(Indsendt)
Er det forsvarligt - ja tilladeligt - at en institutbestyrer har så mange børn i en og samme klasse at de ikke kan blive overhørt i den lektie der var foresat dem til den dag som de har belavet sig på at blive hørt i? Selv om det er til gavn for bestyreren at han derved sparer flere lærere, er det vist ikke til gavn for børnene, som derved let fristes til at skulke i håb om ikke at blive adspurgt. Utvivlsomt ville det endog være godt om overhøringen ikke skete lige fra den ene til den andet. Dvs: Fra den øverste og således hele klassen igennem, men at der hele tiden blev sprunget fra denne til den først osv. så at ingen kunne forudberegne hvori han omtrent ville blive spurgt.
Indsenderen kender fra sin egen skolegang en sådan beregning helt godt. Og hvor meget han end den gang glædede sig når hans beregning ikke slog fejl, så meget indser han nu, hvor højst skadelig den i og for sig selv er, og tager sig derfor den frihed herved at gøre de hæderlige mænd, den allernådigste skolekommission har anset værdige til at betro det vigtige kald at undervise den opvoksende unge, opmærksomme herpå, overbevist om at de ikke miskender hans hensigt der sandelig ikke har andet end forbedring til formål.
(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 178-189)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar