Henning Jensen udfordrer Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen (1838-1929) cand. teol.,forfatter, journalist, bl.a på Social-Demokraten og avisen København. Han var præst 1865–1885, først nær Indre mission, men senere grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Personel kapellan 1865-72. Herefter sognepræst i Pedersker på Bornholm. Politiker for Venstre. Senere udtalte han at det var han "endnu mindre egnet end til præst". 1886–92 folketingsmand for Middelfart, her tilnærmede han Viggo Hørup.

Fra 1872 begyndte han at skrive journalistik. Han blev i Bornholms Tidende 1874-1875 flere gange refereret for sine kirkelige synspunkter. I Aarhus Amtstidende omtales en episode hvor Henning Jensen udfordrer politiet ved at holde et offentligt møde, fx i Rådstuen. Politiske møder var på daværende tidspunkt forbudt:

Det skjærpede Polititilsyn med offentlige Møder indskrænker sig ikke til politiske, men udstraktes ogsaa til folkelige og kirkelige Forsamlinger. Sognepræst Henning Jensen i Pedersker paa Bornholm oplyser i "Dsk. Flk.", at han i Forening med en Kapellan Niemann i Aakirkeby jævnlig har holdt saadanne Møder paa Raadstuen i Aakirkeby, ved hvilke de med Flid have undladt at berøre Politiken. Men den 12te April indbandt Politimesteren i fuld Uniform med 2 Sandemand (Sognefogder) og Politistyrken i Aakirkeby sig ved et saadant Møde for "paa Embeds Vegne" at overvare det. "Folk ville smile - skriver Pastor Jensen - naar de høre, hvilke oprørske Taler der holdtes; jeg talte om de af Salomons Ordsprog, der omhandle Kvinderne, og Riemann talte om de tre Hittebarn Kyros, Romolus og Moses; i to stive Klokketimer maatte de stakkels Politi Embedsmænd - paa Embeds Vegne - høre Sange og Taler om Persere, Romere og Jøder." Han beklager særligt Politimesteren, som er en velvillig og billig tankende Mand, fordi han for den Sags Skyld har maattet forlade et Middagsselskab i sit Hjem, og ender med at spørge, om vi bo i Danmark eller i Sønderjylland, siden vi, naar vi samles for at tale om vort jordiske og himmelske Fædreland, da betragtes ikke som fredelige Mand og Kvinder der, men som mistænkelige Subjekter, ildesindede Urostiftere, som Politiet maa holde et vaagent Øje med.

(Aarhus Amtstidende 26. april 1877)

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 1/4: Typografernes Forbund (1869-1877). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

I marts 1873 var R. P. Jensen blandt de 14 bestyrelsesmedlemmer som konstitueredes i Almindelig dansk Velfærdsforening. Den havde da omkring 1.100 medlemmer. Foreningens formål var at dele arbejdslønnen så ældre arbejdere kunne få råd til livsfornødenheder, samt sikre bedre uddannelse af de ældre. (Se Socialisten 18. marts 1873). Formand for Velfærdsforeningen var Lunde. Ved den årlige generalforsamling i april 1874 udtalte R. P. Jensen at indenrigsministeren havde søgt at få en kommission nedsat til undersøgelse af arbejderforholdene, men at "det forenede Venstre" havde hindret dette. Dog gav kommissionen ifølge en anden taler heller ikke arbejderne noget håb. Foreningen udgav "Arbejderbladet" med folketingsmand Lunde og R. P. Jensen som redaktionssekretær. Lunde fik i starten af 1874 Jensen fjernet efter en strid og med et betydelig tab af medlemmer. 

“Typografisk Forening” stiftet 12. juni 1869 og overlevede som fagforening til 1993. Dermed var den en af Danmarks første socialistiske fagforeninger - den første var cigarmagernes “Enigheden” fra 1. september 1871. Louis Pio og fleres agitation fik i 1875 foreningens formand R. P. Jensen grundlagt “Almindeligt dansk Typograf-Forbund”. 

Typografforeningens historie er skildret på denne hjemmeside:

1876 havde typgrafforeningen 16 afdelinger med 186 medlemmer. Heroverfor stod arbejdsgivernes sammenslutning “Foreningen af danske bogtrykkere”. I 1876 angives R. P. Jensen af være "Social-Demokratens" folketingsreferent. I oktober 1876 blev den gamle tarif fra 1874 opsagt og der blev etableret strejke med blokade af to avistrykkerier. R.P. Jensen havde kun 4.500 kr. til understøttelse af 175 strejkende, og andre arbejderorganisationer støttede ikke. I utilfredshed med R. P. Jensen annonceredes i Social-Demokraten 1. oktober 1876 at der ville blive dannet en socialpolitisk forening af typografer. Ved hjælp af strejkebrydere fra Tyskland og den almindelig økonomisk afmatning måtte typograferne opgive 5. december og forbundet blev opløst. Medlemstallet i “Typografisk Forening” faldt til under 100 og R.P. Jensen nedlagde sin post. Social-Demokraten skrev skadefro: “Det kommer der ud af en strejke, naar man ikke har underordnet sig under det samlede Arbejderparti”. 

Arbejdsnedlæggelse blandt Typograferne. I forgaars Aftes var de københavnske Typografer indvarslet til et Møde i "Glacisholms" Lokale paa Vesterbro. De Mødendes Tal var henved 250. Den typografiske Forenings Formand, Typograf R. P. Jensen, oplæste en Skrivelse, som, tilligemed et Tarif-Udkast, der tilsigter faste Bestemmelser for Arbejdets Betaling, af Typograferne var sendt til Principalerne for at tilvejebringe Forhandlinger mellem begge Parter. Principalerne havde imidlertid ikke villet gaa ind herpaa, men i Stedet for at give Møde sendte seksten af dem Typografernes Delegerede et Svar, der var en ligefrem Afvisning. At dømme efter den Modtagelse, som dette Svar fik, lader det til. at Typograferne ikke vil lade sig "lumpe" - som en Typograf udtalte paa Mødet -, men give Svar paa Tiltale. Forsamlingen vedtog desuden en resolution, hvori den udtalte sig for at fastholde Tarif-Udkastet, som det, trods Principalernes Enighed om en Afvisning, er Typografernes fast Forsæt at søge gennemført ved ethvert Middel, der staar til deres Raadighed. Denne Protest fik en forøget Betydning derved, at en Arbejdsnedlæggelse bebudedes i Rigsdagens Trykkeri, og, efter hvad vi erfarer, er det virkelig blevet til Alvor med Truslen, idet samtlige Typografer i Gaar Eftermiddags forlod Trykkeriet. Det vedtoges tillige paa Mødet straks at oprette et Strejkefond og udgive et ugentligt Organ. Skønt det af flere paa Mødet faldne Udtalelser kunde synes, som om man med Arbejdsnedlæggelsen kun har til Hensigt at give Principalerne en gavnlig Lektion, der er vel fortjent, er der dog adskilligt, der tyder hen paa, at Bevægelsen kan blive af større Omfang, og at Rigsdags-Trykkeriets Standsning danner Begyndelsen til fortsatte partielle Strejker. Vi kan ikke Andet end lykønske Typograferne til denne Samdrægtighed og enige Optræden, der ledes med Dygtighed og Energi.

(Socialisten 10. december 1873)

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 10. december 1873, hvori R. P. Jensen som typografernes formand annoncerer strejken i Rigsdagens Trykkeri.

"Typograf-Tidende" er Navnet paa et Ugeblad, som fra 1ste Jan. udgaar hver Fredag, redigeret af Typograf R. P. Jensen. Bladet vil ifølge sit Program arbejde for Typografernes Interesser dels ved at virke for, at "den typografiske Forening" vinder i Fasthed og Omfang, og dels ved at gie en Fremstilling af, hvad der i teknisk Henseende er værd at vide for Bogtrykkerkunstens Udøvere. De sociale Spørgsmaal vil det kun behandle, for saa vidt Fagets Interesser berøres deraf og det haaber ved at tage del i Diskussionen at kunne vikre forsonende og udjævnende mellem de modstræbende Interesser. Bladet indeholder i sit første Numer foruden Program og mindre Meddelelser en Beretning om de Skridt, Typograferne her i Byen gjorde i Slutningen af forrige Aar for at opnaa bedre Lønningsvilkaar og faa Søndagsarbejdet afskaffet. Som bekjendt strandede Fordringen om Søndagsarbejdets Afskaffelse paa "Dagstelegrafens" Udgiveres, Ferslew & Ko.s Modstand; men der er dog Haab om, at denne utvivlsomt billige Fordring senere vil kunne gjennemføres.

(Morgenbladet (København) 6. januar 1874).

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. januar 1874 for "Typograf-Tidende".

Onsdagsforeningen afholdt i Gaar Aftes Aarsmøde til Stadsfæstelse af Ændringer i Lovene. Til Bestyrere for næste Aar valgtes Cand. jur Hørup, Høker Jensen, Fabrikant Christensen, Lærer Schjerner, Cand. Christensen, Gjestgiver R. S. Krag i Fortunstræde og Redaktør, Formand for typografisk Forening R. P. Jensen.

(Folketidende for Midtsjælland 29. januar 1874).

Dagstelegraphen beskyldte i maj 1874 R. P. Jensen for at være skyld i at den typografiske forening fik 2 frieksemplarer af "Socialisten". Hertil svarede R. P. Jensen i Morgenbladet 9. maj 1874 at alle aviser blev lagt frem, også Dagstelegraphen. I 1876 kørte de konservative blade som fx Dannevirke og Jyllandsposten en kampagne imod Onsdagsforeningen hvor de betegnede den som socialistisk, heriblandt også R. P. Jensen. Flere provinsaviser var dog opmærksomme på at han ikke var det. Hvilket også fremgår af nedenstående referat: 

Møde af Typografer. I Mandags Aftes afholdtes efter Indbydelse af 8 Typografer et efter typografiske Forhold ret godt besøgt Møde i Fagforeningernes Lokaler i Borgergade 69. En af Indbyderne, Hr. Foltmar, indledede Mødet med er Par korte Bemærkninger om Møders Hovedformaal, nemlig at faa Typografernes Stemning at kende i Anledning af den af Centralkomiteen til Bestyrelsen for den typogr. Forening indgaaede Skrivelse, om en Tilslutning til de frie Fagforeningers Centralbestyrelse. Efter at Hr. J. F. Jensen var valgt til Dirigent og Foltmar nærmere havde udviklet Indbydernes Stilling til det foreliggende Soørgsmaal, tog Hr. Klein (Vengeur) - den sandsynlige Formand for Arbejderpartiets Centralbestyrelse, som var mødt paa Indbydernes Opfordring - Ordet, for at udvikle Centralisationens Betynign for Arbejdersagens og Arbejderpartiets Stilling i Samfundet, saavel i social som i politisk Henseend; han vilde ikke gaa ind paa Typografernes rent faglige Interesser, da han ikke var tilstrækkelig med i dette Spørgsmaal, men fremhævede stærkt, at en isoleret Forening for Fremtiden ikke vilde have nogen Betydning i Samfundet, da det navnlig gladt om at organisere Arbejderne til et samlet Arbejderparti i "social" Retning, uanset, hvilke politiske Anskuelser der maatte være tilstede hos de enkelte Individer eller i en enkelt Fagforening. Derefter fik Hr. Heinemann Ordet og maatte i Et og Alt slutte sig til den foregaaende Taler og i stærke Udtryk betegnede han Formandens, Hr. R. P. Jensens Interesse for Typografernes Vel for "Humbug", når hverken han eller Bestyrelsen kunde indse, at vore faglige Interesser kun kunde varetages ved en stærk centralisation, og fremhævede, at naar et enkelt Kompagni eller en Bataillon vil handle paa egen Haand og fjerner sig fra sit Centralpunkt, da gaar det den visse Undergang imøde; Ligesaa vilde det gaa med Typograferne ved at skulle udelukkes fra det store almindelige Arbejderparti. - Foltmar opfordrede dernæst den tilstedeværende Formand for den typografiske Forening til at udtale sig angaaende Bestyrelsens Standpunkt overfor det foreliggende Spørgsmaal. - R. P. Jensen indrømmede, at der var tilstillet ham en Opfordring fra Centralkomiteen om at slutte sig til denne, men at Bestyrelsen paa et Møde om Søndagen havde besluttet ikke at lade Forslaget nyde Fremme. Han ansaa det for uheldigt, om Typograferne sluttede sig til en Centralbestyrelse, som arbejdede for Indførelsen af den socialistiske Stat, hvilken vilde skabe en Utopi, som han ikke vilde bidrage til at fremskynde. Typograferne havde Lejlighed nok til at gøre deres politiske Interesser gældende i de Partiforeninger, som bestaar, og han fraraadede at indføre Politik i den typografiske Forening. - Klein imødegik Taleren Åunkt for Punkt; han ansaa netop Fagforeningernes Opgave for at være baade social og politisk; ti hvilken Arbejder vilde vel ikke stræbe hen til t. Eks. at faa Valgretten udvidet. Naar man fremhævede, at den socialistiske Stat vilde skabe en Ufrihedstilstand, da var det aldeles fejlagtigt, ti vor Løsen var: Lige Ret for Alle og Ingen skulde tvinges imod sin Overbevisning. - Foltmar fremhævede, at den typografiske Forening, saaledes som den nu stod, aldeles ikke arbejdede efter de Formaalsbestemmelser, der fandtes i Lovene, hverken som Fagforening eller som Understøttelsesforening, og anførte navnlig den egenraadige Fremgangsmaade, der vistes overfor indsendte Forslag. Der hvilede en Søvnighed og Ligegyldighed over Foreningen, saavel hos Bestyrelsen som hos Medlemmerne, og disse var mere tilbøjelige til at kritisere og ironisere over enhver Sag, end til at underkaste denne en nærmere og alvorlig Drøftelse; vi maatte virke hen til et virksomt og kraftigt Foreningsliv og lade alle gode Kræfter komme til sin Ret. - R. P. Jensen fandt, at der blev taget Hensyn til Enhver, men han fastholdt, at Bestyrelsen maatte have Ret til at bestemme, hvilke Genstande, der burde nye Fremme. -Til Slutning bemærkede Dirigenten (Stifteren af den typografiske Forening) at han stod i Opposition til den nuværende Bestyrelse, saalænge denne førte og ledede Foreningen paa den Maade, som den nu gjorde; det var forresten mærkeligt, at Jensen nu aldeles havde skiftet Anskuelse, idet han tidligere var meget ivrig for at indføre Politik i Foreningen og nu var aldeles derimod. Han anbefalede at vedtage en Resolution, som gik ud paa, at Bestyrelsen for den typografiske Forening skulde forelægge Spørgsmaalet om en Tilslutning til Centralbestyrelsen for Medlemmerne paa en ekstraordinær Generalforsamling; men da der ved den foretagne Afstemning kun var 1 Stemmes Forskel, kan der egenlig ikke siges at være fremkommet et afgørende Resultat. Der vil med det Første blive indvarslet til et nyt Møde, forhaabentlig i næste Uge, og der vil da fremkomme Forslag til Dannelsen af en typografisk Fagforening, som ikke vil gaa ud paa nogen Adsplittelse, ti i alle faglige Interesser bør og skal vi staa hinanden bi; men dens Formaal vil være at skabe et kraftigere Foreningsliv blandt typograferne, ligesom ogsaa at slutte sig til de Spørgsmaal, hvor en fælles Optræden sammen med andre Fags Arbejdere er nødvendig. 

(Social-Demokraten 20. maj 1874).

Den senere navnkundige redaktør for Social-Demokraten, Emil Wiinblad var dengang formand for Svendborg typografiske Forening og strejkede omkring 1874 for en kammerats uretfærdige afskedigelse, men fandt ikke støtte fra Typografforeningen København. Wiinblad vendte herefter tilbage til København. R. P. Jensen plejede omgang med rigsdagsbønder og hældede mod Venstre. De andre ledere var mest højremand: A. F. Decher der dog senere blev Social-Demokratens redaktionssekretær og efterfulgte R. P. Jensen.

Det nye Venstreblad i Hillerød skal ifølge "Helsing. Dagbl." redigeres af Typograf R. P. Jensen, Formand for den typografiske Forening i Kjøbenhavn og Redaktør for "Typogr. Tid."

(Dags-Telegraphen (København) 12. september 1874).

Voldgiftsretter. I "Dagens Nyheder"s Gaarsnumer forekommer en Artikel om "Voldgift mellem Arbeidsgivere og Arbejdere". Den ærede Forfatter nævner. at den nylig stiftede "Forening af danske Bogtrykkere" i sine Statuter har vedtaget at stræbe hen til Oprettelsen af en Voldgiftsret, og han tilføier, at "det vilde være ønskeligt, om den maatte have større Held med sig end dens Forgængere" (Forsøg af Bygningssnedker Mestrene og "Grovsmedeforeningen af 1873"). Den, som ikke har noget nærmere Kjendskab til de sociale Brydninger, der finde Sted indenfor det typografiske Fags Omraade, maa af den anførte Fremstilling saa Troen paa, at Voldgifsretten vilde staa som en Kjendsgjerning, naar blot Typograferne ikke sætte sig derimod. Jeg skal her tillade mig at oplyse, at de danske Typografers Organ, "Typograf Tidende", forrige Aar gjentagende fremhævede Voldgiftsretten som en særdeles gavnlig Institution, der burde indfores snarest muligt. Det var ikke uden Paavirkning af disse Udtalelser, at Bogtrykkerieierne, samtidig med, at de vedtog den nugjældende Sættertarif (November s. A.) fremsatte for Typograferne et Forslag til en voldgiftsrets Nedsættelse. Typograferne gik strax beredvillig ind paa Forslaget og gav en Delegation Bemyndigelse til at forhandle paa deres Vegne, men da der skulde gjores Alvor af Sagen, og Forslaget skulde realiseres, trak Bogtrykkerieierne sig tilbage, uden nogensomhelst Foranledning fra Typografernes Side, og uden at der saa Meget som kom en Sammenkomst i Stand med Typografernes Delegation, trods dennes Opfordring. Maa jeg udbede mig den ærede Redaktions Tilladelse til, at Nærværende kan fremkommet "Dagens Nyheder" som en oplysende Bemærkning til Artiklen om Voldgiftsretter.

Ærbødigst
R. P. Jensen
Formand i "Den typografiske Forening".

(Dagens Nyheder 17. april 1875)

Strejken i "Dagens Nyheders" Trykkeri er nu endt, idet Trykkeriejeren er gaaet ind paa de stillede Fordringer, der som bekendt gik ud paa en Lønningsforhøjelse af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver og Indskrænkning af Arbejder om Aftenen. Det glæder os, at Typograferne ved denne Lejlighed, har vist det Sammenhold, der udfordres, naar der skal sættes Noget igennem, og det glæder os ligeledes, at Formanden for "Almindeligt dansk Typografforbund", Hr. R. P. Jensen, øjeblikkelig satte Trykkeriet i "Blokadetilstand", da Strejken udbrød.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).

Diskussionen i fagbevægelsen fortsatte ind i 1880'erne om hvorvidt man skulle organisere sig efter fag og uddannelse eller efter arbejdsplads og branche, på tværs i lokalområderne eller efter fag på landsplan, centraliserede eller decentraliserede. Organisationsformen blev efterhånden organisering efter fag. Industrien anvendte i vid udstrækning faglært arbejdskraft. Kun arbejderne i de allerede gennemindustrialiserede brancher som tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, keramiske arbejdere og papirfabriksarbejdere organiserede sig fra begyndelsen i industriforbund. Det betød at en stor gruppe af ufaglærte kvinder og mænd ikke uden videre kunne indpasses i organisationsformen. Den stadige indvandring af ny og villig arbejdskraft fra landet til byerne i 1880'erne og 90'erne gjorde det vanskeligt at overbevise disse tusinder af tilvandrere om, at de burde organisere sig. De kom ofte fra udpræget liberalistiske og selvbevidste gårdmandsmiljøer og ville ikke vide af den "spændetrøje" på deres personlige frihed, som de mente en organisering ville indebære.

Bevægelsen i "Dag Nyh." Sætteri. Hr. Redaktør! For nedenstaaende Bemærkninger, der fremkomme i Anledning af en i "Dag. Nyh "s Nr. 179 under Rubriken "Striden i "Dag. Nyh."s Sætteri optagen Artikel, som Følge af hvilken vi have indsendt en Svarskrivelse, som det nævnte Blads Redaktion imidlertid har fundet det passende at nægte Optagelse, udbede vi os Plads i Deres Ærede Blad.

Den omtalte Artikel i "Dag. nyh." stempler en af os i "Typograf-Tidende" given Fremstilling af Forholdene i "Dag. Nyh."s Sætteri som lidende af "saa væsenlige Urigtigheder", at Redaktionen har "anset det for nødvendigt at bryde den Tavshed, den hidtil har iagttaget". Ved Læsningen Heraf opstod der hos os en ganske naturlig Frygt for, at vor Gjengivelse af de af Bladets Sætterpersonale opstillede Punkler i en af dem foreslaaet ny Arbejdsordning samt af Udgivernes Stilling til disse ikke skulde være i Overensstemmelse med de virkelige Fakta; ved at konferere den med den Fremstilling in extenso "Dag. Nyh" indeholder af de nævnte Punkter, overbevistes vi imidlertid om, at vi havde refereret fuldstændig korrekt. Altsaa kunde "Urigtighederne" ikke ligge heri. Nej, det eneste urigtige, vi ved et omhyggeligt Studium have set os i Stand til at opdage, er, at vi have tilladt os at kalde Sætternes Fremgangsmade "særdeles human". En saadan Betegnelse er nu en Gang en Dissonants i d'Hrr. Udgiveres Øren.

Naar det Blad, man redigerer, er af temmelig smaa Dimensioner, er det en Selvfølge, at man seer sig nødsaget til at begrænse sit Stof efter en ikke ganske ringe Maalestok. Af denne Grund har "Typ. Tid." ikke set sig i Stand til at gjengive de Forhandlinger, der førtes mellem Udgiverne og Sætternes Delegerede, men har mattet indskrænke sig til kort og godt at meddele Begivenhedernes Gang. At Sætterne i Begyndelsen havde i Sinde øjeblikkelig at nedlægge Arbejdet, var os ligesaa bekjendt, som at de ikke desto mindre efter moden Overvejelse gave deres Principal 14 Dages Opsigelse; imidlertid tro vi at have handlet rigtigt i at bedømme dem efter deres Handlemaade og ikke efter den øjeblikkelige Fortrydelse, de have følt ved at se deres Andragende afvist. Naar man veed, at en Sætter under de tidligere for os saa uheldige Konjunkturer ikke sjælden var udsat for at blive vist Døren, naar der opstod en lille Uenighed mellem ham og Trykkeriets Bestyrer; naar man har et blot flygtigt Kjendskab til de nuværende Arbejdsforhold, i Følge hvilke øjeblikkelige Arbejdsstansninger høre til Dagens Orden; naar vi bemærke, at "Dag. Nyh."s Udgivne i sin Tid have antaget Sættere, der som Følge heraf gave Afkald paa ret lønnende Pladser andetsteds, for efter nogle Ugers Forløb at skabe Forhold, der nødvendiggjorde deres Afskedigelse - selvfølgelig have ogsaa Andre brugt denne Fremgangsmaade - , og naar vi endelig paa Sætterpersonalets Vegne se os i Stand til at afgive den Erklæring, at det ikke er sig bevidst at have afsluttet nogen Kontrakt angaaende en vis Opsigelsesfrist - Meddelelsen om, at der existerer en saadan Kontrakt, maa aabenbart bero paa en fuldstændig Misforstaaelse - , da tro vi, man med os vil erkjende, at Sætterne have vist en ganske betydelig Humanitet og Hensynsfuldhed overfor Bladets Udgivere ved trods baade juridisk og moralsk Berettigelse at overlade dem 14 Dage, i hvilke de kunne søge at skaffe sig andre Sættere.

De af Sætterne opstillede Fordringers Berettigelse skulle vi ikke indlade os paa at prøve, da formentlig kun Fagmænd ville kunne danne sig en begrundet Mening herom; vi skulle kun undtagelsesvis nævne den af Sætterne foreslaaede Forhøjelse i Satsprisen af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver at faa Lejlighed til at gjøre en Bemærkning til en os Udgiverne til dette Forslag stillet motiveret Ændring, i Følge hvilken "Satsprisen bliver 28 Øre pr. Tusind (som hidtil), da Bladets Status for Tiden ikke tillader nogen Forhøjelse. Saa snart Bladet balancerer, er der intet til Hinder for en Forhøjelse". Vi respektere naturligvis fuldstændig disse Grunde, sete fra et Udgiverstandpunkt, men for Arbejdere ere de dog uholdbare. Den gyldne Sentens "En Arbejder er sin Løn værd" forekommer os at have ligesaa god Hjemmel nu som tidligere, og vi kunne ikke med vor bedste Villie indse, at t. Ex. A s Arbejdere, der muligvis ere nogle daarlige Subjekter, skulle være berettigede til at fortjene et Par Kroner mere om Ugen end den flittige og ædruelige Arbejder hos B., alene fordi denne enten har Uheld med sig eller er en mindre dygtig Forretningsmand.

Naar Hr. R. P. Jensen, Formand for "Den typografiske Forening", beskyldes for Tvetungethed, fordi han overfor det nævnte Blads Udgivere skal have udtalt et og i "Typ.-Tid." skrevet et andet, skulle vi oplyse, at vi i det vedkommende Ruiner af Tidenden staa anførte som Redaktører af denne, ligesom Artiklen om Bevægelsen i "Dag. Nyh."S Sætteri hidrører fra os. Vi haabe, at denne Oplysning vil være tilstrækkelig til at bevirke, at den ene Tunge bortfalder.

At d'Hrr. Udgivere af "Dag. Nyh." ikke have tilsendt os deres kritiske Bemærkninger til Optagelse i "Typ. Tid."  - der ubetinget vilde have staaet til d'Hrr's Disposition, selv med Bekostniger af et Dobbeltnummer - har forundret os en Del. Læserne af "Typ. Tid.", der alle paa ganske faa Undtagelser nær ere uddannede i Faget, vilde med Lethed kunne danne sig en Mening om den foreliggende Dag; læser man derimod i et Dagblad Beretningen om den nye Arbejdsordning i "Dag. Nyh."s Sætteri, føler man dog uvilkaarligt, at den allerstørste Del af Bladets Læsere, for hvem Typografien er fuldstændig ukjendt, i det højeste vil give sig til en haabløs Gransken for at finde det Facit, der kommer ud af 2 Ø. mere pr. 1000 Bogst., at den, der muligvis er i Besiddelse af alle andre gode Egenskaber, men lider af den Mangel ikke at være Typograf, vil fare fuldstændig hjælpeløs omkring i den skematiske Satses Mysterier, og at ren og blandet Talsats, spatieret Sats og Korrekturgodtgjørelse, der hver for sig kunne gjøre en oplært Sættet Bryderi nok, ere Ting, der paa grund af deres Uforstaaelighed ville kvalifisere sig til at betragtes med en grænse Ligegyldighed af den gunstige Læsere, hvem vi paa ingen Maade kunne fortænke heri.

Til Slutning kun dette: Vi kunne særdeles vel forstaa, at den ærede Redaktion af "Dag. Nyh." finder noget vist Tillokkende i at kunne føre et Angreb, samtidig med at den unddrager den Angrebne ethvert Forsvarsvaaben; denne Kampmaade er af den nyere Tids krigskyndige bleven stemplet som fuldstændig hæderlig, og vi maa selvfølgelig bøje os for deres Kompetence. Derimod forstaa vi ikke ret det ærede Blad, naar det, i samme Moment, som det finder, at Sagen er den store Offenlighed uvedkommende, ikke desto mindre bringer den frem for den Offenlighed, som den "formentlig er uvedkommende". "Typ -Tid.", der indeholdt vor af "Dag. Nyh." kritiserede Fremstilling, vilde have bragt d'Hrr. Udgiveres Artikel netop til det Publikum, der kunde have Interesse af at læse den.

J. C. Henriksen, Frederik Olsen
p. t. Redaktører af "Typ. Tid."

(Morgenbladet (København) 14. juli 1875)

S. Ferat: Typografipresse (1890). Anskuelsestavle. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som tidligere omtalt har der blandt Arbejdsgivere og Arbejdere i Bogtrykkerfaget været besluttet at oprette en Voldgiftsret; efter en Del Forhandlinger er dette nu sket. For Bogtrykkerejernes Vedkommede ere DHrr Lauritzen og Valentin valgt og for Typografernes DHrr J. C. Henriksen og R. P. Jensen.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 25. august 1875).

I Ringsted dannedes i Gaar en Afdeling af almindelig typografisk Forening. Dennes Formand, Typograf R. P. Jensen, der paa Foreningens Vegne i Sommer har gjennemreist Landet og samlet Typograferne fra de fleste Bogtrykkerier i Landet, har nu omtrent fuldført de Forarbeider, der er nødvendige til Foreningens videre Udvikling. Paa enkelte af Sides liggende Trykkerier nær, staar egenlig kun Holbæks tilbage. Paa Mødet i Ringsted mødte fra Zahles Bogtrykkeri Eieren, Faktoren, Trykkeren og de to Typografer, der alle meldte sig ind i Foreningen og valgde Typograf S. K. Johansen til Foreningens Formand. Denne kan under sig samle andre Typografer; naar en Afdeling tæller mindst 1o Medlemmer, har den Adkomst til at afgive en Stemme ved et almindeligt Møde af alle Landets Foreninger, der skal holdes inden Juli næste Aar. Hovedforeningens Formand, der udviklede Foreningens Grundsætninger og Hensigter, modtog en levende Paaskjønnelse for sin Virksomhed.

(Folketidenden 18. oktober 1875).

Typograferne har længe andraget paa en Lønningsforhøjelse, og denne Sag blev endelig af Mestrene, efter en forudgaaende Sammenkomst med 6 Dagbladsejere, i Torsdags Aftes afvist med alle Stemmer mod en. Vi faar nu at se, hvorledes Hr. Formand R. P. Jensen klarer den Sag; han har jo i højre Toner talt om Typografernes "gode Organisation", og at de kunde "hjælpe dem selv" uden at tage deres Tilflugt til os fæle Socialister. Det sidste er jo meget heldigt, da Typografernes Flertal selvfølgelig ikke under en eventuel Strejke vil kunne gøre Regning paa Understøttelse af Arbejderpartiet eller Arbejderpressen.

(Social-Demokraten 17, december 1876).

Typograferne led et fuldstændigt nederlag. R. P. Jensen blev efterfulgt af Adolf Frederik Decher (1851-1901) som fik styr på foreningens økonomi. Han var formand i 7 år. I 1882 var han korrekturlæser og faktor ved Social-Demokraten, senere blev han bladets redaktionssekretær. Han blev syg i foråret 1901 og døde i december samme år. 

Strejken blev i årene efter gang på gang fremhævet som hvor galt det kunne gå, fx i nedenstående tilfælde:

Striken i Bygningssnedkerfaget.

- - -

Vi skulle saaledes nævne et Exempel, der er saa oplysende i denne Retning, at det fortjener al kjendes i videre Kredse. Det var under Typografstriken, der som bekjendt lededes af daværende Præsident for Typografforbundet, Hr. R. P. Jensen, og - som Størsteparten af Striker - fik et ynkeligt Udfald, at en tro og skikkelig, flittig og stræbsom Arbejder lod sig forlede til at nedlægge sit virkelig gode og indbringende Arbejde paa et af Kjøbenhavns større Trykkerier. Omtrent et Par Aar efter at Striken var endt og Arbejdet gjenoptaget, aflagde en god Bekjendt af Arbejderen Besog i det paagjældende Trykkeri. Arbejderen var vel taget i Arbejde igjen, men han havde faaet Plads i en Krog og fik kun mindre godt og som Følge deraf mindre indbringende Arbejde. Han fortrød da haardt. at han havde ladet sig forlede til at gaa med til Striken og udtalte, at han beklagede dybt den Nød, hvori han havde nedstyrtet sin Familie og sig selv, hvilket var dobbelt pinligt for ham, da hans gode Plads og hans gode Arbejde nu var optaget af en Anden.

Som det er gaaet denne Arbejder, vil det utvivlsomt gaa mange Bygningssnedkere, først for sent vil de komme til at opdage, at Dhrr. Førere have ført dem bag Lyset ved at foregjøgle dem en Tilstand, de ikke kan naa gjennem Umedgjørlighed og Arbejdsnedlæggelser.

Nød og Elendighed er Strikernes uundgaaelige Følge. Arbejdsgiverne miste undertiden under en Strike flere Kunder, som enten gaa til Udlandet, eller vente til roligere Tider med at lade deres Arbejde udføre og Arbejderne kan aldrig faa oprettet de Tab de lide, og det af den simple Grund, at det kan være haardt nok for en Familie at slaa sig igjennem, naar der haves dagligt Arbejde, hvorfor Gjæld, Pantsætning og Laan for den Tid, Striken har varet, vil trykke haardt og tungt i altfor lang Tid efter Strikens Ophør.

Ved denne Strike kommer en ny Side af Sagen frem. nemlig Mestrenes Lock out, der kan faa meget beklagelige og ubehagelige Følger for Arbejderne. Det er nemlig en given Ting, at naar Mestrene gjenoptager Virksomheden, vil de i højere Grad, end under en almindelig Strike, vrage mellem de Arbejdere, de antage, og maaske mange Mestre for lang Tid vil indskrænke deres Virksomhed. Der vil saaledes let blive et større Antal Arbejdere, som, selv om Striken er ophørt, vil have stor Vanskelighed ved at faa Plads igjen, og svaledes, naar ogfaa Strikekassen bliver udtømt, værc henviste til den rene Nød og Elendighed.

Man maa imidlertid haabe, at der dog findes nogle fornuftige Arbejdere, som vil slaa sig løs fra det socialistiske Førerskab, førend de faa for haardt at føle, at under et saadant Regimente vil der kun blive Fattigdom og Jammer at høste.

(Sjællands-Posten 13. juni 1889).

Bentzens begravelse på Garnisonskirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 En begravelse for 30 år tilbage. 

Indtil for kort tid eksisterede der på Nørrebro et beværtningssted, kaldet "Billigheden". Her kom if. D. N. en stor del ærbare borgere sammen og fordrev tiden, og iblandt disse daglige gæster var børstenbinder Bentzen fra Antonistræde. En skøn dag udeblev imidlertid Bentzen til stor forundring for hans omgangsvenner, og således gik det også næste dag. Den sædvanlige "pot" blev helt forsømt for at drøfte grunden til udeblivelsen, og man blev endelig enig om at en deputation med skomager Sørensen som ordfører skulle sendes til Bentzens hjem for at undersøge sagen. De deputerede blev modtaget af madame Bentzen, der grædende fortalte dem, at hendes mand for to aftener siden var kommet hjem fra "Billigheden" i sådant et velsignet humør. "Ja, det ved jeg," afbrød Sørensen hende, "jeg fulgte ham selv hjem". - "Han gik glad til sengs." fortsatte madamen, - men næste morgen var han død."

Nu bad hun hans gode venner om at møde i hendes bopæl næste tirsdag for at bære hendes salig mand til det sidste hvilested, men da jordpåkastelsen efter den tids skik og brug skule gå for sig i hjemmet, anmodedes de om at komme tidligt for forinden at indtage en bid brød og en drik af et eller andet. Til den fastsatte tid mødte en flok venner, som for ret at hædre den afdøde spiste og drak som om de var betalte for det. Vel forfriskede overværede de ceremonien, og de begav sig nu til Garnisonskirkegården, bærende deres hensovede ven. Ankommet der blev de antastede af graveren, der spurgte: "Hvem er det?" - "det er jo Bentzen, ham børstenbinderen fra Antonistræde." - "Vi skal ingen Bentzen have, det må være på den anden side af gaden, på søetatens kirkegård". - Forundrede over fejltagelsen vandrede de da over gaden; dog gjorde de et lille holdt ved et værtshus, hvor de indtog en lille forfriskning, mens Bentzen tålmodigt ventede udenfor. Endelig kom de ind på kirkegården, men samme modtagelse: "Hvem er det?" "Ih! Bentzen, ham børstenbinderen fra Antoniestræde". - "Det er ikke her, det må være på den anden side af gaden, på Garnisonskirkegården". - "Nej, der har vi været". - "Ja så må det være på Assistentskirkegård på Nørrebro". - Her var jo ikke andet for end at gå den lange gang ad Nørrebro til, og toget bevægede sig højtideligt til St. Hans Torv, hvor de udenfor den kære "Billighed" holdt en lille rådslagning, og på Sørensens forslag blev Bentzen bragt ind i haven, medens sørgeskaren "spillede en pot" for at hædre mindet om den afdøde. Derefter fortsattes vejen til Assistentskirkegård, men her måtte de vandre omkring, stadigt fulgte af spørgsmålet: "Hvem er det?" "Ih! det er jo Bentzen, Børstenbinderen fra Antoniestræde." "Det er ikke her, det er ved siden af", og da de havde gennemvandret alle kirkegårdene måtte de, så nødig de ville, bære Bentzen hjem igjen. Man kan tænke sig madame Bentzens forskrækkelse, da Sørensen dinglende - den lange vej og de øvrige strabadser havde udmattet ham - i mørkningen viste sig for hende med de Ord: "Ak! lille madam, her har De Bentzen igen". - "Du forbarmende! var han ikke rigtig død!" - "Jo, det tror jeg nok, han var, men nu har vi været på alle byens kirkegårde, men ingen steder vil de have ham". 

Madamen, der hele dagen have drukket gravøl med sine kvindelige bekendte, protesterede mod atter at modtage Bentzen ved den huslige arne, men Sørensen var ubønhørlig, Bentzen måtte ind igen, og nu begyndte drøftelsen angående denne mærkelige sag; tilsidst opklaredes det, at begravelsen på kirkegården ved en fejltagelse var bestilt til om torsdagen i stedet for om tirsdagen. Følgen heraf blev, at Bentzen fik lov til at hvile et par dage i sin egen stue, og hans venner samledes da atter til en lille frokost, hvorpå de vandrede til Garnisonskirkegård, og denne gang blev Bentzen modtaget.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 7. april 1875).

Det er ikke muligt at verificere at der skulle have boet en børstenbinder Bentzen i Antonistræde. Så der er sandsynligvis tale om en anekdote.