07 november 2015

En Samtale holden i Kroen, de tre Flasker kaldet, uden Nørreport, mellem 2de kulssviere, Jochum og Hans, om Theater-Uvæsen i Kjøbenhavn.

Jochum. Hvor længe har du ligget inde i byen, Hans, og prosenteret af fastelavnsløjer, komedier og maskerader?

Hans. Å, kun en fire fem dage, Jochum. Men jeg var min sjæl gerne blevet der noget længere. For de løjer vi har hos os, ka' sgu ikke opveje halvdelen af dem herinde. De er folk som forstår at leve og drive kommersen som de kalder hende, til bunds.


J.Det har du ret i. Vi kulsviere har rigtig nok altid ord for at være de allermest gale og skrappeste folk her til lands til at gøre jav og spilopper. Men nu har jeg dog med egne øjne set at der i Kevenhavn er mange som langt overgår os i det kapitel. Især på Komediehuset.


H. Jo, det skal jeg love for, og den aften jeg var der, synes mig de var forbandet kurassige i hele tøjet. Jeg har rigtig nok været til en hob gilder, og i mange kroer og på værtshuse både set og hørt spektakler og optøjer. Men den sjov jeg får der, synes mig at være den fornemste af alle. At mennesker kan skabe sig så fælt på den led, havde jeg dog aldrig troet. Og det kom mig som om al den hujen, tuden, vrælen, fløjten og hurlumhej snarere kunne passe sig for uvane kreaturer og vilde fugle, end for folk.


J. Å, hvad fanden kan de give. Man tænker nok i Kevenhavn ligesom hos os, når der endelig skal være gilde, så lad det være gilde, og det lyder jo nu overalt i verden: Jo tåbeligere jo bedre, både hos de store og de små på det. Men lad mig nu først høre hvorledes du kunne komme der, og hvad din håndtering var den aften?


H. Det skal jeg så gu' sige dig. Da jeg om onsdag eftermiddag havde solgt mit læs tørv, lod jeg drengen der var med mig, køre hjem med vognen, og satte mig nu for at vente i Kevenhavn for rigtig at se hvordan man der leger fastelavn. På Kultorvet mødte jeg Jesper Kedelflækker, der fortalte mig at der dagen efter skulle slås en tyrker af tønden ude ad Frederiksberg til, og spurgte mig tillige om jeg ikke havde lyst til at gå med ham derud for at se på det spil? Da jeg nu troede at det måtte være den lille levende tyrker, hvorom der stod at læse på et brev der var klistret op på gadehjørnerne at han skulle fremkomme og straks forsvinde, som man nu havde fået fat på og puttet i tønden for at kunne durkstikke ham derude, så gik jeg med. Men der blev jeg så skam kønt fikseneret tillige med Jesper. For den omtalte tyrker var ikke levende, men lige så død som den jøde, de stak til forgangne år. Der var jo løjer og langkål nok derude, som man siger. Dog huede al den væsen og håndtering mig ikke, og jeg kan sgu ikke få i mit firkantede hovede, hvorledes så mange fine og smukke damer og kavalerer kunne have lyst til at løbe gallifates efter det narrefjaseri. Alt hvad man fik for sin gang var nok en god næsevarme. For det blæste fælt koldt.

J. Ih, hvorfor ikke det, Hans?! De løber jo derinde efter det som er meget mindre, du har jo nok set hvorledes de flokker sig om en fuld kælling og mange andre småting. Men hvad så mere?


H. Søndagen efter gik jeg på maskeraden, at sige som kulsvier i mine egne klæder, men med et dobbelt ansigt. Al den alarm, jagen og gemenskab der skete ved denne maskepering, kunne ikke nok som forundre mig over, men hvorledes han rigtig spændte af, det skal jeg fortælle, når vi kommer hjem, for så kunne vores kvinder og børn også få noget at grine af.


J. Å, ja da, gør det. Men lad os nu snakke om komedien her, for sandt at sige, tror jeg næppe vi godt kunne være bekendt at fortælle vores koner og børn noget af al det galskab.


"Så du hvorledes nogle unge fyre oppe i hvælvingerne tudede og jamrede sig i en hob store horn, som de vel kan få læs nok med kan jeg tro deres hele ægteskab igennem. Andre vrælede og brølede som uvane tyre og beder, kort sagt, det hele gik langt lystigere til end i i Dyrehaven om sommeren." (Eckersbergs herlige billede af billetkøen uden for Komediehuset giver et indtryk af stemningen til teaterforestillinger).

H. Da jeg mandag aften i skumringen gik på Kongens Nytorv og gabede på en hel klynge folk der gav så mange rigsbankpenge ud til nogle karle der var trøjeklædte, for et lille firkantet brev med maling på (som de kaldte ballietter), kom David, som du ved har været i Rasphuset og som Poul Peersen fortalte at han havde set ham stikke hovedet ud af taget, da Børnehuset brændte for nogle år siden, hen til mig og gav mig en baillet, for at jeg skulle gå over med ham i Komediehuset og klappe. Jeg spurgte ham da straks om der skulle være klapjagt efter oddere, ræve eller andre dyr, eller om der skulle opføres en klappedans ligesom ude hos os. Hvortil han svarede at det var ingen af delene, men at jeg bare for kommersens skyld skulle gå med og klappe ligeså hårdt i næverne som jeg kunne. Inden i hver næve havde han en blik klappert, der lå så akkurat som en klatkage. Da vi gik derhen spurgte jeg ham, hvorfor der således skulle klappes. Men da han nok vidste det lige så lidt som jeg, svarede han: at da der i aften var så mange pibere, så måtte der være mange klappere, for at kunne overdøve piberne. Dertil kan man jo allerbedst bruge pauker, trommer og trompeter, sagde jeg, og derpå siger det samme som Peer Klim engang sagde på Roskilde marked til en stor dreng der fløjtede i en hest med en pibe i enden: Vi gør i fløjten her i byen. Komedien som jeg så, blev jeg slet ikke klog på, hvor meget jeg passede hende op. Hun forekom mig alt for svejtsisk eller italiensk. Og der var ingen rigtig spil ved hende. De sang pænt nok og spillede pisligt, Men hvad komedien rigtig skulle forestille, det ved jeg ikke. Nu kom hun da til ende, som godt var. Men nu begyndte også den fæleste jeg og kommers, jeg nogensinde har hørt og set. Jeg var færdig at banke mine næver itu, og det fortrød jeg mest at jeg ikke havde taget mine store brede træsko med, for at kunne klamre til gavns.


J. Da har jeg dog haft det langt bedre end du. For Anders Garder havde to par strigletøjer, hvoraf han gav mig det ene til at gøre alarm med, og vi blev ved at klapre og huje og brøle til vi blev trætte over hele ansigtet og i vores arme. Dersom vi ikke i forvejen havde været oppe hos konditoren på loftet i Komediehuset, ville vi knapt have holdt det så længe ud. For resten må du tro, jeg havde morskab nok af den komedie der blev spillet bag efter af os andre? Så du hvorledes nogle unge fyre oppe i hvælvingerne tudede og jamrede sig i en hob store horn, som de vel kan få læs nok med kan jeg tro deres hele ægteskab igennem. Andre vrælede og brølede som uvane tyre og beder, kort sagt, det hele gik langt lystigere til end i i Dyrehaven om sommeren. Havde jeg kunne drømt om at det skulle gå så ravgalt og spektakelmæssigt til, så havde jeg såmænd set til at få fat på et par stikbækkener, så kan du tro musikken var blevet bedre.


H. Æ! Føj for den slemme syge, det kan da aldrig gå an på sådanne steder, hvor der er så mange fine og pæne på det.


J. Åh, hvad! Det regner den slags folk som var på parterren den aften ikke så nøje, der, hvor der er så meget Orleantskab må det ene jo dog ligne det andet ved jeg, og det kaldes også i Kevenhavn sømmetri og at sømpatesere. 


H. Nej! Men dersom jeg måtte råde for al den kommers, så tog jeg hellere alle de skraldemænd der er i hele byen derinde og lod dem companere om kap med hornene, karteskerne, og andre buldreredskaber så måske pibernes lyd blev dæmpet.


J. Det turde måske endda blive knapt nok. Men kan du ikke huske hvad den komedie hun hed.


H. Jeg synes en kaldte hende for: Den milde koutenance, eller sådan noget. 


J. Ja det er nu lige meget hvad hun hed eller ikke, så huede den hele kadangse mig slet ikke. Men lad os nu se til vi kommer hjem.

(Politivennen nr. 322. Løverdagen den 2den Marts 1822, s. 5164-5172).