Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 1/4: Typografernes Forbund (1869-1877). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

I marts 1873 var R. P. Jensen blandt de 14 bestyrelsesmedlemmer som konstitueredes i Almindelig dansk Velfærdsforening. Den havde da omkring 1.100 medlemmer. Foreningens formål var at dele arbejdslønnen så ældre arbejdere kunne få råd til livsfornødenheder, samt sikre bedre uddannelse af de ældre. (Se Socialisten 18. marts 1873). Formand for Velfærdsforeningen var Lunde. Ved den årlige generalforsamling i april 1874 udtalte R. P. Jensen at indenrigsministeren havde søgt at få en kommission nedsat til undersøgelse af arbejderforholdene, men at "det forenede Venstre" havde hindret dette. Dog gav kommissionen ifølge en anden taler heller ikke arbejderne noget håb. Foreningen udgav "Arbejderbladet" med folketingsmand Lunde og R. P. Jensen som redaktionssekretær. Lunde fik i starten af 1874 Jensen fjernet efter en strid og med et betydelig tab af medlemmer. 

“Typografisk Forening” stiftet 12. juni 1869 og overlevede som fagforening til 1993. Dermed var den en af Danmarks første socialistiske fagforeninger - den første var cigarmagernes “Enigheden” fra 1. september 1871. Louis Pio og fleres agitation fik i 1875 foreningens formand R. P. Jensen grundlagt “Almindeligt dansk Typograf-Forbund”. 

Typografforeningens historie er skildret på denne hjemmeside:

1876 havde typgrafforeningen 16 afdelinger med 186 medlemmer. Heroverfor stod arbejdsgivernes sammenslutning “Foreningen af danske bogtrykkere”. I 1876 angives R. P. Jensen af være "Social-Demokratens" folketingsreferent. I oktober 1876 blev den gamle tarif fra 1874 opsagt og der blev etableret strejke med blokade af to avistrykkerier. R.P. Jensen havde kun 4.500 kr. til understøttelse af 175 strejkende, og andre arbejderorganisationer støttede ikke. I utilfredshed med R. P. Jensen annonceredes i Social-Demokraten 1. oktober 1876 at der ville blive dannet en socialpolitisk forening af typografer. Ved hjælp af strejkebrydere fra Tyskland og den almindelig økonomisk afmatning måtte typograferne opgive 5. december og forbundet blev opløst. Medlemstallet i “Typografisk Forening” faldt til under 100 og R.P. Jensen nedlagde sin post. Social-Demokraten skrev skadefro: “Det kommer der ud af en strejke, naar man ikke har underordnet sig under det samlede Arbejderparti”. 

Arbejdsnedlæggelse blandt Typograferne. I forgaars Aftes var de københavnske Typografer indvarslet til et Møde i "Glacisholms" Lokale paa Vesterbro. De Mødendes Tal var henved 250. Den typografiske Forenings Formand, Typograf R. P. Jensen, oplæste en Skrivelse, som, tilligemed et Tarif-Udkast, der tilsigter faste Bestemmelser for Arbejdets Betaling, af Typograferne var sendt til Principalerne for at tilvejebringe Forhandlinger mellem begge Parter. Principalerne havde imidlertid ikke villet gaa ind herpaa, men i Stedet for at give Møde sendte seksten af dem Typografernes Delegerede et Svar, der var en ligefrem Afvisning. At dømme efter den Modtagelse, som dette Svar fik, lader det til. at Typograferne ikke vil lade sig "lumpe" - som en Typograf udtalte paa Mødet -, men give Svar paa Tiltale. Forsamlingen vedtog desuden en resolution, hvori den udtalte sig for at fastholde Tarif-Udkastet, som det, trods Principalernes Enighed om en Afvisning, er Typografernes fast Forsæt at søge gennemført ved ethvert Middel, der staar til deres Raadighed. Denne Protest fik en forøget Betydning derved, at en Arbejdsnedlæggelse bebudedes i Rigsdagens Trykkeri, og, efter hvad vi erfarer, er det virkelig blevet til Alvor med Truslen, idet samtlige Typografer i Gaar Eftermiddags forlod Trykkeriet. Det vedtoges tillige paa Mødet straks at oprette et Strejkefond og udgive et ugentligt Organ. Skønt det af flere paa Mødet faldne Udtalelser kunde synes, som om man med Arbejdsnedlæggelsen kun har til Hensigt at give Principalerne en gavnlig Lektion, der er vel fortjent, er der dog adskilligt, der tyder hen paa, at Bevægelsen kan blive af større Omfang, og at Rigsdags-Trykkeriets Standsning danner Begyndelsen til fortsatte partielle Strejker. Vi kan ikke Andet end lykønske Typograferne til denne Samdrægtighed og enige Optræden, der ledes med Dygtighed og Energi.

(Socialisten 10. december 1873)

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 10. december 1873, hvori R. P. Jensen som typografernes formand annoncerer strejken i Rigsdagens Trykkeri.

"Typograf-Tidende" er Navnet paa et Ugeblad, som fra 1ste Jan. udgaar hver Fredag, redigeret af Typograf R. P. Jensen. Bladet vil ifølge sit Program arbejde for Typografernes Interesser dels ved at virke for, at "den typografiske Forening" vinder i Fasthed og Omfang, og dels ved at gie en Fremstilling af, hvad der i teknisk Henseende er værd at vide for Bogtrykkerkunstens Udøvere. De sociale Spørgsmaal vil det kun behandle, for saa vidt Fagets Interesser berøres deraf og det haaber ved at tage del i Diskussionen at kunne vikre forsonende og udjævnende mellem de modstræbende Interesser. Bladet indeholder i sit første Numer foruden Program og mindre Meddelelser en Beretning om de Skridt, Typograferne her i Byen gjorde i Slutningen af forrige Aar for at opnaa bedre Lønningsvilkaar og faa Søndagsarbejdet afskaffet. Som bekjendt strandede Fordringen om Søndagsarbejdets Afskaffelse paa "Dagstelegrafens" Udgiveres, Ferslew & Ko.s Modstand; men der er dog Haab om, at denne utvivlsomt billige Fordring senere vil kunne gjennemføres.

(Morgenbladet (København) 6. januar 1874).

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. januar 1874 for "Typograf-Tidende".

Onsdagsforeningen afholdt i Gaar Aftes Aarsmøde til Stadsfæstelse af Ændringer i Lovene. Til Bestyrere for næste Aar valgtes Cand. jur Hørup, Høker Jensen, Fabrikant Christensen, Lærer Schjerner, Cand. Christensen, Gjestgiver R. S. Krag i Fortunstræde og Redaktør, Formand for typografisk Forening R. P. Jensen.

(Folketidende for Midtsjælland 29. januar 1874).

Dagstelegraphen beskyldte i maj 1874 R. P. Jensen for at være skyld i at den typografiske forening fik 2 frieksemplarer af "Socialisten". Hertil svarede R. P. Jensen i Morgenbladet 9. maj 1874 at alle aviser blev lagt frem, også Dagstelegraphen. I 1876 kørte de konservative blade som fx Dannevirke og Jyllandsposten en kampagne imod Onsdagsforeningen hvor de betegnede den som socialistisk, heriblandt også R. P. Jensen. Flere provinsaviser var dog opmærksomme på at han ikke var det. Hvilket også fremgår af nedenstående referat: 

Møde af Typografer. I Mandags Aftes afholdtes efter Indbydelse af 8 Typografer et efter typografiske Forhold ret godt besøgt Møde i Fagforeningernes Lokaler i Borgergade 69. En af Indbyderne, Hr. Foltmar, indledede Mødet med er Par korte Bemærkninger om Møders Hovedformaal, nemlig at faa Typografernes Stemning at kende i Anledning af den af Centralkomiteen til Bestyrelsen for den typogr. Forening indgaaede Skrivelse, om en Tilslutning til de frie Fagforeningers Centralbestyrelse. Efter at Hr. J. F. Jensen var valgt til Dirigent og Foltmar nærmere havde udviklet Indbydernes Stilling til det foreliggende Soørgsmaal, tog Hr. Klein (Vengeur) - den sandsynlige Formand for Arbejderpartiets Centralbestyrelse, som var mødt paa Indbydernes Opfordring - Ordet, for at udvikle Centralisationens Betynign for Arbejdersagens og Arbejderpartiets Stilling i Samfundet, saavel i social som i politisk Henseend; han vilde ikke gaa ind paa Typografernes rent faglige Interesser, da han ikke var tilstrækkelig med i dette Spørgsmaal, men fremhævede stærkt, at en isoleret Forening for Fremtiden ikke vilde have nogen Betydning i Samfundet, da det navnlig gladt om at organisere Arbejderne til et samlet Arbejderparti i "social" Retning, uanset, hvilke politiske Anskuelser der maatte være tilstede hos de enkelte Individer eller i en enkelt Fagforening. Derefter fik Hr. Heinemann Ordet og maatte i Et og Alt slutte sig til den foregaaende Taler og i stærke Udtryk betegnede han Formandens, Hr. R. P. Jensens Interesse for Typografernes Vel for "Humbug", når hverken han eller Bestyrelsen kunde indse, at vore faglige Interesser kun kunde varetages ved en stærk centralisation, og fremhævede, at naar et enkelt Kompagni eller en Bataillon vil handle paa egen Haand og fjerner sig fra sit Centralpunkt, da gaar det den visse Undergang imøde; Ligesaa vilde det gaa med Typograferne ved at skulle udelukkes fra det store almindelige Arbejderparti. - Foltmar opfordrede dernæst den tilstedeværende Formand for den typografiske Forening til at udtale sig angaaende Bestyrelsens Standpunkt overfor det foreliggende Spørgsmaal. - R. P. Jensen indrømmede, at der var tilstillet ham en Opfordring fra Centralkomiteen om at slutte sig til denne, men at Bestyrelsen paa et Møde om Søndagen havde besluttet ikke at lade Forslaget nyde Fremme. Han ansaa det for uheldigt, om Typograferne sluttede sig til en Centralbestyrelse, som arbejdede for Indførelsen af den socialistiske Stat, hvilken vilde skabe en Utopi, som han ikke vilde bidrage til at fremskynde. Typograferne havde Lejlighed nok til at gøre deres politiske Interesser gældende i de Partiforeninger, som bestaar, og han fraraadede at indføre Politik i den typografiske Forening. - Klein imødegik Taleren Åunkt for Punkt; han ansaa netop Fagforeningernes Opgave for at være baade social og politisk; ti hvilken Arbejder vilde vel ikke stræbe hen til t. Eks. at faa Valgretten udvidet. Naar man fremhævede, at den socialistiske Stat vilde skabe en Ufrihedstilstand, da var det aldeles fejlagtigt, ti vor Løsen var: Lige Ret for Alle og Ingen skulde tvinges imod sin Overbevisning. - Foltmar fremhævede, at den typografiske Forening, saaledes som den nu stod, aldeles ikke arbejdede efter de Formaalsbestemmelser, der fandtes i Lovene, hverken som Fagforening eller som Understøttelsesforening, og anførte navnlig den egenraadige Fremgangsmaade, der vistes overfor indsendte Forslag. Der hvilede en Søvnighed og Ligegyldighed over Foreningen, saavel hos Bestyrelsen som hos Medlemmerne, og disse var mere tilbøjelige til at kritisere og ironisere over enhver Sag, end til at underkaste denne en nærmere og alvorlig Drøftelse; vi maatte virke hen til et virksomt og kraftigt Foreningsliv og lade alle gode Kræfter komme til sin Ret. - R. P. Jensen fandt, at der blev taget Hensyn til Enhver, men han fastholdt, at Bestyrelsen maatte have Ret til at bestemme, hvilke Genstande, der burde nye Fremme. -Til Slutning bemærkede Dirigenten (Stifteren af den typografiske Forening) at han stod i Opposition til den nuværende Bestyrelse, saalænge denne førte og ledede Foreningen paa den Maade, som den nu gjorde; det var forresten mærkeligt, at Jensen nu aldeles havde skiftet Anskuelse, idet han tidligere var meget ivrig for at indføre Politik i Foreningen og nu var aldeles derimod. Han anbefalede at vedtage en Resolution, som gik ud paa, at Bestyrelsen for den typografiske Forening skulde forelægge Spørgsmaalet om en Tilslutning til Centralbestyrelsen for Medlemmerne paa en ekstraordinær Generalforsamling; men da der ved den foretagne Afstemning kun var 1 Stemmes Forskel, kan der egenlig ikke siges at være fremkommet et afgørende Resultat. Der vil med det Første blive indvarslet til et nyt Møde, forhaabentlig i næste Uge, og der vil da fremkomme Forslag til Dannelsen af en typografisk Fagforening, som ikke vil gaa ud paa nogen Adsplittelse, ti i alle faglige Interesser bør og skal vi staa hinanden bi; men dens Formaal vil være at skabe et kraftigere Foreningsliv blandt typograferne, ligesom ogsaa at slutte sig til de Spørgsmaal, hvor en fælles Optræden sammen med andre Fags Arbejdere er nødvendig. 

(Social-Demokraten 20. maj 1874).

Den senere navnkundige redaktør for Social-Demokraten, Emil Wiinblad var dengang formand for Svendborg typografiske Forening og strejkede omkring 1874 for en kammerats uretfærdige afskedigelse, men fandt ikke støtte fra Typografforeningen København. Wiinblad vendte herefter tilbage til København. R. P. Jensen plejede omgang med rigsdagsbønder og hældede mod Venstre. De andre ledere var mest højremand: A. F. Decher der dog senere blev Social-Demokratens redaktionssekretær og efterfulgte R. P. Jensen.

Det nye Venstreblad i Hillerød skal ifølge "Helsing. Dagbl." redigeres af Typograf R. P. Jensen, Formand for den typografiske Forening i Kjøbenhavn og Redaktør for "Typogr. Tid."

(Dags-Telegraphen (København) 12. september 1874).

Voldgiftsretter. I "Dagens Nyheder"s Gaarsnumer forekommer en Artikel om "Voldgift mellem Arbeidsgivere og Arbejdere". Den ærede Forfatter nævner. at den nylig stiftede "Forening af danske Bogtrykkere" i sine Statuter har vedtaget at stræbe hen til Oprettelsen af en Voldgiftsret, og han tilføier, at "det vilde være ønskeligt, om den maatte have større Held med sig end dens Forgængere" (Forsøg af Bygningssnedker Mestrene og "Grovsmedeforeningen af 1873"). Den, som ikke har noget nærmere Kjendskab til de sociale Brydninger, der finde Sted indenfor det typografiske Fags Omraade, maa af den anførte Fremstilling saa Troen paa, at Voldgifsretten vilde staa som en Kjendsgjerning, naar blot Typograferne ikke sætte sig derimod. Jeg skal her tillade mig at oplyse, at de danske Typografers Organ, "Typograf Tidende", forrige Aar gjentagende fremhævede Voldgiftsretten som en særdeles gavnlig Institution, der burde indfores snarest muligt. Det var ikke uden Paavirkning af disse Udtalelser, at Bogtrykkerieierne, samtidig med, at de vedtog den nugjældende Sættertarif (November s. A.) fremsatte for Typograferne et Forslag til en voldgiftsrets Nedsættelse. Typograferne gik strax beredvillig ind paa Forslaget og gav en Delegation Bemyndigelse til at forhandle paa deres Vegne, men da der skulde gjores Alvor af Sagen, og Forslaget skulde realiseres, trak Bogtrykkerieierne sig tilbage, uden nogensomhelst Foranledning fra Typografernes Side, og uden at der saa Meget som kom en Sammenkomst i Stand med Typografernes Delegation, trods dennes Opfordring. Maa jeg udbede mig den ærede Redaktions Tilladelse til, at Nærværende kan fremkommet "Dagens Nyheder" som en oplysende Bemærkning til Artiklen om Voldgiftsretter.

Ærbødigst
R. P. Jensen
Formand i "Den typografiske Forening".

(Dagens Nyheder 17. april 1875)

Strejken i "Dagens Nyheders" Trykkeri er nu endt, idet Trykkeriejeren er gaaet ind paa de stillede Fordringer, der som bekendt gik ud paa en Lønningsforhøjelse af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver og Indskrænkning af Arbejder om Aftenen. Det glæder os, at Typograferne ved denne Lejlighed, har vist det Sammenhold, der udfordres, naar der skal sættes Noget igennem, og det glæder os ligeledes, at Formanden for "Almindeligt dansk Typografforbund", Hr. R. P. Jensen, øjeblikkelig satte Trykkeriet i "Blokadetilstand", da Strejken udbrød.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).

Diskussionen i fagbevægelsen fortsatte ind i 1880'erne om hvorvidt man skulle organisere sig efter fag og uddannelse eller efter arbejdsplads og branche, på tværs i lokalområderne eller efter fag på landsplan, centraliserede eller decentraliserede. Organisationsformen blev efterhånden organisering efter fag. Industrien anvendte i vid udstrækning faglært arbejdskraft. Kun arbejderne i de allerede gennemindustrialiserede brancher som tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, keramiske arbejdere og papirfabriksarbejdere organiserede sig fra begyndelsen i industriforbund. Det betød at en stor gruppe af ufaglærte kvinder og mænd ikke uden videre kunne indpasses i organisationsformen. Den stadige indvandring af ny og villig arbejdskraft fra landet til byerne i 1880'erne og 90'erne gjorde det vanskeligt at overbevise disse tusinder af tilvandrere om, at de burde organisere sig. De kom ofte fra udpræget liberalistiske og selvbevidste gårdmandsmiljøer og ville ikke vide af den "spændetrøje" på deres personlige frihed, som de mente en organisering ville indebære.

Bevægelsen i "Dag Nyh." Sætteri. Hr. Redaktør! For nedenstaaende Bemærkninger, der fremkomme i Anledning af en i "Dag. Nyh "s Nr. 179 under Rubriken "Striden i "Dag. Nyh."s Sætteri optagen Artikel, som Følge af hvilken vi have indsendt en Svarskrivelse, som det nævnte Blads Redaktion imidlertid har fundet det passende at nægte Optagelse, udbede vi os Plads i Deres Ærede Blad.

Den omtalte Artikel i "Dag. nyh." stempler en af os i "Typograf-Tidende" given Fremstilling af Forholdene i "Dag. Nyh."s Sætteri som lidende af "saa væsenlige Urigtigheder", at Redaktionen har "anset det for nødvendigt at bryde den Tavshed, den hidtil har iagttaget". Ved Læsningen Heraf opstod der hos os en ganske naturlig Frygt for, at vor Gjengivelse af de af Bladets Sætterpersonale opstillede Punkler i en af dem foreslaaet ny Arbejdsordning samt af Udgivernes Stilling til disse ikke skulde være i Overensstemmelse med de virkelige Fakta; ved at konferere den med den Fremstilling in extenso "Dag. Nyh" indeholder af de nævnte Punkter, overbevistes vi imidlertid om, at vi havde refereret fuldstændig korrekt. Altsaa kunde "Urigtighederne" ikke ligge heri. Nej, det eneste urigtige, vi ved et omhyggeligt Studium have set os i Stand til at opdage, er, at vi have tilladt os at kalde Sætternes Fremgangsmade "særdeles human". En saadan Betegnelse er nu en Gang en Dissonants i d'Hrr. Udgiveres Øren.

Naar det Blad, man redigerer, er af temmelig smaa Dimensioner, er det en Selvfølge, at man seer sig nødsaget til at begrænse sit Stof efter en ikke ganske ringe Maalestok. Af denne Grund har "Typ. Tid." ikke set sig i Stand til at gjengive de Forhandlinger, der førtes mellem Udgiverne og Sætternes Delegerede, men har mattet indskrænke sig til kort og godt at meddele Begivenhedernes Gang. At Sætterne i Begyndelsen havde i Sinde øjeblikkelig at nedlægge Arbejdet, var os ligesaa bekjendt, som at de ikke desto mindre efter moden Overvejelse gave deres Principal 14 Dages Opsigelse; imidlertid tro vi at have handlet rigtigt i at bedømme dem efter deres Handlemaade og ikke efter den øjeblikkelige Fortrydelse, de have følt ved at se deres Andragende afvist. Naar man veed, at en Sætter under de tidligere for os saa uheldige Konjunkturer ikke sjælden var udsat for at blive vist Døren, naar der opstod en lille Uenighed mellem ham og Trykkeriets Bestyrer; naar man har et blot flygtigt Kjendskab til de nuværende Arbejdsforhold, i Følge hvilke øjeblikkelige Arbejdsstansninger høre til Dagens Orden; naar vi bemærke, at "Dag. Nyh."s Udgivne i sin Tid have antaget Sættere, der som Følge heraf gave Afkald paa ret lønnende Pladser andetsteds, for efter nogle Ugers Forløb at skabe Forhold, der nødvendiggjorde deres Afskedigelse - selvfølgelig have ogsaa Andre brugt denne Fremgangsmaade - , og naar vi endelig paa Sætterpersonalets Vegne se os i Stand til at afgive den Erklæring, at det ikke er sig bevidst at have afsluttet nogen Kontrakt angaaende en vis Opsigelsesfrist - Meddelelsen om, at der existerer en saadan Kontrakt, maa aabenbart bero paa en fuldstændig Misforstaaelse - , da tro vi, man med os vil erkjende, at Sætterne have vist en ganske betydelig Humanitet og Hensynsfuldhed overfor Bladets Udgivere ved trods baade juridisk og moralsk Berettigelse at overlade dem 14 Dage, i hvilke de kunne søge at skaffe sig andre Sættere.

De af Sætterne opstillede Fordringers Berettigelse skulle vi ikke indlade os paa at prøve, da formentlig kun Fagmænd ville kunne danne sig en begrundet Mening herom; vi skulle kun undtagelsesvis nævne den af Sætterne foreslaaede Forhøjelse i Satsprisen af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver at faa Lejlighed til at gjøre en Bemærkning til en os Udgiverne til dette Forslag stillet motiveret Ændring, i Følge hvilken "Satsprisen bliver 28 Øre pr. Tusind (som hidtil), da Bladets Status for Tiden ikke tillader nogen Forhøjelse. Saa snart Bladet balancerer, er der intet til Hinder for en Forhøjelse". Vi respektere naturligvis fuldstændig disse Grunde, sete fra et Udgiverstandpunkt, men for Arbejdere ere de dog uholdbare. Den gyldne Sentens "En Arbejder er sin Løn værd" forekommer os at have ligesaa god Hjemmel nu som tidligere, og vi kunne ikke med vor bedste Villie indse, at t. Ex. A s Arbejdere, der muligvis ere nogle daarlige Subjekter, skulle være berettigede til at fortjene et Par Kroner mere om Ugen end den flittige og ædruelige Arbejder hos B., alene fordi denne enten har Uheld med sig eller er en mindre dygtig Forretningsmand.

Naar Hr. R. P. Jensen, Formand for "Den typografiske Forening", beskyldes for Tvetungethed, fordi han overfor det nævnte Blads Udgivere skal have udtalt et og i "Typ.-Tid." skrevet et andet, skulle vi oplyse, at vi i det vedkommende Ruiner af Tidenden staa anførte som Redaktører af denne, ligesom Artiklen om Bevægelsen i "Dag. Nyh."S Sætteri hidrører fra os. Vi haabe, at denne Oplysning vil være tilstrækkelig til at bevirke, at den ene Tunge bortfalder.

At d'Hrr. Udgivere af "Dag. Nyh." ikke have tilsendt os deres kritiske Bemærkninger til Optagelse i "Typ. Tid."  - der ubetinget vilde have staaet til d'Hrr's Disposition, selv med Bekostniger af et Dobbeltnummer - har forundret os en Del. Læserne af "Typ. Tid.", der alle paa ganske faa Undtagelser nær ere uddannede i Faget, vilde med Lethed kunne danne sig en Mening om den foreliggende Dag; læser man derimod i et Dagblad Beretningen om den nye Arbejdsordning i "Dag. Nyh."s Sætteri, føler man dog uvilkaarligt, at den allerstørste Del af Bladets Læsere, for hvem Typografien er fuldstændig ukjendt, i det højeste vil give sig til en haabløs Gransken for at finde det Facit, der kommer ud af 2 Ø. mere pr. 1000 Bogst., at den, der muligvis er i Besiddelse af alle andre gode Egenskaber, men lider af den Mangel ikke at være Typograf, vil fare fuldstændig hjælpeløs omkring i den skematiske Satses Mysterier, og at ren og blandet Talsats, spatieret Sats og Korrekturgodtgjørelse, der hver for sig kunne gjøre en oplært Sættet Bryderi nok, ere Ting, der paa grund af deres Uforstaaelighed ville kvalifisere sig til at betragtes med en grænse Ligegyldighed af den gunstige Læsere, hvem vi paa ingen Maade kunne fortænke heri.

Til Slutning kun dette: Vi kunne særdeles vel forstaa, at den ærede Redaktion af "Dag. Nyh." finder noget vist Tillokkende i at kunne føre et Angreb, samtidig med at den unddrager den Angrebne ethvert Forsvarsvaaben; denne Kampmaade er af den nyere Tids krigskyndige bleven stemplet som fuldstændig hæderlig, og vi maa selvfølgelig bøje os for deres Kompetence. Derimod forstaa vi ikke ret det ærede Blad, naar det, i samme Moment, som det finder, at Sagen er den store Offenlighed uvedkommende, ikke desto mindre bringer den frem for den Offenlighed, som den "formentlig er uvedkommende". "Typ -Tid.", der indeholdt vor af "Dag. Nyh." kritiserede Fremstilling, vilde have bragt d'Hrr. Udgiveres Artikel netop til det Publikum, der kunde have Interesse af at læse den.

J. C. Henriksen, Frederik Olsen
p. t. Redaktører af "Typ. Tid."

(Morgenbladet (København) 14. juli 1875)

S. Ferat: Typografipresse (1890). Anskuelsestavle. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som tidligere omtalt har der blandt Arbejdsgivere og Arbejdere i Bogtrykkerfaget været besluttet at oprette en Voldgiftsret; efter en Del Forhandlinger er dette nu sket. For Bogtrykkerejernes Vedkommede ere DHrr Lauritzen og Valentin valgt og for Typografernes DHrr J. C. Henriksen og R. P. Jensen.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 25. august 1875).

I Ringsted dannedes i Gaar en Afdeling af almindelig typografisk Forening. Dennes Formand, Typograf R. P. Jensen, der paa Foreningens Vegne i Sommer har gjennemreist Landet og samlet Typograferne fra de fleste Bogtrykkerier i Landet, har nu omtrent fuldført de Forarbeider, der er nødvendige til Foreningens videre Udvikling. Paa enkelte af Sides liggende Trykkerier nær, staar egenlig kun Holbæks tilbage. Paa Mødet i Ringsted mødte fra Zahles Bogtrykkeri Eieren, Faktoren, Trykkeren og de to Typografer, der alle meldte sig ind i Foreningen og valgde Typograf S. K. Johansen til Foreningens Formand. Denne kan under sig samle andre Typografer; naar en Afdeling tæller mindst 1o Medlemmer, har den Adkomst til at afgive en Stemme ved et almindeligt Møde af alle Landets Foreninger, der skal holdes inden Juli næste Aar. Hovedforeningens Formand, der udviklede Foreningens Grundsætninger og Hensigter, modtog en levende Paaskjønnelse for sin Virksomhed.

(Folketidenden 18. oktober 1875).

Typograferne har længe andraget paa en Lønningsforhøjelse, og denne Sag blev endelig af Mestrene, efter en forudgaaende Sammenkomst med 6 Dagbladsejere, i Torsdags Aftes afvist med alle Stemmer mod en. Vi faar nu at se, hvorledes Hr. Formand R. P. Jensen klarer den Sag; han har jo i højre Toner talt om Typografernes "gode Organisation", og at de kunde "hjælpe dem selv" uden at tage deres Tilflugt til os fæle Socialister. Det sidste er jo meget heldigt, da Typografernes Flertal selvfølgelig ikke under en eventuel Strejke vil kunne gøre Regning paa Understøttelse af Arbejderpartiet eller Arbejderpressen.

(Social-Demokraten 17, december 1876).

Typograferne led et fuldstændigt nederlag. R. P. Jensen blev efterfulgt af Adolf Frederik Decher (1851-1901) som fik styr på foreningens økonomi. Han var formand i 7 år. I 1882 var han korrekturlæser og faktor ved Social-Demokraten, senere blev han bladets redaktionssekretær. Han blev syg i foråret 1901 og døde i december samme år. 

Strejken blev i årene efter gang på gang fremhævet som hvor galt det kunne gå, fx i nedenstående tilfælde:

Striken i Bygningssnedkerfaget.

- - -

Vi skulle saaledes nævne et Exempel, der er saa oplysende i denne Retning, at det fortjener al kjendes i videre Kredse. Det var under Typografstriken, der som bekjendt lededes af daværende Præsident for Typografforbundet, Hr. R. P. Jensen, og - som Størsteparten af Striker - fik et ynkeligt Udfald, at en tro og skikkelig, flittig og stræbsom Arbejder lod sig forlede til at nedlægge sit virkelig gode og indbringende Arbejde paa et af Kjøbenhavns større Trykkerier. Omtrent et Par Aar efter at Striken var endt og Arbejdet gjenoptaget, aflagde en god Bekjendt af Arbejderen Besog i det paagjældende Trykkeri. Arbejderen var vel taget i Arbejde igjen, men han havde faaet Plads i en Krog og fik kun mindre godt og som Følge deraf mindre indbringende Arbejde. Han fortrød da haardt. at han havde ladet sig forlede til at gaa med til Striken og udtalte, at han beklagede dybt den Nød, hvori han havde nedstyrtet sin Familie og sig selv, hvilket var dobbelt pinligt for ham, da hans gode Plads og hans gode Arbejde nu var optaget af en Anden.

Som det er gaaet denne Arbejder, vil det utvivlsomt gaa mange Bygningssnedkere, først for sent vil de komme til at opdage, at Dhrr. Førere have ført dem bag Lyset ved at foregjøgle dem en Tilstand, de ikke kan naa gjennem Umedgjørlighed og Arbejdsnedlæggelser.

Nød og Elendighed er Strikernes uundgaaelige Følge. Arbejdsgiverne miste undertiden under en Strike flere Kunder, som enten gaa til Udlandet, eller vente til roligere Tider med at lade deres Arbejde udføre og Arbejderne kan aldrig faa oprettet de Tab de lide, og det af den simple Grund, at det kan være haardt nok for en Familie at slaa sig igjennem, naar der haves dagligt Arbejde, hvorfor Gjæld, Pantsætning og Laan for den Tid, Striken har varet, vil trykke haardt og tungt i altfor lang Tid efter Strikens Ophør.

Ved denne Strike kommer en ny Side af Sagen frem. nemlig Mestrenes Lock out, der kan faa meget beklagelige og ubehagelige Følger for Arbejderne. Det er nemlig en given Ting, at naar Mestrene gjenoptager Virksomheden, vil de i højere Grad, end under en almindelig Strike, vrage mellem de Arbejdere, de antage, og maaske mange Mestre for lang Tid vil indskrænke deres Virksomhed. Der vil saaledes let blive et større Antal Arbejdere, som, selv om Striken er ophørt, vil have stor Vanskelighed ved at faa Plads igjen, og svaledes, naar ogfaa Strikekassen bliver udtømt, værc henviste til den rene Nød og Elendighed.

Man maa imidlertid haabe, at der dog findes nogle fornuftige Arbejdere, som vil slaa sig løs fra det socialistiske Førerskab, førend de faa for haardt at føle, at under et saadant Regimente vil der kun blive Fattigdom og Jammer at høste.

(Sjællands-Posten 13. juni 1889).

Bentzens begravelse på Garnisonskirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 En begravelse for 30 år tilbage. 

Indtil for kort tid eksisterede der på Nørrebro et beværtningssted, kaldet "Billigheden". Her kom if. D. N. en stor del ærbare borgere sammen og fordrev tiden, og iblandt disse daglige gæster var børstenbinder Bentzen fra Antonistræde. En skøn dag udeblev imidlertid Bentzen til stor forundring for hans omgangsvenner, og således gik det også næste dag. Den sædvanlige "pot" blev helt forsømt for at drøfte grunden til udeblivelsen, og man blev endelig enig om at en deputation med skomager Sørensen som ordfører skulle sendes til Bentzens hjem for at undersøge sagen. De deputerede blev modtaget af madame Bentzen, der grædende fortalte dem, at hendes mand for to aftener siden var kommet hjem fra "Billigheden" i sådant et velsignet humør. "Ja, det ved jeg," afbrød Sørensen hende, "jeg fulgte ham selv hjem". - "Han gik glad til sengs." fortsatte madamen, - men næste morgen var han død."

Nu bad hun hans gode venner om at møde i hendes bopæl næste tirsdag for at bære hendes salig mand til det sidste hvilested, men da jordpåkastelsen efter den tids skik og brug skule gå for sig i hjemmet, anmodedes de om at komme tidligt for forinden at indtage en bid brød og en drik af et eller andet. Til den fastsatte tid mødte en flok venner, som for ret at hædre den afdøde spiste og drak som om de var betalte for det. Vel forfriskede overværede de ceremonien, og de begav sig nu til Garnisonskirkegården, bærende deres hensovede ven. Ankommet der blev de antastede af graveren, der spurgte: "Hvem er det?" - "det er jo Bentzen, ham børstenbinderen fra Antonistræde." - "Vi skal ingen Bentzen have, det må være på den anden side af gaden, på søetatens kirkegård". - Forundrede over fejltagelsen vandrede de da over gaden; dog gjorde de et lille holdt ved et værtshus, hvor de indtog en lille forfriskning, mens Bentzen tålmodigt ventede udenfor. Endelig kom de ind på kirkegården, men samme modtagelse: "Hvem er det?" "Ih! Bentzen, ham børstenbinderen fra Antoniestræde". - "Det er ikke her, det må være på den anden side af gaden, på Garnisonskirkegården". - "Nej, der har vi været". - "Ja så må det være på Assistentskirkegård på Nørrebro". - Her var jo ikke andet for end at gå den lange gang ad Nørrebro til, og toget bevægede sig højtideligt til St. Hans Torv, hvor de udenfor den kære "Billighed" holdt en lille rådslagning, og på Sørensens forslag blev Bentzen bragt ind i haven, medens sørgeskaren "spillede en pot" for at hædre mindet om den afdøde. Derefter fortsattes vejen til Assistentskirkegård, men her måtte de vandre omkring, stadigt fulgte af spørgsmålet: "Hvem er det?" "Ih! det er jo Bentzen, Børstenbinderen fra Antoniestræde." "Det er ikke her, det er ved siden af", og da de havde gennemvandret alle kirkegårdene måtte de, så nødig de ville, bære Bentzen hjem igjen. Man kan tænke sig madame Bentzens forskrækkelse, da Sørensen dinglende - den lange vej og de øvrige strabadser havde udmattet ham - i mørkningen viste sig for hende med de Ord: "Ak! lille madam, her har De Bentzen igen". - "Du forbarmende! var han ikke rigtig død!" - "Jo, det tror jeg nok, han var, men nu har vi været på alle byens kirkegårde, men ingen steder vil de have ham". 

Madamen, der hele dagen have drukket gravøl med sine kvindelige bekendte, protesterede mod atter at modtage Bentzen ved den huslige arne, men Sørensen var ubønhørlig, Bentzen måtte ind igen, og nu begyndte drøftelsen angående denne mærkelige sag; tilsidst opklaredes det, at begravelsen på kirkegården ved en fejltagelse var bestilt til om torsdagen i stedet for om tirsdagen. Følgen heraf blev, at Bentzen fik lov til at hvile et par dage i sin egen stue, og hans venner samledes da atter til en lille frokost, hvorpå de vandrede til Garnisonskirkegård, og denne gang blev Bentzen modtaget.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 7. april 1875).

Det er ikke muligt at verificere at der skulle have boet en børstenbinder Bentzen i Antonistræde. Så der er sandsynligvis tale om en anekdote. 

Franz Neruda ved det kgl Capel 1864-1877. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Efter sin ansættelse ved det kgl. Kapel i 1864 spillede Franz Neruda lejlighedsvis indtil 1867 samme med sine to søstre - der da ganske stod i forgrunden. Internationalt fortsatte Wilhelmine med at blive mere og mere kendt, bl.a. blev hun kaldt "violinisternes dronning". Franz Neruda spillede kammermusik og komponerede forskellige værker. Han lavede koncerter for kammermusik, og var med til at stifte Kammermusikforeningen i. Dagbladet Fædrelandet havde ikke glemt hans udenlandske herkomst:

- Kgl. Kapelmusikus Fr. Neruda har hos Hofmeister i Leipzig udgivet to Hefter: "Sieben kleine Lieder" og "Ein neues Heft Tonbilder für Pianoforte zu vier Händen." Man kunde vel ønske, at en saa begavet Musiker som Hr. Neruda, der har været længe nok i Danmark, havde fulgt tidligere hidkomne Komponisters Exempel og skrevet i en saadan Stil, at man til en vis Grad kunde regne ham som vore egne Mesteres Landsmand, men uagtet de ovennævnte Arbejder ingenlunde bære Præg af dansk Nationalitet, ere de dog i sig selv saa smukke og fortrinligt komponerede, at vi ikke kunne Andet end henlede musikalske Læseres Opmærksomhed paa dem. De vidne om en ualmindelig fin og smagfuld Kunstner, og skjønt de ikke ere særdeles vanskelige, ere de dog saa rigt udarbejdede at de med et nogenlunde fyldestgjørende Foredrag yde megen musikalsk Fornøjelse.

(Fædrelandet 21. december 1874).

I slutningen af 1875 rejste Franz Neruda sammmen med pianisten V. Bendix rundt i Sydsverige på en "kunstrejse". Den 9. april 1876 blev Franz Nerudas forældre myrdet i Wodolka ved Smichow. Morderen var en oftere straffet person som blev grebet næste dag.

I august 1876 var Franz Neruda, Wilhelmine Neruda-Norman, organist og pianist G. Mathison-Hansen og den saksiske hofoperasanger Mayer på turne i 25 danske købstæder. Den startede i Svendborg den 21. juli 1876 herefter gennem Fyn og Jylland, tilbage over Fyn og sluttede i Nakskov den 17. august 1876.

I juni 1877 spillede han med Wilhelmine Neruda-Normann i London med succes. Han havde købt en violoncel for 2.500 kr af en berømt kunstner, Piatti. Han opgav at spille i danske købstæder - han havde fået langvarige permissioner den ene gang efter den anden. I august 1877 to han afsked med Danmark og bosatte sig i England. Han behøvede ikke længere at være kapelmusikus ved det kgl Teater: denne vinter var han engageret til 60 koncerter, heraf 29 i Manchester. De danske aviser var enige om at det var et stort tab for musiklivet i Danmark. I denne periode begyndte han at komponere og flere af hans værker blev udgivet, også internationalt:

Musikalier. Fra Frans Nerudas Haand foreligger der en Række Kompositioner, dels for Violoncel med Akkompagnement af Piano eller Orkester, dels for Piano firehændig. Violoncelsagerne falde ind under tre forskjellige Afdelinger, nemlig Op. 39 "Drei Stücke" (Ständchen, Menuet og Polonaise), Op. 41 andre "Drei Stücke" (Gavotte, Mazurka og Norwegisch) begge forlagte af Kistner i Leipzig, samt Op. 40 Andante et Allegro de Concert, forlagt af den herværende Hofmusikhandel. Den i Forveien ikke meget betydelige Violoncelliteratur har ved disse Arbeider paa forskjellig Maade modtaget en velkommen Tilvækst og det just i to Brancher - Smaastykker og Koncertstykker - hvor der hersker og har hersket Mangel. Naar Komponisterne ellers have havt Lykken med sig, have de især pleiet Sonateformen, hvad der naturligvis ligger nærmest for dem, der ikke besidde særligt Kjendskab til Violoncelloens Teknik. Franz Neruda, der just i den Henseende har de bedste Kort paa Haanden, har da skevet sine Stykker som den, der i Retning af teknisk Indsigt besidder saa megen Overlegenhed, at han ikke gjør denne Side af Sagen større Indrømmelser, end Hensynet til det praktiske medfører, og navnlig ikke ofrer noget af sin musikalske Ide for at vinde noget af det Brillantes uægte Guld. Diss to Krav, paa den ene Side Hensynet til det musikalske Indhold, paa den enden Side Hensynet til, hvad der tager sig ud og kan klæde Instrumentet, befinde sig i meget af Violoncelliteraturen i en sørgelig Modsætning til hinanden og Resultatet er ogsaa det, at Størsteparten af disse Kompositioner kan deles i to Dele, hvoraf den ene repræsenterer den gode Musik, som ikke kan spilles, den anden den slette Musik, som ligger særdeles godt for Instrumentet og mange Gange sætter Violoncellisternes musikalske Dyd i en alvorlig Fristelse. At Neruda i sine Stykker har vidst at førend disse to Hensyn, er man snart paa det Rene med. De to Hefter Smaastykker ere kvikke og morsomine, især Ständchen, Gavotten og Mazurkaen. Deres Karakteristik kan antydes ved, at de have noget af det Popper'ske Snit, i harmonisk Henseende ere fint og intelligent behandlede, medens man savner noget af Cantilena'en, en rigtig sangbar Violoncelsats, som Komponisten af Angst for det søde synes at vende sig altfor meget fra. I Andanten og Koncertallegroen (Op. 40) findes der derimod en saadan kantabil Sats i det førstnævnte Stykke, i sin Helhed virkningsfuld og godt lagt til Rette for Instrumentet, medens man dog netop her faar et bestemt Indtryk af, at Komponistens Talent langt mere ligger for det harmoniske end for det melodiske. Forøvrigt er netop denne Andante og Koncertallegro det betydeligste af de nævnte Kompositioner, og det gjælder særlig om dette Opus, hvad der overfor er anført om Forbindelsen af det musikalske Indhold og det teknisk praktikable. Det er god Musik, der her bydes, og de kan spilles. Paa den solide musikalske Underbygning optræde her morsomme og nye Violoncelfigurer, til hvis Formning Komponisten har udviklet megen Opfindsomhed. Det hele klinger brillant og effektfuldt, og hvad der ved den Slags Kompositioner har meget at sige, det ligger saa bekvemt for Instrumentet, at selv mindre øvede Spillere kunne give sig i Lag med denne Allegro, der klinger, som om det kun var virtuosers Sag at spille den.

Af de firehændige Pianokompositioner kalder det ene (Op. 29) sig for syv mindre Klaverstykker i Kammermusikstil. Den sidstanførte Tilføielse, - i Kammermusikstil", som Komponisten vel har anført til Forklaring for tvivlraadige Kjøbere, er for saavidt overflødig, som selv et lyst Blik paa disse Stykker giver tilstrækkelig Besked om Karakteren i dem. De ere formede paa samme Maade som de Opgiver, der i Almindelighed stilles fire Mand i en Kvartet. Det er den fine Detailbehandling, det ved Udførelsen kommer an paa, Stemmeføringen er omhyggelig gjennemført, den harmoniske Udarbeidelse er ogsaa her interessant. Men populære i dette Ords almindelige Betydning blive disse Stykker næppe, der hører en god Del Intelligent dybde til Forstaaelsen af dem og til Udførelsen. Her kunne ingen Toner blive borte, uden at det mærkes, de ere alle, ligesom Stenene i et Mosaikarbeide, uløselig forbundne under Helheden. For to dygtige, omtrent lige flinke Klaverspillere vil der imidlertid være meget at studere i dette Hefte og meget at lære, ikke mindst i Retning af Rhytmiken. (Den kgl. Hofmusikhandels Forlag).

Til et større Publikum henvender det andet Hefte firehændige klaverstykker sigt Tre slovakiske Marcher (Op. 30). Ifølge deres Anlæg ere de som tænkte for Orkester, hvad der ogsaa fremgaar af Betegnelsen paa Titelbladet. Der er kjække og karakterfulde Motiver af den ejendommelige nationale Nerve, som vil være bekjendt fra Musiken i hine halvvilde Zigeunerorkestre, der have deres Hjem i den sydvestlige Krog i Østerrige - - denne sande Musikrede - og som af og til forvilde sig herop. Komponistens sIaviske Nationalitet bryder sig uhindret sin Vei og gjør sig kraftig og umiddelbart gjældende. Derfor ere Marcherne ogsaa meget morsomme at gjøre Bekjendtskab med. Ligesom hyppig ellers i Nerudas Kompositioner vil man ogsaa her bemærke Anvendelsen af den karakterfulde nationale skole, hvori den syvende Tone mangler (Wilh. Hansens Musikforlag).

(Nationaltidende 11. januar 1881. Dags-Telegraphen (København) 17. januar 1881)

Fabrikloven: Børns Arbeide i Fabriker. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. maj 1873 vedtoges Lov om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker. Loven skulle omhandle børn fra de fattigste familier som arbejdede 4-6 timer ud over den almindelige skoletid. Det var især indenfor tobaksindustrien, tændstiksindustrien og tekstilindustrien. Børnene arbejdede i toholdsskift: før skoletid, og når skolen er slut. På tændstiksfabrikkerne var børnenes andel af arbejdsstyrken meget stor. Her arbejdede de med giftige stoffer. Deres forhold blev beskrevet af lægen Emil Hornemann. 

Debatten den 7. januar 1873 ved lovens fremsættelsen blev stærkt kritiseret af fx landstingsmand Schøler som mente at det var direkte skadeligt for unge mennesker hvis man begrænser deres mulighed for at arbejde. Han mente som andre at børn ikke skulle drive rundt på gaderne og blive “moralsk fordærvede”. Fabriksejerne mente at børnenes arbejdskraft var helt nødvendig (og billig). Loven omhandlede ikke arbejde på landet, men mange bønder var imod den. Og de almindelige arbejderfamilier var afhængig af ekstraindtægten. Hvis børnene ikke arbejdede, måtte mange søge fattighjælp. 

Fabriksloven forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik, arbejdstiden skulle være maximum 6½ time om dagen og de må ikke arbejde før kl. 6 morgen eller efter kl. 8 om aftenen, det var forbudt for børn at arbejde på folkekirkens søn- og helligdage. Arbejdsgiveren var forpligtet til at skaffe en lægeattest på barnets helbredstilstand, og at kende barnets alder før det bliver ansat. De skulle føre et særligt register over de børn, de har ansat. 

To statsansatte arbejdsinspektører skulle kontrollere at reglerne bliver overholdt. Arbejdsgiverne kunne idømmes bøder hvis de overtræder reglerne. Nedenfor er angivet nogle eksempler på sager. Håndhævelsen af loven var imidlertid noget andet. Bladet"Socialisten" beskyldte fabriksinspektørerne for at drikke portvin frem for at passe deres arbejde. Loven blev først revideret efter systemskiftet i 1901 og 1913. Der blev herefter rejst en række retssager i det første år efter dens ikrafttrædelse.

Sag angaaende Børns Anvendelse i Fabriker. Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. er endelig bragt til Anvendelse under en Sag, som i Forgaars forhandledes i den offenlige Politiret. Arbejdstilsynets første Inspektorat foretog den 4de d. M. et Eftersyn i Elektropletfabrikant F. Blochs Fabrik i Amaliegade Nr. 11 og fandt, at ovennævnte Lovs § 2 var overtraadt derved, at en Dreng, der endnu ikke havde fyldt sit 10de Aar, hvilken Alder han først opnaaede den 12te d. M., var bleven anvendt i Fabriken. Da Fabrikant Bloch allerede i December Maaned f. A. gennem Københavns Politi havde erholdt tilstillet Meddelelse om, at hans Bedrift betragtedes som henhørende blandt de i Fabrikloven omhandlede Arbejdssteder og han desuagtet har beholdt det paagældende Barn i Arbejde, havde Inspektoratet forlangt ham tiltalt, og da den, der mødte i Retlen paa Fabrikant Blochs Vegne, ikke kunde nægte, at denne havde været vidende om den anførte Lovbestemmelse, betalte han den fastsatte Bøde af 6 Rd. Barnets Fader, Skræddermester Rasmussen, indrømmede. at man havde tilladt, at hans Søn arbejdede i Fabriken, men bemærkede, at han ikke havde kendt Lovens Forbud herimod. Idet Dommeren gjorde ham bekendt hermed, sluttede han efter Omstændighederne Sagen med en Advarsel til ham.

(Social-Demokraten 20. maj 1874)

F. Blochs elektropletfabrik var er grundlagt 1852 af F. Bloch (1815-1882) som Forsølveri i Pilestræde. Det udvidedes senere til at omfatte galvanoplastiske Arbejder. Ved Grundlæggerens Død overtoges Fabrikken af hans Søn, Hugo Bloch (1863-1886) og efter dennes Død gik den over til V. Marck (1846-1899). 

Overtrædelse af Fabrikloven. Ifølge Anmeldelse fra Lyngby Skolekommission, hvorefter endel Drenge under 12 Aars Alderen anvendtes til Arbejde i Lyngby Glasværk, som oftest paa den Tid, Drengene skulde besøge Skolen, blev der ifølge "B. T." paa Foranstaltning af 2den Arbejdsinspektør, Kand. polyt. Haldur Topsøe, ved Nordre Birks Politiret anlagt Sag mod Bestyrerne for denne Fabrik, der fornylig er købt af et Aktieselskab. Under Sagen oplystes det, at 6 Drenge, hvoraf den ene kun var 6 Aar gammel, medens de Andre var i en Alder af fra 10 til 12 Aar, daglig arbejdede paa Fabriken uafbrudt i 6 a 8 Timer fra om Formiddagen Kl. 9 a 10, altsaa paa en Tid, da Børnenes Beskæftigelse, der forøvrigt var af den letteste Art og aldeles uskadelig for Sundheden, greb forstyrrende ind i deres Skoletid. Ved Politiretten forpligtede Børnenes Forældre og Plejeforældre sig til at betale hver 2 Rd. til de Fattiges Kasse i Lyngby, medens de 2de Bestyrere af Fabriken blev ikendt en Mulkt af 25 Rd. i det Hele.

(Social-Demokraten 23. maj 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. I den offenlige Politiret forhandledes i Forgaars følgende Sag: Ved et af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat den 26de Maj d. A. foretaget Eftersyn i de Firmaet A. N. Hansen og Ko. tilhørende, paa Bodenhoffs Plads (Kristianshavn) beliggende Dampmøller fandtes Bestemmelserne i Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m at være overtraadte, idet der i Melmøllen var to Lærlinge, af hvilke den ene var 17 1/4 Aar gl., født 2de Febr. 1857, den anden først den 29de Maj d. A. fyldte sit 18de Aar, og som var anvendte til Arbejde 36 Timer i Træk, afvekslende med 12 Timers Fritid i Lighed med Timeantallet for de voksne Arbejdere; derhos fandtes der intet Opslag med Uddrag af Fabrikloven, ingen Lægeattester og intet "Register". I Rismøllen forefandtes heller ikke Opslag. Register, Lægeattester og Fødselsbeviser for de sammesteds beskæftigede Personer under 18 Aar. Af disse arbejdede Møllen et Antal af 5, af hvilke kun én beskæftigedes i det lovbestemte Antal Dagtimer; de andre 4 Personer, der er fødte henholdsvis den 21de April 1859, den 13de September 1859 og den 9de Juni 1859, arbejdede hveranden Uge i Dagtimerne Kl. 6-1, hveranden Uge i de tilsvarende Nattimer, uden at Indenrigsministeriets Tilladelse hertil var erhvervet; en Dreng, der er født den 16de Juli 1857, havde arbejdet i Rismøllen paa den ovenangivne Maade fra den 18de April til 2den Maj. Samtlige Dampmøllere i København havde Indenrigsministeriet indgivet Andragende om, at deres Bedrifter maatte staa uden for Arbejdstilsynets Kontrol, forsaavidt Læredrengene angik, men dette Andragende var ikke bleven bevilget, og Underretning om Afslaget var allerede den 14de April meddelt Firmaet. Arbejdsinspektoratet havde derfor forlangt Firmaet sat under retslig Tiltale for de omtalte stedfundne Lovovertrædelser, og denne Sag foretoges i Forgaars i den offenlige Politiret. Den, der mødte paa Firmaets Vegne, modsagde Rigtigheden af den indgivne Besværing. Han forklarede, at der siden den 24de Decbr f. A. har været Opslag paa de Tiltaltes Kontor ved Indgangen til Bodenhoff Plads; han udleverede derhos Lægeattester for Lærlingene og Register, hvor samtlige Lærlinge er opførte med Undtagelse af enkelte, som kun arbejdede i faa Dage. Skønt der ikke er nogen egenlig Lærekontrakt, har det dog været Hensigten, at Drengene oplæres til Arbejdet. Dommeren udsatte Sagen, for at nærmere Oplysninger kunde indhentes.

(Social-Demokraten 19. juni 1874)

A. N. Hansen & Co. var på daværende tidspunkt bestyret af etatsråd A. N. Hansens (1798-1873) sønner, Alfred Hansen (1829-1893) og Harald Andreas Hansen (1835-1902). Sidstnævnte var borgerrepræsentant 1870-1885 og senere medlem af landstinget som medlem af Højre. A. N. Hansen havde overtaget Hambros virksomhed på Christianshavn i 1840 og hældede mod enevælden imod frihedstendenserne i 1840'erne. Han anså almindelig valgret for et misgreb.

Fra den offentlige Politiret. Behandlingen af den i Retsmødet den 17de d. M. paabegyndte Sag om Overtrædelse af Loven af 23de Maj 1873 angaaende Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. fortsattes i Fredagsmødet. Besværingerne fra Arbejdstilsynets Side gik i sin Almindelighed ud paa, at Arbejdsgiverne, Firmaet A. N. Hansen og Komp. som Ejer af de paa Bodenhoffs Plads beliggende Dampmøller, havde udvist en uforsvarlig Ligegyldighed ved endnu ikke 6 Uger efter at Ministeriets Resolution paa Andragendet om Bedriftens Fritagelse for at undergives Reglerne i Fabriklovens § 3 for Læredrenge mellem 14 og 18 Aar var falden, at have gjort noget skridt til at opfylde de i Lovens §§ 3, 8, 10 og 20 angivne Bestemmelser. Under forhandlingerne benægtede vel den Fuldmægtig, der den første Tægtedag gav Møde paa de Tiltaltes Vegne, straks ere af Klagepunkterne i Arbejdsinspektørens Skrivelse, men endte dog med at erkende - hvad der egenlig var Hovedpunktet i Sagen - at flere af de i Melmøllen anvendte Lærlinge af 14-18 Aars Alderen havde været benyttede i 36 Timer itræk afvekslende med 12 Timers Fritid, og at de i Rismøllen anvendte unge Mennesker under 18 Aar havde arbejdet 12 Timer ad Gangen ugevis vekslende med Dag- og Natarbejde. Hermed var altsaa Overtrædelse af § 3 i Fabrikloven konstateret. Manglen af "Opslag" maatte ogsaa efter Arbejdsinspektørens Formening anses for godtgjort, idet den Omstændighed, at der efter de Tiltaltes Paastand fandtes "Opslag" paa disses Kontor ved Indgangen til Bodenhoffs Plads ikke kunde fritage Firmaet for Ansvar efter Lovens § 20, og efter Inspektørens Mening kunde Lovens § 10 heller ikke anses for efterkommet, efter at det var indrømmet, at "Registret" med nogle Lægeattester fandtes i Kontoret, medens paa den anden Siden nogle Fødselsattester fandtes i en af Møllerne, idet det formentlig maa være Arbejdsgiverens Sag at sørge for, at alle Bevisligheder er tilstede, men ikke Arbejdsinspeklørens Sag at opspørge dem i Kontorer og andre Lokaler, omkring i hvilke man maatte finde paa at sprede dem. Registret befandtes derhos, efter at det var fremlagt i Retten, ikke at være lovmæssig udfyldt. Af en paa Foranledning af Arbejdsinspektøren af Politiet optagen Rapport, fremgik det endvidere, at de Indstævnte havde været uberettigede til at gøre gældende, at de Lærlinge under 18 Aar, for hvilke der ikke var tilvejebragt de fornødne Oplysninger, kun havde været anvendte til Arbejde nogle faa Dage. Endelig var det fremhævet af Inspektøren, at der ved en Inspektion den 2den Februar d. A. var blevet ydet Vejledning og meddelt Oplysninger til de Personer i Møllerne, der maatte antages at være rette Vedkommende. I Retsmødet i Forgaars mødte paa Firmaets Vegne Overretssagfører Arntzen, der, efter at 2de Skrivelser fra Arbejdsinspektøren var oplæste, ikkekunde benægte, at muligen flere Personer under 18 Aar end de i den oprindelige Klage opførte, havde arbejdet i Møllerne. Fødselsattester havde man stadig fordret i Meelmøllen, men ikke i Rismøllen, fordi de Paagældende der var antagne kort før Inspektionen as 20de Maj d. A., og man ventede stadig i Henhold til det indgivne Andragende til Indenrigsministeriet, at Møllerne i det Hele vilde blive ansete som ikke hørende under Fabrikloven, tilmed da begge Arbejdsinspektørerne ved deres Inspektion den 2den Februar havde sagt, at Alt indtil videre kunde gaa som forhen. Firmaet havde først efter denne Sags Anlæg erfaret Ministeriets Svar, og de Tiltalte havde antaget, at naar Indenrigsministeriet havde svaret, vilde Arbejdsinspektøren ved første derefter forefaldende Inspektion være dem behjælpelige med Anvisning o. s. v. til lovens Gennemførelse. Arntzen bemærkede endvidere, at det formentlig fremgik af flere Paragraffer i Loven, navnlig §§ 10, 12 og 20 og Instruksens § 7, at vel Opslaget, men ikke Register m. v. nødvendig skulde være tilstede i selve Arbejdslokalet, og det maatte i det Hele synes naturligst, at Inspektøren, naar Overtrædelse var begaaet, henvendte sig til Arbejdsgiveren selv, i hvilken Henseende han henviste til Instruksens Nr. 10 og 11. Da der under Sagen vilde blive Spørgsmaal om betydeligere Bøder, end Retten kunde paalægge de Tiltale, sluttedes Sagen med Henvisning til den samlede Ret.

(Social-Demokraten 28. juni 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Efterat Ejerne af Lyngby Glasværk under en mod dem for Overtrædelse af Fabrikloven paa Foranledning af Arbejdsinspektøren, Dr. phil. Topsøe, anlagt Sag havde tilbudt i Mindelighed at afgøre Sagen ved Betaling af en Mulkt af i det Hele 25 Rd., men man dog havde forlangt Sagen forfulgt, er der i disse Dage ved Københavns Amts nordre Birks Politiret afsagt Dom i Sagen. Da de Tiltalte, praktiserende Læge Olsen og fhv. Apoteker Hansen i Lyngby, der nu er Bestyrere af Lyngby Glasværk og under 25de f. M. havde løst Næringsadkomst paa Glasfabrikation, havde vedgaaet, at de havde benyttet 6 i Børn til Arbejde i Fabrikken, af hvilke Børn ingen var over 14 Aar gammel og et endog under 10 Aar. og Arbejdstiden for dem alle havde været over 6½ Time daglig, og de desuden alle havde arbejdet paa Søn- og Helligdage, havde de saaledes gjort sig skyldige i Overtrædelse af Forskrifterne i Loven om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker m. M. af 23de Maj 1873 2 og 5, og de blev derfor ansete efter Lovens S 15 med en Bøde, der for yver af de Tiltalte fastsattes til 5 Rd. for hvert Barn eller 30 Rd. i det Hele for hver af de Tiltalte. Bøderne tilfalder de Fattiges Kasse i Lyngby.

(Social-Demokraten 10. juli 1874)

Lyngby Glasværk var blevet anlagt i 1872 af praktiserende læge i København Emil Johannes Olsen og apoteker H. Hansen. Olsen var beskæftiget ved værket indtil han i 1875 igen praktiserede som homøopat i København i samarbejde med "Huths klinik for hypnotisme m. m. De opførte 1873 en større bolig for deres arbejdere med 12 lejligheder på 2 til 3 værelser. Bygningen eksisterer stadig: "Thule" på hjørnet af Sorgenfrivej og Boulevarden. Det producerede omkring 800.000 flasker om året.

Overtrædelse af Fabrikloven. Firmaet A. R Hansen og Komp., som ejer Dampmøllen paa Bodenhoffs Plads, blev forrige Maaued tiltalt ved den offenlige Politiret for at have overtraadt Fabriklovens Bestemmelser ved at lade Lærlinge under 18 Aar - ligesom de Voksne - arbejde i 36 Timer itræk, og 4 14aarige Drenge arbejdede 12 Timer itræk, afvekslende den ene Uge om Dagen, den anden om Natten. Firmaet er nu ved den samlede Ret idømt en Bøde af 100 Rd.

(Social-Demokraten 21. juli 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Under en paa Foranledning af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag i Anledning af forskjellige paa den Fabrikant Zederkoff tilhørende Klædefabrik "Uttersløvminde" paa Uttersløv Mark stedfundne Overtrædelser af Loven om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. v. af 23de Marts 1878 var det oplyst, at en Søn af en af Arbejderne, 9 Aar gammel, i 1½ Aar havde arbejdet i Fabriken de 8 Formiddage om Ugen fra om Morgenen Kl. 7 til om Middagen Kl. 12, med en halv Times Frihed til frokosttid, uden derfor at erholde nogen Betaling af fabrikanten; derimod var Drengen sin fader behjælpelig med Arbejdet. En 18aarig Dreng havde i nogen Tid arbejdet i Fabriken fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 8 med 2 Timers frihed, dog med Undtagelse af de Dage, da Drengen gik i Skole. Endelig havde en 12-aarig Dreng arbejdet som oftest en halv Dag enten om formiddagen eller om Eftermiddagen og een Dag em Ugen fra em Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 8 med 2 Timers frihed. De tvende sidstnævnte Drenge arbejdede for en Dagløn af 16 A 32 Sk. Fabrikant Zederkoff, der vedgik, at de fornævnte Overtrædelser af fabrikloven havde fundet Sted i hans fabrik, tilbød i Retten at betale en Mulkt af 10 Rdl. De tvende 12 og 18 aarige Drenge havde ingen fædre, og deres Mødre medtag derfor en Advarsel i Retten, hvorimod den 9 aarige Drengs fader, der er Dugmager ved fabriken og tidligere var bleven advaret af Arbejdsinspektøren, nu blev anset med en Mulkt af 2 Rdl. 

(B. T.)

Fædrelandet 28. juli 1874).

Fra den offentlige Politiret. Igaar foretoges flere Sager om Overtrædelse af Lov af 23de Mai 1873 om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker m. m. Fra ArbeidstilsynetS 2det Inspectorat var der under 29de f. M. indgivet Klage over, at der ved et den 16de f. M. Kl. 8 Aften foretaget Eftersyn af en Cigarfabrik var fundet arbeidende i Fabriken tvende unge Mennesker i en Alder mellem 14 og 18 Aar, uagtet deres Arbeidstid i Fabrikens Arbeidsregister og paa det i Fabriken ophængte Opslag var anført at være fra Kl 7 Morgen til 7 Aften. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig. at de tvende unge Mennesker til Stadigded arbeidede til Kl. 8 Aften og undertiden endog efter denne Tid, og at de indfandt sig og begyndte deres Arbeide hver Dag Kl. 6 Morgen, saa at deres Arbeidstid var mindst 14 Timer om Dagen. Fabrikanten erkiendte i Retten Rigtigheden af Arbeidsinspecteurens ovenomtalte Anker over den omtalte Lovovertrædelse og betalte en Bøde af 10 Rd. ttl Rettens Fattigkasse.

Ved en af Politiet anstillet Undersøgelse i Cigarmager H. A. Strands Cigarfabrik viste det sig, at han i samme beskiæftigede en 13-aarig Dreng, uden at han havde giort Anmeldelse derom, hvorhos der tillige oplystes, at han ikke havde Borgerskab som Fabrikant. Han gjorde giældende at han, netop fordi han intet saadant Borgerskab havde, antog at han ikke havde nogen Forpligtelse til at giøre den paaankede Anmeldelse, og paastod, at hans Virksomhed ikke kunde betragtes anderledes end som "Hjemmearbeide", hvorfor han ikke behøvede noget Borgerskab. Han kiøbte den raa Tobak hos Grossererne her i Staden og sælger de af denne Tobak forarbejdede Cigarer til Grosserere. Da Cigarmager Strand i Retten erkiendte, at det paahvilede ham at erhverve fornødent Borgerskab, og han lovede at foretage de nødvendige Skridt hertil inden 14 Dage, udsattes Sagen saalænge.

Politiet havde ligeledes foretaget Eftersyn hos Cigar- og Tobaksfabrikant H. Rasmussen, i hvis Fabrik 4 Lærlinge fandtes beskjæftigede; disse vare i en Alder fra 14½ til 17 Aar, og havde arbeidet i Fabriken i forskjellige Tidsrum fra fem Uger til et Fjerdingaar. Rasmussen har Borgerskab som Tobaks- og Cigarfabrikant, men han bemærkede, at han først en halv Snees Gange tidligere havde erfaret at saadanne unge Menneskers Arbeide henhører under Fabrikloven. Han vedtog i Erkjendelse af den begaaede Forseelse at betale en Bøde af 20 Rd.

Endelig havde Politiet ogsaa hos Cigarfabrikant E. T. Salomon fundet et ungt Menneske paa 16 Aar og et andet paa 15 Aar samt et tredie paa 13 a 14 Aar, uden at der om disse var gjort den befalede Anmeldelse. Salomon bemærkede med Hensyn til det førtomtalte unge Menneske, at han var Svend og saaledes selvstændig, og paaskjød Uvidenhed om Lovens Forskrifter med Hensyn til de 2 andre. Han har haft Borgerskab som Fabrikant i noget over eet Aar. Ogsaa han vedtog for den begaaede Forseelse at betale en Bøde, der fastsattes til 10 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1874).

Fra den offenlige Politiret. Igaar foretoges flere Sager om Overtrædelse af Lov af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. M. Fra Arbejdertilsynets andet Inspektorat var der under 29de f. M. indgivet Klage over, at der ved et den 16de f. M. Kl. 8 Aften foretaget Eftersyn af en Cigarfabrik var fundet arbejdende i Fabrikken tvende unge Mennesker i en Alder mellem 14 og 18 Aar, uagtet deres Arbejdstid i Fabrikkens Arbejdsregister og paa det i Fabrikken ophængte Opslag var anført at være fra Kl. 7 Morgen til 7 Aften. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig, at de tvende unge Mennesker til Stadighed arbejdede til Kl. 8 Aften og undertiden endog efter denne Tid, og at de indfandt sig og begyndte deres Arbejde hver Dag Kl. 6 Morgen, saa at deres Arbejdstid var mindst 14 Timer om Dagen. Fabrikanten erkendte i Retten Rigtigheden af Arbejdsinspektørens oven omtalte Anker over den omtalte Lovs Overtrædelse og betalte en Bøde af 10 Rd. til Rettens Fattigkasse.

For at have undladt at gøre Anmeldelse om Lærlinge vedtog Cigar- og Tobaksfabrikant H. Rasmussen at betale en Bøde af 20 Rdl. og Cigarfabrikant E. T. Salomon at betale en Bøde af 10 Rdl., medens en lignende Sag imod Cigarmager H. A. Strand udsattes. (Dagbl.)

(Social-Demokraten 8. august 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Fabrikant Meldal, der i sit Jernstøberi og Maskinfabrik beskæftiger to Lærlinge Under 18 Aar, med Hensyn til hvilke han ikke havde opfyldt de for unge Menneskers Anvendelse i Fabriker fastsatte Bestemmelser, tiltaltes hertor iforgaars i den offenlige Politiret. Den Indstævnte gjorde imidlertid ved sin Sagfører gældende, at de omtalte unge Mennesker var Elever og ikke almindelige Arbejdere, i da de hverken var hundet til nogen bestemt Arbejdstid eller noget bestemt Arbejde, hvorfor de formentlig heller ikke henhørte under den "nævnte Lov. Da han imidlertid ønskede at indhente sin Mandants Mening om, hvorvidt denne for at Undgaa Sagens Henvisning til den samlede Ret, vilde rette for sig i Mindelighed, udsattes Sagen til næste Retsmøde.

(Social-Demokraten 19. august 1874)

Fra den offentlige Politiret.

- - -

I October Maaned f. A. opgav Jernstøber og Maskinfabrikant H. Meldahl til Arbeidstilsynets 2det Inspectorat, at der dengang arbeidede 2 Drenge mellem 14 og 18 Aar i hans Fabrik, og det blev ham derefter den 20de Decbr. f. A. tilkjendegivet, at hans Fabrik vilde blive at betragte som henhørende blandt de i Loven af 23de Mai f. A. om Børns og unge Menneskers Arbeide omhandlede Arbeidssteder, der ere det Offentliges Tilsyn underkastede. Fabrikant Meldahl meldte derpaa tilbage, at hans Fabrik ikke havde og heller ikke tog Børn eller unge Mennesker under 18Aar i Arbeide, og med Indenrigsministeriets Samtykke tilkjendegaves det ham da, at hans Fabrik foreløbig ikke var Tilsynets Control underkastet, idet hans Opmærksomhed samtidig henlededes paa, at han, naar han atter maatte antage Personer under 18 Aar til Arbeide, efter Lovens 17 var forpligtet til at tilstille vedkommende Politieøvrighed skriftlig Meddelelse derom. Den 3die Juli d. A. henvendte 2 unge Mennesker sig til Arbeidsinspecteuren og opgav, at de arbeidede som Lærlinge i Meldahls Fabrik, og af en derefter anstillet Undersøgelse fremgik det, at Fabrikant Meldahl ikke havde afskediget de 2 hos ham i October Maaned f. A. arbeidende unge Mennesker under l8 Aar, men beholdt disse i sit Arbeide, idet den ene, der er født den 9de Februar 1858, stadig havde arbeidet i Fabriken siden Juni Maaned f. A., og den anden, født den 27de August 1858, stadig havde arbeidet der siden August Maaned f. A., uden at der fra Fabrikant Meldahls Side var skeet nogen Anmeldelse derom, og uden at han havde opfyldt de i Lovens § 8 opstillede Fordringer om Tilvejebringelse af Fødsels- og Lægeattester eller den i Lovens § 10 omhandlede Indførelse i Registret. Indenrigsministeriet bemyndigede derefter under 18de d. M. Arbeidsinspecteuren til at foranstalte Fabrikant Meldahl tiltalt for den formeentlige Overtrædelse af den oftomtalte Lovs § 14, og denne Sag, der første Gang foretoges i Retsmødet den 27. Juli d. A., sluttedes igaar. Fra Fabrikant Meldahls Side blev det bemærket, at han havde opfordret de omtalte unge Menneskers Forældre til at henvende sig til Arbeidsinspecteuren med Forespørgsel om, hvorvidt de unge Menneskers Forhold til Fabriken henhørte under Fabriksloven, men Forældrene havde ikke fundet Anledning hertil, da deres Sønner ikke vare ansatte som Arbejdere, men som Elever uden bestemt Arbeidstid, idet de kunde forlade deres Arbeide i Fabrikken, hvad Tid paa Dagen de vilde. Fabrikant Meldahl lod derefter selv giøre den omhandlede Forespørgsel hos Fabrikinspecteuren, idet han nemlig anvendte Tilsyn og Bekostning paa de unge Menneskers Uddannelse og en Afbrydelse af deres Forhold til Fabrikken vilde være til Skade for deres fremtidige Uddannelse og Selverhverv. I en Skrivelse til Retten af 31te f. M. hævdede Arbeidsinspecteuren, at da Fabriklovens § 1 ikke giver et Arbeidssteds Henføren under Loven afhængig af de i i samme beskæftigede Personers Forhold til Fabrikanten, men udelukkende tager Hensyn til disses Alder, kunde den Omstændighed, at Fabrikant Meldahl betragtede de unge Mennesker som Elever og ikke gav dem noget særligt Vederlag eller bandt dem til nogen bestemt Arbeidstid, ikke fritage ham for Ansvar efter Loven, og i Henhold fik, hvad Fabrikant Meldahl havde indrømmet under Sagen, fastholdt Inspecteuren sin Paastand om, at Meldahl droges til Ansvar efter Straffebestemmelserne i Lovens § 15. Da Fabrikant Meldahl ved den Sagfører, der igaar mødte i Retten lod erklære, at han ikke ønskede at rette for sig i Mindelighed, blev Sagen sluttet med Henviisning til den samlede Ret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1874. Uddrag).

Fra den offenlige Politiret. Som tidligere meddelt, blev der i Slutningen af forrige Maaned af Politiet anstillet Undersøgelse i flere Cigarfabriker, bl. A. hos Fabrikant H. A. Strand, for at erfare, hvorvidt Loven af 23de Maj f. A. om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. var overtraadt. Hos Strand fandtes en 13-aarig Dreng, om hvem ingen Anmeldelse var gjort, og Strand anførte til Undskyldning herfor, at han havde betragtet sin Fabrikvirksomhed som Hjemmearbejde« og derfor hverken havde anset det fornødent at løse Borgerskab som Fabrikant eller ment, at Fabrikloven var anvendelig paa ham. Han erklærede imidlertid forrige Gang i Retten, at han i Løbet af 14 Dage vilde erhverve fornødent Borgerskab, og igaar mødte han og foreviste Borgerskab som Cigarfabrikant, hvor￾efter han saavel for den stedfundne Mangel af Borgerskab som for den forsømte Anmeldelse om Drengen vedtog at betale 10 Rdl. i Bøde.

(Fædrelandet 25. august 1874).

Overtrædelse af Fabrikloven. Paa Foranledning af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat har Tiltale været indledet ved Københavns Amts nordre Birks Politiret mod Frøken H. Rohmell for forskellige paa den hende tilhørende og af hende bestyrede Svovlstikfabrik paa Frederikssundsvejen stedfundne Overtrædelser af Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker m. m. Uagtet der fra Arbejdsinspektøren den 13de Januar d. A. blev tilstillet Ejerinden af Fabrikken Meddelelse om, at Fabrikken maatte betragtes som henhørende blandt de i Fabrikloven omhandlede Arbejdssteder, og denne Tilkendegivelse var bleven gentagen og indskærpet i Januar, Marts og senest i Juni Maaned d. A., var det dog under Sagen oplyst, at 9 Børn i en Alder af fra 10 til 14 Aar i henved et Aarstid havde været benyttede i Fabrikkens Arbejde de tre Dage om Ugen, som oftest fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 7 om Aftenen, med en Fritid af 2 Timer til Spise- og Hviletid, hvorimod Børnene de andre Dage af Ugen, da de gik i Skolen og nogle af dem til Konfirmationsforberedelse, arbejdede indtil 2 Timer om Morgenen og om Eftermiddagen i 3 a 4 Timer. I Betragtning af Forældrenes og Plejeforældrenes satlige Kaar indstillede Retten med Arbejdsinspektørens Billigelse efter indhentet Erklæring, at Sagen for deres Vedkommende bortfaldt med en Advarsel, hvorimod Ejerinden af Fabriken i Henhold til Fabriklovens § 15 blev anset med en Mulkt af 45 Rd., der tilfalder de Fattiges Kasse i Brøndshøj Sogn.

(Social-Demokraten 26. august 1874)

Den offenlige Politiret. Ved det Eftersyn, som Inspektøren for Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat foretog Onsdagen den 9de ds. Kl. 8 Aften i den, Grosserer W. Bähnke tilhørende Sennopsfabrik "Svanholm" i Niels Juels Gade Nr. 3 forefandt han sammesteds to unge Piger, af hvilke den ene var født den 17de April 1857, den anden den 8de Maj 1859, og som begge var beskæftiget med Indpakning af den færdigmalede Sennop. Det oplystes, af disse Piger, der saaledes begge er under 18 Aar, vel ikke mødte om Morgenen før Kl. 7, altsaa en Time senere end de ældre Arbejdersker, men de havde i den senere Tid fortsat Arbejdet indtil Kl. 10 om Aftenen, rigtignok mod særlig Betaling af 10-12 Sk. for Tiden efter Kl. 7 Aften. Da Grosserer B. den 22de April d. A. havde faaet skriftligt Tilhold om at overholde Fabriklovens Bestemmelser med Hensyn til Arbejdstiden, havde Arbejdsinspektøren foranlediget ham tiltalt, og ved Mødet i Retten afgjorde han Sagen ved at erlægge en Bøde af 10 Rd.

(Social-Demokraten 28. december 1874)

Sagerne fortsatte ind i 1875:

Tobaksfabrikant A. Bendix fik 50 kroner i bøde for at lade 6 børn i alderen 10-13 år arbejde kristi himmelfartsdag (Social-Demokraten 28. maj 1875).

Skotøjsfabrikant H. Hartvigsen ("Københavns Skotøjsfabrik") mente at han ikke var omfattet af at skulle anmelde hvilke børn og unge mennesker der arbejdede i hans fabrik. Sagen udsattes i 14 dage. (Social-Demokraten 11. juli 1875).

Tiltale for Overtrædelse af Fabrikloven. Efterat det gientagne Gange af Arbejdstilsynets 1ste Inspectorat var blevet paatalt, at Klædefabrikant J. P. Johnsen af Skodsborg mod de i Loven om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabriker m. m. af 23de Mai 1873 § 3 givne Bestemmelser havde ladet de i Fabriken beskjæftigede "unge Mennesker" arbeide fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6½ om Aftenen med ikkun 1½ Times Fritid, blev en imod Fabrikant Johnsen ved Nordre Birks Politiret anlagt Sag afgjort ved Erlæggelsen af en mindre Bøde. Arbeidstiden blev nu - efterat Hr. Johnsen havde ansøgt Indenrigsministeriet om Tilladelse til at bibeholde den tidligere Arbeidsordning, men faaet Afslag - ansat for de unge Mennesker til at begynde 1/4 Time efter og ophøre 1/4 Time før de voxne Arbeideres, men da Fabriken, efter den samme i Foraaret overgaaede Ildsvaade, atter i October Maaned d. A. blev sat i Gang, ansattes Arbeidstiden for de unge Mennesker - uanseet Indenrigsministeriets under 22de Juli d. A. derom nedlagte Forbud - paa samme Maade som tidligere, nemlig fra Kl. 6 Morgen til Kl. 6½ Aften, og paa et fornyet Andragende til Ministeriet resolverede dette, at det skulde have sit Forblivende ved de givne Bestemmelser om Arbeidstiden, saaledes at de unge Mennesker kun maatte anvendes til Arbeide i en samlet Tid af 12 Timer daglig med en Hviletid af 1½ Time. Tiltrods for dette fornyede Afslag, havde vedvarende en Deel af de unge Mennesker mødt til Arbeide Kl. 6 Morgen og fortsat Arbeidet til Kl. 6½ Aften, hvilket blev konstateret ved en af Arbeidsinspecteuren den 17de d. M. foretagen Inspektion. Under Sagen undskyldte Fabrikant Johnsen sig med, at Arbeidet i hans Fabrik begyndte for de Voxne Kl. 6 om Morgenen og for de unge Mennesker Kl. 6½, men at de unge Arbejdere tildeels imod hans Vidende og Villie indfandt sig tidligere paa Fabriken, fordi de, der arbeide paa Accord, derved kunde tjene omtrent 20 Øre mere i Dagløn. - I Nordre Birks Politiret afgjordes Sagen paa den Maade, at Fabrikant Johnsen i Mindelighed erlagde en Mulct af 50 Kroner.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1875).

Kvindeligt Tyvepar. (Efterskrift til Politivennen)

Christiane Vilh. Andersen blev ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret 23. januar 1863 dømt for bedrageligt forhold. Sagen blev også behandlet i Højesteret. Hun omtaltes der som våbenmester Jensens enke. Hun optræder i forbryderalbum for 1865:

“Christiane Vilh: Andersen, Vaabenmester Jensens Enke, født i Kbhvn d: 26/11 19; hun er straffet 2 Gange i Slesvig med V: og B: i 6 G: 5 D: for Tyveri og Bedrageri og ifølge Høiesteretsdom af 11/6 63 str: med 2 Aars Forbdharbeide for Bedrageri med laante Sengeklæder. – 108”. [1865]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Et par år efter dukkede så Caroline Charlotte Høidal op i aviserne:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Da en i Blancogade boende Enkefrue en Eftermiddag vilde forlade sin Lejlighed, blev hun opmærksom paa, at en fra Trappegangen til hendes Sovekammer førende Dør, der altid pleiede at være aflaaset, stod paa Klem, hvorfor hun antog, at en Uvedkommende havde aaabnet den. Da hun derpaa skubbede den op, traf hun et Fruentimmer staaende bag Døren inde i Soveværelset, og da hun ved Eftersyn i Værelset savnede et Sølv-Cylinderuhr og 26 Rdl., som vare udtagne af en Tegnebog samt en Portemonnaie med nogle Smaapenge m. m., afkrævede hun Fruentimmeret disse Ting, hvilke denne ogsaa udleverede tilligemed en falsk Nøgle. Ved en tilkaldt Politibetjents Foranstaltning blev Fruentimmeret, der var en tidligere straffet Person, nemlig Arrestantinden Caroline Charlotte Høidal, strax anholdt og bragt paa Politistationen.

Efter hvad der under Forhøret ifølge Arrestantindens Tilstaaelse blev oplyst, havde hun i Løbet af et Par Maaneder i indeværende Aar forøvet 11 Tyverier her i Staden, der have været forbundne med Indbrud om Dagen, idet hun ved Hjælp af falske Nøgler havde skaffet sig Indgang i aflaaasede Værelser, og sammesteds tilvendt sig forskjellige Klædningsstykker, Uhre, Prætiosa m. v. til en samlet Værdi af 115 Rdl. 58 hk.

I samme Tidsrum havde Arrestantinden paa 8 i 9 forskjellige Steder stjaalet Nøgler, som sad i Dørene udvendig, og som hun tilvendte sig, for senere ved Leilighed at benytte dem, hvilkel hun ogsaa tildels har gjort.

Arreslantinden, der er 44 Aar gl., har 3 Gange tidligere været straffet for Tyveri, senest ved Høiesteretsdom af 10de Mai 1866. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev hun nu anseet efter Straffelovens § 232 for 4de Gang forøvet Tyveri, sammenholdt med § 229 Nr. 4 1ste Led, med 6 Aars Tugthusarbeide.

(Fædrelandet 20. december 1867).

De to må have indledt et samarbejde:

En kvindelig Kvistkammertyv. En Eftermiddag i Juni d. A. bemærkede en ved Nørrevold i Kjøbenhavn boende Dame, at et Fruentimmer var ifærd med at aabne Døren til et Pulterkammer paa den Gang, hvor Damen boede. Denne antog strax. at det var en Tyv, der forsagte at gjøre Indbrud med en Nøgle, og vilde derfor anholde Tyven; men da hun greb fat i hende, rev hun sig løs og ilede ned ad Trappen, men efterlod sit Shawl, som Damen beholdt i Haanden. Ved Hjalp af Shawlet og det opgivne Signalement lykkedes det Politiet at opdage Tyven, Caroline Charlotte Højdal, der 4 Gange tidligere er straffet for Tyveri, senest med Tugthusarbejde i 5 Aar. Siden Januar d. A., i da hun blev løsladt efter udstaaet Straf, har hun gjort sig skyldig i en Rakke af Indbrudstyverier paa Kvistværelser, som hun i Reglen aabnede med sin Stuedørsnøgle, og ved disse Tyverier tilvendte hun sig en stor Del Klædningsstykker til en Værdi af omtrent 54 Rd. Hun logerede hos Christiane Vilhelmine Andersen, Jensens Enke, der ligeledes tidligere har været straffet, og bragte de stjaalne Koster hjem til hende, som uagtet hun vidste, at de vare stjaalne, pantsatte dem og selv beholdt Pengene, medens hun til Gjengiæld underholdt Højdal. Enken Jensen havde endvidere uden Vedkommendes Vidende og Villie pantsat forstjellige Klædningsstykker, Duge m. v., som vare leverede hende til Laans eller Forvaring. Ved Kriminalretten bleve de Begge dømte til Tugthusarbejde, Højdal i 8 Aar. Jensens Enke i 2 Aar.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. november 1873)

“Caroline Charlotte Høidahl, født og hjemmeh: i Kbhn:; str: flere Gange og navnlig med 5 Aars Tugthus for Indbrudstyverier med falsk Nøgle i Værelser og [en] mængde Leilighedst: Mist: Prot: G. Pag 29.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ovenstående foto fra 1873 må være taget i forbindelse med de omtalte sager, men at hun fortsatte, fremgår af at hun igen dukkede op i forbryderalbum for 1881. Der står at hun senest er straffet med 8 års forbedringshus:

“Caroline Charlotte Høidahl, født her 16/12 43; i mange Aar str: navnlig for T: med f: N: i Beboelsesleilighed og paa Qvistk:; sidst 8 Aar Tugth:. Mist: Prot: G. 29. 317”. [1881]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.