Lauritz Peter Holmblad (1815-1890). (Efterskrift til Politivennen)

- Efter en Uges Sygeleie er en af Hovedstadens ældste og mest ansete Industridrivende, Etatsraad, Grosserer og Fabrikeier Lauritz Peter Holmblad, C. af D. og Dbm., afgaaet ved Døden af Lungebetændelse i en Alder af over 75 Aar.

Holmblad var født den 8de Juli 1815 i Sundbyvester ved Kjøbenhavn, hvor hans Fader allerede efter Bombardementet 1807 havde etableret en Filial af sin Fabrik her i Byen paa Hjørnet af Gothersgade og St. Regnegade, hvor den endnu findes. Efterat den nu Afdøde i 1837 var bleven polytechnisk Condidat bestyrede han fra dette Aar indtil 1841 sin Faders Fabriksvirksomhed for Moderen.

I 1841 blev Holmblad selv Fabrikant, og fra 1858 var han tillige Grosserer. I de henved halvtredsindstyve Aar, i hvilke han saaledes har drevet de ikke alene her i Landet, men ogsaa langt udenfor dels Grændser velkjendte og velrenommerede Holmbladske Fabriker, har han i overordentlig Grad udvidet disse og hævdet deres Producters Ry. Ved Siden deraf har han i forskjellige Retninger virket som Forretningsmand, og der er i den sidste Menneskealder ikke opstaaet ret mange større Foretagender, uden at Holmblad har været deelaglig i dem og flottet dem med sit ansete Navn og sine betydelige Midler. Lige fra Privatbankens Oprettelse har han været Medlem af Pivotbankens Overraad, eg ligeledes har han været Medlem af Bestyrelsen af det Store Nordiske Telegraphselskab og det Forenede Dampskibsselskab lige fra deres Oprettelse. I 1883 blev han Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikkringsselflabet "De private Assurandeurer".

I en Aarrække tog Holmblad Deel i det offentlige Liv, idet han fra 1846-59 var Borgerrepræsentant og Medlem af Commissionen for Landvæsenet i Kjøbenhavn. Som Borgerrepræsentant indlagde han sig megen Fortjeneste af de Fremstridt, der netop i de nævnte Aar gjordes til Kommunens Udvikling. I 1857-71 var han Curator red det kongelige Vaisenhuus, 1861-65 Medlem af Sø- og Handelsretten. Ved Siden heraf har der i Aarenes Løb været betroet Holmblad en Mængde andre Tillidshverv af forskjellig Art, og hvor meget han end til enhver Tid var optagen af sin store private Virksomhed, i hvilken han med utrættelig Flid og Paapasselighed daglig varetog Smaat som Stort, kunde man være sikker paa, ak han aldrig paatog sig noget Hverv uden tilfulde at efterkomme de Krav, som dette stillede til ham.

Etatsraad Holmblad var en nobel, retsindig Charakteer vg havde altid en aaben Haand ikke blot, hvor det gjaldt at yde sit Bidrag til Afhjælpning af en øjeblikkelig Trang og Nød, men ogsaa hvor der skulde offres store Summer paa almeennyttige eller velgjørende Foretagender.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1890, 2. udgave).

Peter Ludvig Rudolph Striegler (1816-1876) billedhugger, forgylder, fotograf: Lauritz Peter Holmblad (1815-1890). Oprindelsesdato angivet til 1846-1876. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dødsfald. Efter kun saa Dages Sygeleie er Etatsraad Lauritz Peter Holmblad iaftes afgaaet ved Døden som Følge af en Lungebetændelse, og i ham har vort land ikke blot mistet en fremragende Industridrivende, men tillige en varm Patriot og en Velgjører i stor Stil. Han var født den 8. Juli 1815 i Sundbyøster og har hele sit lange Liv igjennem været knyttet til Amager, for hvilken Kommune han nærede den varmeste Interesse, der paa mange forskjellige Maader har lagt sig for Dagen. I 1833 blev han Examimand, i 1837 polyteknisk Kandidat og overtog samme Aar for sin Moder Bestyrelsen af Faderens Fabriker paa Amager. Disse Fabriker udvidedes betydelig under hans dygtigt og energiske ledelse, navnlig efter at han i 1841 selv var bleven Eier af dem, og Holmblads Spillekort saavel som hans Stearinlys og Segllak med med Rette et stort Ry ikke blot her i Landet, men langt ud over dets Grænser. Længe stod det ikke paa, før hans Medborgere ogsaa fik Øiet op for hans store og alsidige Dygtighed, og allerede i 1846, da han altsaa kun var i en Alder af en og tredive Aar, valgte de ham til Medlem af Borgerrepræsentationen, hvor han med ufortrøden Iver virkede uafbrudt i tretten Aar lige til 1859, samtidig med at han var Medlem af Kommissionen for Vandvæsenet i Kjøbenhavn. Regjeringen paaskjønnede hans Virksomhed ved allerede i 1851 al udnævne ham til Ridder af Danebroge og i 1864 at benaade ham med Danebrogsmændenes Hæderstegn, og samtidig med at hans Fabriker udvidedes mere og mere, lagdes der tillige i stedse stigende Grad Beslag af det Offenlige paa Hans Kræfter; men rastløs, som han var, fik han Tid til Alt og varetog med Interesse og Nidkjærhed det Meget, der læssedes paa hans Skuldre. I 1857 blev han saaledes Kurator ved det kgl. Vaisenhus, 1863 Medlem af Bankraadet for Privatbanken i Kjøbenhavn, 1870 Medlem af Bestyrelsen for det store nordiske Telegrafselskab i Kjøbenhavn og af Bestyrelsen for det forenede Dampskibs selskab, 1871 Meddirektør af det kgl. Vaisenhus, 1883 Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikringsselskabet "De private Assurandører". Som man seer, er det Landets største og vigtigste Foretagender, til hvilke Holmblads Navn har været knyttet, og det er en bekjendt Sag, at han i alle vanskelige Tider har været en udmærket og paalidelig Støtte for alle disse Selskaber. Et andel Selskab var der, i hvilket han har spillet en væsenlig Rolle, og det var Foreningen til Opførelse af Friboliger for Kunstnere. Dette Selskab laa hans Hjerte særligt nær, og naar "Kunstner hjemmet" i Gothersgades Forlængelse nu kneiser saa smukt, har det i forreste Række Etatsraad Holmblad at takke derfor. Etatsraads-Titlen tildeltes ham nemlig i 1866, og i 1875 blev han Kommandør af Danebroge af anden, i 1886 af første Grad. Hvad der døer med Holmblad, er ikke blot en fremragende dansk Industridrivende og Grosserer, det er noget Mere end det: med ham er saa at sige den sidste Patricier i den danske Handelsstand afgaaet ved Døden, en Mand, der drev sin Forretning i stor Stil, var sig sine Rettigheder bevidst, men tillige i fuldeste Maal de Pligter, som en fremragende Stilling i Samfundet fører med sig. Man har kaldt Etatsraad Holmblad "Amagers Konge": han var det, der er større end det: han var en Fader for Amager, og paa Amager hersker der derfor i Ordets egenligste Forstand Landesorg over, at den bedste Borger der ude nu ligger Lig. Kirken i Sundbyerne kneiser som et varigt Minde om den storartede Godgørenhed, han har udfoldet, men kraftigere lever Mindet i Hjerterne hos de Utallige; der henvendte sig til ham i deres Nød, og som aldrig gik forgjæves. Nu, hvor han er død, skal det siges, hvad der aldrig kom frem i hans levende Live, at hans Pung aldrig forblev lukket, hvor der var Sorg og Ulykke at lindre, at han forstod som Faa den store Kunst at give, og at han aldrig lod sin venstre Haand vide, hvad den høire gjorde.

(Nationaltidende 17. november 1890, 2. udgave).

Jens Petersen (1829-1905), fotograf og Charles Bendix Petersen (1860-1927), fotograf: Caroline Marie Elisabeth Holmblad (1820-1899). Gift med L. P. Holmblad. Omkring 1880. Enkefruen ejede ejendommen "Engtofte" på Frederiksberg Allé, nu Haveselskabetsvej 25. En græsmark adskilte ejendommen fra alleen. På den anlagdes senere Engtoftevej.. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Etatsraad Holmblad

en af Hovedstadens mest udprægede Typer af det højere Bourgeoisi er i Gaar afgaaet ved Døden. Holmblad hørte til de eksklusive tilknappede Elementer i vor Borgerstand. Med sejg Energi og dygtighed lagde han Sten paa Sten til den grundfæstede Forretning, der i de senere Aar gjorde ham til den fuldtud uafhængige Mand, han var. Hans Forretning (Lysestøberi og Spillekort) var at den Soliditet, at Tidernes Sløjhed gik den sporløst forbi. Og han blev en Slags Konge ude paa Amager om Vinteren, paa sin elegante Villa i Vedbæk om Sommeren. Der modtog han Ministre og fremmede Diplomater i sine Saloner, ja selve Christian den niende fulgte en Gang om Aaret den Invitation, som Kongen af Amager sendte Kongen af Danmark. Paa saadanne Dage kunde ikke Marcus Meyer og Jørgen Wollenweber have følt sig mere, naar de i Spidsen for den lübske Stænderforsamling raadede for Krig og Fred, end den virkelige Etatsraad og Kommandør ude paa Kristianshavn. Og med berettiget Glæde saa Holmblad sin yngste Søn gaa frem ad Ærens Vej og blive Ridder og græsk Generalkonsul i en Alder, da han selv stod foran det grønne Bord ved den polytoniske Eksamen. 

Siden den Dag havde Etatsraaden faa Dage, hvor det ikke var ham, der raadede for andres Skæbne, og han benyttede sin Magtstilling humant, men kraftigt. 

Etatsraad Holmblad var af Natur rolig konservativ og støttede alle Tider sit Parti rigeligt. Egentlig aktiv Del i det politiske Liv tog han vel kun paa Valgdagene og saa ved hin Middag, hvortil Estrup efter det mindeværdige Attentat, begav sig og hvor Etatsraaden paa Sølvbakke overrakte Danmarks Førsteminister det ligesaa mindeværdige Telegram fra Danmarks Konge.

At Etatsraad Holmblads Børn er den ældste, Grosserer Jacob Holmblad, i Forretningen, den anden, Generalkonsul Holmblad, der er gift med Etatsraad Suhrs yngste Datter, er sammen med Etatsraad Isberg Indehaver af Firmaet J. P. Suhr og Søn; en Datter er gift med Portrætmaleren, Professor Jensen.

I Handelsverdenen vil man længe savne Holwhlads store Dygtighad og sikre Nobless  i den danske Hof- og Statskalender vil det Savn, han efterlader, for saa vidt inden lang Tid være udfyldt, som Generalkonsulen sikkert blideligen og hurtig vil glide ind i den 3.Klasse Nr. 5 og i den Kommandørorden, som Etatsraaden længst indehavde

N

(København 18. november 1890)

Holmblad havde i 1867 overdraget Arbejdernes Byggeforening en grund gratis i Sverigsgade mod at den skulle anlægge en vej. Etatsråd Holmblad ejede stubmøllen "Ny Mølle" som i 1882 blev solgt og nedbrudt. Ifølge avislegender skal Holmblad have sagt om en nær slægtning: "Ja, noget lys er han ikke, men han har spillet sine kort godt"

Holmblad blev begravet 23. november 1890 fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Til stede var bl.a. Tietgen, Liebe og flere borgmestre. Kongefamilien blev repræsenteret af prins Hans m.fl. Kisten blev herefter ført til St. Petri Kirke hvor han blev bisat. Undervejs blev hestene for en ekvipage skræmt af fanerne, den stejlede og slog forsmækken i stykker. Seletøjet måtte skæres i stykker og den ituslåede vogn fjernes. 

Frederik Riise: Holmblads Limfabrik på hjørnet af Amagerbrogade og Uplandsgade. Kbhbilleder. Ikke beskyttet af ophavsret (public domain).

Amagers "Konge".

Der stod en Sky af Røgelse og Lovprisning ud af alle Højreblade forleden Dag i Anledning af, at "Amagers ukronede Konge", Etatsraad Holmblad, var død og blev begravet med en Pomp og Pragt, som de begejstrede Blade erklærede rkke var set her i Byen i Mands Minde.

Han var en Velgører, siger Højrebladene, en Menneskeven, som levede for at gøre godt mod sine Arbejdere, der alle elskede ham, ja, selv Stenene ude paa Amager synger med i Jubelhymnen til hans Pris.

"Dagens Nyheder" skriver nemlig:

"Pastor Schneekloth fra Sundbyerne bragte den Afdøde en Hilsen fra Amager, det Sted, hvor den Afdøde var født og hvor hans Dødsseng stod. Hvis Takken udeblev derude fra, da maatte Stenene tale, thi den Velsignelse, han havde udsaaet, var stor. Han har bygget Sundby Kirke, derfra lyder dens Klokke ud over det fattige Kvarter.

Hans klare Sjæl, hans milde Haand kan mærkes derude paa den stille Ø. Den Fattigste og Ringeste kom han i Møde, det varmede op i disse Menneskers Sjæle. De elskede ham."

Han efterlod sig 8 Millioner!

Og vi mener, at disse Millioner turde være den Mindestøtte, som bærer den sandeste Indskrift over hans Grav. De forklarer al den Savl og Spyt, som flyder hans Korsangere ud af Munden. Men de fortæller ogsaa med uimodsigelig Klarhed Beskaffenheden af alt det, han har gjort for sine Medmennesker, og det lidet, han selv nøjedes med. Man faar derigennem et Begreb om Varmen i den Kærlighed hos hans Arbejdere, som drev dem til at lægge en Sølvkrans ovenpaa den Gulddynge, de i Aarenes Løb har skrabet sammen for den Mand, de elskede.

Lad os da se lidt paa, hvorledes alle disse Millioner er bleven til, saa vil vi maaske komme til en retfærdigere Bedømmelse af Manden end alt det kritikløse Bavl, der hidtil er sagt og skreven om ham.

Han drev Fabrikation af Spillekort, Stearinlys, Sæbe og Lak. Kortfabriken er den fineste og den, hvor Arbejderne lønnes bedst. Den fineste, forbi han f. Eks. sagde "De" til denne Fabriks Arbejdere, men "Du" til de andre og kun nævnede dem ved Fornavn. Grunden ligger selvfølgelig i, at Kortfabrikativnen kræver saglig Uddannelse og megen Øvelse, saa at Arbejderne ikke let og hurtigt kan erstattes.

Paa Kortfabriken tjener Kortmalerne i denne Tid i Akkord 13 Kr. om Ugen, og der er dem, som kun har 10 a 12 Kr om Vinteren. I Sommerens bedste Tid kan de tjene 16 a 17 Kr. om Ugen fra Kl 6 - 6. Glitterne eller Polererne tjener 15 Kr. 80 Øre om Ugen, og om Sommeren kan de i lange Dage drive det nogle faa Kroner højere. Saa maa hertil føjes, at Arbejdet er i høj Grad sundhedsfarligt. De maa bestandig arbejde med en Klud for Næse og Mund, da de staar i et utaaleligt fint Støv, der trænger ind alle Vegne og ødelægger dem. Kun stærke Folk kan holde dette Arbejde ud i 5-6 Aar. Vi kender en ellers rask Arbejder, som efter 1 Aars Forløb maatte holde op, da han følte, han arbejdede sig i Graven.

Ogsaa Malernes Arbejde er farligt. Naar de renser de tørre Pensler for Vandfarven, hvis Hovedbestanddele er de giftige Anilinsarver og Zinober, fylder deres Lunger med disse Giftstoffer. Der er ogsaa usunde Dampe og Dunster fra de vaade Kortblade og paa sine Steder 45 - 46 Graders Varme, som ikke heller tjener til at forlænge Arbejdernes Levetid.

Et Eksempel. Der arbejdede hos Holmblad en ung Mand, som Dag for Dag følte sit ikke stærke Helbred nedbrydes af det sundhedsfarlige Arbejde. Lægen erklærede, at han kunde komme sig, hvis han fik andet Arbejde og kom til al opholde sig i god, ren Luft. Manden var som Tusinde andre Arbejdere en Træl af det daglige Brød og den Gærning, som forskaffede ham det. Han kunde intet andet Arbejde saa, og han vedblev at komme hver Dag i den Pesthule af et Arbejdsrum, hvor han samlede til de 8 Millioner, uagtet han vidste, at dette Arbejdsrum var det Skafot, hvorpaa han skulde lade sit Liv.

Og han døde og blev begravet, men der var ingen Sølvkrans paa hans Kiste, der var ingen fede Lovprisninger ved hans Baare. Stenene talte ikke over ham, men snarere kunde en Sten græde Blod over disse Modsætninger mellem den rige Olding, der døde efter et Liv i Herlighed og Glæde, og derfor dænges til med Hæder og Ære, og saa den fattige Arbejder, som i sin fejreste Ungdom træller sig tildøde for at skabe den andens Rigdom, og uænset og uden Tak gaar i stil navnløse Grav.

Saa er der Kvinderne, hvoraf Hr. Holmblad ikke beskæftigede saa faa. I denne Tid er deres Fortjeneste rent ud skandaløs. For at arbejde fra det er lyst til det bliver mørkt faar de i Akkord ca. 3 Kroner om Ugen. Der er dem som har maattet nøjes med 2 Kr. Om Sommeren er 6 Kroner Hojden, som en dygtig Arbejderske kan drive det til ved ihærdig Flid i 12 Timer. Der kan maaske være den, som ved utrolig Fingerfærdighed kan opnaa 8 Kr., men det er Undtagelserne. For de mindre øvede varierer Ugelønnen fra 3 til 6 Kr. i de længste Tage.

Arbejderne paa de øvrige Fabriker har fast Dagløn. De fleste 2 Kr. om Dagen, nogle enkelte 2 Kr. 50 Tre. Paa Lysfabriken har Kvinderne fra 2 til 3 - 4, højst 9 Kr. om  Ugen. Paa Kortfabriken anvendes der Skoledrenge, som faar 3 Kroner om Ugen, men ofte maa de slæbe, saa de er nær ved at styrte. De maa i en Kurv bære 2 Gros Kort fra Fabriken til Lageret, en Byrde, som absolut er alt for tung for et Barn.

Det er disse Arbejdere, som skillingede sammen til en Sølvkrans til 240 Kroner og som efter Ordre dannede en sørgende Skare om deres "elskede" Arbejdsgivers Kiste. Akkurat ligesom Vajsenhusbørnene, der ogsaa figurerede som umyndige Statister i den samme Komedie. Og hvorledes tror man saa det hænger sammen med Offervilligheden og Sølvkransen til de 240 Kr.? Der blev en Dag bragt en Liste om i alle Fabrikeme, hvor hver Arbejder havde at skrive paa, hvis han vilde staa sig godt med de Overordnede, der havde sat Historien i Scene. Beløbet var forud sat til 1 Kr. for Mænd og 50 Øre for Kvinder, og selvfølgelig var hverken Arbejderne eller deres Pengepung taget med paa Raad. For en Mand, der ejer 8 Millioner, er en Krone ikke ret meget, og dog giver Millionæren ingen Krone til Sølvkrans, naar hans Arbejdere dør, men disse skal af en Ugeløn paa 13 - 15 Kr. afse 1 Kr., og de stakkels Kvinder giver rigelig en hel Dags Indtægt, for at der kan komme en Sølvkrans paa Toppen af Millionernes Gulddynge.

Der er ogsaa en anden Faktor, som har bidraget sit til at Etatsraad Holmblad har tjent saa mange Millioner i sit Liv: Statens Beskyttelse.

I Rigsdagssamlingen 1881 - 82 indgav Etatsraaden et Andragende til Lovgivningsmagten om Beskyttelse gennem Tolden paa hans Fabrikation af Stearinlys og fremhæver udtrykkelig, at han er den eneste Stearinfabrikant. Som alle Kapitalister reklamerer han med Hensynet til sine Arbejdere, ialt 40, halvt Mænd og halvt Kvinder. Men samtidig er han saa uklog at oplyse, at han, hvis han blev fri for den udenlandske Konkurrence, med en ringe forøget Arbejdsstyrke kunde producere og sælge det dobbelte Kvantum Lys eller 800,000 Pd. Hvis hans Fabrik altsaa stod helt stille, vilde Staten tjene 100,000 Kr. om Aaret i Told paa de fremmede Stearinlys, som indførtes i Stedet for. Eller med andre Ord , Staten yder Etatsraaden som ene Stearinlysfabrikant en Beskyttelse af 100,000 Kroner aarlig. Hvis den fik i Sinde at pensionere hans Arbejdere med hele deres nuværende Aarsindtægt paa den Betingelse, at Arbejderne spaserede fra Morgen til Aften, saa vilde Staten kunne gøre det og endda tjene Penge til. Man ser altsaa, hvem Beskyttelsen nu kommer til Gode, og hvilken Humbug det er, naar der altid skrives "Arbejdernes Vel" paa Skiltet.

Nej, Etatsraaden har altid vidst, hvorledes hans egen Madpose skulde skæres. Da hans Konkurrent, Kortfabrikant Keiblinger, for en Del Aar siden var syg, gik Holmblad ud til Keiblinger og afkøbte ham hele Fabriken og Forretningen paa den Betingelse, at Keiblinger skulde have 1500 Kr. om Aaret saa længe han levede. Faa Dage efter døde Keiblinger.

Holdt Etatsraaden i levende Live altsaa godt sammen paa sine jordiske Skatte, kan det blive ret interessant at se, hvorledes han har anbragt dem, efter at han er vandret didhen, hvor man ikke kan tage sine Millioner med sig. Arbejdervennen Hr. Tietgen og Landsthingsformanden Hr. Liebe er Eksekutorer og vil en Dag, naar de faar læst i Testamentet, forkynde Verden, hvor meget af Millionerne, der er bleven tilovers til Millionærens Arbejdere.

(Social-Demokraten 26. november 1890).

I slutningen af 1800-tallet kunne man købe lys af tilsvarende kvalitet fra Holland og Frankrig, som var billigere på trods af tolden.

Amagers "Konge".

Samme Dag som vi viste Højrebladenes Lovprisninger over afdøde Etatsraad  Holmblad frem i rette Belysning, indeholdt "Dagens Nyheder" en Meddelelse om Testamentets Indhold. Der anføres her, at "Testamentet er efter Forlydende ikke meget vidtløftigt, som naturligt er i Betragtning af, at Etatsraad Holmblad efterlader Hustru og fire Børn, samt af den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet, medens han levede".

Paa Grund af denne forladte Hustru og de 4 Børn - som vi straks skal komme tilbage til - , og fordi Etatsraaden i levende Live har øst sin Rigdom ud med begge Hænder, er der, som "Dagens Nyheder" saa smukt og lidet saarende siger, ikke bleven ret meget af Millionerne tilovers til hans efterladte Arbejdere eller til andre velgørende Formaal. Noget skal de dog have, men hvor meget, ligger endnu i det uvisse, uagtet det er en "vis Sum". Der staar nemlig:

"have bestemt en vis Sum til Familielegater, en anden, noget større (noget større altsaa end "en vis Sum"), til Legater for Personer, der har staaet i hans og Firmaels Tjeneste, endelig en tredje, nemlig 150,000 Kr., til Sundbyerne".

Selvfølgelig har EtatSraad Holmblad "gjort vel" i sit Liv. Det gør alle disse Samfundsstøiter, derfor bliver de jo udnævnt til Etatsraader og Kammerraader, bliver Riddere og slæber om med deres Storkors. Hvorfor skulde de saa ikke "gøre vel". Vi mindes i dette Øjeblik en anden meget rig Etatsraad, hvis mest fremtrædende Beskæftigelse var at være Aagerkarl, og som inden sin salige Henfart byggede en Kirke. Han gjorde ogsaa "vel". 

Men hvad har Etatsraad Holmblad gjort for sine arbejdere, som overflødiggør, at han efterlader dem synderligt af sine Millioner? Han har ganske vist betalt Mændene 12 à 13 Kroner om Uge og Kvinderne 3 Kroner, men derfor har de ydet ham 6 Dages Arbejde, og saa tror vi ikke, det er Arbesierne, der skylder Etatsraaden Tak, snarere turde det være omvendt.

Givet har han dog. Han har givet til deres Sygekasse. Den oprettedes 1872, og da gav Millionæren hele 200 Kroner til de ca. 150 Arbejderes Sygefond. I de siden forløbne 13 Aar har Etatsraaden ikke haft en eneste Øre tilovers til en saa nyttig Ting som sine Arbejderes Sygekasse. Han har tværtimod været meget nøjeregnende med, at Arbejderne ikke tærede paa ham, men paa Sygekassen, naar de var syge. Det er Højres bekendte "Hjælp til Selvhjælp" udført i Praksis, og paa Grund heraf blev Etatsraaden da ogsaa udnævnt til Æresmedlem. Mærkeligt nok har det ikke staaet i Højrebladene, at de syge Arbejdere elskede ham saa højt, at de udnævnte ham til Æresmedlem.

Foruden at han gav Kul til Understøttelsesforeningen kunde hans Arbejdere paa Amager faa billige Kul og billig Mælk - maaske gratis, det véd vi ikke - hos ham, naar de om Vinteren var i Trang. Dette nævnes nu som et Bevis paa hans Godgørenhed. Men er det da ikke i Virkeligheden saaledes, at det snarere burde staa som en Anklage mod ham. Hvis han lønnede sine Arbejdere forsvarligt, saa behøvede de ikke at komme i Nød og være nødte til at tage mod denne Godgørenhed og disse Naadegaver. Er det ikke i Smag med, hvis vi en Vinternat klædte en Mand af lige til Skindet og saa næste Dag medynkssuldt sagde til ham: Stakkel! Du fryser jo, se her er en Skjorte, den vil vi af vort gode Hjærte give Dig.

Men det ved vi, at der desværre gives dem, som har saa meget af Trællenaturen i sig, at de bliver rørt over den Slags Velgørenhed, fordi de ikke er i Stand til at fatte deres egne Menneskerettigheder og den Uret, der gøres dem.

Et andet Eksempel. I Sundbyernes Kirke udføres Kirkesangen af en Kantor, der tillige er Organist, og af nogle fattige unge Piger. Herfor betaler Kirken dem 100 Kr. om Aaret, og tidligere gav Holmblad ligeledes 100 Kr aarlig, der fordeltes blandt Pigerne. Da han havde ydet sin Gudsfrygt denne Tribut i 2 Aar, forekom den ham uoverkommelig, og han sagde en Dag til vedkommende Mand, at han havde ikke Naad til at give saa meget til Kirkesangen, og nedsatte Beløbet til 60 Kr., hvilket var en følelig Afkortning for de fattige Piger.

Ikke Raad!

Vi meddelte i vor sidste Artikel, al Drengene fik 3 Kr. om Ugen og maatte slæbe en stor Kurv med 2 Gros Kort. Senere har vi faaet oplyst, at Kortene vejer 48 Pd. og at Kurven er stor og tung. Man vil vist indrømme os, det er for meget at lade et ukonfirmeret Barn i længere Tid slæbe paa over 50 Pd. Disse Børn maa i Følge Fabrikloven ikke arbejde over 6 Timer i Døgnet og ikke om Søndagen. I Etatsraadens Forretning ser man ikke paa Klokken eller i Almanakken. Drengene tvinges undertiden til at arbejde langt over 6 Timer, ja hele Dagen, og ligeledes undertiden om Søndagen med.

Vi oplyste i hvor høj Grad Etatsraaden, som eneste Stearinlyssabrikant, var beskyttet af Staten gennem Tolden. Staten kunde staa sig ved at pensionere hans Arbejdere med deres fulde Indtægt paa den Betingelse, at de spaserede fra Morgen til Asten. Ikke heller som Kortfabrikant var Holmblad udsat for Optrækkeri fra Statens Side. Efter Loven skal der af hvert Spil Kort svares en Skat af 17 Øre. I vore Nabolande Norge, Sverig og Tyskland er Afgiften omkring 73 Øre pr. Spil. Som Følge af denne store Forskel ser man omtrent aldrig udenlandske Kort, og da Holmblad i mange Aar har fabrikeret saa at sige alle danske Kort, kommer denne Beskyttelse i høj Grad hans Millioner tilgode.

Saa er der Skattespørgsmaalet.

Holmblad betalte i Skat paa Amager 6000 Kr. om Aaret, i København var han skattefri. Der regnes ikke med nogen bestemt Skatteprocent paa Amager, men Afgiften sættes efter Skøn. Hvis man nu sætter Renten af hans Millioner til 4 pCt - og det er lavt, da han vitterlig laa med store Poster af Papirer, som gav langt mere, - bliver det i aarlig Rente 320.000 Kr. Overskudet af hans Forretning og andre Indtægter sætter vi til 80,000 Kr. - ogsaa lavt - , det bliver ialt 400,000 Kr. om Aaret. Regnet efter den københavnske Skatteafgift 3 pCt. bliver det 12,000 Kr. om Aaret i Skat, altsaa lige det dobbelte af det Etatsraaden i Virkeligheden betalte. Men endnu grellere bliver Forholdet naar vi tager i Betragtning, hvad Smaafolk maa betale i Skat i Sundbyerne. En af Etatsraadens Naboer, som havde 1500 Kr.s Indtægt, betalle saaledes af disse 1500 Kr. 60 Kr. i Skat. Hvis Etatsraaden skulde have betalt forholdsvis ligesaa meget i Skat som denne fattige Mand, saa havde han maattet af med 16,000 Kr., i Stedet for at han slap med 6000. Det er altsaa 10,000 Kr. han tjente hvert Aar paa sin Skat, men i Virkeligheden er det langt mere, da det er en Selvfølge, at en Indtægt paa 1500 Kr. og en paa 400,000 aldrig med blot et Skin af Retfærdighed kan pligtes til at svare samme Skatteprocent. Her er det altsaa bevislig gaaet som ret altid gaar, at Byrden hviler paa de Faitige, og de Rige har Fordelen og Beskyttelsen.

Hvis Etatsraaden virkelig, som der staar i "Dagens Nyheder", har skænket Sundbyerne 150,000 Kr., saa er det altsaa kun, hvad han har betalt for tidt i Skat i de sidste 15 Aar. Men han har boet der i ca. 50 Aar, saa man kan snarere sige, at de 150,000 Kr. kun er et ringe Afdrag paa gammel Gæld. Vi beder, alle Smaafolk og skatteydende Borgere i Sundbyerne tænke lidt over dette, før de falder i Begejstring over Etatsraadens Gavmildhed mod deres Kommune.

Naar Præsten bavlede om, at Stenene talte til Etatsraadens Pris, saa skal vi føje til, at synderlig Klang i Stemmen har da ikke de Stene i Sundby Kirke og dens Klokke, naar de raaber Holmblads Navn. Der er Folk, som gaar omkring i den Tro, at han har bygget Kirken kvit og frit. Saa langt fra. Afdøde Etatsraad Holm af Firmaet Jakob Holm & Sønner gav baade Grund og deruden flere Penge end Holmblad, og saa er der noget som hedder "Enkens Skærv", der vejer langt mere til end Smulerne fra Millionærens Rigdom.

Vi kunde blive ved, men dette maa være nok til at belyse - "den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet medens han levede - ". Vi skal nu diskret føje et Par Ord til om Familien, som han efterlader sig og som "Dagens Nyheder" mener er en hindring  for, at hans Testamente ikke har videre tilovers for de Fattige.

Hans Hustru er saa gammel og saa sikret, at hun helt kan lades ude af Betragtning. Den ene af hans Sønner, Generalkonsulen, er gift med Millionæren Suhrs Datter og Associé i det store Firma I. P. Suhr & Søn. Den anden Søn har i flere Aar været Parthaver i Faderens Forretning og ejer den nu helt. Ingen af dem er i sin Tid gaaet barbenet ud af Etatsraadens Hus. En af hans Døttre blev gift med en svensk Mand. som det lykkedes at faa "ophøjet" i Adelsstanden. I den Anledning købte Etatsraaden et stort Gods til dem og betalte 600,000 Kr. kontant derpaa. Den anden Datter vargift med Professor Chr. Jensen, og det var ikke heller Smaaskillinger som udgjorde hendes Medgift.

Lægger man alt dette sammen og dertil hvad der i de 59 Aar er forbrugt af Etatsraaden personlig, faar man inklusive den efterladte Formue en sum af Millioner, der er saa uhyre naar man ser hen til, at det er ca. 150 Arbejdere og Funktionærer, som har slæbt den sammen i det halve Aarhundrede. Overfor denne Kendsgærning skrumper hans Velgørenhed ind til mindre end et Sandskorn, og i den Belysning ser hans Arbejderes "Kærlighed" noget afbleget ud.

Vi maa og skal lære heraf ikke at begaa den Dumhed at falde i Ekstase fordi en Mand giver en Draabe bort af sin Overflødighed. Det er hermed som med Højres Reformer: Lidt billigere Sukker kan ikke udrydde Fattigdommen. En Skæppe Kul, en Pot Mælk eller en Krones Penge kan ikke veje op mod, at en Millionær lønner sine Arbejdere, saa de næppe eller slet ikke faa Føden deraf.

(Social-Demokraten 29. november 1890).

I 1894 købte sognerådet i Sundbyerne en grund på ca. 5. tønder land til opførelse af en arbejdsanstalt og sygehus, efter skitser af arkitekterne Momme og Olesen. Nu Kastrupvej. I efteråret udbrød der røre i Taarnby sogneråd om arbejdet skulle gives til håndværkere i Sundbyerne eller en københavnsk entreprenør. Sognerådets formand Vestergård havde overdraget det til tømrermester Arboe og Jul. Nielsen, København, men et andet medlem, snedkermester L. Svendsen protesterede meget voldsomt. Den endelige pris blev 172.000 kr, og Taarnby Kommune måtte betale de resterende penge. 

Ved indvielsen af den nye anstalt i november 1895 havde Socialdemokratiets repræsentant i sognerådet, lægen Ottesen i en tale henvist til tidens arbejdsløshed med ordene "den tvungne arbejdsløsheds mørke spøgelse", og det foranledigede Tietgen til at indvende at sådanne ord kun kunne bruges i forbindelse med en lock-out. Ved Sundbyernes adskillelse i 1897 tilfaldt anstalten Sundbyerne, som måtte betale Taarnby 20.000 for den alt for store anstalt, der var delt i to: En for værdige, en anden for uværdige (med tremmer for vinduerne). Der blev bl.a. indrettet plejeanstalt for børn og brusebade for hele sognets børn.

Holmblads efterkommere havde en villa med have ved hjørnet af Amagerbrogade og Ved Sønderport, ved Vor Frelsers Kirkegårds nordvestlige hjørne. Her lå bl.a. Møllegården, en flerlænget bindingsværksgård. I 1921 flyttede Amagerbanken ind i det gamle holmbladske patricierhjem. Banken var startet 1903 og var siden vokset. Ejendommen blev ombygget radikalt, således blev Holmblads herreværelse indrettet til ekspeditionslokale, spisestuen til direktionslokale. I bygningen fandtes stadig de italienske panelser som prof. Meldahl havde fremskaffet til Frederiksborg Slotskirke, men ikke fik brug for. (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1921).

Sønnen Julius Holmblad døde juni 1896, 44 år gammel. Han var indtrådt i faderens forretning, men efter et giftermål med en datter af etatsråd O. B. Suhr indtrådt i dennes firma som han efter svigerfaderens døde ledede sammen med etatsråd Isberg. Han var fra 1891 medlem af bestyrelsen for De danske Sukkerfabrikker. Han døde efter et ophold i Baden-Baden.

Natten mellem 5. og 6. maj 1905 brændte Holmblads Stearinlysfabrik i Prinsessegade.

Korsør Arbejdsanstalt: Vidneudsagn November 1890 (7). (Efterskrift til Politivennen).

Korsør Fattiganstalt.

Storartede Afsløringer.

Som vi skrev i Søndags havde vi i den forløbne Uge vore Forberedelser at træffe. Vi har nemlig ladet tage en Udskrift af de hidtil afholdte Vidneforhør og indsendt disse ledsagede af følgende

Klage til Justitsministeriet.

København, den 1. marts 1890.

Til Justitsministeriet!

København.

Den 15. Maj 1889 indsendte Redaktionen til det høje Ministerium en Klage fra 6 navngivne Lemmer paa Korser Fattiggaards Tvangs- og Arbejdsanstalt over den Behandling, de nød paa Anstalten, samt over forskellige Misligheder, som de angav gik i Svang der. Den 23. Juli modtog vi gennem Byfogden i Korsør - selve Anstaltens øverste stedlige Myndighed - det Svar, at Klagen var ugrundet og at der ikke skulde foretages videre i Sagen. Den 21. Maj besluttede Korsør Byraad at paalægge Anstaltens 4 Funktionærer: - Inspektøren og de 3 Opsynsmænd - den Pligt at anlægge et Søgsmaal mod "Social-Demokraten" for delvis at have offenliggjort Klagen.

Under disse Retssager har vi haft Lejlighed til at føre en Del Vidner, som under Lovens Ed har afgivet Vidneforklaring ved den kongelige Landsoverret, samt Hof- og Stadsrets første Vidnekammer om Rigtigheden af de Forhold, hvorover der klagedes. Uagtet vor Vidneførsel endnu ikke er endelig afsluttet finder Redaktionen dog, at det er dens Pligt at indsende hoslagte Udskrift af de til Dato afgivne Vidneforklaringer til det høje Justitsministerium. Vidnesbyrdene bekræfter nemlig ikke alene Klagens Rigtighed, men drager Ting frem for Lyset, som absolut kommer i skarp Strid med Loven, og vistnok kan rammes haardt af dens Straffebestemmelser.

Af disse Grunde antager vi med stor Bestemthed, at der er al Anledning for det Offenlige til at skride ind og foranstalte alle disse mislige Forhold nøje og strængt retfærdigt undersøgte og de skyldige straffede efter Loven. Vi kan ikke tro andet, end det maa være det Offenliges uafviselige Pligt at tage dette Hensyn til de af os trods alle Hindringer fremskaffede edelige Vidnesbyrd.

Redaktionen anmoder derfor det høje Justitsministerium om saa hurtig som mulig at lade foretage en offenlig Undersøgelse og Retsforfølgning af Forholdene paa Korsør Fattiganstalt ved en i selve Sagen aldeles uinteresseret Dommer

Ærbødigst

For Social-Demokratens Redaktion

E. Wiinblad

Redaktør.

Disse til Justitsministeriet indsendte Vidneforklaringer, som fylder ikke mindre end 54 tætskrevne Sider, skal vi ikke indlade os paa at offenliggøre i deres Helhed. Et kort Uddrag af dem vil være mere end tilstrækkelig til at vise, hvor forfærdeligt det virkelig gaar til paa mange af Landets Fattiggaarde.

Vi begynder med Mishandlingerne.

En nøgen Kvinde.

Vi oplyste i sin Tid, at en Pige, Olga Berg fra Randers var paa en listig Maade bleven lokket ind paa Anstalten, hvor hun havde været Genstand for oprørende Mishandlinger. Vidnet, Cigarmager Frederik Christian Larsen forklarer herom:

"Vidnet saa en Dag Indstævnte Andersen komme gaaende med Olga Berg, som han under Gangen holdt i Armen, og som han transporterede til Kachotten, hvilket - efter hvad Vidnet har erfaret af Olga Berg - var foranlediget ved, at denne, der, hvad Vidnet selv havde set, havde forrevne Hænder, havde nægtet at luge, fordi hun rev sig paa Tidslerne, med mindre hun fik Vanter paa, hvad Andersen havde nægtet hende. Straks efter at Olga Berg var ført ind i Kachotten, saa Vidnet, at der blev baaret Vand (mindst 30 Spande) ind i Kachotten, hvor der var Styrtebadsapparat, og Vidnet hørte derefter Olga Berg skrige meget højt. Vidnet saa tillige, at der, straks efter at Olga Berg var kommet ind i Kachotten, men før Vandet blev baaret ind, blev der bragt en Klump Is ind i Kachotten, og Vidnet véd, at det var almindeligt at lægge Is ind i Apparatet, naar der skulde gives Styrtebad.

Det herom forklarede passerede i November Maaned 1888. Senere har Vidnet atter set en Gang, at Andersen har transporteret Olga Berg til Kachotten, og at Indstævnte Henriksen derpaa straks kom til Stede, hvorefter Indstævnte Schmidt blev hentet - efter Vidnets Antagelse fordi de to Førstnævnte ikke kunde faa Olga Berg, der, efter hvad Vidnet hørte, skreg op og modsatte sig Afklædningen, ind i Styrtebadet. Vidnet hørte endnu, at Olga Berg efter Afklædningen vægrede sig mod at komme ind i Styrtebadet. Noget efter hørte Vidnet Stokkestag, og at Olga Berg skreg meget stærkt, hvorfor Vidnet antager - hvad Olga Berg selv fortalte Vidnet - at hun fik Prygl, og da Vidnet opholdt sig lige udenfor Kachotten og hørte alt, hvad der foregik, er Vidnet sikker paa, at hun fik bemeldte Prygl lige efter, at hun var kommen ud af Styrtebadet paa det nøgne Legeme.

Paa Anledning tilføjede Vidnet, at Andersen var forsynet med en meget tung Spanskrørsstok, hvori der efter Vidnets Formening var Metal indlagt. Dagen efter viste Olga Berg Vidnet sin Overkrop og sin Arm, og Vidnet saa, at hun overalt var meget forslaaet. Olga Berg viste tillige Vidnet sit Skinneben, hvorpaa Huden var afskrabet, hvilket efter Olga Bergs Udsagn hidrørte fra et Spark, som hun havde faaet af Indstævnte Henriksen."

Vidnet Smed Lars Mortensen forklarer:

"Dette har Pigen, hvis Navn var Olga Berg og som var fra Randers, fortalt Vidnet. Vidnet hørte hende skrige, og samme Dag saa han hende staa i et Vindue med Blodet rindende ned ad den ene Arm. Efter hendes Udsagn til Vidnet fik hun enten samme Dag eller ved en anden Lejlighed imod sin Villie et Styrtebad af Vand med Is i, hvilket Bad Indstævnte Andersen gav hende."

Vidnet Arbejdsmand Niels Peter Andersen forklarer blandt andet:

"--- han har set Rifter eller Mærker af Stokkeslag paa hendes Arme. Vidnet har iøvrigt hørt Olga Berg omtale, at Kammerraad Schmidt og Andersen begge en Gang sprættede hendes Klæder op og tog dem af hende og med Magt satte hende ind i et Styrtebadsapparat."

Vidnet Bødkermester Andreas Herman Bidstrup forklarer:

"Vidnet har set Indstævnte Andersen føre en ung Pige ind i Arresten, fordi hun, der havde bare Arme, ikke vilde luge Brændenælder, og Vidnet hørte hende derefter skrige, saa at Vidnet maatte antage, at hun var bleven pryglet, og Vidnet har tillige hørt andre Lemmer meddele, at den samme Pige fik et iskoldt Bad, og at hun skreg, da hun var i det."

Vidnet Kobbersmed Carl Christian Gross forklarer

"Vidnet, der kendte bemeldte Pige, hørte en Gang denne skrige i en Celle eller paa den dertil stødende Gang, og kort efter saa Vidnet bemeldte Pige staa i samme Celle med nøgen Overkrop, paa hvilken der var flere Striber, der var blodige eller i alt Fald stærkt røde. Førend Pigen streg, saa Vidnet Indstævnte Andersen gaa ind ad Gangdøren til hende - - har meddelt Vidnet, at de Indstævnte Schmidt oq Andersen mod hendes Villie tog alle Klæderne af hende og skubbede hende ind i Styrtebadet.

Da vi i sin Tid offenliggjorde den Artikel, hvori Olga Bergs Mishandling var omtalt i nøje Overensstemmelse med de nu afgivne Vidnesbyrd blev Pigen kort efter af Fattigvæsenet sendt til Brasilien. Saa var det Vidne af Vejen, og man erklærede jo ogsaa siden frejdigt, at alle Klager var ugrundede. Som man ser har vi desuagtet faaet artige Ting frem for Dagen.

En haandfuld Haar.

Gartner Frederik Vilhelm Marius Svendsen var paa den mest uforskammede Maade bleven indespærret paa Anstalten i 3½ Dag paa Gennemrejse fra Brasilien til København. Uagtet han havde 13 Kr. blev han dog fulgt til Korsør Station af en Opsynsmand, som løste Billet til ham og nægtede at lade ham faa sine Penge og selv tage Bestemmelse om, hvorhen han vilde rejse. Det maa tilføjes, at Svendsen, der nu er Gartner paa en Herregaard, ikke er under Fattigforsørgelse, og at han blev tvungen til at betale for sit ufrivillige Ophold paa Anstalten.

Dette Vidne blev spurgt saaledes:

"Er det Vidnet bekendt, at en 72 aarig Mand, der var indlagt paa Anstalten, har henvendt sig til Indstævnte Schmidt for at faa 56 Øre for fortjent Overarbejde, men blev afvist, hvorefter en Opsynsmand greb Oldingen saa voldsomt i hans lange Skæg, at en hel Tot Haar blev revet ud af Ansigtet?"

Vidnet svarer herpaa:

"Dette har den 72 aarige Mand fortalt Vidnet, idet han viste Vidnet den Tot Haar, der er rykket ud af Skæget, og flere andre af Lemmerne har for Vidnet bekræftet Rigtigheden deraf med Tilføjende, at den 72 aarige var en skikkelig Person, der havde opført sig godt paa Anstalten."

Mishandlet en bagbunden Mand saa Blodet flød paa Stenbroen.

Vidnet Smed Lars Mortensen spurgtes:

"Véd Vidnet, at Indstævnte Andersen har mishandlet en Snedkersvend fra Roskilde med Slag i Ansigtet, saa at det nedskydende Blod endnu flere Dage efter fandtes paa Brostenene, samt at den Mishandledes Hænder var bagbundne under Eksekutionen, og at han derefter blev ført i Arrest, hvor Mishandlingen fortsattes?"

Hertil svarer Vidnet:

"Ja, dette saa Vidnet, med Undtagelse af Mishandlingen i Arresten, men Vidnet hørte Snedkersvenden skrige efter at være bragt derind. Indstævnte Schmidt overværede den Afstraffelse, som Vidnet saa."

Vidnet Gross forklarer om samme Sag:

"--- paagreben af Indstævnte Andersen og af denne bunden paa Armene, og Vidnet saa, at Indstævnte Andersen uden Anledning - ialfald efter hvad Vidnet kunde iagttage - slog bemeldte Person i Ansigtet, der i Forvejen var blodigt, saa at Blodet strømmede stærkere."

Haandjærn.

Vidnet Niels Peter Andersen forklarer :

Vidnet har set den i Spørgsmaalet ommeldte Mand - Thordal fra Jylland - belagt med Haandjærn blive ført til Kachotlen, og Vidnet har derefter hørt Slag samt at nævnte Mand skreg. Vidnet mener at have hørt mindst 30 Slag. Vidnet har hørt, at nævnte Mand derefter blev idømt 69 Dages Fængsel paa sædvanlig Kost med Fradrag af Middagsmad og Øl. (Rest kun Vand og Brød).

En blodig Skjorte.

Vidnet Gross forklarer om en navngiven Snedker fra Faaborg:

"Da han var bleven indsat i Kachotten til Afsoning af en ham af Borgmesteren idømt Sultekur i 14 Dage, kom Henriksen, der samme Formiddag var bleven vred paa ham, ind til ham og slog ham uden videre Anledning med sin med en Blyklump forsynede Stok, saa at denne gik i Stykker. Vidnet har set et Mærke og en Forvridning af nævnte Persons ene Haandled, hvilket denne angav at hidrøre fra den ommældte Mishandling. Vidnet hørte selv, at der faldt 7 Slag ved bemældte Lejlighed, og anden Dagen derefter saa Vidnet, at der fra bemældte Persons Kachot blev bragt en blodig Skjorte ud, som i længere Tid stod i Blod paa Loftet."

Vidnet Lars Mortensen forklarer om samme Sag 

"Dette har vedkommende Snedkersvend fortalt Vidnet, der havde hørt Lyden af Slag og Skrig af Snedkersvenden og den følgende Dag saa Vidnet at Blyknappen paa en tilsyneladende voldsom Maade var løsnet fra Stokken."

Hul i Hovedet og 79 Dages Vand og Brød.

Vidnet, forhenværende Tømrermester i Frederikssund Knobelauch, som for os har forevist udmærkede Anbefalinger fra Autoriteter og private Mænd for hæderlig Vandel i alle Maader, forklarer følgende angaaende sig selv. Han er 66 Aar og fik en Dag i Forsommeren af Kammerraad Schmidt nogle Slag med en svær Spanskrørsstok, fordi han nægtede at gaa ud i Stranden, da han ikke kunde taale det.

Endvidere forklarer han:

"Da Vidnet en Sommerdag blev beordret til at luge i Korsør Gader, nægtede Vidnet dette, da Vidnet var over 60 Aar gammel, hvilket efter Vidnets Formening fritog ham for Pligtarbejde, samt svagelig af Helbred. Af andre Lemmer paa Anstalten havde Vidnet hørt, at det ommældte Arbejde var meget anstrængende og pinagtigt. Der blev i den Anledning af Schmidt dikteret Vidnet 14 Dages Arrest paa Sultekur, og da Vidnet nogle Uger efter atter vægrede sig ved at tage sat paa det ham paalagte Lugearbejde, fik Vidnet 65 Dages Arrest paa Sultekur."

Hvor meget denne Sultekur i 79 Dage - de 65 i uafbrudt Rækkefølge - er lig Vand og Brød, fremgaar af, hvad Vidnet forklarer om dens Sammensætning:

"1½ Pd. tørt Brød pr. Døgn, saa meget Vand, som man ønskede, om Morgenen en Pægl varm Mælk, stærkt iblandet med Vand, om Aftenen saakaldt Thevand, hvori der efter Vidnets Formening hverken var The, Sukker eller Fløde."

Efter Straffeloven kan en Forbryder kun idømmes højst 30 Dages Vand og Brød og kun 3 Dage ad Gangen. Her er det en svag gammel Mand, som ikke kan taale at ligge paa Stenbroen, der straffes haardere, end Loven tilsteder overfor den værste Forbryder!

Vidnet Knobelauch forklarer videre:

"Indstævnte Andersen har en Dag, da det var koldt, med en stor Nøgle slaaet Vidnet 4 a 5 Huller i Hovedet, af hvilke der flød meget Blod, og som medførte, at Vidnet tabte sin Bevidsthed. Vidnet tror, at dette skete paa Grund af Vidnets ovenforklarede Vægring ved at luge, men husker ikke dette med Bestemthed. Del var medens Vidnet var i Kachot - formentlig paa Grund af den ommældte Vægring - at Andersen slog ham som anført, og i den paafølgende Maanedstid var Vidnet stadig i Kachotten, hvis Vindue stod aabent Dag og Nat, idet Vidnet forgæves bad Opsynskarlen at lukke Vinduet. Vidnet var ikke under Lægebehandling for Saarene, der helede af sig selv, og Vidnet forlangte forgæves at faa Lægen eller Politimesteren i Tale."

Vidnet Cigarmager Larsen bekræfter dette saaledes:

"Vidnet har set, at det tidligere Vidne Knobelauch havde Mærker efter Slag i Hovedet. Vidnet har ogsaa set Knobelauch straks efter at han efter Sigende var kommet ud af en Sultekur paa 65 Dage, og han saa da efter Vidnets Skøn forfærdelig afkræftet ud."

Ringe i Loft og Gulv.

Vidnet Mortensen forklarer i Overensstemmelse med flere andre Vidner:

"Foruden de særlig omforklarede Personer har Vidnet hørt i al Fald 3 af Lemmerne beklage sig over at være blevne mishandlede enten af Indstævnte Andersen eller af Indstævnte Henriksen. Der var paa Anstalten et Rum, hvor der var anbragt Ringe i Gulv og Loft, ved hvilke de blev bundne, som skulde have Tamp."

* * *

Dette korte Uddrag af de lange Vidneforklaringer om Mishandlingerne maa for i Dag være tilstrækkelig til at vise Offenligheden, hvor forfærdelige de Tilstande er paa vore Fattiggaarde, som vi nu gennem 3 Aar i mangfoldige Artikler har trukken frem for Lyset. Det er Vidnesbyrd afgivne under Ed, og for Dommere som Hr. Hindenburg, der dog ikke ret vel kan tænkes at lede et Vidneforhør i vor Favør.

Paa Stolpegaarden havde vore Artikler til Følge, at Inspektøren vandrede i Tugthuset. I næste Artikel - paa Tirsdag - skal vi vise vore Læsere, at der ogsaa foregaar andet end Mishandling af Lemmer paa Korsør Fattiggaard. Der foreligger edelige Vidnesbyrd om Ting, som Absolut hører ind under den kriminelle Retspleje.

(Social-Demokraten 2. november 1890).

Visitfotografi af Edvard Wilhelm Schmidt. Fotograf: H. TønnisFoto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn. Bemærk, at fotoet kun er til brug på Politivennen Live Blogging, og altså ikke må deles på fx Facebook eller Instagram. Der er ingen fotograf at kreditere. Flere fotoer kan findes på Korsør lokalarkivs samling med hashtagget Korsør Arbejdsanstalt.

Korsør Fattiganstalt.

Fra Ildebranden.

Søndags dokumenterede vi for Offenligheden, hvilke forfærdelige Mishandlinger der gaar i Svang paa Korsør Fattiganstalt. I Dag skal vi, ligeledes ved edelige Vidnesbyrd, dokumentere, hvorledes de Personers Standpunkt er, med Hensyn til almindelig borgerlig Hæderlighed, som saaledes mishandler deres fattige værgeløse Medmennesker.

Da Anstalten brændte anmeldte Opsynsmændene, at alle deres Ejendele var brændt og gjorde Krav paa Assurancegodtgørelse derfor af vedkommende Selskab. Vi har selv, da Klagen i sin Tid blev indsendt til Justitsministeriet, forhørt os paa Assuranceselskabets Kontor og der faaet konstanteret, at de havde faaet udbetalt i Erstatning for deres brændte Tøj netop de Summer, som de 6 Lemmer med den yderste Nøjagtighed nævner i Klagen. Nu skal vi se hvorledes det forholder sig med disse brændte Ejendele.

Vidnet Smed Lars Mortensen forklarer derom:

"Vidnet der har læst i en Avis, at Indstævnte Henrichsen skal have faaet en Assurancegodtgørelse af ca. 700 Kr. udbetalt, hidrørende fra Anstaltens Brand i Marts s. A. Saa vidt Vidnet kunde se blev alt hvad Henrichsen havde paa Anstalten af Bohave og Klæder ved den ommeldte Lejlighed reddet. Vidnet var tilstede under hele Branden og kender godt Henrichsens Ejendele, En paa Anstalten anbragt Skomager paa Korsør Fattiganstalt fortalte Vidnet, at han havde gjort vedkommende Assuranceagent i Korsør opmærksom paa Henrichsens Forhold i saa Henseende. Vidnet har talt med 4 af Lemmerne, som havde været behjælpelig med at redde Henrichsens Ting, og disse Mænd paastode, at Henrichsen intet havde mistet."

Vidnet N, P. Andersen forklarer:

"Vidnet, der var med til at redde, erklærer sig overbevist om, at samtlige Opsynsmænds Ejendele blev reddede. Vidnet saa navnlig, at det Værelse, som Indstævnte Henrichsen og Jørgensen beboede var helt tomt inden Ilden naaede dertil." Vidnet har efter Branden set Klæderne ligge under Forlæderet i en Char-a-banc, og Vidnet har hørt Opsynsmand Henrichsen give et Lem paa Anstalten Ordre til at gøre disse Klæder rene, hvorfor Vidnet, der forøvrigt mener ogsaa at kende bemeldte Klæder, maa antage, at disse tilhørte Henrichsen."

Vidnet Bødkermester Bistrup forklarer:

"Vidnet har set Henrichsen, der tilligemed Jørgensen havde et Værelse paa Anstalten, under Branden bære en Arm fuld af Klæder bort fra dette Værelse, og der blev sagt af de Lemmer der var med til at redde, at disse Klæder med Undtagelse af en Støvleknægt var det sidste, der var i Værelset. Vidnet saa, at Henrichsen gik med de ommeldte Klæder til Inspektørens Bolig.

Vidnet Cigarmager Larsen forklarer:

Vidnet, der saa, hvad der blev reddet, maa antage, at samtlige Opsynsmænd fik alle deres Ejendele reddede. og særlig er Vidnet fuldstændig vis derpaa for Henrichsens Vedkommende, da Vidnet vidste, hvad denne havde i Forvejen."

Vidnet Kobbersmed Gross forklarer:

Vidnet, der selv var med til at redde, antager bestemt, at Opsynsmændene fik samtlige deres Ejendele reddede, maaske med Undtagelse af et Stativ og et lille Fotografi, som Indstævnte Henrichsen til Vidnet Ytrede, at han havde mistet. I øvrigt forklarede Vidnet, at han hørte Indstævnte Henrichsen udtale til Assuranceagenten og andre, at et Par gamle Strømper var alt, hvad han havde reddet."

Korsørs Borgmester rejser i denne Tid rundt paa Lolland som Kommisionsdommer og holder Brandforhør, og der meldes næsten hver Dag om Syndere, som han har faaet til at bekende deres Brandstiftelse og Assurancesvig.  Til andre Tider har Hr. Sylow gjort lignende Valfarter til andre Steder i Landet, og ikke faa har han dømt indenfor Tugthusets Døre. Er det saa ikke mærkeligt, at den nidkære Politimester saa aldeles gaar sin egen By forbi? Den By, hvis Borgeres Ve og Vel han først og fremmest er sat til at varetage, den By, hvori han i langt højere Grad er Retfærdighedens Repræsentant end i alle mulige andre Egne af Landet. Og ikke alene Byen er han knyttet til, men han er selve Anstaltens øverste Myndighed, og desuagtet kan der upaatalt passere saadanne Ildebrands-Historier, som alle disse edelige Vidnesbyrd beviser. Er Funktionærerne paa Korsør Fattiganstalt da ikke den samme Lov undergivne som alle de Husmænd og Gaardmænd paa Lolland og i Jylland, Hr. Sylow har saa travlt med at sætte fast?

"Mit og dit"

Ogsaa på andre Omraader herskede der ganske mærkelige Begreber om "mit og dit" paa Korsør Fattiganstalt.

Vidnet, Bødkermester Bidstrup, oplyser saaledes:

"Vidnet har efter Indstævnte Andersens Ordre forarbejdet Ballier, Spande og Stripper af Anstaltens Materialier, og Vidnet har efter samme Ordre været med til at bringe disse Genstande hen paa Andersens Bopæl."

Vidnet Lars Mortensen forklarer:

"En paa Anstalten indlagt Bødker forarbejdede Ballier, Spande og et Hakkebrædt i Vidnets Paasyn af Materialier, som til Dels var dragt ned fra Anstaltens Loft, saa Vidnet antog dem for at tilhøre Anstalten. Efter Bødkerens Udsagn var det Indstævnte Andersen, der havde paalagt ham at lave disse Ting til Andersens private Brug - - En Dag sendte Indstævnte Andersen en af Lemmerne i Byen for at købe stærkt Træ til Klemmer, men da det købte Træ kom, saa Vidnet at i al Fald en Del deraf blev benyttet af en i Anstalten indlagt Snedker til Forfærdigelse af en Kontorstol, hvilket efter Snedkerens Udsagn til Vidnet skete efter Ordre af Andersen, der skulde have stolen."

Vidnet Gross forklarer:

"Vidnet har set, at det tidligere førte Vidne, Bødker Bidstrup har hentet Træ af Anstaltens Beholdning og deraf forfærdiget Ballier, Spande og en Skrivestol til Indstævnte Andersens private Brug. Vidnet har haft Lejlighed til at bemærke dette, da han havde Arbejdsplads i Nærheden af bemeldte Bødker.

Vidnet Cigarmager Larsen har bevidnet det samme og har personlig set, at Genstandene bragtes hen til Andersens Bopæl.

Alle Klager undertrykkes. 

At alt dette, de rædselsfulde Mishandlinger og de ovenfor beskrevne Ulovligheder kunde gaa i den Grad som de gik, faar man et Begreb om, naar man hører, med hvilken Omhyggelighed der passedes paa, at ingen af Lemmerne fik Lejlighed til at klage. Alle Breve herom tilbageholdes og det nægtedes de Forurettede at blive ført til Øvrigheden for at afgive deres Klage.

Vidnet Gross forklarer saaledes: 

Da Vidnet var bleven ikendt den før omforklarede Straf af 60 Dages Sultekur, fremsatte han for Indstævnte Schmidt Begæring om at maatte klage herover for en Dommer, hvortil Indstævnte Schmidt svarede Nej, med Bemærkning, at han c: Schmidt var Dommer. To Gange senere, nemlig efter at Vidnet var bleven idømt en ny Straf af 30 Dages Sultekur og en anden Straf af 14 Dages Sultekur - hvilke 2 sidste Straffe Vidnet udstod i Resterne af den brændte Bygning, uagtet der ingen Varme var og det var koldt i Vejret - (indespærret i en Ruin paa den kolde Aarstid!!!) har Vidnet ligeledes anmodet om at blive stillet for Dommeren, for at fremføre Klage over sin Behandling, hvilket ligeledes blev Vidnet nægtet.

Vidnet Mortensen forklarer:

Mange af Lemmerne har fortalt Vidnet, at Schmidt havde truet dem med Sultekur og Prygl, hvis de afsendte Breve, uden at gøre Schmidt bekendt med Indholdet. Vidnet ved, at Sultekur flere Gange er anvendt for Overtrædelse af dette Forbud.

Vidnet Larsen forklarer:

Medens Vidnet var paa Anstalten, henvendte han sig engang til Inspektøren Schmidt og bad ham om at maatte blive fremstillet for Politiet, da Vidnet mente, at der forelaa forskellige Misbrug paa Anstalten, som Vidnet vilde klage over. Hertil svarede Schmidt, at Politimesteren ikke vilde tale med Vidnet, og ved denne Lejlighed sagde Inspektøren, at han skulde sørge for, at Vidnets Moder, der hidtil ugenlig havde sendt en Kurv med Fødevarer til Vidnet (Larsen er Krøbling), ikke mere sendte saadant, og at de Penge, der muligt vilde blive sendte til Vidnet, vilde blive beslaglagte, hvilket Inspektøren ogsaa senere gjorde.

Et tidligere Lem paa Anstalten - vi bemærker udtrykkelig, at det ikke er en af de afhørte Vidner - har fortalt os, at naar Postvæsnet i Postkasserne finder Breve, stilede til Justitsministeriet, Amtet eller lignende Myndigheder, som i det Ydre bærer Vidne om muligvis at være skrevne af Lemmerne, sender Postmesteren disse Breve op paa Anstalten. Her brækker og læser man uden videre Brevene, og er det Lemmer, som saaledes har forsøgt at smugle en Klage ud, bliver de strængt straffede. Man har tilbudt os flere Vidner, som har været Genstand for disse ulovlige Angreb paa Brevhemmeligheden.

Disse Uddrag af de hidtil afholdte Vidneforhør maa foreløbig være tilstrækkelige til at vise den store Offenlighed, hvorledes Korsør Fattiganstalt gennemgaaende er beskaffen. Men vi skal føre flere Vidner endnu og vi forbereder os paa at føre et Par, hvis Ord vi haaber skal ringe dobbelt højt for Justitsminister Nellemanns Øren.

(Social-Demokraten 4. November 1890)

Korsør Fattigaard.

Der var, som meddelt, for et Par Uger siden stor Stads i Korsør i Anledning af Indvielsen af den nye Fattiggaard. Professor Goos og mange andre Samfundsstøtter var til Stede. Blandt Hædersgjæsterne bemærkedes Anstaltens Inspektør, Hr. Kammerraad Schmidt, for hvem der blev udbragt et begejstret Leve, medens de Blade, der i sin Tid havde fremdraget og kritiseret Behandlingen af Lemmerne, fik sig en velment Overhaling.

Et Par Dage efter kom som en Sky paa en klar Himmel en Meddelelse fra Soc.-Dem. indrykket ogsaa i Korsør Højreblad, at en Udskrift af de af "Social-Demokraten"s Redaktør tilvejebragte Vidneforklaringer angaaende Forholdene paa Anstalten, vilde i den nærmeste Fremtid blive offenliggjorte. Som det vil erindres, havde nemlig Anstaltens fire Funktionærer - Inspektøren og tre andre faaet Ordre til at anlægge Sag mod Soc.-Dem. for dens Omtale af deres Færd, og i Anledning af denne Sag er det, at dette Blads Redaktør med stort Besvær i Løbet af det sidste Aar har tilvejebragt en Række Vidneforklaringer, hvoraf et lille Udvalg findes offenliggjort i Bladets Søndagsnummer.

Af de tildels ogsaa i "Politiken" offenliggjorte Vidneforklaringer, gjengiver vi følgende:

[Herefter følger citater fra artiklerne i Social-Demokraten, se ovenfor]

(Roskilde Dagblad 4. november 1890).

Korsør Fattiganstalt.

Da vi i sin Tid aabnede vort Felttog mod Fattiganstalterne og lagde for med Korsør som den værste, lød der fra alle de ramte Buler et Raab om, at der naturligvis ikke var et sandt Ord l det hele. Men ikke én af dem vovede at anlægge Sag imod os. I Tikøb gjorde man et Tilløb: Sogneraadet vedtog højtidelig Sagsanlæggelsen, men derved blev det ogsaa. Ingen turde løbe denne Risiko, og de følte sig trygge for, at vort kære Justitsministerium eller vedkommende Amt skulde faa i Sinde at rippe op i Skandalerne. Det er jo saaledes bevendt med Retstilstanden her i Landet, at alle Embedsmænd og offenlige Institutioner, som er trofaste Tilhængere af det bestaaende Regimente, nærmest kun frygter os. Har de i det Hele taget nogen Frygt for at vælte paa deres Vej, saa er det ikke opad men udad de skeler, ud imod den frisindede Presse som den Sten, der skal vippe dem i Grøften.

Saa kom vi igen. Denne Gang med den nøje specificerede Klage fra de 6 Lemmer. Vore Læsere kender dens triste Gang. Vi sendte den ind til Justitsministeren og fik Svar fra selve den anklagede Anstalts øverste Myndighed og Leder. Ingen vil da undres over, at Svaret var som det var. 

Men inden dette Svar kom var det, at det korsørske Byraad skyndte sig med at støbe Kuglerne til de fire Sagsanlæggelser. Et Barn kan gætte hvorfor. Hvis Ministeriet havde besluttet en offenlig Undersøgelse af Anstaltens Forhold, havde de været i Vinden. En Dommer kan saa rart faa fat i Vidner og faa sin Næse i alle Papirer. Han har Magt og Myndighed til at rode op i alle Affærer, der blot forekommer ham lidt mistænkelige. Og havde Korsørianerne faaet en saadan energisk og retfærdig Undersøgelsesdommer paa Halsen, havde det maaske ikke set godt ud for dem. Det var det, de for enhver Pris vilde undgaa, og saa bed de i det sure Æble og sagde: saa hellere Sagsanlæggelse. Her væltede de hele Bevisbyrden over paa os. De selv og de Myndigheder, der skulde have taget Sagen i deres Haand, havde saa intet andet at gøre end dukke sig og lægge os saa mange Hindringer i Vejen som vel muligt.

I den Retning nægtede de sig intet. Først anlagde de ikke én Sag, men hele fire. Lykkedes det dem at klare Skærene, fik de en følelig Hævn med det samme. Hvis f. Eks. det kunde lykkes dem at faa Redaktør Wiinblad dømt til 3 Maaneders Fængsel, blev det i alle fire Sager et helt Aar han saa fik. Demæst gav Ministeriet de fire Herrer fri Proces. Og saa begyndte man at putte Vidnerne omkring paa det halve Lands Fattiganstalter. Det mest graverende, Pigen Olga Berg, fik man sendt til Brasilien, en anden sendtes til Hillerød, en tredie gemtes paa Ladegaarden, en fjerde forputtedes paa Fyen osv. i det uendelige. Nu kunde vi se, hvor vi fik Vidner fra, og kunde vi ikke hitte dem, var Dom og Straf os vis, og Korsør Anstalt vilde den Dag staa ren som en nyvasket engel.

Vi skrev rundt i Øst og Vest, i Syd og Nord, til alle de Forsørgelseskommuner og Fattiganstalter, hvor vi havde Formodning om at træffe vore Folk. At vi ikke mødte synderlig Imødekommenhed, er det sikkert overstadigt at tilføje. Paa Tikøb Fattiggaard var der saaledes gemt to Mand. Vi skrev dertil, eller rettere vor Sagfører, men tror man vi fik blot et Svar? Nej, ikke et Muk! De hænger sammen som Ærtehalm de fleste.

Men saa var det vi hittede paa at offenliggøre et Opraab i Bladet til alle, om at staa os bi med at skaffe os Vidner. Det hjalp. Vi fik Masser af Breve og Underretninger om de eftersøgte Lemmers ny Opholdssted, og saa fandt vi endelig dem, vi søgte. Men det var ikke Enden endda. Vi maatte nu ikke alene betale Vidnets Rejse til og fra København, og hans Ophold her i Byen, men der var de Myndigheder, som var saa elskværdige at sende os Vidnerne under Eskorte, hvis Rejse osv. vi ogsaa maatte betale. Det latterlige i alle disse Chikanerier rørte os ikke, vi gik vor stolte Gang fremad med Sagen, og nu ligger der en nydelig Buket Vidnesbyrd i Justitsministeriet. Vi tænker ikke det denne Gang skal lykkes dem at fortalle, at det hele er Opspind.

Det var nu Straffen over de "Ugudelige", nu skal vi se lidt paa Belønningen for de "Retfærdige'.

Noget efter at vi havde klædt Korsør-Anstalten af i dens fule Nøgenhed, og efter at vi havde vekslet nogle smaa Hug i Pressen med Inspektøren og Byraadet, indtraf Kongens Regeringsjubilæum. Professor Goos havde, som Fængselsinspektør, været dernede og, som han nylig udtalte ved Festmiddagen, "havt den Glade at erklære til Ministeriet, at enhver Anke mod Anstalten maatte tilbagevises". Inspektøren stod da som en forfulgt og forurettet Mand, og han maatte selvfølgelig have en Belønning. Det var jo altid et Segl paa, at "Social-Demokraten" havde faret med Usandhed. Og saa faldt der da ogsaa en Draabe af Jubilæumsregnen paa hans "rødmende" Hoved, idet han allernaadigst blev Kammerraad. Samtidig blev Bogtrykker Jensen, der havde givet Anstalten og dens Kære et skaanende Ly i "Korsør Avis", ligesaa naadigt gjort til Kancelliraad, og andre af Spidserne drager siden den Dag om med Ridderkorset.

Men det interessanteste ved hele denne mærkelige Fattigaaardssag turde dog alligevel være det Bidrag, den giver til Belysningen af vor Retsbeskyttelse her i Landet. Seks navngivne Mand indgiver en Klage til Statens øverste Øvrighed, hvis absolute og simple Pligt det er at lade det paaklagede Forhold nøje undersøge. Men i Stedet derfor anlægges der Sag mod Redaktør Wiinblad, der ikke har anden Skyld end den at have befordret Klagen ind til Ministeriet, fordi det var umuligt for selve Klagerne at gøre det.

Forholdet er da dette: Hvis Lemmerne klager straffes de med Prygl, Sult og Arrest og Klagen tilbageholdes inden Anstaltens Mure. Hvis vi paatager os at sende denne Klage ind til Ministeriet og ganske simpelt meddeler enkelte Brudstykker af Klagens mindst graverende Indhold faar vi Sagsanlæg med eventuel Straf i Følge. At gøre de Skyldige mindste Ulejlighed falder ikke den høje Retfærdighed ind. Der skal adskillig Udholdenhed til at kampe mod sligt, og Enhver vil vist indrømme os, at det ikke er nogen let Opgave, men en saare vanskelig, der er stillet en frisindet Presse under saadanne Tilstande. At vi har faaet fat i de bortfløjne Vidner og Ord til andet faaet bekræftet, hvad vi skrev, er i Grunden kun et Held. Hvis de Vanskeligheder, der blev lagt os i Vejen, havde været saa store, at vi ikke havde været i Stand til at overvinde dem, saa havde vi ikke haft dette Held, og saa var vi maaste bleven dømt til et helt Aars Fængsel. Og hele Koblet i den "velsindede" Presse, som den ynder at kalde sig selv, havde hylet af Glæde og skrevet Spalte op og Spalte ned om vor Upaalidelighed og vore Tendenser til kun at rive ned.

Nu derimod, er den Mulighed forhaabenlig udelukket. Nu er det Fattiganstalten med dens Kammerraad i Spidsen, Professor Goos og "alle Autoriteter", som har tilbagevist vor tidligere Klage, der staar i den ejendommelige Belysning, Hof- og Stadsrettens første Vidnekammer kaster over dem.

(Social-Demokraten 5. november 1890).

Korsørs Forsvarer.

Korsør har en lillebitte, bitte Avis, saa lille, at den vist er den mindste i det ganske Land, herunder ogsaa regnet hvad den rummer af Forstand.

Intet var vel naturligere end om den efter vore sidste opsigtsvækkende Afsløringer havde taget Fattiganstalten op til Drøftelse. Men ikke et Muk har den haft at sige til Forsvar for dens kære Anstalt. I Gaar derimod har den en højst barnagtig Artikel til "Sorø Amtstidende", et af de Provinsblade, som har aftrykt vore Artikler om Fattiganstalten.

Efter en lang Indledning om Storpolitik og Venstrebønder, Ting, som ikke kommer Anstalten en Smule ved, skriver den:

""Sorø Amtstidende" ved godt, at det er de samme gamle Røverhistorier, som er modbeviste for flere Aar siden og som ikke vinder i Troværdighed, fordi gamle Tvangslemmer og straffede Personer afgiver edelig Forklaring om deres Sandfærdighed. "Sorø Amtstidende"s Redaktør, Hr Tauber, vilde vistnok selv meget nødig dømmes eller bedømmes af saadanne Folk, nej, saa blev hans Renome langt daarligere end nu; hvad vilde en stakkels Tvangsfange f. Eks. sige om T.'s bekendte Affodring i Ringsted paa Statskassens Regning - han vilde sikkert male Hr. Tauber sortere end Fanden selv. Om Værdien af de af "Social-Demokraten" og dens Eftersnakker omtalte edelige Forklaringer om Forholdene paa Korsør Tvangsarbejdsanstalt faar man ogsaa et godt Begreb naar man ved, at et tidligere indlagt Tvangslem har oplyst, at "Social-Demokraten" udlovede 25 Kr. til dem, som vilde vidne imod Inspektøren og Opsynsmændene paa den herværende Anstalt."

Vi har kun optrykt denne Snak for at vise, hvor fattig Korsørs Monitor er paa Forsvar for dens Anstalt. I al Korthed skal vi gennerngaa det Par Punkter, som angaar os, og vise, at der er ikke Gnist af Sandhed i dem.

Hvorledes "Røverhistorierne" blev modbeviste for flere Aar siden har vi gentagne Gange fortalt vore Læsere. Ministeriet sendte gennem Amtet Klagen med til Korsør, og de gode Folk sagde om deres egen indbringende Fattiggaard, at den var udmærket. Det er, hvad Bladet kalder for modbevist. Der er i Virkeligheden ikke ført Skygge af Bevis mod vore Klager, ikke ført et eneste Vidne, men desuagtet er man fræk nok til at tale om Beviser. Nej,vi har ført Beviser, idet der er to, tre eller fire edelige Vidnesbyrd om de fleste Punkter. Naar Korsørianeren insinuerer, at vi har ført Tvangslemmer og straffede Personer som Vidner, saa er dette noget de helst ikke skulde have skrevet - "Fals slaar sin egen Herre paa Hals". "Social-Demokraten" vilde vist komme godt op at køre, hvis vi mødte med Tyve og Kæltringer som Vidner for Retten. Saa meget ser man os dog paa Fingrene, al de vist vilde komme ned ad Raadhusets Trapper i en Fart.

Nej, er der nogen, som kan nøjes med Tyve og Kæltringer som Vidner, saa er det ikke os, men de kongelig danske Autoriteter. De forsmaar ikke saadan en lille Hjælp, naar det gælder at komme "Social-Demokraten" til Livs. For kort Tid siden førte Husarregimentet saaledes som Vidne mod os en Mand, der havde været straffet for Tyveri, vist endog gentagne Gange. Han fik ganske rolig Lov til at aflægge Ed, uagtet der ved Siden af ham stod en af hans høje Foresatte. Han burde vide, at det var en Tyv, som her skulde "bevise" det. Myndighederne ønskede.

I Korsør-Sagen har vi faaet Masser af Tilbud om Vidner. Men først og fremmest har vi spurgt, om de var straffede, og hvis dette var Tilfældet, har vi øjeblikkelig sendt dem hjem igen. Vi har udsogt dem, som vi ansaa for de hæderligste og paalideligste, og ingen af dem skal kunne sige, at det har manglet paa Formaninger om at holde sig strængt til Sandheden og fjærnt fra alle Overdrivelser. Vi kan dog indse, at det modsatte kun vilde skade, ja helt ødelægge vor Sag i Stedet for at gavne den.

Historien med de 25 Kr., vi skulde have lovet dem, som vilde vidne imod Inspektøren og Opsynsmændene, er ganske simpelt ren og skær Usandhed. En saadan Idiotisme kunde aldrig falde os ind. Vi meddelte i Gaar, hvorledes vi maatte bekoste Vidnernes Ophold og Transport hertil med Eskorte, men det var noget vedkommende Myndigheder tvang os til. Men at vi skulde udsætte os for, at man slog fast, at vi vilde bestikke vore Vidner, skal der saa dumme Mennesker som den Korsør Bogtrykker til at tro.

Mere er der ikke os vedrørende, men det øvrige karakteriserer godt nok Avisens Afmagt. Hvad siger man s. Eks. om det Forsvar for Fattiganstalten, der ligger i "Taubers Affordring i Ringsted"? Barnemad!

Netop. Det er Barnet, som her for første Gang vandrer i sin Faders Fodspor. Bogtrykker Jensen søn., som blev Kancelliraad for sine Fortjenester af Fattiganstalten, er nemlig ikke mere. Den Søndag, da vor første Artikel om de opsigtvækkende Vidneførsler stod i "Social-Demokraten", døde han faa Timer efter at Bladet var kommet til Korsør. Nu er Røsten hans Søn Adams, der journalistisk talt er lige saa nøgen som hans Stammefader i Paradisets Have.

Han kan i al Fald ikke rokke ved vore Artikler om Korsør Fattiganstalt.

(Social-Demokraten 6. november 1890)

Korsør Fattiganstalt.

Udtalelser i Venstrepressen.

Medens ikke et eneste Højreblad har vovet al skrive et Muk om vore Artikler vedrørende Korsør Fattiganstalt, har nogle Venstreblade beskæftiget sig med dem, "Sorø Amtstidende" skriver saaledes i Gaar:

De af "Social-Demokraten" optagne Vidneforklaringer har bragt hele det pæne Selskab som lever af og for Arbejdsanstalten, til et Topmaal af Raseri. Blandt den aldeles overvejende Del af Korsørs Borgere falder Meningen om denne Anstalt sammen med vor, og Mand og Mand imellem hører man en ganske anden Anstuelse om Anstalten end den, der kommer til Orde i den sølle "Korsør Avis". Vi siger "Social-Demokraten" en oprigtig Tak, fordi den med store Bekostninger og under allehaande Vanskeligheder har fort denne Sag saa langt. Enden er ikke endnu, og der er forbeholdt d'Hrr. dernede nogle Overraskelser, som vi er bange for, at de ikke vil være mere taknemlige for, end for hvad der alt er mødt dem "Social-Demokraten" har havt svært ved at faa sine Vidner ført. Olga Berg blev pludselig sendt til Brasilien, "det ligger jo saa langt herfra". Og Autoriteterne synes ingensteds at have begunstiget Vidneførselen - for at bruge det allermildeste Udtryk. Alle de Vanskeligheder og Udgifter, som overhovedet er mulige - og de er mange i Danmark - har Bladet maattet overvinde. Men en kraftig Vilje og een aldrig svigtende energi fik Bugt med Besværet. Nu er Vidneforklaringerne der - det vil sige, der kommer flere endnu - og det vil kun være meget barnlige Sjæle, man vil kunne bilde ind, at de ikke har noget at betyde ---------- Det er et Forsvar for de Fattige og forstødte i Samfundet, for dem, som ikke selv kan tale deres Sag, for dem som under den nuværende Ordning af disse Forhold er noget nær retsløse i vort Samfund. Et Forsvar for denne Del af Menneskeheden bliver man hverken Kammer- eller Kancelliraad for at føre; der venter en Forhaanelse, Bagvaskelse, Forfølgelse og, hvis der blot

er en Fold, man kan saa sat i, Lovens haardeste Straf for at føre det. Men Lønnen er alligevel større end Alverdens Kors og Titler, den er Bevidstheden om at have gjort, hvad man anser for sin Pligt, og den er Haabet om at kunne bringe menneskelige Tilstande ogsaa for disse Mennesker.

Det forekommer os ubegribeligt - skønt vi har vore egne Meninger om dansk Retspleje - om Justitsministeriet ikke nu sætter en virkelig Undersøgelse Gang. Vel er der spildt en Del kostbar Tid; men sent er bedre end aldrig, og hvis man overhovedet vil holde paa Autoritet i dette Land, saa maa Ministeriet for sin egen Skyld iværksætte en saadan Undersøgelse hellere i Dag end i Morgen. Spergsmaalet om wrnientlige Mishandlinger og andet mere paa Tvangsarbejdsanstalten i Korsør er ikke et privat Mellemværende mellem "Social-Demokraten" og tre Opsynsmænd, som ingen kender; men det er et Mellemværende mellem den offenlige Mening i Danmark og Korsør Tvangsarbejdsanstalt, som der maa kastes fuld Klarhed øver.

Der er virkelig alvorlige Grunde for Justitsminister Nellemann til at tage fat, og der sidder dog i al Fald enkelte Medlemmer i Sorø Amtsraad, som før har turdet tage en Sag og selv med Fare for at bringe lidt Disharmoni ind i Selskabet. Men finder Skrigene fra Korsør ikke Øre paa disse Steder, da er der Udsigt til, at Folkethinget gennem en Forespørgsel vil henlede Hr. Nellemanns Opmærksomhed paa de afgivne Vidneeforklaringer og paa, hvad der ellers af Uregelmæssigheder knytter sig til Tvangsanstalten i Korsør.

(Social-Demokraten 8. november 1890)

Henvisning til Sorø Amtstidende er til artiklen den 6. november 1890)

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Schmücke dein Heim. (Efterskrift til Politivennen).

Julen er i Anmarsch - men Julen er ikke længer, hvad den var i gamle Dage.

Langt ude paa Landet maaske, hvor Menneskene endnu er hyggelige, fordi de intet har, der kan erstatte Hyggeligheden, hvor de er gode fordi de ikke har nogen Fristelse til at være onde, hvor de saa gærne samles til Fest, fordi Dagen i Dag gaar ensformig og stille som Dagen i Gaar, som Dagen imorgen - - dér er der vel endnu Klang i Juleklokkerne, dér slagtes der og brygges, koges og bages - dér sidder man lunt og rart i Julefred ved Julegrød, sender Tanker og Mad til til sine nødlidende Medmennesker, danser om Træet, kører til Kirke - alt imens Sneen ligger kold og køn over Markerne og Juløstjærnen blinker og alle Børnene komme hjem fra hvor i Verden, de er henne.

Men her i København har vi en anden Jul.

De store, lysende Butiksruder, der nedstirrer hverandre tværs over Gaden, der er som graadige Øjne, hvormed Købmændene blinker bønligt til Sværmen, der langsomt driver forbi. Aldrig har noget Pigebarn koketteret, som Købmændene koketterer ved Jul. De er nødte dertil - for bliver de ikke gifte til Jul, saa bliver de det aldrig.

I København er Julen en Kamp - en Kamp for Livet. Nat efter Nat Slid og Slæb med Opstillinger og Arrangements. Dag efter Dag lige til Midnat Tjenstvillighed, Forbindtlighed og Smil og Buk og "Gudbevares" og "Tusind Tak", til Munden gaar af Led.

*

Julen er i Anmarsch. Om kort Tid begynder Strømmen, der driver Butikerne forbi, at tyknes og tættes. Saa vilde jeg gærne bede de Godtfolk, der glider over Asfalten og kigger paa Silke og Guld og Fløjl og Narrestreger - at se i Vejret, omtrent, dér, hvor Winkel og Magnusson har deres Kunsthandel

Den eneste virkelige Kunsthandel, vi har herhjemme, - den eneste, som ikke eksisterer i Kraft af en Afdeling for Galanterivarer.

Alle Mennesker skal jo have noget paa deres Vægge. Naar Bønderne ikke kan hitte paa andet, køber de 8 Skillings Fotografirammer og hænger dem op over Kommoden - uden Billeder i, blot med de blaa, røde, hvide Karduspapirer. Der er ikke en Familje saa fattig, den har jo hængende paa sin Væg et Fotografi af en Soldat, et Kontrafej af Prinsesse Alexandra - en tysk koloreret Fremstilling af Jesus paa Korset - eller af et i okkergule Luer brændende Hjærte - eller af noget andet noget, som ikke har det bitterste med Kunst at skaffe.

Det usleste Værtshus har usle Olietryk paa sine Vægge.

De tyske illustrerede Blade indeholder hver Søndag en Annonce, der er overskrevet "Schmücke dein Heim!" Annoncens øvrige Indhold er ikke tiltalende. Men Opfordringen er ikke andet, end hvert Menneskes naturlige Tanke.

Og hvorfor saa ikke smykke sit Hjem med noget, der duer? Det er ikke dyrere end det daarlige Kram. Hvert Menneske, der overhovedet vil anvende noget paa sine Vægge, kan overkomme en og anden Gengivelse af et Kunstværk, i vore Dage, da Reproduktionskunsten har gjort saa uhyre Fremskridt.

Winkel og Magnussen fortjener mange og frugtbringende Besøg i den tilstundene Juletid, da det Menneske er det fattigste der ikke har nogen at give til. Deres store Lager er forsynet med alt, hvad et Hjærte kan begære. Danske Kunstneres Billeder, gamle og ny, en storartet Samling Fotografier efter Mesterværkerne i Evropas fornemste Gallerier, prægtige Raderinger, Kobberstik, Fotogravurer, Masser af Skulptur - dyrt og billigt og som det billigste en fuldkommen nydelig Række Gengivelser af Mestrene - 50 Øre for hvert Billede i Cabinetsformat.

Winkel og Magnussen fortjener Støtte fremfor nogen, fordi de sidder inde med vor eneste virkelige Kunsthandel. Det er ikke Smaating, hvad de maa indforskrive af udenlandske Sager, og deres Betydning for dansk Kunst giver sig selv.

Maatte nu disse Linjer bidrage til, at Asfalten bar en og anden og mange fler op ad de brede Trapper og ind i Kunsthandelens store Lokaler, dem man skal have svært ved at rive sig løs fra uden at tage et Billede med sig.

"Scmücke dein Heim".

Simplex

(København 6. november 1890).

Annonce for Winkel og Magnussen, København 31. december 1890.

Peter Elfelt: Højbroplads 3-9. Winkel & Rasmussen midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain. 

Henning Jensen som Journalist. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen

"Den, Guderne vil fordærve, ham slaar de med Blindhed", hedder det, og det ligger lige for at mindes dette i Forbindelse med Henning Jensens Navn i denne for alle mulige Avtoriteter saa fordærvelige Tid; thi er det end forstaaligt, at vor højeste Avtoritet paa det kirkelige Omraade, Hr. Scavenius, ikke just kunde nære nogen brændende Kjærlighed til Henning Jensen efter Valghistorien i Stevns, saa burde han dog, som det sig en Kirkens Mand havde egnet og anstaaet, have vist kristelig Overbærenhed mod den noget aparte Præstemand og - for Autoritetens Skyld - have taalt ham.

Men det gjorde Scavenius ikke; han satte Præsten Henning Jensen i Kirkens Ban og skabte en Politiker, der med skaansesløs Kritik og sønderskjærende Logik hudflættede de ærværdige Avtoriteter, ikte mindst de kirkelige, saa de gav sig ved det; thi "den Guderne vil fordærve o. s. v."

Det nytter ikke at indvende, at det altsaa er for at hævne sig, Henning Jensen vil Autoriteterne til Livs; thi dels øvede han jo allerede endog en meget hvas Kritik, da han stod i Avtoriteternes Sold, og dernæst gjælder det nu en Gang, at de ydre Forhold, hvori man staar, til Dels betinger ens aandelige Udvikling. Sandheden heraf indlyser jo bedst ved at tage Scavenius for sig: Er der vel nogen eneste, som tror, at han, den livsglade Godsejer, vilde være bleven den Alvorsmand og vældige Rettroenhedens Forkæmper, han er, hvis han ikke var bleven Kultusminister ?

Vel er der noget i, at den Anskuelse, en Mand er kommen til, naar han er naaet op ved 40 Aars Alderen, den ændres i de store Spørgsmaal ikke ofte, men det sker dog, og det sker selvfølgelig desto lettere, jo mere ærlig og søgende en Natur der er Tale om.

Nu tyder Henning Jensens Fortid netop paa, at dan er en ærlig og søgende Natur. Ærligheden røber sig deri, at han ikke tog i Betænkning at sætte sin sikre og alt i alt ret gode økonomiske Existens som Embedsmand paa Spil, og det søgende i hans Natur er let at saa Øje paa.

Som ung Præst tilhørte han den indre Mission, med dens stærke Krav paa "Hellighed" som det, der nærmest svarede til det kristelige Ideal. Han var den Gang ansat i Haslev-Egnen og kom her i Berøring med den grundtvigianske Bevægelse med dens Krav paa at tage alt det ægte menneskelige i Brug, og han blev derefter denne Retnings haandgangne Mand. Men i begge Tilfælde gjorde han sig bemærket ved stærkt at lægge Vægt paa Virkeliggjørelsen af Idealet. Læren. Dogmerne i og for sig var ham mindre end de praktiske Konsekvenser, der skulde drages af dem. Hans Trang til at virkeliggjort Idealet har sikkert ikke mindst været bet, der bevidst eller udevidst har bragt ham paa Kant med Dogmerne.

Han har set, at for den store Mængde af kristne, lærde som ulærde, gjaldt det meget mere om at komme paa det rene I med, hvad der var "den rette Lære" og søge Frelse deri, end om at faa Livet til at svare til Læren i Stort og smaat; dette har saa ført ham til den "praktiske Kristendoms Standpunkt", det han i mange og udmærkede "Nutidsprædikener" og Taler har fægtet for Anerkjendelsen af, og dette har endelig ført ham til en historisk Undersøgelse af, hvorledes det saa til syvende og sidst hang sammen med disse mange almægtige Dogmer og Læresætninger, om hvilke de forskjellige kristelige Retninger forer evindelig indbyrdes Kamp, og over hvilke det, som det kommer an paa, Livet, forsømmes.

I den Bog, han nylig har udgivet, kommer han til det Resultat, at Jesus ikke er Guds Søn, og dermed falder for ham selvfølgelig hele den nugjældende Dogmatik. For ham er Jesus af Nazareth det sande Menneske, Idealet af et Menneske; at leve sit Liv som han, der "gjorde vel imod alle", er det sande kristelige, deri ligger ene Frelsen for Menneskene, det er alene det, der betyder noget i Guds Øjne, og han slutter Bogen med Bjørnsons Ord: "Hvor bra Folk gaar, der er Guds Veje".

Uden at komme ind paa nogen Undersøgelse af denne religiøse Opfattelses Rigtighed eller Nødvendighed kan det imidlertid siges, at det er H. Jensens dybe Kjærlighed til de smaa og Udende i Samfundet, der har drevet ham til saa stærkt at kræve Idealets Virkeliggjørelse. Den uhyre Modsigelse, der er mellem den Lære, der prækes og avtoriseres, og det Liv, der leves, har forarget hans Følelse, og hans skarpe logiske Sans har gjort ham til en Angriber paa det tomme. avtoritetsmæssige, i Kamp med hvem de fleste er bleven ret ilde medtaget, især om Modstanderen var en Teolog.

Hans store stilistiske Evne er ham et ypperligt Hjælpemiddel i Kampene; han fører sin Pen som en Gideon, det regner med salte Spydigheder og fyger med spidse Vittigheder; hans Tanker fylker sig i flotte Geledder, der fører et helt Arsenal af Bevismateriale i Ilden.

Henning Jensen fødtes den 6te Dcbr 1838. 26 Aar gl. tog han Præsteexamen, blev Aaret efter Præst og virkede som saadan dels som anført i Haslev-Egnen, dels paa Bornholm, indtil han 1878 blev Præst i Stenmagle, i hvilket Embede han sad til først paa Aaret 1885, da Scavenius gav ham Afsked. Thi mens han var Præst i Stenmagle, kom han ind i den politiske Bevægelse, der da tog Fart; han forargedes over den skrigende Modsigelse mellem de politiske Dogmer og det politiske Liv, og i "Morgenbladet", som da lededes af Hørup, gav han sin Forargelse Luft; dette var allerede nok, men det blev mere end nok, da han stillede sig som Scavenius Modkandidat i Stevnskredsen. 

Efter at være bleven afskediget, blev han den 1ste Septbr. 1886 valgt som Monrads Efterfølger i Middelfartkredsen og har siden da siddet i Folketinget, hørende til Hørups Gruppe. Han taler ikke sjældent i Tinget, og naar man ikke netop er den beklagelsesværdige Gjenstand for hans snærtende Bid, er det en Nydelse at høre ham tale.

Fra Bladet "Enhver sit", som han udgav, er han bleven kjendt af mange. I mer end en Henseende er Navnet "Enhver sit" betegnende, men bl. a. ogsaa i den, at det, H. Jensen vil, er en Tilstand, under hvillen enhver faar sit, og for Opnaaelsen deraf har han gjort et Arbejde af mere end almindelig Værdi.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 2. november 1890)

1886-1897 var han medarbejder ved Politiken, 1884-1897 ved Social-Demokraten. I begge førte han en skarp nedrivende polemik mod Folkekirken og dens præsteskab. Han udgav i denne periode (1890-1893) i 3 særskilte skrifter en fremstilling af Jesu liv og død i afgjort fritænkersk ånd og udgav endvidere 3 fortællinger, Kapellanen (1891, imod den Indre Mission), Pastor Dahlberg (1892, en præsts brud med kirkelæren) og Blodets Baand (1895, for Socialdemokratiet). 1886-92 var han Folketingsmand og hørte til Viggo Hørups retning.