Københavns Ghetto: Maj 1912. (Efterskrift til Politivennen).

 Københavns ghetto

Fremmedkolonien og epidemier

25 øre for kost og logi. 15 mennesker i et værelse. - Russiske ægteskaber. - En hemmelig fabrik.

Hænder det Dem engang når Berlinerekspressen er kommet ind og de rejsende har spredt sig OVer byen, at De standses af en lurvet klædt  fremmede udseende mand, med jødiske eller slaviske træk, så kig på ham - det er en ny landsmand. 

Han stikker Dem grinende et smudsigt visitkort i hænderne og spørger Dem på tysk om vejen til den adresse, der står på kortet. Han skal til et af de nye fattige jødiske, polske eller russiske kvarterer, der i de sidste år er opstået i København. Og han kommer for at blive. Han er ikke landarbejder, men håndværker, skomager, så er han som regel skomager, skræder eller børstenbinder. Han er rejst hjemmefra for at søge det forjættede land, måske fordi alle forhåbninger slog fejl derhjemme, eller fordi politiet var efter ham af en e!ler anden grund.

Han finder sig hurtigt tilpas i de nye omgivelser, søger straks arbejde. Han er flittig og nøjsom som en kineser. Et par uger efter at han er kommet, flytter han fra logiet og indretter sig med et par venner i en 1 værelses lejlighed.

Når sommeren kommer, tilbringer han aftenen på en bænk på Boulevarden, hvor han sidder og fjanter mod en ung kvinde fra samme land som han selv. Han har imidlertid fået smag på denne verdens goder. Klæderne bliver bedre - men renere bliver han næppe - og han bliver en ret hyppig gæst om aftenen på visse anti-automat kaféer i den indre by. Her føler han sig som naturaliseret dansker, og han synger med på omkvædet, når pianisten spiller "Dejlige Danmark'', mens han pifter af hjertens lyst, når klaveret hylder "Den hvide zar".

Sådan er den almindelige type, den, der danner stammen i den fremmede koloni som har slået sig ned i København og som stadig trækker nye kolonister til sig. Han er håndværker, og hvad ubehageligheder for en by som København, han kan føre med og det er endda ikke så få, er han en stille arbejdets mand, som næppe volder vort politi større vanskeligheder. At en fremmed koloni, som den vi efterhånden har fået, skaffer politiet forøget arbejde, er en selvfølge, men lovbrydere er stammen ikke. Men stammen har flere mangeartede skud. Det er utvivlsomt;, at København er blevet tilflugtsstedet for en skare politiske forbrydere, og det er lige så sikkert, at andre som det russiske politi af ikke politisk grund havde lyst til at se i dets fængsler, spadserer frank og fri om på Københavns gader.

Vi skal senere komme tilbage til disse ubehagelige gæster og i dag kun holde os til den almindelige type.

Det er en selvfølge, at han skal nyde godt af vor nations gæstfrihed, men det burde ikke være mindre selvfølgeligt, om man omhyggeligt vågede over, og vore autoriteter kunne her lære meget al det frie Amerika, at du fremmede ikke kom til at afgive et uforholdsmæssigt stort kontingent til vore hospitaler, vort fattigvæsen osv. 

Der er så sandt ingen grund til at være glad over invasionen. 

Nogen styrke tilfører det fremmede blod ikke vor nation. Tilskud til vor kultur heller ikke, og med deres hygiejne er det såre småt bevendL Det sidste rummer en virkelig fare, det siger sig selv.

Den måde, de lever på, tit og ofte en 10- 12 mennesker stuvede sammen i et lille bitte rum, slet ernærede og under de urenligste forhold, kan blive arnestedet for de frygteligste epidenier. eller rettere sagt kolonier som dem, der indretter sig, er det altid, når der opstår en epidemi i en by af Københavns størrelse.

Her kunne man uden at bryde gæstfrihedens love, skride ind til gavn for byen, som for de fremmede.

Når manden med visitkortet er nået til Aabenraa eller til kvarteret på Christianshavn, åbner et logihus sine døre for ham. Han finder her et meget billigt Hjem. 25 øre om døgnet for kost og logi, - man kan forstå, hvordan Kosten og Logiet er.

Pensionatet består som regel af et værelse og køkken og giver husly til værten og en 10-12 pensionærer. Kosten består altid af det samme: Grynsuppe, det vil sige gryn og vand og rugbrød.

Renligheden kan naturligvis ikke være højt udviklet under disse vilkår. Og det bedste bevis på, at forholdene er ugunstige, er det, at ejendommen, hvor sådanne pensionater søger til, før eller senere affolkes af danske familier.

Således opstår de såkaldte "russerreder", og dem er der efterhånden en del af her i byen. Og man må ingenlunde tro, at pensionærerne tilhører samme køn; der findes mænd og kvinder mellem hinanden.

Ofte slår familier sig sammen om en lejlighed, indtil 3 familier om en 1 værelses lejlighed.

Det hændte virkelig en gang da politiet som følge af en tyverisag greb ind, at en mand erklærede ikke at kunne huske hvem af to kvinder, han var gift med. Det synes ganske utroligt, men man må erindre, at ægteskaber blandt disse flygtninge ikke indgås på ordinær vis. Dertil behøves jo autoriserede papirer, men flygtningene holder sig altid så langt borte fra deres hjemlige autoriteter som muligt. 

For et par venner, som er indbudt i dagens anledning, erklærer manden, at han tager denne kvinde til ægte og ægteskabet er indgået. Hos jøderne hersker der dog den formalitet, at vidnerne sætter deres navn på en ægteskabsformular.

Der synes ikke at være noget som helst at stille op med disse ægteskaber, og det må tilføjes at i de fleste tilfælde betragter de ægteviede sig som lovlig formælede.

Engang forsøgte man sig ganske vist at sikre sig de nødvendige papirer, men fremgangsmåden var for radikal; man indrettede ganske simpelt en lille fabrik, der fremstillede de papirer der skulle bruges, men fabrikkens levetid var ikke lang. Politiet skred ind.

Vi skal i en senere artikel nærmere behandle dette store københavnske spørgsmål, og her slutte med at oplyse, at kolonien nu tæller henved 1.700 mennesker, hvoraf omtrent 1.200 er jøder, mens resten nogenlunde ligeligt fordeler sig mellem kristne russer og Polakker.

(København 7. maj 1912)

Københavns Ghetto

Politiske og andre forbrydere. - Da falskmønterbanden arresteredes. En hvid slavehandler i arbejde.

Der er allerede nu flere mindre kvarterer i København, der ganske er erobrede af de indvandrede.

Det største af disse kvarterer er vel nok det omkring Landemærket; her er mange ejendomme, fra kælder til kvist, beboede af de indvandrede. På gaderne leger de små, sorthårede, smudsige børn, glade og fornøjede. De taler deres eget sprog indbyrdes, men forstår som oftest dansk, selv de mindste af dem.

Mange skilte har hebraiske bogstaver - urtekræmmeren på hjørnet er veget for den ny invasion, og en driftig og nøjsom jøde har taget arven op efter ham.

Børnene går i kommunens skoler, men der er dog i de sidste par år opstået flere små jødeskoler - rettroende er de indvandrede. Mens politiet kun når det er strengt nødvendigt, blander sig i ghettoens liv, øves der så vidt muligt en ret skarp kontrol med kolonien fra det russiske gesandtskab og den gamle jødiske menighed. Det er også nødvendigt, for kolonien har allerede forskellige sideskud, som ikke er af det gode.

Der findes for det første her i byen en skare russiske politiske forbrydere. Nu skal det ganske vist indrømmes, at en mand, der er politisk forbryder i Rusland, ingenlunde behøver at være politisk forbryder i international forstand. På den anden side er nihilisternes tid forlængst forbi i Rusland, og den nye revolutionære bevægelse derovre har udviklet mange typer, der er lige så forskellig fra Stepniaks og Krapotkins idealister som en moderne fransk automobilrøver er det.

De kan altså blive ubehagelige nok, og det af dem udgivne blad her i København taler ofte et sprog, som ikke burde tales af folk, der nyder godt af en fremmed nations gæstfrihed.

De har dannet en forening, som i alt fald indtil for kort tid siden holdt møde på Nørrebro, og holder utvivlsomt stadig forbindelse med de revolutionære komitéer i Rusland.

Værre end disse er naturligvis de ganske almindelige forbrydere, og at flere af disse ubehagelige gæster har søgt tilflugt her i byen, kan man sikkert gå ud fra som givet. Det er en kendt sag at en falskmøntnerbande for nogen tid siden arbejdede her i byen, det var russere. Politiet arresterede et par stykker men samme dag søgte mellem 100 og 150 den jødiske og russiske hjælpekasse for at få penge til at rejse ud af landet for. Man tager næppe fejl, når man sætter denne rejselyst i forbindelse med frygt for politiet, og man har her et tal, som giver sit bidrag til den rette forståelse af koloniens beskaffenhed.

Man mener, at en kendt af det europæiske politi ivrigt eftersøgt hvid slavehandler i nogen tid ikke blot søgte tilflugt i København blandt venner, men endog arbejder her.

Man er i Prøjsen ikke så lidt strengene end herhjemme overfor de emigrerende jøder og udviser dem for et godt ord, dersom de antræffes uden subsistensmidler. 

Mange emigranter, og blandt dem er der naturligvis altid en del unge kvinder, som det går på den måde, søger så til det mere gæstfri Danmark - og det var det, denne gentleman spekulerede i.

Han stillede i Gedser, når færgen kom, og udsøgte sig der sine ofre. Ofre er dog sikkert ikke det rette ord, for den hvide slavehandlers virksomhed former sig oftest som agentens. "Ofrene" er som regel klar over forretningens karakter. Men der er jo ingen regler uden undtagelser, og for fyren betød undtagelserne det store kup, som han desværre et par gange eller flere, hvem ved det, var heldig nok til at gøre.

Hvor længe han har virket her, og itv or uiuiuitetidø hans virksomhed har været her i Danmark, er det vanskelig at sige, men man har set ham her i byen, og man ved, at han har arbejdet her fra byen. Bor han her endnu? Måske -

Men rummer ikke også denne sværm af kvinder, hvis forretningsforbindelser er tugthusenes agenter, en fare, og er lægernes ugentlige indberetninger ikke et vidnesbyrd herom.

Med denne sidste tilføjelse er koloniens karakter givet i de store hovedtræk. Den har bidraget til at give Københavns gader storstadens brogede præg, men lad det ikke blive glemt, at dette præg kan blive meget dyrt. Vi mener ingenlunde, at man skulle sætte en fast bom for videre indvandring, eller at man skulle søge at skille sig af med den koloni, der allerede er her.

De fremmede bør kunne nyde godt af vor nations gæstfrihed, det kræver landets værdighed ganske simpelt, men man bør ikke lukke øjnene for de farer, gæsterne kan føre med sig. Vi har ret til at forlange, at vor gæstfrihed ikke misbruges, og at der ikke her dannes et arnested for en mod et fremmed venligsindet land rettet revolutionær propaganda.

Endvidere må vi kunne forlange, at de fremmede indretter sig i vor by i det mindste så nogenlunde på samme måde, som vi selv, for at de ikke ved deres levevis skal gøre byens modstandskraft overfor epidemier mindre, end den ville være uden dem. Og her kunne vore myndigheder sikkert allerede nu skride ind, for det er næppe i overensstemmelse med vore love og vedtægter, at 10-15 mennesker sover i et lille rum nat efter nat

Nial

(København 13. maj 1912).

Københavns ghetto.

Vi har modtaget følgende med anmodning om optagelse.

For nogen tid siden indeholdt KØBENHAVN et par artikler med overskrift "Københavns Ghetto". Det glædede mig meget, at denne sag endelig en gang er blevet behandlet i pressen, og der er sikkert mange, der er Dem taknemlig, fordi De har draget den frem. Mand og mand imellem har den ofte været på tale, og det er alt andet end smigrende attributer, der er blevet tildelt de autoriteter, der har åbnet vor bys porte for en invasion af et stort lands slettest stillede proletariat.

Men må jeg have lov, hr. redaktør, at stille Dem et par spørgsmål.

Om medlemmerne af den stadigt voksende russiske koloni skriver De, at det er utvivlsomt, at København er blevet et tilflugtssted for en skare politiske forbrydere; at kolonien, hvis medlemmer meget ofte er slet ernærede og lever under de urenligste forhold, let kan blive arnestedet for de frygteligste epidemier; at man kan gå ud fra som sikkert, at en skare almindelige forbrydere har søgt tilflugt i byen; at der både er falskmøntnere og hvide slavehandlere imellem dem; at deres dårlige samvittighed er i den grad udpræget, at blot den omstændighed, at vort politi arresterer et par stykker, er nok til, at 100 a 150 af dem samme dag prøver at echappere ud af landet. De skriver endvidere, at disse folk altså kan blive os ubehagelige nok; De taler om denne sværm af kvinder, hvis forretningsforbindelse er utugtshusenes agenter, og De anfører meget rigtigt at det ikke skal glemmes at det brogede præg, disse lurvet klædte mennesker giver Københavns gader, som de har gjort til legeplads for deres snavsede, sorthårede børn, kan blive os meget dyrt. Og De bemærker meget forståeligt, at der så sandt ingen grund er til at være glad for denne invasion, da det fremmede blod ikke tilfører vor nation nogen styrke, heller ikke noget tilskud til vor kultur, og at den russiske kolonis hygiejne er så slet, at den rummer en virkelig fare for os allesammen. Og De tilføjer, at takken, vi har for vor elskværdighed, er den, at der i det blad, kolonien udgiver her i byen, ofte tales et sprog, der ikke burde tales af folk, der nyder godt af en fremmed nations gæstfrihed!

På denne måde karakteriserer De disse mennesker, der har trængt sig ind her i landet, folk, der kun kan falde os til byrde, forøge vore skole-, hospitals-, og fattigvæsensudgifter, og som yderligere kan skaffe vort politi alle mulige besværligheder. 

Den konklusion, der efter dette turde være den ene naturlige og rimelige, var den, at vi slog en forsvarlig bom for ny tilgang og ubarmhjertigt returnerede de elementer, der enten ikke var istand til at ernære sig selv, eller som på anden måde viste sig misliebige. I Deres artikler kommer De imidlertid til det resultat, at "det er en selvfølge, at han skal nyde godt af vor nations gæstfrihed", og De mener, "at den fremmede her kunne nyde godt af vor nations gæstfrihed, det kræver landets værdighed ganske simpelt". Det er denne konklusion, jeg ikke forstår, og jeg ville gerne bede Dem forklare mig. hvorledes det overhovedet er muligt at komme til den.

Hvor er det muligt at karakterisere disse mennesker således, som De har gjort, og så i samme åndedræt sige, at vi ikke kan være bekendt at frabede os deres nærværelse, der i alle henseender er os uvelkommen og ubehagelig? Hvad er det for moralske love der siger, at et lille land skal være forpligtet til at medtage alt det affald, et stort land kaster fra sig, finde sig i dets nærværelse og sørge for det, når det trænger til hjælp, på samme måde, som man sørger for sine egne? Hvad er naturligere end det forlangende, at hvert land tager sig af sine egne fattige og passer på sine egne forbrydere i stedet for at sende dem til et af Europas mindste lande, men ganske vist et af dets mest tossegode, der straks åbner alle døre på vid gab og føler sig moralsk forpligtet til at beholde og sørge for dem til trods for, at det selv er ved at drukne i humanisme og sociale foranstaltninger på alle leder og kanter til bedste for dets egne trængende? Skal vi ikke være enige om, at den slags moralske love ingen steder hører hjemme, og så gøre skridtet fuldt ud og sige, at man er sig selv nærmest og bør være så meget herre i sit eget hus, at man viser de elementer væk, der søger at trænge sig ind, og som er os uvelkomne? Lad dem så gå til de store lande, der har råd og lyst til at modtage dem, og som bedre end vi forstår at tumle dem!

Thi én ting er det dog virkelig, at man må have medlidenhed med fattigdom, hvor man end træffer den, og at man kun kan beklage disse mennesker og især deres kvinder, som man ofte i flok og følge ser promenere deres laser på byens gader; og lige så klart er det, at man ikke kan fortænke dem i, at de skriver til deres venner og bekendte om det storartede Eldorado, de her har fundet, og ivrigt anbefaler dem at ryste det farlige, hjemlige støv af deres fødder for så snart som muligt at komme herover. Men noget ganske andet er det, når sagen skal ses fra vor side. At vi modtager alle disse mennesker og tillader dem at slå sig ned blandt os i stedse stigende antal til trods for, at vi er lede og kede af dem, det kan kun være udslag sf ganske almindelig tossegodhed og ikke noget som helst andet. At vore egne proletarblade er glade for alle disse russere - når de da ikke arbejder mod priskuranten, for så Gud nåde dem! - og vil hykle dydig indignation over den "sjælsråhed", der er kommet til orde i denne min opsats, det er så temmelig givet. Thi for disse blade vil en forøgelse af vort proletariat, helst af den slettest mulige slags, altid være Gefundenes Fressen; det er jo partifæller, og når disse efterhånden opnår indfødsret, hvad vi såmænd nok skal sørge for i så stor udstrækning og efter så "humane" hensyn som muligt, så kan de jo så dejligt bruges ved valgene og lignende lejligheder, hvor det er massen, der skal gøre det. Om vore skole- og understøttelsesinstitutioner får nok så store udgifter, hvad gør så det? Vi går bare videre på den sædvanlige vej, forlanger stærkt stigende direkte (endelig ikke indirekte) skatter og helst en rask, lille lov, hvorefter alle "kapitalister" på over 2000 kr. har at betale de forøgede omkostninger, så vore egne proletarer bliver fri.

Men er det de andre partiers sag at hjælpe med hertil? Og er der overhovedet nogen som helst mening i at finde sig i en så landsskadelig foreteelse som denne russiske invasion, hvis ubehageligheder for os De så grelt har udmalet, i stedet for med hænder og fødder at dæmme op for den, mens det endnu er tid? Jeg gentager: lad hvert land sørge for sine og lad os betakke os for at blive betragtet som en Ladegård, hvor de store lande kan få anbragt deres mindre heldige individer.

Jeg synes ikke, der kan være noget tilfredsstillende for os i, at såvel vore hjemlige proletarer som de udenlandske i skøn forening drikker Danmarks skål under devisen: "Es leben hoch die dummen Dänen".

L

(København 3. juni 1912)

Københavns ghetto.

Som så mange andre har også hr. L., der i går her i bladet behandler Københavns ghetto, med uvilje set den fremmede koloni fæstne og udvikle sig her i byen. 

De orienterende artikler, som vi for nogen tid siden bragte om spørgsmålet, har måske yderligere skærpet hans utilfredshed mod tingenes tilstand, og han drager nu den konklusion, at der uopholdeligt bør sættes en forsvarlig bom for ny tilgang, og at de elementer, der ikke er i stand til at ernære sig selv eller på anden måde viser sig misliebig, bør returneres.

I modsætning til dette, mener han, at vi under alle omstændigheder og uden hensyn til den fremmedes kvalitet som nyboer, vil velsigne ham mod vor hjertelige gæstfrihed, som en pligt, der påhviler os af hensyn til nationens gode navn og rygte.

Lad os først gøre opmærksom på, at hans radikale krav om i fremtiden at sætte en forsvarlig bom for al videre indvandring, hvad man så end mener om det, i alt fald har den uheldige egenskab at det er ganske uigennemførligt. Et fuldstændigt forbud mod, at en fremmed nations undersåtter bosætter sig her i landet, kan fornuftigvis ikke fastsættes af den simple grund, at et sådant forbud ville stride mod de overenskomster, der er indgået mellem staterne.

Hr. L. 's første krav kan altså ikke opretholdes, og opgiver han det, er forskellen på vort og hans standpunkt meget ringe. Vi kræver en omhyggelig kontrol med de indvandrende, i lighed med den, der findes i New York på Ellis Island. En sådan virksom kontrol er mindre radikal, men gennemførlig.

Hvad de alt indvandrede angår, har hr. L. misforstået os. Vi har ingenlunde villet holde hånden over koloniens dårlige elementer, det er så langt fra tilfældet, at vi omhyggeligt har sondret mellem de lovlydige stammer og forbryderne, og overfor de sidste har vi krævet politiets indskriden. Den almindelige type er, som vi skrev, ikke forbryder, men en stille arbejdets mand, som næppe volder vort politi større vanskeligheder. "Han er flittig og nøjsom som en kineser, og søger straks arbejde, når han kommer". Overfor en sådan type er der, som vi hævdede, kun det at kræve, at hans levevis ikke former sig sådan at det rummer farer for byens sundhed. Det er den vej, man bør gå, og den kan man gå. Man kan måske beklage, at det er ugørligt at hindre indvandringen helt og skaffe dem bort, der allerede er kommet til landet, fordi de på intet punkt betyder en styrkeIse af vor nation, men man må lade det blive ved beklagelsen.

Den lovlydige fremmede, der bosætter sig her i landet, har krav på nationens gæstfrihed, men der er selvfølgelig intet moralsk lovbud, der forpligter os "til at modtage alt det affald, et stort land kaster fra sig", og vi modtager naturligvis heller ikke affaldet kritikløst.

Vi må ved vore grænser kræve en skarp og virksom kontrol med de her til landet indvandrende, politiets indskriden overfor de slette elementer, som måtte findes her, og endelig polititilsyn med koloniens boliger.

Det sidste kan ske straks uden større Vanskeligheder; det er nemlig i bestemt modstrid med vore vedtægter, at indtil 15 mennesker deler et lille rum.

Disse krav kan gennemføres og bør snarest gennemføres.

(København 4. juni 1912)

Efter nedrivningen af Brøndstrædekvarteret flyttede den jødiske ghetto ifølge Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. juni 1918 til Christianshavn.

Det nye Kapel paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Der skal forsøgsvis anskaffes en vogn hvorpå kisterne kan køres fra kapellet til graven.

I november måned i fjor behandlede Borgerrepræsentationen et magistratsforslag om at bygge et nyt kapel på Vestre Kirkegård, hvor der i forvejen findes to kapeller.

Under forhandlingerne blev der talt om at der burde anskaffes vogne, der kan transportere ligkisten fra kapellet til graven.

Det borgerrepræsentationsudvalg, som fik magistratsforslaget til behandling, indstiller nu at man opfører et kapel med en bekostning af 26.800 kroner. Om den eventuelle anskaffelse af vogne til transport af ligkisten fra kapellet til graven har udvalget forhandlet med begravelsesvæsenet. Sådanne vogne er anskaffet forskellige steder i Tyskland, men publikum har dårligt kunnet gøre sig fortrolig med benyttelsen af dem. De fleste mener at det ser mere højtideligt ud at kisterne bæres. Alt dette har begravelsesvæsnenet anført, og det tilføjer, at man, når Vestre Kirkegård og senere også Bispebjerg Kirkegård får et tredje kapel, ikke vil have nogen større afstand fra kapellet til gravstedet.

De vogne der benyttes på tyske kirkegårde, er altid trehjulede, således at de kan styres ved et let tryk af dem, der fører vognen frem.

Da begravelsesvæsenet har sine betænkeligheder ved sagen, nøjes udvalget med at indstille, at man foreløbig kun forsøgsvis anskaffer en vogn til anvendelse på Vestre Kirkegård. Det nye kapel foreslåes bygget således, at vognen kan føres ind i kapellet.

For benyttelsen af vognen tænker man sig fastsat et gebyr af 4 kroner.

(Nationaltidende 22. marts 1912)

Jeg har endnu ikke fundet en eksakt dato hvornår det så blev indført. Social-Demokraten 6. november 1912 viste billeder af det nye Østre Kapel. 

Østre Kapel, Social-Demokraten 6. november 1912.

Kapellet ligger længst mod syd, men da kapellet i midten hed Søndre Kapel, valgte man åbenbart at kalde det Østre Kapel. Det er tegnet af arkitekt Holger Jacobsen, med plads til ca 150 mennesker, venteværelse mm. Kapellet blev indviet den 19. februar 1913. Den første begravelse fandt sted samme dag, og ved den lejlighed indviede man også den drapperede vogn som man kunne køre kisterne fra kapellet til gravstedet.

Foto 2019 fra nogenlunde samme vinkel som fotoet fra Social-Demokraten ovenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bispebjerg Kirkegård var blevet anlagt i 1903 og er den yngste af de fem kirkegårde i Københavns kommune. Størrelsen er på 436.391 m².

Herman Bang begravet to Gang . (Efterskrift til Politivennen).

Herman Bangs lig ankommet - En stille modtagelse.

I morges kl. 9:30 ankom "C. F. Tietgen" med Herman Bangs lig. Der var mødt en halv snes journalister, men ikke en af Herman Bangs personlige venner og bekendte. Pakkassen med kisten stod under en dynge melsække og i en krog lå en vissen krans. Kassen belv hevet over i en jernbanevogn. Den skal i eftermiddag overgives til familien. Det menes at begravelsen vil foregå allerede i eftermiddag på Vestre Kirkegård. Den eneste rent personlige veninde der var til stede, var en frk. Lily Christiansen som Herman Bang i sin tid havde givet instruktion, og i hvem han mente at se en storartet kunstnerinde. Hun er nu blevet varietesangerinde. Den unge dame var i overordentlig grad bevæget.

(Randers Dagblad og Folketidende, 1. marts 1912).

Da Herman Bang vendte hjem.

I går kom "C. F. Tietgen" hertil fra New York med digterens kiste ombord.

Billedet fastholder det øjeblik da "C. F. Tietgen" i dampkran løfter Herman Bangs kiste ud af forlasten og ned på Frihavnskajen.

Modtagelsen i Frihavnen.

Fabriksfløjterne kaldte, og frem af det sivende våde mørke steg byen til en ny dags travlhed. Arbejdernes skare drog vanmæssigt hen under Frihavnsterrænets hvide buelamper, og mens hidtil det lille blinkfyrs rytme i indløbet havde været det eneste levende billede, løftede nu gigantiske kraner deres stærke arme ud af nattens grå hvile, spændstige broer tegnede sig befolkede i den gryende morgen, og hvæsende dampspil frigjorde deres kræfters overmål af stilheden.

Nede på Vestkajen hvor Amerikabådene lægger til, samledes en flok havnearbejdere, dragere og "tilfældige sjov" ... C. F. Tietgen, tre døgn forsinket af Atlantens storm og tåge, havde kl, 6:30 signaleret med Helsingør. Nu stod skibet Sundet ind - lods Petersen ventede det allerede ud for Trekroner. Han er senior i lavet og medførte i lodsbåden buketter og anden hæder til kaptajn Thomsen som jo med denne rejse gjorde Atlanterhavet for 350. gang.

En hvid automobil satte en ældre dame af på kajen - åbenbart en mor som ventede sig søn hjem. Ellers var der øde. Inde fra buen hørtes mange tunge vogne.

"C. F. Tietgen" lægger til-

Kl. 8:45 flosser tågen ... C. F. Tietgen glider frem som et spøgelsesskib. 

Det har allerede længe været lyst. På vestkajen trænges mange morgenduelige mennesker, automobilhorn skratter, og en foretagsom kone prajer med velkomst-violer.

Nu svajer det store skib sin af grumset spildevand stride side ind til bolværket. Fra promenadesækket vifter en ung dame med to små stjernebannere. Unge bredskuldrede mænd med tætsluttede dobbeltflipper og det lille stars and stripes fra captain dinner hæftet på jakkeopslaget, løfter hånden mod land, dog med tilkæmpet yankee-ro. En lille pige i rød kyse råber højt:

- Bedstemor, goddag bedstemor

Og fra kajen svare bedstemor:

- Pas på ... Gud, pas på, lille Musse!

Musikken sætter i med en larmende twostep, mens stewarts bærer de første klasses handbags over dækket. Under trappegangens opalglas står kahytsjomfruerne opstillede til drikkepenge .... forude svinger dampkranen allerede det første bundt colli op af lasten. Alt ånder gensynsglæde ... på Herman Bang tænker ingen. 

Den døde digter.

Og dog har digteren gjort rejsen med ... også han er nu hjemme igen i det land han elskede, og som nu skal give ham en grav. Fredag den 16. februar bar nogle portører i New York Hoboken hans kiste ud af jernbanevognen - et greb af en kran, og den løftedes ned i Tietgens forlast. Ingen ombord gjorde sig tanker om den uanselige flade kasse mellem alt andet gods.

Digteren rejste dog ikke alene. En lille dreng fulgte ham hjem. En søn af en i New York bosiddende dansk dame, fru Rasmussen, døde fornylig derovre, og moderen ønskede ham begravet i dansk jord. Hans kiste stod side om side med Bangs i C. F. Tietgens tætstuvede lastrum. Den samme presenning dækkede dem begge, og sække med klid - hvide sække påtrykt i rødt: 50 kilo bran - lå i stabel over kisterne.

Sølvkransen til Herman Bang fra danske i New York opbevarede kaptajnen i sin kahyt. Ombord vidste til en begyndelse ingen at der var lig i lasten. Men kan hænde at sømændene der er overtroiske, har sagt til hinanden efterhånden som nyheden sivede ud, og stormene rasede mod skibet:

- Det måtte jo komme, det vejr ... man skal ikke trodse den slags.

Ved kisten -

Dampkranens lange arm løfter håndfuld efter håndfuld af tunge kufferter med brogede hoteletiketter op af forlasten. Det rydder efterhånden godt op dernede ... og nu kommer klidsækkene, og bunden er nået.

En presenning flås væk. Så står kisten der synlig, en flad kasse af mørkbejdset fyrretræ med blanke kobberbeslag og påsømmet jernbånd, hvorover den danske konsul i New York har sat en række laksegl. I den ene ende er på låget klistret en gul etiket:

- Head! Heaton-Kirkendall Undertaking Co! Ogden City.

En reklame for begravelsesselskabet i den amerikansk by knyttet til den anvisning at herunder hviler den dødes hoved! Hvor grelt ... uhyggelig grelt! Og yderligere at tænke sig at amerikanerne som aldrig fornægter sig, har klædt liget i diplomatsæt...

Lossearbejderne trækker kisten frem på dørken. Den er splintret hist og her af ublid omgang .., en fladtrykt vissen krans med grønne tujakviste falder af.

Kl. 10:04 er trossen lagt i stram løkke om Herman Bangs kiste. Dampkranen løfter den op gennem mellemdækket, hvor kokkedrenge og stewarts nysgerrige iler til, i en stor bue over fordækkets hvæsende spil og gabende luger og ned på vestkajens våde stenbro. Fire mænd står her parat ... et øjeblik efter er skydedøren til det nærmeste pakhus gledet til, folk på rampen går igen fra hinanden ... næste colli svinger frem af lasten.

Den eneste.

Kun en af Bangs venner var mødt ved hans hjemkomst, en ung pige som han en gang interesserede sig for og i hvem han så et stort talent for scenen. Bang ejede jo en tyrkertro på talentet hos dem han holdt af.

Den unge pige optræder på en af Vesterbros små varieteer. Men i går morges stod hun mellem de første ved skibets ankomst, og hun græd og græd. ..

Kl. 11:30 da kajen var tom, og kun lossearbejderne var tilskuere, kom digterens søster, fru Nini Holst, ledsaget af direktør Peter Nansen. En rustvogn kørte frem .. og Herman Bangs kiste førtes derhen hvor kun vennerne ved det, og hvor han skal overgives til stilheden.

Alexej.

(Riget (København), 2. marts 1912).

Herman Bang

En ejendommelig ligfærd.

Kl. 9:30 fredag morgen lagde amerikadamperen "C F. Tietgen" ind i Københavns frihavn, forsinket i tre døgn på grund af tåge og storm.

Som sædvanlig ved amerikabådenes ankomst havde der - skriver vor korrespondent - samlet sig en del mennesker derude, men for Herman Bangs skyld var kun mødt mogle ganske enkelte foruden journalisterne og fotograferne.

Kort efter at skibet var fortøjet, blev en stor kasse, indeholdende den egetræskiste der gemmer Herman Bangs lig, hejst fra borde. Matroser bar kassen ind in ventesalen hvor nogle få venner, forfatteren Peter Nansen og Herman Bangs søster havde taget plads. 

En rustvogn rullede nu op foran ventesalen, kisten blev taget ud af kassen og sat op på vognen. Peter Nansen og Herman Bangs søster tog plads i en landauer der holdt bagved, og derefter satte det lille sørgetog sig i bevægelse mens DFDS sænkede flagene på halv stang.

Var selve ligtogets afgang fra havnen punkløs, var selve modtagelsen af "C. F. Tietgen" endnu mere blottet for hensynet til at der var lig ombord. Damperen var gledet ind mens musikkorpset om bord spillede lystige melodier, der sluttede med en amerikansk stepdans.

Indtil den simple trækasse hejstes op, havde kun yderst få af passagerne anelse om at "C. F. Tietgen" havde hjemført liget af den danske skribent.

Th

(Lolland-Falsteres Folketidende, 3. marts 1912).

Herman Joachim Bang (1857-1912). Det Kongelige Bibliotek.

Jordefærden i går

(Privattelegram).

Det er lykkedes familien og vennerne at bevare tidspunktet for digterens begravelse hemmelig for offentligheden. Og i går formiddags foregik Bangs jordefærd fta Jesuskirken i Valby.

Her var ved 11-tiden samlet en halvt hundedre mennesker, familien og nære venner, nogle forlæggere og journalister, foruden søsteren Rini Holst og den nærmeste familie, bl. a. direktør Peter Ransen, forfatterne Houmark, Sophus Clausen, Poul Levin. Svend Lange, P. A. Rosenberg, etatsråd Hegel, privatteatrenes direktører, redaktør Kr. Dahl og flere.

Kirkens stole var behængt med et flor. I koret stod kisten dækket af et mægtigt dannebrogsflag og på låget lå sølvkransen fra de danske i Amerika. Det lille følge tog plads, og kammersangerinde Ida Møller sang: "Dejlig er Jorden". Mens klokkerne ringede, talte pastor Oscar Geismar ved kisten. Efter Bangs eget ønske holdtes der ikke nogen egentlig tale. Pastor Geismar bragte i bevægede ord en tak til vennerne, både de få der var til stede, og de mange ukendte, og under almindelig bevægelse lyste han dødens fred over Herman Bangs lig.

Pastor Geismar siger bl. a.: Du føltes af mange i dette land som en fremmed, halvt som udlænding, og dog ejede Danmark ikke troere søn end dig. Fra din tidligste barndomsminder væskede det som af et ondt sår. Et land i nød - sådan følte du det. Og for indad at vinde, hvad udad tabtes, slyngede du dine evner i bresch, udnyttede dem til det yderste, om det måske skulle falde i din lod at kaste ærens kåbe om din gamle moder. Det lykkedes dig i rigt mål. Og for dette dit trofaste sønnesind, din aldrig svigtende fædrelandskærlighed bringer dit folk dig her sin tak.

Du var åndens, det menneskeliges utrættelige forkæmper. Bag maskerne ledte du altid om mennesker. Du havde din hånd om tidens puls, storstadens jagende crescendo føg også i dit. Men også dette menneskeliggjorde du, fordi du adlede det med din kunstnerevne.

Men nu vil alle vi skrivende og talende profaner træde til side. Frem bag din kiste skal træde de mange, som læste sig øjnene våde og hjerterne varme i dine bøger, og som nu giver møde for at trykke din hånd til farvel oq tak.

Det er det, jeg ikke forstår, Herman Bang, at du for hvem kærligheden var livets midtpunkt og hjertet sindets konge, at du kunne undvære livsforbindelse med kærlighedens Gud Hine Illæ lacrymæ. Herfra tårerne og den bundløse melankoli. Men så siger jeg atter til mig selv: Dette må have sin grund En snæver ortodoksi eller sur pietisme lukkede i din ungdom paradisets låge i lås for mange. De så ikke kærlighedens Gud ansigt til ansigt Hvor skulle de så kunne elske ham. Nu har Gud ført dig afsides gennem dødens mørke port. bort fra larmen og menneskene. Jeg tror han har gjort det for endelig en gang at vise dig sit eget ansigt, fuldt af en faders kærlighed og fred.

Johan Svendsens "Andante funebre" bruste fra orgelet, og frk Ida Møller sang "Lær mig o Skov"

De nærmeste venner bar kisten ud til den ventende ligvogn og langsomt bevægede toget sig til Vestre Kirkegård, hvor vennerne igen bar kisten til graven. Pastor Geismar bad en kort bøn og foretog jordpåkastelsen og dermed var Herman Bangs ligfærd til ende

Højtidsfuld og smuk var den, og alle de tilstedeværende var dybt bevægede. - flere af disse mennesker græd, og det er dog ellers ikke folk, der har let til tårerne. Herman Bang der livet igennem som ingen anden var teatrets mand, en elsker af det ekcentriske, af det opsigtsvækkende, fik en ligfærd så stilfærdig, så smuk og så bevæget. som han havde ønsket det.

Medens en blid martsvind susede i den lille gravlund, spredtes følget. Herman Bang kom ikke til at hvile under Bangsbos græstæppe, men hans grav her under de svajende birke vil dog blive den stille plet, han havde ønsket, fredet og værnet af vennerne. ...

Et par timer senere meldtes det telefonisk fra kirkegården til direktør Peter Nansen at Herman Bang var kommet i en forkert grav!

Hr. Nansen fik telefonisk stævnet en del af følget til at møde på kirkegården igen kl. 3 og ankommet herud, var de vidne til hvorledes et par graverkarle højst uceremonielt halede kisten op af graven og førte den til dens forhåbentlig endelige hvilested.

Det var trist og pinligt at overvære, og der faldt skarpe ord fra de tilstedeværende om dette skandaløse sløseri der kastede en grim skygge over den ellers så smukke højtidelighed. Hvor skylden for den utilgivelige fejltagelse må søges, blev ikke opklaret.

Som meget i Bangs liv har været ejendommeligt og egenartet, blev både hans død og begravelse kapitler noget i retning af hans egne sælsomme historier.

(Aalborg Stiftstidende, 3. marts 1912).

Herman Bangs jordefærd - Begravet i forkert grav

I lørdags jordedes forfatteren Herman Bang på Vestre Kirkegård ved København. Kun familien og nærmeste venner overværede begravelsen. Pastor Oscar Geismar holdt en gribende tale til den afdøde.

En time efter jordpåkastelsen opdagedes det at Bang ved en beklagelig og pinlig fejltagelse var begravet i en forkert grav. I største hast sammenkaldtes vennerne igen og begravelsen blev gjort om. Den dannebrogsklædte kiste blev derefter sænket i en ny grav.

(Middelfart Avis, 5. marts 1912).

Herman Bangs gravsted på Vestre Kirkegård. Efter eget ønske er den helt uden sten eller andre kendemærker, se artiklen nedenfor. I artiklen er angivet at gravstedet skulle være 120 kvadratmeter. Det er ikke tilfældet, den er snarere 12. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Fejltagelsen blev bemærket i mange aviser, bl.a. også i Riget (København), 3. marts 1912:

Man havde taget fejl af gravene. Herman Bangs af fru Holst udvalgte gravsted ligger ikke direkte ud til birkealleen, men lidt tilbage. En sidesti fører derhen.

Imidlertid var der i går gravet en grav ved selve alleen, og heri sænkede graverkarlene digterens kiste. For ikke at afbryde stemningen lod man pastor Geismar forrette jordpåkastelsen i denne grav, og først senere på dagen redresseredes fejltagelsen. De allernærmeste venner samledes igen på kirkegården og så kisten forsvinde i det rigtige gravsted. Dannebrogsflaget som disse venner havde skænket, fulgt med, svøbt omkring den amerikanske kiste.

Herman Bangs hvilested er ca. 120 kvadratmeter stort og indhegnet af mørke tujahække. Et par slanke popler suser tæt derved ... Mange mennesker vil i de kommende dage finde vejen derud for ved graven at mindes den sørgmodige digter. Nogen sten vil der vel næppe blive rejst ... for som han selv sagde, menneskene skal ikke rejse sten for den de ikke kender.

I dagene derefter var aviserne især optaget af Herman Bangs testamente fra 1879, hvori angives som arvinger, barber Hans Larsen, Haderslevgade 9 i København, og Gilbert Larsen i New York. Hans Larsen var kun 3 år da han blev opført i testamentet, og hans forældre var portnerfolk på Valkendorffs Kollegium. Han havde glemt alt om testamentet, og blev ret overrasket over at blive kaldt op til overretssagfører Heise om testamentet. Larsens mor havde plejet Bang under hans sygeleje.

I 1920 efter Genforeningen optrådte denne artikel mange steder i pressen.

Franz Nerudas Karriereslut. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

De første koncerter med Franz Neruda som dirigent for Musikforeningen fandt sted i november 1892 og blev overvejende godt modtaget i aviserne. I november 1892 blev han udnævnt til ridder af Nordstjærnen, hvilket blev set i sammenhæng med at der var en operakrise i Sverige, og udnævnelsen set som et vink med en vognstang om at man ville have ham ansat som kapelmester ved operaen. 

Hans arbejde som komponist var efterhånden løbet op i 40 større og mindre udgivne kompositioner, således en suite for orkester: Aus dem Böhmerwald (op. 42), koncertstykker for violoncel med orkester (op. 40 og 59), 15 hæfter violoncel- og violinstykker med klaver, 14 hæfter klaverstykker, deriblandt de yndede Slovakiske Marcher (op. 30), klaversonate (op. 19), variationer for orgel (op. 62), sange osv.

Efter at hans første ægteskab var opløst, giftede han sig 1892 med Dagmar Holm, datter af etatsråd, grosserer Christian Holm og Emilie født Zøylner. 1893 blev han udnævnt til titulær professor. Han blev Ridder af Dannebrog 1878, Dannebrogsmand 1911 og modtog Fortjenstmedaljen i guld 1913. Neruda-Kvartetten fortsatte med at turnere i Danmark og blev omtalt som noget af det ypperste  musik.

Medens Cæciliaforeningens Damer pænt maa spasere frem og tilbage fra deres Musikprøver, har Musikforeningen, som bekjendt, hidtil vist det Galanteri mod Kordamerne at lade dem blive hentede og kjørte hjem fra Prøverne pr. Wienervogn.

Dette Galanteri har imidlertid tynget i en saa følelig Grad paa Foreningens Budget, at Dirigenten, Hr, Neruda, forleden ved en Prøve benyttede Lejligheden til i en lille, velment Tale til Damerne at meddele at Foreningen, hvor gjærne den end vilde vedblive at være galant mod Korets kvindelige Medlemmer, dog ikke længere mægtede at møde op med 28 Wienervogne ved hver Prøve, hvorfor han henstillede til de ærede Damer, om de frivillig var parate til at give Afkald paa Kjøreturen.

Der blev en pinlig Pavse, hvori Damerne saa paa hverandre med spørgende Blikke; men lidt efter lidt erklærede 30 Damer sig dog villige til at renoncere paa Galanteriet.

Fornøjet af Resultatet opfordrede Hr. Neruda de øvrige Damer til ogsaa at vise deres Elskværdighed, og der snakkedes en Del frem og tilbage; flere kvindelige Talere havde Ordet, med Resultatet blev dog, at den langt overvejende Del af Damerne holdt paa deres gamle Ret.

Af de 28 Vogne maa saaledes 21 stadig holdes i Gang, og nu kommmer det an paa, om Budgettet kan holde til de mange Kjøreture.

(Dannebrog (København) 23. februar 1893)

Professor Franz Neruda.

Naar Prof. Franz Neruda i Aften i "Musikforeningen" træder frem paa Dirigentpladsen, vil Medlemmerne ikke kunne modstaa Fristelsen til at vise ham deres Sympathi og Taknemmelighed for, hvad han i 50 Aar har betydet for dansk Musikliv og ikke blot for den ægte kunstneriske, kloge og upartiske Maade, hvorpaa han i den sidste Snes Aar har ledet selve N. V. Gades gamle Forening.

Han er jo en af dem, der kom til os ude fra, men forholdsvis hurtig blev som en af vore egne, og det er allerede længe siden, man ophørte i ham at se andet end en dansk Musiker. Nede i Brünn i Østerrig stod hans Vugge, men sammen med Søstrene Wilhelmine (den nu afdøde Lady Halle) og Marie (senere gift med  den svneske Sanger Frits Arlberg) kom han paa en Tourne i Skandinavien i 1862 ogsaa i København, hvor de 3 Søskende ved deres Triospil gjorde overordentlig Lykke. Fra de Tid har Navnet Neruda sin Klang i vore musikalske Kredse 

Medens Søstrene søgte andetsteds hen, blev Franz Neruda efter en Række Koncertrejser bl.a. i Rusland, i 1864 ansat i vort kgl. Kapel som Violoncellist, i hvilken Egenskab han i sin Tid vandt sit Ry herhjemme og i Udlandet. Men allerede i 1876 opgav han sin faste Stilling i Kapellet for at drage rundt i de store Lande som Concertspiller, - særlig i England.

Danmark, der i øvrigt havde vist ham al mulig Hæder - kun 26 Aar gammel blev han udnævnt til kgl. Kammermusikus og 1876 dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors - øvede alligevet en stærk Tiltrækning paa ham og det varede da heller ikke før han vendte tilbage til os og bosatte sig i København for bestandig, 

Det skal nu ikke nægtes, at København paa alle Maader har søgt at knytte Neruda til sig, han har været og er stadig en meget søgt og anset Klaverlærer, som Koncertspiller har han udfoldet en betydelig Virksomhed, der stod i Forhold til den høje Rang, han indtager som en af Nutidens ypperste Violoncellister. Og endnu fastere knyttedes han til os, da "Musikforeningen" i 1892, efter at Emil Hartmann havde trukket sig tilbage, stillede ham paa sin Dirigentplads, den, han siden da uafbrudt har beklædt med Ære som alle ved.

Medens Prof. Neruda nu kun fremtræder for Offentligheden som dirigent og endda kun de 6 Aftener om Aaret, da "Musikforeningen" afholder sine Koncerter, mindes man med vemodblandet Taknemmelighed den store og fortjenstfulde Virksomhed, han tidligere udfoldede som Kammermusikspiller og som Stifter og ledende Aand i "Kammermusikforeningen", gennem hvilken han har givet Sansen og Interessen for og Forstaaelsen af Kammermusik herhjemme et uvurderligt stærkt Fremstød.

(Dagbladet (København) 26. marts 1912).

Hotelejer Erik Balle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er nogle avisartikler om hotelejer Erik Ball og hans familie som spillede en rolle i hotel- og restaurationslivet. I december 1903 forpagtede overkelner Erik Balle fra "Grand Hotel" i Odense "Tornøes Hotel" og "Strandhotellet" i Kerteminde med tiltrædelse 1. februar 1904.

Tornøes Hotel, Strandgade 2. Kerteminde. M. P. Erichsens Boghandel. Ukendt årstal. Det kongelige Bibliotek.

Kjerteminde Søbad.

Fra Kjerteminde, der som bekjendt iaar er vrimlende fyldt af Badegjester, tilskriver af disse, en kjendt Odenseborger, os Følgende:

Strandhotellet den 22. Juli.

Da jeg antager, at det kan interessere Deres Læsere at høre Et og Andet fra Badelivet her, vil jeg i al Korthed meddele nogle Smaating om Livet i Badesaisonen.

Det lille, beskedne Kjerteminde har som fyensk Badested iaar langt overgaaet de andre Byer - Svendborg og Nyborg medregnede.

Det er egentligt ikke saa underligt, da her er en udmærket frisk Luft, ganske fortrinlige Søbade med en smuk Strandbred og store og ualmindelig smukke Skove ganske tæt op ved Badet. Endvidere findes der i Nærheden af Badet adskillige smukke Herregaarde og bekjendte Udsigtspunkter, som afgive passende Afvexling ved Smaaudflugter pr. Cykle eller Vogn.

Som maaske bekjendt, findes her to gode, smukt monterede Hoteller "Tornøes Hotel" og "Strandhotellet", der nu drives under Eet af en Vært, Hr. Erik Balle. Badegjesterne bo paa begge Hoteller, men "Affodringen" (d. v. s. varmt Kjøkken) foregaaer udelukkende paa Tornøes Hotel. - Fra begge Hoteller er der en smuk og fri Udsigt udover Storebelt, med Sprogø i Baggrunden.

- Højsaisonen er jo nu inde, og Vejret her har i den forløbne Uge været fuldstændig et Ønskevejr for Badegjester, nemlig klar Himmel, frisk, men ikke trykkende Varme og rigtig gode, lune Sommeraftener.

Alle Værelser paa begge Hoteller ere, saavidt jeg veed, optagne; vi ere fortiden over 60 sultne, men glade og tilfredse Mennesker, der møde i den store Spisesal, hver Gang Klokken lyder til - Affodring. - Foruden de ca. 60 Mennesker, som bo paa Hotellerne, boer der mange andre Badegjester dels i Villaer, dels smaa Huse hos Fiskere og Andre i Byen: Udkanter.

- - -

(Fyens Stiftstidende 25. juli 1904. Forkortet).

Hotellerne i Kerteminde skiftede forpagter oktober 1906: Gæstgiver Chr. Sørensen overtog forpagtningen, mens Erik Balle købte Hoffmanns Hotel (1882) på hjørnet af Danmarksgade 62 og Tordenskjoldsgade 3 i Frederikshavn af enkefru Hoffmann 150.000 kr med overtagelse 1. oktober 1906. Omkring april 1910 overtog Erik Balles bror Rasmus Balle hotellet og solgte det 1913 til hotelejer Dalgaard. I 1925 solgt til M. Hoffmanns søn, Harald Hoffmann ("Harmonien" i Sæby). Hotellet ombyggedes i 1943 af Einar Packness og i 1976 af Jørgen Andersen. Hotellet hedder nu Hotel Herman Bang. Pr. 1. oktober 1908 forpagtede overkelner Rasmus Balle hotel "Phønix" i Skive. Den årlige afgift var 6.000 kr.  

I juli 1911 købte Erik Balle hotel "Hafnia", Vesterbrogade 23 i København af direktør W. Jensen for 650.000 kr. Det var bygget af jernbanefabrikant Lange i 1890'erne. 

Til Kvinderne.

Mærkelige Forhold paa "Hotel Hafnia".

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

Tillad os at fremføre en Klage over Værten i Hotel "Hafnia", Hr. Erik Balle, der i Gaar jagede os bort uden Varsel. Vi har i henholdsvis 3 og 1½ Aar haft Plads i "Hafnia" som Stuepiger, og vi har aldrig faaet en eneste Øre i Løn af Værten. Vi skal alene leve af de Drikkepenge, som Gæsterne yder os. Derimod er vi Stuepiger nødsaget til at afholde Udgifter til Vask, Rengøring og Kost til et aarligt Beløb af 600 kr. for hver.

Deraf faar Vagten af hver Stuepige 365 Kr. kontant pr. Aar i Kostpenge. 

Dernæst, maa de 4 Stuepiger hver betale Værten 12 Kr. pr. Aar for vort Soveværelses Rengøring - altsaa i alt 48 Kr.

Det bemærkes, at Pigeværelset er et lille usselt Kvistkammer, med Tagvindue, uden Kakkelovn eller Lys (vi maa selv holde os med Belysning), og i dette lille Rum maa alle 4 Piger sove.

Desuden maa vi - da vi ikke selv kan overkomme alt Arbejdet - hver betale 2 Kr. 25 Øre ugenlig til en Rengøringskone, som rengører Hotelværelserne.

Hver Stuepige maa saaledes aarligt udbetale ialt 485 Kr. til Værten. Det bliver aarligt en Sum af ikke mindre end 1940 Kr. for alle 4 Stuepiger, som Vinten oppebærer - foruden at vi iøvrigt selv maa sørge for vor Vask.

Kosten er daarlig. Da vi forleden klagede over Kaffen, blev der en stor Opstandelse. og Resultatet blev, at vi to fik vor Afsked paa graat Papir.

"Ud af Huset med det samme" raabte Hr. Balle til os.

Og denne Brutalitet viser Værten overfor os, skønt vi har arbejdet gratis for ham -

0g ovenikøbet betalt ham Penge til.

København, 2. Marts 1912. Kirstine Madsen. Rosa Larsen

*

Hotelejer Erik Balle udtaler sig.

Vi har henvendt os til Hr Balle, der vedgik, at han havde bortjaget Stuepigerne. Han undskyldte sig iøvrigt med, at Forholdene paa "Hafnia" ikke var anderledes end paa Byens øvrige Hoteller. Da han fra første [] havde afskediget den ene af Stuepigerne, Frøken Madsen, gjorde de andre fælles Sag med hende - og dette foranledige saa, at han afskedige baade Frøken Madsen og Frøken Larsen, medens to af Pigerne blev tilbage.

Saavidt Hr. Balles Udtalelser.

Vi har tidligere fremdraget Stuepigeforholdene paa Hotellerne: lang Arbejdstid og Ingen Løn!

Der bliver ingen Forandring i disse Forhold før Kvinderne organiserer sig og samlede stiller deres Krav om Løn og bedre Behandling.

Derfor siger vi til alle Kvinder, der har Stemmeret: Stem ved Valget den 12. Marts, stem paa Socialdemokratiets Liste og søg at gøre Eder gældende baade fagligt og politisk.

(Social-Demokraten 6. marts 1912).

I april 1915 drev Balle desuden det nærliggende hotel "Kong Frederik". Balle solgte Hotel "Hafnia" i oktober 1917 til en portier fra hotel "Terminus" for 900.000 kr. I slutningen af 1919 købte Erik Balle Parkhotellet ved Ørstedsparken for 625.000 kr. Pagh havde året før køb det for 365.000 kr.

Striden om "Kong Frederik"

Restauratør Hammer vinder Sag mod Direktør E. Balle.

Hof- og Stadsretten har afsagt Dom i en dobbelt Sag, som verserede mellem den nuværende Medindehaver af "Fiskehusets Restaurant", GI. Strand 34, Restauratør Wilhelm Hammer, og den tidligere Ejer af Hotel "Kong Frederik", Direktør Erik Balle.

Sagerne drejede sig om de indre Kontraktforhold fra den Tid, Hammer havde forpagtet "Kong Frederik", og han mente sig ifølge Kontrakten berettiget til at faa udbetalt af Balle 3884 Kr. 01 Øre, medens denne paa sin Side krævede en Erstatning af Hammer paa ialt 7286 Kr. 30 Øre dels for manglende Materiale ved Fratrædelsen og dels for Reparationer, som var bleven nødvendige paa Grund af Forsømmelse af Hotellets Inventar.

Retten kunde dog ikke give Balle Medhold paa noget Punkt, og han blev derfor dømt til at betale Hammer de 3884 Kr. 01 Øre samt Sagens Omkostninger med 200 Kr.

(Folkets Avis - København 27. februar 1918).

Fotograf Peter Elfelt (1866-1931): Vester Voldgade 27. 15. april 1930. Kbhbilleder. Public domain. Bygningen eksisterer stadig, dog ikke som hotel. Kendte senere gæster var Judy Garland, Victor Borge, Sammy Davis Jr. og Marlene Dietrich..

En pensioneret Jernbanemand faar Beværter-Borgerskab.

Afholdsmanden er bedre kvalificeret end den fagorganiserede Tjener.

Da Hr. Erik Balle for nogle Aar siden solgte Hotel Hafnia, maatte han samtidig lægge sit Beværterborgerskab ind hos sin Broder, Sigurd B. der havde overtaget Kafé Stevns paa Købmagergade.

Broderen havde nemlig faaet Afslag paa sin Ansøgning om Bevilling, og for at drive Forretningen maatte han altsaa gaa frem i Ly af Hr. B.s Dokument. Men da denne nu i Efteraaret købte Kammerraad Paghs Park Hotel, fik han atter selv Brug for sit Borgerskab, og saa havde Broderen ikke andet at gøre end atter at friste Skæbnen.

Dennne Gang havde han Held med sig og fik det saa eftertragtede lille "Skab"; men det allermorsomste ved Sagen er dog vel nok den Biomstændighed, at den nybagte Beværter tillige er statsbanepensioneret. Han har nemlig i sin Tid været Portør og hæver i den Anledning stadigvæk, foruden sit Dyrtidstillæg, ca 1200 Kr. aarlig ved Andersen-Alstrups slunkne Kasse.

- -

Vi ved godt, at somme Medborgere vil finde det mærkeligt, at en Statsbanepensionist skal foretrækkes for en faguddannet Tjener, men vi finder dog Anledning til at understrege, at Beværterborgerskaberne altid uddeles paa den mest forsvarlige og ædruelige Maade.

Den nyudnævnte Beværter er saaledes Afholdsmand, selv om han ikke just staar i Red. Figgés Limonadeklub.

(Folkets Avis - København 15. januar 1920).

Den 3. marts 1921 døde balles 18-årige søn Poul Balle af et hjerteslag i en sporvogn. I maj 1922 lejede Erik Balle (Park-Hotellet, Jarmersplads) Hotel Øresund i Skodsborg. og genåbnede dette efter en oppudsning i juni 1922.

Reserve-Grevens Regning.

En Vært, der er glad ved at faa Halvdelen af sit Regningskrav betalt.

Carl Emil er en ung Mand med Mod paa Livet. Han har ikke andet at bruge sin Tid, sine Kræfter og sine Penge til end til at more sig. Men naar dette skal finde Sted fra Morgen til Aften og fra Aften til Morgen, ja, da skal der en mere end usædvanlig velspækket Tegnebog til eller en ubegrænset Kredit.

En saadan opnaaede Reserve-Greven, som Carl Emil kaldes, hos Hotelejer Balle, Parkhotellet, hvor Reserve-Greven holdt det ene Champagnesold efter det andet.

Da Regningen var løbet op til 4400 Kr. og Afdragene udeblev, ja, da rev Hotelejeren sig i sine graa Haar, han gik til Reserve-Grevens Moder for at faa hende til at betale Regningen, men hun havde betalt Regninger nok for sin Søn, og der var saa ikke andet for at gøre, end at lade Retten afgøre Sagen.

Politiassessor Seerup fremstillede da i Gaar den unge Reserve-Greve i Forhør hos Dommer C. E. Nielsen i Byrettens 6. Afdeling for kriminelle Sager. Her talte man lidt frem og tilbage om Sagen, og da der fra den unge Mands Familie forelaa et Tilbud om at betale Halvdelen af Regningens Paalydende, nemlig 2200 Kr., ja, da gik Hotelejeren ind paa at lade Sagen falde.

Samtidig lovede Politiassessor Seerup, at han vilde søge Statsadvokatens Tilladelse til, at Reserve-Greven slap fri for Tiltale, en Ansøgning, der sikkert bliver imødekommet, da den unge Mand - hvad der forøvrigt tilfulde fremgaar af hans Optræden - er af meget fin Familie.

(Klokken 5 (København) 26. april 1922).

Fulgt sin Søn i Døden.

Den gamle Dame døde af Sindsbevægelse.

I Tirsdags Aftes døde en kendt Mand indenfor den københavnske Beværterstand, Restaurator Søren Balle, som i sin Tid var Indehaver af Kafe "Stevns" paa Købmagergade.

Han, der var Broder til Hotelejerne R. Balle, Savoy-Hotellet, og Erik Balle, Park-Hotellet, havde været syg i længere Tid og var nylig blevet opereret for en alvorlig Nyresygdom. Nu var han imidlertid flyttet ud paa Skodsborg Sanatorium for at rekreere sig, og alt tegnede godt, da han pludselig i Tirsdags Aftes fik et Ildebefindende, som nogle Minutter efter havde Døden til Følge.

Hans Brødre blev i F. København tilkaldt; men først næste Morgen turde man fortælle hans Forældre det sørgelige Budskab. Den afdødes Fader, P. Balle, som har været ansat ved Kvægtorvet i ca. 40 Aar, har naaet den høje Alder af 86 Aar, medens hans Moder, Fru Johanne Balle var fyldt 76.

En af Brødrene fortalte de gamle Forældre om Sønnens Død, men næppe var han færdig med sin Beretning, før Moderen sank bevidstløs om. Hun var død. Budskabet havde knust hendes Hjerte!

(Holbæk Amts Venstreblad 22. juni 1922).

I 1924 undergik Parkhotellet en større ombygning og skiftede ved samme lejlighed ejer, idet R. S. Balle overtog det i oktober/november 1924

Hotelejer Erik Balles familiegravsted på Vestre Kirkegård. På stenen er kun nævnt "Vor elskede søn Poul Balle 1903-1921". Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).