11 juni 2015

En i sig selv uskyldig, men for andre Uvedkommende farlig Leeg

(Indsendt)

Ved forårets begyndelse og senere har man set og ser dagligt mange drenge der som en bisværm løber ud fra deres vinterstade, den varme stue. Godt nok så man i vinter også enkelte fordi de enten skulle gå til eller fra skole, eller også røgte et ærinde, at more sig med at slås med snebolde, til skade for mange vinduer. Men langt fra den mængde som nu finder sin fornøjelse i på den offentlige gade at lege med bold. I
ndsenderen der i sin ungdom var en lidenskabelig boldspiller, nægter aldeles ikke at boldspil er en behagelig, ja endog nyttig tidsfordriv  Kun mener han at stedet der her omtales, er højst skadeligt og lovstridigt. Indsenderen vil ikke tale om at ruder blive slået ud ved denne leg, da disse istandsættelse ikke koster så betydeligt. Men når en forbigående, mandfolk eller fruentimmer får en bold der ved flere fald i rendestenene er så tilsmurt at man ikke kan røre ved den, kastet på en klædning man måske har sparet op til gennem et helt år, mener man han lider så meget at enhver dannemand må harmes over sådanne drenges tøjlesløshed.

Ydermere. Hvor ofte hænder det ikke at bolden enten rammer eller slår ned tæt foran heste der bliver sky og som når ikke kusken eller andre ikke var til stede i det øjeblik, let kunne anrette betydelig skade. At endog sådanne drenge utilsigtet kan blive årsag til drab nægter vist ingen der ved at drenge ofte for at få mere vægt i bolden lægger en sten i den. Hvor let kan det ikke ske at en sådan bold kan falde ned på et spædbarns svage hoved og dræbe det ved sit slag i moderens kærlige arme. At dette sidste er sket ved indsenderen godt nok ikke, men tror dog det kunne ske. Eksempler på de første tilfælde behøves ikke.


At ingen uorden heriblandt nok denne der er af de største, tåles på gaderne af vores velindrettede politi ved indsenderen meget  godt. Men at politiet som ikke kan være alle vegne på en gang alene kan påse dette, tror han næppe. Forældre og foresatte er vel pålagt at våge over deres børns opførsel, men kan dog ikke altid vide hvad de når de bliver sendt i byen foretager sig på gaden. I nærheden af hjemmet er de måske ordentlige, men næppe er de kommet om et hjørne før de begynder deres vildskab. Mon det derfor ikke kunne være gavnligt at opmuntre enhver stue- eller kælderbeboer til ved sådan en leg at advare børnene, og i tilfælde af de ikke adlyder hans advarsel da uden persons anseelse arrestere disse små urostiftere. Når dette var sket et par gange og barnets navn var blevet offentligt bekendt til advarsel for andre børn, tror indsenderen denne uorden snart ville ophøre.


(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1250-1253)