Kvistkammertyven Tofte (7): Overfald og Højesteretsdom. Horsens1863-1865. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Sluttet.)

Under Forhørerne blev han opfordret til at udtale, om han ikke angrede sin Gjerning, men han erklærede, at han snarere ansaae det "for en Velgjernlng at skaffe en Mand afveien, som aldrig gjorde Fangerne noget Godt", og at han ikke var istand til at føle Anger over det Skete.

Ved Høiesteretsdom af 20de April 1862 blev han dømt til at have sit Liv forbrudt, men ved kongelig Naade blev Livsstraffen ham eftergivet, imod at han skulde straffes med 27 Slag Kat og derefter hensættes til Tugthuusarbeide under streng Bevogtning.

Den legemlige Revselse - der skal være ganske overordentlig smertelig - blev ham tildeelt i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvorefter han blev overført til Straffeanstalten ved Horsens.

Ved hans Ankomst hertil var en Opsigtsbetjent Berthelsen tilstede, der modtog ham med de Ord: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen paa Christianshavn", og derhos advarede ham mod at begynde paa Sligt igjen. Det er ikke usandsynligt, at denne Advarsel er bleven fremsat i en haanlig Tone, og at Berthelsen saaledes har baaret sig noget ubetænksomt ad. Tofte, der endnu ikke havde lært at være ydmyg i Sindet, blev ialtfald meget fornærmet over denne Hilsen og fattede strax Nag til Berthelsen, mod hvem han for øvrigt ikke havde at gjøre før i Slutningen af 1863, da Berthelsen blev sat til at have særlig Opsigt med ham.

Hans Beskjæftigelse var nu at sye Hægter og Maller paa Papir. Dette Arbeide maatte han passe i en eensom Celle, hvor han ikke saae andre Mennesker end Inspekteuren, Præsten, Haandværksmesteren og Betjenten, naar disse til regelmæssige Tider aflægge ham Besøg. Denne Eensomhed blev ham med hver Dag mere utaalelig. Idelig bad han om, at den strenge Bevogtning maatte ophøre, og Yttrede undertiden, at han hellere maatte have mistet Livet end føre et saa ynkeligt, afsondret Liv.

Den samme Fange, der nylig var saa glad og munter i sine Lidelseskammeraters Selskab var ikke istand til at udholde Eensomhedens Tryk. Man mærker Intet til, at han i sine eensomme Timer er kommen til Erkjendelse af sine Synder, og at det er Samvittighedsnaget, der var Skyld i hans Sjælstidelser. Nei, han var endnu det samme indholdsløse Menneske som tidligere, og det var kun det ydre Savn af at færdes blandt andre Mennesker, der var nærved at bringe ham til Fortvivlelse.

Da Berthelsen fik ham under sin specielle Opsigt, bleve Toftes Følelser imod ham ikke venligere. Han blev fornærmet over, at Berthelsen smækkede hans Celledør haardt i og talte i en efter hans Mening ubehagelig Tone til ham; det stødte ham saaledes, at Berthelsen gjorde Bemærkning om, at han var for længe om sit Toilette, idet han f. Ex. flere Gange yttrede: "Det er en Fandens Tid, Du bruger til at vaske Dig."

Da han Torsdagen den 21de Januar 1864 var paa Retiraden, og Berthelsen, gik udenfor og passede paa, kom Betjenten i Samtale med nogle Fanger, der stode i længere Afstand derfra, og hvis Stemmer derfor ikke kunde høres af Tofte. Denne fik da den Tanke, at Berthelsen gik og talte ned sig selv for at forhaane ham. Herover blev han meget opbragt, og da de begge kom op i Gangen, greb han et stort Leer-Vandkruus, løftede det op imod Betjenten og sagde: "Du er en Skurk og en Nidding! Jeg skal slaae Dig lige i Panden!"

Denne Undsigelse blev af Berthelsen meldt til Inspekteuren. Tofte kom i Forhør, og det var ham klart, at han ikke vilde kunne undgaae 27 Slag Kat - en Straf , for hvilken han var meget bange; hellere end at lide den endnu engang besluttede han at myrde Berthelsen. Fredag Eftermiddag bad han Inspekteuren, om han blot maatte være fri for legemlig Revselse - mørkt Fængsel eller Arbeidsberøvelse havde han nemlig langt mindre imod; men da Inspekteuren ikke vilde give ham noget saadant Løfte, blev han ved sin Beslutning, som han talte sig for at udføre enten samme Aften eller om Løverdagen, alt eftersom Leilighed gaves.

6 Uger iforveien havde han fundet en Kniv ude i Gaarden og stukket den til sig, thi uagtet han var "under streng Bevogtning", var det umuligt at passe paa alle hans Bevægelser. Endnu Mandagen den 18de Januar var han af Berthelsen bleven visiteret paa sin Person, men uden at man havde opdaget Kniven, som laa sammenlukket i hans Lomme; han havde nemlig selv stuket Haanden ved i Lommen og viist Berthelsen, at der kun var et Stykke graat Papir, hvorfor Berthelsen nøiedes med paa det Omhyggeligste at eftersee hans andre Lommer og hele hans øvrige Paaklædning. Han benyttede Fredag Aften til at slibe denne Kniv skarp paa Kakkelovnen i sin Celle og til at omvikle Skaftet og et lille Stykke af Bladet med Lærred oq Seglgarn, for at den ikke skulde kunne gaae i af sig selv.

Den næste Morgen Kl. 9½, da han havde været ude et spadsere i Gaarden under Berthelsens Opsigt, og denne netop var ifærd med at aabne Døren til hans Celle, tog han Mordvaabenet ud af sin Trøielomme, og medens han stod en halv Alen bagved Berthelsen, bibragte han ham et Stik i den høire Side af Halsen. I det Samme vendte den Angrebne sig om, og Tofte veg strax feigt tilbage, men lige efter faldt Berthelsen om paa Gulvet. Tofte havde beholdt Kniven i Haanden, og da han saae, at der endnu var Liv i Betjenten, vilde han stikke ham endnu en Gang, men den Ulykkelige bad for sig, hvorfor han lod det være. Derimod gik han hen til en anden Tugthuusfange, der stod paa Gangen, og sagde: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk. Gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv." Tofte var ikke i usædvanlig ophidset Stemning og lod sig uden Modstand lukke ind i Cellen.

Heller ikke i dette Tilfælde har han senere Yttret nogen Anger over det Skete. Medens det endnu var usikkert, om Berthelsen kunde overleve sit Saar, sagde han under Forhøret, at han ikke vidste, om han vilde fortryde Gjerningen, selv om Berthelsen skulde døe af Saaret.

Begge Mordforsøgene vise ham saaledes som en hævngjærrig, feig og hjerteløs Usling. Forinden hans Dom faldt i Underretten, var det, han tilstod Brandstiftelsen i Studiestræde. Han blev i denne Anledning i April 1864 ført herover, hvor Undersøgelsen blev foretaget med Hensyn til denne Forbrydelse, og boer han hensad som Arrestant, indtil han den 10de Januar 1865 anden Gang af Høiesteret blev dømt til Døden.

Ingen af de voterende Dommere fandt at burde indstille ham til at forskaanes for Livs straffen, og det vilde i Sandhed ogsaa have været en betænkelig Sag at benaade en Fange, der to Gange har lagt morderisk Haand paa sine Foresatte ved Straffeanstalten. Hs. Maj. Kongen har derfor ogsaa givet Befaling til, at Dommen skal fuldbyrdes.

Saaledes skal da denne Livsbane endes. Den viser os, hvor forfærdelig demoraliserende en Forbrydelse Tyveri er. Vore Forfædre havde ikke saa ganske Uret, da de straffede Tyveri med Døden som en ærelys Gjerning; thi den, der stjæler, taber al Agtelse for sig selv og undergraver derved sin hele moralske Existents. Det Menneske, der har drevet det vidt i at stjæle, vil derfor, som vi have seet med Kvistkammertyven, med Lethed kunne forfalde til andre langt frygteligere Forbrydelser. Forfængelighed, Dovenskab og Sandselighed have været Toftes Ulykke, og ingen bedre Følelse har været istand til at give hans Liv Indhold og holde ham oppe imod Fristelsens Magt. Til Slutning tilføie vi endnu et Par Ord om hans Ydre. Hans Hoved er usædvanlig bredt, Panden lav. Munden fyldig og andselig, Næsen bred og Øienlaagene posede. Udtrykket er mere sløvt og lumsk end egentlig barsk og stemmer ganske med det Billede, man danner sig af ham ved at læse om hans Snigmordsforsøg.

(Folkets Avis 21. februar 1865)

Det var udsigten til for anden gang i sit liv at blive afstraffet med kat at Tofte fandt på en skæbnesvanger plan for at undgå det. Her fra det nu nedlagte Fængselsmuseum på Vestre Fængsel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det var de sidste overfald på Berthelsen som udløste dødsstraffen, se Departementstidende:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 10de Januar d. A., der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 31te October f. A., er Tugthuusfange Peter Ludvig eller Peter Ludvig Thorvald Tofte, der tiltaltes for attenteret Mord og for at have sat Ild paa et Sted, hvorved flere Mennesker omkom, tilfunden at have sit Liv forbrudt.

Efter den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation have de nærmere Omstændigheder ved denne Sag, ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, i det Væsentlige været følgende:

Efterat Tiltalte, der er født udenfor Ægteskab paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn den 18de Marts 1839, ifølge Criminal og Politirettens Dom af 7de Februar 1857 var straffet for første Gang begaaet Tyveri efter Fdgn. 11te April 1840 § 29 med 25 Rottingslag, blev han under en Sag, hvor under han overbevistes om at have gjort sig skyldig i en stor Mængde Tyverier, forstørstedelen forbundne med Indbrud, ved samme Rets Dom af 4de Januar 1859 anseet efter Fdgn. 11te April 1840 §§ 13 og 14 jvfr. § 18 1ste Led og § 80 med Tugthuusarbeide i 8 Aar. Den 8de næstester blev han afleveret til Straffeanstalten, men angav frivillig i Slutningen af samme Aar, at han, forinden hiin Dom overgik ham, havde gjort sig skyldig i en Mængde andre lignende Tyverier foruden dem, hvorfor han allerede var dømt, samt i 6 Brandstiftelser, alle forøvede i det Diemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde have Leilighed til at stjæle. For disse Forbrydelser blev han ved Criminal og Politirettens Dom af 21de Juli 1860 anseet, efter Fdgn. 26de Marts 1841 § 4 jvfr. § 13 og i Medfør af Fdgn. 11te April 1840 § 19 efter denne Forordnings §§ 13 og 14 jvfr. § 12 1ste Led og § 80, med Tugthuusarbeide paa Livstid. Medens han ifølge denne Dom hensad i Etraffeanstalten paa Christianshavn, forsøgte han den 11te November 1862 at myrde Lægen ved bemeldte Anstalt, ved at slaae ham i hovedet med en Hammer, og under den i denne Anledning mod ham anlagte Sag blev han ved Høiesterets Dom af 20de April 1863 dømt efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 til at have sit Liv forbrudt. Denne Straf blev imidlertid ved allerhøieste Reskript af 8de Mai 1863 eftergiven, mod at Tiltalte hensattes til Tugthuusarbeide paa Livstid under streng Bevogtning og at der tildeeltes ham en Revselse af 27 Slag Kat. Efterat denne Revselse var tildeelt ham, blev han den 24de Mai 1863 indsat i Tugthuset ved Horsens.

Efter Tiltaltes Forklaring fik han strax efterat være indsat i den nævnte Straffeanstalt Noget imod Opsynsbetjent Berthelsen, fordi denne lod ham høre, at han havde forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn, og yttrede, at en saadan Fyr som Tiltalte kunde han jo putte i Lommen. Da henimod Slutningen af Aaret det stadige Opsyn med Tiltalte blev overdraget Berthelsen, vaktes hans Uvillie mod denne paany, saameget mere som det forekom ham, at Berthelsen altid var utilfreds med hans Opførsel og navnlig lod ham høre, at han opholdt sig for længe paa Latrinet, og at det tog saa lang Tid naar han vaskede sig, samt i det hele var haard imod ham og bevogtede ham altfor nøie. Da Tiltalte saaledes den 18de Januar f. A. var bleven irettesat af Berthelsen, fordi han under sit Ophold paa Latrinet var staaet op paa dette for at see ud af Vinduet efter nogle andre Fanger hvilken Forseelse dog efter Tiltaltes Begjæring ikke blev meldt til Inspecteuren —, og han atter Torsdagen den 21de s. M., medens han opholdt sig paa Latrinet, hørte Berthelsen gaae udenfor og smaasnakke, hvilket efter Tiltaltes Formening betød, at Berthelsen var misfornøiet med ham, blev han efter sin Forklaring herover saa opbragt, at han, efterat være kommen ud paa Gangen, greb et der staaende Vandkruus af Leer, løftede det i Veiret og truede med at slaae Berthelsen i Hovedet dermed, idet han derhos udskjældte denne for en Skurk og Nidding; og fra dette Øieblik opstod den Tanke hos ham at ville myrde Berthelsen, uden at han dog fattede nogen Beslutning om, hvorledes eller hvornaar han vilde udføre dette. Det Passerede blev nu anmeldt for Inspecteuren, og da Tiltalte, efterat have været i Forhør, antog, at han vilde faae corporlig Straf og navnlig 27 Slag Kat, hvilken Straf han, som ovenmeldt, tidligere havde udstaaet og ansaae for en frygtelig og smertelig Straf, henvendte han sig den 22de Januar om Eftermiddagen til Inspecteuren for at blive fritagen for corporlig Straf; men da Inspecteuren svarede, at han ikke troede, at dette kunde undgaaes, fattede han af Vrede og af Trang til at hævne sig paa Berthelsen, fordi denne ved fin Anmeldelse havde bevirket, at han havde en saadan Straf ivente, den faste Beslutning at udføre Mordet enten samme Aften eller den næste Morgen, ligesom Leilighed gaves. Efter sin Forklaring vilde han der imod neppe have udført noget Forsøg paa Mord, hvis han havde kunnet vente en anden Straf, saasom mørkt Fængsel eller Berøvelse af Arbeide.

Til Udførelsen af sit Forsæt bestemte han at benytte en Kniv, som han havde fundet omtrent 6 Uger tidligere paa Vaskebordet ved Latrinet, og som han derefter, for at kunne benytte den til sin Mad, havde forstaaet at unddrage Opsynets Opmærksomhed, idet han navnlig, da han engang blev visiteret paa Kroppen, havde skjult den i en lille Lomme, som han selv havde syet i sine Buyer. Da Kniven ikke var skarp nok, sleb han den om Aftenen den 22de Januar paa Kakkelovnen i sin Celle, og for at ikke Bladet der var 2 3/4 Tomme langt og 1/2 Tomme bredt og dannet til at falde ind i Skaftet skulde gaae i, naar han brugte Kniven mod Berthelsen, omsvøbte han Skaftet og et lille Stykke af Bladet med et Stykke Lærred og noget Seilgarn. Efterat han derpaa den næste Dags Formiddag havde havt Gaardtour under Berthelsens Opsigt og denne var ifærd med at lukke ham ind igjen i hans Celle, fandt han Leiligheden gunstig til at udføre sit Forsæt, medens han stod omtrent ½ Alen bagved Berthelsen og denne havde begge begge fine Hænder beskjæftigede med at lukke Døren op. Han omfattede derfor Kniven, som han havde skjult i sin Trøielomme, med den høire Haand og bibragte med al fin Kraft Berthelsen et Stil med Kniven i halsen eller Nakken. Berthelsen segnede nu om paa Gulvet, og da Tiltalte saae, at der endnu var Liv i ham, var det hans Hensigt at bibringe ham endnu et Stik, men da Berthelsen bad for sig, opgav han dette Forsæt og gik hen i Enden af Gangen, hvor han saae en Fange opholde sig, og sagde til denne, at han skulde gaae hen og hjælpe Betjenten op, hvilket han ikke selv vilde gjøre, fordi han, som omforklaret, ikke kunde lide Berthelsen. Fangen løb strax hen til Berthelsen, men da han ikke ene var istand til at løfte denne op, kaldte Tiltalte paa en anden Fange, der opholdt sig i en tilstødende Gang. Efter begge disse Fangers Udsagn var Tiltalte i en meget hidsig og oprørt Sindsstemning, og efter den sidstnævnte Fanges Udsagn kaldte han paa denne med følgende Ord: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk; gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv!" Flere Personer vare imidlertid komne tilstede, og til en af dem afleverede Tiltalte fin Kniv, hvorpaa han uden Modstand lod sig lukke ind i Cellen.

Berthelsen blev strax bragt paa Sygestuen, og ved den af vedkommende Læge anstillede Undersøgelse fandtes der paa høire Side af Nakken i den nederste Rand af den behaarede Deel af Hovedet et noget lappet Saar med skarpt afskaarne Rande af en Tommes Længde og gaaende igjennem Integumenterne og underliggende Cellevæv i en Dybde af c. 34 Tomme, hvorhos Følelse og Bevægelse i venstre Over- og underextremitet efter Berthelsens Sigende var noget generet; der antoges imidlertid ikke at være nogen Fare for Livet, men Saadant kunde dog ikke da med Bestemthed afgjøres, navnlig paa Grund af at den voldsomme Skræk, han havde havt, i Forbindelse med den heist sandsynlige Overskjæring af een eller flere Nervegrene kunde lade befrygte Stivkrampe. Da Berthelsen den 2den Februar kunde underkastes Forhør, følte han endnu Smerter og led af Søvnløshed om Natten, men havde dog Haab om at komme sig, og den 28de Juni har han for Retten erklæret, at han atter befandt sig vel og ikke havde anden Meen af Saaret end en Svækkelse i Fødderne, der efter hans Formening hidrørte fra Blodtabet.

Den af Berthelsen afgivne Forklaring stemmer i alt Væsentligt med Tiltaltes foranførte Tilstaaelse, idet han dog bestemt har nægtet at have behandlet Tiltalte paa nogen utilbørlig eller krænkende Maade. Hvad navnlig angaaer den første Anledning til Tiltaltes Vrede mod ham, har han forklaret, at han, da Tiltalte blev indsat i Tugthuset, efter sin Pligt spurgte ham om hans Navn og om, for hvilken Forbrydelse han var indsat, og da yttrede: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn," idet han i Forbindelse hermed advarede Tiltalte mod at begynde paa lignende Ting i Fremtiden, foreholdt ham Reglementerne og Instruxen, og gjorde ham bekjendt med at han, naar han opførte sig godt, vilde blive behandlet godt, men at han, naar han ikke opførte sig vel, vilde gjøre sig Livet surere end nødvendigt. Ligeledes har han formanet Tiltalte til ikke at tilbringe saa lang Tid paa Latrinet og ved Vaskningen, og hertil havde han saameget mere Grund, som Tiltalte havde villet benytte sit Ophold paa Latrinet til at sætte sig i Forbindelse med andre Fanger. Naar Tiltalte endelig havde følt sig forbittret over at høre ham tale udenfor Latrinet den 21de Januar, og troet, at han da gik og talte med sig selv om Tiltalte, da var dette urigtigt, idet han talte til to andre Fanger i Nærheden.

I det første Forhør erklærede Tiltalte, at han ikke ret vidste, om han fortrød sit Attentat, selv om Berthelsen skulde døe af det ham bibragte Stik, men han troede dog, at han nu vilde fortryde det, efterat han havde hørt, at Berthelsen havde Kone og Børn og sad i smaa Kaar. I Overensstemmelse hermed bemærkede Dommeren og Retsvidnerne til Protokollen, at Tiltalte havde afgivet sin Forklaring med fuldkommen Ro og Sikkerhed uden at vise Spor til Anger. I det næste Forhør erklærede Tiltalte dog, at det var ham en Tilfredsstillelse at høre, at Berthelsen var ilive, og tilføiede, at han vilde ønske, at han ikke havde været uhøflig eller truet Berthelsen om Torsdagen, da det Passerede saa ikke vilde være skeet. Da han spurgtes om, hvorfor han ikke havde henvendt sig til Inspecteuren med sin Klage over Opsynsbetjenten, svarede han, at han nu først indsaac, at han ikke var gaaet den rigtige Vei i saa Henseende. Iøvrigt bemærkede han, at han Intet har havt at klage over med Hensyn til sit Ophold i Anstalten; kun fandt han det strengt at skulle hensidde i saadan Eensomhed, som Tilfældet var med ham, og skjøndt det ikke var for at miste Livet, at han havde forsøgt at dræbe Betjenten, havde han dog Intet tilovers for Livet, da det var en haard og næsten uudholdelig Tilstand, hvorunder han levede. Med Hensyn til hans Opførsel i Straffeanstalten har dennes Inspecteur erklæret, at Tiltalte stille og flittig har udført det ham paalagte Arbeide og i det Hele opført sig upaaklageligt, ligesom ogsaa den Haandværksmester, under hvem han arbeidede, har givet ham et godt Vidnesbyrd for Høflighed og Flid. Præsten ved Anstalten har derhos erklæret, at han under Tiltaltes Hensidden i Enkeltcelle stadig besøgte og underviste ham, og at det var kjendeligt, at han med Taknemmelighed modtog Præstens Besøg og Underviisning, om end fornemmelig fordi han derved fandt nogen Lindring i Eensomheden, som efterhaanden blev ham mere og mere utaalelig og som han stedse klagede over. Præsten har derhos tilføiet, at der ikke har vist sig Spor hos Tiltalte til Sindsforvirring og heller ikke til Livslede, uden forsaavidt han en enkelt Gang har yttret, at han vilde foretrække efter sit første Mordforsøg at have mistet Livet fremfor nu at føre et saa ynkeligt afsondret Liv, og at han iøvrigt ganske vist har havt svære Sindslidelser, hvortil Grunden vel nok kan søges i en i hans bedre Timer følt Anger over et forbryderisk, forspildt Ungdomsliv, men dog uden Tvivl fornemmelig i den for ham utaalelige eensomme Stilling.

Efterat Tiltalte var bleven actioneret for dette Mordforsøg, afgav han den 29de Februar f. A., da han blev fremstillet i Extraretten, i Overensstemmelse med hvad han allerede forinden havde betroet sin Defensor under en Samtale med denne, Tilstaaelse om for flere Aar siden at have begaaet en anden Forbrydelse, for hvilken han derfor ved en Extensionsordre endvidere er bleven tiltalt, nemlig at have anstiftet en den 24de Januar 1858 om Eftermiddagen omtrent Kl. 54 i Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde i Kjøbenhavn udbrudt Ildebrand, ved hvilken to voxne Personer og to Børn indebrændte, medens en Mand, der sprang ud ad et Vindue i det brændende Huus med et Barn i Armene, vel frelste Barnet, men forslog sig saaledes i Faldet, at han strax efterat være bragt paa Hospitalet døde. Tiltalte har herom nærmere forklaret, at da den anførte Dag, i Løbet af hvilken han havde forsøgt eller begaaet flere Tyverier, hans Vei hen paa Eftermiddagen eller i Skumringen faldt igjennem Studiestræde, gik han ind i bemeldte Eiendom for at stjæle. Efterat være kommen over Gaarden og ind i Baghuset gjennem en mørk Gang, gik han op ad Trappen og aabnede med en medbragt Nøgle en Dør, hvorigjennem han kom ind i et Snedkerværksted, og her undersøgte han de Gjemmer og Skuffer, som fandtes i Værkstedet, uden dog, saavidt han erindrer, at tilvende sig Noget undtagen muligviis et Stemmejern. Da han vilde gaae, opstod pludselig den Tanke hos ham, at han vilde sætte Ild paa Værkstedet, uden at det imidlertid har kunnet oplyses, hvilken Hensigt han derved har havt for Øie, idet han navnlig, efter først at have udsagt, at han havde til Hensigt at begaae Tyveri og antog at kunne udføre dette med større Sikkerhed under den ved Branden opstaaede Forvirring, senere vedholdende har paastaaet, at dette ikke var Tilfældet og at han ikke selv kan forklare sig, hvad der bevægede ham til at anstifte Branden. Forinden han gik op i Baghuset havde han nok bemærket, at der boede Folk baade ovenover og ved Siden af Snedkerværkstedet, men han tænkte dog ikke paa, hvor vidt Ilden kunde udbrede sig, eller hvad Skade der ved den kunde bevirkes paa Huset eller dets Beboere, og navnlig ikke paa, om der kunde opstaae Fare for disses Liv. Han tændte derpaa strax ved hjælp af en Svovlstik, som han havde hos sig, Ild i nogle Spaaner, der laae paa Gulvet, og efterat have seet Ilden blusse op, lukkede han Døren i og forlod skyndsomt Stedet. Efter Eagens Oplysninger blev Ilden strax bemærket og Anskrig gjort, og navnlig bleve ogsaa Beboerne af to ovenover Snedkerværkstedet værende Loftsleiligheder allarmerede; men da Ilden greb om sig med overordentlig Hurtighed og navnlig, efterat Døren til Værkstedet var bleven sprængt, angreb en smal Trappe eller Stige, der maa antages at have været den eneste Adgang til Loftsleilighederne, blev saaledes enhver Udvei til Frelse afskaaren disse Beboere. Tiltalte har iøvrigt udsagt, at han først nogle Dage senere, da han erfarede, at flere Mennesker vare omkomne ved den om handlede Leilighed, og navnlig da han blev Vidne til at Ligene bleve jordfæstede, følte sand Anger og Fortrydelse over sin Gjerning, og at denne Fortrydelse senere stadig har fulgt ham saa levende, at han ikke har havt Ro eller Fred i sit Sind og bestandig af sin Samvittighed er bleven mindet om denne Brøde, men at han dog af Frygt for at miste Livet ikke tidligere havde funnet overvinde sig til at aabenbare den, navnlig ikke dengang han tilstod de øvrige Brandstiftelser, og at det allene var Overbeviisningen om, at han ikke vilde kunne undgaae Livsstraf for sit Mordforsøg mod Berthelsen, der havde bevæget ham til nu at tilstaae, idet han ikke ventede at finde Naade for Gud, naar han ikke aabenbarede denne Forbrydelse. Efterat være over. ført til Kjøbenhavn, har Tiltalte i Studiestræde paaviist det Sted, som han fatte Ild i, og gjenkjendt den i Baghusets Stueetage værende Gang, hvor imod Localiteterne foroven ere efter Branden ved Ombygning blevne aldeles forandrede. Den omhandlede Ildebrand gav i sin Tid Anledning til at Snedker R. J. Jørgensen blev tiltalt for Brandstiftelse og Assurancesvig;. ved Høiesterets Dom af 20de October 1859 blev han imidlertid vel kun frifunden for videre Tiltale med Hensyn til den sidstnævnte Sigtelse, men aldeles frifunden med Hensyn til Brandstiftelsen.

Da Tiltalte saaledes forsætlig og efter foregaaende Overlæg havde udført det omhandlede Mordattentat, maatte Høiesteret billige, at han ved begge de foregaaende Instantser efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 var dømt til at have fit Liv forbrudt. Hvad dernæst Brandstiftelsen angaaer, maatte Høiesteret ligeledes billige, at Fdgn. 26de Marts 1841 § 1 iffe var bragt til Anvendelse, idet det efter Sagens Omstændigheder i det hele og navnlig med Hensyn til det Tidspunkt af Dagen, paa hvilket Brandstiftelsen fandt Sted, ikke turde statueres, at Tiltalte i Gjerningsøieblikket havde "maattet indsee, at han udsatte Andres Liv for aabenbar Fare." Idet Tiltaltes Forhold i denne Henseende altsaa kun blev at henføre under den citerede Forordnings § 4, maatte den Straf, han derfor havde forskyldt, i hvert Fald absorberes ved den ham idømte Livsstraf.

Ingen af de voterende Tilforordnede i Høiesteret fandt Anledning til at indstille Domfældte til Hans Majestæts Naade, og efterat den af Justitsministeriet i Sagen nedlagte allerunderdanigste Forestilling er bleven foredraget i det Geheime Statsraad, har Hans Majestæt under 10de Februar allerheist resolveret, at den idømte Livsstraf bliver at fuldbyrde.

(Departementstidenden 18. februar 1865.)

(Se også Departementstidenden den 30. maj 1863).

Om Tofte i øvrigt, se særskilt indslag.

En hjemmeside skriver flere detaljer om dødsdommen:

Direktionen for Horsens Tugthus havde indberettet til Ministeriet, at Overholdelse af Bestemmelsen i Plakat af 31. August 1813 § 6, hvorefter Straffe enten på Livet eller med legemlig Revselse, der er idømt Fanger, altid skal eksekveres i de andre Fangers Påsyn, i dette Tilfælde ville være i høj Grad utilrådelig såvel af Hensyn til de andre Fanger som navnlig i Betragtning af de lokale Forhold, der ville gøre det nødvendigt under Eksekutionen at samle Anstaltens 383 Fanger i Fængselsgården.

Ministeriet var ganske enigt i denne Anskuelse, men udtalte i øvrigt, at der heller ikke var nogen Nødvendighed for at bringe Bestemmelsen til Anvendelse, da den for så vidt angik de Fangerne idømte legemlige Disci­plinærstraffe var ændret ved en senere Lov af 3. December 1850, og denne Ændring ikke kunne være uden Indflydelse på Paragraffens øvrige Ind­hold.

Ministeriet meddelte da Amtmanden over Skanderborg Amt, at Henret­telsen ville være at foretage på Horsens Købstads sædvanlige Rettersted.

Møde i Elmshorn 20de April 1863 forbudt. (Efterskrift til Politivennen)

Den danske regering og monarki forsøgte, ganske som i det prækonstitionelle Preussen, at skabe enhed gennem forvaltning og regering frem for konstitutionel enhed. Reelt handlede man kun ud fra to programmer helstat- og ejderdanmark. Til disse var der reelt intet alternativ. Og begge ville føre til en krig. En episode fra april 1863 viser at man slog ned på andre som forsøgte sig med andre løsninger, her en genindførelse af den slesvig-holstenske grundlov fra 1848. I kommentarerne kan man læse de direkte løgne som aviserne bragte:

Fra Slesvig-Holsten, 20. april. En lang række repræsentanter for stænderne og andre fremtrædende mænd fra forskellige egne af landet mødtes i dag i Elmshorn med det formål at gøre landets politiske situation til genstand for diskussion. Inden mødet kunne åbnes, kom sognefogeden dog som repræsentant for den politiske myndighed for at meddele de fremmødte, at et politisk møde under ingen omstændigheder ville blive tolereret og muligvis ville stoppet med magt, til hvilket formål danskerne allerede havde rekvireret dragoner fra Itzehoe. På spørgsmålet om hvorvidt de tilstedeværende måtte mødes i et privat hus og drøfte tingene med hinanden, svarede sognefogeden at han dog ikke kunne forhindre de tilstedeværende i at mødes i et privat hus, men at enhver diskussion af politiske forhold også skulle undgås der, ellers ville myndighederne gribe ind. Som følge heraf besluttede de fremmødte at tage det næste tog til Hamborg. Ved 3-tiden om eftermiddagen mødtes de i "London Tavern" i St. Paulli. Antallet af fremmødte var omkring 200. Efter en længere diskussion blev følgende beslutninger vedtaget:

"I forhold til den sidste akt af den danske regerings politik, som blev gennemført gennem "Højeste Meddelelse" den 30. marts i år, erklærer det forsamlede Slesvig-Holsten: 1) Den tyske Forbundsdag og de tyske stormagter skal beskytte det tyske folks rettigheder og ære pligten til åbent og utvetydigt at give afkald på traktaterne af 1851/52, samt London-traktaten af ​​8. maj 1852, og til ikke at anerkende andet grundlag for deres videre politiske handling mod Danmark end gammel, usvækket lov om hertugdømmerne. 2) Hertugdømmernes folk kan kun finde reel sikkerhed for deres nationale liv og deres materielle interesser i foreningen af ​​Slesvig og Holsten til en forfatningsmæssigt ordnet stat, som det kommer til udtryk i statsgrundloven af 15. september 1848, oprettet af landets repræsentanter . 3) Situationen i landet kræver en hurtig indsats for at nå dette mål med alle lovlige midler.

Aus Schleswig-Holstein, 20. April. Aus verschiedenen Gegenden des Landes fand sich heute in Elmshorn eine grössere Anzahl von Ständeabgeordneten und andern Hervvorragenden Männern zusammen, in der Absicht die politische Lage des Landes zum Gegenstand der Erörterung zu machen. Bevor indessen noch die Versammlung eröffnet werden konnte, fand sich als Repräsentant der Politzeibehörde der Kirchspielsvogt ein, um den Anwesenden die Mittheilung zu machen, dass eine politische Versammling in keinem Fall geduldet, und eventuell mit Gewalt aufgelöst werden würde, zu welchem Zwecke auch bereits dänische Dragoner von Itzehoe requirirt worden waren. Auf die <frage, ob die Anwesenheden sich nicht in einem Privathause zusammenfinden und mit einander besprechen dürften, erwiderte der Kirchspielsvogt, dass er den Anwesenden allerdings nicht verwehren könne sich in einem Privathaus zusammenzufinden, dass aber auch dort jede Erörterung politischer Angelegenheiten unterbleiben müsste, widrigenfalls seitens der Behörde einschritten werden würde. In Folge dessen beschlossen die Anwesenden sich mit dem nächsten Zug nach Hamburg zu begegen. Nachmittags 3 Uhr fand man sich nun in dem Lokal "London Tavern" in St. Paulli zusammen. Die Zahl der Anwesenden betrug gegen 200. Nach einer längern Discussion wurden folgende Resolutionen gefasst:

"Gegenüber dem letzten, durch die "Allerhöschste Bekanntmachung" von 30. März d. J. vollzogenden Act der eiderdänischen Regierungspolitik erklären die versammelten Schleswig-Holsteiner: 1) Der deutsche Bundestag und die deutsche Grossmächte haben zur Wahrung des Rechts und Ehre des deutschen Volks die Pflicht sich von den Verträgen von 1851/52, so wie von dem londoner Tractat vom 8. Mai 1852 offen u. unzweideutig loszusagen, u. keine andere Grundlage für ihre fernere politische Action gegen Dänemark anzuerkennen als das alte ungescmälerte Recht der Herzogthümer. 2) Das Volk der Herzogthümer kann nur in der Vereinigung Schleswigs und Holsteins zu einem constitutionell geordnetem Staatswesen, wie solche in dem durch die Vertretung des Landes festgestellten Staatsgrundsetz vom 15. Sept. 1848 zur Geltung gebracht worden eine wirkliche Sicherung seines nationales Lebens und seiner materiellen Interessen finden. 3) Die Lage des Landes erfordert gebieterisch auf die Erreichung dieses Zieles mit allen rechtlichen Mitteln hinzuwirken.

(Bamberger Zeitung. 24. april 1863).

Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten som blev dannet 24. marts 1848, vedtog en slesvig-holstensk forfatning den 15. september 1848. Den var en demokratisk og frihedsretlig forfatning som var hidtil uset såvel i Danmark som i de tyske lande. Den byggede bl.a. på en lige, direkte og almen valgret til en forfatningsgivende forsamling for et repræsentativt demokrati. Regeringen gik af den 22. oktober 1848.

Holstenernes protest.

Fra Slesvig-Holsten, 23. april

-- -

De samme resolutioner blev drøftet og vedtaget dagen efter på et møde med 400 mand, der blev holdt i Kiel. Folk var ikke så glade i Rendsborg. Derfra rapporterede "Altonaer Mercur" den 21. april: "I aften kom et stort antal borgere fra alle stænder sammen for at diskutere statsanliggender og især for at acceptere de resolutioner, der blev vedtaget i går i Hamborg sammenlignet med den sidste gennem "Allerhøjeste Meddelelse" af 30. marts i år i den lokale "Tonhalle". Allerede inden nogen drøftelse eller tale til de fremmødte fandt sted, forklarede politimester Tetens, som mødte samtidig op, til advokaten Wiggers, forudsat at denne havde indkaldt til mødet, at han ikke kunne tillade en drøftelse af de politiske beslutninger, og ville være nødt til at anmode om, at de forsamlede i pågældende tilfælde måtte forlade lokale. Efter at Wiggers svarede, at han selvfølgelig var en af ​​dem, der indkaldte, men at han ikke kunne se noget ulovligt i den påtænkte diskussion om nationale anliggender, især da lignende politiske møder og konsultationer fandt sted i alle byer i Kongeriget Danmark, og dette var heller ikke om accepten af ​​de kendte Antonaner-beslutninger, men de resolutioner, der blev vedtaget i går i Hamborg, bemærkede politibetjenten, at de sidste var ham ukendte, men at han ikke kunne indlade sig i nogen forhandlinger om sagen, og at han ville stadig nødt til at insistere på at opløse mødet. Da Wiggers til sidst spurgte, hvad der ville ske, hvis mødet ikke efterkom politiets ordre, og om der så ville blive brugt magt, forklarede politimesteren: i dette tilfælde ville han bruge de midler, han havde befalet, hvortil Wiggers til sidst svarede: truslen om vold vil være nok til at overtale de forsamlede til at gå hver til sit. Efter anmodning fra deres talsmand forlod de forsamlede borgere lokalet i et meget følelsesladet humør uden at have nået deres formål." - Enkelte deltagere i Altona-mødet den 13. april blev afhørt af politiet uden, som man hører, at afhøringen har frembragt evt. bemærkelsesværdige resultater ville have resulteret.

Der Protest der Holsteiner.

Aus Schleswig-Holstein, 23. April

- - -

Dieselben Resolutionen wurden Tags darauf in einer zu Kiel abgehalteten Versammlung von 400 Männern berathen und beschlossen. In Rendsburg war man nicht so glücklich. Von dort berichtet der "Altonaer Mercur" untern 21. April: "Heute Abends hatte sich eine grosse Anzahl von Bürgern aus allen Ständen zur Berathung in Landesangelegenheiten und speciell zur Annahme der gestern i Hamburg gefassten Resolutionen gegenüber dem letzten durch die "Allerhöchste Bekanntmachung" vom 30 März d. J. vollzogenen Act der eidendänichen Regierungspolitik in der hiesigen "Tonhalle" versammelt. Noch bevor irgeneine Besprechung oder Ansprache an die Anwesenden stattgefunden, erklärte der glechzeitig erschienene Polizeimeister Tetens dem Advocaten Wiggers, unter Annahme dass letzterer die Versammlung berufen habe, er könne eine Berathung über die in Frage stehenden politischen Resolutionen nicht gestatten, und müsse die Versammelten auffordern das Local zu verlassen. Nachdem Wiggers erwiedert dass er freilich mit zu den Berufenden gehöre, jedoch in der beabsichtigten Besprechung in Landesangelegenheiten nichts ungesetzliches sehen könne, zumal in jeder Stadt des Königsreiches Dänemark ähnliche politische Zusammenkünfte und Berathungen stattfänden, und es sich hier auch nicht um die Annahme der bekannten Antonaer Beschlüsse, sondern der gestern in Hamburg gefassten Resolutionen handle, bemerkte der Polizeimester dass letztere ihm allerdings unbekannt seyen, er sich jedoch auf keine Verhandlungen über die Sache einlassen könne und auf Auflösung der Versammling gleichwohl bestehen müsse. Auf die endliche Frage von Wiggers: was geschehen würde wenn die Versammlung dem polizeilichen Befehl keine Folge gäbe, ob alsdann Gewaltmassregeln angewandt werden würden, erklärte der Polizeimeister: er werde in diesem Fall allerdings die ihm zu Gebot stehenden Mittel anwenden müssen, worauf schliesslich Wiggers erwiederte: Die Androhung der Gewalt werde schon hinreichen die Versammelten zum Ayseinandergehen zu bewegen. Die versammelten Bürger verliessen auf Aufforderung ihres Wortführers hiernach, ohne ihren Zweck erreicht zu haben, das Local in sehr bewegter Stimmung." - Einzelne Theilnehmer der Altonaer Versammlung von 13 April sind plolizeilich vernommen worden ohne dass, wie man hört, die Vernehmung ein nenneswerthes Resultat ergeben hätte. 

(Allgemeine Zeitung. 27. april 1863. Uddrag)

Advokat Wilhelm Eduard Wiggers (1815-1892) spillede en rolle i proklamationen af hertugen af Slesvigholsten, fx i Elmshorn december 1863. Efter at Bismarck havde overbevist Preussens kejser om det umulige i det projekt, løb det ud i sandet. I perioden 1848-1865 var han en af de ledende liberale politikere i Slesvig-Holsten. Han var uddannet ved Kiel Universitet 1837 og 1838- notar og advokat i Rendsborg. Allerede i 1838 talte han for at sammenlægge Slesvigs og Holstens stænderforsamlinger. 1847 blev han selv valgt til Holstens stænderforsamling, 11. juli 1850 tillige til Landsforsamlingen hvor han sad indtil 1851 hvor den blev opløst. Han blev tvunget til at nedlægge sin bestalling som advokat 1853-1860, og arbejdede i denne periode som notar. 1857 blev han medlem af Rendsborg byråd. 19. januar blev han første borgerordfører her. Han repræsenterede Rendsborg i den holstenske stænderforsamling fra 1861. Han var særdeles aktiv alle disse steder. Efter 1864 blev de liberale splittede og han gled langsomt ud. I 1885 blev han udnævnt til æresborger i Rendsborg, og der blev oprettet et mindesmærke for ham.

Den holstenske stænderforsamling bestod 1863 af 50 medlemmer valgt af 3 stænder: 5 gejstlige, 4 prælater og riddere, 9 større godsbesiddere, 16 mindre landejendomsbesidder, 15 borgere i byer og flækker (heriblandt Wiggers og Thomsen-Oldesloe) og 1 fra Kiel Universitet. 

Altona, den 22de April. Idag maa jeg fortælle Dem lidt om en slesvig-holsteensk Protest, der iforgaars Aftes blev vedtagen og nedlagt imod Kundgjørelsen af 30te Marts. Protesten skulde eller Planen i Søndags være bleven født i Elmshorn, men da Øvrigheden ikke syntes synderlig om en saadan illoyal Demonstration, maatte de gode slesvigholsteenske Patrioter, hvoriblandt endeel slesvigske og holsteenske Stænderdeputerede samt enkelte Advocater fra Altona, Kiel, Rendsborg og Elmshorn, reise længere syd paa for at udføre deres Hverv, og det blev da det i det Hamborgske liggende Beværtningssted "London Tavern", der kom til at nyde Æren. Iøvrigt er det høist charakteristisk for de Holstenske Partiførere, at det imorgen fra den preussiske Hovedstad arriverede Nummer af "National Zeitung" allerede meddeler Protestens Indhold, endskjøndt Offentliggjørelsen i Berlin havde været aldeles umulig, dersom den var bleven sendt dertil efter Vedtagelsen. Protesten lyder saaledes:

"Ligeoverfor den ved Kundgjørelsen af 30te Marts udførte Handling af eiderdansk Regjeringspolitik erklære vi samlede Slesvig-Holstenere:

1) Den tydske Forbundsdag og de tydske Stormagter ere ved Ret og Ære forpligtede til aabent og utvetydigt at fratræde Overeenskomsterne fra 1851-52 og Londonertraktaten af 8de Mai 1852, og de bør for deres fremtidige politiske Optræden imod Danmark ikke anerkjende nogen anden Basis end Hertugdømmernes gamle og uforandrede Ret.

2) Kun i Slesvigs og Holsteens Forbindelse til en konstitutionel ordnet Stat, som udtalt i den af Landets Repræsentation udarbeidede Statsgrundlov af 15de September 1848, kan Hertugdommernes Befolkning erkjende en virkelig Sikkerhed for sit nationale Liv og sine materielle Interesser..

3) Situationen fordrer bydende, at der ved alle lovlige Midler virkes for Opnaaelsen af dette Formaal.

(Folkets Avis - København 24. april 1863).

Vedr. oplysningen om at det preussiske "National Zeitung" skulle have skrevet om protesten før den blev vedtaget, har jeg ikke kunnet verificere dette i de digitaliserede udgaver 22.-27. april 1862 (efter den dato er det irrelevant). Det er derfor nærliggende at antage at oplysningen er falsk og anbragt af propagandistiske årsager.

Fra Eideren skrives den 22de April til "Fs. Stststd.": Det lader til, som de bekjendte "Erhebungs"-Dage atter nærme sig med stærke Skridt. Der er et mægtigt Røre i Holsteen, som naturligviis ogsaa forplanter sig til de sydlige Dele af Slesvig. Ligesom i 1848 synes det iaar, som forsultne Advocater og herskesyge Riddere have gjort eller ville gjøre fælles Sag, og at Folket, desværre nu som før, blindt vil lyde deres Feltraab. Folkeforsamlinger søges afholdte paa forskjellige Steder der i Landet, og uagtet Politiet deels har forhindret dem, deels jaget dem fra hverandre, saa er det dog ikke tvivlsomt, at man har vundet en talrig Tilslutning til de bekjendte Resolutioner, som skulle tilstilles Frankfurtforsamlingen. For et Par Dage siden skulde en Forsamling have fundet Sted i Elmshorn, men Politiet forhindrede den, hvorpaa Deeltagerne toge til Hamborg for at fuldføre deres Forsæt. Igaar Aftes skulde en større Forsamling have fundet Sted i Rendsborg i den saakaldte "Tonhalle", men Politiet opløste den. Efter Sigende skulde der være paatænkt idag at holde Forsamling i Rortorf - berygtet fra 1846 - , men om den er kommen istand, har jeg endnu ei erfaret. Dog, hvorom Alting er, og hvilke Forholdsregler end Politiet tager - i Virkeligheden eller tilsyneladende - , saa er der ingen Tvivl om, at man vil faae en talrig Tilslutning til Resolutionerne, thi Advokat Wiggers og hans Følgesvende skye sikkerlig intet Middel for at opnaae deres Øiemed. Delte er Frugterne af Fortidens Sæd. Man behøver kun at lade Tanken glide en Smule tilbage, blot til den rendsborgske Turnerfest, for at ihukomme, hvilke udmærkede Allierede Slesvig-Holstenerne besidde indenfor den berygtede Eiderfæstnings Omraade. Det var jo, som bekjendt, et berømt Kløverblad der, som man i Almindelighed tilkjendte Æren for, at hiin skandaleuse Demonstration blev tilladt. Vi have allerede i 9 Maaneder seet den bære rigelige Frugter, og hvem fornegte, at Nutiden synes at love os en endnu rigere Høst? Fra Slesvig og Ekernførde har Samfærdselen i disse sidste 14 Dage været meget levende, og det er neppe feil gjættet, naar jeg antager, at en heel Deel af de Navne, som komme til at figurere paa de Hjertesuk, der skulle sendes til Frankfurt, anføres som slesvigske. Der turde maaskee ved Siden deraf opkastes det Spørgsmaal, om alle de angivne Slesvigere ere ægte. Dog har det neppe stor Betydning i de tydske Øine; thi naar Advocater og Notarer, som f. Ex. Wiggers i Rendsborg, bekræfte Underskrifternes eller Forhandlingens Ægthed - ja, saa er den ægte. Fra Tydskland fortælles der nu vidt og bredt til Menigmand om den kraftige Bistand, Slesvigholsteens Sag vil finde. Ja, man lover sig ei blot en Occupation af Holsteen, men af Slesvig med. At der Intet vil blive af Udsondringen, naar man blot stiller sig paa Bagbenene, er naturligviis den Lokkemad, hvormed, man holder Mængden i Aande.

(Svendborg Amtstidende 25. april 1863).

Holstenernes Protest. (Efterskrift til Politivennen)

Holstenernes protest, 14. april. Efter det sidste københavnske møde i Casino og efter det kongelige dekret af 30. marts, der dukkede op i kølvandet på det, og som indledte udskillelsen af ​​Holsten og banede vejen for indlemmelsen af ​​Slesvig, syntes det påtrængende nødvendigt at også hertugdømmernes folk hæver deres stemme for at modsætte sig denne nye hån ved at  protestere mod denne nye lovovertrædelse. I de seneste dage har der været møder i flere byer i Holsten (i hertugdømmet Slesvig var det svært at opnå noget lignende på grund af politiets pres der), hvor der blev sat ord på denne protest. Dette er hidtil sket i Altona, Kiel og Rendsburg, de tre vigtigste byer i Holsten; Men ifølge rapporter vil lignende møder også finde sted andre steder. De resolutioner, som blev vedtaget med akklamation efter en kort debat på et møde med flere hundrede mennesker, der blev holdt i går aftes i Altona (i Thiedes kaffehus, hvor også danske officerer frekventerede) er følgende: 1) Beslutningen fra det sidste holstenske stændermøde, at opfordre den tyske forbundsforsamling til at beskytte hertugdømmernes rettigheder og interesser mod danske indgreb har vort fulde opbakning, og lad os takke Stænderforsamlingen for dette, samtidig med at vi udtrykker håbet og forventningen til at Stænderforsamlingen stærkt vil dæmme op for disse indgreb, hvilket ser ud til at være påtrængende nødvendigt efter de seneste begivenheder ved det sidste møde i Casino. Fortsat eksistens af den ulovligt udstedte grundlov af 2. oktober 1855 for kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig alene kræver en situation, der svarer til indlemmelsen af ​​hertugdømmet Slesvig i kongeriget Danmark, og må derfor ikke længere være tilladt på tysk side, det er nu først og fremmest Slesvig og Holsten der ikke er provinser af Danmark, som det danske folk og deres regering har jurisdiktionsinteresser over eller kan skalte og valte med. Slesvig og Holsten har ret til en tæt politisk forbindelse som selvstændige suveræne hertugdømmer. Hertugdømmerne har en aldrig opgivet ret til en fælles forfatning og forening, til en selvstændig arvefølge i deres eget kongehus, adskilt fra Danmark. For så vidt angår London-protokollen af ​​8. maj 1852, er betingelserne såvel som de beføjelser som de der underskrev den, ikke opfyldt. Især er det nu, Danmark har opfyldt sine forpligtelser over for Tyskland gennem dekretet af 30. marts. J. har åbenlyst brudt de to tyske stormagters ret og pligt til straks at trække sig ud af London-protokollen og resolut afvise enhver yderligere forpligtelse i forhold hertil. Slesvig og Holsten har ret til en tæt politisk forbindelse, som selvstændige suveræne hertugdømmer. Hertugdømmerne har en aldrig opgivet ret til en fælles forfatning og forening, til en selvstændig arvefølge i deres eget kongehus, adskilt fra Danmark. For så vidt angår London-protokollen af ​​8. maj 1852, er betingelserne, som de beføjelser, der underskrev den, ikke var opfyldt. Især er det nu, hvor Danmark ikke har opfyldt sine forpligtelser over for Tyskland gennem dekretet af 30. marts i år og åbenlyst har brudt det, de to tyske stormagters ret og pligt til straks at trække sig ud af London-protokollen og resolut afvise enhver yderligere forpligtelse i forhold hertil. 5) Det er både ret og pligt for det tyske forbund straks at gå over til besættelsen af ​​hertugdømmerne Slesvig og Holsten, således at den danske regering ikke i mellemtiden kan fortsætte på traktatbrudets vej, og også for at ikke som andre steder, også her får den uheldige forsømmelse af fastlagte kendsgerninger fat, og endelig for at de europæiske magter ikke går med til nogen form for anerkendelse af dem.

Protest der Holsteiner, 14 April. Nach der letzten Kopenhagener Casinoversammling und nach dem in ihrem Gefolge erschienenen königlichen Erlass vom 30 März, der die Aussonderung Holsteins anbahnt und den Weg für die Incorporation Schleswigs ebnet, erschien es dringend nothwendig dass auch das Volk der Herzogthümer seine Stimme erhebe, um gegen diese neue Verhöhnung, gegen diesen neuen Rechtsbruch zu protestieren. Es haben in diesen Tagen in mehreren Städten Holsteins (im Herzogthum Schleswig wurde es wegen des dort herrschenden polizeilichen Drucks schwer halten ähnliches zu Stande zu bringen) Versammlungen stattgefunden, in welchen diesem Protest Worte geliehen sind. Namentlich ist diess bisher in Altona, Kiel und Rendsburg, den drei bedeutendsten Städten Holsteins, geschehen; dem Vernehmen nach werden jedoch auch an andern Orten ähnliche Kundgebungen stattfinden. Die Resolutionen welche von einer gestern Abends in  Altona (in Thiede's Kaffeehaus, wo zufällig auch dänische Officiere verkehren) abgehaltenen Versammlung von mehreren hundert Personen nach kurzer Debatte durch Acclamation zum Beschluss erhoben wurden, lauten wie folgt: 1) Der Beschluss der letzten holsteinischen Ständeversammlung, die deutsche Bundesversammlung um Schutz für die Rechte und Interessen der Herzogthümer gegen danische Uebergriffe anzurufen, hat unsere volle Zustimmung, und statten wir dafür der Ständeversammlung unsern Dank ab, indem wir zugleich die Hoffnung und Erwartung aussprechen: die hohe Stänmdeversammlung werde jenen Uebergriffe einen kräftigen Damm entgegensetzen, was nach den neuesten Vorgängen in der letzten Casinoversammlung als dringend nothwendig erscheint. Der Fortbestand der rechtswidrig erlassenen Verfassung vom 2 October 1855 für das Königreich Dänemark und das Herzogthum Schleswig allein bedingt einen Zustand der gleich der Incorporation des Herzogthums Schleswig in das Königreich Dänemark ist, und darf daher deutscherseits nicht langer zugelassen werden, vielmehr ist jetzt vor allen Dingen dahin zu wirken dass der Status quo ante, wie derselbe zur Zeit des Bundesbeschlusses vom 17 September 1846 bestdand, und von dem König von Dänemark anerkannt wear, wiedergestellt werden Schleswig und Holstein sind keine Provinzen Dänemakrs, über welche das dänische Volk und seine Regierung nach dänischen Interessen oder nach Gutbünken zu schalten un zu walten haben. Schleswig und Holstein haben ain Recht auf enge politische Verbindung, als selbständige souveräne Herzogthümer. Die Herzogthümer haben ein niemals aufgegebenes Recht auf eine gemeinsame constitutionelle Verfassung und Verbindung, auf eine selbständige von Dänemark getrennte Erbfolge in ihrem angestdammten Fürstenhause. Was das Londoner Protokoll vom 8 Mai 1852 betrifft, so sind die Voraussetzungen nicht in Erfüllung gegangen von welchem damals die Mächte die dasselbe unterzeichnet haben ausgegangen sind. Namentlich ist es jetzt, nachden Dänemark seine Verpflichtungen Deutschland, gegenüber durch den Erlass vom 30 März d. J. offen gebrochen hat, Recht und Pflicht der beiden deutschen Grossmächte sich unverzüglich von dem Londoner Protokoll loszusagen, und jede fernere Verbindlichkeit in Bezug auf dasselbe entschieden abzulehnen. 5) Es ist so wohl das Recht wie die Pflicht des deutchen Bundes nunmehr unverweilt zur Besetzung der Herzogthümer Schleswig und Holstein zu schreiten, damit nicht inzwischen die dänische Regierung auf dem Wege des Vertragsbruchs weiter gehen könne, damit ferner nicht nicht wie anderwärts, so auch hier, das leidige Nachsehen gegen fertige Thatsachen Platz greife, und endlich damit nicht inzwischen die europäischen Mächte sich zu irgend einem Act der Anerkennung derselben verstehen. 

(Allgemeine Zeitung 17. april 1863)

https://api.digitale-sammlungen.de/iiif/presentation/v2/bsb10504934/canvas/263/view

Begivenhederne accelerede, se indslaget om forbud mod mødet i Elshorn. 

Pressen i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed gjaldt 1851-1864 ikke i Slesvig. At det blev kritiseret af grev Russell, vakte forargelse i den københavnske presse som generelt mente at ophævelse af censur i hertugdømmerne ville styrke hvad de kaldte "slesvig-holstenerne" og fremme en ny opstand. Nedenstående artikel hører til de mere afdæmpede: Den undlader at nævne den censur som ramte de aviser som kunne udgives i Slesvig-Holsten, den undlader at omtale de aviser udgivet i hertugdømmerne som blev forbudt, og den kommer heller ikke ind på hvad de tilladte aviser kunne tillade sig at skrive. Artiklen forsvarer censuren med at den ikke er værre end hvad der forekommer andre steder i Europa.

Grev Russell og den tydske Presse i Slesvig

(Fra Mellemslesvig.)

Af den engelske Udenrigsministers Depeche af 21de Januar til Mr. Paget fremgaaer, at Grev Russell allerede for nogen Tid tilbage har fundet sig foranlediget til at rette en Slags Bebrejdelse igjennem den danske Gesandt i London til den danske Regjering, fordi den havde forbudt "tydske Aviser" at cirkulere i Slesvig. En saadan Bebrejdelse, der slutter sig til den om Mangelen af Pressefrihed, og som turde slaae ikke uden Forbindelse med de tydske Diplomaters falske Fremstillinger, vidner, som det forekommer os, i lige høi Grad em et ubilligt Omdømme. En lidet konseqvent Fremgangsmaade og et kun ringe Kjendskab til de virkelige Forhold. Grev Russel vides ikke nogensinde under hans lange Statsmandscarriere at have bebreidet større Stater de Forholdsregler, de fandt for hensigtsmæssig at træffe mod en fjendtligsindet udenlandsk eller mod en oppositionel indenlandsk Presse. Der existerer ganske sikkert ingen engelsk Depeche, i hvilken der klages over det Censursystem der, med Hensyn til udenlandske Journaler, Tidsskrifter og Bøger, følges i hele Rusland, over de Forbud, Østerrig har udstedt mod talrige tydske Journaler og Skrifter, over de hyppige Konfiskationer, der især i Berlin finde Sted mod Hamborger, østerrigsksindede og engelske Journaler, over det utallige Antal Presseprocesser, der svæve for de preussiske og østerrigske Domstole, eller de haarde Straffe, der idelig ramme preussiske og østerrigske Publicister, over de Standsninger, der med Hensyn til Fordelingen hvert Øieblik anordnes i Paris mod tydske og engelske Journaler, eller mod de Forbud, der gjentagne Gange i Frankrig ere blevne rettede mod tydske, og især mod et Par belgiske Journaler. Og dog have hine Forholdsregler, trufne af store, mægtige Stater, der forholdsviis i meget ringere Grad ere udsatte for en fjendtligsindet udenlandsk Presses Agitation end Danmark, havt og have endnu en ganske anderledes omfattende og hensynsløs Charakteer end de, der i Tidens løb ere blevne trufne med Hensyn til den tydst- periodiske Presses Udbredelse i Slesvig. De for Tiden i denne af den tydste Presseagitation dybt gjennemrodede danske Landsdeel opretholdte Bladforbud, indskrænke sig, saavidt vi erindre, til: "Kölln. Zeitung", "Weser Zeitung" og "Norddeutscher Grenzbote". Desforuden ere enkelte tydske Bøger og Kalendere for endeel Aar tilbage blevne forbudte. "Köllner Zeit." og "Weser Zeit." bleve ligesom et Par Hamborger, holsteenske og kjøbenhavnske Blade forbudte af Grev E. Moltke. Redakteurerne af Hamborger, og de holsteenske Blade foretoge senere Skridt, der ledede til, at deres Journaler igjen maatte distribueres i Slesvig: Forbudet mod "Dagbladet' og "Fædrelandet" ophævedes senere, og naar det hidtil ikke igjen er blevet tilladt "Kölln. Zeit." og "Weser Zeit." at cirkulere i Hertugdømmet, saa turde rette vistnok til skrives den Omstændighed, at Frigivelsen vilde være af en ganske uvæsentlig Betydning, da disse Journaler i Slesvig kun have havt en meget ringe Læsekreds og deres Udgivere neppe holde det Ulejligheden værd at foretage Skridt for at bevirke en Ophævelse af et Forbud, der turde have været mere hensigtssvarende anvendt mod andre tydske Blade eller mod enkelte af det store Antal tydske Tidsskrifter, der cirkulere i Slesvig. Saaledes som Forholdene nu stille sig, er der saagodtsom aldeles ingen Dæmning sat i Hertugdømmet for Udbredelsen af tydske Aviser, Tidsskrifter og Bøger. Samtlige tydske Journaler, paa de omtalte tre nær, have uhindret Adgang til denne Landsdeel, og der existerer end ikke noget Forbud mod saadanne Brandskrifter og fanatisk slesvigholsteensksindede Frembringelser som Baudissins "Schleswig-holsteinische Korrespondenz", Dr Raschs: "Vom verlasfeuen Bruderstamm", eller mod de vanvittig-danskfjendtlige Artikler, der bringes tiltorvs i E. Keils Tidsskrift: "Die Gartenlaube". Der er ikke heller truffet nogensomhelst indskrænkende Foranstaltninger med Hensyn til de baade i de slesvigske Byer cg Landdistrikter oprettere Læsecirkler, skjøndt disse i ikke ringe Grad have lettet Agitatorerne Arbejdet, og de ved dem udbredte tydske Tidsskrifter maaskee udøve en endnu mere giftig Virkning paa den tydsktalende eller tydsksindede Deel af Befolkningen end de tydske og slesvigholsteensksindede Aviser. Disse Læsecirklers Antal er nemlig særdeles stort. Ivrig tydsksindede Boghandlere slaae i Byerne, ikke faa bekjendte Agitatorer i Landdistrikterne i Mellem- og Sydslesvig i Spidsen for mange af dem, og det store Antal Abonnenter forsynes for en overordentlig billig Betaling (der varierer fra 2 til 8 Rb.) een eller to Gange om Ugen deels med illustrerede og underholdende tydske Tidsskrifter (saasom: "Illustrirte Zeitung", "Illustrirte Welt", "Illustrirtes Familienjournal", "Gartenlaube", "Novellen-Zeitung", "Jahreszeiten", "Lesefrüchte", "Ueber Land und Meer", "Illustrirte Monatshefte", "Fliegende Blätter", "Illustrirter Dorfbarbier", "Kladderadatsch"), deels med Mode og Dame-Journaler (saasom "Allgemeine Modenzeitung", "Bazar". "Mustereilung", "Frauenzeitung", "Victoria"), deels endelig med mere videnskabelige Tidsskrifter ("Das Ausland", "Blätter für literarische Unterbaltung", "Die Natur", "Deutsches Museum", "Magasin für die Literatur des Auslandes", "Maya", landoekonomiske, polytechniske Journaler etc.). - Det er kun faa af disse tydske Tidsstrifter, der nogenlunde have holdt sig frie for slesvigholsteenske Literaters Indflydelse. Dette gjælder maaskee kun om den fortræffelige Journal "Das Ausland" og om nogle enkelte andre mindre betydende. Den for nogle Aar siden af Hackländer stiftede store illustrede Journal "Ueber Land und Meer" indeholdt i Begyndelsen adskillige mod Danmark velvillig skrevne Artikler, der senere imidlertid bleve sieldnere og afvexle med Bemærkninger og Udtalelser i slesvigholsteensk Aand. Ivrig slesvigholsteensksindet er derimod "Magasin für die Literatur des Aulandes", der udgives i Leipzig af J. Lehmann og næsten i hvert Numer indeholder heftige Udfald mod Danmark, overdreven Ros over Rormænd og Svenske paa de Danskes Bekostning, Gjengivelser af antiskandinaviske eller lidet danskvenlige Artikler i "Göteborgs Handelstidende" og i andre svenske eller norske Aviser. Forrest i Rækken gaae imidlertid Leipziger "Illustrirte Zeitung" og "Gartenlaube", de i Hertugdømmerne meest udbredte af alle underholdende Tidsskrifter: de overbyde hinanden i hadefulde Bemærkninger, gemene Sigtelser og Beskyldninger mod Danmark.

Selv Mode- og Damejournalerne, der cirkulere og holdes i et stort Antal Exemplarer, bringe af og til Fortællinger i slesvigholsteensk Retning, holdte i hiin sentimentale, overspændte Tone, der er saa vel beregnet paa de tydske Damers overstrømmende patriotiske Følelser. Endog enkelte af de i Slesvig cirkulerende landøkonomiske Skrifter forsmaae ikke fra Tid til anden at gjøre i Slesvigholsteinisme, naar de fremkomme med Afhandlinger om de agrariske Forhold i Hertugdømmerne og i Jylland, paa hvilken sidste danske Landsdeel de temmelig hyppigen henlede tydske Landmænds Opmærksomhed. Til denne lange Række af "gesinnungstüchtige" Tidsskrifter, der uhindret kunne udbredes i Slesvig, have endnu i den sidste Tid sluttet sig de større tydske Vittighedsblade.

"Kladderadatsch" har vel i en Række Aar og ofte beskjæftiget sig med det slesvigholsteenske Spørgemaal, men i Regelen forhaanet og med Vittigheder affærdiget samme saavelsom Preusens frugtesløse Optræden mod Danmark og Nationalpolitikernes hule, antidanske Deklamationer. I den sidste Tid have imidlertid slesvigholsteenske Indsendere og Literater faaet Plads i dette Blad for deres lidet vittige, men desto mere bittre og om indædt Harmvidnende Udgydelser. Vittighedsbladet "Illustrirter Dorfbarbier" har især i de sidste to Aar i dets Hovedartikel (en Slags Samtale over de politiske Begivenheder i Europa) fremført en Række af de gemeneste og infameste Beskyldninger mod Danmark samt Røverhistorier angaaende slesvigske Forhold, der i Plumphed overgaae Rasch's Fortællinger og i Løgnagtighed kappes med Grev A. Baudissin's Skildringer fra den slesvigholsteenske Krig. Selv "Fliegende Blätter", et Vittighedsblad, der i det Hele taget kun sjeldent berører politiske og nationale Forhold, begyndte for et Par Maaneder siden paa en Række Billeder fra Slesvig, til hvilke Texten (skreven i en Jargon af Dansk og Tydsk) øiensyntig hidrører fra Personer, der med Held have famlet og lagt Mærke til de Danismer, Danskfødte meest ere tilbøielige til at fremføre, naar de tale det Tydske hurtigt og uden Forberedelse. Foruden hele denne Sværm af i Hertugdømmet Slesvig i ikke ringe Grad udbredte tydske Tidsskrifter, der tilsammen turde virke ligesaa skadeligt cg agiterende som de holsteenske og tydste Journaler, der i adstillige tusinde Exemplarer holdes i Byerne saavelsom paa Landet, cirkulerer hernede endnu en heel Deel andre Tidsskrifter med mindre Afsætning, som gaae Slesvigholsteenernes Ærinde, benytte "gesinnungstüchtigt" Artikler som Lokkemad for attraaede Abonnenter i det forladte Broderland eller troe, for Konkurrencens Skyld, at maatte slaae paa den samme Tromme som de større Tidsstrifter. Den under sige Forhold af de tydske Blade og Tidsstrifter i Slesvig udøvede høist skadelige Indflydelse og den frie Udbredelse, Regjeringen tilsteder de tydske Pressefrembringelser, har, som bekiendt, ofte fremkaldt danske Patrioters Bekymring og foranlediget velmeente Raad, der som oftest gik ud paa Anvendelse af Forholdsregler af lignende Art, som der i Udlandet anordnes mod en fjendtligsindet udenlandsk Presse. Naar den fulgte liberale Politik imidlertid ikke har tilladt at ændse disse Raad kunde man have ventet Bebreidelser fra disse Patrioters Side. Dette er imidlertid ikke skeet; istedetfor har Grev Russel følt sig kaldet til at rette Bebreidelser mod den danske Regjering angaaende Bladforbud i Slesvig, Bebreidelser, der i deres Almindelighed er ligesaa ubegrundede som uretfærdige. Dette havde man sikkert ingen Grund til at vente.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1863).

John Russell (1792-1879) tilhørte Whig-partiet og var en liberal statsmand som var premierminister 1846-1852 og 1865-1866. Mellem disse var han med i flere regeringer, bl.a. som udenrigsminister i Palmerstons regering 1959-1865. Denne regering anses for den første virkelig liberale regering i Storbrittanien. Som sådan var han indblandet i fx Italiens samling, den amerikanske borgerkrig - og konflikten i Slesvig-Holsten. 

Det bør bemærkes at de dansk-kritiske artikler i de nævnte aviser ikke eksisterede i det omfang som artiklen forsøger at give udtryk for. De fleste af disse tidsskrifter og aviser findes i dag på nettet, og man kan ved selvsyn danne sit eget indtryk. I Mediestream vil en gennemgang af Dagbladet, Fædrelandet, såvel som provinsaviserne hurtigt give et indtryk af de daglige omtaler af hertugdømmer - og især "slesvig-holstenerne". 

Eksempler på censur mellem de to slesvigske krige er ganske mange. Jeg har samlet et udvalg her på bloggen: Forbud mod aviser i Slesvig (1853), Lukning af en avis i Slesvig (1853), Pressetilstanden i Slesvig (1855), Kopenhagener Zeitung (1857), Pressefrihed i Slesvig-Holsten (1857), Manglende ytringsfrihed i hertugdømmerne (1858), Presseforhold i hertugdømmerne (1859), Forbud mod foreninger (1859), Aalborg Stiftstidende om ufri presse i Slesvig (1859), Slesvig Stænderforsamling om presse- og forsamlingsfrihed, indgreb mod en adresse (1860), Sylvester Jørgensens artikel om pressefrihed (1860), om konfiskation af "illegale skrifter" (1860), det omtalte Norddeutscher Grenzbote (1861)

Borger- og Politmester Hakon Harald Grüner (Friedrichstadt og Husum). (Efterskrift til Politivennen).

Hakon Harald Grüner (1815-1900) var politi- og borgmester i Husum og synes hverken at have været vellidt af de tyske eller danske aviser. Han var afgjort dansksindet: I en skrivelse af 10. oktober 1850 var Hakon Grǘner medunderskriver (cand. jur. og capitain) på en ansøgning om penge til Frederiksstads genopbygning. Hakon Grüner betegnede sig som cand. jur., men havde formentlig kun taget en "danske" eksamen, og ikke den "slesvigske". Han ansatte derfor en juridisk uddannet sekretær og senere en rutineret fuldmægtig. Han affattede mange dokumenter på dansk. Hakon Gruner var i 1851 præsident i Frederiksstad og havde i juni 1851 stoppet en loyalitetsunderskriftadresse. 

Da Frederik 7. benyttede jernbanen under et besøg i Slesvig, beskrives i "Alt- Husumer- Bilderbuch" (Felix Schmeißer): 

"Og for at skabe indtrykket af en dansk by, havde beboerne i Süderstrasse efter ordre fra den gamle kaptajn "Hakon Grüner", den strenge danske borgmester, hejst Danebrog ud fra deres huse, mod Lämmerfenne, og billedet var ikke anderledes omkring Husum havn." Derfra rejste kongeparret af og til med skib til badebyen Wyk på Föhr".

"Und damit der Eindruck einer dänischen Stadt erweckt wurde, hatten die Anwohner der Süderstraße auf Befehl des alten Kapitäns "Hakon Grüner", des gestrengen dänischen Bürgermeisters, den Danebrog hinter ihren Häusern, nach der Lämmerfenne zu, ausgestreckt, und nicht anders war das Bild um den Husumer Hafen." Von dort fuhr das Königspaar gelegentlich per Schiff zum Seebad "Wyk auf Föhr".

Parti fra Sandvolden i Vyk på Før. Illustreret Tidende nr. 146, 13. juli 1862.

Han forbød i 1862 den lokale sangforening. Han var dansksindet og omtales ofte i tyske aviser som fanatisk. Han undså sig fx ikke for at indsværge i hvert fald en værnepligtig (Grelstorff) endnu engang:

For de danskere, der flyttede ind i Husum i 1850 og for den danske borgmester Hakon Grüner *), var Grelstorff imidlertid en usikker kantonist. Grüner stævnede ham sammen med mange andre Husum-beboere til rådhuset og lod ham 26. juli 1853 love og sværge "at være loyal, venlig og tro mod konge og herre". Så endnu en gang svoret til kongen og lukket ind, vendte Julius Grelstorff sig atter til sin håndværkergerning. Da husumerne på den rådslog om at danne en håndværkerforening ved årsskiftet 1856/57, var Grelstorff også en af ​​de ivrige initiativtagere til denne idé.

* Hakon Grüner, cand. jur., kaptajn, ridder af Danebrogsordenen, borgmester, stadssekretær og politimester i Husum fra 1851-marts 1864.

Für die Dänen jedoch, die 1850 in Husum einzogen, und für den dänischen Bürgermeister Ha- kon Grüner *) war Grelstorff ein unsicherer Kantonist. Grüner bestellte ihn neben vielen anderen Husumern auf das Rathaus und ließ ihn am 26. Juli 1853 geloben und schwören, "dem Könige und Herren treu, hold und gewährig zu sein“. So noch einmal auf den König eingeschworen und vergattert, wandte sich Julius Grelstorff nun in verstärktem Maße seinem Handwerk zu. In diese Zeit fallen nicht nur die ersten Informationen über die Ausbildung von Lehrlingen durch ihn. Als die Husumer Handwerker um die Jahreswende 1856/57 sich zu ersten Beratungen über die Bildung eines gemeinsamen Handwerkervereins zusammenfinden, gehört auch Grelstorff zu den eifrigen Förderern dieses Gedankens.

* Hakon Grüner, cand. jur., Kapitän, Ritter des Danebrogordens, Bürgermeister, Stadtsekretär und Polizeimeister in Husum von 1851-März 1864.

(Jürgen Dietrich: Julius Grelstorff, ein Maler aus Husum, s. 5.)

Ved stændervalget i 1860 forsøgte Hakon Grüner sig - i øvrigt uden held - med bestikkelse for at få dansksindede valgt ind:

6. byvalgdistrikt. 

Husum, Friedrichstadt, Bredstedt.

Valget til dette distrikt blev holdt den 10. december i Husum og faldt på det tidligere folketingsmedlem gæstgiver Jessen (tysk) som folketingsmand i Bredstedt med 334 stemmer og på købmanden Kaftan (tysk) som suppleant i Husum med 279 stemmer. På dansk side var købmand Mummy i Husum og senator Ivers i Friedrichstadt. Førstnævnte fik 45 stemmer og sidstnævnte 11.

Også her blev valgdagen i modsætning til forskriftens ordlyd først offentliggjort den 5. december, og valglisterne blev først offentliggjort den 7. december.

Husums borgmester Hakon Grüner fik inden valget forskellige borgere til at komme til sit hus og forsøgte at overtale dem ved at tilbyde den lokale borgerforening 2000 [] at arrangere regeringsvenlige valg, at vælge sidstnævnte. Hvis borgmesteren ved at give et sådant uautoriseret tilbud også afslørede en uforståelig uvidenhed om det terræn, han befandt sig i, var han ikke lykkeligere i Friedrichstadt, en lille by med en stor jødisk befolkning.

Da Grüner indså, at hans agitation i Husum ikke havde nogen effekt, tog han til Friedrichstadt for at overtale overrabbineren der for at få samfundet til at stemme på Mummy og Ivers. Som lokkemiddel sagde han, at han ville tvinge regeringen til at betale erstatning for den krigsskade der endnu ikke var foretaget. Overrabbineren lovede at forelægge sagen for sin menighed. Men han viste sig som en god tysker, afslog tilbuddet og erklærede, at han ikke ville lade sig fratage sin tyskhed. Langt de fleste vælgere i det israelitiske samfund mødte op i Husum på valgdagen for at stemme på Jessen og Kaftan. Allerede inden valget havde de givet deres beslutning til kende i omegnen og om morgenen for valget dukkede vogne op fra alle de omkringliggende landsbyer for at tage de jødiske vælgere i et langt tog til Husum. Sikkert udviste disse jøder, som saa ofte blev erklæret for udlændinge, mere mod og fædrelandskærlighed end de rent tyske herrenhutere, der som ovenfor berettet, lod sig skræmme under valget. Forskellen i proceduren på begge sider bliver så meget desto større, når man tænker på den ekstraordinære mængde krigsskader, som Friedrichsstart led. Det taler i øvrigt bemærkelsesværdigt om den danske regering, at den efter 10 år endnu ikke havde udbedret så betydelige krigsskader, som en enkelt lille by havde lidt, og at den brugte det, der tilkom frederikstads beboere, som bestikkelse. Borgmesterens frustration over dette valgsvigt vil ikke være blevet mindre af at en københavnsk avis ene og alene gav ham skylden for et dette valgresultat, fordi det var ham der havde slået til lyd for rehabilitering af dem der blev fjernet fra valglisterne. Samtidig kan man se hvor helt anderledes valget ville have været overalt i hertugdømmet, hvis valgkollegierne pligtskyldigt havde optaget alle stemmeberettigede på valglisterne.

Sechster städtischer Wahldistrict:

Husum, Friedrichstadt, Bredstedt.

Für diesen District wurde die Wahl am 10. December in Husum abgehalten und fiel auf den früheren Abgeordneten Gasts wirth Jessen (deutsch) in Bredstedt mit 334 Stimmen zum Abgeordneten, und auf den Kaufmann Kaftan (deutsch) in Husum mit 279 Stimmen zum Stellvertreter. Von dänischer Seite waren aufgestellt der Kaufmann Mummy in Husum und Senator Ivers in Friedrichstadt. Ersterer erhielt 45 und letzterer 11 Stimmen.

Auch hier wurde gegen den Wortlaut der Verordnung der Wahltag erst am 5. December bekannt gemacht und erst am 7. December die Wahllisten ausgebracht.

Vor der Wahl ließ der Bürgermeister von Husum, Hakon Grüner, verschiedene Vürger zu sich ins Haus kommen und suchte sie, indem er dem dortigen Bürgerverein 2000 [] zur Betreibung regierungsfreundlicher Wahlen anbot, zu überreden die beiden. lettgenannten zu wählen. Offenbarte der Bürgermeister durch ein solches unerlaubtes Anerbieten zugleich eine unbegreifliche Unkennts niß des Terrains auf dem er sich befand, so war er in Friedrichstadt, einer kleinen Stadt mit zahlreicher jüdischer Bevölkerung, nicht glücklicher.

Als Grüner nemlich merkte, daß seine Agitation in Husum ohne Wirkung blicb, begab er sich nach Friedrichstadt, um den dortigen Oberrabbiner zu überreden, daß er die Gemeinde auf Mummy und Ivers zu stimmen veranlasse. Als Lockspeise warf er hin, daß er bei der Regierung die noch nicht erfolgte Vers gütung der Kriegsschäden erwürken wolle. Der Oberrabbiner versprach, den Fall seiner Gemeinde vorzutragen. Allein diese zeigte sich als gut deutsch, verwarf das Anerbieten und erklärte sich ihr Deutschthum nicht nehmen lassen zu wollen. Die überwiegende Mehrzahl der Wähler in der israelitischen Gemeinde erschien am Wahltage in Husum, um Jessen und Kaftan zu wählen. Schon vor der Wahl hatten sie diesen ihren Entschluß in der Umgegend bekannt gemacht und am Morgen der Wahl erschienen von allen umliegenden Dörfern Fuhrwerke, um die jüdischen Wähler in einem langen Zuge nach Husum zu fahren. Gewiß haben diese so oft für Ausländer erklärten Juden mehr Muth und Patrio= tiemus gezeigt, als die rein deutschen Herrenhuter, die wie oben berichtet sich bei der Wahl einschüchtern ließen. Der Unterschied im beiderseitigen Verfahren wird um so stärker, wenn man den außerordentlichen Betzaz der Kriegsschäden, den grade Friedrichsstart erlitten bat, bedenkt. Es spricht übrigens eigenthümlich für die dänische Regierung, daß sie nach vollen 10 Jahren so bedeutende Kriegsschäden, die eine einzige kleine Stadt erlitten, noch nicht berichtigt hatte, und daß sie was den Friedrichsftäctern als Recht gebührt als Bestechung anwenden wollte. Der Vertruß des Herrn Bürgermeisters über diesen Ausfall der Wahlen wird taturch nicht geringer geworden sein, daß ein Kopenhagener Blatt ihm einzig und allein die Schuld eines folchen Wahlresultates beimaaß, weil er es grate gewesen sei, der die Rehabilitirung der von den Wahllisten Gestrichenen befürs wortet hatte. Man sieht zugleich daraus wie ganz anders die Wahlen allenthalben im Herzogthum ausgefallen wären, wenn die Wahlcollegien pflichtmäßig sämmtliche berechtigte Wähler in die Wahllisten aufgenommen hätten.

(Die Wahlen zur schleswigschen Ständeversammlung im Jahre 1860, s. 29-30)

Litograf, maler og daguerreotypist Mathias Kriegsmann (1808-1896): Hakon Harald Grüner (1815-1900). Justitsråd, borgmester, Husum (1862). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Slesvig gaaer det lystigt til med Bureaukratiet i det Smaa som i det Store. I Husum har den interessante Politimester, Borgemester Hakon Grüner, efterat have ladet sin personlige Vrede over en anden Klub imponere, stiftet en ny Klub. Denne bestaaer af ca. 50 Medlemmer, behørigen inddeelte i: 1) Embedsmænd og 2) Borgere, og afholdt den 26de Jan. sin første Assemblee. Alt, berettes i "Dagbl.", "gik godt" til Kl. 2 om Natten, da en af Baldirecteurerne - en af Byens mest agtede Embedsmænd - sluttede en af ham opført Dands. Borgemester Grüner var saa naadig at dandse med, men har formodentlig fundet det underligt, at den Opførende ikke spurgte ham, Byens Overhoved, om det havde Politiets Billigelse, at Dandsen ophørte; thi han sagde til Musiken, at den skulde spille videre. Dirigenten tilkjendegav, at Baldirecteuren havde sagt, at denne Dands var forbi. Nu fandt udentvivl Politimesteren Lejligheden altfor glimrende til at vise sin "Magt", han forbød Musiken "under en Bøde af 100 Rd." at spille mere den Aften, og saaledes vilde Ballet til Alles Forundring og Harme have været endt, hvis ikke - til al Lykke - Amtmanden ved nogle "venskabelige Forestillinger" havde formildet Grüners guddommelige Vrede og derved "udvirket", at Musiken af Hr. Grüner atter fik Tilladelse til at spille."

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 8. februar 1863)

Husum, den 11te Februar. (Itzeh. Nachr.) Efterat de under Sangerfesten hertil fra Flensborg forsatte to Politibetjente igjen for længere Tid siden vare bortkaldte, antog vor Politimester en herværende Dansk til Politibetjent, uden at adspørge Deputeretkollegiet herom. Dette indsaae imidlertid ikke, at der var Aarsag til nogen ny Politibetjent, da vi iforveien ere forsynede med 1 Politibetjent og 6 Natvægtere, og vægrede sig derfor ved at anvise Vedkommende hans Lønning af Kommunens Midler. Fra det herværende Amtshuus kom der nu Ordre til, under en Mulkt af 500 Rd., ufortøvet at udstede Anviisningen. Vort Deputeretkollegium har henvendt sig til det slesvigske Ministeirum for at faae denne Befaling hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1863).

- Intet er for stort og intet for småt til den danske plageri i Slesvig. I Husum blev en fattig kvinde anmeldt til den berygtede politimester Hakon Grüner, fordi hun havde vugget sit barn mens hun sang sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Hun blev straks idømt en bøde på 20 thaler eller til fængsel med brød og vand. Den stakkels kvinde lånte pengene og betalte. Men de tapre borgere i Husum skaffede straks penge og tilbagebetalte den fattige kvindes kapital og renter.

- Der dänischen Quälerei in Schleswig ist nichts zu gross und nichts zu klein. In Husum wurde eine arme Frau dm berüchtigten Polizeimeister Hakon Grüner angezeigt, weil sie unter Absingung des Liedes "Schleswig-Holstein meerumschlungen" ihr kindlein eingewiegt hatte. Sie wurde sofort zu 20 Thaler Geldbusse oder Gefängniss bei Wasser und Brot verurtheilt. Die arme Frau borgte das Geld und zahlte. Sofort aber schossen die wackeren Bürger Husums Geld zusammen und erstatteen der armen Frau Kapital sammt Zinsen.

(Kemptner Zeitung. 17. februar 1863)

I "Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig. Heft IV. Kiel, Schwers 1864" omtales han således. Bemærk at "sortbogen" ikke kan betegnes som en særlig troværdig kilde. Den siger imidlertid noget om at man fra tysk side ikke lod danske aviser som Fædrelandet, Dagbladet og andre noget efter:

Danskeren Hakon Grüner var borgmester i Friedrichstadt og siden i Husum. "For så vidt angår hans privatliv, var han notorisk meget opløst og useriøs, og mens han, når stemningen ramte ham, ville vise sig at være den mest vilkårlige politidespot, hengav han sig til andre tider i de værste udskejelser og udskejelser og opgav sin embedsmand stilling Han var så ude af syne, at han fuldstændig mistede borgernes respekt. Ved messer og andre lignende lejligheder drak han med ethvert selskab til højlys dag, og tog derefter, mens han var fuld, på en rundtur i landet, hvor der blev drukket. Han frekventerede dansegulvene, deltog i dansen og fulgte derefter tjenestepigerne og andre piger hjem. En anden gang på markedet erklærede han det en dag klokken 10 om aftenen i Rathweinkeller for lukket for at flytte med musikken til en anden lokalitet og derhen i selskab med flere piger af betænkelig stand, der var blevet hentet over på hans ordre, for at danse og drikke til den lyse morgen. På en tur til Bredstedt på vegne af dyrskuet dér agerede Grüner tjeneren i højt humør med vin, og da Husums mandskor besøgte Nordstrand, sluttede han sig til dem og lavede de mest skøre løjer under sit tre dage lange ophold der og gik sammen med de andre på turen på øen fra hus til hus, hvor de så blev underholdt, og på et tidspunkt selv var med til at læsse kornet, modtog sin spiritus som de andre arbejdere og underholdt sig så på gulvet med pigerne. Efter et gilde på messen lod han tidligt om morgenen en vægter bringe ham brændevin til rådhustrappen på markedet, drak det med ham, mens han løb rundt på markedet med flasken i hånden og mishandlede en mand der var ved at opføre en bod, med slag og arresterede en masse fuldstændig uskyldige mennesker, der tilfældigvis så ham, for dernæst at slippe dem igen kort efter."

Der er stadig et stort antal enkelttilfælde af denne art registreret her.

Der Däne Hakon Grüner war Stadtpräsident in Friedrichstadt und sodann in Husum. "Was sein Privatleben anbetrifft, so war er notorisch im hohen Grade Liederlich und leichtsinning, und während er, wenn ihn die Laune stach, den willkürlichsten Polizeidespoten herauskehrte, gab er sich zu andern Zeiten den ärgsten Excessen und Ausschweifungen hun und setzte seine amtliche Stellung und Würde so ausser Augen, dass er die Achtung der Bürgerschaft volkommen einbüsste. In Jahrmärkten und bei andern änhlichen  Gelegenheiten trank er mit jeder beliebigen Gesellschaft bis an den hellen Morgen, um dann noch etwa im betrunkenen Zustande eine Tour aufs Land zu machen, wo das Trinken fortgesetzt wurde. Er besuchte die Tanzböden, nahm am Tanz Theil und begleitete dann die Dienst- und andere Mädchen nach Hause. Ein andermal gebot er im Jahrmarkte um 10 Uhr Abends im Rathweinkeller Feierabend, um mit der Musik nach einem anderen Locale zu ziehen und dort in Gesellschaft meherer auf seinen Befehl berbeigeholter Mädchen von bedenlichem Ruse bis an den hellen Morgen zu tanzen un zu trinken. Auf einer Tour nach Bredstedt in Veranlassung der dortigen Thierschau spielte Grüner in von Wein erheitertem Zustande den Kellner, und als einmal der Husummer Männergesangverein einen Besuch auf Nordstrand machte, schless er sich demselben an un verübte während seines 3tägigen Aufenthalts daselbst die tollsten Streiche, fuhr mit den Andern auf der Insel von Haus zu Haus, wo sie dann bewirthet wurden, und nahm sogar an einer Stelle persönlich am Aufladen des Korns Theil, erhielt dafür wie die andern Arbeiter seinen Schnapps und machte sich darauf auf dem Boden mit den Mädchen zu schaffen. Nach einem Gelage im Jahrmarkte liess er sich Morgens früh nach der am Markte gelegenen Rathhaustreppe von einem wächter Branntwein bringen, trank denselben mit diesem aus, lief während dessen mit der Flasche in der Hand auf dem Markte unher, misshandelte einen Mann, der beim Aufrichten seiner Bude beschäftigt war, mit Schlägen und arretirte eine Menge ihm zufällig zu Gesicht kommende ganz unschuldige Leute, um sie bald nachher wieder laufen zu lassen."

Von dieser Art nun sind hier noch eine grosse Menge Einzelfälle verzeichnet.

(Her citeret fra Literaturblatt. 1. marts 1865)

Han frygtede tilsyneladende folkejustitsen 1864 og flygtede den 5. februar 1864 til Danmark. Om dette forklarede han senere:

10. Borgermester Grüner (Husum)

d. 20de Februar 1864.

Derefter mødte Justitsraad Hakon Harald Grüner, 48 Aar gammel, født i Christiania, Kandidat fra Kjøbenhavns Universitet, Borgermester, Stadssecretair og Politimester i Husum, Ridder af Dannebroge.

Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende:

Allerede i flere Maaneder havde Komparenten vidst, at der blandt de meest oprørsksindede Borgere i Husum havde dannet sig en Forening, der modtog sine Instruxer sydfra og var beredt til at foranstalte de fornødne Demonstrationer i Byen i det Tilfælde, at de fjendtlige Tropper skulde marchere ind i Slesvig og den danske Armee blive nødsaget til at forlade Dannevirkestillingen. Byens øvrige Borgere vare i det Hele roligt stemte, men det var at forudsee, at de under de nævnte Eventualiteter meget snart vilde blive paavirkede af den Terrorisme, som bemeldte Forening og dens Forbindelser sydpaa da vilde bringe i udøvelse i Retning af oprørske Demonstrationer. Den 6te dennes om Morgenen Kl. 9 sendte den borgerlige Borgermester, Feldberg, Bud til ham om at samles med Magistraten. Paa Hjemveien [fra Raadhuset] mødte han Dr. Storm, der kom fra et Møde i den foromtalte Forening og fortalte, at man der havde besluttet, at Komparenten skulde forlade Byen, da man ikke kunde beskytte ham imod Pøbelen. Efterat Komparenten havde begivet sig hjem, og der havde modtaget forskjellige Meddelelser om, Oprøret begyndte at organiseres, og at bemeldte Forening havde bemægtiget sig Raadhuset, samt at Pøbelen begyndte at husere i Gaderne, besluttede han sig til at forlade Byen. Han tilføiede endnu, at, efter hvad han har bragt i Erfaring, har det endnu til høit op paa Dagen den 6te dennes været Parolen sydfra, at kun Politimestrene skulde tvinges til at forlade deres Poster, ikke de andre. Embedsmænd; først senere paa Dagen kom en anden Parole sydfra, hvorefter alle de kongelige. Embedsmænd skulde tvinges til at forlade deres Poster.

(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. 1864, s. 206-207. Bilag: Uddrag af vidneforklaringer, afgivne for retten af fordrevne embedsmænd fra Slesvig.)

Preusserne indsatte i stedet Stuhr, der mere eller mindre fulgte i Hakon Grüners fodspor, og den 24. november forbød han den lokale borgerforening med henvisning til at den var i strid med Wien-freden. Den slesvig-holstenske bevægelse var stærk i Husum, hvilket preusserne ikke så med venlig øjne på.