23 juni 2015

Om de afbrændte Pladse i Hovedstaden

Ti år er nu gået siden det selv i Europas årbøger mærkværdige bombardement vækkede os af vores lange og dybe fred. Gav os en prøve på krigens rædsler og ødelagde en stor og kostbar del af vores hovedstads bygninger. Vel er den brand for længst slukket der i et nu så skrækkelig fortærede disse. Men aldrig vil mindet uddø af danske hjerter. Endnu efter et helt tiårs forløb stødes vort øje og rystes vores følelse ved at tænke tilbage på disse rædselsscener idet vi ikke kan undgå at skue disse hyppige askehobe, disse øde og i grus liggende tomter. 

"Endnu efter et helt tiårs forløb stødes vort øje og rystes vores følelse ved at tænke tilbage på disse rædselsscener idet vi ikke kan undgå at skue disse hyppige askehobe, disse øde og i grus liggende tomter...". (...Og skue fx stumper af engelske granater fra bombardementet. som denne i Rundetårn. Eget foto)


Når vi stadig ser næsten en hel gade og det en af stadens hovedgader hvor velhavende borgere for 10 år siden boede så at sige udslettet af forbindelse med de øvrige, hvor sørgeligt syn er da ikke dette og hvor nedslåede må vi ikke vandre forbi denne ødelæggelses vederstyggelighed? Er de da også døde, de ulykkelige som dette tunge slag ramte, vil en fremmed spørge. Nej, må vi svare, men de er ødelagte og har måske til dels tabt lyst og mod til at bygge og bo på et sted hvor de så uskyldig har fristet en skæbne der måske røvede dem helbred tilligemed velstand. Ja, mindst vil medborgere nægte deltagelse i et lod så tungt som dette. Men fra flere sider betragtet kan heller ikke det ønske tilbageholdes at disse ødelagte tomter igen måtte rejse sig af deres ruiner og efter et tidsforløb så langt som det forsvundne yde staden igen den forskønnelse som den herved så længe har manglet. 

Ikke er det vor mening at grundejerne skulle tvinges til at bygge. Men vi forholder dem at det nu ikke efter at de har været forundt en så lang frist er urimeligt at kræve deres erklæring om De vil og inden inden en vis bestemt tid vil bebygge Deres pladser. For alt må dog engang have en ende. De som ikke vil eller kan bygge, må indvillige i at deres pladser bliver solgt på vilkår, at inden den foreskrevne tid må en bygning være opført derpå. 

Mange mennesker er så ubestemte at de ikke let selv formår at fatte en beslutning når de ikke forpligtes til det. Og det synes ikke at sådanne burde råde sig selv i ting hvor det gælder det offentlige. Det vil næppe være vanskeligt blandt de ved bombardement afbrændte at finde dem som allerede for længst har opbygget igen, uagtet deres formueforhold er langt ringere end mange andres som endnu ikke har lagt hånd på sin plads' rydning. Men vist er det at flere årsager jeg gentager det, gjorde det højst ønskeligt at en lovbestemt tid måtte fastsættes inden hvilken alle afbrændte pladser skulle være bebygget. Hvad ikke private formår, måtte der for offentlig regning gøres udveje til, og dette kunne ikke være vanskeligt heller aldrig forvolde tab.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1484-1486)