14 september 2016

Om Mangler ved vort Befordringsvæsen.

Da vi lever under en regering der ikke blot tåler at forældede indretninger og skadelig misbrug påankes, men endog om muligt søger at afskaffe dem, så tør man vove at håbe at følgende bemærkninger ikke vil blive ugunstigt opfattet og at det påankede bliver rettet.
Blandt de indretninger hvorved vi står tilbage for udlandets, udmærker sig især vores befordringsvæsen. I udlandet har man overalt, ja selv endog til privat brug, bønderne ikke iberegnet, lukkede vogne. Her derimod blot åbne, på nær få undtagelser der desuden falder lidt i det kostbare. I udlandet kører man sædvanligvis en mil på 3/4 time. Her derimod må man takke Gud fortrinligt gode veje og en postkarl der ikke just er kvægdriver af profession, hvis man på en time kan køre en mil. Opholdet i herbergsstederne naturligvis fraregnet. Det må fx være den rejsende der med schnellposten i 3 dage har tilbagelagt rejsen fra Stettin til Wien (100 mil), påfaldende at bruge omtrent 24 timer på en rejse med posten fra Korsør her til staden. Årsagen til denne navnkundige sneglefart der endog i udlandet er blevet et ordsprog, må især søges i vores store fragtvogne. For disse ser snarere ud som en uheldig efterligning af de gamle kæmpemæssige stridsvogne end som indretninger til rejsendes befordring der desuden oven i købet er forsynet med 3 til 4 sæder hvoraf hvert i det mindste vejer ligeså meget som en passager. At et par gode arbejdsheste har mere end tilstrækkeligt læs i et sådant skrummel, uagtet det er ganske tomt, er en selvfølge. Og at fod for fod med en sådan maskine på slæbetov er mere udmattende end et hurtigt trav med en almindelig rejsevogn ligeså.

Det er overflødigt at vise hvilke ubehageligheder den rejsende i et land som vores hvor regn, hagl, sne og tåge følger hverandre i hælene, udsætter sig for med et sådant køretøj. Hører man ikke til de lykkens forkælede skødebørn der kan pakke sig ind i et halvt dusin kjoler, frakker, kapper, bjørnepelse etc, så er resultatet sædvanligvis at han mellem stationerne bliver så stivfrossen at han næppe kan hjælpe sig selv på eller af vognen, ja vel endog ikke sjældent at han bliver så dyndvåd som om han i fuld garderobe havde gjort en saltomortale fra en af broerne til bunden af Kalvebod Strand. At en sådan kørsel har ubehagelige følger, er indlysende. Og der gives vis ikke mange som ikke finder anledning til at angre at de ikke foretrak en fodrejse fremfor en sådan køretur. Indsenderen hvem forsynet i øvrigt har begavet med en forønsket sundhed, har således så ofte han har rejst en 10 til 20 mil med vores befordringssystem, befundet sig upasselig flere dage efter turen. Hvor ønskeligt er det derfor ikke at lukkede og lette vogne, lige såvel her som andre steder blev anskaffet til befordringsvæsnet og ville det endog anses for kostbart at anskaffe offenbachere, diligencer eller vogne lig schnellposterne, så turde man dog muligt håbe at man især og vinteren fik et overtræk over de almindelige rejsevogne. dagvognene formenes derimod at kunne indrettes som diligencer eller som schnellposterne.

Om overfarten over bælterne kunne man ligeledes have mange uopfyldte ønsker. Taksten synes således at stamme fra den tid, 1814 da sportelreglementet blev sanktioneret, følgelig til et tidspunkt da man fik 50 rigsbanksdaler for en tønde hvede, og må på grund af det forekomme mange til en tid da man kun får 5 til 6 rigsbankdaler lidt vel drøj. Børtfragten over Storebælt med drikkepenge, etc. er således 16 til 18 rigsbankdaler der vist må forekomme mange for trykkende. Man vil vel herimod kunne indvende at børten går to gange ugentlig over og at fragten med samme er forholdsmæssig billig. Dette nægtes ikke, men den rejsende kan ikke altid indrette sig rejse efter lejlighed og forgodtbefindende og må på grund af det hvis han ikke kommer netop til den tid da børtskibet skal afgå, enten selv leje et fartøj eller også, hvad der er omtrent lige så kostbart, i 3 til 4 nætter vælge en gæstgivergård til opholdssted.

Hvad der ytres om dette færgested, lader sig anvende på ethvert. Men især på Helsingørs. For her betales for en båd 10 rigsbankdaler, 5 mark og desuden bompenge, drikkepenge og Gud ved hvor mange andre slags penge der til sammen udgør en sum af omtrent 12 rigsbankdaler for en overfart af omtrent ½ mil. Denne betaling er så meget mere iøjnefaldende høj som man blot giver 4 til 5 rigsbankdaler for overfarten fra Helsingborg til Helsingør, uagtet man dog vel næppe kan anse vandet farligere eller længere på hen- end på tilbagerejsen. At fragten på henrejsen bliver denne sideordnet, ønsker vist enhver statsborger, færgelauget og vedkommende betjente naturligvis undtaget, og man tør af den grund vove at håbe at dette ønske bliver opfyldt. Fremdeles kunne ønskes at en færgebåd gik over straks efter dagvognens ankomst. For det hænder ikke sjældent at denne ikke har flere end en til to passagerer der skal til udlandet og det er vel ikke altid tilfældet at de har så mange penge at undvære som en sådan fragt koster.

(Politivennen nr. 953, Løverdagen den 5te April 1834, s. 223-228)  

 At køretøjer blev bedre, vidner denne annonce i Adresseavisen fra 1842 om. Bemærk at man understreger at det er en "fjedervogn", en affjedret vogn. Vejene egnede sig dårligt til denne form for transport og blev i 1860erne afløst af hestetrukne sporvogne. Med motoromnibusserne i 1900-tallet fik de en renæssance og blev til vore dages busser.