25 august 2014

Lovgivning.

I bifald af en indkommen forestilling fra Grev Ahlefeldt Laurvig, angående at al begravelse i hans grevskabers kirker måtte afskaffes, som en ubehagelig, usund ja endog farlig skik, har hans majestæt den 19. i denne måned ved reskript til biskopperne over Fyns og Aggershus stifter anordnet at begravelser i kirkerne på Grevskabet Langeland i Danmark og grevskabet Laurvig i Norge for fremtiden skal være afskaffet. Dog undtages herfra de arvelige begravelser som i nogen af disse kirker måtte finde sted.

Denne anordning, den første af sin slags, må glæde enhver menneskeven, og bringe såvel lovgiveren som godsejeren hans varmeste tak! Man må håbe at selve klausulen om arvelige begravelser gennem fornuftige og venlige forestillinger fra grevens og præsternes side, gøres omsider overflødig ved disse begravelsesejeres frivillige afståelse.

Under den 11. i denne måned er udgået plakat at da adskillige egne af Norge har haft misvækst på korn, og dettes indhøstning også har været mislig i adskillige Danmarks provinser som også korntilførsel fra Østersøen ved flere regeringers forbud er standset, hvorved priserne er steget betydeligt i begge riger, så har hans majestæt for at forekomme det fornødne brødkorns utilladelige forødelse, resolveret at øvrighederne på landet samtlige modvåge al overtrædelse af forbuddet af brændevinsbrænden på landet af 2. august 1786

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2237-2238)

Pompemangel o.s.v. i Nyboder.

Der er ikke mere end 6 pumper i Nyboder, i Elefantgade 3, Krokodillegade 2 og i Delfingade 1. I de andre ingen, nemlig Tigergade, Nygade, Kattegade, Pinsvinegade, Bryggerens Længe, Ulvegade, Bjørnegade osv.

Ligeledes var det godt om flere lygter måtte blive opsat, fordi man i mørke aftner knap kan vejlede sig ved dem der er, dog ikke alene opsatte, men også i brugelig stand. Så var det også at ønske at noget sikkerhedsmiddel måtte opfindes mod faren af at arbejde ved lys på lofterne og i skurene i gårdene, da det let kan forårsage stor skade, hvilket vi så forleden aften. Måske måtte der pålægges dem som således ville arbejde, at anskaffe sikre lygter efter en bekvem opfindelse der ikke formindskede klarheden eller nytten af lyset, mens de forekom mulig skade af tanes eller endog lysestumpers nedfald under arbejderens indslumring.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2235-2236)

Et Forslag til Københavns Magistrat.

Bestyrelsen for Fattigvæsnet har i disse tider begyndt at erhverve midler til en bestandig madlavning og brødbagning for fattige. Med denne madlavning er allerede gjort begyndelse i garderstaldene og på arbejdshuset på Christianshavn, og snart sker samme på Arbejdshuset ved Nikolaj Kirke,og man kan håbe herefter på flere steder. Erfaringen er endnu for ny til at kunne fælde en alsidig dom om denne foranstaltning eller at ville tro straks at øjne dens følger. Men så meget kan dømmes, så meget kan endog forud dømmes at dersom indkøbene sker i belejlig tid - dersom de bevares med en god husholders omhu både fra fordærvelse og fra utro hænder - dersom lavningen kun overlades kyndige og velvilige hænder - dersom man som ikke er at tvivle på, ved kedlernes og ildstedernes indretning altid vil søge at gå fremad til det mest fuldkomne, så må herved en sund og velsmagende og mættende føde kunne rækkes den fattige for en pris langt under det halve af hvad den, indkøbt på tredje, fjerde hånd i skillingvis, tillavet i utallige små kar, på mangfoldige med udhøkrede pinde og udbitlede tørv antændte arnesteder, ville koste for den fattige selv der desuden vinder betydeligt af sin til arbejde så højt fornødne tid.

Umulig kan man fryde sig ved denne herlige udsigt (der under betragtningen selv nærmer sig, mens så mange andre glædende udsigter synes at fjerne sig for det beskuende øje) at ønske at der ligeledes for de tre øvrige armodens fornødenheder: husly, varme, klæder måtte anstilles noget lignende stort, og netop ved sin storhed økonomisk, eksperiment.

Jeg vil her blot indstille til Københavns Magistrat en tanke til anskaffelse af husly og varme, som jeg tror fortjener at udføres af dens nidkærhed, overladende til dens indsigter at give den den udvikling og fuldkommengørelse den kan tage imod. København indeholder blot bygninger for velhavende og rige. Huse som egentlig er byggede for at afgive små lejer, således som den fattige må formodes at kunne udrede dem, er der vel ikke ti af i hele staden. Allerede før ildebranden byggede man blot for den store lejer. Efter ildebranden forøgedes misforholdet endnu mere. Af et tusinde afbrændte huse, hvoraf dog nogle var bopæl for smålejere, blev en del sammensmeltede, men alle opbyggede til at afgive lejligheder til 100-1000 rigsdaler.

En stor ulykke fortjener sædvanlig den lidende i det øjeblik den rammer ham. Den gør ham sløv endnu længe efter. Modet er nedslået, han ser sine fejl i et forstørrelsesglas, og for at rette dem, begår andre ligeså store. En langsom, krybende, fej forsigtighed anser han for klogskab der skal være skadens frugt, og først længe efter, først når det er for sent, ser han hvad og hvor meget han har forsømt som burde være gjort, og gjort som burde være undladt.

Der vil vel ingen beskylde mig for dadlesyge om jeg tror at dette billede ikke er ganske passende på København efter ildebranden 1795. Og at jeg iblandt de ting som straks med den største fordel burde have været overvågede, men som ganske blev forsømt, regner et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, vil vel også enhver finde ganske rigtigt. Når man betænker at en så vigtig orden som denne ikke bør overlades til det slumpetræf om en eller anden bygningsentreprenør måtte finde den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse blot indrettet til fattige lejere, vil lige så rigelig lønne sin bygherre som nogen anden. Også havde Magistraten ved selv umiddelbar at sørge for småfolkshuses opbyggelse, haft to vanskeligheder færre end private bygherrer: den at have kunnet bygge højere (som sikkert på forestilling havde blevet den tilladt) og bedre at kunne holde politi over så mange til dels uopdragne mennesker.

Dog hvad der ikke er sket, kan endnu ske. Der er endnu en del ubebyggede pladser. Der er den nye gade hvortil grunden er taget fra Kongens Have. Måtte blot disse pladser blive nyttede, så ville de kunne levere boliger for mere end 15.000 småfolk til en leje af omtrent 5 rigsdaler årligt.

For at belyse dette, vil jeg fremlægge følgende udkast som er forfærdiget af en bygningskyndig ven. En bygning af 100 alens længde, 18 alens bredde og 16 alens højde ville koste omtrent 19.500 rigsdaler. Denne bygning kunne have 7 etager, hver til omtrent 3 1/4 alens højde. Når der langs igennem hver etage var en gang med værelser til begge sider, og hvert værelse blev 4 alen bredt,så udgjorde dette når skorstensrummet og trapperummet blev fradraget (helst burde hver etage have en særskilt trappe) omtrent 280 værelser af henved 30 kvadratalens størrelse. Et rum stort nok for en lille familie, endsige for en enlig fattig mand eller kvinde. Når der i hver etage var 2 fælles skorstene, hvis rør var ført hen langs med udmuren genne alle værelserne, så ville alle disse deraf kunne få en tempereret varme om vinteren. Om sommeren kunne røgen ved et spjæld aflukkes fra disse horisontale, og ved et andets åbning afledes gennem vertikale rør. Ved de fælles skorsten,når disse blev indrettet med ildkanaler og med komfurhuller til at aflukke med spjæld, kunne megen brændsel spares.

Af dette overslag, om end dets plan modtog forandringer, om bygningerne så blev højere eller lavere, større eller mindre, eller anderledes indrettet end den her beregnede, synes det dog vist at et værelse som et af de omtalte måtte kunne udlejes for 5 rigsdaler årligt, og en komfurflamme en time om middagen for omtrent 6 rigsdaler årlig.

Måske ville en køkkenindretning til at koge i fællesskab med hede dampe kunne være endnu mere fordelagtig. 

At man foruden den varme som skorstensrørene meddeler værelserne, måske kunne finde nødvendigt at give hver etage en fælles stue, som for en tålelig betaling forsynedes ved en økonomisk ovn med varme (for kun gamle eller syge lejere måtte tillades vindovn i deres værelse, og denne da udlejes dem af magistraten i hvis magt det blev at udvælge det slags som sparede mest brænde) at det måske var godt i en af etagerne at anbringe en stor kedel som altid blev holdt i kog, og hvoraf kogende vand kunne for en ubetydelighed til alle tider sælges til lejerne - At der for familier som var talrige kunne gøres en mellemdør mellem to værelser og disse altså forenes til en lejlighed mod dobbelt leje - at der muligvis lod sig adskillige besparelser anbringe med lysningen fx ved lygter anbragt i skillerumsvæggen mellem to lejeres værelser osv - disse og mange andre betragtninger, mange økonomiske eksperimenter som først under iværksættelsen af andre frembyder sig kunne da først og bedst komme under bedømmelse når det af magistraten findes tjenligt at iværksætte det med mit forslag tilsigtede: Ved at indrette bygninger til mangfoldige småfolk under et tag, at skaffe disse bolig, varme og kogeild for 12 til 15 rigsdaler årligt.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2228-2235)

Redacteurens Anmærkning

En bygning som kan have inspireret skribenten, kunne være Vestergade 8. Det var opført 1798 i usædvanlige 5 etager. Huset kaldtes også Noahs Ark (Arken). I 1801 boede der 109 personer i for- og baghuset. Og var netop opført for at fattigfolk efter branden 1795 kunne have et sted at bo til en overkommelig leje. Bygningen blev stærkt medtaget af bombardementet 1807. Baghuset blev udsaneret i 1960erne. Flere andre huse i kvarteret blev opført med samme formål, bl.a Vestergade 45 (1797-98).

24 august 2014

Om Hæder og Rang for det Borgerlige Militær.

Det er før i disse blade ønsket at Københavns borgerofficerer måtte nyde rang og hæder i det mindste lige med begge krigsetaternes officerer. Samme steds er de mest iøjnefaldende grunde for dette ønskes retfærdighed fremsatte. At en sådan opmuntrende bevågenhed fra en dansk regents side ikke ville være uden eksempel i andre stater, kan Stockholms borgermilitær godtgøre. Og jeg vil til den ende udskrive følgende sted af statsråd v. Schirachs politiske journal for 1792, Januar
For at belønne den besynderlige iver hvormed borgerskabet i Stockholm har gjort sig fortjent såvel i krigens tid som i den urolige tid, da kong Gustav blev såret, har hertug regenten (hvilket også havde været den højst salige konges vilje) givet borgerofficererne og deres korps for dem og deres efterkommere, ære og rang i lige grad med de virkelige officerer som tjener ved landetaten, uden at de derfor skal erlægge nogen afgift for karakteren, ej heller betale noget for udstedelsen af kancellidiplomet.
Sikkert er Københavns borgerskabs fædrelandskhed, tapperhed og troskab lagt for dagen ved endnu flere og mere glimrende prøver end selve det prisværdige borgerskabs i søsterfolkets hovedstad.

K. H. Seidelin

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 139. 20de december 1800, s. 2216-2217)

Hestetyveri.

I slagtetiden blev en ikke ubetydelig del heste som græssede på stadens græsninger, borte for ejerne. Det har mindre at gøre med at vide at gerningsmændene for denne gang, end at sådant for fremtiden kan forebygges. Så længe hesten bliver det kostbare dyr der skal berede vore agre til sæd og flytte vores varer og byrder og (Landhusholdningsselskabets bestræbelser for at lade oksen afløse hesten har kun udrettet lidt endnu) det vil den sikkert endnu længe blive ved at være, så er det vist en vigtig genstand for justitsen at sikre en så kostbare ejendom så meget mere som dens værdi for staten forsvinder under tyvens hånd.

Det er bekendt at hestenes kød er en lige så velsmagende som sund føde. At hele store nationer spiser dette med større velbehag end vi vores oksekød. At vores forfædre spiste det med lyst. Også veterinærskolens lærlinge finder at hesteskinker er bedre værd end at graves ned i jorden. Imidlertid er fordommen som kristendommens prædikanter for 7-8 årtier siden vidste at indprente mod denne føde, endnu så stærk at Danmark årligt lader for 50 til 100.000 rigsdaler hestekød rådne op i jorden, oftere endnu oven på den, mens mange maver sulter eller fordøjer næringsmidler der ikke kan enten i velsmag eller sundhed, sammenlignes med hvad der så tåbelig forspildes.

Hestetyven der tør trodse fornuft og samvittighed, er ikke mindre slave af forestillinen end andre. Kun huden, manken og halen, højt talgen tør han tilegne sig. Han ødelægger altså for ejeren og staten en værdi af 20-100 rigsdaler og derover for at gøre en lastefuld vinding af 1-2 rigsdaler, og i denne henseende er hestetyveri det mest strafværdige af alle.

Det er garvere og skomagere der køber de rå hestehuder. Dersom disse aldrig købte en rå hestehud uden at være forvisset om at den ikke var tyvegods, ville sikkert mere være gjort imod hestetyveri end ved de største straffe. Ovennævnte købere af huderne der ved at disse rå materialer dog ikke kan undgå dem, ville sikkert være villige til sådan undersøgelse. Og hvorledes denne kunne gøres dem let og mulig, vil vores årvågne lovgivning sikkert bedre vide end indsenderen.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 139. 20de december 1800, s. 2214-2216)

23 august 2014

Tanker om Straf-Lovgivningen.

De grove tyverier, indbrud, overfald og forsøg på mord skal, siges det, have foranlediget statsbestyrerne at udnævne en kommission der skal fastsætte principper hvorefter en ny kriminalkodeks skal udarbejdes. Ingen bedre skønner dette foretagendes vanskelighed end en sådan kommissions mænd, og ingen dem tilstillet betragtning over dette store emne anses overflødigt. I denne tro fremsættes følgende:

Når man betragter den nu værende gang af disse forbrydere, så findes at den største del ikke tvinges af mangel til disse stimændsgerninger, men er gamle og hærdede i lasten, og undslupne af de forvaringssteder de engang var hensat på. Så priseligt det milde princip er at livsstraffe ikke bør anvendes, så uomgængelig er den følgesætning at forbrydere hensættes på steder eller holdes under varetægt hvor de ikke oftere kan blive farlige, og ikke som nu alt for ofte er tilfældet, snart undviger af Stokhuset, snart af andre fængsler.

Den mand som har rovdyr i sit eje eller værge, og ikke forebygger at disse jo kommer løs, er efter Danmarks lov pligtig til skadeserstatning. Den retfærdige lovgiver ville ikke finde det uden ganske naturligt om den, som bestjæles eller overfaldes morderisk af en undvegen slave eller fange, troede sig berettiget til af ham, lovgiveren at kræve erstatning for en skade der ikke var sket hvis de ældre straffelove stod ved magt.

Af fangefogederne kan erstatning ikke ventes, da disse alle er fattige folk. Men en skarp straf måtte de nok være underkastede ifald undvigelsen der altid nøje burde undersøges, fandtes sket eller lettet ved deres forsømmelighed.

Skulle det ikke af kommissionen findes retfærdigt og nyttigt at give tyveriets straf gradationer i forhold til det stjålnes erstatning af tyven. Den tyv der erstatter alt eller en del af det stjålne, bør nok ikke anses som den der intet tilbagegiver. Nu kan den der har nedgravet sine tyvekoster, efter udstået straf eller mens han er hensat, direkte eller indirekte nyde frugten af hans stjålne gods. Og som nu tingene står, hvad skulle bevæge tyven til at give det ringeste tilbage.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2200-2202)

Forestillinger tilegnde Oekonomie- og Kommers-Kollegium, General-Toldkammeret og Magistraten

Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.

Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.


Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.


Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark. 


Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.


Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.


Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.


Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.


1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.


2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.


Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.


Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.


Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.


(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1800 står opført Læderfabrikør Breslau, Lille Strandstræde 100.

Et ord om de mange Værtshuse som findes i København

Man behøver kun lidt kendskab til denne store by for at blive overbevist om at de fleste borgere er værtshusmænd. Og det kan jo ikke være anderledes da et borgerskab er tilgængeligt for enhver. Det vil sige, enhver hvis kår er nok så ringe, og for resten intet nyttigt har lært, kan jo dog få en kælder at bo i, især siden ildebranden, da byen er blevet så rigelig forsynet med underjordiske boliger. Ingen som har kundskab om byen, om dens forfatning og næringsmidlernes priser, kan nægte at et så stort antal værtshusholdere er skadeligt for byen i det hele. Mange værtshuse i en by er ved første øjekast byens indbyggere ingen ære. En fremmed som ser det, må slutte: I den by findes mange drankere, mange lediggængere, meget klammeri, spil, sus og dus og tillige mange mennesker der intet andet har lært end at skænke øl og brændevin og spille kort med sine gæster. 

Det er ufordrageligt at se en ung rask kældermand stå og skænke øl og brændevin fra morgen til aften, i stedet for at bruge helbred og lemmer til landprodukternes frembringelse eller forædling. Mange familier må sukke over de mange værtshuse. De er (i det mindste en del af dem) skadelige både i henseende til det moralske, det fysiske og det økonomiske. Jeg tror, men jeg vil ikke så ligefrem påstå det, at mange tyverier måske ikke ville finde sted, når værtshusholderne var færre. Og ikke at tale om deres skadelighed, vil jeg blot spørge: Til hvilken nytte er vel en kældermand, der skænker for penge øl og brændevin, og sælger det af bageren købte brød? Kan han kaldes en sig selv ernærende borger? Jo, vil man svare, han betaler sine borgerlige afgifter, han må gøre vat osv  Men det behøver intet gensvar. Jeg hørte forleden en fremmed mand sige til en anden: Den der dur til intet, kan blive værtshusmand i København

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 137. 6. december 1800, s. 2180-2182)

Efterretning om patriotisk Daad i Randers m. m.

Randers d. 25. november 1800.

Det må være en glæde for den der så ofte som D. V. har årsag til at påanke forsømmelser, når De engang imellem kan erfare prøver på bestræbelser fra en årvågen øvrighed for at fremme almenvel i sin virkekreds. Og hertil håber jeg at bidrage ved at underrette Dem om hvorledes denne bys magistrats og stiftamtmands forenede virksomhed har vidst under nærværende tider at udvirke lindring i den fattige borgers kår. Ja, det skulle glæde mig inderlig om Deres velædelhed (dog helst uden mit navn, da jeg skyr anseelse af captatio benevolentiæ hos vedkommende), ville i Deres Politiven ved dette eksempel opmuntre andre til lignende foretagender, hvorved borgerne omhyggeligt bliver kommet til hjælp. De vil selv skønne at sådan hensigt ikke ilde er opnået i vores gode by, da det virksomme magistrat i forening med stiftsamtmand Guldberg har bevirket en frivillig subskription af alle brændevinsbrændere i Randers (med hvilke et par af de betydeligste købmænd siden har forenet sig), hvorved alle disse brave mænd har forbundet sig til at levere denne bys håndværkere og fattige af den rug de behøver, til udgangen af november 1801 til en pris af 6 rigsdaler pr. tønde. Og denne deres forbindelse er for en fjorten dage siden ved trommeslag bekendtgjort hvorved tillige ovennævnte blev indbudt at møde alle mandage og fredage i nævnte tidsrum hos hr. P. Abee i hvis hus udmåling sker af så meget enhver behøver, i overværelse af 2 håndværksmestre som efter omgang mellem borgerskabet skal påse vare og mål, og mod betaling til en af interessentskabet som også møder for at udmåle kornet og modtage pengene. To timer står dette magasin åbent på de nævnte dage. Og 4 skæpper er det højeste nogen rekvirent får ad gangen. Således er her da sørget for det vigtigste næringsmiddel, og måske turde man håbe at denne foranstaltning heller ikke skulle være uden gavnlig indflydelse på egnens kornpriser.

Mens jeg i denne materie meddeler Dem så interesserende en efterretning, skal jeg ikke undlade at tilføje et par ord i anledning af en rejsendes begrundede klage i et af Deres blade over den forlegenhed hvori den gennemrejsende fremmede stilles over for her i Randers, på grund af den totale mangel på alt gæstgiveri som findes her. Formodentlig må årsagen hertil søges i borgernes gamle gæstfrihed der gør det umuligt for nogen at leve af herbergsvæsenet da den fjerneste forbindelse med en borger skaffer den rejsende en velvillig modtagelse. Selvom derfor passagen herigennem er for stor til at gæstgiveri burde savnes, så er dog den forventende fortjeneste derved for lille til at kunne opmuntre nogen til at søge sit levebrød ved denne næringsvej. Skal denne mangel nogenside afhjælpes, måtte det ske derved at dette i en randrusianers øjne fortrædelige onus, blev forbundet når vakance engang indtraf ved postmesterembedet med denne vigtige tjenestes fordele.

Til slut må det være mig tilladt endnu engang at erindre at det vil være mig kærest om D. V. behagelig ville benytte Dem af materien i disse mine anmeldelser for hvis rigtighed jeg som ærekær og sanddru mand indestår, uden at bruge formen eller nævne mit navn, med mindre det er uomgængelig nødvendigt, da jeg i så fald for en god sags fremme gerne udsætter mig for en smule af den miskendelse som ingen retskaffen kan undgå. Lev vel og vær lykkelig i Deres gavnlige bestræbelser!

P. Kruse
Hospitalspræst i Randers.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 136. 29. november 1800, s. 2164-2167)

Anmodning til hr. Boghandler Malling

Nogle auktionsgæster som ofte har besøgt og stadig ønsker at søge deres bogauktioner, anmoder Dem venligst om, hvis det ellers er muligt, og hvis, som ikke kan betvivles, de holder af fornuftige menneskers søgning, at udvirke, at Deres auktioner ikke bliver et samlingssted (helst om aftenen) for kåde og usædelige halvvoksne lapser, hvad enten disse her vil slippe løse den af skolen eller skolegefrejderen i arbejdstimerne tilbageholdte kådhed, eller blot ville stifte boldgade for de drengestreger, der ellers synes så vel at høre hjemme, siden de tåles på de filosofiske eller filologiske ruskollegier. Man formoder, at De ikke optager denne bøn anderledes end den er ment, nemlig til deres eget bedste

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 136. 29. november 1800, s. 2163-2164)


Redacteurens Anmærkning

Ifølge Kraks Vejviser for 1800 boede der en boghandler Malling i Springgade 34, altså vore dages Pilestræde fra Møntergade til Landemærket. Huset eksisterer ikke længere.

Om den i Addressavisen averterede Rumfordske Suppe paa Spisekvarterer.

Vi har allerede tre spiseværter som i de offentlige blade har kendtgjort at hos dem fås af den Rumfordske suppe portionsvis.

Af disse var hr. Gunselnik i Larsbjørnsstræde nr. 104 den første. Begærlig efter at vide om denne suppe af ham også tillavedes således som opfinderen har anordnet, gik jeg derhen og spurgte ham hvor længe den blev kogt, og fik som svar: en tre timers tid. Jeg lod derpå hente en portion af den, og fandt at den vel var spiselig, men hverken havde den smag eller de ingredienser opfinderen havde opgivet.

Dette var blot hvad man måtte formode En kogning af flere timer ville koste mere, foruden at dens store nytte ikke kan begribes af vore ladlavere, der tror at en pludselig skrupkogning er det bedste der kan ønskes.

Dette anføres ikke for at skade hr. Gunselnik (de andres suppe kender jeg ikke til), men for at gøre ham opmærksom på at han, der tager 3 skilling for en portion, bør og kan lave den således som den bør. 

Så vigtig Rumfords-suppens opfindelse er, så vigtigt er det vel også at denne føde ikke nedsættes i den almindelige mening. Jeg håber derfor at Fattigvæsenets bestyrelsenår det har fået sine kogerier i garderstaldene og på Christianshavn i gang, gennem politiet træffer en sådan indretning at det enten forbydes andre at sælge Rumfords suppe, eller i det mindste pålægger kogerne at bevise at lave den som den bør.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 136. 29 November 1800, s 2161-2163)

22 august 2014

Gjentagen Erindring om Afviserne ved Pomperne paa nye Amagertorv.

Da de lange mørke aftener nu er forhånden, synes det passende at gentage den erindring der blev gjort i forrige år i dette blad om de uden nogen tænkelig nytte, men til mulige skader og ulykker stående afvisere om vandpumperne på ny Amagertorv. Ved den pumpe som vender mod Stranden, er disse afvisere ikke fuldt så farlige da foruden lysningen fra den på pumpen selv anbragte lygte, kræmmer Borups skønne lygter på den ene og grosserer Fridericis på den anden side, giver betydelig lys. Men derimod er afviserne om den pumpe mod Købmagergade der udgør 9 i tallet, overmåde farlige for fodgængere da de ikke kan ses særlig godt, og man umuligt kan tænke sig at man i en afstand af omtrent 3 alen fra pumpen er udsat for at påføres de mest ulægelige skinnebensskader, eller som endnu er værre, at falde således over en af disse afvisere at hjernen slås ud på en af de andre. Hensigten med de afvisere der er anbragt der, kan formodes at skulle have været at bevogte pumperne for vogne. Men den er aldeles forfejlet, da de er meget lave, og når undtages de lavhjulede brygger- og gadevogne, kan hver anden vogn og karet køre over dem. Der er altså grund nok til at ønske at vedkommende snart ville af omsorg for pumperne ombytte disse små med høje sten og af ømhed over menneskers liv og lemmer flytter dem mere ind til pumperne.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 135. 22 November 1800, s 2155-2156)

Klage over Betlere på Fyn

Der er i provinsen Fyn hele flokke omløbende tiggere på landet, som med tiden kan blive meget farlige for den almindelige sikkerhed. Derfor ville regeringens landsfaderlige interesser være bedst tjent med en almindelig nøje og streng overholdt fattigindretning. Når ethvert sogn  alene brødfødte sine egne fattige, kunne man i tide forebygge de nævnte ulykkelige følger. Især ville man forbedre de syge og sengeliggende husvildes kår, såvel som de, der havde mange fattige uforsørgede børn at opdrage ved at holde disse sidste i skole, i stedet for som dagdrivere at strejfe om i landet. Og når de store, stærke, arbejdsføre mennesker, hvoraf endog nogle er formuende, der nu løber landet om og tigger, nødtes til på en kristelig måde at tjene deres brød, da ville heller ikke hverken agerdyrkeren, fabrikanten, eller håndværkeren mangle hænder. Det var også meget at ønske at omløbende fremmede tiggere ved strengt opsyn ved færgestederne ikke måtte tillades at komme ind i provinsen Fyn, der nu vrimler af dem.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2154-2155)

Om Nødvendigheden af en Brygger på Vesterbro

Ikke for at skade bryggerlavet i København, som især i de sidste år ikke har spundet meget silke, men for at afbøde et behov for Vesterbro og Frederiksberg ønskes det at en eller anden mand på Vesterbro efter ansøgning måtte få bryggerprivilegium, mod en afgift som kunne opveje konsumtions- og accisse-friheden.

Det er fuldt bevist at når mænd fra Vesterbro, Frederiksberg osv. bestiller øl her, får de det først efter 4-5 dage. For de som lever af at sælge det betyder det et føleligt tab, såfremt deres forråd slipper op forinden. Og at bestille øllet længe forud for at undgå det, lader sig i det mindste ikke gøre om sommeren, da øllet så let kan blive surt.

Jeg tør derfor håbe at den høje Magistrat, og selv de af dens medlemmer der er bryggere, ville indse, at det tab bryggerne inden for voldene ville lide ved at en kollega nedsætter sig på Vesterbro, ikke kan komme i betragtning ved siden af den skadelige øltvang, som Vesterbros osv. beboere nu lider under. Og altså at Magistratens befaling ville imødekomme anmodningen.

Ved at tænke på at denne tilkommende Vesterbro-brygger måtte hente sin loug af St. Jørgens Sø, kan jeg ikke andet end atter at lægge de ansvarlige på hjerte, at på bedst mulig måde sørge for renheden ikke alene i denne forsømte sø, men også for de bedre, men ikke noksom overvågede Peblinge- og Sortesø. Og i den anledning gentager jeg ikke alene min foregående klage over både, men føjer en ny dertil mod skøjteløbning om vinteren. Denne for ungdommen så nyttige øvelse må forlægges til andre vande der ikke bruges til drikkevand

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2153-2154)

I Anledning af Klagen over Forsømmelighed fra Skorstensfejeren i Københavns Amt.

For alle de, som forgæves henvender sig til den skortensfejer for i tide at få ordnet den for dem, deres naboer og brandassurancekassen så vigtige fejning, kan det måske være en kærkommen oplysning, at skorstensfejer Severin, fra Nørrebro nr. 49, har meget søgning fra udenbys, ja endog fra Hirschholm Amt. Han kan vise attester fra Brede Mølle, Bellevy, Usserød Fabrik og flere lignende steder. Og ingen vil kunne klage over forsømmelighed hos ham. Da sikkert intet privilegium kan forbinde en husejer til at udsætte sig for ildebrand, så vil det vist ikke kunne forhindres, at henvende sig til den skorstensfejer, der gør sit arbejde, og forlade den, som forsømmer det.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2151-2152)

Offentlige og private Foranstaltninger

Den 14. november har kongen i overensstemmelse med de grunde, på hvilke han den 1. august forbød udførsel af alle slags kornvarer og deraf tilvirket brød, gryn og lignende, fundet det nødvendigt at udstrække dette forbud til indenlandsk brændevin.

Ved et ældre opslag af 7. november er udførsel af kartofler fra hertugdømmerne blevet forbudt, og tillige de ældre forordninger mod opkøb af smør samme sted på ny indskærpet.

Bagerne i København, som havde erklæret sig ude af stand til inden november måneds udgang at forsyne sig med det, ved regl. af 5. juni 1771, befalede forråd af rug, har ved reskript af 31. oktober fået tilladelse at udbøde manglen med andre til brødbagning tjenlige kornsorter, såvel som ærter og kartofler, således at værdierne bliver lige.

Det er pålagt de danske konsuler i England at være opmærksomme på om dansk korn skulle blive indført der, og derom indgive beretning.

En subskription går omkring hos de rige i staden hvorpå enhver kan tegne hvor meget han vil tabe ved et indkøb af korn, som for nedsat pris kunne sælges til de trængende.

Fattigvæsenets bestyrelse har bekendtgjort, at den besidder et ikke ringe forråd af fødevarer hvoraf den, ved hjælp af subskriptionsbidrag, vil besørge brødbagning og madlavning for de fattige.I garderstaldene er der lavet en indretning til at koge rumfordsk suppe til 100 personer. Kedlen dertil er lavet efter en meget god og besparende indretning hos blikkenslager hr. Løser.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2148-2150)

Forslag til Indretninger i de danske Provinskøbstæder

1) Mange fattige i de små købstæder må når de trænger, som især nu kan ses, pantsætte deres indbo, og give 1 skilling af rigsdaleren i ugentlig rente, som er 52 procentsrente. Eller må sælge det for en spotpris, da vi intet assistenshus eller lombard har i provinsen. Da nu kongen selv har fundet det godt for København at have assistenshus, ja endog selv holder det, da pantsætningen er langt mindre skadelig end spotsalg af bohave, når renterne ikke er overdrevne, så tror jeg man burde ønske at det blev i enhver by befalet en embedsmand, eller tilladt en anden mand, alt mod kaution, og efter bestemt rentefod, at holde en lombard. Kapitalen kunne i første fald, under regeringens garanti, af private folk lånes. Nogle af de tagende procent kunne tilfalde enhver bys fattigvæsen.

2) Det ville være meget nyttigt for alle hospitaler og fattiginstitutter i provinsbyerne at indføre den rumfordske suppe, som kunne gives i stedet for penge. Disse sidste anvendes desværre ofte til kaffe og brændevin, hvorimod hele familien lider sult og bliver derved tillige med efterslægten moralsk og fysisk fordærvet. Den skade som brændevin forårsager, især den største klasse af arbejdere og mest de fattige er ubeskrivelig.

3) Da mange folk som er født på landet, bliver købmænd, hvorved disses antal forøges så meget, at de ikke alle kan overleve, og de for nogenlunde at kunne bestå, må tage for store fordele, så var det at ønske, at landboernes for stærke tilstrømning til købstæderne blev forhindret ved en anordning. Da på landet ikke let for mange, i købstæder, der er uden transithandel og uden tilstrækkelige fabrikker sjælden for så folk, opholde sig.

4) Måske ville det ikke være upassende at belønne den mand i hvert stift, som til fabriksarbejde, der for helbredet er uskadeligt, lønner de fleste folk.

5) Brolægningen er i mange små købstæder meget dårlig, fordi enhver husejer skal besørge sit. Når de derimod betalte i forhold, og politimesteren derfor skaffede duelige folk, som arbejdede under hans bestyrelse, så ville arbejdet blive bedre og lettere. Under nuværende indretning kan en privat mand ikke vel bekoste, at lade en god brolægger komme.

Peter Schultz i Varde
Beskikket strandingskommissionær, og priviligeret fabrikentreprenør


(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2146-2148)

Redacteurens Anmærkning

Suppen får også et par ord med på vejen i artiklen "Om den Rumfordske suppe."  hvor det omtales at den bruges på straffeanstalterne på Christianshavn. Se Politivennen nr. 1191, lørdag den 27. oktober 1838, side 684-685

21 august 2014

Om Brandraabningen i Onsdags Aftes.

Den aften blev hele byen på en ubehagelig måde skrålet op af vægterne uden at man af disse kunne få at vide hvor ildebranden var, da de alle sagde de selv ikke vidste det. Da en sådan uvished er utålelig, så blev følgen at hvad der endnu var oppe, løb ud for at få noget at vide, og hvad der havde lagt sig til hvile, klædt sig igen på om ikke for andet, så for uden forkølelse at kunne åbne vinduerne for at spørge de forbigående hvor ilden var. 

Da det nu er umuligt andet end at den vægter der skreg først, jo ved hvor ilden er, og altså kan meddele de øvrige denne efterretning, og da disse ved overalt at udbrede den, kunne opnå deres øjemed at opvække brandfolk og alle som har med branden at gøre, uden at skræmme de øvrige, og da intet stemmer mere med god orden og den nye brandforordning end at gaderne så lidt som muligt opfyldes med uvedkommende folk, så ønskes at det måtte blive pålagt ikke alene den første vægter der skriger, men også alle de øvrige at råde gaderne eller stedet med, fx Brand, Kongens Vaskerhus! Brand Nørregade! osv. hvorved byen ville blive rolig og branden bedre slukkes da nu mange selv af dem som har med den at gøre, først må løbe på lofter eller til Frue Tårn for dog nogenlunde at vide i hvilken kant af byen de skal hen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 134. 15 November 1800, s 2137-2139)

En forsømmelig Skorstensfejer

Den ansatte skorstensfejer i Københavns Amt forsømmer fuldstændig at komme til nogle af dette amts beboere. Man risikerer sine ejendomme ved sådan en mands efterladenhed. Adskillige på Bernstorffs Gods har lavet den aftale, at han skal feje deres skorstene 4 gange om året. Men han har endnu aldrig opfyldt det løfte. I stedet indfinder han sig kun højst 2 gange om året. Siden marts måned har det ikke været muligt at få ham til at feje, uagtet han godt nok har haft bud her på egnen og ladet indkassere hos husmænd og beboere, hvad han kan tilkomme for at rense disse skorstene. Ved at sende bud til ham, har han svaret for over 4  uger siden at han nok skulle indfinde sig. Men til dato har man ikke set det mindste til ham. Man kunne derfor ønske, at flere af disse mænd blev ansatte i amtet , så ingen slags ildebrand skal opstå på grund af en mands skødesløshed. Og såsom de fleste bygninger er affurerede i brandkasse, er det et betydeligt ansvar, som pådrages fra denne side.

Den 1. nov. 1800

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 134. 15. november 1800, s. 2136-2137)

Til Udgiveren i Anledning af Nikolajkirkegaard.

Da man ser af Deres blad at kommissionen på hvis forestilling Vajsenhustomten blev foretrukket Nikolaj Kirkegård til byggeplads for rådhuset, har haft til en af sine grunde at ligene ikke kunne optages uden ulejlighed for omboerne, så underrettes herved at:

Fra Nikolaj Kirke og dens kirkegård har flere familier siden ildebranden ladet deres lig opgrave og udføre på Assistentskirkegården, dels i kister, dels i kasser for de afpillede ben, hvorved ikke den mindste stank eller ulejlighed er forårsaget naboerne. Og resten vil følge eksemplet, så snart rimelig erstatning gives dem for de købte begravelsers steder.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2135-2136)

Om den Rumfordske Suppe.

I Paris og flere steder kan de fattige på dertil indrettede offentlige spisekvarterer få Rumfordsk suppe for deres skilling. Burde man ikke det så armodsfulde København med større føje, åbne de mange trængende adgang til dette så sunde og fødende næringsmiddel der evig vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendig må koge i 5 eller 6 timer, så ville ildebranden hvis den ikke koges i større portioner, snart tilintetgøre den fordel ingredienternes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et Rumfordsk suppehus indrettedes ved offentlig eller privat omhu, man da vil drage omsorg for at suppen straks første gang den sælges, er god og rigtig tillavet. For kun alt for ofte sker det at den almindelige og ufornuftige modbydelighed mod alt nyt får dobbelt styrke ved de første mislykkede forsøg til det nyeste indførelse.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2119-2120)

Fynsk Smør og holsteensk Smør.

At godt holstensk smør er bedre end dårligt fynsk smør, vil ingen nægte. Og dårligt fynsk smør har man før ofte truffet fordi fynboerne ikke var nøjagtige nok i at sortere det. Men efterhånden lærer de det og det vil engang blive almindelig kendt at det gode fynske smør ikke eftergivet det gode holstenske. Da imidlertid mange husholdere ifølge den gamle danske nationalegenskab at foretrække det fremmede, ikke er fornøjede med mindre de får holstensk smør, så underrettes disse om at holstenerne, der kender denne vores egenskab på en prik, selv køber det fynske smør her i havnen, lægger det om og sælger det med 6 til 8 rigsdalers profit til disse patriotiske købere.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2118-2119)

Om Dyrtiden.

I nr. 36 af de i Altona læsende lister over de varer om ankommer i Hamborg, læses at skipper Jessen fra Aalborg har bragt 200 tønder havre derhen. Formodentlig vil fra Aalborg toldsted godtgøres at dette kvantum lovligt var tilladt at blive udført. Videre var den 13. september ankommet skipper P. Vinter, skipper Lauritsen og skipper J. Vinter, alle tre fra Ringkøbing med 836 tønder smør. Videre er fra Assens nylig med tre fartøjer ført mellem 840 og 850 tønder smør til Lybeck. Endvidere til Stettin fra Fåborg 600 tønder smør. Dette er, blot fra disse tre stæder, 2240 tønder smør bortført til udlandet. Hvad er ikke blevet, og vil ikke endnu blive bortført fra København? Og hvor uendelig høj vil ikke prisen i denne sidste stad (alt koster tønden 76 rigsdaler hos fynboerne, og bliver daglig dyrere) blive hvis ikke regeringen straks (hvis det ikke allerede er for sent) forbyder udførsel af smørret?

Kartofler som vi for en halv snes år siden vragede, vil herefter blive den føde som ikke blot den fattige, men middelstandsmanden må sætte i stedet for brød og til dels for sulet med. Men det kan allerede kendes at de samme årsager som fordyrer de ædleste fødemidler, landprang, opkøb og udførsel, ikke forsmår at udstrække sig til kartoflen. Bør københavneren give 20 til 24 mark for en tønde kartofler? og kan man vente andet end at en kartoffel til sidst vil komme til at koste 1 til 2 skilling hvis ikke regeringen griber til det nødmiddel også at forbyde kartoflernes udførsel til fremmede.

Landprangerne vedbliver ustraffede at drive deres kunster. Mange af disse er tillige opkøbere for større prangere. Snart vil de alle blive det, og altså vil torvene der allerede i stedet for bønder kun besøges af landprangere eller ordre, snart endog blottes for dem. Det er allerede sket at disse landprangere ved byhorn sammenruder folk i byerne for at afkøbe deres fødevarer. Så længe købstandsmanden *) skal købe sine levnedsmidler på anden eller tredje hånd, så længe han skal føde denne vrimmel af igler, vil hans tilstands stedse forværres, og først ved hans fuldkomne ødelæggelse, vil dette onde hæves - med mindre regeringen strengt forbyder al landprang!

Når endelig de formodede bønder, men egentlig landprangerne, kører til torvs, mødes de allerede uden for byen ved portene, i Frederiksberggade og på Vestergade af alle slags hørkræmmerdrenge og karle, spækhøkere o. lignende som bortkaprer dem før de når det Gammeltorv der i sig selv meget for lille til stadens akseltorv, nu hver torvedag kan ses at være meget for stort. Dette er højst uretfærdigt mod alle de mange medborgere der ikke har tid til at løbe således om, men i tillid til regerings, magistrats, politiets årvågenhed, sender deres tyende til torvet.

*) Også den embedsmand eller ikke-landbruger der bor på landet, sultes af disse blodsugende landprangere. Ja, deres kør skal på visse steder næsten være mere beklagelig end købstadsmandens. Mon ikke alle disse mange forurettede må anråbe regeringen om streng fremgangsmåde mod forkøb.

Endelig bidrager også udførslen uendelig til at forhøje priserne. Så billig fri udførsel er, når priserne i landet er tålelige, eller dette ved offentlige magasiner er sikret for dyrtid, så nødvendig er udførselsforbud i nødens tid. Dette har vores regering følt og tak være den! Men allevegne fra provinserne hører man alligevel klage over at udførslen sker hele tiden i smug. Oh, at vores gode regering ville gribe de kraftigste midler til at hindre enhver overtrædelse af forbuddet mod kornudførslen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2113-2117)

Om Dyrtiden i Kjøbenhavn.

Et bevis på vores regerings forsorg for de mange der lider ved den nuværende dyrtid, er følgende (taget af Kollegialtidender):
Under 24. d.M. har Hs. Majestæt allernaadigst tilladt Bagerne i Kjøbenhavn indtil videre, foruden de sædvanlige og i Laugs-artiklerne ommeldte Brødsorter, at bage og udsælge saavel Brød af Byg, og af Byg og Rug blandet i lige dele, som og Blandings-Brød af rug, Byg, Hvede og Ærter efter passende Forhold, alt efter de, paa saadanne Slags Brød, af Magistraten nærmere bestemmende Taxter. I øvrigt skal Taxten saavel på disse Brødsorter, som den paa Rugbrødet, under 8 d.M.allerede satte taxt, ved November Maaneds udgang af Magistraten atter tages i Overvejelse,og efter Rugens, Byggets,Ærternes og Hvedens Priser paa den Tid nærmere bestemmes.
Regeringens hensigt ved at skaffe armoden lejlighed til at få brød af kornsorter der hidtil har været mindre dyr end rugen, at lindre dens tunge kår, er umiskendelig ædel.Det gælder nu om ikke byg osv. vil snart af samme årsager som rugen, stige til det umådelige.

En ting som man må frygt.bliver at rent rugbrød herefter næppe vil blive at få. Ligesom det synes ikke let at bedømme om et brød af blandet mel har takstens blanding eller om der er mere byg osv. og mindre ærter. Særdeles stor synes mig vanskeligheden at ville blive ved brød af tre eller fire sorter korn. Imidlertid bør man ikke tvivle om at de ansvarlige hvis sag det skal være at kende på opkommende klager over blandingsbrød, jo igennem fysik eller kemi ville skaffe sig den hertil nødvendige kundskab.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 132. 1 November 1800, s 2103-2105)

Forslag til bedre Fisk og bedre Fiskekøb i København.

Indbyggerne i Skagen fanger dagligt en stor mængde fisk som de af mangel på øjeblikkelig afsætning, tørrer og udbringer i hele skibsladninger. Fra Fladstrand, Sæby og hele egnen fiskes også betydeligt. Dersom nu et eller to dertil byggede fartøjer eller kvaser gik mellem disse havne og hovedstaden, og hidbragte fersk den fisk, de skønne flyndere og pigvarer osv som ellers tørres, da tror jeg vist rederiet ville profitere og såvel disse fiskere som København vinde betydeligt.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 131. 25 October 1800, s 2094)

Om Diligenserne.

Meget har været udspredt mod diligencerne som det sædvanlig sker mod alt nyt og bedre. Dette rygte har nu endelig måttet vige for erfaring. Det må tilstås at diligencerne støder mindre end de sædvanlige rullevogne, foruden at de yder læ og tørre.

Imidlertid har man dog ikke ved at tilstå at diligencernes anskaffelse er en forbedring også tilstået at diligencerne har alle de fuldkommenheder de burde have, eller at man ikke kunne have endnu bedre befordring end med den bedste diligence af denne slags. Det første som støder er måden hvorpå man stiger op, da man må for at komme til de bagerste sæder, skræve over de forreste hvorved man ikke altid kan undgå at tilsmudse både sæder og de derpå siddende med sit fodtøj, foruden at et sådant manøvre er højst ubehagelig for kvindelige rejsende. Jeg ved ikke hvorfor der ikke lige så godt på diligencen som på en anden vogn, kunne anbringes døre på siderne. En ting man endogså har på de hønsehuse man i Tyskland rejser i. Og hvorfor har man ikke gjort midten af ethvert sædeløst hvorved passagen inden i diligencen ville være blevet meget magelig?

Endelig kan man også have en løs ryglæn ved hver bænk. Dette var en bekvemmelighed som ville være de rejsende især de svage og aldrende, overmåde kærkommen. Også vil disse løse ryglæn som de i midten åbnende sæder og sidedørene kunne endnu indrettes på de to diligencer postamtet har, og det for meget ubetydelige penge. Ved nye byggende diligencer hvis de skulle være af samme art, bør gøres sikker regning  på at disse her angivne tre forbedringer anbringes.

Men når som man bør vente, ikke alene Fyn, Lolland, Jylland, Slesvig og de andre provinser skulle have diligencer, men også Sjælland flere, hvordan skulle man da ikke foretrække en fuldkomnere art for den ufuldkomnere? Hvorfor skulle man ikke hellere ville have den franske end den nordamerikanske diligence? Franskmændenes er en før, stor, lav og bred karet, vel foret som oftest med for-, bag-og midtsæde. Hvert sæde kan rumme tre personer. Den midterste bænk har igen i sin midte et løst stykke til at tage op når du som har sæde bagi, skal ind eller ud. Ligeledes har den til ryglæn en udstoppet læderpølse som kan tages af eller befæstes efter tykke. Vinduerne på karetdørene er kun små, men derimod har de bagerste siddende på begge sider også to små vinduer som både yder dem udsigt og når detbehøves, frisk luft. Kareten har store lommer til passagerernes bekvemmelighed og desuden under loftet et løst lærred eller såkaldt filet hvor man kan lægge hatte, bøger, strikkepunge eller deslige op. Den forreste del af kareten danner en skæse med et sæde til tre personer og kaldes kaleschen. Her har konduktøren og de passagerer der ikke vil betale hvad karetens sæder koster, deres pladser. Denne kaleche kommunikerer ved et vindue med det inderste af kareten, dog råder karetpassagerne derfor ved et gardin som er anbragt indenfor. Oven på kareten er indrettet som en stor firkantet kurv, og kan her de passagerer der endog finder kaleschen for dyr, tage plads. Dette sæde der er stort nok til 6 personer, kaldes la vache eller koen. Men dog har franskmændenes vittige høflighed et bedrenavn dertil, nemlig l'imperiale eller tronen. Når der ikke er passagerer i tronen, kan der være gods, og kan dette da ved en læderpressenning holdes tørt. Det rette sted til de rejsendes tøj er ellers bagpå. På Bagarden står nemlig en uhyre panier eller kurv, og oven på denne ser man tit fire fem kufferter befæstede med lænker, skønt de fleste franskmænd blot rejser med en vadsæk. At hjul, aksler osv. er stærke, er overflødigt at anmærke. Jeg vil blot føje til at man sidder ulige bedre og mageligere i disse stedse i trav farende diligencer, end i vore.


(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 131. 25 October 1800, s 2084-2088)

Atter for Vesterbroes Beboere.

At Vesterbros beboere der årlig tiltager, behøver nødvendig gadebelysning lig med hovedstadens, er der ingen tvivl om. Af samme årsag og for at afhjælpe denne mangel, har beboerne selv betalt og ladet anskaffe de på broen befindende lygter der i nogle vintre såvel som dette efterår er til ingen nytte da de ikke antændes. Den største del af fortorvene kan nu ingen i de mørke aftner passere uden livsfare, da på samme er dybe vandhuller, træer og høje jord- og stenbanker. Udenfor fortorvet og rendestenen står i slagtertiden en mængde arbejdsvogne hvorover de gående falder og i tykt og mørkt vejrlig kan det ene menneske ikke komme det andet til hjælp. Hvad må nu ikke rejsende lide?

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 131. 25 October 1800, s 2083-2084)

Upassende Bøgers Brug i Friskoler

Hr. Udgiver!

De trykkende dyre år er til fortvivlelse for den uformuende og det har i forening med en anden årsag, som ikke her kan nævnes, men som enhver håndværker på forespørgsel kan opgive, ført så mange af de mindre håndværkere og professionister i tiggerstanden, og vil som udsigten stadig er, bringe mange flere deri. Der er altså en ganske sandsynlig formodning om at personalet under fattigvæsnet er således tiltaget, at direktionen har været frataget både lejlighed og pengeevne til at udføre noget det meget gode, som den kongelige vedtagne plan fra den 59 til 82 § foreskriver i henseende til de under fattigvæsnet henlagte frie skoler.

Imidlertid ønskes det indtil ovennævnte §§er kan udføres, at de anskaffede begyndelsesbøger i nævnte skoler, såsom abc og katekismer, bliver valgt af en anden slags, der ikke så at sige er i strid med hensigten af ovenanførte paragraffer, især 61, 61, 63.

Det er en ynk endnu i disse skole *) at se, med hvilken sløvhed, ulyst og unytte, de små børn spilder tiden på den gammeldags abc, i hvilken hverken troens artikel eller dåbens og alterens sakramente, men alene hanen som står bag i, er dem fattelig eller begribelig. Lige så  jammerlig tygges der den ældgamle katekismus, hvor Luthers trussel til paven er indført. Da der dog gives en meget morsom og fattelig abc af provst Rasmussen, ligesom der også findes senere og bedre udgaver af katekismer, når man endelig vil at små børn skal gøre begyndelse med religion, hvilket dog så ofte og grundigt er modsagt, og nu nylig i sidste Minerva, ved en ypperlig afhandling af hr. Frechland.

*) Jeg er ikke vis på om de her omtalte bøger bruges i alle fattigskoler, men i nogle bruges de.

(Politivennen. 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2081-2083)

20 august 2014

En betydelig Mangel uden for Stadens Nørre-Port.

For en føje tid siden var jeg ude af stadens Nørreport da jeg ville gå hjem om aftenen havde jeg det uheld at se mig udelukket og var ikke klædt meget godt til at modstå nattens rå kulde og således at udholde i 5 timer. Jeg besluttede straks at gå til alle de nærmeste traktørsteder som jeg vidste. Jeg bankede hårdt hos den ene efter den anden. Hundene gøede i gårdene ynkelig, men hos folkene var der ingen barmhjertighed. Således fordrev jeg tiden til kl. halv to. Jeg gik da i accisseboden og bankede også der. Jeg hørte folk tale indenfor, men de lod mig stå ude. En del krydsere eller fordægtige mennesker indjog mig for megen frygt for at gå ad Farimagsgade til Vesterbro for der om muligt at komme ind et sted. Disse mennesker fortalte mig også at de var udelukket af porten. Men før kl. 1 så jeg dem ikke, og da dagen brød frem, så var de også borte. 

Da det vist arriverer flere at komme således for sent enten ved et urs urigtighed eller ved mange andre tilfælde, så synes mig rimeligt at der uden for hver port var et offentligt traktørsted eller gæstgivergårdhvor man kunne være sikker på at komme ind hele natten. Dette ville være meget nyttigt og til stor tryghed for rejsende som kommer efter udregning tids nok på vej, men ved uheld der indtræffer med vognen eller sådant, skal nu lide og måske pådrage sig en sygdom. Man kunne derfor ønske at de ansvarlige ville tage dette forslag til nøjere eftertanke.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2076-2077)

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

  • Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
  • Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
  • Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)