Det nye Sygehus og den nye Tvangs- og Arbejdsanstalt i Korsør ,1890 (6). (Efterskrift til Politivennen).

Korsørs nye Sygehus samt den ved gjentagne Ildspaasættelser forrige Aar nedbrændte, men nu gienopførte Arbeidsanstalt staae nu færdig til Aflevering fra Bygningsentreprenørernes Side og vil kunne taget i Brug fra førstkommende 1ste November d. A. 

Som det vil erindres, nedbrændte selve Tvangs- og Arbeidsanstalten den 12te Marts f. A. Ilden viste sig at være paasat af et af Arbejdslemmerne, idet han havde fundet Lejlighed til at antænde nogle paa Anstaltens Loft beroende brændbare Materialer og greb saaledes om sig at forinden Brandmandskab og Sprøjter kom til Stede, var Redning umulig. Atter den 6te Maj nedbrændte et Anstalten tiIhørende Udhus og endelig den 10de Juni 2den Pintsedag nedbrændte den til Anstalten hørende Staldbygning, begge de sidste Ildebrande ligeledet paasatte af Lemmer paa Anstalten.

Strax efter den første Brand stillede Fattigudvalget (under hvilket Anstalten sorterer) Forslag i Byraadet om Anstaltens Gjenopførelse, og det blev da overdraget nævnte Udvalg at sætte sig i Forbindelse med en Arkitekt og gjennem denne fremkomme med Planer til Tegninger og Overflag tiI en ny Ardeidsanstalt samt en Lemmestiftelse. Man henvendte sig da efter Anbefaling af Overinspektøren for fængselsvæsenet, Professor Goos til Arkitekt, Professor Ove Petersen i Kjøbenhavn, der da i Slutningen af April fremkom med de ønskede Planer. Efter at disse vare forelagte Byraadet og der undergaaet forskjellige Forandringer, og navnlig den meget væsentlige, at man besluttede sig til at lade opføre et helt nyt Sygehus og lade det ældre Sygehus indrette til Lemmestiftelse for Byens egne værdige Trængende, overdroges det Professor Petersen at udarbeide Tegninger og Overslag til Sygehus og Arbeidsanstalt med de fornødne Udbygninger samt Ringmure og Plankeværker. Den 4de Juli f. A. approberede Byraadet de af Arkitekten udarbeidede Tegninger og Overslag, hvilke derefter bleve sendte til Ministeriet og Sundhedsautoriteterne. Planen til Sygehuset kom strax i livlig Cirkulation frem og tilbage mellem Fysikat, Sundhedskollegium og Ministeriet. Og undergik i denne Skjærsild adskillige mere eller mindre heldige Forandringer, hvorimod Tegningerne til Arbeidsanstalten syntes at være komne i Begravelsesudvalg, thi først i Begyndelsen af indeværende Aar fik man det Hele tilbage, og navnlig syntes Sundhedskollegiet at have fattet en evigvarende Kjærlighed til disse Tegninger, i alt Fald hvilede de hos denne Autoritet i c. 4 Maaneder, hvorimod Sagen i Ministerierne fremskyndtes med paaskønnelsesværdig Hurtighed.

Professor Carl Goos (1835-1917) var en indflydelsesrig Højre-mand, i Folketinget 1880-84, senere kongevalgt medlem af Landstinget. På artiklens tidspunkt var han overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Han blev senere kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901).Public Domain.

Efter at have faaet alle Tegninger tilbage, bleve disse atter med de Forandringer, de paa deres lange Vandring havde undergaaet, i Januar Maaned d. A sendte til Professor Petersen for at omarbeides for sidste Gang, og den 10de Marts modtog Fattigudvalget fra Professoren de nu endelig af alle Autoriteter anerkjendte Tegninger med samtlige tilhørende Arbeidstegninger, Beskrivelser og Licitationskonditioner, hvorefter Bygningernes Opførelse strax igjennem Bladene bleve udbudte til Licitation. Sygehuset for sig og Arbeidsanstalten med tilhørende Ringmure og Plankeværker for sig. Af de indkomne Tilbud var Tømmermester Bruus heraf Byen Lavestbydende for Sygehusets Vedkommende og Murmester Hertz, ligeledes heraf Byen. Lavestbydende for Arbeidsanstaltens vedkommende. Efter at Tilbudene havde været forelagte Byraadet overdroges det de en nærmere Forhandling. mellem Fattigudvalget og Professor Petersen til Tømmermester Bruus og Murmester Hertz at opføre respektive Sygehuset og Arbeidsanstalten - Leveringen og Opstillingen af Varmeapparater, Ventilationskakkelovne, Desinfektionsovn, Arrest, Tørre- og Badeovne samt alle til Ventilleringen hørende Jern- og Metaldele overdroges til Ingeniør Reck af Kjøbenhavn - Arbejdet paabegyndtes den 1ste April under Tilsyn af Arkitekt Chr. Sylow. og fremtræder nu efter at være færdige i følgende Skikkelse:

Hele Bygningskomplexet danner en Kvadrat, hvori de forskellige Bygninger ere forbundne med hinanden ved Mure og Plankeværker. Mod Syd ligger den æIdre fra Branden reddede Bygning med Inspektørbolig og Økonomalejlighed i Stueetagen og Lemmestiftelse til C. 30 Lemmer i Salsetagen, hvor tidligere Sygehuset har været.

Mod Øst ligger det nye Sygehus - fuldstændig afsondret fra den øvrige Del af Anstalten ved en Mur - i smukke og venlige Omgivelser, med Hovedfacaden og den sydlige Gavl vendende ud imod Haven og med den anden Facade mod vest vendende ud imod Sygehusets særskilte Gaard. Sygehuset, der kun er beregnet paa at modtage Patienter fra selve Byen og nærmeste Landdistrikt, kan modtage indtil 30 Patienter. Det indeholder 9 høie, lyse og venlige Sygeværelser, desforuden Opperationsstue, Badeværelser, Pulter- og Linnedkamre m. m. samt væreIse for Sygepleiersken. Overalt er sørget for fortrinlig ventilation; i alle værelser og paa Sengene er opstillet Ventilationsovne, som staar i Forbindelse med Luftkanaler under Bygningen hvorfra Luften kommer ind i Lokalerne som frisk opvarmet Luft. I hvert værelse findes desuden en ventil til Udlukning af overflødig Varme og en anden til Udsugning af daarlig Luft.

Mod Nord ligger Arbeidsanstaltens Mandfolkeafdeling, hvoraf omtrent den ene Trediedel mod Øst er adskilt fra den øvrige Del af Bygningen ved en Brandmur. Denne Del af Bygningen er indrertet til Tvangsarbeidsanstalt for Sorø Amt. og kan modtoge 16 mandlige Straffefanger. I Kjælderetagen er indlagt et Varmluftsapparat, som igjennem Kanaler fører varmen til alle Afdelingens Lokaler. I stueetagen findes et større Arbeidssal med tilhørende Materialrum samt Dag og Natceller, hvortil endvidere hører en særskilt Cellegaard. I Stueetagen findes Soveceller med Vadskerum, BadeværeIse og Opsynsmandsværelse. Til denne Afdeling hører en særskilt mod Nord vendende Arbeids- og Spadseregaard. Den Øvrige Del af denne Bygning, som vender mod Vest, er indrettet til at kunne optage 70 Arbeidslemmer dels fra Byen og dels fra Landets øvrige Kommuner saavidt Plads haves. I Kiælderen er her ligesom i Tvangsafdelingen indlagt Varmluftsapparat, der paa samme Maade fører varmen omkring i Lokalerne. I Stueetagen findes en Arbeidssal med tilhørende Materialrum, en Sovesal, Badeværelse, Opsynsmandsværelse og 2 Straffeceller hvortil hører en særskilt Cellegaard. I Salsetagen findes 3 Arbeidssale med tilhørende Materialrum samt i Sovesale. Loftsetagen hele Bygningen igjennem er indrettet med 4 rummelige Sovesale, nærmest beregnet til de udearbeidende Lemmer, paa hver Side af disse væreIser findes Beklædningsdepoter. Til denne Afdeling hører en mod Vest vendende Arbeidsgaard, 2000 Kvadratalen stor.

Det nordøstlige Hiørne indlages af en Vinkelbygning, indretter til Stald, Vognport og Magasinrum. Endelig er midt i dette Bygningskomplex opført en 17 Alen lang og 17 Alen bred 2 Etages Bygning, som er fuldstændig afsondret fra de andre Bygninger ved Mure, og med sin egen Gaard; denne Bygning er foruden at være indrettet til Vadskeri m. m. regnet paa at kunne optage 8 Kvinder fra Byen og andetsteds fra. I Stueetagen findes vadskeri med Dampkjedel og 3 vadskekiedler. Desinfektionsrum med en deri indlagt Recks Patent Desinfektionsovn, hvori det smittede Tøi føres ind og deri udsættes for indtil 130 Grader Celsius Dampvarme; efter endt Desinfektion tages Tøiet ud af den modsatte Ende paa Ovnen i et andet Rum, for ikke at komme i Berørelse med andet muligt tilstedeværende inficeret Tøi, og bringes derefter ind i et til Desinfektionsovnen hørende Tørrerum for fuldstændig at tørres. Endvidere findes i denne Etage et Badeværelse, en mindre Arbeidsstue og en Straffecelle med dertil hørende særskilt Cellegaard. I Salsetagen findes en større Arbeidsstue med dertil hørende Materialrum, en fælles Sovestue, 3 Soveceller og et Værelse til et kvindeligt Opsyn. Saavel i denne Afdeling som i hele Mandsafdelingen ventileres paa samme Maade som i Sygehuset og ligesom i Sygehuset er endog Gangene til at opvarme dels fra varmeapparaterne og dels fra Kakkelovne, som ere opstillede paa Gangene.

Saavel i Sygehuset som i Arbeidtanstaltens samtlige Bygninger er der indlagt elektriske Ringeapparater, som staa i Forbindelse med Inspektørens Lejlighed.

Korsør Arbejdsanstalt fotograferet i 1890, efter branden i 1889. Fotograf: W. Wichers. Foto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn. Bemærk, at fotoet kun er til brug på Politivennen Live Blogging, og altså ikke må deles på fx Facebook eller Instagram. Lignende fotoer kan findes på Korsør lokalarkivs samling med hashtagget Korsør Arbejdsanstalt.

* * *

Forinden at det nye Sygehus og den gjenopførte Tvangs- og Aibeidsanstalt skulde tages I Brug havde Korsør Byraad indbudt Drs Excell. Justitsministeren og Indenrigsministeren, Overinspektøren for Fængselsvæsenet, Professor Goos, Departementscheferne i Indenrigsministeriet, Kammerherre, Amtmand Vedel, samtlige Politimestre i Sorø Amt, Formændene for Nabokommunernes Sogneraad samt en Del Mænd herfra Byen til i Gaar at tage de nye Lokaler i Øiesyn. Ministrene kunde paa Grund af Møde i Rigsdagen ikke komme til Stede, og Amtmand Vedel var ved Sygdom forhindret i at møde.

De øvrige Indbudte samledes i Gaar Formiddags Kl. 11 ½, paa HoteI "Store Belt", hvor Frokost blev serveret. Fattigudvalget Formand, Raadmand Smith udtalte her først en Beklagelse over., at flere af de Indbudne desværre vare forhindrede i at møde, og bød derefter de Mødte paa Byraadets Vegne velkommen, idet han udtalt Haabet om, at Giæsterne maatte tilbringe en behagelig Dag i Korsør.

Efter Frokosten begav Selskabet sig ud til Sygehuset og Arbeidsanstalten og i et Par Timers Tid besaa det med megen Interesse de nyopførte Bygninger. Professor Goos udtalte sig særdeles rosende om Arbeidsanstaltens hele Indretning der i alle Henseender fuldtud svarede til de Fordringer, som nu stilles til en saadan Bygning. Fysikus Knudsen udtalte sin fulde Anerkjendelse af det nye Sygehus og de hygieiniske Forhold paa Arbeidsanstalten. Iøvrigt faldt der fra samtlige Indbudne anerkiendende Udtalelser om de nye Bygninger, det smukt og solidt udførte Arbeide, der er til Ære for Korsør Bys Haandværkere; alt Arbeide paa og i Bygningerne er nemlig udført af Haandværkere her, Byen

Efterat have taget det nye Bygningskomplex i Øiesyn samledes de udenbys Giæster, samtlige Haandværksmestre, der have udført Arbeide til de nye Bygninger, og Flere med Byraadet til en Middag paa "Hotel Korsør". Kl. henved 5 gik man til Bords, hvor Byraadsmedlem, Raadmand Smith bad velkommen paa Byraadets vegne

Borgmester Sylow udbragte derefter i faa, men varme Ord en Skaal for Hs. Maj. Kongen.

Byraadsmedlem, Godseier A. Bech bragte Professor Goos en Tak fra Korsør Kommune for den Imødekommen og Elskværdighed, Professoren havde vist kommunen, og de gode Raad, han havde givet med Hensyn til Arbeidsanstalten og som nu have baaret Frugt.

Professor Goos takkede og yttrede, at han i sin Tid var traadt i Forbindelse med Korsør Kommune efter Initiativ fra Borgmester Sylow for at faa prøvet de forskjellige Angreb paa Anstalten. Med Glæde havde han i sin Erklæring til Ministeriet kunnet udtale, at enhver Anke maatte tilbagevises. Efter at Bygningerne  vare brændte og der skulle Opføres en ny Anstalt, spurgte man ham til Raads og han var i Stand til at give kommunen adskillige Vink om, hvorledes en saadan Bygning skulde være. Nu staar Bygningerne der, og vi kunne kun ønske Kommunen til Lykke med dem da Bygningerne rumme, hvad der kan kræves og kræves. Det er en Ære for Kommunen, at den har tilveiebragt saa gode Bygninger, men da det ikke er tiIstrækkeligt med Bygningerne alene, viIde han udtale det Ønske, at den Aand, der tidligere har raadet paa Anstalten, ogsaa maa raade der nu, at den maa ledes med Humanitet, men ogsaa hvor det giøres nødvendigt, med Tugt og Bestemthed. Taleren sluttede med en Lykønskning til Byraadet og de ledende Mand i Udvalget som Arbeidsanstaltens OpføreIse skyldtes.

Byraadsmedlem Prokurator Strøbech Udtalte, at det vor en sjelden Ære, der vistes Korsør, ved at alle Amtets Retsbetjente paa en Gang giæstede Byen. Der er sikkert, at intetsteds er Retssikkerheden større, end i Sorø Amt. Et Leve for Amtets Politimestre.

Justitsraad Birkedommer Bech, Antvorskov, vilde som den ældste Politimester takke for det udbragte Leve. Taleren udtalte Haabet om at Tvangsarbeidsanstalten maatte faa en forbedrende Indflydelse paa dem, den kom i Berøring med den.

Byraadsmedlem, Konsul Rasmusen tvivlede ikke om, at Korsør Arbeidsanstalt var kiendt over hele Landet, men dog mest kiendt af vore tre Nabokommuner. Vi glæde os over at se disses Formænd iblandt os og i Korsør Bys Navn takke vi dem, fordi de ere komne, thi vi se deri en Anerkiendelse af vor Arbeidsanstalts Virksomhed for at frede om Lov og Orden. Med det ønske, at det gode Forhold der altid har bestaaet mellem Korsør og dets Nabokommuner, maa vedvare, udbragte Taleren et Leve for Sogneraadsformændene i Taarnborg, Vemmelev, Hemmeshøi og Boeslunde Sogne, d'Hrr. Gaardeierne Jens Pedersen, Tjæreby, Peder Nielsen, Foerlev, og Jens Andersen, Neble.

Byraadsmedlem, Murmester Hertz vilde som Entreprenør for Arbeidsanstalten udtale en tak til Arkitekten, Professor Petersen. Det var ingen ringe Opgave der har været stillet ham, men han havde heldig løst den. Med Ønsket, om at det Minde. som Professoren her har sat sig, maa blive vor hele Kommune til Gavn, ham til Glæde, og tiI det almene Vels Bedste, tømte Taleren en Skaal for Professor Petersen.

Fattigudvalgets Formand, Raadmand Smith takkede for den for de ledende Mænd udbragte Skaal. Han maatte indrømme, at da Anstaltens første Bygning lagdes i Grus, begyndte man at tabe Modet idet man saa hvilke Opofrelser og Bryderier den foraarsagede Kommunen. Da "Socialdemokraten" derefter udtalte at det var Fortvivlelsens Selvhjælp, der havde bragt de stakkels Fattige til dette Skridt, og da denne Udtalelse desværre støttedes af et Par enkelte Venstreblade, saa varede det kun en kort Tid, inden Anstalten paany stod i Luer, formentlig støttet ved de Udtalelser, der vare fremkomne i nævnte Blade, men da lovede Taleren sig selv endnu mens Luerne rasede, at hvis Udvalget vilde støtte ham og Byraadet vilde støtte Udvalget, da skulde Anstalten reise sig paany saaledes at man ikke skulde savne Midler til at lægge Baand paa den Klasse af Samfundet, som ikke vil lægge Haand paa sig selv, og som kun fordrer Rettigheder men ikke ville have nogensomhelst Pligter. Byraadet saa hvad man skyldte ikke alene Kommunen, men hele Samfundet. og nu staar Anstalten rede til at modtage Lemmer, baade fra Sorø Amt og fra hele Landet, saavidt Plads haves, men ikke for at modtage de stakkels Fattige, thi dem bygger Korsør ikke Arbeidsanstalt for. Nu har man Midlet, nu gælder det om Maaden; the derpaa beroer det, hvad Nytte Anstalten skal stifte i Fremtiden. Vi har en Mand, der i en Række af Aar har bestyret denne, og som har været udsat for haarde, ubeføiede Angreb, hvilke tilstrækkelig ere tilbageviste af alla Autoriteter, og at han kun har gjort sin Pligt, fik han Bevis for, idet Kongen ved sit Regieringsjubilæum hædrede ham. Han staar nu rede til atter at optage sin ansvarsfulde Gierning, og Taleren vilde ønske, at Inspektøren maatte finde Kraft til at fortsætte denne med fornuftig Villie og rolig Alvor, og med det Ønske, at streng Humanitet frem for alt maatte være Grundlaget for Anstaltens Bestyrelse, vilde han udbringe et Leve for Kammerraad Schmidt.

Amtsraadsmedlem, Sogneraadsformand Jens Andersen, Neble, vilde til sin Tak for Skaalen fra Sogneraadsformændene knytte et Par Ord. Fra Barn af havde han kjendt Korsør, og han havde altid faaet det Indtryk af Byen, at der var to Ting der karakteriserede den: det Raske og det jevnt Borgerlige. Disse Egenskaber vare ogsaa udbredte til Byraadet, for hvilket Taleren udbragte et Leve.

Fysikus Knudsen gjorde i faa Ord opmærksom paa, hvad Korsør ved Udholdenhed og Samdrægtighed havde udrettet paa det sanitære Omraade siden Koleraepidemien i 1857, og udbragte et Leve for, at Udholdenhed og Samdrægtighed bestandig maatte herske i Korsør.

Kammerraad Schmidt udtalte en Tak til Byraadet for det Tillidsforhold der altid havde bestaaet mellem Byraadet og ham. Han viIde ønske, at den nye Bygning, der nu er reist, maa blive til Gavn for Kommunen og for Samfundet i det Hele.

Byraadsmedlem, Kjøbmand N. Chr. Hansen udbragte en Skaal for den Tilsynshavende ved Bygningernes Opførelse, Arkitekt Chr. Sylow. 

Distriktslæge Høegh Guldberg talte for Fysikus Knudsen.

Borgmester Sylow bragte paa Kommunens Vegne en Tak til Kiøbmand Smith for det Arbeide, han havde udført i Kommunens Tieneste, og udtalte Haabet om at han ikke vilde blive træt men endnu i mange Aar vilde tjene Kommunen med sit virksomme Arbeide. 

Arkitekt Sylow udbragte en Skaal for Entreprenørerne Murmester Hertz og Tømmermester Bruus.

Af de mange Skaaler, der endnu udbragtes, inden Bordet hævedes, skulde vi endnu nævne: Pastor Wad for Korsør, Herredsfoged Møller, Fuglebjerg, for den danske Borgerstand, Kammerraad Schmidt for Haandværksmestrene, Justitsraad Bech for Borgmester Sylow o. m. fl. 

Efter at Bordet var hævet drak Selskabet Kaffe og forblev endnu nogle Timer sammen.

(Korsør Avis 24. oktober 1890).

Bygningen på Møllebjergvej 10 er fra 1890. Jeg går ud fra at den har tilhørt anstalten som lå til venstre for og som der ingen som helst levninger er af i dag. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Mord paa Plejebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Mord paa Plejebørn

I Gaar Morges fandtes i et af Træerne paa Smeddelinjen en Kvinde hængende. Hurtig blev hun skaaret ned og Oplivningsforsøg foretagne, men hun var stiv og kold. Hun bragtes til St. Kongensgades Politistation og derfra til St. Johannes Stiftelsens Lighus, hvor hun indlagdes.

Hun, der var en 30-40 Aar gammel, gjenkjendtes snart som Enke Emma Rasmussen - en af Politiet eftersøgt Person, der havde berøvet sig Livet for saaledes at unddrage sig Følgerne af de Misgjerninger, hun har begaaet.

Sagen var nemlig den :

Madam Emma Rasmussen, der boede paa en første Sal i Elbagade, havde af Politiet faaet Tilladelse til at have Plejebørn hos sig mod en bestemt maanedlig Betaling. Desuden havde hun ogsaa Logis for Barselkvinder - og mod Politiets Tilladelse tog hun sig som Plejemoder af smaa Børn, mod at deres Mødre betalte hende en Sum én Gang for alle.

Bl. a. havde hun paa sidstnævnte Maade taget en Tjenestepiges lille Barn til sig i Pleje.

Saa kom en Dag for nogen Tid siden Tjenestepigen ud i Elbagade for at se, hvordan hendes Lille havde det. Hun blev holdt hen med Snak, - Barnet havde det godt, men den Dag kunde hun ikke faa det at se, det var ikke hiemme. Moderen kom atter og atter - stadig kunde hun ikke faa sit Barn at se. Tilsidst fortaltes der hende, at Barnet var blevet sendt ud paa Landet, da det ikke var rigtig rask og trængte til frisk Landluft. Men Adressen paa Stedet, hvor Barnet opholdt sig, kunde Pigen ikke faa at vide.

Hun blev da mistænksom og meldte omsider Sagen til Politiet.

Men knap har Plejemoderen faaet Nys om, at Politiet var efter hende - der havde været Betjente og tilsagt hende til at møde oppe paa Kammeret i Gaar - saa forlod hun sit Hjem og vendte ikke mere tilbage.

Paa Smeddelinjen fandt man som sagt hendes Lig.

Politiet foretog imidlertid en Undersøgelse af Huset i Elbagade. Og over Gaarden i en lille Kjælder i et enetages Hus fandt man skjult et lille Barnelig, der gjenkjendtes som Tjenestepigens Barn. Desuden fandtes i den Kasse, hvori Husrenovationen anbringes. Liget af endnu et Barn, der havde været anbragt hos Plejemoderen.

I den afdødes Lejlighed traf man hendes Søster, sammen med hvem hun boede-. Da man mente, hun maatte kunne meddele Oplysninger i Sagen, blev hun belagt med Arrest og ført med.

- - I Gaden og rundt i Byen, hvor Sagen rygtedes, blev den ivrigt omtalt. I selve Huset var Emma Rasmussen lidet kendt; der sagdes, at hun førte en meget stille Tilværelse.

Politiet tog strax med stor Iver fat paa at komme til Bunds i denne uhyggelige Sag.

(Morgenbladet (København) 25. september 1890).

Mordene foregik i Elbagade 9, hjørnet af Øster Farimagsgade. Den blev i 1892 omdøbt til Collinsgade, hvorefter navnet Elbagade blev tildelt en gade på Amager.

Mordet paa Plejebørnene.

Sagen griber om sig

At denne uhyggelige Sag, hvis Begyndelse vi i Gaar meddelte, ikke var saa ganske oplyst med det samme, stod snart klart for de fleste. Hvor der er Tale om Pleiebørnssager, følger ofte den ene sørgelige Opdagelse efter den anden - man faar snart Øinene op for, at man staar overfor et helt Komplot, et Kompagni, der har valgt sig denne Gjerning til en Industri. Under det herligt Mærke af at være Plejemoder kan der, som man ser, begaas de rædselsfuldeste Forbrydelser, tjenes gode Penge - alt i Haab om, at det hele skal gaa ganske ubemærket hen.

Som alt meddelt, blev Søsteren til Plejemoderen, der havde hængt sig paa Smeddelinjen, og som hed Marie Ane Rasmussen (ikke, som meddelt, Emma, men M. A. Rasmussen), anholdt strax, da hun kun kunde give ufyldestgjørende Forklaringer om de to Børns Forsvinden og i det hele indvikkede sig i højst mistænkelige Modsigelser. Hun agerede først fornærmet over, at man saaledes slæbte hende paa Stationen. Senere, da man gik hende skarpt paa Klingen og udspurgte hende om, hvad hun vidste i denne Sag, var hun ganske sønderknust over, at man kunde tænke noget saa slet om hende, at hun skulde være vidende om, at grufulde Misgierninger var foregaaede derhjemme, hvor hun boede.

Ganske naturligt mente man dog, at det ikke kunde være undgaaet hendes Opmærksomhed, at Børn, som hendes Søster - ulovligt tilmed - havde i Pleje, saa sælsomt forsvandt og ikke engang fik en ordenlig Begravelse, men kastedes hen i Kjældere og Renovationsbeholdere.

Efter det befalede Grundlovsforhør blev hun derfor erklæret for anholdt.

Men Politiet havde imidlertid faaet yderligere Oplysninger, og Følgen var, at:

En Jordemoder anholdtes.

Ude i Ravnsborggade boede en Jordemoder ved Navn Madsen. Der siges, at der altid har været noget mystisk ved denne Dame.

Da Politiet indfandt sig i hendes Lejlighed i Stueetagen, bad hun, om hun maatte gaa ind og klæde sig om. Det blev nægtet hende, og Politiet førte hende bort i en Droske; hun ønskede det helst saa, to Vejen - hun kjendte den maaske - var saa lang.

Hun blev strax taget i Forhør. Hun var tilbageholdende og rolig - - vidste absolut intet om den Sag, hvorom Talen var. Ganske vist, hun havde kjendt Madam Rasmussen og vidste, hun havde Plejebørn hos sig - ja hun havde selv, indrømmede hun, skaffet nævnte Plejemoder Børn i Pleje.

Men Politiets Mistanke øgedes, og hun blev taget i et skarpt Krydsforhør. Hun løb da ogsaa af og til sur, og det førte til, at hun efter Grundlovsforhøret blev erklæret for anholdt.

En smuk Forretning.

Alt tyder nemlig paa, at der mellem den afdøde Madam Rasmussen og Jordemoder Madsen har existeret et meget givtigt Forretningsforhold.

Naturligvis henvendte mange Kvinder sig hos Jordemoderen, og naar de lykkelig og vel havde bragt deres Barn til Verden, anmodede de hende om at skaffe dem en Plejemoder, hvor det lille ulykkelige Væsen, der ingen anerkjendt Fader havde, kunde anbringes. Og saa havde Madam Madsen en god Veninde, hos hvem Barnet vilde faa det godt og blive plejet rigtig, som det skulde - tilmed for en Betaling en Gang for alle.

Børnene førtes saa fra Nørrebro over i Elbagade Nr 9; dér, hos Madam Rasmussen, skulde deres fremtidige Hjem være.

Men hvor ofte forsynede Madam Madsen saaledes sin gode Veninde med uægte Børn, der skulde i den gode Pleje?

Det synes at have været temmelig hyppigt, at Madam Rasmussen er kommen og har sagt, at nu havde hun Plads til et Barn igjen - desværre var der nu et død.

Og Jordemoderen havde saa strax et Barn - dem havde hun nok af - der kunde udfylde den lille Afdødes Plads.

- - Men Politiet fandt med Rette, at hun nok kunde have fundet disse hyppige Dødsfald lidt mistænkelige. Tilmed oplystes det, at Jordemoderen fik sig en lille Part af den Sum, der udbetaltes en Gang for alle for de smaa Væsener.

Tjenestepigen anholdes

Med Arrest belagdes endvidere Gaar Tjenestepigen, der havde tjent hos de to Tomer i Elbagade i den sidste Tid - lidt over et halvt Aar.

Under det optagne Forhør viste hun sig som en ufølsom og sløv Natur. Mistanke hun hun vel nok haft, men ingen har spurgt hende; af sig selv fandt hun ikke paa at anmelde noget - hun havde det jo godt hos sine Madmødre.

Politiet ansaa det dog for rigtigst at tage hende under sikker Forvaring, om ikke for andet, saa for at hun ikke skulde komme under Paavirkning udefra. Ufatteligt skulde det vel ogsaa være, om hun, til hvem sikkert Børnenes Pasning hyppigst har været overdraget, ganske har været uvidende om, at Barn paa Barn saadan gik hen og døde - og ikke blev begravet.

Man er nemlig nu saa nogenlunde paa det rene med, at mindst

5 Børn er forsvundne

paa en mere eller mindre mystisk Maade.

Ganske vist har Plejemoderens arresterede Søster fortalt, at de Børn, der er døde i hendes Søsters Plejehjem, alle er døde en naturlig Død.

Men hvorfor er de da ikke blevet ganske naturligt begravede?

Og derpaa manglede hun Svar; hun syntes kun at ville lade forstaa, at dette jo kostede Penge, og at man for det lidet, der bødes som Gjengjæld for den "gode Pleje", ikke havde Raad dertil.

Kun ét af de 5 - endnu oplyste - forsvundne Børn er ordenlig kommet i Jorden. Hvordan det er død, er ikke ganske oplyst. Da det døde, var det nemlig lige vendt tilbage fra Hospitalet og maa altsaa, siden det blev udskrevet derfra, ikke have været saa svagt.

Sagen

afleveredes i Gaar fra 3die Politidistrikt, St. Kongensgade, hvor Overbetjent Alfred L. Olsen med stor Dygtighed havde ledet Undersøgelse og Forhør, til Hovedkontoret og henvistes til 6te Kriminalkammer, under Assessor Gram.

De tre Anholdte førtes ligeledes op paa Gammeltorv i det skumle Raadhus og toges under sikker Forvaring.

Endnu foreligger aldeles ingen Tilstaaelser fra nogen af de Anholdte. Men Politiet driver Sagen frem med priselig Kraft. Hvo ved, om den ikke kan gribe videre om sig endnu.

(Morgenbladet (København) 26. september 1890).

Obduktion af de fundne barnelig blev foretaget af professor Gædecken og reservelæge dr. med. Dethlefsen. Ligene var dog i en tilstand som gjorde det umuligt at få klarhed over dødsårsagen.

Politiet fandt en del recepter på opium hos plejemoderen. Tjenestepigen Laura (datter af gartner Larsen på Nørrebro) blev løsladt i starten af oktober 1890. Hun udtalte ros til assessor Ussings for hans elskværdige optræden over foor hende. Hendes familie var fattig og plejemoderen havde pantsat hendes tøj. De anholdte var herefter Maren Rasmussen, Franciska Amalie Adelaide Madsens hustru, Ane Jørgensen og læge Hans Moritz Fridriksson anholdt.

Sagens videre gang og domsfældelsen fremgår andet sted på denne blog.

Emil Ryssel som Lotterikollektør. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

Ryssels Hædersgave, dette gamle Brød, der var slaaet op til at skulle være et Grossererborgerskab med tilhørende Butik, er nu faldet ud til 12 forgyldte Kaffeskeer. Og Indsamlerne, der for et Par Aar siden omfattede "hele 5te Kreds" - mindre kunde ikke gøre det - er samtidig svundet ind til "enDel Damer", som ikke har kunnet staa for Ryssels bedaarende lille Overflæg med tilhørende Fip.

Kaffeskeerne er kun blevet fundne værdige til Omtale i et Blad, "Dagbladet", - smaat vant son dette Organ i et og alt er. Det er ikke saa overdreven længe siden, Professor Goos fik en Kaffekande fra samme Kant; han indledede derfor ogsaa det Møde i Torsdags, paa hvilket Ryssel fik Skeerne, og hvis den altid godgørende Gamél nu vilde give Bønnerne, kunde de to faldne Kandidater fra 5te Kreds passende af og til slaa sig sammen om en Taar til gensidig Trøst og Opmuntring.

De tolv forgyldte bærer følgende Indskrift: "Erindringsgave til Hr. E. H. Ryssel fra Damer i Voldkvarteret, 1887". "Dagbladet" noterer, at "en hel Regn af Blomster og Buketter faldt ved Gavens Overrækkelse ned over Hr. Ryssel, der overrasket og bevæget takkede for den Opmærksomhed, der var vist ham".

Overrasket og bevæget - ja det tror vi nok! Naar man venter at blive baade Rigsdagmaand og Grosserer, og ens Venner saa kommer og siger: jo nu skal Du straks faa Kaffe!

(Social-Demokraten 18. september 1887)

Hr. Ryssel klager.

Højres Arbejder- og Vælgerforening afsluttede i Tirdags Aftes Sommerkampagnen med et Møde paa Sortedamslund. Hr. Manufakturhandler og Lotterikollektør Ryssel talte. I et timelangt Foredrag gjennemgik han uden Skaansel Højres mange og fæle Skødesynder, der ved de sidste Valg har ført til et saa sørgeligt Resultat for Partiet.

Først forsvarede han, i Følge Pol., Højres Kandidater ved Valgene 1889 overfor et "vist Blads" Angreb. Det var udmærket dygtige Mænd, og det var ikke deres Skyld, at Oppositionen havde vundet sire kjøbenhavnske Kredse.

Som bekjendt var Hr. Ryssel en af Kandidaterne!

Lotterikollektøren gik derefter over til Angreb. Hvorfor kommer de fine Mænd, der nu retter Bebrejdelser mod Højres Arbejder- og Vælgerforening. ikke til vore Møder. Hvorfor holder de sig fornemt tilbage? Jeg har i min Egenskab af Taler rejst meget i Provinserne, og der er ganske anderledes Liv og Sammenhold.

For nogen Tid siden var jeg saaledes til et Bal i en Provinsby. Der var mødt alle Omegnens Honoratiores og Byens fine Blænd og Spidser Alle de fornemme Damer var komne tilstede i pæne, nedringede Balkjoler, skjønt Lokalet var meget tarveligt, og det støvede saa stærkt, at jeg kunde skrive mit Navn paa deres Ryg. De fornemme nedringede Damer, mine Herrer, deltog med Liv i Dansen, og de generede sig ikke for at tage en Svingom med Arbejdsmænd og Tjenestekarle.

Bagefter vankede der baade Mad og Drikke, og de bedrestillede betalte hele Gildet.

Se, det kalder jeg Sammenhold, mine Herrer og Damer -- men hvorledes er det herinde -- ? Vi ser aldrig de fine og indflydelsesrige Mænd ved vore Sammenkomster, og derfor bliver Resultatet saa daarligt. . Der er et andet Forhold, jeg giærne vil tale om. Jeg er gift og kommer derfor ikke meget ud om Aftenen. Men en Gang imellem gaar jeg dog ind paa en Restauration og tager mig en Bajer. Der sidder mange fine Mænd, Officerer og Embedsfolk, og det første, de siger, naar de træder ind ad Døren, er:

Opvarter! Pst! "Politiken"!

Den faar De saa, og først naar De har læst den igjennem fra Ende til anden, og muligvis de andre Oppositionsblade med, giver de sig i Lag med "Dagbladet".

Hvoraf kommer det, mine Herrer og Damer? Jeg skal sige dem, det er, fordi "Politiken" forstaar at skrive livligt og kvikt; den giver sit Indhold en interessant Form, selv om det er tørt Stof, den behandler, og den har formaaet at holde den politiske Interesse vaagen hos Befolkningen.

Men Højrebladene, hvad gjør De? De retter Bebrejdelser imod Højres Arbejder- og Vælgerforening og saa refererer de ikke en Gang vore Møder 

- - 

Ryssel sendte et bedrøvet Sideblik til den eneste tilstedeværende Højrereferent.

Jeg tror, fortsatte Kollektøren, at vi maa rette en alvorlig Anke mod vore Blade, som har misforstaaet og forsømt deres Opgave i høj Grad.

Saa sluttede han med et Leve for Danmark, hvorpaa den lille Forsamling opbygget forlod Salen.

(Horsens Folkeblad 25. september 1890).

"Kollektøren" henviser til at ham indtil sin død var klasselotterikollektør.

I 1897 indvalgtes Emil Ryssel (sammen med P. Knudsen og Martin Olsen) i Købehavns borgerrepræsentation.

Danserinde Rosa Heath (og Underløjtnant Ernst Linder). (Efterskrift til Politivennen)

Miss Rosa Heath, den særlig her i Byen velkjendte, yndede Dans Sangerinde, er i disse Dage flygtet fra sine Forældre og fra det Etablissement - Kungsparken - i Malmø, hvor hun for Tiden optraadte. Skånska Aftonbladet skriver herom i Fredags.

.... Vor Opmærksomhed blev henledet paa denne Sag ved, at vi fra Kungsparken pludselig modtog Meddelelse om, at den højtskattede Danserinde ikke skulde optræde mere paa Flora-teatern, og de Efterforskninger, vi i Anledning heraf foretog, gav os Kundskab om, at vor By i Gaar Aftes har været Skueplads for et Bortførelses-Drama af en i vort Land heldigvis sjælden Beskaffenhed.

I Gaar Aftes skal nemlig Miss Heath hemmelig være rejst fra Malmø med Kurertoget - og ikke alene, hun fulgtes af - eller, rettere sagt, hun fulgte en ung Stockholmer-Officer.

Heath har under sin Optræden her, som overalt, hvor hun har optraadt, været ledsaget af sine gamle Forældre, der altid opholdt sig bag Kulisserne og altid vaagede omhyggelig over hende. Miss Heath selv elskede, vilde man vide, intet højere end sin Kunst.

Men lille Rosas Tid skulde ogsaa komme, hun gjorde under sit Engagement ved Tivolis Variete i Stockholm Bekjendtskab med den unge Officer, som nu har bortført hende.

Forældrene havde bemærket dennes Nærværelse i Malmø og anede Uraad, da Datteren, trods al deres Paapasselighed, var bleven borte for dem. De skyndte sig til Jærnbanen ved Kurertogets Afgangstid, anende, at Flygtningen vilde fjærne sig med dette.

De opnaaede ogsaa at faa Toget giennemsøgt - men Miss Heath var der ikke - og var der dog! Man formoder, at den rapfodede, smidige lille Dame har sneget sig ud af Vognen til den ene Side, da Forældrene nærmede sig den anden.

Forældrene var ude af sig selv af Sorg, og deres eneste Trøst er et Telegram, som Datteren har sendt dem, og hvori hun lover - snart at komme tilbage.

Forskelllige Forhold tyder paa, at Flygtningenes nærmeste Maal har været Linkøping.

(Morgenbladet (København) 16. september 1890)

Knud Gamborg (1828-1900): Det indre af Concert du Boulevard ved Vesterbros Passage. Illustreret Tidende nr. 825, 26. september 1875.  Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Rosa Heath sindssyg.

Som tidligere omtalt blev for nogle Dage siden den unge Sangerinde og Danserinde Miss Rosa Heath bortført fra Malmø af en ung Løjtnant, der havde vundet hendes Kjærlighed. Det lader nu til, at det fra hendes Side ikke har været et flygtigt Lune, men at det var Udslaget af en alvorlig Lidenskab, der desværre har haft de sørgeligste Følger for den unge Pige.

Fra Malmo tog som meddelt Parret til Linkjøbing, og derfra telegraferede den smukke Rosa til sine Forældre, at hun snart vilde vende tilbage. Hun kom ogsaa efter nogle Dages Forløb, men kort efter var hun atter forsvunden, og det gjentog sig flere Gange.

Men Løjtnanten var blevet kjed af hende, eller den Opsigt. Sagen vakte, har skræmmet ham. Vist er det, at han lod hende i Stikken.

I Tirsdags Eftermiddags kom hun her til Kjøbenhavn med sine Forældre, og de tog ind paa Hotel "Knapstedgaard".

Om Natten blev det ellers saa stilfærdige Hotels Gæster skræmmede op ved høje, gennemtrængende Skrig. Fra alle Sider strømmede man til og saa den unge Pige, i saa let Kostume som vel muligt, skrigende løbe gjennem Gangen og banke paa alle Dørene for at komme ind til sin Løjtnant, som hun troede opholdt sig paa Hotellet.

Med Magt maatte hun føres i Seng, og der blev vaaget over hende. Men næste Nat gjentog den samme Scene sig.

I Torsdags Aftes blev hun saa ført til Kommunehospitalet og indlagt paa Sindssygeafdelingen.

(Kjøge Avis 22. september 1890)

Rosa Heath.

Stakkels Rosa Heath, hvis Malmø-Tragedie vakte livlig Deltagelse i København, fik forleden i et Par af Byens Blade en lille Afskedsnotits, af hvilken det kunde forstaas, at nu var Historien forbi, og alt i Orden.

Notitsen meldte Frøken Rosa rask og udskreven Ira Hospitalet. Den fortalte, at hendes Forældre var rejst tilbage til England, at hun selv havde slaaet sig ned her i Byen og vilde forblive her, indtil hun skulde tiltræde sit næste Engagement i Wien.

Hvert Ord i Notitsen er galt.

Rosa Heath er her i Byen. Men hun sidder vedblivende i en Celle paa Kommunehospitalets sjette Afdeling. Hun kalder bestandig paa sin Løjtnant, og der er ingen øjeblikkelig Udsigt til hendes Helbredelse. Sine Forældre hader hun.

Og Forældrene er ingenlunde rejst fra København.

De har gemt sig i en af Vesterbros Sidegader, bange for Interviewernes Overløb. De rejser heller ikke herfra, før Datteren er helbredet.

Men de har slet ikke set hende, siden hun kom paa Hospitalet. Man har nægtet dem al Adgang til hende. I den Anledning anstrænger de sig af yderste Evne for at faa hende overflyttet til et andet det Hospital.

I deres Bestræbelser herfor har de to gamle faaet en rivende Forbundsfælle i

Løjtnanten

som for Tiden opholder sig her i København.

Om selve hans Flugt med den unge Dame forlyder der ét og andet, som vanskeligt lader sig gengive paa Tryk.

Han har aldrig villet og vil ikke gifte sig med hende. Adelskab og Familjehensyn forhindrer ham derfra, siger ham.

Det er jo al Tid en Gene, at være adelig - - eller en Fordel?

Han har betalt 300 Kr. til Forældrene - Sygehjælp? - og er villig til at betale mere. Han forlod hende i sin Tid, fordi han erfarede, at Politiet var efter dem, og ikke vilde kompromiteres.

Han har ikke turdet gaa hjem til Frk. Rosas Forældre, men søgt at træffe dem ude, hvilket ogsaa er lykkedes han.

Nogen egentlig Grund til at udfordre ham, som et københavnsk Blad forleden fint antydede, synes ikke at foreligge. Hans Rejse til København under disse Omstændigheder tyder paa, at han ikke befinder sig helt vel ved Situationen. Han har vel ogsaa ved denne Histories offenlige Behandling bødet ganske godt, fordi han tog Rosa Heath for en af Varietéernes almindelige letvingede Trækfugle.

Derimod giver vi hjærtens gærne vor Anbefaling til en eventuel Ansøgning til Kong Oscar om at gøre Løjtnanten "borgerlig" - naar der ikke er andet i Vejen -

- For sluttelig at tage de sidste Punkter i den omhandlede lille Notits under Behandling skal vi meddele, at Rosa Heath og hendes Moder er danske, ikke engelske. Samt at Frøknen, naar hun bliver rask, har Engagement - ikke i Wien, men i England.

(København 30. september 1890)

Der hentydes i artiklen til en notits i Aftenbladet (København) 28. september 1890. Den 19. juli 1889 - altså et år før - havde artisten Elvira Madigan begået selvmord sammen med en dragonløjtnant. Denne begivenhed var naturligvis stadig i frisk erindring.

Rosa Heath.

Mr. og Mrs. Heath - stakkels Rosas Forældre - aflagde i Gaar Middags en Visit paa "Køben-havn"s Redaktionskontor.

Hr. Heath er en lille gammel Mand, nær de halvfjerds og synlig nedbøjet af de sidste Ugers Sorger. Det var hans Frue, der er en halv Snes Aar yngre og af god dansk Familie, som førte Ordet.

Det gjaldt en, for øvrig ganske uvæsentlig Berigtigelse af vor Meddelelse forleden. Navnlig var Fruen bange for, at man af "København"s Artikel skulde faa det Indtryk, at Rosa Heaths Forældre søgte at skjule sig her i Byen. De havde ingen Ting at skjule; deres Forhold kunde i enhver Henseende taale Dagens Lys.

Vi lovede efter Fruens Ønske at meddele dette i Dag og spurgte, om der ellers var noget, vi kunde være til Tjeneste med.

Jo, det var der da.

Og saa gav Fruen sig til at pille lidt nervøsf ved en Arbejdstaske, der laa i hendes Skød. Og Mr. Heath, der hidtil havde siddet tavs, rykkede med et Sæt sin Stol nærmere og gav sig med ét til at snakke Engelsk i en saa ustanselig Fart, at det ikke var os muligt at følge ham. Mrs. Heath faldt i med - halvt Engelsk, halvt Dansk. Det var tydeligt, at de to gamle Ægtefæller havde noget ganske særdeles paa Hjerte, og hvad det var, fik vi snart at vide.

Mrs Heath lukkede sin Arbejdstaske op og tog et Par Fotografier i Visitkortformat frem. Det var Billedet af en ung Mand - vi behøvede ikke at spørge hvem.

"Der er han", sagde hun.

Og saa tyssede hun paa Manden og begyndte at fortælle den gamle Historie, som vore Læsere kender, om igen. Særlig dvælede hun ved, hvordan Rosa Heath, da hun var bleven forladt i Lund uden Spor af Penge, laante Penge paa Hotellet og rejste om igen den samme Tur over Linkøping og Nässjö o. s. v., som hun saa kort forinden havde rejst med sin Elsker. Hvordan hun alle Vegne spurgte etter ham, indtil Politiet besørgede hende sendt tilbage til Forældrene i Malmö.

Det vidste vi, vi havde læst det i Aviserne.

"Ja, vel", sagde Mrs. Heath. "Jeg véd ikke, hvordan Loven er her i Danmark og i Sverig. Men det skulde været i England, saa havde Politiet straks taget sig af Sagen, og min Datter havde faaet sig tildømt en anselig Skadeserstatning. Nu har jeg imidlertid overgivet min Sag til Højesteretssagfører Oktavius Hansen. Han har faaet alle de Telegrammer, der er vekslede. Han har set Breve fra den engelske Generalkonsul i Gøteborg, der kender os og Rosa, og har givet hende den bedste Attest for, at hun at hun alle Dage har været anset for den bedste, kærligste Datter og den anstændigste Pige, der kunde gaa i et Par Sko. Tror De, han kan vinde vor Sag?"

Vi maatte bekende vor Uformuenhed til at udtale os herom

"Nu vel", sagde Mrs. Heath - og Mr. Heath rykkede ivrig sin Stol endnu nærmere - "vil De da ikke sige mig én Ting ? Hvor kommer det sig, at Rosas Navn er nævnt atter og atter i alle Bladene i Danmark, Norge og Sverig. Man har fortalt indtil de mindste Detailler hele hendes ulykkelige Historie. Hvor hun har været, hvordan hun er bleven sindssyg, o. s. v., o. s. v. Men ikke et eneste Blad har nævnet hans Navn. Kan De forklare mig det? Hvorfor skal vor Datters Navn trækkes i Skarnet, mens han, der har voldt al hendes Ulykke, gaar fri. Hvad hjælper det, at han har deponeret stakkels 300 Kr. paa Hospitalets Kontor! Kan det gøre hende rask? Kan det give hende hendes Ære igen, give os vort Barn igen? Kan det erstatte hende det Tab, hun lider ved ikke at kunne opfylde sin Kontrakt i London? Vil De svare mig paa det." Vil De sige mig, hvorfor De ikke har nævnet hans Navn?"

Nu ja - for det første kendte vi det ikke

Saa tog Mrs. Heath et lille Visitkort op af sin Arbejdstaske og lagde det paa Bordet foran os.

"Jeg forlanger af Dem, at De skal nævne hans Navn. De har nævnet Rosas Navn saa tit, fortalt, om hendes Ulykke i deltagende Ord. Nu forlanger jeg af Dem, at De ogsaa skal nævne hans Navn, som voldte hende Ulykke"

Vi tog Visitkortet og læste det. Der stod:

Ernst Linder

Underlöjtnant vid Kungl. Lifgardet till häst.

På Bagsiden stod skrevet: good by.

(København 2. oktober 1890)

Ernst Linder (1868-1943) blev senere en kendt svensk officer. Han var søn af en godsejer og politiker. Faderen døde af tyfus kort efter hans fødsel. Moderen giftede sig 1872 med konsul Oscar Ekman. Han voksede op i Stockholm hos moderen og stedfaderen. Voluntær i Livgardet till häst 1 juni 87, hvor han blev underløjtnant 8. november 1889. Han avancerede støt og roligt og blev generalmajor i den finske armé 1918 og gjorde sig bemærket her. Det har ikke været muligt at finde noget på internettet i øvrigt om hans forhold til Rosa Heath. 

Rosa Heath.

Vi sendte i Gaar en Medarbejder op til Hr. Landstingsmand, Højesteretssagfører Octavius Hansen, der af Mrs. Heath var angivet som den, der skulde føre hendes Datters Sag.

Hr. Hansen erklærede, at der naturligvis ikke blev Tale om nogen Sag. Der forelaa intetsomhelst juridisk strafbart. Han havde paataget sig at hjælpe til en Ordning af Familjen Heaths Erstatnigskrav paa Løjtnant Linder, fordi han havde ondt af den ulykkelige Pige.

Forøvrigt udtalte Højesteretssagføreren, at Hr. Linder havde aflagt ham et Besøg og havde tilbudt for saa vidt hans økonomiske Forhold tillod det, at erstatte det Tab, Familjen led ved Frk. Rosas Sygdom.

Sluttelig erklærede Hr. Hansen, at Løjtnant Linder, efter hans Overbevisning, var en Gentleman.

(København 3. oktober 1890)

Rosa Heath. Som tidligere meddelt blev Rosa Heath indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun var i 21 Dage. Saa fik hendes Forældre Meddelelse om, at hun som uhelbredelig Sindssvag vilde blive indlagt paa St. Hans Hospital, hvor hun dog kun kunde blive optaget mod Udbetaling af en Sum paa ca. 1.000 Kr. Forældrene saa sig ikke i Stand til at udrede denne Sum og fik hende ud af Hospitalet.

Rosa Heaths Moder er, som bekjendt, dansk af Fødsel. En herboende Slægtning, en Tømrermester, tilbød sig indtil videre at modtage Rosa Heath. I Hjemmets Hygge og plejet af kjærlige Hænder nærede man Haab om, at den stakkels unge Pige paany vilde blive helbredet.

Hos denne Familie forblev hun dog kun 2 Døgn. Dag og Nat forfulgtes den unge Pige af Tankerne om den, hun elskede, ham, der saa skjændigt havde forladt hende. Til Tider blev hendes TIlstand betænkelig for hendes bekymrede Slægtninge, og Husets Fred forstyrredes af hendes hysteriske Skrig om Natten.

Forældrene besluttede da hurtigt muligt at afrejse med deres Barn til London. Forleden tog de med et af de store Dampskibe, der gik til Hull. Det var Hensigten at faa den unge Pige anbragt i et Asyl for Uhelbredelige. Senere er der intet hørt fra hende.

(Aarhus Amtstidende 24. oktober 1890)

- Den ulykkelige Sang- og Danserinde Miss Rosa Heath er nu bleven indlagt paa et Sindsygehospital i London, efter en Overrejse som hendes Slægtninge i et Brev til Bekjendte her i Byen beskriver som ualmindelig besværlig og farefuld. Den unge Pige nød i de fire Nætter og tre Dage, hvori Rejsen varede, ikke et Øjebliks Hvilke, hun skreg og rasede uophørlig og flere Personer, hvoriblandt hendes Fader, maatte utrættelig bevogte hende, for at hun ikke skulde tilføje sig selv skade. De af Lægerne anordnede beroligende Midler kunne ikke bringes til Anvendelse, da hun ikke var til at formaa at tage dem, og man saa sig nødsaget til at anvende Magt, for at faa hende til at gaa ombord paa Dampskibet og senere at forlade samme.

Miss Heath skulde i London have optraadt på tre forskjellige Etablissementer hver Aften og skulde herfor hvert Sted have havt 15 Lskr. om Uge - - altsaa ialt ca. 8240 Kroner om Maaneden. Hendes Helbredelse anses i England ikke for umulig, men formenes at ville tage lang tid. 

(Dagens Nyheder 26. oktober 1890)

Betty Julie Borchsenius, 1850-1890. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespiller Betty Julie Borchsenius (18. august 1850-7. sepember 1890) født Guldbrandsen optrådte sytten år gammel hos Carl Hagens selskab i provinsen. I 1869 debuterede hun som Julie i "En fiks Idé" på Folketeatret. Her spillede hun elleve sæsoner, mest kvindetyper som var mændene overlegne. Efterhånden begyndte hendes ulykkelige privatliv at influere på hendes skuespil. Hun forlod 1880 Folketeatret til fordel for Casino 1880–1882. Hun spillede 1883 kammerpigen i "Den blaa Bog" på Dagmarteatret. Fra 1884 drog hun på turné i provinsen. Kun 34 år blev hun mere og mere psykisk syg og blev indlagt i en celle på Kommunehospitalet hvor hun døde i 1890.

Betty Borchsenius.

Betty Borchsenius er død - - -

En lys, slank, skjælmsk Ynde er mit Indtryk fra hendes Førsteoptræden paa Nørregades Scene, da M. V. Bruun havde fanget den fjælene Guldfugl ind til sit Bur fra Provinsens Trækfugleliv.

Det var den Gang - en femten, serien Aar tilbage - da Folketeatret var i sin fejreste Glans, da Hr. Abrahams, ung og slank, var Damernes Sværmeri og sammen med Kolling, Zinck og Stigaard førte Teatret fra Succes til Succes. Selv blandt Kræfter som Julie Hansen og Louise Holst var Betty Guldbrandsen, som hendes Pigenavn var, primadonna assoluta, og som Ingenuen i franske Konversationsstykker, som en sød og naturlig "Backfisch" fordrejede hun Hovedet paa alle Kjøbenhavns unge og gamle Herrer.

Faa har som Betty Guldbrandsen forstaaet den Kunst at være naturlig paa en Scene; jeg har ikke kendt nogen Skuespillerinde, der som hun har kunnet spille ud fra sin egen glade, frimodige Person. Tydeligst husker jeg hende som Antoinette i "Gamle Ungkarle", da hun fortæller den halvgamle Laps om sit første Teaterbesøg. Hendes Stemme synger mig endnu i Ørene, som hun gjengiver Gangen i Verdis "Troubaduren". "Men nu kommer Skurken, den onde Grev Luna", siger hun, medens hun akkompagnere sig paa Klaveret og laver sin kjønne Sangstemme tør og hul efter den onde Greve. Den ganske unge Piges Rædsel for den sorte Skurk giengav hun paa en saa rørende, naiv Maade, at jeg aldrig har glemt det.

Som Betty Borchsenius var naturlig paa Scenen, var hun det i Livet. Alting sagde hun lige ud af Posen, Kammeraterne sagde hun sin Hiærtens Mening ganske uforbeholdent. Og naturligvis skaffede hendes usminkede Sandheder hende Fjender. Skuepillerne er et Folkefærd med en ofte meget smaatskaaret Forfængelighed, og de endte med at gjøre hende Helvede saa hedt, at hun maatte forlade Folketeatret og ty til Casino.

Og saa slog Sladren sine Kløer i hende. Det skal ikke siges, at hun selv var uden Skyld. Stærke lidenskaber og en medfødt lyst til kun at følge sit eget lunes Indskydelse, næret af den Virak, Kjøbenhavn i saa rigt Maal brændte hende til Ære, har faaet hende til meget, som en forstandig og kraftig Ledelse kunde have holdt hende borte fra, det Barn hun var. Og i Hænderne paa letsindige Kammerater bar det hurtigt nedad.

Men trods det har dog sikkert den kjøbenhavnske Sladder sin store Skyld, maaske den største Skyld i hendes Ulykke. Der var paa den og senere med, ikke den Bagvaskelse, man Tid, generede sig for. Ja, lige indtil for et Aar siden var Byen fuld af et Sladderrygte om de Forhold, som den stakkels Kvinde levede under, et Rygte der ikke indeholdt det bitteste Gran af Sandhed. Og Sladren æggede hende, drev hende paa Trods videre og videre og hendes Excentrteteter vækkede Bagtalelsens tusind tungede Ekko den hele By over.

Det kneb for Betty Borchsenius at finde Engagement. Teaterdirektørerne trak sig forsigtigt tilbage, og da M. V. Bruun, hvis indbringende Guldfugl hun havde været, endelig forbarmede sig over hende og gav hende Engagement paa Dagmarteatret i dets første Sæson, blev hun ikke brugt. Efter at have optraadt i en eneste ganske ubetydelig Rolle trak hun sig fortvivlet og bitter tilbage.

*

Saa traf jeg hende for nogle Aar siden, ved en Aftenunderholdning i Seekamps lokale, hvor hun assisterede. Efter Forestillingen blev jeg præsenteret, og vi var snart langt inde i Samtale. Hun var glad ved at finde et Menneske, hun turde udtale sig for, og som det var den naturligste Sag af Verden fortalte hun om sine private Forhold, om sit Ægteskab, hvor hun ikke havde fundet den Forstaaelse, hun trængte til, om Hjemmets Venner, som hun gav sig saa lidt af med - "en Klike til gjensidig Selvforgabelse." kaldte hun dem - om Teaterkarrieren, der lovede saa stort, og om den yderlige Fattigdom, hvori hun nu levede; for en ussel Betaling gav hun unge Mennesker den første Instruktion i Scenens vanskelige Kunst.

Ganske af sig selv gled Talen over paa Folkesnak Jeg husker omtrent hendes Ord, ikke forbi de var særlig ny eller særlig aandrige, men fordi jeg fik det ganske bestemte Indtryk af den bittreste Erfaring: "Faa Mennesker er saa ubarmhjærtige i Dommen over deres Medmennesker som Kiøbenhavnerne, sagde hun, og, hvad de juble for den ene Dag, stener de og kaster Snavs paa den næste. Sladder, ubarmhiærtig Sladder, der piner og ødelægger det ulykkelige Offer i Bund og Grund, det er Københavnernes Yndlingssport."

Og jeg saa paa det en Gang saa fine og ungdommelige Ansigt, hvori Sorgen havde ætset sine Spor.

* * *

Betty Borchsenius er død - -

Det sidste Aar var hun glemt af København. Kun ganske faa Venner kjendte den yderligere Nød og den Sjælstilstand, hvori hun levede.

Og kun Døden har kunnet bringe det Navn paa alles læber, som hun havde haabet at gjøre berømt.

Chevalier.

(Aftenbladet (København) 9. september 1890).

Most, Peter (Carl Peter Herman) (28.11.1826-17.9.1900) fotograf, maler, billedskærer: Borchsenius, Betty Julie f. Guldbrandsen (18.8.1850-7.9.1890) skuespillerinde. 1850-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Minder om Betty Borchsenius.

En gammel Ven af Fru Betty Borchsenius har i "Natt." ført et Par Erindringer frem om den afdøde Skuespillerinde.

Det er nu i disse Dage - skriver han - lige 24 Aar siden, en Septemberdag eller rettere sagt Aften, med prægtigt, stille Vejr paa en af de smaa Kattegatsdampere. Vort Selskab skulde til Randers, og mellem dem, hvis Navne turde være kendt af flest, var Carl Hagen som Direktør, derhos Fru B. Schmidt, Fru Am. Hagen, født Price, d'Hrr. C. Price og Aug. Rasmussen, samt endelig en pur ung Pige, næppe fyldt sexten Aar. Det var Betty Guldbrandsen. Jeg ser hende endnu sidde paa Dækket i den klare, lyse Aften, kvik og frejdig, men langt snarere tilbagetrukken og forbeholdende end indladende, fuldt ud en ung Pige som de bedste blandt disse, uden Spor af Skuespillerindemanerer med ægte eller eftergjort Kunstnervæsen.

Naa, hun havde for Resten heller ikke optraadt den Gang. Hun havde meldt sig til Hagen og var bleven antaget. Det havde knebet med Udrustningen til Rejsen, der jo krævede baade Dagligdragter for længere Tid og nogle Kostumer. Den lille Frøken kom fra smaa Forhold, men der blev ydet hende opofrende Hjælp, og det gik. Til at begynde med behøvede hun nu ej heller saa mange Toiletter.

Hun debuterede ved Gudenaaen i "Deklarationen" naturligvis som "ung Elskerinde", og ud over samme Fag i ret beskedne Dimensioner kom hun ikke for det første. Hun gjorde vel nok Lykke, men just ikke Furore.

Der var imidlertid Træk hos hende, som tydede paa, at hun vilde frem. Men det bør strax tilføjes, at hun langt fra tog hvilket som helst Middel i Anvendelse. Saa meget er sikkert, at paa denne første Provinstournée fik hun et "Tilbud", som mangen ikke havde kunnet vrage, idet en meget rig og vel anset Købstadborger optraadte som legitim Frier men uden Betænkning fik han en Kurv. Erotiken var endnu ikke vakt hos hende, og uden Kærlighed vilde hun ikke ægte ham, thi hun var paa sin Vis romantisk og dertil stolt og sandhedskærlig som faa.

Der er løbet meget Vand gennem Kattegat siden hint Aar. Men saa ofte jeg siden saa hende - og mest de senere Gange - stod for Erindringen Billedet af den fine, sarte Skikkelse paa Damperens Dæk i September 1866, da Betty Guldbrandsen sejlede sin Lykke i Møde - og sin Ulykke.

Vejen gik, som bekendt, snart tilbage til København, til Scenen paa Folketeatret, hvor hun oplevede sit Livs største Triumfer og største Glæder, men tillige den afgørende Skuffelse og Sorg, der sikkert tør siges at have været Begyndelsen til Enden. I kunstnerisk Henseende gik hun jo frem og støttedes fra flere Sider, deriblandt af Høedt, for hvem hun stedse havde den dybeste Veneration. Det var nok ogsaa hans Begravelse, der sidste Gang lokkede hende fra det Skjulested, hvor hun ellers dulgte sig som et saaret Dyr, til Kirken mellem de mange Kendinge. Hun holdt sig atter her til Side, Ansigtet skjult under et tæt Slør. Hun var naturligvis bange, og alligevel! der var til det sidste en Kækhed, en Selvtillid, maaske en Selvskuffelse, som aabenbarede de bedste Sider af hendes Væsen.

Og hun havde gode Sider, ligesom jo ogsaa svage. Hun var i sin tidlige Alder bleven brudt, og saa skete det jo, at hun brød med meget, man ikke ustraffet tør bryde med. I hvor vel hun nu ingenlunde lagde Skjul paa sine Fejl - thi hyklerisk var hun aldrig, snarere kunde hun være hensynsløs - og endskønt hun langtfra hørte til dem, der forkæles og forgudes af alle Omgivelserne, holdt man dog af hende, i alt Fald længe, ja meget længe! Men det tør være, at selv hendes oprigtige Væsen blev baade misforstaaet og misbrugt. Hun havde vel behøvet en Kraft over sig, som hun enlen ikke fandt eller ikke vilde bøje sig for. Vant til Selvstændighed, lod hun den udarte til Selvraadighed, og mod Straffen væbnede hun sig snarere med Trods end med Taalmod.

Det skal vides, at hun beholdt Venner, som gærne vilde hjælpe hende, da det gik for Fald. Men hun krympede sig, og det var haardt at faa hende til at modtage, hvad der ydedes hende i den bedste Mening. Og sjælden eller aldrig lykkedes det, fordi hun saa selv greb ind og greb fejl. Hvor godt og venlig havde man saaledes ikke for nogle Aar siden arrangeret en lille Forestilling for hende paa Kasino, ovre i den lille Sal, hvor hun da skulde optræde. Alt var lykkedes, skøndt det havde været besværligt: alt lige ind til den sidste Dag, de sidste Timer. Hun unddrog sig, hvad der var lagt til Rette, og Aftenens egenlige Hensigt. Hun vilde atter gribe efter Lykken, i det mindste efter Haabet.

Hun talte om sin gamle Energi og viste Spor af den ved Blink i Øjet, ved Bevægelser med Haanden. Hun vilde rejse bort en Tid, hun kunde komme sig helt, hun kunde paany blive sig selv! Om hun virkelig troede derpaa? Ingen anden kunde eller turde det, i hvert Fald fik eller tog hun ikke mere Hjælp, blev mere og mere det saarede Dyr i en lønlig Vraa, ind i hvilken Haabets Straale vel sjældnere og sjældnere sendte blot den ringeste Straale af Lys eller Glæde.

Nu har hun overstaaet en større Rejse end den for 24 Aar siden. Nu vender hun ikke mere tilbage, hverken til Sejr eller til Nederlag. Nu er hun kun et Navn og et Minde. Men over dette Navn og dette Minde lyser der dog en Glands og trods alt vil dog mange med oprigtig Hengivenhed huske hende, baade den unge Pige og den unge Kunstnerinde.

(Aalborg Amtstidende 12. september 1890).

Indtil 1892 var Dagmar Neergaard unavngiven redaktionssekretær for sin mand, da han 1884-1892 var redaktør af månedsskriftet Tilskueren. Herman Bang skrev en lang artikel om Betty Borchsenius i nummeret for januar 1891.

Hansen, N. C. (Niels Christian) (16.12.1834-25.10.1922) maler, fotograf. Weller, C. (Frantz Clemens Stephan) (17.5.1838-17.7.1900) fotograf: Borchsenius, Betty Julie f. Guldbrandsen (18.8.1850-7.9.1890) skuespillerinde. 1877-1890. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Betty Borchsenius blev begravet på Vestre Kirkegård, Afd. 5, rode 12, nr. 27. Hendes gravsted er fjernet.