19 april 2015

Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

Enhver der alvorligt har overvejet det forhold der til en stats indre velgående bør være mellem husbond og tyende, og med agtsomt øje betragter hvorledes disse to klasser af statens medlemmer hos os forholder sig til hinanden, vil med forfatteren sande at den tugt eller gode orden som alene fremmer såvel herrestands som tyendestandens tarv, er aftaget så meget i det forløbne halve århundrede at der kun er levnet få spor. Tilsyneladende truer en fuldkommen opløsning af den så fornødne lydighed hos den tjenende stand, og det er på høje tid at der rådes bod før en fuldkommen tøjlesløshed bryder ud.

Jeg har sagt at den kyndige og granskende tænker er overbevist om det. Men for de der ikke er sådan, behøves det dog nok kun at udpege det urigtige. Jeg vil da begynde med landboen som den største klasse. Og her møder overalt den bitterste klage, snart over overhåndtagende utroskab, der går så vidt at ingen tjenestekarl eller pige, undtagen meget få, blues ved at være utro. Ja at denne store last omtales med den største letsindighed. Ikke sjældent endog som en berømmelige snilde. Snart over opsætsighed og trodsighed, og allermest over dovenskab.


Vidt må det virkelig være kommet, når jordbrugeren næppe tør betro sin karl til at så, af frygt for at han ikke skal stjæle af sædekornet. Når han hver gang han lader ham føre varer til torvs aner eller overbevises om svig. Når tyendet tør foreskrive hvad mad de skal have, hvis de skulle blive i tjenesten, eller hvad tid de skulle gå til arbejde. Når endelig arbejdslysten og med den dueligheden er således aftaget, at enhver husbond, der ønsker sin gerning gjort, ser sig om efter fremmede. Og når det er blevet almindelig erkendt ting at den fremmede arbejder, der kommer fra et land hvor tyendetugten ikke er så forfalden som hos os, arbejder langt mere og bedre og lydigere end den danske. Når endelig mange tusinde svenske kunne findes mellem tyendet i Sjælland og på Amager.


Det er yderst nedslående endog for den blotte tilskuer at se denne almindelige vished hos husbønderne at deres tyende vil bedrage dem så ofte de kan komme til at gøre det. Men endnu langt mere at være vidne til at dette også hele tiden sker.


De skønne tider er forbi hvor man turde betro sig og sit til tyende som til børn. Hvor husbonden var en æret og frygtet fader. Hvor troskab ansås for en dyd og ilde erhvervet gods troedes at bære sin forbandelse i sig selv.


Nu byboeren! Hans kår er sikkert ikke bedre. Man mærker kun hvor sjældent det er blevet at tyende tjener længere end et fjerdingår højst et halvår på noget sted. Hvor almindeligt det er blevet hvad næsten aldrig burde finde sted, at tjenestetiden afbrydes i urette tid, og at den øvrige tid henligges, som man kalder de, på sin egen hånd, levende af spil, kneb eller af skøgeprofit.


"Lykkelig er den der ikke skal holde tjenestefolk". Dette er et udråb der overalt kommer en i møde.


Man skulle tro at hvor tingene står således, der måtte utro, dovent, ulydigt og trodsigt tyende hele tiden drages for dommeren af den i sin myndighed eller i sin ejendom, eller i begge, fornærmede husbond! Men nej. Næppe gives noget land hvor så få eksempler gives på tyendes klager for retterne.


Og hvad gør da disse husbonder der har så megen grund til sådan klager. Straffer de måske selv tyendets forseelse? Følger de den dem af love givne tilladelse: "Husbond må straffe sit tyende med kæp eller stok"? Vel var det om de gjorde det. Men nationens præg er blidhed, og da en dyd har, som digteren siger, på hver side en last, så står blidheden også midt mellem grumhed og blødagtig eftergivenhed.


I Danmark tåler man ikke at en der ikke hører til huset, bryder ind og stjæler. Men er det et tyende der begår tyveri, så nænner man ikke at føre det i Børnehuset, eller man ikke have at det skal siges om en at man førte sin karl eller pige i ulykke, eller, som det endnu mere tosset høres, var skyld i deres ulykke. Eller man frygter for ikke at kunne få tyende, hvis man går frem med den rimelige strenghed.


I Danmark tåler man lige så lidt som andet steds fornærmende ord af sin ligemand. Men er det tyende, der tilsidesætter al ærbødighed og anstændighed, da lader man det gå hen og tåler!


Hvad her er sagt om mangel på tugt og fornøden strenghed mod tyende på landet og i stæderne, må anses i alle måder lige så fuldt om ikke fuldere, passende på tugt og orden for svende og læredrenge i håndværkerne. Intet steds er så lidt subordination i denne så vigtige klasse.


Hvad er nu følgen af alt dette: Usædelighed, fordærvet tænkemåde, laster, på den ene side. Krænkelse, harme og tab på den anden 


(Fortsættes)

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8892-8897)


Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

(Fortsat fra nr. 554)

Vi talte om husbondemagtens forfald hos os i håndværkerstanden.


Hvor er det muligt at denne skønne statsborgerklasse, der ved den nyttigste forædling af de rå varer og mange livets bekvemmeligheders skabelse fortjener så højligt statsstyrerens omsorg, kan nyde vækst og fremme, hvor subordinationen eller for at bruge det rette danske ord tugten er borte? Mesteren firer for svenden endog når denne begår den største uret mod ham, ved sviren eller forsømmelse af arbejde på tider da deraf er mest at gøre. Han firer når svenden svarer ham studs og upassende. Og dette er som sædvanlig den selvsamme svend der har optaget betydelig forskud af den mester han således foruretter.


Og hvorfor firer han således. Fordi han er bange for at miste disse arbejdere, hvor slette de end er. Og har han givet dem forskud, da har han endnu en grund, den at han frygter når de går fra ham, at miste forskuddet.


Men er dette muligt, hører jeg alle råbe, der ikke i dette stykke har sagkundskab, er der ikke tvang for lavets side? Er der ikke lov og ret?


Ja, det er ikke alene muligt, men virkeligt. Hvad lavene angår, da ved vi at disse ikke er hvad de i gammel tid var, og hvad det er vel at de ikke mere. At indklage sin svend der forlader tjeneste, vil medføre at svenden forpligter sig i visse terminer at afbetale forskuddet. Men dette er det samme som intet, for når terminen er ude, skal svenden atter søges, og hvad har han at tage de forfaldne af? Kun en dom kunne nytte mesteren, den at svenden dømtes til ikke at alene at blive i sin ordentlige tid i mesterens arbejde, men endnu længere, hvis dette ikke var nok til at afbetale det forskudte.


Dette var så svendene. Vi kommer nu til læredrenge. Og her hersker atter mangel af den tugt der er så nødvendig. En læredreng bør dog vel ikke uden eller mod mesteren tilladelse og tværtimod lærekontrakt gå til en anden lære eller en anden næringsvej, ikke engang til krigsstanden, om han endog var voksen nok. For dette er at opløse lovens kraft, og et af de vigtigste bånd i selskabet.


Intet middel kan mere tænkes imod et onde, der har grebet så vidt om sig som alle vores tyendes (af alle arter) tøjlesløshed, frækhed, utroskab og vores husbønders, madmødres, herrers, mestres eftergivenhed, og frivillige eller årsagede utidige blødagtighed. Uden dette, ved en skærpet lovgivning at genskabe og befæste den orden og tugt, det herredømme og den lydighed, den regering og den underkastelse, der nødvendig bør finde sted mellem den store klasse af husbønder og den endnu større af tyende.


Den omstændighed at enhver uenighed mellem husbond og tyende, enhver strid om rettigheder, enhver anke over fornærmelse, ikke kan tåle mindre udsættelse, ikke kan oppebie den almindelige rettergangs afmålte gang, men fordrer den hastigste om muligt øjeblikkelige og tillige inappellable påkendelse, taler uimodståeligt for nødvendigheden af at skille alle hustugtsager (måske kunne man rettest bruge denne benævnelse) fra dem der hørte under de almindelige og bestående retter.


For at sætte den under politiretterne var:


1. I hovedstaden at bebyrde denne ret betydeligt mens den har nok desforuden at påkende.


2. På landet aldeles uhensigtsmæssigt, fordi politiretter der enten ikke er til som særskilt eller ikke ved hånden, således at den flukse påkendelse kunne haves.


3. I småstæderne er vel politimestrene ikke alt for overvældede med sager. Men her som overalt uden for København savnes i større grad de fuldstændige politilove som for så langt tid siden lovedes, men endnu ikke er givne. Og da politiretten i den lille stad kun består af en person, ville en ikke på på love nok så fodfæstet og i meget blot på skønnende beroende dømmende magt synes uskikket til så vigtige afgørelser på uacceptabel måde.


End mindre synes hensigtsmæssigt at lade hustugtsagerne ligge under de almindelige retter, for


a) var disse retters forløber, forligelseskommissionen aldeles ubestående med disse sagers natur.


b) den behørende hurtighed kunne efter disse retters faste indretning ikke ydes hustugtsagerne.


c) Tingstedernes fåhed og fraliggende forøger utilstrækkeligheden og uhensigtsmæssigheden i at lægge hustugtsagerne under de almindelige retter.


Altså levnes kun den udvej at anordne en nyt særskilt, tiltro indgydende og muligt overalt nærværende dommervæsen. De retter der af staten betroedes dette vigtige dømmevæsen, kunne kaldes tugtretter eller hustugtretter.


At dette dømmevæsen ikke måtte være forbundet med allermindste udgift for parternes synes at følge af sig selv.


Da vi ikke ejer politilove for alle mødende tilfælde, disse måske ikke engang er mulige, så blev dommernes rets- og rimeligheds følelse og en fuld erkendelse af statens trang til tugt i forholdet mellem husbonde og tyende, rettesnoren for dommerne i hustugtretterne som derhos af det øverste justitskollegium behøvede til vejledelse, en kort forskrift bygget på enkelte ufravigelige regler.


Uforgribeligt tør forfatteren her foreslå følgende, som han tror skikket til at indgå i grundstoffet til ovennævnte forskrift:


1) Husbonden har altid præsumptionen for sig, fremfor tyendet så længe han ikke har haft en dom imod sig ved en hustugtret, eller er dømt som skyldig ved nogen kriminalitet.
Denne grundregel er ikke alene logisk psykologisk rigtig, da den agtbare husbonde og kun om ham er her tale, har flere bevæggrunde til det gode. Men den er også til hensigten at frembringe hørsommelighed hos tyendet og anstændig opførsel, kort sagt tugt, aldeles nødvendig.


2) Den agtbare husbonds blotte ord omstøder tyendets, med mindre dette kan bestyrke sit med klare vidner eller dommerne finder omstændigheder der understøtter det.

3) Husbonden kan altid føre tyendet for hustugtretten når han har årsag til klage, over dets forhold som tyende, men tyendet ikke husbonden.
Har tyende klage over husbonden, madmoder, herre eller mester, det være sig for ærerørig beskyldning, udsultning, straf over det loven bestemmer eller lignende, da står det samme frit at føre ham eller hende for politiret eller den almindelige ret.
Herfor er unægtelig grund deri at ovennævnte husbondens klage er egentlig hvad retten skulle blive til for og at kun den behøver den foreskrevne hurtige påkendelse. Tyendets klage over husbonden kan derimod ikke da behøve hurtigere påkendelse, end der kan opnås nu, da hustugtretten ikke er til.

4) Husbonden kan ikke føre tyendet for hustugtretten for gæld, men har i sådant tilfælde at søge den almindelige ret.

5) Sag angående misgerning, forøvet af tyendet, hvad enten den tillige bryder på hustugten eller ej, kan ikke føres eller påkendes ved hustugtret. Men må anmeldelse af sådan misgerning kan hustugtretten befale hæftelse.


6) Tyendets forbrydelse mod hustugt straffes ikke med pengebøder, for tyendets løn er ringe nok, og at forkorte den kunne bevæge til tyveri, eller nøde til en mangel på klæder, som skadede helbredet. Ikke heller kan hustugtretten dømme til krumslutning eller vand og brød eller nogen anden helbredsskadende straf, for det var at skade staten, ved at give den vanføre eller sygelige borgere.

(Fortsættes)


Redacteurens Anmærkning

Denne lige-ud-af-posen artikelserie kunne det have været spændende at se fortsættelsen af. Men det slutter brat her, og den bliver heller ikke diskuteret eller kommenteret yderligere i bladet. Hvis denne holdning til "lavere klasser" var generelt udbredt blandt Politivennens skribenter, så er det vel ikke at gå for vidt at konkludere at de frihedsrettigheder som borgerne plæderede for, ikke var beregnet på disse lavere klasser. De skulle lære at kende deres plads i samfundet. Og det var bl.a. kirkens, domstolenes og skolernes opgave at sørge for det.