14 juni 2016

En ikke behagelig Tour til Vogns.

Indsenderen havde for at benytte en behagelig sommerdag sammen med en god ven givet sig ud på en tur i den skønne skovegn fra Bagsværd til Kirke Værløse. Men blev yderst skuffet i sin forventning. Næppe var man passeret Kollekolle før vejen på trods af at den var helt tør helt til Kirke Værløse, var lige så ubehagelig at køre på at han lovede sig selv ikke at hoppe på den galej lige med det samme. I stedet for at knuse kampestenene havde man kastet dem hist og her på vejen og strøet lidt tyndt sand over, af den ubrugelig slags som også har ødelagt Lyngbyvejen. Det er næsten ikke muligt at udholde kørsel på sådanne veje. Man føler det i lemmerne adskillige dage derefter, og således gik det indsenderen. Efter hvad kørekarlen sagde er det om efteråret og vinteren næsten umuligt at komme frem på denne vej, selv om bønderne sætter 4 heste for. Og akslen samt øvrigt vogntøj står da hvert øjeblik i fare for at knækkes eller beskadiges. Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug, hvorfra kan afhentes til denne vejs istandsættelse.

 "Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug." (Kirke Værløse, 2015. Eget foto.)

På denne tur tog indsenderen ind i en kro i Lille Værløse for at få noget øl eller mælk. Det første var godt, men dyrt, og mælken syrlig. Men hvad der var det værste, man måtte tage til takke med at sidde i en ussel stue med lergulv da der ikke fandtes et ordentligt gæsteværelse der. Det er langtfra behageligt at være i selskab med plumpe, stundom bandende og støjende kørekarle og drenge. Man kunne derfor ønske at denne kro, hvis den har privilegium hvorom nogle tvivler, måtte forsynes med et tåleligt værelse for folk udenfor bondestanden, eller i andet fald nedlægges. For når den blot skal tjene til at øge drukmåsenes antal, er den lige så overflødig som adskillige allerede ophævede småkroer.


(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 466-468)

Redacteurens Anmærkning

Klager over dårlig betjening på privilegerede kroer dukker op med jævne mellemrum i Politivennen. I nr. 891, lørdag den 2. februar 1833, s. 90-92 og artiklen "Ingen Opvartning i Store Kro" er det således Store Kro i Lyngby hvor klageren finder kroen lukket og pigen nægter at vække værten. Ligeledes i artiklen "Mangel paa Smør i Ousted Kro." Politivennen nr. 933, lørdag den 16. november 1833, s. 774-776.

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.