according to the impression that has been made upon my mind; and should I chance to sacrifice delicacy at the shrine of truth, I shall cast myself upon the elemency of the ladies and gentlemen who will read this, and hope they won't be hard upon me.

Now then let me begin with Bassin;- that being head-quarters, I dare say some deference must be shown it.- Some time ago I attended English service in the Lutheran church, and whilst listening to the Singing, I was particularly struck with the boisterous manner in which the choir sung. There is, among young choristers, a certain vanity of showing off, each one trying to out-do the other, at the sacrifice, very often, of all that is beautiful and attracting in singing. This vanity appears to be regulated by the amount of musical knowledge possessed. Now, in the case of the choir in question the musical knowledge appears either small, or much limited, hence the jarring manner in which they sang and which could not fail to be detected by any well regulated oar. Nor was this the only defect I noticed in their singing; the sharp and abrupt manner in which the words were uttered, is another source of complaint to say nothing of the fearful amount of indistinctness accompanying it. As in oratory, clear and distinct utteranoo is the beauty of speech, so also it is one of the distinctive features ofgood singing; although this point appears to receivo little attention from West Indian choir trainers generally.

There was also much indistinctness in tho playing, which had a tendency to mislead the singers, owing to a predominance of the Bass. In leading singing, care must he taken that the singers hear distinctly the treble notes; hence many good organists strike them first, and then allow the other parts to come in afterwards. When once there is any indistinctness about the pitch of a tune the singers will generally be found below the instrument at the end of the line; and then, it demands a great amount of skill to bring them again into the proper key.

I shall pass on to notice next the singing in the Roman Catholic church. However well the Roman Catholics of other countries may sing, some exception must be made when we speak of the Roman Catholics of St. Croix. I remember, that once when, passing by a Roman Catholic church in one of the English islands, I was so much enraptured by the singing of the choir, that, I dare say, I felt as Telemachus did when listening to the chantings of the Nymphs of the goddess Calypso. The singing of the St. Croix Roman Catholics has no such attractions. Like the Lutheran choristers, they seem to pay little or no attention to sweet and harmonious singing, but each one endeavours to be heard.

The Singing in Saint John's church is just now very low. Although, unlike most of tho others, this choir appears to be composed principally of parties who possess more or less musical knowledge, yet in spite of this great advantage, their singing is just now almost a mere farce! Do you ask for the reason? Let me see if I can furnish you with an answer.

In the first place the choir is too small. The size of a choir must always be in proportion to that of the congregation. At present the choir consists of about 14 members, and of those sometimes more than 6 are not present at the public services, nay, I have seen as few as 2, Nor is the non-attendance at church the only thing to be deplored ; I understand that the attendance at the practising is not less unsatisfactory. Let me say that the possession of musical knowledge does not remove the necessity of going to practise, since we find professors, before coming into public with their performances, always meeting for practising together. I have never read or heard of any number ot singers, going into public to sing before coming together for previous practice. If therefore practise is necessary with professors, much more so must it be with those whose knowledge can at the most be small and limited. But I fear I have said too much upon this point; allow me then to pass on to my next reason, which is the want of an organ. I dont know of any other church of that site, which has only a harmonium to accompany the singing. I dont believe, as some seem to do, that the presence of an organ in the church, without any other aids, will remove all the defects at present existing in the singing. Until the choir has been enlarged and better trained, an organ will be able to effect little. Of what use then, you will ask me, is the organ in the church? Well, the sound of an organ being the nearest approach to that of the human voice, that instrument is better adapted, than any other, to lead singing in a church. Besides, an organ skilfully managed will keep down bad singing in a congregation. At another time  I shall suggest a few plans for the improvement of Choral singing, as well as enlarging choirs.

The Moravians at Friedensthal seem to be aware of the great utility of an efficient choir in their church, and have greatly improved their singing. But among their choristers are some bad voices, and in their last choral singing there was much of the "nasal twang." This is not the smallest defect in singing. It is bad enough to hear words slurred over and indistinctly uttered, but who can tolerate sounds proceeding front the nose?

Taken as a whole there is no very great difference between the Bassin and West End Choirs. There is much of the same coarse boisterousness and indistinctness in the West End Lutheran and Roman Catholic choirs, with a fearful lack of musical skill and tasto displayed especially in the latter choir.

The choir of "Saint Paul's" was, I understand, much superior in former years to what it is at present; then, I dare say, the ladies composing it, had better health and greater zeal. I am told that the number of choristers is somewhat smaller now than formerly; and that sickness has done much in impairing the voices of some of its best members. Still, however this appears to me to be the only one among the choirs of St. Croix which has some notion of what church singing ought to be.

With thanks, kind editor, for your present indulgence, and hoping D. V. to trouble you soon age in,

I beg to subscribe

Yours respectfully

P. Q. R. S.

26th Oct. 1874.

(St. Croix Avis 31. oktober 1874).

To the Editor of the "St Croix Avis", 

Dear Sir,

Allow me through your Columns to make a few remarks on a letter which appeared in your paper of October 31st in reference to the singing in the various Churches of St. Croix. I think if the writer desires to remedy the defects he attempts to point out, he should make himself active in another way, and not after making the painful, indelicate public remarks, to profess shortly in another letter to make suggestions. It seems to me as though P, Q. R, S, is some dismissed Singing Master (too lazy to work) who thinks he will get some easy employment here, where he can pass away time pleasantly, but I can assure him, that we are quite satisfied with our nasal, boisterous, and disagreeable singing; as men quite as capable, (if not more so) have been using efforts to remedy those defects long before this and will not thank him for his suggestions, which he proposes sending, as they will not be given with a good motive. Again, if he be a man of so great importance, why not give his name, residence, and other particulars, and offer his services to private individuals, who may desire to avail themselves ot his valuable assistance. We cannot think much of a man nobody knows. Has P, Q, R, S, a good voice? Who are you? Where did you get such a knowledge of music? Is music your forte? Have you nothing else to write about? If you have time to spare, get up a Choir, and give us a treat and we will judge whether or not your romarks are worth noticing. In concluding let me tell you, that you had better go about your business to some other place, if you are not satisfied with us in Sta. Cruz, and not be making yourself odious in this community, or you will find yourself so completely stung by bees, that you will have the painful necessity of being satisfied to remain within doors till the creatures are quiet. I simply mean to tell you this, keep your fingers from giving publicity to your thoughts on such points as the one you mentioned, or the bees will sting you by the same press, till you forget your suggestions. Thanking you, Mr. Editor, for the space allowed me

I remain

Obediently yours,

One of the Boisterous

SINGERS OF ST. CROIX.

November 2nd 1874,

(St. Croix Avis 4. november 1874).

Kvindelig Læseforening. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindelig Læseforening, der har bestaaet i henved tre Aar, er nu naaet saa vidt, at dens Tilværelse er nogenlunde sikkret, idet Forskjellige, saavel private Personer som offentlige Myndigheder hidtil have skjænket den deres nidkjære og velvillige Bistand. Den har i sin Nyhed havt nogen Fordom at kjæmpe imod, men denne begynder at svinde, idet man mere og mere tilsender, hvor smuk denne Forenings Formaal er, og hvor megen Nytte den i Virkeligheden kam stifte. Der gives nemlig en Mængde Damer her i Byen, hvis egne Midler ikke tillade dem at tilfredsstille den Trang til en aandelig Udvikling, der deels er en nødvendig Betingelse for dem til Udførelsen af deres Livs Gjerning paa en Maade, der svarer til Tidens Krav og deels er den kjæreste Opmuntring for dem efter Dagens Arbejde, og som deres private Forhold ikke kunne yde dem paa anden Maade. For disse er "kvindelig Læseforening" en sand Velgjerning, og den fortjener derfor at anbefales til den offentlige Opmærksomhed. Til Oplysning for dem, der kunne have Glæde af denne Forening, men endnu ikke kjende den, ville vi tilføie, at der i dens Læseværelser findes danske og udenlandske Blade og Tidsskrifter, de nye danske Bøger i Literaturens forskjellige Retninger og, saavidt muligt, det Bedste af Udlandets Frembringelser. Medlemsbidraget, 5 Rd. aarlig, der er sat lavt af Hensyn til at gavne de Ubemidlede, giver desuden ogsaa Berettigelse til Hjemlaan af to Bøger ad Gangen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1874).

Sophus Pihl efter Løsladelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Arbejderne

Idet jeg griber Pennen er det for igennem vort Organ "Social-Demokraten" at bringe Arbejderne min Hilsen og Tak for den Støtte, der er bleven ydet min Familie og mig, saavel i moralsk som i pekuniær Henseende. Der er maaske Mange iblandt Eder, der gyser ved Tanken om, hvor forfærdeligt det maa være at sidde saa lang Tid indelukket bag Fængslets Mure. Jeg kan imidlertid forsikre Eder, at jeg for mit Vedkommende bestandig har levet i bedste Velgaaende og været ved godt Mod; men hvorledes skulde jeg ogsaa have Grund til at være forsagt? Arbejderne har sørget for min Familie, som om det ogsaa var deres Familie; de har sørget for mig som for en Broder. At Arbejderne har flottet mig paa denne Maade, er mig især meget glædeligt, da jeg derigennem har faaet Bevis for, i at Arbejderne stræber efter at danne et fast og broderligt Arbejderparti, som er af den største Nødvendighed, hvis Arbejderne skal komme til deres Ret; det er mig ogsaa glædeligt af en anden Grund. Politiinspektør Hertz gjorde sig nemlig i et Retsmøde megen Umage med at faa mig til at tro, at Arbejderne ikke bekymrede sig det Mindste om mig; hvis Hensigten, som jeg har Grund til at tro, har været den, at svække min Interesse for Arbejderbevægelsen, saa er han bleven skuffet; ti jeg kan forsikre ham, at jeg endyderlig er bleven styrket i min Overbevisning om, at Socialismens Gennemførelse er det Maal Arbejderne bør stræbe efter, naar de vil være fuldt betrygget, at faa deres Arbejdsprovenu ubeskaaret. De er nu for oplyste til, at de vedblivende skulde lade sig nøje med at gnave de Ben, som Storborgerne tilkaster dem, og for stolte til at modtage Almisser i Form af Legater og lignende Understøttelser, som de med lidt Eftertanke godt kan indse, at de ved deres Arbejdes Sved selv har tilvejebragt, og de kan derfor ikke være tjent med at modtage det som Gave eller Almisse. Arbejdene vil ikke vedblivende, foruden at betale direkte og indirekte Skat til Stat og Kommune, endyderlig betale Skat til Mestre og Fabriksherrer, hvorved de stadig staar Fare for deres Eksistens. De vil drive Arbejdet i Fællesskab og vælge deres Bestyrelse og Forretningsmænd af deres egen Midte. Arbejderne forlanger tillige, at alt Arbejde for Staten eller det Offenlige tilstilles dem direkte og ikke igennem Entreprenører. Men det er ikke alene Haandværkere og Fabrikarbejdere, dette gælder; ogsaa Landarbejderne, og ikke mindst disse gælder det at tilkæmpe sig deres Ret, som efterhaanden er bleven dem fraranet, ti de maa kunne indse, at Godsejere og Gaardmænd ikke paa den rette Maade anvender deres store Rigdomme, og de har saa let ved at indse dette ved deres destoværre altfor lange Erfaring, der i fuldt Maal har vist dem, at de ved al deres Slid og Slæb fra Morgen til Aften, dog ikke har kunnet opnaa at faa det daglige Brød, og med alt dette staar de nu desuden Fare for ved nye og flere Saa- og Høstmaskiners Indførelse at blive kastet bort som et Stykke, man ingen Brug har for. Maskinerne, hvis Bestemmelse det er at lette Menneskene Arbejdet, bliver af den moderne Civilisation benyttet som Middel til at holde Arbejderne i evigvarende Trældom. Det er derfor nødvendigt, hvis Arbejderne ikke fremdeles vil betragtes som en Vare, der staar i Kurs efter dets større og mindre Mængde, at de slutter sig sammen til Kamp, saa at der af Enkelte ophobede Arbejde (Kapitalen) omsider kan komme tilbage til dets retmæssige Ejermænd. Jeg haaber, at de Operationer, som de danske Magthavere har foretaget sig for at knuse den begyndte Arbejderbevægelse kun vil have til Følge, at Arbejderne ruster sig endnu stærkere til Kamp.

Historien leverer os Eksempler nok, der viser, at Magthaverne til alle Tider har fundet villige Redskaber til at udfore Voldsomheder og gruopvækkende Mishandlinger mod Mænd, som er fremtraadt med nye Reformer til Hjælp for de Undertrykte. Fanatiske og havesyge Præster har til alle Tider været villige til at anbefale Torturen og udslynge Gejsthedens Banstraale mod de Partier, som kæmpede for Friheden; men det vigtigste Redskab, som Magthaverne har havt, er Politiet. Der er derfor altid i kritiske Tilfælde bleven sørget for at besætte Ledelsen af denne Institution med en Person, som forstod at benytte den til Værn for deres Magt og Storhed. Egennytte, Partiaand og Samvittighedsløshed hos en Politichef har altid været ret farligt for Folket, og langt skadeligere end hos selve Regeringen i et i Land, efterdi denne kun kan skade i det Hele, hvorimod hin ved Hjælp as sine utallige smaa Kanaler kan undergrave, udsuge, undertrykke og tyrannisk mishandle de enkelte Dele, og dette saa meget sikrere og ustraffet, da hans Operationer for det Meste kun er ham og hans Kreaturer bekendt og da han har tusinde Paaskud og Midler til at skjule, besmykke og undskylde dem med. Han kan under Paaskud af at tjene Statens Vel forfølge sin personlige Interesse, være Blodigel, Arrestforvarer, Dommer og Bøddel på én Gang.

Det er ikke nødvendigt, at jeg her gentager, hvad der saa ofte er bleven omtalt, om det danske Politics Operationer mod Arbejderbevægelsen, - det er nok, naar jeg bemærker, at der er gjort alt Muligt for at holde Arbejdende i en politisk umyndig Tilstand, og vor meget ivrige Politidirektør har endogsaa tilladt sig ulovlige Midler i den Retning, idet han den 4de Maj 1872 udstedte et med Grundlovens § 88 aldeles uoverensstemmende Forbud imod Internationales fremtidige Møder, men da Politiet indtil den Tid ikke havde fundet noget, som gav dem Ret til at anholde vore tre Førere, saa maatte det jo tage sin Tilflugt til et saadant Forbud, da det jo kunde tænke, at hvis de udstedte et Forbud overensstemmende med Grundlovens Bud, det da vilde være blevet respekteret af de tre Førere. At disse tre Mænd er blevet dømt til Forbedringshuset, fordi de ikke har følt sig forpligtet til at respektere et Forbud af ovennævnte Art, kan kun vække Tvivl hos Arbejderne om Domstolenes Retfærdighed, tilmed da det ser ud, som om Politidirektøren har Lov til at handle, som han finder for godt. Naar jeg siger, at de tre Mænd er bleven dømt for dette alene, saa gaar jeg ud fra, at hvis de tidligere havde foretaget sig Noget, som stred imod Loven, saa maatte det være Politidirektørens Pligt ogsaa tidligere at drage dem til Ansvar.

Vi ved nok, at det er bleven sagt, at de 3 Mænd har gjort Tilstaaelser; men vi ved ikke, hvorledes det hænger sammen med disse Tilstaaelser. Jeg skal derfor tillade mig her at give enkelte Oplysninger om min egen Sags Behandling i Retten, for derved at give Arbejderne et lille Indblik i vore Retsforhold. At Politidirektøren advarede mig imod at sammenkalde Arbejderne paa Slotspladsen, kunde jeg selvfølgelig ikke respektere, da han ogsaa tidligere havde truet mig med, at han vilde anlægge Sag imod mig. for Udtalelser i Adressen til Kongen, hvilken Trudsel det har vist sig, var tom og intetsigende. Jeg kunde derfor af hans sidste Advarsel ikke slutte mig til Andet, end at den blev givet mig som Forsøg paa at afholde mig fra at gøre min Pligt mod de Mange, som havde vedtaget Adressen. At Forhørsdommeren ogsaa straks frikendte mig for Ansvar herfor, bestyrker mig i, at jeg har draget den rette Slutning.

Flere Gange blev jeg forhørt paa Kryds og Tvers, snart ved opfarende Heftighed, snart ved smigrende Venlighed, snart med Fraaden imellem Tænderne, snart med Smil paa Læberne, for at saa at vide, om det ikke var min Hensigt med Mødet paa Slotspladsen al ville true Kongen. Da jeg imidlertid ikke kunne erkende at dette havde varet min Hensigt, men at min Hensigt derimod var den, at overlevere Adressen til Kongen, støttet ved en talrig Arbejderforsamling, for derved at vise ham, hvormange det var, der udtalte de Ønsker og de Meninger, som Adressen indeholdt, da jeg havde Grund til at tro, at Kongen havde faaet et forvrænget Referat af Mødet paa Nørresalled - blev det mig af Forhørsdommeren (Vallich) betydet, at der paa Politikammeret fandtes saadanne Sager, der kunde give Oplysning om, hvad min egenlige Hensigt havde været. Han (Vallich) vilde dog helst uudgaa at drage disse Ting ind i Sagen og meget hellere slutte Sagen uden disse Oplysninger (formodenlig for at faa mere Ære deraf). Han vilde derfor anbefale mig, hellere straks at erkende min virkelige Hensigt, og hvis jeg var bange for Ordet true, saa kunne vi jo benytte Ordet imponere, da dette maaske ogsaa var mere rigtig! Jeg fastholdt min Forklaring. Der skulde dog nu først benyttes et andet Middel, førend de omtalte Sager fra Politikammeret kom frem. Politiinspektør Hertz maatte møde i Retten, for at give en Forklaring i mit Paahør, hvilken Forklaring væsenlig drejede sig om Mødet paa Nørrefælled. Han tillod sig imidlertid at afbryde sig selv flere Gange, ved at henvende sig til mig med: er det ikke Pihl! Og naar jeg da ikke kunne bekræfte det, tiltalte han mig med stort Rabalder paa følgende smukke Maade: - De lyver, det kan ikke nytte Dem at De kommer med Deres Humbug for her bliver De klædt helt af. (Henvendende sig til Forhørsdommeren): Pihl har erhvervet sine Kundskaber og sin Dannelse ved at vagabondere i fremmede Lande. Hvis Inspektøren for Politispioneme, som Komparent i Retten ikke har mere Ret end enhver anden, saa kan denne Opførsel af Hertz vistnok ikke betragtes anderledes end meget usømmelig og som en Krænkelse af Rettens Værdighed. Det kan være, at Hertz som Væversvend har vagabonderet, og han af den Grund tror at kunne sige det samme om mig. Alt dette kunde dog ikke bringe mig til at frafalde min tidligere givne Forklaring, hvorfor Dommeren med megen Eftertryk henvendte sig til Hertz: ja, vil De saa ikke skaffe mig alle de Oplysninger om Pihl, som det er Dem muligt. Hertz: jo jeg skal nok skaffe Dem disse Oplysninger, der viste sig kun at bestaa af Referater af Udtalelser paa forskellige Møder, som jeg havde holdt eller været med til. Hvorledes der af disse er bleven draget den Slutning, at jeg havde til Hensigt at true Kongen, kan jeg ikke forstaa, for jeg har ikke erkendt det.

Borgere og Borgerinder !

Jeg forstaar ikke med smukke Ord at takke Eder for den Opofrelse, I har vist mod mig; men jeg tror at takke Eder bedre ved i Gerningen at vise mig Eders Tillid værdig, og skal jeg bestandig, saavidt mine Evner naar, staa til Eders Disposition. Jeg tillader mig paa det Indstændigste at opfordre Eder til at støtte vort Organ "Socialisten". Vil I støtte vor egen Sag, vil I støtte de 3 Mænd, vil I støtte mig, saa støt Bladet. Jeg har Grund til at antage, at der vil blive brugt alle Kneb, for at undergrave Bladets Eksistents. Asses-Vallich henvendte sig til Hertz med Forespørgsel om der nu ikke var andet end Bladet tilbage og hvem dets Hovedredaktør var. Hertz gav herpaa til Svar, at nu var der kun det forbandede Blad tilbage og Hovedredaktøren var Vilhelm Rasmussen, der naturligvis endte paa Ladegaardenl!! Kammerater, lad disse Ord befordre Bladets Mangfoldiggørelse.

Med socialistisk Hilsen.

Sophus Pihl.

Civilarresten i København, den 18de Marts 1874.

(Social-Demokraten 1. oktober 1874).

Snedkersvend Sophus Pihl, der forleden blev advaret om at ophøre med det af ham drevne Værtshuushold, hvortil han ikke har kunnet erholde Borgerskab, har vedvarende over Indgangen til sin Bopæl i Tordenskioldsgade Nr. 31 i Kjælderen, stort Skilt, hvorpaa staaer anført: "Frokoststue, Café og Billard. Sophus Pihl.", ligesom der ogsaa er anbragt en rød Løgte med Navnet "Pihl". Den 7de om Aftenen var der meget oplyst i Lokalet, hvor der var endeel Personer samlede, og da Politiet anstillede nærmere Undersøgelse, viste det sig, at nogle af de Tilstedeværende vare blevne beværtede med Toddy, som de hver betalte med 1 Mk. Pihl erkiendte ogsaa, da han senere mødte i Retten, at han havde fortsat sit Værtshuushold efter sit sidste Møde i Retten og vedtog at bøde 15 Rd. herfor, saaledes, at denne Afgøsrelse i Gjentagelsestilfælde skal have Lukning som en Dom for 1ste Gang forøvet ulovligt Værtshuushold og Brændevinsudskjænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1874).

Til mine ærede Venner og Meningsfæller!

Jeg kan ikke undlade at bekendtgøre for mine mange Venner og Meningsfæller, hvilke Efterstræbelser jeg er udsat for fra Politiets Side, fordi jeg ved egen Hjælp søger at danne mig en Næringsvej. At Magistraten har nægtet mig Bevilling som Værtshusholder, er vist nok allerede bekendt nok, men da jeg har indgivet Ansøgning til Indenrigsministenet desangaaende, saa skal jeg foreløbig ikke omtale dette, men vente, at Svar fra Ministeriet foreligget; hvad jeg derimod nu vil bekendtgøre, er, at jeg igaar blev tilsagt at møde ved Politidirektørens Protokol, og her blev det mig betydet at tage mit Skilt ned, hvorpaa staar skrevet: "Frokoststue, Kafe og Billard. Sophus Pihl", inden Aften, da det i modsat Fald vilde blive taget ned af Politiet paa min Bekostning; [det] maa jeg naturligvis finde mig og være glad til, at de ikke tillige tager mine Ruder ud og mine Rullegardiner ned hvorpaa der staar skrevet omtrent det Samme som paa Skiltet. Vicepolitidirektøren bemærkede ved denne Lejlighed, at han ikke kunde begribe, at jeg ville udsætte mig for en Sag, som jeg aldeles kunde have undgaaet. Jeg kan her ikke forstaa Andet, end at Vicepolitidirektørens Mening var den, at jeg kunde have undgaaet Politiets Efterstræbelser naar jeg havde modtaget Avtoriteterne om Penge og Tilbud enten til at rejse [] eller til at ernære mig paa den af dem angivne Maade; men da jeg er af den Formening, at Autoriteternes Myndighed ikke strækker saa vidt, at de har Ret til at benytte de dem anbetroede Penge til at sende politiske Modstandere ud af Landet med eller paa anden Made købe dem, saa kunde det dog ikke falde mig ind at benytte mig af en saadan Rundhaandethed. Men jeg har nu begyndt at føle, hvor vanskeligt det er at bane sig en selvstændig Næringsvej, naar man ikke hylder de samme Principer som Avtoriteterne.

Jeg taber imidlertid aldrig Modet og jeg skal vise Avtoriteterne, at jeg har Mod til at kæmpe for min Eksistens som jeg har havt Mod til at kæmpe for min Overbevisning.

Med socialistisk Hilsen

Sophus Pihl

Tordenskjoldsgade 31

(Social-Demokraten 11. november 1874)

Sophus Pihl blev dagen efter tilsagt til politidirektørens protokol hvor han blev bedt om at fjerne rullegardiner og al påskrift som tydede på værtshushold.

Snedker Sophus Theodor Pihl løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Snedker Sofus Pihl var blevet fængslet, se de foregående indslag om ham: Internationale (Juni 1872). Den demokratiske Arbejderforening (August 1873), Den Internationale Arbejderforening forbudt. (August 1873), Arbejderforeningens udflugt til Frederiksberg (September 1873), Politi mod Forsamling (November 1873) og Snedker Pihls Dom (januar 1874).

Festen for Pihl er forbudt.

Igaar Eftermiddags blev der for Indbyderne og Redaktøren af nærværende Blad af Politiet paa Redaktionskontoret oplæst følgende Tilkendegivelse:

Da den af Dem paa vedkommende Komitees Vegne i "Social-Demokraten" for idag indrykkede Bekendtgørelse angaeende Modtagelsen af den fra Vridsløselille Forbedringshus igaar løsladte snedkersvend S. Pihl og Festlighederne i denne Anledning udviser, at der imorgen Eftermiddag agtes foranstaltet et Optog med Faner, der stal samles paa den gamle Jernbanevold ved Enighedsværn og ende ved Fagforeningernes Lokale i Borgergade Nr. 69, bliver del Dem herved betydet, at bemeldte Optog og i det Hele taget ethvert Optog i den nævnte Anledning med Faner, Musik eller Sang paa offenlig Gade, Vej eller Plads heri Staden i Henhold til Politivedtægts 1, herved forbydes under Strafansvar saavel for Dem og den nævnte Komitees Medlemmer personlig som og for enhver Anden, der vidende om dette Forbud medvirker til Overtrædelse deraf.

Københavns Politi, d 19. Sept. 1874.
V. Crone.
Plenge

Til Hr. Maler Fr. A. Hertz.

(Social-Demokraten 20. september 1874).

Festlighederne ved Sofus Pihls Tilbagekomst fra Fængslet. Da det i Fredags Aftes rygtedes blandt Arbejderne, at Pihl vilde indtræffe med Aftentoget hertil, saa begav en Del sig ud til Banegaarden samt til andre Steder, for at faa Sagen konstateret. Pihl var imidlertid ankommen Kl. 9 og begav sig straks til Forsamlingslokalet, hvor det første Velkommen bødes ham. Om Lørdagen afhentedes Pihl i sit Hjem og førtes ud i Frederiksberg Allegade, hvor en Frokost indtoges. Om Søndagen samledes et overordenlig stort Antal Arbejdere med Damer ved Pihls Hjem og derfra førtes han ind til Lokalet i Borgergade. Toget bestod af over 2000 deltagere, foruden en Masse Tilskuere og Nysgerrige. Lokalet var festligt smykket og der holdtes nu en Tale af Festkomiteens Formand, samt udførtes Sange af Sangforeningen. Der indløb 2 Telegrammer, det ene fra Aarhus saalydende:

"Broderlig Hilsen til Pihl og Tilstedsværende fra Arbejderne i Aarhus. Festlig Sammenkomst i Aften paa "Jylland". Ditlev Rielsen."

Det andet fra Skanderborg, saalydende :

"Til Sofus Pihl!

Frejdig Du talte Fattigmands Sag,
Dersor vi Dig velkommen byder,
I Familiens Skød, i Brødrenes Favn,
Skel Æren og Lønnen Dig ydes.
Modtag vor Tak fordi Du stred,
Paa Sandhed og Rettens Skandser,
Før atter frem vor fælles Sag,
Vor Tillid skal være Dit Panser 

Leve Forkæmperne for Sandhed og Ret! Leve Arbejderne! Med Hilsen til alle Meningsfæller.

Brødrene Petersen." 

Disse Telegrammer besvaredes straks paa Pihls og Komiteens Vegne af Hertz. Pihl begav sig hjem ud paa Natten og iøvrigt gik Dansen afvekslende med Sang og Musik livlig til henad Morgenstunden.

Arbejderne har hædret Sofus Pihl og lydelig bevidnet ham deres broderlige Følelser og Højagtelser, og dette trods Storborgernes Uvillie og Ærgrelse, samt trods alle vilkaarlige Forhindringer.

(Social-Demokraten 22. september 1874).

Snedker Sophus Theodor Pihl (1840-1888) var politisk og fagligt aktiv 1871-74 i Danmark og 1885-88 i Norge. I sin tid "på valsen" i Europa fra 1861 fik han kendskab til Ferdinand Lassalle, Louis Blanc og Robert de Lammenais. Han kom 1870 til København hvor han tilsluttede den i oktober 1871 af Louis Pio stiftede danske sektion af Internationale. Han blev formand for den største fagsektion: snedkernes, til dels i opposition til Pio, Harald Brix og Paul Geleff. 

Da de tre ledere blev fængslet i maj 1872, blev Pihl valgt til medlem af sektionens midlertidige bestyrelse. Pga. af sine sprogkundskaber til delegeret til Internationales kongres i Haag sept. 1872 -mod Pios ønske. Han nedlagde sin bestyrelsespost og fortsatte som fagligt aktiv. December 1872 var han med til at stifte Snedker- og stolemagernes fagforening og blev formand. Han var medindkalder af et møde i maj 1873 for benådning af de tre fængslede førere. Efter forbuddet mod Internationale var han i august 1873 med til at stifte Den demokratiske arbejderforening og blev dens formand. Efter afslået audiens hos kongen og indkaldelse til møde på Christiansborg slotsplads 3. november 1873, blev han den 2. november arresteret og senere idømt otte måneders forbedringshus. Den demokratiske arbejderforening blev december 1873 afløst af Fagforeningernes centralbestyrelse, men bevægelsen havde betydelige ledelsesproblemer. 

Efter sin løsladelse i september 1874 gjorde myndighederne alt for at hindre ham i at genoptage sine aktiviteter. Bl.a. ved at forsøge at bestikke ham til at rejse udenlands. Det lykkedes ikke, hvorefter magistraten ham bevilling som værtshusholder. I en andens navn åbnede han en lille restaurant i Tordenskjoldsgade. Efter at de tre ledere forlod landet i marts 1877, rejste Pihl i sommeren 1877 til Hamburg, senere til Kapstaden hvor han var snedkermester. I 1885 rejste han og familien til Norge hvor han fik arbejde som skibssnedker i Bergen. Han fortsatte her i arbejderbevægelsen. I april 1888 fik han lungebetændelse og døde kort efter.

Legestuer og Gadegang. (Efterskrift til Politivennen).

Herom skriver "Foreningsbaandet": Det var unaturligt, om nogen vilde finde paa at spærre vor Ungdom inde eller nægte den Adgang til Fornøjelser; den legemlige Beskjæftigelse, hvormed den største Del af vor Landsbyungdom tilbringer Dagene, gjør Krav paa Afvexling, for at Sindet kan opmuntres og Livsvirksomheden forfriskes. Aandsadspredelse er nødvendig for ethvert Menneske, der ikke vil falde sammen til en blot og bar Arbejdsmaskine, og Mangel paa Omgang med andre Mennesker og den uafladelige Hjemmesidder danner menneskesky og kejtede Særlinge. Derfor er den Ængstelse, hvormed saa mange Forældre vaage over ethvert af de opvoxende Børns Skridt ofte utidig, hvorvel man maa agte de Grunde, hvorpaa den er grundet. Men det er en Selvfølge, at Ungdommen ikke altid i Valget af de livsforfriskende Midler vælger de rette. Den søger ofte sin Glæde i sin Skjændsel, tumler sig i Lidenskabernes vilde Rus og glemmer sig selv i ungdommelig Letsind, naar den syndige Verden med dens forføreriste Tillokkelser vinker det svage Hjerte til sig. Under saadanne Forhold trænger den unge til en Støtte og Vejleder for ikke at bukke under; og ere Forældrene da de, som nærmest maa føle sig kaldede til at træde til med Bistand, Formaning og Raad. Men enhver, som har Følelse for Menneskeværd og Medmenneskers Livslykke, særdeles enhver Ungdomsopdrager og Vejleder, enhver Husbond og Madmoder, paahviler det at vaage over Ungdommens Livsgang der, hvor Forældrenes Øjne ej kunne naa den. Dog er desto værre vore Tyendeforhold i Almindelighed af en saadan Natur, at der ikke længere ses hen paa, hvorledes den tjenende Ungdom tilbringer Fritimerne, men nærmest paa, at den opfylder Tyendekontraktens Forpligtelser. Derfor føler saa mangt et Fader- eller Moderhjerte en velgrundet Bekymring, naar det skal stilles fra Børnene i deres farligste Livsalder, og lykkelig er den Søn eller Datter, som da falder i gode Hænder, der med Velvillie og i Kjærlighed ville lede deres Gang.

De lange Vinteraftener paa Landet ere trivielle for den mandlige Ungdom; de skulle slaaes ihjel, som det hedder, med noget, og er intet andet for Haanden, saa maa Løjbænken holde for, at de udstrakte Lemmer kunne finde Hvile, og Søvnen vinde Magt over det døsige Hoved; men ellers er Bygang en kjær Adspredelse, hvor Lejlighed gives til Kortspil med Nabotyende, og er der Kro eller Spiritusudsalg i Nærheden, da kommer Spiritussen til at spille sin ulyksalige Rolle i Forbindelse med. Haandgjerning og Aftenskolegang, som vi tidligere udførlig have omhandlet, ere velkomne Midler mod Vinterafteners Udskejelser, og var det at ønske, at begge, alt efter de stedlige Vilkaar, understøttedes ad offentlig som privat Vej, dog saaledes, at Aftenskolerne har Forrangen, og at Forældre, Husbonder og Madmødre bidrog deres til at vække Lysten hos de unge til gavnlig Aftensyssel. Men foruden den daglige eller rettere aftenlige Adspredelse, som Landsbyungdommen søger, gives der mere tilfældige, som finde deres Udtryk i de saakaldte Legestuer. Her skulde vel Dandsen udgjøre Hovedmomentet; men desværre, Kortene og de fyldte Glas spille deres betydningsfulde Roller for ikke at tale om noget andet eller værre. Nu er det vel saa, at Dands i og for sig er en uskyldig Fornøjelse saa vel som Musiken, og den unge, som har Lyst og Sands herfor, kan ingenlunde bebrejdes, at han finder Fornøjelse i "at staa op" en Gang imellem til en Afvexling i den ensformige Dagligdagsgjerning, og selv om han nød et Glas i Forbindelse med, var det ikke til at forarge sig over, naar Maadehold og Sømmelighed var forenet i det hele; men det uheldige ved dette Legestuevæsen eller rettere Uvæsen er de Uskikke og den Mangel paa Maadehold, navnlig i Nydelsen af Spirituosa, som her indsniger sig, og som til sine Tider forvolder hovne Kinder og forrevne Klæder og bringer mangen en ellers brav Yngling paa slibrige Afveje. Legestuernes demoraliserende Virkning maa for en stor Del tilskrives de Forhold, under hvilke de i Almindelighed trives. Ingen Mand aabner gjerne sit Hus for Offentligheden til at lege i. Hvor det sker, kan man nok gjøre Regning paa, at Udsigten til Fortjeneste er den drivende Fjeder. Altsaa, jo mere der drikkes, jo mere der konsumeres, og jo dyrere alt betales, desto bedre for Værten eller Legestueholderen. Om et Tyende sætter hele sin Løn overstyr en Legestueaften, svækker sit Helbred, gjør sig uskikket til Arbejde, ikke blot for næste Dag, men i en længere Tid, bliver vedkommendes egen Sag og er Værten den ligegyldigste Ting af Verden. 

For Ungdommens eget Vel og dermed ogsaa for Samfundets Vel var det ønskeligt, om de saakaldte Legestuer i deres nuværende Skikkelse modtoge en lille Ændring, uden at de unge skulde savne Legen og Dandseglæden. Gaardmændene i en By kunne skiftes til at afgive Dandselokale, som ikke vil mangle hos ret mange, da almindeligvis en saakaldet Storstue hos de fleste staar ledig. I manglende Fald kunde den, som havde Plads, mod en lille Godtgjørelse indrømme en saadan, indtil de, som ikke havde passende Lokale, fik det indrettet. Naar nu vedkommende Gaardmænd efter Tur paatoge sig at skaffe de fornødne Føde- og Drikkevarer tilveje mod en passende Godtgjørelse for hver Deltager, der forøvrigt afholdt Udgiften ved Musiken, vilde Ungdomslystigheden finde Sted under Betingelser, der gav en mere betryggende Borgen for, at Nydelserne ej bleve overdrevne, eller utilbørlig forlængede. Naar tillige Deltagerne indskrænkede sig tit en vis Kreds, en enkelt Byes Ungdom eller dens Paarørende, alt efter de lokale Forhold, og Adgangen ej stod aaben for Kreti og Pleti, og desuden Husbonden og Madmoder var tilstede og Vidner til Begivenhedernes Gang, tør det forudsætles, at mange af de Udskejelser, som klæbe ved det bestaaende Legestuevæsen paa Landet, vilde ændres til Gavn for vor Ungdom. 

- Men saa var det Gadegangen. Gjentagne Gange have vi set Bladene omtale det forargelige i den Maade, hvorpaa vor Landsbyungdom tilbringer Sommeraftenerne eller denne Aarstids korte Nætter. Ungdommen af begge Kjøn, fuldvoxne som halvvoxne Karle, Piger og Drenge flokkes, naar den saakaldte "Natter" eller "Nætter" er sat tillivs, i mange Landsbyer paa Gaden, trække undertiden massevis om, hujende og skrigende, forstyrrende tilstødende Beboeres Nattero, genere ofte den Vejfarende eller skræmme de sky Heste, han kan have forspændt sin Vogn. Det er klart, at slige Nattevandringer udøve og maa udøve en sørgelig Virkning paa Ungdommens Livssæder, og plette Uskyld og alt, hvad elskeligt og godt kunde være. Og ikke nok hermed, men Hvilen og den styrkende Søvn gaar tabt, saa Uskikkethed til den næste Dags Gjerning indtræder, hvad selvfølgelig maa volde en Sinkelse heri, som imidlertid er for lidet at regne mod den Svækkelse af Livskraften, den aandelige som den legemlige, der er en naturlig Følge af Nattesværmeriet, under hvilken Skikkelse den end viser sig. Mangen en Rose er falmet og henvisnet for Nætternes Storm og Kulde, men ogsaa mangen en rødmosset Kind er blegnet og mangt et livsglad Gemyt er nedstemt, mangt et kraftigt Helbred svækket under de stormfulde Nætter, vore unge tilbringe under hvirvlende Dands, bag de fyldte Glas, eller Sværmeriet i Krat og Hegn, paa Veje og Stier. Naar Vismanden siger: "Glæd Dig i Din Ungdom", og vi have vor ophøjede Frelsers Gang, til Glædens Hus som Vidnesbyrd om, at den er tilladelig og maa søges, da er det Skinhellighed og farisæisk Hykleri, naar nogen under den paatagne Helligheds Maske korse sig, naar Musikens Toner lyde eller Glasset viser, det har Klang. Det er først, naar der ytrer sig Tegn til, at det rette Maadehold i Livsnydelserne ikke iagttages, at der er Grund til Bekymring, og enhver, som har Følelse for, hvad Sømmelighed og Velanstændighed fordrer, maa da ønske, at der i slige Øjeblikke stod en advarende Engel ved de unges Side. Men det er sørgeligt, at de ældre under i saa mange Forhold vise, at de mangle Selvbeherskelse i Nydelsen af Livsglæden; ti Exemplet, smitter, og det maa beklages, at der i vore Dage gives saa rig Anledning til Svir og Sværm ved den Frihed, som er indrømmet til Spirituosasalg, da samvittighedsløs Forhandlere, som blot se paa Fortjenesten, benytte sig af Letsindigheden og Daarskaben, uændset at manges surt erhvervede Løn, og hvad værre er, Sundhed, Ære og Dyd gaa uerstattelig tabt herved. Agtelsen for sig selv, og Følelsen af, hvad der er elskeligt, dydigt og priseligt, er det bedste Værn mod Udskejelser, og vi komme her til at minde om, hvad vi saa oste have gjentaget, at en god Opdragelse, en fortsat Oplysning i kristelig Aand er det Materiale, hvoraf et saadant betryggende Værn dannes. 

Men for at komme tilbage igjen til de unges udskejende Nattevandringer, da kjende vi nok, at der hvor Gensdarmer regere eller Politistokkene hæves, spredes Flokkene og de høje Røster maa forstumme; men det var beklageligt, hvis vi skulle komme dertil, at et saadant Regimente blev nødvendigt for at holde Orden og Tugt, i Særdeleshed paa Landet, hvis Befolkning hidtil har vist sig mere rolig og fredelskende end en stor Del af Bybefolkningen. Forældre, Husbonder og Madmødre kunne bidrage i deres til at holde Skik paa Ungdommen, naar de alvorligt viste, det var dem magtpaaliggende, og ved at indrømme den, t. Ex. maanedsvis, en Aftens sømmelig Fornøjelse i deres eget Hus, vilde maaske mangen en Nattevandring fjernes, som netop bliver saa fordærvelig, fordi den foretages paa egen Haand og uden Deltagelse og Tilsyn af ældre og mere forsagte, af hvilke man kan fordre en mere alvorlig Betragtning af Livet, end den, man kan vente at finde hos den livsglade Ungdom. Det er sagt, at det er bedre at gaa til Sorgens end til Glædens Hus. Det er noget, som den unge Alder har saa tungt ved at fatte. Men som det har sit Gode, at den unge lærer at betragte Livet fra den alvorlige Side, saa vilde det være en Miskjendelse af Ungdommens Karakter om den spærredes Vejen til Glædens Hus - men kun til et saadant, hvor skyldfri Glæde og Munterhed hersker, og hvor Maadehold udgjør Hovedtrækket i Nydelsen. Gid yngre og ældre alvorligt maatte mærke sig dette, da randt færre Taarer i Verden.

(Aarhus Amtstidende 18. september 1874. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Brev fra Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Septbr.

(Øens Mineralier. Feldspathens Betydning og Afsætning; dettes Qvalitet. Ringebakkerne. Kaolinets Forekomst paa Øen og de nye Fabriker. Kaolinets Anvendelse og Udførsel. Forskjellige Arter af Leer; Cementsteen. Udførsel af bornholmsk Grund og Sand. Graniten. "Bornholms Kul- og Teglværker". Fajance- og Terracottasabriker. Handelens Udvidelse.)

Blandt Danmarks forskjellige Landsdele er der maaskee faa, hvis materielle Udvikling i de sidste Aar viser en saa glædelig Fremgang og berettiger til saa gode Forventninger for Fremtiden som Øen Bornholm. Dette gjælder især om Øens forskjellige Mineralier, hvis Brydning, Tilvirkning i Fabriker og Afsætning alt tidligere kortelig have været omtalte her i Bladet (jvfr. Berl. Tid. for 9de April d. A.). Da disse Forhold formeentlig ere af Interesse for en videre Kreds, skal jeg i det Følgende give en udførligere Udsigt over de i den senere Tid opnaaede Resultater.

I de sidste 3 Aar er der opstaaet 3 nye vigtige Udførselsproducter, nemlig Feldspath, Kaolin og Mergelsteen. End glædeligere er det, at den første Formening, at Qvaliteterne ikke vare af første Rang, viser sig, jo mere man arbeider fremad, at være feilagtig, og at de netop ere, som de skulle være. De Mænd, som først og fremmest have Fortjenesten af de nævnte Mineraliers Fremdragning ogAnvendelse, ere dHrr. Adjunct Jespersen og Kjøbmand J. P. Bidstrup. Den Første har givet Fingerpegene paa deres Tilstedeværelse, Omfang og Benyttelse; den Anden har, navnlig hvad Feldspathen angaaer, arbejdet for deres Afsætning som Handelsartikel. Efter selv at have for et længereAaremaal forpagtet et Feldspathdistrict i Vester Mariæ Sogn. overdrog han sine Rettigheder til et tydsk Handelshuus mod en Kjendelse til ham. At Resultaterne vel ere værd at lægge Mærke til, fremgaaer af den Kjendsgjerning, at der i forrige Aar, da Brydningen var i sin Begyndelse, udskibedes lavt beregnet til Stettin 9505 Ctr. reen Feldspath og til indenrigske Steder, til Brug for Glasværkerne ved Kastrup og Helsingør, 4878 Centner med Qvarts blandet Feldspath. Heri er indbefattet den Feldspath, som er brudt i Nærheden af St. Knuds Kirke, hvilket District ligeledes var overtaget for tydsk Regning. Dens Udførsel til Rusland har været i stadig Stigende.

Det samme Mineral, hvorefter Begjæret er levende, og hvoraf den rene Slags bruges til Porcellainsfabrikation, findes ikke blot i de nævnte  Egne, men har en stor Udstrækning paa forskjellige Steder af Øen; af mig bekjendte Steder i Nærheden af Gudhjem og under Ringebakkerne syd for Vang, hvilke sidste for Størstedelen alt ere forpagtede af Danske. - Om Qvaliteten og Udstrækningen af Feldspathen paa dette Sted kan jeg, da jeg selv har undersøgt den, meddele det bedste Resultat. Man har nemlig her paa forskjellige Steder foretaget Sprængninger, og et af disse Steder (mod Søen udfor det Sted, hvor det store med Thee ladede engelske Dampskib "Saida" af Hull strandede Natten mellem 6te og 7de Decbr. 1871), paa Kanten af Bakkerne, der ogsaa indeholde Granitmasser, undersøgte jeg en Rand, som befandtes at indeholde aldeles reen Feldspath. Naar der tages Hensyn til, at man ved Brydningen i Vester Mariæ maatte sprænge og bryde i flere Alens Dybde, inden man kom til den bedre Qvalitet, kan man af det Hele drage den rimelige Slutning, at der her findes særdeles gode Leier, naar den alt paa Overfladen er af den bedste Qvalitet. Med Tiden vil der uden Tvivl paa disse Bakker blive Liv og Virksomhed. Ringebakkerne frembyde en overordentlig malerisk Udsigt: i det Fjerne til Hammershuus Slotsmuur og Hammeren, nærmere mod Nord og Øst til Svartedalen, der besidder flere charakteristiske Skjønheder, og mod Vest til Østersøen med dens mange Seilere; men besværlige ere de at befærde, og de betrædes sjeldnere af Andre end Tourister og Creaturvogtere.

En Idee om deres Høide faaes, naar man staaer paa Randen af Klipperne og seer ned paa de vilde Ænder, som rolig, fordi der sjeldent jages efter dem, svømme tæt ved Kysten nedenunder, og tage sig ud som smaa Ælllnger. Bakkerne have et jevnt Fald ned mod Vang, som paa forskjellig Maade kan gjøre Transporten af store Tyngder til Udskibningsstedet let.

Af lignende Betydning som Feldspathen ere de hvide kaolinholdige Leerlag paa Bornholm. Vi have allerede tidligere anført, at der er en stor Fabrik i Rønne, og at en anden er ifærd med at blive oprettet. Den første har Dampkraft, som ogsaa vil blive anvendt i Kaolinindustriselskabets under Bygning værende Fabrik. En væsentlig Forskjel for den sidste Fabriks Vedkommende er, at de af Granit opførte Bassiner (i hvilke, fra den ene til den anden, det med Vand omrørte hvide Leer skal løbe, og som i de sidste Bassiner afsætter sig med den tilbørlige Fiinhed; Slemningen) ikke skeer under Tag som i Bukkegaardsfabriken. 

At det ikke blot er Kaolinet, der udføres, men at der til Kjøbenhavn i mange Aar er blevet udført og stadigt udføres betydeligt af Raamassen, bør ikke lades ubemærket. Kaolinet der ikke blot anvendes til Porcellainsfabrikation, men har en fleersidig Anvendelse t Industrien, har iaar endvidere vundet Afsætning til Papirfabrikerne ved Strandmøllen, Silkeborg og Odense. Udførslen af Kaolin i forrige Aar har lavt betegnet udgjort til Preussen 4489 Centner, til indenrigske Steder 3107 Centner og til Gøteborg nogle enkelte mindre Ladninger. Det hvide Raaleer, hvoraf Kaolinet frembringes, er ogsaa fornylig begyndt at udføres til Udlandet, nemlig til Stettin for at anvendes i en større Chamottefabrik og endvidere til Flensborg til Fabrication af ildfaste Sager. Hvormeget der af samme udføres til Kjøbenhavn for at anvendes i Porcellainsfabrikerne, kan jeg ikke oplyse ved Talstørrelser, men kun meddele, at det er et ikke ubetydeligt Antal af mindre Fartøier der befragtes dermed.

Leer af forskjellig Slags forefindes i overordentlig mægige Lag i forskjellige Egne af Landet. Af Mergelstenen udføres der stadig betydelige Qvantiteter til de foranførte Glasværker, og ligesom Udførslen heraf ogsaa gaaer til Helsingborg, er den for Feldspathens og Kaolinets Vedkommende bleven udstrakt og vil blive udstrakt til Rusland, Preussen og Indlandet. Af Cementstenen, der brydes ved Risegaardene, kan ikke leveres saa meget til vedkommende Fabrikanter i Kjøbenhavn, som der er Efterspørgsel om, hvilket er begrundet i, at Fartøierne ikke uden med Fralandsvind kunne indlade samme under Kysten, og Transporten af denne tunge Steen over Land ikke kan betale sig. Udførslen af fabrikeret Cement er mindre end i Fortiden.

Det kunde synes uvigtigt at omtale Udførslen af Gruus (fra Robbedalen) til ildfast Muurværk i Jernstøberier, af Sand fra Kysten til Glasfabrikation, af fint Sand til Formen, Emaillering (saakaldet Meelsand), men Sagen har alligevel sin Betydning; thi disse Mineralier udføres i stor Mængde og afgive til enhver Tid af Aaret Befragtning til Kjøbenhavn og Provindserne. Det fortjener at blive bekjendt, at der af Robbedalegruset og Meelsandet, hvis Lige i Qvalitet neppe findes nogetsteds, anvendes betydelig i Jernstøberierne i det øvrige Danmark saavelsom af det tidligere omtalte graa, ildfaste Leer - i den sidste Tid navnlig fra Stampen - , der nu ogsaa er begyndt at udføres til Stockholm, hvorved min Formodning er bleven stadfæstet, at det vilde finde en forøget og udvidet Anvendelse i Udlandet.

Siden min tidligere Omtale af Graniten og dens Udførselssteder er jeg bleven gjort opmærksom paa, at den største Udførsel til Udlandet ikke er fra Rønne, men fra Nexø (hvor det væsentligste Steenværk eies og drives af Landsthingsmand Sonne). Herfra udførtes der 1873 af tilhuggen Granit 13,740 Cbfd. til Udlandet (hovedsagelig til Riga) og 6700 Cbfd. til Indlandet, medens der kun fra Rønne udførtes 10,035 Cbfd., hvori fra begge Steder eqvarerede Brosteen ikke ere medregnede. Forøvrigt er det sandsynligt, at denne statistiske Meddelelse for begge Steders Vedkommende er noget for lavt beregnet.

Ligesom det i en ikke meget fjernt tilbageliggende Tidsperiode var en staaende Talemaade: "Danmark er ikke noget Fabrikland", og den almindelige Mening stedse søgtes ledet bort fra Tanken paa Fabrikanlæg (hvilke dog ere fremstaaede i Mængde, naar Dygtighed og Forhold egnede sig dertil, og hvis Fabrikats ikke stase tilbage for, men ofte overgaaer Udlandets), saaledes høres den samme Mening af og til ogsaa anvendt paa Bornholm. Men Virkeligheden viser det Modsatte. Her er jo fornylig anlagt en storartet Fabrik, eller om man vil kalde det et Værk, nemlig "Bornholms Kul- og Teglværker" (beliggende i Nærheden af Hasle), som nu er færdigt paa Udskibningssporveien til Hasle nær, idet den store Parallelovn, der kan rumme ca. 300,000 Stkr. Muursteen (hvis Brænding medtager 10 Dage, Ind- og Udsætningen medregnet), den 30te August var færdig til at tages i Brug. Ligeledes blev der for nogle Aar siden anlagt et større Teglværk Syd paa Øen, nemlig Teglværksbrænderiet "Nexø" ; desuden findes der 9 Fajancefabriker og 3 Terracottafabriker (de sidste beskjæftigende Kunstmalere og Malerinder), hvis Fabrikats ere søgte og have stor Afsætning. Det er maaskee mindre bekjendt, at vi igjennem Hovedstæderne i England, Rusland, Sverig og Tydskland, have et godt Marked for vore finere Terracottasager.

At der, som tidligere omtalt, er et glædeligt Opsving i det Hele herovre, fremgaaer bl. A. ogsaa af den aarlige efter Forholdene betydelige Forøgelse af Skibslæstedrægtigheden, den under Arbeide værende almindelige Udvidelse og Forbedring af alle Øens Havne (størst i Rønne og Hasle, henholdsviis med en ministeriel approberet Bekostning af 80.000 Rd. og 50,000 Rd., foruden 17,000 Rd. Tilskud til den sidste paa visse Betingelser fra Bornholms "Kul- og Teglværker"), der i dens tidligere Tilstand ikke svarede til de Krav, der nu gjøres til den. Der finder en talrig Indførsel Sted af fremmede og indenlandske Agerbrugsmaskiner i de forskjelligste Øiemed, hvis Anvendelse i Almindelighed længe har staaet uforsøgt, men nu ogsaa til Gjengjæld vinder rask og almindelig Indgang.

I de sidste Aar er Tilstrømningen af Reisende, navnlig fra Udlandet, stadig bleven større; mange komme i Forretninger, medens ikke faa Tourister hidlokkes af Øens imponerende og maleriske Natur. Ogsaa de bornholmske Fiskerier synes i den sidste Tid at være blevne Gjenstand for Opmærksomhed. Regjeringens Consulenter i Fiskerisager, Birkedommer Fiedler og Adj. Feddersen have besøgt Øen i dette Øiemed. Som bekjendt bestaaer Hovedfangsten af Sild og Lax. Hvor betydelig Udførselen af den førstnævnte Artikel er, kan sees deraf, at der ifjor af røgede Sild til Forbrugen i Kjøbenhavn alene er udført 206,343 Pd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. september 1874).

Fra den offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Det er lykkedes Politiet at komme til Kundskab om, at Værtshuusholder Thomsen, Prindsensgade Nr. 21 i Kiælderen, i længere Tid har drevet en udstrakt Handel med gamle Klæder, som han kjøbte af Ladegaardslemmer og straffede Personer, ligesom han ogsaa har drevet en Pantelaanerforretning med saadanne Gienstande. Thomsen forklarede selv herom, at han i Lødet af de sidste 2 a 3 Aar ofte har kjøbt flere Lærredsskiorter og andre Klædningsstykker af ubekiendte Personer, som ere komne ved i hans Beværtning og have falbudt dem, hvorpaa han efterhaanden har solgt dem til sine Gjæster samt til Jernkræmmere mod lidt Avance; dog havde han ikke lagt Mærke tik, om nogle af disse Ting havde været forsynet med Fattigvæsenets Stempel, men han vilde heller ikke benægte Muligheden heraf. Han har ligeledes kjøbt Laanesedler af Folk, der have falbudt dem til ham, eg derefter indløst de pantsatte Gienstande og bortsolgt dem. Enkelte Gange har han ogsaa laant Personer Penge paa Klædningsstykker, og i Reglen har han ogsaa faaet lidt Vederlag derfor, f. Ex. 8 Sk. af en Daler paa nogle faa Dage, og mulig nogle enkelte Gange lidt mere. Naar Laantageren ikke indløste Pantet til den bestemte Tid fra 8 Dage indtil et Par Maaneder, har Thomsen enten selv bortsolgt Tøiet eller pantsat det paa Asststentshuset. I de Tilfælde, hvor Eieren har ønsket at faae Sedlen paa sit Tøi, har Thomsen ogsaa givet ham den imod et saadant Vederlag, at han har været dækket for sin Ulellighed. Han vedtog i Retten at betale 12 Rd. for de af ham begaaede Forseelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. september 1874).

Ægtefælles overgreb på Kone. (Efterskrift til Politivennen)

En unaturlig Ægtemand. Overretten paadømte den 4de ds. en fra Bregentved Gisselfelds Birks Ekstraret indanket Justitssag, hvorunder en Gaardmand E. var tiltalt for at have mishandlet sin Hustru, udsat hendes Liv for Fare og foranlediget sit Barns Død. Arrestanten, der er 50 Aar gammel, havde i Aaret 1853 indgaaet Ægteskab med Ane Marie Christensen, der da var i sit 18de Aar, men havde desuagtet fortsat et utilladeligt Forhold til en paa Gaarden tjenende Pige og var efter i April 1855 af denne at være udlagt som Fader til et af hende født Barn ved Amtets Resolution bleven diktere en Straf af 2 Dages Vand og Brød, hvilken Straf dog paa hans Hustrus Forbøn eftergaves ham ved kgl. Resolution, da hun erklærede sig villig til at fortsætte Samlivet med ham Arrestantens Forhold imod sin Hustru havde i en lang Række Aar været slet. Det var saaledes dels ved Vidners Udsagn, dels ved Vidners Udsagn, dels ved hans egen Indrømmelse oplyst, at han jævnlig haanede og krænkede hende endog i de paa Gaarden værende Folks Paahør, at han aflukkede Levnetsmidlerne for hende og kun gav hende [manglende ord] som Folkene bestemte Portioner Men at han negtede hende saadan Føde, saa hun, der Tid efter anden fødte ham Børn, behøvede, navnlig under hendes Svangerskaber, ligesom han, naar hun var syg, ikke vilde tillade hende at blive liggende i Sengen, ofte lagde Haand paa hende, en Gang havde slaaet hende med en Jern-Ildrager over Armene, [og] oftere slaaet hende, naar de om Aftenen var komne i Seng, saaledes at hun maatte staa op og lægge sig i Pigekammeret hos en af Pigerne. Arrestanten indrømmede ved Siden heraf, at hun ikke havde givet ham Anledning til saadan slet Behandling, idet hun aldrig fremkaldt Strid eller engang svarede ham igen, men tav til Alt. De hyppige Barnefødsler og den deraf følgende Svækkelse, rimeligvis i Forbindelse med legemlige og sjælelige Lidelser, som Arrestantens haarde Adfærd paaførte hende nedsænkede hende i en stedse tiltagende Melankoli, der tilsidst gik over til efter Erklæring fra Overlægen ved Oringe Sindssygeanstalt, hvor hun i længere Tid var under Behandling, uhelbredelig Afsindighed. Med Hensyn til den [mangler et ord] af Aktionen, hvorunder Arrestanten var tiltalt for at have udsat sin Hustrus Liv for Fare og for at have foranlediget et Barns Død, var det oplyst, at da hun i Januar 1871 skulde føde sit næstsidste Barn og var i Barnsnød, vægrede han sig ved at lade Jordemoderen hente, uagtet hun, hvis Smerter og Skrig til Kl 4 om Morgenen stedse blev stærkere anmodede om Lægehjælp, og da det voksne Datter indstændig bad ham at køre efter Jordemoderen eller om, at der i det Mindste maatte blive hentet nogle Koner til Hjælp, afslog han ogsaa dette, indtil han endelig Kl. 4 om Eftermiddagen kørte efter Jordemoder ligesom han nu tillod, at der maatte hentes to af ham opgivne Koner, imidlertid var unge og kun lidet erfarne, medens han forbød at hente en ældre og erfaren Kone, som boede umiddelbart i Nærheden, og som benyttedes i Tilfælde hvor Jordemoderen ikke betimelig kunde komme. Da Tjenestepigen efter at have hentet den ene af de to unge Koner blev opmærksom paa, at Arrestantens Hustrus Skrig var ophørte, gik hun ind til hende og saa da, at hun havde født et Barn, der var levende. Dels af Angst, dels fordi hun ikke forstod at yde sin Madmoder Hjælp, forlod Pigen Værelset efter at have tildækket den Syge, der klagede over Kulde, med Dynen. Da nu kort efter den ovennævnte ældre Kone trods Arrestantens Forbud var bleven hentet, fordi den tilstedekomne unge Kone ikke havde dristet sig til alene at gaa ind til Barnemoderen, fandtes Barnet, der ifølge den noget senere ankomne Jordemoderens Forklaring var et fuldbaarent stærkt Pigebarn, at være død. Arrestanten erkendte, at han [vel] vidste, at en Barselkone er udsat for Livsfare saavelsom det nyfødte Barn naar der ikke haves kyndig Hjælp ved Fødselen, og han kunde ikke opgive noget rimeligt Motiv til den af ham udviste Ligegyldighed og Uvillie, idet han dog benægtede herved at have havt til Hensigt at opnaa Konens eller Barnets Død. Paa Grund af Alt, hvad der saaledes var oplyst om Arrestanten igennem en Række af Aar fortsatte oprørende Forhold imod sin Hustru, fandt Overretten, at han med Føje maatte, som i Underretsdommen antaget, betegnes som den, der havde mishandlet Ægtefælle, og han, der ikke tidligere havde været dømt. vilde saaledes være at anse efter Straffelovens § 202. Overretten billigede den af Underretten Arrestanten ikendte Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde, der er den højeste Straf, der kan idømmes for den Forbrydelse, men i dette Tilfælde maa anses for alt for mild. 

(Social-Demokraten 8. august 1874).