27 november 2015

Atter lidt om upassende Opførsel af Kirkebetjente.

Der findes visse klasser som mere end andre viser en høj grad af uhøflighed og vrangvilje. Men de som driver det mest vidt og tillige er de mest fortjenstløse personer er uden tvivl nogle kirkebetjente. Ofte nok er der klaget over det, men lige meget nytter det. Måske bryder deres foresatte sig ikke synderligt om at revse dem.

Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver. En tyk herre af graver var den første jeg anmodede om at få en plads at sidde på, da jeg ikke kan tåle at stå. Og jeg tilføjede at jeg var i slægt med en af konfirmanderne. Men en skingrende latter var hans svar da jeg af fejltagelse nævnte et urigtigt navn. 


"Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver" (Garnisonskirke. Eget foto, 2015)

Jeg henvendte mig nu til en anden, og havde straks min gave ved hånden, skønt de herrer jo egentlig intet må tage. Men uagtet han modtog gaven, fik jeg ingen plads. I dets sted narrede han mig forgæves fra et sted til et andet, og jeg var til sidst blevet nødt til at gå bort hvis ikke en mig aldeles ubekendt mand havde været så høflig at tilbyde mig plads i sin stol. Jeg håber at vedkommende ikke vil undslippe den irettesættelse de ved en sådan adfærd tilstrækkelig har fortjent.

(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5793-5794).

Et Par Ord i Anledning af Anken over Kirkebetjenterne i Garnisons Kirke.

Det er vel sandt at kirkebetjentenes kald ikke kræver nogen særlig uddannelse og øvelsen af deres pligter er ikke forbundet med megen åndskraft, anstrengelse og opofrelse. Dog synes det tillige at man en gang imellem kræver for meget af dem. Hvem vil forsvare den egennyttige som ikke giver bevæge sig uden at få en gave? Den uopmærksomme der ikke agter på og ikke søger sindig og stille at opfylde enhver tilhørers ønske? Den uhøflige som but og myndig afviser en beskeden anmodning? Men man bør dog også have nogen hensyn til alderdom og svaghed der ikke altid straks kan efterkomme enhvers ønske. Erindre den pligt der hviler på kirkebetjente at frede om de bortlejede stole og pladser der ikke tør besættes før lejerne har vist at de ikke selv vil benytte dem. 

Man bør skelne mellem den især ved konfirmationen fremtrængende nysgerrighed, kådhed og letsind der så tit forstyrrer andagten og vanhelliger denne hellige handling, og mellem den fromme følelse der fører forældre og slægtninge nær til deres elskede med stille ønsker og bønner. Og nu kirkebetjentenes foresatte: er de altid ligegyldige fordi de ikke altid bemærker eller har tid til at agte på og læse hver anke? Er de forpligtede til at læse den? Og var det ikke bedre at vedkommende henvendte sig personligt til de foresatte med deres klager og først når de havde erfaret det var forgæves, da nedskriver deres bitre bemærkninger? Derved ville nok udrettes mere til god ordens vedligeholdelse og man ville ledes til at fælde rimeligere domme.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5824-5825).